Politiet kjeder sig. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt dem, der ved de sidste dages begivenheder er blevet sat i større eller mindre forlegenhed, hører politiet. Det synes at kede sig og har dog så uhyre travlt; det giver sig den mest ligegyldige mine hvor flere tusinde mænd er samlet, men lægger dog nøje mærke til, hvad de enkelte foretager sig. I går på slotspladsen var et betydeligt antal politibetjente opstillet foran den forsamlede menneskemasse, der vist nok meget gerne kunne have adskilt sig noget tidligere end den gjorde. Men så længe den var samlet, foretog politibetjentene sig ikke noget, hvorimod de bed mærke i nogle enkelte, hvem de ved bortgangen fulgte i hælene til afsides steder, endog op i husene, hvor de anholdt dem og førte dem til politikammeret. 

Da her omtrent et halvt dusin således anholdte borgere og yngre mand af forskellige klasser var samlede, indledte politidirektøren en diskussion med dem angående betydningen af en fri forfatning, men skønt meningerne naturligvis var delt, så må politidirektøren dog snart have følt, at de der var imod en sådan forfatning for øjeblikket befandt sig i en betydelig minoritet - endog politichefen, overpræsident Lange, havde jo i går under Magistratens audiens hos HS. M. Kongen udtalt sig derfor - og følgen blev derfor, at man efter endt diskussion lod de anholdte mænd frit forlade "Kammeret". 

Politiet synes overhovedet endnu ikke at have fået nogen bestemt parole. Men man tør vel håbe, at den ikke vil blive modstridende det almindelige folkeønske, ligesom det på den anden side i særdeleshed også vil være magtpåliggende, at der ikke enten fra mængdens eller den enkeltes side foretages noget, der kan give dem, som måske alt for gerne ville tilråde anvendelsen af den eksekutive magt anledning til at anbefale en sådan anvendelse.

- Den første officielle efterretning om kong Christian den Ottendes død bragtes natten mellem den 21. og 22. til Odense med en kurer der kort derefter fortsatte rejsen. Lørdag eftermiddag var 6. dragonregiment såvel som byens borgerlige korpser sammenkaldte på Torvet, hvor de, efter at generalmajor v. Castenschiold havde proklameret kong Christian den Ottendes død og kong Frederik den Syvendes tronbestigelse, i de civile og militære autoriteters overværelse aflagde troskabseden til vor nuværende konge. Da stiftamtmanden, hr. kammerherre v. Bardenfleth, lørdag morgen rejste til København, fungerede hr. kammerjunker Lüttschau i hans sted. (H. A..)

(Kjøbenhavnsposten, 25. januar 1848).

Frederik 7. Thronbestigelse Januar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Efter Christian 8.'s pludselig død var det Frederik 7.'s tur. Var forventningerne til ændringer i enevælden stor dengang Christian 8. tog over efter Frederik 6., så var de endnu højere til Frederik 7. Og denne gang tilsat den enorme skuffelse over at der ikke skete de store ændringer under Christian 8. Læser man aviserne lyser utålmodigheden ud af dem: borgerskabet ville ikke skuffes endnu engang.

I morges tidligt uddeltes her i staden efterstående "åbne Brev", der er dateret den 20. januar:

"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Gør vitterligt: Efter at den almægtige har hjemkaldt fædrelandets dyrebare konge vor højtelskede fader, hans majestæt kong Christian den Ottende, har Vi besteget vore fædres trone. I det Vi er dybt rørte og smerteligt bevægede ved det hårde slag der har truffet Os som søn, deler Vi med vort tro folk sorgen over det store tab, der har ramt det dyrebare fædreland og søger Vi vor styrke, fast tillid til den algodes bistand og i bevidstheden om vor oprigtige og alvorlige vilje at fremme vort elskede folks velfærd.

Det skal være Vort første og vigtigste formål al følge vor højtelskende faders ophøjede eksempel, som han at forene mildhed med retfærdighed i vor regering, at omfatte samtlige landsdeles beboere med lige landsfaderlig kærlighed, og ikke alene at fortsætte de af ham begyndte forbedringer i forvaltningen, men også at tilendebringe den af ham påtænkte ordning af statens offentlige forhold, hvis fuldførelse alene ved vor højtelskede faders sygdom og bortkastelse er blevet udsat og som tilsigter at betrygge borgernes gensidige rettigheder, i vort elskede fædreland at fremme enighed og dermed at befæste samfundets styrke og hæder. 

Det er i øvrigt vor vilje, at alle offentlige forretninger skal have deres ustandsede gang i overeensstemmelse med de foreskrevne regler, og at alle af den højsalige konge beskikkede eller stadfæstede embedsmænd indtil videre skal vedblive deres embedsforretninger under den af dem forhen aflagte troskabsed.

Givet på vort slot Christiansborg, den 20. jan. 1848.
Under Vor kongelige hånd og segl.
Frederik R.
Stemann.
Ørsted.
Bentzen. Holm. Algreen-Ussing.

Frederik VII. Ukendt årstal og kunstner. Public Domain.

Den 21. januar 1848.

Klokken 9 i morges lød generalmarchen og folket strømmede imod Slotspladsen.

En halv time efter blev Frederik den 7. udråbt til konge. 

Garnisonen samledes på de forskellige alarmpladser. Borgerne på Kongens Nytorv, studenterne ved Universitetet og livjægerne i eksercerhuset. Prins Frederik Ferdinand red omkring for at modtage den sædvanlige ed. En talrig menneskemasse fulgte efter og iagttog med interesse frikorpsenes edsaflæggelse.

På universitetstrappen havde flere hundrede mennesker samlet sig, og mens auditøren for Studenterkorpset oplæste den brugelige edsformular lød derfra et leve for friheden, som besvaredes med et vedholdende hurra. Chefer og officerspersonalet aflagde derefter eden, mens studenterne iagttog en værdig ubevægelig tavshed. Endnu engang udbragtes et mange gange gentaget hurra for friheden, hvorefter man roligt skiltes.

- Vagten på Christianborg Slot, hvor Frederik den Syvende residerer, er i middags blevet overdraget til Københavns borgerlige infanteri.

-Efterstående adresse fra flere hundrede borgere, især af den studerende og den arbejdende klasse, er idag blevet indgiver til hovedstadens borgerrepræsentanter og stænderdeputerede:

- Vi undertegnede borgere og indbyggere i København opfordrer herved de herværende Stænderdeputerede og hovedstadens borgerrepræsentanter til at tage de til de nærværende omstændigheders vigtighed svarende forholdsregler, for som folkets naturlige talsmænd i det rette øjeblik at kunne frembære for Hans Majestæt Kongen Folkets Ønsker "

Christiansborg Slot. Georg Hoffman. Statens Museum for Kunst, public domain.

(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)

Det virker som om Kjøbenhavnsposten ville gribe Frederik 7. på ordet: Han havde lovet en ny forfatning, nu skulle det ske. Men den følgende måned varslede ilde. Avisen vedblev at rapportere om beslaglæggelserne af aviser (censuren) som om intet ville ske. Men denne gang var den internationale situation anderledes. Der  var revolutionær stemning i Paris i februar 1848, og Kjøbenhavnsposten opfordrede Frederik 7. til at anerkende den nye republik. Det mente man ville skabe ro i hertugdømmerne, hvor utilfredsheden mee enevælden var stor.


København, den 22. januar 1848.
- Man skulle næsten antage, at det måtte interessere nogen, om den rolighed og orden, som i de sidste to dage har hersket her i staden, afbrødes på en eller anden usømmelig måde, der kunde give politiet anledning til at anvende den rå magt. De mange stokkebevæbnede polititjenere, som endog i nat har patruljeret frem og tilbage på visse steder i gaderne, i forening med udspredte rygter om foresatte uordener, kunne navnlig let fremkalde en sådan formodning. 

Den blandt folket herskende ånd afgiver imidlertid sikkerhed nok for, at det aldeles ikke havde virket fornødent at træffe nogensomhelst overordentlig politiforanstaltning i disse dage; man ser fremtiden i møde med den rolige og faste forvisning at Frederik den Syvende vil blive en folkelig konge, hvis øre til enhver tid vil være åbent for dem, der tolker folkets sande tarv og trang, og at han med åben velvilje vil modtage fremstillingen derom såvel nu, som når hele folket først ved en fuldstændig udvidet og selvvalgt repræsentation får lejlighed til at fremkomme dermed for tronen. Det er forvisningen herom, som det forhåbentlig ikke vil lykkes at rokke hverken fra den ene eller den anden side.

- I eftermiddags kl. 4 bevirkede en talrig menneskemasse sig gennem gaderne fra Studenterforeningens lokale til studiegården for at bringe professorerne dhrr. Clausen og Schouw deres hyldest med et ni gange gentaget hurra hilste de disse Herrer som de første, der på en bestemt måde er optrådte med ønsket om en fri forfatnings indførelse i Danmark. Efter at prof. Clausen på egne og kollegas vegne havde taget ordet, udbragtes atter et leve for hver af de to herrer, hvorpå forsamlingen i god orden drog tilbage og roligt skiltes.

(Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848).

Christian 8.'s Død og Liigbegjængelse Januar-Februar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 12. januar meldte aviserne at Christian 8. pludselig var blevet syg. Den 21. januar kunne de så meddele at han var død. Forværringen af kongens tilstand fremgik af små notitser i Kjøbenhavnsposten:

Kjøbenhavn den 12. januar 1848.
Angående hs. m. kongens befindede bekendtgøres i dag at den betændelse i armen, hvoraf hs. m. kongen i nogle dage har lidt, endnu ikke er i aftagende. Skønt den ledsagende feber ikke er heftig, har hs. m. dog kun sovet lidt i nat.
(Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1848)

Hs. maj. kongen har i nat af og til sovet roligt. Betændelseshævelsen i armen er noget formindsket og feberen har siden i går været ringe.
Den 13. januar 1848. E Dahlerup.
(Kjøbenhavnsposten, 13. januar 1848).

Hans majestæt kongen har såvel i går eftermiddag som i nat haft noget stærkere feber, og har af den grund kun sovet nogle timer i begyndelsen af natten. Armens tilstand er ikke forandret siden i går.
Den 18. januar 1848. E: Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten 18. januar 1848)

Hans Majestæt Kongen har siden i går eftermiddag næsten uafbrudt haft feber. Natten har været søvnløs og kræfterne er derved aftaget.
Den 19. januar 1848.
E. Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848).

Hans Majestæt Kongen har i dag haft mindre heftig feber, har sovet noget, og befinder sig i aften lidt bedre. Hævelsen i armen er noget aftaget og en god suppuration begynder at vise sig i incisionssårene.
Den 19. januar, om aftenen kl. 9. E. Dahlerup.

Hans majestæt kongen har haft en søvnløs nat. I øvrigt er alderhøjstsammes befindende og armens tilstand omtrent som i aftes.
Den 20. januar 1848. E. Dahlerup.

Den i går formiddags udgivne mistrøstige bulletin angående hs. m. kongens sygdom havde op på dagen fremkaldt en overordentlig bekymring blandt en stor del af hovedstadens befolkning, hvorfor talrige menneskemasser hele aftenen strømmede ud til Amalienborg for nøjere at erkyndige sig om hs. m.'s tilstand. Den almindelige bevægelse der vistnok vidnede om en oprigtig deltagelse, blev ikke bilagt før omtrent kl. 9, da politidirektøren kom ned fra det kgl. palæ og meddelte ovenstående efterretning angående kongens befindende. Fra i morges af har ligeledes en talrig mængde mennesker været i stadig bevægelse fra og til Amalienborg.
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1848).

Christian VIII (1845). Maleri af J. V. Gertner (1818-1871). Public Domain. 

Idag proclameredes

Christian den Ottendes Død og Frederik den Syvendes Thronbestigelse.

Uventet skønt ikke pludselig, er denne forandring indtrådt, der finder så mange uforberedt og så meget ufuldendt. - Det var kun i otte år Christian den Ottende beklædte tronen. Under de største forhåbninger fra folkets side besteg han den. Forhåbninger, der grænsede til vished; men nu er tiden udløbet; der kan ikke opfyldes mere af disse forhåbninger end der allerede er sket. - I et sådant øjeblik må et folk vel kunne føle hvad det er at have sine forhåbninger beroende hos en enkelt personlighed, at overlade byrden til ham alene. - Christian den Ottende har ført en lykkelig regering; lykkelig som få eller ingen af hans forgængere; men den blev for kort for ham til at opfylde, hvad man havde ventet af hans indsigt og kundskaber, af hans ungdoms eksempel. Man kom i de vigtigste spørgsmål for stat og folk under hans regering ikke videre end i det højeste til forberedelserne. Derfor vil hans regeringstid ikke alene blive kaldt lykkens men også forberedelsens tid. At den som sådan var så lang, har man ikke ret til at sige, var hans skyld; det må meget mere tilskrives fortidens forhold og folkets mangel på kraft og på den rette selvbevidsthed. -
  
At han kunne handle hurtigt og afgørende, tilsidesatte alle hindringer når han var ledsaget af et folk, der ikke blev tilbage i den afgørende time, det vidner Norge og dets fortræffelige grundlov om! - Det er ikke alene Danmarks absolutte konge, men også den, der engang var Norges første konstitutionelle konge, hvis liv i nat er udslukt. - Historien vil gemme hans navn såvel i Norge som i Danmark; - det var den sidste Konge, der havde regeret, om også til forskellige tider i de to skandinaviske riger. - Norge har allerede i en hel menneskealder nydt frugten af den frihedens tilstand, hvori han efterlod det ved sin bortgang. - I Danmark var det kun de lange forberedelser til en lignende tilstand, som det blev hans lod at udføre. - Men er de nu udførte? Er denne forberedelsens tid for Danmark nu virkelig snart til ende? Det er et spørgsmål, som det danske folk vel må gøre sig selv i dette øjeblik; hele den civiliserede verden gentager det. -  

Frederik den Sjettes fornemste værk i hans lange, ofte af modgang hjemsøgte regering, var indførelsen af rådgivende provinsialstænder, efter en meget indstrænket valglov og adspiltede i fire forskellige forsamlinger. - Udviklingen af denne første begyndelse til en fuldstændig repræsentativ forfatning var den første og højeste forventning, folket satte og kunne sætte til Christian den Ottende ved hans tronbestigelse - Men de rådgivende provinsialstænders institution er under Christian den Ottende forblevet som den var. Forberedelserne til at udvide og udvikle den, hører til det som det ikke var forbeholdt Christian den Ottende at fuldføre. Mange af den afdøde konges foranstaltninger, der vidnede om ualmindelig indsigt og et folkeligt sindelag, kunne vistnok henregnes til disse forberedelser. Oplysningen har i alle retninger  gjort betydelige fremskridt under Christian den Ottendes korte regeringstid, og man kan vel antage, at meget som dertil endnu behøvedes, kun ventede på en sidste afgørelse. 

Men det store skridt står endnu tilbage at udføre. Det er det han han efterladt sin søn og efterfølger som åndelig arv, det er det hvortil folket ved enighed og selvbevidsthed skal bidrage, ved at understøtte den unge konges stræben med tilkendegivelsen af hvad det behøver og trænger til. - En konge i vore dage og især en konge i Danmark kan ikke ville andet end hele sit folks vel, men til at komme til overbevisning om hvad dertil udfordres, er det for en sådan konge ikke nok at høre sine embedsmænds råd og mening, han må også vil høre folkets råd og mening. Det er dertil at stænderinstitutionen blev indført af Frederik den Sjette, men denne opgave har den hidtil ikke kunnet opfylde i nogen væsentlig grad, fordi kun den mindste del af folket, kun enkelte klasser er delagtige i den derved indførte repræsentation - Hvad der ikke var modent i 1839, skulle det ikke være blevet det i 1848? - Folket har gjort mere end en betydningsfuld erfaring i denne periode. Det har lært at indse meget, som endnu var uklart i 1840. 

Det danske folks forhåbninger 1839 knyttede sig ikke blot til Christian den Ottendes indsigter og kundskaber, men fornemmelig til hans ungdomsgerning. - Det danskef olks forhåbninger nu knytter sig hovedsagelig til Frederik den Syvendes folkelige egenskaber. Det har overbevisningen om, at han så højt som nogen konge før ham elsker Danmark og det danske folk, og dette giver forvisningen om, at han også vil gøre det stærkt ved at føre det friheden i møde, ved de Midler og ad den vej uden hvilke den ikke kan vindes. Det nærer forvisningen om, at han vil opfylde den repræsentative ides fordringer, gennemføre den for hele folket, for at han trygt kan støtte sig til hele folket. Måtte overbevisningen om at han ene derved kan få den mest fuldkomne sikkerhed mod alle ydre og indre fjender, der nu eller nogensinde måtte true hans krone, finde overvejende indgang i hans hjerte og bestemme hans beslutninger, og måtte han dertil finde, at forberedelsens tid nu har varet længe nok, at enhver længere udsættelse ville være skadelig og unødvendig, så vil ikke blot fremtiden regne hans regering til Danmarks betydningsfuldeste, den, fra hvis begyndelse det dansk, folks statsborgerlige modenhed daterer sig, men fjern og nær blandt alle nutidens oplyste nationer vil hans navn blive ophøjet og æret. 

Christian den Ottende tilhører nu historien, men er det end først forbeholdt en fjernere fremtid at bedømme hans regering over det danske folk klart og upartisk, så har den dog givet en lære, der taler tydeligt til nutiden, og det er den at det er nødvendigt at handle mens man har tid dertil. Måtte derfor Danmarks nuværende konge dybt føle at det nu står til ham at udføre og fuldføre hvad der kan sikre den danske stats fremtid, hvad der kan føre det danske folk fremad til frihed og en højere indre orden.

Fred og erkendtlig påskønnelse med Christian den Ottendes minde! Frihed og folkelighed følge Frederik den Syvendes regering!

Dronning Caroline Amalie (1796-1881). Gift med den senere Christian 8. i 1815. Hun var datter af hertugen af Augustenborg og som sådan set med nogen mistro i konflikten i Slesvig-Holsten. Denne modvilje mod hende var især stærk omkring det tidspunkt hvor kongen døde og situationen i Slesvig-Holsten spidsede til. De fik aldrig børn sammen, Frederik 7. var fra Christian 8.s første kone, Charlotte Frederikke. (Statens Museum for Kunst - Public Domain).

(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)


- Højsalig kong Christian den Ottendes tilstand var siden onsdag formiddag så godt som håbløs; om aftenen syntes, som den da udstedte bulletin udviser, nogle symptomer at antyde en forandring til det bedre, men det var kun livskraftens sidste opblussen, og torsdag formiddag indtrådte varslerne om dødens nærmielse. Kongen led i sine sidste timer sikkert meget store smerter, men bevarede stor ro og hengivenhed i sin skæbne, og havde i det mindste af og til næsten lige til det sidste øjeblik sin bevidsthed. Torsdag eftermiddag kl. omtrent 3 lod kongen sig nadveren meddele, hvori dronningen deltog, og tog derpå afsked med sin Familie. I dødsøjeblikket var, foruden hendes majestæt, overhofmarskal v. Lewetzau og Geheimeetatsråd Adler til stede. 

Det kongelige lig er siden bevogtet af en adjudant og en læge; i går er dels desektion foretaget, og i dag begyndes dets balsamering, hvorpå det efter vanlig skik vil blive udstillet på lit de parade. Det skal af de udståede lidelser være så udtæret og forandret, at det er vanskeligt nok at genkende trækkene. Budskabet om kong Christian den Ottendes død overbragtes hans søn og efterfølger, der efter at have taget afsked med sin fader, torsdag eftermiddag havde begivet sig til Christiansborg, af generaladjudanten, general Edvald og kabinetssekretæren, kammerherre Tillisch, hvorpå den nye konge tog hovedetagen i Christiansborg i beboelse og straks efter modtog statsrådets medlemmer og flere høje embedsmænd. Efter forlydende har overhofmarschal v. Lewetzau, kammerherre Tillisch og etatsråd Lunding fået det hverv, at tage i bevaring og ordne den afdødes portefølje, papirer og brevskaber. - Den kongelige familie er naturligviis nedsunket i dyb sorg, der vistnok af ingen føles bittrere end af hendes majestæt enkedronning Caroline Amalie, som stedse skænkede sin kongelige ægtefælle et kvindeligt hjertes fulde hengivenhed, og som med en overordenlig udholdenhed og opoffrende troskab i de sidste dage næsten uafbrudt har dvælet ved hans smertensleje og deltaget i hans pleje. (Fædrel.) -

- Adresse-Avisen for i dag indeholder følgende bekendtgørelse:
- Søndag den 23. jan. bliver sorgen for højsalig kongen på følgende måde anlagt, og vedvarer i 6 månder fra bemeldte dag at regne, nemlig: For kavalerer: 3 måneder førte klæder med klædesknapper, kort kårde og spænder, bredsømmede manchetter, og pleureuser for de 3 første klasser af rangen. 2 Måneder førte klæder med klædes-knapper, blå kårde og spænde og smalsømmede manchetter. 4 uger førte klæder med silkeknapper og knaphuller, blank kårde og spænder, kammerdugs manchetter med frynser i de første 14 dage, og de sidste 14 dage kniplingsmanchetter. For damer: 3 måneder dybeste sorg med snip og krepflor med brede sømme, kraver og lange ærmer, samt slør. 2 måneder spejlslør , men ikke snip. 14 dage førte klæder med frynser, og 14 dage med kniplinger. De af den 1. klasse i rangen giver deres domestikker sorte livreer, distingveredc ved skulderbånd, som kan være af alle farver, kun ikke ganske røde eller røde og sorte. De lader deres ekvipage overtrække med sort piqueret klæde, samt forsyner med våben på siderne af vognene, hvilke, såvelsom de sorte livreer, kun bruges i de 5 første måneder af sørgetiden. 

Lidt over en måned senere blev kongens kiste så ført til Roskilde hvor den stadig står til skue. Begravelsen foregik fredeligere end Frederik 6.'s

Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848)

København, den 26. februar 1848.
- Kong Christian den Ottendes ligbegængelse gennem hovedstaden foregik i aftes med megen højtidelighed. Foruden de anordnede sørgeceremonier blev ved Charlottenborg af kunstnerne udført en smuk sørgesang, mens ligvognen standsede, ligesom også ved Vesterport en lignende sang udførtes af flere samlede sangforeninger. På Højbroplads havde en del mænd fra Amager med faner og brændende vokskærter sluttet sig til den der opstillede Borgervæbning. Den udenfor porten oprejste og smukt oplyste æresport afgav i særdeleshed et imposant skue; her blev ligeledes en sang afsunget. Vi skulle i et følgende
nummer meddele noget mere om disse æresbevisninger samt om højtideligheden i dag i Roskilde. Med sørgetoget her gennem staden fulgte også til fods Københavns Magistrat, borgerrepræsentanter, gejstlighed, oldermænd og formænd. En uhyre folkemasse var fordelt på alle de torve og gader og den vejudenfor byen, som sørgetoget passerede, og endnu langt ud på natten trængte man sig frem og tilbage igennem stadens snævre udgange, dog overalt med den mest mulige orden og passende rolighed.

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1848).

Christian VIIIs kiste i Roskilde Domkirke. Udgivet i public domain under CCL.


(Aalbo. Av.) I Viborg har bureaukratiet atter, denne gang det gejstlige, været på spil og forbudt afsyngningen af en kirkekantate på kong Christian den Ottendes bisættelsesdag, i den hellige iver for at overholde forbuddet imod "offentligt spil". Det er dog virkelig kosteligt hvor vidt devotismen mod anordningernes bogstav kan bringe det. Ved selve kongeligets bisættelse i Roskilde turde derimod udføres en kantate for fuldt orkester i Roskilde Domkirke, ligesom lignende festligheder var arrangeret for flere af hovedstadens kirker, og i selve Viborg har man fredag aften blæst fra tårnene uden at den høje gejstlige er blevet forarget deruver. Det er virkelig skade at salig Holberg er død. Han ville vist nok ellers nu have taget bopæl i Viborg.

(Kjøbenhavnsposten, 3. marts. 1848).

Kjøbenhavnsk Asyler (Efterskift til Politivennen)

Det vil ikke være ubekendt, af Asylbestyrelsens derom udgåede opfordring til almenheden, at de københavnske asylers antal står i fare for at formindskes af mangel på midler til at vedligeholde Asylselskabets virksomhed i dets hidtilværende udstrækning. Et af stadens asyler må ophæves hvis det ikke lykkes inden meget føje tid at skaffe midlerne til dets beståen. Børn som have fundet et tilflugtssted hvor man værnede om deres uvogtede barndom, vil atter blive overladt til sig selv. Forældre der var trygge for deres børn, mens de selv arbejder, vil miste denne sikkerhed som letter dem byrden af deres ofte tunge dagværk, og de vil føle dette dobbelt efter i flere år at have nydt og påskønnet denne velgerning. Asylerne vil for lang tid blive nødt til at nægte andre forældre som ønsker deres børn optaget, adgang af mangel på plads, og interessen for disse velgørende stiftelser hvis gavnlighed vistnok ikke længere behøver nogen anbefaling, vil atter tabe sig blandt den fattige befolkning, som nu har lært at skatte og at søge dem. Vi kunne vel kalde denne tilbagegang en ulykke. 

Christianshavns Asyl, Amagergade er Asylselskabets næstældste, og det ældste stadig eksisterende. Der er stadig børneinstitution. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asylernes dameforeninger til hvem det daglige tilsyn i asylerne er overdraget, føler sig smertelig berørte ved den forestående indskrænkning. Vi kan ikke uden dyb medfølelse tænke os så mange små opgivne og overladt til sig selv, så mange forældre ængstede og sorgfulde for deres børn; vi kan ikke se denne sørgelige tilbagegang i en god sag, uden at søge at afværge den ved at bidrage hvad der står i vor magt til at forhindre så mange farer og bekymringer. Dameforeningerne for samtlige asyler har derfor forenet sig om at ville opfordre vore medsøstre og enhver, som har vilje og evne til at bidrage til vort øjemed til ved håndarbejder og andre gaver at komme asylerne til hjælp, og de har udvalgt os undertegnede til at frembære den fælles bøn og modtage vore medborgeres kærlige bidrag.

Idet vi altså efterkommer dette hverv, ved at lægge almenheden vore asylers nød ret varmt på hjertet, opfordrer vi til at komme disse stiftelser til hjælp ved håndarbejder og andre gaver, hvilke vi derpå vil besørge realiserede ved en bazar, som agtes afholdt i marts måned. Også til handlende og håndværkere henvender vi denne opfordring, i den overbevisning at der iblandt dem vil findes nogen, som vil betænke asylerne med en lille gave af deres forråd. og vi håber at bidragenes mangfoldige forskellighed vil være et vidnesbyrd om, at vor bøn har fundet indgang hos alle klasser af samfundet, og har rørt den følelse som er fælles for dem alle. 

Enhver af os undertegnede er rede til at modtage de gaver, som man veldædigt vil ofre hertil, og som bedes tilstillet os inden lørdag den 4. marts. Da det vil blive os meget vanskeligt og ofte aldeles umuligt at vurdere de indkomne gaver, beder vi enhver af de ærede bidragende om at vise os den godhed, at tilføje en angivelse af bidragets omtrentlige værdi til det navn eller mærke, hvorunder det bliver indleveret.

København den 10. januar 1848.

R. Bruun,
Kultorvet 135-136. 2. s.
H. Deichmann,

Klareboderne 8, 1 S.
Engelstoft,
Frederiksberggade 13, 2 S.

H. Halkjær.

Bredgade 174, A, 1 s.

E. Glahn,

Gothersgade 336, 3, 1 S.

L. Hornbeck,

Bredgade 189, 2 S.

A. Kall,

Kronprinsensgade 37, 3 S.

C. Reinert,

Overgaden neden Vandet 166, 2 s
J. Harboe,
Strandgade 46, 2 s.
E. Ibsen
Pilestræde 85, 1 s.
Th. Lange
Gammeltorv 98, 1 s
L. SMith
Kannikestræde 34, 1 s.

A. de Saint- Aubain,

Nyhavn 279, 2 S.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. januar 1848)

Det første københavnske asyl "Asylet af 28. maj" (1835) gav navn til asylgade, det flyttede dog nogle år senere til Adelgade. Herefter kom Christianshavns Asyl, Amagergade (1837), Frederik VI's Asyl i St. Pedersstræde (1840). Der findes stadig 9 asyler. Foto af asylet i Asylgade (1904). Fotograf Frederik Riise. Public domain, Kbhbilleder.

Bazaren blev aflyst som følge af krigsudbruddet, det fremgår af denne notits:

Om Bazaren for Asylerne.
I Berlingske tidende (Tillægget nr. 109) læses en opfordring til den komite som i sin tid har foranstalte en indsamling af håndarbejder og andre gaver til en bazar for asylerne hvilken nu, på grund af tidsomstændighederne, må opsættes til en belejligere tid. Denne opfordring lyder således:
"Flere som har indleveret arbejder til den for asylerne påtænkte bazar, ønsker at disse måtte blive solgt til indtægt for de sårede krigere, men forpligter sig derhos til at erstatte dem med andre, i et for asylerne heldigere øjeblik. Svar på denne opfordring vil enhver af de ærede givere få ved at henvende sig til den dame der i sin td har modtaget de til asylbazaren skænkede bidrag.
København den 6. maj 1848
komiteen.


(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1848)

Der blev i stedet afholdt en bazar for asylerne 17. december 1848 på Gammeltorv 4, ifølge bl.a. Flyveposten 16. december 1848. Hjælpen kom dog i sidste ende fra en anden kant:

Asylerne i København hvis finansielle status havde antaget et betænkeligt udseende, har i slutningen af forrige år haft det held at have en sådan tilgang af milde gaver at deres tilværelse nu er sikret. Afdøde hofråd Hambro i London hr legeret dem 10.000 rbd., afdøde kollektør Seidelin 8.000 rbd., og ved den afholdte bazar er der indkommet 2.400 rbd. (Fyens Av.)


(Sorø Amts-Tidende eller Den Vestsjællandske Avis (Slagelse), 29. januar 1849).

Mange af asylerne eksisterer stadig, her Caroline Amalies Asyl, Rigensgade 36. Det blev stiftet 1829 af daværende prinsesse, senere Christian 8.s dronning Caroline Amalie. I starten lå det i den tysk-reformerte præstebolig i Gothersgade, senere Store Kongensgade 86 (nedrevet), og fra 1866 i denne bygning, tegnet af arkitekt H. S. Sibbern. Den er nu kommunal børnehave. 

Vederstyggelige Monumenter i Kirkerne. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Det er ikke sjældent, at man i vore gamle kirker, der har deres oprindelse fra de katolske tider, træffer på billeder, der både udmærker sig ved deres smagløse udførelse og tillige ofte uundgåelig må tjene til at forvirre menigmands religiøse begreber. Især gør de hæsligt katolske krucifikser et ubeskriveligt indtryk, idet de næppe fremkalder andet end forestillinger fra middelalderens mørke fanatiske tider, og deres jammerskikkelse snarere vækker rædsel end medfølelse. Sådanne illustrationer af de bibelske fortællinger er ofte så smagløse at de som en forfejlet patos i et sørgespil fremkalder det modsatte indtryk.

At vore købstads- og landsbykirker endnu indeholder mange sådanne monumenter, der snarere henhører i et antikvitets-museum end i kirken, og at skulpturens frembringelser fremfor alt ingenlunde har deres rette pladser kirken, derom turde måske selv de strengeste teologer være enige. Allerede i slutningen af det syvende århundrede begyndte de orientalske kristne og især flere af det østromerske riges kejsere at forarges over den umådelige mængde billeder hvormed kirkerne var opfyldt, og som i disse rå tider nød guddommelig dyrkelse. Den hæslige billeddyrkelse oprørte dem, og de bestræbte sig derfor at bortskaffe disse uendelig mange billeder og skulpturer. Imidlertid måtte de snart erkende, at det ikke er nogen let sag at udrive folk af deres vildfarelse, mens det derimod er langt lettere at binde den lettroende hob noget endog håndgribeligt usandt på ærmet. Billedernes afskaffelse, en foranstaltning der syntes så fornuftig og agtværdig, vakte tværtimod såre voldsomme stridigheder, der atter ledede til forfølgelser og misgerninger, som til begge parters store skændsel varede i henved 200 år, og til sidst dog endtes med at - alt blev ved det gamle. 

Næppe noget der ville falde i skribentens smag: Udvalg af forskellige billeder, krucifiks og udskæringer i Holmens Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der fandtes tre sindsretninger, som gjorde sig gældende i billedstriden. Et parti holdt på billederne fordi de i dem dyrkede de guddommelige genstande og religiøse ting. I streng modsætning hertil påstod et andet parti, at hver brug af billeder i religiøse anliggender var et rent misbrug, og at det at fremstille de gudelige ting ved hjælp af sanselige billeder, var netop at nedværdige dem. Endelig gaves der endnu et tredje parti, der holdt sig i behørig afstand og under alle disse barbariske kampe mellem billedernes forsvarere og ødelæggere for det meste afgav den rolige tilskuer, i den overbevisning at det nok var muligt at gøre et passende udvalg af det der kunne bruges til genstand for religiøse billeder, samt at kunsten kunne helliges ved kristendommen og bruges som dens tjenerinde. 

At den ældste kristelige kirke ikke har kendt noget til billeder, er sandsynligt; for den er jo oprundet i det land og blandt det folk, der aldrig har tænkt eller vovet på sådanne kunster. De romerske paver derimod forstod bedre at vurdere billedernes magiske indflydelse, og således har man den efterretning om pave Gregor den Store der netop levede i den tid, da billedstriden fandt sted, og som erklærede billederne for tilladelige, at han irettesatte en ivrig fransk biskop, der i sit distrikt ikke ville tåle billeder. Paven påstod nemlig at folk nødvendigvis, selv i kirken, måtte have noget for øjnene; og da man dengang kun havde få skrifter, var det såre godt at komme mængdens hukommelse til hjælp med oplysende billeder. 

Grækerne, blandt hvilke kristendommen tidligt blev sammensmeltet med deres gamle, fantasirige kunstsans og forfinede hedenskab , kunne ikke undlade at danne, male, støbe og hugge billeder, så at den tids jøder og muhamedanere rent ud kaldte dem afgudsdyrkere. Og dette tilnavn var ikke heller ganske ufortjent, da helgenbillederne og disses dyrkelse gik i det uendelige. Lidt efter lidt begyndte den græske billedstrid at blive hedere, idet despotiske kejsere og fanatiske munke blev forkæmpere i hele den uværdige strid, hvori både billeder og mennesker gik til grunde i tusindvis. Det gik til med grueligt barbari. De stakkels billeder, hvoriblandt sikkert mange herlige kunstværker, offredes til flammerne, eller lemlæstedes, uagtet nogle af dem var af sådanne dimensioner, at man næppe vred, hvorledes billedstormerne fik bugt med dem. Ikke bedre gik det deres tilbedere, der hjemfaldt til bøddelen efter at 300 biskopper, der i året 754 samledes i Konstantinopel, formelig lyste band over alle billederne samt deres fabrikanter. 

Dermed skulde man nu mene at sagen havde været endt. Dog, dette var ingenlunde tilfældet; for 33 år derefter forsamledes i Nicæa et nyt gejstligt koncilium af 350 bisper, der alle i største enighed sadlede om, og i fuldkommen modsætning til deres forgængere i troen lyste alle mulige forbandelser over dem, der i Konstantinopel havde udladt sig mod billeddyrkelsen eller nogensinde forgreb sig på de hellige kunstgenstande. Således kom billeddyrkelsen igen til sine gamle rettigheder. Dog herover må man ikke undre sig, da denne dyrkelse dengang dels lå i folkeånden, dels fandt afgjort forsvar i de talrige munkeordener, der havde stor fordel af at fordigt og forhandle disse hellige kunstprodukter, mens højtstående damer, hvoriblandt kejserinderne Irene og Theodor, med bigot iver forfægtede billedernes ret. Måske det moment, som disse fromme herskerinder lagde i vægtskålen, mest bidrog til at frelse de stakkels helgenportrætter, så vist som de ofte i historien har afgivet tydelige beviser på hvad de i den teologiske retning har formået. 

Med hensyn til de vesteuropæiske nationer, blev tingen der behandlet med mere ligegyldighed, dels formedelst folkenes utrolige uvidenhed, og dels på grund af den mindre spekulative retning som vestens teologer endnu dengang havde sået. Karl den Stores bisper og prælater synes ikke at have været billeddyrkelsen synderlig bevågen, men paverne i Rom der i grunden holdt med billeddyrkerne, og det af let begribelige årsager, fandt sig dog beføjede til at se gennem fingre med de mægtige frankiske kejsere, og lidt efter lidt døde denne fordærvelige strid hen efter at den havde raset i et par hundrede år, indtil den med fornyet kraft atter vågnede på reformationens tider. I.

(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1848)