Når medier på Politivennens tid skulle omtale de omkring 90-95 % af befolkningen som ikke tilhørte de højere klasser, var det oftest begrænset til at fremstille dem som forbrydere, ramt af ulykker (sygdom, fallit, død og konkurs) og når de opføre sig "forkert" - uden at være kriminelle, dvs. når de skulle latterliggøres, fremstilles som overtroiske (dvs. ikke som kristne) o. lign. Nedenfor bringes en særlig udførlig beretning fra aviserne om to forbrydere. De er valgt fordi det har været muligt at finde meget materiale om dem.
De er også beskrevet i "Fangeflugt over Frederiksberg: nogle straffefangers skæbne på enevældens tid" af Lærke Friis Neergaard, i Frederiksberg gennem tiderne, Bd. 37 (2014)
De to personer beskrives nøjere i materialet nedenfor. Kort er der tale om Peder Rasmussen (1815-) og Ole Peder Julius Brandrup (1821 eller 1822-1845). Selv om de havde en noget forskellig baggrund, førte fængselslivet dem sammen. Et forhold der sluttede da Brandrup blev dømt til døden og henrettet i 1845. Rasmussen blev også dømt til døden, men kongen fik det forvandlet til en livstidsstraf. Et par notitser i årene op til fortæller om deres gentagne fængslinger og undvigelser:
Den 18de Mai. Procurator Baastrup, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. Arrestanten idømtes 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri.
De er også beskrevet i "Fangeflugt over Frederiksberg: nogle straffefangers skæbne på enevældens tid" af Lærke Friis Neergaard, i Frederiksberg gennem tiderne, Bd. 37 (2014)
De to personer beskrives nøjere i materialet nedenfor. Kort er der tale om Peder Rasmussen (1815-) og Ole Peder Julius Brandrup (1821 eller 1822-1845). Selv om de havde en noget forskellig baggrund, førte fængselslivet dem sammen. Et forhold der sluttede da Brandrup blev dømt til døden og henrettet i 1845. Rasmussen blev også dømt til døden, men kongen fik det forvandlet til en livstidsstraf. Et par notitser i årene op til fortæller om deres gentagne fængslinger og undvigelser:
Den 18de Mai. Procurator Baastrup, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. Arrestanten idømtes 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 23. maj 1839)
Kammerraad og Procurator Nyegaard, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. For trende, ved Indstigning gjennem Vinduer om Dagen, forøvede Tyverier blev Arrestanten, der tidligere flere Gange er dømt for samme Forbrydelse, paalagt 8 Aars Fæstningsarbeide.
Kammerraad og Procurator Nyegaard, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. For trende, ved Indstigning gjennem Vinduer om Dagen, forøvede Tyverier blev Arrestanten, der tidligere flere Gange er dømt for samme Forbrydelse, paalagt 8 Aars Fæstningsarbeide.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. januar 1844)
Efterlysning.
Fæstningsslaven Ole Peter Julius Brandrup er idag undvegen fra offentligt Arbeide, paa Fæstningens Materialgaard. Han er fød og hjemmehørende i Kjøbenhavn, 22 Aar gammel, og blev indsat i Slaveriet i Aar 1844.Hans Signalement er: Middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, mørkebrune Haar; han har et Ar i Panden, Huller til Ringe i Ørerne, paa Brystet er indbrændt et Skib og paa høire Overarm O. P. J. B., samt et Anker.
Formeentlig er han iført en paa Arbeidshuset borttagen brun Duffelsfrakke.
Hvo som anholder denne Slave erholder de reglementerede Opbringerpenge.
Kjøbenhavns Stokhuus, den 28de Juni 1844.
Nissen.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. juni 1844)
Fæstningens Materialgård lå siden 1680’erne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Men de nuværende bygninger er alle fra efter 1740. Materialforvalterens hus er fra 1740. I 1748 opførtes den 45 fag lange bindingsværksbygning mod Vester Voldgade, genopført efter en brand i 1768 sammen med det grundmuret materialskur i to etager mod Bryghusgade. De to grundmurede halvtagsbygninger modsat materialskuret er fra 1819. Halvtaget som forbinder dem er fra 1925.
I februar 1845 havde de to fundet sammen om at flygte, men de var kun på fri fod i få dage før de blev pågrebet igen og dømt. Den korte historie lød:
Undvegne og igjen paagrebne 2de Tugthuusfanger. I Mandags fandt 2de Livsfanger: Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen Leilighed til at undvige fra Forbedringshuset, men bleve igaar Eftermiddag paagrebne i Frederiksbergby. Skjøndt de vare bevæbnede med Knive, satte de sig ikke til Modværge.
Fæstningens Materialgård lå siden 1680’erne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Men de nuværende bygninger er alle fra efter 1740. Materialforvalterens hus er fra 1740. I 1748 opførtes den 45 fag lange bindingsværksbygning mod Vester Voldgade, genopført efter en brand i 1768 sammen med det grundmuret materialskur i to etager mod Bryghusgade. De to grundmurede halvtagsbygninger modsat materialskuret er fra 1819. Halvtaget som forbinder dem er fra 1925.
I februar 1845 havde de to fundet sammen om at flygte, men de var kun på fri fod i få dage før de blev pågrebet igen og dømt. Den korte historie lød:
Undvegne og igjen paagrebne 2de Tugthuusfanger. I Mandags fandt 2de Livsfanger: Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen Leilighed til at undvige fra Forbedringshuset, men bleve igaar Eftermiddag paagrebne i Frederiksbergby. Skjøndt de vare bevæbnede med Knive, satte de sig ikke til Modværge.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. februar 1845)
Dom mod de 4 Livsfanger. I Sagen mod Livsfangerne Christian Jørgensen og Christian Jensen Bruun er i Tugthuusretten afsagt Dom i Tirsdags den 4de Marts. Ligesaa er af den i Sagen mod Livsfangerne Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen anordnede Commission samme Dag afsagt Dom. Ved begge Domme ere de Tiltalte idømte Livsstraf.
Dom mod de 4 Livsfanger. I Sagen mod Livsfangerne Christian Jørgensen og Christian Jensen Bruun er i Tugthuusretten afsagt Dom i Tirsdags den 4de Marts. Ligesaa er af den i Sagen mod Livsfangerne Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen anordnede Commission samme Dag afsagt Dom. Ved begge Domme ere de Tiltalte idømte Livsstraf.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 6. marts 1845)
Imorgen (Onsdag) Kl. 9 foretages i Høiesteret Sagen: Justitsraad Liebenberg som befalet Actor imod Rasphuslivsfange Ole Peter Julius Brandrup og Tugthuslivsfange Peter Rasmussen, der ere satte under Tiltale for, efter at være brudte ud af Straffeanstalten, at have gjort sig skyldige i adskilige Misgjerninger, og ved den nedsatte Commissions Dom ere tilfundne at have deres Liv forbrudt. Etatsraad Blechingberg er Defensor i Sagen.
Imorgen (Onsdag) Kl. 9 foretages i Høiesteret Sagen: Justitsraad Liebenberg som befalet Actor imod Rasphuslivsfange Ole Peter Julius Brandrup og Tugthuslivsfange Peter Rasmussen, der ere satte under Tiltale for, efter at være brudte ud af Straffeanstalten, at have gjort sig skyldige i adskilige Misgjerninger, og ved den nedsatte Commissions Dom ere tilfundne at have deres Liv forbrudt. Etatsraad Blechingberg er Defensor i Sagen.
(Fædrelandet, 25. marts 1845)
I den i Gaarsnummeret omtalte Sag imod Livsfangerne Ole PEter Julius Brandrup og Peter Rasmussen, der ved den nedsatte Commissions Dom vare tilfundne at have deres Liv forbrudt, blev idag i Høiesteret afsagt følgende Dom: Commissionens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justutsraad Liebenberg for Høiesteret betale de Tiltalte een for beggen og begge for een, 20 Rbd. Sølv.
I den i Gaarsnummeret omtalte Sag imod Livsfangerne Ole PEter Julius Brandrup og Peter Rasmussen, der ved den nedsatte Commissions Dom vare tilfundne at have deres Liv forbrudt, blev idag i Høiesteret afsagt følgende Dom: Commissionens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justutsraad Liebenberg for Høiesteret betale de Tiltalte een for beggen og begge for een, 20 Rbd. Sølv.
(Fædrelandet, 26. marts 1845)
Efter afslutningen af retssagen blev omstændigheder udførligt beskrevet (lettere bearbejdet til nutidigt dansk):
Om forbryderne Brandrup og Rasmussen meddeler Kollegialtidenden følgende: Den 3. februar d. å. anmeldte inspektøren ved Tugt-, Rasp og Forbedringshuset Keller, at fangerne Brandrup og Rasmussen Kl. 11 om formiddagen havde fundet lejlighed til at undvige fra frispinderibygningen gennem hans bolig, hvor de i forstuen havde afført sig fangeklæderne, og af en derværende garderobe taget nogle klædningsstykker, samt at de formentlig var kommet ud på gaden gennem et vindue i salen. Den påfølgende dag i mørkningen blev de begge anholdte af sognefogden i Frederiksberg, og tilstod da straks for det samme dag optagne forhør, at de var de undvegne fanger, at de samme dag i Jonstrup havde bibragt en mand, der overrumplede dem under udførelsen af et tyveri, flere knivstik, således at han var segnet ned, og de anså ham for død, og at de derefter var gået mod København for at få noget føde.
Under de senere i sagen optagne forhør forklarede Brandrup med hensyn til hans motiver til at undvige og måden hvorpå de havde forladt Straffeanstalten, at han lige siden han den 14. november 1844, igen var blevet indsat i straffeanstalten, havde næret den plan at undvige. Han var nemlig ked af at være derinde, ikke blot fordi han havde mistet sin frihed, men også fordi samlivet med flere af de andre fanger mishagede ham. Da han antog, at han sikkert kunne stole på Peder Rasmussen, som han godt kendte fra sit tidligere ophold i anstalten, havde han allerede for et par måneder siden gjort ham bekendt med, at det var hans agt at undvige. Og de var da blevet enige om at undvige sammen. I den tid som derefter forløb, inden undvigelsen blev iværksat, havde de beskæftiget sig med de dertil fornødne forberedelser, navnlig med at anskaffe nogle klædningsstykker. Rasmussen havde ganske overladt til ham at bestemme, hvorledes flugten skulle iværksættes, og givet ham sin hånd på at ville følge ham og stå ham bi i alt hvad han foretog sig. Det var derfor ham, der bestemte, at flugten skulle ske igennem inspektørens værelser, hvor han antog at de måtte kunne forsyne sig med klæder, og når det var sket, troede han ikke at det ville falde vanskeligt at komme videre bort.
Da fastelavn nærmede sig, og han mente, at man under den lystighed, som da fandt sted, bedst kunne ubemærket liste sig frem og finde lejlighed til, når folk var borte fra deres huse, at begå et og andet tyveri, besluttede han at de på fastelavnsmandag skulle forsøge på at undvige. Han anmodede derfor Rasmussen om, at han fastelavnssøndag i kirken skulle tale med degnen, om fangerne ikke kunne få deres bøger ombyttede den følgende dag. Rasmussen underrettede ham derefter om, at degnen ville komme fastelavnsmandag og bytte fangernes bøger, og de aftalte at benytte denne lejlighed til at gå bort, da nemlig døren, som fører fra inspektørens bolig ud til frispinderigården, plejer at stå åben, når inspektørens børn leger i gården, hvilket formodedes at ville blive tilfældet fastelavnsmandag. Dersom imidlertid denne dør havde været lukket, skulle de have ringet på, og hvis den åbnedes af et fruentimmer, skulle hun ved at bindes for munden, hvortil de ville benytte deres tørklæder, hindres fra at gøre anskrig. Men hvis den åbnedes af en mandsperson, ville de true ham med deres knive til at være stille, og hvis han ikke ville lade dem gå, virkelig bruge dem imod ham. For det tilfælde at inspektøren selv skulle lukke op, skulle de stikke ham med knivene og rette angrebet mod hans ansigt, da rygtet gik at han bar harnisk. Ligesom det var deres hensigt at dræbe enhver der i straffeanstalten ville havde stoppet dem, var det allerede fjorten dage for undvigelsen aftalt imellem dem, at hvis de på deres vej traf inspektøren, ville de dræbe ham, selv om de traf fremmede herrer hos ham, i hvilket tilfælde de måtte opgive flugten.
Inspektøren havde han længe hadet, fordi han tyranniserede fangerne, navnlig derved, at når en fange på grund af arbejdets slette beskaffenhed ikke kan fuldføre det i rette tid eller af anden grund kommet til kort dermed, må han ikke alene betale i penge hvad han er kommet til kort, men bliver også straffet, og en sådan uretfærdig behandling var overgået ham selv, da han forrige gang var i straffeanstalten. Med fangen Chr. Jørgensen, der tilligemed fangen Bruun et par dage efter Brandrups og Rasmussens undvigelse begik et mordattentat mod inspektør Keller, vedgik Brandrup at have allerede ved juletid talt om at Keller ikke fortjente at leve, ligesom de også kort for undvigelsen havde talt om at hvis han og Rasmussen på flugten traf Keller, skulle de dræbe ham, ved hvilken lejlighed Jørgensen ytrede, at han, dersom Brandrup ikke traf inspektøren, "skulle tage en kammerat med og nok finde ham". Men i øvngt har Brandrup påstået, at han ikke betragtede aftalen med Jørgensen om at dræbe inspektøren som andet end løs snak, og at han ikke anså sig bundet ved noget løfte til Jørgensen, med hvem han aldrig rigtigt havde villet indlade sig, da han ikke havde nogen tillid eller god tro til ham. Da inspektøren desuden altid om formiddagen plejede at være på sit kontor og ikke i sine værelser, kunne han nok forudse, at når han om formiddagen blev kaldt på for at bytte bøgerne og da undveg, ville han ikke træffe inspektøren i sine værelser.
Peder Rasmussens forklaring i ovennævnte henseende stemmer fuldkomment med Brandrups, for så vidt ham angår. Ligesom Brandrup havde han i længere tid haft den plan at undvige, og efter at de var blevet enige om at undvige sammen, havde han aldeles overladt planens udførelse til Brandrup, efter hvis begæring han, der også anså fastelavnsmandag som gunstig for deres flugt, havde søndag den 2. februar anmodet degnen om at bøgerne den næste dag måtte blive byttede. Om måden, hvorpå hindringerne for undvigelsen skulle ryddes af vejen, og navnlig om deres hensigt, hvis de på deres flugt mødte Keller, da at myrde denne, selv om de traf ham i selskab med fremmede, forklarede han ligesom Brandrup, med tilføjende at de var ubekendte med lokaliteterne i Kellers bolig, og at de ikke ville søge efter inspektøren der, men kun hvis de traf ham på deres vej, ville råde til ham, at nu havde han nået sit mål, og derpå dræbe ham. Også henholdt han sig til Brandrups forklaring om grunden til deres had til inspektøren, dog med den bemærkning, at han selv vel har måttet betale, men ikke er blevet straffet for at være kommen til kort med sit arbejde. Derimod forsikrede han, at han havde været aldeles uvidende om det af Chr. Jørgensen og Chr. Bruun udførte overfald på inspektøren, og at hverken disse fanger eller Brandrup derom havde meddelt ham noget.
Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. I midten Christianshavns Torv. Foto fra "Københavnske Prospekter".
Efter afslutningen af retssagen blev omstændigheder udførligt beskrevet (lettere bearbejdet til nutidigt dansk):
Om forbryderne Brandrup og Rasmussen meddeler Kollegialtidenden følgende: Den 3. februar d. å. anmeldte inspektøren ved Tugt-, Rasp og Forbedringshuset Keller, at fangerne Brandrup og Rasmussen Kl. 11 om formiddagen havde fundet lejlighed til at undvige fra frispinderibygningen gennem hans bolig, hvor de i forstuen havde afført sig fangeklæderne, og af en derværende garderobe taget nogle klædningsstykker, samt at de formentlig var kommet ud på gaden gennem et vindue i salen. Den påfølgende dag i mørkningen blev de begge anholdte af sognefogden i Frederiksberg, og tilstod da straks for det samme dag optagne forhør, at de var de undvegne fanger, at de samme dag i Jonstrup havde bibragt en mand, der overrumplede dem under udførelsen af et tyveri, flere knivstik, således at han var segnet ned, og de anså ham for død, og at de derefter var gået mod København for at få noget føde.
Under de senere i sagen optagne forhør forklarede Brandrup med hensyn til hans motiver til at undvige og måden hvorpå de havde forladt Straffeanstalten, at han lige siden han den 14. november 1844, igen var blevet indsat i straffeanstalten, havde næret den plan at undvige. Han var nemlig ked af at være derinde, ikke blot fordi han havde mistet sin frihed, men også fordi samlivet med flere af de andre fanger mishagede ham. Da han antog, at han sikkert kunne stole på Peder Rasmussen, som han godt kendte fra sit tidligere ophold i anstalten, havde han allerede for et par måneder siden gjort ham bekendt med, at det var hans agt at undvige. Og de var da blevet enige om at undvige sammen. I den tid som derefter forløb, inden undvigelsen blev iværksat, havde de beskæftiget sig med de dertil fornødne forberedelser, navnlig med at anskaffe nogle klædningsstykker. Rasmussen havde ganske overladt til ham at bestemme, hvorledes flugten skulle iværksættes, og givet ham sin hånd på at ville følge ham og stå ham bi i alt hvad han foretog sig. Det var derfor ham, der bestemte, at flugten skulle ske igennem inspektørens værelser, hvor han antog at de måtte kunne forsyne sig med klæder, og når det var sket, troede han ikke at det ville falde vanskeligt at komme videre bort.
Da fastelavn nærmede sig, og han mente, at man under den lystighed, som da fandt sted, bedst kunne ubemærket liste sig frem og finde lejlighed til, når folk var borte fra deres huse, at begå et og andet tyveri, besluttede han at de på fastelavnsmandag skulle forsøge på at undvige. Han anmodede derfor Rasmussen om, at han fastelavnssøndag i kirken skulle tale med degnen, om fangerne ikke kunne få deres bøger ombyttede den følgende dag. Rasmussen underrettede ham derefter om, at degnen ville komme fastelavnsmandag og bytte fangernes bøger, og de aftalte at benytte denne lejlighed til at gå bort, da nemlig døren, som fører fra inspektørens bolig ud til frispinderigården, plejer at stå åben, når inspektørens børn leger i gården, hvilket formodedes at ville blive tilfældet fastelavnsmandag. Dersom imidlertid denne dør havde været lukket, skulle de have ringet på, og hvis den åbnedes af et fruentimmer, skulle hun ved at bindes for munden, hvortil de ville benytte deres tørklæder, hindres fra at gøre anskrig. Men hvis den åbnedes af en mandsperson, ville de true ham med deres knive til at være stille, og hvis han ikke ville lade dem gå, virkelig bruge dem imod ham. For det tilfælde at inspektøren selv skulle lukke op, skulle de stikke ham med knivene og rette angrebet mod hans ansigt, da rygtet gik at han bar harnisk. Ligesom det var deres hensigt at dræbe enhver der i straffeanstalten ville havde stoppet dem, var det allerede fjorten dage for undvigelsen aftalt imellem dem, at hvis de på deres vej traf inspektøren, ville de dræbe ham, selv om de traf fremmede herrer hos ham, i hvilket tilfælde de måtte opgive flugten.
Inspektøren havde han længe hadet, fordi han tyranniserede fangerne, navnlig derved, at når en fange på grund af arbejdets slette beskaffenhed ikke kan fuldføre det i rette tid eller af anden grund kommet til kort dermed, må han ikke alene betale i penge hvad han er kommet til kort, men bliver også straffet, og en sådan uretfærdig behandling var overgået ham selv, da han forrige gang var i straffeanstalten. Med fangen Chr. Jørgensen, der tilligemed fangen Bruun et par dage efter Brandrups og Rasmussens undvigelse begik et mordattentat mod inspektør Keller, vedgik Brandrup at have allerede ved juletid talt om at Keller ikke fortjente at leve, ligesom de også kort for undvigelsen havde talt om at hvis han og Rasmussen på flugten traf Keller, skulle de dræbe ham, ved hvilken lejlighed Jørgensen ytrede, at han, dersom Brandrup ikke traf inspektøren, "skulle tage en kammerat med og nok finde ham". Men i øvngt har Brandrup påstået, at han ikke betragtede aftalen med Jørgensen om at dræbe inspektøren som andet end løs snak, og at han ikke anså sig bundet ved noget løfte til Jørgensen, med hvem han aldrig rigtigt havde villet indlade sig, da han ikke havde nogen tillid eller god tro til ham. Da inspektøren desuden altid om formiddagen plejede at være på sit kontor og ikke i sine værelser, kunne han nok forudse, at når han om formiddagen blev kaldt på for at bytte bøgerne og da undveg, ville han ikke træffe inspektøren i sine værelser.
Peder Rasmussens forklaring i ovennævnte henseende stemmer fuldkomment med Brandrups, for så vidt ham angår. Ligesom Brandrup havde han i længere tid haft den plan at undvige, og efter at de var blevet enige om at undvige sammen, havde han aldeles overladt planens udførelse til Brandrup, efter hvis begæring han, der også anså fastelavnsmandag som gunstig for deres flugt, havde søndag den 2. februar anmodet degnen om at bøgerne den næste dag måtte blive byttede. Om måden, hvorpå hindringerne for undvigelsen skulle ryddes af vejen, og navnlig om deres hensigt, hvis de på deres flugt mødte Keller, da at myrde denne, selv om de traf ham i selskab med fremmede, forklarede han ligesom Brandrup, med tilføjende at de var ubekendte med lokaliteterne i Kellers bolig, og at de ikke ville søge efter inspektøren der, men kun hvis de traf ham på deres vej, ville råde til ham, at nu havde han nået sit mål, og derpå dræbe ham. Også henholdt han sig til Brandrups forklaring om grunden til deres had til inspektøren, dog med den bemærkning, at han selv vel har måttet betale, men ikke er blevet straffet for at være kommen til kort med sit arbejde. Derimod forsikrede han, at han havde været aldeles uvidende om det af Chr. Jørgensen og Chr. Bruun udførte overfald på inspektøren, og at hverken disse fanger eller Brandrup derom havde meddelt ham noget.
(Sluttes i Tillægget.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. maj 1845)
Om Forbryderne Brandrup og Rasmussen. (Fortsat, se lørdagsnummer.)
Angående selve undvigelsen og hvad derefter passerede, forklarede de tiltalte at da de fastelavnsmandag om morgenen så inspektørens børn lege i gården, antog de at døren, som fører til hans bolig, måtte være åben. Som de havde ventet, blev der kaldt på dem for at bytte bøger, og ved samlet at gå over til skolebygningen, bemærkede de at den dør virkelig var åben. De begav sig derefter over til inspektørens bolig; deres knive havde de skjult i lommerne på fangetrøjerne, og de klæder hvori de ville undvige, havde de iført sig under fangeklæderne. Da de kom ind i forstuen, aflagde de deres fangetøj og tog fra garderoben 2 frakker, en hat og en kasket. Mens omklædningen fandt sted, havde de taget knivene i munden. Omklædningen var næppe sket, før de hørte nogen tage fat i låsen på døren. De skyndte sig derfor at komme gennem værelserne og ud af vinduet i salen. Skildvagten havde heldigvis vendt sig, så at han ikke så dem, ellers var de formentlig blevet skudt. Men derpå var de blevet enige om, at de måtte lade det komme an.
De gik over Snorrebroen gennem byen til Vesterport ud ad Gammel Kongevei, skråede over markerne, kørte derpå et stykke med en karl ad Ballerup til, og var inde hos en husmand, hos hvem de for nogle penge, de havde fundet i en af de tagne frakker, købte noget mad. Efter at være passeret gennem Ballerup, kom de til Nørreskov, hvor de, ligeledes for betaling, hos en skovløber fik noget at spise, og fortsatte derpå vandringen gennem skoven indtil det blev mørkt.
Det var deres hensigt at nå Helsingørsegnen, hvor de hos inspektøren ved Hammermøllen, som de vidste havde penge, ville forøve indbrudstvveri. Da det imidlertid var blevet mørkt og ingen af dem kendte vejen, besluttede de at søge nattely i en udflyttergård. De begav sig til den del af bygningen, hvor sæden blev opbevaret, og ved at udtage nogle knipper halm og frabrække en halvdør, kom de ind og tilbragte natten liggende på noget foder. Om Morgenen tidlig begav de sig atter på vejen og nåede Hørsholm omtrent kl. ti. Af frygt for Helsingørs Politi, som de formodede underrettet om deres undvigelse, opgave de rejsen derhen, og besluttede over Jonstrup at begive sig til vestkanten af Sjælland, hvor Brandrup bedst var kendt med egnen.
Da de ved at passere Jonstrup Vang kom forbi en halvgård, hvis døre var lukkede, og hvor de ved at se gennem vinduerne bemærkede, at ingen var hjemme, og da Brandrup tillige trængte til nyt skotøj og Rasmussen til et par benklæder, gik de hen til havedøren, som kun var tilspigret med nogle søm. Disse frabrød de uden synderlig vanskelighed med hænderne og ved hjælp af knivene, og gik ind i huset. Brandrup satte sig her i besiddelse af et par støvler og Rasmussen af et par bukser, hvorpå Brandrup tillige tog 4 til 5 mark i chatollet.
De ville netop til at gå, da en mand trådte ind ad døren med en knippel i hånden. Den indtrædende skældte dem ud for kæltringer og sagde at de skulde anholdes, hvortil de svarede, at de kun var kommet for at få noget at spise, og at manden skulle lade dem gå, da han jo nok kunne se at de var to mod en. Da manden ved ankomsten hævede sin knippel, greb Rasmussen fat om denne, hvorefter Brandrup fremtog sin kniv og stak dermed manden i maven i den bestemte hensigt at skille ham ved livet; for, hedder det i Brandrups forklaring, da manden ikke ville lade dem gå, var dette den eneste måde, hvorpå han kunne bringes til tavshed. Manden styrtede nu ind paa Brandrup, og da han ligesom syntes at få magten over denne, fremtog Rasmussen også sin kniv, og stak den, i den hensigt at dræbe manden, i livet på ham. Han ville ikke blot såre manden, som han mærkede var temmelig stærk, men det var hans hensigt at skille ham ved livet, og han tilføjede ham 4 stik, to medens manden var inde i stuen, og to da han gik ud af døren. Det ene sår tror han ramte manden i hoften, det andet i siden, det tredje i hovedet og det fjerde i halsen ved øret.
Da manden var gået ud af døren, blev Rasmussen i stuen for at pakke kosterne sammen, hvorimod Brandrup, der hørte manden skrige udenfor på vejen og frygtede for at flere folk skulle komme tilstede, forfulgte ham i den hensigt at dræbe ham og på den måde at bringe ham til tavshed. Han greb ham derfor i halstørklædet og gav ham flere stik, hvor han bedst kunne træffe ham, indtil han dinglede og ophørte at skrige, og da han således troede, at han havde afgjort det med manden, løb han tilbage til huset. Han og hans kammerat sammensankede her det tøj, de ville have, og flygtede derefter til skoven for at undgå folk, der samlede sig og begyndte at hidse hunde efter dem.
De have enstemmig forklaret, at ligesom det var deres faste beslutning, at de ikke under deres undvigelse fra straffeanstalten ville lade sig pågribe, men derimod ville støde enhver ned, som derpå gjorde forsøg, således var det også deres agt at bruge deres knive imod enhver, der senere på flugten måtte have forsøgt at anholde dem. De ville derfor, såfremt de mens de et eller andet sted forøvede tyveri, måtte blive overrumplede, sætte sig til modværge og dræbe dem, der agtede at pågribe dem. I overensstemmelse med denne beslutning var det, at de overfaldt manden på Jonstrup Vang, da han overraskede dem og de frygtede, at han ved sit skrig ville hidkalde forfølgere. De havde vel ikke tænkt sig at der var folk i huset på Jonstrup Vang, da dørene var lukkede og ingen kunde ses gennem vinduerne. Men Brandrup trængte så meget til skotøj, at han, som det, hans forklaring hedder, til enhver pris ville se at skaffe sig sådant, og han ville have brugt magt imod de personer, han muligvis kunne have truffet, både for at få det, han manglede, og for at undgå eftersættelse og anholdelse.
De havde kort før de kom til Jonstrup, i nærheden af Værløse, talt om at de måtte se at skaffe Brandrup nogle sko, og da de straks derefter bemærkede en mand at komme dem i møde, aftalte de, at de ville fratage ham hans skotøj, og var det bestemmelsen, at de skulde bruge magt mod ham, hvis han ikke godvillig vilde give dem hvad de forlangte. Der blev imidlertid ikke noget af dette forehavende, da de opdagede flere personer, som gik i forskellige retninger, og således frygtede for at de ville blive forstyrrede i udførelsen af deres beslutning. (sluttes)
Om Forbryderne Brandrup og Rasmussen. (Fortsat, se lørdagsnummer.)
Angående selve undvigelsen og hvad derefter passerede, forklarede de tiltalte at da de fastelavnsmandag om morgenen så inspektørens børn lege i gården, antog de at døren, som fører til hans bolig, måtte være åben. Som de havde ventet, blev der kaldt på dem for at bytte bøger, og ved samlet at gå over til skolebygningen, bemærkede de at den dør virkelig var åben. De begav sig derefter over til inspektørens bolig; deres knive havde de skjult i lommerne på fangetrøjerne, og de klæder hvori de ville undvige, havde de iført sig under fangeklæderne. Da de kom ind i forstuen, aflagde de deres fangetøj og tog fra garderoben 2 frakker, en hat og en kasket. Mens omklædningen fandt sted, havde de taget knivene i munden. Omklædningen var næppe sket, før de hørte nogen tage fat i låsen på døren. De skyndte sig derfor at komme gennem værelserne og ud af vinduet i salen. Skildvagten havde heldigvis vendt sig, så at han ikke så dem, ellers var de formentlig blevet skudt. Men derpå var de blevet enige om, at de måtte lade det komme an.
De gik over Snorrebroen gennem byen til Vesterport ud ad Gammel Kongevei, skråede over markerne, kørte derpå et stykke med en karl ad Ballerup til, og var inde hos en husmand, hos hvem de for nogle penge, de havde fundet i en af de tagne frakker, købte noget mad. Efter at være passeret gennem Ballerup, kom de til Nørreskov, hvor de, ligeledes for betaling, hos en skovløber fik noget at spise, og fortsatte derpå vandringen gennem skoven indtil det blev mørkt.
Landskab ved Ballerup og Jonstrup Vang. Det var i februar, måske var der sne og så nogenlunde ud som her? Foto Erik Nicolaisen Høy, 2013.
Det var deres hensigt at nå Helsingørsegnen, hvor de hos inspektøren ved Hammermøllen, som de vidste havde penge, ville forøve indbrudstvveri. Da det imidlertid var blevet mørkt og ingen af dem kendte vejen, besluttede de at søge nattely i en udflyttergård. De begav sig til den del af bygningen, hvor sæden blev opbevaret, og ved at udtage nogle knipper halm og frabrække en halvdør, kom de ind og tilbragte natten liggende på noget foder. Om Morgenen tidlig begav de sig atter på vejen og nåede Hørsholm omtrent kl. ti. Af frygt for Helsingørs Politi, som de formodede underrettet om deres undvigelse, opgave de rejsen derhen, og besluttede over Jonstrup at begive sig til vestkanten af Sjælland, hvor Brandrup bedst var kendt med egnen.
Da de ved at passere Jonstrup Vang kom forbi en halvgård, hvis døre var lukkede, og hvor de ved at se gennem vinduerne bemærkede, at ingen var hjemme, og da Brandrup tillige trængte til nyt skotøj og Rasmussen til et par benklæder, gik de hen til havedøren, som kun var tilspigret med nogle søm. Disse frabrød de uden synderlig vanskelighed med hænderne og ved hjælp af knivene, og gik ind i huset. Brandrup satte sig her i besiddelse af et par støvler og Rasmussen af et par bukser, hvorpå Brandrup tillige tog 4 til 5 mark i chatollet.
De ville netop til at gå, da en mand trådte ind ad døren med en knippel i hånden. Den indtrædende skældte dem ud for kæltringer og sagde at de skulde anholdes, hvortil de svarede, at de kun var kommet for at få noget at spise, og at manden skulle lade dem gå, da han jo nok kunne se at de var to mod en. Da manden ved ankomsten hævede sin knippel, greb Rasmussen fat om denne, hvorefter Brandrup fremtog sin kniv og stak dermed manden i maven i den bestemte hensigt at skille ham ved livet; for, hedder det i Brandrups forklaring, da manden ikke ville lade dem gå, var dette den eneste måde, hvorpå han kunne bringes til tavshed. Manden styrtede nu ind paa Brandrup, og da han ligesom syntes at få magten over denne, fremtog Rasmussen også sin kniv, og stak den, i den hensigt at dræbe manden, i livet på ham. Han ville ikke blot såre manden, som han mærkede var temmelig stærk, men det var hans hensigt at skille ham ved livet, og han tilføjede ham 4 stik, to medens manden var inde i stuen, og to da han gik ud af døren. Det ene sår tror han ramte manden i hoften, det andet i siden, det tredje i hovedet og det fjerde i halsen ved øret.
Da manden var gået ud af døren, blev Rasmussen i stuen for at pakke kosterne sammen, hvorimod Brandrup, der hørte manden skrige udenfor på vejen og frygtede for at flere folk skulle komme tilstede, forfulgte ham i den hensigt at dræbe ham og på den måde at bringe ham til tavshed. Han greb ham derfor i halstørklædet og gav ham flere stik, hvor han bedst kunne træffe ham, indtil han dinglede og ophørte at skrige, og da han således troede, at han havde afgjort det med manden, løb han tilbage til huset. Han og hans kammerat sammensankede her det tøj, de ville have, og flygtede derefter til skoven for at undgå folk, der samlede sig og begyndte at hidse hunde efter dem.
De have enstemmig forklaret, at ligesom det var deres faste beslutning, at de ikke under deres undvigelse fra straffeanstalten ville lade sig pågribe, men derimod ville støde enhver ned, som derpå gjorde forsøg, således var det også deres agt at bruge deres knive imod enhver, der senere på flugten måtte have forsøgt at anholde dem. De ville derfor, såfremt de mens de et eller andet sted forøvede tyveri, måtte blive overrumplede, sætte sig til modværge og dræbe dem, der agtede at pågribe dem. I overensstemmelse med denne beslutning var det, at de overfaldt manden på Jonstrup Vang, da han overraskede dem og de frygtede, at han ved sit skrig ville hidkalde forfølgere. De havde vel ikke tænkt sig at der var folk i huset på Jonstrup Vang, da dørene var lukkede og ingen kunde ses gennem vinduerne. Men Brandrup trængte så meget til skotøj, at han, som det, hans forklaring hedder, til enhver pris ville se at skaffe sig sådant, og han ville have brugt magt imod de personer, han muligvis kunne have truffet, både for at få det, han manglede, og for at undgå eftersættelse og anholdelse.
De havde kort før de kom til Jonstrup, i nærheden af Værløse, talt om at de måtte se at skaffe Brandrup nogle sko, og da de straks derefter bemærkede en mand at komme dem i møde, aftalte de, at de ville fratage ham hans skotøj, og var det bestemmelsen, at de skulde bruge magt mod ham, hvis han ikke godvillig vilde give dem hvad de forlangte. Der blev imidlertid ikke noget af dette forehavende, da de opdagede flere personer, som gik i forskellige retninger, og således frygtede for at de ville blive forstyrrede i udførelsen af deres beslutning. (sluttes)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845. 2. udgave)
Om Forbryderne Brandrup Rasmussen. (Sluttet, se tillægget for i morges.)
På flugten fra Jonstrup Vang løb de tiltalte til skoven over en mose, hvor Brandrup var så uheldig at tabe den ene af de røvede støvler. De flygtede videre gennem skoven. På et sted lånte Brandrup en træsko, et andet sted fik han en støvle til låns med forpligtelse at aflevere den et sted i København. De nærmede sig bestandig til denne by, og da Rasmussen ytrede, at han troede, at de kunde få penge hos en mand i Falkoner Alle, begav de sig ad vejen til Frederiksberg og ankom om aftenen til det af Rasmussen opgivne sted i Falkoner Alle. De havde begge deres knive i hænderne og bad stedets ejer om et lån på 10 rigsbankdaler, derefter af 5 rigsbankdaler, hvilke dog nægtedes dem, hvorimod manden gav dem 2 mark.
Brandrup har indrømmet muligheden af at de havde truet ham med knivene; men de har begge anført, at de var i beskænket tilstand, og at de kun havde knivene i hænderne for at gøre manden bange, hvorimod de ikke tilføjede ham nogen skade, og Rasmussen har sagt, at de udenfor havde givet hinanden hænderne på, at de ikke ville gøre ham noget.
Da de var kommet ud fra det omforklarede sted, bemærkede de at de blev efterfulgt af to personer, med hvem bestandig flere og flere forenede sig. De talte om at sætte sig til modværge, men Rasmussen mente, at dette ikke ville nytte noget, da de dog ikke kunne undgå at blive grebet. De gik imidlertid ind til adskillige værtshusholdere i Frederiksberg By, hvor de blev endnu mere beskænkede. Men da menneskemassen om dem tiltog, lod de sig endelig anholde uden modstand, som de indså her ville blive unyttig. Ved denne lejlighed ytrede Brandrup, der selv havde afgivet sin kniv til Rasmussen, at han "skulle give dem kniven", hvilket Rasmussen forstod og Brandrup også mente således, at han skulle aflevere sin kniv. Efter at de af sognefogden var afleveret til politiet på Københavns Amts søndre Birk, afgav de straks tilståelse om deres forbrydelser under undvigelsen.
De af inspektør Keller, fabrikmester Holmberg og mestersvend Andersen afgivne forklaringer går ud på at de tiltalte ikke have haft grund til klage over, at de blev straffet for de samme arbejdsforsømmelser, hvorfor de efter deres udsagn har måttet betale, da det ikke er brug at der afkortes noget af overarbejdsfortjenester, fordi det forrige arbejde har været slet.
Den i det foregående nævnte fange Chr. Jørgensen, der i forening med Christian Bruun forøvede attentatet mod inspektør Keller, forklarede sig angående hvad der før undvigelsen passerede imellem ham og Brandrup, overensstemmende med denne. Blandt andet sagde han også, at han ikke antog at der ved de samtaler, der fandt sted imellem dem, var truffet nogen for ham eller for Brandrup bindende aftale om at dræbe inspektøren, og at når han fattede mordanslaget, var det fordi det stemte med hans daværende anskuelse af forholdene, og ikke fordi han havde givet Brandrup noget løfte. Ligeledes er de tiltaltes udsagn om måden, hvorpå de undveg, bestyrket ved de forklaringer, der er afgivet af opsynsmændene ved straffeanstalten og flere fanger, såvel som ved de i øvrigt oplyste omstændigheder.
Angående overfaldet på Jonstrup Vang har den angrebne, Lars Nielsen, forklaret, at da han den 4. februar d. å. kl. omtrent 12 kom gående til sit hjem, så han to personer som han havde mødt i skoven og som havde spurgt ham om vejen til Jonstrup, gå ind i huset. Han bevæbnede sig derfor med en knippel, som han fandt i haven. Da han kom til døren, blev der indvendig fra holdt på den. Han rykkede den imidlertid op, og så da at den største af de i stuen værende personer - Rasmussen - undersøgte hans chatol. Han kunne ikke bruge sin stok, da der var lavt til Loftet, ligesom han også blev hindret af den person, som så ham komme ind. Han ytrede ved sin indtrædelse, hvad det var for gavstrikker. Hvortil den af dem, som stod ved døren, svarede: "Ikke så rask, fatter, vi er trængende folk", og i det samme gav han deponenten et slag i hovedet. Den mindste - Brandrup - angreb ham med en kniv. Da imidlertid deponenten godt kunne magte denne person, kom den anden denne til hjælp og bibragte ham adskillige knivstik. Han så sig derfor nødsaget til at flygte ud af stuen, og da han var kommet ud på vejen og råbte: Gevalt! forfulgte den ene af arrestanterne ham og bibragte ham flere stik. videre har han ikke set sig i stand til at forklare, da han under den ham tilføjede mishandling næsten var bleven afmægtig.
Han savnede et par bukser, et par støvler og i penge 4 til 5 mark. Han hørte ikke nogen af dem sige, at det ikke kunde nytte ham at indlade sig med dem, da de var to mod en, ligesom han heller ikke ytrede at han ville have dem arresteret, da det kun var hans agt at forsvare sit gods, hvoraf han ikke godt kunne tåle at miste noget. Ifølge en udstedt attest af vedkommende læge dagen efter overfaldet, fandtes der at være bibragt den angrebne 7 sår, der dog størstedels var temmelig ubetydelige, ligesom de senere er helbredt, uden at de antages at ville efterlade sig farlige følger for den pågældendes helbred i fremtiden.
Møstings Hus er det eneste udover stedet som kan vidne om hvor undgivelsen endte for de to undvegne tyve. Huset er fra 1801. Resten af området blev bebygget langt senere og samtlige huse i området fjernet. Huset er umidlertid meget atypisk hvordan der så ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy
For så vidt de tiltalte har sagt, på deres vandring fra undvigelsen indtil de igen blev pågrebet at have været inde på forskellige andre steder, er deres forklaringer bestyrkede ved de i så henseende tilvejebragte oplysninger. Navnlig har ejeren af det af dem nævnte sted i Falkoner Alle forklaret, at den 4. februar om aftenen indfandt to personer sig i hans køkken og bad ham om et lån af 10 rigsbankdaler, hvortil han svarede, at han hverken kunne eller ville give dem det. De bad ham gentagende og sagde ham på hans spørgsmål: hvem de var? at de var de fra Forbedringshuset undvegne fanger, og idet de beklagede sig over, at de var ulykkelige mennesker, tog de deres knive frem. I det mindste bemærkede han, at Brandrup, der førte ordet, gjorde det. De truede ham ikke egentlig med knivene, men sagde ham tværtimod, at han kunne være ganske rolig, da de ikke ville gøre ham noget ondt. Men da de tillige ytrede, at de samme dag med knivene havde aflivet en mand, troede han, at hensigten med forevisningen af knivene var, at bestemme ham til at låne dem pengene. Da han intet ville låne dem, tog Rasmussen ordet og sagde, at deponenten var en god mand, der nok ville give dem lidt til nødtørftighed. Han gav dem da hver 1 mark og dermed var de tilfredse. Da de gik bort, fulgte en anden i huset tilstedeværende mand efter dem, og foranledigede ved at kalde folk sammen, at de blev pågrebet.
Af generalia bemærkes, at Peder Rasmussen er født på den kgl. Fødselsstiftelse den 26, marts 1815. Efter at være ifølge Københavns Amts søndre Birketings dom af 14. februar 1828 for tyveri under kriminel lavalder i overensstemmelse med frdn. af 26. febr. 1789, første membrum straffet med ris, blev han ved samme rets dom af 30. juli næstefter for at have stjålet en hoppe anset med 2 års forbedringshusarbejde efter bemeldte lovsteds sidste membrum. Ved samme rets dom af 8. decbr. 1831, der stadfæstedes i Højesteret den 19. marts 1832, blev han for at have taget en ko på marken tilfundet at kagstryges og hensættes til tugthusarbejde på livstid. Ved allerh. resolution af 18. maj 1841 blev ham skænket friheden, dog, som sædvanlig, på vilkår at han påny skulle indsættes i straffeanstalten som tugthusfange, når han atter måtte begå nogen forbrydelse, der ikke medførte højere straf, og i henhold hertil blev han efter Kancelliets resolution af 17. december 1842 igen afleveret til straffeanstalten, da det ved forhør var blevet ham overført, at han havde gjort sig skyldig i tyveri og betleri.
Ole Peder Julius Brandrup, der er født den 30. maj 1821, blev i året 1836 ved Københavns Politirets domme af 6. januar og 13. februar samt ved Lands-, Over samt Hof- og Stadsretsdom af 23. juli dømt for tyveri, respektive til straf af ris, af simpelt fængsel i 46 dage og af 8 måneders forbedringshusarbejde. Ved Københavns Amts søndre Birks ekstraretsdom af 7. oktbr. 1837 blev han i en tyverisag frifundet for videre tiltale. Derimod blev han ved Politirettens dom af 15. novbr. samme år anset med 1 års forbedringshusarbejde, ligeledes for tyveri. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 18. novbr. 1839 blev han for 9 forskellige tyverier, af hvilke dog nogle var begået før han havde opnået kriminel lavalder, og de fleste, navnlig det vigtigste, før dommen af 15. novbr. 1837, anset med 4 års forbedringshusarbejde. Mens tiltalte efter denne dom hensad i forbedringshuset blev han i 1839, for at have stukket en anden fange med en kniv i armen, straffet med 20 slag kat. Ved to fattigkommissionskendelser blev han senere, for at være undveget fra almindeligt Hospital og for at være udbrudt fra Ladegården, straffet med kachot og med 4 ugers arbejde i tvangsarbejdsanstalten. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 2. jan. 1844 blev han for indbrudstyveri anset med 8 års fæstningsarbejde. Han undveg derpå og blev ved Garnisons Krigsretsdom af 24. august 1844 for undvigelse og derefter forøvet tyveri i henhold til frdn. af 11. april 1846 § 16 cfr. § § 12 - 15 og plakaten af 19. novbr. 1833 anset med rasphusarbejde for livstid. Denne dom stadfæstedes ved allerhøjeste resolution af 8. november 1844.
Da det på Lars Nielsen forøvede overfald var sket i den hensigt at berøve ham livet, for uforstyrret og uden frygt for anholdelse at kunne sætte sig i besiddelse af hans ejendele, fandtes det at måtte billiges, at de tiltalte ved kommissionsdommen i overensstemmelse med frdn. 11. april 1840 § 34 cfr. lovens 6-6-22 og forordningen 4. oktober 1833 § 14 var anset med livsstraf. Pluraliteten af de tilforordnede i Højesteret som havde voteret i sagen, troede imidlertid at turde indstille Peder Rasmussen til Hans Majestæts nåde, i hvilken henseende det bemærkedes: 1) at han ifølge de af Brandrup afgivne forklaringer og dennes vedgåelse af, at det var ham, der, da Rasmussen havde overladt alt til hans ledelse, havde udkastet planen til undvigelse og først talt om at dræbe inspektør Keller, ikke kunne betragtes som ophavsmand, men kun som den, der havde vist en mere underordnet virksomhed; 2) at det var antageligt, at de voldsomheder, i hvilke han under overfaldet på Lars Nielsen havde gjort sig skyldig, nærmest havde været grundede i forestillingen om, at denne, som var en stærk mand og forsynet med en knippel, ville overmande Brandrup, og de således blev udsat for at blive pågrebet; 3) at de Lars Nielsen bibragte sår ikke har efterladt farlige følger for dennes helbred i fremtiden; og 4) at den forbrydelse, for hvilken Rasmussen var dømt til tugthusarbejde for livstid, ikke betegner ham som en for den personlige sikkerhed farlig forbryder. På disse grunde anbefalede pluraliteten Peder Rasmussen til at fritages for livsstraffen imod at kagstryges og hensættes til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning. Derimod blev Brandrup kun af en af de tilforordnede indstillet til livsstraffens eftergivelse.
Efter at sagen derpå af Kancelliet var blevet Hans Majestæt allerunderdanigst foredraget, behagede det allerhøjstsamme under 2. april sidstleden at resolvere, at arrestanten Peder Rasmussen skulle forskånes for den ham idømte livsstraf imod at han blev kagstrøget og hensat til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning, men at højesteretsdommen for arrestanten Ole Peter Julius Brandrups vedkommende ville være at eksekvere; og herom afgik der under s. D. et allerhøjeste reskript til kongens foged her i staden.
Kirke Værløse. Det er nok det Værløse der tales om. Lille Værløse - nuværende Værløse - er en stationsby. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.
Om Forbryderne Brandrup Rasmussen. (Sluttet, se tillægget for i morges.)
På flugten fra Jonstrup Vang løb de tiltalte til skoven over en mose, hvor Brandrup var så uheldig at tabe den ene af de røvede støvler. De flygtede videre gennem skoven. På et sted lånte Brandrup en træsko, et andet sted fik han en støvle til låns med forpligtelse at aflevere den et sted i København. De nærmede sig bestandig til denne by, og da Rasmussen ytrede, at han troede, at de kunde få penge hos en mand i Falkoner Alle, begav de sig ad vejen til Frederiksberg og ankom om aftenen til det af Rasmussen opgivne sted i Falkoner Alle. De havde begge deres knive i hænderne og bad stedets ejer om et lån på 10 rigsbankdaler, derefter af 5 rigsbankdaler, hvilke dog nægtedes dem, hvorimod manden gav dem 2 mark.
Brandrup har indrømmet muligheden af at de havde truet ham med knivene; men de har begge anført, at de var i beskænket tilstand, og at de kun havde knivene i hænderne for at gøre manden bange, hvorimod de ikke tilføjede ham nogen skade, og Rasmussen har sagt, at de udenfor havde givet hinanden hænderne på, at de ikke ville gøre ham noget.
Da de var kommet ud fra det omforklarede sted, bemærkede de at de blev efterfulgt af to personer, med hvem bestandig flere og flere forenede sig. De talte om at sætte sig til modværge, men Rasmussen mente, at dette ikke ville nytte noget, da de dog ikke kunne undgå at blive grebet. De gik imidlertid ind til adskillige værtshusholdere i Frederiksberg By, hvor de blev endnu mere beskænkede. Men da menneskemassen om dem tiltog, lod de sig endelig anholde uden modstand, som de indså her ville blive unyttig. Ved denne lejlighed ytrede Brandrup, der selv havde afgivet sin kniv til Rasmussen, at han "skulle give dem kniven", hvilket Rasmussen forstod og Brandrup også mente således, at han skulle aflevere sin kniv. Efter at de af sognefogden var afleveret til politiet på Københavns Amts søndre Birk, afgav de straks tilståelse om deres forbrydelser under undvigelsen.
De af inspektør Keller, fabrikmester Holmberg og mestersvend Andersen afgivne forklaringer går ud på at de tiltalte ikke have haft grund til klage over, at de blev straffet for de samme arbejdsforsømmelser, hvorfor de efter deres udsagn har måttet betale, da det ikke er brug at der afkortes noget af overarbejdsfortjenester, fordi det forrige arbejde har været slet.
Den i det foregående nævnte fange Chr. Jørgensen, der i forening med Christian Bruun forøvede attentatet mod inspektør Keller, forklarede sig angående hvad der før undvigelsen passerede imellem ham og Brandrup, overensstemmende med denne. Blandt andet sagde han også, at han ikke antog at der ved de samtaler, der fandt sted imellem dem, var truffet nogen for ham eller for Brandrup bindende aftale om at dræbe inspektøren, og at når han fattede mordanslaget, var det fordi det stemte med hans daværende anskuelse af forholdene, og ikke fordi han havde givet Brandrup noget løfte. Ligeledes er de tiltaltes udsagn om måden, hvorpå de undveg, bestyrket ved de forklaringer, der er afgivet af opsynsmændene ved straffeanstalten og flere fanger, såvel som ved de i øvrigt oplyste omstændigheder.
Angående overfaldet på Jonstrup Vang har den angrebne, Lars Nielsen, forklaret, at da han den 4. februar d. å. kl. omtrent 12 kom gående til sit hjem, så han to personer som han havde mødt i skoven og som havde spurgt ham om vejen til Jonstrup, gå ind i huset. Han bevæbnede sig derfor med en knippel, som han fandt i haven. Da han kom til døren, blev der indvendig fra holdt på den. Han rykkede den imidlertid op, og så da at den største af de i stuen værende personer - Rasmussen - undersøgte hans chatol. Han kunne ikke bruge sin stok, da der var lavt til Loftet, ligesom han også blev hindret af den person, som så ham komme ind. Han ytrede ved sin indtrædelse, hvad det var for gavstrikker. Hvortil den af dem, som stod ved døren, svarede: "Ikke så rask, fatter, vi er trængende folk", og i det samme gav han deponenten et slag i hovedet. Den mindste - Brandrup - angreb ham med en kniv. Da imidlertid deponenten godt kunne magte denne person, kom den anden denne til hjælp og bibragte ham adskillige knivstik. Han så sig derfor nødsaget til at flygte ud af stuen, og da han var kommet ud på vejen og råbte: Gevalt! forfulgte den ene af arrestanterne ham og bibragte ham flere stik. videre har han ikke set sig i stand til at forklare, da han under den ham tilføjede mishandling næsten var bleven afmægtig.
Han savnede et par bukser, et par støvler og i penge 4 til 5 mark. Han hørte ikke nogen af dem sige, at det ikke kunde nytte ham at indlade sig med dem, da de var to mod en, ligesom han heller ikke ytrede at han ville have dem arresteret, da det kun var hans agt at forsvare sit gods, hvoraf han ikke godt kunne tåle at miste noget. Ifølge en udstedt attest af vedkommende læge dagen efter overfaldet, fandtes der at være bibragt den angrebne 7 sår, der dog størstedels var temmelig ubetydelige, ligesom de senere er helbredt, uden at de antages at ville efterlade sig farlige følger for den pågældendes helbred i fremtiden.
For så vidt de tiltalte har sagt, på deres vandring fra undvigelsen indtil de igen blev pågrebet at have været inde på forskellige andre steder, er deres forklaringer bestyrkede ved de i så henseende tilvejebragte oplysninger. Navnlig har ejeren af det af dem nævnte sted i Falkoner Alle forklaret, at den 4. februar om aftenen indfandt to personer sig i hans køkken og bad ham om et lån af 10 rigsbankdaler, hvortil han svarede, at han hverken kunne eller ville give dem det. De bad ham gentagende og sagde ham på hans spørgsmål: hvem de var? at de var de fra Forbedringshuset undvegne fanger, og idet de beklagede sig over, at de var ulykkelige mennesker, tog de deres knive frem. I det mindste bemærkede han, at Brandrup, der førte ordet, gjorde det. De truede ham ikke egentlig med knivene, men sagde ham tværtimod, at han kunne være ganske rolig, da de ikke ville gøre ham noget ondt. Men da de tillige ytrede, at de samme dag med knivene havde aflivet en mand, troede han, at hensigten med forevisningen af knivene var, at bestemme ham til at låne dem pengene. Da han intet ville låne dem, tog Rasmussen ordet og sagde, at deponenten var en god mand, der nok ville give dem lidt til nødtørftighed. Han gav dem da hver 1 mark og dermed var de tilfredse. Da de gik bort, fulgte en anden i huset tilstedeværende mand efter dem, og foranledigede ved at kalde folk sammen, at de blev pågrebet.
Af generalia bemærkes, at Peder Rasmussen er født på den kgl. Fødselsstiftelse den 26, marts 1815. Efter at være ifølge Københavns Amts søndre Birketings dom af 14. februar 1828 for tyveri under kriminel lavalder i overensstemmelse med frdn. af 26. febr. 1789, første membrum straffet med ris, blev han ved samme rets dom af 30. juli næstefter for at have stjålet en hoppe anset med 2 års forbedringshusarbejde efter bemeldte lovsteds sidste membrum. Ved samme rets dom af 8. decbr. 1831, der stadfæstedes i Højesteret den 19. marts 1832, blev han for at have taget en ko på marken tilfundet at kagstryges og hensættes til tugthusarbejde på livstid. Ved allerh. resolution af 18. maj 1841 blev ham skænket friheden, dog, som sædvanlig, på vilkår at han påny skulle indsættes i straffeanstalten som tugthusfange, når han atter måtte begå nogen forbrydelse, der ikke medførte højere straf, og i henhold hertil blev han efter Kancelliets resolution af 17. december 1842 igen afleveret til straffeanstalten, da det ved forhør var blevet ham overført, at han havde gjort sig skyldig i tyveri og betleri.
Ole Peder Julius Brandrup, der er født den 30. maj 1821, blev i året 1836 ved Københavns Politirets domme af 6. januar og 13. februar samt ved Lands-, Over samt Hof- og Stadsretsdom af 23. juli dømt for tyveri, respektive til straf af ris, af simpelt fængsel i 46 dage og af 8 måneders forbedringshusarbejde. Ved Københavns Amts søndre Birks ekstraretsdom af 7. oktbr. 1837 blev han i en tyverisag frifundet for videre tiltale. Derimod blev han ved Politirettens dom af 15. novbr. samme år anset med 1 års forbedringshusarbejde, ligeledes for tyveri. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 18. novbr. 1839 blev han for 9 forskellige tyverier, af hvilke dog nogle var begået før han havde opnået kriminel lavalder, og de fleste, navnlig det vigtigste, før dommen af 15. novbr. 1837, anset med 4 års forbedringshusarbejde. Mens tiltalte efter denne dom hensad i forbedringshuset blev han i 1839, for at have stukket en anden fange med en kniv i armen, straffet med 20 slag kat. Ved to fattigkommissionskendelser blev han senere, for at være undveget fra almindeligt Hospital og for at være udbrudt fra Ladegården, straffet med kachot og med 4 ugers arbejde i tvangsarbejdsanstalten. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 2. jan. 1844 blev han for indbrudstyveri anset med 8 års fæstningsarbejde. Han undveg derpå og blev ved Garnisons Krigsretsdom af 24. august 1844 for undvigelse og derefter forøvet tyveri i henhold til frdn. af 11. april 1846 § 16 cfr. § § 12 - 15 og plakaten af 19. novbr. 1833 anset med rasphusarbejde for livstid. Denne dom stadfæstedes ved allerhøjeste resolution af 8. november 1844.
Da det på Lars Nielsen forøvede overfald var sket i den hensigt at berøve ham livet, for uforstyrret og uden frygt for anholdelse at kunne sætte sig i besiddelse af hans ejendele, fandtes det at måtte billiges, at de tiltalte ved kommissionsdommen i overensstemmelse med frdn. 11. april 1840 § 34 cfr. lovens 6-6-22 og forordningen 4. oktober 1833 § 14 var anset med livsstraf. Pluraliteten af de tilforordnede i Højesteret som havde voteret i sagen, troede imidlertid at turde indstille Peder Rasmussen til Hans Majestæts nåde, i hvilken henseende det bemærkedes: 1) at han ifølge de af Brandrup afgivne forklaringer og dennes vedgåelse af, at det var ham, der, da Rasmussen havde overladt alt til hans ledelse, havde udkastet planen til undvigelse og først talt om at dræbe inspektør Keller, ikke kunne betragtes som ophavsmand, men kun som den, der havde vist en mere underordnet virksomhed; 2) at det var antageligt, at de voldsomheder, i hvilke han under overfaldet på Lars Nielsen havde gjort sig skyldig, nærmest havde været grundede i forestillingen om, at denne, som var en stærk mand og forsynet med en knippel, ville overmande Brandrup, og de således blev udsat for at blive pågrebet; 3) at de Lars Nielsen bibragte sår ikke har efterladt farlige følger for dennes helbred i fremtiden; og 4) at den forbrydelse, for hvilken Rasmussen var dømt til tugthusarbejde for livstid, ikke betegner ham som en for den personlige sikkerhed farlig forbryder. På disse grunde anbefalede pluraliteten Peder Rasmussen til at fritages for livsstraffen imod at kagstryges og hensættes til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning. Derimod blev Brandrup kun af en af de tilforordnede indstillet til livsstraffens eftergivelse.
Efter at sagen derpå af Kancelliet var blevet Hans Majestæt allerunderdanigst foredraget, behagede det allerhøjstsamme under 2. april sidstleden at resolvere, at arrestanten Peder Rasmussen skulle forskånes for den ham idømte livsstraf imod at han blev kagstrøget og hensat til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning, men at højesteretsdommen for arrestanten Ole Peter Julius Brandrups vedkommende ville være at eksekvere; og herom afgik der under s. D. et allerhøjeste reskript til kongens foged her i staden.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845)
