Om Mangel af Hegn for en Deel af Assistents-Kirkegaarden.

Det betydelige jordstykke der allerede for en del år siden er indtaget til udvidelse af den såkaldte Assistenskirkegård det er stadens hovedkirkegård, og hvor nu i reglen alle lig hvis familier ikke har ejendoms gravsteder på de to ældre afdelinger af kirkegården, begraves er endnu ikke blevet omgivet med nogen ringmur, heller ikke vides noget om at sådant er påtænkt, uagtet den allersimpleste landsbykirkegård ikke savner dette værn om de dødes hvilested. Dan denne del af kirkegården ligger tæt ved landevejen og ud til denne kun er omgivet med en tør grøft og en ubeplantet grøftevold, er det endog omtrent det samme som om den var aldeles uden hegn. Vi vil ikke tale om de begrebet almuen endnu har om en begravelse udenfor kirkegårdenes ringmur, heller ikke om at mange er af den opfattelse at denne begravelsesplads er fattigkirkegård. Men spørge ligefrem om det ikke må anses for usømmeligt at lade den uden hegn, åben for markens vilde dyr som ingen hindring kan finde for at tage bopæl hos den skrinlagte eller stille sin hunger med hans levninger, åben for løsgående kreaturer som vi ikke tvivler på undertiden må finde vej derud. Og til enhver tid tilgængelig for den frække der vil udrække sin hånd for at røve eller ødelægge hvad en taknemmelig efterslægt med kærlig hånd henplantede på en elsket hedenfarens gravhøj? Klager over sådan skammelig færd endog på de ældre dele af kirkegården som er hegnede med en forsvarlig ringmur, og hvortil adgangen kun er åben til visse tider om dagen, hører jo ikke til sjældenheder. Ved at kaste et blik på denne nyere del af kirkegården og sammenligne den med de ældre dele, vil man også finde at forholdsvis kun få anvender nogen særdeles flid eller bekostning for at pryde de derværende grave hvortil grunden rimeligvis ikke alene ligger i de københavnske borgeres aftagne velstand, men sandsynligvis også med rette må søges i den ringe udsigt man her har til at se gravene fredede.

Man kan ikke vide hvad der har været årsag til at den omtalte del af stadens almindelige begravelsesplads ikke som dens andre dele fik et forsvarligt hegn før man begyndte at nedsætte lig i den hvilket ellers overalt plejer at være tilfældet. Men det er dog uden for al tvivl at den bør have det, og det er at ønske at nu ikke længere nogen udsættelse i denne henseende må finde sted.

Er den almindelige anløbssten for vore foretagender - pengemangel - årsag til den her påankede mangel, da synes der dog allerede nu at måtte være indkommet en ikke ubetydelig sum for de på denne del af kirkegården nedsatte lig, og stadens kasse er jo i alt fald i stand til at gøre forskud som vil kunne refunderes af de for sådan anvendelse bestemte indtægter. Og skulle der end ikke, hvad vi dog ikke kan formode, være udsigt hertil, da ville det visseligt være en meget passende anvendelse for en del af stadens midler når de brugtes for at frede om dens borgeres grave. - Gravens hellighed anerkendes jo endog hos de mest rå nationer og har hidtil heller ikke hos os savnet vedbørlig anerkendelse.

(Politivennen nr. 1361, Løverdagen, den 29de Januar 1842. Side 73-75). 

Et Par Bemærkninger ved Bazaren.

Bazaren er nu lukket. Den har efter sigende udholdt prøven til sælgernes og besøgernes tilfredshed. men tager man hensyn til nyheden og til tiden hvori den var åben, nemlig jule- og nytårstiden, da mange køber presenter til familie og venner, samt dertil at mange indfandt sig af nysgerrighed, så ville man sikkert gøre sig alt for sangvinske forhåbninger hvis man ville vente at bazaren ville få samme held hvis den stod åbenhele året igennem. Hvis dette skulle være planen, vil man tillade sig at fremsætte nogle bemærkninger som man ønsker må tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

Vi har fremmede luksusvarer nok til salg på Østergades bazar og på flere steder i staden så at man ikke havde ventet at finde sådanne i en bazar for danske industrifrembringelser. Således solgtes der ægte havannacigarer, franske parfumer og engelske sæber. Indsenderen heraf købte et stykke skægsæbe der havde følgende påskrevet: Naval & Military Shaving Tablet, by J. & T. RIGGE, 65 Cheapside, London, og betalte 20 skilling for samme, mens lignende sæbe kun koster 1 mark på Østergade. Man har vel hørt påstå at denne sæbe som blev udsolgt i bazaren, var en dansk frembringelse, hvorpå der var sat engelsk signatur for at fremme afsætningen. Men forholder dette sig så, da fortjener det dadel. For at udgive og sælge varer for det de ikke er, er mildest talt en ureel handel. Og denne vil og bør forstanderne for indretningen ikke fremme. Desuden, viser man så lille tillid til egne frembringelser, hvorledes skal skal man da tro at andre ville finde behag deri, og ved at lade disse gå under fremmed firma, vækker man vist næppe sans eller lyst for dem, men snarere at den os ejendommelige forkærlighed for alt fremmed ikke aftager, men endnu mere forøges. Englænderne handler ganske modsat. De anser intet for godt uden hvad der er engelsk. Denne nationalstolthed eller nationalegenkærlighed har hos dem bragt industrien på det høje standpunkt hvorpå den nu står. Er endog vore danske industrifrembringelser ikke så fuldkomne, at de kan måle sig med fremmedes, så vil dog patrioten eller den tænkende danske, foretrække at købe disse, når de på nogen måde nærmede sig disse, og tillige glæde sig over at hans landsmænd stræbte efter at befri sig fra fremmede bånd.

At der betaltes for adgangen til bazaren, kan man ikke misbillige da en del pøbel og andre uordenstiftere derved holdtes borte, men man kan ikke billige at der kun godtgjordes dem som købte en eller anden ting det halve af indtrædelsesgebyret, nemlig 8 skilling. Efter et offentligt blad har bazaren besøgendes antal været mellem 11 til 12.000 individer. Indtægten for samme har altså nå rman endog regner at alle har købt en ubetydelighed, været mellem 900 og 1.000 rigsbanksdaler, og man tør vel spørge hvortil denne sum er blevet anvendt? Der menes vel at bazarens belysning og opvarmning derfor skulle anskaffes, men burde denne udgift ikke erstattes af de i bazaren handlende hvis de respektive 3 og 7 % som de gav ikke kunne opveje de udgifter som bazarens indretning medførte. Ni hundrede til tusinde rigsbankdaler ville dog næppe medgå til de nævnte udgifter, i en så kort tid som bazaren var åben om end prisen på brændsel, belysning og materialer var dyrere end de er for nuværende tid. I alt fald mener vi at køberne burde have været godtgjort alt hvad de havde betalt ved indtrædelsen da bestyrerne vel ikke ville lukrere noget ved dette forsøg, især da priserne på adskillige ting var nok så høje som i de mest brillante butikker hvor man kan gå ind, bese mange ting, og forlade samme uden at købe noget eller give nogen erstatning for lys og varme.

Der kan vist ingen mere end indsenderen ønske vor danske industri lykke og fremgang, men han ønsker også at man ikke ville sælge fremmede varer for egne, eller udgive egne for fremmede, samt at man ville lette adgangen til beskuelse af danske præstationer så meget som muligt. Skulle en bestående bazar derfor blive oprettet, så var det at ønske at dette måtte ske på Børsen der før havde butikker for alle slags varer og besøgtes hyppigt af fremmede såvel som af stadens indbyggere, men nu næsten kun tjener til pakhus eller møbelmagasin.

(Politivennen nr. 1359, Løverdagen, den 15de Januar 1842. Side 33-37). 

Annonce for bazaren i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 29. december 1841.

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 1391, 27. august 1842, s. 544-548 meddelte at Industriforeningens generalforsamling havde besluttet at gentage arrangementet. Politivennen nr. 1396, 1. oktober 1842, s. 639-642 meddeltes at man nu kunne se planen i Industriforeningens lokaler (Østergade mat. 63, 2. over gården). Hvor Politivennen mest kom med forslag til hvordan det skulle gøres, skrev andre aviser om hvordan det gik til i praksis, herom er der lavet et specielt efterskrift til Politivennen.

Atter en Besværing over offentlige Fruentimres Nærgaaenhed.

Det er påfaldende at se hvorledes antallet på logrende eller ledigt liggende fruentimmere altid mere og mere tiltager i hovedstaden. Men det er også mærkeligt at disse skabninger ved antallets tiltagen dog så lidt røber næringsnid at de endog flokker sig eller fortrinsvisopslår deres bopæle i visse gader. Antonigade har været og er endnu bekendt for at huse en stor del af disse veneris vulgivagæ præstinder, ligesom Gothersgade nærmest liggende del af Borgergade og endelig en del af Landemærket eller Pilestræde. På sidstnævnte sted er det imidlertid at man har grund til klage over disse ynkværdige skabninger, for de lader sig ikke nøje med at tilvinke, tiltale og lokke enhver mandsperson der passerer de huse i hvis gadedør de posterer sig, med lige fra nummer 168 indtil Gothersgade er fortovet så snart mørket bryder frem og til langt ud på aftenen jævnlig spærret af disse væsner som antaster ethvert forbigående mandfolk. Selv oldinge lader de ikke passere uden tiltale. Således var anmelderen for nogle uger siden vidne til at et af disse kvindemennesker tog stokken fra en gammel mand, uagtet han for at undvige tre af dem som spærrede fortovet, trådte ud på gaden og først ved anmelderens og en anden ubekendt mands mellemkomst fik han sin stok tilbageleveret. Enhver menneskeven må beklage disse ulykkelige skabninger. Han under dem gerne deres ofte dyrt købte ophold hos dem der ville tage dem til huse, men han mener også at deres frihed indskrænkes således at de ikkebemestrer sig fortovet eller angriber de dem roligt forbipasserende der ikke ønsker at komme i berøring med dem.

(Politivennen nr. 1358, Løverdagen, den 8de Januar 1842. Side 23-24). 

Om Rundetaarn.

I forrige uge gik anmelderen med to rejsende svenske herrer op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkelige og for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se og fra dens øverste del at nyde det ypperlige skue som udsigten derfra frembyder. Men ankommet til den dør hvorigennem man før mod erlæggelse af 2 skilling fik adgang til tårnets øverste del, var og blev denne uagtet al banken og larmen, lukket, og vi måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Senere har anmelderen der i mange år ikke har været i København, erfaret at den øverste del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man undres over. For før det nye observatorium på volden blev bygget, og hvor nu de fleste observationer foretages, nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue ud over staden og dens omegn uhindret og uden ulempe for nogen. Udlændingen havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil der ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde til ophold der uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes. Ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og en bopæl står ledig hvor en tarvelig familie fandt husly. 

Den nederste del af tårnet står derimod åben for enhver, og er nu blevet en boldgade for skole- og gadedrenge. Man ser derfor væggene bemalet med streger, stygge figurer og navne, ja på nogle steder er sidst nævnte indtil ½ tommes tykkelse indgraveret i muren og der vil vel ikke vare længe før de i nicherne eller vinduesfordybningerne opstillede oldtidsmonumenter angribes og beskadiges. I vindueskarmene om man så tør kalde dem, er en del sten løse og nogle borttaget, ligesom der i gangen er adskillige fordybninger hvilket alt sammen er meget påfaldende og stødende for de fremmede rejsende som betragter denne sjældne bygning, et minde om Danmarks store Christian den Fjerde.

Det var vist nok ønskeligt om de her påpegede mangler måtte blive afhjulpne. Nemlig at den indvendige del af muren måtte udspækkes og hvidtes, de løse sten fastlægges og de manglende indsættes, samt gulvet repareres. Når dette var sket, burde adgangen til den nederste del af tårnet spærres ligesom til den øverste med undtagelse af de timer hvori universitetsbiblioteket står åbent, i hvilken tid en mand burde have post ved indgangen for at afholde drenge og lazaroner fra at drive deres uvæsen der. Der gives vist mange uformuende mænd der mod en ubetydelig godtgørelse ville påtage sig dette hverv, og det synes dog at man ikke burde sky et ringe offer når dette kunne tjene til at beskytte dette mærkværdige tårn og de deri opstillede oldtidssager fra beskadigelse.

(Politivennen nr. 1353, Løverdagen, den 4de December 1841. Side 769-772). 

Hurraraab.

Et af de ord der i København har så ganske forskellige og hinanden modsigende bemærkelser er ordet hurra. Når pøbelen forfølger en tyv, så råber den Hurra! - Når drengene piber efter en beruset kælling, så råber de Hurra! - Når parterret vil tilkendegive en skuespiller eller virtuos sit bifald på en udmærket måde, så råber det Hurra! - Når mængden vil lægge sine patriotiske følelser lydeligt for dagen så råber den Hurra der skingrer i luften. - Tyven smører haserne for at undgå forfølgelse. - Kællingen balancerer sig frem så godt hun kan for at nå sit hjem. - Skuespilleren eller virtuosen bukker sig i støvet, og kan ikke nok så meget udtrykke sin glæde voer den beviste ære. - Folkets yndling putter hovedet ud af kareten og takker det med et smil for dets patriotiske følelser. - Hvilke forskellige og modsatte virkninger frembringer ikke der dette ord! 

Imidlertid vil det være at ønske at man i vore ordrige tider ville finde flere ord til offentligt at udtrykke sin foragt, sin hån, sit bifald og sin beundring. For det er latterligt at alt dette skal udtrykkes med et eneste så tvetydigt ord - og at det som en beruset kælling anser for skam, skal være en ære for en meget stor mand.

(Politivennen nr. 1347 Løverdagen, den 23de October 1841. Side 687-688).