Den slesvig-holstenske Deputation ankommer. (Efterskrift til Politivennen)

København er i dag kommet i en bevægelse der udstrækker sig til alle klasser. Efterretningerne fra hertugdømmerne og uvisheden om hvilke mænd der ville blive kaldt til ministre have givet anledning hertil. Efter at man i aftes havde nævnt adskillige embedsmænd og adelige som ministre, hørte man i morges, at d'hrr. Scheel-Plessen, Bang og Bardenfleth var udnævnt. Imidlertid ankom dampskibet "Skirner" fra Kiel, flere tusinde mennesker havde indfundet sig på Toldboden og ledsagede den dermed ankomne slesv.-hol. deputation, dog uden nogen som helst uorden, til Hotel d'Angleterre. 

Imidlertid var også en kurer ankommet fra Slesvig med efterretninger til regeringen; og nu samledes man overalt på gaden i grupper og fortælle hverandre, at prinsen af Augustenborg havde stillet sig i spidsen for en opstand i hertugdømmerne, at Rendsborg var i partiets hænder, de danske officerer fangne osv. Højst alvorlige må disse efterretninger have været, da de foranledigede, at dhrr. Hvidt, Clausen, Monrad, Lehmann og Tscherning blev kaldt til kongen. Resultatet af denne konference er angivet ovenfor. Forinden havde en del borgere og studenter begivet sig til generalpostdirektøren og ved deres forestillinger bevirket at denne embedsmand gav ordre til at dampskibet "Copenhagen" ikke skulle gå til Kiel, men at derimod en kgl. Stafet, som er gået over land, skulle medtage brevsækken. Omtrent på samme tid som det nye ministerium blev udnævnt, anholdt en del borgere den slesvig-holstenske deputation, der formodedes at ville fjerne sig fra Staden, da den vel så, at der ikke længer kunne være tale om at blive modtaget af kongen. Man førte de fem herrer til en privatmands hus i Kronprinssessegade, da denne mand (hr. konsul Hage) tilbød sig at indestå for deres tilstedeblivelse. Om denne deputation har vi nedenfor meddelt det nærmere efter "Al. Merc."

(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1848).

(Alt. Merc.) Den forsamling som fandt sted i Rendsborg den 18. d.s. af de stænderdeputerede fra begge hertugdømmerne, var meget talrig besøgt også af de delegerede medlemmer af ridderskabet. Fra Flensborg var den ene deputerede, kancelliråd Schmidt, og af de dansk-slesvigske deputerede af bondestanden kun gårdmand Krüger af Beftoft til stede. Denne udtalte sine anskuelser på dansk og i dansk retning. Forsamlingen varede 10 timer, uden at den blev afbrudt af andet end at der indgaves til den flere adresser, navnlig en fra en samtidig i Rendsborg stedfindende meget talrig folkeforsamling. (Mødet  siges her har været offentligt, men ifølge en anden beretning har dette ikke været tilfældet). Forsamlingen besluttede med overvejende majoritet at sende en deputation til København med følgende ønsker: 1) At der ufortøvet skulle sammenkaldes en forenet slesvig-holstensk landdag ; 2) at et udkast til en konstitution for de forenede hertugdømmer skulle forelægges for denne landdag, 3) Hertugdømmet Slesvig skal straks tiltræde det tyske forbund; 4) Indførelse af nationalbevæbning i begge hertugdømmerne; 5) Afskedigelsen af den hidtilværende regerings- (ikke kancelli-) præsident. Deputationen - i hvis valg nogle (dissenterende) medlemmer af forsamlingen ikke tog del - består af v. Neergaard- Develgonne, Th. Olshausen, etatsråd Engel, advokaterne Gülich og Claussen. 

Forsamlingen i Rendsborg valgte tillige af sin midte en komite, som så snart forholdene udkrævede det, skulle sørge for at sammenkalde en anden forsamling; den består af Reventlou-Preetz, Bargum og Beseler. 

En anden, mere truende beretning om forsamlingen i Rendsborg læses i de hamborgske blade således: Forsamlingen begyndte kl. 12 om middagen og endtes kl. 10 om aftenen. Fra Slesvig var der kommet befaling til politimesteren, etatsråd Berger, ikke at lægge hindring i vejen for afholdelsen af de deputeredes forsamling, men ikke at tillade offentlighed eller nogen folkeforsamling. De deputerede besluttede at føje sig efter denne befaling, og under debatterne at aflukke lokalet. Beseler som valgtes til præsident, forkyndte denne beslutning til den foran forsamlingssalen ventende menneskemasse, og tilføjede, at når forhandlingerne var forbi, ville de Deputerede begive sig til teatret, for der at meddele den fattede beslutning. 

En almindelig utilfredshed, som gav sig luft i meget energiske udtryk, var følgen heraf. Man talte om, at det nu endelig var på tide lovligt at sætte sig til modvæge osv., og man opfordrede Beseler til at underrette forsamlingen om denne stemning, som var fremherskende. Imidlertid blev i teatret en af borgerforeningen affattet adresse til de deputerede flere gange oplæst for den bestandig tilstrømmende menneskemasse og underskrevet af flere Tusinder. Den gik ud på at der måtte fordres en for begge hertugdømmerne fælles sand konstitutionel forfatning, baseret på almindelig valgret og almindelig valgbarhed, Slesvigs tiltræden til det tydske forbund, et tysk parlament, ubetinget pressefrihed, uindskrænket frihed til at forsamle sig, juryinstitution, almenbevæbning, navnlig oprettelsen af borgergarder, at Rendsborg skulle gøres til en tysk forbundsfæstning, og at de danske som er ansat i civil- eller militærtjeneste i hertugdømmerne ufortøvet skulle tilbagekaldes. 

Endvidere skulle grev Carl Moltke og præsident Scheel fjernes fra statstjenesten og i deres sted sættes mænd, som var i besiddelse af hertugdømmernes tillid og agtelse. Folkeforsamlingen ventede at de deputerede ved alle til deres rådighed stående midler ville sørge for at opfylde disse folkets fordringer så hurtigt som muligt, og derved tilvejebringe en ende på den tingenes tilstand, som hvis den skulle vedvare endnu længere, lod befrygte det værste både for fyrsten og folket. Blandt dem der undertegnede adressen, var også 250 soldater af Rendsborgs Garnison. En af disse, en overkonstabel af 2. artilleriregiment, trådte frem, efter at han havde underskreven adressen for at erklære: "at han vel vidste, hvad han havde gjort, at man måske ville straffe ham for dette skridt; derfor spurgte han sine forsamlede medborgere, om han og hans kammerater kunne gøre regning på, at man ville tage sig af dem". En mageløs jubel fulgte efter denne tale. To af byens borgere begav sig straks til kommandanten for at lade ham vide at Rendsborg, hvis det gjordes fornødent, ville gøre militærets sag til sin egen. Adressen blev siden efter, da den havde opfyldt sin hensigt, tilintetgjort, for at en senere undersøgelse om underskrifterne kunne blive forgæves. På lignende fakta, på andre hermed overensstemmende tidens tegn var dagen ikke fattig."

(Kjøbenhavnsposten 22. marts 1848)

Wilhelm Beseler (1806-1884). Liberal advokat. Spillede en stor rolle som medlem af stænderforsamlingen i Slesvig 1842-1848, valgt i Tønder. På grund af sine synspunkter forsøge den danske regering i 1847 at hindre hans genvalg til stænderforsamlingen med henvisning til at dette ikke var foreneligt med hans advokatarbejde. En pengeindsamling frigjorde ham imidlertid fra hans advokatforretning, hvorefter han blev  genvalgt. Han blev 23. marts 1848 medlem i den provisoriske regering indtil 19. oktober 1848.

Kronprinsessegade. Her boede konsul Hage hvor deputationen havde fundet tiflugtssted. Konsul Alfred Hage boede i Kronpinsessegade 392 (nutidens nr. 20). Derudover boede cand. jur. Hother Hage (redaktør af Folkebladet) i nr. 401 D og frøken M. B. Hage i nr. 402 (nutidens nr. 44). 

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift er indgivet en med omtrent 4000 Underskrifter forsynet Adresse til Hs. Majestæt, hvori udtales Ønsker om Nedsættelsen af en Landbocommission, om Ophævelsen af de ved tvende Reskripter af 12te Mai 1846 gjorte Indskrænkninger i Bondestandens Forsamlingsfrihed, om en tilstrækkelig Repræsentation i den paatænkte "stændiske Forfatning", og endelig om, at Hs. Maj. vilde udvælge nogle Mænd af Bondestandens Midte til Medlemmer af den Forsamling, som skal overveje Forfatningsudkastet. En Deputation, bestaaende af Gaardmændene, Stænderdeputeret P. Steffensen og Amtsraadsmedlem H. Olesen, har i Løverdags Formiddag overleveret Adressen til HS. Majestæt, der efter sammes Modtagelse udtalte først sin Tak for den deri indeholdte Lykønskning, og dernæst med Hensyn til de Foranstaltninger, der petitioneredes om, yttredc, at han vel ikke øieblikkelig kunde give noget bestemt Løfte, men vilde forsikkre Deputationen om, at han stedse, som han ogsaa tidligere havde lovet, vilde være Bondestandens Ven og Talsmand, og hvad angik den svagere Repræsentation, denne Stand vilde faae i de erfarne Mænds Forsamling, bad han at man vilde erindre sig, al han valgte 10 Medlemmer til denne og i sit Valg hverken var bunden ved Stænderanordning eller Nogetsomhelst. At Hs. Majestæt havde antydet en Forandring i Forfatningen, maatte forøvrigt være Borgen for, at han gjerne bortgav noget af sin Magt, for at gjøre sit Folk lykkeligt. (Loll. Falst. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. marts 1848).

Kjøbenhavn, Slesvig-Holsten, 21de Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 21. marts krævede det nationalliberale, ejderdanske ministerium Slesvig indlemmet i Danmark. Nu begyndte det at gå stærkt.

København, den 21. marts 1848.
Kongen er imødekommet ønsket om en forandring af ministeriet. Den fra Casino forsamlingen i aftes (hvorom vi henviser til nedenstående beretning) udgåede opfordring om i masse at ledsage borgerrepræsentanterne med en adresse til Kongen, havde i formiddags på Gammeltorv samlet flere tusinde studenter og borgere, og da dette tog satte sig i bevægelse voksede det ved den tilstrømmende folkemængde fra alle sider i den grad, at det ved sin ankomst på slotspladsen vel udgjorde 12 til 15.000 mennesker. 

Magistraten havde på rådhuset sluttet sig til borgerrepræsentationen. Deputationen blev modtaget af H. M. Kongen, som til svar på dens Andragende om at HS. M. ville omgive tronen med andre mænd, ytrede at dette ønske allerede var forekommet, ved det hidtilværende ministeriums opløsning, hvorhos han opfordrede dem til at slutte sig til ham, i hvem de altid ville finde en trofast Leder. 

Da deputationen bragte dette svar ned til forsamlingen, udbrød denne i gentagne hurraer for kongen, og ledsagede derpå kommunalbestyrelsen tilbage til rådhuset, mens den øvrige folkemængde skiltes ad.  

Hvorvidt dette kan anses for en afgørelse, må først følgerne vise. Af hvem det nye ministerium vil komme til at bestå, ved vi ikke, men vist er det, at dersom det skal udføre sit hverv til folkets og tidens tilfredsstillelse, må det gøre friheden til sit løsen.  

Har det hidtilværende ministerium været svagt, så viser det nye en bedre kraft, men ikke tror det at kraften nu til dags ene ligger i bajonetspidserne - den ligger meget mere i den frihedsorden, som med hver fag tydeligere bebuder sin opgang i resten af Europa. Man byder derfor ikke blot Slesvig, men også Holsten og Lauenborg frie folkelige institutioner, før man byder dem krig; man knytter ikke alene Slesvig fastere til Danmark, men man byder også de to i det hidtilværende tyske forbund indlemmede hertugdømmer sådanne frihedsgarantier, at den overvejende mængde af befolkningen - som aldrig kan eller vil foretrække borgerkrig eller revolution - kan blive villig til atter ganske at tiltræde den danske Statsenhed. 

------------

Ved indgangen til Casino i går aftes omdeltes et trykt blad af nedenstående indhold *), hvortil forhandlingerne skulle knytte sig. Da præsidenten etatsråd Hvidt ventedes fra borgerrepræsentationen, hvor den samme genstand forhandledes, kunne debatterne ikke straks begynde, hvorfor nogle for at forslå tiden på en passende måde, istemte "Danmark dejligst vang og vænge", hvis naive, idylliske standpunkt sikkert forekom majoriteten som en anakronisme, hvorfor den også blev sunget af et forholdsvis ringe antal og øjeblikkeligt afbrudt ved præsidentens uformodede ankomst.  Med statshøjheden har den sang kun meget lidt at gøre. 

Hr. etatsråd Hvidt oplæste nu en af borgerrepræsentanterne besluttet adresse, som i formiddag Kl. 11.30 skulle overbringes kongen og som indeholdt den mest åbne, uforbeholdne mistillidserklæring om ministeriet, hvorpå man hidtil her i landet har haft et eksempel, og som allerede af den grund er et vigtigt skridt. Adv. Lehmann motiverede derpå adressen, såvel som den herhidhørende passus i det uddelte blad på en endnu mere energisk og utvetydig måde, idet han underkastede de gamle ministre såvel for evnernes som viljens vedkommende en lige ugunstig kritik, som det må blive deres sag at gendrive på anden måde end ved aktioner. Man har vist nok endnu aldrig her i vore offentlige forsamlinger hørt et så uforbeholdent sprog - et glædeligt vidnesbyrd om de uhyre fremskridt, som friheden om end ikke de jure så dog de facto har gjort. 

Hvad vi imidlertid ikke kan billige, er at taleren stillede den danske sag som legitimitetens lige overfor den slesvig-holstenske som revolutionens på en tid, da ingen slags legitimitet mere respekteres. Man bør på ingen måde overlade revolutionen til den slesvig-holstenske opposition som dens standpunkt nu da revolutionen har skaffet Tyskland så store velgerninger; man kunne jo have eftervist, at denne opposition hylder den mest forrustne legitimitet og følgelig må afsky revolutionen, som det øvrige Tyskland i dette øjeblik udfører. 

Hr Lehmann afløstes af etatsråd Francke, der fungerede som en art kongelig kommissarius og ønskede at meddele forsamlingen nogle faktiske oplysninger om begivenhederne i Rendsborg, for at formå den til at afstå fra ethvert overilet skridt. Hr Francke holdt med forsamlingens indvilgelse sit foredrag på tysk, og hans meddelelse støttede sig på et brev fra politidirektør Krohn i Kiel, hvis hovedindhold var, at der i Rendsborg foruden forsamlingen af de Deputerede også var afholdt en folkeforsamling. Om den sidste meddeltes intet nærmere, hvorimod det hed, at majoriteten i den første havde besluttet at sende en deputation til Kjøbenhavn, som skulle ankomme på onsdag. Hr. Francke håbede da, at man til den tid ville opsætte enhver demonstration. Han benægtede for øvrigt alle rygter om en provisorisk regering, permanent komite etc. etc. som i går var sat i omløb i byen. 

Hr. mag. Monrad fandt Franckes oplysninger meget ufyldestgørende og Lehmann bemærkede, at de forholdsregler, man foreslog, slet ikke var motiverede ved rygterne men ved det slesvig-holstenske partis hele historie, navnlig ved de sidste stænderforsamlingere trusler med oprør. Stiftsprovst Tryde optrådte derefter for at minde dels om den krise i kreditten, som en krigerisk konflikt mod det slesvig-holstenske parti måtte medføre, dels om det meget gode vi besad i det nuværende ministerium, som ville gå tabt ved dettes fuldstændige opløsning. Hr. Tryde var for øvrigt kun i meget ringe grad den opgave voksen at tale til en forsamling, som ikke tier stille, men interpellerer.

Den gejstlige veltalenhed kom til kort og afløstes af den militære, af kapt. Tscherning, som begyndte et formeligt forhør over stiftsprovsten, indtil denne tydeligt havde forklaret sig. Tscherning påstod da at man ikke så meget havde en personelforandring for øje (??), som en ny, konstitutionel organisation af ministerierne, hvorved disse kunne få såvel en bestemt vilje som et bestemt ansvar. 

Eksdeputeret Hansen fra Fyn reklamerede i hr. v. Bardenfleths favør, hvortil han af en del af forsamlingen fik det svar, at Bardenfleth ikke hørte til de ministre, som den nuværende konge havde arvet efter sin højsalige Fader og altså ikke var indbefattet under mistillidsvotumet. Hr. Ploug foreslog forsamlingen at indfinde sig i dag kl. 11 på Gammeltorv for at ledsage kommunen til Christiansborg, hvad der vedtoges. Hr. mag. Monrad talte om, at man vel kunne benytte en del af de gamle regeringskræfter som brugbare materialer til det nye ministerium og at man ikke tænkte på en fuldstændig kassation, hvormed han vel ville trøste sin gejstlige broder, hr. Tryde. For øvrigt talte han noget temmelig uklart om det Parricedium, som skulle bestå i at lægge hånd på Slesvig for at adskille det fra Danmark. Noget, hvorpå vist ingen dansk tænker. Endelig gav han helstatstilhængerne at betænke, at Holsten kun gennem Slesvig kunne bindes til Danmark. 

De Coninck meddelte en efterretning om folkeforsamlingen i Rendsborg, som han ville have modtaget af et øjenvidne og som gik ud på, at man der havde besluttet at petitionere regeringen om anerkendelsen af staten Slesvig-holsten og Grev C. Moltkes afskedigelse; den sidste begæring anså han for aldeles uretfærdig fra slesvig-holstenernes side. 

Dernæst blev de enkelte bestemmelser i programmet sat under afstemning og enstemmig antaget. Mærkeligt var det for øvrigt, at hs. h. hr. professor Clausen ikke ved denne lejlighed tog ordet, og ved udtrykkelig at ratihabere Lehmanns kritik over de gamle ministre både gav denne en forøget autoritet hos det af ham repræsenterede Parti og fordrede sin andel i et ansvar, hvis frivillige overtagelse ikke kunne andet end forøge respekten for hans bekendte borgerlige mod. 

Således har vi da endelig langt om længe set statshøjhedspartiet det første skridt til at handle og, som Lehmann træffende sagde, til at komme ud over den blotte snak. Det kunne efter hvad der var passeret og navnlig efter den skadefro spot, hvormed hertugdømmernes blade have omtalt den første forsamling i Casino, ikke være bekendt andet end ligefrem at tilbyde regeringen sin bistand og fordre delagtighed i statsmagten. Bør regeringen modtage denne bistand eller afvise den? Dette spørgsmål falder sammen med det andet: Bør regeringen erklære hertugdømmerne i oprørstilstand og gribe til anvendelse af våbenmagt? Der er kun et middel til at undgå dette og det er antagelsen af det i Frankrig fastsatte valgsystem og den øjeblikkelige sammenkaldelse af en på dette system baseret rigsforsamling. Regeringen ville således forekomme den revolutionære bevægelse i Tyskland ved at give en frihed som der endnu ikke er opnået, og den fik da andre stemmer at høre end dem, som den hidtil har hørt. Hvorfor skal man ikke antage, at den samme differens som her i hovedstaden findes mellem de forskellige klasser af befolkningen, ikke også kunne gøre sig gældende ovre i hertugdømmerne? Men kan eller vil regeringen ikke gå denne populære vej, men lader den repræsenterende klasse i hertugdømmerne forblive i den stilling, som den der alt længe har indtaget og som daglig bliver mere fjendsk og til sidst må blive voldsom, da indser vi sandelig ikke, hvorledes den kan undgå at stille den tilsvarende klasse her i Danmark imod den og tillade den at optage den stridshandske, som tilkastes den fra dens slesvig-holstenske antagonist, da kan den ikke forhindre voldsomhedens udbrud, når den ikke vil lade det slesvig-holstenske parti uden modstand tilrive sig magten i hertugdømmerne. 

Altså en ren populær demokratisk politik eller også statshøjhedspartiets; det gamle system er vistnok blevet en umulighed. Hvad os angår, da har vi tit nok udtalt vor mening om sagen, vi er intet mindre end tilhængere af statshøjhedspartiet, men skulle det formedelst regeringens ulyst eller mangel på mod til at betræde den demokratiske bane blive til en forbigående nødvendighed og krigen således blive erklæret, da kunne det ikke ligge i vor plan at modsætte os det resultat, hvortil Krigen skulle føre eller vanskeliggøre det nye guvernement dets nærmeste øjemeds opnåelse, dets opgaves løsning. 

Det måtte selv bære det hele ansvar for sine handlinger, og vi håber det vil indse betydningen af dette ansvar. Led det et nederlag, hvoraf det selv anerkender muligheden, førte dets voldsomme politik til tabet af Slesvig, da var dets tid forbi, for det har jo frakendt Danmark al politisk betydning uden Slesvig, da kunne det ikke længere modsætte sig den uopholdelige demokratiske organisation af folket; opnåede det den så meget attråede Ejdergrænse og afsondrede det Holsten fra Riget, da kunne vi kun modtage dette som fait accompli; men hvis det omtalte parti i tillid til en så stor sejrs betydning skulle føle lyst til ved befæstelsen af det gældende repræsentationsform at befæste sin egen politiske position, sin engang erobrede magt, hvilken det nu ikke længere kunne støtte ved de slesvig-holstenske stridigheder om statsenheden, så ville dette kun have til følge, at det populære parti, demokratiet konsoliderede sig så meget desto fastere og samlede kræfter til at fortrænge det magthavende, som havde så ganske andre interesser, og for så vidt kunne vi heller ikke have noget imod, at sagen fik den vending. Demokrati, folkesuveræniteten måtte dog til sidst sejre. Altså man gøre forsøget, når man tiltroer sig kraft dertil, man er nu gået så vidt, at man ikke med anstand kan træde tilbage.

*) En slesvig-holstensk forfatning er en opgivelse af den danske krones ret over Slesvig. Dertil er kongen af Danmark uberettiget, og det kan det danske folk aldrig tåle.
Det danske Folk tilsiger kongen af Danmark sin ubegrænsede bistand til opfyldelsen af den helligste af hans regentpligter, at værne om det suveræne dansk-slesvigske riges ukrænkede opretholdelse.
Danmarks og Slesvigs nuværende forbindelse kan kun sikres ved en for begge fælles rigsforfatning, bygget på en i sandhed folkelig valglov.
Slesvigs nuværende provinsielle selvstændighed og de deri værende to nationaliteters lige ret bør betrygges ved en egen provinds-landdag og tilsvarende provinsielle indretninger i forvaltning og retspleje.
Danmarks velfærd fordrer, at kongen uopholdeligt omgiver tronen med mænd, hvis indsigt, energi og fædrelandskærlighed kan give regeringen kraft og nationens tillid.
L. R. Hvidt. H. N. Clausen. Orla Lehmann.
A. F. Tscherning. Flor. Marckmann. Schouw.
D. G. Monrad. Carl Ploug. Hother Hage.
J. F. Gjødvad. Plesner. Meinert. A. F. Kriger 

(Kjøbenhavnsposten den 21. marts 1848).

Maleren Peter Tom-Petersen (1861-1926): Folketoget til Christiansborg Slot den 21. marts 1848. Illustreret Tidende 1898. Billedet skal snarere end en dokumentation ses som en fortolkning af hvordan man opfattede begivenheden 50 år efter at den fandt sted. Maleren var end ikke født i 1848. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forlydender om en slesvig-holstensk Deputation til Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Wien var beretninger om revolutionære omvæltninger den 18. marts i Kjøbenhavnsposten den 20. marts, samtidig med at man berettede om en delegation fra Rendsborg som ville ankomme til København. 

København den 20. marts 1848.
I lørdags er ved et møde af slesvig-holstenere i Rendsborg affattet en adresse til regeringen, indeholdende deres sidste bestemte fordringer, og en deputation vil blev sendt hertil med deres adresse. I anledning af disse efterretninger holdes i aften et nyt Casino-møde. Hvorledes de forskellige rygter om begivenhederne i Rendsborg der vil blive fremstillede eller oplyste, vil måske ikke være af ringe betydning. - Demokraterne vil ikke være der i noget stort antal, lige så lidt som forrige gang, og den fjerde stand møder heller ikke. - Når man i Rendsborg eller hvor som helst i hertugdømmerne opægger befolkningen ved at sige at det danske folk vil tvinge regeringen til at inkorporere Slesvig i Danmark, så er det en usandhed. - Det danske folk vil ingen borgerkrig, og hvis der skulle være eksalterede personer som ikke tog i betænkning at forsøge på en opstand, hvor som helst i det danske rige, så ville de få sandheden at erfare. Regeringen behøver derfor ikke at give efter for noget separatistisk partis fordringer, allermindst når den vil anerkende den store mængdes retfærdige krav på lige berettigelse med dem der vil være eneberettigede. Det slesvigske folk vil sikkert ikke selv indtræde i det tyske forbund, så meget mindre som der i dette øjeblik ikke kan siges at eksistere noget tysk forbund. Den tyske "Bundschuh", som nu rejser sig, vil næppe smage dem der hidtil har været de ivrigste anbefalere af et tysk forbund.

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1848).

Det er højst alvorlige efterretninger damskibet "Kopenhagen" har bragt fra hertugdømmerne. Privatbreve og rejsende, som er ankommet med dette, beretter nemlig at på forsamlingen i Rendsborg i lørdags, der ikke blot bestod af stænderdeputerede, men tillige af mænd fra alle egne, har mange stemmer forlangt at Schleswig-Holstein straks skal proklameres som selvstændig stat i unionsforhold med kongeriget; at forskellige petitioner derom forelagdes forsamlingen, blandt dem en underskrevet af en del menige blandt de i Rendsborg garnisonerende tropper i spidsen; at det imidlertid lykkedes de mænd, der for tiden er de mest formående i hertugdømmerne (Reventlow-Preetz, Olshausen, Clausen, Bargum?) at sætte igennem, at man foreløbig skal indskrænke sig til at sende en deputation til København for at overbringe den ovenanførte fordring på en schleswig-holsteinsk konstitution; at Grev Reventlow-Preetz står i spidsen for denne deputation, som formodentlig kan ventes hertil med dampskibet "Skirner" på onsdag; endelig, at der er nedsat en permanent komite, som naturligvis skal varetage det videre fornødne, ifald deputationen ikke bringer et fyldestgørende svar tilbage. 

(Fædrelandet, 20. marts 1848)

Bemærk at Fædrelandet enten ikke havde fået fat på deputationens faktisk hensigt, eller også bevidst undlod at omtale den, mens Kjøbenhavnsposten helt undlod at meddele at deputationen ikke stillede krav om løsrivelse fra Danmark. Lyna den 22. marts var den eneste avis som nævnte at Olshausen var blevet nedstemt, og gav et mere korrekt referat. Men det blev formentlig ikke læst i København.

Mødet i Casino 20de Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Indenlandske Efterretninger. 

Kjøbenhavn, den 21de Marts.

Forsamling i Casino. Paa Grund af de med Dampskibet i Gaar modtagne foruroligende Efterretninger fra Hertugdømmerne, sammenkaldte Casinocomiteen en Forsamling i Aftes, til hvilken alle Billetter, ligesom sidst, vare optagne. Formanden, Etatsraad Hvidt, underrettede Forsamlingen om Grunden til, at Forsamlingen var bleven sammenkaldt til i Aftes i Stedet for, som først bestemt, paa Onsdag, og gav en Fremstilling af de Facta, som skulde være foregaaede i Rendsborg. I den Forsamling, der i Løverdags afholdtes i Rendsborg af de erfarne Mand, var der nemlig blevet valgt en Deputation til at overbringe Hs. M. Kongen forskellige Andragender som Hertugdømmernes sidste Ord, og i Tilfælde af et afslaaende Svar var der tillige blevet valgt en permanent Comitee, der da havde at sammentræde som provisorisk Regiering. Skjøndt nu vel Detaillen kunde være lidt overdreven, saa var der dog vist saamegen Sandhed deri, at man her maatte være paa sin Post. Men hvis Landet skulde frelses, maatte Hs. Majestat omgive Thronen med Folk, der besad tilstrækkelig Dygtighed og være den vanskelige Opgave voxne, som nu forelagdes dem, og fremfor Alt besad Folkets Tillid. Dette, meente han, kunde ikke siges om de nuværende Ministre, der tildeels havde fremkaldt alle disse ubehagelige Forhold med Hertugdømmerne. Borgerrepræsentanterne havde derfor bestaltet at indgive en Adresse til HS. Majestæt, hvori forlanges de gamle Ministres Afskedigelse. Denne, der er kort, men affattet i meget bestemte og syndige Udtryk, opkastet derpaa under meget Bifald Advocat Lehmann fremtraadte derpaa, for nærmere at motivere Grunden til denne Forholdsregel, idet han fremstillede bekjendte Kjendsgjerninger og ikke holdt sig til de senest modtagne Beretninger, som Nogle maaskee kun vilde kalde løse Rygter. Han fremstillede med megen Varme Sagens egentlige Sammenhæng, og afbrødes ofte af stormende Bifald. Etatsraad Francke besteg nu Talerstolen, for at give nogle factiske Oplysninger. Her maae vi ligesom sidst beklage Forsamlingens Mangel paa Tact; thi da Formanden sagde, at Etatsraaden, da han ikke var det danske Sprog voxen, bad om at maatte udtrykke sig paa Tydsk, opstod der en stærk Hyssen, rigtignok blandet med meget Bifald, i Stedet for at man skulde agte den Mand, der fremtraadte saaledes som han her, hvilket ogsaa Advocat Lehmann meget smukt fremhævede. Da Roligheden atter var bragt til Veie, erklærede Etatsraaden, at ifølge et privat Brev indskrænkede Alt, hvad der var foregaaet i Rendsborg, sig til, at de erfarne Mand havde havt et Møde i Rendsborg i Løverdags, for at raadslaae med hinanden om Hertugdømmernes Interesser. Man havde imidlertid varet meget uenig og kunde ikke komme til noget Resultat. Men ved Siden af denne Forsamling var der blevet afholdt en Folkeforsamling, der ved en Petition til de Deputerede havde bragt det til, at en Deputation var bleven valgt til at overbringe Kongen visse Andragender. Det var det Hele, og han meente derfor, at man ikke behøvede at ile saameget, og foreslog, at man skulde oppebie Deputationens forventede Ankomst paa Onsdag, førend man foretog noget Skridt. Mag. Monrad spurgte Etatsraaden, om han vidste, hvori den Uenighed bestod og hvilke de Andragender vare, som Deputationen skulde fremkomme med. Etatsraaden svarede, at Nogle vilde holde fast ved Forbindelsen med Danmark, og det var Majoriteten, medens Minoriteten vilde en Forbindelse med det tydske Forbund. Andragendernes Indhold vidste han ikke. Capt. Tscheruing spurgte ham derpaa, om det var sandt, at en Bataillonscommandeur med sin Bataillon havde underskrevet Petitionen. Dette benegtede han, da de kun som private Mand, ikke som Militair-Corporation, havde underskrevet. Advocat Lehmann tog nu Ordet igjen og meente, at de fremkomne Oplysninger talte til Bestyrkelse for hans Mening, og oplæste derpaa følgende fem saakaldte Resolutioner, der skulde være det nye Ministeriums Program:

"En slesvig-holsteensk Forfatning er en Opgivelse af den danske Krones Ret over Slesvig. Dertil er Kongen af Danmark uberettiget og det kan det danske Folk aldrig taale.

"Det danske Folk tilsiger Kongen af Danmark sin ubegrændsede Bistand til Opfyldelsen af den helligste af hans Regentpligter, at værne om det souveraine dansk-slesvigske Riges ukrænkede Opretholdelse.

"Danmarks og Slesvigs nuværende Forbindelse kan kun sikkres ved en for begge fælleds Rigsforfatning, bygget paa en i Sandhed folkelig Valglov.

"Slesvigs nuværende provindsielle Selvstændigbed og de den værende tvende Nationalitetets lige Ret bør betrygges ved en egen Provinds-Landdag og tilsvarende provindsielle Indretninger i Forvaltning og Retspleie.

"Danmarks Velfærd fordrer, at Kongen uopholdeligen omgiver Thronen med Mænd, hvis Indsigt, Energi og Fædrelandskærlighed kan give Regjeringen Kraft og Nationens Tillid."

Stiftsprovst Tryde opponerede mod den sidste Resolution ligesom ogsaa forhenværende Stænderdeputerede Hansen fra Odense; men Capt. Tscherning gjendrev deres Bemærkninger. Fuldmægtig de Coninck fremtraadte derpaa og sagde, at et Øienvidne ved Forsamlingen i Rendsborg havde fortalt ham, at man i Adressen til Kongen andrager om: De slesvig-holsteenske Stænders uopholdelige Sammenkaldelse; Hertugdømmernes uadskillelige Forening som særskilt Unionsstat uden Forbindelse med Danmark; Slesvigs Indtrædelse i det tydske Forbund; og Statsminister E. Moltkes Afskedigelse. Cand. Ploug foreslog at ledsage Borgerrepræsentanterne, der i Dag Kl. 11, personlig vilde overlevere Adressen. Nogle meente, at man strax skulde begive sig til Kongen, men Taleren meente , at man ikke burde gaae frem i Mørke, men vælge Lyset, og det blev da eenstemmigt besluttet under meget Bifald at møde om Formiddagen Kl. 11 paa Gammeltorv.

Mag. Monrad fremstillede derfor for Forsamlingen Betydningen af den første Resolution og bad den vel at lægge Mærke til, hvad det vilde sige, at det danske Folk aldrig kan taale Slesvigs Adskillelse fra Danmark. For at kunne sige at have gjort Alt, hvad der stod i Eens Magt til at holde dette Løfte, maatte man ingen Offre flye, men vove selv det, der var En det dyrebareste, og først naar man laae knust og overvunden, kunde man sige at have holdt sit Løfte. Taleren hilsedes ligesom flere af de foregaaende, og afbrødes ofte af Bifald. Formanden satte nu Resolutionerne under Afstemning, og de antoges eenstemmiqt, med Undtagelse af den første og sidste, thi der reiste sig een Stemme mod hver af dem. Det ovenomtalte Optrin med Etatsraad Francke var det eneste Forstyrrende i Forsamlingen, der var besjælet af megen Loyalitet og Fædrenelandskjærlighed. Da Forhandlingerne ikke kunde begynde Kl. 8, fordi Formanden ikke endnu var kommen fra Borgerrepræsentanternes Forhandlinger, og En af Comiteen bad Forsamlingen om ikke at tabe Taalmodigheden, istemmede Forsamlingen som fra een Mund: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der var af en gribende Virkning. Flere Timer før Casinos Aabning stode Hundreder af Folk udenfor, for at komme ind. Førend Forsamlingen skiltes ad, udbragtes et Leve for Fædrelandet og for Kongen og de nye Ministre, der modtoges med en enthusiastisk Jubel.

- Da en stor Deel af de Studerende havde afgivet deres Adgangskort til Casino til Borgerne, vare visse tilligemed kunstnere og Polytechnikere forsamlede i Universitetets Solennitetssal, for deels at vælge en Comitee, der ved de forestaaende Begivenheder kunde repræsentere dem, og deels for at afvente Resultatet af Forhandlingerne i Casino. Den Comitee, som blev valgt, kom til at bestaae af 15: 9 for de Studerende, nemlig Candidaterne Brandis, Brix, Procurator Brock, Mag. Brøchner, Lector Gram, Cand. Liebe, Prof. Madvig, Cand. Ploug og Schack; 3 for Kunstnerne , nemlig dHrr. Const. Hansen, Skovgaard og Sonne, og 3 for Polytechnikerne, nemlig dHrr. Dalgas, Friis og Kayser. Man modtog efterhaanden igjennem nogle af den Grund i Casino Tilstedeværende Efterretning om Forhandlingernes Gang, for hvilke man gav sin for det Meste bifaldende Mening lydeligt tilkjende, og efter Referatet af Etatsraad Hvidts Tale udbrød man i et meget enthusiastisk Leve for denne. I et af de forskjellige Ophold imellem Referaterne talte Universitetets Rector, Prof. Dr. theol. Engelstoft, nogle Ord for at bestyrke de Studerende i kun at handle efter de Regler, fsom Dannelsen foreskrev. Man besluttede endelig at samles idag Formiddag paa samme Sted for derfra at slutte sig i Tog til de andre Borgere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  21. marts 1848, 2. udgave).

Samme avis berettede fra Preussen at der den 14. marts havde været skudt i gaderne i Königsberg mod en folkemængde. Desuden nye uroligheder i Mecklenburg.

Om sidste Casinoforsamling. Man har gjort os opmærksom paa, at den Hyssen og anden Tummel, som opstod ved Etatsraad Franckes Optræden ikke fornemmelig maa opfattes som Demonstration mod den tydske Taler, men som Enkeltes Misbilligelse med at han skulde tale Tydsk og den store Pluralitets Reaction derimod og Bestræbelse for at skaffe Rolighed tilveie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1848, 2. udgave).

Samme avis meddelte at kongen af Preussen som kejseren i Wien havde indvilliget i alt hvad man havde forlangt og opløst ministeriet. Der skulle være faldet 2.000 mand på begge sider. Kongen af Hannover havde givet efter for alle folkets ønsker.