Uordener

- (Indsendt fra Helsingør.) Da lappeboerne lige så fuldt må betale deres skatter og afgifter som de øvrige af byens indbyggere, tillader man sig følgende spørgsmål: "Hvoraf kommer det at den politibetjent som ved trommeslag oplæser bekendtgørelser, aldrig umager sig ud på Lappen undtagen når bekendtgørelsen handler om skarpskydning, bortskaffelsen af tangbunker osv.? Hvoraf kommer det at man aldrig ser vagter på Lappen efter kl. 11 eller hører noget råb efter denne tid? Vel har det jo i den senere tid været lidt risikabelt at gå derude om natten da der let kan opholde sig nogle af de gavtyve som i denne tid har gjort adskillige indbrud (men disse er dog sket inde i byen), dog derfor har man jo vægtere for at passe på og ikke for at sidde ved cisseporten. Og skulle det være for voveligt for vægterne at opholde sig derude, da kunne man jo postere en skildvagt til at våge over at ikke vægterens kære person skulle tage skade. Fik vi en af vore lyse jægere derud, ville han sikkert godt passe på manden med kniplen, holde ham vågen, og således endog skaffe os sømænd den fornøjelse at høre hvad vinden er. 

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 16)

Redacteurens Anmærkning.

Vægteren svarer igen i Politivennen nr. 1412, 21. januar 1843, s. 46.

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)

Til Eieren af GaardenNr. 264 paa Kongens Nytorv, det saakaldte "Erichsen's Palais."

Det er ikke almindeligt tilfælde i København og andre store stæder at det tillades ejeren af et menageri at forevise samme i selve staden, men dels for sundhedens, dels for sikkerhedens skyld har øvrighederne fundet det hensigtsmæssigt kun at tillade dets anlæg og forevisning i en afstand fra staden hvor dyrene da fik deres tilhold i en fjællebod, men ikke i nogen af familier beboet bygning. Det vækker af den grund opmærksomhed ikke alene at sundhedspolitiet tillader at et menageri som udbreder en væmmelig og formentlig sundheden skadende stank til andre lejere i Deres gård, er indkvarteret der, men tillige at de har bortlejet et lokale i samme til sådant brug. Anmelderen vil ikke undersøge hvorvidt lovlig ret dertil er Dem hjemlet, men mener dog selv om dette er tilfældet, at Deres adfærd i så henseende er upassende, til dels i anledning af selve bygningens anseelse, men især med hensyn til den opmærksomhed en vært skylder sine lejere, nemlig: "Ikke ved udlejninger af det nævnte slags muligvis at skade dem i deres næringsvej." Hr. Kehlets med fuld ret berømte og yndede kaffehus er etableret i Deres gård. At uddunstningerne af de deri værende dyr og deres uhumskheder der ubehagelig trænger ind i hr. Kehlets lokale generer såvel dets beboere som foranlediger flere blandt besøgerne til at forlade dette så behagelige offentlige sted før bestemmelsestiden, vil De indse, ligesom hr. Kehlet i dobbelt henseende er skadet. Man forventer af den grund at De som ærekær borger og retsindig vært snarest afhjælper de ulemper som et lokales udlejning i Deres gård til menageri forårsager dens andre lejere.

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 850-851).

Annonce for det omtalte menageri i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. november 1842. Annoncerne strakte sig til midt i december.

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.

For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).

Om Sælgere og Sælgerinders Raaben med Varer.

Enhver god gammel skik bør holdes i ære, men enhver uskik hæves. Man har ofte fundet det højt urimeligt at københavnernes ører dagligt, ja endog ikke med undtagelse af søndagen under gudstjeneste, skulle plages af den ovennævnte musik. De eneste blandt disse vokalmusici som har et tåleligt organ, er amagerpigerne. De øvriges er i almindelighed så ubehagelig at man ikke kan tænke sig noget mere disharmonisk. Det lader sig næppe praktisere at danne disse tonekunstnere i en syngeskole således som man for en del år siden foreslog med hensyn til stadens vægtere. At lade dem udråbe deres varer i portene og i gårdene som det har været skik i mange købstæder, vil heller ikke kunne lade sig gøre for beboernes skyld, og at gøre det som ofte finder sted, efter gammelskik at de går omkring ved dørene til et lovbud, ville være yderst generende for beboerne og undertiden fristende for disse omvandrende personer, da som ordsproget siger "lejlighed gør tyve".

Det bedste ville uden tvivl være at man anviste dem hver især et fast stade på torvet ved siden af deres brødre og søstre hver enhver kunne efter behag sende sit bud hen for at købe det fornødne.

(Politivennen nr. 1406. Løverdagen, den 10de December 1842. Side 802-803).