Isvinteren Marts 1844. (Efterskrift til Politivennen)

Isen. I "Hels. Av." af 29de Febr. hedder det: I Søndags Aftes kom Isen i Nivaabugt i Drift, og skruede sig pludseligt ind deels ved Humlebek, hvor den gik over Havnemolen og fyldte Basinet, deels ved Esbergærde og imellem Skotterup og Snekkersteen, hvor den skruede op over Kjøreveien og lagde sig flere Strækninger 2 a 3 Al. høie. Flere Fiskerhuse bleve truede med den største Fare, saa at Beboerne i al Hast maatte rømme den; og kun med den største Anstrængelse bleve de langs Stranden liggende Baade reddede ved at trækkes længer op paa Land. Ved regvireret Mandskab er Veien imidlertid igjen giort passabel. - Farvandet er endnu aabent midtsunds imellem Helsingør og Helsingborg, men syd efter øines intet aabent Vande. I "Fædrelandet" for i Tirsdag berettes Følgende: Østerstormen Natten imellem sidste Søndag og Mandag har ført Isen op paa den sjællandske Kyst. I Torbek have Isflader af uhyre Omfang skudt sig op et Par Hundrede Alen fra Bredden; hvor der var Modstand, har Isen sammenskruet sig i maleriske Dynger, høie som Huse, frembydende et Skue, som vel sjeiden haves hertillands, og som seet under en gunstig Belysning, lønner en Tour derud. Men desværre har Ulykken ogsaa her bidraget til at gjøre Phænomenet mere interessant. I et Par Huse har den fremskydende Masse trykket Væggene ind, bogstavelig fyldt Husene med Is og optaarnet sig omkring dem; en stor Baad er løftet op mod Taget af et tredie, og har ved halvt at indtrykkes i Gavlen, frelst det fra Indstyrtning. Indbruddet skete med en saadan Voldsomhed og Hurtighed, at Beboerne maatte flygte halv paaklædte, og først Dagen efter lykkedes det dem at redde Stumper af deres Bohave. Intet Menneske er kommet til Skade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1844).

Isen. Under Dags Dato er en preussisk Brig, kommende fra Pillau, ladet med Hør og Hamp, sat ind i Isen omtrent 1 Miil Sønden for Dragø med Signal for Lods. Lodserne ere med en lille Jolle gaaede over Isen til ham og vare heldige nok, efter megen Anstrengelse og Besværlighed, at komme til Briggen forinden Middag. Om Ladningen kan der naturligviis ei være Tale saalænge Briggen sidder fast i Isen. Endeel af de unge Lodser, som fulgte med Jollen, bleve ombord i Briggen for at yde Assistance. Hele Farvandet N. og S. for Dragø er tillagt med Iis. Der hvor Briggen sidder fast i Isen, har Strømmen saamegen Magt, at den sætter denne noget N.og Ø. efter, men den presses med Seil for at komme vestligere i Farvandet for at undgaae Holmetunge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1844).

Isen. Red. har modtaget følgende Efterretning fra Helsingør af 2den ds.: I Aftes mellem Kl. 10 og 11 satte Isen med frisk Kuling af S. O. saa heftigt ind paa Land, at den paa tre Steder omstyrtede Bolværket ved den søndre Arm, og endeel deraf gled jevnt og langsomt ned i selve Havnen her, dog uden at gjøre synderlig anden Skade; men Dampskibet laa temmelig farligt med Hensyn til det ene Sted, hvor den skjød ind, ved Færgelaugets Flagstang. Det har i Dag ladet ise et Stykke og er forhalet lidt fra dets sædvanlige Liggeplads. De to andre Steder, hvor Isen gik over, vare ved Lodseriets Flagstand, og noget udenfor det lille Træskuur, der staaer ligefor den saakaldte Prindsesseklap. Man er idag ifærd med at rydde Broarmen for den opskruede Is, og den frie Passage var alt i Middags tilveiebragt. Isen ligger over hele Farvandet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1844).

Skibsefterretning. Den i vor Nr. 60 omhandlede Skonnertbrig er ikke den man har formodet, men derimod er det Skonnert "Birthe Ulla", af og fra Rostock, 58½ norske Com.-Læster drægtig, ført af Skipper H. C. Peters, kommende fra Trondhjem, lastet med Tran og saltet Sild. Denne Skonnert har henligget i Iis deels ved Hunnested og deels paa det almindelige Sætteri ved Spodsbjerg, indtil den 3die Marts, da Spodsbjerg Lodse og Fiskere fik Skonnerten indiset og bragt i Havn i Skadsekrogen i Nærheden af Toldstedet ved Rørvig. Skibsbesætningen bestod af 7 Mand, Skipperen iberegnet, samt 1 Passager, der alle ere bjergede. Skipperen havde paa Touren til Rørvig mistet sit Storanker paa den svenske Kyst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende nr. 63, 6. marts 1844).

Veiret. Om de besværlige Reiser i Slutningen af forrige Uge paa Grund af den stærke Sneefald, hedder det i "O.TH. Av." af4. d.M: Af Reisende, som i forrigelige færdedes paa Veien hertil fra Kjøbenhavn, have vi modtaget forskjellige Beretninger om Besværligheder, hvormed de paa Grund af den faldne Sneemasse i Forbindelse med Frosten og Stormen, have havt at kæmpe. Saaledes naaede f. Ex. Personposten, som i Mandags Aftes Kl. 9 afgik fra Kjøbenhavn, først Roeskilde Kl. 4 næste Dags Eftermiddag. Diligencen var kørt fast i Sneen, Hestene bleve spændte fra, og Passagererne, hvoriblandt en høit frugtsommelig Dame og smaae Børn, maatte sidde i Diligencen fra Kl. 11 om Aftenen til Kl. 10 næste Formiddag uden at kunne komme ud igiennem Sneen. En Bivogn var væltet i Sneen imellem Damhuset og Røde Veirmøllekro. Fire af Passagererne, hvoriblandt en ung Dame fra Fyen, begave sig uden nogen Veiviser om Natten paa Veien til bemeldte Kro, som de endeligen naaede efter 4 Timers høist besværlige Vandring i Mørket den dybe Snee. Saaledes fortsattes Reisen med stor Besværlighed, tildeels paa Slæder, og i Bivogne igjennem Sjælland. En Passageer fra Odense kunde ikke udholde Besværlighederne og maatte blive tilbage i Slagelse, Andre forbleve i Korsør. (Passagererne vare især utilfredse med at man havde ladet Posten afgaae fra Kjøbenhavn uden forud at erkyndige sig om Veien var fremkommelig). Fra Halskov naaede man endelig Torsdag Aften til Sprogø, hvor der overnattedes. (General Krusenstern havde da allerede været der i fire Døgn tilligemed en Handelsreisende fra Lübeck). De Reisende kunne, som sædvanligt, ikke noksom rose den ypperlige og billige Beværtning og den yderst forekommende Behandling paa Sprogø, samt Søfolkenes Liv, Mod og Conduite ved Transporten med Iisbaadene. Efter en besværlig Overfart fra Sprogø, - man var dreven med Isen heelt ned under Kjerteminde, - naaede man endeligen Fyen Fredag Aften og kom i Land ved Stjerneskandsen i Nærheden af Nyborg. Iisbaadene fra denne Side havde ogsaa havt en farlig Overfart. Isen og Strømmen havde drevet de heelt ud imod Kattegattet, da tillykke Vind og Strøm forandrede sig og de naaede lykkeligen over.

Paa Reisen hertil havde bemeldte Personpost mødt Pakkeposten fra Hamborg, der ligeledes havde havt en yderst besværlig Reise igjennem Sjælland. Fra Kl. 11 om Aftenen den 25te til Kl. 3 om Morgenen havde den naaet de to Miil fra Sorøe til Ringsted. En Vogn som var væltet, maatte efterlades paa Landeveien og Godset fordeles paa de øvrige Vogne. Først Kl. 9 Formiddag kunde man forlade Ringsted; i ti Timer avanceredes med største Besværlighed 3 Miil, men nu kunde Hestene at Mathed ikke gaae længere. De ser Vogne maatte kjøre sammen ved et Bomhuus, hvor alle Passagererne maatte opholde sig hele Natten, og Postføreren maatte holde Vagt ved Vognene fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. 9 om Morgenen. Tirsdag Aften Kl. 9½ (d. 27.) naaedes endeligen Kjøbenhavn.

- Fra Frederikshavn hedder det under 29de Febr. i "Aalb. Av."af 4.d.M.: Havisen har nu desværre i de senere Dage lagt sig saa langt ud tilsøes som man kan øine fra Landet, og saaledes er Søfarten for Syd og Nordgaaende op til vor Havn for det Første aldeles ophørt, og Gud veed, hvor længe det vil vare, inden man igjen vil faae aaben Vand at see og komme i Berørelse med Søfarten, thi Frosten vedbliver at være overordentlig streng. Isen er endog saa stærk, at fra Øen Hirtsholmen, 1 Miil herfra tilsøes, ere igaar og idag Beboere komne gaaende hertil og ere gaaede tilbage, efter at have forsynet sig med Fødemidler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. marts 1844).

Isen lettede i slutningen af marts, men avisen vedblev dog at melde om vanskeligheder enkelte steder i landet.

Vandcommissionen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Mødet den 19de Februar 1844.

-----

 .... det kongelige Sundhedscollegium har med Hensyn til det i samme behandlede Spørgsmaal, om hvorvidt de i Aaret 1842 i Pompevandet i nogle af Stadens Qvarterer forefundne Ureenligheder, kunne antages at have indvirket paa Helbredet, under 12te septbr. f. A. ønsket Oplysning af Magistraten om hvad der fra dens Side i den senere Tid maatte være foretaget til Vandets Undersøgelse og om der enten allerede maatte være skeet eller i alt Fald paatænkt noget til dets yderligere Rensning. I denne Anledning henvendte Magistraten sig til Vandcommissionen og har derefter modtaget Afskrift af en Skrivelse fra Vandcommissionen til Sundhedscollegiet dateret den 2, de Januar d. A., der efter den Repræsentantskabet af Magistraten tilstillede Copie lyder saaledes:

"Det kongelige Sundhedscollegium har i en Skrivelse til Stadens Magistrat af 12te Septbr. f A , som os under 29de s. M. er meddeelt, forlangt Oplysninger om hvilke Forholdsregler man har grebet, for at forebygge den ubehagelige Omstændighed, som undertiden har fundet Sted, at raadne Fisk ere blevne oppumpede, og at Vandet ellers har været i adskillige Gaarde ubehageligt at drikke.

Det kongelige Sundhedscollegium deler ikke den af Nogle udbredte falske Mening, at de hist og her fundne Ureenligheder i Stadens Vand skulde have foranlediget de ondartede Sygdomme, som nu i lang Tid have været hyppige her i Staden, men erklærer udtrykkeligt, at det ikke finder en saadan Mening sandsynlig. Uagter vi selv heller ikke have tillagt denne Mening nogen Vægt, blandt andet fordi de samme Sygdomme imidlertid ogsaa have hersket paa mange andre Steder i Landet, har det dog været ti kiært at see den høieste Autoritet i Sager af denne Art udtrykkeligt erklære samme Overbeviisning.

Hvad de befundne Mangler ved Vandet angaaer, maa det bemærkes, at de Tilfælde, hvori en væmmelig Smag og Lugt af raadne Fisk har viist sig, have været aldeles locale. Naar en Fisk trænger ind i Renderne, vil den vistnok sieldent blive i Hovedrenden, og ikke let roe der, da den stedse deri faaer frisk Vand, men om den endog døde og gik i Forraadnelse deri, vilde Forraadnelsens Producter saaledes opspædes i den store Vandmængde, som gaaer igiennem Renden, at ingen paafaldende Lugt og Smag derved kunde frembringes. Det er i Biarmene at Fiskene let omkomme, især naar de drages op i Pompen, beskadiges af Pompens Dele, og dervaa falde ned igjen, enten døde eller Døden nær. De raadne da i Biarmens eller endog Pompens indkværrede Rum, hvor de kunne meddele Vandet en afskyelig Lugt og Smag. Iøvrigt vil Enhver indsee, at disse Vandets væmmelige Egenskaber tiene kom Advarsel mod Brugen deraf.

Prøver af det fordærvede Vand har Commissionen ikke modtaget; men vel har een af os, jeg Ørsted, erholdt Prøver af Vand fra samme Pompe, hvorfra raaden Fisk havde været oppompet, men hvoraf man nu atter fik Vand med de sædvanlige sandselige Egenskaber. Da man meente, at det dog kunde indeholde nogle skadelige Bestandele, undersøgte jeg det. Det forholdt sig imidlertid mod alle chemiske Prøvemidler som alt vort øvrige Pompevand. For end ydermere at bekræfte dette, tog jeg min Tilflugt til Microskopet. Jeg vilde nemlig see, om Vandet indeholdt andre microskopiske Dyr end de sædvanlige, eller maaskee organiske Rester af ualmindelig Form. Men heller ikke dette var Tilfældet. For at opnaae desto større Sikkerhed i denne Sag, formaaede jeg Naturforskeren A. S. Ørsted. som har stor Øvelse i microskopiske Undersøgelser, til at arbeide med mig derover.

En anden local Aarsag til Vandets Fordærvelse er Henstanden i Biarmene og Pomperne. I disse finder ofte en Stilstand Sted, hvorved Vandet lider en skadelig Forandring. Det Vand, som oppompes allerførst om Morgenen, er derfor altid mindre godt. Har Pompen længe staaet ubrugt, er Vandet endnu mere bedærvet, er endelig Biarmen eller Pompen i slet Tilstand, kan Vandet være meget slet, især efter en lang Henstand deri. At Biarmens og Pompens Vedligeholdelse beroer paa Sierne selv, maa ved Bedømmelse af Vandvæsenets Forhold ikke tabes af Sigte. Det sees da let, at mange af de forefaldne Uligheder i Vandet paa Steder, som have Tilløb fra samme Hovedrende, beroe paa Eierne selv.

Vi gaae nu over til det, som er gjort, eller nærmest vil blive gjort fra Vandvæsenets Side, for at afhjelpe de omhandlede Mangler.

Det bør bemærkes, at Indløbskisten eller Tilledningen til Stadens østre Deel har allerede i nogle Aar været udseet til Gienstand for en nærmeste Hovedforbedring, hvortil man har opsparet de fornødne Pengemidler. Indtil dette Tidspunkt, som nu er opnaaet, har man maatte hjælpe sig med midlertidige Forbedringer.

Saasnart der var indkommet Klage over at der var oppompet Fisk paa nogle Steder, eftersaae Vandinspecteuren strax Indløbskisten og traf saadanne Indretninger, at Vandet, som skal indlades, kun trænger ind gjennem mange snevre Aadninger, hvorigiennem ikkun meget smaa Fisk kunne gaae. Senere anbragte man endnu et Net af Metaltraad, foran Renden, hvorved Følgerne af en Feil ved Indløbskisten kunde forebygges. Man kunde umuligt strax anbringe Filtreerindretning.

Filtreerindretninger til Bedste for vor hele Vandforsyning har man allerede i et Par Aar paatænkt, og dertil truffet Forberedelse. Saadanne Indretninger i det Store bør naturligviis udføres med nøiagtigt Overlæg og saadanne forberedende Forsøg, at man ei skal udsættes for utidige og spildte Bekostninger. En Række af saadanne Forsøg ere nu udførte.

Flittige Udskydninger af Hovedrenderne har man ikke forsømt, man har ogsaa ladet pompe paa mangfoldige Steder, hvor Vandet behøvede denne Forbedring. Blandt de midlertidige Forbedringer bør vi fremhæve, at man for at tilveiebringe et raskere Vandløb i Stadens østre Deel, bestemte sig til at anlægge tre Landkamme, som nu ere udførte og i Virksomhed.

Man vil heraf see, at Vandcommissionen i Stilhed har virket for Sagen. Det vil maaskee synes, at Forbedringen burde gaae meget hurtigere, men vi maae henlede Opmærksomheden paa, at Kjøbenhavns Vandvæsen har i en Række af nogle og tredive Aar, det er, siden den nuværende Vandcommission oprettedes, maattet arbeide sig op fra en ussel Forfatning, hvorunder Staden ikke blot havde meget slet Vand, men endog stod i den øiensynlige Fare for Vandmangel, til en taalelig Forfatning. Man maatte under disse Fremskridt bestandigt vogte sig for at tilintetgiøre nogen antagelig brugbar Deel af de gamle Anlæg, for ikke at foraarsage andre end de høist fornødne Udgifter. Vi troe, at de fleste Borgere ville billige denne Sparsomhed. Det Vand vi nu have er i Almindelighed sundt. Det er meget tjenligt til næsten alt industrielt Brug, som Madkogning, Brygning, Brændning osv. For at bruges til Drik, trænger det til at filtreres, som allerede nu er paatænkt, men da det indeholder opløste organiske Dele, som ingen i det Store endnu anvendt Filtrering kan borttage, vil det aldrig blive et ret behageligt Drikkevand. Hertil er Vand, som er mere frit for organiske Dele og indeholder mere Kulsyre, men iøvrigt er mindre skikket til de fleste industrielle Brug, langt bedre, og maa søges i vore Kilder og Brønde." -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1844).

Krudtmøllen. (Efterskrift til Politivennen)

Krudtmøllen. Red. har modtaget nogle nærmere Efterretninger fra Frederiksværk: Man har ingen anden Formodning om Anledningen til Explosionen, end den, at noget af Maskineriet er sprunget, Gangtøiet derved er kommet til at hugge, og har saaledes fremdragt Ild. Ingen er kommen til nogensomhelst Skade. Da den samme Mølle sprang for 16 Aar siden, var der 4 Mennesker i samme, af hvilke de 2 bleve dræbte, men de 2de Andre leve den Dag i Dag.

Træ og Jern fløi denne Gang ikke langt bort fra Stedet, men af Tagfoderet og Rygningen faldt noget ned en Fjerdingvei borte. Alle, med hvem Indsenderen har talt, erklærede, at da Explosionen skete, forekom det dem, som om Noget faldt ned paa deres Loft; selv 1½ Fjerdingvei borte foranledigede Drønet den samme Illusion. I den Krudtværket nærmest liggende Boelig, som har 11 Værelser i samme Etage, bleve Ruder indtrykkede saavel paa den Side, som vendte mod, som paa den Side som vendte fra Explosionen, men ikkun i de Værelser, som vare opvarmede, og fleest i det stærkest opvarmede Værelse, men ikke een Rude i de 6 Værelser, i hvilke der ikke var Varme. Naar undtages Skaden paa selve Krudtværket, som anslaaes til omtrent 3000 Rbd., skeete ingen anden Skade, end nogle Hundrede Vinduers Ituslagning i forskjellige Huse.

En behjertet Handling fortjener at omtales. Medens Arbeiderne paa selve Krudtværket vare beskjeftigede med at slukke den spredte brændende Halm af det sprængte Tag, bemærkedes paa Taget af en paa den udvendige Side af Vandledningen beliggende Stampemølle, i hvilken der var Knudtsats, tvende brændende Brædtstumper. Den ene Stump havde fænget i Taget. Naboen paa denne Side, Smed Jørgen Nielsen, saae det, og da han vidste at Møllen, hvis Tag indvendig var gjennemtrængt af Krudtstøv, maatte springe, saafremt der ikke kom hurtig Hjelp, opfordrede han sine Folk til at følge sig, men Ingen turde. Han commanderede nu sin Søn, en Smesvend, til at gaae med sig; denne indvendte vel, at det var voveligt, men da Faderen sagde: "det er det samme, det er vor Pligt!" fulgte han. Faderen hjalp ham nu op paa Taget, hvor han nedkastede de brændende Brædtstumper og udrev det antændte Tagfoder; Faderen blev hos ham, hjalp ham atter ned, Møllen var reddet, og sandsynlig en stor Ulykke forhindret; thi endeel Tilskuere vare allerede forsamlede ved Møllen. De raabte vel, at det var gal Mands Gjerning at gaae op paa Taget, men de begik imidlertid selv den gale Mands Gjerning al blive staaende i Nærheden, og have saaledes Smeden og hans Søn at takke for, at de ikke kom til Skade

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. februar 1844).

Kongen tildelte den 27. februar 1844 smedemester J. Nielsen dannebrogsmændenes hæderstegn og sønnnen smedemester N. Nielsen medalje for ædel dåd.

Eksplosioner på krudtværket skete med ganske jævne mellemrum. Fx 25. august 1765, 1. maj 1782, to blandingsmøller sprang i hhv. 1822 og 1823, en stampemølle i 1823, den nævnte eksplosion i 1844, en tørrestue og en stampemølle i 1846.

Eksplosionen den 6. februar 1844, en kold vinterdag med 4 graders frost, skete som nævnt i en blandingsmølle, 2. mølle, hvis 4 blandingstønder med tilsammen 400 pund sats blev drevet ved kraften fra et vandhjul. Møllen var en bræddebygning med stråtag. Den var omgivet af traverser (volde) mod øst og vest og mod nord af en påbegyndt travers. "Eksplosionen skete ca. 12^ slet Middag" fortæller krudtmesteren Jørgen Fischer, "og var jeg Øjenvidne til samme, omtrent 12 Skridt fra Laboratoriet eller ca. 80 Skridt fra Møllen. Ved Antændelsen af denne hørtes en Riven og Bragen, hvorefter en rød Flamme slog højt i Vejret, og efterfulgtes af et drønende Knald".

Årsagen opdagedes ikke, men formodedes at skyldes sand eller flintekorn i kullene eller slid på tønderne eller deres gangtøj. Ingen kom til skade. Hele bygningen, også gulvet, bortsprængtes fuldstændigt, så noget af taget senere fandtes en fjerdingvej borte i Kassemose. Vinduer og tagsten sprængtes rundt om i Frederiksværk. En del af møllens brændende tag faldt ned på taget af 6. mølle og begyndte at fænge i det. I denne mølle var der 630 pund sats. Naboen, smed Jørgen Nielsen, og hans søn kravlede uforfærdede op, rev de brændende stykker ned og reddede derved denne mølle og sandsynligvis også de nærmest liggende møller og de mennesker, der stod i nærheden.

Den 17. marts fik Jørgen Nielsen Dannebrogsmændenes Hæderstegn og sønnen medaljen for ædel dåd, begge tilligemed en livsvarig pension på 25 rdlr. årlig.

(Egon Eriksen: Krudtværket på Frederiksværk 1758-1958. Udgivet af Krudtværket 1958.)

Blandingsmølle på Industrimuseet Frederiksværk. Det var formentlig i sådanne tønder at der skete en eksplosion. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sagen Procurator Klein Actor ctr. Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Hoegh. (Efterskrift til Politivennen)

(En Arrestant for Pæderasti idømt Baal og Brand, og en Medarrestant for Attentat paa samme Forbrydelse, anseet med 5 Aar Forbedringsarbeide.)

(Paadømt den 27de December 1843.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag actioneres Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Høegh for Omgængelse imod Naturen og for uteerligt Forhold, Sidstnævnte tillige for. Løsgængeri.

Efter vedholdende Benægtelse har Arrestanten Sandorff endeligen tilstaaet den 18de Septbr. sidstleden paa en Mark ved Falconeeralleen at have ladet Arrestanten, Høegh bedrive Pæderasti med sig, og har han navnligen vedgaaet, at immissio seminis har fundet Sted. Arrestanten Høegh har vel ikke været at bringe til Bekjendelse om den ham saaledes paasigtede Forbrydelse, men saavel ved Sandorffs Forklaring som ved de edelige udsagn af tvende Personer, der tilfældigen vare komne tilstede og have iagttaget Arrestanterne, skjønnes der at være fremkommet tilstrækkeligt Beviis for, at denne Arrestant har attenteret paa at have unaturlig Omgang med Arrestanten Sandorff, hvorimod det for hans Vedkommende ikke tør statueres, at effusio seminis har fundet Sted. Forsaavidt Arrestanten Høegh derimod actioneres for Løsgængeri skjønnes han ikke at have udviist noget saadant Forhold, at han under denne Deel af Sagen kan dømmes.

Arrestanterne, af hvilke Sandorff er 19 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri samt Hæleri, og Høegh, der er 23 Aar gammel, tidligere har været straffet, foruden for forskjellige militaire Forseelser, tvende Gange for Tyveri, og tvende Gange for Løsgængeri, ville for de dem nu overførte Forbrydelser være at ansee, Sandorff efter L. 6—13-15 og Høegh med en i henhold til dette Lovbud bestemt arbitrair Straf, der efter Omstændighederne skjønnes at kunne bestemmes til 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshuus. De ville derhos in solidum have at udrede Actionens Omkostninger, hvorunder Actor, Procurator Klein, og hver af Defensorerne, Secretair Schønberg og Procurator Bang, tillægges i Salair hver 5 Rbd. Sølv.

Den befalede Sagførelse har været lovlig. 

         Thi kjendes for Ret: 

Arrestanterne Andreas Madsen Sandorff og Johan Gottlieb Høegh bør straffes, den Første med Baal og Brand, den Sidste med Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshuus i 5 Aar, samt, Een for Begge og Begge for Een, udrede Actionens Omkostninger, hvorunder Actor, Procurator Klein, og Defensførerne, Secretair Schønberg og Procurator Bang, tillægges i Salair hver 5 Rbd. Sølv.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Juridisk Ugeskrivt, bind 5, 1843-1844, s. 523-524)

Dødsdommen ikke blev eksekveret. I Højesteret blev Sandorff og Høegh dømt til hhv. 2 og 3 års forbedringshusstraf. Hvis Højesteret havde dømt livsstraf, var han formentlig - som kutyme var - af kongen blevet benådet til tugthusstraf. Til gengæld melder historien ikke noget om hvorfor Sandorff nu "slap" med 2 år, mens Høegh "kun" fik straffen nedsat til 3.

Nytaarsgratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Nytårsgratulanterne blev beskrevet i artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. Men traditionen vedvarerede:

- Aaret nærmer sig stærkt sin Ende, og ved dets Vexel kunne vi vente som sædvanlig at blive bestormede af Nytaars-Gratulanter. Denne Skare har i de senere Aar tiltaget i en saa forbavsende Grad, at mangen en Familieforsørger ei uden Bekymring imødeseer denne Tributs Affordring; selv den under heldigere Kaar gaaer med Ængstelighed disse Gratulationer imøde; thi det hører ei til Sjeldenhederne at blive insulteret af de sig indfindende Personer, naar det Ydede ei svarer til deres Forventning. Det er vist den høie Tid, der sættes Grændser for denne Uskik, og vi haabe, der gives Mange, som med Glæde ville række Haanden til at raade Bod paa det om sig gribende Onde. At man saa længe har fundet sig i dette utilladelige Prelleri bør vistnok snarere tilskrives en falsk point d'honneur end Mangel paa Kraft og Selvstændighed. At være den Eneste, som modsætter sig Strømmen, er vel just eiheller meget behageligt, og man aabner da som oftest hellere den nødtørftig fyldte Pung, end udsætter sig for offentlig Omtale. Men da der i vor Tid just ikke er Mangel paa Foreninger, mon da den, der ville danne sig i det Øiemed at hæve dette upassende, nedværdigende og tid- og pengefortærende Trygleri, vilde være een af de mindst hensigtsmæssige? Mon den ei i flere Retninger kunde virke heldbringende? Mange ere af den Formening, at man bør afvente Hjelpen fra høiere Steder; at et Lovbud skulde forbyde al Gratulation; at samtlige Autoriteter skulde vaage over, at deres Underordnede ei nedlode sig til sligt Betleri; men hvorfor skulle vi, maaskee i længere Tid, vente til saadan Hjelp blev os buden, naar vi føle, at vi strax ere i Stand til at hjelpe os selv? Et Onde af den Natur er det langt lettere for os selv at tilintetgjøre, end de bedste Anordninger. Vi saae t. Ex., at Oldermanden for Urtekræmmerne for nogle Aar tilbage roesværdigen fornyede en Lauget forlængst given Anordning imod Tilgifter etc.; havde det da været Enhvers kraftige Villie at hæve en Uskik, vilde der have været en passende Leilighed. Mange ville vel ogsaa indvende: at en Deel af Gratulanterne ere saa slet aflagte, at de ei kunne bestaae uden Gratulation; at ved Tjenestefolks Antagelse er der som oftest taget Hensyn til de vante Nytaars-Gratificationer, saa de ei uden dem vilde kunne komme ud af det med den dem reglementerede Løn; men, spørge vi, er det da en passende Maade at lønne paa? Vilde dog Folk tydeliggjøre sig, hvor langt hellere de maatte give deres Tyende nogle Rigsdaler mere i Løn om Aaret, og strengt overholde, at de intet Nytaar modtog fra dem, hos hvem Husets Fornødenheder kjøbes, hvor gavnligt vilde det ei være, saavel for Kjøber som for Sælger? Maatte vore Handlende kun indsee, at de vilde have lige god Afsætning uden Nytaar og Drikkepenge; hvilken Sum vilde de ei derved aarlig spare, og hvor meget vilde de ei vinde i Agtelse, i det mindste hos den bedre Deel af deres Kunder, naar de undlode at give deres Tyende den Lokkemad, som hine dog egentlig maae betale. En god Begyndelse vilde det være, hvis Enhver ei vilde give sine egne Folk Nytaar og strengelig forbyde dem, at modtage Noget af Andre. 12-17.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. december 1843)

Maleri af David Monies (1812-1894), fra o. 1855 og fremstiller en vægter som er på nytårsvisit i en families køkken. Statens Museum for Kunst.