Skuespiller Frederik Ferdinand Printzlau. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik Ferdinand Printzlau (1814-1859). Debuterede 1833 på det kongelige teater. Han fik her en stormende succes. Bagsiden var at han begyndte at tage stimulanser, og da faderen Ferdinand Printzlau som var teatrets kasserer, af revisorerne i 1934 blev afsløret i at tage af teatrets kasse (der manglede 5.000 rigsdaler), tog det hårdt på ham. Faderen var også kasserer ved enkekassen hvorfra beløb blev overført frem og tilbage. Han blev langsomt til et vrag. Omkring 1846 blev Frederik fjernet fra det kongelige teater og blev provinsskuespiller. Også her fik han stor succes i de første år før det begyndte at gå ned ad bakke. De følgende artikler er om hans første år i provinsen.

Uorden paa Alborgs Theater. (I Aalborg Avis har man anket over, at Skuespiller Prinzlau har tilladt sig upassende Tilsætninger i en af ham udført Rolle. Formodentlig ere Andre af en modsat Mening, hvilket har givet Anledning til nedenstaaende Optøier):

Aalborg Avis af 10de ds. indeholder derom Følgende: Atter igaar vare vi Vidne til Optrin, der maatte sætte i Forbauselse, hvis ikke forresten ogsaa selve Forundringen nu maa ophøre og lade os indskrænke til det Ønske og den nødvendige Opfordring, at, naar Tact- og Velanstændighedsfølelsen i Publicum ikke er istand til selv at værne om sig, da Politiet, hvis Pligt det ved saadan Lejlighed er, ikke at være taus Tilskuer, skaffer sædelig og lovlig Orden, Ret og Ro tilveie. Ved Forestillingen maa nemlig den Deel i Publicum, som fandt Smag i Hr. Prinzlaus sidste Opførsel paa Scenen, have besluttet at ville give denne Anskuelse ny Stadfæstelse, thi ved nævnte Skuespillers Indtræden i "Aprilsnarrene", modtoges han fra denne Side med stærk Applaus, der imidlertid paafulgtes af Piben og Hyssen, og vedvarede disse Menings- eller Parti-Tilkjendegivelser - hvad man nu vil kalde dem - med den gjensidige Støi og Larmen, som en Kamp, der fremkaldes ved saa uheldigt beregnede Demonstrationer, altid maa have med sig i Følge Istedetfor at lade det forblive ved det tilstrækkelig Uhyggelige i en saa stærkt marqueret Meningskamp, søgte imidlertid Acclamanterne at forøge deres Styrke, idet der fra Mange af disse udsendtes Raab, der ikke blot vare insulterende mod den modsatte Menings Tilkjendegivere, men endog med al Simpelhed paakaldte raa Magt til at gjøre Mening til Villie, saa at selve Opinions- eller Partikampen befandt sig paa yderste Grændse af brutal Voldsomheds Gebeet, hvilket endog ved en Tilskuers korporlige Forgribelse paa en Anden blev betraadt, og det ved Tæppets Fald kun møisommelig lykkedes at tilveiebringe noget af den Orden og Anstand, som skyldes enhver offentlig Sammenkomst og fremfor Alt den, som idetmindste af Hensyn til Dame-Publicummet bør vide at holde sig indenfor Excessers Grændser. Da Tæppet atter var gaaet op, fornyede imidlertid Støien og Excesserne sig og bragtes kun et Øieblik til Taushed, idet Hr. Printzlau udbad sig Ordet og Tilladelsen til med dette at træde udenfor sin Rolle. En saadan Ret var under disse Omstændigheder naturlig, men Hr. Prinzlaus Brug heraf - ved navnlig at udtale sig om en af ham specielt udhævet Mand, som Organ i den offentlige Mening (og ved paa en confus Maade at sammenstille dens Bedømmelse, hans sidste Færd paa Scenen havde modtaget i den herværende Presse, med den Retfærdighed, der stedse af Samme med Roes er vederfaret ham indenfor sin Rolles Gebeet) - en Bersærkergang, som vi for vort Vedkommende forøvrigt ere lige saa tilbøielige til at undskylde, som vi, hvis en Reflekteren derover kunde underholde os, stedse ville føle det Smigrende i en saadan Opførsels og Ligesindedes Demonstrationer var saaledes beskaffen, at Hr. Prinzlau under ny Støien maatte afbrydes indtil Directeuren, under Raabet om Stykkets Fortsættelse, traadte frem og efter med et Par Ord at have henvendt sig til Publicum, tilfredsstillede dettes Forlangende, hvorefter Stykket fortsattes og fra de fleste Spillendes Side udførtes meget godt, med Undtagelse af den Svækkelse, som enkelte Fremstillinger efter det Passerede altid maatte lide. Med Hensyn til Begivenhederne i Publicum maae vi imidlertid beklage, at Politiets Tilstedeværelse ikke blev mere kjendelig eller virksom, eller at den tilstedeværende Officeer, som tog den rigtige Beslutning at tilkalde Vagten for at erstatte Politiet, ikke fik denne udført; thi ved Bortgangen fra Theatret vare atter Excesser af endnu scandaleusere Natur i Begreb med at udbryde, idet, efter hvad der er os berettet, en Mængde var sammenstimlet om den Person, i hvem Publicum oprindelig ved Hr. Printzlaus Rolletilsætninger, var bleven fornærmet, og ved Incitering og Insultering nødsagede flere agtede Tilstedeværende til under Politieskorte at ledsage den Forfulgte bort, efterfulgt af en Sværm, som endog underveis skal have forsøgt sig i et - Steenkast, der ramte en Dames Hat og efter den Voldsomhed, hvormed det traf, naar Hovedbedækningen ikke havde beskyttet, vilde have bibragt et maaskee dræbende Saar. Det er ubehageligt at maatte give et Referat af saadanne Begivenheder, der tildrage sig i vor Midte. Men Udskeielsen er her gaaet saa vidt, at en Skildring dog maaskee kan bidrage til at fremkalde en bedre Overvejelse og danne et fremtidigt sikkrere Værn imod slige Optrin. Hvad Politiet i denne Sag har foretaget, er os ubekjendt, men vi forstaae i det Hele taget ikke, hvortil Politiet holder en Fuldmægtig i Theatret, naar det ikke maa paahvile ham - uden Hensyn til den Stemning han som privat Tilskuer i den ene eller anden Retning kan dele (skjøndt han som Politiofficiant slet ingen privat Tilskuer kan være) - at forebygge eller standse en Meningskamps Overgang til Udbrud og Opfordringer, der skulde give en raa Magt eller Lidenskab Tøile. Beklageligt er det at maatte tænke eller ønske sig Politiets Indskriden ved en offentlig Handling eller Sammenkomst, men bliver den ved Excesser til Nødvendighed, saa skylder det baade Publicum og Skuespildirecteuren, hvis Ret og Stilling ved slige Optrin lige saa fuldt krænkes, at tilveiebringe Orden og idetmindste paabyde den Rolighed og lovlige Ret, som Politiet maa vaage over at see udført.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1846, 2. udgave).

Personen som Printzlau havde udtalt sig upassende om, var redaktøren af Aalborg Avis, Bernhard Ree. 

Johan Friedrich Fritz (1798-1870): Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau (1814-1859). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aalborg, den 19de Januar.

- Den tredie puniske Theaterkrig var dog ikke aldeles tilende, thi Laurbærrene vare endnu at uddele, ligesom maaskee ogsaa Resultatet af Krigen, med Hensyn til Publicums Bedømmelse af Scenens skyldige Decorum og af Publicums Pligter imod sig selv, har været et andet (idetmindste efter Søndags-Publicummets Fortolkning), end det vi troede at see stipuleret. Efter at Hr. Printzlau ved Stykkets Slutning igaar Aftes var fremkaldt, henvendte han sig nemlig med en Takketale til Publicum og havde dernæst - efter formeentlig Berigtigelse af den Maade, hvorpaa vi i vort sidste Referat havde opfattet Tilkjendegivelserne og Stemningen ved hans fornyede upassende Tilsætninger - den gode Idee, at holde en Skjændetale mod "Aalborg Stiftstidende", der blev modtagen med enthusiastisk Bifald: en Demonstration, der var os en interessant Stadfæstelse af del Omdømme om og Sindelag imod os og vor Redactions-Virksomhed, som vi ved saamangen anden Erfaring aldrig have betvivlet, besjæler en stor Deel af Aalborgs Publicum. (Aalb. Av.)

Fra Hr. Printzlau læses følgende Bekendtgørelse i "Aalborg Avis" :

"Til Publikum! Naar en Paastand fremsættes med Suffisance, og oftere gjentages, vinder den let Tiltro, og antages, af de i Sagen Uindviede, for et Evangelium. Denne gamle Erfaringssætning gør mig det til Pligt, herved foreløbig at bekjendtgjøre, at jeg, snarest muligt, i et Følgeblad til en af Provindsens resp. Tidender, skal give en aldeles tro Skildring af de i Theatret opførte Intermezzer, hvori det har behaget Hr. Ree at give mig Hovedrollen, uden at nævne sig selv og de andre tre Herrer, som godhedsfuld assisterede, Aarsagen, hvorfor jeg ikke strax seer mig istand til at fremkomme med denne nødvendige Berigtigelse af Facta (for det ærede Publicum heri Byen behøvedes dette vist ikke, da det er bekjendt nok, hvormegen Misbilligelse Hr. Ree's Referater angaaende denne Sag have mødt), vil være let at indsee for Enhver, der kjender Hr. Ree's Taktik, og veed, hvor vanskeligt og kostbart det er, at faae aabnet Aalborg Stiftstidendes Spalter for Artikler, der vedrøre Redacteuren. Jeg tillader mig tillige, at benytte denne Lejlighed til at takke det ærede Aalborgensiske Publikum for al den Deeltagelse, det navnlig under de sidste Forhold har viist mig, og uden hvilken jeg neppe vilde kunne holde mig imod en Modstander, der har saa stærke Vaaben, som Piben og Pennen, og som bruger begge med saa stor Færdighed.

Aalborg, den 20de Januar 1846.

Fr. Printzlau"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. januar 1846)

Mere om Aalborgs Theater. Det hedder i Byens Avis af 17. dS.: Efter Alt hvad der senere er passeret, var det allerede mindre rigtigt af Hr. Printzlau, at gjentage saa kort efter til sin Benefice det Stykke, der havde givet Anledning til Optøierne i Theatret, og hvis fornyede Opførelse ogsaa af Politiet forbødes og først tillodes efter at saavel Beneficehaveren som Directeuren hos Politiet havde deponeret Forsikkring om, at ingen Tilsætninger deri skulde finde Sted. Uafseet herfra, maatte det desuagtet almindelig forudsættes, at Beneficehaveren, naar han end ved Stykkets Valg havde troet at maatte fjerne andre Hensyn for det, der i hans Forventning kunde influere paa Aftenens Indtægt: dog ikke kunde falde paa, atter at forsynde sig imod det simple, og ved Gjentagelse end mere saarede, Tactbegreb. Det maatte derfor høilig overraske, naar Hr. P. endogsaa igaar atter kunde glemme sig til at fremkomme med et Par af de sidste, til Personligheder alluderende, flaue Tilsætninger, og som ogsaa hver Gang mødtes med stærk og almindelig Hyssen og havde til Følge, at hans Fremkaldelse, der ved Stykkets Slutning forsøgtes og som Tæppet altfor iilsomt imødekom, ikke kunde udføres uden ligesaa at ledsages af stærk og vedholdende Hyssen. Hr. Printzlau vil nu indsee, at man ogsaa som duelig Skuespiller skylder at iagttage Scenens Decocum (og som ogsaa, om vi forstod ret, udtrykte sig i og vil finde sin Undskyldning ved hans Slutnings-Henvenden til Publicum); i Publicum stadfæstede den hele tactfulde Tone og Stemning, som man havde Grund til at vente, Erkjendelsen om hvad der skyldes Theatret, naar dette som Kunstforædlende og Sædeligheds-Anstalt ikke skal udarte til et Boldhuus for Lidenskabelighed eller Kabale; Politiet, hvis Virksomhed vi naturligviis altid helst ønske saa neutral som muligt, har af denne Theater-Sag ogsaa høstet sin Erfaring for Fremtiden, og saaledes "endte da den tredie puniske Krig".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).

- Et Inserat i "Randers Avis", som udtaler sin Misbilligelse over Hr. Printzlaus Scene-Tilsætninger, mener kun, at vi ved at revse en i sig selv saa Uvigtig Sag og Personlighed, maaskee havde været for varm. Vi ville kun hertil bemærke, at vi heller langtfra have tillagt denne Sag i sig selv ringeste Viglighed og endnu mindre reflekteret over den paagiældende Skuespillers Personlighed, men den Fraværende maae herved erindre, at Skuespilleren i del omhandlede Tilfælde ikke blot havde tilladt sig at alludere til Personligheder, men endog, ved at ville kritisere en Persons Stillinger ved Scenens Nærhed, havde paa den meest upassende Maade forladt sin Rolle og formelig begivet sig ind i Publicums; og skal Scenen ikke være et Giøglebrædt og Theatret ikke Puerititetens Boldgade, men begge Dele saavidt muligt repræsentere og befordre Kunst og Dannelse; saa behøver Udskeielsen, især naar den gaaer saavidt, ogsaa den alvorligste Tilretteviisning, og naturligviis staaer det da til Publicum, om det ovenikjøbet vil acclamere en Fornærmelse mod det selv eller vil vide at conservere og hævde sin og Theatrets Værdighed thi at, som "O. Th. Av." i Anledning af Hr. Pr.'s Færd bemærker, "Raaheden jo altid har Tilhængere", det er en Sandhed, som saadanne Begivenheder, uden at kunne præjudicere det bedrefølende Publicum, altid ville erindre om og som ogsaa "Aarhuus Avis" kan stadfæste. Naar hin Indsender i "Rand. Av." forøvrigt tillige mener, at det er Skuespildirecteuren, der burde have vaaget over at Scenen ikke misbruges, da maae vi ganske istemme dette. Veed en Skuespiller ikke at iagttage Scenens Pligt og Decorum, saa er det naturligviis ogsaa Directeuren, der maa erindre ham herom eller give de fornødne Paalæg. Men Intet af dette see vi at være foretaget af Hr. Orlamundt, af hvis gode Tact i øvrig Theaterbestyrelse vi ellers havde ventet en bedre Conduite end at han, som her aabenbar, enten har viist en Svaghed eller staaet i Forbindelse med det Passerede; thi ikke alene, at Rygtet allerede forud skal have bebudet, at man vilde gjøre et Stykke til Gjenstand for Scene-Tilsætninger, saa burde Directeuren idetmindste ved de første Misbrug i Stykket, selv uanseet at disse acclameredes, have modsat sig deres Fornyelse og end stærkere Fremtræden i det Følgende, og allermindst burde han have tilladt en ny Opførelse, om der end hertil inciteredes; thi hvad nytter det, at Dhrr. Orlamundt og Printzlau give Politiet Tilsikkringer, naar man dog har den mageløse Hardiesse at fremkomme med nye upassende Tilsætninger, og hvorledes har da Politiet optaget disse, thi Stykket "den letsindige Løgner" indeholder intet om "at ride paa Crocodiller", og har heller Intet om "Hofjunkere" (hvor der i Stykket staaer Kammerraade). Af Randers Avises Inserat i denne Sag hidsætte vi endnu Følgende: "Af hvad der om de omtalte Theaterscener er meddeelt, fremgaaer ogsaa, at der har været Misfornøjelse tilstede over at der hyssedes i Theatret. Denne spidsborgerlige Misfornøjelse erindrer os om en magnifique Spidsborgerlighed, der for nogle Aar siden gav sig tilkjende i Odense, idet endeel Herrer, der fandt Anledning til at hysse ad en Præstation, endog udsattes for Brutalitetens Udbrud, retsom om man i et Theater, hvor man har Tilladelse til at tilkjendegive Bifald, ikke ligesaafuldt havde Ret til at give sit Mishag tilkjende. Vi kunne ingenlunde ønske, at man underkaster omrejsende Skuespilselskabers Præstationer nogen stræng Kritik, men ganske at lade Kritiken borte og idelig kun at rose, klappe, fremkalde, hvor der saa ofte ikke er Anledning hertil - det er dog virkelig under al Kritik. At der anvendes Kritik, er unægtelig i Skuespillerselskabernes egen Interesse. Havde man saaledes oftere i Provindserne udtalt sig dadlende om slette Præstationer, vilde det vel ogsaa have bidraget til, at flere Skuespillere, der nu kun udi egen Indbildning ere duelige, vare blevne ret brugbare Skuespillere."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. januar 1846)

Debatten fortsatte i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. februar 1846)

Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau døde 43 år gammel 1859 af tæring (tuberkulose og andre sygdomme som medfører vægttab fx kræft) hos sin tante Regine Thorup i Frederiksberggade. Han efterlod sig en frakke, to par bukser, en vest, en hat, et halstørklæde, tre skjorter, tre par strømper og et par støvler til en samlet værdi af 16 rigsdaler der ikke dækkede begravelsen. Dagbladet og nogle provinsaviser omtalte ham i få linjer "damernes afgud". Nogle så uret i at Det kongelige Teater ikke ønskede ham. Faderen overlevede ham og døde på Almindelig Hospital omkring 1864.

Om et formeentligt Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Om et formeentligt Overfald. Med Hensyn til, at der i "Flyveposten" er fortalt om et Overfald, der skal være skeet paa Veien mellem København og Gjentofte, kunne vi fra en paalidelig Kilde meddele, at det Hele reducerer sig til Følgende: En Huusmand ved Navn Hendrik Andersen fra Bagsværd kjørte den 27de f. M. med sin 13aarige Datter, om Eftermiddagen fra København, hvor han havde været inde med et Læs Tørv, og kjørte i Følge med en anden Vogn, hvorpaa der sad 2 af hans Bekjendte fra Frederiksdahl og en Person ved Navn Lars Severin Lagersdorff af Ordrup, hvilken Sidste, der har været straffet 2 Gange for Tyveri og saaledes staaer under Politiets specielle Opsigt, havde faaet Lov til at kjøre med ud ad Veien. Da disse 2 Vogne kom til Gjestgiverstedet "Tre Flasker" imellem Store Vibenshuus og Lundehuset bød den ene Mand fra Frederiksdal Hendrik Andersen og de Andre 2 at gaae ind med i Kroen og drikke en Snaps, hvilket ogsaa skete, hvorpaa samme Mand endvidere tracterede med 2 Boller Punsch. Da de kjørte fra Tre Flasker kom Lars Severin Lagersdorff til at kjøre med Hendrik Andersen, der kjørte bag efter den anden Vogn. Da de vare komne hen ved Lundehuset blæste Hatten af Hovedet paa Lars Severin Lagersdorff, hvorfor Hendrik Andersen gjorde Holdt. Da Førstnævnte havde fundet sin Hat igjen, yttrede han, at han ved at springe af Vognen havde tabt nogle Markstykker, som han havde havt i Haanden, og Hendrik Andersen stod nu ligeledes ned af Vognen for at lede efter disse Penge. Mørket var imidlertid faldet stærkt paa og Lagersdorff bad derfor Hendrik Andersen om at gaae ind i Lundehuus-Kroen og laane en Lygte, men dette vilde Sidstnævnte ikke, og efter noget Mundhuggeri hvorunder Lagersdorff beskyldte Hendrik Andersen for at han vel havde hittet Pengene, kjørte de videre, men, da de havde kjørt et Stykke, greb Lagersdorff, efter Hendrik Andersens og dennes Datters Forklaring, fat i Nakken paa Hendrik Andersen og gav ham et Slag i Næse og Mund, hvorpaa de begge sprang ned af Vognen og brødes, medens Datteren skreg Gevalt. Hendrik Andersen løb derpaa over i en tæt ved liggende Bondegaard, og fortalte at han var bleven overfalden paa Veien af En, der kjørte med ham. Der blev strax ydet ham Assistance, men i det samme kom Lars Severin Lagersdorff gaaende lige forbi Bondegaarden for, som han sagde, at fortsætte sin Vei over Gjentofte til Ordrup. Han blev imidlertid anholdt og afleveret til Politiet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1845, 2. udgave).

Tegner Lund: Store Vibenshus (1837). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julebazaren. (Efterskrift til Politivennen)

 Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn. d. 6te August.

Julebazaren. I den udkomne Qvartalsberetning fra Industriforeningen finder man en meget udførlig Beretning angaaende den af foreningen foranstaltede sidste Julebazar. Vi forbigaae Alt hvad Comiteen angrer med Hensyn til Vanskelighederne af at finde et passende Locale, fordi vi allerede i sin Tid have gjort vore Læsere bekjendte med Forhandlingerne desangaaende.

Bazaren stod aaben i 30 Dage, og i den Tid afhændedes .... 41,688 Billetter,

hvilket Antal overstiger langt det Antal Billetter, der blev solgt ved de foregaaende Bazarer. Følgende Oversigt vil nærmere vise dette.

I Aaret 1841 - solgtes 15,913 Billetter,
     -     1842 -     -        18,059     - 
     -     1843 -     -        33,676     -

Sammenligner man derimod Salget af de udstillede Gjenstande, saa finder man, at trods det større Antal Besøgende i A. 1844, var Afsætningen dog langt ringere end i de foregaaende Aaringer. 

Aaret 1841 var Afsætningen 10,505 Rbd.
   -     1342   -          -             11,406   -
   -     1343   -          -             22,525   -
   -     1844   -          -         kun 9820   -

Det var altsaa det med Udsalget forbundne Lotteri, der har lokket saa mange Besøgende til Bazaren, men ikke Interessen for den indenlandske Industri. De udstillede Gjenstande vare eiheller af den Beskaffenhed og af det Omfang, at Bazaren kunde vente sig mange Kjøbere. Beløbet af Afsætningen i de 30 Dage, Bazaren stod aaben, var altsaa ei mere end 9820 Rbd. (omtrent 300 Rbd. dagligen, incl. Lotteri-Præmier), medens Udgifterne udgjorde 7636 Rbd. og deraf for Gevinster 3400. Vi tillade os at tilføie Comiteens Bemærkninger i Slutningen af dens Beretninger:

"Efter at Julebazarer nu have været afholdte i 4 Aar, og den sidste har givet et i store Henseender mindre tilfredsstillende Resultat, end de foregaaende, maa Comiteen sluttelig udtale nogle Bemærkninger om Bazarsagen i Almindelighed. Den danske Haandværker staaer unegteligt paa et anseeligt Udviklingstrin og gjør aarligt betydeligt Fremskridt; men det, hvorved han i Almindelighed udmærker sig, er ved at gjøre godt og solidt Arbeide til et bestemt nyttigt Øiemeed, medens han i Frembringelser af Smags- og Luxussager uden sikker Brugsbestemmelse med brillant varierende Idre, som kunde være skikkede til alleslags Julepresenter, endnu staaer tilbage for mange udenlandske Producenter; og dog er det netop denne sidste Slags Varer, hvormed en Julebazar skal være forsynet, og det er egenligt kun dem, som Kjøberne søge der, medens et godt Sortiment af solidt, smukt og nyttigt Arbeide af saadan Art, som vore Industrielle ere fuldkomment vel istand til at levere, vil være fuldkomment paa sit rette Sted i en staaende Bazar, som holdes aaben hele Aaret igjennem. Heri troer Comiteen at Hovedaarsagen til, at Salget paa Julebazaren i det sidste Aar har været mindre godt end i de første, og at den i Publicums Øine har tabt sin Betydning som Udsalgssted og mere besøges af andre Grunde end for at kjøbe, fornemmelig er at søge, skjøndt den Omstændighed, at der er aabnet en lignende Bazar paa Børsen, hvilken dog i og for sig synes at være af meget ringe Betydning for den indenlandske Industri, muligt ikke er uden Indflydelse i denne Henseende. Idet Comiteen saaledes troer, at de danske Industriprodukter mere egne sig for en staaende end for en Julebazar, og at det fornemmelig er den første, hvortil den trænger, troer den, efter den Erfaring, som nu er indsamlet, at burde henstille til Repræsentantskabet, om det ikke maatte være hensigtsmæssigt at concentrere Foreningens kræfter paa at bringe en saadan staaende Bazar istand, og derimod, idetmindste foreløbigen, at lade Julebazarsagen hvile, thi den troer, at man, ved at bringe de danske Industriprodukter tilsalg under Forhold, hvorunder de maae fremtræde mindre fordeelagtigt , end de under andre ville gjøre det, let skader dem i Publicums Øine og muligt mere standser end fremmer den almindelige staaende Bazars Oprettelse.

"Skulde Repræsentantskabet ikke gaae ind paa denne Anskuelse, men formene, - at man atter til næste Juul bør søge at oprette en Julebazar, da skulde vi, paa Grund af den Erfaring , som vi have indsamlet, meget anbefale, at Beslutningen herom saa snart som muligt fattedes, og at der da strax udnævntes en Comitee til at forberede Sagen; thi det er at forudsee, at en Saadan vil have store Vanskeligheder at overvinde, for at skaffe et passende Locale, og vil behøve lang Tid, for at ordne det i den Henseende Fornødne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1845, 2. udgave).

Se også denne blogs indslag om de allerførste julebazarer.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1845. Teksten under billedet lyder: Man tillader sig at henvende det ærede Publicums Opmærksomhed paa, at Børs-Bazaren fra Tirsdagen den 4de November og indtil videre vil blive oplyst fra Kl. 4 til 9 Aften, og at samtlige 40 Udsalgssteder til den Tid ville være forsynede med et smukt og godt Udvalg til billige og bestemte Priser.

Nordborg Liedertafel 13de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Det er meget sjældent at flere parters fremstilling af en bestemt begivenhed findes. Men i tilfældet med Liedertaflens fest i Nordborg er dette tilfældet. Derfor bringes den som et eksempel på hvor forskellige begivenheder blev omtalt, og i hvert fald for den første vedkommende, brugt til ensidighed til fordel for eget synspunkt.

På artiklernes udgivelsestidspunkt havde slesvig-holstenerne oprettet sangkor "Liedertafel" i mange byer. Sangerfesterne tiltrak et stort publikum. Se sangerfesten i Slesvig i juli 1844. Heroverfor åbnede dansksindede i 1844 Rødding folkehøjskole og i juni 1843 stiftedes "Den slesvigske Forening", mens tysksindede juli 1845 stiftede "Den slesvig-holstenske patriotiske Forening". En bred del af befolkningen blev dog ikke inddraget, fx fra de ufrugtbare egne, kådnere, parcellister, inderster og tjenestefolk. Nationalismen var forbeholdt socialgrupper som i fuldt eller moderat omfang var inddraget i samfundets modernisering.

Liedertaflens Fest i Nordborg. Idet vi optage nedenstaaende Beretning efter "Dvk.", ville vi haabe, at nu, da man kjender Kongens udtrykkelige Villie og Forbud mod Ombæren af lovstridige Faner, ville saadanne Optøier som de i Nordborg og andre Steder ikke mere finde Sted. Det er især Embedsmænd , som forestaa den executive Magt, hvem det paaligger at vaage over, at Loven ikke overtrædes; det er Embedsmændene, som maae anvende Alt, hvad der staaer i deres Magt, for at forhindre alle disse lovstridige Optøier, og ved god Conduite afværge de ubehagelige og skadelige Følger, som naturligviis maae opstaa deraf. Men vi tør ogsaa med Grund forvente, at, dersom der skulde vise sig Lunkenhed eller Svaghed eller Tilsidesættelse af Embedspligt til i rette Tid at afværge det Onde, Regjeringen da uden Skaansel og til Exempel for Andre, vil lade saadanne Embedsmænd straffe efter Fortjeneste. Den omtalte Beretning lyder saaledes:

"Nordborg har ikke den Lykke at have nogen "Liedertafel"; man savner et Hoved til at sætte i Spidsen for en saadan Kunstforening. Herværende Hr. Heuermann er den eneste, som er indviet i de tydske Toners Mysterier og har Greb paa Taktstokkens Førelse, men hans mange Agentur-Arbeider (han er f. Ex. Hr. Steffens høire Haand) samt hans udbredte Barbeer-Praxis tillader ham ikke at overtage denne Function. Man skulde alligevel have en "Liederfest", og saa blev den Foranstaltning truffen, at Liedertaflen fra Augustenborg og de af Degnen i Ulkebøl indøvede derværende Bønder skulde komme hertil og udføre Sangen. For at dække Omkostningerne til dette storartede Optrin, især til de Syngendes honnette Beværtning, fik man ved en Deel af Nordborgs Indvaaneres, tildeels trevne Bidrag (1 Rd. Cour. pr. Actie) en Sum sammenskrabt af 30-40 Rd. Ved denne Collect var Dr. Heuermann, ellers en Udlænding, som ved alle slige Lejligheder er især virksom, og hvad var Schleswigholsteinismen i Nordborg uden ham? - Til Festplads bestemtes den nærliggende kgl. Skov, Karholm kaldet, som tildeels ved Bøndernes Understøttelse er indrettet til et offentligt Forlystelsessted. Til den fastsatte Tid indfandt sig de augustenborgske og ulkebøller Sangere, fulgte af Hs. Durchl. Hertugens Sønner og Døttre. En Æreport for de fremmede Liedertafler og de hist og her fra Tagene udstukne "slesvigholsteinske" Faner udgjorde Festens glimrende Gide i selve Byen. Til denne Udsmykning havde især en Farver Lorenzen bidraget, idet han havde udstukket ikke færre end 4 af hine brogede Klude og næsten under Mishandling udstafferet sin lille 4-aarige Søn i en fuldstændig Narredragt og opstillet ham som en politisk Genius udenfor sin Dør. Om Eftermiddagen Kl. 4 (Festtidens Begyndelse) satte man sig i Bevægelse fra Gjæstgiver Ernst Petersens Gaard ud efter Skoven. Vognene vare smykkede med Grønt, Blomster og hine politiske Flag, med Liedertaflens store Standart i Spidsen. Sangerne, omtrent 50, fulgte bagefter tilfods, "froh und "wei". En nysgierrig Menneskemasse sluttede Toget, men blev stoppet ved Indgangen til ovennævnte Lystskov, idet man gav Mængden tilkiende, at Ingen kunde faae Adgang til Festen, uden først at have løst en Entree-Billet til 2 sk. Cour. Da en stor Deel imidlertid heri troede at see nogen Egennytte; ligesom man heller ikke ansaae Nogen berettiget til at spærre et offentligt Forlystelsessted, tilhørende Kongen og tildeels istandsat ved Bøndernes frivillige Arbeide, saa negtede man paa det Bestemteste at efterkomme Opfordringen, og snart var Pluraliteten af samme Mening; et fælleds, heldigt Stormløb mod Herredsfoged Dr. Steffens vagthavende Poster gjorde snart Ende paa den foreskrevne Entre- Orden. De meest Energiske under denne voldsomme Indmarsch vare en Deel unge Mænd, især fra de nærliggende Landsbyer Holm og Meels. Et Par unge Gaardmænd fra sidstnævnte By, som i Herredsfogdens Øine viste meest Frækhed, bleve gjentagne Gange tiltalte i en temmelig haard og bydende Tone, ja endog truede med Arrest, hvis de ikke vilde erlægge den anordnede, men vistnok ulovlige Indgangs-Tribut. Men ogsaa denne forstærkede Opfordring blev besvaret med en bestemt Vægring. Denne skiønne Idee om en betydelig Festindtægt maatte derfor opgives, og efterat en mægtig Række af Sangnummere var foredraget, og en Tale, som endte med et tordnende "Lebehoch" for det kjære Fædreland "Sleswig-Holstein", holdt af Dr. Steffens selv, tog man tilbage til ovennævnte Gjæstgiver Petersens Gaard, hvor der ventede et Festmaaltid. Man kan tænke sig, at Dr. Steffens og Bruner have været ilde i Lune over de forefaldne Optrin; men de giorte Erfaringer om Folkets Sympathi skulde dog udvides endnu mere. Deltagerne i Festmaaltidet havde, for at blive dette, forud tegnet sig paa en i Byen ombaaren Liste, hvortil man dog ikke havde fundet enhver ærlig Borger værdig. Iblandt de Uværdige befandt sig ogsaa en Skræddermester Westphal, en født Meklenborger, men som nu, da han er Borger i en dansk By, føler, at han som saadan er dansk Statsborger og har Opfordring til at elske sit nye Fædreland. Denne Mand indfandt sig tilligemed endeel Andre i Ernst Petersens Gjæstestue ved Siden af den festlige Spisesal. Da man der syntes, at han blev noget høirøstet, kom Dr. Heuermann med Flere til; der opstod et Mundhuggeri, hvori Barberen (Dr. i Heuermann) kaldte Westphal en Prakker, uværdig til at være blandt Schleswig-Holstenere. Dette var Signalet til et varmt Optrin, thi i Stedet for videre Ordvexel tørnede strax en rask Skræddernæve mod Barbeer Heuermanns høitbaarne Næse, og i næste Øieblik tumlede begge Helte langs ad Gulvet, Westphal nedenunder, holdende den blasserede Barbeer i Struben. Nu stimlede man sammen om de forenede To, og Vægteren, Richter, ligeledes en indvandret Fremmede som lever af Veldædighed og forresten spiller en vigtig Mand i Nordborgs Politipersonale, lod i den larmende Hurlumhei sin Embedsstok dandse dygtig paa Barberens Bagdeel, i den Tanke, det var Westphals, medens dennes knyttede Haand hindrede Barberen i enten at mæle eller tale. Snart berøvede man dog Westphal hans levende Skjold; han blev aldeles afvæbnet og som et Slags Trophæ ført til Arresthuset, hvor han sattes ind i Tyvehullet. Under Transporten af den Fangne brugte Dr. Steffens og to frivillige Politibetjente: Kjøbmand Kossow og Kjøbmand Franz Petersen, deres Stokke og Næver saa tappert paa den værgeløse Borger, at de sloge deres Stokke itu, sønderreve Skrædderens Frakke, saa at den hang i Laser og behandlede overhovedet hans Krop meget uskaansomt. ved Rygtet om, at Nogen blev arresteret, stimlede en Mængde Mennesker sammen ved Arresthuset, og endskjøndt man ikke vidste Sagens egentlige Sammenhæng, da Westphal, til Held for hans Excutantere, var bleven indsluttet i største Hast, viste der sig dog tydelig stor Misstemning, især da Bønderne, fra Meels fik Øie paa den meget exalterede Dr. Steffens; thi uforbeholdent besværede de sig for ham over den Maade, hvorpaa de vare blevne behandlede i Lystskoven, og mindede ham om, hvis han ønskede at arrestere dem, saa var den beleilige Tid nu kommen, idet han havde dem saa nær ved Haanden. Herpaa vilde Herredsfogden dog ikke indlade sig, trak sig bort, under Bøndernes og Mængdens Raab, som med svingende Hatte udbragte et levende Hurra for Dannebrogen. Den følgende Dag bleve tre af Bønderne i Meels indstævnede til at møde den 16de for Herredsfogden. Noget før den citerede Tid kom de til Byen og toge ind til benævnte Kjøbmand Kossow, hvor de hos en dansksindet Mand fik hver en dansk Kokarde, og - den stormodige Kjøbmand lod, ventelig af Frygt for at miste sin Søgning, sig endog ydmyge til egenhændig at paahefte dem Kokarderne, vel at mærke ikke paa Hatten, men paa Frakken, - paa den venstre Side af Brystet, for ikke under Forhøret at være berøvede deres kjære Attribut. Saaledes vove nu Bønder paa Als med det nationale Mærke at træde deres Modstandere under Øinene. Hvo skildrer vel Herredsfoged Steffens Forundring, da han seer, at han hverken har Børn eller forbløffede Mennesker for sig, men fuldvoxne Mænd, der ikke lade sig vildlede af kunstige Forhørsspørgsmaal, men paa det Bestemteste erklære, at de ere danske Borgere, idet de eengang have aflagt Troskabseeden under den danske Fane (nemlig som Soldater i den danske Armee), og at de under ingen Omstændigheder, selv under Opoffrelse af Liv og Eiendom, ville svigte den nationale Sag. Vistnok rørt herover, lod Dr. Steffens dem gaae, dog med den Formaning, ikke oftere at tage Deel i lignende Optøier. Medens dette Forhør varede, havde en lille Bondehær forsamlet sig i Nordborg, for at erfare deres Brødres Skjebne, og nu fandt det vistnok sjeldne Optrin Sted, at Dannebrogsfanen blev af en Bonde og med Bedækning af Bønder under gjentagne Hurra-Raab for Danmark ført i Procession gjennem Nordborgs Gader. Da der ingen Fane havde været at erholde tillaans, saa havde Bønderne strax, ved Hjælp af en Skræder i Hæren, ladet en forfærdige paa Stedet, hvortil den bøielige Kjøbmand Kossow maatte levere Tout, naturligviis imod Betaling. Uhindret og ukrænket stod Dannebroge endog plantet udenfor flere ægte Schleswig-Holsteneres Døre, medens dens Værgere indenfor tømte en Skaal paa gamle Danmarks Velgaaende. - Saaledes endte hine festlige Dage, som voldte een interessant Afbrydelse af vort ellers saa stille Ø-Liv. Men vore Herrer i Nordborg ere ikke tilfredse med Udfaldet og ønske, at det Hele var ugjort.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. august 1845, 2. udgave).

Den omtalte artikel var fra Dannevirke 2. august 1845.

Udsnit af samtidigt (1851) kort over Als, som viser Nordborg med lystskoven Karholm mod syd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangfesten fandt sted den 13. juli med omkring 50 sangere fra Augustenborg og Ulkebøl. Den foregik i den kongelige skov der nylig var lystskov. Der var derfor stridigheder omkring hvorvidt festivalen kunne opkræve entre. Den 16. juli indstævnedes 3 bønder for "påtrængen og hujen på gaden". Men der blev ikke rejst tiltale.

Herr Redacteur!

Den Berlingske Tidende af 7de August indeholder efter "Dannevirkes" Referat en Meddelelse om Sangerfesten i Nordborg , som jeg paa den Augustenborger Sangforenings Vegne finder mig saameget mere opfordret til at berigtige, som hiint Referat synes at have sit Udspring af en ikke meget paalidelig Kilde. Den Berlingske Tidende har hidindtil været et i Hertugdømmerne agtet Blad, og det kan derfor ikke være Medlemmerne af den herværende Sangforening ligegyldigt i et saadant Blad at see en af dem foranstaltet Sangerfest omtalt paa den Maade som dette er skeet i det nævnte Nr. af 7de August. Jeg beder Dem derfor, Hr. Redacteur, at De vil optage det Efterstaaende.

Den Augustenborgske Sangforening har, saalænge den bestaaer, hver Sommer gjort flere Excursioner ud paa Landet, for at synge i en eller anden af de herværende smukke Skove. Saaledes har den i Fjor i Forening med den Sønderborgske Sangforening sunget i den ved Byen Sønderborg beliggende Sønderskov, og ligeledes har den i Fjor sunget i en ved Fynshav beliggende Skov. I Aar besluttede den Augustenborgske i Forening med den Ulkebøller Sangforening at synge i en i Nærheden af Nordborg beliggende Lystskov, dog skete dette uden at man dertil havde modtaget nogen Opfordring eller af nogensomhelst politisk Bevæggrund. Hensigten var kun ved Sangen at more sig og Andre. Da Rygtet herom faa Dage inden den til Sangen fastsatte Dag naaede til Nordborg, bestaltede man der at indrette Alt til en venlig Modtagelse af de fremmede Gjæster, og Sangforeningerne, som i Fælledsskab kjørte til Nordborg, forefandt denne lille Flekkes Huse pyntede med Blomster-Guirlander og Flage. Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg fulgte ikke, som Referenten i "Dannevirke" paastaaer, de Angustenborgske og Ulkebøller Sangere, men de vare med deres Følge alt en Tidlang inden Sangernes Ankomst indtrufne paa Slottet i Nordborg, hvor de vare stegne af hos Hr. Steffens Familie, med hvilken de begave dem ud i Skoven til det Sted, hvor Sangen afholdtes og hvorfra de efter at Sangen var endt vendte tilbage til Slottet, og derfra begave dem til Augustenborg. Af al den Uorden, som ifølge "Dannevirkes" Beskrivelse skal have fundet Sted i Skoven, har Sangerne ikke mærket noget, endskjøndt jeg senere vel har hørt at nogle Enkelte skulle have søgt at tilveiebringe Uorden ved at trænge ind over den reiste Barriere. Efter at Sangen var endt, udbragte Hr. Steffens et Længe Leve! for Prindserne og Prindsesserne af Augustenborg, og efter at have takket Sangforeningerne for den Fornøielse, den havde forskaffet Tilhørerne, udbragte han ligeledes et Længe Leve for den Augustenborger og Ulkebøller Sangforening. At Hr. Steffens har udbragt et "Lebehoch" for "Schleswig- Holstein" er en Opfindelse af "Dannevirke". - Fra Skoven begav man sig tilbage til Nordborg, hvor der hos Gjæstgjiver Petersen var foranstaltet et Aftensmaaltid, i hvilket foruden Medlemmerne af Sangforeningerne flere af Nordborgs og Omegnens Beboere deeltoge, ved hvilket der herskede den største Munterhed og Orden og som slet ikke havde nogen politisk Tendents. Efter endt Maaltid, og efter at flere af Selskabet alt vare gaaede bort, opstod der i Gjæsteværelset, hvor flere Personer havde sat sig hen for at drikke, imellem et Medlem af den Augustenborgske Sangforening og den af "Dannevirke" nævnte Skrædder Westphal, der var Selskabet aldeles uvedkommende, en Strid i Anledning af nogle Glas, som, ved at stødes ned af Bordet, vare gaaede itu, hvilken Strid gik over til et Slagsmaal imellem de nævnte To. Flere ilede paa den derved opstaaede Larm til for at skille de to berusede Mennesker fra hinanden, men da det ikke lykkedes at faae den omtalte Westphal til at være rolig eller til at begive sig bort, blev Politiet nødt til at arrestere ham. Det Medlem, som havde deeltaget i Slagsmaalet, blev Dagen deerpaa excluderet af den Augustenborgske Sangforening. Dette er en simpel Relation af det der ved hiin Leilighed er forefaldet, og som har givet "Dannevirke" Anledning til at lave dens ligesaa ondskabsfulde som usandfærdige Artikler, i hvilke den hele Fest bliver skildret som et politisk Optog, og et Slagsmaal imellem to berusede Mennesker bliver forestillet som om dette havde sin Oprindelse i de Stridendes forskjellige politiske Anskuelser. Hvad der ifølge "Dannev.s" Fortælling senere skal være passeret, er jeg, som forlod Nordborg tilligemed den Augustenborgske Sangforening naturligviis uvidende om; imidlertid vil enhver Upartisk af det Forestaaende kunne bedømme, hvor liden Vægt man kan lægge paa "Dannevirkes" hele Fortælling.

Slutteligen bemærker jeg, at den "store Standart", "Dannevirke" taler om, er den Fane, som de durchlauchtige Prindsesser af Augustenborg have havt den Bevaagenhed at forære den Augustenb. Sangforening. Denne Fane er, med Prindsessernes Navnetræk, Farver og Vaaben paa, og har aldeles ingen politisk Betydning. DHrr. Redacteurer af de Blade, som have optaget "Dannev.s" Fortælling om Sangerfesten i Nordborg, bedes ligeledes om at ville optage den forestaaende Berigtigelse.

Et Medlem af den Augustenb. Sangforening.

(Vi optage med saa meget større Fornøielse ovenstaaende Meddelelse, som den aabenbart viiser, at dersom de factiske Omstændigheder virkelig havde været saadanne, som vi efter et andet Blad have refereret, saa vilde dette paa selve Stedet være blevet erkjendt for at være utilbørligt og derfor misbilliget. Red.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1845, 2. udgave).

Hadersleben Liedertafel 22de Juli 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. Juli feirede den Haderslever Liedertafel, begunstiget af det smukkeste Veir en Sangerfest i den frie Natur paa en af de skjønneste Punkter i Nærheden af Haderslev. Festpladsen var smagfuld prydet, og Deeltagerne i Festen fandt sig i høieste Grad tilfredsstillede, saa at den gladeste og muntreste Stemning utvetydig tilkjendegav sig under hele Festen. Høist glædeligt var det, ogsaa iblandt Deeltagerne i Festen at bemærke saa mange Landboere fra en videre og nærmere Omkreds, der ligeledes i høi Grad glædede sig over festens Idee. Deres Nærværelse var desto behageligere og overraskendere, eftersom Festcomiteen aldeles ikke havde foranstaltet nogen offentlig Bekjendtgjørelse angaaende Festen, da denne blot skulle have Præg af en Privatfest for Medlemmerne af den herværende Liedertafel og af Borgerforeningen, hvis Local til enhver Tid med den største Redebonhed stilles til Liedertaflens Raadighed. Og dette Præg havde festen i Sandhed ogsaa. Thi, da fremmede efter Liedertaflens Statuter kunne indføres til enhver Tid, saa var der naturligviis intet i Veien for Indførelsen af landboere. Anslaaer man Antallet paa den inden- og udenfor festpladsens Barriere paa festkobbelen forsamlede Menneskemasse, saa kan man sikker antage, at festen besøgtes af idetmindste 4000 Mennesker, hvoraf over Halvparten befandt sig indenfor Barrieren, vist et overraskende Resultat. At Entreebilletterne til festpladsen under disse Omstændigheder ogsaa snart vare utilstrækkelige, og at der maatte reqvireres nye Billetter, at der i begge Spisetelte maatte træffes Anstalter til langt flere Couverts, at en Deel af Deeltagerne i festen i Mangel paa Plads i Spiseteltene maatte tage deres Aftensmaaltid til sig under aaben Himmel, er let at begribe, festen selv begikkes saaledes:

Henimod Kl. 4 om Eftermiddagen satte sig vor Liedertafel fra Borgerforeningens Local i Bevægelse, idet den med et Musikcorps i Spidsen, og med sit skjønne Banner og sine smukke Stemfaner marscherede i høitidelig Procession til festpladsen. Da Toget var ankommen dertil, blev Banneret tilligemed Stemfanerne under Accompagnement af Musik opstillede paa den af Damehænder med Løvguirlander smuk decorerede Sangertribune, og efterat der havde indfundet sig en stor Mængde Mennesker, der tiltog med hvert Øieblik, holdt Liedertaflen sine foredrag af fortrinlig valgte Sange i 3 Afdelinger. I Mellempauserne udførtes Harmonimusik. Til 3 af Sangene, nemlig: "freiheit, die ich meine", "Osanctissima, o piissima mater" og "Schleswig Holstein meerumschlungen", havde Liedertaflens vakkre Directør, Hr. Nielsen , componeret herlige Accompagnements af Instrumentalmnsik, hvorved navnlig Sangen: "O sanctissima" henrev Tilhørerne og gav dem en Idee om de Toner, der lyde i de katholske Kathedralers Hvælvinger. Sangen "Schleswig Holstein etc.", der dannede Slutningssangen i 1ste Afdeling, efterat Arndts "Was ist des Deutschen Vaterland" var given, vandt et stormende Bifald, der ingen Ende vilde tage, og maatte paa vedholdende da capo-Raab gjentages trende Gange. Ved Enden af 3die Gjentagelse udbragtes et Hoch for det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", der hilsedes af den tætte Menneskeklynge med stormende og vedvarende Hurra, hvori navnlig ogsaa vore vakkre Landboere istemmede, idet de svang deres Hatte.

Efter Sangen dandsedes paa den skjønne festplads og henimod Kl. 9 om Aftenen begav man sig ind i begge de store Spisetelte, for at indtage et simpelt, men godt beredt Maaltid. Da Mørket indtraadte, oplystes festpladsen af Beegkrandse, Raketter stege i Veiret og Glædesild lyste paa den yndige Landsø, Haderslev Dam kaldet. Det hele havde en fuldkommen sydlandsk Character. Ved Bordet maatte "Schleswig-Holstein meerumschlungen" paa Forlangende atter foredrages, og desuden sang Liedertaflen endnu et par passende Bordsange. De udbragte Skaaler gjaldt det "dyrebare fædreland Slesvig-Holsten", "Liedertaflernes store forbund" og "den forestaaende store Musikfest i Würzburg", som man fra Norden bragte en Jubelhilsen fra Bæltets Kyst. Den livligste Stemning herskede ved Bordet. Henimod Kl. 10 søgte imidlertid nogle pøbelagtige og beskjenkede Mennesker, hiint Udskud af Menneskeheden, med Vold at trænge ind paa Festpladsen. Dette gav da Anledning til Uddelelsen af nogle Puf ved Indgangen af Barrieren, idet de ubudne Gjæster deels af de der opstillede Politibetjente, deels og fornemmelig af nogle kraftige Hænder iblandt Deeltagerne i festen fik Næsen vendt i Veiret, hvorved de i et Øieblik bragtes tilrette. Efter Bordet oplivede Musik og Dands Selskabet endnu til henimod Kl. 12, den til festens Slutning af Comiteen forud bestemte Tid.

Herpaa begave sig de endnu næsten alle forsamlede Deeltagere i Festen, Herrer og Damer, med Liedertaflen i Procession tilbage til Staden under Afsyngning af Sangen "SchleswigHolstein meerumschlungen", og saaledes endte da denne skjønne Fest, der endnu længe vil leve i Deeltagernes Minde.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 26. juli 1845).

De danske aviser citerede flittigt en tendentiøs artikel i Dannevirke som latterliggjorde festen og hyldede de som skabte tumult. Omvendt var Lyna heller ikke bleg for at tale festen på Skamlingsbanken ned.

Haderslev. Vi have flere Gange paaviist Dannevirkes Usle Characterløshed, saa at det f. Ex. den ene Dag kryber i Støvet for Absolutismen, medens det den næste Dag hykler liberale Grundsætninger, dog maa man indrømme det, at det viser consequents i, med den største Frækhed at dynge Usandhed paa Usandhed, hvorom dets Beretning om den Haderslever Liedertafels fest atter giver et slaaende Vidnesbyrd, idet der deri ikke indeholdes et eneste sandt Ord, paa den Grundtone nær, at Dannevirke og dets Partimand staae i inderderligt fostbroderskab med Menneskehedens Udskud, saa længe Slesvig-Holstenerne agte sig selv for høit til at kjøbe dette til, at insultere sine Modstandere, og dertil vil enhver Slesvig-Holstener altid agte sig selv for høit. At imidlertid Pøbelens hele Insultation, der skildres saa forfærdelig i Dannevirke, var høist ubetydelig, at de 8-9 Tumultuanter, der engang søgte at trænge ind i Barrieren, snart bragtes tilrette, at Ingen vovede at mukke, da Toget vendte til Byen, veed Enhver, der bivaanede hele festen. Ligesaa løgnagtig er Antydningen om, at festen skulde have været til om Morgenen, da det allerede var bestemt over 8 Dage iforveien, at festen skulde senest sluttes Kl. 12; ligesaa løgnagtig, at Standartbæreren skal være trukken overende af et Toug; ligesaa løgnagtig, at Standarten imod Reglen strax bragtes ind i Apothekergaden, da dette netop er Regel; ligesaa løgnagtig Opdigtelsen om farvede festblus. I Henseende til at Toget skulde have været udsat for at blive fratagen den bagerste Stemmefane, saa er denne Paastand ypperlig. En Skandinav bad nemlig en agtet Borger og Deeltager i festen om, at hjælpe ham at borttage den. "Ja"- lød Svaret, "tag den kun, jeg skal nok hjælpe Dem" (naturligviis var Meningen, at Slynglen skulde hjælpes til en Rævselse). Imidlertid blev Skandinaven advaret af en herværende Propagandist og smuttede strax bort. Hvad det omtalte "stærke Hyssen" ved Borgerforeningen angaaer, saa hidrørte dette fra en eneste Dreng, bag hvilken Hr. Pet. Chr. Kochs Svigerfader stod og opmunterede til at klemme dygtig paa. Dog vi ville ikke opholde os længere ved dette Product af Usselhed, hvori der, som sagt, ikke er et sandt Ord.

Resultatet af de indledede Undersøgelser i Anledning af de stedfundne Optøier skal senere blive meddeelt.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 30. juli 1845).

Berlingske citerede også Dannevirke, men mente som en af få (den eneste?) dog også at man skulle afvente undersøgelser om hvad det var der var foregået.

Haderslev. - I Anledning af Optøierne ved den nylig stedfundne Liedertafelfest har foruden de allerede Nævnte sluttelig en herværende Maler Breum faaet sin Dom ved Amtshuset, der lyder paa 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 13. august 1845).

Umiddelbart efter denne og andre begivenheder blev det forbudt at anvende den trefarvede fane. Begrundelsen var at de kunne anses som kendetegn for et politisk parti og give anledning til uordner.

Mindre end 4 år efter artiklen blev Haderslev scenen krigsscene i Treårskrigen. Ubekendt: Gadekampen i Haderslev d. 3de April 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.