Skanderup Kirke, 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel imødegik en beretning som tidligere er bragt her på bloggen, "Notitser af Veile Byes Occupation" og referet i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849:

Et par forsvarsord.

*I et brev fra Skanderborg i Jylland, som også blev bragt i andre aviser, beretter "Flensburger Correspondent" om grusomme ting, som blev begået af bayerske soldater i den nærliggende Skanderup kirke. I brevet står der blandt andet: Ved indgangen til kirken var et opgravet skelet, hvis det ene ben var brækket af og kastet i et hjørne, opsat som vagtpost. I kirken var ikke blot alle familiegravene fuldstændig ødelagte, men alle kisterne var brækket op, ligene revet ud, flyttet rundt og forvekslet med kød i gravene; ja, man så endda en mor med sine to børn sove i hendes arme, bestjålet, parteret og fordelt i andre grave! I ny og næ blev ligene vist frem til spot, nogle uden hoved, andre uden arme eller ben. Halm var blevet slæbt ned i flere grave, og der var slået lejr op i dem. Omkring 40 solide stole blev knust og brændt. Gulvets gulvbrædder og sten var knækket mange steder, ligesom prædikestolens trin og selv alterets ydre beklædning blev brudt ned. Selv en altertavle var blevet vanhelliget, en engel var blevet malet med overskæg og tykke øjenbryn. Restaureringen af ​​kirken kostede sognet cirka 2500 sl. M. C., og efter reparation blev det atter indviet af biskoppen i Århus." Det følgende tjener til at opklare sagen. Overkommandoen, d. v. s. general Prittwitz, havde beordret en feltvagt (200 mand stærk) samt en replika af de fremskudte indsættelser og forposter samt til at dække divisions- og brigadestaben samt kanonerne i Skanderup Kirke, der kun ligger 1/8 time væk fra Skanderborg by. "Kirken, skriver hr. kaptajn Geiger i sin "Gedenkbüchlein" side 74-75, er bygget i gammel katolsk stil, som den var før reformationen; prædikestolen, højalteret og skriftestolene er der stadig fra umindelige tider. Gulvet var lavet af brædder som var blevet helt rådne på grund af deres alder og var brækket flere steder. Denne kirke var beregnet til feltvagtens ophold, den var dækket af halm og fungerede som lejr og som beskyttelse mod den bidende kulde. De der deltog i denne feltvagt for første gang, er måske blevet temmelig overrasket: da de lagde sig, brød gulvet sammen og soldaterne pludselig befandt sig blandt gud ved hvor mange hundrede år gamle lig. Det må have været skik i oldtiden at begrave de døde under kirkens gulve, for ved nærmere undersøgelse fandt man det ene lig opstillet ved siden af ​​det andet. Det der blandt andet fangede vores opmærksomhed, var det meget velbevarede skelet af en kvinde der holder et barn ved sit bryst. Vi var ikke glade for den muggen lugt, vi trak halmen ud og foretrak at blive udendørs." Vi må tilføje til kaptajn Geigers fuldstændig sande beskrivelse, at der midt i kirken var en falddør, der førte til en krypt under kirken. I denne krypt stod et par overdækkede kister åbne som i et lighus. Det synes at have været skik i Jylland at opbevare fornemme menneskers kister i kapeller eller krypter i stedet for at begrave dem. Afdelingsmester Paulsen fra Vejle viste soldaterne kisterne der var blevet stillet i et sidekapel og løftede også lågene, hvilket kan gøres meget nemt, så ligene lå åbent til skue. Der var også nogle få (højst 20) stole i den kirke der sikkert var lige så gamle som gulvet; det blev ikke bekræftet. Generelt bar alt i denne kirke tegn på forældelse. Faktum er at ikke kun soldater, men også officerer røg ned i krypten og kiggede på kisterne af nysgerrighed, det gjorde vi for en stund; officererne ville ikke have tolereret nogen hærværk. Faktum er at gulvet brød igennem gradvist og flere steder, og at ligene derefter kom frem i lyset. Men det var ikke soldaternes skyld. Man kan heller ikke bebrejde dem at de fylder hulerne med halm så de ikke skulle gå og sove på ligene. Da soldaterne frivilligt forlod kirken som de var blevet beordret ind i, og slog lejr udenfor den, samtidig med at de tog halmen ud, var det et højst uhyggeligt syn; og den der ikke kendte sagen, kunne tænke på det som en forbrydelse som skete. At grave blev åbnet bevidst er en løgn, som kun had har opfundet og spredt. Det er også et faktum, at hr. kaptajn Vogt, der kommanderede feltvagten omkring den tredje uge, overdrog det sparsomme og få alterpynt med mere intakt til præsten. Hr. pastoren kerede sig i øvrigt tilsyneladende slet ikke om denne kirke, eller han vidste ikke hvordan han skulle begrunde en klage. Både under vores ophold i Skanderborg og da vi tog afsted, fortalte hr. pastoren mig åbent at man kunne være tilfreds med bayernes opførsel, og at de ikke havde gjort noget som krigen ikke nødvendigvis indebar. Hvis en række gamle stole blev brændt, ville dette ikke være vanhelligelse og kan undskyldes af nødvendighed. Hr. pastoren sagde selv at det ikke betød meget om stolene. Hvis en engel skulle have malet et overskæg på sig, så er det noget sludder som man ikke vil forsvare, men som man ikke kan tilskrive soldater så højt.

Flere ting har jeg selv ikke set eller hørt fra øjenvidner. Hvor blev vi ikke overraskede, da vi et par uger efter afrejsen hørte om de mest grusomme ting der var blevet begået i den kirke, da det bedste vidnesbyrd tidligere var blevet givet til bayerne? Hvor kommer dette fra? Jeg vil først gerne lede efter nøglen hertil i den politisk-fanatiske, bedrageriske natur og i jydernes list. Vore generaler har vist skanderborgenserne alle mulige tjenester og lettelser, så vidt krigen tillod det. Men hvad var takken for dette? Da de marcherede tilbage ind i byen, blev de mødt med hånende tilråb og blev bogstaveligt talt fornærmet. Jeg ved ikke om de lagde mærke til det, eller om de bevidst ignorerede det. Så det burde ikke være overraskende at folk bagefter kastede sig over enhver lejlighed for at sige dårlige ting om Bayern. Nøglen er endvidere at finde hos vore egne allierede, især preussernes adfærd. Mange af det som beboerne i Vejle fortalte os, tegnede en beskrivelse af det fremrykkende Bayern der må have fyldt indbyggerne med rædsel og rædsel. Modviljen mod bayerne nåede sit højdepunkt efter alliancen den 26. maj. Endelig kan der være en grund i selve sagen som den fremgik udadtil. Men hvis man vil bryde sværd mod et folk, bør man først undersøge sagen nøje; så skal man ikke ignorere hvad den ene eller anden kan have gjort; endelig bør man holde sig for øje at krig altid har sine undtagelser, og der følger mange ting med som man aldrig kunne undskylde på et andet tidspunkt. Så meget er sandt: Tyskerne udkæmpede krigen med den største skånsomhed. Vi holdt katolske og protestantiske gudstjenester i forskellige kirker i Jylland, såsom Kolding, Veile, Hvirring, Skanderborg, Framlev, Aarslev m.fl.; men er der tumult om hvorvidt selv den mindste uretfærdighed er sket? Det vil jeg bestemt ikke kunne sige.

Hvis danskerne skule have en så dyb religiøs sans som de har her, hvorfor ødelagde og vandaliserede de så den prægtige slotskirke Gråsten og i realiteten profanerede den? Hvorfor var intet helligt for dem i denne kirke? Klokkerne var faldet ned fra tårnet, de prægtige vægmalerier var alle ødelagte, de fleste var blevet gennemhullet af bajonetstik; ikke engang loftet blev sparet; alle de malerier, som denne store og smukke kirke er fuld af, blev systematisk ødelagt; med et ord, alt var ødelagt. Bayerne især chefen for 2. jægerbataljon, hr. oberst v. Reck fortjener æren for at have gjort denne kirke mere til en kirke igen, så der kunne afholdes gudstjenester.

M. Filser, tidligere feltpræst.

Skanderup Kirke (Kolding). Foto fra 2008 af Claude David. Fri af ophavsret. 

Einiges Worte zur Abwehr.

*Der "Flensburger Correspondent" lässt sich in einem Brief aus Skanderborg in Jütland, der auch in andere Blätter übergegangen ist, gräuelhafte Dinge berichten, welche von bayerischen Soldaten in der nahen Kirche von Skanderup verübt worden seyen. Der Brief sagt unter anderem: Beim Eingang in die Kirche war ein ausgegrabenes Skelett, welchem man das eine Bein abgebrochen und in einen Winkel geworfen hatte, als Schildwache postirt. In der Kirche waren alle Familiengräber nicht allein gänzlich verwüstet, sonder alle Särge waren aufgebrochen, die Leichen herausgerissen, umhergeschleubert und mit Fleisch in den Grern verwechselt; ja man sah sogar eine Mutter ihrer zwei Kinder, die in ihrem Armen schlummerten, beraubt, zergliedert und in andere Gräber vertheilt! Hin und wieder waren die Leichen zum Spott aufgestellt, einige ohne Köpfe, andere ohne Arme und Beine. In mehrere Gräber war Stroh hineingeschleppt und Lager in ihnen aufgemacht. Ungefähr 40 feste Stühle waren abgebrochen und verbrannt. Die Dielen und Steine des Fussbodens waren auf vielen Stellen aufgebrochen, sowie auch die Treppen der Kanzel, ja sogar die äussere Bekleidung des Altars niedergebrochen. Selbst eine Altartafel war profanirt, einem Engel hatte man einen Schnauzbart und starke Augenbrauen gemalt. Die Restauration der Kirche hat der Gemeinde ungefähr 2500 sl. M. C. gekostet, und sie wurde nach der Ausbesserung vom Bischof von Aarhuus wieder eingeweiht." Zur Aufklärung der Sache diene Folgendes. Von dem Obercommando, also vom General Prittwitz, war angeordnet worden, dass eine Feldwache (bei 200 Mann stark) sowol als Replis der vorgeschobenen Aufstellung und Vorposten als auch zur Deckung des Divisions- und Brigadestabes sowie der Geschütze in die nur 1/8 Stunde von der Stadt Skanderborg entfernte Skanderupkirche gelegt werde. "Die Kirche, schreibt Hr Hauptmann Geiger in seinem "Gedenkbüchlein" S. 74-75, ist nach alten katholischen Styl erbaut, was sie auch vor der Reformation gewesen ist; es sind noch die Kanzel, der Hochaltar und die Beichtstühle von Alters her darinnen. Der Boden war von Brettern, welche, durch ihr Alter ganz morsch geworden, an mehreren Stellen gebrochen sind. Diese Kirche ward zum Aufenthall der Feldtwache bestimmt, mit Stroh dich belegt, und diente als Lager und zum Schutz gegen die schneidende Kälte. Die zum ersten Male diese Feldwache besogen haben, mögen hübsch überrascht worden seyn, als sie sich niederlegten, der Boden durchbrach, und die Soldaten sich auf einmal unter weiss Gott wie viel hundertjährigen Leichen befanden. Es muss in alter Zeit Sitte gewesen seyn, unter den Fussböden der Kirche die Todten zu begraben, denn bei näherer Untersuchung fand sich eine Leiche an die andere gereiht vor. Unter andern fesselte unsere Aufmerksamkeit das sehr gut erhaltene Gerippe einer Frau, die an der Brust, oder an dem Platze derselben ein Kind hielt. Modergeruch litt uns nicht darin, wir zogen das Stroh heraus, und blieben lieber in Freien." Die ganz wahre Beschreibung des Hrn. Hauptmann Geiger müssen wir noch dahin ergänzen, dass in der Mitte der Kirche eine Fallthürezu einer unter der Kirche befindlichen Gruft angebracht war. In dieser Gruft standen ein paar zugedeckte Särge wie in einem Leichenhause offen da. Es scheint in Jütland Sitte gewesen zu seyn, die Särge hervorragenden Personen, statt sie zu begraben, bloss in Kapelle oder Grüften afzustellen. So zeigte der Küster Paulsen von Veile den Soldaten die in einer Nebencapelle aufgestellten Särge, hob auch die Deckel auf, was sehr leicht geschehen kann, so dass die Leichen offen dalagen. Ausserdem standen in jener Kirche einige (höchstens 20) Stühle, deren Alter dem Fussboden wohl gleich kam; bestetigt waren sie nicht. Ueberhaupt trug in dieser Kirche Alles das Gepräge des Alters. Thatsache ist es nun, dass nicht blos Soldaten, sondern auch Officiere in die Gruft hinabstiegen und aus Neugierde die Särge betrachteten, wir in Weile; einen Unfug hätten die Officiere nicht geduldet. Thatsache ist es, dass der Fussboden allmälig und an mehreren Stellen durchbrach und dass sodann die Leichen zum Vorschein kamen. Allein diess war nicht Schuld der Soldaten. Ebenso wenig wird man es diesen verargen dürfen, dass sie die Vertiefungen mit Stroh ausfüllten, um nicht gerade auf den Leichen gehen und Schlafen zu müssen. Als die Soldaten die Kirche, in die sie hineincommandirt worden waren, freiwillig verliessen und ihr Lager ausserhalb derselben aufschlugen, auch das Stroh heraus nahmen, so bot sie allerdings einen höchst unheimlichen Anblick dar; und wer die Sache nicht wisste, mochte an einen Frevel denken, wie es auch geschehen ist. Dass absichtlich Gräber geöffnet wurden, ist eine Lüge, die nur der Hass erfand und weiter verbreitete. Thatsache ist es ferner, dass Hr. Hauptmann Vogt, der ungefähr in der dritten Woche die Feldwache befehligte,, die dürftigen und wenigen Altarzierathen uas freiem Antriebe dem Hrn. Pastor unversehrt übergab. Der Hr. Paster hat sich übrigens um diese Kirche, wie es scheint, gar nciht gekümmert, oder er wusste eine Beschwerde nicht zu begründen. Sowohl während unsers Aufenthaltes in Skanderborg als auch bei unserm Abzuge äusserte sich der Hr. Pastor unverholen gegen mich, dass man mit dem Betragen der Bayern zufrieden seyn könne und dass sie nichts getan hätten, was nicht der Krieg nothwendig mit sich brächte. Sollten auch etliche alte Stühle verbrannt worden seyn, so wäre diess keine Profanation und kann mit der Noth entschuldigt werden. Aeusserte sich ja der Hr. Pastor selbst, dass es in Betreff der Stühle nicht viel zu bedeuten habe. Sollte einem Engel ein Schnaubart gemalt worden seyn, so ist dieses ein Unfug, den man nicht vertheidigen will, den man aber Soldaten nocht so hoch anrechnen darf.

Mehreres habe ich selbstd nicht gesehen, noch auch von Augenzeugen gehört. Wie erstaunen wir nicht, als wir einige Wochen nach dem Abmarsche die gräulichsten Dinge hörten, die in jener Kirche verübt worden seyen, da man den Bayern zuvor das beste Zeugniss gegeben hatte? Woher kommt dieses? Den Schlüssel hiezu möchte ich zuerst in dem politisch-fanatischen, hinterlistligen Wesen und in der Tücke der Jüten selbst suchen. Unsere Generale haben den Skandeborgern, so weit es der Krieg zuliess, alle möglichen Gefälligkeiten erwiesen und Erleichterungen verschafft. Allein was war der Dank hiefür? Als sie auf dem Rückmarsche in die Stadt einzogen, wurden sir mit Spottschüssen empfangen, also förmlich insultirt. Ob sie es wahrgenommen oder ob sie es absichtlich ignorirt haben, weiss ich nicht. Es darf also nicht wundern, dass die Leute hinterher jede Gelegenheit von Zaune rissen, um den Bayern nur Böses nachsagen zu können. Ferner ist der Schlüssel zu suchen in dem Betragen der eignen Budesgenossen, insbesondere der Preussen. Viele von diesen, wie uns die Einwohner von Veile erzählten, entwarfen von der nachrückenden Bayern eine Schilderung, welche die Einwohner mit Schrecken und Entsetzen erfüllen musste. Die Abneigung genen die Bayern erreichte ihren Höhepunct nach dem Bündnisse vom 26. Mai. Endlich mag ein Grund in der Sache selbst liegen, wie sie sich nämlich äusserlich zeigte. Wenn man aber über ein Volk den Stab brechen will, so soll man die Sache zuerst genau erforschen; dann soll man nicht die Gesammtheit entgegen lassen, was vielleicht der Eine oder der Andere gethn hat; endlich soll man wohl beherzigen, dass der Krieg immer seine Ausnahmen und gar manches im Gefolge hat, was man zu einer andern Zeit nie entschuldigen könnte. So viel ist wahr, dass die Deutschen mit grösster Schonung den Krieg geführt haben. Wir haben in verschiedenen Kirchen Jütlands, wie in Kolding, Veile, Hvirrin, Skanderborg, Framley, Aarsley etc. katholischen und protestantischen Gottesdienst gehalten; es trete aber ein Jüte auf, ob nur die geringste Ungegebührlichkeit vorgefallen? Gewiss wird er es nicht behaupten können.

Wenn die Dänen einen so tiefen religiösen Sinn haben wollen wie sie hier vorgehen, warum haben sie dann, nicht etwa aus Noth, die herrliche Schlosskirche von Gravenstein auf eine so vandalische Weise verwüstet und in der That profanirt? Watum war ihnen dieser Kirche nichts heilig? Die Glocken waren vom Thürme herabgestürtzt, die herrlichen Wandgemälde sämmtlich ruinirt, die meisten von Bajonnettstichen durchgelöchert; nicht einmal der Plafond blieb verschont; sämmtliche Malereien, deren diese grosse und schöne Kirche voll ist, wurden systematisch zerstört; mit einem Worte, Alles ward verwüstet. Den Bayern, insbesondere dem Commandanten des 2. Jägerbataillongs, Hrn. Obersten v. Reck, gebührt das Verdienst, diese Kirche einigermassen wieder zu einer Kirche gemacht zu haben, so dass Gottesdienst gehalten werden konnte.

M. Filser, ehem. Feldcaplan.

(Augsburger Postzeitung. 25. september 1850)

I dansk historieskrivning gentoges versionen fra Flensburger Corr. flittigt i det følgende årti. Filsers udlægning af begivenhederne blev ignoreret. Moritz Filser (1817-1888) var feltpræst ved den slesvigholstenske hær. Han overtog den 7. oktober 1849 det katolske sogn Margarthenried i Moosburg. Han udgav bl.a. "Ueber den Ausspender des Chesakramentes" (Regensburg 1844) og "Die Diöcesansynode" (Augsburg, 1849). Da han døde, var han ærkebiskop, dekan og præst i Bockhorn, Nedersachsen. I en nekrolog beskrives han som en ædel menneskeven og hjælper i nøden.

Gråsten Gods havde siden 1725 tilhørt hertug Christian af Augustenborg. Efter genforeningen købtes af den danske stat (1. april 1921) til brug for forskellige offentlige institutioner. 

Alterbordets sydside skal have indskæringer fra 1848, bl. a. et dannebrogsflag, Frederik 7.s kronede monogram samt en karikatur af en jaketklædt mand, der i stærkt foroverbøjet stilling støtter sig til en stol, bærer pikkelhjelm, og ledsages af indskriften "Hertug landsforræder". 

Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensborg, skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.  

Slesvigske Tilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig kommer hjerteskærende klager. De pengefattige danskere aftvinger de mest udtømmende forsyninger i de rige dele af landet som de besætter, for at kunne forsyne deres hær. Frygten for forbindelser mellem slesvigerne og holstenernes befolkning og for oprør bag deres hær driver dem til de grusomste tvangsmidler. Tusind fædre fra Slesvig vandrer rundt, nogle i Holsten og nogle i nabotyskland. De danske betjente opfører sig brutalt over for kvinder; Politibetjentene Schrader og Knudsen slæber det smukkere køn uanset alder ind i tyvehuler og stalde omdannet til fængsler, hvor de nogle gange bliver frataget omsorg og påføres sygdom. Hvad der stadig er tilbage af våbenføre i Slesvig, bliver indrulleret i det danske militærs kontrol og sættes i den forfærdelige situation at de skal skyde familie og slægtninge. Al handel og forandring i landet går i stå; Kirkerne og skolerne ligger øde fordi præster og lærere der så stærkt fodrede den nationale begejstring, er flygtet fra fjenden eller bliver fordrevet af ham. Men i krigen som nu er på sit tredje år, har Holsten ydet næsten den største indsats i form af penge og menneskelig magt, og der er ikke ankommet mere end omkring 170.000 thalere fra Tyskland, på trods af den store opråb fra Gothaische blade, det det rige borgerskabs organer. Hvor højt vil elendigheden i begge hertugdømmer stige, når de to hære står over for hinanden til langt ud på vinteren. Og dog ville al lidelse gerne udholdes og skulle udholdes, hvis et gunstigt resultat kunne forudses. Men det ville være svært for europæisk diplomati at trække beslutningen i lang tid, når der først er truffet irreversible beslutninger. Hvis Slesvig-Holsten går materielt til grunde, vil resten af ​​Tyskland gradvist synke tilbage i en slap og nervøs tilstand som inaktive, anspændte tilskuere. (Wiener Lloyd.)

Aus Schleswig dringen herzzerreitzende Klagen herüber. Die geldarmen Dänen erzwingen in den von ihnen occupirten reichen Landestheilen die erschöpfendsten Lieferungen, um ihre Armee erhalten zu können. Die Furcht vor Verbindungen der Schleswiger mit den Holsteinern und vor Aufständen im Rücken ihrer Armee treibt sie zu den grausamsten Zwangsmassregeln. An tausend Familienväter aus Schleswig irren theils in Holstein, theils im deutschen Nachbarlande herum. Die dänischen Officiere benehmen sich brutal gegen Frauen; die polizeivögte Schrader und Knudsen schleppen das zarte Geschlecht, ohne Unterschied des Alters, in Diebslöcher und zu Gefängnissen eingerichtete Ställe, wo sie mitunter der Pflege beraubt, von Krankheiten hingerasst werden. Was noch an Waffenfähigen in Schleswig zurückgeblieben ist, wird unter das dänische Militär gesteckt, und kommt in die entsetzliche Lage auf Stamm-und Blutsverwandte schiessen zu müssen. Dabei stockt aller Handel und Wandel im Lande; die Kirchen und Schulen sind verödet, denn Priester und Lehrer, die den nationalen Enthusiasmus so gewaltig nährten, sind vor dem Feinde entflohen, oder werden von ihm vertrieben. Holstein aber hat in dem nun ins dritte Jahr gehenden Kriege fast die höchsten Anstrengungen an Geld und Menschenkraft gemacht, und aus Deutschland sind, trotz des grossen Geschreies der Gothaischen Blätter, der Organe der reichen Bourgeosie, nicht mehr als etwa 170,000 Thaler eingelaufen. Wie hoch wird das Elend in beiden Herzogthümer erst steigen wenn die beiden Armeen bis tief in den Winter sich gengenüberstehen. Und doch würden alle Leiden gern ertragen werden, und müssten ertragen werden, wenn ein günstiges Resultat abzusehen wäre. Es wäre aber hart von der europäischen Diplomatie die Entscheidung noch lange hinzuziehen, sobald einmal unabänderliche Entschlüsse gefasst sind. Wenn Schleswig-Holstein dabei materiell zu Grunde geht, so wird das übrige Deutschland bei dem thatenlose, gespannten Zuschauern allmählich in einen schlaffen und entnervten Zustand zurücksinken. (Wiener Lloyd.)

(Allgemeine Zeitung 8. september 1850).

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Under ledelse af regeringskommissær og kammerherre Tillisch organiserer den ekstraordinære kommissær David i Husum vestkysten, mens hr. Lassen og etatsråd Schrader bringer "oprørerne" på østkysten til raison. Det er kendt hvordan herrerne gjorde og stadig udfører denne vanskelige opgave. Terror begyndte: der blev proklameret belejringstilstand og standretter; efter klokken 9 om aftenen måtte ingen ses på gaden. Så blev renselsen gennemført: husene blev ransaget, og ve den stakkels kræmmer, der havde en pibeskål med tysk våbenskjold på lager - 5 dages arrest med brød og vand var den mindste straf. De embedsmænd der ikke var flygtet, var rædselsslagne, på trods af at det kongelige manifest, det skal bemærkes, var i fuld kraft da danskerne meddelte det samme efter slaget ved Isted i de nybesatte byer - fastholdelse af den nuværende, som embedsmændene lovede. De tysksindede blev fordrevet via København, og langt fra at gøre en undtagelse med damerne og skåne dem for blasfemierne fra den danske pøbel i København, som bekendt påførte herren i Husum selv dette, ved den nylige ordre for bl.a. udvisningen af ​​de 56 kvinder viser straffen en vulgær latterliggørelse. Bagefter begyndte rekvisitionsperioden, som varede indtil den slesvig-holstenske hær drev røverbaronerne væk, eller indtil de snedige, budgetvenlige beboere havde opgivet det sidste af deres sparepenge. Man følger Bibelen og siger: den der er givet meget, vil kræve meget af ham; de velhavende beboere i den vestlige marsk har prioritet; Men også de vil være ude af stand til at give mere i lang tid, hvis folk fortsætter med at plyndre som før. Det siges at der for nylig er opfundet en ny skat for Flensborg, kaldet "rebelskatten". Men de nøjes ikke med blot at inkorporere landets frugter (i øvrigt skal de som bekendt ikke så meget inkorporere dem som sælge dem til den russiske flåde) – de inkorporerer nu også selve landet. Efter cirka 14 dage siden gav et cirkulære fra Toldkammeret ordre om, at "Danske Eiendom" - dette mærke for Tyskland - igen skulle mærkes på de slesvig-holstenske skibe. Nu med den regulering der afskaffer toldforskellene mellem Danmark og Slesvig, landet Slesvig har så at sige selv fået indbrændt "Danske Eiendom" på slavernes pande som tegn på underkastelse. Faktisk viser dette dekret mere end noget andet, hvor meget man fra dansk side opfatter Slesvig som et erobret land.

Unter der Oberleitung des Regierungscommisärs und Kammerherrn Tillisch organisirt der ausserordentliche Commmissär David in Husum die Westküste, während Hr. Lassen und Etatsrath Schrader die "Rebellen" an der Ostküste zur Raisón bringen. Wie die Herren bei dieser allerdings schwierigen Aufgabe verfuhren und noch verfahren, ist bekannt. Man begann mit dem Schrecken: Belagerungszustand und Standrecht wurden proclamirt; nach 9 Uhr Abends durfte sich niemand auf der Strasse blicken lassen. Danach wurde die Purification vorgenommen: die Häuser wurden durchsucht, und wehe dem armen Krämer, der etwa einen Pfeifenkopf mit deutschem wappen auf dem  Lager hatte - 5 Tage Arrest bei Brod und Wasser waren die gelinderste Strafe. Was an Beamten nicht geflüchtet war, wurde entsetzt, trotzdem dass das königliche Manifest das, wohl zu merken, in voller Kraft war, da die Dänen dasselbe nach der Schlacht bei Idstedt in den neu von ihnen besetzten Städten verkündigten - die Beibehaltung der zur Zeit fungirenden Beamten versprach. Die Deutschgesinnten wurden via Kopenhagen ausgewiesen, und weit entfernt mit den Damen aine Ausnahme zu machen, und ihnen die Lästerungen des dänischen Pöbels der Redidenz zu ersparen, fügt bekanntlich der Zwingherr von Husum, wie die neuerliche Ordre zur Wausweisung der 56 Damen darthut, selber zu der Strafe einen pöbelhaften Spott. Darnach begann die Periode der Requisitionen, die so lange fortdauern bis die schleswig-holsteinische Armee die Raubritter zu Paaren treibt, oder bis die sleitzigen, haushälterischen Bewohner den letzten Ret ihres Ersparten hergegeben haben. Man verfährt dabei nach dem Bibelwort: wem viel gegeben ist, von dem wird man viel fordern; die wohlhabenden Bewohner der westllichen Marsch müssen vorzugsweise herhalten; allein auch sie werden nocht lange mehr geben können,wenn man ferner so plündert wie bisher. Für Flensburg, heisst es, ist in der letzten Zeit eine neue Steuer erfunden, genannt die "Rebellensteuer". Aber man begnügt sich nicht des Landes Früchte zu incorporiren (man soll sie übrigens, wie sie wissen, weniger incorporiren als an die russische Flotte verkaufen) - man incorporirt jetzt auch das Land selber. Nachdem schon vor etwa 14 Tagen ein Circular der Zollkammer angeordnet hat, den schleswig-holsteinischen Schiffen wieder das "Danske Eiendom" dieses Brandmark für Deutschland, einzubrennen, wird nun mit der Verordnung, welche die Zollunterschiede zwischen Dänemark und Schleswig aufhebt, gewissermassen dem Lande Scleswig selbsdts das "Danske Eiendom" als Zeichen der Unterjochung auf die Sklavenstirn gedrückt. In der That, mehr fast als alles andere zeigt diese Verordnung wie sehr man dänischerseits Scleswig als erobertes Land betrachtet. 

(Allgemeine Zeitung 12. september 1850, uddrag)

"Eckernförde, on the night af September 12-13", illustration fra Illustrated London News, 28. september 1850. Den 12. september 1850 angreb slesvigholstenerne de danske tropper som trak sig tilbage fra Eckernförde mod Mysunde. Herfra blev slesvigholsterne drevet tilbage. I Eckernförde brændte det tre steder. Beretningerne om slaget var vidt forskellige fra dansk og slesvigholstensk side. Sidstnævntes gik ud på at man havde ødelagt fjendens stillinger i Eckernförde og derefter trukket sig tilbage. Herefter havde de danske skibe beskudt byen og fregatten "Eckernførde" som tidligere var blevet taget af preusserne. Et brændeoplag blev sat i brand.  

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Regeringskommissæren har entlediget Tingskriveren i Frøs og Kalslunds Herreder, E. W- Müller, og dertil konstitueret H. M. Holgersen. Kjøbmand Henningsens Valg til Raadmand i Flensborg er sat ud af Kraft, og Agent Jensen gjenindsat i denne Stilling. De afskedigede Herredsfogder ere tillige entledigede som Justiarier for de i deres Distrikter liggende adelige Godser, og Sognepræst Davidsen i Aller er udnævnt til Hovedpræst ved Mariakirken i Haderslev. - Politiøvrigheden i Tønder er overdraget Amtmanden i Tønder Amt. (Fædrl.)

Den overordentlige Regeringskommissær for Hertugdømmet Slesvig har under 22. August sat flere siden den 17. Marts 1848 af den saakaldte provisoriske Regering og det saakaldte Statholderskab udstedte Love og Anordninger ud af Kraft, deriblandt Anordningerne om Borgervæbning, Ret til offentlige Forsamlinger, Pressefrihed, Myntsorter hvori Betalingerne til de offentlige Kasser kunne skee, mobile Sikkerhedsvagter i Landdistrikterne, Understøttelse af de (i Oprørets Tjeneste) Udkommanderedes Familier og af de Saarede og de Faldnes Enker og Børn saavel som disses Pensionering, Jagtregalets Ophævelse. - Preussiske Dalere modtages i de offentlige Kasser indtil videre til 40 sk. Kour.

- - -

Fra Apenrade skrives under 28. Aug. Det er hartad mageløst, med hvilken Frækhed Præsterne her paa Egnen endnu vove at trodse deres retmæssige Øvrigheds Befalinger. Præsten Beyer i Tinglev har saaledes, da han endelig saae sig nødsaget til at bede for Kongen, gjort dette med den Bemærkning, at det var blevet ham befalet, og, saasom han adlød enhver Befaling, saa adlød han ogsaa denne, "og saa ville vi", vedblev han, "da bede etc." Er en saadan Bøn ikke ringere end slet ingen? Dette synes i det mindste hans Kollega Høeck i Ulk at tro, og han, der forresten ogsaa er bekjendt som Oversætter af den schleswigholsteinske Feltpræst Utgenannts "Første og andet Brev til Kongen af Danmark" (hvorfor denne takker ham i hans Offrenes Sendschreiben für Rechnungsablage") - har derfor hidindtil aldeles undladt den foreskrevne Kirkebøn. Disse Fakta kunne bevises, og de overgives til Offenligheden af en Beboer af de nævnte Sogne. - Vi lykønske os til at have faaet en Mand til dansk Præst (Adjunct Leth), hvis Hjærte, Aand og Gaver svarer til Vigtigheden af denne Post, der fordum planmæssig er bleven anseet og behandlet som en aldeles underordnet og vi haabe, at Fremtiden bedre vil opfatte og hævde dens Betydning her i den danske By. (Fdl.)

Svensk Lieutenant Lindstrøm, som har gjort Felttogene med Oprørerne med, og er bleven hædret med Dannebrogs Ridderordenen, har, ifølge "Hamb. Korr.", mældt sig hos General Willisen, for at indtræde i Insurgenterncs Armee. Man vilde i Førstningen ikke modtage ham, men da han forsikkrede, at "han havde et rent Sindelag", saa blev han optagen som Offiiccr. - Ved denne Leilighed opfordrer man fra Rendsborg flere svenske Officerer, der maatte føle Sympalhi for den slesvigholstenske Sag, til at mælde sig, da der ikke vil være noget ivejen for deres Indtrædelse i Armeen. Vi maa iøvrigt med Hensyn til denne Officers lette Sympathier bemærke, at han først for 14 Dage siden havde mældt sig her hos Krigsministeriet for at indtræde i den danske Armee. (B. T.) 

(Ribe Stifts-Tidende 3. september 1850)

"Burning of the lesser camp, at Kochendorf", illustration fra Illustrated London News, 12. oktober 1850.

Brev fra Mellem-Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev.)

Mellem-Slesvig den 27de August.

Det maa forekomme meget mærkeligt, at der i danske Blade saagodtsom aldrig forekomme Correspondentartikler fra Slesvig. Hvad Grunden er til dette Særsyn, er ikke klart; men saa meget er vist, at det for en Dansk, der ikke har opholdt sig her i Aar og Dag, er saare vanskeligt at skue ind i Forholdene. Meget kunde man skrive, ofte føler man Anledning, men altid gribes man af en vis Ængstelse for ikke at være i Besiddelse af den hele Sandhed. Den slesvigske Presse er nu indskrænket til to danske Organer, Dannevirke og Freya, og et tydsk, Flensb. Correspondent. Disse Blade ere imidlertid ingenlunde tilstrækkelige for at udbrede Lys over det terra incognita, som vor Armee har besat og hvor det ikke er let at faae Adgang for den Uvedkommende, der i Reglen indfinder sig her, for at tilfredsstille en saare undskyldelig Videbegjerlighed, men i et Øieblik, hvor saa meget staaer paa Spil, ofte er mindre vel seet; - ikke at tale om partibus inliiieiiuixi, d. e. de af Fjenden endnu besatte Egne. At Fjendens Gros eller Hovedstyrke ligger i eller bag Rendsborg, i Cantonnement i de nærmeste Byer, troer man at vide; forresten er en uhyggelig Uvished udbredt over disse Forhold, der er saa meget mere sørgelig, som den forhindrer Slesvigs retmæssige Regjering i at træffe de høistfornødne Forholdsregler til det hele Lands administrative Ordning; men, Gud være lovet, at vi ere komne dertil, at Slesvig for saa vidt er i vor Magt. Alt synes nu at gaae sin ordentlige Gang; Nordslesvig er fuldstændigt besat med Embedsmænd; om dette ogsaa gjælder om de Geistlige, skulle vi derimod lade være usagt. Saa meget er imidlertid vist, at det geistlige Departement under den herværende Regjering bestyres med en overordentlig Omsigt og med Retfærdighed; men de gode Kræfter, hvorover man har at disponere, navnligen med Hensyn til det tydsktalende Slesvig, ere yderst faa. - Paa Landet er i de allerfleste Egne Høsten falden godt ud. Bønderne ere, trods de sidste Aars mageløse Tryk, velhavende, saa de med Guds Hjælp endnu ville kunne udholde de mangfoldige Ægter og store Leverancer, som Tidsforholdene udkræve; en talrig Armee, hvor Soldaten Intet skal mangle, kræver store Forraad; de ere der i tilstrækkelig Mængde og Byrden maa bæres; den kommer jo dog vore Egne tilgode, der desuden i saa rigeligt Maal have Krav paa Fædrelandets Taknemlighed. Hvor uendelig værre gik det til i Nørre-Jylland ifjor, hvor paa mange Steder endog Køerne maatte slagtes, for at tilfredsstille de talløse tydske Horders Graadighed! I Stæderne, disse tydske Enclaver i det danske Land, er Alt roligt; i Flensborg er en herlig Stemning, der noksom viser sig i Gjerningen. Men glædeligt for en dansk Mand er det at lægge Mærke til Ungdommen i denne Stad; den føler sig ei alene Dansk, skjøndt den neppe er Sproget mægtig, men den lægger daglig sin Begeistring for Dagen for Danskheden, ved i sine Lege at færdes med Dannebrog og at synge danske Sange. Af denne kraftige Ungdom ville fremgaae raske "danske Drenge", der med Glæde ville gaae til den blodige Dands paa Valen, hvis Tydsken engang atter skulde ville gjæste vore velsignede Sletter. Tydskheden i Stæderne synes at sove; vi ville haabe den har lagt sig til Hvile for bestandigt; men - den lever end, i de tydske Avisers brede Spalter, der alt for gierne optage de skjændige Artikler, som af enkelte Forrædere vedvarende skrives, vel at mærke, over Kjøbenhavn. At forebygge dette skamløse Uvæsen, der endnu i en rum Tid, til Opbyggelse for Vedkommende, vil finde Sted, er saare vanskeligt og vilde vel kun kunne skee ved det meest forhadte af alle Midler: at aabne Brevene. - Dog vil den Tid komme, naar Retfærdighcd og Sandhed have fæstet Rod her i Landet, at hine giftige Slyngplanter i det tydske Presses smudsige Jordbund ville henvisne og bortdøe af sig selv. Slesvigholsteen er altsaa udvandret og findes nu kun i hine Pressens Organer, der arbeide i Enhvers Tjeneste, kun ikke i Sandhedens og Ærlighedens. Det danske Sværd har ved Idsted overhugget denne fule Drage; dens Sæd vil qvæles, naar Sandhed og Ret faae Magten; men kun Sværdet kunde bane dem Veien. - I disse Dage ere en Mængde "provisoriske" Love satte ud af Kraft; her i Slesvig hersker Kongens Regjering med Enevælde og kun paa denne Maade »il i den første Tid noget Alvorligt kunne udrettes. Vi ville derfor haabe, at Regjeringen vil benytte dette saaledes vundne Standpunkt til indgribende Forandringer, af hvilke mange ere særdeles paatrængende. Den i Kongeriget, af Rigsdagen vedtagne og af Kongen bekræftede Værnepligtslov, vil om faa Dage udgaae for Slesvig; den vil tilføre vor Armee mange herlige Kræfter og end mere bidrage til at knytte Slesvig til Kongeriget. I de sidste Aar ere overhovedet slet ingen Sessioner blevne afholdte; nu ville altsaa Alle, baade Landboere og Kjøbstadsboere blive udskrevne. Ogsaa Adskillige, som have tjent i Insurgentarmeen, have ifølge Opfordring givet Møde; de ere villige til at kjæmpe for Fædrelandet, efterat det Løgnens Slør, hvori man havde hildet dem, er løst og de have faaet Syn for Sagen, at nu først Kongen atter hersker i Slesvig. - Høist paatrængende er ethvert Skridt, der kan fremskynde en Egalisation mellem Kongerigets og Hertugdømmets Toldforhold, for at den forhadte og skadelige Toldlinie ved Kongeaaen kan ophæves.

Et Brevs Omfang egner sig ikke for Politik, ikke heller er her Stedet til at have noget Indblik i de politiske Forhold, hvoraf Statsdelenes Ordning i det danske Monarchie vil blive afhængig; dette er Noget, hvorom man i Hovedstaden vel vil vire eller troe at vide Mere, end her, hvor den nærmeste Interesse, at ordne Slesvig under Loven, er den, som opfylder Hvermands Bevidsthed, baade dens, som i Loven seer Ordenens Tilbagevenden, og dens, der, nødtvungen, med undertrykt Harme, maa følge dens Bud. Saa Meget turde være vist, er idetmindste vedtaget i London af dem, der væsentligen styre Europas Skjebne, at et dansk Monarchie staaer fast, fra Skagen til Elben. Hvorledes derimod, naar Holsteen er pacificeret, dette Lands (som og Lauenburgs) Forhold til Danmark og Slesvig vil blive, er et nyt Spørgsmaal, som maaskee Ingen nu er istand til fyldestgørende at besvare. Politiken er en verdslig Handel, hvori altsaa den Regel gjælder: man tager saa meget, som man med Rette kan saae. Slesvig have vi gjenvundet, om end med store Opoffrelser: det er vort, og vi have dertil den fuldstændigste Ret, som nu er kronet med Besiddelsens ubestridelige Ret. Dette er det glimrende Resultat, som de sidste Tiders Anstrengelser og Kampe have bragt os; dermed maa enhver dansk Mand for det Første lade sig nøie. - Dog, vi ere, mod vor Hensigt komne ind i det Politiske, uden tog at have tilladt os Andet, end svage Antydninger os hvad der maaskee endda kunde blive muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1850, 2. udgave).

Kort over Rendsborg fra: Cajus Möller og dr. C. Godt: Geschichte Schleswig-Holsteins. Altona, 1888.

Høstfesten i Rosenborghave. (Efterskrift til Politivennen)

Høstfesten i Rosenborghave. Igaar Eftermiddags aabnedes Høstfesten, og, skjøndt dens Vilkaar paa Grund af de meget stærke Regnbyger, som faldt lige inden dens Begyndelse, ikke vare de gunstigste, forsamlede sig dog efterhaanden, da Veiret atter klarede op, en stor Mængde Mennesker, og, saavidt vi have erfaret, ere omtrent 12,000 Billetter (saavel til Voxne som til Børn) blevne udleverede. Man maa være Comiteen, der har forestaaet Festen, meget taknemmelig, fordi den har anvendt den største Kraft og ingen Møie sparet for at naae det Maal, den havde sat sig, og at det storartede, smagfulde og tillige sindrige Arrangement har vundet de Tilstedeværendes Bifald, derom kunne vi ikke tvivle; Publicum gav ogsaa, hvor der var Leilighed, sit Bifald tilkjende. Især maae vi omtale, at det Væsentlige ved denne Fest, Foreningen af en alvorligere og lystigere Deel, er saa vel lykket. at Overgangen fra den ene til den anden Deel af Arrangementet ogsaa uvilkaarlig medførte en Overgang i Stemning. Den store Plads, hvorpaa man først da Mørket var faldet ind traadte ud fra den brogede og glimrende Have, og som ved en af oplyste Obelisker afstukken Oval, der havde sine to Endepuncter i to oplyste Templer, var forvandlet til en uhyre Sal eller Hal, hvor Stjernehimlen dannede det naturlige Tag, gjorde et imponerende Indtryk, der end mere forhøiedes ved den herlige, høitidelige Musik, som opførtes af et stort Sangerchor og Orchester, der vare placerede paa en Balustrade paa pladsens ene Bredside, og ved de yndigt grupperede, indholdsrige Tableauer, som efter de enkelte Musikstykkers Opførelse viste sig fra Erindringstemplet, det større af de to. Paa Obeliskerne var anbragt i Transparent skinnende Indskrifter, der som i en Krands slyngede sig om alt det Mindeværdige fra Kampen, ligesom ogsaa om Kongens og de ypperste Faldnes Navne, medens de tillige i Korthed fremstillede Begivenhedernes Gang fra Oprørets Udbrud indtil nu. De smukke Indskrifter, tilligemed Sangtexterne, forfattede af Hr. H. P. Holst, udmærke sig ved heldigt trufne Pointer, ligesom Sangtexterne med lyrisk Skjønhed gjengive Tidens forskjellig Stemninger. Ved Siden af Erindringstemplet var anbragt to Pyramider, den ene indskreven med Navnet: Fredericia, den anden med Navnet: Idsted. Den ligeoverfor dette beliggende mindre Tempel var smykket som en Seirstrophæ, i Midten af hvilken Kongens Navnetræk lyste i et Transparent. Ovenover den for Musiken oprettede Ballustrade var Caserne-Bygningens Facade smykket med Festons og Guirlander, der samlede sig om et i Høiden anbragt stort dansk Vaaben og Flag. Efterat "Danmark deiligst Vang og Vænge" var spillet, udførtes den af Gade componerede Vexelsang, hvorpaa der fra Erindringstemplet viste sig et Tableau, forestillende "Fredstid" (Engle svæve over en landlig Gruppe). Derefter udførtes en Seirsmarsch, componeret af Løvenskjold, hvorpaa der viste sig et Tableau, forestillende "Krigstid" (Heimdal blæser i Gjallarhornet, Valkyrien svinger sit Spyd og Folket iler til Kamp). Efter Udførelsen af en Hymne, comp. af Rung, viste sig et Tableau, forestillende "Seiren" (Dannebroge vajer i det Høie. Folket modtager de hjemdragende Krigere, der medbringe erobret Skyts. Soldaten udøver Menneskekjærlighed mod saarede Fjender). Efter Udførelsen af en af Hartmann componeret Mindesang viste sig tilsidst et Tableau, forestillende "Mindet" (Danmark sidder i Skyen, omgivet af Saga og Erindringens Valkyrier. Danske Folk have leiret sig ved Bautastene). Samtlige Tableauer ere arrangerede af Hr. Bournonville. Derpaa udførtes "Danmark deiligst Vang og Vænge" af Choret og de Tilstedeværende, og til Slutning afbrændtes et Fyrværkeri. Det Hele bidrog saaledes til en høitidelig og de Faldne værdig Mindefest, der ogsaa, uden at tabe, kan gjentages, som det er bestemt de følgende Aftener. Skjøndt Arrangementet af den første Deel af Festen ikke er som ved Markedet ifjor, saa ere dog de samme Hovedpunkter i Haven benyttede. Vi skulle af denne i sin Genre ligesaa smukt arrangerede Deel fremhæve den colossale Høsttrophæ, der viser sig for Indgangen og fra flere Sider, de smukt arrangerede Boutiker, baade i Bazaren (Brøndsalen) og omkring Springvandet, fornemmelig Blomsterboutikerne. Den decorerede Have fik et nyt smukt Udseende, da den blev oplyst, hvorved især Pladsen omkring Springvandet og de to lange Alleer toge sig fortræffeligt ud. Foruden forskjellige Slags morsomme Spil var der flere Theatre, og en Visebod, hvor den Udsælgende foredrog Viserne, og en Bod for "Løgne i Billeder", nemlig Sidestykker til de tydske Krigsefterretninger, der omstændelig forklaredes, hvilke især tildrog sig Opmærksomheden.

Et "Album til Erindring om Festen" indeholdende en Beskrivelse af denne, Obeliskernes Indskrifter og Sangtexternc bliver, ligesom ogsaa en "Festtidende" og en "Plan og Veiviser" for Festen, solgt i Haven til Fordeel for de Saarede og Faldnes Efterladte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1850).

Høstfesten blev afholdt den 30. august til 1. september 1850. Der hentydes i slutningen formentlig til de boder som Tivolibestyrelsen havde opstillet. Bl.a. solgtes Peter Fabers "Afskedskvad til den gamle branduniform" og Reckes "Pjaltenborgs Brand". Tivoli var blevet anmodet om at holde lukket de tre aftner, men det blev afslået af hensyn til lejerne. Besøget i Tivoli faldt dog betydeligt såvel i de tre dage som i ugen efter.

Kongens Have ved en anden lejlighed i 1869: Otto Bache: Exerceerpladsen ved Rosenborg, under den ellevte danske Landmandsforsamling i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende nr. 512, 18. juli 1869.

Johan Daniel Bauer" i et brev til August, 5. september 1850 (uddrag):

Dersom der af til forvilder sig en avis til Slesvig, har du vel allerede læst om den høstfest, der har fundet sted i Rosenborg Have til fordel for de faldnes efterladte?Også ved denne lejlighed viste Gud, at han var med os, thi hvorvel det daglig regnede, blev det!dog i de dage, hen ad aften meget godt vejr. Indtægten blev meget betydelig (40.000 Rigs netto). Medfølgende album vil anskueliggøre dig den alvorlige del af festen. Om lørdagen besøgte moder, jeg og børnene haven, her åndede alting liv og lystighed. Eksercerpladsen derimod alvor, her var den aften vi var der, hen imod 20.000 mennesker  forsamlede. Det var i sandhed et gribende øjeblik, da et vældigt sangkor rungede henover vore hoveder, Reformert kirkeklokke slog i det samme ti. Den  stjerneklare himmel hvælvede sig så smukt foroven. Kort alt  forenede  sig  for at stemme gemyttet højtideligt, og det syntes virkelig som størstedelen af de tilstedeværende glemte spøg og latter og erindrede hvorfor de vare her forsamlede. Den bekendte og som visehandler udmærkede hr. Borre, der i fjor havde telt på Rosenborgmarked, havde også i år opofret sig for den gode sag, iblandt de viser han producerede var der især én, som ved sin vittighed gør megen lykke, også den sender jeg dig, den vil dog måske more dig og et par til.