Skipper overfaldt i Callundborg. (Efterskrift til Politivennen)

En Cappeler Pæreskipper, ved Navn Kruse, klager sin Nød i "Itzehoer Ugeblad" over efterstaaende slemme Behandling, som skal være bleven ham tildeel i Callundborg: "Den i 7de Decbr.", siger han, "seilede jeg til Callundborg, hvor jeg ankom den 22de, om Eftermiddagen Kl. 2; men neppe havde jeg ligget stort meer end 10 Minutter i Havnen, og de derværende Indvaanere havde erfaret, ar jeg var en scheswigholsteinsk Skipper, før Pøbelen begyndte at kaste Kartofler, døde Katte, raadne Fisk, Mark- og Muursteen etc. over paa mit Dæk og igjennem Kahytsvinduerne, der alle bleve slaaede ind. Min Kone, der just befandt sig i Kahytten, blev derved saaret i Hovedet af et Steenkast. Derefter blev mit Skibscompas slaaet itu, og jeg maatte nu, under en Steenregn, af alle Kræfter arbejde med mine Folk, for med mit Skib og dets Ladning igjen at slippe ud af Havnen, glad ved, ikke selv ar vare ihjelslaaet af de fanatiserede Danske. Under dette Bombardement udskjældte de os alt hvad de kunde for tydste Røvere, Vindbeutler etc. Kan man ikke med Grund kalde dette et Brud paa Vaabenstilstanden? I 26 Aar har jeg faret paa Callundborg og har sandelig aldrig gjort nogen Kjæft der Fortræd; men hvorfor jeg er bleven saa skjændigt behandlet der, det have flere danske Skippere i Flensborg nylig sagt mig at være af den Grund, at nogle aabenbart dansksindede Indvaanere her paa Stedet (Manden er egentlig fra Maasholm ved Cappeln) skulle have fortalt, at jeg havde fungeret som Officeer ved at satte Friskarerne over Slien og ved Nedsænkning af Skibe i Sli-Mundingen; hvilket dog slet ikke er sandt, da jeg hverken har varet Officeer ved de Frivillige eller Skibe ere blevne nedsænkede i Sliens Munding. Jeg kan ikke ansee denne Fremfærd af herværende dansksindede Indvaanere for Andet, end et Forsøg paa at hævne sig paa mig for det hidtil af mig for Dagen lagte tydske Sindelag, og jeg haaber, at disse Bagtalere engang ville faae den fortjente Løn for deres forræderiske og forbryderske Fremfærd imod deres Fædreland."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. januar 1849).

Danske Overfald i Dalby, Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Haderslev. 1. jan Om aftenen den 26. december klokken 10 kom en dansk bande på 30 personer bevæbnet med sabler og pistoler fra Kolding og angreb godsejeren Petersen i Dalby, påførte ham 6 sår og mishandlede hans sønner. Dansk militærpersonel er også blevet genkendt i denne bande, og det antages, at det er den samme, der samme dag i Vonsild havde søgt en strid med de lokale dragoner, men blev tvunget til at flygte af dem med flade hug af deres sabler. I Dalby-angrebet synes deres hensigt at have været at afpresse penge. De krævede i hvert fald penge af hr. Petersen, men vi kunne ikke finde ud af om de fik dem. - Natten til den 28. december. red en tjenestekarl væk fra gården Gramgaard med tre sadlede dragonheste for at bringe dem til danskerne i Ribe. Han blev dog stoppet der og informeret om, at de skulle bringes igen. Tjeneren siges at have påtaget sig handlingen af ​​hævn.

Schleswig-Holstein. Hadersleben. 1. Jan. Am Abend des 26. December, 10 Uhr, kam eine mit Säbeln und Pistolen bewaffnete dänische Bande von 30 Personen von Kolding und überfiel den Gutsbesitzer Petersen in Dalby, brachte ihm 6 Wunden bei und misshandelte seine Söhne. Man hat in dieser Bande dänische Militärpersonen auch erkannt und vermuthet, dass es dieselbe ist, welche am nämlichen Tage in Wonsild Streit mit den dortigen Dragonern gesucht hatte, aber von diesen mit flachen Säbelhieben zur Flucht genöthigt worden war. Bei dem Ueberfall in Dalby scheint ihre Absicht auf Gelderpressungen gerichtet gewesen zu sein. Sie forderte wenigstens Geld von Hrn. Petersen, aber ob sie es bekommen, haben wir nicht in Erfahrung bringen können. - In der Nacht auf den 28. Decbr. ritt ein Knecht mit drei aufgesattelten Dragonerpferden vom Hofe Gramgaard weg, um sie den Dänen in Ripen zuzuführen. Dort ward er jedoch angehalten und betreffenden Orts die Anzeige gemacht, dass man sie wieder abholen könne. Der Knecht soll die That aus Rache unternommen haben. 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig. 6. januar 1849).

Berlingske, Flyveposten m. fl. citerede (uden at kommentere) de tyske aviser. Kjøbenhavnsposten benævnte den 6. januar 1849 overfaldet for enten pure opspind, eller at Petersen skulle have overfaldet Kolding. Men måtte senere trække det i sig:

- Af et Privatbrev fra Kolding have vi seet, at det dog forholder sig rigtigt med Overfaldet paa Petersen i Dalby. En Trainkudsk ved Husarerne, som før Krigen tjente hos denne formeentlig tydsksindede forhenværende Stænderdeputerede, gik anden Juledags Aften i Spidsen for c. 30-40 Læredrenge, Svende og Karle ud til den nærliggende slesvigske By Vonsild, hvor de kom i Klammeri med de derliggende 19 slesvigske Dragoner, men maatte fortrække. Derfra gik de til Dalby og trængte om Aftenen, Kl. 11 ind til Petersen, der allerede var iseng; de pryglede ham og molesterede i hans Huus; de forlangte ogsaa efter Sigende nogle Penge, som Trainkudsken formeente at have tilgode af sin Løn, hvilken dog skal være ham betalt indtil den Dag han forlod sin Tjeneste, fordi han blev indkaldt til Armeen. Dette formeentlige Tilgodehavende har han oftere skriftlig affordret Petersen uden at erholde det. Nu er han arresteret og kan vist vente en streng Dom, især da han er gaaet bort fra Byen uden at have Permission.

(Kjøbenhavnsposten 10. januar 1849).

Kolding. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Kommandant Kauffmann afgaar fra Kastellet. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil måske erindres at "Fædrelandet" sidste sommer flere gange henledte vedkommendes opmærksomhed på at hr. oberstløjtnant Kauffmann, på grund af sine ufordulgte slesvigholstenske anskuelser og sympatier, ikke var vel skikket til at være kommandant i citadellet Frederikshavn, navnlig i den tid da dette brugtes som opbevaringssted for fangne oprørere. Ved general Hedemanns udnævnelse til denne post er oberstløjtnanten nu af krigsbestyrelsen blevet tilbudt komandoen over en bataljon, men har været ærlig nok til at vægre sig derved, fodi han ikke kunne og ville fægte mod sine meningsfæller. Derpå har krigsminsteren svaret at så måtte han tage sin afsked, og under disse omstændigheder kunne han ingen pension få. K. bereder sig nu til at forladet landet for at gå i fremmed krigstjeneste. (Aalb. Av.).

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 29. december 1848).

Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var kun ganske kort tid kommandant, nemlig 27. marts 1848 til 7. december 1848. I perioden indtil 28. april 1848 underordnet guvernør prins Wilhelm, landegreve af Hessen-Cassel, siden som selvstændig kommandant. 

En af hans sønner, Heinrich August Theodor (von) Kauffmann (1819-1905) var på daværende tidspunkt kaptajn af generalstaben, og ansattes som stabschef ved kommandoen på Als. Her deltog han ligesom en anden bror i resten af krigen på dansk side, og deltog bl.a. i et slag på Sundeved 13. april 1849. Det var ved dette slag at aviserne ville vide at en 12 årig hornblæser, ved sin gode opførsel og muntre indfald, var blevet bataljonen yndling. Han blev væk under slaget, og man troede han var død, men nogle vendte om og fandt ham i god behold et par skridt fra valpladsen (Flyveposten, 18. april 1849).

To andre af Kauffmanns sønner deltog som officerer på slesvig-holstensk side i krigen 1848-1851.


Som bekendt fritog hans majestæt kongen i sin højmodighed ved krigens udbrud endog de i hertugdømmerne fødte livgardister for at tage aktiv del i krigen, og krigsminister Tscherning ansatte flere officerer fra hertugdømmerne på sådanne poster, hvor deres embedspligter ikke kunne bringe dem i kollision med deres følelser og overbevisning. I en skærende modsætning til sådan human adfærd, vi gentagne gange har hørt de pågældendes fulde anerkendelse af, står den fremgangsmåde den nye krigsminister hr. Hansen har troet at kunne tillade sig imod den afgående kommandant i Kastellet, oberstløjtnant Kauffmann, der har tjent sin konge i 43 år og erhvervet sig den almindelige agtelse både i Danmark og hertugdømmerne.

For en fjorten dages tid siden lod krigsministeren anmode oberstløjtnanten om at komme til sig på Amalienborg og efter at have berørt hans afgang som kommandant i Kastellet, spurgte han ham om han nu ville føre en bataljon. Hertil svarede oberstløjtnanten, at han var født i hertugdømmerne og der havde tilbragt 48 år af sit liv, at han ikke kunne fornægte sin nationalitet og således ikke kunne bære våben imod hertugdømmerne. Ministeren ytrede da, at sådanne officerer kunne man ikke bruge, oberstløjtnanten måtte derfor tage sin afsked og pension ville han i så fald ikke få. Dette indrømmede oberstløjtnanten rigtigheden af og efter at have meddelt indholdet af sin samtale med krigsministeren til flere personer indgav han selvfølgelig sin ansøgning om afsked. Man må derved erindre, at en opfordring til at tage sin afsked ifølge militær brug ikke er andet, end en høflig omskrivning af at skulle have samme. I tillid til en ministers ord og på grund af den fremrykkede årstid bortsendte oberstløjtnanten sin familie og hele sit bohave.

I et brev til oberstløjtnant Kauffmann 8 dage derefter erklærer krigsministeren hans opfattelse af opfordringen for ikke ganske korrekt og tilføjer først nu en revers. 

Næste dags eftermiddag forinden krigsministeren havde fået svar, mødte to officerer af Kastellets garnison hos oberstløjtnanten, forelæggende ham på meddelt befaling en fra den første afvigende revers, hvilken, da de to officerer ikke kunne legimitere sig ved nogen skriftligt ordre eller instruktion. Oberstløjtnanten naturIigvis nægtede at underskrive. Herpå erklærede de to officerer oberstløjtnanten for arresteret på stedet. Samme dag forinden officererne indfandt sig hos oberstløjtnantenm havde han allerede udfærdiget en skriftlig erklæring, som lå kuverteret på hans bord i hvilken han tilbød sig ligesålidt at bære våben mod H. M. Kongen, hans retmæssige herre, som han hidindtil havde båret våben mod hertugdømmerne. Denne revers anmodede han officererne om at gennemlæse, uden at disse dog indlod sig derpå.

Vi overlader nu publikum at dømme imellem krigsministerens og oberstløjtnantens fremgangsmåde.

(Kjøbenhavnsposten, 27. december 1848).

Fra pålidelig kilde kan vi meddele at oberstløjtnant Kauffmann har udstedt den af ham forlangte revers efter at de to officerer der forelagde ham samme, tilbørligt har legitimeret sig, som beordret dertil af rette vedkommende. Hans arrest er ifølge deraf straks blevet hævet.

(Kjøbenhavnsposten, 28. december 1848).

Kauffmann omtales meget forskelligt i aviserne. Flyveposten skrev således at han skulle have fået tilbudt en post som chef for kadetskolen i Rendsborg, og at det var at beklage at han var hildet af sine falske anskuelser, og miskendt sin pligt mod konge og fædreland. Dannevirke kaldte Kauffmann en forræder og protesterede imod at han var på fri fod.

I starten af januar 1849 meddelte flere aviser at Kauffmann var afrejst og havde i sinde at oprette en realskole i Kiel eller Rendsborg. Han døde af kolera i Kiel i 180. Hans 3 sønner, alle kaptajner, forblev i den danske hær. En anden officer, major Hennings i artilleriet opholdt sig i Rendsborg. Han blev sendt til Kronborg, og søgte på samme tid som Kauffmann sin afsked. Sønnen løjtnant Hennings blev taget tilfange af den danske hær efter slagene ved Bov og Flensborg.

Berlingske meddelte den 15. januar at N. G. H v. Kauffmann, ridder af dannebrog, af infanteriet, var meddelt afsked i nåde af krigstjenesten. Flyveposten kunne den 19. januar 1849 meddele at disse to, på trods af mange aviser påstande om det modsatte, ikke var de eneste, og oplyste at følgende slesvigholstenske offierer også ville udtræde: kaptajn Raasløf, løjtnant Dau, løjtnanterne Lundt, Friederichsen, Aschenfeldt og Dumreicher. 

Colonierne i Rigsdagen. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagsmødet 14. december 1818.

Finantsministeren maatte foreløbig bede undskyldt, at han ikke i dels hele Udførlighed kunde besvare Spørgsmaalet, da han deels nylig er tiltraadt Ministeriet, hvorunder Colonierne sortere, deels mangler nærmere Underretninger fra Colonierne, da Regjeringscommissairen først den 6te October var gaaet derover. Han vilde imidlertid meddele Forsamlingen et, nævnte Commissair til Publication medgivet kgl. aabent Brev af 22de Septbr., der omtrent lov saaledes: "Da vi have bragt i Erfaring, at Negerne have yttret et levende Ønske (et meget billedligt Udtryk for en Opstand) om strax at erholde deres fuldstændige Frihed, og da Gen. Scholten har fundet Anledning (!) til at opfylde dette Ønske(!), bifalde vi herved den af ham tildeelte Frigivelse, men udtale tillige Mishag med dem, som efter Proklamationen have ved Udsvævelser og Eieudomsindgreb forstyrret den offentlige Orden og det bestaaende gode Forhold. Men det haabes, at de ville vende tilbage til deres Pligt og vise sig værdige til den dem indrømmede Frihed." Regjeringen havde nu oversendt Etatsr. Hansen som Regjeringscommissair til at reorganisere disse Forhold. Detailleret Beretning vil først kunne være her i Slutningen af Januar og ellers er hidtil Intet indløbet, der giver nærmere Oplysninger. Regjeringen har derfor tildeels maattet danne sig sig Anskuelse efter private Meddelelser (!). Hvad der formeentlig er Hovedsagen er: om der strax er skeet nogen Standsning i Production og Afsætning. Alle Beretninger tyde imidlertid paa, al der ikke er skeet nogen Standsning i Produktionen, hverken paa de private eller offentlige Plantager. I alt Fald viser det sig ved statistiske Sammenligninger, at Productionen har havt gunstigere, eller i alt Fald lige saa gunstige Vilkaar paa de danske Øer, som paa den af de engelske, der havde lidt meest under de nye Forhold, Antigua. Der synes ogsaa at have dannet sig Overeenskomster paa de private Plantager om Daglejen for Negerne, rettet efter disses Flid. Ogsaa er der anskaffet Maskiner, Redskaber osv., der tyde paa, at Tilliden til Virksomheden i Kolonierne ikke er svækket. Heller ikke paa de offentlige Plantager er Produktionen standset. Vel havde flere Forpagtere tilkendegivet at ville opsige, men have siden forpagtet paany, skjøndt for en mindre Sum. Activerne have, efter de sidste Beretninger, kun forringet sig med en 20,000 Rbd. Større militaire Hjælpemidler vare Kolonierne tilsendte. Skatte- og Toldmoderationer i Koloniernes Interesse vare ogsaa bevilgede. Regjeringen vilde have sin særdeles Opmærksomhed henvendt paa Øerne, men der vare væsentlige finantsielle Hensyn at tage, og han meente, det derfor nu ikke vilde være tilraadeligt, om Regieringen offentlig yttrede sig om den Plan, der turde være den rette at følge. At Regjeringen vilde betrygge Retstilstanden paa Øerne, behøvede man vistnok ikke at tilsikkre. Hvad angaaer Spørgsmaalet om Koloniernes Deelagtighed i Folkerepræsentationen, saa stod dette i en saa nær Forbindelse med den hele Bestemmelse om Koloniernes Fremtid, at han for Øieblikket maatte afholde sig fra hver Yttring herom.

Hansen takkede Ministeren for de meddeelte Oplysninger og maatte kun erindre adskilligt med Hensyn til dennes Yttringer om Kreditforholdene, der ikke lade sig bedømme af de anførte Omstændigheder. Ogsaa viste det sig jo, at Bortforpagtningerne kun havde kunnet opnaaes paany for lavere Summer. Tvede udbad sig oplyst, hvem der har kontrasigneret det kgl. Brev af 32de September. Finantsministeren: Den Minister, under hvem Colonialbestyrelscn dengang sorterede: Handelsministeren. Grundtvig troede ogsaa at høre til dem, som havde virket det lidt vi kunde her hjemme, til Negerslaveriets Ophævelse. Han kunde derfor ikke undlade at modsige, hvad der paastodes, at man kunde have fuld Eiendomsret over sine Medmennesker, hvilket han i Menneskehedens Navn herved maatte protestere mod.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. december 1848. Uddrag).

Bekymring over Krigens Igjenoptagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. prop. Weinschenck til Gunderupgård har i en skrivelse til den danske rigsforsamling henledt dens opmærksomhed på at dersom den antager at krigen med Slesvig-Holsten atter vil udbryde til foråret, den da med størst mulig omsorg må søge at hjælpe jyderne til afsætning af deres hovedprodukter, heste og kvæg. For aftager denne afsætning i et år til, således som tilfældet har været i dette år, da bliver det aldeles umuligt for størstedelen af de jyske landmænd under nærværende usle kornpriser, at udrede de i alle retninger forhøjede udgifter, og Jylland vil snarere end de fleste måske tror, synke tilbage til den usle tilstand hvori den befandt sig fra 1818 til 1830.

Hr. Weinschenck opfordrer derfor forsamlingen til, dersom den antager det for rimeligt, at krigen til foråret må fortsættes, da i tide at træffe sådanne foranstaltninger at det overflødige jyske kvæg og heste kan blive overført pr. dampskib dels til England og dels til Lübeck eller Frankrig, og at denne udskibning kan iværksættes fra Frederikshavn, Aarhus og Hjerting straks ved forårets begyndelse. Jylland har i de senere år udført, til høje priser, ca. 40.000 stk. kvæg, og tilligemed Fyn 8 til 10.000 stk. heste, til forskellige lande i Europa, men som næsten alt, med meget få undtagelser, er udført gennem hertugdømmerne. (Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. december 1848).

The Danish Port, Hjerting. The Illustrated London News, 19. april 1850. Den gamle landsby ved nuværende Esbjerg var i midten af 1800-tallet tiltænkt rollen som udførselssted til England. I 1851 aftalte finansministeriet med det engelske rederi "Northern Steam Packet Compagny" at afsende et ugentligt dampskib, med bl.a. kvæg. Det blev dog til ret meget, idet Tønning stod for hovedparten. I 1852 blev opført en landingsbro i Hjerting.