Arresthuset i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Vort nye Arresthuus - skrives der fra Frederikshavn - hvis ydre Figur har givet Forf. af den bekjendte frederikshavnske Sang Anledning til at betegne dette som et østerlandsk Trylleslot, begynder nu ogsaa indvendig at gjøre sig bekjendt ved Eiendommeligheder. Saaledes kom i Løverdags en Person ind til en af Byens Bagere og begjærte ganske frimodig 12 Rugbrød for Forpagter Voigts Regning paa Knivholt, hvis sidste Bagning angaves at være total mislykket. Da Bageren kort efter mærkede, at han var slaaet en lille Plade, blev der strax anstillet Politiundersøgelser i forskjellige Retninger, indtil Arrestforvareren nogle Dage efter fandt de eftersøgte Brød, som ved et Trylleri, henflyttede til en Arrestants Seng, hvor deres Antal dog havde reduceret sig til 10. Det er imidlertid oplyst, at Arrestanterne, ved at movere sig paa Gangen, have fundet Leilighed til at fire hinanden ned paa den aabne Gaardsplads, ved Hjelp af Snore, og ligeledes ved samme Middel at befordre Brødleverancen opheiset. "Hjørring Avis", som meddeler dette, slutter Eventyret med følgende Moral:

Sæt om dit Fængselslot, o Frederikshavn!
En Muur af Steen, der staae til evigt Gavn.
Pas paa Din Dont, min gode Slutter!
At Skjelmerne ei fra Dig smutter;
Giv dem af daglig Kost en Smule mere,
Og du skal see: de vil ei desertere." 

(Kjøbenhavnsposten den 12. marts 1846)

Frederikshavns Arrest var blevet opført 1846 (Danmarksgade 6)

Skibstømrer Richter, Nyboder (Efterskrift til Politivennen)

Tømmermand Andreas Richter, ansat ved Holmen, ville måske ikke være så interessant til offentliggørelse på denne blog, hvis ikke det var for en retssag han havde med Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823). Denne havde i 1807 udviklet en slags raketter til affyring fra en rampe ("orgelstel"), sjovt nok samme år som de mere velkendte Congreveske raketter blev brugt under Københavns bombardement. Han fik i 1812 tilladelse til at opføre en raketfabrik i Frederiksværk. 

I 1816 blev Raketkorpset oprettet, og havde til huse i et arsenal overfor inspektørboligen i Frederiksværk. Arsenalet var ledet af Schumacher og havde "en del" arbejdsfolk, fire officerer, 8 underofficerer, en trompeter og 72 menige. Ifølge artiklerne må Andreas Richter have været en af disse arbejdsfolk. Efter Schumachers død i 1823 sygnede korpset hen.

Nedenstående bemærkninger som er tilstillet os af "en lægmand" tror vi så meget heller at burde optage, som de berøre en genstand - den danske trykkefrihed - der er af alt for stor vigtighed til at ikke ethvert bidrag til sammes fuldstændige belysning må være velkommen for dens sande venner. At de derhos angår "en simpel mands" hårde sammenstød med lovgivningen om bemeldte store borgerretlighed, er for os kun en forøget anledning til at efterkomme forfatterens anmodning om sammes optagelse: 

"I Nr. 30 af Københavnsposten har De, Hr. redaktør, efter "Berlingske" optaget en meddelelse om en forhenværende skibstømmermand Richter overgået højesteretsdom, ved hvilken han for at have fornærmet en laugsavskærer ved Holmen, Palle, er blevet idømt en mulkt af 100 rbd. En sådan meddelelse om sagens endelige udfald er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at oplyse publikum synderligt om dens sande sammenhæng, og dog antager jeg at dette er nødvendigt for at man skal lære noget deraf, og hertil er sagen efter min mening virkelig skikket. Den vil nemlig ved nærmere betragtning findes at indeholde ikke uvæsenlige bidrag til at danne sig et begreb om, hvilke trange veje man må gå, hvilken modstand man finder, når man som en simpel mand påtager sig det byrdefulde og i materiel henseende lidet lønnende hverv at føre besværinger over de misbrug, som går i svang hist og her, selv om det er i meget underordnede forhold, og om hvad den er udsat for, der i sine medborgeres interesse vil tale den forurettedes sag, men ikke er istand til at gennemtrænge hemmeligholdriftssystemets alentykke mure, endog angående ubetydelige genstande, uden i alt fald først at have løbet panden i stykker imod dem, og hvorledes man kan have ret i meget, men dog hjemfalde til lovens straffende arm, når man ikke har ret i alt, og hvorledes bureaukratiets tætsluttede kohorter ved at slå en fast skanse om dets egne, selv de ringeste medlemmer, hvori det bliver meget vanskeligt at skyde nogen sådan bresche at der dermed tilføjes samme nogen betydelig blottelse, og det især når man står på et af de lavere trin af samfundets monopoliserede trappestige. 

150 slag kat blev Andreas Richter idømt for sagen mod Schumacher. Hvilken slags står der ikke noget om, men her et rigt udvalgt fra det nu lukkede museum på Vestre Fængsel. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

For at oplyse dette, må det imidlertid tillades mig at gå tilbage til et par uger tidligere sager, som også fortjener omtale. Det første sammenstød som Richter havde med "autoriteterne", foregik i året 1813, da han indgav en klage til kongen over chefen for raketfabrikken på Frederiksværk, kaptajn Schumacher, og deri sigtede ham for at have gjort sig skyldig i misligheder i henseende til mandskabets lønning ved fabrikken. Richter var dengang ansat ved Frederiksværk og var tillige udnævnt til medlem af en kommission, der skulle regulere betalingsvæsenet ved fabrikken. Overkrigskommissionen erkendte selv i denne sag, at det var vist at ikke alle dele af klageskriftet kunne kaldes ugrundet eller ubeføjet klage, men fandt dog i det velbekendte krigsartikelsbreve anledning nok til at idømme Richter en straf af 150 slag kat, medens den kun idømte ovennævnte kaptajn Schumacher 1 måned fæstningsarrest af 1. grad for at have bibragt Richter 5 til 6 slag i ansigtet og for brystet med knyttet hånd, hvorved foranledigedes en 5 ugers sygdom. 

Ligeledes blev det i dommen anerkendt, at der måtte tilkomme Richter erstatning for savnet af hans sædvanlige arbejdsfortjeneste, samt for svie og smerte, og desuden 64 sk i daglige diætpenge for 3 fjerdingår, hvilke Schumacher efter sin foregivne uretlige fortolkning af en admiralitetsskrivelse havde forholdt Richter, uden at man dog anerkendte, at denne forholdelse af en lovlig betaling var nogen mislighed. De værste udtryk man kunde finde imod Richter var at han om Schumachers adfærd havde brugt ordet "lovstridig"; men når sagen var bleven tilbørligt oplyst ved en ordinær domstol i stedet for ved de højst mislige militære retter, er det måske endnu spørgsmål om bemeldte udtryk ikke ville være befundet meget vel begrundet. 

I alt fald er det utvivlsomt at det er menneskeligt, når den Richter idømte straf uagtet den ved kgl. resolution formildedes til 10 dages fængsel på vand og brød, måtte bibringe ham, - der troede at være i sin lovlige ret, når han fremsatte klager til kongen der efter den af den anklagedes jævnbyrdige sammensatte kommissions meget milde og skånende udtryksmåde ikke kunne kaldes ugrundede eller ubeføjede, og altså vistnok har indeholdt overmåde meget sandt og træffende - en bitter og nagende overbevisning om at i en selv retfærdig kamp imod overordnede, må den simple mand altid bukke under, og det viser vistnok en mere end almindelig energisk karakter og vilje, at han i stedet for at bøje sig for det hårde slag der tilføjedes ham under hans første optræden, senere netop har troet at burde fortsætte hvor han havde begyndt, og at vedblive med at optræde som anklager hvor han i de offentlige forhold, der lå indenfor hans synskreds, troede at spore uret, skønt han nu syntes at være blevet tilstrækkeligt belært i henseende til måden, under hvilken han burde træde op. 

Det fremgår ikke af artiklen hvilket loft Erik Mogensen skulle være sprunget ud fra. Disse bygninger (Spanteloftet bagerst) fandtes også på det tidspunkt, så det kan have været dem. Foto Erik Nicolaisen Høy)

Hans næste optræden kom ham imidlertid til at stå dyrere. For at have skrevet 3 viser, hvorved formand på Holmen, Erik Mogensen anså sig fornærmet, skønt han, hvilket viserne gik ud på, i virkelig engang havde drukket sig fuld og for at sove rusen ud, havde lagt sig op på et loft på Holmen, hvorfra han var sprunget ud og derved havde stødt sit ben, mens han foregav, for at undgå skandale, at dette var sket ved at falde på gaden - og for at have indgivet en klage til retten over at være forbigået til formandsposten, hvilket i en vis henseende og når der tages hensyn til ancienniteten med fuld føje kunne siges at være tilfælde, blev Richter i året 1822 af den bekendte kombinerede ret dømt efter de ovennævnte ikke mindre bekendte krigsartikelsbreve til 1 års fæstningsarbeide, hvilken Straf dog af admiralitet formildedes til - 8 måneders forbedringshusarbejde. 

Den næste ham overgåede dom er blevet afsagt af Hof- og Stadsretten, og dens udfald blev at han for at have fornærmet den i Nyboders kommandantskabs historie nok så bekendte kopiist Veith, idømtes en mulkt af 50 Rbd. og den dermed forbundne livsvarige censur, hvorfra han dog senere atter er bleven befriet ved kgl resolution. 

I året 1844 eller 1845 blev han dernæst dømt i Højesteret til at bøde 500 Rbd. og til 10 års censur i en sag, hvorunder han var blevet aldeles frifundet af Hof- og Stadsretten og aktionens omkostninger pålagt det offentlige, efter at denne ret først havde forespurgt hos Kancelliet efter hvis foranstaltning sagen var blevet anlagt, hvem der skulle anses fornærmet ved den som forbryderisk ansete artikel, og hvori disse fornærmelser da skulde bestå. Hvad Hof- og Stadsretten ikke  kunne udfinde, det forstod Højesteret så meget desto bedre at komme under vejr med. 

Endelig blev Richter domfældt både af Hof- og Stadsretten og af Højesteret i en sag mod den ovenmeldte laugssavskærer Palle, og mulkten bestemt til 100 Rbd. Palle opnåede således vel at få Richter dømt, men denne triumf var dog efter den i Højesteret stadfæstede Hof- og Stadsretsdoms præmisser af en noget tvivlsom natur. Hovedankepunktet imod Richter bestod i at han skal have sagt om Palle, at han havde forlangt og modtaget dusører af langsavskærerne ved Holmen som betingelse for deres anbringelse sammesteds, mens derved bedre arbejdere urimeligt er blevet tilsidesat og den kgl. Tjenestes besvigelse derved har lidt afbræk. Det er i så henseende bevist og af Palle vedgået, at han aldeles ulovmedholdeligt har af de under ham arbejdende Laugsavskærere, der blive antaget og afskedigede efter hans forgodtbefindende, oppebåret ugentlige dusører, der varierede mellem 6 Rk. og 15 Mk., alt afpasset efter ugens fortjeneste, og hvorved han har tilvendt sig en årlig, aldeles ulovmedholdelig fortjeneste af flere hundrede rigsbankdaler; hvorimod det ikke er bevist, at han udtrykkelig har forlangt disse dusører, hvilket Richter ikke heller har ytret. Det er ikke heller fra Palles side modsagt at en af de arbejdere, der som anført kunne antages og afskediges efter hans forgodtbefindende, er blevet afskediget lige umiddelbart ugen efter at han havde vægret sig for at betale de sædvanlige dusører på grund af den ringe arbejdsfortjeneste. Dette nederdrægtige dusøruvæsen, som Hof- og Stadsretten har antaget uden ansvar at kunne kaldes "smøreri', er for øvrigt senere efter admiralitetets foranstaltninger der rigtignok synes at være trufne temmeligt sildigt, blevet forpurret. Det er fremdeles under sagen godtgjort at Palle flere gange har udbetalt arbejderne en ringere løn end der tilkom dem, men da dette ikke er oplyst at være fremgået af andet end fejl ved regnskabets førelse, hvori det ses at Palle ikke har været meget stiv, så er Richter kun anset for at have villet lægge noget mere ind i disse, forøvrigt for en regnskabsfører temmeligt ubehagelige fejltagelser end han kunde anses berettiget til efter omstændighederne.

Ligeledes er Richter anset for at have angivet som grund til en arbejders afskedigelse at denne efter hans egne forklaringer havde flere gange, foruden at betale de omtalte dusører, måttet affordre Palle en for lille betalt del af sit tilgodehavende, hvorfor sidstnævnte bar nag til ham. Jeg skal ikke her opholde mig ved flere af Palles ankepunkter, hvoraf den største del ikke fandtes at kunne medføre ansvar for Richter, men skal kun bemærke at det anførte synes tilstrækkeligt til at vise at om end ikke Richter har forstået at moderere sin anklage efter det som lod sig bevise under sagen, så må der tages rimelig hensyn til, når man alene vejer sagen for den moralske domstol, at han som en simpel mand ikke kan forstå at belægge sine ord efter juristeriets fordringer, og at man må være meget skånsom i sin dom, når det, som i nærværende tilfælde, findes at det er retfærdig harme over et stedfindende uvæsen, som har ledet hans pen; og som uvæsen må det da vel kunne anses og karakteriseres at der under et kgl. Kollegiums om jeg så må sige, auspicier finder sådanne uskikke sted som den, at en foresat modtager ulovmedholdelige dusører af de fattige arbejdere, og det endog i den grad at det for hver enkelt arbejder kunne løbe op til henimod 50 Rbd. om året. 

Nyboder. Bunker og biler fandtes ikke på daværende tidspunkt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indsenderen der har lejlighed til at kende stemningen i Nyboder, med hvis beboere han har færdedes en del, kan også forsikre at de Richter overgåede domme kun have bidraget til at vække og nære medfølelsen og interessen for ham, og at man derude anser ham for en martyr for det de kalder den gode sag, samt at man holder sig overbeviist om at han ved sin virksomhed har bidraget ikke lidet til at man nu ængster sig for at begå misbrug, som tidligere gik i svang, og vogter sig selv for at pådrage sig skinnet af uret. 

Ved den Richter idømte censur er han for en lang tid hæmmet i sin offentlige virksomhed, for ikke at sige standset deri, og det er måske også tvivl underkastet, om han efter at have betalt så mange lærepenge, og i betragtning af de for tiden nødvendige betingelser for at kunne skrive uden at hjemfalde til lovens straffebud, atter burde betræde en bane som han i øvrigt vel allerede for lang tid siden ville have opgivet, dersom han ikke havde tilfredsstillet et indre kald ved at fortsætte sin vandring på samme. 

Jeg skal endnu kun sluttelig tilføje, at når jeg har grebet pennen for at virke til, at en offentlig omtalt sag kan stilles i sit rigtige lys, og at de Richter overgåede domfældelser kunde blive set i den rette forbindelse og sammenhæng med de omstændigheder der har fremkaldt dem, da har jeg naturligviis så godt som udelukkende har haft sagens moralske side for øje; at se nogen fremstilling fra det juridiske standpunkt, måtte man være uberettiget til at fordre af en lægmand."

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1846)

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom over Andreas Richer i sagen om H. Veith blev offentliggjort i Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. februar 1835.

I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. januar 1844 bekendtgjorde Andreas Richter en erklæring afgivet til Københavns forligelseskommission. Heri indrømmede han at han havde stolet på en beretning af drengen Niels Peter Christensens mor om en begivenhed der var sket på søetatens drengeskoler. Efter klage fra drengeskolens lærer, cand. theol E. H. Seidelin trak han sine udtalelser tilbage.

Fredericiagade 38-42. Stykket mellem Store Kongensgade og Borgergade. Kaninlængen er i dag Fredericiagade 34 og 36/Store Kongensgade 87. Nr. 34 er fra 1911, men måske giver nabohusene et indtryk af hvor Andreas Richter boede på sine gamle dage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En mand af Nyboders familie der er far til 18 børn, hvoraf de 4 endnu er uforsørgede, og de yngste tvillinger, 8 år gamle, har indtil sit alders 63. år med sin talrige familie endnu aldrig ligget offentligheden til byrde, men er nu sat i den trængende stilling at han må ansøge sine venner om et understøttelseslån. Hans navn er Andreas Richter, boende på Kaninlængen nr. 69 i stuen. Indtil året 1822 var han i 25 år skibstømmermand i søetaten. For at række denne mand en hjælpsom hånd, nu da vognen hælder, har undertegnede påtaget sig at modtage små bidrag som lån der af ham igen vil blive tilbagebetalt. De som har følelse for den ulykkeige og måtte ville skænke ham deltagelse, vil behage godhedsfuldt at tilstille en af os undertegnede hvad enhver måtte behage at give. Regnskab for det indkomne skal blive aflagt.
København den 7, maj 1845.
Harald Bloch, urtekræmmer, Store Kongensgade 64 litr. A.
Terkel Mørch, urtekræmmer, Bryggerlængen 72.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. maj 1845)

Kaninlængen var en del af den nuværende Fredericiagade, og gik fra Borgergade til Store Kongensgade.  I en dødsboannonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 24. marts 1847 anføres han som afg. formand ved maskineriet på det Kongelige Teater og fhv. skibstømmermand.

Terkel Mørch optræder i folketællingen 1850 som 45 år gammel, født i Magleby på Langeland og bosiddende i Bryggerlængen 72, stuen & 1. sal,nutidens Olfert Fishers Gade 3. Huset er revet ned, og nyt opført i 1937.

I folketællingen 1885 optræder Harald Bloch som 70 år og  forhenværende urtekræmmer. Da Harald Bloch var urtekræmmersvend i 1839, blev der ført sag imod ham og 3 andre anklaget for ulovlig handel ved at opkøbe 10 flasker stjålet gods. Han blev dog frifundet, sammen et par af de andre. (Juridisk Tidsskrift 1839, s. 188-192)

En sjelden Jubelfest. (Efterskrift til Politivennen).

Festen paa Karrebek. Det var ligesom Forsynets Villie, at Beboerne af Karrebek skulle have en Glædesfest i Mandags. Den indtrufne Frost havde nemlig bragt i deres Midte den almeenagtede Skipper Hans Christian Kromann, der i mange Aar med sit Fartøi har gjæstet Karrebækkerne, og det var just paa denne Dag 60 Aar siden, at han blev meddeelt Skipper-Patent, nemlig 17de Februar 1785. Han er født i Marstal paa Ærøe og uagtet han nu er en Olding paa 80 Aar, fører han dog endnu selv sit Skib med den Raskhed som er denne behjertede Sømand saa egen. Hele Festdagen blev feiret med Flagning og den agtværdige Olding modtog af den forsamlede Mængde de oprigtigste Lynønskninger og de tydeligste Beviser paa deres hengivenhed for denne hæderværdige Borger, der stedse har været sin Konge og sit Fædreland huld og troe, hvorefter Festen endtes med flere Skaaler for Oldingens vedvarende Sundhed og velbefindende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  21. februar 1845).

En sjelden Jubelfest. Den 17de Februar feiredes i Karrebæksminde ved Nestved en høist sjelden Jubelfest, idet den almeenagtede Olding, Skipper Hans Christian Kromann paa denne Dag havde været Skipper i et og tresindstyve Aar. Festdagen hilsedes med almindelig Flagning, saavel fra selve Havnen som fra de i samme værende Skibe. Om Aftenen havde Jubeloldingen indbudt Beboerne af Karrebæksminde og de i Havnen værende Skippere til et Festmaaltid, hvor Kromanns Skaal udbragtes, indledet ved en i Anledning af Festdagen forfattet Sang. Den muntre Stemning, som hele Aftenen herskede i Selskabet, forhøiedes endnu mere ved Jubeloldingens muntre Spog og skjemtende Hentydninger paa det store Antal Aar, han bærer fremfor Nogen af dem, som vare tilstede.

Kromann, der er barnefødt i Marstal paa Ærø, er nu i en Alder af firsindstyve Aar. Ikke desto mindre fører han dog endnu sit eget Skib næsten med en ynglings Lyst og Munterhed, ligesom ogsaa hans Helbred og Udseende endnu er saa sundt og kraftigt, at Enhver maa antage ham for langt yngre, end han i Virkeligheden er. - Men hvad der især gjør den brave Olding saa elsket og hædret af Alle, er den godmodige Munterhed og den aabne Hjertelighed, hvormed han imødekommer Enhver, der kommer i Berørelse med ham. Hans retskafne Charakteer, og det ædle Hjertelag, som han saa ofte paa sin lange Livsbane har lagt for Dagen, berettiger os vistnok til at ansee ham for ligesaa hæderværdig som den, der bærer Hæderstegn og Ordensbaand, skiøndt intet saadant pryder Oldingens Bryst. Dog graae Haar ere jo den bedste Prydelse, naar de bæres paa Retfærds Isse, og at Kromann med fuld Ret tør gøre fordring paa, at dette hans eneste synlige Hæderstegn maa blive agtet og hædret af Alle, deri vil vist Enhver der kjender ham være enig med os.

Dette, saavelsom den Mærkværdighed, at Kromann vistnok er den ældste Skipper i Danmark, i det mindste den ældste Skipper, som endnu fører Skib, har foranlediget os til at ansee os berettiget til, offentligt at henlede vore Medborgeres Opmærksomhed paa denne hæderværdige Dag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1846, 2. udgave).

Kromann levede 1768-1848. Se siden Skipper-Oldingen fra Marstal.

Hvem var Fatter Nagel i Lille Kongensgade? (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen var der i august 1825 en klage over de prostitueredes opførsel på netop denne adresse. Det usædvanlige var at ejeren af bordellet svarede igen. Endda i hele to afsnit i Politivennen. Indslagene er anonyme, og det er uvist om det er "Fatter Nagel" der er ophav til dem. Sikkert er at det beviser hvad huset blev brugt til. Nedenfor Carl C. Christensens artikel i København næsten 100 år efter:

Af Carl C. Christensen.

Der findes vist ikke den Københavner, som ikke kan de 2 første Linier af Visen om "Fatter Nagel", dem, der for en Del Aar siden blev Lavet om i Sommerrevyen af 1895 til at lyde 

I Lille Kongensgade
Der boede Biskop Absalon. 

Men den rigtige Vise, som for mange Aar siden udkom (vist i Omtryk) paa Jul. Strandbergs Forlag, og som nu er en Sjældenhed, da den vistnok kun findes paa Bibliotekerne, den havde følgende Titel: "Fatter Nagels Vise eller Erindringer om den temmelig gemytlige Brumme i Lille Kongensgade", Visen begyndte saaledes:

I Lille Kongensgade
Der boede Fatter Nagel,
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Der kunde man faa Skade,
For der var lidt Spektakel,
Mjav. Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra,
Hurra for Fatter Nagell
Aa Hurra og Singsalia.

I Stuen der var Skænken
Den passed Nagel dejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Stol var der ej, men Bænken
Var ellers ret belejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra o. . v.

Jeg tror nok, at de fleste, som har sunget denne ret kendte Vise (i sin Tid var den i ethvert Fald ret kendt), næppe tænker over, at "Fatter Nagel" virkelig har været et rigtigt levende Menneske og ikke blot et Navn, som omtaltes i Visen, men som ellers ikke havde noget med Virkeligheden at gøre. Han har virkelig levet og eksisteret i det rigtige gamle Kongens København hvor han vakte en alt andet end smigrende opmærksomhed om sin person for over 100 år siden. 

Den 12te Juli 1771 havde Trompeter Christian Nagel og Hustru, Franciska, født von Bergen (Ægteparret boede paa Vestergade) i Vor Frue Kirke en Søn til Daaben, og denne Søn, som blev den senere saa kendte og omtalte "Fatter Nagel", fik Navnene Christian Otto Nagel. Om Trompeter Nagel var en Efterkommer af Torvemester Karl Kaspar Nagel paa Købmagergade, og som man mener skal have tjent sin Genbo i David Skolemesters Gaard, Ludvig Holberg, til Model for Jacob von Thybo, skal jeg lade være usagt. Nok er det, at Christian Otto døbtes nogle Dage efter sin Fødselsdag, som man nu ikke kender, og blandt hans Faddere var den bekendte Kobberstikker Søren Quist og Hoftrompeter Ejler Thomsen Lund. Foruden dette Barn havde Nagels tvende andre, nemlig en Søn ved Navn Frederik Conrad og en Datter Rebekka, som senere blev gift med en Traktør Hoffmeyer.

Om Christian Ottos tidligste Aar véd man egentlig talt kun snare lidet. Man véd dog saa meget, at han valgte Haarskærerprofessionen som sit Erhverv og blev Damefrisør, men da han næppe kunde leve af denne Profession alene, blev han ogsaa Billardholder og Spisevært i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i Hjørnestedet bag ved Hovedvagten. Det var for Resten i det samme Lokale, at Traditionen senere sagde, at Spisegrejerne var lænkede fast til Bordene, og at Maden ikke serveredes paa Tallerkener, men derimod i Fordybninger i Bordene.

Smaat har det været med Nagels Fortjeneste, thi hans Kone, Elisabeth Marie, født Berg, hjalp til at fortjene til Hjemmet ved at vaske og farve Fjer og Flor. De gik imidlertid ikke med at ernære sig paa ærlig Vis, og Nagel slog sig derfor paa Røver- og Tyvehaandværket, i hvilken Egenskab han den 1. Marts 1802 for at have overfaldet Jøden Gotschalk og frataget denne hans Tegnebog blev dømt til at betale en Bøde paa 3x3 Seks Lod Sølv. Senere boede han en Tid i Store Brøndstræde Nr. 98 (det senere Nr. 3), som kaldtes for "Skansen", og som var beliggende omtrent paa det Sted, hvor nu "Gutenberghus" i Vognmagergade ligger. Her drev han en meget kendt Beværtning, som just ikke søgtes af de allerfineste af Byens Indbyggere, men som viste sig at være et Slags Tilholdssted for Tyve og Røvere.

Han bliver Hæler for disse, og han afkøber dem deres Tyvekoster, men i 1813 bliver det atter galt med ham. Han bliver atter anholdt og tiltalt for at have solgt Tyvekoster, og i denne Sag var hans Søster Rebekka, der imidlertid var blevet gift med Traktør Hoffmeyer, impliceret, men hun blev frikendt. Den 20. Maj 1816 bliver han atter dømt, men det lader ikke til, at de mange Domme har hjulpet noget paa ham, thi allerede Aaret efter var han paa Spil igen, og denne Gang var det alvorligere for ham, thi han blev arresteret, sad som saadan i længere Tid, kom for Inkvisitionsdomstolen, blev underkastet den "skarpere Examination" og blev den 4. Aug. 1818 dømt til Tugthusstraf. Det viste sig nemlig ved denne Retssag, at Nagel saa at sige havde været Formand eller vel rettere Anfører for en regulær københavnsk Røverbande, der hovedsagelig havde opereret under hans Vejledning, idet Nagel nemlig havde givet saavel Kvinder som Mænd ikke alene Anvisning paa, men ogsaa ligefrem Ordre til at foretage nærmere bestemte Indbrud, Tyverier, Overfald og Røverier. Med andre Ord Visens besungne "Fatter Nagel" viser sig at være en veritabel Røverhøvding efter de bedste Mønstre. Desuden havde han hjulpet Slaver til at undvige og havde huset dem. Dommen over ham og hans Medskyldige faldt i Aaret 1818, og det blev under Retssagen oplyst, at Nagel var blevet saa velhavende, at han var blevet Ejer af Ejendommen Nr. 234 (det nuværende Nr. 3) i Antonistræde, ligesom vi af Retssagen faar at vide, at han havde 3 Børn. Aaret før Retssagen kom frem, var han blevet sin Broder, Frederik Conrad, der var Værtshusholder og boede i Brogade Nr. 3 (det nuværende Nr. j) et Beløb af 2500 Rdlr. skyldig, og dette Beløb gav 19 Aar efter, altsaa i 1835, Anledning til en ny Retssag, som jeg skal omtale nærmere senere. Som Sikkerhed for Laanet pantsatte Nagel hele sit store Indbo og Inventarium, hvorimellem der bl. a. var 8 Senge, 12 større og mindre Spejle, en Mængde Stole, Kobbersager, Tintøj etc.

Efter at Nagel har udstaaet sin Straf, flytter han til Lille Kongensgade i Nr. 60. det nuværende Nr. 12, og her, hvor han boede fra 1822 til 1846, altsaa i 24 Aar, er det, at hans Beværtning bliver rigtig bekendt som Sømandsbeværtningen, men næppe fordi det var en helt ud dydig Beværtning. Fra 1824 staar han som ejer af ejendommen. Af hvad Art hans Værtskab har været, faar vi at vide af Visen, hvori det hedder:

Der drak man Snaps og Skaller,
Der fik man svære Hatte,
Der gjorde man Rabalder,
Og drak, saa det ku' batte

Men oppe der paa Salen
Der boede jo hans Glutter,
Der trivedes Skandalen,
Og der kom Sømandsgutter

Og Nagel sa'e: Her har De
Mit Fuglebur forretten,
Og har De Mønt, værsaartig,
Man skal jo elske Næsten.

Som vi ser af Visen, indtog Nagels Beværtning saavel Stuen som 1ste Salen i Lille Kongensgade, og Salen har næppe kunnet staa for en streng Kritik, thi her var det vistnok kun prostituerede Kvinder eller "Salsdamer", som man den Gang kaldte dem, som boede. Der er efter al Sandsynlighed blevet ført et meget lystigt "Leben" her, hvor Vinen og Øllet flød, og hvor Dalerne rullede. Men naar Sømændene havde brugt deres surt erhvervede Dalere hos Nagel i Selskab med dennes "Salsdamer", saa hedder det i Visen:

Og naar saa Pengepungen
Var bleven tom og slatten ,
Saa smækked han med Tungen
Og sa'e: Nu kommer Katten.

Saa var man fuld, og førend
Man rigtig kom paa Scenen.
Saa var man smidt paa Døren
Og laa i Rendestenen.

Der er intet Under, at "Fatter Nagel"s Værtshus for Efterverdenen staar som Indbegrebet af Sold, Svir og Ballade, thi allerede i Datiden finder vi i en "satirisk-komisk og skælmsk Ledsager i Danmarks Hovedstad", der udkom i 1839 følgende om denne Beværtning i Afsnittet om Lille Kongensgade:

"I denne Gade boer den geniale Hr. Værtshusholder Nagel, i hvis reenlige og venlige Huus man kan blive beværtet med Alt, hvad Legemet ønsker."

Selvfølgelig skal denne Udtalelse tages ironisk. 

I 1835 faar Nagel sin sidste Retssag, idet der nemlig præsenteres ham hans gamle Gældsbevis, som han i 1816 udstedte til en Broder, men som efter dennes Død er overgaaet til en eksam. juris Gjørling. Gældsbeviset var nu nedbragt til 200 Rdlr.. som C. O. Nagel imidlertid nægtede at betale, med den Begrundelse, at han havde betalt dette Restbeløb. Som Bevis fremkom han med en Art Kvittering fra sin afdøde Broder, men denne Kvittering kunde ikke holde rigtig stik overfor Domstolene. ja man ymtede noget om, at den ikke var kvitteret af den Afdøde selv, saa Nagel fik ikke noget ud heraf, men blev dømt til at betale. Det ærgrede imidlertid ham, at han maatte af med Pengene, og han foranstaltede derfor hele denne Retssag trykt og udgivet saa at alle og enhver kunde se, hvor skammeligt Værtshusholder Nagel var blevet behandlet, naar Retten ikke vilde anerkende de saakaldte Beviser, som han fremkom med. Det blev det sidste, som man kom til at høre fra Nagel; nu holder han sig i Ro, d. v. s. overfor Offentligheden, lige til sin Dødsdag, Mandagen den 16. Februar 1846 læser vi saa i Adresseavisen følgende Avertissement:

"Herved bekjendtgøres for Familie og Venner, at min Mand, Værtshusholder C. O. Nagel, ved Døden er afgaaet den 10de d. M, i sit 45de Aar. Kjøbenhavn, den 14. Febr. 1846.
M. E. Nagel.

Adresseavisen har imidlertid en Trykfejl i dette Avertissement, thi der skal ikke staa, at Nagel døde i sit 45de, men derimod i sit 75de Aar, hvilket ogsaa fremgaar af Holmens Kirkes Begravelses Protokol for 1848 i hvilken der staar, at Værtshusholder C. O. Nagel er afgaaet ved Døden af Alderdom, 75 Aar gl, den 10de Februar 1846, og at han begravede den 14d fra Frederiks Hospital, hvor han altsaa er død.

Dermed var "Fatter Nagel" Saga ude, men endnu 76 Aar efter hans Død lever hans Minde blandt os i de Ord:

I Lille Kongensgade
Der bode Fatter Nagel.

Carl C. Christensen.

(København, 3. april 1922)

Lille Kongensgades ene side er velbevaret siden Fatter Nagel holdt til her. Numrene 2-20. Nummer 12 er den forreste del af de blå bygning som ligger til venstre for den røde murstensbygning (den anden halvdel er nr. 14). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fatter Nagel er også beskrevet i tidsskrifter som Personalhistorisk Tidsskrift. Af Fatter Nagels  tilholdssteder findes ikke længere Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i hjørnestedet bag ved Hovedvagten, Store Brøndstræde 98 (senere nr. 3 - nu Gutenberghus, Antonistræde 3 og Brogade 3. Derimod er Lille Kongensgade 60 - nuværende 12 - hvor han boede 1822-1846 - opført 1800, og kan altså den dag i dag beses.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Løverdagen den 24de Januar.

Justitssager, 1) Prøveprocurator Larsen Actor, contra Arrestantinderne Ane Margrethe Mogensdatter og Louise Mogensen. (Procuratorerne d'Auchamp og Dahl Defensorer.) Af disse 2de Arrestantinder actioneredes den Første for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord, men den Sidste for lovstridige Forhold ved den omhandlede Fødsel. - Arrestantinden Mogensdatter vedgik, at hun, der i sidstafvigte Vinter havde mærket, at hun var frugtsommelig, kun eengang ved en ubestemt Hentydning havde meddelt dette til den af hende opgivne Barnefader. Da hun derefter en Aften i Septbr. Maaned gik tilsengs med Arrestantinden Mogensen, der er hendes Søster og tjente paa samme Sted som hun, havde hun følt sig ilde, og længere ud paa Natten var hun vaagnet ved Smerter, der tiltog mere og mere. Hun havde derved faaet Formodning om at hendes Fødselsstund nærmede sig og da denne Formodning tilsidst blev til en fuldkommen Vished hos hende, var hun staaet op af Sengen og havde først søgt at hjælpe sig selv, idet hun lagde et Klædningsstykke paa Gulvet, hvorpaa hun satte selv sig tæt ved Sengen; men da hun ikke formaaede dette, kaldte hun omtrent et Ovarteers Tid derefter paa Søsteren, hvem hun, uden at omtale sin Tilstand, bad at understøtte hende, og saaledes fødte hun da i en halvt staaeade og halvt siddende Stilling et Drengebarn, der gav et svagt Skrig, idet det faldt paa Gulvet. Hun havde strax derefter opfordret Søsteren til at gaae tilsengs, som hun angav, fordi hun troede at kunne hjelpe sig selv, hvilket denne ogsaa gjorde, og da hun ikke hørte Barnet skrige oftere, havde hun, for at holde det varmt, indtil hun selv følte Kræfter til nøiere at tilsee og pleie det, tilhyllet det med det omtalte Klædningsstykke, som hun dog kun lagde ganske let over det, og saaledes lod hun det ligge nogle Øieblikke paa Gulvet. Da hun derefter aabnede Klædningsstykket, fandt hun Barnet livløst og næsten koldt. Hun lod det da ligge indsvøbt paa samme Maade til om Morgenen, da hun vadskede det og gjemte det i en Commodeskuffe, samt paalagde Søsteren ikke at omtale det Passerede for Nogen. Nogle Dage derefter lagde hun en Aften Liget i en hende tilhørende Spaanæske og begav sig dermed ud paa Østerbro, hvor hun, efterat have taget Liget ud af Æsken, kastede det i Sortedamssøe. Hun, der tidligere havde født et andet uægte Barn, havde derhos forklaret, at det ikke var hendes Hensigt, naar hun mærkede, at Fødselen stundede til, at søge i ensomhed for at føde i Dølgsmaal, men at hun kun havde bestemt at blive i sin Condition indtil Fødselen kom paa hende og da afvente, hvorledes det ville gaae, saaledes at hun, hvis Fødselen tilfældigviis skulde foregaae ubemærket og Barnet være dødt, vilde holde det Hele hemmeligt, men, dersom Barnet levede, vilde aabenbare det Passerede, i Haab om at der da nok vilde blive sørget for hende. Hvad nu først angik det Spørgsmaal, at der mod Arrestantinden, der havde benægtet paa nogen Maade at have lagt Haand paa Barnet eller tilhyllet det for at forhindre det fra at drage Aande, kunde ansees at være tilveiebragt Beviis for at hun havde dræbt det, da blev dette besvaret benægtende, i hvilken Henseende det, under Forudsætning af at et i Sortedamssøen forefundet Liig af et nyfødt Drengebarn kunde antages at være det af hende udkastede, bemærkedes, at den over Liget, som allerede var gaaet i Forraadnelse, afholdte Obductionsforretning ikke havde ledet til nogen Oplysning om Aarsagen til at Barnet, der saaes at have levet under Fodstien, enten ikke var kommet til at aande og saaledes at begynde et selvstændigt Liv, eller, saafremt dette maatte have været Tilfældet, da igjen var ophørt dermed. Derimod ansaaes det godtgjort, at Arrestantinden havde født i Dølgsmaal. idet hun, uagtet hun indsaae, at hun skulde til at føde, havde undladt at benytte den Leilighed, hun havde til at faae den i saa Henseende fornødne Hjelp bragt tilstede, i hvilken Henseende hun naturligviis ikke kunde disculperes ved at hun i det yderste Øieblik havde henvendt sig til Søsteren, paa den ovenfor omtalte Maade. Vel havde hun nu ikke afbeviist den Formodning, der ifølge L. 6- 6-8 maatte være mod Hende om at hun havde ombragt sit Barn, men det skjønnedes dog ikke rettere, end at hendes Forklaring om at have fundet Barnet dødt, uden at hun havde foretaget noget for at skille det ved Livet, ikke kunde forkastes, navnligen naar hensaaes til en af Stadsphysicus afgiven og af det kongl. Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring, ifølge hvilken det under Forudsætning af den ovennævnte Identitet ikke var uantageligt, at Barnets Død kunde være indtraadt, uden at være fremkaldt eller tilsigtet af hende. Men skjøndt saaledes L. 6-6-8 ikke kunde anvendes mod Arrestantinden, var det dog klart, at hun havde gjort sig skyldig i et i høi Grad strafværdigt Forhold, ved ikke strax efter Fødselen at drage Omsorg for at Barnet kunde erholde behørigt Tilsyn, og ved, efterat hun havde fundet det livløst, ikke at føie Foranstaltning til at det, saafremt det kun var skindødt, igjen havde kunnet bringes tillive. For dette Forhold blev Arrestantinden Mogensdatter, der var 30 Aar gammel og ikke tidligere tiltalt eller straffet, anseet med en efter Lovgivningens Analogi lempet arbitrair Straf af 5 Aars Forbedringshuus-arbeide.

Hvad dernæst angik Søsteren, Arrestantinden Mogensen, der var 19 Aar gammel og heller ikke tidligere tiltalt eller straffet, da var det ved hendes egen Tilstaaelse, der stemmede med den anden Arrestantindes Udsagn, oplyst, at hun, efterat være vækket af Søsteren og at have understottet hende under Fødselen, gik paa hendes Opfordring strax derefter igjen tilsengs, uden enten selv at foretage noget til Omsorg og Pleie for Barnet eller at bekymre sig om Søsteren foretog noget i saa Henseende, hvortil hun angav som Grund, at hun ikke havde tænkt over det, da Barnet ikke kom hende videre ved. For den af hende saaledes udviste uforsvarlige Ligegyldighed ansaaes hun med en arbitrair Straf af 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1846, 2. udgave).

Ludvig Offenberg (1863-1904): Gammel Kongevej nr. 148. Køkken interiør, tyendeog husassistent. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.