Omreisende Kunstnere.

Kunstens gavnlige indflydelse på livet er en almindelig erkendt sandhed som erfaringen på mange måder godtgør. De mest civiliserede nationers fortrin består for en stor del i den højere grad hvori de har tilegnet sig dens ånd og forstår at udtryk den i deres frembringelser, og når man vil civilisere et råt og udannet folk, skete det ordentligvis derved at man anlagde sådanne indretninger som vakte folkets sans for det skønne, for ideen i den udvortes form. Af disse grunde må det også være ethvert land magtpåliggende at frede om kunsten og befordre den. Dette kan nu ske på en dobbelt måde, dels ved at underkaste og begunstige det som virkelig fortjener navn af kunst, og dels ved at forhindre sådanne ting som fordærver smagen og vel endog kan være farlige for sædeligheden. I første henseende har vi hos os en mængde herlige indretninger såsom teatret, kunstakademiet, flere kunstnerselskaber, antikvitetsforsamlinger osv. så at vi heri ingen grund har til at føle os stedmoderligt beehandlede især ifølge den stilling som vort fædreland i det hele taget indtager i de europæiske staters række. Hvad derimod det andet punkt angår, da kan derved gøres et par bemærkninger.

Bestandigt er landet oversvømmet af omrejsende gøglere og fuskere i linedans, taskenspilleri osv, især har tyske den vane at begive sig til Danmark for at tjene penge. Vist nok må man billige at der ikke fra øvrighedens side uden undtagelse lægges hindringer i vejen for fremmede kunstneres indrejse i landet, til hvilken genre de endog henhører, da det vil ikke altid dermed ville gå så rigtigt til. Men det synes dog hensigtsmæssigt at forbyde de allerusleste gøglere og spillemænd som ingen steder ellers kan få indpas, uden videre at gennemrejse landet og narre almuen pengene af lommen. Hvert år gæstes således Dyrehaven af en hel del tyskere hvis præstationer dels er aldeles jammerlige, dels endog uhyggelige og ubehagelige at se på. Den slags fornøjelse som det vel kun kan kaldes for den laveste klasse, har ikke blot intet værd i sig selv, men er endog til skade både for den enkelte som narres til at give penge for at se derpå, og for det almindelige som altid lider ved at en hel klasse af individer i stedet for at vælge sig ædlere fornøjelser, ved sådant lærer at hengive sig til kådhed og letsind. Det ville derfor være i sin orden om der blev taget bestemmelse imod sådanne fremmedes besøg. For i ethvert tilfælde må dog vore egne landsmænd have fortrinsret fremfor de fremmede når disse ikke udmærker fra sig fra disse. Så meget mere burde sådant ske som vi endog har lejlighed til at erstatte savnet af det dårlige fremmede med vores eget. Det mangler ikke på danske omrejsende kunstnere som i almindelighed præsterer noget tåleligt, i alle tilfælde er usædelige både i henseende til tendensen i deres beskæftigelser og med hensyn til at de tilsætter fortjenesten i landet selv. Dertil hører især de flere omrejsende skuespillerselskaber af hvilke enkelte til sine tider har været ret gode. Også i andre retninger fortjener vore landsmænds kunstpræstationer hæderlig omtale, især kan vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på det herværende Møllerske automatkabinet der uden tvivl kan måle sig med de bedste. Hvad der især må anbefale dette er den øjensynlige bestræbelse efter at forædle dets karakter som kunstværk og mere og mere at betage samme alt gøgleragtigt præg. Især er dette kendeligt ved den senest i kabinettet opsatte gruppe af de fire monarker hvilke er ligeså vel udførte som de med hensyn til personernes historiske betydning er heldigt valgte.

Det var højligt at ønske at vore landsmænd i andreretninger af kunsten ville efterligne hr. Møller i bestræbelsen for at producere noget godt for at vi således kan blive fri for de tyske gøgleres besøg uden just at bortvise dem. De ville da ikke finde deres regning ved at besøge os og blev af sig selv borte.

(Politivennen nr. 1320, Løverdagen, den 17de April 1841. Side 250-253). 

Redacteurens Anmærkning.

Nicolai Urban Møller (1810-1878) fik 1845 et voksmuseum med portrætter af berømtheder på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej i København. Et af portrætterne fremstillede Thorvaldsen, og blev 1955 erhvervet af Thorvaldsens Museum, muligvis med Thorvaldsens eget hår. Broderen Hans bror Christian Frederik Møller havde fremstillet en voksdukke, som var monteret på fjedre, og således fungerede som dansepartner - det kan være den som der hentydes til i nedenstående artikel fra Kjøbenhavnsposten:

Automatsamlingen i Vingårdsstræde har stedse stort tilløb, og nogle blandt dem fortjener virkelig at beundres for den skuffende lighed de har med virkelige mennesker. For nogle aftener siden udbrød der en - til lykke ubetydelig - ild i det af værelserne hvorved imidlertid et af panoramerne tilintetgjordes. En forskrækket moder som søgte efter ammen med barnet, men kunne ikke se hende. Endelig opdager hun bondepigen stående ganske flegmatisk op til en væg. "Johanne" råbte den fortvivlede moder "hvor har du gjort af barnet?" "Min Gud - svaredes der bag moderen - Johanne står jo i forværelset, ilden er slukket og den person hvem fruen henvender sig til, er jo den kvindelige automat i bondedragt, med hvem hr. Dramm plejer at danse."

(Kjøbenhavnsposten, 14. oktober 1833.)

Det omtalte automatkabinet annoncerede i perioden 1840-1841. Det Kongelige Bibliotek har et portræt af Møller, omgivet af nogle af hans voksfigurer. Det er omtalt i Christensen, Carl C.: Fra Værnedamsvejen til Jostys Pavillon. Kbh., 1925. Herunder vises forskellige annoncer for Møllers Automat-Cabinet:

Herover fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. november 1840. Herunder Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 17. juli 1840, samt helt nederst med illustration Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1841. På det nederste bliver det også udspecificeret hvem de fire omtalte monarker var.

Kongens Nytorv 5 blev i 1859 til nr. 21. Senere sammenlagt til 2008 Kongens Nytorv 21, Lille Kongensgade 6.

Kjøbenhavns Toldbod.

Hvornår kan man vente de så længe omtalte forandringer på Toldboden? Der siges at så mange forskellige autoriteter skal afgive deres betænkninger i denne sag at det ikke er rimeligt at de nogensinde ville blive aldeles enige om udførelsen, men måske det forholder sig ikke så og at kun de nødvendige midler savnes. Hvorledes det end er, må det beklages at alt på Toldboden forbliver uforandret i sin gamle skikkelse og at intet gøres for at skaffe den et for hovedstaden værdigt udvortes. Gamle trætrapper og trærækværk vansirer den nu. Af slam, tang og al slags uhumskhed ses et oplag mellem Toldboden og Langelinje. Den såkaldte flydebro står ved højvande under vand, så at dampskibets rejsende kommer i land eller ombord med våde fødder. Det er i sandhed på tide med en forsvarlig bro med stentrapper og jernrækværk at afhjælpe disse onder. En bro der går så langt ud i vandet at dampskibene med bekvemmelighed kunne lægge an ved samme, og at rejsende og deres bagage derved undgå den især i mørke og dårligt vejr ubehagelige og besværlige transport med både. Vel yder denne en rig indtægtskilde for bådenes privilegerede ejer. Men bør den enkelte mand beriges på publikumsbekostning ved at skaffe det en bådtransport som det var langt bedre tjent med at kunne undværes? Hvilke virkelige vanskeligheder kunne forhindre at dampskibene indtil en sådan bro tilvejebringes, lægge an ved broen mellem Toldboden og bommens vagt? Når heste er ombord, ilandsættes de dog der, og hvorfor vises da ikke passagererne samme opmærksomhed? At i København hvis dybe havn er bekendt over hele verden, dampskibe alene ved både sættes i forbindelse med landingspladsen, må for fremmede og i vore forhold uindviede synes utroligt. 

Hvorledes det ser ud med Toldbodens omgivelser, betegnes træffende ved følgende citat af en artikel som nyligt læstes i folkebladet: "Det første der modtager den indtrædende ved Toldbodens jernport, er et lavt, skrøbeligt og lappet plankeværksskur hvor gamle både findes lagt hen. Brokkens Bod og en række smudsige træboder som ville skæmme landingspladsen i den ringeste købstad. De fortjener at aftegnes, før de falder sammen som et historisk kuriositetsbilag til en tilkommende beskrivelse af København."

Under disse omstændigheder villesummen der medgik til en så almennyttig forandring som toldboden og dets omgivelses anlæg og forskønnelse, blive vel anvendt til ære for regeringen og nationen.

(Politivennen nr. 1319, Løverdagen, den 10de April 1841. Side 225-227). 

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

En lille Bøn til Generalpostdirectionen.

Da de postilloner der kører såvel de ordinære poster som ekstraposter er forsynede med valdhorn, formoder man at det er anordnet at dette horn ved visse lejligheder skal benyttes. Men indsenderen som i flere år jævnligt har gjort rejser til provinserne, såvel med agepost som med ekstrabefordring, har yderst sjældent erfaret at dette er tilfældet. Mens postillonen i Tyskland opmuntrer den rejsende ved hyppigt at blæse muntre stykker på sit horn, griber vores postilloner kun sjældent til deres undtagen når man nærmer sig et krosted for at melde deres ankomst, og for en der da kan blæse en melodi ordentligt, gives der 10 som blæser meget dårligt, ja næppe kan frembringe en tone. Da generalpostdirektionen i de senere år har gjort så meget for at forbedre  vores post-og befordringsvæsen, at dette ikke skal stå alt for langt tilbage for fremmede stæders, håber man også at den her nævnte mangel vil blive afhjulpet. Ved at indskærpe vognmandslauget som afgiver befordring, at ingen kørekarl må antages til postillon undtagen at han i det mindste kan blæse et eller to stykker ordentligt på sit horn, mener man at hensigten snart vil opnås. Ingen vil kunne nægte at ved en vis færdighed i at traktere sit instrument vil postillonen foruden at sætte sig i respekt hos de mødende som skal vige for ham, kunne fornøje de rejsende med et muntert stykke og holde sig selv årvågen, så at han ikke faldt i slummer, overladende heste, vogne og rejsende til Guds forsyn, hvilket nu ikke så sjældent indtræffer (især om sommeren da mange rejser), og som kun kan undskyldes med at en sådan karl ofte må køre flere nætter og dage uden at få ordentlig hvile.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 214-215). 

Ufornøden Kjørsel paa Amalienborg.

Skønt indsenderen just ikke er af dem som hylder overdreven ærefrygt for noget menneske, må han dog tilstå at det støder ham noget at se det smukke Amalienborg profaneret af bryggervogne og andre vogne af mindre hyggeligt udseende. Man må rose den liberalitet som endnu ikke har forbudt sådan færdsel på det nævnte sted, for så vidt det derved erkendes at selv kongen ikke børn fritage sig for sådanne gener som alle hans undersåtter må finde sig i. Men der findes  også andre grunde til at forbyde den ubehagelige kørsel på Amalienborg Slotsplads end netop den at det er kongens residens. Ved kolonnaden er pladsen snæver og fodgangen i glat føre besværlig nok, tillige er der samme sted posteret skildvagter og andre soldater gør sig en fornøjelse af at stå og tale sammen. Når der nu samtidig holder en karet på den anden side, ved indgangen til enkedronningens palæ, da kommer de omtalte vogne meget ubelejligt for fodgængerne. Det er derfor indsenderens uforgribelige mening at der gennem kolonnaden ingen kørsel burde finde sted af arbejdsvogne af hvilken so helst kaliber, de burde derimod henvises til at dreje om ad de gader som på alle sider tillader de kørende at undgå passage over pladsen og gennem kolonnaden. Man besværes alt for meget af de hæslige formandsvogne med deres støj og urenlighed at det er en desto større behagelighed på enkelte promenader at være fri for dem, og det kan vist ikke nægtes at Amalienborg frem for ethvert andet sted burde forskånes for profane besøg.

Forfatteren kan ved denne lejlighed ikke undlade at tilføje et par ord om formandsvogne og bryggervogne i almindelighed. Hvad mon grunden er til at vognene er således konstruerede at de må gøre en så inkommoderende støj? Var det ikke muligt, særdeles for bryggerne, at bruge lettere vogne og placere deres tønder på halm eller sådant? Det kan vist ikke fejle at en mere hensigtsmæssig konstruktion kan udfindes som dermed kunne forene en vis resignation i fordringerne til publikums tålmodighed og nervestyrke.

(Politivennen nr. 1317, Løverdagen, den 27de Marts 1841. Side 201-203).