Vesterbroes Teatre. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Guerres Beriderselskab paa Vesterbro endnu bestandigt vedbliver at fængsle Publikums Opmærksomhed og Interesse i den Grad, at enhver af dets Forestillinger hidtil har været givet for fuldt Huus, finde vi den Uorden, som hersker med Hensyn til Billetudsalget, i høieste Grad dadelværdig. Det hænder sig nemlig næsten ved enhver Forestilling, at der uddeles eg sælges langt flere Billetter, end der ere Pladse paa Theatret. ikke blot til Galleri og Parterre, men endogsaa til Parquet og Loger. Saaledes var der til Forestillingen iaften solgt sexten Billetter til en Loge, som kun rummede 8 Personer; til en anden Loge, Litr. A, var der solgt 6 Billetter, og da Familien kom, som havde kjøbt disse og som var reist ti Mil fra Landet for at see dette Selskab (!), fandt de, at hele Logen var nedreven og benyttet til Gennemgang for de Spillende. Følgen heraf er, at Billetcassereren hver Aften maa tilbagebetale ru Mængde af de solgte Billetter, uden at tale om, at den Deel af Publikum, der ikke bryder sig om knap Plads, eller som endog finder Behag i at tilbringe 2 Timer i et overfyldt Rum, foraarsager Uorden og Optøier, der i høieste Grad generer de øvrige Tilskuere. Der er ikke nogen Tvivl om, at Hr. Petoletti, Theatrets Eier, er Skyld heri, og om man endog kunde tilgive ham, at han mindre seer hen til Publikums Beqvemmelighed, end til en forøget Indtægt, saa finde vi det dog besynderligt, at vort aarvaagne Politi, der med bekjendt Agtpaagivenhed og Discretion (sic!) forstaaer at indblande sig i alle andre Anliggender, har ladet denne Sag gaae hen uden at værdige den sin Opmærksomhed *).

*) Ved Nytaarstid ere Politiet Betiente nok for saavidt undskyldte som de tillige rnaae passe deres egne Gratulationsforretninger, hvorved de, til liden Roes for Politibestyrelsen og til liden Vaade for dem, der ere udsatte for deres Myndighedsmagt, maae søge at bøde paa den altfor ringe Løn, de tildeels erholde.

(Kjøbenhavnsposten den 2. januar 1845)

Prinsens Palæ. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt den store Masse af kgl. Slotte, som Staten sidder inde med, og hvoraf en ikke ringe Deel, uden at tilsidesætte nogen sand Interesse, kunde nedlægges, er der intet, der mere stadigt har tildraget sig den offenlige Opmærksomhed end "Prindsens Palais" eller, som det i Statsregnskaberne benævnes, "Palaiet i Kalleboderne" eller, som del almindeligt kaldes, "de Adeliges Vartou". Kjært Barn har nemlig mange Navne. Denne rummelige Bygning har nu i en lang Række af Aar været Sædet for en stor Mængde, for det meste adelige, Personer, hvoraf de allerfleste aldeles intet Krav synes at have paa at faae fri Bolig af Staten, og desuden i Regelen ere saa godt lønnede, at de meget vel kunne holde sig selv med Værelser, uden at behøve at lade sig i saa Henseende yderligere forsørge af deres skatteydende Medborgere. Naar man vilde nedskrive den lange Liste af Personer, der heelt eller for en Deel ere blevne forsørgede igjennem denne Anstalt i en lang Række af Aar, da vilde det blive tydeligt, hvor lidet Krav disse Personer i Regelen have paa offenlig Understøttelse, ikke at tale om, at god Orden synes at medføre, at naar Naadegaver skulle meddeles, det da maa blive igjennem Statssecretariatet for Naadessager eller i alt Fald igjennem Stadens Hospitaler og Fattigvæsen. Ved den nuværende Konges Thronbestigelse antoges det almindeligt, at der vilde skee en Forandring i denne Stiftelses Anvendelse, og det blev endogsaa bebudet, at den, efterdi den ikke skulle afhændes, vilde blive afbenyttet til at opbevare de offenlige Samlinger af Konstgjenstande, Oldsager m. m., som nu baade andetsteds var slet placerede og desuden rettest burde vare samlede paa eet Sted. Herved vilde ogsaa bevirkes, at de flere Eiendomme, der nu bruges til disse Samlinger, kunde afhændes, cg derved ikke blot deres Vedligeholdelse bespares, men tillige den ved deres Salg udbragte Sum indvindes. Denne Bestemmelse med Hensyn til Anvendelsen af "de Adeliges Vartou' synes imidlertid nu at være opgiven, idet man ikke alene ikke har opsagt de Personer til Udflytning, som ere indlogerede der, men endog stadigt, naar Pladse blive ledige, besætter dem igjen med alleslags Individer, om hvilke der gjelder det samme som om Pluraliteten af den tidligere Besætning, navnlig at de intetsomhelst Krav synes at have paa det Offenliges Penge eller Medlidenhed. I denne Tid blive saaledes netop 2 Personer indqvarterede, hvis Navne vistnok ere Læserne ubekjendte, med mindre det skulde være, at det ene af dem har været bragt i Forbindelse med nogle høist mislykkede dramatiske Produkter, som Theaterdirectionen med Hofmarschal Levetzau i Spidsen, havde antaget til Opførelse, men som Publikum, der ellers ikke har Mangel paa Overbærelse i denne Henseende, totalt har forkastet. Disse 2 Personer ere Hds. Maj.s. den nuregerende Dronnings Hofdame, Frøken Waltersdorff, og Høistsammes Secretairinde. Jfr. Andresen, der ere blevne forsynede med et meget betydeligt Antal Værrelser. Det er specielt den Førstnævnte, der, efterat være afgaaet fra sin Post som Hofdame med en meget rigelig Pension, er bleven anviist en lang Række af Værelser i den heromhandlede offenlige Bygning, og hvilke Værelser i flere Maaneder have været underkastede en vidtløftig, kostbar og til Hofmarschal Levetzaus og Etatsraad Schønbergs eget høie Tilsyn anbetroet Istandsættelse, der nu er saa vidt fremmet, at den nævnte adelige Dame om faa Dage kan rykke ind i samme. Som et Beviis paa den Omsorg, hvormed man sørger for hendes størst mulige Beqvemmelighed, fortjener det ogsaa at anføres, at en Have , som gjennem en lang Række af Aar har været overladt General Rømer, nu er fratagen denne for at lægges til Frøken Waltersdorffs Leilighed og derved gjøre denne mere komfortabel for Beboerinden. Det er, som sagt, vanskeligt at begribe, ifølge hvilke Qvalificationer denne særegne Naade er udviist; thi at det blot skulde være som en Løn for længere Tids Tjeneste, synes saa meget mere urimeligt, som det ikke er almindeligt, at Sligt kommer i særdeles Betragtning, hvorom man overbevises ved at see hen til det nyligt i flere Blade omtalte Factum, at en Toldbetjent er efter nogle og tredive Aars tro Tjeneste afgaaet med en Pension af - 33 Rbd. om Aaret. At Frøken Waltersdorffs Qvalificationer imidlertid maae have været særdeles betydelige, ligger, saavidt vi skjønne, allerede i den Omstændighed, at man for hendes Skyld endog har vansleliggjort sig den tagne Bestemmelse med at ryddeliggjøre den heromhandlede Bygning for at benytte den i Statens Interesse, og altsaa for længere Tid udsat Muligheden af at realisere et i flere Henseender passende og hensigtsmæssigt Formaal i dets fulde Omfang.

(Kjøbenhavnsposten 20. december 1844)

Nordjylland: Tyverier efter Dronninglund-mordsagen. (Efterskrift til Politivennen)

Man havde problemer med kriminalitet som myndighederne ikke kunne tackle, her en artikel fra Nordsjælland. Her greb man dog ikke til selvtægt, men indkaldte de ansvarlige myndigheder til et møde:

- Det er nu kommet saa vidt i det nordøstlige Sjælland mod Eiendomsusikkerheden og den ringe Beskyttelse derimod, som den bestaltede Øvrighed er istand til at yde, at Indvaanerne see sig nødsagede til at gribe til Forholdsregler for selv at værne for deres Eiendomme og Liv. Efterstaaende Indbydelse til den Hensigt læses i sidste Nummer af "Frederiksborg Amtstidende":

- Da det har viist sig, at det ved de Midler, der staae til de locale Politiøvrigheders Raadighed, ligesaalidt er muligt at forebygge de daglig her i Egnen meer og meer om sig gribende Lovbrud paa Eiendomsretten, som at opdage Forbryderne, ere Undertegnede komne til den Overbeviisning, at det endelig vil være uundgaaelig fornødent, at der fra Communernes Side saa hurtigt som muligt, tages lovlige Forholdsregler til at virke til en bedre Tilstand. - Thi indbyde vi derfor herved Delegerede fra Sogneforstanderskaberne i Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Distrikter, saavelsom enhver Anden, der maatte interessere sig for Sagen, til at samles med os, hos Gjæstgiver Petersen i Hillerød, Onsdagen den 4de Decbr., Form. Kl. 11, for at raadslaae om de hensigtsmæssigste Midler til hiint Øiemeds Opnaaelse.

Philipsen, Eier af Høiagergaard. 
P. Heegaard, Sognefoged og Dbrsmd. i Slangerup.
Reith, Eier af Strølille Mølle. 
Krog, Kæmner i Hillerød.

Samtidig med denne Indbydelse beretter bemeldte Tidende om et Indbrud og Ran i Tibirke Kirke og om et dristigt Indbrudstyveri hos en Gaardmand i Gandløse

(Kjøbenhavnsposten 2. december 1844)

Det er måske at være bagklog og spørge om man også havde forsøgt sig den vej i Vendsyssel. Tyverier, påsatte brande mm. hører man sporadisk om i aviserne omkring Stagsted, så episoden var ikke enden på problemet. 7. april 1846 kunne Kjøbenhavnsposten berette om "ejendomsusikkerheden":

- Angaaende den i det nordlige Jylland igjen overhaandtagende Eiendomsusikkerhed og dens Aarsager, indeholder "Hjørring Avis" følgende Beretning:

- Atter er forøvet Indbrud og Tyveri i Børglum Herred; denne Gang hos et Par gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn. Tyvene havde nedslaaet en Væg og igjennem den gjorte Aabning practiseret en temmelig stor Kiste ud i den tilstødende Have, hvor den blev opbrudt og berøvet sit Indhold, der fornemmelig bestod af endeel Klædningsstykker og 30 Alen Lærred. - I flere andre Sogne er ligeledes i den senere Tid begaaet adskillige Tyverier, f. Ex. i Asdal Sogn hos Christen Jepsen, i Bjerby Sogn bos Gaardmand Thøger Rams og Hos Huusmand Christen Salling, i Bidstrup og i Tornby Sogne. Da Tyvene her overalt kun have søgt Fødevarer, synes Armod og Nød at have været den fortvivlede Anledning til disse Tyverier. Kun hos Jepsen fandtes og medtoges nogle Penge. - Endvidere er hos en Gaardmand i Sindal Sogn begaaet et temmeligt dristigt Indbrudstyveri. Tyvene have nemlig ved at udtage et Vindue skaffet sig Adgang til Storstuen og der opbrudt et Chatol, hvoraf udtoges endeel Gangklæder; derefter ere de gaaede ind i Dagligstuen, hvor 4 Mennesker laae og sov, og, uden at disse have mærket det Ringeste dertil, fra Bjelken nedtaget et Lommeuhr, og derfra ind i Spisekammeret og taget endeel Fødevarer. Mistanke er vakt imod et Individ, der er arresteret. - En Mand ved Navn Frants Larsen, førhen Forster af Sottrup, havde forleden Dag solgt nogle Kreaturer i Sindal Sogn, hvor han derpaa overnattede hos en Gaardmand. Morgenen efter bragte Pigen ham hans Tegnebog, der var funden aaben henslængt i Kjøkkenet. En Halvhundrededalerseddel var stjaalet deraf; men Resten af dens Indhold, 15-16 Rbd., fandtes endnu i Behold. At Frants Larsen hiin Aften havde den omtalte Sum hos sig var noksom bekjendt, da den netop var ham tilkommen ved Kreatursalget. - I samme Blad hedder del ligeledes: En stakkels fattig Kone, der med mange smaa Børn maa friste Livet i en ussel Jordhytte, hvor Væggene kun bestaae af vaade Græstørv og Senge og Bohave ere dannede af samme Material, midt ude paa en nogen Hede ved Hjørring, fristedes af Nød, Kulde og Elendighed, paa en af denne Vinters koldeste Dage, til al berøve den velforsynede Nabo - en Snees Tørv, Denne Nabo, der tidligere selv har forgrebet sig, saa at Viborg Tugthuus er ham velbekjendt, havde, som man kunde vente sig, ingen Medlidenhed med den stakkels Kones Kummer og Nød; han klagede hende an og den ubøielige Retfærdighed dømte hende til 2 Gange 5 Dages Vand og Brød; og imedens hun, der ellers bærer et godt Rygte, nu maa udstaae sin Straf, lide hendes Smaa formodenlig endnu større Nød og have -sikkert, trods Moderens Forseelse, tilligemed hende Krav paa gode Menneskers Bistand og Medlidenhed."

Denne artikel blev suppleret den 11. april i Kjøbenhavnsposten:

- Hjørring Avis har følgende Fortsættelse af sin Beretning om Usikkerheden i Vendsyssel, hvoraf fremgaaer, at Røverne der i Egnen atter uhindret kunne fortsætte hvad de ikke strax saae fuldført; bag efter kommer Politiet: - De gamle Aftægtsfolk i Seilstrup Sogn, hos hvem der for kort Tid siden blev gjort Indbrud og bortstjaalet endeel Klædningsstykker og noget Lærred, have siden levet i bestandig Frygt for at hiint Indbrud var beregnet paa deres Penge og at det skulde blive gjentaget; de skiftedes derfor til at vaage om Natten. I Løverdags Nat var det Mandens Tour til at vaage; han sad i Mørke paa en Stol og blundede, da der pludselig kom en 8 Pds. svær Steen ind ad Vinduet, som traf ham uden at gjøre ham nogen Skade. Han blev siddende roligt og lyttede, indtil han troede at høre Tyvene fjerne sig, listede sig derpaa ud til Gadedøren, for dog ved Maanens skin al see, hvilken Retning de toge; men knap havde han aabnet Døren paa Klem førend den blev stødt op og han kastet til Jorden af en Mand, der smed sig oven paa ham, slog ham i Ansigtet og satte sit Knæ mod hans Bryst. Konen, der hørte sin Mands Nødskrig, sprang af Sengen og ilede ganske nøgen som hun var ud i Forstuen for at see hvad foregik; men blev strax kastet til Jorden af en anden Karl, der snærede hendes Been sammen med et Reeb saa fast, at det gik i det blodige Kjød, traadte hende i Ansigtet med en Træsko, saa at Tænderne gik ind i Munden, det ene Øie vistnok er ødelagt og Konen næsten ukjendelig. Imedens den ene Karl vedblev at trykke Manden ned med Knæet imod hans Bryst, begyndte den Anden Randsagningen i Stuen, hvor han snart i de Gamles Seng fandt de nogle Penge, nemlig 400 Rbd. Røverne skyndte sig strax bort med Pengene og lode de Gamle ligge. Konen er meget syg af de lidte Contusioner og Mælet har forladt hende, saa at hun endnu ingen Forklaring har kunnet give om det Passerede. Manden vil slet ikke have kjendt Voldsmændene, som endnu ikke ere opdagede. - Skræder Jess paa  Vandstedmark og Søren Bak i Bagterp, er ligeledes en Nat i forrige Uge gjort Indbrud og stjaalet, fornemmelig Fødevarer".

Se fx også Dannevirke, 20 december 1854, citeret fra Aalborg Stiftstidende). Da det fortæller en del om datidens forhold, her artikel i sin helhed:

Afvigte 6. Okt. da Fæster paa Dybvad Gods, Lars Christensen, ud paa Eftermiddagen arbeidede i Marken, saae han, at Ilden slog ud fra den vestre Deel af hans Fæstested, Føltved Huus, der ligger tæt under Stagsted Skov. Endskjøndt Ilden hurtigt bredte sig og det hele Huus nedbrændte, lykkedes det ham og flere tililende Naboer at faae endeel Bohave og Klædningsstykker reddet. Herved viste sig, at et i den længst mod Øst værende Stue ophængt Skab var slaaet istykker, at en Øxe laae paa Gulvet ved det, og, uagtet de Brandlidte og Naboerne naaede til denne Stue, inden Ilden der fik Magten, savnedes dog derfra endeel Fruentimmerklædningsstykker. Det var saaledes tydeligt, at der i Huset var begaaet Tyveri, ligesom det og strax formodedes, at Tyven havde sat Ild paa Huset. Tidligere paa Dagen var seet et ungt Fruentimmer der paa Egnen; hun havde under forskjellige Foregivender været saavel inde i L. Christensens Huus som i flere af de ved Skoven liggende. De strax iværksatte Undersøgelser viste, at et ungt Fruentimmer, der bar en Pakke, havde overnattet imellem 6. og 7. i Hellum Sogn, imellem 7. og 8. i Ørum Sogn, var derpaa d. 8. gaaet til Baptistforsamling i Hammer i Kjær Herred; men hermed tabte Sporet sig. I Ørum havde hun imidlertid efterladt nogle Klæder, der bragtes til Politimesteren, og, da der paa samme Tid var efterlyst en for Tyveri sigtet, omflakkende Pige ved Navn Mariane Bertelsdatter, hvis Signalement syntes at passe paa den i Føltved seet Pige, opstod der Mistanke om, at hun kunde være Tyven og Brandstifteren. De indbragte Klæder forevistes flere af hendes Familie, og disse igjenkjendte adskillige af Klædningsstykkerne. Mistanken var saaledes nu stadfæstet. Uagtet al anstillet Eftersøgning anholdtes hun først efter omtrent en Maaneds Forløb. Dette skete i Kjær Herred, for hvis Politimester hun strax gav en foreløbig Tilstaaelse saavel om Tyveriet som om Ildspaasættelsen i Føltved Huus. Det er siden om hende oplyst, at hun i August forlod en Tjeneste, hun havde i Kjær Herred. Hun gav sig dernæst paa Vandring og ernærede sig, efter Omstændigheder, Tiggeri og Tyveri. Den 6. Okt. kom hun om Formiddagen til Føltved Huus, hvor hun opholdt sig en Tid hos Folkenes Børn, der vare ene hjemme. Om Eftermiddagen indfandt hun sig atter i Huset i den Hensigt at stjæle, hvad der i hendes trængende Forfatning kunde være hende tjenligt. Efter at have forsikkret sig om, at end ikke Børnene var hjemme, udførte hun sit Forsæt og tilvendte sig endeel Fruentimmerklæder. I et i den østre Stue ophængt Skab ventede hun at finde Penge, men da det befandtes laaset, hentede hun far den modsatte Ende af Huset en Øxe. Med denne slog hun Fyldningen ind; dog fandt hun ikke hvad hun søgte. Nu opstod den Tanke hos hende, at hun bekvemmest kunde skjule det skete Tyveri ved at sætte Ild paa Huset. Hun stak op i endeel imod Taget i Bryggerhuset opstablet Lyng, og ilede derpaa med det Stjaalne fra Huset op til Skoven. Hun forlod Huset uden at vide, om Gløden havde fænget, men da hun naaede Skoven, vendte hun sig om og saae da, at Røgen væltede ud fra Husets vestre Ende, hvori Bryggerset befandt sig. Iilsomt fortsatte hun Veien ind i Skoven, for at undgaae Paagribelse. - Dette Fruentimmer, der kun er 20 Aar gammel, venter nu sin Straf for den betydelige Forbrydelse, hun har begaaet uden, saavidt skjønnes, at føle nogen synderlig Anger over en Handling, hvorved en stræbsom Huusmandsfamilie er bleven ødelagt.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

 I Kjøbenhavnsposten 20. november 1844 kunne Dr. Dampe kommentere en artikelserie som er bragt tidligere på denne blog:

Rønne Hovedvagt (1744) kan have været en af de bygninger som Dampe har været inde i eller måske gået forbi da han opholdt sig i Rønne 1840-1848. Dog uden fodgængergennemgangen. Den er et resultat af bilismen i 1940. Bygningen var opført som arrest, senere hovedvagt (til 1867).

"Oplysninger og Berigtigelser til Skilderiet af Dr. Dampes Fængsel".

Dr. Dampe, der, efterat have hensiddet over 20 Aar i strengt Statsfængsel, for nogle Aar siden blev benaadet med Forviisning til Øen Bornholm, har der iaar begyndt at udgive et Hesteskrift: "Til Danmarks Borgere", hvoraf to Nummere ere udkomne. Man skulde ikke troe, at det kunde mangle paa Interesse hos Publikum til at gjøre sig bekjendt med hvad denne haardt prøvede Mand har at fremføre, og vi maae derfor antage, at det kun er Mangel paa Kjendskab til dette Skrifts Udgivelse, der hidtil har foranlediget dets ringe Afsætning. Man vil i dets Indhold og Tendents - der fornemmelig gaaer ud paa at  undersøge og belyse, hvilke statsretlige Grunde vor nuværende Forfatning kan siges at støtte sig paa, og ifølge hvilke Forfatteren i sin Tid blev dømt fra Livet - gjenfinde en endnu usvækket Aand, der stræber efter Lys i i og Sandhed med ligesaamegen Iver og Fasthed som i dens ukrænkede Ungdom, hvorvel det er en Selvfølge, at Forfatteren, hvem Censurens Baand endnu er paalagt, endskjøndt den Dom, hvorefter dette skeer, vel kunde synes at vare gaaet under i den ham senere tilkjendte Dødsdom - ikke med en Uforbeholdenhed kan udtale sig om disse Gjenstande, som han i sin fulde Frihed sikkert vilde.
Idet vi paa det Varmeste anbefale Dr. Dampes Skrift til den Deel af Publikum, der har  agtelse for en Ulykke, hvis rette Navn det vilde blive os formeent her at udtrykke, og som endnu holder i Hævd, hvad der vil bidrage til at føre Fædrelandet en høiere Statsudvikling imøde, ansee vi det for en Pligt af det sidste Nummer her at hidsætte Forfatterens Berigtigelser til en Række af Artikler i dette Blad, ham vedgaaende, som iøvrigt vare skrevne med det udtrykkelige Formaal at bidrage til at forjage de lave og uværdige Forestillinger om ham og hans Strafskyld, som desværre i lang Tid uimodsagt havde søgt at gjøre sig gjældende. 
Disse Berigtigelser, der udgjøre endeel af en Artikel i Nr. 2 af bemeldte Hesteskrift, under ovenstaaende Overskrift lyde saaledes: 
"I  Kjøbenhavnsposten Nr. 255 1841 nævnes nogle Formildelser eller Lettelser i min Fængsels-Tilstand, som skal være blevne mig til Deel, hvilke dog ikke have fundet Sted, men ere blevne Forfatteren urigtigen berettede. 
Han fortæller med Sandhed, at, da jeg første Gang var i Citadellet, blev jeg behandlet af dets Commandant, General Lorentz, med den yderste Strenghed, at jeg i de fem (ikke sex) Aar, da jeg sad der, uafladeligen sad indespærret inden fire Mure og aldrig nød frisk Luft og Bevægelse. Han siger om mig: hvor rædsomme disse Aar have været, kan man først rigtigt gjøre sig et Begreb om, naar man tillige erfarer, at det i denne lange Tid var ham aldeles negtet at bringe sine Tanker paa Papiret, alle Skrivematerialier vare ham berøvede. Dette er Sandhed. Ligeledes, at Ingen fik Tilladelse til at komme til mig, ikke engang mine Børn, Med mindre, som han siger, man kan regne det for noget, at de saae mig et Par Gange med bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til, efter nogle faa Minutters Forløb, igjen at stille Faderen fra Børnene. Dette forholder sig rigtigt, saavelsom at, da jeg derfra var kommen til Christiansø, kom jeg til visse Tider i frisk Luft. Dette skete nemlig med en Soldat tre Skridt bagved mig med Bayonetten bestandig udtrukken af Skeden. Men derpaa melder Forfatteren aldeles urigtigen, at nu tilstededes mig Brugen af Skrivematerialier. Det er sandt, jeg fik Blæk og Pen; men, da Papir var mig aldeles negtet, saa kunde de to første ikke nytte mig. Naar jeg engang imellem vilde skrive et Brev, for at give min Familie Efterretning om min Sundhed saa maatte jeg andrage derom til Arrestforvareren, som igjen androg derom til Commandanten, der da gav sin Tilladelse til, at et Ark Papir blev kjøbt. Brevet blev gjennemseet af Commandanten, som undertiden, naar jeg havde skrevet noget Ord til eet af mine Børn, som han ikke syntes om, forbød mig det, og jeg maatte skrive Brevet om igjen. Ja! naar jeg paa Regninger skulde skrive det Ord: Modtaget, maatte Commandantens Tilladelse indhentes til at benytte Blæk og Pen til dette Ord, og Underofficieren kom til mig med de Ord: De har Commandantens Tilladelse til at paategne denne Regning. Saaledes var det altid i mit Fængsel. Jeg vil dog undtage nogen Tid i mit Fængsels første Aar (i Domhuset) da Papir blev leveret mig, hvorpaa jeg kunde skrive noget literairt Arbeide, saaledes at der blev holdt nøie Regnskab over hvert mig leveret Ark, og Alt, hvad jeg havde skrevet, blev gjennemseet. Dette Samme skete, paa en særdeles Anledning, i mit Fængsels syvende Aar, og ved en enkelt sjelden Leilighed. Men iøvrigt blev den Regel, som jeg nys har beskrevet, naar jeg blot vilde skrive et Brev eller skulde paategne en Regning, bestandig iagttaget lige til mit Fængsels sidste Dag. Derfor, naar Forfatteren siger, at man først kan gjøre sig et Begreb, hvor rædsomme de fem Aar i Citadellet have været mig, naar man erfarer, at i denne lange Tid Skrivematerialier vare mig berøvede, saa maa det rettes saaledes: nei, ikke blot i denne lange Tid, 5 Aar, men i den lange Tid, 20 ½ Aar.
Det, som Forfatteren beretter, at jeg fik Bøger paa Christiansø tilsendte fra Kjøbenhavn, er aldeles urigtigt. Det fik jeg aldrig.
Det er fremdeles urigtigt , naar Forfatteren beretter, at, da jeg anden Gang var i Citadellet, det var i mit Fængsels ellevte Aar, blev den Strenghed, hvorved Adgang til mig havde været formeent Enhver, endogsaa mine Børn, ophævet i Henseende til mine Børn. Han siger, at det negtedes mig da ikke at tale med mine Børn. Jo, det negtedes mig da, ligesom for. Vistnok talte jeg til den Tid adskillige Gange med mine Børn. Men det skete formedelst en Misforstaaelse eller Forseelse af Arrestforvareren. Da Commandanten erfarede det, fik Arrestforvareren en Irettesættelse. Eet af mine Børn, som strax derefter kom til mig i det Haab, at kunne tale med mig, fandt ganske den gamle Foranstaltning, som Forfatteren fortæller, bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til efter faa Minutter at stille os ad og forlod mig grædende. En Militair, som var tilstede ved en saadan Leilighed i General Lorentzes Tid, undskyldte, at han kun kunde tilstede mig faa faa Minutter til at see mine Børn, dermed, at, da jeg sidste Gang for en rum Tid siden havde seet dem, havde Lorentz, da han kom tilbage, bebreidende sagt til ham: De blev saa længe. Den Strenghed, at at Adgang til mig var formeent, vedblev i hele mit Fængsels Tid. Jeg kan undtage derfra, at, efterat det oftere var skeet, at Personer, som stede i Forbindelse med Fængselet, havde ønsket Underviisning af mig og havde bedet om Tilladelse til undertiden at gaae ind til mig en lille Tid i denne Hensigt, men dette var af Commandanterne stadigen afslaaet, saavel i Citadellet som paa Christiansø, bevægede dog nogle Fædre paa Christiansø Commandanten til at tillade, at jeg undertiden gav deres Børn nogle Underviisningstimer, hvilket fandt Sted i et vist Tidsrum og derefter ophørte. Iøvrigt var Adgangen til mig saaledes spærret, at, da jeg engang var syg paa Christiansø - Noget, der lykkeligviis meget sjeldent indtraf - jeg laae alene i mit skumle Fængsels Grav, Ingen kunde komme ind til mig, uden en raa og følesløs Fængsels-Opsynsmand, der blev utaalmodig , naar han skulde skjænke mig Hjelp i nogle Minutter, og jeg bad derfor indstændigen, at een eller anden Person, som jeg kunde ønske til at pleie mig, maatte faae Lov til at komme ind til mig, saalange jeg var syg, saa blev dette mig afslaaet.
En Lettelse blev mig vistnok til Deel i mit Fængsel, da det blev mig forkyndt, at jeg maatte have Lov til, i den Tid, da jeg kunde gaae omkring med en væbnet Soldat bagved mig, at tale med Een eller Anden, som jeg maaskee kunde træffe paa min Vei. I Anledning deraf blev det ogsaa bestemt, at Soldaten skulde gaae sex Skridt bagved mig i Stedet for tre. Men nogle Dage efter maa Commandanten have betænkt sig i det sidste Punkt. Thi allerede faa Dage efter bleve de ser Skridt igjen til de tre. Soldaten med den blottede Bayonet stod ved Siden under hver Samtale, og det kunde skee, at han blev befalet at rapportere, hvad der var  sagt. Thi en Ordre kom efter nogen Tid, som lod saaledes: at han ikke maatte tillade, at Samtalen blev ført i noget andet Sprog, end det danske, for at han kunde rapportere, hvad der var sagt. Siden blev endnu den Ordre tilføiet, at jeg ikke maatte tale med Nogen i længere Tid, end i fem til ti Minutter. Da jeg engang ved en Lejlighed spurgte om Bevæggrunden til denne Ordre, svaredes der, at Bevæggrunden var, at den ledsagende Soldat ikke kunde taale at staae stille i længere Tid.
Der skete derefter den Forandring, at jeg gav slip paa at gaae i længere Strækning, i hvor vigtigt dette end var for min Legemsbevægeise, for at blive befriet fra den ledsagende Soldat, og lod mig nøie med en lille Strækning ligefor Vagten, hvor jeg uafladelig var under de Vagthavendes Øine, jeg kunde være der en temmelig Tid af Dagen. Jeg kunde tale med hvem jeg traf paa dette Sted, men, dersom Samtalen overskred fem til ti Minutter, blev strax en Soldat sendt fra Vagten og skille mig og den, jeg talte med, fra hinanden. Tilsidst, fordi en fra Vagten afsendt Soldat engang stille mig fra en Embedsmand, som jeg talte med, blev Ordren saaledes modificeret, at med en Embedsmand maatte jeg tale saalænge jeg vilde, derimod med Folk, som ikke vare af Embedsklassen, maatte jeg kun tale i fem til ti Minutter.
Den Tilladelse at tale med Nogen, naar jeg gik ud, var den eneste Formildelse i mine Fængsels-Lidelser, som nogensinde blev mig til Deel i hele mit Fængsels Tid. Men de Bestemmelser, som bleve føiede til denne Formildelse, gjorde den til Intet. Formildelsen var ikke kommen fra nogen Autoritet i Kjøbenhavn. Tvertimod paa en Forestilling fra Commandanten, om der ikke kunde indtræde nogen Formildelse i min tunge Tilstand, var Svaret Afslag med de Ord, at jeg skulde være under strengeste Bevogtning. Vilde Commandanten gjøre Noget, saa maatte han gjøre det paa sit eget Ansvar. Hos Autoriteterne over ham var ingen Tanke om nogensomhelst Formildelse for mig. Derfor blev Formildelsen til Intet. Thi Samtale given mig paa den Maade, at den blev tagen fra mig igjen, jeg vidste ikke, hvad Øieblik, det blev en Tantalus-Qval og ingen Lindring, og ethvert Menneske flyede det Tilfælde at blive dreven fra mig af en Soldat. Næsten alle de, jeg kunde træffe, vare Saadanne, som kunde frygte dette. 
Den for Legemet uundværlige Bevægelse i frisk Luft til visse Tider tilstaaes selv dem, der holdes paa det strengeste. Lænker vare mig ogsaa budne, og jeg undgik dem kun ved at underkaste mig den Tilstand i fem Aar at være berøvet Bevægelse i frisk Luft, hvorved mit Legeme i høieste Grad truedes med Undergang.
Selv den, der holdes paa det strengeste, negtes ikke at Læsning, dog med Forbud imod, hvad han ikke maa læse. Naar Tilfældet var, at jeg kunde faae Lidt at læse, saa fattedes det ikke paa saadanne Forbud imod, hvad jeg ikke maatte læse. Det blev forbudt, at jeg maatte læse Spittlers Historie om Souverainitetens Indførelse i Danmark. I en Række af Aar var det mig aldeles forbudt at faae nogen Avis eller noget Blad at læse. Siden blev det mig tilladt at læse nogle, men dog kunde ikke det Mindste gives mig, uden at det først var indstillet til Commandantens Afgjørelse, om Læsningen deraf kunde være mig tilladt. Et Blad, som kort efter Frederik den Sjettes Død omtalte min lange Fængsling paa en deeltagende Maade, blev det mig forbudt at læse.
Altsaa den Skjæbne, som jeg paadrog mig ved den Overbeviisning, hvortil jeg ved Studering af min Videnskab, under redelig Granskning, var kommen, og som jeg vilde fremsætte for mine Medborgere og underkaste deres Bedømmelse, uden mindste Fordeel deraf for mig selv, denne Skjæbne fra det Øieblik, den omtalte Overbeviisning blev opdaget, og under hele mit Fængsel har ikke indeholdt andet, end uafladelig, vedvarende, til enhver Tid i den lange Aar-Række, Alt, hvad der var det haardeste og strengeste muligt. Først kom Dommen, som Dommerne hentede frem af Loven saa streng, som de kunde; derefter kom Forandringen af det, Dommen bestemte, til Fængsel, som maa danne en Undtagelse fra Strengheden, naar vor nulevende Konges Ord i det Reskript, der er nævnt, ikke tør modsiges, men i Henseende til hvilken jeg blot har bemærket det Factum, at alle de Meningsyttringer, der til nogen Tid ere fremkomne fra mig, have erklæret den for værre, end Dommen. Endelig, efterat alligevel Forandringen til Statsfængsel havde fundet Sted, efterat Fængsel var blevet min Lod, saa have dette Fængsels Vilkaar alle de 20 ½ Aar igjennem bestandig været de skarpeste, som deri ere mulige. De Lindringer, som deri kunne finde Sted, bestaae deri, at Udelukkelsen fra menneskelig Virksomhed og Berørelse med Medmennesker ikke er fuldkommen. Paa saadanne Lindringer gives jevnligen Exempler. Men denne Udelukkelse forblev for mig fuldkommen indtil det Sidste. Ingen Lindring eller Lettelse i mine Fængsels-Lidelser blev mig nogensinde til Deel."

(Kjøbenhavnsposten 20. november 1844)

Eskildsen sætter Skib på Grund. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags Morges kom for Udgaaende en svensk Brig med Kjøbenhavns Lods ombord til at staae paa Landgrunden til N. for Qvarantaine-Broen; Vinden sydl. eller S. t. O., Bram-Seils Kuling, smukt Veir. Under saa gunstige Omstændigheder, 7 Streger rumt, er det sandeligen ei meget hæderligt for en Lods at sætte et Skib fast, og en stor Skam for Kjøbenhavns Lodseries Autoritet er det, at der ei strax, da Ulykken var skeet, blev fra dens Side gjort alt muligt for igjen at bringe det flot. Enhver, der har den mindste Idee om Vind, Veir, Strøm og Vandstand her, veed, at med den sydlige Vind, som satte ind til efter den stive N. V. Brise, vi havde havt, vilde Vandet løbe ud og derved Vandstanden blive betydelig lavere. Havde altså Autoriteten intet Begreb derom, maa man beklage, at en Mand i over 30 Aar kan have drevet om paa Toldboden, uden at have erhvervet sig denne Kundskab, og var den bekjendt med denne selvfølgelige Natur-Begivenhed, er det at beklage, at den har den totale Mangel af Espirit, ved ikke, for Kjøbenhavns Lodseries Æres Skyld, at sætte Alt øieblikkeligt i Bevægelse for igjen at skaffe Skibet flot.

Vedkommende, der er Lodsoldermanden, Havnecapitain Baadeholder Eskildsen, vil vel undskylde sig med, at der i fra hans Side blev gjort Alt, hvad der dengang kunde gjøres, men vi tillade os forud at møde denne Retfærdiggjørelse med den bestemte Erklæring, at mange Timer efter at Skibet var kommet paa Grund, var der ei gjort andet end udført et par Varp, en Foranstaltning, som han burde have vidst ei var tilstrækkeligt, da Vandet faldt meget stærkt. Imod Eftermiddagen tiltog Kulingen, dog ei mere, end at Fartøier meget godt kunde lægge paa dets Bagbord Side for at lempe det.

Indsenderen af disse Linier, der uden at være Sømand dog ei er usøkyndig, har saameget mere troet sig beføiet til at gjøre Publikum bekjendt med denne Affaire, som det er ham bekjendt, at en dygtig Mand fra Helsingør, har, for ikke længe siden, indgivet til det kgl. General-Toldkammer- og Commerce-Collegium en Deel Besværinger over Lodserierne her i Landet.

Kjøbenhavn den 11te Octb. 1844.

(Kjøbenhavnsposten 14. oktober 1844)