Forsamling i Hippodromen 12te Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Forsamling i Hippodromen. Den til Gaar berammede Forsamling i Hippodromen, der havde til Hensigt at petitionere Hans Majestæt, vor folkelige Konge, om en Udvidelse af Valgloven, var besøgt af henved 2000 Deeltagere, der alle havde underskrevet Adressen. Forsamlingen besluttede for det Første, at Petitionen skulde overgives umiddelbart til Hans Majestæt af en Deputation, valgt blandt de 17 Mænd, der havde stillet sig i Spidsen for dette Anliggende; for det Andet, at Deputationen skulde sammenkalde en ny Forsamling, saasnart den havde havt Audients hos Kongen, for at gjøre Petitionairerne bekjendte med Udfaldet af deres Sendelse og for at disse kunde udnævne en permanent Comitee, der paa enhver lovlig Maade skulde fremme Sagen og navnligen sætte sig i Forbindelse med Mænd, der maatte virke til det samme Maal.

Da Hovedhensigten af Forsamlingens Sammenkaldelse saaledes var opnaaet, fandt, efter et fra flere Sider yttret Ønske, en høist livlig og interessant Discussion Sted om de Spørgsmaal, der for Øieblikket røre sig mægtigt i Folket, om Valgretten og om Nationaliteten.

Hr. Cand. Hother Hage yttrede, at han havde havt Betænkelighed ved at underskrive Petitionen, fordi den forlangte Valgret i delte Ords meest udstrakte Betydning, medens han kun vilde have uindskrænket Valgbarhed, men Valgretten bunden til visse Betingelser. Men han troede dog langt lettere at kunne slutte sig til dem, der forlangte , hvad der efter hans Anskuelse var noget for Meget, end til dem , der aldeles ikke vilde vide af nogen Reform at sige.

Hr. Magister Steen formanede de to Partier, der af ham betegnedes som der nationale og det ikke-nationale, til Enighed eg Forsoning; de vare dog enige i det Væsentlige: de ønskede Alle Frihed.

Hr. Redacteur Grüne udviklede, at foruden Ordet Frihed vilde et andet Ord ofte komme til at lyde, og det var Ordet Lighed, og at dette Ord vilde faae sin fulde Betydning, derfor borgede de nyeste europæiske Begivenheder, derfor borgede især vor nærværende Konges folkelige Charakteer.

Hr. Cand. Goldschmidt meente, at vi ikke kunde faae en Constitution strax, fordi vi ikke formaaede at indhente Slesvigernes Mening, uden som en anden Taler havde sagt, at faae et schleswig-holsteinsk Svar. Han meente derfor, at vi foreløbig skulde skjænke Slesvig alle de store politiske Goder: udvidet Communalfrihed, Associationsfrihed, Pressefrihed, Edsvorneretter, osv., og han meente, at det maaskee kunde hænde sig, naar vi sendte Frihedens Due til Slesvig , at den vilde hjembringe Fredens Olieblad.

Dr. Candidat Schak protesterede imod den tidligere brugte Benævnelse: nationalt og ikke nationalt Parti. Det ene Parti laae maaskee Friheden, det andet Ligheden mere paa Hjerte, men nationale vare de begge. Han foreslog derfor, hvis man endelig vilde have to Parlier, at kalde dette Frihed, hiint Lighedspartiet, og opfordrede dem til i ethvert Tilfælde at slutte Broderskab med hinanden. Med Varme og Begejstring udviklede han, hvorledes Nationalitetsspørgsmaalet og Frihedsspørgsmaalet burde gaae Haand i Haand, medens Taleren dog syntes at nære den Anskuelse, at i det nærværende faretruende Øieblik burde dette have Forrang for hiint.

Hr. Høiesteretsadvoeat Orla Lehmann forsvarede sig imod den Beskyldning, at han og hans politiske Venner nogensinde havde viist sig som Frihedens utroe Tjenere, medens de kæmpede for Eidergrændsen. Han erindrede om, at han havde været den Første, der nedlagde en høitidelig Protest mod vor nærværende Valglov, at han havde kæmpet med Utrættelighed i Pressens Tieneste, at Ingen var lagt mere for Had af Aristokraterne end netop han, og at han nu som altid var Demokratiet hengiven, men han forlangte rigtignok en ganske anden Frihed, end den Communalfrihed, Hr. Goldschmidt forlangte. Han vilde have en Folkefrihed, afpræget i Statsstyrelsen, og derfor maatte vi ogsaa bestemme, hvor den danske Slats Grændser vare, derfor havde han og hans politiske Venner oprejst deres Banner ved Cideren. Om dette opfordrede han alle Fædrelandsvenner til at samle sig, og hvis Aristokraterne undlode at give Møde eller gjorde fælles Sag med Landets Fjender, da vee dem !

Efterat Hr. Cand. Albert i, Magnus Eirichson og nogle andre Talere havde fremsat deres Bemærkninger med Hensyn til de nærværende Stemninger og Tilstande hævedes Forsamlingen Kl. 11½. Discussionen blev ført med en Orden og parlamentarisk Tact, som man ikke skulde have ventet hos os, hvor store Folkeforsamlinger endnu ere et Særsyn. Den upartiske og besindige Maade, hvorpaa Dirigenten, Hr. Fineerskærer Frederiksen, ledede Forhandlingerne, bidrog imidlertid ikke lidet hertil.

Rettelse. I Referatet af Forsamlingen i Casino, som findes i Tillæget for i Morges, er indløben et Par Feil, som herved rettes: L. 16 Danmarks og Slesvigs constitutionelle Forfatning l. Forening, L. 19 søgte at realisere Øiemedet med Forsamlingen l. søgte at paavise Midler til at realisere osv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1848, 2. udgave).

Den 14. marts og frem bragte Berlingske nyheder fra flere steder i Europa hvor de lokale magthavere havde ophævet eller lovet at ophæve censuren, regeringsskifter og andre betydelige ændringer i regeringsforholdene. Det gjaldt fx Hannover, Brunsvig, Hessen, Darmstadt. Andre steder fra var krav blevet afvist, fx af den østrigske kejser. Endnu andre steder meldtes om uroligheder, fx Hamburg, Østrig. En udførlig beretning fra Preussen blev offentliggjort den 18. marts 1848 (i 2. udgaven) og i de følgende dage også fra andre tyske stater.

Kjøbenhavn, Slesvig-Holsten, 7de til 8de Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Det danske gesandtskab i Paris meddelte i midten af marts at man anerkendte den nye regering i Paris og republikken.

Republikken proklameres på Bastillepladsen i Paris, 27. februar 1848. Illustrirte Chronik, No. 3, 1848

Kun Kjøbenhavnsposten formåede i denne periode sporadisk at forholde sig til på hvilkes vegne de forskellige politiske fløje udtalte sig. Og sætte spørgsmålstegn ved repræsentativiteten af fløjenes synspunkter i befolkningen generelt, især i spørgsmålet om hertugdømmerne. Hvad befolkningen generelt mente, er svært at vide, i en tid hvor den aldrig blev spurgt, hvor der ikke var folkesafstemninger, men hvor alt blev vurderet ud fra enkeltstående hændelser og episoder som kunne tages til indtægt for det ene eller andet synspunkt.

København, den 7. marts 1848.
- Det vil blive af særlig interesse at se hvilket indtryk efterretningen om revolutionen i Paris vil gøre i Holsten og Lauenborg, navnlig af hensyn til det forhold, hvori kongen af Danmark står til det Tyske Forbund for disse statsdeles vedkommende. Endnu er derom ikke offentlig fremført videre end nogle ytringer i Kieler Correspondzbl., som straks ved den første efterretning om udfaldet omtalte den sensation, derved var fremkaldt i Kiel, og nævnte at "hvad der nærmest måtte forekomme tyskerne uafviseligt og ufortøvet nødvendigt var en tættere forening af det sønderstykkede Tyskland og storartede folkelige institutioner" - for "uden dem kunne Tyskland træffes af en lignende ødelæggelse (sic), som der måske forestår Frankrig. Alle fædrelandsvenners øjne", mentes sluttelig, "vil nærmest være henvendte på Berlin". 

Hvad denne vejledning for tyske fædrelandsvenner angår, så skal vi blot tillade os at give vor ærede kollega i Kiel det råd, ikke for udelukkende at se hen til Berlin, men også vende blikket til andre dele af det preussiske monarki, fx til egnen ved Elberfeld, Schlesien, Rhinpreussen osv. Man turde da måske snart lære at indse, at Preussen let kunne få så fuldt op at bestille med sine egne anliggender, at det ikke fik tid til at iværksætte den ønskede tættere forening af Tyskland. For så vidt derimod "faste folkelige institutioner" anses for en påtrængende nødvendighed for hertugdømmerne, en anskuelse som vi fuldkommen deler - så vil det vist være mest rigtigt i så henseende at henvende blikket til vor fælles regering, til kongen af Danmark, da det er herfra at sådanne institutioner ene endnu kan udgå såvel for hertugdømmerne som for kongeriget, og vi tvivler heller ikke om, at de holstenske eller slesvig-holstenske fædrelandsvenner, som Correspbl. nærmest har for øje, og hvoraf de fleste nu vel ved omstændighedernes magt turde være blevet temmelig konservative, ved nærmere overvejelse snart vil indse rigtigheden i at modtage de Institutioner af den tilsigtede art, som herfra måtte bydes dem.

Sprogforhold i Slesvig omkring 1840. Historischer Atlas Schleswig-Holstein vom Mittelalter bis 1867. CCL-Share Alike. Der var adskillige argumenter som alle parter brugte, med større eller mindre vægt og hvad man skulle bruge dem til: Juridiske, historiske og sproglige. Dette kort er et bud på hvilke sprog der blev talt i Slesvig. Bemærk at byer som Tønder, Flensborg og Sønderborg var overvejende tysktalende. Formentlig talte mange flere sprog. Derudover var dette at være dansk- eller tysktalende ikke ensbetydende med at man var dansk- eller tysksindet. Ligesom "dansk" er et vidt begreb, idet sønderjysk i alle dens afskygninger adskiller sig en del fra rigsdansk, jysk og bornholmsk. 

(Kjøbenhavnsposten, 7. marts 1848).

I morgen (lørdag) aften afholdes i Casino en forsamling af fædrelandssindede mænd, hvortil indbydelsen er udstedt af etatsr. Hvidt i deres navn der har undertegnet den tidligere omtalte erklæring ang. forfatningsreskriptet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. marts 1848)

I denne kongelige proklamation af 6. marts 1848 erklærede kong Ludwig 1. af Bayern at fremlægge lovforslag om fuldstændig pressefrihed, forbedring af stændervalgsordningen og en del andre reformer. Samt at Tysklands enhed nu skulle forstærkes. (Forsiden af Allgemeine Zeitung, 7. marts 1848). Ludwig (1786-1868)  abdicerede kort tid efter som følge af martsrevolutionen. Det samme skete i 38 tyske småstater. Den var startet den 27. februar 1848 og havde hurtigt spredt sig. I løbet af marts til hele det tyske område. Højdepunktet var den 18. maj 1848 da nationalforsamlingen i Frankfurt samledes for at udfærdige en forfatning for et nyt samlet Tyskland inden 28. marts 1849. Det lykkedes ikke, idet de autoritære fyrster genvandt magten. Den preussiske kong Friedrich Wilhelm 4. afviste forslaget den 3. april 1849, og revolutionen var dermed de facto afsluttet. Alt dette vidste man imidlertid ikke i marts 1848, og overskrifterne alarmerede det københavnske borgerskab.

Kavalleriets første angreb på på folkemængden foran Berlin Slot, 18. marts 1848. Illustrirte Chronik, 5 1848.

Kniplingshandler Jens Wulff i Martsdagene 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Kniplingshandler Jens Wulff (1774-1858) fra Bredebro, nord for Tønder skrev detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. Politisk støttede han den danske konge og den dansk-tyske helstat, men han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne. Konflikten i hertugdømmerne fylder ikke meget i dagbøgerne, men i en slags årsberetning noterede han 31. december 1846. Bemærk at når Wulff skrev Danmark, mente han området til Kongeåen som dannede grænsen til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og så altså ikke omfattede det som vi i dag kender som Sønderjylland:

Her i landet var spændingen stoer dette aar mellem Danmark og hertugdømmerne. Kongens aabne brev, skiøndt vist velmeent, bragde stoer røre til veie. Først forlode stænderdepu[te]rede i Itzehoe forsamlingen, tilsidst lige saa i Schlesvig, og forbittrelsen er disværre gensidig stoer. Gud maa vide, hvordan dette vil ende . . . .

Men alt i alt giver dagbogen et indtryk af livet i Slesvig-Holsten uden de mange gnidninger mellem "tysk" og "dansk" Wulff skriver fx gerne digte på tysk. Bemærk at stednavne er skrevet dels på den "tyske" måde: Apenrade, Rendsburg og Flensburg, dels på den "danske": Tønder, Jylland. Wulff bevægede sig ubesværet gennem begge sprog. I 1848 nævnes ret sent begivenheder i marts, faktisk først den 23. marts 1848:

1848 23/3 . . . Der var hestemarked i Kloster i dag, og havde mand et daarlig veir. Mand hørte derfra det usalige rygte, at ogsaa her i landet skal være oprør; i Rendsborg skal mand have taget den kongelige casse i besiddelse, i Apenrade, skal der have været spectakel og det udskrevne militair vil ikke møde.

1848 24/3 .. . Brev fra Brasen med berettning, at al militair som heste blive indkaldt, i Kiøbenhavn de gamle ministre afskedigede og et nyt ministerium indført, megen røre overalt, nu ogsaa her i landet, og spændingen mellem de forskiellige nationaliteter, dansk og tysk meget stoer. Gid kuns alt fredelig maatte vorde ordnet .. .

1848 25/3 . . . Var i Harris og forefandt ved min hiemkomst ved expresse bud brev fra H. Nagel med den usalige berettning, at de Schlesvig-Holstener havde taget Rendsburg i besiddelse, anførte af prindsen af Augustenburg Nøer, før statholder i hertugdømmerne, i spidsen af det i Kiel stationerede jægerbataillon. Disværre have vi nu ogsaa krieg, indbyrdes krieg, i vort ellers saa fredelige land, og himlen maa vide, hvorhen dette vil føre . . .

1848 26/3 .. . Tog til Tønder for at see og høre, hvordan det stod i denne bevægede tid. Her var stoer røre, den provisoriske regiering i Rendsburg proclameret og her annerkiendt af magistrat og borgerskab, hvilket skal være tilfældet over alt i hertugdommene. Alle øvrigheder og embedsmænd maatte annerkiende den nye regiering eller træde af, alle casser er tagen i beslag og beordret indsendte til Rendsborg. Amtsforvalteren i Tønder, Holstein, vilde uden ordre have ladet sin kassebehold gaae til Ribe, men da mand fomam dette, blev huuset besat og bevogtet af borgere sidste nat, og manden kom i stoer forlegenhed, og kunne det være gaaen ham galt. Denne middag afgik under bevogtning pengene med posten til Rendsburg, og Holstein maatte bide i det sure æble og annerkiende den provisoriske regiering, da han ellers var bleven afsat.

Mange mennisker strømme til Rendsburg for at forsvare fæstningen som regieringen. Alle seminarister ville denne nat forlade byen og ile didhen, ligesom alle Kieler studenter skal være der, mand modseer ogsaa preusiske hielpetropper, og sandsynlig vil hele det tydske forbund mod de danske staae hertugdommene bi; Ja! det seer faerlig ud, Herren giv, at alt maatte vorde fredelig ordnet.

1848 27/3 . . . Megen uroe og bevægelse i gemytterne, alt lever i frygt og ængstlig forventning, ogsaa seer det faerlig og truende ud. I Jylland skal det ogsaa være uroelig, det heder, mand vil der have en republik; var i Harris, hvor Brasen yttrede maaske at kunde komme til at nedlægge sit embede, da han vilde holde den eed, han havde svooret kongen, og ikke ville eller kune annerkiende den provisoriske regiering, hvis dette skulle blive forlangt af ham.

1848 28/3 . . . Tog fod i haand og gik til Kloster, ogsaa her som over alt røre, en proclamation fra kongen af Preussen forkyndet, der vil sikkre og med vaabenmagt beskytte Schl. Holsteins uafhængighed og rettigheder i forening med hele Tydskland forbund; tillige blev bekiendtgiort, at collegierne i Kiøbenhavn skal være opløste, og alle Schl. Holstenere tagen bort derfra; det hedte tillige, at Christiansborg skal være omringet og stærk besat, for at forhindre kongen ey tager flugten, som mand skal frygte for; der skal herske stoer bevægelse, og det nye ministerium „lader ey“ til at kunde holde tingene i orden, men ønskes atter forandret.

I Flensburg indtraf i aftes tropper fra Rendsburg, det heder 2000 stk. som tager til Haderslev, hvor det danske parthie har hindret den provisoriske regierings annerkiendelse, den eneste bye i begge hertugdømme, hvor dette er vorden nægted; der skal være stærk giere, den danske prediger, Lauritz Sckov, maatte flygte; Koch, rédacteur af bladet Dannevirke, maatte sikkres ved at besætte huuset med borgervagt, og det heder, at han en affigium paa flere steder er bleven hængt. Benævnte 2de mænd ere hovedanførere i hiin egn for den danske propagande.

- - -

1848 29/3 . . . Var i Harris, hvor Mille var kommen hiem fra Colding. Hørte, at de danske tropper samles der fra Jylland som fra øerne. Mand venter at kunde opstille en armee af 20.000 mand, hvor det da skal gaae løs mod oprørerne i hertugdommene, og venter mand, kongen vil stille sig i spidsen af sin armee.

Det seer faerlig og truende ud, og Gud maae vide, hvordan alt vil vende sig; forbittrelsen bliir større og større mellem tydsk og dansk, og vort lykkelige land trues med ødeliggelse; kommer det til slag, da vil der flyde meget blod. Fra stæderne, især Ribe flygte mange, allevegne ryster og bevæbner mand sig, og slig gierning fandt i senere tider aldrig sted.

Herredsfoged Brasen var saa exalteret, som ieg end aldrig kiendte ham,, og hans forbittrelse mod de tydske, især de tydsksindede Tønderaner, var meget stoer; han meente endog, friiserne ville forene sig med de dansksindede i omegnen for at hærge denne bye, men til slige yderligheder vil det haabentig ikke komme, og næppe tager friisen dansk parthie. I Haderslev skal det danske parthie have faaet overvægt og afsat borgermesteren der, hvis det er sandt.

Den 7. april 1848 skrev Wulff:

Saa stoer forbittrelsen er mod de tydske i det danske, lige saa stoer skal i Holsteen og det sydlige Schleswig forbittrelsen være mod de danske, og det er sørgelig, at disse forskiellige folkeslag, der i saa mange aar have levet i eendrægt, fred og kierlighed med hinanden, giensidig have befordret hinandens velstand, nu staar i fiendtlig stillelse mod hinanden, hvis følge vil være landets ruin og fordervelse.

Forbandelse over disse skrivere og snakkere, der have frembragd denne usalige disharmonie, der have saaet denne tvedragts sæd, som nu spirer til folkets elendighed og undergang og bærer, som vil bære, frugten til fordærvelse . . .

Sådan fortsætter dagbogen mens Wulff rejste en del rundt i Slesvig, og den 5. juli 1848 var han nået til Harris hvor man mødte nogle fordrevne danske præster som han gav nogle knubbede ord:

1848 7/5 . . . [I Harris] forefandt vi de dansk exalterede præster Hagen fra Medolden, Barg fra Wisbye, der ville have sognene sammenkaldt til at vælge et herredsraad til beskyttelse; vel i særdeleshed for at sikre sig selv. Disse præster talte stoere ord og teede sig som politiske mænd, men ikke som geistlige og ville have giort bedre i at fraholde sig slige ting og rygte deres kald. Som mand hør, er Scherbek præst med familie flygtet, ligesaa Krüger i Jels og Lauritz Skov .. .

Wulff turnerer stadig rundt på forretningsrejser, bl. a. til Husum, Og den 23. juni 1848 er han nået til Bredsted. Af dagbogen fremgår at han ikke brød sig om nationalt had, hvad enten det kom fra "tysk" eller "dansk" side:

I Bredsted var mand skrækkelig exalteret og skiendte forhaanende efter de danske, som var mig ærgerlig at høre paa. Hvor sørgelig, at en slig giensidig forbittrelse mellem tydsk og dansk finder sted, hvilke før levede saa fredelig med hinanden. Vee dem, der har foranlediget dette og saadan opirret gemytterne. Dette had og fiendskab vil i flere generationer ey tabe sig.

Litteratur: Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954 hvorfra dette meget lille udvalg er taget.

Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten Tirsdagen den 1ste Februar. 

Justitssag. (Uforsvarlig Omgang med en Børnefødsel.) Procurator Baastrup Actor, contra Arrestantinden Johanne Marie Jachariasen (Procurator Beyer Defensor). Af Sagens Acter og Dommen udhæve vi: Efterat en i Fiolstræde boende Brændeviinsbrænder den 16de September f. A. om Formiddagen havde anmeldt for Politiet, at der uden Tvivl var foregaaet en Barnefødsel paa et Locum i hans Gaard blev der anstillet Undersøgelse, hvorved Liget af et nyfødt Drengebarn fandtes i Locumskassen sammesteds. Da Mistanken for at have født dette Barn mest faldt paa Arrestantinden, der tjente hos Brændeviinsbrænderen, blev hun i den Anledning underkastet Forhør, og herunder erklærede hun da strax til den af vedkommende Politiassistent optagne Raport, at saafremt nogen Fødsel var foregaaet paa det nævnte Locum, maatte det være hende, der havde født, hvorhos hun yderligere forklarede, at hun lige til den sidste Tid havde været i Uvished om, hvorvidt hun var frugtsommelig, hvorimod hun havde tænkt paa saafremt det skulde vise sig, at hun virkelig var der, da at komme i et Logis, indtil hun skulde føde, i hvilken Henseende hun dog ikke havde foretaget noget Skridt, da hun, som stedse havde hørt, at Fødselen først foregik efter et Svangerskab af 10 Maaneder, antog, at hun i alt Fald havde en Maanedstid tilbage. Ligesaalidt havde hun anskaffet Børnetøi, idet hun havde tænkt at ville faa Tid nok hertil, naar hun først var kommet i Logis. Natten mellem den 15de og 16de September var hun vaagnet op og havde følt heftige Smerter i Maven, hvorefter hun, der endnu ikke anede, at hun skulde føde, var gaaet ned paa Locumet, hvor hun havde tilbragt en halv Times Tid, og medens hun sidder, havde hun pludselig født et Barn, som var faldet ned i Locumet. Lige til det Øieblik, da hun fødte, havde hun været uvidende om, hvad der var paa Færde, og skjøndt hun vel i selve Fødselsøieblikket begreb Sammenhængen, havde hun dog ikke haft Besindelse nok til at gribe Barnet, idet hun desuden havde tænkt, at det var dødt, da det ikke gav nogen Lyd fra sig. Hun var derefter bleven siddende i nogle Minutter, hvorpaa hun havde begivet sig til Sengs, idet hun havde bestemt at lade Barnet ligge til op ad Dagen, da hun vilde see at faae Nogen til at tage det op, for ar det kunde blive begravet. Denne Forklaring blev af Arrestantinden, der strax var bleven udlagt paa Almindeligt Hospital, ratihaberet i det paafølgende ved Retten optagne Forhør, dog saaledes, at hun nu erklærede, at hun vel ved den omhandlede Leilighed havde antaget, at en Fødsel var foregaaet, men hun havde dog ikke været fuldkommen vis derpaa, da hun altid havde troet, at en saadan ikke kunde overstaaes saa let, hvorhos hun, idet hun benegtede at have tænkt paa at føde hemmeligt, tilføiede, at den Omstændighed, at hun lige indtil det Sidste havde følt sig saa særdeles vel og været istand til at udføre enhver hende paahvilende Gjerning (hun havde nemlig været brugt til at malke Brændeviinsbrænderens Køer og bære Mælk ud i Byen, hvilket hun ogsaa havde gjort livligt om Morgenen efter Fødselen, da hun havde baaret 40 Potter Melk hen til en Bager i Skindergade og 12 Potter til en anden paa Nørregade) havde gjort hende uvis om, hvorvidt hun virkelig var frugtsommelig, samt at hun, der havde modtaget en Indbydelse til den 19de Septbr. at besøge sin i Holte boende Stedmoder, havde besluttet at tale om sin Tilstand til denne, hvis Raad hun da vilde have fulgt. I de senere Forhører forklarede hun yderligere, at først da hendes Huusbonde om Formiddagen efter Fødselen havde spurgt hende, hvorledes det var fat med hende, og yttrede, at man sagde, at hun havde født et Barn om Natten, var hun kommet til nogen Vished herom, hvorimod hun tidligere ikke havde vidst eller tilfulde indseet dette, skjøndt hun vel i Fødselens Øieblik havde antaget saadant for rimeligt, ligesom hun ogsaa først efterat disse Yttringer vare faldne, havde tænkt paa at faae Barnet optaget og begravet, hvori hun imidlertid ved Politiets Ankomst var bleven forhindret. Tillige erklærede hun nu, at hun ikke med sin Forklaring til Rapporten havde forbundet nogen anden Mening end den der laae i hendes for Retten afgivne Forklaringer. En af Overmedicus ved almindelig Hospital meddeelt og af det kongelige Sundhedscollegium tiltraadt Erklæring gik ud paa, at Arrestantinden havde født nogle Timer, førend hendes Indlæggelse i Hospitalet, og den af Stadsphysicus i Forening med en Amtschirurg over det paagjældende Liig afholdte Obductions-Forretning, i hvis Conclusioner Sundhedscollegiet ligeledes var enigt, ledte til det Resultat, at Barnet havde været fuldbaaret og aandet efter Fødselen, samt at den sandsynlige Aarsag til dets Død I havde været Suffocation. Skjøndt nu Arrestantinden vel ikke kunde ansees overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal, idet de fremkomne Omstændigheder gjorde det antageligt, at hun, der som anført benægtede at have havt til Hensigt at føde hemmeligt, var bleven overrasket af Fødselen, saa maatte dog antages at have udviist et strafbart Forhold derved, at hun ikke, uagtet den hos hende strax efter Fødselen opstaaede Formodning om at have født, havde draget Omsorg for, at Foranstaltninger bleve føiede, ved hvilke Barnet, saafremt hendes Formodning maatte stadfæste sig, kunde blive frelst. For dette Forhold ansaaes Arrestantinden, der var 23 Aar gl. og ei førhen straffet, med en arbitrair Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Actor og Defensor tillagdes hver 8 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1848, 2. udgave)

Slesvig-Holsten før "Martsdagene 1848". (Efterskrift til Politivennen).

Såvel den provisoriske regering som den konstituerende landsforsamling havde ikke tilstrækkelig militær magt til at sætte sig igennem. I sidste ende (1850) var det Olshausenernes danske pendant, Orla Lehmann, som var på den vindende parts side i krigen 1848-1851. Theodor Olshausen besluttede at flygte til USA.

Kildesamlingen udtrykker i høj grad borgerskabets syn. Almuen blev slet ikke spurgt, og vi ved ikke ret meget om hvad de syntes, selv om de var det store befolkningensflertal. Når der i artiklerne både fra her og hisset omtales "folket", er det ikke almindelige mennesker der menes. Almuen, pøbelen osv. regnede man slet ikke med. Hvilket da også meget klart kom til udtryk i hvem der blev valgt og kunne vælges. 

Bondegård i Fleckebye, vest for Eckernförde. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Nordslesvig eller Sønderjylland? Ved den broderlige Arbeidsklasses Hjælpeforenings fejring af grundlovsdag i Korups Have ved Valby, udbragte en af talerne, tandlæge B. Nielsen, et "Leve for nordslesvigerne". Ifølge fx Lolland-Falsters Stifts-Tidende den 7. juni 1877. Her 13 år efter Krigen 1864 fandtes altså stadig Slesvig.

Krige fortsætter også efter de er afsluttet, nu blot med pennen. På nedenstående kort fra det Kongelige Bibliotek fra 1886 kan man se at Slesvig nu ikke længere eksisterer, men har skiftet navn til Sønderjylland. Og det på trods af at Danmark på daværende tidspunkt gik til Kongeåen. En ny landsdel var skabt, blandet af myte og historie :

Læs mere

"Helstatens første opinionsblad" af Steen Bo Frandsen i tidsskriftet "Historie", 2006, s. 283-317.

Martin Rackwitz: Märzrevolution in Kiel 1848. Erhebung genen Dänemark und Aufbruch zur Demokratie. (2011).

Grænseforeningens side.

Theodor Olshausen: Das Dänische Königsgesetzt, 1838.

C. F. Wegener: Om den evige forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig henseende. (1848). Skrevet i juli 1848.

Søg i Mediestream også på Kieler C, Kieler Corr osv.

Se endvidere redacteurens Anmærkninger til indslaget Om Tydsk og Dansk her og hisset.