Borgervæbningen. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden var igaar Aftes Vidne til nogle tumultariske Optrin, hvis Anledning ligesaavel bør beklages som de Følger, de muligen kunne medføre for flere af Stadens Medborgere. Ved det borgerlige Artilleris Vaabenøvelser paa Amagerfælles igaar eftermiddags og navnlig ved tilbagemarchen til Staden yttrede sig en lydelig Uvillie mod Hr. Major og Garvermester Eberlin, der især efter Marchens Opløsning paa Christianshavn gik over til stærk Hujen og fornærmelige Udraab, hvormed man ledsagede Hr. Eberlin, der, - omringet af Mængden, forhindredes fra at undkomme, uagtet han var til Hest. Det stedse voxende Tog vedblev paa denne Maade gjennem en Deel af Byen, og man skal endog haandgribelig have insulteret Hr. Eberlin, hvem det først paa Kjøbmagergade lykkedes at unddrage sig disse Excesser. Den nærmeste Anledning til den saaledes yttrede Uvillie mod Hr. Eberlin skal være følgende. Hr. Eberlin havde, som constitueret Exerceerinspecteur, bestemt, at af Corpsets nye Medlemmer, der indøvedes iaar, skulde de, der udeblev en Dag, næste Gang indhente det Forsømte i Mellemtiden, medens de andre hvilede eller efter den fastsatte Tid. Da dette vakte Misfornøielse hos de Paagjeldende, idet man hellere ønskede at indhente en ofte uundgaaelig Forsømmelse ved næste Gang at indfinde sig een eller to Timer tidligere, end at blive saameget længere over Tiden, paatog en af Exerceerskolens andre borgerlige Officierer sig ved en paakommende Leilighed at bede Inspecteuren om en Forandring heri. Hr. Eberlins afslaaende Svar gav den Anrdragende Anledning til en uden Tvivl velmeent Yttring, der imidlertid foranledigede, at han, indkaldt for en af Corpsets borgerlige Officierer bestaaende Krigsret, dømtes til 3 Gange 24 Timers Arrest paa Hovedvagten. Den saaledes for sin vistnok humane Hensigt Undgjeldende, der tidligere har modtaget flere Beviser paa almindelig Agtelse af sine Medborgere ved Corpset, steg ved denne Leilighed naturligviis end mere i deres Yndest, hvilket ogsaa ikke alene først gav Anledning til at en talrig Deel af Corpset paa Fælledes igaar Eftermiddags androge for Corpscommandeuren deres Ønske og hans Fritagelse for den gam tilkjendte Arrest, men dernæst vel endog til de omtalte Excesser mod Hr. Eberlin. Hvor beklageligt det end er, at slige Optrin skulle finde Sted blandt bevæbnede Medborgere, og hvor høist dadelværdigt det end er, at Stemningen skal kunne udarte til slige strafværdige excesser, maa man derhos dog tillige beklage, at en medvirkende Aarsag dertil af Mange ansees at være den Tone og Adfærd, der af Enkelte ved slige borgerlige Corpser undertiden gjøres gjeldende, og som altfor meget synes at forglemme, at Forholdet her ikke er det ved Armeen herskende.

(Kjøbenhavnsposten 1. august 1839).

Johan Frederik Eberlin (1787-1868). Garvermester, kommandør for det borgerlige artilleri i København. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da borgerlige Artillerie i Onsdags Aftes ( d. 31te Juli) efter endte Excerceer-Øvelser drog ind ad Amagerport, viste en Deel af Medlemmerne paa en høist upassende og raa Maade deres Utilfredshed med Major og Garvermester Eberlin. Denne har nemlig for nogen Tid siden i en Tjenestesag havt et Skiænderie med en Lieutenant Bech ved det borgerlige Artillerie, hvoraf Følgen var, at Beck efter Eberlins Klage blev af en Krigsret dømt til 3 Gange 23 Timers Arrest paa Hovedvagten. Endskiøndt der er almindelig antaget, at Eberlin deels ofte gaaer for vidt i sin Tienesteiver, deels har antaget en Tone mod sine Undergivne i Corpset, der ene minder om Majoren og ganske glemmer Borgeren, saa skal der dog paa len anden Side ikke kunne negtes, at Beck under denne Sag har opført sig altfor respektstridigt. I Tirsdags blev Bech, som er meget yndet i Corpset, arresteret paa Hovedvagten, hvor han skulde hensidde til Fredag Morgen, da Corpset skulde præsenteres for Hs Maj. Kongen. Onsdag Aften forfulgte Borgerne Eberlin hele Byen igjennem med Huien og Piben, og at der til dem sluttede sig en talrig Mængde af den stedse til "Commers" beredte kiøbenhavnske Pøbel, er naturligt. Man paastaaer endogsaa, at det paa store Steder er gaaet til Haandgribeligheder, inden Eberlin slap ind i sin ved Nørreport beliggende Bolig. Derpaa begav Borgerne sig hen til Hovedvagten, hvor der bragtes den arresterede Lieutenant Bech et 3 Gange gientaget Hurra. - Naar vi i vor Artikel have betjent os af Ordet "Borgeren" som om det var disse, der havde foretaget sig Ecesserne, da maae vi tilføie, at det kun var en saare ringe Deel af de Forfølgende, der vare i Uniform, hvorimod den langt større Masse holdt sig borte derfra og neppe billigede, at en Borger blev forfulgt af Gadedrenge. - Naar enkelte kiøbenhavnske Blade ved at referere denne Sag ere gaae til Felts mod den otte upassende Maade, hvorpaa de høiere Borger -Militaire behandle deres Undergivne, da have de vel forsaavidt Ret, som det er denne Behandlingsmaade, der fremkalder stige Optøier, men de burde dog ikke glemme at udtale deres Misbilligelse over en saa Plump og drengeagtig Maade at tage sig selv tilrette paa. 

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 5. august 1839).

Rekrutterne ved Kjøbenhavns borgl. Artilleri marcherede i Torsdags Middags op og bragte den inspicerende Major for deres Exerceerskole, Garvermester Eberlin, et Hurra, der formodentlig var saameget mere velmeent, som denne Borgerofficeer endnu for et Par Aar siden var Gjenstand for stærke Opinionsyttinger i den modsatte Retning. Denne Meningsmanifestation gik, mærkeligt nok, af uden Mellemkomst af Politistokkene, der ellers i Regelen spille en saa indgribende Rolle ved alle Udbrud af Stemninger. (Kbhp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. juli 1842).

Københavns Borgervæbning blev oprettet 1573 med en kongelig befaling. Borgerne var værnepligtige, og de skulle kunne mobiliseres til byens forsvar, hvis fjenden kom. Den havde vagttjeneste i byen og fungerede senere også i brandkorpset og ved ceremonier. Alle borgere skulle indskrives i borgervæbningen, medmindre de var syge, svage eller allerede gjorde tjeneste i livgarden eller flåden.

I 1610 fik den vedtægter der bestemte bødestraffe for forskellige forseelser. Borgervæbningens øverstkommanderende hed stadsøverste og stadsoberst indtil 1676 var hvor hed Stadshauptman. Han havde bla. a. ansvar for at borgerne var i god form og havde nok ammunition i hjemmet. Vægterkorpset overtog i 1683 flere af borgervæbningens arbejdsopgaver, først og fremmest vagttjenesten. Borgerne stod nu kun vagt i særlige nødstilfælde og for det meste kun på byens volde.

I 1801 blev landets borgervæbninger indrettet med to afdelinger: 1. afdeling for egentlige borgere og 2. afdeling for unge mænd uden borgerskab. Den nye 2. afdeling skulle stå for deciderede militære udfald, mens 1. afdeling havde samme opgaver som tidligere. Ved en kongelig forordning af 1808 blev en borgerlig indrulleringskommission oprettet, og administrationen af borgervæbningen flyttet dertil. Indrulleringskommissionen bestod af Stadshauptmanden, byens brandmester og en deputeret fra Danske Kancelli.

I 1870 blev Københavns Borgervæbning nedlagt.

Holstener skriver fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Gennem mange årtier kendte hovedstadspressen til anti-tysk propaganda. Hvorvidt denne var udtryk for samme tankegang som i Jylland og hertugdømmerne, kan man diskutere, ligesom hvem der "kom først". Under alle omstændigheder blev det nu skærpet yderligere. Det viser et brev fra en holstener, dateret den 8. juli 1839, citeret fra "Kieler Correspondenz-Blatt" nr. 38, 1839 i  (i uddrag):

Hvorledes en Holstener skriver fra Kjøbenhavn.

"Den Kamp, som et dansk Parti under "Dannevirkes" Anførsel paa Literaturens Mark har begyndt imod det tydske Elements foregivne Overvægt i Hertugdømmet Slesvig, maa naturlig ogsaa berøre de heri Kjøbenhavn sig opholdende "Schleswig-Holsteiner" paa mangfoldig, ikke altid meget gemytlig Maade. Vi Tydskere ere noget beqvemme og holder ikke af (??) at omtumle os paa en uhyggelig Dialektiks Tourneerplads, hvor kun tørt Sand suser om Ørerne; kun naar man træder vore helligste Sympathier for nær, naar  man vil overtale os til at troe, at der for os kun gives et enesaliggjørende politisk Samfund, med de Danske, da fare vi vel undertiden med et "Donnerwetter" derimellem, medens den forundrede Danus med fornem Mine beklager vor Nationalfølelses plattydske eder. - Forgjæves søger den fredelskende Tydsktalende at indhylle sig i Taushedens Kappe, eller i alt Fald,med det i sin inderste Overbeviisning krænkede Gemyts Ironi, at smile over de hidsige Angreb paa hans udværtes politiske Existents; dog - "So kan er alle Tage her etc." - De Danske i og for sig frembryde mange elskværdige Charakteersider, muntert Lune og holbergs Vittighed, forekommende Høflighed og Artighed imod hverandre og human Adfærd i gjensidige Livsforhold. Men den hos Øboere sædvanlige Eensidighed yttrer sig med Hensyn til Fremmede paa en ofte mærkværdig Maade. Jo mere den fremadskridende Cultur fører det civiliserede Europas store Nationer en gjensidig Anerkjendelse af deres eiendommelige Character imøde, yttrer sig derimod en dansk Propaganda med en blind fanatismes hele Modbydelighed, som ikke tager i Betænkning at tilregne Modstanderne som en Forbrydelse Resultaterne af Forholdenes naturlige Udvikling. Thi forgjæves spørger man, hvilke forskrækkelige Voldsomheder da de Tydsktalende i Hertugdømmet Slesvig have udøvet, for at fortrænge det danske Sprog. Den politiske Friheds Venner kunne kun smertelig beklage, at en saa talentfuld ung Mand, som Cand. Jur. Lehmann, kan istemme den samme Tone og paatrykke denne, om og forblændede, dog høist beklagelsesværdige, lidenskabelige Færd en ædel og retfærdig Sags Stempel! (hør!!). - For den tydsksindede "Scleswig-Holsteiner" kan denne Korstogpræken kun være i høi Grad piinlig, og den forbittrer ham de aandlige Nydelser, som han ellers, ogsaa paa fremmed Grund,stræber at tilegne sig, men som med al deres blændende Glands aldrig og ingensinde kunne opveie Opoffrelsen af hans helligste Følelser"

Der er ikke meget som tyder på tysk infiltration, og artiklen imødegås da også på en nedladende måde. Et af argumenterne er at artiklen forveksler holstensk med tysk, idet artiklen anerkender tyskere arbejdsomhed mm.:

Holstenerne have rigtignok hidindtil i deres af Naturen saa rigt velsignede Afkrog af Tydskland kun taget liden Deel i Germanernes store Aandelige og Statsborgerlige Bedrifter, og deres nøisomme Folkefæller i Høilandet ere ondskabsfulde nok til at paastaae, at det kommer af den megen Smør og Ost, Kjød og Flesk, Grog og punch, som aarligen fortæres i Holsten ... At de danske Slesvigere have skandinaviske Sympathier, er ligesaa naturligt, som at Holstenerne have germanske. .. At der endelig netop i Hovedstaden kjæmpes for Danskheden i Slesvig, er ligesaa naturligt, som at man gaaer til Kilden for at hente Vand. Ingen tydsk Slesviger eller Holstener, der har samme Agtelse for Andres Nationalitet, som han fordrer for sin egen, vil i Hovedstaden af den angivne Aaarsag finde sin Stilling piinlig og føle sig forstyrret i sine Nydelser; det har jeg af Mange hørt stadsfæstet.

Nis Hansen.

Ornum Mølle ved Mysunde.Schnellmarker Holz ved Eckernförde. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

I såvel "Fædrelandet" som "Kiøbenhavnsposten" kunne man læse sammenligninger med at det danske militær i årtier havde måttet døje under tysk kommandosprog, og at tyske adelsmænd sad på statens vigtigste poster, med at Holsten efter indlemmelsen i den danske stat i begyndelsen af 1800-tallet nu havde fået et dansk kommandosprog. Sammenligningen må vel set med eftertidens øjne være noget skæv. For grunden til det tyske embedssprog i Danmark kan mere ses som et udtryk for at hoffet foretrak dette, end et forsøg på fra "tysk" (hertugdømmernes) side om at overtage staten. Modsat det kunne indlemmelse af Hertugdømmerne i starten af 1800-tallet med nogen grund anses for "danomani"

Og selv om at de danske aviser anerkendte at tysk kommandosprog var velbegrundet i Holsten, så mente de at dette ikke gjaldt i Slesvig, og så ønsket om tysk kommandosprog i Slesvig for et udtryk for "germanisering". Med nogen ret da "Kieler Correspondenz-Blatt" først et pænt stykke op i 1840erne tilsyneladende blev opmærksom på den dansksprogede, nordlige del af Slesvig. Omvendt afspejler artiklerne i de danske aviser også at den danske, nordlige del af Slesvig blev brugt til at argumentere for at hele Slesvig skulle være dansk. Både de danske og tyske avisers dæmonisering af modparten anviste dels ikke nogen løsning på sprogproblemet, dels blev sprogproblemet netop brugt til en dæmonisering af modparten for hhv danificering og germanisering.

Sådan så man på rigerne i 1820 i J. Jørgensen Riise: Nyeste kort over Kongeriget Danmark med Hertugdömmene Slesvig, Holsteen og Lauenburg, udgivet især med Hensyn til Borger- og -Almue-Skoler saavelsom privat Underviisning, giennemseet og foröget med historiske Bemærkninger. (Hentet hos det Kongelige Bibliotek, med CCL.). Titlen taler vel for sig selv. Men se hvad der sker senere med kortene få årtier senere, længere nede i artiklen.

Svenske Studenter. (Efterskrift til Politivennen)

I 1839 var der kommet en del svenske studenter til København for at fejre dagen for indkaldelsen til stænderforsamlingere den 28. maj. Efter afrejsen den 27. maj udbrød der tumulter ved Langelinje, og flere artikler i :

Kort førend Dampskibet Malmø bemeldte Dag afgik fra Rheden, strømmede en stor Deel danske Studenter, for at tilsende de bortreisende svenske Venner en sidste Afskedshilsen, ind paa Langelinie, hvilket den ved Indgangen til samme posterede Skildvagt, om efter, eller uden høiere Ordre, vide vi ikke, roligen lod skee, uagtet ingen Tegn bleve ham foreviste. Efter nogen Tids Forløb, da Dampskibet allerede var kommet næsten til Trekroner, begave en Deel Mennesker, saavidt skjønnedes, over 30, sig en masse til Langelinie, hvorhen de troede paa samme Maade at kunne faae Adgang, hvilket Skildvagten imidlertid negtede dem, da han umuligen kunde antage, at de kom for at hilse paa Bortreisende, der allerede vare saa langt borte, at de ikke mere kunde sees fra Landet. Man vilde opnaae ved Magt, hvad der ikke godvilligen blev tilstaaet, og nødte derved Skildvagten til at gjøre, hvad hani et saadant Tilfælde ikke alene er berettiget men ligefrem pligtig til at gjøre, at værge sig imod et personligt Angreb med sit Vaaben. Under den derved opstaaede Kamp ilede et Par Mand fra den i Nærheden værende Vagt til, under en Overjægers Commando, og denne satte Vold imod Vold, ethvert Menneskes, og vel fornemmeligen en miitair Vagts Pligt. Men Magt vilde man forcere Indgangen til Langelinie, der, som det maa være enhver dansk Student vitterligt, kun staaer aaben for den med det anordnede Tegn Forsynede, med Magt blev Angrebet tilbageviist, og den forsamlede Mængde greb til det afskyeligste af alle Midler, til, hvad den ærede Indsender i Nr. 144 kalder det eneste "Forsvarsvaaben", den angreb Vagten med Steenkast, hvorved denne saae sig nødsaget til at trække sig tilbage til Jernporten og lukke denne (dette var maaskee ogsaa et af de fornærmelige "Angreb", hvorimod man "forsvarede" sig med Steenkast!), og hvem veed, hvilket Udfald Sagen havde faaet, hvis ikke Commandantens Ankomst havde gjort en Ende paa Striden.

I redaktionens følgende svar står der bl.a.:

Vi have paalidelige Personers Ord for, at den nærmeste Anledning er opstaaet derved, at en Soldat uden tilstrækkelig Grund voldeligt har overfaldet en Person, der efter Vagtens Formening altformeget nærmede sig Posten, og med Kolbeslag søgt at documentere denne Formening, uagtet Personen hverken i Ord eller Gjerning fornærmede den posterede Soldat. Vi antage iøvrigt, at man, om det end lader sig forsvare fra det juridiske Standpunkt, dog har viist en høi Grad af Indiscretion ved atter at ville spærre Adgangen til Langelinie, efterat Folk, med eller uden høiere Vedkommendes Tilladelse, havde faaet Adgang til samme, og det i Særdeleshed saa hurtigt efter Dampskibets Afgang, fordi det ved tidligere Leiligheder har været Brug, at Langelinie, efterat være aabnet for Alle og enhver, er vedbleven at staae aaben nogen Tid efter, Noget man derfor med Grund maatte antage ogsaa dennegang at ville blive Tilfældet. At bemærkedette i rolige Udtryk, afgav da under alle Omstændigheder ingen Grund til, at Vagtcommandandeuren beordrede Soldaterne at plante Bajonetten paa Geværet og storme ind paa Folk, ved hvilken Leilighed, hvad der er oplyst ved mange Vidner, een Person alene reddede sig fra at faae en Bajonet i Livet ved at kaste sig ned bag et Træ ... Under saadanne Omstændigheder tror vi ogsaa, at Steen vare Folkets "eneste Forsvarsvaaben", da Soldaterne fore frem i blindt Raseri og ikke agtede paa, om de anfaldt rolige Spadseregængere eller dem, som de antoge for deres Fornærmere ... Folket, som iøvrigt ikke alene bestod af Studenter, men ogsaa af mange ældre Borgere, der ikke viste mindre Harme over Soldaternes Fremfærd end de yngre og fyrigere. 

(Kjøbenhavnsposten, 3. juni 1839. I uddrag)

Kjøbenhavns Satirisk-komiske Veiviser. (Efterskrift til Politivennen)

 

Eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad. 

Af Jakob Behrend. (1839).

Redacteurens Introduktion (2015)

Nedenstående udvalg af Behrends lille bog giver forfatterens personlige billede af hvordan livet i Københavns gader og uden for voldene formede sig i 1830'erne. Originalen findes på Københavns Hovedbibliotek. Den indeholder en alfabetisk gennemgang af den indre bys gader samt afsnit om spadsereture tæt på København og uden for Søerne. Illustrationerne er indsat af Redacteuren. Originaludgaven har ingen.

Bogen er et meget tidligt eksempel på en mere "uformel" beskrivelse af København. Frederik Thaarup (1766-1845) som nævnes flere steder i bogen, var redaktør af flere københavnske tidsskrifter og havde forfattet flere beskrivelser og turistførere over København. Militærdiktaturet (enevælden) lagde sin klamme hånd på enhver ytring der kunne formodes at skade styret. Behrends bog kan ses som et eksempel på hvordan man(d) alligevel forsøgte at udholde styret gennem druk, kvinder og sparsomme forlystelser. Set med nutidens briller kan meget af det opfattes som "lummert". Hvilket det utvivlsomt også er, men altså skal ses i kontekst med datidens restriktioner.

Om forfatteren Jakob Behrend skriver Det Store danske bl.a.: Jacob Behrend, Carl Jacob Behrend 1803-1846, bogtrykker, forfatter. Udlært i det Brünnichske bogtrykkeri. 1820–26 typograf i Tyskland og Frankrig. Bogtrykkeri i København 1827-1831. Købte derefter et lille trykkeri, som havde til huse forskellige steder i København. Bogtrykker 1839 og visedigter i poeternes klassiske gade Åbenrå. B.s forfatterskab omfatter en mængde småskrifter på vers eller prosa af lavkomisk og satirisk indhold, op imod 450 og har desuden skrevet mængder af lejlighedsviser på bestilling. 

Åbenrå år 2015. De gadehandlende og deres sang er forsvundet. (Eget foto).

Aabenraa. Her er en blomstrende handel med kogte kartofler, stegte ål og grillerede fårehoveder. Om morgenen vækkes beboerne ofte af disharmoniske trioer, kvartetter, kvintetter etc. udført af dilettanter og dilettantinder, som fra vognenes troner udråber tørv, pindebrænde, matte fisk osv. Efter at adskillige har brækket arme og ben, er gaden viseligt blevet brolagt. Holberg den udødelige skal have boet i Aabenraa. Gud give han levede og ville skrive en komedie: "Oplysningens ekcentriske trompeter". I denne gade tog retfærdigheden fejl, hvilket er et ubehageligt tilfælde. Man gjorde nemlig eksekution hos Rakettens udgiver Møller (nr. 245), i stedet for hos en anden mand af samme navn. Det var dengang som man ser, en lykke at man ikke hed Møller. "Oh Rendsborg! Oh Rendsborg! Du vennehulde stad" toner ofte sødt i denne gade i den herlige manøvretid, mens sangernes knebelsbarter glinser af ålesidt.

Abel-Cathrines Boder, beliggende i Dronningens Tværgade er stiftet 1615 af Abel Cathrine von der Bisch, i hvilken 23 fruentimmer har fri bolig og 1 rigsbankdaler ugentlig. Med tilskud lever de ret behageligt, de gode gamle jomfruer og madammer. Sagnet fortæller at der i denne egn bestandig skal lugte af kaffe.

Accouchehuset eller Fødselsstiftelsen. Her hjælpes småbitte børn til verden og plejes, lige meget om moderen som frøken, jomfru eller ægteviet kone har bidraget sit til deres tilværelse. Det er en menneskekærlig, frugtbringende og vigtig anstalt, som skjuler syndernes mangfoldighed. Damer kører derind så tykke, så det er en lyst, og kører ud derfra så slanke som jomfruer, hvis prædikat også mange af dem vedbliver at føre. Og siger nu veninderne ved gensynet til en eller anden af dem "Gud Emilie, hvor har du været så længe?", svares almindeligt: "På landet!". "Om vinteren?" , "For at lære at kerne smør".

Adelgade 91A, baggården (Nationalmuseet). (Eget foto, 2015)

Adelgade, bebos ikke mere af lutter adel, men tager nu også til takke med borgerfamilier, som har lange udsigter i den.

Admiralgade. Her skal i Christian den 4. tid have boet en admiral. Så meget værd havde en admiral i den store konges tid at gaden hvori han boede, blev døbt efter hans rang. I vores tid er ingen gade blevet opkaldt efter nogen admiral, general eller korporal.

Antonistræde har navn af helgenen Antonius - og bebos nu af mange skøger som bidrager til at gøre ungdommen moralsk fordærvede. Dog - her findes også en anstalt hvori den atter gøres dydig- Lad gå da! Det er ikke længe siden at et offentligt fruentimmer blev myrdet i denne gade. Vores årvågne politi skal have gerningsmanden i sin varetægt.

Assistenshuset, en offentlig låneanstalt som især søges stærkt i Dyrehavstiden og ved auktion to gange årligt sælger de uindløste panter. Til disse tider findes mange tårer og udpresses mange sukke i København. 

Boghandel; på samme har Athenæum og andre læseselskaber haft megen skadelig indflydelse, idet flere hundrede mennesker har aktieret i, og nyder ved læsning renterne af et eksemplar af en bog, hvoraf mulig hver for sig ville have købt et, når intet læseselskab eller ingen læseforening var stiftet her. Litteratur og makulatur udgør en daglig, temmelig lang artikel i Adresseavisen og almindelig Commissionstidende og sammensmelter under den fælles rubrik: "Kundskabsvæsen". Boghandlernes ånd formener jeg kan inddeles i vandånd, vinånd, landånd, stadsånd, marskandiserånd, administrationsånd, hellig skomagerånd, etc. Den virkelige boghandlerånd - nemlig den kundskabsrige - skal kun forefindes hos nogle enkelte blandt vores boghandlere. Noget er bedre end intet.

Bredgade eller Norgesgade er en kontrast til livets smalle tornesti. Den er bred, jævn, forskønnet ved pragtbygninger. Billedet på livets forgængelighed. Frederikskirkens ruiner signer storhedens gravminde. Landakademiets øste fløj: Den fremspirende kraft. Det Kirurgiske Akademi: Den statsmaskinens sår lægende trofaste nationalånd. Det Katolske Kapel: Håbet om den algodes bistand. Frederiks Hospital og Apotek: Den beredvillige opofrelse. Og endelig antyder Søkadetakademiet som snor sig om ad Toldbodvejen, ligesom for at stræbe ad havet til: At kun søfart og handel er Danmarks fornuftige læge.

Brændevinsmagasin ved Langebro er nu gået til sine fædre. Det var bestemt til efter omstændighederne at åbnes når trangen efter dyre priser anbefalede dertil. Når dyre priser anbefalede dertil, åbnedes gerne af trang. Når trang anbefalede dertil, åbnedes det stundom til dyre priser. Hip som hap! 

Brøndstræde, store og lille. I Store Brøndstræde er en gratistskole "for honette evneløse folks børn", Lille Brøndstræde er et asyl for moralsk fordærvede kvinder hvor dog ikke arbejdes på deres sjæls forbedring.

Børsen. (H. G. F. Holm 1837)

Børsen, bygget af Christian den 4. Det hedder desværre ikke mere med ængstelig hast: "Til Børsen! Til Børsen! Klokken er tolv!". Det sygelige liv som bevæger vores halvdøde handel, vågner først op klokken halvto og sover ind igen en lille time efter når dens gravklokke lyder. Merkur har som handelens gud vendt os ryggen. Som tyvenes og kassebedragernes derimod skænker han os sin særdeles gunst. Uakkurate kreditorer bliver nu til handelens oplivelse og kredittens sikkerhed ophængt på Børsen. Nemlig deres navne. Ikke til evig spot, skam og skændsel, men formentlig dog til et slags timelig. Mærkværdig er: Børsvægterens tapre hunde og velstanden som kastes ud derfra hver fastelavnsmandag. Når man i børstiden træder ind i salen, bliver man besynderlig bevæget ved at høre et brummende kor, ligesom af ånder. Men man har ingen grund til at have spøgelsesfrygt. Det er de på Børsen emanciperede jøder som brummer friheds- og lighedshymnen i forening med deres driftige brødre.

Cancellibygingen, hvorfra statens ve og vel udgår. En ansøgnings frem- og tilbagerejser fra Magistrat til Kancelli og omvendt og indtil den når målet, kan stundom medtage mere end tre år, i hvilket tidsrum jorden kan omsejles.

Chirurgisk Akademi, bygget 1786. Her skal engang en blodig nævekamp have fundet sted, hvorved en del danske studenter skulle have vadet i tysk barberblod til op over knæene. Det kirurgiske barberuvæsen har nu, til tarv for menneskeheden en ende. 

Christiansborg Slot brændte 1794. Dets genopførelse blev overdraget nuværende overbygningsdirektør, konferensråd Hansen som engang uden synderlig held havde sit skatkammer her. Thaarup sagde 1829: "Det nærmer sig sin fuldendelse". Det selvsamme er tilfældet 1838. Såfremt det er bygmesterens forsæt at fuldføre værket i denne konges tid, kan vi glæde os ved at vores højt elskede monark vil opnå en ualmindelig høj levealder.

Christiansborg Slot med slotskirken i midten af billedet.(Fra Før og Nu, 1918)

Christiansborg Slotskirke blev indviet 1826. Thorvaldsens for samme bestemte Kristus-figur skal efter rygtet være begravet i Frue Kirke. Det indvendige af kirken har meget til fælles med en koncertsal, og man kan se og høre alt i den uden vanskelighed, undtagen præsten.

Fisketorvet (ved Gammelstrand) er ingen klosterlig stiftelse, skønt en smækfed kone med en ubesat stråhat på kaldes priorinden, og hvis skarpsindighed har hævet hende til en fredsmæglerskes rang, når søstrene kommer i trætte eller i hårtotterne på hinden. De var i sin tid en skræk for de i nærheden sig opholdende vognmandskarle. Nu er de skredne frem med tidens oplysning og skælder hinanden mere moderat ud. Således siger de nu kun "mær", i stedet for det forældede "rakkermær" osv. De fremviser heller ikke mere deres blottede bag i vredens hede, men betegner kun efter velanstændighedens forskrifter deres foragt for modparten ved talende mimik og gestikulation. 

Gammeltorv 2015. Springvand og mange af de andre gamle bygninger. 
Torvehandelen er væk. (Eget foto).

Gammeltorv med et springvand hvorpå visse festdage hule, forgyldte messingkugler spiller. På torvedagene går det ret livligt til med handelen her. Svinerygge og hoveder af firefodede skabninger, flæskesider, gæs med og uden hoved, hvoraf de første stundom skriger udmærket frisindet. Æg, smør, korn, etc. savnes ikke her. Madammen træffer stundom mellem bøndervognene sin galan, og tjenestepigen sin kavaler fra det sidste dansebodsbal, ligesom stævnemøder til om aftenen bag portene aftales her. 

Gråbrødretorv, har ligeledes sit navn efter et kloster, men kaldes i daglig tale: Ulfeldts Plads efter den ulfeldstske skamstøtte. "Til evig spot, skam og skændsel" har den til inskription. Dette evig tilsvarer ikke Balles forklaring af ordet, for så vidt skamstøtten har haft en begyndelse. Derimod synes dens ende eller tilintetgørelse i modsætning til Guds langmodighed at få udseendet af at vare evig, eftersom hverken tidens tand eller de følendes opfordring har formået at rydde den af vejen. Her er slagtertorv, hvor kødhovederne daglig kan se deres dobbeltgænger henrettet, og hovedet at stirre fra boden med filosofisk ro ud på tidens usselhed. Man kan se på fysionomien at den tilgiver sin morder der ser sit offers hoved uden at føle samvittighedsnag, ja endog borthandler kroppen idet han tilkaster de smukke kokkepiger skælmske blikke, ler og tiltaler dem sødt. Ja engagerer muligvis en eller anden til en dans i Lille Kongensgade, idet han sønderhugger hin. Om oksens blege læber svæver hint huldsalige smil i døden, som er en afglans af den indre overbevisning i dødens stund om en dydig tilbagelagt livsvandring. Oh, okse! hæng i fred! Den du så højlig har fortjent! Ja, langt mere end mangen en blandt dine tobenede medbrødre med og uden horn, og du fortjente ligesom det ikke sjældent vederfares disse, især de uformuende, en lovtale der hæver dine fortjenester op i skyerne.

Gymnastiske øvelser dyrkes meget her. Fra de latinske skoledrenge indtil den mekaniske indbyrdes undervisning undergivne landkærlighedens mandlige frugter lærer de alle at klatre og hoppe og springe så det er en lyst. Når man ser ind i det den latinske skole tilhørende gymnastikhus, får man søde anelser om at den næste generations videnskabelige mand vil med lethed klatre op ad stangen. 

Eckersbergs billede af Halmtorvet og Vesterport i baggrunden

Halmtorvet ved Vesterport om hvilket Thaarup siger: Her sælger bønderne hø og halm. Vi vil dog tilføje at de på torvedagene også spiser megen klipfisk med sennep og smør her. Forbryderne bliver brændemærket og piskes endnu på Halmtorvet, men det var ønskeligt at Københavns beboere som har en del at betale for at være sådanne, måtte blive fritaget for dette sørgelige skue og at piskningen måtte blive foretaget fx i Stokhuset. Når fremmede rejsende for første gang kommer til København gennem Vesterport, må begrebet om vores hovedstads skønhed svækkes lige så meget som for dem der stiger i land ved Toldboden og modtages der af Brokkens-Bod, Toldbod-Vinhus med tilhørende hytter etc. Halmtorvets huse med få undtagelser samt Vartov trænger til at oppudses, ligesom stenbroen sukker efter brolægningskommissionens opmærksomhed og faderlige omsorg.

Holger Danske, efter Thaarup to små vandsteder på Nørrefælled. Vi tilføjer at de almindeligvis kaldes Holger Danskes briller, og indeholder mudret vand som jo ikke er så mærkværdigt. Var det derimod et par virkelige, klare briller, fortjente de som en sjældenhed at ophænges på rådstuebygningens piller. En gård i Farvergade og en krønike kaldes Holger Danske.

Holmensgade. Fordum Ulkegade (af ulk, en ubefaren og uvant sømand). Efter Thaarup vidner husene om "tarvelighed og nøjsomhed, og gaden har i det hele taget fået en større bredde". Mængden af skøger som logerer i denne gade, er intet bevis hverken på tarvelighed eller nøjsomhed, ikke heller lader den del af gaden hvor de mest huserer, formode at den har været endnu smallere. Her er den triplerske handel med bibler, salmebøger, skolebøger, børneskrifter, almuepjecer og viser etc. som præsten Møller (såfremt det ikke er et fingeret navn) uden undtagelse vil have på bålet, og som kalder sit formentlig hedenske forslag: Dette til statens bedste og oplysningens sande fremme vigtige anliggende". Den gyselige begivenhed havde tildraget sig at han havde fundet to af de triplerske viser i en kirkestol I stedet for sådanne vil han have moralske viser.

Højbroplads hvor før ildebranden 1795 Højbrostræde og Store Færgestræde som var et færgested til forbindelse med Slotsholmen, var og hvor Christian den 2. var som kronprins sat i kost hos en derværende bager. Det er stadens livligste plads, hvorfra en imponerende udsigt. Når de skælmske amagerpiger sælger deres grøntsager, gartnerne deres frugter og blomster, sjakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde  spekulative går frem og tilbage på rendestensbrættet, kokkepigerne med de trinde arme og funklende øjne skrider stolt fremad, bærende torvekurve, de smægtende syjomfruer går til deres arbejde, landsoldaterne har flokket sig på hjørnet af Østergade, kort sagt: Når københavnerne har udsovet og virksomheden begynder, giver denne plads stof til interessante iagttagelser. 

Klubskat, befalet som hjælp til Frue Kirkes opførelse. Kirken er for længst fuldendt. Klubskatten derimod ikke ophævet, hvorved de selskabelige foreninger bebyrdes og gensidig nærmelse som disse fremkalder besværes. 

Rosenborg og Kongens Have i 1700-tallet. Så der sådan ud i 1800-tallet?

Kongens Have (haven ved Rosenborg Slot) besøges formiddag og eftermiddag meget af gamle folk. I middagsstuden af ammer og barnepiger med patter og hårdere næringsmidler fortærende slutter. Om aftenen af sværmerisk mandlige og kvindelige væsener i den fremspirende udviklingsperiodes alder, egentlige drenge- og pigebørn som gerne vil lege sammen på en mere moden maner, agerer udvoksne ynglinge og ungmøer, spiller kærester og ubevogtede drikker måneskin sammen i kavalergangen. Hr. Drengen studerer i denne tid det klassiske lapseri og jomfru Pigebarnet går på tæernes spidser og stopper sig ud for at synes ældre. Han bliver sædvanlig til en såkaldt stensliber og omsider til en døgenigt. Hun til en forhøjningsdukke som kan læse romaner, trække i bobinet, ser på de forbivandrende søde fyre og gør som kone den bedste mands pande ujævn. Der er sikkert også bestået mangt et elskovseventyr i selve haven, hvor om sommeren og uden betaling øret kvæges ved en smuk musik om søndagen og Herkulespavillonen frembyder de besøgende en behagelig nydelse.

Landemærket, udgjorde grænsen mellem landsbyen Serritslev og København. Om aftenen skal det spøge i denne gade henimod Gothersgade. Spøgelserne er efter sagnet kvindeligt klædte og meget joviale.

Lejebiblioteker. Af disse have en mængde, blandt hvilke kan nævnes: Andersens i Store Helliggeiststræde, Bechs i Store Grønnegade, Beekens i Adelgade, Riises i Vimmelskaftet, lige over for Helligåndskirken, Schalz' på Amagertorv, Schovelins i Store Grønnegade, Sæbys i Gothersgade, Wesenbergs i Kokkegade m.fl. Heraf ses at vores unge damer har lejlighed nok til ved romanlæsning i at uddanne sig til dygtige husmødre.

Metropolitanskolen i Store Fiolstræde er hovedstadens vigtigste offentlige lærde skole, hvorfra små unge lærde knøse dimitteres og bliver omsider embedsmænd. En gang imellem bliver de endog nådigste eller nådige og høje og vise.

Nøgle, den forgyldte er ikke den hvormed Petrus åbner himlens port, men en gæstgiver- og herbergergård på Nørrregade nr. 25. 

Petersens jomfrukloster i Vimmelskaftet er stiftet af brødrene Albrecht og Sebastian Petersen for 16 virkelige jomfruer og en priorinde, om hvem stifterne dog ikke skulle have udtalt sig med hensyn til jomfrueligheden. Disse kunne blive pebermøer der, og det er ikke at ønske.
  

Store Regnegade år 2015. Madam Korup er glemt. (Jazzhus Montmartre, eget foto).

Regnegade, Store hvori et billardhus med en smuk opvartningspige. I nr. 178 er madam Korups bekendte dansebod i hvilken søndag, mandag og onsdag hersker et muntert liv. En gammel staldlygte, hvori stundom levningen af et lys udbreder sin glans, skal være anbragt over salsdøren, og når man kommer ind i helligdommen må man købe sig en snaps som koster 3 skilling. Musikken er særdeles god, men madammen skal stundom være lidt gnaven.

[Berigtigelse: Det om madam Korup og hendes dansebod anførte, berigtiget således: Hvad der står om musikken "er virkelig sandhed". "Der er heller ingen staldlygte over salsdøren, men en meget smuk lygte anbragt over trappen med et helt brændende lys (tidligt på aftenen)". En snaps koster hos madam Korup "fire skilling". Madammen er ikke gnaven, men "en meget beskeden kone", og en "meget agtværdig kone".] 

Skidentorv i nærheden af Nørreport. Vores forfærdre gav tingene deres rette navn. Dette strider mod nutidens oplysning. Peder Madsensgang som fortjener navn af Urinstræde, ville vel før blive omdøbt til Champagnegade.

Studiestræde år 2015. Bispetorvet og Frue Kirke fjernest tilhøjre.

Studiestræde har sit navn af Studiegården som før lå hvor Bispegården nu er og hvor i gamle dage stadens rådhus lå, af hvilken grund den i gamle breve kaldes: Gamle Rådhusstræde, hvilket forøvrigt ikke har nogen indflydelse på politikken.

Svane, den hvide, i Studiestræde nr. 62 er en gæstgiver- og herbergsgård, forsynet med en port og stalde, samt skænkestue hvori skænkes, men ikke bortskænkes drikkevarer.

Synagogen i Krystalgade og hvis opførelse den herværende jødiske menighed har dens præst, hr. dr. Wolffs klogskab og gavnlige iver at takke. Flere upassende optrin har fundet sted i den. Dog synes menigheden nu at berolige sig i anledning af dens gudsdyrkelsesmådes nye, moderne klædning. En følge af oplysningen. 

Theaterdirektionen som bestyer teatrets anliggender bør stedse drage omsorg for at danserinderne har fyldige lår og ben da de ellers må stå på pinde for publikum. 

Østergade 1788 i tranlampernes skær.

Østergade er Københavns mest befærdede gade og strækker sig fra gammel Amagertorv til Kongens Nytorv. Blandt de mange og smukke butikker udmærker sig brødrene Jacobsens og hr Causees. Athenæum hvis mange hundrede medlemmer, til stor skade for den danske boghandel, læser et købt eksemplar af udkomne bøger, er også i denne gade, såvel som Adressecomptoiret, Fousannees og Brusch' restaurationer, Kongens Klub osv. "Østergades lapser" kaldes i daglig tale ørkesløse dagdrivere af det fornemmere slags, som klædt efter nyeste mode, fordriver det meste af deres tid med at spanke frem og tilbage på Østergade, og med uforskammethed overbeglo de forbigående damer i flæng, dreje sig om efter dem, for at mønstre deres fødder og gang, etc. etc. Benævnelsen stammer nærmest fra at Østergade rigeligst er besøgt af sådanne fyre fordi at denne gade på grund af dens mange modebutikker, meget er besøgt af damer, også af smukke, som tripper igennem den, kun for at overbeglo. Om aftenen når alle katte er grå, besøges den mere af Københavns letfærdige, som også af dens løsagtige skønne, såvel som herrer og det er da her let at samle elever til en mængde institutter for moralskfordærvede. 

Offentlige spadseregange

1. Volden rundt om staden er en behagelig og yndet spadseregang for københavnere og københavnerinder, ligeledes for de sig der opholdende sjællændere og fynboer og jyder og lollændere og falstringer og bornholmere og tyskere og englændere etc. Men ikke for hunde, hvilke er forbudt at spadsere der, da voldskytten ellers indgiver dem et sikkert middel mod hovedpine uagtet at hundene er ubekendte med landets love og anordninger. Forskellige punkter på voldene frembyder en henrivende udsigt, og når man om søndagen, især på smukke forårs- og efterårsdage, drejer hovedet om fra den skønne udsigt, kvæges øjet ved synet af de yndigste pigeansigter som trippende ved siden af papa eller mama lader sig beskinne af solen og beskue af de unge herrer.

2. Kirsebærgangene langs nedenfor voldene udenfor portene er meget romantiske spadseregange hvor det ikke sjældent sker at Amor når han ikke er forfulgt af Mars' søn, skildvagten, driver sine spilopper til det yderste. Hvor mangen en Lotte har ikke der trøstet sin Werther så fuldkomment at han aldrig i sine dage har tænkt på at skyde sig? Dog må hun eller han først have løst sig et tegn hos kommandantskabet.

3. Citadelsvoldene og den dertil hørende såkaldte lange linje er især den sidstnævnte overordentlig skønne spadseregange hvor avisfrierne og frierskerne gerne har stævnemøde. Med den fortryllende udsigt over sundet og lænet op til den store kanon, skal mangen en gammeljomfru på Langelinje have ladet løftet om at forlade den jomfruelige stand svæve gennem gummernes afbrækkede palisader og over de blå læber hen til den henrykte elsker som formedelst hendes grunker overser mange rynker på den elskedes gustne hud og håber på Dødens hjælp.

Esplanaden 1790.

5. Grønningen og Esplanaden mellem Østerport og Toldboden er to i sommertiden meget besøgte spadseregange. I sommernætterne har de noget til fælles med de to store senge, hvori armodens ulykkelige børn glemmer sorgen for en stund, såfremt politiet ikke kalder dem til bevidsthed.

Spadseregange udenfor Staden

1. De små alleer udenfor portene er ret smukke spadseregange hvor man kan gå frem og tilbage, også sidde ned og ryge sin cigar eller pibe uden at stå i fare for at sætte ild på nogen passureret skildvagt.

Sortedammen, 1830 (Ukendt kunstner).

 2. Dosseringen lands med Søerne mellem Vester-, Nørre- og Østerbroer kaldet "Kærlighedsstien og Ægtestandsstien" er særdeles behagelige spadseregange. Om aften når gedderne ophørte at springe i søen og aborrerne dyrker filosofien, sidder mange elskovspar på Kærlighedsstiens bænke og mange salige elskovssuk er svævet hen over søen og har tonet for fiskene som stemmer fra de højere regioner. Amor skal hver sommeraften promenere på Kærlighedsstien under alle mulige slags verdslige og gejstlige skikkelser. Om vinteren driver han sine spilopper i staden, fordi det er ham for koldt udenfor den. Ægtestandsstien er med alle sine behageligheder knudret, ligesom det hyppigt er tilfældet med menneskelivets ægtestandssti.

3. Blegdamsvejen er en smuk alle mellem Nørre- og Østerport. Herfra har man en yndig udsigt til Nørrefælled, det eksercerende militær, samt kvæget som lever af det græs soldatesken har nedtrådt og beskuer dets kummerlige skikkelser i Holger Danske Briller.

 Farimagsgade 1850 (H. G. F. Holm)

4. Farimagsvejen som snor sig fra Vesterbro til Østerbro, ville jeg ugerne omtale blandt spadseregange, men da hr. etatsråd Thaarup har gjort det, så har jeg troet også at burde gøre det. Når jeg undtager en mængde støv som om sommeren kolorerer fodgængeren og nogle huller som foranlediger at den kørende hjemsøges af adskillige ubehagelige popopstød, findes intet mærkeligt på Farimagsvejen, undtagen at søetatens kirkegård er på hjørnet af Østerbro.

5. Alleen der fører til det kongelige lystslot Frederiksberg er en særdeles smuk og behagelig spadseregang hvor imellem dens to porte fire offentlige beværtningssteder sikrer den som passerer alleen og har penge på lommen, for at dø af sult eller tørst undervejs. Har man vandret igennem alleen og går lige frem, kommer man til den skønne

Udsigten fra Frederiksberg Slotshave mod København. (H G. F. Holm)

6. Frederiksberg Slotshave hvor man kan drikke kildevand og kaffe i et schweitzerhus og biskop hos en konditor, og øl i Slotskælderen og hvor man kan give svanerne brød, og stå eller sidde på den smalle slotsbakke og se København med dens pragt og armod, og kysse når man har nogen at kysse, mens fuglene synger dertil.

7. Søndermarken lige over for Frederiksberg Slotsportal er en romantisk skøn spadseregang for den som får tilladelse til at profitere af dens behagelighed.

Langelinje, karantænehuset i 1830'erne. (H. G. F. Holm)

8. Vejen fra Kastellet forbi Langelinje og Classens Have til gammel kalkbrænderi er den skønneste spadseregang i nærheden af København, og de fleste hovedstæder i Europa skulle have ondt ved at fremvise en så yndig promenade. En herlig alle tæt ved sundets blanke eller matte vove, omgiver her vandreren der med vemod mindes om det ædle livjægerkorps' tapperhed i 1807 da de engelske røvere overfaldt og udplyndrede os, uden forudgangen ærlig krigserklæring. Denne vej er ligesom en lysthave. Et vandfald styrter sig romantisk ned i grøften som stedse om sommeren i rigeligt mål frembyder sin andemad, træerne suser eller suser ikke, fuglene synger og kvidrer og næbbes. Kort sagt, alt er så dejligt på denne vej at hjertet svulmer ved tanken på Guds almagt og godhed hos enhver i hvis barm det ikke er aldeles sammentrykt af nærings- eller anden dyds sjælesorg. Hos marketenderen på gamle kalkbrænderi får man en god, venlig og billig beværtning og det er en sand fornøjelse at gæste dette sted på en god sommersøndag eftermiddag og i have at nyde sin kaffe, ledsaget ned i maven af klarinettens toner.

9. Assistenskirkegården udenfor Nørreport som efter forfatterens mening i skønhed overtræffer kirkegården "Pere la Chaise" ved Paris som dog har navn for at være den skønneste i Europa, betragtes tildels af københavnerne som en forlystelsesspadseregang, skønt de her omgives af dødens og det evige livs minder, der stemmer selve den mest livsfriske sjæl til alvor. 

10. Strandvejen, som fører til Charlottenlund og videre til Helsingør er indtil førstnævnte sted en meget smuk spadseregang. Når man løber gennem Klampenborgport, gør venstre om og løber videre, kommer man til mester Jakel i Dyrehaven, potternes erklærede fjende, hvor man altid nyder en åndig erstatning for sin møje. Bellevue. Ermelundshuset og Fortunen er yndede beværtningssteder ad denne kant, hvilket den ærede læser nok ved, så at jeg kunne have sparet ulejligheden med at berette det.

Det er ligeledes på en måde overflødigt at anføre at man gør lystture til Lyngby ved Sorgenfri Slot, Ordrup, Søllerød, Frederiksdal, Brede, Ørholm, Strandmøllen, Hørsholm, Fredensborg og Frederiksborg, Jægerspris osv. Men da det nu engang er skrevet, så lad mig benytte disse få linjer til i det små at efterligne flere berømte forfattere i at skrive noget om ingenting for at fylde bogen.

Rejser i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vensyssel klages i gjentage Beretninger fra forskjellige Sider meget over den her herskende Nød blandt Landalmuen, som en Følge af den allerede i flere Aar meer eller mindre stedsefundne Misvæxt. En Reisende, der nylig har gjennemreist denne Provinds, har saaledes forsikkret os om, at Landmandens Kreaturhold er af Mangel paa Foder gaaet tilbage i den Grad, at de fleste kun have den halve Besætning tilbage imod før, og at en betydelig Deel Pløieland vil forblive ubesaaet af Mangel paa Sædekorn. I en Beretning til "Aalborg Avis" fra Hjørring den 30te f. M. skildres ligeledes den vensysselske Bondes sørgelige Forfatning i dette Foraar: "Man har", hedder det, "i mange Egne, og fornemmelig i den østlige Deel maattet rive Tagene af Husene for at holde Livet i Kreaturerne, og ikke faa Steder ere disse døde af Hunger. Man er i Almindelighed blottet for Foder til Hestene for den Tid , de skulde holdes i Kraft til at faae Sæden i Jorden. De høie Kornpriser have de fleste Bønder her ikke nydt Godt af, da der har været Lidt at sælge, og fra nu af tiil Høsten ville Mangfolldige blive i største Nød for Brødet oog maae kjøbe Kornet af Kjøbmanden. Det er saaledes langtfra, at dette Aar kan kaldes lykkeligt for Landmanden her, der, efter alt 2 Aar at have lidt af Fodermangel, ogsaa sidste Høst avlede temmelig maadeligt, som en Følge af Regnen der udeblev længere end i Jyllands sydligere Egne." Om der fra vedkommende Øvrigheds Side er skeet Indberetning om denne almindelige Nød til regeringen eller ikke, er os ubekjendt,; imidlertid tør man være forsikret om, at ligesom enhver lydelig Klage om almindelig Nød maa vække Regeringens opmærksomhed og fremkalde en Undersøgelse fra dens Side, saaledes kunne da ogsaa de Paagjeldende trygt nære detHaab , at naar deres Trang er befunden at være grundet, de ogsaa ville erholde den fornødne Hjelp, da det aldrig vil kunne miskjendes af nogen Regering, hvor meget det ligger i dens Interesse ved alle mulige Midler at forebygge tiltagende Armod hos landets beboere, naar samme er en Følge af uforskyldt Ulykke.

(Kjøbenhavnsposten den 7. maj 1839)