De danske vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De danske vestindiske Øer. I Henhold til hvad vi i vor Tidende Nr.   have meddelt, give vi nu efter "Dep.-Tid." den fra Finantsministeriet offentliggjorte Beretning.

- - -

Mangel paa faste Bestemmelser for det nye Forhold mellem Plantageejerne og den arbejdende Classe har hidtil været et føleligt Onde. Et provisorisk Reglement for Plantageejernes og de frie Arbeideres Pligter og Rettigheder er derfor blevet udarbeidet. Ved Udarbejdelsen af dette Reglement er benyttet saavel et Forslag fra Borgerraadet som forskjellige andre skriftlige Betænkninger fra større og mindre Ejendomsbesiddere. Sagen har derpaa været mundtligt afhandlet med Mænd, paa hvis Erfaring, Kundskab og Retskaffenhed man kunde stole. Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til privat Overeenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforhold, derhos utilbøiellge til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for at ville blive holdte. De have derimod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indsee Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov.

Indførelsen af dette Reglement har fremkaldt nogen Bevægelse blandt Landbefolkningen, der antog, at frie Mennesker ikke skulde være bundne ved Love; men Etatsraad Hansen haaber, at Negerne snart ville see Fordelen af, at deres Rettigheder og Pligter ere fastsatte ved Love, som overholdes af Øvrigheden. Vanskeligheden for Øieblikket ligger deels i Fordomme, nedarvede fra Slaveriets Tid, deels i skadelig Paavirkning paa en uvidende Almue af Individer, der synes at have gjort sig til Opgave at vanskeliggjøre Coloniernes Bestyrelse. For at rokke Lydighedspligten, blev det Rygte udspredt blandt Negerne, at Generalgouverneuren ikke havde givet den nye Lov, men at det Hele var et Opspind af Planterne, hvorhos Negerne indbildtes, at Lovens Hensigt var, efterhaanden at gjøre de Frigivne til Slaver igjen. Urolighed begyndte at yttre sig i Vestenden af Øen, men Misfornøielsen yttrede sig ikkun ved en passiv Modstand og Nægtelse af at lyde Reglementet. Paa en Plantage "the two friends", tilhørende Kammerherre Ferrall, kom det den 9de f. M. til en Conflict med en ringe militair Magt, der var tilkaldt for at arrestere nogle Arbeidere. Efter herom indløbne Rapporter havde Negrene, efterat Arrestationen var foregaaet og nogle af Soldaterne bortsendte, med Steenkast overfaldet den tilbageblevne Vagt, der kun bestod af fire Mand og en Lieutenant, Baron Rosenkrantz, som efter forgjæves Opfordring til Negerne havde seet sig nødsaget til at lade skyde paa dem, hvorved uheldigviis et Fruentimmer mistede Livet. Tumulten var imidlertid ophørt, inden Politimesteren fra Frederiksted ankom til Stedet med militair Forstærkning. Et i fornævnte Anledning begyndt Forhør er endnu ikke sluttet, men Rolighed er atter, og uden militair Hjælp af Politiet, tilvejebragt paa den omhandlede Plantage og i Omegn n. Under 12te f. M. lod Etatsraad Hansen et Antal Negere fra hver Plantage i Center-Districtet, som er det største Landdistrikt paa Øen, sammenkalde ved Kingshill, hvor han mødte dem og foreholdt dem deres Opførsel med rolige og milde Ord. Dette gjorde tilsyneladende et godt Indtryk paa den forsamlede Mængde, der bestod af mellem 2 og 300 Mandfolk og Fruentimmer. Etatsraad Hansen tænker senere at tage Ophold i nogen Tid paa en Plantage i Vestenden af Landet.

Negerpopulationen forekommer ham i det Hele taget ingenlunde ilde disponeret, men den er lettroende og modtagelig for Paavirkning af Andre, og da der blandt Befolkningen findes endeel upaalidelige og urolige Personer, kan den offentlige Rolighed ikke endnu antages fuldkommen sikkert. Ved en Ildebrand paa Plantagen Barrenspot for kort Tid siden havde han havt Leilighed til at overbevise sig om det gode Forhold, Negerne paa denne og omliggende Plantager udviste. Det samme gode Vidnesbyrd giver han Negerbefolkningen for dens Forhold i Julen og ved Nytaarstid, da han havde tilstaaet den større Frihed, end Mange fandt tilraadeligt, uden at ringeste Uorden deraf sporedes.

Med Hensyn til Urolighederne i afvigte Juli Maaned har Overretsassessor Flensborg afgivet en foreløbig Beretning om de Foranstaltninger, Autoriteterne inden hans og Etatsraad Hansens Ankomst havde truffet. Yderligere Oplysninger ville være fornødne, forinden den anvendte Fremgangsmaade kan stilles i et fuldkommen klart Lys. Til Fremme af de videre fornødne Undersøgelser fortsætter Assessor Flensborg, som senere har taget Ophold i Frederiksted, dagligen Forhørerne, og Etatsraad Hansen har overdraget Cancelliraad, Auditeur Øgaard at optage Forhør over endeel Negere, hvis Forklaring det bliver nødvendigt at tage, og han haaber, at Forhandlingerne derefter snart ville kunne tilendebringes.

(Fortsættes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1849, 2. udgave. Uddrag)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. marts 1849, 2. udgave og 2. april 1849, 2. udgave indeholder bl.a. et arbejdsreglement til bestemmelse af forholdet mellem plantageejerne og de frie arbejdere af landbefolkningen.

Negerne paa St. Croix. Ifølge Indberetning fra General-Gouvernementet havde samme i Slutningen af Februar Maaned modtaget et vidtløftigt Forhør fra Politimesteren i Center-Districtet paa St. Croix angaaende de i nærværende Blad allerede tidligere omtalte paa Plantagen "the two friends" stedfundne Uroligheder. Den derved erhvervede Oplysning indskrænker sig til, at 2 til 3 Individer have viist en høi Grad af Opsætsighed, at derefter hele Gængen har indtaget en truende Stilling og Enkelte af dem kastet Steen, muligen ogsaa en Øxe efter de Militaire, saa at disse have været nødsagede til at skyde, hvilket først skete, efterat Arbejderne flere Gange vare blevne opfordrede til at skilles ad. Et lille militair Detaschement har siden Urolighederne opholdt sig paa Plantagen, hvilket Eieren har anholdt om at maatte inddrages, da Arbejderne ere aldeles rolige. Der har i den sidste Halvdeel af Februar Maaned ikke været nogen Urolighed af nogensomhelst Betydenhed paa Plantagerne. Paa enkelte Steder har hele Gængen sluttet sig sammen og nægtet at komme til Arbeide i rette Tid, men da Arbeiderne have lært, at de straffes saameget haardere, naar de sammenrotte sig, synes de at have hørt op dermed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. april 1849, 2. udgave).

Dr. Back udvist fra Als. (Efterskrift til Politivennen)

 Aabenraa, d. 21 Marts.

(Apenr. Wbl.) Dr. Back paa Augustenborg har i disse Dage været stærkt mistænkt for at have korresponderet med Hertugen af Augustenborg, saa at der paa Grund heraf er bleven foretaget Huusundersgelse hos ham, hvorved der dog ikke opdagedes andet, end at Drr. Back havde havt en Indbydelsesplan til Bidrag til en Æressabel for Hr. v. der Tann. Af denne Grund blev han expederet over Grænsen til Slesvig-Holsteen. 

(Dannevirke 25. marts 1849).

En læge der er bosiddende og gift i Augustenborg, Dr. Back har modtaget ordre om at forlade Als om to dage med taske og bagage. Hans forbrydelse er hans tyske følelser, påskud af, at der under en tendentiøs husransagning blev fundet en kvittering for hans bidrag til von der Tanns æressabel blandt hans papirer. Foranstaltningen siges at være systematisk beordret, først og fremmest mod dem, der dengang underskrev et underskrift til den fælles regering. Nogle andre tyskere på Als har allerede modtaget lignende instruktioner. Formen er, at de får mulighed for at vælge, om de vil transporteres til Danmark eller frivilligt emigrere til Slesvig-Holsten. Dr Back efterlod sine ejendele og kom hertil med sin kone og børn.

Ein Arzt in Augustenborg, dort angesessen und verheirathet, Dr. Back, hat den Befehl erhalten, in 2 Tagen mit Sack und Pack die Insel Alsen zu verelassen. Sein Verbrechen ist seine deutsche Gesinnung, der Vorwand, dass man bei einer tendenziösen Haussuchung unter seinen Papieren eine Quittung über seinen Beitrag zum von der Tann'schen Ehrensäbel fand. Die Massregel soll eine systematisch angeordnete sein, zunächst vor Allem gegen diesenigen, welche seiner Zeit eine Petition an die gemeinsame Regierung unterzeichnet haben. Einige andere Deutsche auf Alsen haben schon ähnliche Weisungen erhalten. Die Form ist die, dass ihnen die Wahl gelassen wird, ob sie sich nach Dänemark transportiren lassen oder freiwillig nach Schleswig-Holstein auswandern wollen. Dr. Back hat Hab und Gut verlassen und ist mit Frau und Kindern hier angeelangt.

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen.  25. marts 1849)

"Colonel von der Tann, chief of the staff of general Willisen", illustration fra Illustrated London News, 26. oktober 1850.

I "Nyeste Postefterretninger" læses følgende Brudstykke af nogle Correspondent-Artikler fra Sønderborg: "Den 16de Marts blev der foretaget Huusundersøgelse hos en Dr. Back paa Augustenborg. Det lader til, at man der fandt Papirer, som i høieste Grad compromiterede ham, og dog lod man sig nøie med at foreslaae ham: enten selv at tage til Kbhavn (hvor hans Kone er født og har sin Familie), Famiien kunde forblive hvor den var, eller ogsaa med Famiie tage til Slesvig-Holsten.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 27. marts 1849).

Smaanyt, Slutningen af Marts 1849. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et brev fra Aarhusegnen). Herovre mener man, at indtægterne af Fyns og Lollands bispestole passende kunne været anvendte til at skaffe soldaterne nye pistoler og gode sabler, for der er meget at udsætte på dem som de har. Lehmann siger ganske naivt om Monrad: "ja han har forstået det". De har vel hørt, at vi her i Aarhus har haft en emeute? Aarhus har i nogle timer så godt som været erklæret i belejringstilstand, skønt ikke officielt. 

Fredag den 9. dennes udbrød en bevægelse mellem de 5 til 600 matroser, som her var samlede for at afgå til København. En boghandler på det store torv havde fornærmet en matros, af hvem han havde forlangt en enorm pris for jeg ved ikke hvilken vise. Matrosen fik ved denne lejlighed et blækhorn lige i ansigtet. Rasende styrtede han ud på gaden og opfordrede sine kammerater til hævn. Boghandlerens vinduer blev knust med sten og han selv kom i livsfare. I dette kritiske øjeblik samlede den høje magistrat sig og en comite du salud public udstedte en majestætisk proklamation som matroserne tog sig den frihed at besvare med den yderste hån. Politimesteren imødegik bevægelsen en grande tenue med fire betjente. Han fik naturligvis prygl og det ingenlunde reglementerede. Han var nær blevet et offer for matrosernes rasen. De var nemlig aparte forbistrede på ham. Grunden hertil er egentlig litterær. Hr. Nielsen er ingen ynder af litteratur, navnlig poesi, specielt viser. Især kan han ikke udstå sangen for flåden. Nogle drenge som en søndag aften afsang denne yndede sang på gaden, havde han ladet øjeblikkelig arrestere og afstraffe. Denne historie kendte matroserne. De indså hr. Nielsens kritiske stilling. Han var aldeles i mængdens magt. 

Faren var stor: il n'etait question de rien moins que d'avoir la tete de M. Nielsen, som det ved lignende lejligheder officielt hedder i Frankrig. Imidlertid undkom han ligesom ved et under og reddede sig ind i sin patron hr. Graabs bolig. Men matroserne belejrede nu formelig hr. Graab og fordrede politimesteren udleveret. Man tænke sig hr. Graabs stilling! Her var ikke tid til at referere til justitsministeren eler som i gamle dage til det kgl. danske Kancelli. I sin befippelse fik hr. Graab bud efter militæret der mødte i masse; men da ingen havde lyst til at optræde som en Windisch Grätz og mindst af alle hr. Graab, så demoraliseredes den bevæbnede magt og truede at forene sig med matroserne. Imidlertid overbeviste man dem om, at Nielsen var flygtet gennem en bagdør og havde forladt byen. Massen fordelte sig nu igen og matroser og soldater fraterniserede fuldkomment. Hr. Graab skal have været i begreb med at flygte. Amtsforvalteren flygtede virkelig med den ham betroede kasse og vendte først dagen efter tilbage. Næste morgen afgik matroserne til København. Aarhus har siden været rolig. Forøvrigt vedbliver det politiske røre. De konservative, liberale og radikale holder hinanden så temmelig stangen. Nogle ønsker Lehmann og Monrad til Ministre. 

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1849)

Ribe. - Som følge af krigen er nu for størstedelen den mængde tyske håndværkssvende der var her i landet, draget hjem. Denne omstændighed i forening med at en stor del af vore egne er ved armeen, forårsager at her i provinsbyerne føles mangel på håndværkssvende, især skomagere og skræddere. Vi vil anmode de københavnske blade om at gøre opmærksom på det for om muligt folk fra Sverige og Norge måtte have lyst til at søge arbejde her.

(Ribe Stifts-Tidende, 26. marts 1849).

For nogle dage siden har et par hamborgske probenreutere der i det mindste den ene af dem, i en kro her i nærheden (i Jylland) vovet at udtale sig om vores politiske forhold på en måde som kun en tyskers frækhed og brovtende uforskammethed kan tillade sig. Konen i huset var desværre ene hjemme, så at herren fik ikke her den behandling han havde fortjent. Enhver tysker der opfører sig fredeligt her i landet, bør naturligvis tåles, og om fornødent beskyttes. Men ingen dansk bør længere tåle selv den mindste krænkelse af sin nationalitetsfølelse.

(Ribe Stifts-Tidende, 27, marts 1849).

Mens den danske hær opmarcherede på Als og andre steder langs grænsen, rykkede tyske tropper ind i Holsten og dernæst Slesvig for at støtte den 20.000 mand store slesvig-holstenske hær. Blandt de mange og lange partiske artikler, kunne man se denne lille notits:

I byen Slesvig har man fejret den 24. marts som årsdagen for opstanden ved en kirkefest. Også præsidenten i landsforsamlingen holdt en tale, hvori han påstod opstandens retmæssighed, men mente dog at man så heller ikke måtte gå videre, ikke virke for at løse de bånd der knytter hertugdømmerne til Danmark. Til slut opfordrede han forsamlingen at tilkendegive om de bifaldt hvad han havde sagt ved at rejse sig. Og de rejst sig alle og blev stående.

(Kjøbenhavnsposten, 28. marts 1849)

"The fortress of Rendsburg - entry of the danish prisoners - from a sketch by a correspondent."Illustrated London News, 21. april 1849.

Bornholmsk Friskare aflyst. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil være bekjendt, at der for nogle Maaneder siden udgik fra nogle hæderlige Mand paa Bornholm en Opfordring om at danne et Fricorps, der skulde vaabenøves for at støde til Armeen, naar Krigen udbrød. Denne Opfordring fandt ingenlunde nogen lunken Modtagelse. Der meldte sig i kort Tid henved 200 Frivillige, og der var Sandsynlighed for, at dette Tal vilde blive fuldt. Man henvendte sig til Lieuteuant v. Slockfleth, en af de Officerer, der bleve overrumplede ved Udbrudet af det holsteenske Oprør, og som fortiden levede paa Bornholm ude af activ Tjeneste, med Anmodning om, at han vilde besørge dette Mandskab tilbørlig indøvet. Dertil fandtes han ogsaa villig og foretog nu blot en Reise til Kjøbenhavn, for hos Krigsministeren at udvirke Opfyldelsen af nogle Betingelser, som Mandskabet havde stillet, nemlig, saavidt vides, at erholde Vaaben og Uniformer fra Kjøbenhavn. Herpaa stal Krigsministeren ogsaa strax været gaaet ind; men netop som Lieutenanten vilde vende tilbage, indkom der et Andragende fra den bornholmske Militses Officerer, hvori disse udbede sig, at Sagen maatte blive stillet i Bero, da Øen nærede megen Betænkelighed ved al bortsende saa meget Mandskab, af Frygt, at Landet da skulde være altfor blottet for Mandskab, hvisTydskerne skulde faae isinde med deres Flaade (!) at angribe Øen. Hvad skulde nu Krigsministeren gjøre? Han maatte naturligviis bevillige Andragendet og saaledes stille Sagen i Bero. Altsaa er der dog nu eet Sted i det egentlige Danmark, hvor man virkelig frygter "den tydske Flaade". Det havde vi ikke ventet af de gode Bornholmere, hvis Mod og militaire Basen under Værnepligtssagens Behandling havde saa ivrige Forsvarere og Lovpisere i Rigsforsamlingen. (Folket.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. marts 1849).

Bornholm var fritaget for værnepligt i starten af 1849. Det frivillige jægerkorps på øen manglede omkring 50 mand. 

Rygter. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Kære danske venner!

Efter hvad I har hørt og set om mig i bladene siden krigens begyndelse, må I antage mig for at være blevet et slet menneske og dertil jeres fjende, men jeg kan forsikre jer, at det ikke er således; mit hjerte er endnu henvendt til jer med samme velvilje og kærlighed som det altid har været, for jeg ved at I, mine pårørende og venner i Jylland, til hvem disse mine ord især er rettede, er lige så lidt skyld i krigen som jeg er, og jeg har endnu ikke gjort noget, hvorved jeg kunde fortjene jeres dadel. Dels af undseelse for at skrive i bladene og dels i den tro at sagen skulle falde bort af sig selv, når jeg ellers forholdt mig rolig, har jeg ikke før besvaret de løgnagtige fortællinger, hvormed jeg er bleven forfulgt; men nu er det mig ikke muligt længere at tie. 

Således er det rygte løgn, som eksisterede i efteråret, at jeg var skyld i at en patrulje blev her udsendt fra amtmand Bruhn for at pågribe og arrestere møller Kloppenborg og skolelærer Freudendal. Jeg kan med ed bekræfte, at jeg hverken mundtlig eller skriftlig har haft nogen korrespondence med Bruhn de sidste 3 uger for det passerede. Uden den mindste  anelse derom, blev jeg d. 4. oktober om natten kl. 1 opkaldt af min seng af en amtstjener, Chresten Dragon kaldet, der medbragte 14 badenske jægere og overgivet et brev fra amtmand Bruhn, hvori det pålagdes mig som konstitueret sognefoged (hvilket sognefogderi jeg havde været så uforsigtig at påtage mig) at skaffe disse personer kvarter og befordring, på nærmere forlangende, da de var kommet for at arrestere Kloppenborg og Freudendal. Jeg gjorde nu indvendinger imod at være med ved arresteringen, da enhver kan tænke det måtte være mig ubehagelig, men tvunget af trusler og overmagten måtte jeg nødsages til at give efter og følge med. 

Ligeledes er det logi, som var skrevet i "Dannevirke" fra Københoe d. 1. febr. d. å. at jeg havde siddet som spion på Granden denne aften til over kl. 12, for at erfare hvad mine sognemænd foretog sig. Jeg var rigtig nok til sildig på aftenen til stede hos dem, men ikke andet end i venskabelig omgang såvidt jeg ved, jeg gjorde desuden flere handler, såvel om landeri som om korn og kreaturer, og var kl. 12 hjemme i min seng. Morgenen efter var jeg hos herredsfoged Andersen for at betale resten af mine skatter, men om dagens eller aftenens tildragelser før, blev der ikke talt et ord; altså også dette er løgn. 

Ligeledes er det løgn som en bonde (uden navn) fortæller i dette blads nr. 22, at jeg ligesom andre slesvig-holstenere skulle have grint og glædet mig over, at folk kom til at betale deres skatter. Jeg betalte vel med de første, men til samme tid betalte mange flere her i sognet, og jeg tror ikke at mine sognemænd skal kunne sige, at jeg har ladet dem føle min glæde over at de kom til at betale; jeg har altid efter bedste evne søgt at holde en god forståelse med dem, og jeg tror heller ikke nogen af disse til at være forfatter af disse artikler, som er indrykket imod mig i "Dannevirke" og dette blad. Skulle min formodning ikke være rigtig, da opfordrer jeg enhver som har noget imod mig at træde frem af sit skjul og være sit navn bekendt, og ikke som en ondskabsfuld skumler, der sidder i mørke, kaster skarn på den som er uskyldig.
Langetved den 28. Febr. 1849.
Niels Jac. Horsbøl.

(Ribe Stifts-Tidende, 2. marts 1849)