Hazardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hazardspil. Da Politiet i November Maaned f. A. havde bragt i Erfaring, at Skrædersvend M. havde i Hazardspil tabt en ikke ubetydelig Sum Penge, var han efter Tilsigelse mødt paa vedkommende Politiassistents Contoir, hvor han afgav følgende Forklaring: Tirsdagen den 19te November om Aftenen traf han paa Keglebanen i Klosterstræde Skrædermester N. N. Ved her at samtale om, at der paa denne Keglebane kun blev spillet lavt, fortalte Skrædermesteren ham, at det var bedre at gaae ud engang paa et af ham betegnet Vertshuus paa Vesterbro, hvor der kunde vindes paa eengang 50 Rbd. og dette burde M., som havde Penge, forsøge paa. Der blev imidlertid ikke talt videre derom, men den næste Dags Eftermiddag indfandt N. N. sig ganske hæsblæsende paa M.s Bopæl og opfordrede ham til at gaae med ud paa det omhandlede Værtshuus, samt bemærkede, at M. maatte skynde sig, eftersom det var den høie Tid inden Bønderne toge bort. Han tilføiede ved samme Leilighed, at der var To, som altid vare i Compagni, og med disse skulde man stedse holde, da man saa var sikker paa at vinde. M. havde egentlig ikke Lyst til at gaae, ligesom det ogsaa blev ham fraraadet af en anden tilstedeværende Skrædermester L., men da N. N. vedblev at presse ham og afmalede ham med hvor megen Lethed man paa det omhandlede Sted kunde komme til Penge, hvilket var langt bedre end at sidde og slide i Commisarbeide, samt at han, hvis han blot eiede 3 Rbd., snart skulde vinde 50 Rbd., saameget mere kunde M. vinde, da han eiede flere Penge, lod han sig endelig overtale og gik med, efterat have medtaget alle sine Penge, nemlig 365 Rbd., bestaaende af 2 Hundrededalersedler og forresten Femdalersedler, hvilket var hans hele Eiendom, som han i 11 Aar møisommeligen havde sammensparet ved Arbeide. Da de ankom til Værtshuset, gik Værten og spillede Billard med en Bonde, medens 4 andre Personer sadde ved et Bord og spillede Kort. Af disse betegnede N. N. de to som dem der havde mange Penge og med hvem man skulde holde, for at være sikker paa ikke at tabe, samt sagde, at den ene var Meel- og Grynhandler, den anden Brændevinsbrænder. Efterat Billardspillet var tilende foreslog N N. at gaae op paa Keglebanen, for at slaae om et Glas Punsch. De gik da tilligemed en tilstedeværende Bagersvend og Bonden derop, hvor der blev slaaet om Punschen. Efterat M. havde tabt et Slag Punch, opfordrede Bonden ham til at parrere med sig. Der kom saaledes en Paree istand, først paa 2 Mk. men senere paa 1 Rbd., om at Bonden ikke kunde slaae alle Ni, M. tabte paa denne Maade meget hurtigt 8 Rbd. Ved at fremtage 2 Femdalersedler, for deraf at betale det Tabte, troer han, at Meel og Grynhandleren og Brændeviinsbrænderen, samt de 2 ubekjendte Personer, som imidlertid vare komne til fra Billardstum, saae at han havde mange Penge hos sig, thi nu opfordrede de ham alle til at parere med dem , ligesom han ogsaa lagde Mærke til, at der kom endeel Punsch frem, som disse Personer formodentlig havde reqvireret. M. indsaae imidlertid, at han ikke kunde staae stg ved hiin Paree, hvorfor han nægtede at indlade sig videre heri; men nu opfordrede Brændevinsbrænderen og Meelhandleren ham til heller at gaae med dem ned i Stuen og faae et Slag Kort, hvorved han kunde faae Revange. Da han hertil var villig, gik alle de Tilstedeværende ned i Billardstuen. Her yttrede Meelhandleren Tvivl om hvorvidt Værten vilde rykke ud med Kortene, samt at man nok kom til at forlange noget Cognak først. Dette skete ogsaa, og da Cognaken var drukken, vare Kortene paa Bordet i Værelset ved Siden af Billardstuen. Der skulde spilles Bazet, hvilket Spil M. aldeles ikke kjendte. Efterat han paa Meel- og Grynhandlerens Forslag var gaaet i Compagni med denne om at holde Banque sammen, lagde hver af dem 30 Rbd. paa Bordet, og blev Aftalen derpaa, at M. skulde udbetale og modtage Penge, medens Meelhandleren skulde trække af. Spillet begyndte nu, og heri deeltog hele det tilstedeværende Selskab, der bestod af ialt 11 Personer, nemlig foruden de 6 allerede betegnede, en Skomagermester, 2 Skomagersvende, en Rugbrødsbager og Værten. Den første Banque var tabt i et Øieblik, hvorfor de paany satte ud, og hertil laante Meel- og Grynhandleren Penge af Brændevinsbrænderen. Banquen var imidlertid meget uheldig, og efter en Timestids Forløb havde M. tabt 265 Rbd. De fleste Penge vandt Brændeviinsbrænderen, som kun enkelte Gange pointerede, men saa satte han gierne 30, 40 a 50 Rbd. paa et Kort. M. vilde nu holde op at spille, hvortil han ogsaa paa det Alvorligste blev opfordret af ovennævnte Skrædermester L., som allerede forinden Spillet begyndte havde indfundet sig for at overtale ham til at lade være at spille, og som slet ikke deeltog i Spillet, men dog hele Tiden var tilstede. Da imidlertid de Tilstedeværende formeligen omringede ham og L. ja næsten satte sig i en truende Stilling, blev L. forknyt og M. lod sig overtale til at fortsætte Spillet. Dette standsede tog nogen Tid, medens en Gaas samt endeel Brændeviin, Øl og Punsch, som Brændeviinsbrænderen reqvirerede og betalte, blev kortmret. M. deeltog nu ikke længer i Spillet som Banqueur, men som Pointeur imod Meel- og Grynhandleren, som da alene lagde Banque, formodentlig for Brændeviinsbrænderens Regning, da denne fra det Øieblik af aldeles ikke deeltog i Spillet, men deels sad ørkesløs ved Siden af Meelhandleren, deels stillede sig bagved M og bestandig opfordrede ham, som i Begyndelsen kun pointerede smaat, til at sætte høit paa. Men ogsaa ved at pointere var M. uheldig, og Kl. 11 havde han tabt Alt paa 4 eller 5 sk nær. Skiøndt M. ikke havde seet, at der var begaaet noget Bedrageri i Spillet, antog han dog af flere Omstændigheder, at dette havde været Tilfældet. Foruden hvad der alt fremgik af hans Forklaring i saa Henseende, bemærkede han, at der hele Tiden under Spiller blev skjænket Punsch og Cognac omkring og Brændeviinsbrænderen som næsten tvang ham til at drikke. Fremdeles antog han, at Skrædermester N. N., til hvem han overhovedet ingen Tillid havde, stod i Forbindelse med Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren og navnlig skaffede dem fat paa Folk, som havde Penge, og som de og som de kunde trække op, ligesom han ogsaa havde hørt af Skrædermester L., at disse 2 Personer stadigen stak Penge til N. N. som han spillede med. Efterat Sagen var kommen for Retten, henholdt Skrædersvend M. sig i Eet og Alt til sin til Rapporten afgivne Forklaring. Samtlige Spillende, med Undtagelse af Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren, vedgik at have deeltaget i det omhandlede Hazardspil; de Fleste af dem forklarede, at de holdt dem overbeviste om, at der havde fundet Bedrageri Sted fra Brændeviinsbrænderens og Meelhandlerens Side, da navnlig den Førstes Held i modsat Fald vilde være utrolig, og de erklærede med Bestemthed, at denne havde vundet i det mindste henved 200 Rbd. og den Anden over 100 Rbd. Disse 2de Personer negtede i Begyndelsen al Deeltagelse i Spillet, men efterat de, paa Grund af den ved deres nævnte Benegtelse forøgede Mistanke imod dem for Bedrageri, havde hensiddet et Par Dage under Anholdelse, tilstode de endelig, at de vel havde spillet, men derved snarere tabt end vundet. At de havde begaaet noget Bedrageri under Spillet, vilde de naturligviis paa ingen Maade indrømme. Skiøndt de confronteredes saavel med Skrædersvend M. som de Øvrige, der havde forklaret imod dem, og som gientog deres Forklaringer for dem, vedbleve de dog stadigen deres sidst afgivne. Der kunde saaledes, al anvendt Bestræbelse uagtet, ikke foretages videre, end at sætte dem under Tiltale for Hasardspil, under hvilken ligeledes inddroges de andre Deeltagere.

Da Meel- og Grynhandleren 3 Gange tidligere havde varet dømt for Hazardspil, Bagersvenden og den ene Skomagersvend hver een Gang, blev ved den i Sagen den 11te Februar faldne Dom Førstnævnte anseet med en Mulkt af 120 Rbd., de 2 Andre hver især med 40 Rbd, Værten med 50 Rbd , Brændeviinsbrænderen og Rugbrødsbageren hver med 30 Rbd. og de øvrige 4 hver især med 20 Rbd., af hvilke Mulktbeløb de 2/3 Dele tilfalde Kjøbenhavns Politikasse og den 1/3 Deel vedkommende Angiver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. februar 1851, 2. udgave)

Bazet, eller basset, barbacole, hocca var beregnet til folk med højeste rang på grund af de store tab eller gevinster der måtte opstå fra spillere. Spillet i basset resulterede dybest set i et lotteri. En spiller kan nogle gange vinde, men den store vinder var forhandler (bankmand). Forhandleren havde en række privilegier under reglerne, herunder at have den eneste og endelige kort bortskaffelse. Dette gav ham eller hende en betydelig overtagelse. Se fx The London Encyclopaedia: Or Universal Dictionary of Science ... s. 625.  En søgning på Mediestream viser at lignende svindelnumre med afblankning af personer i hvert fald fortsatte op til 1920.

Forstyrrelse af Gudstjeneste. (Efterskrift til Politivennen)

Det er vistnok unegteligt, at der i Almindelighed i vore Kirker heri Hovedstaden under Gudstjenesten af Menigheden iagttages en ønskelig Ro og Orden, saa at Andagten ikke forstyrres. Enhver, der kommer tilstede, føler dog med sig selv, at er der noget Sted, hvor Stilhed kan fordres, da maa det være i Guds Huus. Men desto beklageligere er det, at de, af hvem Andagten forstyrres, og som tilveiebringe Uro, næsten alene er Kirkens egne Betjente, hvem dog netop Tilsynet i denne Henseende paaligger, og det er saa meget mere forargeligt, som Tilladelsen for dem til at forstyrre Kirkens Fred er autoriseret. Vi sigte her til den gamle Uskik, at blive afkrævet Tavlepenge under Prædiken. Dette er en gammel Klage, men desværre er den ikke endnu afhjulpen, og det skulde glæde os, om disse Linier kunde yde et lidet Bidrag til at en saadan Forandring kunde indføres, at de, der søge det ene Fornødne, kunne nyede det uforstyrret i fuld Hengivelse, og uden at Sindet hendrages i andre Ting.

Men er det muligt, saaledes som Forholdene nu ere? Enhver, der har været i en af vore Kirker heri Byen, vil vistnok besvare dette Spørgsmaal benegtende, og enhver der ikke har været der, beder jeg at gaae en Søndag til Gudstjeneste til Exempel i Holmens Kirke, og Svaret vil upaatvivlelig blive ligedan. 

Låsene sidder stadig på stolerækkerne i Holmens Kirke. Ifølge artiklen åbnede kirkebetjentene ikke før præsten var gået i gang med prædikenen hvilket man godt i dag kan forestille sig må have afstedkommet nogen uro. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den første Forstyrrelse skeer her derved, at Menigheden,da den ikke tillades at komme ind i Stolene, førend Præsten har besteget Prædikestolen, men maae blive staaende paa Gulvet, indtil han begynder at tale (thi da først begynder Betjentene at aabne Stolene), paa eengang strømmer ind i Stolene. Ved den derved frembragte Uro gaaer alt en Deel af Talen tabt. Er man nu vel kommen ind i en Stol, og endelig saa megen Stilhed er bragt tilveie, at man kan begynde at høre Præsten tale, begynder Kirkens Betjente med en Skare - jeg troer i Almindelighed 5 - af Drenge med jernbeslagne Sko at indkræve Tavlepenge. Ikke nok med den Forstyrrelse det giver, at blive 6 Gange i Rad holdt en Tavle for Næsen, nødes man undertiden tillige til at række Tavlerne fra den Ene til den Anden, da nogle ere saa besynderligt ivrige efter at blive af med deres Kobberskillinger, som om det ene Fornødne mere bestod heri, end i at høre efter og lægge sig paa Sinde, hvad der blev talt. Ved saaledes aldeles pludselig at blive reven ud af sin Andagt for en saadan triviel Sags Skyld, kan man let blive ærgerlig i Sindet, og den andægtige Stemning i det mindste for Øieblikket forjages; men man bburde vistnok snarere gjøre Alt for at vedligeholde den, end tillade at endog kun en Skygge af Adspredelse kom tilstede. 

Naar man nu endelig ere bleven disse i Almindelighed lidet velkomne Forstyrrere qvit, kan man dog under den største Deel af Talen vedblive at høre dem trampe omkring paa Gangene og smække Dørene i Pulpituret op og i, saa at man ofte maa forundre sig over, at de Besøgende ikke paabyde Rolighed.

Det er dog vistnok Hensigten med at give Tavlepenge i Kirken, at de skulle gives med et godt Hjerte, men vistnok aldrig den, at Kirkegængernes Andagt derved skulde forstyrres; thi hvad der skal gives med Opoffrelsen af denne, gives i Almindelighed ikke af et godt Hjerte. Menigheden giver dem i Almindelighed uden at vide til hvem eller til hvad, fordi det nu engang er Skik, og fordi det synes, at de ikke godt kunne undlade det "for Folkets Skyld", hvorfor de ogsaa yde saa lidt som muligt. Men hvorledes er det hverken en velvillig eller en frivillig Gave, og som saadan heller ikke nogen god Gave.

Ja! hvad er nu herved at gjøre? Vil man maaskee spørge; i Tavlepengene have Flere Andeel, og lod man dem ophøre, vilde disse forurettes. Men saa spørger jeg, er det bedre at Mange forurettes end Faa, og er det rigtigt at Manges aandelige Nydelse og andægtige Opmærksomhed forstyrres for nogle Faas timelige Fordeels Skyld? Hvad er vigtigst, at Faa erholde en lille timelig Fordeel eller at Mange forstyrres i deres Hengivelse til det, som er det ene Fornødne for Livet hisset? Men overalt denne Skik, som i sig selv er smuk, behøvede jo slet ikke at afskaffes, naar den blot skete paa en Maade, som ikke forstyrrede den fornødne Ro i Kirken. Og dette kunde paa den simpleste Maade skee derved, at Bøsserne hensattes ved Kirkens Døre, saa at de Tilstedeværende efter Gudstjenesten kunde offre deri efter Behag, thi da vilde det være en frivillig Gave, og som saadan have sin Betydning. De, hvem Indtægten af Kirkens Tavler tilfalde, vilde vistnok ikke lide ved denne Forandring da utvivlsomt Menigheden med Glæde vilde offre lige saa meget, ja mere, i den enkelte Bøsse, end nu i alle 6 Tavler tilsammen, om ikke af andre Grunde, saa af Glæde over at den ikke blev forstyrret under Gudstjenesten. Er det ikke en sand Fornøielse  at see med hvilken Beredvillighed, de, der gaae i Slotskirken, i hvilken ingen Tavler ombæres, efter endt Gudstjeneste lægge i de i Forhallen fremsatte Bøsser? Og hvorfor skulde ikke ogsaa det Samme skee i de andre Kirker- - Hvad her er anket over gjælder vel nærmest Hovedstaden; thi, saavist mig bekjendt, ombæres Tavlerne i Landsbykirkerne under Psalmesangen. Hvis det vilde have for store Vanskeligheder at faae Sagen ordnet paa den her foreslaaede Maade, saa var det dog i ethvert Fald ikke formeget forlangt, om den ordnedes paa samme Maade som i sidstnævnte Kirker, nemlig at det paalagdes Kirkens Betjente her i Byen at ombære Tavlerne før Prædikenen, medens Psalmerne blev afsjungne; thi derved vilde der i alt Fald Noget være vundet. 

Skulde Autoritererne vise en saa besynderlig Haardnakkethed, at de i ingen Henseende ville gaae ind paa Forandringen eller Afskaffelsen af den heromhandlede Anke, da staaer det dog i ethvert Fald Menigheden frit for i Realiteten at afskaffe den, nemlig paa den simple Maade ved ikke at give Noget.

W.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1851, 2. udgave).

Slesvig Februar 1851. (Efterskrift til Politivennen)

11. januar 1851 underkastede Slesvig-Holsten sig de europæiske stormagter. De militære fjendtligheder ophørte, den danske hær skulle trækkes tilbage undtagen troppeafdelinger som skulle opretholde ro og orden. Den slesvig-holstenske hær beholdt midlertidigt Rendsborg og Frederiksort. De danske aviser lagde op til et opgør med de "tysksindede":

Også i de allernordligste sogne af Nordslesvig er i disse dage ankommet enkelte permitterede af insurgentarmeen. Både Vonsyld og Dalby er blevet beriget med sådanne folk. Opholdet blandt de dansksindede og patriotiske indvånere i disse byer vil næppe blive de stakkels vildfarne mennesker behageligt. Hvorledes disse mennesker lige til det allersidste er blevet besnærede af oprørerne ved løgn og bedrag, ser man atter deraf at disse hjempermitterede soldater har udbredt den tro at der kun er sluttet en 10 dages våbenstilstand og at forbundstropperne snart skal vise sig ved Kongeåen. Da det imidlertid har vist sig at denne trøst ikke dur, fortæller de tysksindede nu at en våbenstilstand er sluttet på 3 år.

Ribe StiftsTidende, 3. februar 1851.

Civilbefolkningen blev pålagt at indkvartere og beværte hærene, soldater såvel som officerer. Alt efter sympatier og formåen involverede det naturligvis folk i en helt særlig grad. H. J. Hammer: Indqvartering. Scene fra Krigen, 1850. Det kongelige Bibliotek.

Fra Kolding skrives under 1. februar: Som et karakteristisk bevis på hvor lidt de ægte tysksindede endog her i den allernordligste del af Slesvig formår at finde sig i forholdene og at lægge dølgsmål på deres oprørte følelser, har en fuldkommen troværdig hjemmelsmand fortalt os at en tysksindet landmand i et sogn som grænser umiddelbar til Kolding Fjord og bæltet, endnu dagen før 3. dragonregiments ankomst hertil i en forsamling af mange af hans dansksindede sognebrødre har brugt fornærmende og forhånende udtryk om de danske krigere i almindelighed. Et sådant afmægtigt udbrud af harmen er naturligviis mere latterligt end oprørende. Af større betydning er måske en sag, der turde fortjene mere almindelig opmærksomhed, og som vi er kommet til at tænke på ved denne lejlighed. Beboerne af Christiansfelt har som bekendt ikke ladet nogen lejlighed gå forbi, efter forholdenes bydende, til at vise deres opoffrelse for den danske arme, og således beværtede de også i onsdags med megen gæstfrihed vore dragoner. Men det har imidlertid ved mangfoldige lejligheder i de forløbne 3 år vist sig hvilke sympatier de gode herrnhutere på Christiansfelt i virkeligheden nærer, og disse ere vist nok så ægte tyske som muligt. Dette kunne tilsyneladende være os ligegyldigt nu, da de vel næppe oftere får en lejlighed til at fetere Slesvig-Holstens krigerskarer. Men deres interesse for alt, hvad der er tysk lægger de efter den almindelige påstand i Nordslesvig, tillige for dagen ved deres iver efter at kapre ungdommen på landet for deres

undervisningsanstalter, en iver der stundom skal udarte så vidt at den næsten får lighed med menneskerov; og er disse undervisningsanstalter måske også planteskoler for en streng, religiøs opdragelfe, så er det dog tillige en kendsgerning at det politiske element er temmelig stærkt fremtrædende der. Skulle Slesvig således i det tilsyneladende fredelige og indesluttede Christiansfelt nære en farlig og virksom planteskole for beboernes germanisering, så var

det visselig ikke af vejen om denne sag blev genstand for vedkommendes opmærksomhed.

Ribe Stifts-Tidende, 4. februar 1851.

Den 2. februar 1851 blev en ny regering indsat i Holsten. Den slesvig-holstenske grundlov blev erklæret ugyldig og landsforsamlingen opløst, ligesom alle love og indretninger siden 24. marts 1848 kunne afskaffes. Rendsborg bler rømmet og danske tropper rykkede sydpå. Den generelle amnesti omfattede ikke hertugen af Augustenborg, prinsen af Augustenborg, Beseler, Th. Olshausen og Francke.

Politimester Krohn har ladet udgå følgende opfordring til Rendsborgs beboere: "Den rolighed og besindighed, hvormed Rendsborgs beboere i almindelighed har båret de sidste dages begivenheder, har jeg anerkendt med tak. Jeg gør også fremdeles regning på deres beredvillige understøttelse, men navnlig deri at enhver ufred mod det fremmede militær undgås. Det i og for sig tilladte kan under givne forudsætninger misbruges til utilladelige demonstrationer, og det bevirker da kun at når dette sker gentaget, så må det ellers tilladte forbydes. De ville med mig være enige i at den patriotisme der elsker landets sag, rettelig ikke viser sig i utilbørlige og ganske unyttige demonstrationer, og at den søger en anden mark for sin virksomhed end det offentlige lokale; at den med bitter smerte, men med selvovervindende fatning, med stolt bevidsthed om sin ret, men med rolig hengivenhed finder sig i det uundgåelige. I ethvert tilfælde har jeg ikke i sinde at lade den hæder som vor folkestamme med rette har erhvervet sig ved sin lovlige holdning plette af nogle enkelte, og anser mig derfor i deres egen velforståede interesse forpligtet og berettiget til den opfordring at de ikke vil give nogen anledning til at der tages indskrænkende forholdsregler fra militærautoriteternes side.

Ribe Stifts-Tidende, 17. februar 1851.

Politimester Krohn er omtalt i en artikel om Flensborg: "Flensborg under slesvig-holstensk styre i 1848-49" af Holger Hjelholt (Sønderjyske Årbøger, 1952, side 113-204). 

Fra februar 1851 begyndte en systematisk undertrykkelse af den slesvig-holstenske opposition mod kongedømmet, i form af fængselsstraffe, censur og andet.

Kvistkammertyven Tofte (1): Barndom og Læretid - 1839 til ca. 1856. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første afsnit i en serie på i alt 8 afsnit om "Kvistkammertyven" Tofte. De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven. Serien bygger på en artikelserie i Folkets Avis og jeg har suppleret med lidt yderligere kommentarer og artikler andre steder fra. En forkortet version findes i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. februar 1865, 23. februar 1865 og 24. februar 1865.

Udsnit af protokollen fra Fødselsstiftelsen. Den fulde indførsel lyder: Børnenes Nummere: 221. Mødrenes Nummere, De Ugivtes: 222. Børnenes Fødselsdag: Marts 18. Døbedag: Marts 19. Navn: Peter Ludvig. Afgivne fra Fødselsstiftelsen til Pleiestiftelsen Marts 25. Udleveret til Mødrene med Understøttelse eller udsatte til Fremmede: 26 [], under Nr. til Mødrene: 120. Udgangne fra Stiftelsens Forsorg: 21 Septb.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

"Aar 1839 den 18de Marts er nærværende Drengebarn født paa den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn og givet Nr. 221.

Den 19de d. M. er dette Barn, uden at dets Forældre ere angivne, paa Stiftelsen døbt og kaldet Peder Ludvig."

Saaledes lyder det første Bidrag til den senere saa navnkundige "Kvistkammertyvs" Historie. Han kom til Verden som et slet og ret "Nummer", og han har aldrig lært at kjende sine Forældre. Efter hvad han i Retten har forklaret, troer han at være en Søn af et Fruentimmer, der nu henlever sine Dage i et Fattighuus, og en "Forstjunker". Denne efter hans Begreber "fine Extraktion" har næret hans fra Barndommen af stærkt udprægede Forfængelighed. Han har altid holdt meget af til sine Bekjendte at omtale sin "virkelige" Fader, hvilken han ikke sjeldent paa egen Haand udnævnte til Baron, og som, efter hvad han fortalte, interesserede sig for ham og sendte ham Penge til at klæde sig for. Senere, da han havde gjort Tyveri til sin Næringsvei, brugte han, som vi skulle see, disse opdigtede Historier til dermed at skjule sin sande Erhvervskilde.

Men om han end saaledes aldrig har vidst af en Faders eller Moders Kjærlighed at sige, maa man dog ikke troe, at han er opvoxet, uden at Nogen brød sig om ham. Han var nemlig i en Alder af halvandet Aar kommen i Huset hos en fattig Skomager heri Byen, hvis Efternavn Tofte han antog, og blev af denne saavelsom af hans Hustru opdraget med mere Venlighed og Omhu, end man kunde vente det af betalte Pleieforældre. Han har derfor ogsaa altid følt nogen Godhed for disse Folk, navnlig for Pleiemoderen, og hun kunde maaskee have udøvet en gavnlig Virkning paa ham, dersom hun kunde have vedblevet at have ham under sit Tilsyn, men uheldigviis var Forholdet mellem Ægtefællerne selv ikke det bedste, og endnu før han blev voxen, bleve de formelig separerede, hvorefter Konen flyttede ud til en Landsby en Miilsvei fra Kiøbenhavn, hvor hun endnu boer. Skomager Tofte er derimod død i Løbet af de sidste Aar. Pleiesønnens Forfængelighed i Forbindelse med en indgroet Ulyst til at arbeide og Hang til Vellevned bidrog alt i Forening til, et han allerede i en Alder af 11-12 Aar var, hvad man kalder en "fordærvet" Dreng, men efterat Pleiemoderen havde forladt Kjøbenhavn, blev det endnu værre med ham: det var ikke muligt at faae noget Godt ud af ham. Strax efter sin Konfirmation var han kommen i Lære hos en af vore dygtigste Blikkenslagere, men Alt, hvad denne stred for at gjøre en flink Arbeider ud af ham, hjalp ikke noget. Efterat Mesteren ved gjentagne Forsøg havde overbeviist sig om, at Prygl aldeles ikke bed paa Knægten, satte han ham, for dog at bruge ham til Noget, til at passe sin Boutik. Dertil var han ogsaa forsaavidt vel skikket, som han var pillen og pæn med sin Person og desuden ret beleven i sit Væsen; han havde i det Hele taget let ved at vinde Folks Yndest, Det er ikke usandsynligt, at han allerede dengang forstod at forøge sine Indtægter paa en strafværdig Maade, thi han var rigeligere udstyret med Penge, end man skulde have ventet efter Pleieforældrenes fattige Kaar. Han havde saaledes altid Raad til at tilfredsstille sin Lyst til Slikkeri og gik fra Morgen til Aften og tyggede paa saadanne Ting. Efterat han havde været i denne Tjeneste et Par Aar, kom han en Dag i Mesterens Fraværelse i Uenighed med sin Madmoder, hvem han i Øieblikkets Hede tillod sig at sige adskillige grove Uartigheder. Da han havde faaet disse afleverede, kom han til at tænke paa Mester, der ventedes hjem hvert Øieblik, og da han havde indseet det kritiske i Situationen, fandt han det raadeligst at forlade "Stillingen" uden Kamp, idet han ganske stille drev af uden at lade sig see tiere. Hans Moder fik ham anbragt hos en anden Blikkenslager, men her var han kun i tre Maaneder; saa løb han derfra. Omtrent i denne Periode begik han et af de første Tyverier, der med Bestemthed lader sig datere, nemlig i Februar 1856 fra et af de Reisendes Værelser i Hotel d'Angleterre; men der kan fornuftigviis ikke være Tvivl om, at dette ikke er hans første Forbrydelse. En 16aarig Dreng, der aldrig før har tilegnet sig fremmed Gods, er ikke dristig nok til at gaae ind i en Gaard i den overlagte Hensigt at begaae Tyveri, med mindre han har været der tidt og derfor er fortrolig med Lokaliteterne, men dette var ikke Tilfældet med Tofte. Han maatte desuden vide, at der stadig er Liv og Færdsel paa Gangene i et Hotel, og der hørte saaledes en ualmindelig Frækhed til for en Dreng i Toftes Alder et vælge netop et saadant til sin Tumleplads, selv om han iforveien var dreven i det ædle Tyve-Haandværk, men til sin Debut vilde han aldrig have fundet paa at vælge det.

Efterat han havde forvisset sig om, at Ingen var hjemme paa et af Hotelværelserne, aabnede han Døren med en Nøgle, han havde med sig, og lukkede derefter den i Værelset staaende Kommode op med en anden medbragt Nøgle. Ogsaa dette er værdt at lægge Mærke til; hvor var det muligt, at han kunde være saaledes forsynet med falske Nøgler, hvis han ikke allerede i længere Tid havde studeret Anvendelsen af saadanne Redskaber?

Tyveriet lykkedes fuldstændig; han kunde i al Ro og Mag rode omkring i Kommodeskufferne og tage de Penge, der laae, og som tilhørte en Kjøbmand fra Hamborg. Da han var færdig, gik han ganske rolig ned ad Trappen og ud igjennem Gaarden uden at blive standset af Nogen. Dette Held gav ham Lyst til at komme igjen, og han udøvede i Løbet af 3 Uger to nye Tyverier i Hotellet, ganske paa samme Maade som første Gang. 

Nu blev der Allarm i Luften. Efter det første Tyveri havde Værten uden Videre erstattet den bestjaalne hans Tab, men ikke gjort nogen Anmeldelse til Politiet; anden Gang fandt han sig endnu ikke bevæget til at indblande Politiet i Sagen, men da saa det tredie Tyveri kom til, var han naturligviis nødt til gjøre Alt for at faae Gerningsmanden udfunden. Da der ingen mistænkelige Personer vare sete i Hotellet paa den Tid, Tyverierne vare begaaede, var det naturligt, at man først henvendte sin Opmærksomhed paa Tjenestefolkene. Disse maatte Alle i Forhør, og man kan let tænke sig, hvormegen uforskyldt Pine og Plage, Hr. Tofte derved paaførte disse stakkels Mennesker. Dog, disse Lidelser vare kun ringe i Sammenligning med dem, han ved sine senere Misgjerninger har paaført mangen en uskyldig Person, hvem man med Urette har havt mistænkt med Hensyn til de af ham neaede Forbrydelser, og som derfor have maattet udholde Fængsling, Miskjendelse - ja endog total borgerlig Vanære.

Politiets Efterforskninger førte ikke til noget Resultat, men Ejeren af Hotellet kunde dog være fristet til at troe, at han ved Undersøgelsen havde skræmmet Gjerningsmanden fra at bestjæle ham oftere, thi nu hørte Tyverierne pludselig op. Grunden hertil var dog ikke den anførte - thi Tofte har aldrig hørt et Ord om, at Politiet har været i Hotellet - men simpelthen den, at han. havde forladt Kjøbenhavn.

Hans Pleiemoder, der uden at vide, i hvilken Grad han gik paa gale Veie, dog indsaae, at det ikke kunde gaae an at lade ham drive om uden Kondition, og at det ellers let kunde tage en Ende med Forskrækkelse, havde nemlig besluttet at forsøge, om det maaskee kunde være godt for ham at forlade Hovedstaden. Hun haabede, at Livet i en Provindsby skulde bringe ham til Stadighed og Ro, og skaffede ham derfor en Pige hos en Bager i Fredericia. Denne var ligesaa utilfreds med ham som hans tidligere Læremestre, og to Maaneder efter vare de færdige med hinanden, og Tofte anbragt hos anden Bager i samme By. Den nye Husbond indsaae snart, at der ikke kunde være Tale om at lære Tofte Noget, og benyttede ham derfor til at gaae Ærinder for sig, navnlig til at bringe Brød i Byen til Folk, et Arbeide, hvortil den livlige Kjøbenhavner meget godt egnede sig. Tilfredsheden var imidlertid ikke gjensidig.

Hver Morgen blev han sendt til den tæt ved Havnen liggende Gjæstgivergaard "Lillebelt" med en Kurv frisk Brød, og naar han da saae Dampskibet ligge færdigt til at gaae til Kjøbenhavn, paakom der ham en mægtig Længsel efter "Tivoli", efter de befærdede Gader og det muntre vagabonderende Liv, som der kan føres. En skjøn Sommermorgen saae han derfor sit Snit til ved Bortgangen hjemmefra at iføre sig sine bedste Klæder, og efter at have afleveret sin Kurv i "Lillebelt" gik han rask ombord paa Dampskibet og stilede til Kiøbenhavn. Borte var han, og borte blev han!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 13. februar 1865)

Efter beskrivelsen må han været begyndt at stjæle da han var omkring 8 år gammel.

Der er formentlig tale om det tidligere Hyrups Gæstgivergaard, der lå på hjørnet af Gothersgade 44 og Sønder Voldgade i Fredericia siden 1812, og som i 1840'erne blev omdøbt til Hotel de Lillebælt. Hyrup havde i 1838 erhvervet Bredvad Mølle der nedbrændte 10. september 1845. Den blev genopført og solgt i 1850 til Christoffer Mortensen der imidlertid ikke havde styr på finanserne og som i 1852 afbrændte møllen for at få udbetalt forsikringssummen - det blev opdaget og han blev arresteret. Hyrup hang derfor igen på møllen og solgte den i 1855. Tofte kan have oplevet eller hørt om disse begivenheder.

 

Fotograf Troels Jørgensen (1830-1920): Kongens Nytorv, Hotel d'Angleterre set mod Hovedvagtsgade. Det var på dette hotel Tofte formentlig begyndte sin forbryderkarriere i 1850'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En hjemmeside om Peter Ludvig Thorvald Tofte skriver følgende om hans tidlige barndom: 

Han blev straks sat i Pleje hos et Kvindfolk, der beboede et Kvistkammer i Vognmagergade, og som udelukkende levede af Betleri. Når hun gik ud på sine Betlervandringer, medbragte hun, for at vække Medynk, det spæde Barn, der kun var klædt i nogle Pjalter, og hun veg ikke tilbage for at give det Brændevin, for at det kunne se endnu mere sygeligt ud, eller for, når Folk nærmede sig på Gaden, at knibe og nappe det, så at det gav sig til at klynke.

- - -

Den 16. Januar 1840, den Aften Kong Frederik VI blev bisat, stod hun på Amagertorv med Barnet på Armen. Blandt de forbipasserende var der et Ægtepar, Skomagermester Tofte og hans Hustru. Deres Ægteskab var barnløst, og de ønskede sig intet hellere end et lille Barn. De indledede en Samtale med Betlersken, og på Vejen hjem besluttede de at tage Barnet til sig. Beslutning fulgtes af Handling, og et Par Dage efter havde de fået Bar­net, som de gav deres Navn.

De tog sig på det kærligste af den stakkels lille forsømte Skabning, som de betragtede som deres eget Barn, han blev passet og plejet på det aller­omhyggeligste, men "ligesom den unge Plante, der har fået Frost, først langsomt kommer til Kræfter og aldrig bliver så stor og smuk som den, der bestandig har været plejet og vogtet for Kulden", således gik det også her.

Drengen var sat tilbage både i legemlig og åndelig Henseende. Han var lille og spinkel, og han lærte først i 8 Års Alderen at tale helt rent. Og på den Tid begyndte han at stjæle. Først var det kun enkelte Skillinger, han tog fra Moderen, så blev det til hele Markstykker, som han af Frygt for, at hans Tøj skulle blive efterset gik og gemte i Munden. Først efter to Års Forløb opdagede Forældrene disse Småtyverier, som han beredvilligt tilstod. En ikke alt for alvorlig Revselse gjorde ikke det allerringeste Indtryk på ham.

Så snart han var konfirmeret, blev han sat i Blikkenslagerlære på Køb­magergade. Han lærte dog ingen Ting her, da hans væsentligste Beskæfti­gelse var at passe Mesterens Børn, men han fik Lejlighed til at begå en Del Tyverier, og han indskrænkede sig ikke til at bestjæle Mesteren, men også andre i Nabolaget aflagde han Besøg og begik endog Indbrud med falske Nøgler og Dirk. Han fik sig nu en Veninde, Caroline, der var noget ældre end han. Hun havde Mod på Livet, satte stor Pris på Foræringer og ville navn­lig gerne ud at more sig. Udgifterne blev større, og hvor skulle Pengene komme fra andet end ved flere Tyverier. 

En slesvigholstensk Krigsfanges Beretning. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er et uddrag af en beretning om en krigsfange, som blev såret og taget til fange ved Isted. Serien starter med at fortælle om hvordan han blev taget til fange og efterfølgende om opholdet på lazarettet i Slesvig. Her tilbragte han 4 uger og fortæller herefter om turen gennem Slesvig, Jylland, Fyn og Sjælland til København:

Efter fire uger fik vi endelig ordre om, at fireogtredive af vore folk skulle føres til København. Selvom jeg stadig måtte bære armen i vinde og ofte havde ondt, var jeg til sidst stærk nok til at holde transporten ud. Da vi gik, henvendte Slesvigs kommandant, oberst du Plat, en mørk, streng mand, sig til os og sagde, at enhver, der gjorde det mindste forsøg på at undslippe eller på anden måde var ulydig, straks ville blive skudt, og dragonerne, de, der eskorterede os, havde at holde deres øjne på os. Marchen fra Slesvig til Flensborg, næsten fire mil, i solens brændende varme og frygtelige støv var meget anstrengende for os rekonvalescenter; vi kunne næsten ikke slæbe os frem og to faldt ned og måtte køres videre. Vores dragoner viste i det hele taget, at de var blide og medfølende og gjorde, hvad de kunne for at gøre vores march lettere. Især underofficeren udmærkede sig ved sin menneskekærlighed og fortalte os på sit gebrokne tysk, at han sidste år var blevet fanget af slesvig-holstenerne ved Kolding og var blevet behandlet meget godt af dem, og derfor ville han behandle os godt. Vi hørte også fra ham, at der under hele vor march var givet ordre til at sige, at vi for nylig var blevet fanget i en træfning, hvor danskerne havde overhånden. Sådanne bedragerier er meget almindelige blandt danskerne; Målet er at kaste sand i øjnene på pøbelen i København og andre steder.

(Fortsættelse følger).

Aus dänischer Gefangenschaft.

Nach vier Wochen kan endlich der Befehl, dass vier-und-dreissig der Unsrigen nach Kopenhagen gebracht werden sollten. Ich musste zwar meinem Arm noch in der Vinde tragen und hatte oft auch noch Schmerzen, war aber am Ende kräftig genug, den Transport zu ertragen. Beim Abmarch hielt der Kommandant von Schleswig, Oberst du Plat, ein finsterer, strenger Mann, noch eine Anrede an uns, in der es hiess, wer nur den geringsten Fluchtversuch mache, oder sonst nicht gehorche, werde sogleich erschossen werden, und die Dragoner, die uns eskortirten, mussten von unsern Augen scharf laden. Der Marsch von Schleswig nach Flensburg, fast vier Meilen, bei brennender Sonnenhitze und furchtbarem Staube, war für uns Rekonvalescenten ehr anstrengend; wir konnten uns kaum mehr fortschleppen und zwei stürzten nieder und mussten weiter gefahren werden. Unsere Dragoner zeigten sich im Ganzen gurmuthig und mitleidig und thaten, was an ihnen lag, uns den Marsch zu erleichtern. Namentlich der kommandirende Unteroffizier zeichnete sich durch Menschenfreundlichkeit aus und erzählte uns in seinem gebrochenen Deutsch, er sey im vorigen Jahre von den Schleswig-Holsteinern bei Kolding gefangen genommen und sehr gut von ihnen behandelt worden, und so wolle er sie denn auch wieder gut behandeln. Von ihm hörten wir auch, es sey Befehl gegeben, auf unserem ganzen Marsche zu sagen, wir seyen erst kürzlich in einem Treffen, in dem die Dänen die Oberhand behalten, gefangen wroden. Solche Täuschungen sind bei den Dänen ganz gemein; man will damit dem Pöbel in Kopenhagen und anderswo Sand in die Augen streuen.

(Fortsetzung folgt).

(Morgenblatt für gebildete Leser. 21. januar 1851, uddrag)

I Flensborg blev vi slemt hånet af den dansksindede del af befolkningen, mest pøbelen; De knyttede næverne til os, spyttede på os og råbte hele tiden: "Tyske hund, tysker Mikkel," og lignende æresbevisninger. Vi blev spærret inde i en gammel, forfalden kirke, og der gik flere timer før vi fik noget halm til vores trætte lemmer og brød og suppe. Om aftenen gjorde de tysksindede Flensborgere det muligt at sende os en stor kurv med smørruller, pølser, skinke og et par flasker vin, så alle kunne drikke et glas vin som forfriskede os gevaldigt.

For triumferende at vise os over for nordslesvigerne og jyderne, blev vi slæbt ad landevejen  via Fredericia til København i stedet for at gå om bord i Flensborg som det plejede at foregå. På marchen via Aabenraa og Haderslev til Kolding havde vi det forholdsvis godt, selvom varmen satte sit præg på vores svækkede kroppe. Landboerne i Nordslesvig forfriskede os ofte undervejs med mælk og brød og smør, og i Haderslev og Aabenraa sendte de tysksindede beboere os så meget god mad at vores vagter også fik deres del af det. I Herrnhut-kolonien Christiansfeldt, hvor vi hvilede i flere timer, blev vi bespist meget generøst, og da vi sagde farvel, uddelte en ung, køn herrnhutisk kvinde ti ny testamenter i det velkendte lille format blandt os.

Men tingene blev helt anderledes da vi ankom til Kolding, den første lille by i Jylland. Her hvor vi sidste år gav danskerne god tæsk og stolte trådte ind som sejrherrer, gjorde vi nu det mest elendige indtog; hele den uforskammede befolkning så ud til at være samlet for at byde os velkommen og hilste os med fløjter, skrig, hyl og de danske råb: "Slå dem ihjel, de slesvig-holstenske hunde, der brændte vores huse for et år siden! Hæng dem, den tyske Mikkel! " osv. Nu og da fløj klumper af snavs, kålstykker, ja stenene hen over dragonernes hoveder ind i vores midte. En gammel, hæslig kvinde gik så langt i sit fanatiske mod, at hun hældte en fuld kammergryde ud over en af ​​os. I sin iver gav hun også en del af den til en af ​​de danske dragoner, og til gengæld gav han den gamle kone et par skarpe, flade hug med sablen hen over ryggen. Generelt krævede det ofte en seriøs indsats fra vores eskorte side for at beskytte os mod den vilde pøbel. Vi blev spærret inde her for natten i en gammel, øde tårn, fuld af snavs og murbrokker, og fik kun dårligt kogte kartofler, som var kolde, og noget groft brød og vafler. Drengene hylede og fløjtede hele aftenen foran døren og morede sig med at kaste sten ind i de åbne vinduer.

Næste morgen marcherede vi til Fredericia og måtte undervejs udstå samme spottende behandling i de jyske landsbyer, og endnu mere i selve Fredericia, og blev igen meget dårligt fodret om aftenen. Jeg vil gerne nævne, at i en jysk landsby kom nogle unge gårdpiger med mælk og ost til os. De otte danske dragoner, som dannede vor eskorte fra Slesvig og fremefter, viste sig også bestandig som humane mod os, stødte folkene fra os med flade slag og sagde højlydt, at det var en skændsel at behandle sårede fanger således; vi er lige så gode soldater, som de er, og enhver kan stå over for at blive taget til fange. De gav os også et oprigtigt håndtryk da vi sagde farvel og gav os al den tobak og brændevin, de havde med. De gode fyre havde mødt os for ofte i den varme ild, at de havde lært at respektere os.

Vi blev ikke behandlet helt så dårligt som i Kolding og Fredericia hvor befolkningen havde lidt meget i de sidste to år af krigen, på øerne Fyn og Sjælland, selv om der nogle gange ikke manglede hån og latterliggørelse der og befolkningen var stort set meget dårlig og utilregnelig, så vi næsten ikke kunne slæbe os igennem. På den anden side blev vi ofte behandlet brutalt, ja grusomt, af politibetjentene der skulle transportere os fra sted til sted, mens de råbte til folket at vi var blevet fanget i en kamp ​der for nylig var vundet af danskerne. En af disse mennesker havde den skamløshed at slå en af ​​os som var så udmattet, at han ikke længere kunne bevæge sig, især da hans sår på foden var åbnet igen, flere gange over ryggen med en tyk stok; Men de andre håndlangere var menneskelige nok til at irettesætte ham for en sådan brutalitet.

(Forfølgelse følger.)

Ubekendt: Schleswig-Holstenske fanger forhøres, februar 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Aus dänischer Gefangenschaft.

(Fortsetzung)

In Flensburg wirden wir vom dänisch gesinnten Theil der Bevölkerung, grösstentheils Pöbel, arg verhöhnt; sie ballten die Fäuste gegen uns, spieen uns an und riefen fortwährend: "deutscher Hund, deutscher Michel," und ähnliche Ehrentitel. Man sperrte uns in eine alte verfallene Kirche ein, und es dauerte mehrere Stunden, bis wir etwsa Stroh für unsere müden Glieder und Brod und Grüsssuppe erhielten. Abends wussten die deutschgesinnten Einwohner von Flensburg es möglich zu machen, uns einen grossen Korb mit Buttersemmeln, Würsten, Schinken und einigen Flaschen Wein zukommen zu lassen, so dass jeder ein Glas Wein trinken konnte, was uns ungemein erquickte. 

Um uns vor der nordschleswigschen und jütländischen Bevölkerung recht eigentlich im Triumph aufzuführen, schleppte man uns auf dem Landweg über Friedericia nach Kopenhagen, statt uns,wie sonst gewöhnlich geschah, in Flensburg einzuschiffen. Auf dem Marsch über Apenrade und Hadersleben nach Kolding ging es uns verhältnissmässig ganz gut, obgleich die Hitze unsere geschwächten Körper ungemein angriff. Das Landvolk in Nordschleswig erquickte uns am Wege oft mit Milch und Butterbrot, und in Hadersleben und Apenrade sandten uns die deutschgesinnten Einwohner so viele gute Lebensmittel, dass auch unsere Bewachungsmannschaft ihr reichliches Theil davon bekam. In der Herrnnhuter Kolonie Christiansfelde, wo wir mehrstündige Rast hielten, verpflefte man uns sehr reichlich, und beim Abschied vertheilte eine junge hübsche Herrnhuterin zehn neue Testamente im bekannten kleinen Format unter uns. 

Ganz anders wurde es aber, als wir in Kolding dem ersten jütlandischen Städtchen, ankamen. Hier wo wir im vorigen Jahre die Dänen tüchtig auf's Haupt geschlagen und stolz als Sieger eingezogen, hielten wir jetzt den jämmerlichsten Einzug; die ganze rohe Bevölkerung schien sich zu unserem Empfange versammelt zu haben und begrüsste uns mit Pfeifen, Zifchen, Heulen und den dänischen Rufen: "Schlagt sie todt, die schleswig-holsteinischen Hunde, die uns vor einem Jahr unsere Häuser verbrannt haben! Hängt sie auf, die deutschen Michel!" u. dgl. Hin und wieder slogen auch Schmutzklumpen, Kohlstücke, ja Steine über die Köpfe der Dragoner in unsere Mitte. Ein altes scheussliches Weib ging in ihrer fanatischen Muth so weit, dass sie einem von uns einen vollen Nachttopf über den Leib goss. In ihrem Eifer gab sie aber auch einem der dänischen Dragoner einen Theil davon ab, und dieser zog dafür der alten Here einige tüchtige flache Hiebe mit dem Säbel über den Rücken. Ueberhaupt bedurfte es oft ernstlichen Kraftaufwands von Seiten unserer Eskorte, um uns vor dem wilden Pöbelhausen zu schützen. Wir wurden hier die Nacht über in einen alten wüsten Thrum eingesperrt, der voller Unrath und Schutt war, und erhielten nur schlechte gekochte Kartoffeln, die kalt waren, und etwas grobes Brod und Waffer. Die Buben heulten und pfiffen den ganzen Abend vor dem Thrum und belustigten sich damit, Steine in die offenen Fensterlücken desselben zu werfen.

Am andern Morgen marschirten wir nach Friedericia und hatten unterwegs den jütländischen Dörfern, und mehr noch in Fridericia selbst, dieselbe höhnende Behandlung zu ertragen, bekamen auch am Abend wieder sehr schlechte Nahrung. Lobend moss ich erwähnen, dass in einem jütländischen Dorfe einige junge Bauermädchen uns Milch und Käse brachten. Auch die acht dänischen Dragoner, die von Schleswig ab unsere Eskorte gebildet, bewiesen sich fortwährend menschenfreundlich gegen uns, wehrten mit flachen Hieben das Volk von uns ab und sagten laut, es sey eine Schande, verwundete Gefangene so zu behandeln; wir seyen so gut Soldaten wie sie, und gefangen zu werden könne jedem begegnen. Sie reichten uns auch zum Abschied treuherzig die Hand und schenkten uns all den Tabak und Branntwein, den sie bei sich hatten. Die braven Kerle hatten im heitzen Feuer zu oft uns gegenüber gestanden, als dass sie uns nicht hätten achten lernen sollen.  

Nicht ganz so schlecht wie in Kolding und Friedericia, wo die Bevölkerung freilich in den beiden letzten Kriegsjahren viel gelitten hatte, wurden wir auf den Inseln Fühnen und Seeland behandelt, obgleich es aich dort an Hohn und Spott mitunter nicht fehlte und die Bevölkerung grossentheils sehr schlect und unzureichend war, so dass wir und endlich kaum noch fortschleppen konnten. Roh, selbst grausam behandelten uns dagegen jetzt nicht selten die Polizeidiener, die uns von Ort zu Ort transportiren und dabei dem Volke vorschreien mussten, wir seyen in einer kürzlich von den Dänen gewonnenen Schlact gefangen worden. Einer dieser Menschen hatte die Schamlosigkeit, einen von uns, der so matt war, dass er nicht mehr fort konnte, zumal seine Wunde am Fusse wieder aufgebrochen war, mehrmals mit einem dicken Stock über den Rücken zu schlagen; die andern Schergen waren aber doch menschlich genug, ihm solche Rohheit zu verweisen.

(Fortsetzung folgt.)

(Morgenblatt für gebildete Leser. 22. januar 1851)

Det værste af det hele var, som vi forventede, selve modtagelsen i København. Pøbelen stimlede sammen om os i store mængder, og militærvagten som nu omringede os igen, kunne kun med besvær beskytte os mod fysisk overgreb. De frygteligste trusler og forbandelser, de modbydeligste fornærmelser, væltede ud over os fra alle sider; vi blev overhældt med snavs og sten, og jeg havde æren af ​​at en meget elegant klædt ung dame med en rød fløjlskjole spyttede i ansigtet på mig. Vi var inderligt glade da dette optog gennem hele København var forbi, og vi steg i bådene for at blive ført til de uriggede skibe der tjener som indkvartering for de slesvig-holstenske fanger. I øvrigt var tumulten værst på Holmen, og drengene og mændene dér morede sig især med at slå i vandet med pæle og årer, så vi og bådene vi kom ind i, blev rigtig våde, vibrerede voldsomt og råbte: "Smid de tyske hunde i vandet! Lad os se om de kan svømme" osv.

Aus dänischer Gefangenschaft.

Am allerschlechtesten, wie wir es nicht anders erwartet, war der Empfang in Kopenhagen selbst. Der Pöbel umdrängte uns in hellen Hausen, und nur mit Mühe vormochte die Militärwache, die uns jetzt wieder umgab, uns vor körperlichen Misshandlungen zu schützen. Die furchtbarsten Drohunen und Verwünschungen, die gemeinsten Schmipfreden sprudelten von allen Seiten auf uns ein; wir wurden mit Koth und Steinen beworfen, und mir selbst wurde die Ehre zu Theil, dass eine ganz elegant gekleidete junge Dame mit einem rothen Sammtspenzer mir in's Gesicht spuckte. Wir awren von Herzen froh, als dieser Umzug durch ganz Kopenhagen abgethan war und wir in die Boote stiegen, um nach den abgetakelten Schiffen gebracht zu werden, die den schleswig-holsteinischen Gefangenen als Quartier dienen. Auf dem Holm war übrigens zu guter letzt der Tumult am ärgsten, und besonders belustigten sich dort die Buben, aber auch Männer damit, mit Stangen und Rudern in das Wasser zu schlagen, damit wir recht nass würden, und die Boote, in die wir stiegen, in heftige Schwingung zy setzen, wobei sie schrien: "Werft die deutschen Hunde in's Wasser! Lassst sehen ob sie schwimmen können," u. dgl. 

- - -

(Morgenblatt für gebildete Leser. 23. januar 1851, uddrag)

Meyer Herman Bing (1807-1883): Fangeskibene Dronning Marie og Waldemar seet fra Nytoldbod. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Krigsfangerne blev anbragt på fængselsskibet, det tidligere linjeskib Valdemar. Serien fortsatte i dette og næste nummer med at fortælle om forholdene der. Den 3. november 1850 undveg 4 krigsfanger fra skibet, de blev fanget og bragt til Vordingborg.

Linieskibet Valdemar (1828-1864) fungerede ligesom "Dronning Marie" 1848-1850 som kvarterskib for krigsfanger. Før Dronning Marie blev indrettet til krigsfangeskib i april 1848, blev krigsfangerne indsat på Gammelholm. Valdemar var i hvert fald fra juli 1848 også blevet indrettet. Skibet tjente 1855 som eksercerskib og endelig som logiskib for værnepligtige, indtil det i 1864 udgik af flåden og ophugget. Det var kun udrustet en enkelt gang, i tre måneder.