Krigen 1848-1851: Proletariatet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. april 1849 blev Kolding indtaget af den slesvig-holstenske hær. 

Tyske styrker rykkede for anden gang op i Jylland. 

Vinteren 1848/49 og foråret 1849 diskuterede man også Grundloven. Kjøbenhavnsposten filosoferede i den anledning over hvorvidt der overhovedet var nogen der repræsenterede proletariatet:

En folkelig Rigsdagsmand.

I en artikel i Københavnsposten af 3. f. m. findes følgende passus: "Man nævne dog, hvilken københavnsk deputeret der kan stemples som repræsentant for "Proletariatet."" Ved at læse disse ord kom jeg til at tænke på pastor Visby. Denne mand har ved 2 møder af Afholdsforeningen, og rimeligvis også på valgdagen d. 5. oktober, erklæret sig for den simple mands ven og sagt at han med varme ville tale den fattiges sag på Rigsdagen, ifald han skulle blive valgt; for han, en landsbyskolelærers søn, har været meget blandt bønder, og derude leget med barbenede drenge "og De ved jo nok", sagde han, "at ungdomskærlighed ikke så let udslettes", (men den kan dog, hr. pastor!) - og som præst har han haft meget med fattige at gøre, og kender således nøje deres trang. Ligeså erkender han til fulde, at det ville være en forurettelse imod disse, hvis de blev udelukkede fra valgret, da de lige så fuldt som deres mere velhavende medborgere bidrager til statsfornødehederne. 

Har pastoren holdt sit løfte? har Kjøbenhavnsposten grund til at tvivle hvad ham angår? - Lad os se! - I den vidtløftige debat i Rigsforsamlingen om valgretten, har han ikke åbnet sin mund en eneste gang, skønt der var anledning for en folkesindet mand til at tale simpelmands sag, og skønt han ved forhandlingerne før og efter har vist, at han ikke frygter for at tale. Men måske har han ikke befundet sig vel i denne mellemtid - Lad os betragte hans færd andet steds - muligvis kan der så opstå et lys, der kan forklare os grunden til hans tavshed ved valgretsforhandlingerne. 

Skønt han er formand for afholdsforeningen, har han dog i det sidste halve år ikke været til stede ved denne forenings møder oftere end 3 (måske dog 4) gange, og han mødte da næppe engang for afholdssagens skyld, men snarere for at agitere. Første gang han mødte, var, da våbenstilstanden til Malmø gennem fremmede tidender og ministeriets tavshed var blevet officielt bekræftet, og da folket viste sig utilfreds med den i almindelighed og de opbragte fjendtlige skibes udlevering isærdeleshed. Han stod ikke, sagde han, i noget personligt venskab til nogen af ministrene, talte følgelig ikke til gunst for dem, og af den grund måtte man være forvissede om hans ærlighed, når han forsikkrede, at våbenstilstanden var fordelagtig for os. "Tyskerne ynder den ikke, den må altså være ufordelagtig for dem; men er den det, så må vi holde på den, for så kan man være forvisset om, at den er god." 

Hans ømme (!) hjerte tålte ikke den elendighed, som skibenes opbringelse og konfiskation ville bevirke iblandt de fattige i Tyskland, der havde fortjeneste ved havnene og handelen. (De fattige på Christianshavn har sikkert haft prøver på denne deres sjælesørgers faderømhed og omsorg?) Den sum, man kunne få ved salget af skibene, var ikke større end at den i få uger ville medgå til at holde vor arme på krigsfod. At forlange ministrenes afsættelse havde man følgelig ingen grund til; vi kunne tværtimod snarere være tilfreds med hvad de havde gjort. (De skulle se at blive redaktør af et ministerielt blad, hr. pastor! De kan, ved Gud, blive god!) 

Den anden gang hr. formanden for afholdsforeningen indfandt sig ved møderne, var dengang typograferne havde sagt op hos deres principaler. Imod en lignende "opsætsighed" ville han advare forsamlingen. Om jeg husker ret, var det ved samme møde han prøvede på at slå afholdsforeningen ihjel. Dennes virksomhed, mente han, var ikke nødvendig her i landet, såsom en af hans kolleger (en præst og rigsdagsmand) havde afholdt sig fra at drikke brændevin, da det ikke længere smagte ham!

Tredje gang han mødte, var da oldermændene havde rejst sig mod den bestående valgret. Efter at have forudskikket den bemærkning at han ikke var vel, og forsamlingen derfor måtte være skånsom i bedømmelsen af hans foredrag, talte han om: hvorvidt erklærede drikfældige burde udelukkes fra valgret, og da han var færdig hermed, (det varede henved en halv time), spurgte han forsamlingen om ingen havde noget at spørge om med hensyn til rigsdagsforhandlingerne, da han så gerne ville besvare det. Der er dem der mener at det var forud aftalt med den af de tilstedeværende, som da kom frem med det spørgsmål: hvilken af de 2 adresser man skulle holde sig til, den fra oldermændene eller den fra håndværkerdannelsesforeningen. Enten det forholder sig så eller ikke - nok er det, at hr. Visby, der før havde klaget over upasselighed, derefter vedblev i over en halv time klart at fremstille forholdene således, som han ønskede at vi skulle opfatte dem. Først bemærkede han at det ikke passede sig for ham som rigsdagsmand at udtale sig over det forelagte spørgsmål, for ikke at indvirke på vor beslutning i den henseende, og at han kendte den sidste adresse for lidt til at kunne dømme om den (og dog sagde han snart efter, at begge Adresser manglede et væsentligt punkt - jeg husker ikke hvilket); men han ville dog deraf tage anledning til at udvikle forholdene, således som de stillede sig for rigsdagsmændene overhovedet. Derefter spørger han, om der var bønder til stede, og da han havde erfaret, at der ingen var, så fortaIte han, at der her i landet var 100.000 husmænd og inderster, hvem man måtte frygte for at skulle få del i valget af rigsdagsmand (han glemte at sige, at et tilsvarende eller måske et større antal ejendomsløse findes i købstæderne). 

De fattige i købstæderne i almindelighed og København særdeleshed frygtede han ikke for, da de vist ikke ville gøre misbrug af deres valgret (han selv var jo blevet valgt ved hjælp af dem); men det ville være gyseligt at tænke sig, at den uhyre mængde udannede bønder skulle få del i valgene, de kunne jo rive al  magten til sig og derhos sende uvidende mænd til Rigsdagen, og hvilke farer for landet ville der da ikke opstå! For at dette ikke skulle ske, måtte de "fattige" i købstæderne også finde sig i at udelukkes fra valgretten, da der ellers kunne befrygtes uroligheder i landet, ifald bønder alene skulle udelukkes derfra. Enhver læser kan heraf bedømme, om Visby har besvaret spørgsmålet om adresserne? - Har han så holdt sit til folket givne løfte? - Oldermændene og konsorter ville måske svare ja, men jeg tvivler meget om, at den klasse af folket, hvis ven og talsmand han offentligt og helligt har forsikret at være, vil udtale det samme ord.

Jeg slutter med den bemærkning, at man overhovedet af hans ræsonnement ser, at med al hans dygtighed er han enten meget overfladisk, hvor det gælder folkets ønsker og tragten, eller han af en eller grund vil skjule den rette sandhed og derfor - kommer med en tilsyneladende sandhed. R. M.

(Kjøbenhavnsposten, den 30. april 1849)

Kampe om Vesterhavsøerne, Husum. (Efterskrift til Politivennen)

Danskerne der mere og mere opgiver egentlig krigsførelse og foretrækker at sværme rundt efter bytte, har desværre gjort en fangst på den slesvigske vestkyst der er meget nyttig for deres korsaraktiviteter. En række små fartøjer på øerne Sylt, Før o. s. v. er faldet i deres hænder, og de gør nu brug af dem og sømænd der er blevet presset ind på de frisiske øer, til at aflægge besøg på den side af hertugdømmet som de ikke kunne påtage sig med deres krigsfartøjer på grund af ændringen i vandstanden og andre vanskeligheder i farvandene der. I går dukkede de op på havet ud for Husum med en flotille der var blevet erobret og var ret talrig, og var på land med den samme ved Südwest Hörn. Man frygter i Husum, at man vil lave et kup på byen; men de ville næppe vove at komme ind i den en halv mil lange, smalle havn op til byen, og selv om de kan lande i nabolaget af Husum, finder de det lige så lidt tilrådeligt at forlade nærområdet i deres ringe magt for at fjerne tæt på skibene. Det er at beklage at skibene ikke blev bragt i sikkerhed foran dem i god tid.

Die Dänen, welche vom eigentlichen Kriegsführen wohl mehr und mehr abkommen und diesem das herumschwärmen nach Beute vorziehen, haben an der Westküste Schleswigs leider einen ihnen zu ihrem Korsarentreiben sehr dienlichen Fang gethan. Eine Menge kleiner Fahrzeuge der Inseln Zylt, Föhr etc. ist ihnen in die Hände gefallen, und sie bedienen sich derselben und auf den Friesischen Inseln gepretzter Seeleute jetzt, um an jener Seite des Herzogthums Besuche abzustatten. was sie mit ihrem Kriegsfahrzeugen wegen des Wechsels um Wasserstande und anderer Schwierigkeiten der dortigen Gewässer nicht unternehmen konnten. Sie haben sich gestern mit einer solchen eroberten, ziemlich zahlreichen Flotille vor Husum in der See gezeigt, sind zu Südwesthörn mit selbiger am Lande gewesen. Man fürchtet in Husum, dass sie einen Coup auf die Stadt machen möchten; doch dürften sie sich schwerlich in den eine halbe Meile langen, schmalen dortigen Hafen bis an die Stadt hereinwagen, und wenn sie auch in der Nachbarscahft von Husum landen können, es doch eben so wenig für rathsam finden, sich in ihrer kleinen Macht aus der unmittelbaren Nähe der Schiffe zu entfernen. Es ist zu bedauern, dass die Schiffe nicht zur rechten Zeit vor ihnen in Sicherheit gebracht sind. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger.  15. april 1849)

- 14. april. I forgårs, hen på aftenen, indtog danskerne uventet øen Føhr i ret stort antal. Mange indbyggere på øen er flygtet, nogle til Husum, nogle til at begynde med til den nærliggende Halligen o.s.v., hvilket desværre medførte en stor ulykke. Da man flygtede, var det første højvande og for at nå redningskysten, inden tidevandet gik ud, skulle man fremskynde nedstigningen. Et fartøj, der bragte 16 flygtninge til Husum omkring klokken 9 om aftenen, var allerede et stykke fra land, da endnu et, som man siger, omtrent så stort et antal flygtninge til fods, som det så ud til at være muligt med den nuværende vandstand at få ombord. Men tidevandet steg for hurtigt, og alle eller de fleste af dem fandt deres grav i bølgerne.

- 14. April. Vorgestern gegen Abend haben plötzlich die Dänen in ziemlich grosser Anzahl unvermuthet die Insel Föhr besetzt. Viele Bewohner der Insel sind geflüchtet, theils nach Husum, theils zunächst nach den nahe liegenden Halligen etc, woran sich leider ein grosses Unglück knüpft. Als man flüchtete wars erste Fluth und auch um vor Ebbe das rettende Gestade zu erreichen, musste man die Abfahrt Beschleunigen. Ein Fahrzeug, welches gegen 9 Uhr Abends 16 Flüchtlinge nach Husum gebracht hat, war schon eine Strecke vom Lande entfernt, da trachtete noch eine, wie es heisst, ungefähr eben so grosse Anzahl Fliehender zu Fuss, wie es nach dem augenblicklichen Wasserstande noch möglich schien, an bord derselben zu gelangen. Aber die Fluth schwoll zu rasch, sie standen sämmtlich oder grösstentheils ihr Grab in den Wellen. 

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen. 17. april 1849)

Husum, den 16de April. Indvaanerne her have nu oprettet en Strandvagt ved den nye Dige ved Porrenkoege, som fra Løverdags af hver Nat besættes af Sagkyndige og det behørige Skyts. Skulde de Danske desuagtet forsøge paa at gjøre her Landgang, som ikke er usandsynligt, saa troer man, at kunne tage saaledes imod dem, at de ikke skulle komme til at tænke paa at gjøre noget nyt Landgangsforsøg. Iøvrigt søge Pellwormer- og Nordstrander-Skipperne at komme itide bort fra deres Øer og begive sig hertil, og deri handlede i al Fald viseligt, sfr at de Danske ikke skulle kunne bortkapre deres Smaafartøier, noget, hvori de Danske skulle være meget routinerede. - Dagligen indtræffe her endnu bestandig Flygtninge fra Øerne, som ikke ville lade sig presse til Militairtjeneste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. april 1849, 2. udgave).

Et tysk armeret dampskib ("Eider") og 4 kanonbåde ankom 22. april 1849 til Husum. Samme dag rømmede danskerne Föhr. Efter kamp med de danske strandbatterier, blev øen befriet og det af danskerne efterladte skyts og ammunition beslaglagt.  

Den lille Hornblæser. (Efterskrift til Politivennen)

Om Kampen den 13de ds. fortælles adskillige ret interessante Enkeltheder. Det er allerede anført, at del fornemmelig skyldes de tvende Officerer, Capit. Kauffmanns og Lieuten. Rosens Conduite, at de 2 Kanoner bleve tagne; mærkeligt nok ere begge Holstenere, og vi troe at burde anføre, at den Første er en Søn af Oberstltn. Kauffmann, førhen Commandant i Castellet, og at den Anden har en Broder, som ifjor blev fangen ved Bau og senere sad paa Fangeskibet. - Et andet ret interessant Factum er følgende: Ved 19de Bataillon tjener en lille Hornblæser, en Dreng paa 12 Aar, som ved sin gode Opførsel og sine muntre Indfald er bleven hele Bataillonens Yndling. Da Kanonerne toges, blev han pludselig borte i Tummelen, men han savnedes først paa Tilbagevejen til Brohovedet. Sorgen var almindelig, men enten død eller levende vilde man have ham igjen; endeel af Bataillonen vendte om, og var saa heldig at finde den lille Kjæledægge i god Behold et Par Skridt fra Valpladsen (Flpst).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. april 1849).

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849 bragte også notitsen, og tilføjede: "Det er vistnok et sjeldent Tilfælde i Felten, at der vises en saa stor Hengivenhed for et enkelt saa underordnet Individ."

Annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 12. december 1849.

I oktober 1849 udkom Hans Peter Holst "Den lille Hornblæser" (Bing & Søns Forlag). 1. oplag blev udsolgt på 14 dage. I løber af 1849 blev der solgt 3.000 eksemplarer. Digtet blev gengivet i Flyveposten 13. oktober 1849. Frederik 7. købte 200 eksemplarer til fordeling ved armeens brigader og lazaretter. Johan Ole Emil Hornemann (1809-1870) satte melodi til - omtalt i Kjøbenhavnsposten 28. december 1849 som "en i Henseende til Opfindelse meer end almindelig intetsigende Melodi."

--- I en særdeles Grad har "den lille Hornblæser" allerede vundet Publikums Bifald; der er i kort Tid udkommet tre Oplag af samme. Æmnet er taget af det virkelige Liv: en lille Dreng, der i Foraaret 1848 gik med et af Iægerkorpserne som Hornblæser, udmærkede sig ved sin Raskhed, men ved Slesvig faldt i Fjendevold og efter sin Tilbagekomst fra Fangenskabet ved Revuen paa Leerbæk Mark blev forestillet for Kongen, og som foruden alt dette ved sit livlige Væsen og opvakte Svar forskjellige Gange bar tiltrukket sig Opmærksomheden, er Digtets Helt. Hvorvidt det Øvrige, som i Digtet bliver fortalt om denne Dreng, tilhører Virkeligheden eller blot skal tjene til at give den digteriske Fremstilling Farve, vide vi ikke. 

(Dannevirke 16. januar 1850)

I Fædrelandet 16. september 1850 i forbindelse med beretning om kampe i Slesvig blev følgende skrevet:

"... Vi have, som sagt, lidt ikke lidet, men vore Soldaters Dødsforagt, Mod og Kamplyst har viist sig i det skjønneste Lys. "Naar vi blot seire, er det det Samme med mig", var det Svar man fik af de Saarede. En lille Hornblæser af 10de Bataillon fik en Strejfkugle, som kastede ham til Jorden, men 5 Minutter efter blæste han igjen Signalerne paa sit Horn og var ikke at bevæge til at lade sig forbinde eller Blodet standse, før Slaget var forbi).

I Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. oktober 1850 fortælles følgende om slaget ved Mysunde den 12. september 1850, også her om 10. bataljon:

... En af Capitainerne saae sin lille Hornblæser, som han holdt meget af, med blodigt Hoved bevidstløs styrte til Jorden. "Den stakkels Dreng!" udbrød han og gik videre, thi paa at bringe Døde bort kunde man ikke tænke i Kjæden. Nogen Tid efter hørte han et Signal blive blæst, vendte sig om og saae til sin største Forbavselse den lille Hornblæser ved sin Side. "Hvad Dreng", raabte han, "er Du ikke død?" "Nei, ikke en Smule, Hr. Capitain", sagde denne, "men det var godt, at jeg ikke var en halv Tomme høiere!" Kuglen var nemlig kun gaaet ind under Skindet i Panden. 

De danskes angreb fra Kolding, 23. april 1849. Det var i sådanne frontlinjer at børnesoldaterne var sat til at blæse i signalhorn. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).

Kort efter krigen optrådte en angiveligt 15-årig dreng under navnet "Den lille Hornblæser" med varme anbefalelsesbreve, dannebrogskors og russisk ordensbånd i Jylland med historier fra bl.a. Istedslaget. Han forsvandt med en velspækket tegnebog uden at nogen senere så noget til ham. Indtil man fandt ud af at  det var den 18 år gamle Peter Christian Sveistrup. Han blev indrulleret som tambour ved krigsudbruddet, men afskediget 13. april 1850 på grund af dårlig opførsel. Han opnåede endda at blive optaget i en bog af A. D. Cohen om krigsinvalider fra Isted. (Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. februar 1852, 2. udgave). Han blev idømt 1 års forbedringshusarbejde. 

H. P. Holst oplyste i "Dannebrog", 18. marts 1882, s. 398-400 at den lille hornblæser ikke bygger på en virkelig person, hvilket bl.a. ses af at han skrev at han var fra Rensdyrgade i Nyboder (den eksisterer ikke), ligeledes var der heller ikke opgivet noget husnummer.

Billedhuggeren H. P. Pedersen-Dans statue "Den lille hornblæser" ved Rådhuspladsen blev opstillet 1899.

Se endvidere indslaget om Johan Christian Wiehr.

Ægtkørsel i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

De tidligere omskrevne 12 Ægtvogne fra Skrave Sogn maatte den første Nat holde ude paa Erløv Banke ved Haderslev med Hestene ved Vognen i et meget daarligt Veir. Dagen efter kom de fleste til Flensborg, hvor de bleve særdeles vel modtagne af denne Byes dansksindede Indvaanere. Dagen efter maatte de til Slesvig, og da man i flere Værtshuse ikke vilde give dem Huusly, endskjøndt Staldene vare tomme, maatte de alle indqvarteres i Gottorps Slotsstald, der blev saa fuld af Heste, at der ei var anden Plads til Kudskene, end at hver maatte staae ved sine Heste; at ligge var der ikke Plads til. De kjørte derefter daglig meest til de nærmeste Kiøbstæder. En Mand, der kom hjem den 5de om Altenen fra denne Ægtkjørsel, og hvis Udsagn er fuldkommen at stole paa, fortalte, at da han forlod Slesvig i Onsdags Middags, var der næsten slet ingen tydske Tropper i denne By, men i flere Dage iforveien var der uafladelig baade Nat og Dag marscheret en stor Mængde Forbundstropper nordpaa. I 2 Dage havde han talt omtrent 100 Kanoner, der ogsaa kjørte nordpaa. Forresten vare de fremmede Tropper, og navnlig især Bairerne, hvem han havde bedste Lejlighed til at fjende, ganske nedslagne, og viste stor Ulyst til at kjæmpe mod de Danske. Benævnte Mand havde meldt sig sig og stillede saa store Fordringer til Vognmesteren, at denne fandt det bedst at lade ham drage hjem. Der var talt omtrent 1000 Vogne i Slesvig fra Nordslesvig. Han meente, at de snart blive kjede af at beholde disse Vogne, da de blive dem for kostbare; thi foruden at underholde baade Folk og Heste, saa maatte de ogsaa afholde alle Reparationer paa Vogn- og Hestetøi som uafladelig maa repareres paa Oprørernes Regning, og imedens en saadan Reparation stod paa, maatte Vognene ofte ligge stille i flere Dage. (Ribe Av.).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. april 1849).

Under krigen fandt der to større slag sted ved Dybbøl: i marts 1848 og 13. april 1849. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: "Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50" (1852).

Major Eduard Jungmann. (Efterskrift til Politivennen).

Eduard Julius Jungmann (1815-1862). 1845-1848 instruktionsofficer i en preussisk artillerikommando i Tyrkiet. Han tog i 1848 orlov for at tjene i den slesvig-holstenske hær. Den 11. marts 1849 var han kommandant for det 5. fæstningsbatteri i Eckernförde. Om morgenen den 5. april 1849 angreb den danske flåde Eckernförde for at falde de tyske tropper ved Flensborg i ryggen. I angrebet deltog fregatten Gefion, linjeskibet Christian VIII og de to hjælpedampere Hekla og Gejser. 

Til forsvaret af Eckernførde var der opført 2 batterier på nord og sydsiden af fjorden. Det sydlige batteri bestod af 4 stk. 18 pdr. kanoner, og det nordlige batteri af 2 stk. 84 pdr, 2 stk. 24 pdr, og 2 stk. 18 pdr. kanoner. Mandskabet bestod af 91 mand fra det 5. slesvig-holstenske fæstningsartilleri under kommando af kaptajn Jungmann. De danske skibe var blevet bemærket og I løbet af natten ankom en bataljon fra Gottorp og et nassauisk feltbatteri som forstærkning.

Angrebet stod på det meste af dagen og fra sit observationssted på sydskansen ledede Jungmann forsvaret. Under kampen blev de to store skibe stærkt beskadigede og løb på grund. Under evakueringen af mandskabet sprang magasinet på Christian VIII i luften. Man forsøgte nu at varpe skibene ud, men pga. den kraftige vind gik det meget langsomt. Paludan forsøgte at vinde tid, og kl. 12.30 sendte han en parlamentær i land med en skrivelse, hvori han truede med at bombardere byen, hvis skydningen ikke ophørte. Og det gjorde den, men slesvig-holstenerne brugte pausen til at føre frisk ammunition frem, gløde kuglerne og reparere de demonterede kanoner.

Kl. 16 kom der svar fra kaptajn Jungmann. Det var afvisende og sydbatteriet åbnede atter ild. For Gefion var kampen nu ved at være tabt, og Paludan der indtil nu ikke havde villet forlade fregatten, indså at han måtte efterlade skibet til dets skæbne og forsøge at frelse Christian VIII. Se også indslaget om Johann Heinrich Bartelsen her på bloggen. Kampen i sig selv havde ingen strategisk betydning, kun for forbundshærens kampmoral.

Jungmann blev på grund af sin indsats i forreste linje forfremmet til major og fik tildelt den Sachsen-Ernestiniske Husorden med Sværd. Byen Eckernförde fik lavet en pragtpokal til ham. Efter krigsafslutningen forlod Jungmann byen og skrev i 1852 en bog hvori kampen blev beskrevet som en artilleri-episode. 

Major Jungmann (Eckernförde 1998-08). Wikimedia Commons.

Fra 1861 boede Jungmann i Hamborg, hvor han døde 25. marts 1862 og blev begravet i Jacobi-kirkegården i Eilbek. Den hamborgske billedhugger Engelbert Pfeiffer (1830-1896) lavede et mindesmærke for major Jungmann. Da kirkegården blev nedlagt, blev mindesmærket flyttet til Eckernförde hvor det har stået siden på den gamle militærkirkegård, nu Kurpark i Preußerstraße. Eckernförder Jungmannschule og gader i Kiel, Tungendorf og Othmarschen er opkaldt efter ham. 

Eduard Jungmann er tidligere nævnt her på bloggen.

Sydslesvig. den 30te Marts. (Artillerimajor Jungmann og Kampen ved Eckernførde). Iforgaars jordedes under stor Deeltagelse fra det hamborgske Officeerkorps og de slesvig-holsteenske Vaabenbrødres Side paa Kirkegaarden ved Wandsbeck, Artillerimaior Jungmann, hvis Navn knytter sig til en af de for os sørgeligste Episoder af den sidste Krig, nemlig til Eckernførder Affairen den 5te April 1849. Den tydske Presse har i disse Dage ladet sig det være magtpaaliggende at give denne Officeer et glimrende Eftermæle. Hvorvidt dette er fortjent, og om Professor Aegidi havde Ret, naar han indledede sin Ligtale med Ordene: "Vi staae her ved en Helts Grav," vil formeentlig fremgaae af efterstaaende Oplysninger, der hidrøre fra et aldeles paalideligt, med Sagen nøie bekjeudt Øienvidne til Kampen den 5te April, Oplysninger, der tidligere ikke vides at være offentligt fremsatte, hverken i danske eller tydske Blade og Skrifter, samt kunne tjene til at supplere de Meddelelser, vi ved en tidligere Leilighed have givet om denne Affaire og især om Hertugen af Koburg Gothas Deeltagelse i samme. Den nu afdøde Jungmann var oprindelig preussisk Artilleriofficeer, forlod denne Stilling paa Grund af stor Gjæld, tog Tjeneste som Instrukteur ved den tyrkiske Armee og kom til Holsteen, efterat Krigen var udbrudt sammesteds. Efter at have modtaget en Ansættelse ved Insurgentarmeen blev det paalagt ham at armere Strandbatterierne ved Eckernførde, over hvilke han ogsaa førte Kommandoen den 5te April Jungmann opholdt sig, da de danske Krigsskibe aabnede Ilden, i Nordskandsen; en Underofficeer, ved Navn Preusser (saavidt vides Søn af Appellationsraad Preusser), der senere, ved Forsøget paa at redde Mandskabet fra Linieskibet Christian VIII, fløi i Luften med samme, kommanderede i Sydskandsen. Førstnævnte Skandse blev først angreben og holdt allerede henved Kl. 10 om Formiddagen op med Ilden, efterat et Par Kanoner vare blevne demonterede og et Par Artillerister saarede. Saagodtsom hele Besætningen af denne Skandse, i hvilken Jungmann kommanderede, løb nemlig paa nævnte Tid sin Vei, flygtede for en Deel til det henved en Miil bortliggende Flækkeby og udbredte her det Rygte, at Byen Eckernførde var bleven indtagen af de Danske. Nævnte slesvigholsteenske Artillerieofficeer begav sig til det i Nærheden beliggende Louisenberg, men ikke til Sydskandsen, der imidlertid var bleven angreben og alene udfægtede Kampen. Først da Vaabenstilstanden fandt Sted, begav Jungmann sig til Byen, de laa midt imellem begge Skandser og deeltog i det Krigsraad, der diskuterede om, hvorvidt man skulde lade Skibens, der truede med at skyde Eckernførde i Brand, seile uforstyrret bort eller optage Kampen igjen. Kan der tilskrives Artillerimajor Jungmann nogen Fortjeneste ved Eckernførde-Affairen, saa erhvervede han sig denne ved nævnte Leilighed, idet han paa den yderst lidenskabelige og exalterede Maade, paa hvilken han stedse optraadte, overtalte eller paa en Maade truede Fleertallet af Medlemmerne, der iforveien bestemt havde udtalt sig i fredelig Retning, til at stemme for Kampens Fortsættelse. Ilden aabnedes, som bekjendt, om Eftermiddagen igjen fra Sydskandsen, i hvilken imidlertid fremdeles Underofficeren Preusser førte Kommandoen, siden Jungmann ikke havde følt sig opfordret til paa selve Stedet at overtage den. Kampens Udfald er bekjendt. I Seirens Ruus glemte man at lade krigsretlig undersøge det mindre hæderlige Forhold, Nordskandsens Besætning havde udviist. Underofficeren Preusser, der havde havt den farefuldeste og ansvarsfuldeste Post, maatte lade sig nøie med et hæderligt Eftermæle som Soldat; han laa død paa Havets Bund. Jungmann, der havde været Preussers nærmeste Foresatte, blev forfremmet til Major, og hans Rival til Seierherrenavnet, Hertugen af Sachsen Koburg Gotha, der under Slaget ad en yderst mærkelig Omvei havde begivet sig bort fra Kamppladsen og hen til det, midt i Skoven beliggende Slot Altenhof, overrakte ham den Ernestinske Huus- og Fortjenstorden, medens han selv lod sig besynge af lybske Hofdigtere som den egentlige Helt fra Eckernførde. Major Jungmann udgav senere et, i sentimental forskruet Tone holdt Skrift over Kampen den 5te April, i hvilket han ogsaa indflettede en Deel Erindringer fra Opholdet ved Bosphorus og andre Steder. Han boede efter Slaget endnu længere Tid i Eckernførde, hvor han feteredes af tilreisende tydske Patrioter og Byens første "Gesinnungstüchtige" samt ægtede en Søster af de bekjendte Agitatorer, Brødrene Lange. Efter Krigen gik det ham imidlertid kun maadeligt: hans Exaltation tiltog i den Grad, at saa at hans Kammerater vilde besøge eller opsøge ham; de holdt ham ligefrem for sindsforstyrret. Hans Konstitution var allerede ødelagt, forinden han kom til Holsteen; Sundhedstilstanden forværredes efterhaanden og Familien maatte tilsidst sende ham til sindssygeanstalten Hornheim ved Kiel, hvor først efter en længereTids Ophold en Bedring indtraadte. Senere døde Jungmanns Hustru af den samme Sygdom, hvis formeentlige Tilstedeværelse hos Broderen, E. Lange, har foranlediget, at dennes Straffetid paa Fæstningen Nyborg allernaadigst blev afkortet. Andre Familiesorger (et af Børnene er blindfødt) tyngede paa den nævnte Officeer i hans sidste Leveaar og betingede en ulykkelig Existents og en mørk Sindsstemning, der hverken kunde opklares af den Hæder, der ofte blev viist den Ulykkelige fra tydske Patrioters Side, eller af de Understøttelser, Forbundsdagen (saavidt erindres, en Pension af 400 Gylden) og Preussen (en aarlig Subvention) lode ham tilflyde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1862).

Hvad angår påstanden om hans næstkommanderende Preusser, er det ikke rigtigt at dennes rolle ikke er fremhævet i tyske kilder. Jungmann nævner ham adskillige steder i sin gennemgang af slaget (1852), bl.a. som ansvarlig for artilleriregimentet, og omtales således: 

"Je näher ich diesen jungen Mann kennen lernt, desto mehr überraschte mich eine Energie und Thatkraft, die unter dem bescheidensten Wesen verborgen lag".

Så Jungmann selv fremhævede Preussers fortjenester, ligesom den øverstbefalende Bonin efter slaget bestemte:

"Um das Andenken des am gedachten Tage gebliebenen Unteroffizieres Preusser von der Artillerie, wegen seines ausgezeichneten Benehmens auf ewige Zeien zu ehren, bestimme ich, dass derselbe als Lieutenant der Artillerie in den Officier-ranglisten von der Artillerie-Brigade aufgenommen und als solcher fortgeführt werde."

Berlingskes antydning af at Ernst skulle have taget æren har ikke hold i beskrivelserne i de tyske aviser. Den gentages i øvrigt i Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 1-2: "Det blev imidlertid hertug Ernst, der hyldedes som sejrherren ved Egernførde, og som i den følgende tid blev genstand for talløse ovationer". Denne fremstilling har næppe hold i tyske aviser: Jungmann blev helt tilbage til april 1849, senere ved Jungmanns død i 1862 og efter 1864 omtalt som "sejrherren fra Eckernførde". Nedenstående eksempel er blot et af mange: 

Sejrherren fra ​​Eckernförde, major Jungmann, der døde den 25. marts i Hamborg, blev født i en preussisk provinsby og valgte en militær karriere. Han blev preussisk artilleriofficer i slutningen af ​​1930'erne, og det faktum, at han ikke gjorde sine militærstudier forgæves, fremgår af at det omkring midten af ​​1840'erne, da det preussiske krigsministerium stillede specialister til rådighed for at reformere det tyrkiske artillerisystem blev Jungmann også sendt til Konstantinopel. I 1848 forlod han Tyrkiet, ansøgte om at forlade den preussiske militærtjeneste og blev slesvig-holstensk kaptajn få måneder efter den slesvig-holstenske opstand den 24. marts 1848. I denne egenskab var Jungmann det følgende år bestemt til at udføre den mest glorværdige våbendåd i Slesvig-Holsten og til at påføre den overmodige danske fjende et dybt slag ved at ødelægge det stolte linjeskib Christian VIII og ved at erobre fregatten Gefion ved brug af et svagt strandbatteri. Triumfen den 5. april 1849 tilskrives også delvis hertug Ernst af Sachsen-Coburg, men med urette; for kun i den koldblodige accept af den danske kommandant Paludans bombardementstrussel af den daværende artillerikaptajn Jungmann lå kimen til berømmelsen om den mindeværdige 5. april. Hertug Ernst dukkede først op på slagmarken (bærende feltkanoner), da kanonaden allerede var begyndt igen. Den heltedåd bragte Jungmann forfremmelse til major, Ridderkorset af Sachsisk-Ernestine Husorden og senere Eckernförde Æreskors. Efter det uheldige udfald af det tre år lange Slesvig-Holstenske felttog levede Jungmann i stille afsondrethed først i Gotha, derefter i Oldenburg og Billwärder ved Hamborg og til sidst i selve Hamborg. Hans heldige stjerne smilede ikke længere; Den slesvig-holstenske kampagnes strabadser resulterede i smertefulde sygdomme, og hvad der var endnu mere trist, galskab formørkede hans sind og holdt det i trældom i månedsvis. Endelig, da det tunge psykiske pres aftog, kom den fysiske lammelse i stedet og bandt den livskraftige frihedskæmper til sygesengen; Men ligesom han var modig og bestemt i den mest dødelige kamp, ​​var han også hengiven til Gud i den alvorlige sygdom. Major Jungmann blev også hårdt prøvet i en anden retning: han sørgede over sin første kones og to børns død. Opfordringen går nu fra Hamborg: "at ære vore berømte døde og dermed os selv, hvilket i øjeblikket ikke kan lade sig gøre andet end gennem et monument på hans grav."

Mannigfaltigkeiten,

Der am 25. März in Hamburg gestorbene Sieger von Eckernförde, Major Jungmann, war in einer preussischen Provinzstadt geboren und wählte die militärische Laufbahn. Er wurde zu Ausgang der letzten dreissiger Jahre preussischer Artillerieoffizier, und dass er nicht nutzlos seine militärischen Studien gemacht, davon zeugte der Umstand, dass, als um die Mitte der vierziger Jahre das preussiche Kriegsministerium der Pforte zur Reformirung des türkischen Artilleriewesens Fachmänner zur Verfügung stellte, auch Jungmann nach Konstantinopel gesandt wurde. Im Jahre 1848 verliess er die Türkei, suchte um seinen Abschied aus dem preussischen kriegsdienste nach, und wurde wenige Monate nach der schleswig-holsteinische Erhebung vom 24. März 1848 schleswig-holsteinischer Hauptmann. In dieser Eigenschaft war es dann im folgenden Jahr Jungmann beschieden, die glorreichste schleswig-holsteinische Waffenthat zu vollbringen, und dem übermüthigen dänischen Feind durch die Zerstörung des stolzen Linienschiffs Christian VIII. wie durch die Eroberung der Fregatte Gefion mittelst einer schwachen Strandbatterie eine tiefe Schmack anzuthun. Auch dem Herzog Ernst von Sachsen-Coburg wird jener Triumph vom 5. April 1849 zum Theil zugeschrieben, aber nicht mit Recht; denn einzig und allein in der kaltblüthigen Entgegennahme der Bombardementsdrohung des dänischen Kommandeurs Paludan durch den damaligen Artilleriehauptmann Jungmann lag der Keim zu dem Ruhm jener denkwürdigen 5. April. Herzog Ernst erschien erst auf dem Kampfplatz (Feldkanonen mit sich führend) als die Kanonade schon von Neuem begonnen hatte. Jungmann brachte jene Heldenthat die Beförderung zum Major, das Ritterkreuz des sachsen-ernestinischen Hausordens und später das Eckernförder Ehrenkreuzes. Nach dem unglücklichen Ausgang des dreijährigen schleswig-holsteinischen Feldzugs lebte Jungmann in stiller Zurückgezogenheit erst in Gotha, dann in Oldenburg und Billwärder bei Hamburg, und endlich in Hamburg selbst. Ihm lachte nicht länger der Glücksstern; die Strapazen des schleswig-holsteinischen Feldzugs hatten schmerzliche Krankheiten zur Folge, und, was noch trauriger, Irrwahn umnachtete seinen Geist und hielt denselben monatelang in Knichtschaft. Zuletzt, als der schwere geistige Druck nachliess, trat körperliche Lähmung an dessen Stell, und fesselte den rüstigen Freiheitskämpfer an das Krankenlager; wie er aber muthig und entschlossen gewesen om tödtlichsten Kampf, so war er auch gottergeben in der schweren Krankheit. Auch in anderer Richtung wurde Major Jungmann schwer geprüft: er bewinte den Tod seiner ersten Gattin und zweier Kinder. Von Hamburg ergeht nun der Aufruf: "unsern berühmten Todten und damit uns selbst zu ehren, was zur Zeit nicht anders als durch ein Denkmal auf seinem Grabe geschehen könne."

(Erheiterungen 11. maj 1862)

Den 29. august 1864 blev der rejst et mindesmærke på St. Jacobi Kirkegård i Hamborg.

Litteratur:

Eduard Jungmann : Eckernförde und der 5. April 1849: eine artilleristische Episode aus dem Deutsch-Dänischen Kriege. 1852.

Hans-Georg Thode: Eduard Jungmann, das Leben des Siegers von Eckernförde.  (1963). Jahrbuch der Heimatgemeinschaft des Kreises Eckernförde, 1963, side 113-121.

Indslaget om Johann Heinrich Bartelsen på Politivennen Live Blogging.