Kommandant Kauffmann afgaar fra Kastellet. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil måske erindres at "Fædrelandet" sidste sommer flere gange henledte vedkommendes opmærksomhed på at hr. oberstløjtnant Kauffmann, på grund af sine ufordulgte slesvigholstenske anskuelser og sympatier, ikke var vel skikket til at være kommandant i citadellet Frederikshavn, navnlig i den tid da dette brugtes som opbevaringssted for fangne oprørere. Ved general Hedemanns udnævnelse til denne post er oberstløjtnanten nu af krigsbestyrelsen blevet tilbudt komandoen over en bataljon, men har været ærlig nok til at vægre sig derved, fodi han ikke kunne og ville fægte mod sine meningsfæller. Derpå har krigsminsteren svaret at så måtte han tage sin afsked, og under disse omstændigheder kunne han ingen pension få. K. bereder sig nu til at forladet landet for at gå i fremmed krigstjeneste. (Aalb. Av.).

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 29. december 1848).

Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var kun ganske kort tid kommandant, nemlig 27. marts 1848 til 7. december 1848. I perioden indtil 28. april 1848 underordnet guvernør prins Wilhelm, landegreve af Hessen-Cassel, siden som selvstændig kommandant. 

En af hans sønner, Heinrich August Theodor (von) Kauffmann (1819-1905) var på daværende tidspunkt kaptajn af generalstaben, og ansattes som stabschef ved kommandoen på Als. Her deltog han ligesom en anden bror i resten af krigen på dansk side, og deltog bl.a. i et slag på Sundeved 13. april 1849. Det var ved dette slag at aviserne ville vide at en 12 årig hornblæser, ved sin gode opførsel og muntre indfald, var blevet bataljonen yndling. Han blev væk under slaget, og man troede han var død, men nogle vendte om og fandt ham i god behold et par skridt fra valpladsen (Flyveposten, 18. april 1849).

To andre af Kauffmanns sønner deltog som officerer på slesvig-holstensk side i krigen 1848-1851.


Som bekendt fritog hans majestæt kongen i sin højmodighed ved krigens udbrud endog de i hertugdømmerne fødte livgardister for at tage aktiv del i krigen, og krigsminister Tscherning ansatte flere officerer fra hertugdømmerne på sådanne poster, hvor deres embedspligter ikke kunne bringe dem i kollision med deres følelser og overbevisning. I en skærende modsætning til sådan human adfærd, vi gentagne gange har hørt de pågældendes fulde anerkendelse af, står den fremgangsmåde den nye krigsminister hr. Hansen har troet at kunne tillade sig imod den afgående kommandant i Kastellet, oberstløjtnant Kauffmann, der har tjent sin konge i 43 år og erhvervet sig den almindelige agtelse både i Danmark og hertugdømmerne.

For en fjorten dages tid siden lod krigsministeren anmode oberstløjtnanten om at komme til sig på Amalienborg og efter at have berørt hans afgang som kommandant i Kastellet, spurgte han ham om han nu ville føre en bataljon. Hertil svarede oberstløjtnanten, at han var født i hertugdømmerne og der havde tilbragt 48 år af sit liv, at han ikke kunne fornægte sin nationalitet og således ikke kunne bære våben imod hertugdømmerne. Ministeren ytrede da, at sådanne officerer kunne man ikke bruge, oberstløjtnanten måtte derfor tage sin afsked og pension ville han i så fald ikke få. Dette indrømmede oberstløjtnanten rigtigheden af og efter at have meddelt indholdet af sin samtale med krigsministeren til flere personer indgav han selvfølgelig sin ansøgning om afsked. Man må derved erindre, at en opfordring til at tage sin afsked ifølge militær brug ikke er andet, end en høflig omskrivning af at skulle have samme. I tillid til en ministers ord og på grund af den fremrykkede årstid bortsendte oberstløjtnanten sin familie og hele sit bohave.

I et brev til oberstløjtnant Kauffmann 8 dage derefter erklærer krigsministeren hans opfattelse af opfordringen for ikke ganske korrekt og tilføjer først nu en revers. 

Næste dags eftermiddag forinden krigsministeren havde fået svar, mødte to officerer af Kastellets garnison hos oberstløjtnanten, forelæggende ham på meddelt befaling en fra den første afvigende revers, hvilken, da de to officerer ikke kunne legimitere sig ved nogen skriftligt ordre eller instruktion. Oberstløjtnanten naturIigvis nægtede at underskrive. Herpå erklærede de to officerer oberstløjtnanten for arresteret på stedet. Samme dag forinden officererne indfandt sig hos oberstløjtnantenm havde han allerede udfærdiget en skriftlig erklæring, som lå kuverteret på hans bord i hvilken han tilbød sig ligesålidt at bære våben mod H. M. Kongen, hans retmæssige herre, som han hidindtil havde båret våben mod hertugdømmerne. Denne revers anmodede han officererne om at gennemlæse, uden at disse dog indlod sig derpå.

Vi overlader nu publikum at dømme imellem krigsministerens og oberstløjtnantens fremgangsmåde.

(Kjøbenhavnsposten, 27. december 1848).

Fra pålidelig kilde kan vi meddele at oberstløjtnant Kauffmann har udstedt den af ham forlangte revers efter at de to officerer der forelagde ham samme, tilbørligt har legitimeret sig, som beordret dertil af rette vedkommende. Hans arrest er ifølge deraf straks blevet hævet.

(Kjøbenhavnsposten, 28. december 1848).

Kauffmann omtales meget forskelligt i aviserne. Flyveposten skrev således at han skulle have fået tilbudt en post som chef for kadetskolen i Rendsborg, og at det var at beklage at han var hildet af sine falske anskuelser, og miskendt sin pligt mod konge og fædreland. Dannevirke kaldte Kauffmann en forræder og protesterede imod at han var på fri fod.

I starten af januar 1849 meddelte flere aviser at Kauffmann var afrejst og havde i sinde at oprette en realskole i Kiel eller Rendsborg. Han døde af kolera i Kiel i 180. Hans 3 sønner, alle kaptajner, forblev i den danske hær. En anden officer, major Hennings i artilleriet opholdt sig i Rendsborg. Han blev sendt til Kronborg, og søgte på samme tid som Kauffmann sin afsked. Sønnen løjtnant Hennings blev taget tilfange af den danske hær efter slagene ved Bov og Flensborg.

Berlingske meddelte den 15. januar at N. G. H v. Kauffmann, ridder af dannebrog, af infanteriet, var meddelt afsked i nåde af krigstjenesten. Flyveposten kunne den 19. januar 1849 meddele at disse to, på trods af mange aviser påstande om det modsatte, ikke var de eneste, og oplyste at følgende slesvigholstenske offierer også ville udtræde: kaptajn Raasløf, løjtnant Dau, løjtnanterne Lundt, Friederichsen, Aschenfeldt og Dumreicher. 

Colonierne i Rigsdagen. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagsmødet 14. december 1818.

Finantsministeren maatte foreløbig bede undskyldt, at han ikke i dels hele Udførlighed kunde besvare Spørgsmaalet, da han deels nylig er tiltraadt Ministeriet, hvorunder Colonierne sortere, deels mangler nærmere Underretninger fra Colonierne, da Regjeringscommissairen først den 6te October var gaaet derover. Han vilde imidlertid meddele Forsamlingen et, nævnte Commissair til Publication medgivet kgl. aabent Brev af 22de Septbr., der omtrent lov saaledes: "Da vi have bragt i Erfaring, at Negerne have yttret et levende Ønske (et meget billedligt Udtryk for en Opstand) om strax at erholde deres fuldstændige Frihed, og da Gen. Scholten har fundet Anledning (!) til at opfylde dette Ønske(!), bifalde vi herved den af ham tildeelte Frigivelse, men udtale tillige Mishag med dem, som efter Proklamationen have ved Udsvævelser og Eieudomsindgreb forstyrret den offentlige Orden og det bestaaende gode Forhold. Men det haabes, at de ville vende tilbage til deres Pligt og vise sig værdige til den dem indrømmede Frihed." Regjeringen havde nu oversendt Etatsr. Hansen som Regjeringscommissair til at reorganisere disse Forhold. Detailleret Beretning vil først kunne være her i Slutningen af Januar og ellers er hidtil Intet indløbet, der giver nærmere Oplysninger. Regjeringen har derfor tildeels maattet danne sig sig Anskuelse efter private Meddelelser (!). Hvad der formeentlig er Hovedsagen er: om der strax er skeet nogen Standsning i Production og Afsætning. Alle Beretninger tyde imidlertid paa, al der ikke er skeet nogen Standsning i Produktionen, hverken paa de private eller offentlige Plantager. I alt Fald viser det sig ved statistiske Sammenligninger, at Productionen har havt gunstigere, eller i alt Fald lige saa gunstige Vilkaar paa de danske Øer, som paa den af de engelske, der havde lidt meest under de nye Forhold, Antigua. Der synes ogsaa at have dannet sig Overeenskomster paa de private Plantager om Daglejen for Negerne, rettet efter disses Flid. Ogsaa er der anskaffet Maskiner, Redskaber osv., der tyde paa, at Tilliden til Virksomheden i Kolonierne ikke er svækket. Heller ikke paa de offentlige Plantager er Produktionen standset. Vel havde flere Forpagtere tilkendegivet at ville opsige, men have siden forpagtet paany, skjøndt for en mindre Sum. Activerne have, efter de sidste Beretninger, kun forringet sig med en 20,000 Rbd. Større militaire Hjælpemidler vare Kolonierne tilsendte. Skatte- og Toldmoderationer i Koloniernes Interesse vare ogsaa bevilgede. Regjeringen vilde have sin særdeles Opmærksomhed henvendt paa Øerne, men der vare væsentlige finantsielle Hensyn at tage, og han meente, det derfor nu ikke vilde være tilraadeligt, om Regieringen offentlig yttrede sig om den Plan, der turde være den rette at følge. At Regjeringen vilde betrygge Retstilstanden paa Øerne, behøvede man vistnok ikke at tilsikkre. Hvad angaaer Spørgsmaalet om Koloniernes Deelagtighed i Folkerepræsentationen, saa stod dette i en saa nær Forbindelse med den hele Bestemmelse om Koloniernes Fremtid, at han for Øieblikket maatte afholde sig fra hver Yttring herom.

Hansen takkede Ministeren for de meddeelte Oplysninger og maatte kun erindre adskilligt med Hensyn til dennes Yttringer om Kreditforholdene, der ikke lade sig bedømme af de anførte Omstændigheder. Ogsaa viste det sig jo, at Bortforpagtningerne kun havde kunnet opnaaes paany for lavere Summer. Tvede udbad sig oplyst, hvem der har kontrasigneret det kgl. Brev af 32de September. Finantsministeren: Den Minister, under hvem Colonialbestyrelscn dengang sorterede: Handelsministeren. Grundtvig troede ogsaa at høre til dem, som havde virket det lidt vi kunde her hjemme, til Negerslaveriets Ophævelse. Han kunde derfor ikke undlade at modsige, hvad der paastodes, at man kunde have fuld Eiendomsret over sine Medmennesker, hvilket han i Menneskehedens Navn herved maatte protestere mod.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. december 1848. Uddrag).

Bekymring over Krigens Igjenoptagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. prop. Weinschenck til Gunderupgård har i en skrivelse til den danske rigsforsamling henledt dens opmærksomhed på at dersom den antager at krigen med Slesvig-Holsten atter vil udbryde til foråret, den da med størst mulig omsorg må søge at hjælpe jyderne til afsætning af deres hovedprodukter, heste og kvæg. For aftager denne afsætning i et år til, således som tilfældet har været i dette år, da bliver det aldeles umuligt for størstedelen af de jyske landmænd under nærværende usle kornpriser, at udrede de i alle retninger forhøjede udgifter, og Jylland vil snarere end de fleste måske tror, synke tilbage til den usle tilstand hvori den befandt sig fra 1818 til 1830.

Hr. Weinschenck opfordrer derfor forsamlingen til, dersom den antager det for rimeligt, at krigen til foråret må fortsættes, da i tide at træffe sådanne foranstaltninger at det overflødige jyske kvæg og heste kan blive overført pr. dampskib dels til England og dels til Lübeck eller Frankrig, og at denne udskibning kan iværksættes fra Frederikshavn, Aarhus og Hjerting straks ved forårets begyndelse. Jylland har i de senere år udført, til høje priser, ca. 40.000 stk. kvæg, og tilligemed Fyn 8 til 10.000 stk. heste, til forskellige lande i Europa, men som næsten alt, med meget få undtagelser, er udført gennem hertugdømmerne. (Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. december 1848).

The Danish Port, Hjerting. The Illustrated London News, 19. april 1850. Den gamle landsby ved nuværende Esbjerg var i midten af 1800-tallet tiltænkt rollen som udførselssted til England. I 1851 aftalte finansministeriet med det engelske rederi "Northern Steam Packet Compagny" at afsende et ugentligt dampskib, med bl.a. kvæg. Det blev dog til ret meget, idet Tønning stod for hovedparten. I 1852 blev opført en landingsbro i Hjerting. 

Adresser fra Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

(Aabenraa, 25. nov.) Her cirkulerer adresser der beder om ikke at blive optaget i Tyskland. Daglejerne og tjenestefolkene skrev meget under, men de siger selv at de ikke ved hvad de skrev under. Den tidligere overvægter Nielsen - afskediget på grund af tvetydige danske følelser - siges at være kolportør. De hævder at have 300 underskrifter. - Til gengæld cirkulerer andragender i Norderharde på Alsen, hvor beboerne taler imod indlemmelsen i Danmark og imod "Folkeraadet", at der er tale om et institut, der har tilranet sig vold mod deres vilje. Før i tiden var indbyggerne i Norderharde - nemlig landsbyen Mils - meget stærke og havde danske sympatier i årevis. Pastor Utgenannt skrift siges at have omvendt dem.

(Apenrade, vom 25. Nov.) Hier circuliren Petitionen um Nichtaufnahme in Deutschland. Die Tagelöhner und Knechte unterschrieben viel, aber sie sagen selbst, dass sie nicht wissen was sie unterschrieben. Der frühere Oberwachter Nielsen - wegen dänischer zweideutiger Gesinnung entlassen - soll Kolporteur seyn. Man behauptet schon 300 Unterschriften zu haben. - Dagegen circuliren in der Norderharde auf Alsen Petitionen, worin die Bewohner sich gegen die Inkorporirung in Dänemark und gegen den "Folkeraad" aussprechen, dass dies ein Institut wäre, das gegen ihren Willen sich eine Gewalt angemasst. Früher waren die Bewohner der Norderharde - namentlich Dorf Mils - sehr stark und jahrelang dänischgesinnt. Die Schrift des Pastor Utgenannt soll sie bekehrt haben. 

(Mittelfränkische Zeitung für Recht, Freiheit und Vaterland 3. december 1848).

Pastor Utgenannt var en gammelluthersk geistlig. Han blev feltpræst i den slesvig-holstenske hær. I 1849 opfordrede han til at oprette en forsørgelsesanstalt for invalide ved foredrag forskellige steder.

De dansk vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. Efterretningerne fra vore dansk-vestindiske Colonier naae indtil Slutningen af Oktober Maaned, og vi kunne om Tilstanden der henholde os til nedenstaaende Brev.

St. Croix, den 29de Octbr. Jeg formoder, at De længes efter af høre, hvorledes det gaaer med os herude efter den foregaaede Omvæltning, og jeg skal derfor forsøge at give Dem en Fremstilling af Forholdene, saaledes som jeg betragter dem. Det, der meest paatrængende maatte intereesere os efter Revolten, var naturligviis Gjenoprettelsen af den offenlige Rolighed, og, takket være de spanske Troppers og Orlogsbriggens Nærværelse, dette er da saa temmelig vel opnaaet. Der er lagt smaae Detaschementer af de regulaire Tropper paa Green-Quai. Cliffton-Hill, Diamond-Skolehuus, La Vallé og Mount Victory, og ligeledes et Par Politivagter. Disse Foranstaltninger have vistnok været af stor Vigtighed, saavel ved de posterede Vagters virkelige Indskriven, hvor Uordener skete, som især ved den moralske Virkning paa Negerne, der strax maatte indsee Umuligheden af at sammenrotte sig i store Masser. Dog varede det en lang Tid forinden man følte sig ganske rolig, og endnu den Dag idag er der i Midten af Landet og den vestlige Ende næsten ikke en Familie gaaet tilbage paa Plantagerne for at boe der. Ved von Scholtens Proklamation af 3die Juli vare Negerne tilsagt Ret til at boe i 3 Maaneder paa de af dem benyttede Huse, og man befrygtede ved Udløbet af denne Tid nye Uroligheder, eller i alt Fald, at Negerne vilde nægte at arbeide uden en urimelig Forhøielse i Arbeidslønnen, hvilket, da Eierne ikke uden Øddlæggeise kunde tilstaae nogen Forhøielse, vilde have en almindelig Vagabondage for nogen Tid til Følge. Dette forebyggedes imidlertid, til Lykke for os, deels ved Proclamationer, der lagte Hindringer ivejen for Landnegernes Omflakken og Sammenstimling i Byerne, deels ved Vagter ved Indgangene til disse, og andre lignende Demonstrationer. Men Intet havde dog saa god Virkning, som de Efterretninger, vi erholdt med Posten over England i Slutningen af September. Hvad vil Regjeringen i Moderlandet gjøre? kan den i sin nuværende politiske Stilling gjøre Noget for Colonien? vil den, nu da den ikke kan vente directe Indtægter herfra, idetmindste for længere Tid, ansee det for Umagen værd længere at beskytte Colonierne? Hvorledes vil den Mand, der hos os ansees at være ren fornemste Aarsag til vor Ruin, blive modtagen i Danmark, og vil det ei, som saa ofte tidligere, lykkes ham at vinde Indgang hos Regjeringen, naar han fortæller den, hvorledes Ingen har en saa redelig Villie og en saa fuldkommen Indsigt i hvad der tjener til vort Bedste, som han, og vil hans Tilbagekomst her være mulig? Disse og lignende Spørgsmaal og Tvivl beængstede os Alle og vare af saa meget større Betydning, som allehaande Rygter vare udspredte mellem Negerne, Gud veed af hvem, om at han virkelig ventedes tilbage, og at de da skulde leve som Herremænd, og anden slig Snak. Det vakte derfor almindelig Glæde og Tillid, da vi, netop da den truende October Maaned nærmede sig, erfarede at vi snart kunde vente en ordentlig Styrke af vore egne Tropper, at en ny Bestyrer af Colonierne var udnævnt og en Commission beordret til Undersøgelse af alle Embedsmænds og Andres Forhold under Oprøret. At den nye Civilgouverneur er fremmed for det hele vestindiske Væsen turde muligt, under nærværende Omstændigheder, dog være heldigt, da det vil lade ham handle saameget mere fordomsfrit, og at Folk med local Kjendskab kunne handle meget galt, erfare vi desværre altfor ofte. Forholdene ere sandelig heller ikke saa indviklede, at jo en Mand med klart Blik og god Ville itemmelig kort Tid kan sætte sig ind i dem.

Den næste Gjenstand for vore Overveielser og Bekymringer var Spørgsmaalet om Muligheden af at fortsætte Sukkerproductionen under de nye Forhold. Alt hvad derom kan siges, er, efter min Mening, at Haabet endnu ikke har svigtet, eller bør ganske opgives. Den er i og for sig trøsteligt, men desværre beroer denne trøsteligere Side af Sagen for en stor Deel paa en blot temporair Omstændighed, nemlig den, at Veiret har været usædvanligt gunstigt, og at der desaarsag er Udsigt til, at en god Høst vil holde Planteuren skadesløs for de forøgede Omkostninger. Men hvis der saa derefter indtræffer et eller flere Aar med Tørke, der er saa almindeligt; naar Sukkerplanten uddøer og gjentagne Gange maae suppleres, Høsten bliver utilstrækkelig til at dække endog de forhen sædvanlige Driftsomkostninger, ville da ei mange Eiere blive nødsagede til at opgive deres Landbrug? Tilvisse vil dette skee; Crediten vil blive indskrænket, og det vil da først og fremmest gaae ud over de mindre bemidlede Eiere, og det er utvivlsomt, at flere Eiendomme allerede faar vilde have været abandonnerede, hvis de gunstige Veirforhold ikke havde kommet os til Hjelp. Der har været gjort adskillige Forsøg paa enten ligefrem ved Lovbud, eller indirekte at tvinge Negerne til at blive paa de Eiendomme, hvor de engang ere, eller til at indgaae Contracter om Arbeide for et heelt Aar; men den Erkjendelse er dog omsider bleven almindelig, at alle slige Forholdsregler kun tjene til at fremkalde Lysten hos Negeren til at gjøre det, som man vilde forhindre ham fra, tvertimod den ham tilstaaede Frihed. Forøvrigt have nogle Planteurer nu besluttet sig til at indforskrive Arbejdere fra Madeira. Disse Folk skulle, som det har viist sig paa de engelske Øer, arbeide bedre og stadigere, end Negerne, og det antages, at deres Nærværelse vil virke gavnligt paa disse, men de ville koste noget mere i Arbeidsøon, foruden de ved deres Hidførelse foranledigede Omkostninger.

Ligesom der i August Maaned fandt nogle Optøier Sted i Byen Christiansted, nemlig en Conflict imellem Brandcorpset og Politimesteren, der endte med, at denne Embedsmand, der under Oprøret havde viist en sjælden Activitet og Dygtighed, fratraadte sin Post, har der nu og i de seneste Dage i Byen Frederiksted været en ubehagelig Conflict imellem en Brandcorpsvagt og en Vagt af de herværende spanske Tropper, foranlediget ved en af disse foretagen Arrestation af en Mand af de lavere Classer, der havde yppet Klammeri om Natten paa Gaden. Brandvagten stillede sig truende og støiende op imod den spanske Vagt, og adspredte sig først efterat have erfaret, at Arrestanten ifølge en tilkaldt Læges Forlangende var bleven sendt hjem som Syg. Disse Stridigheder med den ørkesløse Pøbel her i Byerne, der Intet har at tabe, og som desværre her i Colonien stiger høiere op i Samfundet, end andelsteds, true med at blive alvorlige, og ville maaskee ikke dæmpes forinden de have følt Lovens Strænghed. Hovedmændene for disse Spektakler længes nok efter det forrige Regimente, og ville næppe undlade paa en høitidelig at udtale deres Beklagelse over de Personalforandringer, der ere foregaaede, og deres Forkjærlighed for det Gamle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1848, 2. udgave).

Jens Futtrup (1865-1950): Køer i skolen ved Mount Victory på St. Croix. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske vestindiske Øer. Dampskibet "Clyde", som ankom til Southampton den 3die d. M. medbragte Post fra Vestindien, hvis seneste Dato var St. Thomas 14de Novbr. Tilstanden paa de danske Øer beskrives som i det Hele nogenlunde tilfredstillende; Landnegerne arbeide rigtignok, men ikke med den Kraft, Lyst og Vedholdenhed, som ethvert Agerbrug, og det vestindiske især, udfordrer. Imod Forventning gaar det bedst paa St. Jan, hvor for de fleste Desertationer fandt Sted, og hvor der ingen By er, der kan drage Landnegeren fra sit Arbejde. Paa St. Thomas, med den store livlige By, som Markarbeideren maa besøge i det mindste een Gang om Ugen, gaaer det mindre godt; men i det Hele er Arbejdstilstanden dog maaskee mindst tilfredsstillende paa St. Croix, for hvis heldige Existents Arbeidsspørgsmaalets Løsning er saa høist nødvendig. Tilstanden der kan kaldes provisorisk, og vil først finde sin Løsning naar Regieringen er reorganiset. De første Troppeskib, Barkskibet "Heinrich Sørensen" , Capt. Kanopka, ankom med 99 Mand Soldater den 12te November. Een Mand var død paa Reisen; forresten Alt vel. Orlogsbriggen "St. Thomas", med den nye Regjeringscommission, ventedes daglig, og der var fra Madeira indløben Skrivelse fra Etatsraad Hansen, som meldte hans hurtige Ankomst der til Øen. Saa stor var Længslen efter Regjeringscommisairens Ankomst, at det forsikkres os han vil faae flere Petitioner overrakt i de første Dage, end han kan læse i en Uge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1848).