Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.

"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.

Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."

Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstaden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.

(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)

Redacteurens Anmærkning

Se også om Slesvig.

Om Sproget i Sønder-Jylland.

(Til dels rejsebemærkninger.)

Det er sørgeligt nok at et gammelt had mellem landsmænd som syntes aldeles hendøet, nu skal oppustes på ny fordi en enkelt mand, hr. Petersen, landmand i Dalby ved Kolding for at tjene andre giver sig af med sådant. Men ve dem som er egentlige ophavsmænd!
Jeg tror ikke jeg tager fejl ved at påstå at en del af de tyske bureaukrater i hvis hænder folket er overleveret, har andel i det. Det er uden eksempel i nationernes årbøger at et folk er behandlet således af dem der lønnes for at varetage deres tarv. De handler som om de beherskede et erobret land. De ter sig som dets egentlige herrer. Og i en vis henseende er de det. For ellers turde de ikke vove så åbenlyst trodse det velgørende lovbud som blev udstedt for 28 år siden, som tilholder dem at hædre og udbrede dannersproget, ikke at tilintetgøre det. De kender aldeles ikke det de foragter. De dømmer efter almuens mundart som de heller ikke formår at vurdere. Den samme mundart tales i og ved Ribe, Vejle, Kolding, Snoghøj, indtil Horsens, og på en del af Jyllands vestside. Men aldrig har man der hørt embedsmændene klage over at almuesproget ikke klang smukt nok i deres ører, lige så lidt som på Bornholm og Lolland, hvis sprog er endnu langt mindre smukt *). Havde de den mindste sans for deres nye fædreland, da ville de ligesom embedsmændene i andre danske egne danne sig selv et omgangssprog eller i det mindste ikke påtvinge det folk der giver dem underhold, et fremmed tungemål i kirke og skole, i rettergangssager og skattebøger, i ethvert dokument, enhver resolution. 

De bør heller ikke tilsidesætte kongens lov. For han er deres suveræn ligesom det øvrige Danmarks, secundum tenorem legis regiæ, som det hedder i den hyldningsakt der udstedes af ridderskab og prælater efter erobringen, hvortil også kongen har henholdt sig ved stadfæstelsen af privilegierne i året 1816, nemlig "for så vidt som kongens uindskrænkede enevoldsmagt over hertugdømmet tilsteder", mod hvilken klausul vedkommende ikke har kunnet gøre indvendig, og som endog synes at tilintetgøre benævnelsen hertugdømme der egentlig bør bortfalde, uagtet det ræsonnement som vedkommende bygger på Christian 1.s for længst kuldkastede indvilligelse. Man bør dog vel agte kendsgerninger som historien forkynder med klare ord. 

Uagtet sprogusurpationens stræben i århundreder er sprogets udbredelse dog ikke lykkedes på denne side af Flensborg. I Haderslev og Åbenrå taler kun embedsmænd og købmænd tysk, og de sidste taler det kun dårligt. På landet tales overalt dansk, ligeledes mellem Tønder og Husum og på hele vestsiden hvor det danske nu fortrænger det frisiske. I Flensborg tales endnu meget dansk, især af de ældre når man taler dansk til dem. Dette er endog tilfældet med embedsmændene, uagtet de ligesom almuen tror at Flensborg ligger i Holsten. De yngre forstår kun lidt dansk, hvilket viser den tiltagede fortrængning uagtet kongens lovbud af 1811. Søfolkene taler for det meste dansk. Flensborg har 3 tyske kirker, rummelige og til dels pragtfulde, men kun en dansk, ubetydelig af udseende og med en mådelig prædikant for også på denne måde at bidrage til at få dannesproget tilsidesat og ringeagtet, ligesom man i Åbenrå prædiker dansk til aftensang, men har tyske salmebøger for at tjenestefolk og andre fra landet ikke skal kunne synge dansk som er det eneste sprog de forstår. 

Øst for Flensborg tales mere tysk end dansk, men i landsbyerne mod vest og syd taler indbyggerne indbyrdes kun dansk. Det tyske nødes de til at tale med embedsmændene som aldrig taler til dem undtagen på tysk!!! endog i Brodersby omtrent 1½ mil fra Ekernförde (egentlig Ekernfjord som det i Flensborg med rette kaldes) tales endnu meget dansk. Det er også en ubehagelig omstændighed for vedkommende som gerne ville udslette ethvert spor af danskhed i dette oprindeligt danske land, at de ikke altid med lige held har kunnet gøre stednavene ukendelige. Søgård er fx gjort til Seegard, som hverken er tysk eller dansk. Lyxborg til Glücksburg, Haderslev eller Harsløv (fordum Hedeby) er meget urimeligt gjort til Hadersleben (et liv fyldt af had og kiv), og Gammel-Thing i Haderslev er på den latterligste måde forvansket til Alter Ding, som findes på to gadehjørner. 

Derimod findes stednavnene uden forkvakling på de stenmærker som vejvæsnet har anbragt ved vejene til rettesnor for lodsejerne ved bestemmelsen af deres vejstykker, fx Bodum, Løjt, Kirkby, Skovby, Hobdrup m.fl. mellem Haderslev og Apenrade. Ligeledes Bolstrup, Alby, Avntoft, Bøgelund, Brodersby m.fl. mellem Flensborg og Ekernförde. I Kiel og staden Slesvig ophører al dansk tale, og personnavnene er for det meste tyske, hvorimod det danske fordum taltes endog på den side af Ejderen. I Flensborg har mangfoldige købmænd danske navne som Hansen, Jensen, Petersen, Mortensen osv. Besynderligt ellers at Petersen i Dalby kan tro at kongen vil bifalde et forslag som kuldkastede hans egen lov!

*) Almuesproget på Lolland er til dels skrigende, men det plattyske i Kiel er heller ikke smukt, og har ofte urimelige betoninger. Selv det højtyske er tit hårdt og slæbende. 

(Politivennen nr. 1205, Løverdagen, den 2den Februar 1839. Side 65-69)

Redacteurens Anmærkning

Den nævnte hr. landmand Petersen fra Dalby er formentlig Andreas Petersen (1792-1870) fra Dalby. Han var deputeret ved stænderforsamlingen i Slesvig og ejede en af Danmarks største bondegårde. I maj 1836 havde Andreas Petersen afleveret et andragende til stænderforsamlingen om at "alle skolelærere som ansættes i hertugdømmet Slesvig, for fremtiden skulle underkaste sig en eksamen i det tyske sprog, og at der i de distrikter hvor skoleundervisningen sker i det danske sprog, nogle timer ugentlig skal undervises i det tyske sprog". Heroverfor var der et andet forslag som ville indsende en petition til kongen om at indføre dansk rets- og øvrighedssprog i de områder hvor almuens sprog og undervisningen var dansk. Stænderforsamlingen behandlede begge forslag igen maj 1838.

Den danske stat bestod på Politivennens tid af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg - og de oversøiske kolonier. Styreformen var enevældigt monarki med København og Kiel som administrative poler. Rets- og forvaltningssproget i hertugdømmerne var tysk. Som artiklen påpeger var kultur og sprog overvejende dansk i Slesvig. Men Hamburgs stærke økonomi betød at tysk sprog og kultur bredte sig nordpå. Sammen med de demokratiske kræfter. 

I første omgang havde Frederik 6. forsøgt at bremse op på denne med de fire rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf to (Slesvig og Itzehoe) havde tysk som forhandlingssprog. Artiklen må ses som et udtryk for et spirende oprør mod den slesvig-holstenske bevægelse og det tyske embedsapparat. I maj 1840 udstedte Christian 8. en forordning om at hvor der blev talt dansk i skoler og kirker, skulle dansk også være rets-og forvaltningssprog. Sprogstriden brød for alvor ud i efteråret 1842, og endte som bekendt med krigene 1848-50 og 1864.

(Se fx Johann Runge: Sønderjyden Christian Paulsen (1981), specielt siderne 169-279)

Se også under Slesvig.

Formanden for Liigbærerne.

Efter forlydende skal det påhvile den nævnte mand at undersøge om kisten er stærk nok kort før hver jordefærd i lighuset. Forholder det sig sådan, synes det indsenderen at være en ganske besynderlig pligt der i og for sig ikke medfører synderlig nytte, men i sandhed må være forbundet med stor tidsspilde og megen ubehagelighed for den pågældende. Om han endog var snedker af profession, var det ham vist ikke muligt med bestemthed at kunne indestå for kistens styrke og at indfinde sig i lighuse hvor smitsom sygdom har bortrevet den afdøde kan undertiden have farlige følger. Det er vist nok et ubehageligt tilfælde at en kiste går itu under jordefærden. Men at det kan forebygges ved det nævnte eftersyn, er jo ikke muligt. Bedre synes det at den ansvarlige snedker fik en klemme på. Og det følgende var vist nok var i så henseende intet bedre middel: Hver leverandør af kister bør ikke have sin betaling for kisten før efter hvert ligs begravelse. For at forebygge tab, bør summen deponeres hos formanden for ligbærerne. Og findes kisten at have været for svag, bør snedkeren tabe enten hele sin regnings beløb eller en betydelig del af den, og det besparede deles mellem den dødes arvinger og ligbærernes kasse. 

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 46-47)

Noget om den svenske Mirakelpiges Undercurer.

Det er ofte blevet sagt at man i provinserne en gang imellem ved bedre besked om København end i København selv. Dette stadfæster sig da også i henseende til den svenske lægepige. Mens man i de københavnske blade kappes om at nedrive hendes rygte og gøre hende latterlig, giver Aalborg Avis os den underretning at mange er kurerede af hende, blandt andre en søofficer, kommandør de. C. som var så plaget af gigt i ryggen at han næppe kunne tåle at køre hen til hende. Da hun havde anvendt sin kurmetode, gik han sund og rask bort. Forfatteren i Aalborg Avis siger at hun uden tvivl er begavet med større del elektricitet end andre mennesker, og at derfor gnidning med hendes hånd har en særdeles lægekraft. Derimod har forfatteren i Københvans tidsblade som formodentlig misunder hende de 2.000 rigsbankdaler hun tjente i København, villet indbilde publikum at hun heksede, at hun helbredte ved signen og manen osv. Sådanne urimeligheder gendriver sig selv, for man må dog vel tiltro mennesker af de højere klasser især fyrstelige personer, så stor fordomsfrihed at de ikke ville på en så plump måde lade sig føre bag lyset af en bondepige.

Det var ønskeligt for opdagelsen af sandheden om nogle af dem som har været i hendes kurer, ville offentliggære resultatet. For man skulle dog ikke tro at hun aldeles uden grund havde fået sin landsherres tilladelse til at praktisere eller at hun havde vundet et sådant ry, at så mange mennesker langvejs fra ville med store bekostninger rejse til hendes hjem for at underkaste sig hendes kurer. Mærkeligt er det at også i Raumburg tæt ved Neustadt an der Oder, er fremtrådt en bødkersvende der ved magnetisk strygen har foretaget mange heldige kurer, og ved at helbrede en læge i særdeleshed har tiltrukket sig den almindelige opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 42-43)

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningstimen af afvigte år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser, at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke. Ja, på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej, så indsenderen fruentimmere og børn flygte fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud, som affyredes fra vinduer og døre. Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer der kan holde øje med gerningsmændene så at de kan tiltales og mulkteres. At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 12te Januar 1839. Side 28-29)