Friedrichstadt 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig den 7. oktober. I går vovede et dansk rekognosceringskorps sig ret langt og blev angrebet af vort infanteri, hvorpå det hastigt trak sig tilbage og efterlod nogle få døde og sårede. Stillingen foran Friedrichstadt blev i dag frivilligt opgivet; Batterierne er revet ned, og de tunge kanoner er allerede ved at blive transporteret til Rendsburg-fæstningen. Kanonbådene vil også gå op ad Ejderen, og infanteriet vil forblive for at dække stillingen indtil slutningen og indtage deres gamle forpoststilling ved Sydstapel. Stillingen i Friedrichstadt, som vi nu har haft lejlighed til at se klart, er nu uacceptabel; Terrænet, der er gennemfuret af grøfter og vandløb og mest består af mose og Tørvemose, kan ikke passeres, kun hovedvejen og et dige mellem Seeth og Husum; Disse veje er dog så beskyttet af et betydeligt antal fæstningsværker, at det er praktisk talt umuligt at komme frem ad dem. Men intet kunne opnås med bombardementet; selve byen ligger i ruiner bortset fra 14 huse, der bliver stående, og i forgårs satte danskerne selv ild til husene ved Wollersum tæt ved byen. Danskerne opkaster hele tiden lervolde, hvori vore batteriers kugler sætter sig fast uden at volde nogen skade, og bag sådanne dobbelte og tredobbelte lervolde står deres skanser, forsynet med pallisader og brede grøfter, mod hvilke den stærkeste ild, vi holder, ville ude af stand til at bekæmpe dem. På grund af de mange pionerer og arbejdere, de til enhver tid kan trække på, var de i stand til at bygge nye fæstningsværker hver dag i en række forskellige retninger, som vi ikke kunne observere; I løbet af aftenen og natten, når solen går ned, stiger en tung tåge og tåge fra sumpene og den fugtige jord, som gør det umuligt at se noget nøjagtigt i en afstand af 40 skridt; Derfor var danskerne i stand til at rette en frygtelig kardæsk-ild mod det fremstormende infanteri, fra områder og skanser, hvor de mindst havde forventet det. Desuden indbragte de en brigade, så deres koncentrerede styrke dér udgjorde 8-10.000 mand, som alle var i bivuac en halv mil fra Friedrichstadt i området ved Schwabstedt. Hvis vore soldater var kommet til Friedrichstadt, ville de så af denne grund så have haft at gøre med massevis af fjender, som det lille antal der stormede ind, ikke kunne have trodset. Med hensyn til selve stormen erfare vi af en preussisk officer, der deltog i den som amatør, at vores troppers mod og hurtige, glædelige præstation oversteg alle krav; de angreb med sandt mod og tog de første skanse på ingen tid, indtil den morderiske krydsild fra de maskerede batterier tvang dem til at vende om.

Nu er man i almindelighed ret enige om, at et gunstigt angreb først kan finde sted med begyndelsen af ​​den kolde årstid, så snart der er frostvejr, da er alle de fordele, som fjenden nu har, illusoriske. Marskene og tørvebrudene kan krydses som jævne marker, grøfter og flodarme eller broer kan også krydses med lethed, og fjenden kan ikke gøre meget med deres skibe.

Ved angrebet på Friedrichstadt skal man foruden de mange ofre sørge for byens beboere, som alle mistede deres ejendele; Lad os dog håbe, at så snart området kommer tilbage i vores hænder, vil der blive gjort alt for at kompensere de fattige.

Aus Schleswig, 7. Okt. Nachdem gestern ein dänisches Recognoscirungscorps sich ziemlich weit vvowagte und von unserer Infanterie angegriffen wurde, worauf dasselbe sich eiligst zurückzog, und einige Todte und Verwundete zurückliess, ist heute die Stellung vor Friedrichstadt freiwillig aufgegeben worden; die Batterien werden abgebrochen, die schweren Geschützebefinden sich bereits auf dem Transport nach der Festung Rendsburg. Die Kanonenboote werdengleichfalls die eider heraufgehen und die Infanterie wird bis zuletzt als Deckung der Position verbleiben, und ihre alte Vorpostenstellung bei Süderstapel einnehmen. Die Position bei Friedrichstadt ist, wie man nun Gelegenheit hatte, genau zu sehen, für jetzt eine unnehmbare; das durch Gräben und Flüsse durchfurchte Terrain, meistens aus Marschboden und Torfmoor bestehend, ist nicht zu passieren, sondern nur die Chaussee und ein Deich von Seeth und Husum; diese Strassen sind aber durch eine bedeutende Anzahl von Werken so geschützt, dass ein Vorschreiten darauf geradezu unmöglich ist.  Mit dem Bombardement ist aber auch nochts zu erreichen gewesen; die Stadt selbst ist bis auf 14 Häuser, die stehen geblieben, ein Schutthausen, und noch vorgestern haben die Dänen die in der Nähe der Stadt befindlichen Häuser bei Wollersum selbst in Brand geschossen. Die Dänen werfen fortwährend Wälle von Lehmerde auf, worin die Kugeln unserer Batterien stecken bleiben, ohne zu schaden, und hinter solchen doppelten und dreifachen Lehmwällen stehen ihre mit Pallisaden und breiten Gräben versehenen Schanzen, gegen welche das stärkste von uns unterhaltende Feuer nichts vermöchte. Durch die vielen Kräfte, die sie jederzeit an Pionieren und Arbeitern heranziehen können, war es ihnen möglich, täglich neue Werke nach den verschiedensten Richtungen hin zu errichten, welche von uns nicht beobachtet werden konnten; während des Abends und der Nacht, sowie die Sonne untergeht, steigt aus den Sümpfen und dem feuchten Boden ein heftiger Dunst und Nebel empor, der schon auf 40 Schritte Entfernung nichts mehr genau erkennen lässt; deshalb konnten die Dänen auch auf die heranstürmende Infanterie ein furchtbares Kartätschenfeuer richten, aus Gegenden und Schanzen, wo man es gerade am wenigsten erwartete. Zudem haben sie noch eine Brigade herangezogen, so dass ihre dort concentrirte Macht sich auf 8-10,000 Mann belief, die alle eine halbe Meile von Friedrichstadt im Umkreis bei Schwabstedt im Bivuac lagen. Wären deshalb auch unsere Soldaten bis Friedrichstadt gekommen, so hätten sie es alsdann mit einem in Masse aufgestellten Feinde zu thun bekommen, dem die kleine dearnstürmende Zahl nicht hätte Trotz bieten können. Ueber den Sturm selbst erfahren wir von einem preussischen Offizier, der denselben als Amateur mitgemacht, dass der Muth und das schnelle, freudige Vorgeben unserer Truppen alle Voraussetzungen übertroffen habe; mit wahrer Muth griffen sie an und nahmen die ersten Schanzen im Nu, bis das mörderische Kreuzfeuer der maskirten Batterien sie zum Umkehren nöthigte.

Jetzt ist man allgemein darüber ziemlich einig, dass ein günstiger Angriff nur mit dem Eintreten der kalten Jahreszeit, sobald es Frostwetter gibt, geschehen kann, alsdann sind alle die Vortheile, die jetzt der Feind hat, illusorisch. Die Marschlande und Torfbrüche sind wie ebne Felder zu passiren, die Gräben und Flussarme gleichfalls oder doch Brücken mit Leichtigkeit herüberzuschlagen und der Feind kann ausserdem mit seinen Schiffen auch nicht viel operiren. 

Bei dem Angriff auf Friedrichstadt sind neben den vielen Gefallenen die Einwohner der Stadt zu beklagen, welche ohne Ausnahme ihre Habe eingebüsst haben; hoffen wir jedoch, dass, sobald die Gegend wieder in unsere Hände gelangt, man Alles thiun wird, um jene Armen zu entschädigen.

(Regensburger Zeitung. 13. oktober 1850)

Carl Warnberg (1822-1875): Friedrichstadt. Før ødelæggelsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Musketeren Heinrich Claussen fra 3. kompagni af 11. infanteribataljon blev dræbt den 4. i år. M. skød gennem benet under sit kompagnis angreb på Friedrichstadt. Hans kammerater kunne ikke længere få ham væk, fordi broen over grøften var knækket, og de trak sig tilbage. Claussen tog sin sabel og riffel af, kastede dem begge til sine kammerater og kastede sig i voldgraven med ordene: "De forbandede danskere skal ikke få mig" og druknede. Der er mange vidner til denne handling.

Der Musketier Heinrich Claussen der 3. Compagnie des 11. Infanteriebattaillons wurde am 4. d. M. bei der Angriff seiner Kpmpagnie auf Friedrichstadt durch's Bein geschossen. Seine Kameraden konnten ihn nicht mehr fortschaffen, da die Brücke über den Graben gebrochen und sie auf dem Rückzuge begriffen waren. Claussen nahm Säbel und Gewehr ab, warf beides den Kameraden zu und stürzte sich mit den Worten: "Der verdammte Däne soll mich doch nicht haben", in den Treenegraben und ertrank. Der Zeugen dieser That sind viele.

(Regensburger Zeitung.  15. oktober 1850)

Fra Slesvig den 10. oktober Operationerne mod Friedrichstadt er nu fuldstændig opgivet, tropperne er stationeret på denne side af Ejderen og kun en kæde af forposter er stationeret nær landsbyen Sydstapel på den anden side af Ejderen. Danskerne synes dog at vente et nyt angreb på denne side og have gjort alt for yderligere at befæste deres allerede stærke stilling; I vest arbejdes der på nye fæstningsværker bestående af skanser og blokhuse ved mundingen af ​​Ejderen nær Ramstedt og Colligbüttel, således at denne position vil få virkelig kolossal styrke i den nuværende årstid. General von Willisen blev beskyldt for hurtigt at opgive denne yderst vigtige stilling kort efter slaget ved Isted, uden en egentlig kamp, ​​især da den nuværende generobring af dette rige og værdifulde område er blevet umulig og selv med de største ofre intet er blevet opnået i menneskers forhold og tabet af byen Friedrichstadt. Denne anklage er meget let at fremsætte og virker ret plausibel for enhver, der er forudindtaget; Men dengang var det umuligt at vide, om ikke danskerne snart ville foretage endnu et angreb mod vores nuværende hovedstilling ved Rendsburg, hvorfor hæren måtte koncentreres direkte foran denne vigtige fæstning og ikke tillod nogen omfattende udvidelse til den vestlige del af landet. Dette er også behørigt anerkendt af alle, der er nærmere bekendt med pmstændighederne.

Aus Schleswig, 10. Okt. Die Operationen gegen Friedrichstadt sind nunmehr gänzlich aufgegeben, die Truppen sind diesseit der Eider stationirt und nur eine Vorpostenkette steht bei dem Dorfe Süderstapel jenseits der Eider. Die Dänen scheinen jedoch einen neuen Angriff auf dieser Seite zu erwarten, und haben alle Anstalten getroffen, um ihre schon so fest Position noch mehr zu befestigen; es werden im Westen hart an der Eidermündung bei Ramstedt und Colligbüttel neue Befestigungswerke, aus Schanzen und Blockhäusern bestehend, gearbeitet, so dass diese Position während der jetzigen Jahreseit wine wirklich kolossale Stärke erhält. Man hat aus dem schnellen Aufgeben dieser so überaus wichtigen Position kurz nach der Schlacht bei Idstedt, ohne einen eigentlichen Kampf, dem Obergeneral von Willisen einen Vorwurf gemacht, zumal die jetzige Wiedereroberung dieser so reichen und werhtvollen gegend zur Unmöglichkeit geworden und selbst mit den grössten Opfern an Menschen und dem Verlust der Stadt Friedrichstadt nichts erreicht worden ist. Es ist dieser Vorwurf sehr leicht zu machen und erscheint auch jedem Befangenen recht plausibel; allein zu jener Zeit konnte man nicht wissen, ob die Dänen nicht sehr bald einen weitern Angriff gegen unsere dermalige Hauptposition bei rendsburg unternehmen würden, desshalb musste die Armee unmittelbar vor dieser wichtigen Festung concentrirt werden und gestattete keine weitläufige Ausdehnung bis nach dem Westen des Landes. Dies findet denn auch bei allen mit den Verhältnissen näher Betrauten seine richtige Würdigung. 

(Regensburger Zeitung. 16. oktober 1850)

Adelbert Heinrich von Baudissin (1820-1871): Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Sturm auf Friedrichstadt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Husum den 12. oktober "Hamb. N." skrives herfra: "Byen Friedrichstadt eksisterer ikke mere, den består kun af huse af murbrokker; fordi de få bygninger hvoraf nogle stadig står, og som ilden ikke nåede, er så ødelagt af kugler, granater og bomber, fyldt med huller og nedrevet, så de også kun ligner murbrokker og ruiner. Den østlige del af byen er fuldstændig brændt ned, ligesom den sydlige del op til markedspladsen, kun noget af den såkaldte Hinterstadt er tilbage stående; men færgehuset, hele øen (beliggende tæt på byen), rådhuset, kirker, prædikanthuse og skolebygninger, alt er blevet ødelagt af flammer. Ingen indbygger er der længere. Også de 3 store sluser, i midten af ​​hvilken Treene vides at være afvandet i Ejderen, som det er kendt siger, er totalt sønderskudt og ødelagt, ligesom kornmøllerne og Borkmøllen er blevet ødelagt. Med et ord: Friedrichstadt er ophørt med at eksistere.

Husum, 12. Okt. Den "Hamb. N." wird von hier aus geschrieben: "Die Stadt Friedrichstadt exisitirt nicht mehr, selbige besteht nur noch aus einem Schutthausen; denn sie wenigen Gebäude, die zum Theil noch stehen geblieben und die das Feuer nicht erreicht hat, sind von Kugeln, Granaten und Bomben so zerschossen, durchlöchert und zugerichtet, dass sie gleichfalls nur wie Trümmer und Ruinen aussehen. Der östliche Theil der Stadt ist gänzlich niedergebrannt, gleichfalls der südliche Theil bis an den Marktplatz, nur etwas von der sogenannten Hinterstdadt ist stehen geblieben; aber das Fährhaus, das ganze Eiland (hart an der Stadt liegend), Rathhaus, Kirchen, Predigerhäuser und Schulgebäude, Alles istd ein Raub der Flammen geworden. Kein Einwohner ist mehr da. Ebenfalls sind die 3 grossen Schleussen, mittelstd deren die Treene bekanntlich in die Eider abgeleitet wird, wie man sagt, total zerschossen und ruinirt, wie auch die Kornmühlen, nebst der Borkmühle vernichtet sind. Mit einem Worte: Friedrichstadt hat zu existiren aufgehört.

(Regensburger Zeitung. 19. oktober 1850)

Fra Slesvig-Holsten, 15. oktober (Stemningen i hertugdømmerne). - - -Tordenen af ​​kanoner foran Friedrichstadt er stilnet, og den offentlige mening har haft tid til at afklare og gøre opmærksom på, hvad der sker der. Men den første nyhed om det uheldige fiasko af forehavendet, som kostede så mange af vores modige sjæle livet, havde en chokerende effekt; efter alle de tidligere nyheder var folk ikke forberedte på en sådan fiasko, og de så frem til succes med endnu større selvtillid, da de vidste, at v. d. Tann, som stadig har både befolkningens og hærens tillid og kærlighed, kommanderede der. Et særligt og dybt sørgeligt indtryk gjorde nyheden om at de hjemløse i Friedrichstadt som følge af byens afbrænding blev tvunget til at gøre brug af andres gæstfrihed, og derfor var den generelle sorg endnu større end efter de tabte. slaget ved Istedt. Men snart dukkede vort folks særlige karakter frem, som så længe og især i år var blevet prøvet så strengt gennem en næsten uafbrudt række ulykker, men som var blevet bevist desto dygtigere. Den første øjeblikkelige forfærdelse gav snart plads til øget beslutsomhed, en fast vilje blev udtrykt til at anstrenge alle ens kræfter endnu mere for at opnå den endelige sejr, ikke at opgive den hellige kamp for frihed, retfærdighed og for fremtidens ære som man en gang havde fået smag for det store fædreland.  - - -

Aus Schleswig-Holstein, 15. Okt. (Die Stimmung in den Herzogthümern). - - -Der Kanonendonner vor Friedrichstadt istd verhallt, und die öffentliche Meinung hat Zeit gehabt, sich über die dortigen Vorgänge abzuklären und kund zu geben. Die erste Kunde des unglücklichen Ausfalls der Unternehmung, die so vielen unserer Braven das Leben gekostet, wirkte allerdings erschütternd, man war nach allen vorhergegangenen Nachrichten auf einen solchen Ausfall nicht gefasst, man sah dem Erfolg mit um so grösserer Zuversicht entgegen, als man wusste, dass v. d. Tann, der immer noch das Zutrauen und die Liebe sowohl der Bevölkerung als des Heeres in hohem Grade besitzt, dort kommandirte. Einen besonders und tief betrübenden Eindruck machte die Kunde, dass in Folge der Einäscherung der Stadt die Friedrichstädter obdachlos die Gastfreundschaft Anderer in Anspruch zu nehmen genötigt waren, und so war die allgemeine Trauer grösser noch, als nach der verlornen Schlacht bei Idstedtd. Bald aber trat der eigenthümliche, so lange und namentlich in diesem Jahre durch eine fast ununterbrochene Reihe von Unfällen so schwer geprüfte aber um so tüchtiger bewährte Charakter unseres Volkes hervor. Der ersten augenblicklichen Bestürzung machte alsbald eine gesteigerte Entschlossenheit Platz, der feste Wille sprach sich aus, um so mehr alle Kräfte anzuspannen, um den endlichen Sieg dennoch zu erringen, nicht zu lassen von dem heiligen Kampfe für Freiheit, Recht und für die Ehre des dermal einst sicher aus der augenblicklich auf ihm lastenden Schmack sich erhebenden grossen Vaterlandes. - - -

(Regensburger Zeitung. 20. oktober 1850)

Isaac Wilhelm (1815-1893), Johann Adolp Kittendorph (1820-1902): Scene fra Frederikstad (1850). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Friedrichstadt spurgte tyske håndværkere i et værtshus under belejringen Arndt sunget: "Hvad er det tyske fædreland?". Danskerne havde hørt det, soldater indtog huset, skød sangerne sammen og placerede dem på de punkter, der med størst sandsynlighed ville blive ramt af kuglerne. De fleste blev dræbt og kun få undslap, deriblandt reporteren, der løb ind i den holstenske lejr i en regn af kugler og dermed lykkeligt flygtede til Altona og Hamborg. Er sådan en procedure ikke det mest forfærdelige barbari? (N. Kur.)

In Friedrichstadt hatten während der Belagerung deutsche Handwerksbursche in einem Wirtshause Arndts: "Was ist des deutschen Vaterland?" gesungen. Dänen hatten es gehört, Soldaten besetzen das Haus, schossen die Sänger zusammen und stellten sie an den Punkten auf, welche von den Kugeln am meisten heimgesicht wurden. Die meisten wurden getödtet und nur wenige entkamen, unter ihnen auch der Berichterstatter, welche im Kugelregen in's holsteinisher Lager lief und so glücklich nach Altona und Hamburg entkam. Ist ein solches Verfahren nicht die fürchterlichste Barbarei? (N. Kur.)

(Regensburger Zeitung. 24. oktober 1850)

Frivillige meldte sig efterfølgende til den slesvig-holstenske hær. Denne kontrollerede stadig Rendsburg. Den danske hær mobiliserede ligeledes, og i det dansk-kontrollerede Slesvig begyndte en udrensning af tysksindede som blev udvist eller selv udvandrede af frygt for repressalier. Regensburger Zeitung opgav antallet af de sidste til 4.000. I oktober kunne superintendent Nielsen således berette om at 77 gejstlige var blevet fjernet fra deres embeder i Slesvig. General Hahn blev i slutningen af oktober 1850 sendt til statholderskabet for at udvirke en våbenstilstand, men forgæves.

Preussen blev presset militært af Rusland og Østrig: Østrig skulle overtage ledelsen af det genoprettede tyske forbund, Preussen skulle opgive planen om at dele den danske stat og aktivt bekæmpe det slesvig-holstenske oprør. Ellers ville Østrig og Rusland erklære Preussen krig. En russisk hær var allerede sendt mod grænsen til Preussen som herefter beordrede det slesvig-holstenske statholderskab til at nedlægge regeringen. Alvoren blev understreget af en hær på 50.000 østrigere og preussere. Sat over for det overgav slesvig-holstenerne sig  den 11. januar 1851. Holsten kom under de tyske stormagters kontrol som pant for en acceptabel løsning.

Afsættelse af Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de seneste embedsbesættelser i hertugdømmet Slesvig - hedder det i Kolding Avis - nævnes også at pastor P. Heinsen i Brørup og Lundsund er blevet konstitueret som provst for Eiderstedt provsti og hovedpræst og diakonus i Garding. Det er os vel ubekendt hvad der særlig har foranlediget at kirkeprovst Feddersen og diakonus Scholtz i Garding er blevet afsatte. Naturligvis er deres almindelige renitens fuldkommen tilstrækkelig til at fjerne dem fra deres embeder. Men ubegribeligt forekommer det os på den anden side hvad der kvalificerer hr. pastor Heinsen til at konstitueres i 3 så vigtige embeder på en gang. Vi har vel hørt at han skal have stillet sig til regeringskommissærens disposition med det tilføjende at han er en født ditmarsker, men der må da visselig være stor trang på pålidelige og dygtige præster når en sådan tilfældig omstændighed skal have forskaffet pastor Heinsen disse embeder. Dersom det gælder om Adelby sogn, hvad "Fl. Corr." forleden dag bemærkede, at der er kommet af aften og i aften ved at blive af med Lorenzen og få pastor Jespersen, så gælder dette til visse i lige så høj grad om Garding. - Ikke alene er meningen om hr. Heinsen som præst her på egnen alt andet end fordelagtigt. Men uagtet han i en række af år har været præst i Jylland (tidligere i nærheden af Viborg), skal det tillige være langtfra at han lægger sympatier for Danmark for dagen. Ja det hedder endog almindeligt at han skal have åbenbaret sit tyske sindelag ved at have givet penge til et bestemt øjemed for at hædre en velbekendt tysk koryfæ.

Ribe Stifts-Tidende, 30. september 1850.

I de følgende uger beskrev Ribe Stifts-Tidende hvordan andre embedsmænd end præster fx lærere, rodemestre, blev afsat, flygtede eller fjernet, og erstattet af "dansksindede". Begejstringen over de sidste, og skadefryden over de første blev der ikke lagt skjul på. Hvis befolkningens reaktion var positiv, blev det fremhævet, mens modvilje enten ignoreret eller betegnet som vildfarelse.

Krigen 1848-1851: September 1850. (Efterskrift til Politivennen)

12. september 1850 Slaget ved Mysunde. 

Efter at toldforskellen mellem kongeriget og hertugdømmet er ophævet, og toldafgifterne for et væsentlig antal varegenstande af alle arter er blevet forhøjet i det slesvigske, har naturligvis købmændene måttet forhøje deres varepriser og i de fleste tilfælde stillet dem lige med dem i kongeriget. Men det vil nu også være højst nødvendigt at mål og vægt ved en lovbestemmelse bliver gjort lige med kongerigets, fordi køberen ellers for de samme priser som i kongeriget kun får målt og vejet efter det slesvigske, ringere mål og vægt. Det danske lispund har 16, det slesvigske kun 14 pd., den slesvigske alen er en sekstendedel kortere end den danske. Det ville derfor være at ønske at regeringen snarest muligt lod indtræde en udjævning i denne henseende.

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

Fra Flensborg skrives under 18. septbr. I Eidersted er omtrent en snes bønder og karle blevet

arresteret, fordi de med høstforke etc. har overfaldet tre danske soldater som kom i deres egn for at indkøbe noget smør til kompagniet. De tre soldater havde forsvaret sig godt mod overmagten og bragte et af disse forrykte mennesker med ind til kvarteret. Denne person angav de øvrige som derpå blev afhentede af dragoner. - Ellers er man i Tønning og i Eidersted ikke utilfreds med det nye (danske) regimente og glæder sig ved udførselstoldens afskaffelse på kvæg, en foranstaltning der nu kommer tilpas ved den atter åbnede direkte forsendelse til London. Hovedsagen er for disse mennesker at landet får fred. De er ligesom i andre egne inderlig kede af krigen. (Dvk.)

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850

Notitser begyndte nu at antyde repressalier mod modstandere af danskernes tilstedeværelse, og en egentlig dæmonisering af disse opsætsige kan man læse i Ribe Stifts-Tidende:

Fra Slesvig skrives i "Nieders. Zeit." af 14. ds.: "Bortsendelsen af et antal fruentimmer og børn herfra over Flensborg og København og Holsten synes at være en hård forholdsregel; men vedkommende må virkelig alene tilskrive sig selv denne hårdhed. Når fruentimmerne ikke under belejringstistanden kunne lægge bånd på deres tunge, men udskældte soldaterne, ja endog (som man påstår) spytte efter dem, og overhovedet te sig som om de ikke var ved deres fem, så er det vist det bedste at de bliver bortsendt i nogen tid for at lære verden at kende. Opsætsighed bør ikke tåles. Armeens disciplin er fortræffelig og den har allerede vundet en stor del af befolkningen. Det gælder blot om at forjage oprørets dæmon; Sydslesvigerne er loyale; men beboerne er meget uvidende og læser for det meste dårlige ugeblade, på hvilke de trods de håndgribelige løgne, tror som på et evangelium. Går man blot nogenlunde godt klædt, tager enhver hatten af for en, om han også ser ham første gang. Deres bortløbne embedsmænd havde tyraniseret dem forfærdeligt; det var dem forment at være af anden mening end de ordførende advokater, eller i alt fald umuligt, når de ikke ville betegnes som "danske" og stå i fare for at miste deres borgerlige næring. Den der desuagtet opponerede, blev gjort latterlig og derved tvungen til at tie, og tav han desuagtet ikke så blev han erklæret for forrykt eller købt af de danske. 

Beseler der var advokat her, befandt sig tidligere i meget slette omstændigheder, så at han tit forgæves måtte sende bud hele byen om for at opdrive 100 daler; det var først kollekten i Tyskland og siden revolutionen, der bragte ham paa benene. Han var oppe at kives med sine medsammensvorne om de sammenbetlede penge; de ville have dem betragtede som slesvig-holstensk nationalejendom; men han påstod at de tilhørte ham. Endelig kom man til et forlig; han fik en del af kapitalen for at betale sin gæld og renterne af det øvrige. Man spekulerede allerede dengang i stilhed på de kongelige kasser i Rendsborg. Før så Slesvigs højere embedsmænd med foragt ned på advokaten Beseler; da regenten Beseler viste sig så standsede de i seks skridts afstand og gjorde front for den forrige advokat. (Vejle Avis).

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

29. september-6. oktober 1850 belejrede den slesvig-holstenske hær forgæves Friedrichstadt, hvorved byen led omfattende ødelæggelser af bombardementet og de efterfølgende kampe. Allerede på dette tidspunkt var det slesvig-holstenske nederlag dog forudsigeligt, aviserne beskæftigede sig nu med "oprydningen" af embedsmænd.

"Surprise of Holstein patrol", illustration fra Illustrated London News, 19. oktober 1850.

Om den offentlige Reenlighed. (Efterskrift til Politivennen)

Om den offentlige Reenlighed. 

Paa en Tid da det synes som om vedkommende Autoriteter vilde ordne Forstædernes Kloakvæsen paa en hensigtsmæssig Maade, antager Indsenderen af dette, at saavel det høie Sundheds-Collegium som Veivæsenet hurtigen vil afhjelpe efterstaaende høist betimelige Anke, hvis Tilværelse kun kan begrundes i en utilbørlig Vedholden af den gamle Slendrian.

I den senere Tid have flere Indsendere i Berlingske Tidende paaanket stinkende og muddrede Grøfter, som forpestede Luften og fordærvede Vandet i Søerne, der forsyne Staden med Drikkevand, navnligen ved paa Nørrebro at paavise Ulemper, som forhaabentlig nu hurtigt ville blive afhjulpne, men den allervigtigste Gjenstand synes at være undgaaet Vedkommendes Opmærksomhed; thi i Store Ravnsborgs have har i det mindste i over 50 Aar bestaaet et Samlingssted for den nordlige og østlige Deel af Forstadens samt endeel af Peblingebroens Spildevand, som navnligen paa den fugtige Aarstid medfører en utrolig Masse af Ureenlighed af alle Slags. Det er ei Indsenderens Hensigt her at bedømme, hvorvidt man med Rette har bebyrdet vedkommende Eier med at modtage Spildevandet fra den ene Side af Forstaden medens det fra den anden Side ledes ud ved Kallebodstrand igiennem Blaagaards Jorder, men det forekommer ham høist uforsvarligt, at Offentlighedens Tarv ved Anlæggelsen af denne Cloak i enhver Henseende er forsømt; thi først har denne aldeles intet Afløb, flyder følgeligen i den fugtige Aarstid over sine Bredder , og ikke sjeldent seer man dens smudsige Vand bane sig Vei tværs over Dosseringen og kaste sig i Søen, dernæst har den beviislig i en heel Menneskealder aldrig været oprenset, og danner for Øieblikket en stinkende og modbydelig Sump af over 10.000 Kvadrat Alens Flade - Indhold med over 12 Alen Mudder og Dynd, og ei engang Sommerhedens Indvirkning tillader, at dens forraadnede Vand kan fordunste, thi dens Overflade er aldeles bedækket med en næsten uigjennemtrængeligt Hængesæk af Rør, hvorigjennem kan en evigvarende pestagtig Stank formaaer at trænge (og er det herfra, og ingenlunde alene fra Grøften ved Gartner Hansens Have, at Luften om Sommeren paa Nørrebro forpestes i en utaalelig Grad). Betænker man slitteligen, at der imellem nysnævnte Cloak og Søen neppe er 20 Favne og at dens Leie er circa 2 Alen høiere end Søens, da vil Enhver kunne indsee, at den naturligens er een af de fornemste Aarsager til, at Drikkevandet fra oftnævnte Søe tilføres Kjøbenhavns Beboere i en halv fordærvet Tilstand; Billigheden fordrer altsaa, at Veivæsenet ufortævet hæver denne Ulempe ved fra det nuværende Tilløb tværs under Gaden at anbringe Forbindelse med den Afløbsrende, som bortfører Forstadens øvrige urene Vand til Kalleboderne; dernæst burde en total Oprensning af denne i enhver Henseende farlige Cloak foretages enten af vedkommende Eier eller paa det Offentliges Bekostning. En Beboer af Nørrebro.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1850, 2. udgave).

Om den offentlige Reenlighed. Under Overskrivt "Om den offentlige Reenlighed" findes i denne Tidendes Nr 223 et Stykke, hvori omtales den Store Ravnsborgs Have værende Cloak, tilligemed med deraf følgende Ulemper, hvori den ærede Indsender desværre har fuldkommen Ret. Maaden, hvorpaa det bedst afhjelpes, mener den ærede Indsender, kunde [ ]e ved at lægge en Kiste under Gadebroen, som stod Forbindelse med Afløbsenden, der fører Spildevand fra Broens vestlige Deel, igjennem Blaagaardsjorder til Kallebodstranden. Om dette Forflag muligt og være det meest hensigsmæssige for at blive af med Cloakvandet fra Ravnsborg, skal Indsenderen heraf være ubesvaret, men af egen Erfaring er han overbevist om, at det vil være aldeles Ruin for Eierne og Boerne af Parcellerne ved Blaagaardsveien, som ligger her ved den høist uforsvarlige Vandledning, som fører spildevandet fra Blaagaardsveiens Grøfter, under Ladegaardsaaen, til Afløbsrenden i Kallebodstranden. Denne bestaaer nemlig af et Pumpetræ af circa 60 Alens Længde og i det Høieste circa 5 Tommer i Diameter, som ofte lider af Forstoppelser, i Særdeleshed om For- og Efteraaret. Førend den nuværende Opfyldning og Brolægning af Grøften som fører fra Peblingesøen forbi Gartner Hansens Have behøvedes der kun 1 Døgns vedvarende Regn for at faae Vandet i Blaagaardsveiens Grøfter til at stige og oversvømme de tilgrændsende Jorder, ja endogsaa løbe ned i Kjældrene, hvorved ikke alene Jorderne, men ogsaa Bygningerne bleve fordærvede; dette vil endnu blive værre ved Grøvtens Opfyldning og Brolægning, da denne naturligviis erholder et saadant Fald, at Spildevandet strax maa løbe til Blaagaardsveiens Grøvter, saa at, dersom den ærede Indsenders Ønske skulde blive opfyldt vilde det kun være at forlægge Cloaken fra Ravnsborgs Have til Blaagaardsparcellerne, hvor den ikke alene vilde vilde være i samme Nærhed af Søerne, men oversvømme Jorderne og muligviis udsætte beboerne af Kærlderetagerne ved natlige Regnskyl for at drukne. Det er derfor Indsenderens alvorlige Bøn til Veivæsenet, at sørge for en forsvarligere og mere hensigtsmæssig Indretning af den omtalte Vandledning, end den nuværende Pumpetræsrende, som kunde bortføre den store Vandmasse, der især om For- og Efteraaret strømmer hertil; og da det er bekjendt, at der i de senere Aar ere opførte mange Bygninger paa Blaagaardsparcellerne, og der rimeligviis endnu vil opføres flere, antager Indsenderen, at Kjøbenhavns Commune ikke skulde være uvillig til at bidrage sit til "den offentlige Reenlighed."

En Beboer af Blaagaardveien.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende (1833-1935) 1. oktober 1850, 2. udgave).

Skanderup Kirke, 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel imødegik en beretning som tidligere er bragt her på bloggen, "Notitser af Veile Byes Occupation" og referet i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849:

Et par forsvarsord.

*I et brev fra Skanderborg i Jylland, som også blev bragt i andre aviser, beretter "Flensburger Correspondent" om grusomme ting, som blev begået af bayerske soldater i den nærliggende Skanderup kirke. I brevet står der blandt andet: Ved indgangen til kirken var et opgravet skelet, hvis det ene ben var brækket af og kastet i et hjørne, opsat som vagtpost. I kirken var ikke blot alle familiegravene fuldstændig ødelagte, men alle kisterne var brækket op, ligene revet ud, flyttet rundt og forvekslet med kød i gravene; ja, man så endda en mor med sine to børn sove i hendes arme, bestjålet, parteret og fordelt i andre grave! I ny og næ blev ligene vist frem til spot, nogle uden hoved, andre uden arme eller ben. Halm var blevet slæbt ned i flere grave, og der var slået lejr op i dem. Omkring 40 solide stole blev knust og brændt. Gulvets gulvbrædder og sten var knækket mange steder, ligesom prædikestolens trin og selv alterets ydre beklædning blev brudt ned. Selv en altertavle var blevet vanhelliget, en engel var blevet malet med overskæg og tykke øjenbryn. Restaureringen af ​​kirken kostede sognet cirka 2500 sl. M. C., og efter reparation blev det atter indviet af biskoppen i Århus." Det følgende tjener til at opklare sagen. Overkommandoen, d. v. s. general Prittwitz, havde beordret en feltvagt (200 mand stærk) samt en replika af de fremskudte indsættelser og forposter samt til at dække divisions- og brigadestaben samt kanonerne i Skanderup Kirke, der kun ligger 1/8 time væk fra Skanderborg by. "Kirken, skriver hr. kaptajn Geiger i sin "Gedenkbüchlein" side 74-75, er bygget i gammel katolsk stil, som den var før reformationen; prædikestolen, højalteret og skriftestolene er der stadig fra umindelige tider. Gulvet var lavet af brædder som var blevet helt rådne på grund af deres alder og var brækket flere steder. Denne kirke var beregnet til feltvagtens ophold, den var dækket af halm og fungerede som lejr og som beskyttelse mod den bidende kulde. De der deltog i denne feltvagt for første gang, er måske blevet temmelig overrasket: da de lagde sig, brød gulvet sammen og soldaterne pludselig befandt sig blandt gud ved hvor mange hundrede år gamle lig. Det må have været skik i oldtiden at begrave de døde under kirkens gulve, for ved nærmere undersøgelse fandt man det ene lig opstillet ved siden af ​​det andet. Det der blandt andet fangede vores opmærksomhed, var det meget velbevarede skelet af en kvinde der holder et barn ved sit bryst. Vi var ikke glade for den muggen lugt, vi trak halmen ud og foretrak at blive udendørs." Vi må tilføje til kaptajn Geigers fuldstændig sande beskrivelse, at der midt i kirken var en falddør, der førte til en krypt under kirken. I denne krypt stod et par overdækkede kister åbne som i et lighus. Det synes at have været skik i Jylland at opbevare fornemme menneskers kister i kapeller eller krypter i stedet for at begrave dem. Afdelingsmester Paulsen fra Vejle viste soldaterne kisterne der var blevet stillet i et sidekapel og løftede også lågene, hvilket kan gøres meget nemt, så ligene lå åbent til skue. Der var også nogle få (højst 20) stole i den kirke der sikkert var lige så gamle som gulvet; det blev ikke bekræftet. Generelt bar alt i denne kirke tegn på forældelse. Faktum er at ikke kun soldater, men også officerer røg ned i krypten og kiggede på kisterne af nysgerrighed, det gjorde vi for en stund; officererne ville ikke have tolereret nogen hærværk. Faktum er at gulvet brød igennem gradvist og flere steder, og at ligene derefter kom frem i lyset. Men det var ikke soldaternes skyld. Man kan heller ikke bebrejde dem at de fylder hulerne med halm så de ikke skulle gå og sove på ligene. Da soldaterne frivilligt forlod kirken som de var blevet beordret ind i, og slog lejr udenfor den, samtidig med at de tog halmen ud, var det et højst uhyggeligt syn; og den der ikke kendte sagen, kunne tænke på det som en forbrydelse som skete. At grave blev åbnet bevidst er en løgn, som kun had har opfundet og spredt. Det er også et faktum, at hr. kaptajn Vogt, der kommanderede feltvagten omkring den tredje uge, overdrog det sparsomme og få alterpynt med mere intakt til præsten. Hr. pastoren kerede sig i øvrigt tilsyneladende slet ikke om denne kirke, eller han vidste ikke hvordan han skulle begrunde en klage. Både under vores ophold i Skanderborg og da vi tog afsted, fortalte hr. pastoren mig åbent at man kunne være tilfreds med bayernes opførsel, og at de ikke havde gjort noget som krigen ikke nødvendigvis indebar. Hvis en række gamle stole blev brændt, ville dette ikke være vanhelligelse og kan undskyldes af nødvendighed. Hr. pastoren sagde selv at det ikke betød meget om stolene. Hvis en engel skulle have malet et overskæg på sig, så er det noget sludder som man ikke vil forsvare, men som man ikke kan tilskrive soldater så højt.

Flere ting har jeg selv ikke set eller hørt fra øjenvidner. Hvor blev vi ikke overraskede, da vi et par uger efter afrejsen hørte om de mest grusomme ting der var blevet begået i den kirke, da det bedste vidnesbyrd tidligere var blevet givet til bayerne? Hvor kommer dette fra? Jeg vil først gerne lede efter nøglen hertil i den politisk-fanatiske, bedrageriske natur og i jydernes list. Vore generaler har vist skanderborgenserne alle mulige tjenester og lettelser, så vidt krigen tillod det. Men hvad var takken for dette? Da de marcherede tilbage ind i byen, blev de mødt med hånende tilråb og blev bogstaveligt talt fornærmet. Jeg ved ikke om de lagde mærke til det, eller om de bevidst ignorerede det. Så det burde ikke være overraskende at folk bagefter kastede sig over enhver lejlighed for at sige dårlige ting om Bayern. Nøglen er endvidere at finde hos vore egne allierede, især preussernes adfærd. Mange af det som beboerne i Vejle fortalte os, tegnede en beskrivelse af det fremrykkende Bayern der må have fyldt indbyggerne med rædsel og rædsel. Modviljen mod bayerne nåede sit højdepunkt efter alliancen den 26. maj. Endelig kan der være en grund i selve sagen som den fremgik udadtil. Men hvis man vil bryde sværd mod et folk, bør man først undersøge sagen nøje; så skal man ikke ignorere hvad den ene eller anden kan have gjort; endelig bør man holde sig for øje at krig altid har sine undtagelser, og der følger mange ting med som man aldrig kunne undskylde på et andet tidspunkt. Så meget er sandt: Tyskerne udkæmpede krigen med den største skånsomhed. Vi holdt katolske og protestantiske gudstjenester i forskellige kirker i Jylland, såsom Kolding, Veile, Hvirring, Skanderborg, Framlev, Aarslev m.fl.; men er der tumult om hvorvidt selv den mindste uretfærdighed er sket? Det vil jeg bestemt ikke kunne sige.

Hvis danskerne skule have en så dyb religiøs sans som de har her, hvorfor ødelagde og vandaliserede de så den prægtige slotskirke Gråsten og i realiteten profanerede den? Hvorfor var intet helligt for dem i denne kirke? Klokkerne var faldet ned fra tårnet, de prægtige vægmalerier var alle ødelagte, de fleste var blevet gennemhullet af bajonetstik; ikke engang loftet blev sparet; alle de malerier, som denne store og smukke kirke er fuld af, blev systematisk ødelagt; med et ord, alt var ødelagt. Bayerne især chefen for 2. jægerbataljon, hr. oberst v. Reck fortjener æren for at have gjort denne kirke mere til en kirke igen, så der kunne afholdes gudstjenester.

M. Filser, tidligere feltpræst.

Skanderup Kirke (Kolding). Foto fra 2008 af Claude David. Fri af ophavsret. 

Einiges Worte zur Abwehr.

*Der "Flensburger Correspondent" lässt sich in einem Brief aus Skanderborg in Jütland, der auch in andere Blätter übergegangen ist, gräuelhafte Dinge berichten, welche von bayerischen Soldaten in der nahen Kirche von Skanderup verübt worden seyen. Der Brief sagt unter anderem: Beim Eingang in die Kirche war ein ausgegrabenes Skelett, welchem man das eine Bein abgebrochen und in einen Winkel geworfen hatte, als Schildwache postirt. In der Kirche waren alle Familiengräber nicht allein gänzlich verwüstet, sonder alle Särge waren aufgebrochen, die Leichen herausgerissen, umhergeschleubert und mit Fleisch in den Grern verwechselt; ja man sah sogar eine Mutter ihrer zwei Kinder, die in ihrem Armen schlummerten, beraubt, zergliedert und in andere Gräber vertheilt! Hin und wieder waren die Leichen zum Spott aufgestellt, einige ohne Köpfe, andere ohne Arme und Beine. In mehrere Gräber war Stroh hineingeschleppt und Lager in ihnen aufgemacht. Ungefähr 40 feste Stühle waren abgebrochen und verbrannt. Die Dielen und Steine des Fussbodens waren auf vielen Stellen aufgebrochen, sowie auch die Treppen der Kanzel, ja sogar die äussere Bekleidung des Altars niedergebrochen. Selbst eine Altartafel war profanirt, einem Engel hatte man einen Schnauzbart und starke Augenbrauen gemalt. Die Restauration der Kirche hat der Gemeinde ungefähr 2500 sl. M. C. gekostet, und sie wurde nach der Ausbesserung vom Bischof von Aarhuus wieder eingeweiht." Zur Aufklärung der Sache diene Folgendes. Von dem Obercommando, also vom General Prittwitz, war angeordnet worden, dass eine Feldwache (bei 200 Mann stark) sowol als Replis der vorgeschobenen Aufstellung und Vorposten als auch zur Deckung des Divisions- und Brigadestabes sowie der Geschütze in die nur 1/8 Stunde von der Stadt Skanderborg entfernte Skanderupkirche gelegt werde. "Die Kirche, schreibt Hr Hauptmann Geiger in seinem "Gedenkbüchlein" S. 74-75, ist nach alten katholischen Styl erbaut, was sie auch vor der Reformation gewesen ist; es sind noch die Kanzel, der Hochaltar und die Beichtstühle von Alters her darinnen. Der Boden war von Brettern, welche, durch ihr Alter ganz morsch geworden, an mehreren Stellen gebrochen sind. Diese Kirche ward zum Aufenthall der Feldtwache bestimmt, mit Stroh dich belegt, und diente als Lager und zum Schutz gegen die schneidende Kälte. Die zum ersten Male diese Feldwache besogen haben, mögen hübsch überrascht worden seyn, als sie sich niederlegten, der Boden durchbrach, und die Soldaten sich auf einmal unter weiss Gott wie viel hundertjährigen Leichen befanden. Es muss in alter Zeit Sitte gewesen seyn, unter den Fussböden der Kirche die Todten zu begraben, denn bei näherer Untersuchung fand sich eine Leiche an die andere gereiht vor. Unter andern fesselte unsere Aufmerksamkeit das sehr gut erhaltene Gerippe einer Frau, die an der Brust, oder an dem Platze derselben ein Kind hielt. Modergeruch litt uns nicht darin, wir zogen das Stroh heraus, und blieben lieber in Freien." Die ganz wahre Beschreibung des Hrn. Hauptmann Geiger müssen wir noch dahin ergänzen, dass in der Mitte der Kirche eine Fallthürezu einer unter der Kirche befindlichen Gruft angebracht war. In dieser Gruft standen ein paar zugedeckte Särge wie in einem Leichenhause offen da. Es scheint in Jütland Sitte gewesen zu seyn, die Särge hervorragenden Personen, statt sie zu begraben, bloss in Kapelle oder Grüften afzustellen. So zeigte der Küster Paulsen von Veile den Soldaten die in einer Nebencapelle aufgestellten Särge, hob auch die Deckel auf, was sehr leicht geschehen kann, so dass die Leichen offen dalagen. Ausserdem standen in jener Kirche einige (höchstens 20) Stühle, deren Alter dem Fussboden wohl gleich kam; bestetigt waren sie nicht. Ueberhaupt trug in dieser Kirche Alles das Gepräge des Alters. Thatsache ist es nun, dass nicht blos Soldaten, sondern auch Officiere in die Gruft hinabstiegen und aus Neugierde die Särge betrachteten, wir in Weile; einen Unfug hätten die Officiere nicht geduldet. Thatsache ist es, dass der Fussboden allmälig und an mehreren Stellen durchbrach und dass sodann die Leichen zum Vorschein kamen. Allein diess war nicht Schuld der Soldaten. Ebenso wenig wird man es diesen verargen dürfen, dass sie die Vertiefungen mit Stroh ausfüllten, um nicht gerade auf den Leichen gehen und Schlafen zu müssen. Als die Soldaten die Kirche, in die sie hineincommandirt worden waren, freiwillig verliessen und ihr Lager ausserhalb derselben aufschlugen, auch das Stroh heraus nahmen, so bot sie allerdings einen höchst unheimlichen Anblick dar; und wer die Sache nicht wisste, mochte an einen Frevel denken, wie es auch geschehen ist. Dass absichtlich Gräber geöffnet wurden, ist eine Lüge, die nur der Hass erfand und weiter verbreitete. Thatsache ist es ferner, dass Hr. Hauptmann Vogt, der ungefähr in der dritten Woche die Feldwache befehligte,, die dürftigen und wenigen Altarzierathen uas freiem Antriebe dem Hrn. Pastor unversehrt übergab. Der Hr. Paster hat sich übrigens um diese Kirche, wie es scheint, gar nciht gekümmert, oder er wusste eine Beschwerde nicht zu begründen. Sowohl während unsers Aufenthaltes in Skanderborg als auch bei unserm Abzuge äusserte sich der Hr. Pastor unverholen gegen mich, dass man mit dem Betragen der Bayern zufrieden seyn könne und dass sie nichts getan hätten, was nicht der Krieg nothwendig mit sich brächte. Sollten auch etliche alte Stühle verbrannt worden seyn, so wäre diess keine Profanation und kann mit der Noth entschuldigt werden. Aeusserte sich ja der Hr. Pastor selbst, dass es in Betreff der Stühle nicht viel zu bedeuten habe. Sollte einem Engel ein Schnaubart gemalt worden seyn, so ist dieses ein Unfug, den man nicht vertheidigen will, den man aber Soldaten nocht so hoch anrechnen darf.

Mehreres habe ich selbstd nicht gesehen, noch auch von Augenzeugen gehört. Wie erstaunen wir nicht, als wir einige Wochen nach dem Abmarsche die gräulichsten Dinge hörten, die in jener Kirche verübt worden seyen, da man den Bayern zuvor das beste Zeugniss gegeben hatte? Woher kommt dieses? Den Schlüssel hiezu möchte ich zuerst in dem politisch-fanatischen, hinterlistligen Wesen und in der Tücke der Jüten selbst suchen. Unsere Generale haben den Skandeborgern, so weit es der Krieg zuliess, alle möglichen Gefälligkeiten erwiesen und Erleichterungen verschafft. Allein was war der Dank hiefür? Als sie auf dem Rückmarsche in die Stadt einzogen, wurden sir mit Spottschüssen empfangen, also förmlich insultirt. Ob sie es wahrgenommen oder ob sie es absichtlich ignorirt haben, weiss ich nicht. Es darf also nicht wundern, dass die Leute hinterher jede Gelegenheit von Zaune rissen, um den Bayern nur Böses nachsagen zu können. Ferner ist der Schlüssel zu suchen in dem Betragen der eignen Budesgenossen, insbesondere der Preussen. Viele von diesen, wie uns die Einwohner von Veile erzählten, entwarfen von der nachrückenden Bayern eine Schilderung, welche die Einwohner mit Schrecken und Entsetzen erfüllen musste. Die Abneigung genen die Bayern erreichte ihren Höhepunct nach dem Bündnisse vom 26. Mai. Endlich mag ein Grund in der Sache selbst liegen, wie sie sich nämlich äusserlich zeigte. Wenn man aber über ein Volk den Stab brechen will, so soll man die Sache zuerst genau erforschen; dann soll man nicht die Gesammtheit entgegen lassen, was vielleicht der Eine oder der Andere gethn hat; endlich soll man wohl beherzigen, dass der Krieg immer seine Ausnahmen und gar manches im Gefolge hat, was man zu einer andern Zeit nie entschuldigen könnte. So viel ist wahr, dass die Deutschen mit grösster Schonung den Krieg geführt haben. Wir haben in verschiedenen Kirchen Jütlands, wie in Kolding, Veile, Hvirrin, Skanderborg, Framley, Aarsley etc. katholischen und protestantischen Gottesdienst gehalten; es trete aber ein Jüte auf, ob nur die geringste Ungegebührlichkeit vorgefallen? Gewiss wird er es nicht behaupten können.

Wenn die Dänen einen so tiefen religiösen Sinn haben wollen wie sie hier vorgehen, warum haben sie dann, nicht etwa aus Noth, die herrliche Schlosskirche von Gravenstein auf eine so vandalische Weise verwüstet und in der That profanirt? Watum war ihnen dieser Kirche nichts heilig? Die Glocken waren vom Thürme herabgestürtzt, die herrlichen Wandgemälde sämmtlich ruinirt, die meisten von Bajonnettstichen durchgelöchert; nicht einmal der Plafond blieb verschont; sämmtliche Malereien, deren diese grosse und schöne Kirche voll ist, wurden systematisch zerstört; mit einem Worte, Alles ward verwüstet. Den Bayern, insbesondere dem Commandanten des 2. Jägerbataillongs, Hrn. Obersten v. Reck, gebührt das Verdienst, diese Kirche einigermassen wieder zu einer Kirche gemacht zu haben, so dass Gottesdienst gehalten werden konnte.

M. Filser, ehem. Feldcaplan.

(Augsburger Postzeitung. 25. september 1850)

I dansk historieskrivning gentoges versionen fra Flensburger Corr. flittigt i det følgende årti. Filsers udlægning af begivenhederne blev ignoreret. Moritz Filser (1817-1888) var feltpræst ved den slesvigholstenske hær. Han overtog den 7. oktober 1849 det katolske sogn Margarthenried i Moosburg. Han udgav bl.a. "Ueber den Ausspender des Chesakramentes" (Regensburg 1844) og "Die Diöcesansynode" (Augsburg, 1849). Da han døde, var han ærkebiskop, dekan og præst i Bockhorn, Nedersachsen. I en nekrolog beskrives han som en ædel menneskeven og hjælper i nøden.

Gråsten Gods havde siden 1725 tilhørt hertug Christian af Augustenborg. Efter genforeningen købtes af den danske stat (1. april 1921) til brug for forskellige offentlige institutioner. 

Alterbordets sydside skal have indskæringer fra 1848, bl. a. et dannebrogsflag, Frederik 7.s kronede monogram samt en karikatur af en jaketklædt mand, der i stærkt foroverbøjet stilling støtter sig til en stol, bærer pikkelhjelm, og ledsages af indskriften "Hertug landsforræder". 

Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensborg, skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.