Kjøbenhavn, Slesvig-Holsten, 21de Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 21. marts krævede det nationalliberale, ejderdanske ministerium Slesvig indlemmet i Danmark. Nu begyndte det at gå stærkt.

København, den 21. marts 1848.
Kongen er imødekommet ønsket om en forandring af ministeriet. Den fra Casino forsamlingen i aftes (hvorom vi henviser til nedenstående beretning) udgåede opfordring om i masse at ledsage borgerrepræsentanterne med en adresse til Kongen, havde i formiddags på Gammeltorv samlet flere tusinde studenter og borgere, og da dette tog satte sig i bevægelse voksede det ved den tilstrømmende folkemængde fra alle sider i den grad, at det ved sin ankomst på slotspladsen vel udgjorde 12 til 15.000 mennesker. 

Magistraten havde på rådhuset sluttet sig til borgerrepræsentationen. Deputationen blev modtaget af H. M. Kongen, som til svar på dens Andragende om at HS. M. ville omgive tronen med andre mænd, ytrede at dette ønske allerede var forekommet, ved det hidtilværende ministeriums opløsning, hvorhos han opfordrede dem til at slutte sig til ham, i hvem de altid ville finde en trofast Leder. 

Da deputationen bragte dette svar ned til forsamlingen, udbrød denne i gentagne hurraer for kongen, og ledsagede derpå kommunalbestyrelsen tilbage til rådhuset, mens den øvrige folkemængde skiltes ad.  

Hvorvidt dette kan anses for en afgørelse, må først følgerne vise. Af hvem det nye ministerium vil komme til at bestå, ved vi ikke, men vist er det, at dersom det skal udføre sit hverv til folkets og tidens tilfredsstillelse, må det gøre friheden til sit løsen.  

Har det hidtilværende ministerium været svagt, så viser det nye en bedre kraft, men ikke tror det at kraften nu til dags ene ligger i bajonetspidserne - den ligger meget mere i den frihedsorden, som med hver fag tydeligere bebuder sin opgang i resten af Europa. Man byder derfor ikke blot Slesvig, men også Holsten og Lauenborg frie folkelige institutioner, før man byder dem krig; man knytter ikke alene Slesvig fastere til Danmark, men man byder også de to i det hidtilværende tyske forbund indlemmede hertugdømmer sådanne frihedsgarantier, at den overvejende mængde af befolkningen - som aldrig kan eller vil foretrække borgerkrig eller revolution - kan blive villig til atter ganske at tiltræde den danske Statsenhed. 

------------

Ved indgangen til Casino i går aftes omdeltes et trykt blad af nedenstående indhold *), hvortil forhandlingerne skulle knytte sig. Da præsidenten etatsråd Hvidt ventedes fra borgerrepræsentationen, hvor den samme genstand forhandledes, kunne debatterne ikke straks begynde, hvorfor nogle for at forslå tiden på en passende måde, istemte "Danmark dejligst vang og vænge", hvis naive, idylliske standpunkt sikkert forekom majoriteten som en anakronisme, hvorfor den også blev sunget af et forholdsvis ringe antal og øjeblikkeligt afbrudt ved præsidentens uformodede ankomst.  Med statshøjheden har den sang kun meget lidt at gøre. 

Hr. etatsråd Hvidt oplæste nu en af borgerrepræsentanterne besluttet adresse, som i formiddag Kl. 11.30 skulle overbringes kongen og som indeholdt den mest åbne, uforbeholdne mistillidserklæring om ministeriet, hvorpå man hidtil her i landet har haft et eksempel, og som allerede af den grund er et vigtigt skridt. Adv. Lehmann motiverede derpå adressen, såvel som den herhidhørende passus i det uddelte blad på en endnu mere energisk og utvetydig måde, idet han underkastede de gamle ministre såvel for evnernes som viljens vedkommende en lige ugunstig kritik, som det må blive deres sag at gendrive på anden måde end ved aktioner. Man har vist nok endnu aldrig her i vore offentlige forsamlinger hørt et så uforbeholdent sprog - et glædeligt vidnesbyrd om de uhyre fremskridt, som friheden om end ikke de jure så dog de facto har gjort. 

Hvad vi imidlertid ikke kan billige, er at taleren stillede den danske sag som legitimitetens lige overfor den slesvig-holstenske som revolutionens på en tid, da ingen slags legitimitet mere respekteres. Man bør på ingen måde overlade revolutionen til den slesvig-holstenske opposition som dens standpunkt nu da revolutionen har skaffet Tyskland så store velgerninger; man kunne jo have eftervist, at denne opposition hylder den mest forrustne legitimitet og følgelig må afsky revolutionen, som det øvrige Tyskland i dette øjeblik udfører. 

Hr Lehmann afløstes af etatsråd Francke, der fungerede som en art kongelig kommissarius og ønskede at meddele forsamlingen nogle faktiske oplysninger om begivenhederne i Rendsborg, for at formå den til at afstå fra ethvert overilet skridt. Hr Francke holdt med forsamlingens indvilgelse sit foredrag på tysk, og hans meddelelse støttede sig på et brev fra politidirektør Krohn i Kiel, hvis hovedindhold var, at der i Rendsborg foruden forsamlingen af de Deputerede også var afholdt en folkeforsamling. Om den sidste meddeltes intet nærmere, hvorimod det hed, at majoriteten i den første havde besluttet at sende en deputation til Kjøbenhavn, som skulle ankomme på onsdag. Hr. Francke håbede da, at man til den tid ville opsætte enhver demonstration. Han benægtede for øvrigt alle rygter om en provisorisk regering, permanent komite etc. etc. som i går var sat i omløb i byen. 

Hr. mag. Monrad fandt Franckes oplysninger meget ufyldestgørende og Lehmann bemærkede, at de forholdsregler, man foreslog, slet ikke var motiverede ved rygterne men ved det slesvig-holstenske partis hele historie, navnlig ved de sidste stænderforsamlingere trusler med oprør. Stiftsprovst Tryde optrådte derefter for at minde dels om den krise i kreditten, som en krigerisk konflikt mod det slesvig-holstenske parti måtte medføre, dels om det meget gode vi besad i det nuværende ministerium, som ville gå tabt ved dettes fuldstændige opløsning. Hr. Tryde var for øvrigt kun i meget ringe grad den opgave voksen at tale til en forsamling, som ikke tier stille, men interpellerer.

Den gejstlige veltalenhed kom til kort og afløstes af den militære, af kapt. Tscherning, som begyndte et formeligt forhør over stiftsprovsten, indtil denne tydeligt havde forklaret sig. Tscherning påstod da at man ikke så meget havde en personelforandring for øje (??), som en ny, konstitutionel organisation af ministerierne, hvorved disse kunne få såvel en bestemt vilje som et bestemt ansvar. 

Eksdeputeret Hansen fra Fyn reklamerede i hr. v. Bardenfleths favør, hvortil han af en del af forsamlingen fik det svar, at Bardenfleth ikke hørte til de ministre, som den nuværende konge havde arvet efter sin højsalige Fader og altså ikke var indbefattet under mistillidsvotumet. Hr. Ploug foreslog forsamlingen at indfinde sig i dag kl. 11 på Gammeltorv for at ledsage kommunen til Christiansborg, hvad der vedtoges. Hr. mag. Monrad talte om, at man vel kunne benytte en del af de gamle regeringskræfter som brugbare materialer til det nye ministerium og at man ikke tænkte på en fuldstændig kassation, hvormed han vel ville trøste sin gejstlige broder, hr. Tryde. For øvrigt talte han noget temmelig uklart om det Parricedium, som skulle bestå i at lægge hånd på Slesvig for at adskille det fra Danmark. Noget, hvorpå vist ingen dansk tænker. Endelig gav han helstatstilhængerne at betænke, at Holsten kun gennem Slesvig kunne bindes til Danmark. 

De Coninck meddelte en efterretning om folkeforsamlingen i Rendsborg, som han ville have modtaget af et øjenvidne og som gik ud på, at man der havde besluttet at petitionere regeringen om anerkendelsen af staten Slesvig-holsten og Grev C. Moltkes afskedigelse; den sidste begæring anså han for aldeles uretfærdig fra slesvig-holstenernes side. 

Dernæst blev de enkelte bestemmelser i programmet sat under afstemning og enstemmig antaget. Mærkeligt var det for øvrigt, at hs. h. hr. professor Clausen ikke ved denne lejlighed tog ordet, og ved udtrykkelig at ratihabere Lehmanns kritik over de gamle ministre både gav denne en forøget autoritet hos det af ham repræsenterede Parti og fordrede sin andel i et ansvar, hvis frivillige overtagelse ikke kunne andet end forøge respekten for hans bekendte borgerlige mod. 

Således har vi da endelig langt om længe set statshøjhedspartiet det første skridt til at handle og, som Lehmann træffende sagde, til at komme ud over den blotte snak. Det kunne efter hvad der var passeret og navnlig efter den skadefro spot, hvormed hertugdømmernes blade have omtalt den første forsamling i Casino, ikke være bekendt andet end ligefrem at tilbyde regeringen sin bistand og fordre delagtighed i statsmagten. Bør regeringen modtage denne bistand eller afvise den? Dette spørgsmål falder sammen med det andet: Bør regeringen erklære hertugdømmerne i oprørstilstand og gribe til anvendelse af våbenmagt? Der er kun et middel til at undgå dette og det er antagelsen af det i Frankrig fastsatte valgsystem og den øjeblikkelige sammenkaldelse af en på dette system baseret rigsforsamling. Regeringen ville således forekomme den revolutionære bevægelse i Tyskland ved at give en frihed som der endnu ikke er opnået, og den fik da andre stemmer at høre end dem, som den hidtil har hørt. Hvorfor skal man ikke antage, at den samme differens som her i hovedstaden findes mellem de forskellige klasser af befolkningen, ikke også kunne gøre sig gældende ovre i hertugdømmerne? Men kan eller vil regeringen ikke gå denne populære vej, men lader den repræsenterende klasse i hertugdømmerne forblive i den stilling, som den der alt længe har indtaget og som daglig bliver mere fjendsk og til sidst må blive voldsom, da indser vi sandelig ikke, hvorledes den kan undgå at stille den tilsvarende klasse her i Danmark imod den og tillade den at optage den stridshandske, som tilkastes den fra dens slesvig-holstenske antagonist, da kan den ikke forhindre voldsomhedens udbrud, når den ikke vil lade det slesvig-holstenske parti uden modstand tilrive sig magten i hertugdømmerne. 

Altså en ren populær demokratisk politik eller også statshøjhedspartiets; det gamle system er vistnok blevet en umulighed. Hvad os angår, da har vi tit nok udtalt vor mening om sagen, vi er intet mindre end tilhængere af statshøjhedspartiet, men skulle det formedelst regeringens ulyst eller mangel på mod til at betræde den demokratiske bane blive til en forbigående nødvendighed og krigen således blive erklæret, da kunne det ikke ligge i vor plan at modsætte os det resultat, hvortil Krigen skulle føre eller vanskeliggøre det nye guvernement dets nærmeste øjemeds opnåelse, dets opgaves løsning. 

Det måtte selv bære det hele ansvar for sine handlinger, og vi håber det vil indse betydningen af dette ansvar. Led det et nederlag, hvoraf det selv anerkender muligheden, førte dets voldsomme politik til tabet af Slesvig, da var dets tid forbi, for det har jo frakendt Danmark al politisk betydning uden Slesvig, da kunne det ikke længere modsætte sig den uopholdelige demokratiske organisation af folket; opnåede det den så meget attråede Ejdergrænse og afsondrede det Holsten fra Riget, da kunne vi kun modtage dette som fait accompli; men hvis det omtalte parti i tillid til en så stor sejrs betydning skulle føle lyst til ved befæstelsen af det gældende repræsentationsform at befæste sin egen politiske position, sin engang erobrede magt, hvilken det nu ikke længere kunne støtte ved de slesvig-holstenske stridigheder om statsenheden, så ville dette kun have til følge, at det populære parti, demokratiet konsoliderede sig så meget desto fastere og samlede kræfter til at fortrænge det magthavende, som havde så ganske andre interesser, og for så vidt kunne vi heller ikke have noget imod, at sagen fik den vending. Demokrati, folkesuveræniteten måtte dog til sidst sejre. Altså man gøre forsøget, når man tiltroer sig kraft dertil, man er nu gået så vidt, at man ikke med anstand kan træde tilbage.

*) En slesvig-holstensk forfatning er en opgivelse af den danske krones ret over Slesvig. Dertil er kongen af Danmark uberettiget, og det kan det danske folk aldrig tåle.
Det danske Folk tilsiger kongen af Danmark sin ubegrænsede bistand til opfyldelsen af den helligste af hans regentpligter, at værne om det suveræne dansk-slesvigske riges ukrænkede opretholdelse.
Danmarks og Slesvigs nuværende forbindelse kan kun sikres ved en for begge fælles rigsforfatning, bygget på en i sandhed folkelig valglov.
Slesvigs nuværende provinsielle selvstændighed og de deri værende to nationaliteters lige ret bør betrygges ved en egen provinds-landdag og tilsvarende provinsielle indretninger i forvaltning og retspleje.
Danmarks velfærd fordrer, at kongen uopholdeligt omgiver tronen med mænd, hvis indsigt, energi og fædrelandskærlighed kan give regeringen kraft og nationens tillid.
L. R. Hvidt. H. N. Clausen. Orla Lehmann.
A. F. Tscherning. Flor. Marckmann. Schouw.
D. G. Monrad. Carl Ploug. Hother Hage.
J. F. Gjødvad. Plesner. Meinert. A. F. Kriger 

(Kjøbenhavnsposten den 21. marts 1848).

Maleren Peter Tom-Petersen (1861-1926): Folketoget til Christiansborg Slot den 21. marts 1848. Illustreret Tidende 1898. Billedet skal snarere end en dokumentation ses som en fortolkning af hvordan man opfattede begivenheden 50 år efter at den fandt sted. Maleren var end ikke født i 1848. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forlydender om en slesvig-holstensk Deputation til Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Wien var beretninger om revolutionære omvæltninger den 18. marts i Kjøbenhavnsposten den 20. marts, samtidig med at man berettede om en delegation fra Rendsborg som ville ankomme til København. 

København den 20. marts 1848.
I lørdags er ved et møde af slesvig-holstenere i Rendsborg affattet en adresse til regeringen, indeholdende deres sidste bestemte fordringer, og en deputation vil blev sendt hertil med deres adresse. I anledning af disse efterretninger holdes i aften et nyt Casino-møde. Hvorledes de forskellige rygter om begivenhederne i Rendsborg der vil blive fremstillede eller oplyste, vil måske ikke være af ringe betydning. - Demokraterne vil ikke være der i noget stort antal, lige så lidt som forrige gang, og den fjerde stand møder heller ikke. - Når man i Rendsborg eller hvor som helst i hertugdømmerne opægger befolkningen ved at sige at det danske folk vil tvinge regeringen til at inkorporere Slesvig i Danmark, så er det en usandhed. - Det danske folk vil ingen borgerkrig, og hvis der skulle være eksalterede personer som ikke tog i betænkning at forsøge på en opstand, hvor som helst i det danske rige, så ville de få sandheden at erfare. Regeringen behøver derfor ikke at give efter for noget separatistisk partis fordringer, allermindst når den vil anerkende den store mængdes retfærdige krav på lige berettigelse med dem der vil være eneberettigede. Det slesvigske folk vil sikkert ikke selv indtræde i det tyske forbund, så meget mindre som der i dette øjeblik ikke kan siges at eksistere noget tysk forbund. Den tyske "Bundschuh", som nu rejser sig, vil næppe smage dem der hidtil har været de ivrigste anbefalere af et tysk forbund.

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1848).

Det er højst alvorlige efterretninger damskibet "Kopenhagen" har bragt fra hertugdømmerne. Privatbreve og rejsende, som er ankommet med dette, beretter nemlig at på forsamlingen i Rendsborg i lørdags, der ikke blot bestod af stænderdeputerede, men tillige af mænd fra alle egne, har mange stemmer forlangt at Schleswig-Holstein straks skal proklameres som selvstændig stat i unionsforhold med kongeriget; at forskellige petitioner derom forelagdes forsamlingen, blandt dem en underskrevet af en del menige blandt de i Rendsborg garnisonerende tropper i spidsen; at det imidlertid lykkedes de mænd, der for tiden er de mest formående i hertugdømmerne (Reventlow-Preetz, Olshausen, Clausen, Bargum?) at sætte igennem, at man foreløbig skal indskrænke sig til at sende en deputation til København for at overbringe den ovenanførte fordring på en schleswig-holsteinsk konstitution; at Grev Reventlow-Preetz står i spidsen for denne deputation, som formodentlig kan ventes hertil med dampskibet "Skirner" på onsdag; endelig, at der er nedsat en permanent komite, som naturligvis skal varetage det videre fornødne, ifald deputationen ikke bringer et fyldestgørende svar tilbage. 

(Fædrelandet, 20. marts 1848)

Bemærk at Fædrelandet enten ikke havde fået fat på deputationens faktisk hensigt, eller også bevidst undlod at omtale den, mens Kjøbenhavnsposten helt undlod at meddele at deputationen ikke stillede krav om løsrivelse fra Danmark. Lyna den 22. marts var den eneste avis som nævnte at Olshausen var blevet nedstemt, og gav et mere korrekt referat. Men det blev formentlig ikke læst i København.

Mødet i Casino 20de Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Indenlandske Efterretninger. 

Kjøbenhavn, den 21de Marts.

Forsamling i Casino. Paa Grund af de med Dampskibet i Gaar modtagne foruroligende Efterretninger fra Hertugdømmerne, sammenkaldte Casinocomiteen en Forsamling i Aftes, til hvilken alle Billetter, ligesom sidst, vare optagne. Formanden, Etatsraad Hvidt, underrettede Forsamlingen om Grunden til, at Forsamlingen var bleven sammenkaldt til i Aftes i Stedet for, som først bestemt, paa Onsdag, og gav en Fremstilling af de Facta, som skulde være foregaaede i Rendsborg. I den Forsamling, der i Løverdags afholdtes i Rendsborg af de erfarne Mand, var der nemlig blevet valgt en Deputation til at overbringe Hs. M. Kongen forskellige Andragender som Hertugdømmernes sidste Ord, og i Tilfælde af et afslaaende Svar var der tillige blevet valgt en permanent Comitee, der da havde at sammentræde som provisorisk Regiering. Skjøndt nu vel Detaillen kunde være lidt overdreven, saa var der dog vist saamegen Sandhed deri, at man her maatte være paa sin Post. Men hvis Landet skulde frelses, maatte Hs. Majestat omgive Thronen med Folk, der besad tilstrækkelig Dygtighed og være den vanskelige Opgave voxne, som nu forelagdes dem, og fremfor Alt besad Folkets Tillid. Dette, meente han, kunde ikke siges om de nuværende Ministre, der tildeels havde fremkaldt alle disse ubehagelige Forhold med Hertugdømmerne. Borgerrepræsentanterne havde derfor bestaltet at indgive en Adresse til HS. Majestæt, hvori forlanges de gamle Ministres Afskedigelse. Denne, der er kort, men affattet i meget bestemte og syndige Udtryk, opkastet derpaa under meget Bifald Advocat Lehmann fremtraadte derpaa, for nærmere at motivere Grunden til denne Forholdsregel, idet han fremstillede bekjendte Kjendsgjerninger og ikke holdt sig til de senest modtagne Beretninger, som Nogle maaskee kun vilde kalde løse Rygter. Han fremstillede med megen Varme Sagens egentlige Sammenhæng, og afbrødes ofte af stormende Bifald. Etatsraad Francke besteg nu Talerstolen, for at give nogle factiske Oplysninger. Her maae vi ligesom sidst beklage Forsamlingens Mangel paa Tact; thi da Formanden sagde, at Etatsraaden, da han ikke var det danske Sprog voxen, bad om at maatte udtrykke sig paa Tydsk, opstod der en stærk Hyssen, rigtignok blandet med meget Bifald, i Stedet for at man skulde agte den Mand, der fremtraadte saaledes som han her, hvilket ogsaa Advocat Lehmann meget smukt fremhævede. Da Roligheden atter var bragt til Veie, erklærede Etatsraaden, at ifølge et privat Brev indskrænkede Alt, hvad der var foregaaet i Rendsborg, sig til, at de erfarne Mand havde havt et Møde i Rendsborg i Løverdags, for at raadslaae med hinanden om Hertugdømmernes Interesser. Man havde imidlertid varet meget uenig og kunde ikke komme til noget Resultat. Men ved Siden af denne Forsamling var der blevet afholdt en Folkeforsamling, der ved en Petition til de Deputerede havde bragt det til, at en Deputation var bleven valgt til at overbringe Kongen visse Andragender. Det var det Hele, og han meente derfor, at man ikke behøvede at ile saameget, og foreslog, at man skulde oppebie Deputationens forventede Ankomst paa Onsdag, førend man foretog noget Skridt. Mag. Monrad spurgte Etatsraaden, om han vidste, hvori den Uenighed bestod og hvilke de Andragender vare, som Deputationen skulde fremkomme med. Etatsraaden svarede, at Nogle vilde holde fast ved Forbindelsen med Danmark, og det var Majoriteten, medens Minoriteten vilde en Forbindelse med det tydske Forbund. Andragendernes Indhold vidste han ikke. Capt. Tscheruing spurgte ham derpaa, om det var sandt, at en Bataillonscommandeur med sin Bataillon havde underskrevet Petitionen. Dette benegtede han, da de kun som private Mand, ikke som Militair-Corporation, havde underskrevet. Advocat Lehmann tog nu Ordet igjen og meente, at de fremkomne Oplysninger talte til Bestyrkelse for hans Mening, og oplæste derpaa følgende fem saakaldte Resolutioner, der skulde være det nye Ministeriums Program:

"En slesvig-holsteensk Forfatning er en Opgivelse af den danske Krones Ret over Slesvig. Dertil er Kongen af Danmark uberettiget og det kan det danske Folk aldrig taale.

"Det danske Folk tilsiger Kongen af Danmark sin ubegrændsede Bistand til Opfyldelsen af den helligste af hans Regentpligter, at værne om det souveraine dansk-slesvigske Riges ukrænkede Opretholdelse.

"Danmarks og Slesvigs nuværende Forbindelse kan kun sikkres ved en for begge fælleds Rigsforfatning, bygget paa en i Sandhed folkelig Valglov.

"Slesvigs nuværende provindsielle Selvstændigbed og de den værende tvende Nationalitetets lige Ret bør betrygges ved en egen Provinds-Landdag og tilsvarende provindsielle Indretninger i Forvaltning og Retspleie.

"Danmarks Velfærd fordrer, at Kongen uopholdeligen omgiver Thronen med Mænd, hvis Indsigt, Energi og Fædrelandskærlighed kan give Regjeringen Kraft og Nationens Tillid."

Stiftsprovst Tryde opponerede mod den sidste Resolution ligesom ogsaa forhenværende Stænderdeputerede Hansen fra Odense; men Capt. Tscherning gjendrev deres Bemærkninger. Fuldmægtig de Coninck fremtraadte derpaa og sagde, at et Øienvidne ved Forsamlingen i Rendsborg havde fortalt ham, at man i Adressen til Kongen andrager om: De slesvig-holsteenske Stænders uopholdelige Sammenkaldelse; Hertugdømmernes uadskillelige Forening som særskilt Unionsstat uden Forbindelse med Danmark; Slesvigs Indtrædelse i det tydske Forbund; og Statsminister E. Moltkes Afskedigelse. Cand. Ploug foreslog at ledsage Borgerrepræsentanterne, der i Dag Kl. 11, personlig vilde overlevere Adressen. Nogle meente, at man strax skulde begive sig til Kongen, men Taleren meente , at man ikke burde gaae frem i Mørke, men vælge Lyset, og det blev da eenstemmigt besluttet under meget Bifald at møde om Formiddagen Kl. 11 paa Gammeltorv.

Mag. Monrad fremstillede derfor for Forsamlingen Betydningen af den første Resolution og bad den vel at lægge Mærke til, hvad det vilde sige, at det danske Folk aldrig kan taale Slesvigs Adskillelse fra Danmark. For at kunne sige at have gjort Alt, hvad der stod i Eens Magt til at holde dette Løfte, maatte man ingen Offre flye, men vove selv det, der var En det dyrebareste, og først naar man laae knust og overvunden, kunde man sige at have holdt sit Løfte. Taleren hilsedes ligesom flere af de foregaaende, og afbrødes ofte af Bifald. Formanden satte nu Resolutionerne under Afstemning, og de antoges eenstemmiqt, med Undtagelse af den første og sidste, thi der reiste sig een Stemme mod hver af dem. Det ovenomtalte Optrin med Etatsraad Francke var det eneste Forstyrrende i Forsamlingen, der var besjælet af megen Loyalitet og Fædrenelandskjærlighed. Da Forhandlingerne ikke kunde begynde Kl. 8, fordi Formanden ikke endnu var kommen fra Borgerrepræsentanternes Forhandlinger, og En af Comiteen bad Forsamlingen om ikke at tabe Taalmodigheden, istemmede Forsamlingen som fra een Mund: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der var af en gribende Virkning. Flere Timer før Casinos Aabning stode Hundreder af Folk udenfor, for at komme ind. Førend Forsamlingen skiltes ad, udbragtes et Leve for Fædrelandet og for Kongen og de nye Ministre, der modtoges med en enthusiastisk Jubel.

- Da en stor Deel af de Studerende havde afgivet deres Adgangskort til Casino til Borgerne, vare visse tilligemed kunstnere og Polytechnikere forsamlede i Universitetets Solennitetssal, for deels at vælge en Comitee, der ved de forestaaende Begivenheder kunde repræsentere dem, og deels for at afvente Resultatet af Forhandlingerne i Casino. Den Comitee, som blev valgt, kom til at bestaae af 15: 9 for de Studerende, nemlig Candidaterne Brandis, Brix, Procurator Brock, Mag. Brøchner, Lector Gram, Cand. Liebe, Prof. Madvig, Cand. Ploug og Schack; 3 for Kunstnerne , nemlig dHrr. Const. Hansen, Skovgaard og Sonne, og 3 for Polytechnikerne, nemlig dHrr. Dalgas, Friis og Kayser. Man modtog efterhaanden igjennem nogle af den Grund i Casino Tilstedeværende Efterretning om Forhandlingernes Gang, for hvilke man gav sin for det Meste bifaldende Mening lydeligt tilkjende, og efter Referatet af Etatsraad Hvidts Tale udbrød man i et meget enthusiastisk Leve for denne. I et af de forskjellige Ophold imellem Referaterne talte Universitetets Rector, Prof. Dr. theol. Engelstoft, nogle Ord for at bestyrke de Studerende i kun at handle efter de Regler, fsom Dannelsen foreskrev. Man besluttede endelig at samles idag Formiddag paa samme Sted for derfra at slutte sig i Tog til de andre Borgere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  21. marts 1848, 2. udgave).

Samme avis berettede fra Preussen at der den 14. marts havde været skudt i gaderne i Königsberg mod en folkemængde. Desuden nye uroligheder i Mecklenburg.

Om sidste Casinoforsamling. Man har gjort os opmærksom paa, at den Hyssen og anden Tummel, som opstod ved Etatsraad Franckes Optræden ikke fornemmelig maa opfattes som Demonstration mod den tydske Taler, men som Enkeltes Misbilligelse med at han skulde tale Tydsk og den store Pluralitets Reaction derimod og Bestræbelse for at skaffe Rolighed tilveie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1848, 2. udgave).

Samme avis meddelte at kongen af Preussen som kejseren i Wien havde indvilliget i alt hvad man havde forlangt og opløst ministeriet. Der skulle være faldet 2.000 mand på begge sider. Kongen af Hannover havde givet efter for alle folkets ønsker.

Schleswig-Holstein. (Efterskrift til Politivennen)

Tysk artikel. Oversættelse øverst, original herunder:

Slesvig Holsten, 12. marts. Udviklingen af ​​den slesvig-holstenske sag er gået ind i en ny fase som følge af de seneste verdenshistoriske begivenheder. Bevidstheden om at vi selv er i stand til at bringe vores sag i mål på kort tid gennem vores egen styrke og vedholdenhed, er blevet udbredt og opfordrer alle patriotisk indstillede mænd til at handle hurtigt og beslutsomt. Kongen, vor hertugs rådmænd som skal lede det forfatningsmæssige arbejde, har mistet tilliden til sig selv og til deres effektivitet, og de skurke, der hidtil har givet deres samtykke til grev Carl Moltckes voldsomme foranstaltninger, trækker sig tilbage og indgår endog ind i en beskeden modstand. Kammerherre Scheel ser at hans tid er gået og er fortvivlet. Den ridderlige deputation fra hertugdømmerne, bestående af klosterprovst grev Reventlow von Preetz og grev Hahn von Neuhaus, fandt kongehertugen den mest fremragende modtagelse; ja, selv anmodningen om at se vores rettigheder anerkendt blev ikke umiddelbart afvist. På dansk side er folkets ledere meget optaget af, at kongen vil henvende sig til den slesvig-holstenske folkesag og give efter for den lokale bevægelse. De forsøger nu at skabe et generelt oprør i Danmark for at erobre Slesvig. Etatsråd Hvidt inviterer til folkemøder, hvor kravet om befolkningens effektivitet til at skabe en forfatningsmæssig forbindelse mellem Slesvig og Danmark skal motiveres. I hertugdømmerne vil hele folket vide at sætte pris på denne danske uforskammethed og vide at modvirke den i ord og handling. Programmet for befolkningen i Slesvig-Holsten vil blive overdraget til vor hertug af alle egne af landet. Vi kræver, at vores misforståede, undertrykte statslovgivning igen bliver en kendsgerning, at staten Slesvig-Holsten anerkendes i sin skilsmisse og adskillelse fra riget, at denne stat atter tildeles forfatningsmæssige rettigheder, at dens repræsentanter forhandler en ærlig, fri union med Danmark initieres af kongehertugen. Heraf følger alle de enkelte krav, hvis indfrielse er nødvendig for vor tyske bevidsthed og til forsvaret mod danske overgreb. Hele befolkningen samledes om det slesvig-holstenske-tyske banner, og ligesom vores sags retfærdighed er en folkelig overbevisning, kan sejren heller ikke komme fra den. Beslutningens time nærmer sig, den vil ikke finde os svage og sarte sjæle. Vores slesvig-holstenske regnemester Tiedemann på Johannisberg er den 10 d. M. blev genvalgt som suppleant i det fjortende landvalgkreds med 147 af 149 afgivne stemmer ved det af det danske kabinets vilkårlighed nødvendiggjorte suppleringsvalg. Som tidligere er også teglmageren Tams i Haddebye valgt som suppleant.   

Schleswig-Holstein, 12 März. Durch die neuesten weltgeschichtlichen Ereignisse ist der Entwicklungsgang der Schleswig-Holsteinischen Sache in eine neue Phase eingetreten. Das Bewusstseyn dass wir selber vermögen unsere Sache durch eigene Kraft und Beharrlichkeit in kurzer Zeit zum Ziele zu bringen, ist allgemein hervorgetreten, und drängt alle vaterländisch gesinnten Männer zu raschen und entschiedenen Handeln. Die Räthe des Königs, unsers Herzogs, welche das Verfassungswerk leiten sollen, haben dagegen das Vertrauen zu sich selber un zu ihrer Wirksamkeit verloren, und die Gehülsen welche bisher zu den Gewaltmassregegln des Grafen Carl Moltcke ihre Zustimmung gegeben haben ziehen sich zurück und treten sogar zu einer bescheidenen Opposition über. Der Kammerherr Scheel sieht ein dass seine Zeit verüber, und ist in Verzweiflung. Die ritterschaftliche Deputation aus den Herzogthümern, aus dem Klosterpropsten Grafen Reventlow von Preetz und dem Grafen Hahn von Neuhaus bestehend, hat bei dem König-Herzog die vorzüglichste Aufnahme gefunden, ja selbst das Verlangen unser Recht anerkannt zu sehen ist nicht unmittelbar abgelehnt worden. Dänischerseits sind die Volksführer in grosser Besorgniss dass der König sich der Schleswig-Holsteinischen Volkssache zuwenden und der hiessigen Bewegung nachgeben werde. Sie suchen jetzt eine allgemeine Volkserhebung in Dänemark zu bewirken um Schleswig zu erobern. Der Etatsrath Hvidt ladet zu öffentlichen Versammlungen ein, in denen die Aufforderung zur Wirksomkeit des Volkes um ein constitutionelle Verbindung Schleswigs mit Dänemark zu Stande zu bringen motivirt werden soll. In den Herzogthümern wird das gesammte Volk diese dänische Unverschämtheit gebührend zu würdigen und derselben in Rath und That zu begegnen wissen. Das Programm des Schleswig-Holsteinischen Volkes wird in diesen Tagen von allen Theilen des Landes aus unserm Herzog überreicht werden. Wir verlangen dass unser misskanntes, unterdrücktes Landesrecht wieder Thatsache swerde, dass der Staat Schleswig-Holstein in seiner Scheidung und Trenning vom Königreich anerkannt, dass diesem Staat die constitutionellen Rechte wieder eingeräumt, dass mit seinen Vertretern die Verhandlung über eine ehrliche, freie Union mit Dänemark vom König-Herzog eingeleitet werde. Daraus folgen alle einzelnen Forderungen, deren Gewährung für unser deutsches Bewusstseyn und die Abwehr dänischer Uebergriffe nothwendig ist. Um das Schleswig-Holsteinisch-Deutsche Banner schaart sich die ganze Bevölkerung, und wie die Gerechtigkeit unserer Sache Volksüberzeugung ist, so kann ihr auch der Sieg nicht entstehen. Die Stunde der Entscheidung nahet, sie wird uns nicht schwach und kleinmüthig finden. Unser Schleswig-Holsteinischer Rechnenmeister Tiedemann auf Johannisberg ist am 10 d. M. im vierzehten ländlichen Wahldistrict mit 147 unter 149 abgegebenen Stimmen bei der durch die Willkür des dänischen Cabinets nöthig gewordenen Ergänzungswahl wieder zum Abgeordneten gewählt. Zum Stellvertreter ist nebenfalls, wie früher, der Ziegeler Tams in Haddebye erkoren worden. 

Og i samme blad, efterfølgende artikel:

Slesvig Holsten, 13. marts. Kongehertugen har givet efter for det ultradanske partis stadig mere påtrængende krav om krigsforberedelser; ikke blot at Kastellet ved København modtager de nødvendige forsvarsrustninger, men også fæstningen i den tyske forbundsstat Holsten, Rendsburg, modtager sådanne, der arbejdes allerede på at styrke befæstningerne af begge og krigsreserven organiseres. Desuden er tre linieskibe og flere slupper ved at blive indrettet, og ifølge meldingerne er et nyt artillerikorps ved at blive dannet i Jylland. Vi minder det tyske folk og de tyske fyrster om, at Danmarks oprustning på tysk jord er rettet mod de tyske bevægelser til fordel for hertugdømmerne, at deres endelige mål er at kræve hertugdømmet Slesvig for Danmarks krone. Den tyske sag i hertugdømmet Slesvig, som hidtil er forsømt af tyske diplomater, vil blive betragtet som det tyske folks sag ikke mindre end den tyske sag i Holsten. Tysk ære tolererer ikke at der sker en krænkelse af de tyske slesvigske interesser fra Danmarks side. Haderslev by har endnu en gang kraftigt protesteret mod daniseringen af ​​den lokale lærde skole. Kongen svarede en til København sendt deputation med denne protest, at han af respekt for sin afdøde far ikke kunne ændre noget i beslutningen, men at de videre planer om danisering skulle overvejes, inden de blev gennemført. Kommunen har gennem sine repræsentanter truffet beslutningen om ikke længere at godkende de udgifter, der er afholdt hidtil fra den kommunale æra til den danske akademiske skole. Det vil herefter afventes, om der vil blive anvendt tvangsmidler. Der er også givet pressefrihed og foreningsrettigheder, men offentliggørelsen har endnu ikke fundet sted. Tildelingen af ​​retten til at afholde folkemøder er af stor betydning på nuværende tidspunkt, og det vil også forhindre udbrud af uroligheder i Kiel, hvor borgerne allerede har accepteret en truende stilling på trods af politiets forbud mod offentlige møder. I forgårs stemte de erfarne mænd i Itzehoe på de større og mindre landlige godsejere i hertugdømmet Holsten. De førstnævnte blev valgt: Klosterprovst Grev Reventlow von Preetz og godsejeren Schwerdtfeger auf Wensten; for sidstnævnte: bondeejerne Rohwer zu Jaergstorf og Witt zu Büsum, altså fire faste, beslutsomme mænd. Vælgernes protest over valghandlingen er blevet taget til protokols. Vælgerne fik også lov til at lave deres egne valgbestemmelser. Forholdene ser ud til at blive mere og mere sådan, at de erfarne mænd slet ikke vil mødes i København. - Lørdag den 18. d. M., afholdes der i Rendsborg et møde af deputerede for begge hertugdømmer for at træffe beslutning om de nødvendige skridt under de nuværende forhold.

Schleswig-Holstein, 13 März. Der König-Herzog hat dem immer dringender gewordenen Verlangen der ultradänischen Partei kriegersche Rüstungen zu veranstalten nachgegeben; nicht bloss dass die Citadelle bei Kopenhagen die nöthige Vertheidigungsarmirung erhält, auch die Festung des deutschen Bundeslandes Holstein, Rendsburg, erhält solche, an Verstärkung der Befestigungswerke beider wird schon gearbeitet und die Kriegsreserve wird organisirt. Ferner werden drei Linienschiffe und mehrere Fegatten ausgerüstet, und dem Vernehmen nach in Jütland ein neues Artilericorps gebildet. Wir erinnern das deutsche Volk und die deutschen Fürsten daran dass die Rüstungen Dänemarks auf deutschen Boden gegen die deutschen Bewegungen zu Gunsten der Herzogthümer gerichtet sind, dass ihr endliches Ziel ist das Herzogthum Schleswig für die Krone Dänemark zu behaupten. Die bisher von deutschen Diplomaten vernachlässigte deutsche Sache des Herzogthums Schleswig wird als die Sache des deutschen Volks nicht minder wie die deutsche Sache Holsteins betrachtet werden. Die deutsche Ehre duldet es nicht dass irgendeine Verletzung der deutschen Interessen Schleswigs ferner von dänischer Seite geschehe. Die Stadt Hadersleben hat nochmals energisch gegen die Danisirung der dasigen Gelehrtenschule protestirt. Einer mit dieser Protestation nach Kopenhagen gesandten Deputation hat der König erwiedert dass er aus Pietät gegen seinen verewigten Vater in dem Beschlusse nichts ändern könne, dass aber die weitern Danisirungspläne vor der Ausführung noch erwogen werden sollten. Die Stadtkommune hat durch ihre Vertreter den Beschluss gefasst: die bisher geleisteten Ausgaben aus dem Stadtärar künstig für die dänische Gelehrtenschule nicht mehr zu bewilligen. Man wird dann erwarten ob Zwangsmittel zur Anwendung gebracht werden. Pressfreiheit und Associationsrecht sind dem Vernehmen auch bewilligt, indess ist die Publication darüber noch nicht erfolgt. Die Bewilligung des Rechts zu Volksversammlungen ist gegenwärtig von grosser Bedeutung, auch wird dadurch dem Ausbruch von Unruhen in Kiel vorgebeugt, wo die Bürger wider das polizeiliche Verbot der Bürgerversammlungen bereits eine drohende Stellung angenommen haben. Vorgestern ward in Itzehoe die Wahlhandlung der erfahrnen Männer für die grössern und die kleinern ländlichen Grundbesitzer des Herzogthums Holstein vollzogen. GEwählt wurden die ersteren: der Klosterprobst Graf Reventlow von Preetz und der Gutsbesitzer Schwerdtfeger auf Wensten; für die letztern: die bäuerlichen Hofbesitzer Rohwer zu Jaergstorf und Witt zu Büsum, also vier fest, entschiedene Männer. Die Protestation der Wähler vor dem Wahlacte ist zu Protokoll genommen worden. Auch ward den Wählern gestattet das Wahlreglement sich selber zu machen. Die Verhältnisse scheinen sich immmer mehr so zu gestalten dass die erfahrnen Männer gar nicht in Kopenhagen zusammentreten werden. - Am Sonnabend, den 18 d. M., wird in Rendsburg eine Versammlung der Abgeordneten beider Herzogthümer gehalten um die nötigen Schritte unter den jetzigen Verhältnissen zu beschliessen. 

(Allgemeine Zeitung 19. marts 1848)

Martsdagene: 18de Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13. marts huggede militær og politi ind på en folkeopstand i Berlin. Nyheden om denne og de nærmere detaljer begyndte at indløbe nogle dage efter, fra 18. marts i Kjøbenhavnsposten.

- Frygtens onde følger begynde også her at vise sig; foreløbig aftager arbejdet; man foretrækker at holde på de rede penge, i stedet for at beskæftige håndværkere og andre arbejdere; man indskrænker sine foretagender i alle retninger; kreditten nægtes uformuende. 

Det var højligt at ønske at man vel betænkte hvilke følger en sådan ængstelighed - som i Danmark og navnlig i København vistnok er højst utidig - kan fremkalde. - Men kan man ikke overvinde sig til en klogere og bedre fremgangsmåde, så tør arbejdsklasserne dog endnu fatte det bestemte håb til kong Frederik den Syvende, at deres rolige og tillidsfulde bøn til ham om forholdsregler til offentligt arbejde - hvorpå der i denne tid ikke kan være mangel - og til lettelse i midlerne til livsopholdet for dem og deres familier, vil blive modtaget med anden kongelig velvilje og så vidt muligt opfyldt. De formuende klasser burde lige såvel som regeringerne endelig kunne indse, at dette er blevet tidens uundgåelige opgave, der ligger os langt nærmere end at samle bidrag til hvilket som helst anden patriotisk bestemmelse.

(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1848).

- Slesvig-holstenerne begynder allerede at frygte for, at de store begivenheder i vesten skal kølne interessen for dem i Tyskland. I Kieler Correspondenzblatt tilråder en tysk nordslesviger Tyskland, at det dog ikke må glemme Slesvig-holsten, at det ikke snart skal hedde: "det er alt for sildigt". Altså man tilstår, at man ikke kan stå på sine egne ben; røber dette ikke tydeligt nok, at man mistvivler om folkets bistand, og at man kun fører en partisag, som behøver det hele beslægtede nationalpartis bistand for at kunne sætte igennem. Hvis folket var enigt med de forskellige aristokratier, hvoraf det slesvig-holstenske parti består, da kunne man ganske rolig lade Tyskland skytte sig selv, og da behøvede man ikke at frygte Danmark. For øvrigt vil den ærede nordslesvigers bøn nok finde gehør hos de samme, som hidtil har ført slesvig-holstenernes sag i Tyskland, han behøvede ikke engang at bede dem derom, for han kunne være forvisset om at hof-, professor- og pengemændspartiet i Tyskland netop nu mere end nogensinde har årsag til at give nationalspørgsmølet den største vigtighed, hvor det måtte komme frem, for at aflede opmærksomheden fra revolutionen, som i så mange henseender er ubehagelig for de partier. Nordslesvigerne kunne altså som hidtil stole på den kraftigste bistand af augsburgeren (hofferne) såvel som af Deutsche Zeitung (professorerne) og Bremertidenderne (pengemændene); men måske disse folks bistand nu slet ikke nytter mere. Folkemassen som aldrig synderlig har lyttet til dem, har vist nok nu fået ganske andet at tænke på end det, som de blade ville indprente dem. Og hvad nytter alle anbefalinger i bladene, når folket ikke bekymrer sig derom. Slesvig-holstenernes eneste håb og støtte i Tyskland er Ludvig af Bayern, som med bravur har erklæret at ville stille sig i spidsen for den tyske bevægelse. Man ved imidlertid hvad det betyder; vil han stille sig i spidsen for bevægelsen, så er det for at give den en retning, som konvenerer ham, altså en reaktionær og romantisk retning mod Frankrig, og hans tilbud vil derfor blive afvist af alle dem, som knytter deres bestræbelser til den nye revolution. Hans patronage vil altså kun kompromittere slesvig-holstenerne, vil stille dem i lige linje med den fyrstelige og doktrinære reaktion mod det hele liberale Tyskland.

(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1848).

Der findes kun få aviser tilgængelige som ikke var af dansk-nationalistisk observans. En undtagelse var Lyna der blev udgivet i Haderslev. Den var af slesvig-holstensk observans. Dem var der flere af: Sonderburger Wochenblatt, Eckernförder Wochenblatt og Allgemeines Wochenblatt (Aabenraa). Af dansksprogede aviser var der Dannevirke (Haderslev, 1848), Apenrader Ugeblad (1839) og Flensburger Zeitung (1840). 

"Flensburger Correspondent" var Den slesvigske Forenings talerør. Den skiftede 1. oktober 1850 navn til "Flensburger Zeitung" og redigeredes af Claus Manicus. Den havde opnået at få statsstøtte på 1.000 rigsbankdaler, under politiske betingelser: minister for Slesvig, Bardenfleth indskærpede at den måtte følge "de vink ... som ministeriet med hensyn til bladets indhold og tone" gav. Da de slesvig-holstenske blade var undertrykt indtil 1855, var avisen ret alene på avismarkedet.

Under det slesvig-holstenske styre (april 1848 - juli 1849) blev alle dansksindede aviser lukket. Fra sommeren 1850 styrede danske embedsmænd i en årrække ret enevældigt og politiet udøvede censur på alt politisk stof. Nedenstående er en artikel fra Lyna som er indekseret i Mediestream indtil 1848.

Efter det, der nu forberedes i Tyskland, en tættere sammenlægning af forbundsstaterne med et lovgivende over- og underhus (fyrste- og folkekammer), hvortil de enkelte fyrster vil blive tvunget til at ofre en væsentlig del af deres suverænitet, løsner Holsten og Lauenburg sig fra den danske stat, og slesvigerne og vil kun have kongen til fælles med dem. Holstein-Lauenburg vil snart gøre krav på og ifølge de nye føderale love få sine egne finanser, hær, flåde og regering. Det bliver kongens nedenstående 28. jan. lovede grundlov, det danske flag sænkes og det sorte, røde og guldflag med dobbeltørnen, som allerede er godkendt af forbundsforsamlingen, vil blive hejst - kort sagt: Holsten - Lauenkurg skilles fra Danmark-Slesvig som selvstændig stat i disse turbulente tider og smelter sammen med Tyskland. Slesvig er ikke ulykkelig på grund af dette, det kommer snarere ind i en tilstand af bedring og ro som følge af sin ustabile situation og takket være sin heldige situation, gennem den kommercielle aktivitet, aktivitet og forsigtighed, der er iboende i Slesvig, gennem jernbaner og havne, forbedring af lovgivning og administration, real- og handelsskoler opnår snart uanet styrke og velstand. Slesvig vil blive mere selvstændig, den vil vinde tid til at lære sine ejendommelige fordele at kende og føle en glad stolthed over at besidde dem. Det er vores trøst i adskillelsen fra en gammel ven, der selvfølgelig altid spillede den nedladende herre mere end Slesvigs ven. Må vi stadig leve videre med Holsten under et godt og klogt fyrstehus! Med hensyn til Slesvigs fremtidige forhold til riget vil dette udvikle sig mere og mere under, hvad vi håber bliver en fri og lykkelig kejserforfatning, mens Slesvig gennem sin egen provinsstænderforsamling får sin egen forfatning og interne, traditionelle institutioner, som vi finde værdifuldt, beskytte, pleje og uddanne, mens vi skal diskutere, hvad der angår helstaten i forbindelse med kongeriget. Sprogspørgsmålet i Slesvig skulle løses, så begge sprog ville have lige rettigheder.

Ideen om en eksisterende stat "Slesvig-Holsten" fremstår mere iøjnefaldende end nogensinde som et drømmebillede, som en oprører på grund af de nuværende hurtige reformer i Tyskland. Nu forsvinder denne oprører, man ser endelig Ejderen som delstatsgrænsen mellem Tysklands Forbund og delstaten Danmark-Slesvig! Hvem tvivler stadig på denne virkelighed, eller tror på, at de stadig kan kæmpe imod den? Beseler, den lønnede agent for Tysklands lærde, der ønsker erobring, mener det. Han og en landsretssekretær, Clausen, drevet af den desperate situation i deres delstat i Slesvig-Holsten, ankom her onsdag aften og forsøgte at gøre det klart for medlemmerne af den lokale borgerforening den følgende aften, at de nu skulle mobilisere alt, selv deres koner og børn i de opgivne sting for at hjælpe det så truede fædreland "Slesvig-Holsten"; Tyskland (dets fortalere?) ville hjælpe. Der er slesvig-holstensk folkemøde i Rendsburg i dag; Det kan have været Beselers og Clausens hemmelige idé at kunne tage alle borgerforeningens medlemmer med til dette store møde. Det betyder, at kun de herrer: ekspedient Dr. Meyer, Eisengiesser Bonnichsen, maler Hager, garver Göhlmann og Harz von Kafdrup rejste med dem. Disse herrer forlod byen i går morges.

Hadersleben, d. 15. März.
Nachdem was sich jetzt in Deutschand vorbereitet, eine engere Verschmelzung der Bundesstaaten mit einem gesetzgebenden Ober- und Unterhause (Fürsten- und Volkskammer), dem die einzelnen Fürsten einen bedeutenten Theil ihrer souverainitet zu opfern genöthigt sein werden, löst Holstein und Lauenburg sich vom staatenverbande Dänemarks und Schlesvigs und wird nur mit ihnen den Fürsten gemein haben. Holstein-Lauenburg wird bald seine eigenen Finanzen, eigene Armee, Flotte und Regierung fordern und auch, den neuen Bundesgesetzen gemäss, erhalten. Es wird die vom König unt. 28. jan. in Aussicht gestellte konstitution niecht entgegen nehmen können, es wird die dänische Fahne einziehen und die von der Bundesversammlung schon angenonnnene schwartz-roth-goldne Fahne mit dem Doppeladler aufziehen - kurzum: Holstein - Lauenkurg scheidet sich in dieser bewegten Zeit als ein eigner Staat von Dänemark-Schleswig aus und verschmilst mit Deutschland. Schleswig ist dadurch nicht unglücklich, es tritt vielmehr als seiner schwankenken Lage in den Zustand der Genesung und Ruhe und wird durch seine glückliche Lage, durch den dem schleswiger innewohnenden Handelsgest, Betriebsamkeit und Klugheit, durch ensenbahnen und Häfen, durch Verbesserung der Gesetzgebung und Verwaltung, Real- und Gewerbeschulen, bald zu ungeahnter Kraft und Wohlstand gelangen. Schleswig wird mehr selbstständig werden, es wird Zeit gewinnen, seine eigenthümlichen Vorzuge kennen zu lehrnen und im Besitz derselben einen glücklichen Stolz fühlen. Dies ist unser Trost in der Trennung von einem alten Freunde, welcher freilich immer mehr den herablassenden Herrn als den Freund Schleswigs gespielt hat. Mögen wir noch immer mit Holstein unter einem guten und weisen Fürstenhause fortbesteben! In Betreff des künstigen Verhaltnisses Schleswigs zum Königreiche, so wird dieses unter einer, wir hoffen es, freien und glücklichen Reichsverfassung sich mehr und mehr entwickeln, währeud Schleswig durch seine eigene Provinzial-ständeversammlung seine eigenthümliche Verfasung und innern, hergebrachten Einrichtungen, die uns werth find, schützen, pflegen und auszubilden Gelegenheit hat, während wir das, was den qanzen Staat betrift, in Verbindung mit dem Königreich zu besprechen haben werden. Die Spracbangelegenheit Schleswigs müstte dahin erledigt verden, dass beide Sprachen durchaus gleiche Berechtigung zu geniessen Hätten.

Die Idee von einem vorhandenen Staate "Schleswig-Holstein" tritt durch die jetzigen raschen Reformen Deutschlands augenfälliger als je wie ein Traumbild, wie ein Rebel hervor. Jetzt verschwindet dieser Rebel, man erblieckt entlich die Eider als Staatsgrenze zwischen dem Bundesverein Deutschland und dem Staate Dänemark-Schleswig! Wer zweifelt noch an dieser Wirklichkeit, oder glaubt, gegen dieselbe noch ankämpfen zu könne? Beseler, der besoldete Agent der eroberungssüchtigen Gelehrten Deutschlands, glaubt es. Er und ein Obergerichtssecretair Clausen, durch die verzweifelte Lage ihres schleswigholsteinischen Staates getrieben, trafen Mittwoch Abends hier ein und bemühten sich, den Abend darauf den Mitgliedern des hiesigen Bürgervereins deurlich zu machen, wie sie jetzt Alles aufbieten müssten, ja selbst ihre Frauen und Kinder im Stiche lassen, um dem so sehr bedrohten Vaterlande "Schleswig-Holstein" beizuspringen; Deutschland (die Advocaten desselben?) würde beistehen. In Rendsburg ist heute eine schleswigholsteinische Voksversammlung; es ist vielleicht die geheime Idee Beselers und Clausens gewesen, sammtliche Mitglieder des Bürgervereins mit nach diesem grossartigen Meeting bringen zu können. Es heistt, dass nur die Herren: Gerichtschreiber Dr. Meyer, Eisengiesser Bonnichsen, Maler Hager, Gerber Göhlmann und Harz von Kafdrup mitgereist sind. Diese Herren verliessen die Stadt gestern Morgen.

(Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt. Udgivet i Haderslev, 18. marts 1848)

I Slesvig havde der gennem et par årtier eksisteret en del blade, alle på tysk. Det første dansksprogede var "Dannevirke" (1838). I "Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt" (udgivet i Haderslev) kunne man aflæse forskellen til Københavnerpressen. Den 18. marts 1848 beskrev bladet hvordan en gammel ven, Holsten, bevægede sig mod den tyske forbundsstat, mens Slesvig stadig var en del af Danmark-Slesvig, dog med en betydelig større selvstændighed gennem udvikling på alle samfundsområder, og skrev bl.a.:

Mögen wir noch immer mit Holstein unter einem guten und weisen Fürtenhause fortbestehen! In Betreff des künftigen Verhältnisses Schleswigs zum Königreiche, so wird dieses unter einer, wir hoffen ess, freien und glücklichen Reichsverfassung sich mehr und mehr entwickeln, während Schleswig durch seine eigene Provinzial-Ständeversammlung seine eigenthümliche Verfassung und innern, hergebrachten Einrichtungen, die uns werth sind, schützen, pflegen und auszubilden Gelegenheit hat, während wir das, was den ganzen Staat betrifft, in Verbindung mit dem Königreich zu besprechen haben werden. Die Sprachangelegenheit müsste dahin erledigt werden, dass beide Sprachen durchaus gleiche Berechtigung zu geniessen hätten.

Dette synspunkt kunne man retfærdigvis også læse i "Flyveposten", 17. marts 1848, hvor spørgsmålet hvad slesvigere egentlig er, besvares med at de helst bare vil opfattes som slesvigere, et folkefærd boende mellem Østersøen og Nordsøen, mellem Kongeåen og Ejderen. Og ikke en del af Holstein, heller ikke som en provins i Danmark. Dette uanset at der tales forskellige sprog: Dansk, tysk og frisisk. 

Slesvigere er saadanne Borgere af den danske Staat, som, oprindelig danske af Herkomst, ved Historiens Nødvendighed have indgaaet en saadan Blanding med vore Naboer, Holstenerne, med hvem vi i Aarhundreder have deelt Overherre, at vi nu for Tiden, betragtede som en Eenhed, hverken ere eller ville være udelukkende Danske eller Tydskere, men kun Slesvigere. - Vi forstaaes nu af dem, der ville forstaae os. Vi ere altsaa som Slesvigere et ved sine Beboerres Eiendommelighed, ved denne sig bestandig gjentagende Dobbelthed, afsondret, i og for sig afsluttet, selvstændigt Land.

Vilstrup. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865). 

Som det fremgår af det foranstående materiale var der snarere end en slesvig-holstensk bevægelse mange bevægelser som i det omfang man ønskede noget, pegede i forskellige retninger. Hvor Olshausen repræsenterede et venstreliberalt synspunkt. "Kieler Correspondenz-Blatt" var underlagt en skrap censur. Udviklingen skulle forsimple det hele, og det overordentlig hurtigt. Det skyldtes flere faktorer: At Christian d.8. var død i januar, at der var uro i hertugdømmerne, og at der var revolutioner rundt omkring i Europa i februar og marts. Olshausen m.fl. var bekymrede for at det skulle løbe løbsk, og fik sammen med andre indkaldt en fælles stænderforsamling den 18. marts for Slesvig og Holsten - noget som ellers kun den danske konge kunne gøre. Olshausens forslag om at nedsætte en provisorisk regering blev nedstemt til fordel for at afsende en deputation til Frederik VII for at kræve fælles forfatning for hertugdømmerne, almen valgret, presse- og forsamlingsfrihed, folkebevæbning og optagelse af Slesvig i det tyske forbund. Mens deputationen og den nyudnævnte regering ikke kunne blive enige, opmuntredes man i Slesvig-Holsten af opstanden i Berlin. 

Flensburg. Ved valgene til den konstituerende landsforsamling i juli 1848 var såvel Kieler Correspondenz-Blatts venstereliberale Theodor Olshausen, som hans bror Justus Olshausen uhyre populære og fik mange stemmer. I modsætning til deres danske pendant, fx Orla Lehmann, var de imidlertid på den tabende parts side i krigen 1848-1851, og Theodor Olshausen besluttede at flygte til USA. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Set fra denne side taler man om ekstreme kræfter i København, men at der stadig var gang i en proces frem mod en løsning.