Bellevue (Efterskrift til Politivennen)

I søndags forefaldt et optrin på beværtningsstedet Bellevue ved Strandvejen, der fortjener at komme til almindelig kundskab. Værten på Bellevue, en hr. Bagge, er ved siden af andre solide og glimrende egenskaber, også i besiddelse af en talisman, der gør ham uimodståelig i alle de sager, der afgøres ved stokkeprygl. En bevisførelse hvori han har sin force. Denne talisman består i et politiskilt som er betroet denne sin gæsters ærbødige vært i egenskab af politikommissær eller lignende. De gentile gæster får ikke denne hr. Bagges dekoration at se. Det glædestrålende åsyn han viser dem, er langt fra at lade formode hvad han skjuler under sin vest. Men hvem kan indestå for, at det ikke engang midt under de champagnedrikkende gæsters jubel skulle lade sig se som et medusahoved? Hvilken magt det giver ham og hvorledes han anvender den derpå, afgav det optrin et advarende eksempel. 

Det var i middagsstunden. Alle værelser og den duftende have var opfyldte af glade gæster, hvis nydelser var en nydelse for hr. Bagge selv. Han syntes at være den gladeste blandt de glade. Man hørte kun latter og spøgefuld tale mellem klirren af knive og gafler og glassenes hulde kling-klang, da med et tonerne af en cylinderlire ville lade sig høre. Det var en omrejsende italiensk virtuos der var kommet inden for Bellevueværtens enemærker i den hensigt at byde hans gæster til afveksling en musikalsk nydelse. Men enhver sådan afveksling må være en vederstyggelighed i værten Bagges øjne. Han har vel gjort sig til princip at forebygge at hans gæster besværes med uvedkommende udgifter i hans hus. Den rejsende musikant blev derfor vist ud af hotellet. Men på en måde der vist aldrig vil udviskes af hans hukommelse, om også sporene deraf forsvinder af hans legeme. 

Da han som italiener ikke forstod den ivrige kommando og skælden, hvormed hr. Bagge ledsagede ham, tøvede han noget i den yderste gård med en forundret spørgende mine, og gjorde endog nogle beskedne forestillinger der imidlertid kom ham dyrt til at stå. For efter en ny stigende strøm af skældsord besvarede Bellevueværtens stærke arm disse forestillinger med et par drøje stokkeslag over den del af virtuosens ryg og skuldre, der ikke var beskyttet af instrumentet som han bar på ryggen. Men da fornægtede italienerens blod ikke sin oprindelse. For da han i det samme i vognskuret fik øje på et mægtigt slagtræ, sprang han til for at gribe det som et gengældelsesvåben, men snublede og faldt under vægten af sit andet instrument. Således fik denne kamp nogen lighed med det berømte slag på Anholt, mens hr. Bagge triumferede i den tililende mængdes påsyn. Da Italieneren endelig kom på benene og endnu gjorde mine til at sætte sig til modværge, da var det at hr. Bagge pludselig fremtrak sit forstenende politiskilt, hvis betydning formodentlig ikke har været mere forståelig for Italieneren end skældsordene. Men dog, da han så sig forladt og uden håb om nogen bistand, bragte han til at fortrække så godt han kunne. 

Hos tilskuerne må derimod hr. Bagge med sit skilt vel have gjort regning på at fremkalde tilstrækkelig overbevisning om hans berettigelse til på sådan måde at behandle et aldeles sageløst menneske. Det vil da vel også være blevet indlysende for mange, at denne gæstvenlige mand er i besiddelse af middel, der kan anvendes som sidste argument på en frygtelig måde. Os forekommer det at det er to temmelig modstridende bestallinger; at være politibetjent og gæstgiver tillige - i det mindste vil enhver kunne tilskrive sig selv følgerne af at indtage forfriskninger hos en sådan mand.
v. B.

Hotel Gl. Bellevue, 1865. Set fra dampskibsbroen. Public domain - Københavns Museum.

Traktør J. Bagge var distriktskommissær i Kystpolitiet, Københavns nordre hoveddistrikt, 2. distrikt. Bellevue blev opført i 18723 som en lille ejendom på Christiansholms jorders nordøstlige hjørne. I 1734 blev den købt af en restauratør. I 1819 havde ejeren af Bellevue Kro og Gl. Bellevue Johan Bagge anlagt en anløbsbro hvor dampskibet Caledonia sejlede i rutefart til København hver søndag. Han fik også bygget badehuse 1824. Restaurationen blev i Bagge-familien indtil 1874. Kroen lå nogenlunde hvor Bellevueteatret ligger i dag.

(Kjøbenhavnsposten, 25. juni 1847).

Når dampskibene går til Bellevue søndag eftermiddag samler sig i Kvæsthusgade og omegn i almindelighed et langt større antal passagerer end dampskibet kan rumme, og i det øjeblik dette ligger til bliver der en frygtelig trængsel, idet ingen gerne vil blive tilbage. Det er meget uhyggeligt at være vidne til den råhed og brutalitet, som her får anledning til at vise sig, at høre disse skrig og denne råben af dem der blive trykkede, stødte eller står i fare for at falde i vandet; at desuden en del hatte bliver fordærvede, nogle parasoller brækkede og kjoler sønderrevne, samt en del skældsord og stokkeslag uddelt, falder af sig selv. 

Det par politibetjente, som er nærværende, kan ingen nytte gøre, da massen af mennesker
er for stor, men for deres samvittigheds skyld uddeler de dog almindeligvis nogle af deres sædvanlige meget fattelige bevisgrunde, der dog kun kommer de bageste af sværmen til gode og ingenlunde bidrager til at frembringe større orden.

Man må virkelig undre sig over den mangel på omsorg for deres medmenneskers liv og sikkerhed, entreprenørerne eller førerne af disse dampskibe viser ved ikke inden afgangstiden at uddele billetter, hvorved hele denne ulempe ville være afhjulpet. Sker dette ikke, bør vedkommende drages til ansvar for ethvert uheld, som måtte indtræffe. For det er virkelig forbundet med livsfare, at man må gå ombord i dampskibet på et smalt bræt uden gelænder, og det er næsten umuligt for de forreste, som hele massen trykker på, at undgå at falde i vandet.

I fjor sommer var det samme tilfældet og det er er yderligere bevis på den sløvhed, som her hersker, såvel hos den ene som hos den anden, at der ikke forlængst er rådet bod på en ubehagelighed der er så let at afhjælpe. C. P.

(Kjøbenhavnsposten, den 7. juli 1847)

Nyboder. (Efterskrift til Politivennen)

For endeel Aar tilbage i Tiden vare næsten overalt i Nyboder Vinduerne forsynede med Blysprosser og zirede med 15 Ruder i hvert halvfag, som i Almindelighed spillede i alle Regnbuens Farver. Ikke saa Faa af Beboerne havde derfor paa egen Bekostning anskaffet sig Vinduer af hvidt Glas og et større Format, men derved fremkom en Uregelmæssighed ved Husene, som endelig ledede Admiralitetet til den Beslutning, efterhaanden at anskaffe større Ruder overalt. Men hvad skulde der nu foretages med de Folk, der havde indsat de moderne Vinduer? Admiralitetet vidste i sin Snildhed en Udvei. Det blev betydet Alle, som havde gjort den omtalte Bekostning, enten at lade de med smaae Ruder zirede Vinduer igjen indsætte eller ogsaa forpligte dem til bestandig at lade de bedre forblive hvor de vare uden Godtgjørelse og uden Hensyn til Dødsfald, Bopælsforandring osv. Paa denne Maade sparede Admiralitetet en betydelig Summa. Ind til Gaarden finder man endnu mange af de gamle Vinduer i al deres Hæslighed. - Hvad nu Værelsernes Indre angaaer, da bestaae disse af hvidtede Vægge fordetmeste i en forfalden Stand, plumpe Døre med Revner i, rustent Klinkefald og Bilæggerovne fra det forrige Aarhundrede, og Gulve og Lofter i en som oftest elendig Tilstand. I Stueetagen ere mange af Værelserne belagte med Steengulv og tvende Familier overalt om et Kjøkken, hvilket ikke sjeldent giver Anledning til Kiv og Strid, ligesom flere Huse i den Grad ere gjennemtrængte af en vedvarende Fugtighed, at Opholdet der er farligt for Sundheden, ikke at tale om, at de stakkels Menneskers suurt erhvervede Bohave hurtigt bedærves. Saaledes er Tilstanden de fleste Steder, hvor ikke Beboerne ved egen Formue have været istand til at hæve nogle af disse Plager ved at anbringe Paneel og ved andre Midler. I nogle Gader ligger Jordsmonnet udenfor Huset høiere end som Steengulvet indenfor; naar nu Tøveir indtræffer om Vinteren, suger Vandet igjennem de forfaldne Ydermure, saa at mangen Familie ved hurtig indtrædende Kulde faaer i sit Kammer det herligste Skøiteføre. Paa saadanne Steder vilde anden Divisions Chef, Commandeur Seidelin, have lagt Brædegulv, og de fornødne Opmaalinger bleve med Iver foretagne; men senere er Intet blevet skeet - formodentlig har han mødt uoverstigelige Hindringer i Admiralitetsherrernes Anskuelser om denne Sag. - For at gjøre en af ovennævnte Bopæle blot nogenlunde liig de Værelser, som ifjor bleve indrettede til Husarcorporalerrne i den gamle Reberbane, vilde medgaae en Sum af 60 til 80 Rbd., som ingen simpel Mand, uden at nægte sig hvermindste Livsmuntring, er istand til at sammenspare, og saa er han dog ei sikker paa at nyde Glæde deraf saalænge han lever, da hans Naboers Avance eller andre Forandringer kan bevirke hans Flytning imod liden eller ingen Godgjørelse af den Tiltrædende. Dette er omtrent de Kaar, hvorunder en Holmens Mand nyder den i Byen saa forroste "frie Bopæl", hvorfor han dog aarlig maa betale 8 Rbd., og som ere bestemte til hans Bopæls Reparation, skjøndt Gud og Muurmester Sibbern bedst vide, hvori den bestaaer, og hvem der egentlig nyder rigtig godt deraf.

Vi slutte med det Ønske, at Hs. Maj. Kongen engang med egne Øine vilde overtyde sig om Sandheden af Ovenstaaende. Dog maatte et saadant Besøg være aldeles improviseret og ikke alene gjælde de mere formuende Boliger; thi Erfaringen lærer, at et forberedt fyrsteligt Besøg sjeldent svarer til den goddædige Hensigt, der ligger til Grund for samme. 

(Flyveposten, den 30. juni 1847. Artikel i uddrag)

Censur i Kiel (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel er et eksempel som skal vise at censur og undertrykkelse af opposition forekom såvel i kongeriget Danmark som i hertugdømmerne. Når den bringes her, er det fordi der på daværende tidspunkt i årevis i den danske presse, også oppositionelle, systematisk var sket en sammenkobling mellem et forhadt embedsværk og "tyskhed". Denne opfattelse er vigtig for at forstå den drejning dette fik omkring hertugdømmerne. Man fremstillede holstenerne som at de håbløst havde overgivet sig til "tyskheden", og slesvigerne som om de delvis havde ladet sig forføre af denne "tyskhed". De sidste skulle bevidstgøres om deres sande danske baggrund, i det mindste i Nord- og Mellemslesvig, men helst også i Sydslesvig ("ejderdanskerne").

Artiklen viser at i hertugdømmerne oplevede man nøjagtig samme overgreb. Her kunne man så skyde skylden på den reaktionære danske enevældes indflydelse. Derfor begyndte man at vægre sig mod "danificering", og kongerigets modstand mod reformer. En proces som blev skæbnesvanger for det næste år. Desværre er slesvigske og tyske aviser fra denne periode ikke tilgængelige på internettet, men artiklen fra Kjøbenhavnsposten kan måske illustrere det.

Kiel, Holsten ca. 1848. Dengang en betydelig by med 15.000 indbyggere, og havneby præget af håndværk og handel, samt et universitet. Byen lå strategisk mellem handelscentrene København og Hamborg.

I Kiel er opstået en konflikt mellem det derværende selskab "Harmonien" og den nye politimester og censor, hr. Krohn. Det har altid været brug at fremlægge i selskabets læseværelse et korrekturaftryk eller et censurark af de numre af Kieler Correspondenzbl . hvorpå censor havde anvendt sin magt. Da den nye politimester var blevet optaget som medlem af selskabet, forargedes han herover og ville forbyde det som noget lovstridigt. - Det er også let at forklare sig, hvor ubehageligt det må være for en censor at se en sådan appel, hvorved en del af øjemedet med hans virksomhed går tabt. 

Men "Harmonien" delte ikke denne censurnidkærhed, og besluttede med 40 stemmer mod 28, ikke at give efter for politimesterens fordring. Ikke tilfreds hermed, indberettede politimesteren sagen til de højere regeringsautoriteter og udbad sig instruktioner, som da også blev ham givne, og gik ud på, at redaktør Olshausen blev truet med at fratages tilladelsen til udgivelsen af bladet, hvis han oftere lod fremlægge censurark, hvorhos der tilstilledes politimesteren et dekret til selskabet "Harmonien", hvori en sådan fremlæggelse i læseværelserne forbødes under straf af en mulkt, hvis størrelse ville blive nærmere at bestemme. 

Theodor Olshausen. Udsnit af billede af den provisoriske regering, Det Kongelige Bibliotek.

I anledning af dette dekret har selskabet i lørdags afholdt en generalforsamling, hvori det, på direktionens andragende, besluttedes med 51 stemmer mod 11 også fremtidig at tilstede fremlæggelsen af censurark, samt oppebie om og hvilken mulkt politiretten ville anvende derimod, og dernæst indanke en sådan dom for den holstenske overret. Forsamlingen gik derved ud fra det motiv, at man måtte ønske at få kompetente domstoles afgørelse for om udvidelsen af et så forhadt institut som censuren kan ad den administrative vej tvinges ud over de lovlig bestemt grænser.

(Kjøbenhavnsposten, 24. juni 1847)

Slesvig, Juli 1847 (Efterskrift til Politivennen)

I månederne op til udbruddet af krigen 1848-1851 var der kun få aviser i kongeriget Danmark (hvis grænse var Kongeåen) som gjorde opmærksom på at Slesvig måske skulle ønske at være noget for sig, dvs. hverken blive indlemmet i kongeriget Danmark, eller blive en del af det tyske forbund. 

Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark. 

Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:

København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - -  De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden." 

Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."

Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ. 

Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.

(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)

Ildebrand i Adelgaden (Efterskrift til Politivennen)

En i går udbrudt ildløs hos en brændevinsbrænder på hjørnet af Adelgade og Hjortelængen afgav et nyt bevis på nødvendigheden af at Københavns Brandvæsen snart indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. Det er nemlig om dagen, - og især søndag eftermiddag, når de fleste indbyggere er uden for byen - meget vanskeligt at samle det tilstrækkelige mandskab af brandkorpset, fordi der ikke som om natten gives et så almindeligt over hele byen udbredt tegn til at underrette dem om at der er udbrudt ild. Det kan derfor ske, at der hengår temmelig lang tid inden slukningen kan begynde. 

Langt mere hensigtsmæssig end den almindelige larm over hele staden, med klokkeklemten og trommer om dagen, og vægternes råb og piben om natten, ville det derfor vist nok være, at der et sted i byen, fx hos brandmajoren, indrettedes en stadig brandvagt, hvor en eller flere sprøjter, med alt tilbehør, samt officer og mandskab, bestandig var beredte til at begive sig til brandstedet, efter derom modtaget anmeldelse, som kunne ske uden straks at alarmere hele byen, hvilket var tids nok, når ilden gjorde større hjælp fornøden. Således er brandvæsenet indrettet i de fleste store stæder, og de fleste ildebrande slukkes der uden almindelig alarm, som her, i det mindste ikke om dagen, er tilstrækkelig til at skaffe hurtig og kyndig hjælp. 

Det kan ikke forlanges, at alle til brandvæsenet henhørende personer skal bestandig være på rede hånd; men når der var indrettet brandvagter, så ville enhver efter sin vagttur altid vide når det var hans pligt at være til stede. I går skal det på grund heraf have været temmelig længe inden nogen brandofficer indfandt sig. H k. H kronprinsen var derimod til stede og opmuntrede ved sin nærværelse til slukningen og redningen. Et par mennesker skal være kommet til skade ved denne ildebrand, der ødelagde baghuset,

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1847)

Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. I den tredje artikel oplyses at adressen var Adelgade 255, fra 1859 Adelgade 107, i dag "Borgergården" (1961)

København, den 28. juni 1847
Berlingske meddelte i fredags, at det er blevet oplyst at en af de i den sidste tid så hyppige ildebrande her i staden har været påsat. Det er en tøjmagermester, der med kone og tre
børn beboede en kvist på 6. etage i et baghus i Adelgade, som har gjort sig skyldig i denne forbrydelse, ifølge den tilståelse han skal have afsagt i de forhør, der er optaget over ham ved kriminal- og politiretten. Det hedder i beretningen i Berl., at "da han ikke tilbørlig havde passet sit arbejde, var han kommet i fortrykte omstændigheder, og nogen dog ubetydelig gæld; af sorg over sin stilling var han aftenen før den nat (d. 27 f. m.) ilden opkom, gået til Peblingesøen for at drukne sig, men havde betænkt sig og besluttet at sætte ild på sit værksted for at tilvende sig en assurance, han nogen tid i forvejen havde tegnet til et betydeligt højere beløb end han ejede valuta for, idet han længe havde ventet, at der ville opstå vådeild ved en i hans værksted daglig afbenyttet kamin, som var i en uforsvarlig stand. 

Kl. 11 bemeldte aften lukkede han sig ubemærket ind i  sit værksted, og efter at have indrettet alt der til ildens hurtige udbredelse, antændte han den, aflåsede værtstedet og gik i
seng i den tilstødende stue, hvor hans kone og børn allerede sov. Han vil straks have fortrudt sin gerning, da han hørte ilden udbrede sig, og ville slukke den, men kunne ikke finde nøglen til værkstedet. Dettes dør blev imidlertid sprængt af en anden tilkommen person, og ilden sås da at brænde i lys lue mellem kaminen og en ved denne stående væv, så at den kun ved fleres anstrengelse kunne slukkes. Arrestanten vil ikke have tænkt på den fare, hvorfor han udsatte de 24 familier, som boede i samme baghus, idet han antog at ilden ville blive slukket inden den forplantede sig dybere ned i huset. Hans kone, der også var arresteret, er blevet løsladt". 

Det er vistnok hverken den første eller sidste forbrydelse af denne art, som er foranlediget ved den fristelse, der fremkaldes ved den i øvrigt så højst gavnlige brandassurance. Men der er heller ingen tvivl om, at denne fristelse endnu mere kan forøges ved omstændigheder, der kunne og bør forebygges. Det hedder vel i denne beretning om den afsagte tilståelse, at den pågældende ikke "tilbørlig har passet sit arbejde," men der tilføjes ikke nøjere hvad man forstår ved en sådan tilbørlig pasning af arbejdet, hvori dette arbejde bestod og hvorvidt det var muligt for en familie på fem personer at ernære sig derved. Vi fremsætter ikke disse bemærkninger til nogen undskyldning enten for forbrydelsen eller forbryderen, der vistnok bør rammes af lovens arm. Men vi ledes kun dertil ved det i disse dage blandt borgerrepræsentanternes forhandlinger offentliggjorte referat af et svar fra direktionen for den herværende straffeanstalt, hvori tøjmagernes klager over den konkurrence, de i deres arbejde er udsat for ved de i straffeanstalterne anlagte bomuldsvæverier, afvises som grundet og ubeføjet.

Men vil nu ikke den forbryder, efter at være blevet dømt, komme til at arbejde i straffeanstalten på sin profession og det under bedre og sikrere vilkår, end han hidtil har arbejdet for at ernære en familie? Vistnok må den moralske følelse være sunket dybt
hos et menneske, der kan tænke på et sådant valg, men den fortvivlelse, der kan beslutte selvmord, kan vel også lede dertil - og i ethvert tilfælde bliver det en sammenstilling mellem frie arbejdere og straffefanger, der aldrig burde udgå fra det offentlige under noget som helst påskud.

(Kjøbenhavnsposten, den 28. juni 1847)

Sagen blev også fremhævet i forbindelse med en lignende ildspåsættelse:

- Et nyt eksempel er i disse dage opdaget, idet en anden af de i den senere tid her i staden forefaldne ildebrande også har ledt til bekendelsen af forsætlig ildspåsættelse, naturligvis af samme grund for at tilvende sig den højere assurancesum. Noget af det værste derved er måske endnu, at det netop er de mere dumme og mindre hårdnakkede forbrydere af denne art, der bringes til bekendelse, mens de raffinerede og mest forstokkede kunne være langt sikrere på at gå fri. Til de temmelig dumme eller plumpe ildspåsættelser hører netop den her omhandlede, ved hvilken armod har været årsagen til at den offentlig tilbudte fristelse har sejret over Elendigheden. Det også i så henseende mærkelige referat af sagen lyder som følger:

"Arrestanten, der var tøjmagermester, 23 Aar gammel, gift og havde 3 Born, hvoraf det ældste var 6 og det yngste lidt over 1 år gammel, samt levede i små omstændigheder, tilstod, at han natten mellem den 27. og 28. maj sidstleden havde, drevet dertil af næringssorger, anlagt ild i sit værksted, der lå ved siden af hans beboelseslejlighed på kvisten i baghuset til stedet nr. 255 i Adelgaden. Efter hans forklaring var han den foregående aften i en fortvivlet tilstand over at han intet ejede og intet havde at leve af gået ud på Østerbro. Her havde han først villet drukne sig, men ved tanken om sin Kone og sine børn, havde han opgivet dette forsæt og derimod fattet den beslutning at stikke ild på sit værksted, for således at tilvende sig den assurancesum af 900 rbd., for hvilken han havde forsikret handelsvarer, møbler og håndværksredskaber og som oversteg det forsikredes værdi med næsten det firedobbelte. 

Med denne beslutning gik han hjem og lige op til sit værksted. Klokken var da omtrent 11. Her flyttede han fra 2 skabe 2 kurve med garn samt en i værkstedet stående feltseng, hvorpå ligeledes lå noget garn, hen imellem kaminen og en i værkstedet stående væv og gav den en sådan stilling, at ilden måtte forplantes fra den ene til den anden op til væven. På bunden af den ene kurv lagde han alle de fyrrepinde og andet brænde, deriblandt slukkede brande som hans kone havde i kaminen til at lave mad ved, og for det skulle brænde bedre, lagde han noget garn ovenpå. Ved hjælp af friktionssvovlstikker antændte han dernæst brændet og da han havde fået dette til at brænde i lue, forlod han værkstedet, som han aflåsede efter sig og begav sig ind i sin derfra kun ved et bræddeskillerum adskilte beboelseslejlighed, hvor han klædte sig af og gik i seng. Hans kone og børn, der lå i samme værelse, var allerede til sengs og sov. Hvad klokken dengang var, vidste han ikke, men han var temmelig længe om at anlægge ilden, da han gjorde det i mørke. 

Kort efter at han havde lagt sig i sengen, hørte han, at ilden bredte sig i værkstedet og nu, sagde han, fortrød han sin gerning, hvorfor han stod op og, som han påstod, gjorde anskrig i huset samt vækkede beboerne. Denne sidste del af arrestantens forklaring bestyrkedes imidlertid ikke af de øvrige under sagen oplyste omstændigheder, hvorimod disse meget mere talte imod samme, navnlig forklarede hans kone, at hun omtrent kl. 1 var vågnet og havde da lugtet røg samt hørt knagen af ilden fra værkstedet, hvorefter hun havde kaldt på sin mand, som da stod op, ligesom et fruentimmer, der tilligemed hendes barn beboede et kammer tæt op til værkstedet, forklarede, at hun var vågnet og havde bemærket røg, hvorefter hun var stået op og havde banket på hos arrestanten, idet hun underrettede ham om, at der var ild, hvorpå der var blevet svaret at ilden var i kaminen. Også havde arrestanten, da en i huset boende snedker var kommen til og med sin økse havde åbnet døren til værkstedet, igen slået denne i lås, fordi, som han angav, at luen steg ud af døren og han frygtede for, at ilden skulle nå hans børn, der endnu lå i sengen. 

Mens arrestanten derpå selv var gået til politidirektøren for at melde ilden, var en i stuen boende brolægger kommet til og havde med en jernstang stødt værkstedsdøren ind, hvorefter ilden af husets egne beboere var blevet slukket. - Ved den senere foretagne undersøgelse af værkstedet blev det befundet, at endestykkerne af 2 af gulvbrædderne var forkullede og på et par steder endogså aldeles gennembrændte, ligesom træbeklædningen under taget nærmest kaminen såvel som loftet fandtes noget forkullet. Med hensyn til de gennembrændte steder forklarede imidlertid arrestanten, at der allerede før branden var åbninger i gulvet på disse steder, hidrørende dels fra, at brædderne var gamle og forslidte, og dels fra ild, som i tidens løb var faldet ned på dem fra kaminen. Chefen for Københavns Brandkorps ytrede at denne forklaring ikke var usandsynlig, hvortil han erklærede, at det vanskelig kunne afgøres med bestemthed, om selve huset kunne antages at have været antændt, idet den ommeldte forkulning af gulvet og loftet vel tydede hen på at ilden havde haft fat i disse dele og begyndt at antænde dem, men i en meget ubetydelig grad. 

Da det således ikke med vished kunne statueres, at der havde været ild i nogen del af bygningen, og forbrydelsen som en følge deraf ikke kunne betragtes som fuldbyrdet, ansås arrestanten, der ikke tidligere var straffet, alene for attenteret brandstiftelse, idet straffen i henhold til fordng. 26. marts 1841 § 13, sammenholdt med § 4, bestemtes til 6 års fæstningsarbejde, hvorved han tillige afsonede den straf, han havde forskyldt for den ham overførte assurancesvig. Derimod fandtes betingelserne for anvendeligheden af den citerede fordng. § 1 ikke at være til stede, for vel blev det oplyst, at det fruentimmer, der som ommeldt beboede et kammer i nærheden af værkstedet, kunne tilligemed sit barn have været udsat for livsfare, dersom ilden havde udbredt sig, men arrestanten påstod imidlertid, at han ikke havde erindret, at der lå nogen på bemeldte kammer. Aktor og defensor tillagdes hver 8 rbd. i salær".

(Kjøbenhavnsposten 6. oktober 1847).