Monument for Frederik 6. (Efterskrift til Politivennen)

I Loll. Falst. Stiftst. af 21de dennes udtaler en Indsender sig decideret imod Planen til et Monument for Frederik 6te. Efterat have opstillet de Spørgsmaal, om der er tilstrækkelig Grund til at oprette et saadant? om der ikke er meget gyldige Grunde til at lade denne Sag fare? og om Fremtiden vil fremstille den lange Aarrække, i hvilket Frederik holdt Statens Ror, som hæderlig eller ydmygende, som lykkelig eller ulykkelig? - besvarer ham dem paa følgende Maade: "Som Privatmand var Frederik retsindig, ordholdende, arbeidsom, tarvelig. Som Regent besiæledes han af varm Kjærlighed til sit Folk og navnlig til Bondestanden; men han vilde fremme sit Folks Vel ene paa sin Viis, fordi han, som han erklærede den Forening af Medborgere, der faa Aar før hans Død petitionerede imod yderligere Indskrænkning i Trykkefriheden, alene kunde bedømme hvad Folkets Tarv krævede. Hans hele Regering er en Commentar over disse Ord. Og formaaede han at løse den svære Opgave, han saaledes lagde paa sine egne Skuldre? Kjendsgjerninger maae tale; Historien har givet Svar. Vor Flaade blev bortrøvet, medens vi drømte om Fred og ingen Fare. Norge - den halve Deel af den danske Stat - blev taget fra os. Danmark - sagde den franske Publicist de Pradt kort Tid derefter om os - er ikke længere et Rige, det er det smukt Herskab (seigneurie). Men bleve nu, spørge vi videre, de tilbageblevne Levninger consoliderede? blev et godt Finantssystem indført? Holsten er bleven knyttet til Tydskland ved et uopløseligt Baand, Slesvig vakler mellem Norden og Syden. Om Successionen i disse Dele af den danske Stat er Alt Forvirring og Usikkerhed. Hvorledes Finantsernes Tilstand og Finantssystemet var, da Stænderne traadte sammen, vide vi Alle at Frederiks Regering var ulykkelig, ligger da klart for enhver. --- det Monument, til hvis Oprettelse Indbydelsen er udgaaet, er ikke for Frederik som Privatmand, men som Konge; og som Konge var hans Regering saa ulykkelig, at dersom ligesaa Meget tabes under nogen af hans Eftermænd, bliver Intet videre at tabe, fordi Alt da er tabt. Det viser sig desaarsag ogsaa, at Indbydelsen ikke finder Gjenklang i Folket, at Intet af Betydenhed tegnes - thi Ideen er, om end vel meent, uheldig."  

(Kjøbenhavnsposten den 25. februar 1842, uddrag)

Kirkebøsser. (Efterskrift til Politivennen).

 Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter
Mødet den 21de Februar

----

I Begyndelsen af forrige Aar indkom til Repræsentantskabet et Andragende fra 15 af Hovedstadens Præster om en forandret Anvendelse af de milde Gaver, der i og ved Kirkerne indsamles til de Fattige. Det anføres deri, at det almindelige Fattigvæsen kun sørger for de egentlige Fattig, eller Almisselemmer, men derimod ikke seer sig i Stand til at komme en bedre Classe af Trængende til Hjalp, hvis Nød ikke er mindre og hvis Værdighed næsten altid er sterre end hines, nemlig de saakaldte Huusarme, saasom Enker med Børn efter Embedsmænd og Borgere eller disses uforsørgede Døttre; - saadanne Trængende blotte snarest deres Nød for Præsterne, men disse ere ved de gjældende Lovbestemmelser udelukkede fra al Indflydelse paa Fattigvæsenets Virksomhed og navnlig paa milde Gavers Anvendelse, saa at de kun formaae at hiælpe ved Ordets Trøst. Det yttres endvidere, at det vilde være baade hensigtsmæssigt og gavnligt, at de frivilligen ydede Bidrag til de Fattige fik en anden Anvendelse end den ved Tvangsmidler opkrævede Fattigskat, og at navnlig hvad der indsamles i og ved Kirkerne uddeeltes af Præsterne eller ifølge deres Indstilling til saadanne Fattige, som ikke nyde Almisse; som Sagerne nu staae, maa Beredvilligheden til at lægge i Tavler og Bøsser mere og mere aftage, thi Giveren bidrager ved sin Gave ikke til at formilde den Trængendes ulykkelige Tilstand, men i alt Fald kun til at formindske Fattigskatten; derimod vilde disse Gaver uden Tvivl blive flere og større, naar Giverne vidste, at de kom Huusarme i Menigheden tilgode og bragtes disse igiennem Præsterne. Andragerne, der i denne Henseende ikke ønske at giøre noget Skridt, som ikke maatte finde Bifald hos de bedre i Menighederne, haabe derfor, at Borgerrepræsentanterne ville tage Initiativet og indstille til høiere Vedkommende, at det bestemtes, at de i og ved Kirkerne indsamlede milde Gaver - saalænge Tavlers Ombæring under Gudstjenesten bibeholdes - for Eftertiden uddeles til Huusarme i Menighederne, enten af Præsterne alene eller af disse i Forening med nogle Borgere, saasom Kirkeværgerne, Borgerrepræsentanterne, eller andre dertil valgte. Den i denne Anledning under 25de Februar f. A. nedsatte Committee, der tillige fik det Hverv, at undersøge hvorledes Ulemperne ved Tavlernes Ombæring i Kirkerne kunne forebygges, har indhentet forskjellige herhen hørende Oplysninger, hvoraf det blandt andet sees, at der i alle eller enkelte af Kirkerne og ved alle eller enkelte gudstjenestelige Handlinger ombæres Tavler eller udsættes Bækkener for Kirken, Fattigvæsenet, Capellanen, Catheketen, Søqvæsthuset, Brandvæsenet, Helsingørs Skole og Hospital, Møens Tugthuus, Fødselsstiftelsen og flere Skoler der i Staden, samt at hvad der i Blokke-, Bøsse- og Tavlepenge indkommer til det almindelige Fattigvæsen fra Stadens Kirker og i enkelte Bøsser paa offentlige Steder har i Aaret 1836 udgiort 837 Rbd 60 sk., i 1837 949 Rbd. 21 sk., 1838 454 Rbd. 1½ sk., 1839 504 Rbd. 95 sk., i 1840 609 Rbd. 30 sk. Efterat Committeen havde afgivet sin Betænkning og forsamlingen taget Sagen under Overveielse, er der blevet tilskrevet Magistraten saaledes:

"De mange Klager, der føres over den forstyrrelse i Andagten, som Tavlernes Ombæring foranlediger, forekomme os at være saa grundede, at det vilde være meget at ønske, om denne Ombæring ganske kunde bortfalde. Der synes derhos overhovedet ikke at være tilstrækkelig Anledning til at bibeholde de Indsamlinger af Penge, som paa denne eller andre Maader foretages i og ved Kirkerne. Kirkegængerne sættes derved ofte i forlegenhed, naar de enten have forsømt at forsyne sig med de fornødne Penge eller mulig ikke have Raad til at yde noget, eller ogsaa de tilskyndes, være sig af Forfængelighed eller Undseelse til at gjort Gaver, som de ellers ikke vilde have gjort, og som derved miste deres rette Betydning. De, der virkelig føle Trang til at vise Velvillie imod de Fattige, Kirkens Embedsmænd eller de Indretninger, til hvilke der nu samles Bidrag i og ved Kirkerne, ville derimod, om ogsaa disse Indsamlinger ophøre, ikke savne Lejlighed til at bringe deres Gaver i Hænderne paa dem, hvem de ere tiltænkte. Hvad navnlig Gaverne til de Fattige angaaer, da ere disse nu at betragte som et Supplement til Fattigskatten, der kun foranlediger, at de Skattepligtige have saameget mindre at udrede, men ikke skaffer de Fattige større Hjælp, end de uden dem ville faae. Fattigvæsenets Indtægter fra denne Kilde have ogsaa, som de indhentede Oplysninger vise, de senere Aar ikke udgjort noget Beløb af Betydenhed, og de ville vistnok hidtil vedblive at være i Aftagende; vi kunne derfor vort Vedkommende intet have imod, at disse Indtægter ganske bortfalde. Vi forvente derhos, at der heller ikke vil møde Hindringer for Afskaffelsen af de Indsamlinger, der i og ved Kirkerne foretages til Bedste for andre offentlige Indretninger; thi deels ere de Bidrag, som derved indkomme, ikkun forholdsviis ubetydelige, deels have disse Indretninger allerede eller kunne paa anden Maade skaffe sig de fornødne Indtægter, eller staae i alt Fald i saa liden Forbindelse med Communen og Menigheden, at de ikke med Føie kunne gjøre Fordring paa at nyde Bidrag til deres Vedligeholdelse paa denne Maade. Derimod maatte der vistnok sørges for at skaffe de geistlige Embedsmænd, for hvem Tavler nu ombæres, Vederlag for den Afgang i Indtægter, de ville lide ved at Ombæringen bortfalder, men dette kunde formeentlig skee ved en passende Forøgelse af Præstepengene, hvoraf disse Embedsmænd saaledes kunde faae en forholdsmæssig Andeel, eller hvis dette ikke skulde finde Bifald, da ved at der udsættes laasede Bækkener for dem ved Kirkedørene; forøvrigt behøver man ikkun at skaffe de nærværende Embedsmænd et saadant Vederlag, thi de her omhandlede Indtægter ere ikke større, end at de ved deres Afgang synes uden Betænkelighed at kunne bortfalde. Repræsentantskabet udbeder sig saaledes, at Magistraten vil medvirke til, at samtlige Indsamlinger af Gaver i og ved Kirkerne her i Staten kunne blive afskaffede, i det mindste forsaavidt de ikke tilfalde de geistlige Embedsmænd og for disses Vedkommende i alt Fald kun skee ved Udsættelse af Bækkener.

Det her fremsatte Forslag har imidlertid ikke fundet udeelt Bifald i Forsamlingen, og for det Tilfælde, at det ikke skulde blive billiget af Regjeringen, ville vi tillade os at fremkomme med nogle subsidiære Indstillinger. Vi ere saaledes alle enige om, at Ombæringen af samtlige Tavler i Kirkerne bør ophøre, imod at der hensættes et lige Antal laasede Bækkener ved Kirkernes Indgange. De Vedkommende, til hvis Bedste Indsamlingerne skee, kunne nemlig efter vort Skjønnende ikke have Fordring paa, at disse skulle foretages paa en Maade, der har saa meget imod sig som Tavleombæringen, og deres Ret til at gjøre Krav paa Menighedens Godgjørenhed bliver derfor fyldestgjort, naar det tillades, at der henstaae Bækkener for dem, som ommeldt.

Hvad dernæst angaaer de Penge, der i Kirkerne indsamles til de Fattige, - forsaavidt det bestemmes, at Indsamlingerne skulde vedblive, og hvad enten disse nu for Fremtiden maatte skee ved Bækkener, hensatte ved Kirkedørene, eller som hidtil ved Tavleombæring - da have vi efter det Foranførte og i Henhold til Geistlighedens Andragende Intet imod, at disse ikke længer tilfalde det almindelige Fattigvæsen, men derimod efter det i Andragendet gjorde Forslag uddeles blandt værdige Trængende, der ikke nyde offentlig Fattighjælp. Vi holde derhos for, at hvad der indkommer i enhver Kirke helst bør tilfalde de Trængende i dennes eget Sogn, og at Uddelingen kunde skee ved 2 af Sognets Geistlige og 2 dertil udvalgte Mænd af Sognet, der havde at aflægge et summarisk Regnskab over Indtægten og Udgiften."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1842. Uddrag)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter

Mødet den 28de Marts.

- - -

Forsamlingen - der til denne Sags Overveielse havde nedsat en Comitee - var vedblivende af den Formening, at de med Tavleombæringen forbundne Forstyrrelser og Ubehageligheder ere saa store, at der er al Grund til at ønske dem afskaffede. Om end, som af Biskoppen bemærket, Pengeindsamlinger under Gudstjenesten til veldædigt Øiemed ere af apostolisk Oprindelse, synes der dog ikke at være nogen Nødvendighed for at vedligeholde denne Skik, naar den ikke lader sig bibeholde uden Skade for Gudstjenestens egentlige Øiemeed, især da der under de nuværende Forhold paa anden Maade kan sørges for at de, der skulde nyde godt af Indsamlingerne, ikke lide noget Tab ved Tavleombæringers Ophør og den private Godgiørenhed derhos har saamange andre Lejligheder til at yttre sig. En Indskrænkning af Tavlernes Antal vilde ikke i nogen væsentlig Grad afhjælpe de paaklagede Ulemper og derhos sandsynligen kun lede til, at de enkelte Tavler, der vedbleve at ombæres, bleve rigeligere betænkte paa de afskaffedes Bekostning. Repræsentantstabet gjentog derfor sin tidligere Indstilling om at al Ombæring af Tavler under Gudstjenesten maa ophøre og antog, at der ikke kunde være noget væsentligt til Hinder derfor, naar det skete under de nedenomtalte nærmere Bestemmelser.

Forsaavidt nemlig Biskoppen har yttret Betænkeligheder imod at al Indsamling af Penge i Forbindelse med Gudstjenesten ophører, synes disse at kunne fjernes derved, at der ved Kirkens Døre og helst indenfor disse hensættes tvende Bækkener det ene for Kirken, og Kirkeskolerne i et nærmere bestemmende Forhold mellem disse, det andet for de Fattige til Uddeling i Overeensstemmelse med Forsamlingens tidligere Forslag. De geistlige Embedsmænd og navnlig Capellaner og Catecheter, der hidtil have havt Indtægt af Tavlepengene, saavelsom deres Eftermænd kunde blive holdte skadesløse ved Hjælp af Præstepengene, der vistnok, naar en bedre Organisation af Opkrævningen tilveiebringes, ville indkomme med et saa stort Beløb, at en Deel deraf uden Tab for de Embedsmænd, der hidtil have nydt Part af Præstepengene, kan anvendes til Erstatning for Tab ved Tavleombæringens Ophør. Hvad de andre Instituter angaaer, som i alle eller nogle af Kirkerne have havt Tavler, da maatte det vel først godtgjøres, at de ogsaa alle have tilstrækkelig positiv Hjemmel til en saadan Begunstigelse, og dernæst, om end dette skulde vise sig, ikke tabes af Sigte, at det dog bestandig kun er frivillige Bidrag, som der er Tale om, at de derfor ikke have noget Krav paa fremtidigt at oppebære et bestemt Beløb, og at det meget let kan hænde, at Menigheden, naar man vedbliver med en Opkrævning, der har den almindelige Mening saa meget imod sig som Tavleombæringen, efterhaanden bestemmer sig til ganske at ophøre med at yde Bidrag. Tavlerne i Helsingørs Hospital synes ikke med nogen tilstrækkelig Beføielse at kunne gjøre Fordring paa, at nyde Bidrag af Kirkegængerne i Kjøbenhavn, det Beløb der er indkommet i dets Tavle i Frue Kirke er ogsaa saa ubetydeligt, at Hospitalet, naar overveiende Grunde tale for Tavlernes Afskaffelse, maa kunne afsee det; men i al Fald anses det for ønskeligt, at Tavlens Ombæring ophørte imod at Frue Kirke overtager sig aarlig at svare Hospitalet 25 Rbd. - en Udgift, som Kirkens Omstændigheder tillade den at bære. - Søqvæsthuset er et Statsinstitut, der paa anden Maade er rigeligt udstyret og desuden igjennem Assistentshuset paa Communens Bekostning nyder betydelige Fordele, som der vel kunde være Spørgsmaal om at reclamere for denne; Søqvæsthuset maa derfor vistnok uden Vanskelighed kunne gjøre Afkald paa den Indtægt, det hidtil bar nydt af Tavlepengene. Men i alt Fald vil Søqvæsthuset ikke kunne gjøre Krav paa videre end, at der til Fordeel for samme i Holmens Kirke, som den eneste, hvis Menighed tildeels nyder godt af Søqvæsthusets Midler, hensættes et Bækken, der saaledes undtagelsesviis for denne Kirke vilde blive det tredie Bækken. Kjøbenhavns Brandforsikring er et communalt Institut, der har Midier nok til at afholde den ringe forøgede Udgift til Pensioner, som kan blive en Følge af at Brandvæsenets Understøttelsesfond maa savne de det hidtil tilflydte Tavlepenge, hvorfor man ikke tvivlede om at Brandforsikringens Bestyrelse vil være villig til at skadesløsholde Understøttelsesfondet, naar dets Tavle afskaffedes, Det almindelige Fattigvæsrn kunde efter Forsamlingens Formening renoncere paa at der for det ombæres Tavler, og hvis Opfostringshuset fremdeles trænger til de det hidtil tilstaaede 150 Rbd. aarlig, da maatte disse udbetales det af Fattigvæsenets Hovedkasse. Der bliver saaledes kun tilbage de Stiftelser, for hvilke der paa enkelte Dage er blevet ombaaret Tavler eller har været udsat Bøsser, nemlig Døvstumme-Institutet, Fødselsstiftelsen og Møens Tugthuus, og til Fordeel for dem kunde der da paa de samme Dage udsættes Bækkener.

Det var imidlertid Tavleombæringens aldeles Afskaffelse som Forsamlingen lagde Vægt paa, og med Undtagelse af eet Medlem erklærede hele Forsamlingen sig imod, at der foretages nogen Forandring i den nu bestaaende Indretning, naar derved ikke kan opnaaes, at Tavleombæringen ganske bortfalder. -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. april 1844. Uddrag).

Retssag. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende Uddrag af Landsoverretsdommen i Sagen mod Huusmand Christen Christiansen og Hustrue Kirsten Christiansdatter samt Karen Larsdatter af Snedsted optage vi efter "Thists. Av.":

Ægtefolkene Christen Christiansen og Kirsten Christiansdatter af Snedsted, der i Henhold til de ved Hassing-Refs Herreders Ret optagne Forhør blevne satte under Tiltale for mislig og forbryderisk Omgang med 4 hemmelig fødte og 4 andre kort efter Fødselen døde Børn, bleve ved egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Omstændigheder overbeviste om, at de i deres Ægteskab havde avlet Tvillinger eller tvende Børn, der nyfødte bleve Søndagen den 28te Februar f. A. fundne nedstoppede i et Hul paa Snedsted Kirkegaard, efterat de vare fødte i Dølgsmaal, ligesom det ogsaa blev godtgjort, at Kirsten Christiansdatter 2de Gange tidligere har hemmelig født 2de Børn, der ere døde og hemmelig begravede. Samtlige 4 Børn have efter Obductions- og Undersøgelses-Forretningerne samt Lægernes og Sundheds-Collegiets Skjøn været fuldbaarne, og ligesom det er oplyst, at Tvillingerne ere døde formedelst de med Fødslen forbundne Omstændigheder og navnlig formedelst den Mangel paa Pleie, der bør ydes Nyfødte, saaledes hersker der Uvished angaaende de tidligere fødte Børns Dødsmaade, men det maa dog foreløbig herved bemærkes, at Bestemmelserne i D. L. 6-6-8 her ere uanvendelige, da Børnene ere avlede i lovligt Ægteskab. Den skjulte Fremgangsmaade, som Ægtefolkene gjentagne Gange have brugt ved flere af deres Børns Fødsel, og navnlig den overlagte Undladelse af efter Fødslerne at gjøre noget Skridt for at faae Andres Bistand til Børnenes mulige Frelse, medens de tværtimod hemmelig bortskaffede Børnene, maa imidlertid opvække en høi Grad af Formodning om, at det har været deres Hensigt, at Børnene skulde omkomme ved Mangel paa det Tilsyn og den Pleie, der kort efter Fødselen var fornoden, og hvis Nødvendighed Forældrene maatte indsee, hvorhos der endog kan være nogen Mistanke om, at Forældrene, der hemmelig have skaffet Børnene af Veien, ved positiv Virksomhed have fremskyndet deres Død. Hvad Kirsten Christiansdatter med Hensyn til alle de ommeldte Fødsler har anbragt, at disse indtraf tidligere, end hun havde formodet, kan saameget mindre komme i nogen væsentlig Betragtning til hendes Fordeel, som der, hvis saadant ved den første af Fødslerne havde været Tilfældet, deri maatte indeholdes en meget stærkere Opfordring for Moderen til for Fremtiden at føie de nødvendige Foranstaltninger for Børnenes Tarv, hvilket hun ei har gjort, i det hun vedblev sit forrige Forhold med at fordølge sit Svangerskab og fødte hemmeligen. Men endog uden Hensyn til hiin Formodning maa det omhandlede Forhold ansees i en betydelig Grad strafværdigt, i det Forældrene have paa en unaturlig Maade gjentagende tilsidesat den Forpligtelse, der i høieste Maade paahvilede dem til at sørge for, at deres Børns Liv og Sundhed bevaredes, medens de tvætimod have brugt en Fremgangsmaade, hvorved ethvert Forsøg af Andre, paa mulig endnu at frelse Børnenes Liv, maatte blive umuligt. Det er i Særdeleshed Moderen, hvis Forhold i den omhandlede Henseende er meget graverende, navnlig derved, at hun i 2de af de ommeldte Tilfalde forhindrede sin Mand i at hente Giordemoderen eller anden Hjælp. At Manden har paatænkt at gjøre dette, er et Datum i hans Faveur, men han undlod det efter hans Kones Forlangende, og foruden, at han i det Hele har understøttet Konen i hendes lovstridige Forhold og udført Børnenes hemmelige Begravelse, maa efter hans Forhold med Hensyn til de sidstfødte Tvillinger lægges ham til Last, i det han, istedetfor strax at hidkalde Hjælp, hvorved Børnenes Liv mulig kunde været reddet, lod dem henligge uden Pleie og endog lagde dem nøgne ud i et koldt Kjøkken, hvor de, om de ikke allerede vare døde, nødvendigen maatte omkomme. Iøvrigt have Kirsten Christiansdatter og hendes Mand benægtet at have lagt Haand paa Børnene for at skille dem ved Livet eller ved nogen forsætlig Handling at have befordret deres Død, ligesom ogsaa Manden benægter at vide, at Konen har gjort det. Efter Sagens samtlige Omstændigheder have Under- og Over-Retten idømt Kirsten Christiansdatter i 8 Aars og Christen Christiansen i 4 Aars offentligt Arbeide. Forsaavidt Actionsordren tillige indbefattede bemeldte Ægtefolks Omgang med 4 kort efter Fødselen døde Børn, der imidlertid ei vare hemmelig fødte, blev det vel oplyst, at Moderen i Aarene 1832, 1834, 1830, og 1840 har født Børn, som ere døde faa Dage efter Fødselen, men det er ikke oplyst, at hun har undladt at pleie disse Børn, medens de levede, eller at der er foretaget noget, hvorved disse Børns tidlige Død er bevirket. Vel var der opstaaet nogen Mistanke, blandt Andet derved, at Ingen synes at have været tilstede, da Børnene døde, men denne bestyrkedes ei ved andre Data, saa at der ei med Hensyn til denne Deel af Sagen kunde blive Spørgsmaal om Straf-Ansvar. I Forening med ommeldte Ægtefolk var Kirsten Christendatters Moder, den 70 aarige Karen Larsdatter, sat under Tiltale for Medviden og Deelagtighed i at have skjult Datterens hemmelige Fødsler. Det er ei oplyst, at hun enten har været tilstede ved Datterens Nedkomster eller er kommen tilstede saasnart derefter, at hun har kunnet virke Noget for at forebygge Børnenes Død; men det er dog ved hendes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at hun deels var vidende om Datterens forskjellige Svangerskaber, deels at hun efter Fødslerne har virket til at udslette disses Spor og været enig med Datteren i at fortie dem, deels endog givet hende Anslag paa under hvilken Prætext Svangerskabet og Fødslen kunde benægtes. For det Medhold, Karen Larsdatter saaledes har givet sin Datter og med Hensyn til, at hun maatte indsee det Ulovlige i Datterens Forhold og at denne yderligere maatte tilskyndes til at vedblive hermed, naar hun kunde stole paa Moderens Taushed, have Under- og Overretten idømt hende en arbitrair Straf af 60 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1842).

Sagen er grundigt gennemgået i: Esper Lønborg: En kriminalsag fra Snedsted 1841.

Slesvig-Holsten 1841-1842. (Efterskrift til Politivennen).

Uenigheder om hertugdømmerne kom i aviserne mere og mere til udtryk, fx i Dannevirke, 5. februar 1842, hvor man harcellerer over en artikel i Kieler Correpondentzblatt hvor man kan blive i tvivl om citaterne er korrekte og korrekt fortolket:

I Kieler Corr. protesteres alvorlig imod en i et leipziger Hesteskrivt udtalt Anskuelse, som om de danske Tropper, der i Sommer under den foranstaltede Mønstring henregnedes til den tydske Forbundsarmee, vare danske. Efter K. Corr. vare og bør de være tydske med Liv og Sjæl. Selv Generalen, en Prinds af det hert. holst. Huus, der har en ikke fjern Udsigt til at arve Hertugdømmet Holsteen, menes at nære de samme tydsk-nationale Følelser. I øvrigt indrømmer K. Corr. villig, at vort holst.-lauenborgske Militærvæsen (det slesvigske har man opgivet) endnu ikke er ordnet, saaledes som en kraftig og "ehrenhaft" tydsk Forbunds-Militærforfatning bør være. Thi for at sige Sandheden - hedder det - staaer det sig ikke bedre med den lovlige Organisation af vor Forbundsafdeling end i Holland med den luxemborgske. Intetsteds er det udtalt, at just de i fortiden i Holsteen garnisonerede Korpser for stedse skulde danne den tydske Forbundsafdeling (hvo siger ogsaa de skulle dette?), for ved Adskillelsen fra den danske Armee at kunne faae det danske Komandsprog m.m. afskaffet, eftersom det er en Gru, at tydske Forbundstropper skulle kommanderes paa dansk. Men ligesaa stor en Gru er det, hvad Kiel. Corr. til Slutning med stor Bedrøvelse beretter, at der i Holsteen gives en Stab, hvis Borgermilitær endnu frivillig bruge danske Komandosprog! - Paa den næste Side af samme Nr. søger Kiel. Corr. at gøre de Danske især kjøbenhavnerrne indlysende, hvor prægtigt og fordeelagtigt det ville være for dem at understøtte Anlæget af den altonaer-kieler Jernbane, som uagtet den betydelige Gjæld, den altonaer Kommune, ifølge kgl. Tilladelse, har paalagt sig, dog endnu ikke den fornødne Sum tilveiebragt!

Kjøbenhavnsposten citerede Correspondenzblatt hvor det fremgik at man nu var opmærksom på det danske Nordslesvig (24. oktober 1842):

Om Partierne i Slesvig indeholder Correspondenzblatt følgende Skrivelse fra Slesvig af 19de dennes: - "Da Partiernes Politik nu nogenlunde tydelig tilkjendegiver sig, iler jeg med at meddele Dem hvad jeg derom har bragt i Erfaring. Det slesvig-holstenske Parti, endskjønt med Hensyn til Antallet næsten i Stand til at søndertrykke det dansk-slesvigske Parti og synlig overveiende det i Henseende til Talent, synes dog at ville vælge den maadeholdne Vei. I en den 14de dennes sildig om Aftenen i det Ravenske Hotel afholdt Forsamling af Fleertallet af de Deputerede blev nemlig efter levende Debatter, hvori de besindige Slesvig-holstenere fremhævede den Uvillie, som Indgivelsen af en Proposition om Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund vilde fremkalde hos Befolkningen i Slesvig og især i Nordslesvig, fattet den Beslutning, at denne Proposition ikke skal indgives i nærværende Diæt. Ligeledes lader det til, at der ingen Remonstrationer vil finde Sted imod de i den kgl. Bekjendtgjørelse indeholdte Beslutninger angaaende Sprogrescriptet, den danske Udgivelse af Stændertidende og Ansættelsen af danske Præster, idet det slesvig-holstenske Parti, ifølge dets Førerers Yttringer i Stænderforsamlingen, er kommet til Erkjendelse af Nordslesvigs danske Nationalitet. Adressen, tilligemed Debatterne i Anledning af den, vil Stændertidenden bringe Dem. Hvad det dansk-slesvigske Parti angaaer, saa synes samme, i Bevidsthed af sin Svaghed, at vile forholde sig defensivt, endskjøndt det ikke kan negtes, at en ikke ubetydelig Deel af det slesvigske Folk sympathiserer med det. De Ultra af begge Partier ville altsaa meget snart see sig skuffede i deres Forventninger om denne Diæts Forhandlinger og Resultater".

En sjælden gang citerede danske aviser danske overgreb mod tyskere. Et fra "Kieler Correspondentblatt" var gengivet i "Fyns Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende", 24. november 1842:

Blandinger. Ifølge Kieler Corrr. klage de (slesvigske og) holsteenske indrullerede Matroser, der med Fregatten "Thetis" havde gjort Touren med i Middelhavet, meget over den haarde og uretfærdige Behandling, de havde liidt på dette Krigsskib og forsikkre, at kun den ydersteTvang skal bringe dem til, endnu engang at udholde en saadan Tjeneste. De paastaae, at de strax have faaet Prygl (Tamp) for den mindste Ubetydelighed, navnlig ogsaa at de bleve pryglede af Underofficererne, hvilke alle vare af det faste danske Mandskab, naar de ikke kunde Dansk. Deres Klager derover hos de dem foresatte Lieutenanter hjalp ikke hvorvel Officererne selv behandlede de tyske og danske Matroser eens. De Underofficerer, med hvilke de vare komne i Berørelse, skjældte dem ogsaa i Eet væk ud for "tydsk Abekat", "tysk Vindbeutel" etc. Skibsmaten sparkede en dansk indrulleret Matros, saa at han fik et Broktilfælde. Derhos fik de meget slet Kost, skimlet Brød, og efterat have været 20 Dage tilsøes, fik de kun halve Rationer Smør, og tvertimod deres Ønske, Penge istedetfor den anden Halvdeel. Kort, den danske Søkrigstjeneste var i høieste Grad afskrækkende for dem. - I Anledning af denne Bretning i Kieler Corr. bekjendtgjør Kaptajn Zahrtmann, at han har ansøgt Admiralitetet om, at der straks må blive foretaget den fornødne Undersøgelse i saa Henseende.

Som forventet var udfaldet af den retslige undersøgelse, som Zahrtmann begærede, at klagen ikke kunne fastholdes, og kongen udtalte sin tilfredshed med disciplinen og omsorgen om bord.

Huse i Flensburg. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

"Kieler Correspondenzblatt" lignede også på andre områder de københavnske aviser: Disse var fortrinvis - københavneraviser. På samme måde var bladet et kieler-blad. Hvilket førte til nogen utilfredshed i fx Altona, Rendsborg og Itzehoe. Men Olshausen havde egentlig ikke noget klart mål med hvor udviklingen skulle føre hen. Hans primære mål var at starte en diskussion, hvis konklusioner ikke var givet på forhånd. Det kunne den københavnske presse næppe være i tvivl. Men man må antage at kendskabet til hinandens forhold har været mere end begrænset, og at man læste artiklerne ind i sin egen selvforståelse. Og at i hvert fald de artikler som vi i Danmark har adgang til, giver mistanke om en langsomt snigende dæmonisering af slesvig-holstenerne op gennem 1840'erne. Det samme har formentlig gjort sig gældende på modsat side. :

Danmarks fremtidige Forhold til Tydskland.

Hvor liden Interesse man i Almindelighed i Tydskland end har for vort National- og Territorial-Grændsespørgsmaal, fordi Tydsklands nordlige Landgrændse ikke synes særdeles truet og den danske Nationalitet end mindre truende, saa bliver dog i den nyeste Tid det Spørgsmaal stedse hyppigere opkastet: om ikke hele Danmark bør indlemmes i den tydske Handelsunion, eller endog aldeles optages i det Tydske Forbund? De, som erklære sig derfor fra et tydsk Standpunkt, betragte Sagen næsten udelukkende fra den tydske Handels og den tydske Industrrie Synspunkt; ved Danmarks Tiltrædelse haabe de at vinde et nyt Afsætningsland, oversøiske Colonier og fremfor Alt Grundlaget for en tydsk Krigsflaade og tilbyde høimodigen Konge af Danmark det tydske Forbunds Storadmiralietsværdighed. De oversee derimod aldeles det danske Folks nationale Forskjellighed, som hverken gjør det ønskeligt for Tydskland at optage dette fremmede Folkelement i sig, eller indgyder de Danske Tilbøielighed til nærmere at forbinde sig med Tydskland. 

Fra det tydske Standpunkt. Fremfor Alt maae vi ikke overlæsse os med politiske Projecter, men indskrænke os til det nærmest Mulige og Nødvendige. Saalænge Tydskland ikke engang danner een Toldforening, tør der efter vort Skjøn aldeles ikke være Tale om Optagelsen af ikke-tydske Stater. Endvidere, saalænge det nuværende Tydskland ikke danner nogen inderligere forenet og sammenknyttet Heelhed, er det heller ikke Tid at udstrække sig videre, i det mindste ikke til Lande med fremmed Nationalitet, og saaledes endnu ikke mere svække den intensive Kraft. Saaledes som Tydskland nu  er, indeholder det allerede en for stor Fylde af forskjellige Eiendommeligheder, saa at det først kommer an paa at bringe dem til Bevidsthed og forenende at ordne dem, for at den tydske Nation kan optræde, udad, som et respecteret Hele, og indad som en Stat, der yder en fremadskridende politisk Frihed, ustandset Aandsudvikling og uhindret commerciel og industriel Bevægelse Det i Massen af Folket optagne statsborgerlige Fællesliv er i Tydskland endnu i sin første Opblomstren; den Tydske maa anvende hele sin Kraft paa at pleie og styrke det. Man optage alle tydske Stater i Handelsforeninger, man gjøre om muligt denne Sag til et Forbundsanliggende, de tydske Søstater befordre Skibsfarten og Skibsbyggeriet, vælge sig et fælles Flag - men fremmede Stater maa man for det Første lade ude af Spillet. Og nu, endog overdrage Danmark Overbefalingen over den tydske Flaade! Hvo seer ikke, at Danmarks Forhold til Tydskland aldrig kan blive saa fast som de tydske Provindsers indbyrdes. Den nationale Forskiellighed understøttes ved denne Østats geographiske Beliggenhed mellem to store Sømagter (thi ogsaa Rusland maa vel nu benævnes saaledes); i enhver Krig er Danmarks Interesse ganske forskjellig fra det continentale Tydsklands. - Under Freden vilde Tydskland vistnok vinde et Afsætningsland i Danmark, fordi de danske Fabriker ere ubetydelige og staae paa et lavere Uddannelsestrin end de tydske; men derfor vil Danmark ogsaa være utilbøielig til Foreningen, saalænge ikke dette Tab kan opveies af et Fortrin eller en Skadesløsholdelse, som ikkun med Vanskelighed kan udfindes og som derhos maatte hvile paa Tydskland, uden saa maaskee var, at man i Tillid til Forfængeligheden vilde lægge den, for det Første temmelig tomme Charge af tydsk Storadmiral i Vægtskaalen. De danske udenfor Europa beliggende Colonier kunne neppe være af stort Værd for de tydske Foreningsstater; iøvrigt er en Deel af dem tilfals og der er jo Intet i Veien forr at de tydske Sø- eller Foreningsstater drage Fordeel deraf. - At Tydskland nogensinde skulde blive en betydelig Sømagt, forekommer os høist usandsynligt; men vilde det af al Magt, kunde det vel opnaaes uden Danmark; thi det har tilstrækkelige pekuniaire Midler dertil og en udstrakt Kyst.

Fra det danske Synspunkt. Om Danmark end ikke kan lade det beroe v. d. sin nuværende isolerede Stilling, saa har dog en nøie og bestandig Forbindelse med Tydskland for Øieblikket intet særdeles Tillokkende for Danmark. I et Forbund med Skandinavien vilde Danmark have en Hovedstemme; i det tydske Forbund vilde Danmark spille en meget underordnet Rolle. Paa Grund af Nationalitet, Sprog, insulariske Interessser vilde det i Virkeligheden ikke komme til at staae i andet Forhold til Tydskland, end i det gunstigste Tilfælde et lignende som det, hvori de forhenværende "zugewandten Orte" stode til Schweiz; I Hovedspørgsmaalene vilde det ingen virksom Stemme have; det vilde, som uforholdsmæssig lille Stat mere blive en under Forbundets Beskyttelse staaende Magt. Herimod vilde Stemme ved Forbundsdagen ikke sikre, thi i det mindste i alle Spørgsmaal, ved hvilke nationale og ydre Forholde komme i Betragtning kunde Danmark være sikker paa, at blive overstemt af de ægt-tydske Stater; dets hele Stemme-Berettigelse vilde ikkun være formel. Derved maatte det nødvendig sætte sin Nationale paa Spil, uden en Gang at have Muligheden for at kunne tilbytte sig en klækkelig Forøgelse af Friheden derfor. Selv i Tilfælde af at Foreningen tænktes indskrænket til Handelen og Tilden, vilde Danmarks Interesse derved være høist problematisk; den danske Fabrikindustri synes ikke at kunne vinde derved; maaskee Thederiet.

Endelig vilde en nøiere Forening af Danmark med Tydskland, som gik ud over Handelsphæren, sandsynligviis støde paa Hindringer fra den europæiske Politiks Side. Basis for Wiener-Tractaterne kan ikke forandres uden Stormagternes Indvilling, og om disse her ville give den, er i det mindste meget tvivlsomt.

Det er vor foreløbige Votum i et Anliggende, som i den nyere Tid hyppig er blevet besvaret af den tydske Presse i en modsat Aand. Selv den i Bedømmelsen af politisk-mercantile Spørgsmaal saa udmærkede List viser den paa en Forening med Danmark som nødvendig til den tydske Handelsunions Fuldstændiggjørelse. I en fjern, ved den nyere Tids store Opfindelser aldeles omdannet, Fremtid, eller under et udenfor al Beregning liggende Omsving af Europas, og navnligen Tydsklands, politiske Skikkelse, kunne Forholdene og Nationernes Anskuelser maaske saaledes forandre sig, at det danske Folk bestemmer sig i politisk og social Henseende til aldeles at slutte sig til den tydske Nation; men indtil den Tid forekommer det os, efter vor Bekjendtskab til Danmark, at være aldeles frugtesløst at arbeide paa en Forening, imod hvilken der paa den ene Side hersker den fuldkomneste Utilbøielighed, og hvorved maaske Tilslutningen af den Deel af Nordtydskland udsættes, uden hvilken Foreningen dog savner sine naturlige Grændser. Hansestæderne kunne først give dens fulde Betydning udad, men de kunne ikke træde til uden Meklenborg, Holsten og Hannover. "Man maa have Mod til at troe paa en stor Nationalfremtid", siger List, "og til at skride frem i denne Tro". Men dertil er en national Begrændsning ogsaa nødvendig, for at Nationalaanden ikke igjen, ved at strømme over til alle Sider, skal opløses, førend den har vundet en consistent Basis.

(Kiøbenhavnsposten" 30. september 1841. Citat fra "Kieler Correspondenzblatt)

Kliplev Kirke. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865). 

Uroligheder i Anledning af Orla Lehmanns Dom. (Efterskrift til Politivennen).

Orla Lehmann holdt den 31. januar 1841 en tale i Nykøbing i anledning af kammerråd Drewsens vælgermøde. Talen vakte ikke den store opsigt på Falster, men da Lolland-Falsters Tidende optog den og senere også Kjøbenhavnsposten, udstedte kancelliet den 18. februar 1841 en aktionsordre til generalfiskalen. Efter sagens anlæg blev Lehmann valgt til viceformand for Københavns borgerrepræsentation, men kancelliet dekreterede at han skulle suspenderes. Den 4. december 1841 blev han idømt en mulkt på 500 Rbd. Den 20. januar 1842 blev Lehmann idømt 3 måneders fængsel for talen. 

En ting er hvad aviserne skrev, en anden hvad politiets spion rapporterede. Jeg har refereret disse sidstnævnte i kronologien.

- Den Bevægelse, hvori Hovedstaden har været i denne Uge og navnlig igaar efter Bekjendtgørelsen af Høiesteretsdommen over Orla Lehmann, har ikke havt sin Mage i meget lang Tid. Det er ikke til nogen enkelt Classe eller nogen enkelt Alder denne Bevægelse har indskrænket sig, hos alle Yngre som Ældre af enhver Stand, der paa nogen Maade kan henregnes til Folket, har Lehmanns Domfældelse fremkaldt eet og samme Indtryk. - Men vi maae desværre deklage, at denne Medfølelse ved at yttre sig igaar har foranlediget Optrin, der maae kaldes sørgelige. Allerede igaar Middags, da den samlede Menneskemasse begav sig fra Høiesteret til Lehmanns Bolig paa lille Købmagergade for der at udbringe et Leve, modsatte de tilstedeværende talrige Politibetjente sig den samlede Mængdes Hensigt, men veeg dog snart tilbage, saa at ingen videre Uorden forefaldt. Fra Købmagergade begav sig en stor Deel af den samlede Skare (vel omtrent en fem til sex Hundreder) tause og rolige gjennem Byens Gader til Amalienborg , hvor der atter gentagne Gange udbragtes forskjellige "Leve", uden at nogen Hindring fandt Sted, idet vel Livvagten traadte under Gevær, men forholdt sig passiv, da Mængden efter tilendebragte Acclamationer rolig forlod Pladsen. Magtanvendelse herimod har vel ogsaa med Rette været anseet for unødvendig , da man gjerne har kunnet antage det der for Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten. - Forsaavidt foranlediges altsaa igaar Middags ingen videre Uordener. Men igaar Aftes blev desværre Københavns Gader Skueplads for meget beklagelsesværdige Scener. Henimod Kl. 8 begyndte en Mængde Mennesker, uden anden tilsyneladende Hensigt end ledede af Nysgjerrighed , at passere lille Købmagergade, hvor en Mængde Politibetjente med deres Stokke søgte at holde Gaden ryddelig og gjentagne Gange med Magt drev den adspredte Mængde bort. Disse velbekjendte Scener vedvarede med den Afvexling, at ogsaa Politiet oftere blev trængt tilbage af Mængden naar denne havde sluttet sig tættere sammen, og at da skingrende Udraab istemtes, - til langt ud paa Aftenen. - Men ikke alene dette enkelte Sted i Byen var Vidne til deslige Uordener, som inderligt maa beklages af enhver Ven af Orden og Frihed. Andre talrige Menneskemasser droge med høie eenstemmige Raad og Sang gjennem de Gader, der omgive Amalienborg, hvor Hs. Maj. til samme Tid bivaanede et Bal hos Landgreve Wilhelm , og hvortil Adgangen imidlertid var spærret af Husarer og af andel Militair. I de tilstødende Gader stræbte Politiet at tilbagedrive den uordenligt sammenstimlede Mængde, hvorved vistnok fornemmelig de, der blot af Nysgjerrighed havde indfundet sig, kom til at bøde. Flere blev her, ligesom paa Købmagergade, ikke ubetydeligt læderede, og efter Sigende ere ogsaa adskillige af Politiets Betjente blevne temmelig stærkt forslaaede. Flere Arrestationer have derhos fundet Sted. Idet vi ikke kunne andet end høilig beklage og advare mod alle saadanne forstyrrende Uordener troe vi heller ikke at burde undlade at yttre vor Formening om, at i det mindste de paa lille Købmagergade igaar Aftes stedfundne Optrin vel kunde have været undgaaede. Den Mængde Mennesker, som der indfandt sig. saavel de der kom enkelte som i sluttede Hobe, havde vistnok ikke anden Hensigt end i det Høieste at gjentage det "Leve", der var udraabt om Middagen, og efterat have tilfredsstillet dette ikke betimelige Ønske, vilde vel de Fleste uden videre have adspredt sig. Men Politiets Mellemkomst for at forhindre, hvad derved dog ikke forhindredes, blev Aarsag til at det gik anderledes. Idag har man paa Gadehjernerne opslaaet de sædvanligt advarende Politiplacater.

(Kjøbenhavnsposten 21. januar 1842).

Politispionen Svend Christian Møller var tilsyneladende i mængden der fulgte begivenhederne den 19. januar. Af hans rapport til politidirektør Bræstrup fremgår at turen fra Højesteret gik i ro og orden, indtil vognen med Lehmann i Magstræde blev angrebet af "simple folk" som forsøgte at spænde hestene fra vognen. Kusken satte derfor farten op, opad Rådhusstræde og Nørregade til Lehmanns hjem. Kl. 20 var der hurraråb på Lille Købmagergade og ved Regensen, senere stokkeprygl. Kl. 21:30 var der rygter i Kannikestræde om et stort optog, som Møller stødte på i Østergade. Det kom fra Kongens Nytorv. Det vendte om og endte i Nyboder. Herfra til Gothersgade ud for Bræstrups bolig, hvor politiet splittede mængden. 

Christian Jacob Cosmus Bræstrup. Illustreret Tidende, 16. december 1860, 

- Igaar har paa Byens Gadehjørner været opflaaet følgende Bekjendtgjørelse fra Politiet:

"De i de tvende sidste Dage forefaldne Gadeuordener, til hvis Standsning den offenlige Magts Anvendelse har varet nødvendig, da andre mildere Midler viste sig frugtesløse, foranledige Politiet til i Medfør af tidligere Anordninger og navnligen Politiplacaten af 21de Mai 1840 mod Opløb og private Meningsytringer paa offenlig Gade , herved alvorligen at advare Alle og Enhver mod at indfinde eller opholde sig, hvor Gadeopløb finder Sted, da Magt vil blive anvendt mod dem, der ikke strax paa Opfordring fjerne sig, og Enhver maa have sig selv de deraf flydende Følger at tilregne.

Kjøbenhavns Politikammer den 21de Jan. 1842.

Bræstrup.

Man vil deraf see, at denne Placat indeholder en Advarsel til Publikum om at fjerne sig, naar de paa lovlig Maade dertil blive opfordrede, og en Advarsel til Politiets egne Officianter om ikke at anvende Magt, forinden lovlig Opfordring er gaaet forud. Vi troe, at denne sidste Deel ikke er mindre nødvendig end den første, og vi ere derom endog saa overbeviste, at vi holde os forvissede om at de stedfundne Uordener iforgaars Aftes ikke vilde have fundet Sted, dersom ikke Politiet paa en Maade, der neppe fortjener at billiges, havde blandet sig i det "Leve", som om Formiddagen blev udbragt udenfor Hr. Lehmanns Bopæl, og dersom det ikke - vel at mærke - var blevet forhindret i at forhindre samme. At Stokkeprygl anvendte mod voxne Folk er det sikkreste Middel til at opvække en høi Grad af Forbitrettrelse er ligesaa naturligt, som at Politiet i enhver stor By har en Masse Arvefiender, for hvem det har noget meget Opmuntrende, at see Theorien om Politiets Uimodståelighed practisk gjendreven. Vor ovenfor yttrede Formening støtte vi i Særdeleshed derpaa, at uagtet der i Høiesterets Locale er sørget for Publicum paa en Maade, der aldeles svarer til den Stilling, Publicum i det Hele indtager hertillands, og uagtet som Følge deraf hver af de Tilstedeværende næppe havde mere end 1/3 af det Cubikrum til Disposition, som hans Legeme under sædvanlige Livsforhold indtager, iagttog Forsamlingen dog en høist prisværdig Ro og Orden, baade under Sagens Procedure og ved Dommens Forkyndelse. Og nu var det det selvsamme Publicum, som uden den allerringeste Uorden havde ventet paa Dommen fra den tidlige Morgenstund af, der fra Høiesterets-Palaiet begav sig til Hr. Lehmann for at bringe ham en opmuntrende Hyldest, og vi have saaledes vel Grund til at antage, at Alt vilde være gaaet af i største Sømmelighed og Orden, og at det kun var den ved Politiets Angreb fremkaldte Irritation, der baade bevægede nogle af Mængden til at ile ud til Amalienborg og der gjentage deres "Leve" og som nærmest bevirkede de om Aftenen stedfundne Gadeoptøier. Den "Berlingske Tidende" har aldeles forkert opfattet Betydningen af det om Middagen udbragte "Leve", naar den betragter det som en Protest imod Høiesteretsdommen; det var tvætimod en fuldkommen lovlig Tilkjendegivelse af, at man ansaac Hr. Lehmann for ligesaa brav og hæderlig en Mand som tidligere - en Uoverensstemmelse imellem den juridiske og moralske Dom, der Gud skee Lov hører til Sjældenhederne her i Danmark. Urigtigheden af den i "Københavnsposten" yttrede Mening, at man "gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve"" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten" ansee vi det fra vort Standpunkt for unødvendigt at godtgjøre.

(Fædrelandet 22. januar 1842).

Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882). Orla Lehmann holder tale og Orla Lehmann for Højesteret. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Igaar forefaldt ingen videre Uroligheder her i Hovedstaden; om Aftenen bevægede sig selv en usædvanlig Mængde Mennesker paa Gaderne, men der samlede sig ingen større Masser og hørtes intet Raab; Tropperne forbleve konsignerede i Casernerne, medens talrige Patrouiller af Cavalleri og Politi endnu seent ud paa Natten droge gjennem Gaderne. - Er det ikke en Beretning som om den kom fra Paris og ikke fra Hovedstaden for det rolige, phlegmatiske Danmark? Og dog passer den ganske paa de sidste Dages Forhold. - Vi have allerede udtalt vor Beklagelse over de Optrin, der fandt Sted iforgaars Aftes og som have foranlediget hine Forholdsregler, der neppe ville komme til videre Anvendelse. De conservative Blade have ogsaa paa deres Viis omtalt Sagen. "Den Berlingske Tidende" vil ikke erkjende den offenlige Menings Betydning, men lægger dog i sin Beretning en ikke ubetydelig Frygt for Dagen, saa at den endog anraaber Oppositionspressen om Bistand mod deslige Uordener. Den tillægger derved Oppositionspressen en neppe velovervejet Betydning, der dog ikke skal foranledige os til al fremkomme med noget, der kunde mistydes fra nogen Side, saameget mindre som vi ingenlunde frygte noget af Folket. - "Dagen" der i stum Forlegenhed og maaskee med en Floskel om Reactionens uhyre Fremskridt paa Tungen, i Onsdags og Torsdags ganske ignorerede hvad der foregik, tager igaar Anledning af den udstedte Politiplacat til at fremkomme med en aldeles consus Beretning ledsaget af nogle foragtelige platte Bemærkninger, der insinuere at udlede hine Optrin som Følger af Lehmanns Fremgangsmaade paa Falster! Slige Jammerligheder ere intet Nyt i "Dagens" Spalter, og overraske os ligesaa lidt som dens Bestræbelse for at tilskrive Nysgjerrigheden den Sympathi, der har viist sig for Lehmann. Hvad der derimod forekommer os mærkeligt, er, at see "Dagen" berette det Factum, at der i Torsdags Middags paa Amalienborg er bleven udraabt: "Leve Constitutionen"

(Kjøbenhavnsposten 22. januar 1842).

Figaro var udgivet siden 1840 af tivolis grundlægger Georg Carstensen, og han fik lov til at forlænge nytårsfesten (Vauxhall) et par dage: 

-Igaar bivaanedes Figaros Nytaarsfest i det kgl. Ridehuus af Kongen og den kgl. Familie. En Mængde civilklædte Politiofficianter, hvoriblandt ogsaa Hr. Leerbech, vare tilstede. - Hs. Maj. havde iforveien bivaanet Forestillingen paa det kgl. Theater; ved Ankomsten dertil som ogsaa ved Bortkjørelsen derfra saaed i ringe Afstand fra de kgl. Vogne vel cirka hundrede stokkebevæbnede Politibetjente.

- Naar "Fædrelandet" for igaar yttrer, at det fra sit "Standpunkt" anseer det for unødvedigt at godtgjøre Urigtigheden af den i "Kjøbenhavnsposten" yttrede Mening, at man gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten, saa fremsætter det derved en noget simpel, men dog meget rigtig Bemærkning, eftersom der i Kjøbenhavnsposten tydelig nok kun var Tale om en saadan Antagelse fra Livvagtens Standpunkt.

(Kjøbenhavnsposten 23. januar 1842).

- Ligesom de foregaaende Aftener patrouillerede endnu iaftes til langt ud paa Natten talrige Skarer af Politibetjente især i de gader, der ere nærmest ved Amalienborg. Militairafdelinger vare lligeledes endnu posterede paa forskjellige Steder i Byen.

- Adskillige Personer ere i Fredags blevne arresterede idet de vare antrufne i Begreb med at ned mod Uroligheder advarende Politiplacater.

(Kjøbenhavnsposten 24. januar 1842). 

- Blandt de i Torsdags Aftes paa Gaderne Qvæstede blev paa Frederiks Hospital indbragt en ynkelig tilredt Person i aldeles bevidstløs Tilstand. Hans Hoved var af Stokkeslag ophovnet til i en frygtelig Grad, det ene Øie halvt udslaaet og Næsen næsten stækket, foruden andre Læsioner paa Kroppen. Det er en ligesaa i fredelig og loyalsindet som svagelig halvgammel uformuende Mand, der er geraadet i denne Forfatning idet at han, enten ledet af Nysgjerrighed eller i et lovligt Ærinde, passerede Frederiksgaden omtrent Kl. 10, hvor kan uforsætlig geraadede ind i en Sværm Mennesker, der dreves tilbage af de til Amalienborgs Afspærring opstillede Politibetjente. En Ubekjendt tilskreg ham her at fjerne sig og gav ham i samme Øieblik et Stokkeslag, hvorved han segnede til Jorden med det lldraab: "det var dog et bøddelagtigt Slag". Han med Stokken gjentog Slaget og da den Anden derpaa bad ham om at arrestere sig i Stedet for at slaae, greb hiin ham og tilkaldte sine Fæller, hvorpaa man stillede ham op imod Muren og bibragte ham saa mange Slag i Hovedet til han sank bevidstløs ned. Om Fredag Morgen indfandt sig paa Sygestuen hos den Qvæstede, der endnu ikke var kommen til klar Bevidsthed, en Ubekjendt, der uden at tilkjendegive sig udfrittede ham om det Forefaldne, indtil Sygekonen anmodede ham om ikke længer at plage den Syge, hvis Hoved var, raget og forbundet, besat med Igler. Manden, hvis egen troværdige Forklaring vi her i Korthed have gjengivet, er nu i Bedring.

(Kjøbenhavnsposten 25. januar 1842).

Den 26. januar 1842 meldte politispion Møller at alt var roligt - udover et "umådeligt vrøvl". Han bemærkede endelig at beslaglæggelser og tiltaler mod aviserne ikke huede de liberale, men at mængden billigede dem.