Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
Da jeg stødte til Niels, havde hans Flok formeret sig. Inde i Skoven havde han nemlig stødt paa en ny Flok Landeværnsmænd. Det var ogsaa Sjællændere, men fra Præstøegnen. De havde siddet og holdt Maaltid, da han traf dem, men aldrig saasnart havde de hørt, hvorom det dreiede sig, førend den største Deel havde bundet for Madposerne og sluttet sig til ham og de Andre. De som ikke havde Lyst dertil, havde han viist Vei ad Lellinge til, for at de denne Vei kunde see til at naae hjemefter. Alt i Alt vare vi nu saavel et halvthundrede Mand og kunde nu tænke paa at træde lidt dristigere op. Hvordan vi end vendte og dreiede det, maatte vi dog altid huske paa, at vi maatte have Fjenden paa nært Hold, hvis der skulde være videre Tale om at træffe.
"Niels og jeg og den Røde, som de kaldte Poul Kulsvier, gik lidt afsides, for at pleie Raad om, hvad der nu var at gjøre. Det varede ikke længe, førend vi bleve enige om, at vi maatte see at naae et Sted, hvor skoven laa noget nærmere ved Hovedlandeveien, som vi meente Fjenden vilde følge. For at naae dette, blev det besluttet fremdeles at følge den indvendige Skovkant mod Syd, indtil vi kom til Herfølge Hestehave eller Søllerup Indelukke, hvilke Skove navnlig den sidste, næppe ligge 2000 Alen fra den omtalte Vei. Med Rygstød i Skoven var det vor endelige Mening fra et af disse Steder at vove et Udfald imod det fjendtlige Rytteri, hvis det paa nogen Maade lod sig gjøre.
"Vor Plan fandt almindeligt Bifald, og Landeværnsmændene erklærede sig rede til at deeltage i dens Udførelse. Vi satte os altsaa strax i Bevægelse, idet vi afsøgte Skoven med en Kjede fra øst til Vest. Dette maatte vi gjøre for ei at blive faldet i høire Flanke. Ud til venstre imod Vordingborgveien krøb saa Een - saa en Anden op i Træerne for at speide efter, om der endnu ingen Fjende kom fra Kjøgekanten. I den første Tid kunde man oppe fra Høiden kun see vort Landeværn, som flygtede til alle Sider. En heel Flok trak ind i Herfølge, hvor de paa Kirkegaarden sloges med Engelskmanden, indtil han skjød Kirkegaardsmuren ned med Kanoner, som var plantede ved Herfølge Mølle. Men nok om det! Endelig fik røde Poul Øie paa Rødkjolerne og sprang i Glæde herover ned fra Træet i en fire til fem Alens Høide.
"Vi vare nu naaede til Herfølge Hestehave. Her blev gjort Holdt, og jeg gik ud paa Speidertog og tog Poul med mig. Vi to gik over i den Skov, der hedder Søllerup Indelukke, og som støder lige op til Veien, som fra Hovedlandeveien fører til Sædder, der er Annex til Herfølge. Foran Skoven flyder en Aa, der gjennem et Engdrag løber videre bort, idet den skærer Kongevejen lidt Syd for Herfølge. Broen eller Steenkisten herover hedder Søllerup Bro.
"Engen foran Hestehaven var saa blød, at vi neppe kunde slippe over den, da vi gik over til Indelukket. Herpaa lagde jeg en Plan, der simpelthen gik ud paa at faae noget fjendtlig Rytteri narret ud i Engen, hvor de da skulde ride i Sænk under Beskydning af det indenfor Skovgrøften skjulte Landeværn. Heri var Poul enig med mig, og vi listede os nu op imod Kongeveien, hvor vi saae, at Fjenden havde besat Søllerup Bro. Imedens jeg laa og kiggede paa Husarerne, som rede frem og tilbage oppe paa Landeveien, stødte den Røde paa engang til mig, idet han pegede ud. Ved at følge Hegningen opdagede jeg, at inde i samme Mark, paa hvis med tæt Hegn bedækkede Grøft vi laae, holdt en heel Eskadron, hvoraf de Halve vare i Sadlerne, den anden Halvdel laa henslængt paa Marken med Tøilen i Haanden. Det faldt mig strax ind, at det muligen kunde være dem, som havde besøgt min Kone i min Fraværelse. Mine Fingre kløede og pillede stærkt ved Hanen paa Riflen, men - jeg holdt mig. Dette Hestfolk var som jeg senere fik at vide, opstillet ved Broen, for at afskære Landeværnet fra Skovene, hvor det letteligen kunne have samlet sig og beredet Engelskmanden Vanskeligheder. Ved Besættelsen af Broen bleve de holdte paa den aabne Mark, og der kunde de gjøre bedre Kaal paa dem, og det gjorde de da ogsaa,” sagde Jørgen ligesom hen for sig selv.
(Forts.)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.)
“Vi ilede nu tilbage til Skoven og fortalte, hvad vi havde seet. Da Landeværnsfolket fik at høre, at de vare de fjendtlige Ryttere saa nær, kom der Liv i de gamle Karle. De havde en rigtig god Lyst til at give Engelskmanden en Tøraf, naar de kun saae, at der var Rimelighed for, at de kunde komme nogenlunde derfra. De vare slet ikke saa ringe, som de senere ere blevne udskregne for, i det mindste ikke disse. De havde ingen Officerer, de stakkels Folk. Der blev nu gjort den Aftale, at Landeværnet skulde lægge sig Side om Side bag Skovhegnet og her oppebie Fjenden, som Nogle af os skulde see at faae lokket herned oppe fra Kongeveien. De lovede ikke at skyde førend paa ganske nært Hold, og for at dette nøiagtig kunde blive efterlevet toge vi endnu yderligere Bestemmelser. Niels, den Røde og jeg tilbøde os som dem, der vilde gaae frem for at lokke Rytterne i Fælden. Vi forklarede dem, at vi vilde forsøge paa lidt efter lidt at faae Fjenden til at følge ef ter os i Retningen af Skoven. Lykkedes dette, maatte vi endvidere see til at faae ham ud i Engen. Fik vi ham paa Krogen, vilde vi løbe over Engen lige imod Grøften, bag hvilken Landeværnet var posteret, og dette vilde da ikke kunne skyde uden at gjøre os Fortræd, førend vi kastede os ned. Dette skulde da være Signalet til en almindelig Løsbrænding med dygtig lavt Sigte.
"Fuldkommen enige heri, skildtes vi fornøiede ad, og vi Tre gik lige til Udførelsen af den første Deel af Planen, der kunde iværksættes uden stor Fare. Vi kunde nemlig snige os langs Hegnene, der, stærkt bevoxede med Gjerdsel, gaae baade paalangs og paatværs og foraarsage, at det for Hestfolk vilde være meget vanskeligt at følge endsige fange os. Førend vi forlode Landeværnsmændene, formanede vi dem endnu engang til at være bomstille og holde paa deres Skud, indtil vi gave Tegnet ved at kaste os ned. I værste Tilfælde fulgte det af sig selv, at de, ved at sprede sig i Skoven, med Lethed kunde undgaae enhver Forfølgelse.
"Vi krøbe nu fremad, idet vi tillige udsøgte en Vei, hvoraf vi tænkte os at kunne lokke Fjenden. Den Røde og jeg gik som bekjendte Mænd forud; bagefter kom Niels. Den Røde var saa glad som et Barn, og det navnlig fordi Niels havde sat ham en “kogt” Steen paa hans “Muskedonner”. Endelig vare vi ved Markgrøften, indenfor hvilken vi havde seet Husarerne. Da vi viste Niels dem, saae jeg hans Haand famle ved Dobbeltflintens Laas. Jeg truede ad ham, og han lod Hanen, som han uvilkaarligen havde spændt, gaae ned igjen. Spørgsmaalet var nu, hvorledes vi skulde faae Rytterne til at følge os de Par Tusinde Alen ned til Skoven, hvor Bagholdet laa, for at de kunde faae den Bekomst, som der ventede dem.
"De maatte først gjøres opmærksomme paa vor Nærværelse, og i den Anledning tilbød Poul, at han ligesom af Vanvare vilde springe ned paa Marken, hvor de holdt. Dette gjorde han, men i det Samme han sprang udstødte han et Brøl, der skulde gjælde for Tegn paa Overraskelse fra hans Side. Husarerne eller i det mindste Hestene bleve vist endeel overraskede, thi Alt foer sammen, og da nu dertil kom, at Niels og jeg kom tilsyne paa Gjærdet, hvorfra vi rakte Poul en Haand, for at han i en Gesvindighed kunde komme over Grøften igjen, fik Engelskmanden travlt. De, som vare paa Hestene, sprængte hen imod os. Vi løb nu til det næste Gærde, men her blev vi ikke længe, thi det var Karle til at ride. De satte udenvidere op paa Grøften, og i et Nu vare de nede paa Marken og efter os, som med Forundring betragtede disse raske Ryttere. De idelige Tværgrøfter vare dem dog meget i Vejen, og havde vi villet, kunde vi naturligviis godt have undløbet, saa de aldrig mere havde seet os, men - dette var jo ikke Meningen, vi passede, at vi ikke kom dem ud af Øiesyn. Naar de satte over Grøften paa den sydlige Kant af Marken vare vi paa den nordlige Markgrøft. Om skydning havde der endnu ikke været Tale paa nogen af Siderne. Vi vilde ikke, og Husarerne kunde vel intet godt Sigte faae paa os. Det var vel en Flok paa et halvhundrede Ryttere i Begyndelsen, men der blev kjendelig færre og færre. En tredie Mand havde vi bestandigt efter os, og bestandig blandt de Forreste. En paa en Rødskimmel. Det var en Fandens Karl til at ride. Havde de alle været saadan ridende, havde Vovestykket været farligere, end det i Virkeligheden var,” sagde Jørgen med ægte dansk Beskedenhed.
“Da vi havde faaet dem godt og vel Halvvejen,” vedblev den Gamle, “lod det næsten til, at de vare kjede af denne Leg, thi de gave sig Mine af at ville lade os skjøtte os selv. Men Niels, den Himmelhund, han vidste godt Raad herfor. Uden at mæle et Ord til Nogen af os to andre, gik han lige løs paa Flokken, der holdt stille, og skød med det ene Løb ham paa Rødskimmelen, saa at han deisede af med det Samme. Nu fik de travlt igjen, og vi maatte tage Benene godt med os, for at naae Skoven. De forfulgte os med stor Hidsighed.
Endelig vare vi lige ved Engen. Vi skulde over en temmelig stor Bondemark, inden vi naaede Skoven. Dette havde Engelskmændene ogsaa kunnet see; thi det var svært, hvor de klemte paa. Vi sprang ned i den sidste Grøft og i en Fart, som det kun skeer, naar man løber for at frelse Livet og dertil for at lokke en Fjende i Baghold, stilede vi hen mod Engen, mod Skoven. Hiin var haarbunds i Udkanten, men jo nærmere man kom Skovkanten, desto blødere blev den. Midtveis kunde den ikke bære noget Kreatur. Hidsige og vrede, som de vare, rede Husarerne rask ind paa Engen. De havde deres Officeer at hævne, ham var det, at Niels havde skudt. Det fik jeg siden at vide. I Udkanten bar Engen godt, men det varede ikke længe. Da den Første naaede det Bløde, kastede vi os paa eengang plat ned og Brølede “Fyr!”
"Over os gik nu Landeværnssalven fra Skovgrøften, og jeg har mangen Gang siden tænkt paa, hvor let saadant Bondebæst kunde have skudt en af os, men godt gik det. Det var mere end Engelskmændene kunne rose sig af. Han skulde bare have seet et Syn! I den Fart, at Husarerne kom ansættende, har det ikke været dem muligt at standse Hestene, førend de sade i 'et op over Ørerne, som man siger. Da vi reiste os efter Salverne fra Vore, saae vi Mennesker og Heste vælte sig imellem hverandre. Det var et Mylder. Nogle, og det baade Karle og Heste, laae ganske stille. De havde faaet, hvad de behøvede. De, som ikke vare komne heelt ud i det Bløde, og som ikke var ramte, toge skyndsomt Flugten, ledsagede af en Salve fra os tre Lokkeduer, der imidlertid vist ingen Skade gjorde; i det mindste kunde vi ikke spore Noget, som tydede derpaa.
"Vi skulde lige til at tage de Faldne og Saarede nærmere i Øiensyn og havde allerede gjort et Par Skridt henimod dem, da vi, uden at vi saae, hvorfra det kom, fik en Salve om Ørerne, der strakte røde Poul til Jorden. Han gav ikke en Lyd fra sig, men han sprang over en heel Alen i veiret, før han faldt. Han maa være ramt lige i Hjertet, thi saadan springer ogsaa et Stykke Dyr, naar man rammer det der.
"Skuddene kom fra Fodfolk, som, uden at vi havde bemærket det, maae være fulgte bagefter Rytterne. At vi nu for Alvor søgte at slippe ind i Skoven, behøver jeg vist ikke at fortælle ham. Vi kom ogsaa uskadt indenfor Hegnet, hvor der ikke var Spor af Landeværn; det var ligesom blæst bort. Herover vare Niels og jeg sandt at sige ikke videre bedrøvede; thi under saadanne omstændigheder som vore kunne to bedre retirere end Flere. Vi glædede os over, at vor List var lykkedes saa godt, som den halve Snees Mand vidnede om, der laa udenfor Skovhegnet. De fleste af disse gjorde neppe nogen Skade mere her i Landet. Adskillige af dem, derimellem Lieutenanten, kom op paa Herfølge Kirkegaard.
"Vi satte nu Kursen efter mit Hjem og løb fra Træ til Træ, for at være dækkede, hvis Engelskmanden skulde vove sig ind i Skoven. Denne Forsigtighed var ikke overflødig, thi Fodfolket mylrede over den Skovgrøft, hvorfra Husarerne nys havde modtaget Salven, og sendte os enkelte Skud, hvoraf et Par vare nærgaaende nok. Da de imidlertid den Dag nøiedes med at besætte Yderkanten af Skoven, slap vi for videre Forfølgelse fra den Kant.
"Havde Niels maattet raade, kunde vi ogsaa gjerne være komne ilav med Fodfolket, thi han havde rigtig god Lyst til "at puste En af dem overende", som han udtrykte sig. Det var kun med Nød og neppe, at jeg kunde tale ham fra det. Da vi naaede den Bæk, som løber igjennem Krageskoven, over Lellinge Marker og ud i Lellingeaa, toede vi os godt i den, og medens vi skiftedes til at staa paa Post, trak vi vore Riffelløb ud og pompede dem saa rene, at de saae ud, som om de ikke havde været i Brug den Dag. Derpaa ladede vi igjen og gik nu mere trøstig frem; thi i vore Skyttedragter kunde vi endda tilnød lade os træffe med Bøsser, naar disse blot ikke bare Spor af at være brugt den Dag. Denne Forsigtighed kom os forøvrigt ikke tilgode.
(Forts.)
(Kjøge Avis 17. oktober 1866)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
"Vi vare kun komne et lille Stykke, da vi begge standsede ved Lyden af Trin, der nærmede sig os. At det ikke var En, som vilde liste sig frem, kunde vi høre deraf, at han knækkede Grene ved hvert et Trin. Vi lagde os ned bag noget Krat og oppebiede, hvad der vilde komme. Fyren kom snart tilsyne; det var en Landeværnsmand af dem, som havde været med oppe i Herfølge Hestehave. Han blev saa glad ved at træffe os og fortalte, at Landeværnet, efter Aftale, troligen var blevet liggende, skjøndt det havde seet farlig ud, da Husarerne kom farende i fuldt Fiirspring lige imod Skoven. De havde maattet vente med at skyde, indtil vi kastede os paa Engen, og derfor vare Husarerne komne saa nær, som de gjorde. Han havde ikke kunnet see Noget videre, men han troede dog at have hørt Jamren af Folk og Stønnen af Heste. Imedens Landeværnet ladede paany, havde Kuglerne pebet dem om Ørerne, og da de saae, at det var Fodfolk, som kom, var Enhver løbet sin Vei. Han var gaaet vild.
"Vi toge ham med til Udkanten af Skoven", vedblev Jørgen, "og viste ham tilrette, hvordan han igjennem Lellinge og forbi Svinevadskro kunde naae Ringstedkanten, hvor han hørte hjemme.
"Til stor Glæde for min Qvinde kom vi til Skovfogedhuset en Times Tid, førend Mørket faldt paa. Hun var ved langt bedre Mod, end da vi forlade hende. Der havde Ingen været, imedens vi havde været i Skoven. Ude i Haven havde hun og Jacob begravet Chasseur. Der var i det Hele taget kommet lidt mere Orden i Tingene, saa at de fleste Spor af Ødelæggelsen om Formiddagen, med Undtagelse af de ituslagne Ruder, vare udslettede. Paa Møddingen laa en heel Bunke Skaar af vore Fade og Kar . Skjøndt jeg ligesaa lidt dengang som senere nogensinde har haft Raad til at miste Noget, saa syntes det mig dog den Aften, ja den Dag idag,” tilføiede den gamle Mand med usædvanlig Livlighed, “at vi - Engelskmanden og jeg - nu maatte være hinanden saa temmelig qvit. Var der Nogen af os i den Andens Gæld, saa blev det nok Niels og mig, som kom til at skylde Engelskmanden.
"Nadveren blev nu fortæret, og derefter tog Niels Guldfuxen og red over Aaen ad Gammelkjøgegaard til. Træt og mødig gik jeg tilsengs. Hvor træt jeg end var, kunde jeg dog ikke falde rigtig isøvn. Snart var jeg paa Kjøge Landevej, snart i Hestehaven. Tilsidst faldt jeg dog i søvn, men efter et Par Timers Søvn vaagnede jeg af en fæl Drøm, som jeg mærkværdigt nok har drømt ikke saa faa Gange siden den Nat. Jeg drømte, at Niels, røde Poul og jeg vare blevne fangne af de engelske Husarer, som, da de saae, at vi vare sværtede af Krudt, og at vore Bøsser vare godt brugte, havde ladet os binde hver til sit Træ. En Officeer, netop ham, Niels havde skudt, havde derpaa stillet Husarerne op i en Halvkreds om os. Paa hans Kommando lagde de an med deres lange Pistoler. Kommandoordet lød, og i det samme - vaagnede jeg, badet Angstens kolde Sved.
"Jeg befandt mig overmaade vel ved, at det kun var en drøm. Men Drømmens Beskaffenhed havde dog til følge, at jeg ikke mere kunde falde i søvn. Vaagen var jeg som midt om Dagen. Det nyttede kun lidet, at jeg vendte og dreiede mig. Det var ikke muligt at faae Blund i Øinene. Qvinden vaagnede og spurgte, om jeg var syg, da jeg laa saa urolig. Jeg gav et beroligende Svar og gjorde det sidste forgjæves Forsøg paa at sove. Saasnart det begyndte at dages, det var jo i August Maaned, stod jeg op.og klædte mig paa. Imedens jeg var ifærd hermed, bares det mig ligesom for, at der den Dag vilde møde mig noget Slemt. Jeg gik udenfor, flyttede Køerne, som stod i Vænget, og fangede et Faar, der havde rykket sig løs. Af gammel Vane fløitede jeg af Chasseur - men han kom ikke. Mine Tanker vare stedse hos Engelskmanden.
"Da det gamle Skovfogedhuus laa saa lavt, kunde jeg for Bakkens Skyld ikke see ad Ringstedkanten til. Saalangt jeg kunde øine, og det var langt dengang, kom der Ingen fra Kjøgekanten. For nu at overbevise mig om, at Veien ogsaa var reen paa den anden Kant, gik jeg op paa Bakken. Her var ingen Moders Sjæl at Øine fra nogen af Siderne. Jeg blev staaende lidt og saae mig om i den deilige Morgenstund og vilde lige til at gaae ned til Huset, da det forekom mig, at jeg paa Veien til Lellinge skimtede Noget, som blinkede. Et Øieblik efter saae jeg tydeligt, at det var en Slump af de bekjendte Husarer. Drømmen med Skydningen randt mig straks ihu og gjorde mig uhyggelig tilmode. Da de kom lidt nærmere, saae jeg, at en Mand tilfods gik foran. Med den Samvittighed, som jeg havde lige overfor Husarerne, faldt det mig, ved synet af denne Mand tilfods, pludselig ind, at det muligviis var mig, dette tidlige Morgenbesøg gjaldt.
"I denne Tanke hastede jeg til Huset, vækkede Qvinden og fortalte hende, hvad jeg havde seet, og hvad jeg troede om det. Hun blev naturligviis bange og gav sig til at "vande Høns". Jeg bad hende for Guds Skyld at være rolig og sige, hvis der kom Nogen, at hun ei havde seet mig siden igaar, da jeg som sædvanlig var gaaet i Skoven, og at hun frygtede, at jeg var kommen Noget til. I øvrigt raadede jeg hende til at blive i Sengen og lade som Ingenting. Selv nappede jeg Riffelen og min Skydetaske og fik knap saa megen Tid, at jeg med en Springstang kunde komme tørskoet over Aaen, som flød bag Huset, og naae op paa gamle Kjøge Aas, førend Flokken holdt oppe paa "Banken".
"Fra mit Skjul kunde jeg tydeligen see, at Manden, der var tilfods, pegede paa mit Huus. Det forekom mig tillige, at han ikke vilde med ned til Huset, og at han allerede var paa Veien ad Lellinge til, men at en Husar red efter ham og fik ham med tilbage. Spionen, thi en saadan Kjæltring var det, maatte nu pænt spadsere foran ned til Huset, uagtet det var øiensynligt, at han grumme nødigt gik den Vei. Han har sandsynligviis tænkt paa de Prygl, der vilde vanke i Fremtiden for denne Kjeltringestreg. Han forregnede sig da ei heller, kan jeg troe,” tilføiede Jørgen, ligesom for sig selv.
“I et Øieblik vare de ved Huset, som ikke laa over 200 Alen fra Landeveien. Hvad Spænding jeg laa i oppe paa Aasen, kan jeg ikke godt beskrive. Men saameget er imidlertid vist, at i den halve Times Tid, som Husarerne vare i mit Huus, randt alt det Onde mig ihu, som jeg kunde tænke mig, at de kunde tilføje Kone og Barn. Jeg bebreidede mig, at jeg ikke havde taget dem med mig; men dertil havde Tiden jo været for kort. Jeg var i stor Vaande.
"Endelig hørte jeg Støi, og til min store Glæde saae jeg dem ride bort lige saa mange og ikke flere, end de vare komne. Min Frygt, at de have taget Kone og Barn med som Pant, havde altsaa været ugrundet. Jeg var sluppen med Skrækken. En hellig Eed svor jeg paa, ikke oftere at forlade dem paa denne Maade, men derimod see til at sørge bedre for dem.
"Rytterne toge Veien vesterpaa, fulgte af Veiviseren, hvem jeg nu gjenkjente. Det var en Slyngel, som var tilhuse oppe paa den anden Side af Svinevadskro. Han kaldtes i almindelighed tydske Peiter og gik omkring og solgte Hægter og Maller og kjøbte Fruentimmerhaar. Gaaende paa Aasen, medens Husarerne rede paa Lellingeveien, fulgte jeg de Bortridende et godt Stykke Vei, og først, da jeg saa nogenlunde havde overbeviist mig om, at det ikke var deres Hensigt at vende om, vovede jeg mig i al Hast hjem. Her var det næsten ligesaa galt som Dagen forud. Qvinden sad og jamrede sig, og Drengen laa og brølte i Vuggen. Det forbandede Skarnstøj havde holdt et slemt Huus med hende. Tydske Peiter, den Kjeltring, der kunde snakke med Husarerne, spurgte hende, hvor jeg var. Da hendes Svar herpaa lød, at det vidste hun ikke, var det ikke langt fra, at de havde trukket hende ud af Sengen. Hun havde nu faaet Lov til at klæde sig paa, men herved var det ikke blevet meget bedre. De havde støjet og bandet og ladet hende sige ved tydske Peiter, at de meget godt vidste, at jeg havde været med at skyde en Officeer og endel af deres Kammerater oppe i Skoven ved Herfølge, at der i den Anledning var blevet sat en priis paa mit Hoved, der nok blev fortjent, og at dersom jeg ikke var hjemme, naar de næste Gang kom skulde de svie Kassen af lige til Jorden.
"Qvinden havde nu skjændt paa Peiter, der skal have se et forknydt ud - han har naturligviis tænkt paa de gyselige Prygl, der vilde falde af, naar han og jeg engang mødtes. Han undgik mig et Par Aars Tid; thi han forsvandt tilligemed Engelskmanden fra vor Egn. Der var Mange, som troede, at han havde forladt Landet med Fjenden, hvem han viste Vei til Flere end mig. Men Vorherre er altfor retfærdig til, at en saadan Skurkestreg skulde kunne forblive ustraffet her paa Jorden. Hvad skeer? Hvem træffer jeg et Par Aars Tid efter paa Ringsted Marked? Ingen Anden end Mossiø Peiter, der saae ud, som om han skulde synke i Jorden, da hans Øine mødte mine. Min Harme var dengang meget afkjølet, men jeg troer dog nok, at han alligevel fik saameget, at han vist ingen videre Fornøielse havde af dette Marked.
(Forts.)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T.")
"Da jeg dertil lovede ham en lignende Bekomst, hver Gang vi oftere maatte sees, forlod han for bestandig vor Egn, og siden den Markedsdag har Ingen seet ham, som jeg har talt med, sagde Jørgen med stolt Selvfølelse af svunden Frygtelighed, idet han, for at faae Lejlighed til at gjøre denne lille Udflugt, lod sin Qvinde ene med Engelskmanden.
"Hun bad altsaa Peiter, fortalte han, at give Husarerne den Besked, som jeg havde sagt, at hun skulde sige. Dette vilde de ikke tage for gode Varer. En sagde noget til tydske Peiter, som derpaa fortalte, at en Landeværnsmand, der Aftenen forud var bleven fangen af Husarerne, og som formodentlig har været ham, vi senest viste Vei, havde ladet sig kyse til at bekjende, at han tilligemed et halvhundrede andre Landeværnsmænd havde været dem, som anførte af et par Skytter havde skudt paa Husarerne fra Skovgrøften i Herfølge Hestehave. Den ene af Skytterne maatte efter Beskrivelsen være mig, og derfor vare de komne her.
"Ved at høre hele denne Sammenhæng, havde Qvinden, der var uvidende om alle Gaarsdagens Begivenheder, begyndt at jamre sig i vilden Sky, og det lød næsten til, at denne naturlige Sorg havde rørt dem, thi Noget efter vare de tagne afsted, rigtignok ikke uden gjennem Peiters Mund at udstøde svære Trusler, der virkede alt andet end beroligende paa min stakkels Qvinde.
"Efter at have tænkt mig lidt om, sagde jeg: "Birthe", - saadan hed den salige," sagde den gamle Mand, idet han aftørrede en Taare, som Erindringen om hans Livsledsagerinde, der som jeg senere hørte, for kort siden var bleven ham berøvet, lod trille ned over et Ansigt, der vist sjeldent vædedes paa denne Maade - “Birthe,” sagde jeg, "pak saa meget Tøi sammen, som Du kan i en Fart, og kom det i den store Kiste, saa vil jeg imens spænde for Vognen, thi her kunne vi ikke blive."
"Da jeg paany fra Banken havde overbevist mig om, at der ingen overhængende Fare var for et fornyet fjendtlig Besøg, skyndte jeg mig ned og fik spændt for og læsset paa Vognen, hvad jeg saadan kunde. Huset blev stænget, og vi kjørte ad Kjøge til.
"Nu har jeg været mange Gange i Kjøge baade før og siden, men aldrig har Hjertet banket saadan i Livet som den Morgen, da Birthe og jeg med Jakob imellem os kjørte ad Kjøge til, for uden om gamle Kjøgeby at naae over til Gammelkjøgegaard, hvor vi agtede os hen. Her vilde jeg bede Herremanden om Husly for Kone og Barn, saalænge Engelskmanden huserede i vor Egn.
"Han undrer sig maaske over mit fine Bekjendtskab; men jeg skal sige ham, at Birthe havde tjent sex Aar paa Gaarden som stuepige og var meget afholdt af Herskabet, og Jacob var Fruens Gudsøn. Uden at rose mig selv var jeg ogsaa godt anskreven hos Herren, for hvem en flink Skytte gjaldt meget.
"Da vi kom til Gaarden, var der endnu Ingen oppe. Borgeleddet var lukket, og udenfor det standsede vi. Vægteren, som kom til, bad jeg kalde paa Niels, der i en Haandevending var hos os. Jeg kunne see hans Forundring over at see os der; hans første Ord vare: "Naa, I er vel rømte?"
"Imedens Vægteren lukkede Ledet op og snakkede et par Ord med Qvinden - det var jo gamle Bekjendte - fortalte jeg Niels, hvad der var skeet. Da vi kjørte forbi Porten til Borggaarden, blev et Vindue aabnet paa Hovedbygningen. Det var “Han Selvs”
“Niels,” raabte han, “hvem er det ?”
"Min Broder sprang nu hen og talte noget med Manden; derpaa kom han tilbage med den Besked, at vi gjerne kunde blive der for det Første, og at Herren vilde tale med mig paa Skriverstuen. Niels tog sig nu af Birthe og Jacob, Vægteren af Heste og Vogn, og jeg selv gik hen og satte mig paa Bænken udenfor Skriverstuen, hvor det ikke varede længe, førend "Manden" var der. Af Nielses Fortælling kjendte han Gaarsdagens Hændelser, og nu maatte jeg omstændeligt fortælle ham Morgenbegivenheden.
""I ere et Par raske, men temmelig forvovne Fyre, og navnlig vil jeg raade Dig at see til at undgaae Englænderne; thi faae de Fingre i Dig, staar dit Liv ikke til at redde. Her paa Gaarden tør jeg ikke beholde Dig, thi skulde Nogen angive dit Opholdsted her, saa kan det volde os store Ubehageligheder og dertil blive farligt for Dig selv. Med Niels er det en anden Sag, han tjener mig. Søg Skovene, der er Du saa temmelig i Sikkerhed".
"Herpaa svarede jeg, at paa Skoven havde jeg allerede selv tænkt. Niels, som kom til i det Samme for at høre Ordre, befalede Herren at forsyne mig med Mad og Drikke, og derpaa sagde han: "Gaa med Gud, Jørgen. Du er en flink Gut. Kom og see til din Kone og Barn, naar Du lyster, men mærk, hvad jeg siger Dig: vær forsigtig! Fange de Dig, saa skyde de Dig uden videre paa Peltsen som en gal Hund!"
"Saa godt jeg kunde, takkede jeg nu Herremanden for al hans Naade mod Qvinde, Barn og mig selv, og efter at have sagt Farvel til Birthe - det var en slem Afsked, thi vi vidste jo ikke rigtigt, om vi saaes mere - forlod jeg Gaarden.
"Førend jeg søgte tilskovs, gik jeg op i det til Gaarden stødende Skeelsstræde og fik fat i en gammel Mand, der lovede at gaae til Skovfogedhuset for at have Øie med dette og Kreaturerne paa Marken. Derpaa gik jeg op paa Aasen over Aaen hen forbi Skovfogedhuset, hvor det ikke lod til at Nogen havde været, siden vi forlode det. Over min Lod og Ringstedveien søgte jeg ind i Krageskoven, hvor jeg paa Grund af Skovens Størrelse troede mig sikrest. Her kjendte jeg mange Skjulesteder, hvor man ikke saa let skulde finde mig. For at blive fanget nærede jeg ingen videre Frygt, medmindre at man vilde anstille en formelig Klapjagt efter mig. Dog saa meget, trøstede jeg mig selv med, var jeg dem vel eiheller værd, endskjøndt det rigtignok lod til, at deres Fingre kløede stærkt efter at faae Neglene i mig. Dog for dette Tilfælde vidste jeg Raad. Jeg kjendte et Skjulested, som sandsynligviis vilde beskytte mig for enhver kortvarig Forfølgelse. Dette var i en uhyre stor, gammel Eeg. I Træet, som for en rask Mand ikke var meget vanskelig at komme op i, fandtes en Snees Alen oppe en Huulning, der var stor nok til at rumme en voxen Mand. Ved som Dreng at lede efter vilde Bier havde jeg fundet denne mærkværdige Huulning, der var fremkommen derved, at Egen i en storm havde mistet en af sine Hovedgrene. Ved Luftens og Regnens Indvirkning var i Tidernes Løb Hullet fremkommet. Hvis alt Andet glippede, skulde denne overjordiske Hule være mit sidste Tilflugtsted. Dog, saavidt kom det ikke!
"Den første Dag af mit Ophold i Skoven gik meget godt. Engelskmanden havde stillet sine Poster i en Linie fra Lellinge over Aashøi, Svandsbjerg og ad Herfølge til. Jeg gik langs med den Deel af Forposterne, som stode inde i Skoven. Mere end een Gang havde jeg Fingeren paa Stillepinden, naar jeg kom saa nær, at jeg i den stille Skov tydeligen kunde høre dem tale. Engang havde jeg Bøssen ved Kinden, men, sandt at sige, nænnede jeg ikke at trykke af. Det forekom mig at smage af Snigmord.
"Dagen derpaa havde min Dristighed nær kommet mig dyrt at staae. Ligesom den foregaaende Dag gik jeg henimod den fjendtlige Stilling for at see, om der var foretaget nogen Forandring derved. Herved kom jeg lige med eet til at befinde mig imellem en Patrouille, der maa have været sendt udenfor Kjæden, og selve denne. Patrouillen saae mig ikke, da jeg laa godt skjult af et stort Tjørnekrat, og den vilde sandsynligviis være gaaet forbi mig i en tredive Skridts Afstand, hvis den ikke havde været fulgt af en stor Hund. Han "veirede" mig øieblikkeligen og gav Hals, idet han kom springende hen imod Tykningen, der laa imellem Patrouillen og mig. En af Flokken, saavidt jeg i Farten kunde skjønne, en Officeer, formodentlig Hundens Eier, sprang til. Hunden stod for mig ligesom for en Holzsneppe.”
“Jeg følte,” vedblev Jørgen, idet han ved Erindringen om denne kritiske Begivenhed, han engang havde oplevet, og som sikkert nu under Fortællingen stod lyslevende for ham, tog den laadne Kabuds af og strøg Fingrene gjennem det endnu stærke, men sølverhvide Haar, der i naturlig Længde faldt ned over den Gamles Skuldre, "jeg følte," sagde han med en ganske egen Betoning, "at mit Liv hang i en tynd, i en meget tynd Traad."
"Det eneste", vedblev han, "jeg stolede paa var, at Krattet skulde være uigennemtrængeligt baade for Soldater og Hunden, og jeg kunde faae et lille Forspring, hvorved jeg maaske kunde undkomme.
De havde endnu ikke faaet Øie paa mig. Jeg laa naturligviis ganske stille; men at blive her, turde jeg ei heller vove; thi jeg frygtede meget for, Patrouillemandskabet skulde omgaae Tykningen, medens jeg havde min opmærksomhed henvendt paa Hunden og hans Herre, de Eneste, jeg kunde see.
(Forts)
