En sjelden Jubelfest. (Efterskrift til Politivennen).

Festen paa Karrebek. Det var ligesom Forsynets Villie, at Beboerne af Karrebek skulle have en Glædesfest i Mandags. Den indtrufne Frost havde nemlig bragt i deres Midte den almeenagtede Skipper Hans Christian Kromann, der i mange Aar med sit Fartøi har gjæstet Karrebækkerne, og det var just paa denne Dag 60 Aar siden, at han blev meddeelt Skipper-Patent, nemlig 17de Februar 1785. Han er født i Marstal paa Ærøe og uagtet han nu er en Olding paa 80 Aar, fører han dog endnu selv sit Skib med den Raskhed som er denne behjertede Sømand saa egen. Hele Festdagen blev feiret med Flagning og den agtværdige Olding modtog af den forsamlede Mængde de oprigtigste Lynønskninger og de tydeligste Beviser paa deres hengivenhed for denne hæderværdige Borger, der stedse har været sin Konge og sit Fædreland huld og troe, hvorefter Festen endtes med flere Skaaler for Oldingens vedvarende Sundhed og velbefindende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  21. februar 1845).

En sjelden Jubelfest. Den 17de Februar feiredes i Karrebæksminde ved Nestved en høist sjelden Jubelfest, idet den almeenagtede Olding, Skipper Hans Christian Kromann paa denne Dag havde været Skipper i et og tresindstyve Aar. Festdagen hilsedes med almindelig Flagning, saavel fra selve Havnen som fra de i samme værende Skibe. Om Aftenen havde Jubeloldingen indbudt Beboerne af Karrebæksminde og de i Havnen værende Skippere til et Festmaaltid, hvor Kromanns Skaal udbragtes, indledet ved en i Anledning af Festdagen forfattet Sang. Den muntre Stemning, som hele Aftenen herskede i Selskabet, forhøiedes endnu mere ved Jubeloldingens muntre Spog og skjemtende Hentydninger paa det store Antal Aar, han bærer fremfor Nogen af dem, som vare tilstede.

Kromann, der er barnefødt i Marstal paa Ærø, er nu i en Alder af firsindstyve Aar. Ikke desto mindre fører han dog endnu sit eget Skib næsten med en ynglings Lyst og Munterhed, ligesom ogsaa hans Helbred og Udseende endnu er saa sundt og kraftigt, at Enhver maa antage ham for langt yngre, end han i Virkeligheden er. - Men hvad der især gjør den brave Olding saa elsket og hædret af Alle, er den godmodige Munterhed og den aabne Hjertelighed, hvormed han imødekommer Enhver, der kommer i Berørelse med ham. Hans retskafne Charakteer, og det ædle Hjertelag, som han saa ofte paa sin lange Livsbane har lagt for Dagen, berettiger os vistnok til at ansee ham for ligesaa hæderværdig som den, der bærer Hæderstegn og Ordensbaand, skiøndt intet saadant pryder Oldingens Bryst. Dog graae Haar ere jo den bedste Prydelse, naar de bæres paa Retfærds Isse, og at Kromann med fuld Ret tør gøre fordring paa, at dette hans eneste synlige Hæderstegn maa blive agtet og hædret af Alle, deri vil vist Enhver der kjender ham være enig med os.

Dette, saavelsom den Mærkværdighed, at Kromann vistnok er den ældste Skipper i Danmark, i det mindste den ældste Skipper, som endnu fører Skib, har foranlediget os til at ansee os berettiget til, offentligt at henlede vore Medborgeres Opmærksomhed paa denne hæderværdige Dag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1846, 2. udgave).

Kromann levede 1768-1848. Se siden Skipper-Oldingen fra Marstal.

Hvem var Fatter Nagel i Lille Kongensgade? (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen var der i august 1825 en klage over de prostitueredes opførsel på netop denne adresse. Det usædvanlige var at ejeren af bordellet svarede igen. Endda i hele to afsnit i Politivennen. Indslagene er anonyme, og det er uvist om det er "Fatter Nagel" der er ophav til dem. Sikkert er at det beviser hvad huset blev brugt til. Nedenfor Carl C. Christensens artikel i København næsten 100 år efter:

Af Carl C. Christensen.

Der findes vist ikke den Københavner, som ikke kan de 2 første Linier af Visen om "Fatter Nagel", dem, der for en Del Aar siden blev Lavet om i Sommerrevyen af 1895 til at lyde 

I Lille Kongensgade
Der boede Biskop Absalon. 

Men den rigtige Vise, som for mange Aar siden udkom (vist i Omtryk) paa Jul. Strandbergs Forlag, og som nu er en Sjældenhed, da den vistnok kun findes paa Bibliotekerne, den havde følgende Titel: "Fatter Nagels Vise eller Erindringer om den temmelig gemytlige Brumme i Lille Kongensgade", Visen begyndte saaledes:

I Lille Kongensgade
Der boede Fatter Nagel,
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Der kunde man faa Skade,
For der var lidt Spektakel,
Mjav. Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra,
Hurra for Fatter Nagell
Aa Hurra og Singsalia.

I Stuen der var Skænken
Den passed Nagel dejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Stol var der ej, men Bænken
Var ellers ret belejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra o. . v.

Jeg tror nok, at de fleste, som har sunget denne ret kendte Vise (i sin Tid var den i ethvert Fald ret kendt), næppe tænker over, at "Fatter Nagel" virkelig har været et rigtigt levende Menneske og ikke blot et Navn, som omtaltes i Visen, men som ellers ikke havde noget med Virkeligheden at gøre. Han har virkelig levet og eksisteret i det rigtige gamle Kongens København hvor han vakte en alt andet end smigrende opmærksomhed om sin person for over 100 år siden. 

Den 12te Juli 1771 havde Trompeter Christian Nagel og Hustru, Franciska, født von Bergen (Ægteparret boede paa Vestergade) i Vor Frue Kirke en Søn til Daaben, og denne Søn, som blev den senere saa kendte og omtalte "Fatter Nagel", fik Navnene Christian Otto Nagel. Om Trompeter Nagel var en Efterkommer af Torvemester Karl Kaspar Nagel paa Købmagergade, og som man mener skal have tjent sin Genbo i David Skolemesters Gaard, Ludvig Holberg, til Model for Jacob von Thybo, skal jeg lade være usagt. Nok er det, at Christian Otto døbtes nogle Dage efter sin Fødselsdag, som man nu ikke kender, og blandt hans Faddere var den bekendte Kobberstikker Søren Quist og Hoftrompeter Ejler Thomsen Lund. Foruden dette Barn havde Nagels tvende andre, nemlig en Søn ved Navn Frederik Conrad og en Datter Rebekka, som senere blev gift med en Traktør Hoffmeyer.

Om Christian Ottos tidligste Aar véd man egentlig talt kun snare lidet. Man véd dog saa meget, at han valgte Haarskærerprofessionen som sit Erhverv og blev Damefrisør, men da han næppe kunde leve af denne Profession alene, blev han ogsaa Billardholder og Spisevært i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i Hjørnestedet bag ved Hovedvagten. Det var for Resten i det samme Lokale, at Traditionen senere sagde, at Spisegrejerne var lænkede fast til Bordene, og at Maden ikke serveredes paa Tallerkener, men derimod i Fordybninger i Bordene.

Smaat har det været med Nagels Fortjeneste, thi hans Kone, Elisabeth Marie, født Berg, hjalp til at fortjene til Hjemmet ved at vaske og farve Fjer og Flor. De gik imidlertid ikke med at ernære sig paa ærlig Vis, og Nagel slog sig derfor paa Røver- og Tyvehaandværket, i hvilken Egenskab han den 1. Marts 1802 for at have overfaldet Jøden Gotschalk og frataget denne hans Tegnebog blev dømt til at betale en Bøde paa 3x3 Seks Lod Sølv. Senere boede han en Tid i Store Brøndstræde Nr. 98 (det senere Nr. 3), som kaldtes for "Skansen", og som var beliggende omtrent paa det Sted, hvor nu "Gutenberghus" i Vognmagergade ligger. Her drev han en meget kendt Beværtning, som just ikke søgtes af de allerfineste af Byens Indbyggere, men som viste sig at være et Slags Tilholdssted for Tyve og Røvere.

Han bliver Hæler for disse, og han afkøber dem deres Tyvekoster, men i 1813 bliver det atter galt med ham. Han bliver atter anholdt og tiltalt for at have solgt Tyvekoster, og i denne Sag var hans Søster Rebekka, der imidlertid var blevet gift med Traktør Hoffmeyer, impliceret, men hun blev frikendt. Den 20. Maj 1816 bliver han atter dømt, men det lader ikke til, at de mange Domme har hjulpet noget paa ham, thi allerede Aaret efter var han paa Spil igen, og denne Gang var det alvorligere for ham, thi han blev arresteret, sad som saadan i længere Tid, kom for Inkvisitionsdomstolen, blev underkastet den "skarpere Examination" og blev den 4. Aug. 1818 dømt til Tugthusstraf. Det viste sig nemlig ved denne Retssag, at Nagel saa at sige havde været Formand eller vel rettere Anfører for en regulær københavnsk Røverbande, der hovedsagelig havde opereret under hans Vejledning, idet Nagel nemlig havde givet saavel Kvinder som Mænd ikke alene Anvisning paa, men ogsaa ligefrem Ordre til at foretage nærmere bestemte Indbrud, Tyverier, Overfald og Røverier. Med andre Ord Visens besungne "Fatter Nagel" viser sig at være en veritabel Røverhøvding efter de bedste Mønstre. Desuden havde han hjulpet Slaver til at undvige og havde huset dem. Dommen over ham og hans Medskyldige faldt i Aaret 1818, og det blev under Retssagen oplyst, at Nagel var blevet saa velhavende, at han var blevet Ejer af Ejendommen Nr. 234 (det nuværende Nr. 3) i Antonistræde, ligesom vi af Retssagen faar at vide, at han havde 3 Børn. Aaret før Retssagen kom frem, var han blevet sin Broder, Frederik Conrad, der var Værtshusholder og boede i Brogade Nr. 3 (det nuværende Nr. j) et Beløb af 2500 Rdlr. skyldig, og dette Beløb gav 19 Aar efter, altsaa i 1835, Anledning til en ny Retssag, som jeg skal omtale nærmere senere. Som Sikkerhed for Laanet pantsatte Nagel hele sit store Indbo og Inventarium, hvorimellem der bl. a. var 8 Senge, 12 større og mindre Spejle, en Mængde Stole, Kobbersager, Tintøj etc.

Efter at Nagel har udstaaet sin Straf, flytter han til Lille Kongensgade i Nr. 60. det nuværende Nr. 12, og her, hvor han boede fra 1822 til 1846, altsaa i 24 Aar, er det, at hans Beværtning bliver rigtig bekendt som Sømandsbeværtningen, men næppe fordi det var en helt ud dydig Beværtning. Fra 1824 staar han som ejer af ejendommen. Af hvad Art hans Værtskab har været, faar vi at vide af Visen, hvori det hedder:

Der drak man Snaps og Skaller,
Der fik man svære Hatte,
Der gjorde man Rabalder,
Og drak, saa det ku' batte

Men oppe der paa Salen
Der boede jo hans Glutter,
Der trivedes Skandalen,
Og der kom Sømandsgutter

Og Nagel sa'e: Her har De
Mit Fuglebur forretten,
Og har De Mønt, værsaartig,
Man skal jo elske Næsten.

Som vi ser af Visen, indtog Nagels Beværtning saavel Stuen som 1ste Salen i Lille Kongensgade, og Salen har næppe kunnet staa for en streng Kritik, thi her var det vistnok kun prostituerede Kvinder eller "Salsdamer", som man den Gang kaldte dem, som boede. Der er efter al Sandsynlighed blevet ført et meget lystigt "Leben" her, hvor Vinen og Øllet flød, og hvor Dalerne rullede. Men naar Sømændene havde brugt deres surt erhvervede Dalere hos Nagel i Selskab med dennes "Salsdamer", saa hedder det i Visen:

Og naar saa Pengepungen
Var bleven tom og slatten ,
Saa smækked han med Tungen
Og sa'e: Nu kommer Katten.

Saa var man fuld, og førend
Man rigtig kom paa Scenen.
Saa var man smidt paa Døren
Og laa i Rendestenen.

Der er intet Under, at "Fatter Nagel"s Værtshus for Efterverdenen staar som Indbegrebet af Sold, Svir og Ballade, thi allerede i Datiden finder vi i en "satirisk-komisk og skælmsk Ledsager i Danmarks Hovedstad", der udkom i 1839 følgende om denne Beværtning i Afsnittet om Lille Kongensgade:

"I denne Gade boer den geniale Hr. Værtshusholder Nagel, i hvis reenlige og venlige Huus man kan blive beværtet med Alt, hvad Legemet ønsker."

Selvfølgelig skal denne Udtalelse tages ironisk. 

I 1835 faar Nagel sin sidste Retssag, idet der nemlig præsenteres ham hans gamle Gældsbevis, som han i 1816 udstedte til en Broder, men som efter dennes Død er overgaaet til en eksam. juris Gjørling. Gældsbeviset var nu nedbragt til 200 Rdlr.. som C. O. Nagel imidlertid nægtede at betale, med den Begrundelse, at han havde betalt dette Restbeløb. Som Bevis fremkom han med en Art Kvittering fra sin afdøde Broder, men denne Kvittering kunde ikke holde rigtig stik overfor Domstolene. ja man ymtede noget om, at den ikke var kvitteret af den Afdøde selv, saa Nagel fik ikke noget ud heraf, men blev dømt til at betale. Det ærgrede imidlertid ham, at han maatte af med Pengene, og han foranstaltede derfor hele denne Retssag trykt og udgivet saa at alle og enhver kunde se, hvor skammeligt Værtshusholder Nagel var blevet behandlet, naar Retten ikke vilde anerkende de saakaldte Beviser, som han fremkom med. Det blev det sidste, som man kom til at høre fra Nagel; nu holder han sig i Ro, d. v. s. overfor Offentligheden, lige til sin Dødsdag, Mandagen den 16. Februar 1846 læser vi saa i Adresseavisen følgende Avertissement:

"Herved bekjendtgøres for Familie og Venner, at min Mand, Værtshusholder C. O. Nagel, ved Døden er afgaaet den 10de d. M, i sit 45de Aar. Kjøbenhavn, den 14. Febr. 1846.
M. E. Nagel.

Adresseavisen har imidlertid en Trykfejl i dette Avertissement, thi der skal ikke staa, at Nagel døde i sit 45de, men derimod i sit 75de Aar, hvilket ogsaa fremgaar af Holmens Kirkes Begravelses Protokol for 1848 i hvilken der staar, at Værtshusholder C. O. Nagel er afgaaet ved Døden af Alderdom, 75 Aar gl, den 10de Februar 1846, og at han begravede den 14d fra Frederiks Hospital, hvor han altsaa er død.

Dermed var "Fatter Nagel" Saga ude, men endnu 76 Aar efter hans Død lever hans Minde blandt os i de Ord:

I Lille Kongensgade
Der bode Fatter Nagel.

Carl C. Christensen.

(København, 3. april 1922)

Lille Kongensgades ene side er velbevaret siden Fatter Nagel holdt til her. Numrene 2-20. Nummer 12 er den forreste del af de blå bygning som ligger til venstre for den røde murstensbygning (den anden halvdel er nr. 14). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fatter Nagel er også beskrevet i tidsskrifter som Personalhistorisk Tidsskrift. Af Fatter Nagels  tilholdssteder findes ikke længere Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i hjørnestedet bag ved Hovedvagten, Store Brøndstræde 98 (senere nr. 3 - nu Gutenberghus, Antonistræde 3 og Brogade 3. Derimod er Lille Kongensgade 60 - nuværende 12 - hvor han boede 1822-1846 - opført 1800, og kan altså den dag i dag beses.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Løverdagen den 24de Januar.

Justitssager, 1) Prøveprocurator Larsen Actor, contra Arrestantinderne Ane Margrethe Mogensdatter og Louise Mogensen. (Procuratorerne d'Auchamp og Dahl Defensorer.) Af disse 2de Arrestantinder actioneredes den Første for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord, men den Sidste for lovstridige Forhold ved den omhandlede Fødsel. - Arrestantinden Mogensdatter vedgik, at hun, der i sidstafvigte Vinter havde mærket, at hun var frugtsommelig, kun eengang ved en ubestemt Hentydning havde meddelt dette til den af hende opgivne Barnefader. Da hun derefter en Aften i Septbr. Maaned gik tilsengs med Arrestantinden Mogensen, der er hendes Søster og tjente paa samme Sted som hun, havde hun følt sig ilde, og længere ud paa Natten var hun vaagnet ved Smerter, der tiltog mere og mere. Hun havde derved faaet Formodning om at hendes Fødselsstund nærmede sig og da denne Formodning tilsidst blev til en fuldkommen Vished hos hende, var hun staaet op af Sengen og havde først søgt at hjælpe sig selv, idet hun lagde et Klædningsstykke paa Gulvet, hvorpaa hun satte selv sig tæt ved Sengen; men da hun ikke formaaede dette, kaldte hun omtrent et Ovarteers Tid derefter paa Søsteren, hvem hun, uden at omtale sin Tilstand, bad at understøtte hende, og saaledes fødte hun da i en halvt staaeade og halvt siddende Stilling et Drengebarn, der gav et svagt Skrig, idet det faldt paa Gulvet. Hun havde strax derefter opfordret Søsteren til at gaae tilsengs, som hun angav, fordi hun troede at kunne hjelpe sig selv, hvilket denne ogsaa gjorde, og da hun ikke hørte Barnet skrige oftere, havde hun, for at holde det varmt, indtil hun selv følte Kræfter til nøiere at tilsee og pleie det, tilhyllet det med det omtalte Klædningsstykke, som hun dog kun lagde ganske let over det, og saaledes lod hun det ligge nogle Øieblikke paa Gulvet. Da hun derefter aabnede Klædningsstykket, fandt hun Barnet livløst og næsten koldt. Hun lod det da ligge indsvøbt paa samme Maade til om Morgenen, da hun vadskede det og gjemte det i en Commodeskuffe, samt paalagde Søsteren ikke at omtale det Passerede for Nogen. Nogle Dage derefter lagde hun en Aften Liget i en hende tilhørende Spaanæske og begav sig dermed ud paa Østerbro, hvor hun, efterat have taget Liget ud af Æsken, kastede det i Sortedamssøe. Hun, der tidligere havde født et andet uægte Barn, havde derhos forklaret, at det ikke var hendes Hensigt, naar hun mærkede, at Fødselen stundede til, at søge i ensomhed for at føde i Dølgsmaal, men at hun kun havde bestemt at blive i sin Condition indtil Fødselen kom paa hende og da afvente, hvorledes det ville gaae, saaledes at hun, hvis Fødselen tilfældigviis skulde foregaae ubemærket og Barnet være dødt, vilde holde det Hele hemmeligt, men, dersom Barnet levede, vilde aabenbare det Passerede, i Haab om at der da nok vilde blive sørget for hende. Hvad nu først angik det Spørgsmaal, at der mod Arrestantinden, der havde benægtet paa nogen Maade at have lagt Haand paa Barnet eller tilhyllet det for at forhindre det fra at drage Aande, kunde ansees at være tilveiebragt Beviis for at hun havde dræbt det, da blev dette besvaret benægtende, i hvilken Henseende det, under Forudsætning af at et i Sortedamssøen forefundet Liig af et nyfødt Drengebarn kunde antages at være det af hende udkastede, bemærkedes, at den over Liget, som allerede var gaaet i Forraadnelse, afholdte Obductionsforretning ikke havde ledet til nogen Oplysning om Aarsagen til at Barnet, der saaes at have levet under Fodstien, enten ikke var kommet til at aande og saaledes at begynde et selvstændigt Liv, eller, saafremt dette maatte have været Tilfældet, da igjen var ophørt dermed. Derimod ansaaes det godtgjort, at Arrestantinden havde født i Dølgsmaal. idet hun, uagtet hun indsaae, at hun skulde til at føde, havde undladt at benytte den Leilighed, hun havde til at faae den i saa Henseende fornødne Hjelp bragt tilstede, i hvilken Henseende hun naturligviis ikke kunde disculperes ved at hun i det yderste Øieblik havde henvendt sig til Søsteren, paa den ovenfor omtalte Maade. Vel havde hun nu ikke afbeviist den Formodning, der ifølge L. 6- 6-8 maatte være mod Hende om at hun havde ombragt sit Barn, men det skjønnedes dog ikke rettere, end at hendes Forklaring om at have fundet Barnet dødt, uden at hun havde foretaget noget for at skille det ved Livet, ikke kunde forkastes, navnligen naar hensaaes til en af Stadsphysicus afgiven og af det kongl. Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring, ifølge hvilken det under Forudsætning af den ovennævnte Identitet ikke var uantageligt, at Barnets Død kunde være indtraadt, uden at være fremkaldt eller tilsigtet af hende. Men skjøndt saaledes L. 6-6-8 ikke kunde anvendes mod Arrestantinden, var det dog klart, at hun havde gjort sig skyldig i et i høi Grad strafværdigt Forhold, ved ikke strax efter Fødselen at drage Omsorg for at Barnet kunde erholde behørigt Tilsyn, og ved, efterat hun havde fundet det livløst, ikke at føie Foranstaltning til at det, saafremt det kun var skindødt, igjen havde kunnet bringes tillive. For dette Forhold blev Arrestantinden Mogensdatter, der var 30 Aar gammel og ikke tidligere tiltalt eller straffet, anseet med en efter Lovgivningens Analogi lempet arbitrair Straf af 5 Aars Forbedringshuus-arbeide.

Hvad dernæst angik Søsteren, Arrestantinden Mogensen, der var 19 Aar gammel og heller ikke tidligere tiltalt eller straffet, da var det ved hendes egen Tilstaaelse, der stemmede med den anden Arrestantindes Udsagn, oplyst, at hun, efterat være vækket af Søsteren og at have understottet hende under Fødselen, gik paa hendes Opfordring strax derefter igjen tilsengs, uden enten selv at foretage noget til Omsorg og Pleie for Barnet eller at bekymre sig om Søsteren foretog noget i saa Henseende, hvortil hun angav som Grund, at hun ikke havde tænkt over det, da Barnet ikke kom hende videre ved. For den af hende saaledes udviste uforsvarlige Ligegyldighed ansaaes hun med en arbitrair Straf af 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1846, 2. udgave).

Ludvig Offenberg (1863-1904): Gammel Kongevej nr. 148. Køkken interiør, tyendeog husassistent. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 7. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Corsaren-affæren med Søren Kierkegaard.

Under pseudonymet Frater Taciturnus skrev Søren Kierkegaard i Fædrelandet 10. januar 1846 artiklen "Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning" om Corsaren. Et stykke nede i artiklen skrev Kierkegaard de skæbnesvangre ord: "Mere kan jeg ikke gjøre for Andre, end selv at begjere at blive udskjeldt. "Corsarens" faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Professionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer." 

Corsaren sad som bekendt ikke dette angreb overhørigt. Det udløste en serie artikler i Corsaren hvor Goldschmidt angav at bag skribentens pseudonym Frater Taciturnus, måtte gemme sig Nathanson. Nathanson havde i "Corvetten Politivennen" bl.a. omtalt Goldschmidt som "Høvidsmand og Chef paa Røverskibet eller Ærerøveren Corsaren." Nu benyttede Corsarens Goldschmidt sig af anledningen til at slå to fluer med et smæk. I artiklen fra nr. 278, 16. januar 1846 tirrede han dels Kierkegaard ved at sammenligne ham med Nathanson, dels tirrede han Nathanson. Artiklen i uddrag:

S. T.

Hr. Hestehandler Michael Leonard Nathanson.
Vi bede Dem tusind Gange om Undskyldning for, at vi ikke strax gjenkendte Dem under Mærket Frater Taciturnus. - Vi ville ærlig skrifte: Hidtil stode vi i den Vildfarelse, at der bag dette Mærke skjult sig enten Søren Kierkegaard eller Blok Tøxen eller en anden af vore boglærde Tænkere. Men nu see vi jo, at vi have feilet. - Naa, saa De er blevet Philosoph! Ja det var saamæn ogsaa det Rigtigste, De kunde gribe til, siden Neergaard erklærede, at Fuldblodshingsten Cheer havde Spat, og Kammerraad Michelsen berøvede Dem de øvrige Hingster, saa at De stod aldeles hingsteløs tilbage i Verden. Under Saadanne Omstændigheder er det, at den characterfaste Mand viser, at han er Philosoph.
(Herefter satiriseres over Søren Kierkegaards artikel i Fædrelandet, se ovenfor, og artiklen slutter:)
Naa, Nathanson, nu have vi ikke Tid længere for denne Gang. Lev vel! Gid De snart maa blilve "sluttet ind" igjen, vi skulle nok læse, hvad De skriver derindefra, saa at De ret kan have det, som De ønsker i "Fædrelandet": "selv være glad over den lille Verden, der er Deres Omgivelse", og udenfor "have en Læser, der ikke blive forstyrret ved det, De skriver, om det end behager hele Verden at erklære det for Galimathias."

Artiklen i Corsaren var ledsaget bl.a. af denne Klæstrup-tegning af en vanvittig udseende Nathanson, samt flere skitser - formentlig af Kierkegaard, dog med ansigtet skjult så man ikke kunne se om det var ham eller Nathanson.
(Corsaren. Nr. 278, 16. januar 1846) 

Det grove Skyts tier, Kampens Røgsøiler ruge tungt over den frygtelige Valplads, Frater Taciturnus mønstrer i en afsides Krog sine tiloversblevne Stridskræfter

og opgjør Balancen.
"Nu," siger han, idet hans Øine overskue de mægtige Levninger - "nu har jeg forvundet min Seir. Das war eine grausame Salbe! Jeg havde aldrig troet om mig selv, at jeg var saa tapper - men luur Frater Taciturnus."
Han vedbliver: "Naar jeg føler paa alle mine Lemmer, hvor det værker i dem, saa kan jeg tænke mig, hvorledes den ulyksalige "Corsar" maa være tilmode. Han er rimeligviis slaaet til Krøbling  - det har jeg da paa min Samvittighed; en anden Gang skal jeg moderere min Hidsighed."
"Naar jeg nu gaaer ud at spadsere, saa pege Folk ad mig og sige: Der gaaer Taciturnus den Frygtelige! Det var ham, der slog "Corsaren" til Krøbling. Ved saadan Ros voxe mine Kræfter, saa at jeg en Dag tager Petri Taarn og sætter det ovenpaa Rundetaarn og ovenpaa Petri Taarn sætter jeg min Ven Heiberg, bare til Stads. Saa siger Folk: Det gjorde Taciturnes den Store!"
"Jeg vil blive som Tordenskjld: Mødrene ville bringe deres Børn til at tie ved at sige: Nu kommer Taciturnus. Jeg vil blive til en Mythe, til en Fabel. Jeg vil lade mig adle og kalde Michael Leonard von Taciturnus-Holoferness. Død og Pine! Hvilket Navn!"
Han trækker i sine Flipper, gjør et majestætisk Skrift fremad og staaer pludselig ligefor - Corsaren.

Taciturnus (ved sig selv). Gaa til Helvede!
Corsaren. God Dag, store Mand, hvorledes befinder De Dem?
Taciturrnus. Vil De nu lade mig være fri for Deres Ros, nederdrægtige Karl!
Corsaren. Godt: Lillebitte Mand, hvorledes har De det?
Taciturnus. Skurk! Æreskjænder!
Corsaren. Du Fredsens Gud, De vil hverken være stor eller lille! Naa: Middelmaadige Mand, hvordan har De det?
Taciturnus. Aa, jeg er hverken stor eller lille eller middelmaadig, jeg er .... uh! De er et Afskum!
(Corsaren nr. 279, 23. januar 1846. I denne artikel blandes Kierkegaard og Michael Leonard Nathanson i teksten, og måske også i tegningen, idet næsen måske kan fortolkes som stor "jødenæse")

Til Corsarhøvidsmanden.
Er det nu ikke soleklar
At Corsaren ingen Courage har
Paa mig han vredes, og er bitter.
Fordi Smør han fik af en magister.

Saalænge jeg førte min "Corvet"
Da taug han stille nok saa net
Men da han mærked jeg kulseiler,
Han mig giver en Hest som steiler.

(Tredie Vers mangler.)

Corsaren om min Been og Støvler
Alt for meget vaaser og vrøvler,
Men det jeg af ham mindst kan lide
At jeg paa min Pige skal ride.

Han kan "mare" gjøre Folk splintergal
Uden Daarekiste og Hospital,
Tog han fat på Christensen og Bentz
De bleve vistnok pumpet lens.

Corsaren selv er en Philister,
Han ride vil paa en Magister,
Thi naar man Corsaren ret vil see,
Man kan ikke bare sig for at lee.

Michael Leonard Nathanson
Hestehandler.
(Flyveposten. 28. januar 1846) 

Nu er Pokker løs - der har meldt sig to gale Michael Leonard Nathanson'er.
I Løverdags banker det paa vor Dør, og ind træder en Mand med to Vidner. Sveden sad i flere Draaber paa hans Pande, han var bleg og sagde med skjælvende Stemme: 
"Maae jeg bede om det sidste Nr. af Corsaren?"
Bladet blev bragt ham; han tog det, lagde det sammen, men lukkede det op igjen, saae sig lidt om og raabte derpaa: "Det er lumpent! saadan at angribe mig nu, da jeg ikke har noget Organ!"
- "Hvem har jeg den Ære at tale med?" spurgte Redacteuren.
Den Fremmede løftede Hovedet i Veiret og sagde:"Mit Navn er Nathanson, Hestehandler Nathanson. De kjender mig nok."
- "Ah, det er Dem!"
Han stirrede nogle Øieblikke hen for sig; saa begyndte han igjen: "Jeg  har været hos den Berlingske Nathansen med en Artikel imod Dem; men han sagde, det kunde ikke gaae an at optage den, for saa vilde Folk troe, at han selv var den gale Nathansen."
- "Men De har jo Deres "Corvet"."
"Den er gaaet ind!" skreg Manden; "jeg er forsvarsløs, jeg har intet Organ.
- "Naa, det er derfor, at De skriver i "Fædrelandet"?"
"Saa var jeg hos "Fædrelandet" - vedblev han og stirrede igjen - "men de smed mig ud, uden at læse min Artikel."
- "Hvad er det da for en Artikel?"
"Nu skal jeg læse den op! Den er paa Poesi: (læser)

Er det nu ikke soleklar
At Goldschmidt ingen Courage har
Thi saalænge jeg førte min Corvet
Da var det for ham vistnok ei saa let."
Jeg erklærer nu "Corsaren" for en Skurk. Det ærede Publicum undskylder, at jeg ikke kan sætte det i Poesi. Om min Klage mod Dr. Christensen skal jeg om kort Tid have den Ære
Michael Leonard Nathansen.

Red. Den skal blive optaget i "Corsaren".
Den Fremmede (glad). Virkelig? Kan jeg stole herpaa?
Red. Det er ganske vist.
D. F. Saa vent et Øieblik, lad mig slette "Skurk" ud.
Red. Nei, det maa s'gu blive staaende.
D. F. Ja, lad det da blive. Det var ogsaa skurkagtigt at beskylde mig for at have skrevet "Livets Stadier".
Red. Hvad? Har De ikke skrevet "Livets Stadier"? Er De ikke Frater Taciturnus?
D. F. Ikke mere end Gustav Michelsen, som tog mine Hopper!
Red. Ja saa! Saa er De heller ikke Hestehandler?
D. F. Hvad for Noget? er jeg ikke den gale Nathanson? Vil De nægte det? Er De gal?
Red. Den gale Nathanson er Frater Taciturnus, der skriver imod os i "Fædrelandet", fordi han har mistet sin "Corvet". Der hjælper ingen Snak.
D. F. Ved den almægtige Gud i Himlen! Jeg er den gale Nathanson! Her er to Vidner! Vidner! Sig frem!
Begge Vidner. Han er den gale Nathanson. 
Red. Det er lumpent! Saa er der en Anden, der gaaer omkring i Byen og udgiver sig for Dem ...
D. F. Gud forbarme sig! Og, min Kone! ... og mine Heste ... je maae have fat i ham!
Og ud af Døren foer den ene gale Nathanson.

I dette Øieblik har han formodentlig allerede fat i den anden gale Nathanson

Himlen maa vide, hvad enden bliver.
(Corsaren 280, 30. januar 1846) 

Gjentagen Spørgsmaal til Admiralitetet.
Saavel i dette Blad, i Adresseavisen som og i "Corvetten" Nr. 15 har været et Spørgsmaal fremsat til Admiralitieten, hvorfor Renovations-Kjørselen saavel om Natten som og om Dagen i Nyboder ikke bortliciteredes?
Dersom dette skete, vilde Admiralitetet utvivlsomt have samme Vinding, som den nu har ved Vandets Udpumpning ved Dokken ec. ec. hvilket ligeledes f T. bortliciteres.
Michael Leonard Nathanson.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. januar 1846) 

Kiøbenhavn den 31te Januar 1846.
- En bekiendt Personlighed, som i sin Tid var meget anseet, men paa sine sidste Dage kæmpede med Kummer og Modgang, er for nylig ved Døden afgaaet i den efter Stillingen og Forholdnes Natur ualmindelig høie Alder af 50 Aar. Man traf ham i sin Tid næsten paa alle offentlige Steder, hvor han regelmæssig indfandt sig og med længsel ventedes af den, som fandt Adspredelse og Underholdning i hans Omgang. Ogsaa i mange private Kredse var han en velkommen Giæst. Den Personlighed, vi her sigter til er - "Politivennen". Mæt af Dage og træt af Livets Besværligheder hensov Vedkommende for en 14 Dages tid siden rolig og ubemærket, efter flere Aars tiltagende Svagelighed og paa den sidste Tid lidende af en stærk Tæring, savnet og begrædt af - Ingen. Hr. Michael Leonard Nathanson skal fornemmeligen have fremskyndet den Gamles Død, ved at unddrage Vedkommende den Hielp, han i længere Tid havde ladet Samme tilflyde og som bestod i 3 Mk. om Ugen, der var den eneste "offentlige" Hielp som "Politivennen" nød. Unddragelsen af denne Hielp var et Stød, som gik til Hiertet - durch und durch - og som den Gamle ikke kunde taale. Han udaandede sit Liv i Bogtrykkerens Arme. "Politivennen" talte paa sine sidste Dage kun 8 abonnenter, af hvilke de 3 betalte med rede Penge og de 5 betalte paa en ganske egen Maade, idet de, i Stedet for at erlægge Betaling i Penge, paa Æresord havde indgaaet den Forpligtelse at - læse Bladet. 

(Morgenposten. 31. januar 1846)