Spionage. (Efterskrift til Politivennen)

Midt i april indbragtes nogle formodede spioner til København. Der fortaltes ikke meget om dem, bortset fra at de havde været frivillige på eksercerskolen. Politiløjtnant (politiadjudant), senere etatsråd John Erik Leerbech, Leerbek eller Leerbeck (1806 eller 1805-1860) var leder af hærens spionvæsen. Han startede som kopist på politikammeret i København hvor han blev anset for særdeles dygtig. Han blev november 1849 til april 1851 udlånt til Krigsministeriet. Allerede i april berettede kilder dog at han arbejdede for hæren. Leerbech organiserede bl.a. meldetjenester med udstationerede bønderkarle og opsadlede heste som kunne bringes til hovedkvarteret eller nærmere fastsatte steder med sendebud. Leerbech indtog en særstilling ved generalstaben og rapporterede flere gange direkte til statsrådet. Han var meget aktiv efterretningsmand og spionageleder. (se Karl Peder Pedersen: Kontrol over København, 2014).

(Kjøbenhavn, den 1ste Mai.) 3 Spioner ere idag blevne skudte her, den ene en tidligere relegeret Student Møller, der stod som Frivillig i en af vore Batailloner. Han blev greben ved Armeen i en Correspondents med Fjenden, hvem han stal have villet give Tegning af Fredericia Fæstning. Det er Politicommissair Leerbeck, som især har fremkaldt disse farlige Individers Paagribelse. En Undersøgelse var det forresten ogsaa værd, hvorledes vor Angrebsplan paa Colding, der dog kun skulde være bekjendt for Indviede, almindeligt kunde vides her flere Dage før den udførtes. Vi betvivle ikke, at det er ved en Skjødesløshed eller lignende Forseelse, den maa være bleven divulgeret; men saadanne Forseelser ere i deres Følger for utilgivelige, til at deres Ophav ikke skulde have en tilbørlig Correction herfor. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3.maj 1849).

- Efterat "Flyveposten" og et Par andre lignende Blade flere Gange forgjæves have været gjort opmærksomme paa den Skade, de stifte ved at meddele detaillerede Beretninger om Krigsoperationer fra dansk Side - hvorved de, om ogsaa kun af Snakkesyge og for at tilfredsstille uvirksomme Læseres Nysgjerrighed, til en vis Grad unødvendiggjøre det fjendtlige Spioner, - har vedkommende Autoritet derved fundet sig foranlediget til at gjentage Anmodningen til de offenlige Organer om ikke at meddele saadanne Artikler som dem "Flyveposten" indeholder. Man skulde troe, al bemeldte Blad lagde an paa at nødvendiggjore Censurens Indførelse som Beskyttelsesmiddel mod dets egen Taktløshed.

(Kjøbenhavnsposten 8. maj 1849).

I et Brev fra Horsens af 7de ds. hedder det: Leerbek udvikler en beundringsværdig Virksomhed og gavner Hæren meer end man skulde troe; han har atter opdaget og taget 5 Spioner tilfange; deriblandt en Sergeant af 7de Bat., en S-tz, der skal være noksom bekjendt i Kjøbenhavn. (R. Posteft.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1849).

Spioner. I Søndags bragtes tre Spioner hertil, som ved Politiadjutant Leerbecks aarvaagne Nidkjærhed vare blevne arresteres i Veile og Horsens. De tvende, hørende til Militairet, bragtes til Hovedvagten, den tredie, der lod til at være en Landmand eller Hestepranger, bragtes til Raadstuen. Den talrige Mængde, som ved deres Ankomst var forsamlet paa Toldbode, gav sin retfærdige Harme Luft i Skjældsord og Forbandelser, og det var ikke meget langt fra, at den ene, ved at stige i en Vogn, var blevet Offer for de Tilstedeværendes Raseri, dersom ikke Vagten og Politibetjente paa det Kraftigste havde afværget det.

(Flyveposten 15. maj 1849).

Odense den 14de Mai. Igaar bragtes 9 Fanger hertil fra Fredericia, iblandt hvilke var et Par Deserteurer og de andre Spioner. Den ene Fange var et Fruentimmer, der som en Slags Marketenderske havde søgt Samqvem med begge Armeer. Ligeledes bleve en Del Syge og Saarede bragte hertil fra Bogense.

(Fædrelandet 15. maj 1849).

Leerbeck har atter attraperet flere Spioner som ere befriede. I Skanderborg er ogsaa idag anholdt en Spion, nemlig en bosat Mand i Lysgaard Herred. Han var forsynet med Pas fra dette Herredscomptoir for at kunne reise til Veile-Egnen, hvor han agtede at besee en Eiendom, der var tilfals. Byfognden i Skanderborg, som ikke fandt sig tilfredsstillet hermed, visiterede Fyren og fandt da paa Kroppen af ham 7 Stkr. 50 Rigsbankdalersedler samt en Fortegnelse over alle Moser, Krat, osv., som findes i den Egn af Jylland. Naturligviis maa en saadan Person have Hjælpere. Han sidder arresteret i Skanderborg. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. maj 1849, 2. udgave).

"L.-F. Av." skriver fra Kbhavn af 7. ds.: Rygtet har fortalt, at 3 Spioner ere skudte her. Det forholder sig ikke saa. Blandt de hidbragte Krigsfanger, som paa 33 nær allerede ere udvexlede, var der en jydsk Bondekarl fra Gram i Haderslev Amt, som var mistænkt for Spioneri, men af de optagne Forhør er der ikke fremkommet noget særdeles graverende imod ham, og det er saa langt fra at han er skudt, at det endog er rimeligt, at han vil blive sat paa fri Fod, maaskee under Politiets OOpstigt. De andre 2 saakaldte Spioner ere 2 Matroser, der ifjor løb bort fra "Hekla", og nu ere paagrebne som Desertører.

(Ribe Stifts-Tidende 21. maj 1849).

I Fredags afleveredes til Politiet en Person, der af det nørrejydske Armeecorps var oversendt som greben i for Betaling at have været Fjenden behjælpelig ved Plyndinger fra Indvaanerne i Jylland. Angaaende denne Persons Forbrydelse kunne vi nærmere meddele Følgende:

Efterat Politiassistent Grønlund i Framlev ved Aarhus den 9de Juni sidstleden havde indfundet sig i Jexen Kro paa en Tid, da netop en fjendlig Patrouille var sammesteds tilstede, antraf han en Person, der var iført civile Klæder, men bevæbnet med en Sabel, og da han erklærede, at han var fra Haderslev og fulgte for Betaling med de fjendlige Tropper som Tolk, fratog Grønlund ham hans Værge og bragte ham nordlig ud af Byen, medens den fjendlige Patrouille opholdt sig i den vestlige Del af samme. Han førtes derefter til General Ryes Hovedqvarter, hvor han til en af Politiadjutant Leerbeck optagen Rapport fremstod og forklarede, at hans Navn var Peter Claussen Jungdahl, 49 Aar gammel og født i Haderslev. Siden Aaret 1828 havde han som Bundtmager været bosiddende i Flensborg, hvor han var gift og havde 3 Børn. Endvidere forklarede han, at, da de bayerske Tropper den 4de April d. A. kom til Flensborg, skete en almindelig Opfordring til Beboerne om at gaae med Corpset som Sprogmestre, i hvilken Anledning han, som var i smaa Omstændigheder, meldte sig, og lod sig for 2 Mk. courant daglig samt fri Forplejning engagere til at følge med de baierske Tropper som Tolk imellem dem og den danske Befolkning. Foruden ham var der ti andre Slesvigere, der ligeledes havde ladet sig engagere i samme Egenskab ved de bayerske Tropper. Han var ansat ved 4de Regiments 2den Bataillon under Major Wichardt, med hvilken Bataillon han stedse havde fulgt, og navnlig stedse været med, naar Fjenden havde reqvireret Fødemidler og Andet hos Beboerne. Han havde, paa Grund af den Betaling, han modtog , og hvorved han ansaae sig for ansat ved den fjendlige Armee, troet sig forpligtet til at følge med og assistere Fjenden, naar denne havde gjort Strejftog for med Magt at fratage Befolkningen Fødemidler, ligesom han ogsaa tilstod for nogen Tid siden at have været med Fjenden i Hørring, hvor der ved hans Medvirkning blev taget ti Heste og 3 Vogne. Med Hensyn til Sablen, han bar, forklarede han, at, da de fjendlige Tropper kom i Nærheden af Haderslev, blev det ham befalet at bære en saadan, uden at det blev ham opgivet i hvilken Anledning, men han antog, at Hensigten var, at han dermed skulde forsvare sig mod de danske Beboere, saafremt han skulde komme i saadant Tilfælde, at det var nødvendigt for ham for at redde sig. Han havde imidlertid ingensinde brugt dette Værge.

Sognefoged Rasmus Nielsen i Jexen og Kromand Sørensen sammesteds have om den ovenfor nævnte Landsforræder overensstemmende forklaret, at han den 7de Juni med c. 50 Mand fjendlige Infanterister under en Lieutenants Commando, medhavende 3 Vogne, var kommen til Jexen, hvor han, der for dem erklærede, at han var den Commanderende og havde ligesaa meget at sige som Obersten, beordrede Tropperne, uden at Lieutenanten blandede sig deri, til at gaae ind til Bønderne og tage hvad de forefandt af Fødevarer, samt Tobak og Brændevin, hvilket Soldaterne ogsaa efterkom. Endvidere havde han samme Dag, uden at være i Følge med Nogen, reqvireret Melk, hvilket han ogsaa fik til et Beløb af c. 100 Potter, og førte det med sig paa en Vogn, han havde med. Ved denne Lejlighed havde en Mand fra Stilling været tilstede, der til Sognefoged Nielsen fortalte, at Personen ligeledes der havde været paa Plyndring. De forklarede fremdeles, at den Anholdte Dagen iforveien om Morgenen var med 50 Mand kommen igjennem Jexen og laget til Bodil Mølle, hvor han ligeledes havde ladet plyndre og taget, foruden Fødemidler, nogle Par Støvler. Om Eftermiddagen var han atter kommen til Jexen, uden at være i Følge med Nogen, for at reqvirere 2 Vogne, men blev ved denne Leilighed af Politiassistenten, som netop kom tilstede i Kroen, anholdt. Samtidig med ham var en Cavalleri-Patrouille paa 3 Mand i Byen, men disse opholdt sig paa en anden Kant af Byen og saae ikke Anholdte.

Efterat Anholdte, i Overværelse af Capitainerne Bech og Høst, var bleven forelæst sin Forklaring samt den af de ovenfor nævnte Mænd afgivne, ratihaberede han hin og vedgik Vigtigheden af denne i enhver Henseende, hvorefter han oversendtes til Kjøbenhavns Commandantskab, hvorfra han, efterat Krigsministeren havde confereret med Generalauditeuren om Behandlingen af denne Sag, blev afgivet til Politidirecteuren med begjæring om, at denne vilde foranstalte ham tiltalt og straffet, og Sagen blev da remitteret Criminal- og Politiretten til Undersøgelse. I det her over Arrestanten optagne Forhør ratihaberede han ligeledes sin til Rapporten afgivne Forklaring, men har nu fritaget Retten for videre Behandling af Sagen, idet han igaar Nat i Arresten har - hængt sig.

(Fædrelandet 26. juni 1849).

I marts 1851 blev J. E. Leerbech udnævnt til chef for det nyoprettede Slesvigske Gendarmeri, Det Slesvigske Gendarmerikorps eksisterede 1. juni 1851 til 1. november 1864. I Fædrelandets "Brev fra Nordslesvig" (2. april 1851) stod der om Leerbechs udnævnelse til chef for gendarmeriet at 8-10 landbetjente ville være tilstrækkeligt, mens det sydlige burde belægges med et eller to dragonregimenter. Gendarmerikorps ville blive betragtet med mistro af befolkningen, især med Leerbech som chef, da han var opdraget i Bræstrups enevældisk-bureaukratiske ånd som betragtede befolkningen som mistænkelige individer. Dette ville absolut ikke vække slesvigernes tillid. Som andre embedsmænd opretholdt Leerbech sin løn hos Københavns Politi.

Krigen 1848-1851. Maj 1849. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske hære rykkede april 1849 langt op i Jylland, op til Aarhus, og indkvarterede sig bl.a. i Varde, Ribe og Horsens. Den danske hær stod ved Fredericia og Sønderborg. Desuden blokerede den danske flåde tyske og slesvig-holstenske havne nogenlunde uanfægtet. Den militære situation ændrede sig ikke afgørende før juli, bortset fra et par småtræfninger. Fra midten af juni foregik forhandlinger mellem Danmark og Preussen.

I eftertiden fylder Grundlovens vedtagelse 5. juni 1849 meget i historiefortællingen. Den blev da også omtalt i datidens aviser som Kjøbenhavnsposten og Ribe Stifts-Tidende, men nærmest kun som en parentes sammenlignet med krigshandlingerne i Jylland. Maler J. V. Sonne (1801-1890) og litograf Adolph Kittendorff, Adolph (1820-1902): Cavallerifægtningen ved Aarhus d. 31. Mai 1849. Det Kongelige Bibliotek.

(Hemp. Av.). En handelskommis fra Vejle der samme dag slaget stod i Kolding af sin principal var sendt derhen for at hente hans derværende søn, men blev anholdt af insurgenterne, beretter efter sin tilbagekomst til Vejle den 1. maj: "Jeg var med at ledsage vore i Kolding faldne soldater til deres hvilested og må lade tyskerne vederfares den ret, at denne jordefærd var meget sømmelig. Der var i alt 26 lig, mest danske. Toget åbnedes af en afdeling af 1. jægerkorps hvis musikkorps blæste en smuk sørgemarch. Efter denne kom major Schindels, med kranse og dannebrogsflaget smykkede kister, derefter en falden tysker, så igen en dansk og så fremdeles en dansk og en tysk for at der ikke skulle være nogen forskel i henseende til forrangen. Alle danskes kister var smykkede med kranse og dannebrogsbånd. Andet jægerkorps bar ligene. Følget bestod af alle officererne, byens borgere og en masse soldater. Hr. pastor Galskjøt forrettede jordpåkastelsen på dansk og holdt derpå en tysk og en dansk tale. En menig af jægerne trådte derpå frem og holdt en unægtelig god tale over sine landsmænd. Majoren kom i en særskilt grav, alle de andre i en fælles. Hele akten var i høj grad gribende."

(Kjøbenhavnsposten, 10. maj 1849).

I maj udviklede situationen i det tyske forbund sig til slesvig-holstenernes ugunst. Preussen satte sig mere og mere igennem over for nationalforsamlingen. Reaktionen sejrede i slutningen af maj. Samtidig startede bombardementet af Fredericia den 16. maj. Derudover var der træfninger ved Als. Den 25. maj vedtoges endelig Grundloven i rigsdagen.

Slesvig-Holstenske anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

JW Fra den jyske grænse, 28. april. Det er utroligt hvor meget stemningen blandt landbefolkningen i Nordslesvig har ændret sig siden sidste år hvor jeg også havde mulighed for at blive her længe. Dengang var der med undtagelse af byerne Haderslev, Tønder og Aabenraa ikke en særlig livlig sympati for Tyskland her, men nu mærkes det samme overalt. Bønderne gør nu mere frivilligt, end de dengang var tvunget til, og selv har de ikke mere lyst end at blive fuldt forenet med Tyskland. "Gud selv er med tyskerne," siger bønderne her på deres platdansk-tyske dialekt; det mirakuløse udfald af slaget ved Eckernførde havde en sådan virkning på dem. Man kan ikke tro, hvor dybt indtrykket heraf er trængt ind i alle folkekredse. Et dansk "orlogsskib" var ellers noget forfærdeligt, uimodståeligt for slesvigerne, og nu ser de at 8 kanoner, betjente af deres egne landsmænd, helt kunne ødelægge de to største af disse skibe. Den slesvig-holstenske hærs gode tilstand, det hensigtsmæssige, ja endog luksuriøst udstyr, den humane, venlige behandling af soldaterne af officererne, alt dette har i høj grad bidraget til, at de meget gunstige følelser for den slesvig-holstenske sag her vækker. Der er stadig meget prygl i den danske hær; det faktum, at der naturligvis ikke er spor heraf i den slesvig-holstenske har vundet mange tilhængere. Der er allerede hyppige tilfælde af, at bondesønner fra de nordslesvigske grænsedistrikter melder sig frivilligt i hæren, hvilket givetvis ville have været utænkeligt sidste år. Vi er fuldstændig overvældede, men hvis man lader de nordlige grænseamter stemme om hvorvidt man vil tilhøre Danmark eller Tyskland, ville en tiendedel af stemmerne ikke gå op for Danmark, stemningen er så meget i vores favør her ændret.

Schleswig-holsteinische Angelegenheiten.

JW Von der jütländischen Grenze, 28. April. Es ist erstaunlich, wie sehr sich die Stimmung des Landvolkes in Nordschleswig seit dem vorigen Jahre, wo ich ebenfalls Gelegenheit hatte, hier längere Zeit zu verweilen, geändert hat. Damals traf man, ausser in den Städten Hadersleben, Tondern und Apenrade, hier eben nicht sehr labhafte Sympathien für Deutschland, jetzt bemerkt man dieselben überall. Die Bauern thun jetzt mehr freiwillig, als sie damals gezwungen thun mussten, und hegen jetzt selbst keinen lebhafteren Wunsch, als völlig mit Deutschland verient zu werden. "Gott selbst ist mit den Deutschen", sagen in ihrer plattdänisch-deutschen Mundart jetzt hier die Bauern; solche Wirkung hat der wunderbare Ausgang des Kampfes bei Eckernförde auf sie gemacht. Man glaubt gar nicht, wie tief der Eindruck hiervon in alle Kreise des Volks gedrungen ist. Ein dänisches "Orlogsschiff" galt den Schleswigern sonst als etwas furchtbares, Unwiderstehliches, und jetzt sehen sie, dass 8 Kanonen, die von ihren eigenen Landsleuten bedient wurden, die beiden grössten dieser Schiffe vollständig zu vernichten vermochten. Auch der gute Zustand der schleswig-holsteinischen Armee, die zweckmässige, ja selbst luxuriöse Equipirung derselben, die humane, freundliche Behandlung der Soldaten von Seiten der Offiziere, alles dies hat unendlich viel dazu beigetragen, sehr günstige Gesinnungen für die schleswig-holsteinische Sache hier zu erwecken. In der dänischen Armee wird noch viel geprügelt; dass hiervon natürlich in der schleswig-holsteinischen keine Spur mehr zu treffen ist, hat sie ungemein für diese eingenommen. Kommen doch jetzt schon häufiger Fälle vor, dass sich Bauernsöhne aus den nordschleswigschen Grenzdistricten als Freiwillige in under Heer melden, woran im vorigen Jahre gewiss nicht zu denken gewesen wäre. Wir sind vollkommen überseugt, doass wenn man jetzt selbst in den nördlichen Grenzämtern darüber abstimmen liesse, ob man zu Dänemark oder zu Deutschland gehören wolle, nicht ein Zehntheil der Stimmen sich für Dänemark erheben würde, so sehr hat die Stimmung sich jetzt zu unsern Gunsten hier verändert.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung. 5. maj 1849)

Slaget ved Ullerup, 6. april 1849. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).

Krigen 1848-1851: Proletariatet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. april 1849 blev Kolding indtaget af den slesvig-holstenske hær. 

Tyske styrker rykkede for anden gang op i Jylland. 

Vinteren 1848/49 og foråret 1849 diskuterede man også Grundloven. Kjøbenhavnsposten filosoferede i den anledning over hvorvidt der overhovedet var nogen der repræsenterede proletariatet:

En folkelig Rigsdagsmand.

I en artikel i Københavnsposten af 3. f. m. findes følgende passus: "Man nævne dog, hvilken københavnsk deputeret der kan stemples som repræsentant for "Proletariatet."" Ved at læse disse ord kom jeg til at tænke på pastor Visby. Denne mand har ved 2 møder af Afholdsforeningen, og rimeligvis også på valgdagen d. 5. oktober, erklæret sig for den simple mands ven og sagt at han med varme ville tale den fattiges sag på Rigsdagen, ifald han skulle blive valgt; for han, en landsbyskolelærers søn, har været meget blandt bønder, og derude leget med barbenede drenge "og De ved jo nok", sagde han, "at ungdomskærlighed ikke så let udslettes", (men den kan dog, hr. pastor!) - og som præst har han haft meget med fattige at gøre, og kender således nøje deres trang. Ligeså erkender han til fulde, at det ville være en forurettelse imod disse, hvis de blev udelukkede fra valgret, da de lige så fuldt som deres mere velhavende medborgere bidrager til statsfornødehederne. 

Har pastoren holdt sit løfte? har Kjøbenhavnsposten grund til at tvivle hvad ham angår? - Lad os se! - I den vidtløftige debat i Rigsforsamlingen om valgretten, har han ikke åbnet sin mund en eneste gang, skønt der var anledning for en folkesindet mand til at tale simpelmands sag, og skønt han ved forhandlingerne før og efter har vist, at han ikke frygter for at tale. Men måske har han ikke befundet sig vel i denne mellemtid - Lad os betragte hans færd andet steds - muligvis kan der så opstå et lys, der kan forklare os grunden til hans tavshed ved valgretsforhandlingerne. 

Skønt han er formand for afholdsforeningen, har han dog i det sidste halve år ikke været til stede ved denne forenings møder oftere end 3 (måske dog 4) gange, og han mødte da næppe engang for afholdssagens skyld, men snarere for at agitere. Første gang han mødte, var, da våbenstilstanden til Malmø gennem fremmede tidender og ministeriets tavshed var blevet officielt bekræftet, og da folket viste sig utilfreds med den i almindelighed og de opbragte fjendtlige skibes udlevering isærdeleshed. Han stod ikke, sagde han, i noget personligt venskab til nogen af ministrene, talte følgelig ikke til gunst for dem, og af den grund måtte man være forvissede om hans ærlighed, når han forsikkrede, at våbenstilstanden var fordelagtig for os. "Tyskerne ynder den ikke, den må altså være ufordelagtig for dem; men er den det, så må vi holde på den, for så kan man være forvisset om, at den er god." 

Hans ømme (!) hjerte tålte ikke den elendighed, som skibenes opbringelse og konfiskation ville bevirke iblandt de fattige i Tyskland, der havde fortjeneste ved havnene og handelen. (De fattige på Christianshavn har sikkert haft prøver på denne deres sjælesørgers faderømhed og omsorg?) Den sum, man kunne få ved salget af skibene, var ikke større end at den i få uger ville medgå til at holde vor arme på krigsfod. At forlange ministrenes afsættelse havde man følgelig ingen grund til; vi kunne tværtimod snarere være tilfreds med hvad de havde gjort. (De skulle se at blive redaktør af et ministerielt blad, hr. pastor! De kan, ved Gud, blive god!) 

Den anden gang hr. formanden for afholdsforeningen indfandt sig ved møderne, var dengang typograferne havde sagt op hos deres principaler. Imod en lignende "opsætsighed" ville han advare forsamlingen. Om jeg husker ret, var det ved samme møde han prøvede på at slå afholdsforeningen ihjel. Dennes virksomhed, mente han, var ikke nødvendig her i landet, såsom en af hans kolleger (en præst og rigsdagsmand) havde afholdt sig fra at drikke brændevin, da det ikke længere smagte ham!

Tredje gang han mødte, var da oldermændene havde rejst sig mod den bestående valgret. Efter at have forudskikket den bemærkning at han ikke var vel, og forsamlingen derfor måtte være skånsom i bedømmelsen af hans foredrag, talte han om: hvorvidt erklærede drikfældige burde udelukkes fra valgret, og da han var færdig hermed, (det varede henved en halv time), spurgte han forsamlingen om ingen havde noget at spørge om med hensyn til rigsdagsforhandlingerne, da han så gerne ville besvare det. Der er dem der mener at det var forud aftalt med den af de tilstedeværende, som da kom frem med det spørgsmål: hvilken af de 2 adresser man skulle holde sig til, den fra oldermændene eller den fra håndværkerdannelsesforeningen. Enten det forholder sig så eller ikke - nok er det, at hr. Visby, der før havde klaget over upasselighed, derefter vedblev i over en halv time klart at fremstille forholdene således, som han ønskede at vi skulle opfatte dem. Først bemærkede han at det ikke passede sig for ham som rigsdagsmand at udtale sig over det forelagte spørgsmål, for ikke at indvirke på vor beslutning i den henseende, og at han kendte den sidste adresse for lidt til at kunne dømme om den (og dog sagde han snart efter, at begge Adresser manglede et væsentligt punkt - jeg husker ikke hvilket); men han ville dog deraf tage anledning til at udvikle forholdene, således som de stillede sig for rigsdagsmændene overhovedet. Derefter spørger han, om der var bønder til stede, og da han havde erfaret, at der ingen var, så fortaIte han, at der her i landet var 100.000 husmænd og inderster, hvem man måtte frygte for at skulle få del i valget af rigsdagsmand (han glemte at sige, at et tilsvarende eller måske et større antal ejendomsløse findes i købstæderne). 

De fattige i købstæderne i almindelighed og København særdeleshed frygtede han ikke for, da de vist ikke ville gøre misbrug af deres valgret (han selv var jo blevet valgt ved hjælp af dem); men det ville være gyseligt at tænke sig, at den uhyre mængde udannede bønder skulle få del i valgene, de kunne jo rive al  magten til sig og derhos sende uvidende mænd til Rigsdagen, og hvilke farer for landet ville der da ikke opstå! For at dette ikke skulle ske, måtte de "fattige" i købstæderne også finde sig i at udelukkes fra valgretten, da der ellers kunne befrygtes uroligheder i landet, ifald bønder alene skulle udelukkes derfra. Enhver læser kan heraf bedømme, om Visby har besvaret spørgsmålet om adresserne? - Har han så holdt sit til folket givne løfte? - Oldermændene og konsorter ville måske svare ja, men jeg tvivler meget om, at den klasse af folket, hvis ven og talsmand han offentligt og helligt har forsikret at være, vil udtale det samme ord.

Jeg slutter med den bemærkning, at man overhovedet af hans ræsonnement ser, at med al hans dygtighed er han enten meget overfladisk, hvor det gælder folkets ønsker og tragten, eller han af en eller grund vil skjule den rette sandhed og derfor - kommer med en tilsyneladende sandhed. R. M.

(Kjøbenhavnsposten, den 30. april 1849)

Kampe om Vesterhavsøerne, Husum. (Efterskrift til Politivennen)

Danskerne der mere og mere opgiver egentlig krigsførelse og foretrækker at sværme rundt efter bytte, har desværre gjort en fangst på den slesvigske vestkyst der er meget nyttig for deres korsaraktiviteter. En række små fartøjer på øerne Sylt, Før o. s. v. er faldet i deres hænder, og de gør nu brug af dem og sømænd der er blevet presset ind på de frisiske øer, til at aflægge besøg på den side af hertugdømmet som de ikke kunne påtage sig med deres krigsfartøjer på grund af ændringen i vandstanden og andre vanskeligheder i farvandene der. I går dukkede de op på havet ud for Husum med en flotille der var blevet erobret og var ret talrig, og var på land med den samme ved Südwest Hörn. Man frygter i Husum, at man vil lave et kup på byen; men de ville næppe vove at komme ind i den en halv mil lange, smalle havn op til byen, og selv om de kan lande i nabolaget af Husum, finder de det lige så lidt tilrådeligt at forlade nærområdet i deres ringe magt for at fjerne tæt på skibene. Det er at beklage at skibene ikke blev bragt i sikkerhed foran dem i god tid.

Die Dänen, welche vom eigentlichen Kriegsführen wohl mehr und mehr abkommen und diesem das herumschwärmen nach Beute vorziehen, haben an der Westküste Schleswigs leider einen ihnen zu ihrem Korsarentreiben sehr dienlichen Fang gethan. Eine Menge kleiner Fahrzeuge der Inseln Zylt, Föhr etc. ist ihnen in die Hände gefallen, und sie bedienen sich derselben und auf den Friesischen Inseln gepretzter Seeleute jetzt, um an jener Seite des Herzogthums Besuche abzustatten. was sie mit ihrem Kriegsfahrzeugen wegen des Wechsels um Wasserstande und anderer Schwierigkeiten der dortigen Gewässer nicht unternehmen konnten. Sie haben sich gestern mit einer solchen eroberten, ziemlich zahlreichen Flotille vor Husum in der See gezeigt, sind zu Südwesthörn mit selbiger am Lande gewesen. Man fürchtet in Husum, dass sie einen Coup auf die Stadt machen möchten; doch dürften sie sich schwerlich in den eine halbe Meile langen, schmalen dortigen Hafen bis an die Stadt hereinwagen, und wenn sie auch in der Nachbarscahft von Husum landen können, es doch eben so wenig für rathsam finden, sich in ihrer kleinen Macht aus der unmittelbaren Nähe der Schiffe zu entfernen. Es ist zu bedauern, dass die Schiffe nicht zur rechten Zeit vor ihnen in Sicherheit gebracht sind. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger.  15. april 1849)

- 14. april. I forgårs, hen på aftenen, indtog danskerne uventet øen Føhr i ret stort antal. Mange indbyggere på øen er flygtet, nogle til Husum, nogle til at begynde med til den nærliggende Halligen o.s.v., hvilket desværre medførte en stor ulykke. Da man flygtede, var det første højvande og for at nå redningskysten, inden tidevandet gik ud, skulle man fremskynde nedstigningen. Et fartøj, der bragte 16 flygtninge til Husum omkring klokken 9 om aftenen, var allerede et stykke fra land, da endnu et, som man siger, omtrent så stort et antal flygtninge til fods, som det så ud til at være muligt med den nuværende vandstand at få ombord. Men tidevandet steg for hurtigt, og alle eller de fleste af dem fandt deres grav i bølgerne.

- 14. April. Vorgestern gegen Abend haben plötzlich die Dänen in ziemlich grosser Anzahl unvermuthet die Insel Föhr besetzt. Viele Bewohner der Insel sind geflüchtet, theils nach Husum, theils zunächst nach den nahe liegenden Halligen etc, woran sich leider ein grosses Unglück knüpft. Als man flüchtete wars erste Fluth und auch um vor Ebbe das rettende Gestade zu erreichen, musste man die Abfahrt Beschleunigen. Ein Fahrzeug, welches gegen 9 Uhr Abends 16 Flüchtlinge nach Husum gebracht hat, war schon eine Strecke vom Lande entfernt, da trachtete noch eine, wie es heisst, ungefähr eben so grosse Anzahl Fliehender zu Fuss, wie es nach dem augenblicklichen Wasserstande noch möglich schien, an bord derselben zu gelangen. Aber die Fluth schwoll zu rasch, sie standen sämmtlich oder grösstentheils ihr Grab in den Wellen. 

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen. 17. april 1849)

Husum, den 16de April. Indvaanerne her have nu oprettet en Strandvagt ved den nye Dige ved Porrenkoege, som fra Løverdags af hver Nat besættes af Sagkyndige og det behørige Skyts. Skulde de Danske desuagtet forsøge paa at gjøre her Landgang, som ikke er usandsynligt, saa troer man, at kunne tage saaledes imod dem, at de ikke skulle komme til at tænke paa at gjøre noget nyt Landgangsforsøg. Iøvrigt søge Pellwormer- og Nordstrander-Skipperne at komme itide bort fra deres Øer og begive sig hertil, og deri handlede i al Fald viseligt, sfr at de Danske ikke skulle kunne bortkapre deres Smaafartøier, noget, hvori de Danske skulle være meget routinerede. - Dagligen indtræffe her endnu bestandig Flygtninge fra Øerne, som ikke ville lade sig presse til Militairtjeneste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. april 1849, 2. udgave).

Et tysk armeret dampskib ("Eider") og 4 kanonbåde ankom 22. april 1849 til Husum. Samme dag rømmede danskerne Föhr. Efter kamp med de danske strandbatterier, blev øen befriet og det af danskerne efterladte skyts og ammunition beslaglagt.