Havnekaptajn Eskildsens monopol på det københavnske færge- og transportvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Beretning fra en passager på dampskibet Christian den Ottende og som pga. manglende både efter en frygtelig nat måtte vente 4 timer for at komme i land:

Dersom det væsenligen er hensynet til ikke at formindske Hr. Eskildsens Indtægter, der er i Veien for, at Dampskibspassagerne kunne blive satte paa lige fod med Umælende, - Passagerer skulle nemlig lade sig landsætte med Baade, men Heste blive umiddelbart landsatte - haabe vi, at dette Bidrag til Monopolernes Historie i Danmark, der bragte en Franskmand blandt Passagererne til at yttre, at det var en Medfart som var man kommen til en Røverstat, maaskee kan hjelpe til at skaffe Dampskibspassagerne en Behandling lig den, der vedfares dem i andre civiliserede Stater. "Efter en meget stormfuld Nat naaede Dampskibet Christian den Ottende Mandag Morgen Kl. 10 Kjøbenhavns Rhed, hvor det ankrede mellem Batteriet Trekroner og Toldboden. Skjøndt Vinden havde lagt sig betydelig, forløb dog en fuld Time, inden der fra Land gjordes Anstalter til at afhente Passagerne; endelig ankom efter Kl. 11 en med 2 Mand bemandet Baad, som optog Halvdelen af Passagererne, dog uden noget af deres Bagage; disse Lykkelige, blandt hvilke Referenten befandt sig, naaede endelig Kl. 11 ½, altsaa 1 ½ Time efter Ankomsten, Toldboden. Efterat Alle vare landsatte, blev Fartøiet - Gud maa vide af hvilken Grund - liggende rolig over et Qvarteer, inden det paa ny tiltraadte Reisen til Dampskibet. Lidt fra Toldboden stødte det paa Grund, og da Besætningen kun bestod af 2 Mand, og Fartøiet var en temmelig stor Sejljolle, varede det længe inden det igjen kunde gjøres flot. Da imidlertid de paa Dampskibet tilbageblevne Passagerer med Utaalmodighed saae deres Forløsning imøde, og Dampskibets Capitain indsaae, at det kunde vare længe, dersom han ikke kom dem til Hjelp, havde han den Opmærksomhed, at lade dem sætte i Land ved sin Baad, som imidlertid heller ikke kunde rumme Bagagen, og saaledes befandt endelig Kl. 12 alle Passagererne sig i Land. Omtrent Kl. 1 ½ ankom Færgefartøiet med Tøiet, og Kl. 2, 4 Timer efter Dampskibets Ankomst, hvoraf 2 ½ vare tilbragte paa Toldboden, kom Referenten ud af Fangenskab. Det Uforsvarlige i en saadan Medfart behøver intet Bevis. Dampskibet var længe i Forveien anmeldt; der kunde altsaa have været sørget tilstrækkeligt for Baade, men i det Sted er en eneste Baad med 2 Mand tilstede, som løber paa Grund. Veiret kan ikke anføres som Modgrund, thi hvor een Baad kan seile, kunne naturligvis ogsaa flere, og Skibene udenfor gik for fulde Seil."

(Fædrelandet skrev den 7. oktober 1841)

Kirstine Olsdatter. (Efterskrift til Politivennen)

- Atter beskjæfliges Domstolene her med en Sag for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Pigen Kirstine Olsdatter af Tingerup, Holbek Amt, har dræbt sit levende fødte Foster ved at stikke en Sax i dets Hals og dermed overklippe Barnets Strube. Hun blev besvangrer forrige Sommer af en Vognmands-Karl i Roeskilde, hvor hun tjente, og da denne ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, besluttede hun at dølge sit Svangerstab og befrie sig for Barnets Underholdning, da hun, der allerede iferveien havde et uægte Barn, ikke saae nogen Udvej dertil. Endskjøndt hendes Madmoder og Medtjenere havde nogen Formodning om hendes Tilstand, lykkedes det hende dog ved Hjelp af Snøreliv at dølge denne, indtil Fødselen paakom hende, Løverdag Morgen den 10de April d. A. Da hun mærkede Fødselens Nærmelse, fik hun, under Foregivende af Halspine, sin Medtjenerinde, der deelte Seng med hende, til at besørge Malkningen for hende. Efter dennes Bortgang stod hun op, og begav sig ind i Karlekammeret, der var ledigt, for at føde i Karlenes Seng, men inden hun naaede denne, kom Fødselen over hende, og hun maatte kaste sit Forklæde paa Steengulvet i Kammeret, hvorpaa hun da bragte et levende Drengebarn til Verden. I samme Dieblik seer den Ulykkelige en hende selv tilhørende Sax, som var bleven liggende i Karlekammerets Vindue; i Fortvivlelsens Bedøvelse griber hun den, støder den i Barnets Hals og overskjærer dermed dets Strube; hun svøber derpaa det uskyldige Offer for hendes Brøde ind i Forklædet, og putter det ind under den anden Seng i Kammeret. Nu kommer den anden Pige til, fatter Mistanke, og beretter Sagen til deres Madmoder; denne kommer, men kan Intet faae ud af Kirstine Olsdatter, ligesaa lidet som Jordemoderen, som kort derefter hentedes; først efterat denne af Sengens Tilstand har overbeviist hende om, at hun maa have født, tilstaar hun det, og afgiver ovenanførte Forklaring, som hun siden har gientaget under Forhørene. - Hun er født den 20de Mai 1819 af fattige Forældre, som begge døde tidligt; siden blev hun opdraget hos sin Familie og har tjent forskjellige Steder, fra hvilke alle hun har et godt Skudsmaal, ligesom og Præsten, der har confirmeret hende, har givet hende et godt Vidnesbyrd. Hun har et Barn iforveien med en gift Gaardmand, hvilket endnu lever. Ved Roeskilde Bytings Extraret er hun dømt til at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage. (Loll.-F. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. oktober 1841).

Hertil føjede Dannevirke:

.,. og der turde være liden Sandsynlighed for, at Overretten eller Høiesteret ville komme til et andet Resultat; men som bekjendt bliver Dødsstraffen for Barnemord aldrig udført; Forbryderen benaades almindeligviis med Tugthuusarbeide paa Kongens Naade. Hvad mon ellers en Jury af Fruentimre vilde dømme hende i?

(Dannevirke 29. september 1841).

Dannevirke fik ret: Kirsten eller Kirstine Olesdatter blev dødsdømt ved Højesteret 7. december 1841. Kongen formildede straffen til tugthus på livstid d. 5. januar 1842. Hun døde af brystsyge (tuberkulose eller i hvert fald en lungesyge) i tugthuset d. 1. februar 1844 - så livstid kom i dette tilfælde til at betyde 2 år.

Dr. J. J. Dampe XIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XIII omhandler Dampes fængselsophold på Kastellet og Christiansø. 

Det berygtede fængsel på Kastellet, hvor Dampe sad og ventede på at der blev bygget et specielt fængsel til ham på Christiansø, 1821-1826 og igen 1831-1832. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Dampe.

XIII.

Det vil uden tvivl have interesseret ikke få af dette blads læsere at følge de betragtninger over bevæggrundene til Dampes som politisk forbrydelse straffede handlemåde, hvilke jeg i forrige afsnit af disse artikler har meddelt. Denne interesse vil forøges, når man erfarer, hvad jeg har al anledning til at holde mig overbevist om, at disse betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen idegang og synsmåde, at de er et tro afpræg af de anskuelser, han, efter i tolv år at have været berøvet friheden, i sit fængsel følte en inderlig trang til at udtale og til at ønske forebragt sine medborgere. Frygten for dengang muligvis snarere at skade end at gavne ham ved en sådan offentlig meddelelse afholdt vedkommende fra at lade den komme til sin bestemmelse. Til en sådan frygt er der, under de forandrede forhold, nu ikke længere nogen grund, og selvom den specielle anledning, som det tidspunkt tilbød for en sådan offentliggørelse, ikke mere er til stede, har jeg dog så meget mindre troet at burde tilbageholde den, som jeg anser det for rigtigt at lade komme til publikums kundskab alt hvad der på nogen måde kan bidrage til al sætte den omhandlede sag i sit rette lys, hvilket jeg desuden kun kan anse at være gavnligt for den pågældende selv, idet at der således i den offentlige mening må danne sig en retfærdigere dom om denne ikke mindre ubilligt miskendte end hårdt forfulgte mand - en dom, der lige så lidet kan være uden Indflydelse hos en oplyst regering, som hos hans medborgere.

Man har af det i den meddelelse leverede tro referat af Dampes ansøgning til kongen i 1831 set hvad det var, der dengang voldte så meget anstød både hos Frederik den Sjette og de med denne monarks anskuelser fortrolige autoriteter. Enhver, der kendte disse anskuelser, og de var vist nok almindeligt rigtigt vurderede i publikum, - vil sikkert være tilbøjelig til at kalde Dampes fremgangsmåde ved denne lejlighed højst uklog; men man må, før man dømmer, drage til minde, at om end alle andre heri landet kendte den afdøde konges synsmåder med hensyn til stænderinstitutionen, hvorledes han betragtede denne og hvor ganske det skyldtes tidsomstændighederne at han gav den: så måtte dog alt dette for størstedelen være den i et fjernt fængsel fra verden og så godt som alt samkvem med verden afsondrede Dampe ubekendt. Intet er naturligere end at Dampe greb budskabet om indstiftelsen af en folkerepræsentation i Danmark som den håbløst fortvivlende griber et middel til frelse, der uventet tilbyder sig for hans blik, og det har i mine tanker noget tærdeles rørende ved sig at se med hvilken tryghed han fra muligheden har funderet sig over til en sådan grad af vished, at han endog i sin bøn om befrielse for ramme alvor søger at ræsonnere sig frem til den mening, at stænderinstitutionen er en sådan realisation af begrebet om en repræsentativ statsindretning, at enhver anden bestræbelse for at realisere denne form derved eo ipso måtte antages tilintetgjort og den fra forebyggelsen af sådan bestræbelse hentede straffegrund ophævet og af sig selv forsvunden. Medens alle andre fra monarkens grundsætninger og uforbeholdent ytrede synsmåder kun hentede et meget ringe håb for folkefrihedens sag fra dette første, til dens gunst ved tid og omstændigheder afnødte skridt, er der al sandsynlighed for at Dampe deri har set meget mere, at han langt har overvurderet den moralske vægt af en frit udtalt folkemening hos enhver af sand Iver for folkets tarv besjælet, samvittighedsfuld monark. Og hvor langt, langt tilgiveligere var denne fejltagelse ikke hos ham end hos dem, der nu råber på de moralske garantier, stænderinstitutionen tilbyder, nu, da man har set hvad de have haft at betyde under den afdøde konge, og alt har nye historiske data nok i hænde til at kunne slutte sig til hvad de fremdeles ville betyde under hans eftermand. - Dampe kunde vistnok ikke bygge sit andragende om befrielse på uheldigere grunde, end dem, han i sin ansøgning ville gøre gældende; men jeg tror at have vist, hvor lidt hans godtroenhed i dette tilfælde kunde regnes ham til fejl, og om man end vil finde hans ansøgning nok så uklog, dens indhold nok så naivt - om en forstandsfejl eller endog begrebsforvirring vidner den, efter min fulde overbevisning, ikke.

Jeg har allerede i mit foregående bemærket, at Dampe ikke straks blev bragt til Christiansø, men tilbragte de seks første af sine tyve fængselsår i Kastellet. Her blev han af dettes daværende kommandant, general Lorentz, behandlet med den yderste strenghed. Kom-mandanten ville ikke tillade den ulykkelige at trække frisk luft uden med lænker på, og følgen heraf var, at Dampe, der følte sig oprørt over denne tvang og for hvem det var utåleligt således offentlig at blive sat i klasse med de laveste og farligste forbrydere, i disse seks år uafladeligt sad indespærret inden fire mure og aldrig nød frisk luft og bevægelse. Hvilke rædsomme seks år disse må have været for den ulykkelige, kan man imidlertid først rigtigt gøre sig et begreb om, når man tillige erfarer, at det i denne lange tid aldeles var ham nægtet, at bringe sine tanker på papiret - alle skrivematenalier var ham berøvede, og tilstedes ham heller ikke, uagtet hans indstændige bønner derom. Om mundtlig meddelelse kunde der lige så lidt være tale. Ingen fik tilladelse til at komme til ham, undtagen i alt fald lægen, afdøde prof. Wendt (der indtil den sidste tid havde hørt blandt Dampes intime fortrolige, og således også afgivet vidnesbyrd i sagen), og heller ikke han måtte opholde sig længe hos Dampe eller tale med ham på anden måde end i væbnede bevogteres overværelse. Ikke engang Dampes børn) tilstedtes adgang til deres fader, med mindre man kan regne det for noget, at de to ældste pigebørn så ham et par gange med bevæbnede mænd ved siden, som havde befaling til, efter nogle få minutters forløb, igen at skille faderen fra børnene. De to yngste havde dengang aldrig set deres ulykkelige fader; de så ham forste gang, da han, efter over ti års fangenskab, igen var kommen herover og atter sad i Kastellet. 

Da Dampe kom over til Christiansø blev han humanere behandlet. Han blev der dog engang imellem lukket ud fra sit fængsels grav og tilladt at røre sig og trække frist luft en lille stund, i hvilke øjeblikke det da var hans kæreste lyst at sætte sig på klippeøens mosgroede sten og stirre ud over havet. Her tilstededes ham også brugen af skrivematerialer. Hans familie fik da jævnligt at høre fra ham, og han syslede ofte med litterære arbejder, dels af æsthetisk art, dels af mere videnstabelig tendens (som fx oversættelser af klassikerne). Det forundtes ham også at få bøger tilsendte herfra; jeg ved således, at prof. Wendt besørgede flere videnskabelige værker sendt over til ham, dog stete dette kun med strengt indicium og efter varsomt udvalg. Dampe ejede tidligere selv et lille bibliotek. Dette var, tilligemed hans papirer, da han arresteredes, blevet taget i forvaring af politiet, og uagtet den dom, der overgik ham, ikke gik ud på forbrydelse af hans gods, fik han siden ingen af delene udleveret - ja, de beror endnu den dag i dag hos politiet der dog nu ingensomhelst beføjelse kan have til at tilbageholde den frigivnes ejendom, så lidt som det, såvidt jeg kan indser, engang har haft nogen sådan til at beholde den fængsledes bøger og hans ikke under aktionen imod ham inkriminerede papirer under sin varetægt.

Det var, såvidt jeg ved, en intenderet forandring med fængselslokalet på Christiansø, i anledning af kolera-foranstaltningerne, der foranledigede, at Dampe, i 1831, atter bragtes tilbage hertil og en kort tid på ny kom til at sidde i Kastellet. Denne forandring var, som man let kan tænke, højligt imod hans ønske; men det nyttede ikke, at han gjorde de indstændigste forestillinger derimod. I det års tid han således igen måtte tilbringe her, blev han imidlertid ikke holdt med en så overdreven strenghed som i de første seks år.

Han var således ikke aldeles udelukket fra frisk luft og fik lov til at røre sig undertiden, naturligvis altid under bevogtning af soldater, dog kun i den halve tid imod på Christiansø. Det nægtedes ham da heller ikke at tale med sine børn. Desværre troede man også dennegang, uden anden anledning eller årsag end den, som stedets forandring indeholdt, igen at måtte fratage ham skrivematerialier, hvilke han, som anført, havde på Christiansø.

Kort før han således bragtes tilbage hertil fra Christiansø, nemlig i året 1831, skrev han, i en privat anledning, et syngestykke eller en vaudeville, som blev opført på et derpå øen indrettet privatteater. Han havde sendt det til kommandanten, der besørgede rollernes uddeling til de spillende. Antallet af stykkets personer skal have været henimod en snes. Manuskriptet til stykket selv har jeg ikke kunnet overkomme, og ved heller ikke hvad emnet dertil egentlig var; men flere af de i afskrifter udbredte sange deraf findes blandt de mig meddelte digte og jeg stal, hidsætte en af dem, nærmest med hensyn til de bemærkninger, forf. af det i mit forrige afsnit aftrykte brev her har vedføjet. Til yderligere oplysning bemærker jeg, at den danske krigerdåd, digteren deri besynger, er historisk sand. Et fjendtligt krigsskib havde lagt sig mellem Bornholm og Christiansø og optog alle danske farttøjer; men, angrebet af kanonbåde fra Christiansø, måtte dette tilsidst ilde tilredt tage flugten. Dets storbåd blev under kampen løsskudt og erobret og er endnu bevaret på Christiansø. - Sangen lyder som følger:

"Den - *) Drage har sig lagt
Nær danske havn.
I sømænd! tager Jer i agt,
Hans klo ej får Jer i sin magt.
Til Jer fordærv han er på vagt
Nær danske havn.
Han griber mangen sømand stolt.
Og sukke må enhver, han holdt
I favn.

Til kamp, o danske helt! du gå!
Løft fanen rød!
Nu du udfordres til at slå.
Nu, fjende grum! du sitre må.
Dig danske tordensky vil nå
På bølgeskød.
Dens flammeild skal vælte sig
Ned over dig eg styrte dig
I død

I skyen helten står, på top
Af bølgen ført,
Han sender lynet mod din krop,
De segne ned, din skumle trop,
De faldnes skrig højt bliver op
I luften ført.
For gamle Danmarks kraft og dyd,
Som lovsang, deres sidste lyd
Er hørt.

Han flyer den danske tordensky,
Tabt er hans mod.
Med il du må til flugten ty,
Hvis du det danske lyn vil fly.
Kom aldrig mer! men evig fly
Det danske mod!
Thi over disse vande her,
Vid! Danmarks løve hæver der
Sin fod.

Syng jubelsang, du danske mand!
Højt flaget vis!
Fra klippen genlyd høres kan.
Stolt sejrvinder går i Land.
Trofæen vælter sig ved strand
På sejr vis.
Hid komme alle folkeslag!
Den tolker dem til denne dag
Hans pris."

Brevets forfatter har hertil føjet følgende: "Efter denne sang havde forfatteren tilladt sig et ord om sig selv. En person i stykket spurgte: "Af hvem er den vise?" En anden svarede: "Af en mand, der elsker det danske folk." 

Kommandanten havde tilstillet de spillende stykket, og havde altså ikke fundet det et upassende ord at sige, at den videnskabsdyrker, der var styrtet i afgrunden og fængsel, var en Mand, der elskede det danske Folk.

Stykket blev spillet kort efter at repræsentativ statsindretning var af hs. maj. tilsikkret Danmark, og de danske videnskabsdyrkere havde bragt kongen deres tak for dette vigtige gode.

Deres bevæggrund til denne tak måtte være deres ønske om det, de takkede for - for tak udspringer ikke af anden kilde - og årsagen til dette ønske kunne ikke kunne ikke være andet, end kærlighed til det danske folk. En egoistisk kunne det ikke være, og når det var en, der var hævet over egoismen, så kunne det ikke være anden, end den nævnte.

Men vi ved, at dr. Dampe er ulykkelig formedelst bestræbelser for denne samme genstand. bestræbelser kunne umulig udspringe af andet, end et ønske. Og det er nylig nævnt, hvad årsagen til dette ønske hos de danske videnskabsdyrkere måtte være.

Men når ønsket hos videnskabsdyrkerne i almindelighed havde denne årsag, hvad grund gives der da til at antage, at det samme ønske hos en enkelt videnstabsdyrker har haft en anden årsag?

Ønsket blev vel hos denne enkelte til mere, til bestræbelse. Men det beviser intet angående Ønskets bevæggrund. Det beviser blot ønskets større magt mod de modsatte bevæggrunde.

Da ingen grund kan tænkes til at antage anden kilde til det ønske hos den enkelte, så bliver det let begribeligt, hvorfor det ikke blev fundet upassende, at det blev sagt overlydt for den samlede mængde, overlydt for hundreder af rørte tilskuere, at den videnskabsdyrker, der sukkede, i så mange år nedstyrtet i fængslets afgrunds pinsler, var en mand, der elskede det det danske folk".

*) Jeg har ved en skrivefejl tidligere anført, at Dampe havde tre børn, i stedet for, som det er tilfældet, fire. Disse fire børn - en søn og tre døttre - lever alle heri staden; de to ældste af døttrene har alt i flere år været gift og sønnen er nylig kommet på et købmandskontor

**) Her står i sangen et adjektiv, der betegner nationen, hvilket af årsager i manuskriptet er udeladt

Kjøbenhavnsposten, Dampe XIII, 17. september 1841. 

Generalgouverneur v. Scholten og Almueskolerne paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I en Række af Artikler, indrykkede i Bladet "Fædrelandet", er Almueskolevæsenets Tilstand paa St. Croix omhandlet paa en Maade, som, idet den krænker Sandheden, kaster en ufortjent Skygge paa Generalgouverneur v. Scholtens Embedsførelse.

Under mit Ophold paa Øen, i denne Sommer, havde jeg Leilighed til at gjort mig bekjendt med saavel Skolernes nuværende Tilstand, som alle Omstændigheder ved deres Oprettelse; og jeg anseer det for en Pligt, der paahviler enhver retsindig Mand, ikke at tilbageholde for Publikum en Beretning, der kan tjene til Gjendrivelse af uretfærdige Beskyldninger, som, med den ringe Kundskab, man her i Moderlandet i Almindelighed har om Forholdene i Colonierne, kunne volde Skaar i en fortjent Embedsmands Agtelse iblandt hans Medborgere.

Enhver, der har læst hine Artikler, vil sikkert erindre følgende Ankepunkter i dem: 1) "At det først var efter Thronskiftet, at Generalgouverneur v. Scholten begyndte at vise Iver for den offentlige Underviisnings Fremme." Brodden heri behøver ikke at udpeges. 2) "At Skolebygningerne have staaet tomme i mange Aar." 3) "At de af Ostentation ere opførte langs Landeveiene og paa Steder, hvor de ret kunne falde i Øinene." 4) "At hvad der nu end, i alle Fald, var gjort, burde dette have kommet 12 Aar tidligere."

Et hurtigt Blik paa Tilstanden i Colonien, fra ældre Tider og indtil nu, vil give Oplysning om, hvorfor der da og indtil langt ind i nærværende Aarhundrede ikke blev tænkt paa at gjøre noget for den offentlige Underviisning af vore Coloniers Slavebefolkning.

Det første Skridt til at civilisere denne Classe Mennesker maa man ansee Forbudet imod Slaveindførselen at have været, hvilket, som bekjendt, allerførst udgik fra Danmark. Vor Regiering maatte herved tænke sig en tilkommende indfødt Befolkning af Negere, imod hvilken Staten erholdt Pligter. Disse Pligter tabtes ikke heller af Syne, og, fra en Tilstand lig Arbejdsdyret, man ei alene ustraffet, men under Lovens Medhold, kunde lemlæste, ja dræbe, sortes Negerslaven i vore Colonier efterhaanden, ved beskyttende Love, mere og mere frem imod det Maal, der allerede maa have foresvævet den menneskekjærlige Regent, som paabød Slavehandelens Ophør: - den frie Statsborgers Standpunkt. Disse Fremskridt skete med Betænksomhed - langsomt, men stadigt, fordi Omstændighederne krævede denne Vaersomhed. Eierens absolute Magt over Slaven var allerede ved dette Aarhundredes Begyndelse betaget ham.

For netop 14 Aar siden, i 1827, tiltraadte Generalgvuverneur v. Scholten sit Embede; og Aaret efter udstedte han Circulairet af 2den August, der paabyder, at naar en Slave henvender sig til Generalgouverneuren, enten med Klage, eller med Begjæring om at gaae i Forbøn for ham hos Herren (dette Sidste var en gammel, altid respektabel Skik imellem Planteurerne indbyrdes), og vender hjem, forsynet med en trykt og af Generalgouverneuren underskreven Friseddel, maa Slaven ikke straffes arbitrairt af Herren, men, om Tilgivelse negtes, skal Sagen henvises til vedkommende Politimester. Dette Circulaire, skjøndt det i Begyndelsen ikke blev tillagt synderlig Vigtighed, er, som jeg ved en anden Leilighed skal vise, egentlig Emancipationens første Act paa vore Øer, ved det inddroges Slaven ganske under de borgerlige Loves Beskyttelse.

Efter denne fulgte flere Indskrænkninger i Planterens arbitraire Magt over Slaven: de corporlige Straffe lede en yderligere Indskrænkning, idet at Straf af Pidsk eller Riis paa det blotte Legeme, saa oprørende for enhver Sædelighedsfølelse, blev aldeles forbudt, og Marimum af den Straf, der uden Øvrighedens Dom kan tildeles, blev fastsat til 12 Slag af en reglementeret Tamp for et Mandfolk og 6 for et Fruentimmer; Arbeidstiden blev nøie fastsat og en billig Forøgelse givet Hviletiden; Eiendomsret til eget Erhverv samt Ret til Løskjøbelse eller Overgang til en anden Herre blev tilsikkret Slaven, og endelig omskiftedes Benævnelsen "Slave" med det mindre haarde "Ufri." Kort Negerens physiske Tilværelse forbedredes i den Grad, at, medens Livegenskabet endnu bestod i flere af Europas Lande, var den fordums Negerslave i Løbet af et halvt Aarhundrede ført, igjennem en rolig Udviklings jevne Trin, lige til den fuldkomne borgerlige Friheds Dørtærskel.

Dette var ideligen Terrain vundet fra Planteurerne til Slavebefolkningens Bedste. - Man maatte lidet kjende til Mennesket, om man vilde troe, at det blev opgivet uden ringeste Modstand eller Fortrydelse; skjøndt af Ære maa indrømme Planteurerne paa de danske Øer, for ikke, som paa mange andre Steder, at have lukket Øre og Hjerte for Tidsaandens Krav.

Mon ikke en saadan, ved Loven beskyttet forbedret physisk Tilværelse maa betragtes som en nødvendig, eller idetmindste fornuftig Basis for ethvert Forsøg til at oprette et offentligt Underviisningsvæsen i Colonien? At gjøre Slaven Aaget let og bane Tilværelse glædelig, for man tændte Oplysningens Fakkel for ham, maa vel erkjendes den rigtigere Fremgangsmaade.

Vi vende os nu til Planteurens Side. Fra ham var det, at Bidragene til et almindeligt Skolevæsens Oprettelse og Vedligeholdelse skulde komme. At formaae ham hertil udkrævede, først, at han erkjendte Nytten deraf og sin Forpligtelse til at gjore det forlangte Offer; dernæst, at Colonien besad Evne til at udrede Pengemidlerne dertil. Under de tidligere Forhold vilde ethvert Forsøg paa, at overtyde Planteren om Tilraadeligheden af at udbrede Oplysning iblandt Negerne, have strandet paa gamle Fordommes Magt; og disse fik endnu Næring af det Skrækkebillede, som Følgerne af Methodisternes fanatiske Bestræbelser paa de engelske Øer maatte være ham sildigere - aigreret ved de idelige Indskrænkninger i hans vilkaarlige Magt over Slaven, hans Eiendom, kunde man saameget mindre vente at finde Villighed hos ham til et Skridt, som han, efter den endnu langtfra forsvundne Synsmaade, maatte betragte som voveligt for hans Interesser. Og nu Pengemidlerne - hvor vare de at tage fra under den Crisis, som fra 1820 igjennem en Række af Aar ødelagde Velstanden paa Øen og bragte den ene Eiendom efter den anden i nye Eieres Hænder?

I Slutningen af 1833 dekreteredes Slave-Emancipationen paa de engelske Øer. Det var naturligt, at den maatte ogsaa paa vore Øer have Indflydelse paa Anskuelsen af Slaveforholdene: Planternerne indsaae, at Danmark tidligt eller sildigt vilde blive nedt til at solge Englands Exempel. Man foreholdt sig nu for Alvor Fremtidens Billede, og efterhaanden kom man til den Overbeviisning, at det bedste Middel til at forebygge enhver voldsom Rystelse, ved Løsningen af Slavelænkens om end kun ringe Rest, vilde være, ved sædelig Uddannelse at forberede Negeren til at gjøre et fornuftigt Brug af Friheden. Denne Overbevisning udtalte sig hos Nogle ved Anlæggelsen af Smaaskoler paa deres Plantager; Andre havde allerede tidligere, drevne af philanthropiske og religieuse Bevæggrunde, i mindre Kredse virket i samme Retning; men meer og meer syntes den offentlige Mening nu at blive stemt for Oprettelsen af et velorganiseret almindeligt Skolevæsen paa St. Croix. Og nu var Øieblikket kommet for Regjeringen at tage Initiativet: Villien hos Planteurerne fandtes, og med den atter opblomstrende Velstand var ogsaa Evnen der.

Forslag herom udgik i Slutningen af 1837 fra Generalgouverneur v. Scholten til Planteurerne; og den Beredvillighed, hvormed disse optoge det og samtykkede i de betydelige Opoffrelser, det krævede, geraader dem i høieste Grad til Ære; en Sum af ikke ringere end 80,000 Rd. v. C. til Skolebygninger havde Øen at udrede, foruden en aarlig Sum af over 8000 Rd. i faste Lønninger.

En Commission, bestaaende af en Embedsmand, 3 Geistlige og 11 Planteurer, blev udnævnt til at forestaae Udførelsen. Pladser bleve udsete til Opførelsen af Skolehuse, hvis Antal bestemtes til 8, og i Mai 1838 blev den første Haand lagt paa disses Bygning. Hensyn, saavel til Climatet, som til andre locale Forhold, hvoriblandt Befolkningens Fordeling over Øen, styrede Commissionen i Valget af Pladserne: høitliggende, kjølige Steder, saavidt muligt midt i hvert Skoledistrict, beqvemme for Adgang - og herefter valgtes Pladser for 4 Skoler nær den Landevej, der under Navn af Centerline fører fra Christiansted, igjennem Midten af Landet, til Frederiksted; de andre 4 bleve fordeelte paa andre passende Steder paa Nord- og Øst-Siden af Landet. Tegningen, hvorefter de alle ere opførte, udmærker sig i høi Grad og ligemeget ved Hensigtsmæssighed, Soliditet og Smagfuldhed.

Hermed vare, imidlertid, endnu ikke alle vanskeligheder overvundne. Øen er nemlig ikke, som hos os, inddeelt i Kirkesogne. Af de 19,876 Ufrie paa St. Croix bekjende 6433 sig til den romerskcatholske Kirke, Resten til den engelske episcopale Kirke, den mæhriske Brødremenighed og endelig til den Lutherske, som har en dansk Præst, den eneste af de paa Øen værende Præster, der er lønnet af Staten. Catholikerne ere i største Antal, de Episcopale og Herrnhuterne omtrent i lige og Lutheranerne i mindste Antal. Disse Confessioner boe adspredte over hele Landet. Præsterne for de tre første lønnes ved Sammenskud af deres Troesbekjendere og ved Betaling for Udførelsen af de kirkelige Handlinger, saasom Daab, Confirmation o. s. v., hvilken for de Ufrie udredes af Eieren.

At der af disse Forhold maatte opstaae Conflicter ved Skolevæsenets Organisation, er let at indset: Districtsinddelingen kunde ikke rette sig efter Kirken, altsaa ei heller Skoleundervisningen i Religionens Lærdomme. Den personligt Interesse i at vinde Proselyter kunde ogsaa tænkes at ville modsætte sig Foreningen af de forskjellige Secter i en fælles Skole; ligesom man i det præstelige Tilsyn, der i ethvert Tilfælde maatte ønskes Skolerne, neppe kunde vente den samme Iver, som naar Skolen tilhører Kirken eller Menigheden.

For at ene disse Interesser, foreslog Generalgouverneur von Scholten at lade udarbeide en Cathekismus, i hvilken den christelige Religions og Moralens Hovedlærdomme fremsattes, i Form af Spørgsmaal og Svar, saaledes, at Religionsunderviisningen i Skolen kunde tjene til et for alle Secter lige passende Grundlag for en fuldstændigen i den modnere Alder, og hvorved altsaa ingen af de forskjellige Kirkers Interesser skete noget Indgreb. Denne Lærebog paatog den danske Præst, Hr. Bagger, sig at udarbeide, og den er nu, efter at have vundet saavel de vedkommende Præsters som deres Biskoppers fuldkomne Bifald, udgivet i Trykken i det engelske Sprog, hvilket saaledes, som det over Øen meest udbredte og af Alle forstaaede, er det Sprog, hvori Underviisningen skeer.

I Forbindelse hermed satte General v. Scholten et andet Forslag: de paa Øen anerkjendte Præster skulde anvises en fast aarlig Gage af Landkassen, imod at de i Fremtiden forrette enhver kirkelig Handling for de Ufrie gratis, og føre nøiagtige Kirkebøger, Gagen foresloges til 1,200 Rd. v. C. for de to fremmede Præster, 2,800 Rd. for de mæhriske Brødre, indbefattet Lønnen til de 8 Skolelærere, og 2400 Rd. til den danske Præst, hvem det skulde paaligge at samle de Andres Opgivelser og føre en Hoved-Kirkebog for hele Landet. Et ordentligt og nøiagtigt Kirkeregister var nemlig bleven en Nødvendighed, om Negerne, med den dem tilstaaede Eiendomsret, og under en fremskridende Udvikling, skulde kunne gjøre Brug af Ret til Arv og testamentariske Dispositioner.

Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og enhver Hindring var nu ryddet af Veien paa en for Alle tilfredsstillende Maade. Der stod nu ikkun tilbage, at skaffe duelige Lærere til Skolerne.

Erfaringen, baade paa vore egne og paa fremmede Øer, om de mæhriske Brødres ualmindelige Indflydelse hos Negerne; den Tiltro og Hengivenhed, de forstaae i kort Tid at vinde, udentvivl ved deres simple Sæder, saavelsom ved den milde Alvor og Ro, der er udbredt over deres Væsen. - Erfaringen herom fremkaldte den Beslutning, at søge Lærerne til de nye Skoler iblandt Medlemmerne af dette Samfund.

Imod Midten af 1838 reiste General v. Scholten til Europa, og under sit toaarige Ophold her, gjorde han i 1839 en Reise til Herrnhut, for med den derværende Direction for Brødremenigheden at træffe Aftale om Læreres Valg og Ansættelse, og imod Slutningen af 1840 indtraf de første af disse til St. Croix. Kort efter ankom fra Jamaica Missionairen Hr. Roemer, en Mand, i Besiddelse af en høi Grad af Dannelse, og som under et flereaarigt Ophold paa denne havde havt Leilighed til at erhverve sig speciel Kundskab i Underviisningsfaget; til ham var Inspektionen over samtlige Skoler overdraget.

General v. Scholten vendte i Juni 1840 tilbage til Vestindien. De i 1838 paabegyndte Skolebygninger vare dengang ikke endnu færdige; i dem alle manglede de indvendige Indretninger. I Begyndelsen af indeværende Aar aabnedes Underviisningen i de første Skoler; i Mai vare de 5 i Virksomhed med et Antal af henved 800 Børn; den sjette ventedes at blive aabnet om faa Uger, og de to sidste saasnart de, paa disse mere afsides liggende Steder, nødvendige Vaaningshuse til Læreren vare færdige.

Jeg har havt Leilighed til at tage disse Skoler i Øiesyn. Jeg besøgte en Dag ganske uventet den paa Peters Rest: det smukke, lyse, rummelige og luftige Skolelocale; den, kun i et tropisk Climat mulige, Reenlighed i Børnenes Paaklædning, som gav den hele Forsamling et Udseende af Pyntelighed, vi i vore Almueskoler forgjæves vilde søge; den Orden, der herskede iblandt 196 her forsamlede Børn, ved Siden af den for Sydbyen eiendommelige Livfuldhed; det aabne, tillidsfulde Væsen hos disse Børn, og endelig den Opvakthed, der straalede i de fleste Ansigter - Alt dette gjorde et Indtryk paa mig, som jeg ikke formaaer at skildre. Jeg har ofte mødt Gmaaffarer af dem, vandrende glade fra Plantagen til Skolen, under Opsyn af et aldrende Fruentimmer, som forbliver ved Skolen og atter ledsager dem hjem.

Det er ikkun Børn fra det 4de til det 8de Aar, der nyde daglig Underviisning i disse Skoler. Fra det ottende Aars Alder bruges de til allehaande Smaaarbeider i Marcu og ved Plantagen, for tidligt at hærde dem og vænne dem til Arbeide. Sættes det Ønske igjennem, at Løverdagen skjænkes Negeren som en Fridag til Selverhverv, vil denne Dag i Forening med Søndagen blive benyttet til Skolegang for denne Classe af Ungdommen, fra det 8de Aar og til Confirmationen.

Ved Sygdomsanfald var Generalgouverneuren forhindret fra at overvære Indvielsen af de først aabnede Skoler. Han fandt det passende, at en senere Høitidelighed fandt Sted, og i denne Anledning begav han sig den 16de Mai til Skolehuset ved Plantagen la grande princesse, hvor Skolekommissionen og en stor Deel af dens meest agtede Indbyggere havde forsamlet sig. En "Ældre" af den mæhriske Brødremenighed, Hr. Brentel, Medlem af Directionen i Herrnhut, som befandt sig paa en Visitatsreise i Colonierne, var overværende ved denne Høitidelighed. Den engelske Biskop Coleridge fra Barbados havde vorret til Visitats paa Øen under Generalens Sygdom, og i en Tale, han ved denne Ledighed holdt, yttret sig med Lovtale over det paabegyndte Humanitetsværk; den samme varme Roes udtalte den catholske Biskop fra Trinidad ved sit Besøg paa Øen i Slutningen af Juni Maaned.

Høitideligheden aabnedes med en Psalme, afsungne af Børnene, hvorpaa Skoleinspecteuren , Hr. Roemer, forrettede Bønnen og holdt en gudelig Tale, passende for Anledningen. Af denne Tale, som paa Skolecommissionens Anmodning og Foranstaltning kortefter udkom i Trykken, troer jeg passende her at give et Par Brudstykker.

"Hvad angaaer os selv, der hellige vor Tid og vort Arbeide til dette store Værks Fremme, da skulle vi ikke skye nogetsomhelst Offer, der staaer i vor Magt, for at opfylde vor Pligt imod disse Børn. Vi ville holde os langt fra enhver Indblandning med Hensyn til forskjellige Lærdomme eller Evangeliets ydre Indklædning (order); vi ønske ikke at gjøre Proselyter til noget vist Parti; men alene Omvendte til Frelseren, ifølge Christi egne Ord: "Herrens Rige er ikke i Ord, men i Magt (power)." Vort Øiemeed er derfør, enfoldigen og kjærligen at lede Børnene til ham, som alene "er Veien og Sandheden og Livet".

"Forberedelserne til at sætte det paatænkte Foretagende iværk have nu opnaaet Modenhed. Vi see et antal af henved 800 Børn at nyde Underviisning i 5 Skoler. Den sjette Skole vil blive aabnet om faa Uger, og de øvrige ville følge saasnart Boliger kunne blive indrettede for Lærerne. Værket er begyndt; mulig, er Høsten endnu ikke forhaanden; ei heller ville Virkningerne af vort Arbeide kunne spores øieblikligen; men de ville snart blive sete og følte i en Grad, der langt vil overstige hvad vi kunne forestille os. Den høieste Velgjerning, som kan ydes en Befolkning, er Ungdommens Forbedring; som Følge af denne vil vort Land blive velsignet med en større og større Mængde af virkeligen gudfrygtige, gode og vindskibelige Indbyggere; Samfundet vil blive beriget med sædelige og lykkelige Medlemmer, og Herrens Huus vil omfatte et langt større Antal sande Christne." 

"Man vil her finde tydelige Spor af et naadigt Forsyns Styrelse. Det har behaget den Alvise, at de "forenede Brødre" skulde aabne denne første Skole paa netop den samme Plantage, paa hvilken Støvet af deres første Missionair paa denne Øe nu hviler i Fred siden Aaret 1750, og næsten umiddelbar over hans Grav er det, at vi hellige denne Bygning til Guds Ære. Naar vi see hen til de Vanskeligheder, denne første Missionair havde at bekæmpe, til den Modstand og Forfølgelse, der overalt ved hiin Tid mødte ham fra denne Øes Indbyggere og nu sammenlignende betragte denne Forsamling, der, over hans Grav. Haand i Haand forener sig med hans Efterfølgere i Herrens Viingaard, til Evangeliets Udbredelse, da finde vi vist nok Grund til at opsende vor rørte, vor ydmyge Tak til Herren. Paa hiin Tid var denne Øe endnu i en helst udyrket Tilstand; en stor Deel af den var bedækket med tykke Skove, som gjorde Climatet i høi Grad usundt; man vende nu Øiet i hvilkensomhelst Retning, og overalt hilses det af det skjønneste Syn, og, med Glæde sige vi det, den skjønne Forvandling, der for Øiet er foregaaet paa denne yndige Øe, er kun et Billed af den indre Forvandling, der siden hiin Tid ligeledes har fundet Sted. Dengang tyngede Slaveriets Aag haardt paa den arbeidende Classe af Landets Indbyggere; nu see vi dem, under Beskyttelse af Landets Love, som en fredelig og tilfreds Befolkning. Dengang vare Moral og Religion fast ukiendte iblandt dem; nu forkyndes Guds Ord med Kraft og med Held over det hele Land; og paa denne Dag see vi 4 Troesbekjendelser, under Øvrighedens Beskyttelse, at række hverandre Haanden til Skolers Oprettelse for samtlige Øens Børn. Sandelig maa dette kaldes en Glædens Dag! og den vil staae uudslettelig i Erindringen hos hver den, hvem Herrens Sag oprigtigen ligger paa Hierte."

Min Beretning er endt. Efter denne simple Fremstilling overlader jeg den velvillige Læser at dømme, med hvormegen Billighed man har angrebet General v. Scholten og bebreidet ham egennyttige Motiver eller uædel Ostentation og Efterladenhed i denne Sag, eller om han ikke meget mere har erhvervet sig Krav paa sine Medborgeres Agtelse, for - med den nysnævnte hæderværdige Geistliges Ord: "hans Mennestekjærlighed, Hans Iver og Virksomhed." Den samme Taler siger atter: "Generalen har, i Sandhed! reist sig et Monument i disse Skolers Oprettelse, som vil være uforgængeligt, og for hvilket de sildigste Efterkommere skulle velsigne Hans Navn."

Æren for Værket deler vistnok Generalgouverneuren med de mange hæderværdige Mænd, der have staaet ham bi i Raad og Daad; men simpel Retfærdighed byder at erkjende hans Fortjenester af Ledelsen af et Værk, der gjorde Krav paa den practiske Dygtighed og Kjendskab til Forholdene i Colonien, den utrættelige Virksomhed, det Talent til at ene stridige Interesser, jevne Hindringer og finde Midler og Udveie - personlige Egenskaber, som hans Modstandere ikke kunne frakjende ham; simpel Retfærdighed byder, her at yde ham fortjent Ære, og - istedet derfor, har man af al Magt stræbt at nedbryde hans Agtelse, iblandt hans Medborgere.

H. B. Dahlerup

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. september 1841).

Som Frederik von Scholten (1796-1853) foretrak at forevige forholdene på Sankt Croix. Han var bror til Peter von Scholten og toldinspektør på St. Croix fra 1834 hvorfra han malede mange motiver fra kolonien. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Baron Hans Birch Dahlerup (1790-1872) var en søofficer med en lang og begivenhedsrig karriere bag sig på daværende tidspunkt, bl.a. fra englandskrigene. 1826-27 var han chef for briggen St. Croix til New York og Vestindien. 1838 chef for fregatten Rota der hjemførte Thorvaldsen fra Italien. I 1840 blev han kommandørkaptajn. 1841 sendtes han til Vestindien for at afholde forhør i anledning af en neutralitetskrænkelse fra dansk side mod England da en dansk officer havde forfulgt nogle flygtede negre ind på engelsk grund.

Hernhuternes udbredelse på øen stammede tilbage til lederen af brødremenigheden Zinzendorf som i 1732 sendte de to første missionærer til St. Thomas. Den førset forhindring for at udbrede deres religion i en missionsskole var at de ikke forstod sproget. Plantageejerne var hollændere, franskmænd, englændere, tyskere og spaniere - foruden nogle danskere. Fællessproget var en slags hollandsk "neger-kreolsk". Den danske krone overtog 1755 øerne og sendte 10 lutheranske missionærer til øerne i perioden 1756-1757. Heller ikke de talte kreolsk. De første egentlige skoler oprettedes først i 1787 hvor der undervistes i læsning og udenadslære (Luthers katekismus) på kreolsk. Der oprettedes 3 skoler på St. Croix og 1 skole på St. Thomas. I starten af 1800-tallet blev Dansk Vestindien besat af England. Flertallet af plantageejerne var i forvejen engelske. 

Peter von Scholten var generalguvernør 1827-1848. I 1834 blev von Scholten bekendt med en løfteparagraf for fremtidig skolegang for "slavebørn" - som han dog holdt hemmelig. Indtil 1839 var der ikke blevet gjort noget for børnene på landet. Først i 1839 blev der indført en landskoleordning (som skitseret i artiklen) der blev overladt til de moraviske brødre. Mellem 1839 og 1842 blev der bygget 8 skoler. Her undervistes der som nævnt i artiklen i katekismus, bibelen og salmer.

Efter emancipationen anså plantageejerne sig ikke længere for forpligtede til at sende børnene i skole, og tallet faldt fra 920 børn i 1847 til 183 i 1848. Dette tal steg dog herefter noget, især efter en ny landskoleordning i 1853 hvor det også blev pålagt forældrene at møde i skolen. Katekismus, salmesag, læsning og regning.

Dr. J. J. Dampe XII. (Efterskrift til Politivennen)

Del XII indeholder bl.a. et brev skrevet 12 år efter Dampe blev fængslet og filosoferer godt pakket ind over bevæggrundene til Dampes handlinger.

Dr. Dampe.

XII.

Idet jeg nærmer mig slutningen af disse mine meddelelser, som vel kunne have trættet ved deres længde og den mindre omhyggelige behandling, som jeg under den hurtige nedskriven for et dagblad har kunnet skænke dem, men sikkert ikke ved genstanden, går jeg over til at levere nogle bemærkninger om dr. Dampe og hans skæbne, der af en velunderrettet er nedskrevet for noget over 8 år siden - altså da Dampe allerede havde henlevet 12 år, berøvet friheden og strengt afsondret fra livet udenfor den grav, hvori han levende var indespærret. Anledningen til disse bemærkninger var, som man vil se, nærmest nogle ytringer i de af mig tidligere omtalte biografiske notitser om dr. Dampe, som tryktes i et blad straks efter hans domfældelse, og de er affattet i form af et brev til dette blads udgiver, der dog først modtog brevet og nogle af dr. Dampe på Christiansø forfattede digte, i indeværende år, kort for han ved den nu regerende konges nåde delvis blev gengivet den ham i 20 år berøvede frihed. De lyder som følger:

"Hr. Udgiver!

Man har i sin tid, i et af Dem udgivet blad læst en biografi over doktor Dampe, der udkom efter den tid, da denne mand var fængslet. Skønt det nu er en gammel verdenskundskabs lære, at ros følger lykke, men alt slags daddel er på rede hånd for den, der er ulykkelig og oven i købet værgeløs, så læser man dog så meget i bemeldte i deres blad udgivne levnedsbeskrivelse, at dens genstand har, efter forfatterens mening, været en mand af ualmindelige naturevner, sjældne talegaver, kundskaber og talenter; for således lyder udtrykkene i levnedsbeskrivelsen. I de lærde tidender, udgivet af prof. P. E. Müller, finder jeg ham rost for sjældne kundskaber. Der gives dog ikke få - og jeg tror vel alle dannede og tænkende mennesker - , der føler interesse for de oven nævnte egenskaber. Grund har man vel til at tro, at også vor konge, ifølge den agtelse og interesse for videnskaberne, der hører til hs. majestæts med så megen ret lovpriste dyder, er iblandt disses tal. Således lyder også slutningsordene i biografien i Deres blad, at den rolige fordomsfrie iagttager kunde ikke undertrykke sin medlidenhed over at se en mand af disse egenskaber gå til grunde. Frygtelige, skrækkelige ord, dette sidste! og på samme tid den mest bogstavelige, nøjagtige sandhed! Intet under derfor, om tænkende og følende mennesker har undertiden henvendt et deltagende tankeblik til den af den rædsomme afgrund opslugte ulykkelige. Forfatteren af det omtalte levnedsbeskrivelse i deres blad ytrer det håb, at tiden vil opklare hvilke bevæggrunde der havde ledt doktor Dampe til det, for hvilket han blev sagsøgt. Jeg tror dog ikke, at så megen opklaring herom er fornøden, da man ved, at Dampe blev fængslet og dømt formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning. Hvad denne genstand betyder, er i vore tider almindelig nok bekendt, og at spørge om bevæggrundene til bestræbelser i denne henseende, er at spørge om bevæggrundene til tusinders bestræbelser, om grundene til millioners ønsker over Europa, og på samme tid om bevæggrundene til de fyrsters skridt, der komme disse ønsker imøde. Da den mig ubekendte forfatter af den levnedsbeskrivelse imidlertid håber en opklaring med tiden, så har den siden forløbne tid af tolv år til det, som den ellers har avlet i sit skød, nemlig hele sit indhold af jammersuk for den i fængselet sig våndende ulykkelige, og de tildragelser i Europas lande, som i samme tidsløb have mere og mere gjort menneskene og selv fyrsterne bekendt med og gunstigt sindede for den genstand, formedelst hvilken den ulykkelige blev styrtet, også føjet min fuldkomne evne til at forskaffe den levnedsbeskrivelses forfatter den opklaring, som han ønsker, da jeg befinder mig i besiddelse af en kopi af en af doktor Dampe indgivet allerunderdanigst ansøgning, hvilken kopi supplikantens datter har gennem Kastellets kommandant fået tilsendt fra hendes fader. I denne ansøgning siger supplikanten, at hans sagsakter udvise, at han i året 1820 blev ulykkelig formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning, at han havde eftertragtet den ide i almindelighed, at han vist  nok ikke har eftertragtet den under den form, under hvilken hs. majestæt nu har erklæret at ville skænke denne indretning til Danmark men han anmærker tillige, at dette sidste var ham fuldkommen umuligt, fordi denne form er indeholdt i den preussiske statsmønster, og Preussen besad til den tid, 1820, endnu aldeles ingen repræsentativ statsindretning. De grunde, han anfører for at bevirke sin frelse, består især deri, at repræsentativ statsindretning er af tidsalderen bleven betragtet som et gode, og bliver af fyrsten selv realiseret i egenskab af et gode, at samme anskuelser foresvævede ham, da han til den tid eftertragtede den, og han bemærker, at denne omstændighed udgør netop den benådningsgrund, der er særegen for ham og alle, der lider af samme årsag som han, til derpå at støtte deres håb om redning, den danner et grænseskel mellem dem og alle andre domfældede, hvilke sidste alle have haft noget almenerkendt ondt til hensigt, og ingenlunde kunne anføre til gunst for sig den varme og iver, som tanken om et gode har opvakt hos en deraf indtagen sjæl. Til disse grunde føjer han den bemærkning, at erfaringen lærer, at de fleste ofre over Europas lande for bestræbelser for der ommeldte statsanliggende findes forholdsvis i videnskabsmændenes klasse, hvilket må tilskrives denne genstands forbindelse med oplysningen - en forbindelse, som findes antydet i den første officielle kundgørelse om vor elskede landsfaders vilje at skænke landet denne indretning - og den art af lidenskab, som kaldes entusiasmus. En lidenskab, som kun genstande af denne art frembringer, og en art af følelse, for hvilken snarest den dannede stand er modtagelig. Endelig bemærker han, at, eftersom den indretning nu af hs. majestæt realiseres, så er enhver bestræbelse af nogen for at realisere den eo ipso tilintetgjort og utænkelig, og enhver sådan grund til hans pinsler, som måtte være hentet af det øjemed at forebygge nogen bestræbelse i den henseende, må antages, ved hs. majestæts handling at være ophavet og forsvunden. 

Af dette korte uddrag af doktor Dampes ansøgning, som jeg her har tilladt mig at meddele, må vel udspringe en tilstrækkelig opklaring om, hvad hans bevæggrund i sin tid har været, ifald nogen opklaring herom var fornøden. Hvad den offenlige mening angår, den offentlige mening, hvilken tidsalderens oplysning har hævet til det agtelsestrin, som den tilkommer, da er det i alle anliggender et værdigt arbejde at efterspore dens dom, men allermest i sådanne anliggender, hvor den offenlige mening betyder den hele oplyste og tænkende menneskeslægts mening, og dette er vistnok tilfældet, når et individ bedømmes, der lider formedelst bestræbelser for en genstand, til hvilken hele Europas allerstørste opmærksomhed er henvendt, en opmærksomhed, hvilken, som en uadskillelig følge heraf, også alle de individer har del i, som i noget land for denne genstands skyld udstå tunge pinsler og lidelser. Den kilde, hvorfra undskyldninger for en handling hentes, består altid i betragtningen af netop det, som disse biografiske efterretningers forfatter nævner, af de årsager, der har drevet den handlende, og det er disse årsagers større eller mindre styrke, hvoraf større eller mindre undskyldning opstår for den handlende. Dersom en handling er udsprunget af en stærk attrå efter en genstand, set i et sådant sys, som nødvendig måtte gøre den attrået eller ønsket af ethvert moralsk godt væsen, så indeholder denne årsag til handlingen en undskyldning, der er større, end nogen anden kan være, fordi alle nok så stærke årsager, som ellers kunne undskylde handlinger, må dog agtes ringere, end moralsk gode følelser, når disse fremtræder som årsager. Det karakteristiske for et moralsk godt væsen er netop attråen efter det, der er godt. Når denne almindelige attrå finder sted, så kunne de særdeles ytringer af den almindelige attrå efter det, der er godt, umulig udeblive, så ofte som noget enkelt gode viser sig for øjet, eller, hvilket er det samme, noget enkelt, set i det lys som et gode. Ligegyldighed for nogetsomhelst, der er godt for menneskene, er umoralsk. Men når ligegyldigheden er dette, så må ønsket, attråen efter hvilken som helst genstand, set i det lys af et gode, være moralsk, eftersom, når ligegyldigheden ikke er tilladt, så er ter ingen anden følelse levnet, end denne, som den, der må være i et moralsk godt væsen. Dette er sagt, uafhængigt af alle andre betragtninger, af lovbøger, af regentmagt; for her tales ikke om andet, end om undskyldningsgrunde. Når det nu allså er vist, at attrå efter noget, set i det lys af et gode, er en moralsk god følelse, så danner en sådan årsag til en handling den stærkeste af alle undskyldningsgrunde. For da har en årsag været til af en natur ganske modsat de lidenskaber, der ellers er kilder til de domfældedes handlinger. For disse lidenskaber er onde. Men her har været en afgjort god følelse; en sådan, som mennesket ikke engang skulle eller burde undertrykke, nej, et sådant ønske, som han, som moralsk væsen, burde have. Denne årsag, eksisterende i hans indre, og i henseende til sin intensitet, som drift, hævet til entusiasmens heftighed, danner åbenbar en stærkere årsag, end sådanne flette og lave lidenskaber, som han bør skamme sig ved og undertrykke. Og her er talen kun om dette: de undskyldende årsagers styrke, aldeles ikke om de ved lovbøger og regentmagt opstillede modsatte bevæggrunde. Uden på nogen måde at krænke respekten for disse, er det kun til de årsagers side, hvor undskyldningerne skulle søges, at vi vende vor betragtning. Men ligesom den undskyldning, der i det nævnte tilfælde finder sted, overgår enhver anden i noget tilfælde, således må også iøvrigt betragtningen af det ovennævnte tilfælde højligt forstærke ønsket for det individs frelse, der befinder sig deri, fordi, næst de undskyldende omstændigheder, der har ledsaget et sådant individs handling, er de øvrige forstærkningsgrunde for dette ønske at søge i sådanne dyder og ædle egenskaber, som individet iøvrigt måtte have lagt for dagen. Men næppe kan det varme og inderlige ønske for det, der anses for godt for medmenneskene, for sig selv betragtet, nægtes navnet af en ædel følelse, en følelse, hævet over egoismen, og, når den har en stor genstand, en stor følelse, hvis tilværelse i den ulykkelige domfældedes bryst i sin tid, som hans handlings kilde, ingen fjendtligsindet nedsættende ånd er istand til at nægte. Når det er så, hvorledes stulle da ikke tanken om denne følelse danne det ønske, at se det hjerte, der var i stand til at nære den, frelst fra de tungeste og skrækkeligste af alle de kvaler, som kunne blive tilføjede mennesket af mennesket. Den titommeldte forfatter i Deres blad, hr. Udgiver! af notitserne om doktor Dampes levned med berørelse af hans fængsling og dom kalder ham en fra hjertets side ved ædle egenskaber agtværdig mand. Næppe skulle jeg fejle ved at antage, at de nævnte undskyldninger og ønsker for de formedelst politiske handlinger af denne art ulykkelige i almindelighed, forbundet med den særdeles deltagelse, jeg fra begyndelsen har omtalt med hensyn til det intellektuelle hos det her omhandlede individ, i høj grad udgøre presset af den offentlige mening om denne genstand. En sådan mening får fuldkommen luft til at ytre sig i det øjeblik et sådant politisk skridt sker fra fyrstens side, som det af vor konge ved indførelsen af repræsentativ statsindretning. For derved er denne genstand, der udgør det store øjemærke for hele Europa, erkendt for et gode, og ved denne erkendelse er givet åben plads for de ovenfor anførte betragtninger. Vort lykkelige Norden er, Gud være lovet! fri for det blinde raseri af partihad, som opflammer menneskene mod hinanden i visse sydlige lande. Munke og tyranner forfølger der enhver, som på hvilken som helst måde har vist sin yndest for en folkerepræsentation, med alle ytringer af et lavt hads nedrige følelse og udøse deres blod på skafottet eller lade dem - for at bruge et engelsk udtryk - rådne til døde i fængslet. Hvad er årsagen til dette had? er det et ophøjet sind, opfyldt af kærlighed til samfundet og af denne grund ophidset mod de konstitutionelle? Gives der vel nogen blandt alle forstandige i Europa, der et eneste øjeblik falder på at antage en sådan tænkemåde hos en Miguel og en Pater Macedo? Nei, de hader ikke de konstitutionelle, fordi de selv elsker samfundet, men fordi deres egen lave egenkærlighed er krænket ved den tanke, at nedlade sig til at hente råd hos det repræsenterede folk. Men had er aldrig nogen billig og aldrig nogen nådig følelse. Had er aldrig så billig, at det skulle lægge mærke til nogen god side hos den, som er dets genstand; det har ikke øre for nogen bøn. Et sådant had er den bestandige egenhed for de egenkærlige karakterer, så ofte nogen genstand eller person har vedrørt deres personlige sfære, ovenover hvilken deres foragtelige sjæl aldrig formår at hæve sig. -  Dog hvorhen forvilder min tanke sig? til Syden, dette hjem for den hele vildhed af egenkærlig hævn, hvor de private tilfredsstiller den ved dolken, og de, som regere, tilfredsstille den ved skafotter eller fængsler, således at enhver tanke om barmhjertighed, tilgivelse og nåde fortrænges af det i hjertet bestandig lurende nag? Langt bort med disse hæslige billeder! Lad os hellere vende os til harmoniens skønne billede! Alle gode i nationernes hele publikum, alle gode i den enkelte nation, og den enkelte gode, på tronen eller i hytten, disse tre er et. Det godes karakter er at sammensmelte, det ondes at adskille. Jeg har nævnt den offentlige mening. Om jeg har angivet den rigtig, beror på, om de fornuftgrunde, jeg har anført for den, er rigtige. For publikum er, efter Tyge Rothes definition, de fornuftige, og den fornuftige mening er den offentlige; skønt jeg dog ikke har dannet min forestilling om den offentlige mening angående den genstand, jeg har omtalt, efter slutning alene, men også efter alt, hvad jeg tror at have erfaret. Dog kan jeg have fejlet, og det overlader jeg andre at bedømme. Mangfoldige ville i deres indre svare, om jeg har dømt rigtigt eller ikke. Men kun dette ved jeg, al jeg har sikkert ikke fejlet i min sidste påstand, at forholdet mellem de gode og den gode, hvem det end er, altid opløser sig i harmoni; og når jeg har nævnt den gode på tronen, hvem kan da tænke sig dette, uden at hans tanke i samme øjeblik falder hen på vor elskede landsfader, Frederik den Sjette!)" 

Brevets forfatter går nu over til at indlede meddelelsen af de ovenfor berørte digte, forfattede af dr. Dampe i hans fængsel. Et par af disse digte skal jeg næste gang tillade mig at lade trykke, tilligemed nogle fra samme kilde hentede oplysninger om Dampes ophold og behandling i Kastellet og på Christiansø.

*) I dette år 1820, da doktor Dampe blev fængslet, har han, ifølge det fødselsår, som levnedsheskrivelsen angiver, været tredive år gammel. Han blev altså meget tidligt bortreven fra verden. Forf. anm.

**) Efter at jeg har skrevet ovenstående, læser jeg i en opsats af London Magazine, skrevet i anledning af vor konges proklamation af Provindsial-Stænder, og omsat i Københavnsposten nr. 173, 1832, følgende ord:

"Danmark har siden revolutionen 1660 været regeret som et absolut monarki, hvilken regeringsform dog var blevet modereret ved sæderne, den offentlige mening og en regelmæssig justitsforvaltning. Dette har i særdeleshed været tilfældet under den nærværende ægte landsfaderlige souverain".

Disse ord foranledigede mig til den betragtning, at, dersom regeringsformen allerede hidtil, og i særdeleshed under vor nærværende landsfaderlige konge, har været modereret ved sæderne (hvilke, som jeg tænker, ånde nåde, mildhed og barmhjertighed), ved den offentlige mening, (hvilken er den genstand, som jeg har stræbt at belyse) og en regelmæssig justitsforvaltning (med hvis fordringer, stillede ved siden af nåden, intet af det, jeg har sagt, kolliderer), så turde den liberale ånd, hvoraf dannerkongen ved det nysnævnte politiske skridt har vist sig besjælet, vel, uden alt for stor dristighed , foranlediger den forhåbning, at indflydelsen af disse bevægårsager i det mindste ikke nu er bleven formindsket. Forf. anm.

Kjøbenhavnsposten, 10. september 1841.