Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Tappenstreg med Musik

Den skik at udmærke kongens og dronningens fødselsdage ved at lade tappenstregen ledsages af musik, er her til lands ikke meget gammel, men gammel nok til den erfaring at den giver anledning til en hel del uorden. Og vi mindes endnu ret vel optøjerne i årene 1819 og 1820. At man på disse landets festdage giver almuemanden lejlighed til morskab på sin vis og til at betænke disse dages betydning, er vist nok meget rigtigt. Men når denne offentlige forlystelse let går over til offentlig uorden, så er det vel mest rigtigt at man tænker på at arrangere dem anderledes. 

I så henseende vil indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på at man i Aalborg har optaget den skik at lade reveillen ledsage af musik, og denne skik fortjente vist nok overalt at blive fulgt. Foruden at morgenstunden langt fra ikke volder så megen tummel, og man lettere da i fald kan blive mester over kåde og alt for lystige personer, så synes det også i sig selv mere hensigtsmæssig at forkynde dagen med offentlig musik end at slutte den hermed. Man vil bringe folket til, om ikke at tænke over dagens betydning, så dog at glæde sig på den. Men hvad er da mere rigtigt end at gøre dette når dagen gryr frem, end når mørket helt har fordunklet samme? 

Endnu en fordel ville man opnå især i de mindre garnisonsstæder ved det: at regimentsoboisterne der i almindelighed også assisterer med musik ved baller som da holdes, således lettere kan opfylde deres pligter i den private tjeneste. Og dette synspunkt fortjener når forandringen ellers er hensigtsmæssig, også at komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 775(=757)-758)

Mere om separatistiske Forsamlinger.

I et af de foregående numre er talt om konventikler eller separatistiske forsamlinger som af lægfolk er holdt på Sjælland, Fyn og på forskellige steder i Jylland, samt at nogle præster i overensstemmelse med forordningen af 13. januar 1741 har modsat sig disse forsamlinger, hvorved sagen er bragt for domstolene, der har mulkteret de pågældende i forhold til deres større eller mindre deltagelse i disse konventikler. Det vil måske derfor interessere nogle at erfare, at man også andet steds søger at hæmme og ophæve et uvæsen der sikkert ikke fører noget godt med sigt, men derimod kan have de sørgeligste følger. Vi tillader os derfor her at anføre en skrivelse fra Dresden af 14. november der lyder således:

"Allerede i mange år spøgede pietismens vrange meninger også hos os. I begyndelsen ubetydelig, men i den senere tid langt stærkere, og deres skæve retning blev bestandig skævere. Med stor bekymring måtte man se at pietismens tilhængere, efter at deres anskuelser havde fæstet rødder og fundet en anfører, meget hastig for æggedes og fandt stort tilløb. Men antallet voksede i en umådelig grad da en dengang højtstående og men megen myndighed beklædt mand også sluttede sig til denne sekt og besøgte dens konventikler. For det gav desværre anledning til at mange, mindre af tilbøjelighed end for den høje protektors skyld og for at anbefale sig hos ham, hengav sin til det skændige sværmeri i religiøse følelser. Publikum misbilligede dette i høj grad og yttrede sin uvilje højt, men man måtte lade sagen gå sin egen gang og for forholdenes skyld tie. Urolighederne i årene 1830 og 1831 frembragte rigtig nok også en lille rystelse i denne pietistiske stat, idet de røvede den dens mægtige støtte (M. v. E.); ikke desto mindre vedblev den, men udartede snart i allerhøjeste grad. De berygtede kønigbergske muckeres eksempel virkede også på den, og den sneg sig derefter frem ad samme bane som de. Pietisterne trådte rigtig nok sagtelig op og holdt deres forsamlinger om natten i skovene, dog ingenlunde hemmeligt nok, for man fik snart nys om det, og dette gav anledning til at man gik på spor efter dem og ryddede den vakre rede ud. De første opdagelser af disse natteforsamliner skete ved forstbetjente der fandt at et sådant værtskab var aldeles i strid med en god forstvidenskabs grundsætninger, og fordrev derfor det skabelige [budt] med de hårdeste trusler om at ville pågribe dem hvis de igen vovede på at flokke sig sammen i skovene. nu begav kliken sig et andet sted hen for att fortsætte sine orgier. Øvrigheden holdt et vågent øje med dem, og vore stadskommissærer viste sig i særdeleshed virksomme ved at gå på spor efter dem. Endelig lykkedes det at gribe dem på fersk gerning. For nogle dage siden blev hele konventiklet overrumplet i et vinbjerghus en mil herfra ligesom de ivrigt var i færd med at iværksætte deres manipulationer, og der holdtes straks forhør over dem, hvilket varede til langt ud på natten. Selskabets overhoved var til stede ved denne forsamling. Denne overraskelse vil rimeligvis give hans nærværende stilling en mærkbar og ganske anden retning. Hvilket? Det skal jeg senere give underretning om såvel som angående følgerne af denne opdagelse for alle deltagerne. Publikum glæder sig over at et anliggende som har voldt så megen forargelse, endelig er blevet bragt for domstolene."

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 754-756)

Redacteurens Anmærkning.

Baptisterne begyndte i 1840'erne at vinde frem, og regeringen slog til med fængsling og andet. Om end Kjøbenhavnsposten ikke direkte sympatiserede med baptisterne, så mente man dog her at de skulle have lov til at udøve deres tro ligesom jøderne. Og indirekte blev regeringens behandling af dem brugt som en kritik af styret.

Peter Christian Mønster (1797-1870) var en af pionererne inden for baptistbevægelsen i perioden 1839-1849. I 1840 boede han i Hummergade. Efter grundloven blev Mønsters menighed infiltreret af mormonerne og gik i opløsning. Han blev herefter medlem af Folkekirken. Hans yngre bror, Adolf Frederik Mønster (1812-1863) brød senere med sin storebror, og formentlig forlod han baptismen omkring 1851. Han blev lærer ved almueskolen i København.

Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Redacteurens Anmærkning.

Allerede i næste nummer af Politivennen nr. 1143, 25.november 1837, side 746, bekendtgjordes at vandtruget på Skidentorvet borttoges om aftenen når bønderne forlod torvet og udsattes igen om morgenen.

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldts Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.