Forsamlingen i Casino. (Efterskrift til Politivennen)

 - I lørdags afholdtes i Casino den tidligere bebudede forsamling, som skulle beskæftige sig med forfatningsreskriptet, navnlig for så vidt dets bestemmelser med hensyn til hertugdømmernes forhold til Danmark angår. Forsamlingens fysiognomi var let at forudse, når man tager hensyn til den måde, hvorpå adgangsbilletterne var fordelte i publikum. En afgjort disposition i favør af indbydernes personligheder og anskuelser var fremherskende. Prof. Clausen åbnede mødet med en tale om, at Danmarks ære fordrede den ubetingede forkastelse af reskriptets bestemmelser om helstaten, som enten måtte føre til Danmarks fortyskning, altså danskhedens undergang, eller til Slesvigs afsondring fra kongeriget og prisgivelse til det tyske forbund. Hr. prof. mente at når Slesvig skilles fra Danmark, var der intet andet til overs end at æde og drikke og så lægge sig hen at dø. Delte foredrag blev hørt med overordentligt bifald og blev efterfulgt af et andet, som hr. Lehmann holdt. 

Hr. Lehmann gentog omtrent hvad man adskillige gange har læst i "Fædrelandet", og hvoraf fremgik, at enhver dansk burde foretrække ufriheden i forbindelse med Slesvig for friheden uden Slesvig. Heraf synes at følge, at despotismen i et stort rige er noget langt fortrinligere end friheden i et lille, hellere den russiske selvherskers tjener end borger i Genf. Dernæst tydede han hen på umuligheden af at få en statsenhed i stand med Holsten, som jo nu i forbindelse med det øvrige tyskland kunne blive udkommanderet til krig mod Frankrig af forbundet, medens Danmark måske kunne til samme tid være Frankrigs allierede. Hr. Lehmann slog uden videre fyrster og folk i Tyskland sammen, som om disse sidste endnu var disses lydige redskaber; han talte som om forbundet endnu var i en tilstand, hvori det kunne udvikle den mest indgribende virksomhed, uagtet det har givet betænkelige symptomer til en total opløsning. I Bayern er man nylig udbrudt i latter, da der blev talt om at henvende sig til forbundet. 

Hr. Lehmann blev applauderet, og efterfulgtes af kapt. Tscherning som rettede det spørgsmål til forsamlingen, om der var nogen som ikke var enig med indbyderne i anerkendelsen af Eidergrænsens nødvendighed. Hertil svarede skolelærer Rasmus Sørensen ar han ikke var enig med de herrer i dette punkt, og han viste det beundringsværdige mod, uagtet de fjendtligste manifestationer af forsamlingen, at motivere sin mening, som kort var at sådanne spørgsmål ikke var folkets sag, der tværtimod måtte ønske sine rettigheder for vigtigere end de nationale stridsspørgsmål. Han mente at grænsespørgsmålet ikke umiddelbart angik folkets Vel. 

Hr. Sørensen efterfulgtes af kapt. Tscherning som straks betjente sig af et personligt fornærmeligt udtryk imod ham, uden at blive kaldt til orden af præsidenten, men derimod af forsamlingen, der viste denne takt, uagtet den store majoritets afgjorte disposition i Tschernings favør. Hr. Tscherning kunne ikke komme til orde, før han havde taget sine ord tilbage. Derpå søgte han at gendrive Sørensen; han fremmanede anarkiets skræmmebilleder, som han også så i den nye franske revolution; han udtalte sine sympatier for Louis Philip, hvorved han fremkaldte adskillige energiske mishagsytringer. 

Cand. Goldschmidt optrådte derpå; han blev i anledning af nogle henkastede sikringer om oprør, som kunne blive følgen af de ærede indbyderes foretagende, kaldt til orden af etatsr. Hvidt, og interpelleret af forsamlingen. Han protesterede på Slesvigs vegne og fordrede, at man først skulle søge at få det slesvigske folks tiltrædelse. 

Prof. Krieger talte om det Tyske Forbund og om dets fremtid, som mulig kunne blive endnu mere truende for en dansk statsenhed med Holsten. Blev det tyske forbund afløst af et tysk parlament, så ville alle tyskere slutte sig fastere til dette, og just et sådant forlangte man nu. Han så i øvrigt den tyske folkestemme dels i de tyske aviser og dels i de tyske kamre: i de første læste man kun om tysk nationalitet og om Slesvigholsten, og i de sidste tales nu om oprettelsen af et tysk underhus i Frankfurt; men alligevel henholdt han sig også til at den preussiske minister Bodelschwing nylig havde modsagt de preussiske stænderkomiteers påstand om at der intet tysk forbundsland gaves. 

Sluttelig tog endnu kapt. Tscherning til genmæle mod cand. Goldschmidt. 

Den i aftes i Hippodromen afholdte forsamling af dem der har undertegnet adressen til kongen om fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed bestod vel af halvandet tusinde mand; det besluttedes at overdrage til den komite, fra hvem adressen er udgået, at vælge af sin midte en deputation til at overbringe den til hs. maj. kongen.

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).

- Under 10. ds. er udkommet tre provisoriske forordninger angående trykkefriheden i Slesvig, i Holsten og i Lauenborg. I de to sidste hertugdømmer ophæves derved censuren, imod indførelsen af det danske, eller københavnske, gennemsyn. De tyske  hertugdømmer vil vist nok ikke føle sig synderlig tilfredsstillede ved en sådan forandring, ligeså lidt som denne indretnings vedbliven i Danmark kan give andre nogen forestilling om hvad det er for en frihed de egentlige danske eftertragte. Det var vel nu på tiden, at hr. etatsr. Reiersen pensioneredes og at vore privilegerede blade anholdt om ophævelsen af censuren. Generer den dem ikke, så var de dog ligefuldt i dette øjeblik vise, at de har sans for den frihed som  overalt indrømmes, og kun endnu er nægtet danske blade.

- Den provisoriske presseforordning for Slesvig lyder således:

"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og Gothers, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, etc. etc. gør vitterligt : Med hensyn til de om forebyggelse af misbrug af pressen i forordn, af 22. febr. 1820 for hertugdømmet Slesvig trufne bestemmelser, har Vi, i tillid til vore tro undersåtters loyale tænkemåde, fundet Os foranledigede til, indtil videre at lade indtræde følgende modifikationer. § 1 . Den i nævnte forordning bogtrykkerne pålagte forpligtelse til af ethvert skrift, der ikke udgør over 20 trykte ark, at indlevere et eksemplar til politiautoriteten, forinden skriftet sælges eller uddeles, skal for fremtiden kun komme til anvendelse ved sådanne skrifter, som ikke har et større omfang end seks trykte ark. Derhos skal det imidlertid pålægges samtlige politiautoriteter, tilbørligt at våge over, at der overhovedet i deres distrikter ingen skrifter finder omløb, hvis indhold står i strid med bestående love, og at forebygge udbredelsen af sådanne skrifter ved at forhindre udsalget og lægge beslag på de eksemplarer, der måtte forefindes. § 2. Om enhver foranstaltet beslaglæggelse bliver der at gøre indberetning til Vor slesvig-holstenske regering, som har at tage nærmere bestemmelse angående ophævelsen eller stadfæstelsen af denne forholdsregel. Om den af regeringen trufne bestemmelse bliver de vedkommende at fatte i Kundskab. § 3. Når de vedkommende begærer en afgørelse ad rettens vej eller Vor slesvig-holstenske regering finder anledning til at gøre de beslaglagte skrifter til genstand for påtale til straf, skal sager af denne art bringes til forhandling og afgørelse ved Vor slesvigske overret, under iagttagelse af reglerne for den fiskale proces. Vor slesvig-holstenske regering har i disse tilfælde at overdrage indbringelsen af klagen og iagttagelsen af det videre fornødne til det slesvigske oversagførerembede. § 4. I øvrigt vil det indtil videre have sit forblivende ved de i forordn. af 22. febr. 1820 trufne bestemmelser og de øvrige i Vort hertugdømme Slesvig angående misbrug af pressen udgivne Anordninger, og blive de pressemisbrug, med hensyn til hvilke der ikke er fastsat en bestemt straf i de bestående love, at straffe efter rettens skøn. Hvorefter alle og enhver sig allerunderdanigst have at rette. etc. Frederik R.

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).

Berlin 9de Marts 1848. (Efterskrift til Poltiivennen)

Undtagelsesvis udenlandske nyheder, idet disse fik afgørende betydning for udviklingen i Danmark. Oversættelse af en tysk artikel i Allgemeine Zeitung til illustration, originalen følger under oversættelsen:

Jeg skriver til dig fra borgermødet for vores byrådsmedlemmer. Tribunen er fyldt til bristepunktet, og den spændte skare står langt ud over trapperne, gangene og ud i gaderne. To vigtige andragender indsendt af lokale borgere til byrådet vil blive drøftet. Det ene forholder sig til arbejderklassen, hvis forslagsstillere frygter farer fra den nuværende sult, som udgør de værst mulige eventualiteter, og som kræver den alvorligste opmærksomhed. De anmoder derfor om 1) en fast deputation fra de kommunale myndigheder som bestandig bør beskæftige sig med deres trivsel; 2) Tilrettelæggelse af en generel husindsamling til fremskaffelse af midler til at foretage offentlige arbejder, bygninger mv. De overvejende røster var meget delte om, hvorvidt staten eller byen først skulle have en hjælpende virkning her; det vedtoges endelig at henvise sagen til en forberedende deputation, hvortil den største hast henstilledes. Det andet andragende omhandlede den politiske situation. Anmoderne peger på, hvilke farer der eventuelt kan true i den nærmeste fremtid. Hvor er det nødvendigt at opretholde enhed mellem fyrste og folk, men hvordan kan dette kun ske hos os gennem sådanne indrømmelser, som alle tyskeres enstemmige opfattelse kræver. Disse indrømmelser lå i de løfter, der blev givet "før, under og efter befrielseskrigene". Andragerne svarer: de kommunale myndigheder ønsker en adresse til hans maj. kongen, og heri fastlægge tidens hovedønsker, som 1) pressefrihed, 2) mere hensigtsmæssig rådgivning af land- og bysamfundene i delstatsparlamentet med ophævelse af alle valgrestriktioner, 3) repræsentation af det tyske folk på føderalt niveau af udvalg for alle tyske stænderforsamlinger. Efter et kort forslag om, at en vis tvivl om kompetence snarest skulle fjernes, blev denne sag også henvist til en deputation, som skulle behandle den hurtigst muligt og derefter straks forelægge den for et andet offentligt møde, som om muligt afholdes i overmorgen for en endelig afgørelse. Vedrørende de sidste punkter, offentligheden og det fremskyndede tidspunkt for det næste møde, var drøftelsen meget livlig, til dels stormfuld, og blev afbrudt af vedvarende klapsalver, brokken og andre tegn på bevægelse fra salen. Nogle byrådsmedlemmer havde ikke noget imod at udsætte sagen, men de måtte underkaste sig audienstribunernes moralske tvang. Lige fra starten tvang lytterne mod erklæringen og byrådsmødets beslutning, dørene til trappen at blive åbnet. Flere gange truede formanden med at få tribunen ryddet, men stemningen var for begejstret til at blive stilnet; en virkelig øredøvende støj opstod gentagne gange, som fremkaldte lidenskaben hos de enkelte talere så meget desto skarpere. Den næste session bliver dog sandsynligvis endnu mere livlig. - I aften vil der være en stor offentlig sammenkomst i Tiergarten, hvor der formentlig vil være uromagere til stede. I samme skal en adresse til kongen omtales. Politiet lader til at vide om det, men er stiltiende enige, hvilket synes at være det fornuftige at gøre. Vi ser frem til en presselov til enhver tid.

Berlin, 9 März, Abends 6 Uhr. Ich schreibe Ihnen aus öffentlicher Sitzung unsrer Stadtverordneten. Die Tribune ist zum Erdrücken gefüllt, und weit hinaus über die Treppen, Flur, bis auf die Strassen steht die gespannte Menge. Es werden zwei wichtige Petitionen berathen, welche von hiesigen Mitbürgern bei der Stadtverordnetenversammlung eingereicht sind. Die eine bezieht sich auf die arbeitende Classe, von welcher die Bittsteller bei der jetzigen Nahrungslosigkeit Gefahren befürchten, welche die schlimmsten Eventualitäten in Aussicht stellen und die ernsteste Aurmerksamkeit erheischen. Sie beantragen daher 1) eine vermanente Deputation der städtlichen Behörde, welche sich unausgesetzt mit ihrem Wohl beschächtigen soll; 2) Veranstaltung einer allgemeinen Hauscollecte um Mittel zu beschaffen öffentliche Arbeiten, Bauten etc. unternehmen zu können. Die berathenden Stimmen theilten sich sehr darüber, on der Staat oder die Stadt hier zunächst helsend einzuwirken habe; man bereinte sich endlich dahin die Anlegenheit einer vorberathenden Deputation zu überweisen, der aber grösste Eile empfolen wurde. Die zweite Petition bezog sich auf die politischen Verhältnisse. Die Bittsteller weisen darauf hin welche Gefahren möglicherweise in nächster Zukunft drohen können. Wie es nöthig sey Einigkeit zwischen Fürst und Volk aufrechtzu erhalten, wie diess aber auch bei uns nur durch solche Concessionen geschehen könne welche die übereinstimmende Ansicht aller Deutschen verlange. Diese Concessionen lägen in den Versprechungen die "vor, in und nach den Freiheitskriegen" ertheilt seyen. Die Bittsteller tragen darauf an: die städtischen Behörden möchten eine Adresse an Se. M. den König votiren, und darin die Hauptwünsche der Zeit Niederlegen, als 1) Pressfreiheit, 2) angemessenere Bereretung der Land- und Stadtgemeinden am Landtage mit Aufhebung aller Wahlbeschränkungen, 3) Vertretung des deitschen Volkes beim Bunde durch Ausschüsse aller deutschen Ständeversammlungen. Auch diese Angelegenheit wurde, nach kurzer Anregung über baldige Beseitigung einiger Competenzzweifel, einer Deputation überwisen, welche dieselbe auf das Schleunigste erledigen und dann sofort einer zweiten öffentlichen Sitzung, die wenn möglich schon übermorgen Vormittag gehalten werden wird, zur definitiven Beschlussnahme vorlegen soll. Ueber die letzten Punkte, die Oeffentlichkeit und den beschleunigten Zeitpunkt der nächsten Versammlung war die Berathung eine sehr lebhafte, zum Theil stürmische, und durch fortwährenden Applaus, Gemurr und sonstige Zeichen der Bewegung der Zuhörer unterbrochen. Einige Stadtverordneten zeigten nicht übel Luft die Sache auf de lange Bank zu schieben, doch müssten sie sich dem moralischen Zwange der Zuhörertribune fügen. Gleich von vornherein erzwangen die Zuhörer gegen die Erklärung und den Beschluss der Stadtverordnertenversammlung das Oefnen der Thüren nach der Treppe. Mehreremale drohte der Vorsitzende die Tribune räumen zu lassen, doch war die Stimmung zu erregt um sich beschwichtigen zu lassen; es entstand wiederholt ein wahrhaft betäubender Lärm, der die Leidenschaftlichkeit einzelner Redner um so schärfer provocirte. Die nächste Sitxzung wird indess voraussichtlich noch lebhafter werden. - Heute Abend findet im Thiergarten eine grosse Volksversammlung statt, zu welcher sich wahrscheinlich Rausende einfinden werden. In derselben soll eine Adress an den König berathen werden. Die Polizei scheint darum zu wissen, aber stillschweigend einzuwilligen, was offenbar das verständigste ist. Einem Pressgesetz sehen wir stündlich entgegen.    

(Allgemeine Zeitung 13. marts 1848)

Den 13. marts huggede militær og politi ind på en folkeopstand i Berlin. Nyheden om denne og de nærmere detaljer begyndte at indløbe nogle dage efter i København fra 18. marts i Kjøbenhavnsposten.

Folketaler foran det nederøstrigske stænderhus i Wien, 13. marts 1848. Illustrirte Chronik, No. 4, 1848

Forsamling i Hippodromen 12te Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Forsamling i Hippodromen. Den til Gaar berammede Forsamling i Hippodromen, der havde til Hensigt at petitionere Hans Majestæt, vor folkelige Konge, om en Udvidelse af Valgloven, var besøgt af henved 2000 Deeltagere, der alle havde underskrevet Adressen. Forsamlingen besluttede for det Første, at Petitionen skulde overgives umiddelbart til Hans Majestæt af en Deputation, valgt blandt de 17 Mænd, der havde stillet sig i Spidsen for dette Anliggende; for det Andet, at Deputationen skulde sammenkalde en ny Forsamling, saasnart den havde havt Audients hos Kongen, for at gjøre Petitionairerne bekjendte med Udfaldet af deres Sendelse og for at disse kunde udnævne en permanent Comitee, der paa enhver lovlig Maade skulde fremme Sagen og navnligen sætte sig i Forbindelse med Mænd, der maatte virke til det samme Maal.

Da Hovedhensigten af Forsamlingens Sammenkaldelse saaledes var opnaaet, fandt, efter et fra flere Sider yttret Ønske, en høist livlig og interessant Discussion Sted om de Spørgsmaal, der for Øieblikket røre sig mægtigt i Folket, om Valgretten og om Nationaliteten.

Hr. Cand. Hother Hage yttrede, at han havde havt Betænkelighed ved at underskrive Petitionen, fordi den forlangte Valgret i delte Ords meest udstrakte Betydning, medens han kun vilde have uindskrænket Valgbarhed, men Valgretten bunden til visse Betingelser. Men han troede dog langt lettere at kunne slutte sig til dem, der forlangte , hvad der efter hans Anskuelse var noget for Meget, end til dem , der aldeles ikke vilde vide af nogen Reform at sige.

Hr. Magister Steen formanede de to Partier, der af ham betegnedes som der nationale og det ikke-nationale, til Enighed eg Forsoning; de vare dog enige i det Væsentlige: de ønskede Alle Frihed.

Hr. Redacteur Grüne udviklede, at foruden Ordet Frihed vilde et andet Ord ofte komme til at lyde, og det var Ordet Lighed, og at dette Ord vilde faae sin fulde Betydning, derfor borgede de nyeste europæiske Begivenheder, derfor borgede især vor nærværende Konges folkelige Charakteer.

Hr. Cand. Goldschmidt meente, at vi ikke kunde faae en Constitution strax, fordi vi ikke formaaede at indhente Slesvigernes Mening, uden som en anden Taler havde sagt, at faae et schleswig-holsteinsk Svar. Han meente derfor, at vi foreløbig skulde skjænke Slesvig alle de store politiske Goder: udvidet Communalfrihed, Associationsfrihed, Pressefrihed, Edsvorneretter, osv., og han meente, at det maaskee kunde hænde sig, naar vi sendte Frihedens Due til Slesvig , at den vilde hjembringe Fredens Olieblad.

Dr. Candidat Schak protesterede imod den tidligere brugte Benævnelse: nationalt og ikke nationalt Parti. Det ene Parti laae maaskee Friheden, det andet Ligheden mere paa Hjerte, men nationale vare de begge. Han foreslog derfor, hvis man endelig vilde have to Parlier, at kalde dette Frihed, hiint Lighedspartiet, og opfordrede dem til i ethvert Tilfælde at slutte Broderskab med hinanden. Med Varme og Begejstring udviklede han, hvorledes Nationalitetsspørgsmaalet og Frihedsspørgsmaalet burde gaae Haand i Haand, medens Taleren dog syntes at nære den Anskuelse, at i det nærværende faretruende Øieblik burde dette have Forrang for hiint.

Hr. Høiesteretsadvoeat Orla Lehmann forsvarede sig imod den Beskyldning, at han og hans politiske Venner nogensinde havde viist sig som Frihedens utroe Tjenere, medens de kæmpede for Eidergrændsen. Han erindrede om, at han havde været den Første, der nedlagde en høitidelig Protest mod vor nærværende Valglov, at han havde kæmpet med Utrættelighed i Pressens Tieneste, at Ingen var lagt mere for Had af Aristokraterne end netop han, og at han nu som altid var Demokratiet hengiven, men han forlangte rigtignok en ganske anden Frihed, end den Communalfrihed, Hr. Goldschmidt forlangte. Han vilde have en Folkefrihed, afpræget i Statsstyrelsen, og derfor maatte vi ogsaa bestemme, hvor den danske Slats Grændser vare, derfor havde han og hans politiske Venner oprejst deres Banner ved Cideren. Om dette opfordrede han alle Fædrelandsvenner til at samle sig, og hvis Aristokraterne undlode at give Møde eller gjorde fælles Sag med Landets Fjender, da vee dem !

Efterat Hr. Cand. Albert i, Magnus Eirichson og nogle andre Talere havde fremsat deres Bemærkninger med Hensyn til de nærværende Stemninger og Tilstande hævedes Forsamlingen Kl. 11½. Discussionen blev ført med en Orden og parlamentarisk Tact, som man ikke skulde have ventet hos os, hvor store Folkeforsamlinger endnu ere et Særsyn. Den upartiske og besindige Maade, hvorpaa Dirigenten, Hr. Fineerskærer Frederiksen, ledede Forhandlingerne, bidrog imidlertid ikke lidet hertil.

Rettelse. I Referatet af Forsamlingen i Casino, som findes i Tillæget for i Morges, er indløben et Par Feil, som herved rettes: L. 16 Danmarks og Slesvigs constitutionelle Forfatning l. Forening, L. 19 søgte at realisere Øiemedet med Forsamlingen l. søgte at paavise Midler til at realisere osv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1848, 2. udgave).

Den 14. marts og frem bragte Berlingske nyheder fra flere steder i Europa hvor de lokale magthavere havde ophævet eller lovet at ophæve censuren, regeringsskifter og andre betydelige ændringer i regeringsforholdene. Det gjaldt fx Hannover, Brunsvig, Hessen, Darmstadt. Andre steder fra var krav blevet afvist, fx af den østrigske kejser. Endnu andre steder meldtes om uroligheder, fx Hamburg, Østrig. En udførlig beretning fra Preussen blev offentliggjort den 18. marts 1848 (i 2. udgaven) og i de følgende dage også fra andre tyske stater.

Kjøbenhavn, Slesvig-Holsten, 7de til 8de Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Det danske gesandtskab i Paris meddelte i midten af marts at man anerkendte den nye regering i Paris og republikken.

Republikken proklameres på Bastillepladsen i Paris, 27. februar 1848. Illustrirte Chronik, No. 3, 1848

Kun Kjøbenhavnsposten formåede i denne periode sporadisk at forholde sig til på hvilkes vegne de forskellige politiske fløje udtalte sig. Og sætte spørgsmålstegn ved repræsentativiteten af fløjenes synspunkter i befolkningen generelt, især i spørgsmålet om hertugdømmerne. Hvad befolkningen generelt mente, er svært at vide, i en tid hvor den aldrig blev spurgt, hvor der ikke var folkesafstemninger, men hvor alt blev vurderet ud fra enkeltstående hændelser og episoder som kunne tages til indtægt for det ene eller andet synspunkt.

København, den 7. marts 1848.
- Det vil blive af særlig interesse at se hvilket indtryk efterretningen om revolutionen i Paris vil gøre i Holsten og Lauenborg, navnlig af hensyn til det forhold, hvori kongen af Danmark står til det Tyske Forbund for disse statsdeles vedkommende. Endnu er derom ikke offentlig fremført videre end nogle ytringer i Kieler Correspondzbl., som straks ved den første efterretning om udfaldet omtalte den sensation, derved var fremkaldt i Kiel, og nævnte at "hvad der nærmest måtte forekomme tyskerne uafviseligt og ufortøvet nødvendigt var en tættere forening af det sønderstykkede Tyskland og storartede folkelige institutioner" - for "uden dem kunne Tyskland træffes af en lignende ødelæggelse (sic), som der måske forestår Frankrig. Alle fædrelandsvenners øjne", mentes sluttelig, "vil nærmest være henvendte på Berlin". 

Hvad denne vejledning for tyske fædrelandsvenner angår, så skal vi blot tillade os at give vor ærede kollega i Kiel det råd, ikke for udelukkende at se hen til Berlin, men også vende blikket til andre dele af det preussiske monarki, fx til egnen ved Elberfeld, Schlesien, Rhinpreussen osv. Man turde da måske snart lære at indse, at Preussen let kunne få så fuldt op at bestille med sine egne anliggender, at det ikke fik tid til at iværksætte den ønskede tættere forening af Tyskland. For så vidt derimod "faste folkelige institutioner" anses for en påtrængende nødvendighed for hertugdømmerne, en anskuelse som vi fuldkommen deler - så vil det vist være mest rigtigt i så henseende at henvende blikket til vor fælles regering, til kongen af Danmark, da det er herfra at sådanne institutioner ene endnu kan udgå såvel for hertugdømmerne som for kongeriget, og vi tvivler heller ikke om, at de holstenske eller slesvig-holstenske fædrelandsvenner, som Correspbl. nærmest har for øje, og hvoraf de fleste nu vel ved omstændighedernes magt turde være blevet temmelig konservative, ved nærmere overvejelse snart vil indse rigtigheden i at modtage de Institutioner af den tilsigtede art, som herfra måtte bydes dem.

Sprogforhold i Slesvig omkring 1840. Historischer Atlas Schleswig-Holstein vom Mittelalter bis 1867. CCL-Share Alike. Der var adskillige argumenter som alle parter brugte, med større eller mindre vægt og hvad man skulle bruge dem til: Juridiske, historiske og sproglige. Dette kort er et bud på hvilke sprog der blev talt i Slesvig. Bemærk at byer som Tønder, Flensborg og Sønderborg var overvejende tysktalende. Formentlig talte mange flere sprog. Derudover var dette at være dansk- eller tysktalende ikke ensbetydende med at man var dansk- eller tysksindet. Ligesom "dansk" er et vidt begreb, idet sønderjysk i alle dens afskygninger adskiller sig en del fra rigsdansk, jysk og bornholmsk. 

(Kjøbenhavnsposten, 7. marts 1848).

I morgen (lørdag) aften afholdes i Casino en forsamling af fædrelandssindede mænd, hvortil indbydelsen er udstedt af etatsr. Hvidt i deres navn der har undertegnet den tidligere omtalte erklæring ang. forfatningsreskriptet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. marts 1848)

I denne kongelige proklamation af 6. marts 1848 erklærede kong Ludwig 1. af Bayern at fremlægge lovforslag om fuldstændig pressefrihed, forbedring af stændervalgsordningen og en del andre reformer. Samt at Tysklands enhed nu skulle forstærkes. (Forsiden af Allgemeine Zeitung, 7. marts 1848). Ludwig (1786-1868)  abdicerede kort tid efter som følge af martsrevolutionen. Det samme skete i 38 tyske småstater. Den var startet den 27. februar 1848 og havde hurtigt spredt sig. I løbet af marts til hele det tyske område. Højdepunktet var den 18. maj 1848 da nationalforsamlingen i Frankfurt samledes for at udfærdige en forfatning for et nyt samlet Tyskland inden 28. marts 1849. Det lykkedes ikke, idet de autoritære fyrster genvandt magten. Den preussiske kong Friedrich Wilhelm 4. afviste forslaget den 3. april 1849, og revolutionen var dermed de facto afsluttet. Alt dette vidste man imidlertid ikke i marts 1848, og overskrifterne alarmerede det københavnske borgerskab.

Kavalleriets første angreb på på folkemængden foran Berlin Slot, 18. marts 1848. Illustrirte Chronik, 5 1848.

Kniplingshandler Jens Wulff i Martsdagene 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Kniplingshandler Jens Wulff (1774-1858) fra Bredebro, nord for Tønder skrev detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. Politisk støttede han den danske konge og den dansk-tyske helstat, men han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne. Konflikten i hertugdømmerne fylder ikke meget i dagbøgerne, men i en slags årsberetning noterede han 31. december 1846. Bemærk at når Wulff skrev Danmark, mente han området til Kongeåen som dannede grænsen til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og så altså ikke omfattede det som vi i dag kender som Sønderjylland:

Her i landet var spændingen stoer dette aar mellem Danmark og hertugdømmerne. Kongens aabne brev, skiøndt vist velmeent, bragde stoer røre til veie. Først forlode stænderdepu[te]rede i Itzehoe forsamlingen, tilsidst lige saa i Schlesvig, og forbittrelsen er disværre gensidig stoer. Gud maa vide, hvordan dette vil ende . . . .

Men alt i alt giver dagbogen et indtryk af livet i Slesvig-Holsten uden de mange gnidninger mellem "tysk" og "dansk" Wulff skriver fx gerne digte på tysk. Bemærk at stednavne er skrevet dels på den "tyske" måde: Apenrade, Rendsburg og Flensburg, dels på den "danske": Tønder, Jylland. Wulff bevægede sig ubesværet gennem begge sprog. I 1848 nævnes ret sent begivenheder i marts, faktisk først den 23. marts 1848:

1848 23/3 . . . Der var hestemarked i Kloster i dag, og havde mand et daarlig veir. Mand hørte derfra det usalige rygte, at ogsaa her i landet skal være oprør; i Rendsborg skal mand have taget den kongelige casse i besiddelse, i Apenrade, skal der have været spectakel og det udskrevne militair vil ikke møde.

1848 24/3 .. . Brev fra Brasen med berettning, at al militair som heste blive indkaldt, i Kiøbenhavn de gamle ministre afskedigede og et nyt ministerium indført, megen røre overalt, nu ogsaa her i landet, og spændingen mellem de forskiellige nationaliteter, dansk og tysk meget stoer. Gid kuns alt fredelig maatte vorde ordnet .. .

1848 25/3 . . . Var i Harris og forefandt ved min hiemkomst ved expresse bud brev fra H. Nagel med den usalige berettning, at de Schlesvig-Holstener havde taget Rendsburg i besiddelse, anførte af prindsen af Augustenburg Nøer, før statholder i hertugdømmerne, i spidsen af det i Kiel stationerede jægerbataillon. Disværre have vi nu ogsaa krieg, indbyrdes krieg, i vort ellers saa fredelige land, og himlen maa vide, hvorhen dette vil føre . . .

1848 26/3 .. . Tog til Tønder for at see og høre, hvordan det stod i denne bevægede tid. Her var stoer røre, den provisoriske regiering i Rendsburg proclameret og her annerkiendt af magistrat og borgerskab, hvilket skal være tilfældet over alt i hertugdommene. Alle øvrigheder og embedsmænd maatte annerkiende den nye regiering eller træde af, alle casser er tagen i beslag og beordret indsendte til Rendsborg. Amtsforvalteren i Tønder, Holstein, vilde uden ordre have ladet sin kassebehold gaae til Ribe, men da mand fomam dette, blev huuset besat og bevogtet af borgere sidste nat, og manden kom i stoer forlegenhed, og kunne det være gaaen ham galt. Denne middag afgik under bevogtning pengene med posten til Rendsburg, og Holstein maatte bide i det sure æble og annerkiende den provisoriske regiering, da han ellers var bleven afsat.

Mange mennisker strømme til Rendsburg for at forsvare fæstningen som regieringen. Alle seminarister ville denne nat forlade byen og ile didhen, ligesom alle Kieler studenter skal være der, mand modseer ogsaa preusiske hielpetropper, og sandsynlig vil hele det tydske forbund mod de danske staae hertugdommene bi; Ja! det seer faerlig ud, Herren giv, at alt maatte vorde fredelig ordnet.

1848 27/3 . . . Megen uroe og bevægelse i gemytterne, alt lever i frygt og ængstlig forventning, ogsaa seer det faerlig og truende ud. I Jylland skal det ogsaa være uroelig, det heder, mand vil der have en republik; var i Harris, hvor Brasen yttrede maaske at kunde komme til at nedlægge sit embede, da han vilde holde den eed, han havde svooret kongen, og ikke ville eller kune annerkiende den provisoriske regiering, hvis dette skulle blive forlangt af ham.

1848 28/3 . . . Tog fod i haand og gik til Kloster, ogsaa her som over alt røre, en proclamation fra kongen af Preussen forkyndet, der vil sikkre og med vaabenmagt beskytte Schl. Holsteins uafhængighed og rettigheder i forening med hele Tydskland forbund; tillige blev bekiendtgiort, at collegierne i Kiøbenhavn skal være opløste, og alle Schl. Holstenere tagen bort derfra; det hedte tillige, at Christiansborg skal være omringet og stærk besat, for at forhindre kongen ey tager flugten, som mand skal frygte for; der skal herske stoer bevægelse, og det nye ministerium „lader ey“ til at kunde holde tingene i orden, men ønskes atter forandret.

I Flensburg indtraf i aftes tropper fra Rendsburg, det heder 2000 stk. som tager til Haderslev, hvor det danske parthie har hindret den provisoriske regierings annerkiendelse, den eneste bye i begge hertugdømme, hvor dette er vorden nægted; der skal være stærk giere, den danske prediger, Lauritz Sckov, maatte flygte; Koch, rédacteur af bladet Dannevirke, maatte sikkres ved at besætte huuset med borgervagt, og det heder, at han en affigium paa flere steder er bleven hængt. Benævnte 2de mænd ere hovedanførere i hiin egn for den danske propagande.

- - -

1848 29/3 . . . Var i Harris, hvor Mille var kommen hiem fra Colding. Hørte, at de danske tropper samles der fra Jylland som fra øerne. Mand venter at kunde opstille en armee af 20.000 mand, hvor det da skal gaae løs mod oprørerne i hertugdommene, og venter mand, kongen vil stille sig i spidsen af sin armee.

Det seer faerlig og truende ud, og Gud maae vide, hvordan alt vil vende sig; forbittrelsen bliir større og større mellem tydsk og dansk, og vort lykkelige land trues med ødeliggelse; kommer det til slag, da vil der flyde meget blod. Fra stæderne, især Ribe flygte mange, allevegne ryster og bevæbner mand sig, og slig gierning fandt i senere tider aldrig sted.

Herredsfoged Brasen var saa exalteret, som ieg end aldrig kiendte ham,, og hans forbittrelse mod de tydske, især de tydsksindede Tønderaner, var meget stoer; han meente endog, friiserne ville forene sig med de dansksindede i omegnen for at hærge denne bye, men til slige yderligheder vil det haabentig ikke komme, og næppe tager friisen dansk parthie. I Haderslev skal det danske parthie have faaet overvægt og afsat borgermesteren der, hvis det er sandt.

Den 7. april 1848 skrev Wulff:

Saa stoer forbittrelsen er mod de tydske i det danske, lige saa stoer skal i Holsteen og det sydlige Schleswig forbittrelsen være mod de danske, og det er sørgelig, at disse forskiellige folkeslag, der i saa mange aar have levet i eendrægt, fred og kierlighed med hinanden, giensidig have befordret hinandens velstand, nu staar i fiendtlig stillelse mod hinanden, hvis følge vil være landets ruin og fordervelse.

Forbandelse over disse skrivere og snakkere, der have frembragd denne usalige disharmonie, der have saaet denne tvedragts sæd, som nu spirer til folkets elendighed og undergang og bærer, som vil bære, frugten til fordærvelse . . .

Sådan fortsætter dagbogen mens Wulff rejste en del rundt i Slesvig, og den 5. juli 1848 var han nået til Harris hvor man mødte nogle fordrevne danske præster som han gav nogle knubbede ord:

1848 7/5 . . . [I Harris] forefandt vi de dansk exalterede præster Hagen fra Medolden, Barg fra Wisbye, der ville have sognene sammenkaldt til at vælge et herredsraad til beskyttelse; vel i særdeleshed for at sikre sig selv. Disse præster talte stoere ord og teede sig som politiske mænd, men ikke som geistlige og ville have giort bedre i at fraholde sig slige ting og rygte deres kald. Som mand hør, er Scherbek præst med familie flygtet, ligesaa Krüger i Jels og Lauritz Skov .. .

Wulff turnerer stadig rundt på forretningsrejser, bl. a. til Husum, Og den 23. juni 1848 er han nået til Bredsted. Af dagbogen fremgår at han ikke brød sig om nationalt had, hvad enten det kom fra "tysk" eller "dansk" side:

I Bredsted var mand skrækkelig exalteret og skiendte forhaanende efter de danske, som var mig ærgerlig at høre paa. Hvor sørgelig, at en slig giensidig forbittrelse mellem tydsk og dansk finder sted, hvilke før levede saa fredelig med hinanden. Vee dem, der har foranlediget dette og saadan opirret gemytterne. Dette had og fiendskab vil i flere generationer ey tabe sig.

Litteratur: Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954 hvorfra dette meget lille udvalg er taget.