Gjentagen Anmodning.

Hvor forekommende politiet end ellers plejer at være med hensyn til anmodninger og ønsker det bliver givet til det gennem dette blad, kan man dog ikke sige det samme om en bøn der vistnok er meget rimelig og ofte fremsat, nemlig at sengesteller må blive fjernet fra gaderne. Indsenderen er aldeles uvidende om der findes nogen forbud imod deres udstilling. Men om det ikke er tilfældet, da kan han ikke undlade at undre sig derover. Især da han på ingen måde kan tro at det er medborgere tilladt at forulempe medborgere. For foruden det at synet af sådanne sengeklæder just ikke er så behageligt og at man må gå en omvej der just ikke er så lille, især for en svagelig og gammel person, er det støv som forårsages ved deres afbankning, i høj grad besværende. 

Er det da ikke politiets pligt at få dem bortskaffet? Jo, til visse! Lige så meget som enhver anden uorden har krav på politiets virksomhed. For at det er en uorden, er der dog vel ingen der vil benægte. Og nu, når man betænker at det for det meste kun er husejerne der har tilegnet sig denne udlægning af sengeklæder, kan man da undlade at spørge sig selv om disse da, fordi de er husejere, har mere rettighed til at forårsage uordener på gaden? Og når nu for det er jo nødvendigt, dette spørgsmål må besvares benægtende, kan man da vel undlade atter at spørge: Hvor er det muligt at det kan tillades og tåles? Og dog har vi set begge dele. For politiet har tilladt det, formodentlig fordi det ikke har villet forbyde det, og folk har tålt det fordi man var nødt til at tåle det. Men når det således skal vedvare og ingen forandring sker, da opfylder politiet meget lidt sin pligt og bestemmelse, den nemlig at sørge for at borgerne ikke besværes af ting som de ikke bør besvares af. Gid det da ville tage sig af dette her fremsatte ønske og vise at det i virkeligheden er et virksomt og agtpågivende politi. Forbuddet mod at noget som helst udsættes på gaden uden for husenes grundlinje har ikke nogen undtagelse med hensyn til den her nævnte genstand.

Simplex Verus.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 436-438)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 467-469. 

Hattekrig.

Adskillige mandfolk er i år i den varme årstid begyndt at bære en slags meget lette og prisbillige stråhatte i stedet for de meget tunge og dyrere filthatte. Men straks så man i et vist kvarter af byen skarnagerens assistent, en karl der sædvanligvis følger med renovationsvognen for at være behjælpelig med at læsse, prydet med en ny stråhat der ved sit pyntelige udseende stak ikke så lidt af mod hans øvrige påklædning. Det er bekendt at der i flere store stæder gives enkelte dagdrivere der af vedkommende i sagen interesserede lader sig højt betale for at bringe nye moder i vælten. Hos os har man dog næppe endnu bragt det så vidt. Men vi har lagt mærke til at man derimod flere gange ved det her påpegede middel har søgt at virke i en modsat retning, når en mere bekvem hovedbedækning truede med at blive mode. 

Dog denne gang synes man ikke at ville indskrænke sig til en sådan passiv fremgangsmåde alene. En flink høvedmand må have sat sig i spidsen for et betydeligt korps for at føre en udryddelseskrig mod stråhatte som hovedbeklædning for mandspersoner, og at den måtte begyndes offensivt, følger af sagens natur. Man har således også hørt en stråhatbærende skarnagerkarl der netop besynderligt nok kom ud fra en hattemager, vise sin iver i tjenesten ved at sige højt til en forbigående der bar stråhat: "det er dog forbandet at man intet kan have for sig selv." I Kongens Have har man om søndagen set skidne karle promenere med stråhatte og med briller, under hvilke de så skævt til andre skikkelige folk der var samme slags hatte. I Charlottenlund har pøbelen i søndags om aftenen udbragt et hurra for de ensfarvede stråhatte og et ditto for de spraglede. Endelig har man midt i hovedstaden set 3 lurvet klædte personer samle sig på gaden om en mand med stråhat på, håne ham ved at tage hatten af ham og fortælle ham om dens lethed osv. osv. Kort sagt, hovedstaden har virkelig en alvorlig hattekrig for døren. Ja, den er allerede begyndt, og det endda ikke så ueffent.

Det lader sig vel gætte hvilken en korporation der i almindelighed kunne have nogen særdeles interesse ved at afstedkomme denne ufred blandt det fredelige danske folk. Derimod er det ikke så ganske let at udfinde det enkelte individ der er anfører og har erhvervet skarnagerkarle og lignende folk under sin fane. Kunne dette imidlertid lade sig gøre, var det rimeligt at man dannede en koalition, der fornemmelig skulle gå ud på at nægte sig brugen af denne mandsfabrikata om han end måtte være nok så duelig, opfindsom eller tænkende i sit fag. At man i nødstilfælde vil have en herlig allieret i vores gode politi, behøver vel næppe at nævnes.

Indsenderen mener i øvrigt at det ville være til spot og spe for det københavnske stridbare mandskab om det af skarnagerkarle og konsorter lod sig bevæge til at aflægge en bekvem og for helbredet gavnlig hovedbedækning. Når bare det første angreb er mødt med mands mod og hjerte, vil vel fjendens udholdenhed og tapperhed ikke være mange skillinger værd.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 433-435)

Redacteurens Anmærkning

Stråhatte blev brugt af både mænd og kvinder gennem hele middelalderen. Men på Politivennens tid var det mest for kvinder. Og hvis mænd, da fra eksotiske lande. Således findes en beretning i Archiv for Historie og Geographie, 1831 s. 379. "Brudstykke af Capitain Otto von Kotzebues Reise omkring Verden i Aarene 1823-1826" hvori det hedder om en øbo fra Sandwichøerne at "Han var iført en Skjorte, og paa Hovedet bar han en meget bred Straahat." 

At de var ret almindelige, dokumenterer en annonce fra Adresseavisen 1836. Man kunne tjene på vedligeholdelse af stråhatte:

Moderne Fiskebeenshatte ere at bekomme i forskjellige Couleurer, og Straahatte vadskes og bleges, gamle modtages til Ombytning, i Studiistrædet Nr. 54, i Stuen, ved Nørregade.

Men annoncen drejer sig nok mest om stråhatte til kvinder. Den ældste annonce jeg har kunnet finde om stråhatte fra den ellers ret aktuelle Adresseavisen, er nedenstående:

Den stammer fra 1854, og der er flere om restudsalg i det følgende år 1855. Men det fremgår stadig ikke om der er tale om herre- og/eller damestråhatte. I 1849 reklameredes kun for dame- og børnestråhatte. 

Først fra slutningen af 1800-tallet ved vi med sikkerhed at stråhatte - denne gang den flade gondolierehat - kom på mode. Mens Guccis far i 1897 gik konkurs med sin stråhatteforretning i Italien og sønnen i stedet satsede på lædervarer, startede Coco Chanel sit modeimperium med den enkle flade stråhat med minimalistisk pynt (kaldet "skipper"). I Danmark kendt fra skagensmalerne (P. S. Krøyer & Co.)

Noget om Toldbod-Dragerne.

Når man en søndag eftermiddag vil spadsere ud på Københavns toldbod på den tid da dampskibet fra Kiel plejer at komme, så vil man få et begreb om den mageløse uorden der hersker ved ilandbringningen og bortbæringen af de ankommende rejsendes tøj. Som bekendt er nemlig drageriet frit for alle. Og som en følge heraf kan enhver gavtyv, ethvert udskud som kun har så mange laser på kroppen at han kan bedække sin nøgenhed, indfinde sig for at søge fortjeneste. 

Dette sker da også i guds velsignede mængde. Når nu en båd lægger til, griber og rapser disse gaster alt hvad blot den ene kan få fat på for den anden under idelig banden og slagsmål. Og for de rejsende er det umuligt at hindre, så de må tro sig hensat til en røverrede, og ikke til sø-, stabel- og hovedstaden København i kongeriget Danmark. Passagererne tør ikke stige i land af frygt for at blive skubbet overbord af den tætsluttende kreds lazaroner der omgiver dem. Godset bliver nu slæbt op på pladsen til bærebørene, og her må passes på for at en passagers gods ikke skal blive lagt på ti forskellige børe, da enhver vil bære hvad han har bemægtiget sig. Den stærkeres ret gør endelig udslaget efter megen spektakel, skælden og slagsmål, og godset kommer da endelig bort.

De fleste af disse sjovere ser mere ud som dyr end mennesker, og kun få har et så tåleligt udseende at man uden væmmelse kan tænke sit tøj i deres hænder. Det samme gælder ved bortrejse herfra. Når en vogn øjnes udenfor toldbodporten, spidser sjoverne ører, omringer den på pladsen og nu rives alt ud af den hvad der kan fås fingre i. Om den rejsende nok så meget protesterer, så nytter dette dog intet. Havesyge og frækhed gør dem døve for alt. At de rejsende ikke giver dem nogle dygtige stokkeprygl, må forundre enhver som blot en gang har været vidne til denne skandale. Det var at ønske at den kongelige generalpostdirektion som med prisværdig beredvillighed afhjælper så mange savn, vil lade træffe den foranstaltning at kun visse ordentlige folk blev antaget til dragere, og at disse fik en fælles kasse, hvoraf hver fik lige del. Og når da en moderat takst blev sat for disse folk, så tror man at en uorden ville blive hævet som næppe nogen anden stad i verden kan fremvise mage til.

6-18.

******
Udgiveren har fået tilsendt en anden lignende anke over de på Toldboden stedfindende uordener af sjovere, og han vil med forestående indsender ønske denne hævet ved ansættelse af faste og betroede folk, lig litsenbrødrene ved vore øvrige færgesteder som mod en bestemt rimelig godtgørelse skal modtage og befordre rejsendes gods til det opgivne logi. Skulle der imidlertid ikke reflekteres på dette ønske, da burde dog de her omhandlede sjovere formenes at opholde sig på broen med mindre deres tjeneste forlangtes der. Da vagten er i nærheden, kunne sådant let overholdes.

(Politivennen nr. 1120, Løverdagen, den 17de Juni 1837. Side 367-369)

Problemet syntes ikke at ophøre, hvis man skal tro dette billede (Toldboden), af Tikjøb 23 år senere i Illustreret Tidende, 9.december 1860.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1222, 1. juni 1839 s. 350 blev bekendtgjort at der nu var stationeret 2 soldater som spærrede adgangen til broen, og kun lod dem passere som opsynsmanden kaldte til sig for at transportere de rejsendes gods.

Der var klager over at transporten til dampskibene skulle foregå i små både som havnekaptain Eskildsen havde monopol på. Lodsoldermanden Erich Eskildsen (1776-1856) var 1. april 1811 blevet transportforvalter for befordringen mellem Nyhavn og Christianshavn. Det skulle foregå med 6 gode rofartøjer (Bergensjoller). Det må have været en god forretning, for i 1812 fik han opført et syv fag bredt hus med kælder og fire etager på Frederiksborggade 7 (huset findes stadig). Her boede bl.a. fra 1812 Poul de Løvenørn (1751-1826). Direktør for Søkortarkivet, og senere kontreadmiral (1813). Da Pram- og Stenførerlaugets eneret på færgejollerne på Strømmen indenfor Toldbodbommen blev ophævet, blev den overtaget af Eskildsen. Lauget havde fastsat takster for turene til Christianshavn som 1 tur fra Nyhavn, 2 ture fra Larsens Plads og 3 ture fra Toldboden. Prisen var 4 sk. pr person pr. tur. Færgejollerne blev især brugt af forretningsfolk. En færgejolle fra Christianshavn til Toldboden kostede således 4-5 mark, mens en droske til 4-5 personer kostede 24 sk. pr. tur. 

Det var især københavnerblade som Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet der kritiserede Eskildsen. Klagerne over de "Eskildsenske både" ophørte ikke efter hans afgang. Begrebet "Eskildsens Både" hang ved. Og med god grund, efterson færgevæsnet åbenbart blot fortsatte i hvert fald nogle år endnu med dårlige både og dyre takster. En af Eskildsens efterfølgere, havnekaptajn Hendrich Emil Krenchel (1801-1864) nægtede dog i 1855 at overtage Eskildsens færgeprivilegium. Krenchel var efter endt karriere i marinen blevet havnekaptajn i 1853, samt medlem af Københavns Havneadministration. Ham gik det dog værre: Den 24. januar 1856 blev han sigtet og senere fundet skyldig i at have tilegnet sig nogle fartøjshvilere, hvis værdi kun var nogle få Rdl. Han blev suspenderet 4. juni 1856 og varetægtsfængslet. Den 23. januar 1858 dømt til simpelt fængsel i 3 måneder i anledning af forskellige uregelmæssigheder og uordner i sin embedsførelse. Straffen blev afsonet i Kastellet. Genindsat i 1. januar 1859-1. april 1860. Hvorefter han blev afskediget med ventepenge i anledning af forandring ved havnekaptajnsstillingen. 

I 1857 blev monopolet ophævet. Og der blev etableret et regelmæssigt færgevæsen i havnen af ingen ringere end en af Eskildsens sønner, kancellist F. Eskildsen. Jollerne blev udskiftet med 10 bedre udrustede joller. Der var dog stadig ikke etableret anløbssteder, så bådene måtte bruge de private broer.

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)

Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

Scene ved en mosaisk Liigfærd.

Det er intet glædeligt tegn på vor tids moral at selvmord, bedragerier og sønderrivelse af naturens bånd udgør en ikke ringe del af dens nyhedsstof. Hvad sønderrivelse af naturens bånd angår, da tror jeg at kunne regne en handling der fandt sted på mosaisternes kirkegård sidste 29. maj ved afdøde hofguldtrækker Lorias begravelse, som beslægtet dermed.

Kommissionær S. A. Eibeschutz som er en af de få lykkelige som blev til en hovedrig mand ved under pengevæsnets omvæltning at opkøbe obligationer for hvad han havde erhvervet sig ved sin første kones medgift, tog nemlig som fungerende synagogeforstander ikke i betragtning at beordre sine to kødelige brødre smidt ud af kirkegården i overværelse af et stort antal af deres trosbrødre, fordi disse skal have afsunget en ligsalme med højere røst end den nye agendes ærbarhed muligvis tillader, og de såkaldte oplyste mosaisters undseelse for de ældre jødiske ceremonier tåler. Mildest talt tror jeg at kunne betegne denne S. A. Eibeschütz' adfærd for meget ubroderlig og upassende. For selv om disse ved afsyngelsen af nævnte ligsalme havde handlet i strid med doktor Wolffs forskrifter ved ligfærd, synes dog såvel blodets røst som stedets hellighed at kræve forseelsen påtalt andet sted og efter mere humane grundsætninger.

Mosaisternes præst er jo ingen guddom og hans agende ikke kongelig konfirmeret. Dens udgivelse i trykken har det kongelige kancelli ikke modsat sig. Men har heller ikke gjort den til nogen lov for mosaisterne. Dette kollegiums liberalitet og skarpsindighed fremlyser øjensynligt heraf. Ved at fremme oplysningen blandt jøderne, ville det dog ikke have undertrykt dem hvis tidligt indsugede religiøse grundsætninger ikke villigt drejede sig efter reformen. Ovennævnte begivenhed på kirkegården og mange andre viser formentlig at oplysningen blandt mosaisterne ikke er omsvævet af den mest humane ånd, mod hvilket onde jeg især anbefaler hr. doktor Wolff som har tændt sit nye lys for den herværende jødiske menighed at arbejde med forøget anstrengelse.

Det er mærkelig at skønt mange andre istemte nævnte ligsalme, ramte de uheldige følger af S. A. Eibeschütz' embedsiver kun hans kødelige brødre. Den ene af disse, hr. grosserer J. A. Eibeschütz er mig bekendt som en højst virksom og redelig handelsmand. Og det ville være gavnlig for landet om handelsklassen havde mange medlemmer i sin midte der ligesom han, vedligeholdt en usvækket kredit og indbringer kongens toldkasse betydeligt. I 30 år har han på sådan måde virket som grosserer. Han har skænket 200 rigsbankdaler til den nye synagoges opførelse og i al sin tid ydet betydeligt til den mosaiske menigheds kasse. Om nu denne mands religiøse grundsætninger ikke harmonerer med pluraliteten af hans trosbrødre, bør dog af denne grund ikke udvises en så krænkende adfærd som den oven anførte mod ham eller nogen, endsige påføres ham af hans egen bror der formentlig står langt tilbage for ham hvad angår en gavnlig virksomhed for landet. Og da sådan fremfærd af bror imod brødre så højlig strider mod moral og følelse, kan jeg ikke andet end i denne anledning at tilkende hr kommissionær S. A. Eibeschütz min alvorlige dadel og hr. dr. Wolff som under optrinnet var nærværende på kirkegården, min misbilligelse fordi han ikke forebyggede det ved sin indflydelse.

Til slut vil jeg gøre hr. kommissionær Eibeschütz opmærksom på at det synes i strid mod beskedenhed og brug at han i levende live søger at indhøste ros for sin velgørenhed: at have stiftet en fribolig af egne midler for fattige mosaiske trosbekendere ved at bekendtgøre samme på selve bygningen til skue for enhver forbigående.

E. Agersøe
Kommissionær.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 342-345)

Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz (1786-1856) var som artiklen nævner dansk handelsmand og legatstifter. Den 28. januar (Kongens fødselsdag) 1834 havde han oprettet den nævnte fribolig i København for 13-14 fattige familier og enker inden for Mosaisk Trossamfund. Han kritiseres i en kommende artikel fra januar 1841 igen for dette. Selv om skribenten nævner hans brødre, blev disse dog langt fra så kendt i eftertiden.

Krak 1837 nævner juveler enke H. Eibeschütz, kompagnistræde 66: grosserer J. A. Eibeschütz, Knabrostræde 109; købmand og klasselotterikollektor L. A. Eibeschütz, Rosengården 129: kommissionær S. A. Eibeschütz, Gammeltorv 4 og examin. juris og assistent ved konsumptionsvæsnet R. J. Eibeschütz, Klædeboderne 3.

Ligeledes nævner Krak 1837 Isak Jos. Loria, hofguldtrækker, Gothersgade 333. En guldtrækker beskæftigede sig med at fremstille guldtråde.