Hauserpladsen

Fortjener særdeles at anbefales til politiets opmærksomhed, især hver eftermiddag og aften efter endt skoletid. For det fejler da ikke især når vejret er godt, at denne plads altid og indtil ud på natten er opfyldt af store flokke af gadedrenge som driver deres spil med hujen, slagsmål og alskens optøjer på en måde der ikke alene er højst ubehagelig for alle som bor der, men også farlig for syge såvel som for børn der ikke hører til disses selskab, og som i almindelighed ikkekunne gå over pladsen uden at være udsatte for forfølgelse og mishandling. Dersom de herrer skolebestyrelse og lærere ved skolerne i Åbenrå sørgede for at deres elever gik ordentlig hjem fra skolen, ville uden tvivl dette onde som især synes at have sin oprindelse fra disse skolers ungdom, formindskes, og det ville vistnok hæves aldeles dersom tillige nogle politibetjente indfandt sig ofte og til ubestemte tider på pladsen over overholdt lige såvel her som på ethvert andet sted i byen, fred og orden ved anvendelsen af de midler som står til deres rådighed.

(Politivennen nr. 1116, Løverdagen, den 20de Mai 1837. Side 306-307)

Numrene 1114 og 1115, formentlig fra 6. maj og 13 maj 1837 mangler.

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.

Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):

"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."

Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. 

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Varsko.

På hjørnet af Vognmagergade og Slippen i nr. 76 er en hvid puddelhund, som farer på folk, der vil gå op eller ned af trappen. Endog om dagen er den så glubsk, at man må afvente beboernes hjælp, og værre må det være i mørke. Ejeren anmodes derfor om at holde den inde eller forsyne den med en mundkurv.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 253)

Et Par Ord i Anledning af Kirkeønsket i Politievennen Nr. 1110.

Ved at læse kirkeønsket i nr. 1110 af Politivennen om tæpper på kirkegulvene bringes i erindring at der her til staden undertiden fra Århus sættes flettede gulvtæpper af siv til salg. De kan også fås fra Sjælland. De er meget lidt kostbare og synes hensigtsmæssigt at kunne anbefales til anvendelse på kirkegulvene. De kan om man så vil, tages bort i sommermånederne til udluftning og tages i brug igen i vintermånederne, og være brugelige længe.

Fra en kirkebesøger der søger at kunne fremme det velbegrundede ønske.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 251)