Atter om Markufred ved Krybskytter. (Efterskrift til Politivennen)

Atter om Markufred ved Krybskytter fremstillet ved Gaardeier Kock i Uttersløv ved Kjøbenhavn.

I denne Tidende af 3die October 1849 besværede jeg mig over Markufred, som overgik mig især ved Krybskytter, og antydede, at saadant maatte ventes at blive værre, da Tilsynet af Jagten, som her er kongelig, meer og meer slappedes! Dette Forudsagte er nu indtruffet , saa at Krybskytteriet paa min Jord og ved og i den store Uttersløv Mose, til hvilken mine Jorder støde i en Strækning af 1800 Alen, i denne Sommer gaaer for sig uden al Maade. Daglig sværme disse Skytter, øvede og uøvede, om, enkeltviis og i Troppe, ofte med Hunde, saavel tilfods som vadende og ved Hjelp i Mosen af Baade, og med deres Skyden ubarmhjertigen skræmme og jage mine Kreaturer, især Heste, om i Tøiret. saa de slaae dem løse, og Græs og Sæd skammeligen nedtrædes og fordærves. Ja, jeg og mine Folk gaae ikke sikkre paa Liv og Lemmer for Vaadeskud, under vor Gjerning ved Mosen, i hvilken min Gaard tilhører en høist betydelig Græsningspart. Denne skammelige Jagen gaaer, som sagt, daglig for sig, og er der muligt en enkelt Dag, som skrider over, saa er der en anden, hvor Skydningen begynder i den tidlige Morgenstund og hvor det ene Parti afløser det andet til den sildigste Aften; ja, til Kl. 11 om Natten har jeg ofte hørt Skud paa Skud. Kort - Tilstanden synes næsten at være lovløs. - Det var mig derfor kjært, om høie Vedkommende ville befale et Vidneforhør optaget til Stadfæstelse paa det af mig her anførte og da mulig befaledes at en Advarsel udstedtes paa lovbefalet Maade og bekjendtgjorses her i Brøndshøi og Gladsaxe Sogn, fra hvilke disse Skytter, bondeklædte, synes at have deres Udspring. Dog vare Nogle kjøbstadklædte og førte det nymodens Mandhafdighedsmærke, nemlig graa Hat med Buler i. Desuden er denne Jagen et sandt væmmeligt Dyreplageri, naturligviiS fordi flere af Skytterne ere Fuskere i Faget, og desuden maa løbe bort fra deres Gjerning undertiden halvgjort. Her findes og findes efter især Vildænder, men ogsaa Stærer, Viber, Maager, ja Svaner maa holde for, saavelsom Harer, ja endog Raadyr, og ofte finder jeg af alle saadanne henliggende ynkeligen lemlæstede paa Marken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1851, 2. udgave).

Om det saakaldte Messefald. (Efterskrift til Politivennen)

Om det saakaldte Messefald.

En Henstilling til Cultusministeriet. 

Den Tid nærmer sig, da Kirkens Anliggender skulle ordnes i Overeensstemmelse med den nye Statsforfatning. Paa en saadan Tid er det formeentligen Pligt for Enhver, der formaaer det, at belyse og fremhæve saavel det Gode, der bør bestaae, som det Uhensigtsmæssige og Forkastelige, der bør afskaffes; og det er visseligen ikke alene Geistligheden, hvem denne Pligt paahviler, men ogsaa Menighedens Lemmer, forsaavidtsom Kirken og Haandhævelsen af dens Værdighed er dem et stort og uundværligt Gode. Formaae disse Lægfolk end ikke at gaae saaledes tilbunds i Sagen, som den lærde Theolog og grundige Kirkehistoriker, saa kunne de dog alligevel fra deres Standpunkt yttre Anskuelser, give Vink og Hentydninger, som ikke ere at foragte, og som bære Vidnesbyrd om, hvorledes Et og Andet, Kirken vedkommende, betragtes og bedømmes i Folket. Det er under Indflydelsen af denne Overbeviisning, jeg skriver Nedenstaaende.

Vor Kirke har en Skik, som kaldes Messefald, og som bestaaer deri, at Præsten, naar Forfald indtræder, lader Kirkebetjenten besørge hele Gudstjenesten. Ved et saadant Messefald gaaer det da saaledes til: Efter Bønnen i Chorsdøren synges een eller to Psalmer, hvorpaa Kirkebetjenten fremtræder i Chorsdøren med en Bog i Haanten og oplæser en Prædiken. Dernæst synges atter en Psalme, Slutningsbønnen holdes, og Tjenesten er dermed endt. Jeg har bivaanet flere saadanne Messefald og fundet Fremgangsmaaden noget forskjellig. Etsteds messede saaledes Kirkebetjenten tillige Dagens Collect og Epistel, saavelsom Collecten efter Prædiken, knælende paa Alterets Knæfald. Man sagde mig, at dette turde denne Mand gjøre, fordi han var Academicus. Paa et andet Sted stillede Kirkebetjenten en Nodestol i Chorsdøren, fremtraadte bag ved denne i et Par store, smudsige Ridestøvler og dundrede løst i et Foredrag, som man ansaae for hans eget Arbeide, og som ogsaa bar kjendelige Spor deraf. Paa et tredie Sted kom en Person  slæbende med Brochmanns Huuspostil, hvis Vægt omsider pressede Sveddraaberne af ham under den lange og kjedsommelige Opremsning. Det vilde være uretfærdigt, om jeg ikke tilføiede, at jeg ogsaa har bivaanet Messefald, hvor Kirkebetienten baade med Anstand og Værdighed forrettede den ham uvante Tjeneste, og hvor Menigheden ikke ugjerne saae ham træde frem, hvilket let kan blive Tilfældet, naar han har Dannelse nok til at vælge en god Prædiken og Gaver til at oplæse den med Frihed og Værdighed, samt naar hans Liv og Vandel har været saaledes, at ingen forstyrrende Erindringer og Sammenligninger gjøre sig gjældende hos Menigheden, ved at see ham i denne Function. At iøvrigt Præstens Dygtighed eller Udygtighed samt det gode eller mindre gode Forhold, hvori han staaer til Menigheden, har Indflydelse i denne Henseende, er en Selvfølge. Saavidr jeg erindrer omtaler Harms et Tilfælde, hvor Menigheden ved Kirkebetjentens Død sang eller sagte: "Die Zierde unserer Kirche ist gefallen." Den Mand, hvem denne Lovtale gjaldt, har sikkert blandt Andet ogsaa forstaaet at holde Messefald.

Messefaldet er paa Grund af Omstændighederne en ubekjendt Skik for Kjøbenhavns og de større Kjøbstæders Beboere, og man maa jo staae i den Formening, at det aldrig benyttes udenfor Landsbymenighederne, i hvilke der kun er een Præst. Imidlertid vilde man slutte urigtigt, naar man antog dette som Regel. Der gives en Mellemklasse af Menigheder, nemlig de mindre Kjøbstæder, og i disse tyer man ikke sjelden til dette Hjælpemiddel, endskjøndt Byen har to Præster, fordi Staten har sat den ordinerede Catechet i et heelt forunderligt og bagvendt Forhold til Kirken, Sognepræsten og Menigheden. Da man i sin Tid nedlagde de residerende Capellanier, indsaae man, hvor nødvendigt det var, at der i en Kjøbstad burde være to Præster. Man ansatte derfor ordinerede Catecheter. Men disses egentlige Embedsgjerning skulde være Stoleunderviisningen, og for at denne ikke skulde lide ved Lærerens Virksomhed som Præst, fritog man Catecheten for enhver Forpligtelse i denne Retning. Desuagtet forpligtede man Menigheden til at give ham Løn for en saadan Virksomhed, nemlig Høitidsoffer; thi hvad er Offeret andet end Løn for det Arbeide, den offentlige Gudstieneste medfører? Enhver anden Embedsgjerning betales jo særskilt, og den Lærer, som ikke har noget at bestille i Kirken, nyder jo intet Høitidsoffer. Catecheten blev altsaa Præst uden Forpligtelse til at virke som Præst, men dog med Løn som Præst. Drives han nu ikke af et indre Kald til ogsaa at arbeide som Præst, eller er Forholdet imellem ham og Sognepræsten nedbrudt, da veed man neppe af, at der foruden Sognepræsten ogsaa er en anden ordineret Mand i Byen, og bliver kun mindet derom paa Offerdagene. I slige Menigheder er det altsaa en Selvfølge, at Messefaldet ikke hører til Sjeldenhederne, skiøndt det her er vanskeligst for Kirkebetjenten at røgte dette Hverv, fordi Fordrigerne ere større, og fordi her altid ffnres Enkelte, som kunne begrunde deres Dom om det Heldige eller mindre Heldige i hans Fremtræden.

Er da MessefaIdet hævdet ved den kirkelige Lovgivning? - Jeg veed det ikke og skal derfor hverken svare ja eller nei. Man siger, at det skal være paabudt i Jylland i de Pastorater, hvor een og samme Præst har 3 Kirker at besørge, saa at der stifteviis skal holdes Messefald i een af dem. Ligesaa naturlig og nødvendig som jeg anseer denne Bestemmelse for at være, ligesaa villigt erkjender jeg, at Messefaldet nu og da kan blive uundgaaeligt i ethvert Sogn, hvori der kun er een Præst. Hvor man derimod har to Præster, burde det vistnok aldrig bruges, med mindre det sjældne Uheld skulde indtræffe, at begge have uafvendelige Forhindringer, thi man bør sikkert holde paa, at Messefaldet kan betragtes som et Middel i den yderste Nød. Men er nu Messefaldet hist og her uundgaaeligt, saa maa der ogsaa i denne Uundgaaelighed ligge en Opfordring til at bortrydde enhver Hindring, som gjør det vanskeligt for Kirkebetjenten at stille sig godt ved denne Forretning. En saadan Hindring er fremfor alt det Sted, paa hvilket man har anviist ham Plads, nemlig Chorsdøren. Allerede det Særegne ved denne Plads vækker Adspredelse hos Menigheden. Man seer strax at der skal foregaae noget Aparte, og Ingen vil vel nægte, at det ogsaa maa virke ubehageligt paa den til en saadan Fremtræden uvante Mand at fremstille sig, synlig fra Top til Taa, i den ene Ende af Kirken, hvor han, saafremt Kirken hører til de større, vanskeligen kan høres. Hvor naturligt og hensigtsmæssigt vilde det ikke være, at han oplæste sin Tale fra det Sted, som er anviist Taleren og indrettet efter denne Bestemmelse? Prædikestolen er vistnok ikke et helligere Sted end Chorsdøren. Skal der strides om disse to Steders Rang, saa turde Overvægten snarest falde paa Chorsdøren, hvorfra flere hellige Handlinger forrettes, ja hvor endog Biskoppen tager Plads, naar han taler til Menigheden. Den barokke Fordom, at Prædikestolen kun bør betrædes af den, der idetmindste har begyndt at høre theologiske Forelæsninger, burde dog neppe gjøres gjældende længere; man har undertiden haardt nok bødet, fordi den er gjældende, naar et og andet ungt Blod fra Prædikestolen har gjort os bekjendt med sine umodne Anskuelser af Christendommen og Livet. Mon ikke de Ord, som en og anden høitbegavet Præst har givet en større Udbredelse ved Pressen, og som Menighederne have modtaget med Taknemlighed, ere langt værdigere til at gjentages fra Prædikestolen, om det endog skeer igjennem en Lægmands Mund, naar det blot skeer med Anstand og Værdighed? Den Fordomsfri vil sikkert svare "jo" til dette Spørgsmaal og desuden indrømme, at naar Kirkebetjenten findes værdig til at opbygge Menigheden ved sin Oplæsning, da kan man ogsaa uden Fare for Prædikestolens Anseelse lade ham læse fra dette Sted, der forskaffer ham de Bekvemmeligheder og Hjælpemidler, som hverken Præsten eller han kunne undvære, uden at føle sig uhyggeligen situerede. Man tænke sig blot Præsten, der ikke kan uudvære sit Papiir, stillet blank og bar i Chorsdøren. Mon han der vilde finde sig vel tilmode? 

Dernæst er det en Nødvendighed at give saadanne Forskrivter, som borge for, at Messefaldet vil blive Udført paa en passende Maade. Præsten og Kirkebetjenten bør saaledes enes om en vis bestemt Samling af Prædikener, som altid er tilstede hos sidstnævnte, for at benyttes i paakommende Tilfælde. Aanden i disse Prædikener bør naturligviis stemme nogenlunde overeens med Præstens religieuse Anskuelser, saa at Oplæsningen ikke skal nedbryde, hvad Prædiken har opbygget, ligesom ogsaa Kirkebetjenten bør holde sig til een og samme Forfatter, for at han ikke under de forskiellige Oplæsninger skal komme til at tale med to Tunger i een Mund. Korthed, samt et let og flydende Sprog, burde der efter min Mening tages meget Hensyn til.

Fremdeles er det en Selvfølge, at den Kirkebetjent, som mangler de fornødne Gaver til at kunne præstere en fuldkommen god Oplæsning, saavelsom den, der i sit Ydre eller i sit Forhold har noget Væsentligt imod sig, og endelig den, der ikke har Tænksomhed nok til at bortskjære, hvad der kun passer i Sjælesørgerens Mund, og til at indsee, at der her overdrages ham et Hverv, som har Krav paa hans udeelte Opmærksomhed og paa al den Forberedelse, som Tiden Tillader, bør det aldrig tillades at holde Messefald. Endnu mindre bør det tillades den, som har Hang til "at skabe sig" eller som begjærligen griber Lejligheden i det Haab derved at kunne vise, hvorledes Skjæbnen har fourettet ham, ved at sætte ham paa et for lavt Stade. Langt hellere aflyse eller afsige man Gudstjenesten, end at lade den besørges ved nogen af disse. Analuserer man de Forhold, hvori Kirkebetjenten kommer ved den omhandlede Forretning, saa vil man finde, at neppe nogen Handling fordrer sørre sand Ydmyghed i Forening med Iver for at gjøre sig Pligt og vogte sig for Udskeielser. Saare rigtigt vilde det derfor ogsaa være, at Ingen fik Ret til at holde Messefald uden den, som havde aflagt Prøve for høiere Vedkommende, og desangaaende erholdtd et hæderligt Vidnesbyrd. Et saadant Vidnesbyrg, udstedt af en paalidelig Autoritet, vilde maaske sige mere end Testimoniet fra et Seminarium, eller ialtfald lægge en betydelig Vægt til dette; thi det feiler nepppe, at den, der læser fuldkommen rigtigt op, han tænker ogsaa sundet og rigtigt, og at han formaaer dette, bevidnes ikke i Testimoniet. Den vordende Kirkebetjent vilde altsaa tragte efter at erholde et saadant Vidnesbyrd, og naar han havde erholdt det, var han langt forud for dem, som ikke kunde naae det; men disses Tal bilde ikke blive lille, saafremt Prøven blev, som den burde være.

Idet jeg nu henstiller disse Yttringer til høie Vedkommendes modnere Overveielse, kanjeg meget godt forestille mig, at Een og Anden vil trække paa Smilebaandet og tænke, om ikke sige: "Mange Ord om Ingenting," for ikke at bruge den bekjendte franske Floskel. Men for det første skal den, der mener det vel med vor Kirke, ikke - og mindst i nærværende Tid - bruge Ordet "Ingenting" naar Talen er om at hævde Kirkens Værdighed, ved at bortfjerne Alt, hvad der strider mod denne; og for det andet bør han kunne maale sig med mig i Erfaring og Kjendskab til de omhandlede Forhold, førend han gjentager hiint Ord. Lad ham derfor reise hist og her omkring i Menighederne og jevnligen bivaane den Handling, jeg har omtalt; lad ham stifte lidt nøiere Bekjendtskab med de Mænd, som administrere denne Handling, og lad ham fremfor alt medbringe et aabent Øie for det, der stemmer overeens med eller strider imod Kirkens Værdighed, saa vil jeg møde ham ved Hjemkomsten og med Rolighed underkaste ovenstaaende Linier hans yderligere Kjendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1851, 2. udgave)

Professor Jesper Brochmand (1585-1652), Københavns Universitet 1610-1638, var biskop over Sjælland 1638-1652. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift som i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien.

Eksempel på en gudstjeneste på Bornholm der er ramt af messefald, Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 4. juli 1851.

Slesvig Juli 1851. (Efterskrift til Politivennen).

I Mellemslesvig ikrafttrådte februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne. En provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.

Indførelse af dansk som undervisningssprog:

- Fra Slesvigs vestkyst. Lige siden begyndelsen af den såkaldte "Erhebung" har man ikke her i egnen, og navnlig i byen Tønder, følt sig så hårdt berørt af nogen begivenhed som af ediktet angående den indtrådte forandring i undervisningssproget. Roligt og uden knurren er det unge mandskab blevet udskrevet til tjeneste i den danske hær - man indser den indre intetsigenhed af "Rejsningen" - men sprogediktet har berørt livets inderste strenge. Deraf kommer også den nedtrykte stemning, som overalt er den herskende her. Da det blev til alvor med indførelsen af det danske undervisningssprog, opbød man navnlig i Tønder alt, for dog at kunne lade det hidtil værende tyske undervisningssprog bestå ved siden af det danske; man tilbød at ville oprette en egen dansk skole, hvor enhver som foretrak det danske undervisningssprog, på byens bekostning kunne lade sine børn blive undervist. Det var forgæves. Desto værre står Tønder med rette i ry for renitenz og "Wühleri"; imidlertid er det dog vist, at totaliteten af befolkningen allerede for længe siden er kommen til erkendelse af den sande betydning af den, Gud ske lov, nu bag os liggende ulykkelige periode, og til roligt overlæg og eftertanke, og man kan derfor kun beklage, at man ikke har indrømmet denne by det, som man dog har indrømmet Flensborg. De deputerede borgeres kollegium i Tønder foretog sig i sprogsagen det sidste skridt; det afsendte to i højeste grad legitimt sindede mænd, mænd, hvis politiske forhold har været aldeles pletfrit i trængslens hårdeste tider, og af hvilke den ene er i besiddelse af alle mulige kvalifikationer til at fremstille sagen med rolighed og grundighed, til den høje regering, for at udtale de ønsker, som næredes af den store flerhed i byen. Umiddelbart efter at de var vendt tilbage anordnedes den øjeblikkelige indførelse af det danske undervisningssprog i elementarskolen, og en elementarlærer fik sin afsked, fordi han ikke kan dansk, uden at der blev fastsat det allermindste angående hans fremtidige subsistens. 

Man behøver intet øjeblik at være i tvivl om at vi kan besvare det spørgsmål, "hvorhen hører Slesvig" med at det hører til Danmark, og dog kan man med hensyn til rigtigheden og det kloge i den forholdsregel være af en afgjort modsat anskuelse, således som da også personer der er fuldkomment legitimtsindede, udtale sig i denne retning og højligt beklager at denne forholdsregel har måttet afgive et støttepunkt til, hinsides Ejderen, at mistænkeliggøre den hele bestyrelse af Slesvig. Og af hvilken grund skulle ikke også meget godt forskellige nationaliteter og sprog kunne have plads ved siden af hinanden? Danner staterne sig efter nationaliteter og sprog? Imidlertid kan det ikke nægtes at det på grund af denne forskellighed bliver noget vanskeligere at regere. Men også sådanne vanskeligheder lade sig hæve når der kun findes kraftige, årvågne og samvittighedsfulde embedsmænd, som på en tilbørlig måde forhindre og straffe alle udskejelser. Man hører meget ofte sige at regeringen er af den anskuelse at udbredelsen af det danske sprog er det eneste middel, der altid mere og mere kan knytte Slesvig til Danmark og afværge gentagelsen af de sørgelige begivenheder, som bragte menneskeblod, broderblod, til at flyve. Men afset fra at der fra det etiske standpunkt lader sig indvende meget herimod, er det også mere end tvivlsomt om denne forholdsregel virkelig ville have den tilsigtede virkning. Vi nødes desto værre til at vedkende os den anskuelse, at ingen forholdsregel i højere grad er skikket til at opflamme hadet, forbittrelsen og fjendskabet end netop denne. Desuden er jeg ganske afgjort af den formening at man i denne retning tillægger skolen en betydning som den slet ikke har. Det er nemlig vist at folke- og omgangssproget - og at gøre dette til dansk er jo formålet for denne forholdsregel - aldeles ikke er afhængigt af skolesproget; for var dette tilfældet, så måtte jo naturligvis allerede for længe siden i vore frisiske distrikter hvor Kirke- og skolesproget i århundreder har været tysk, det frisiske hverdagssprog være aldeles udryddet. Er dette tilfældet? På ingen måde. 

Et sprogs udbredelse eller tilintetgørelse som folkesprog er noget som aldeles ikke er afhængigt af menneskelige edikter; det er derfor også en fejlagtig mening, når man tror at Angeln nu for størsteparten taler tysk fordi skolesproget der er tysk. Anordner man at der skal prædikes lige så meget dansk som tysk der hvor sproget er stærkt blandet, nu vel, intet fornuftigt menneske vil kunne have noget derimod; men med hensyn til skolesproget der overalt, såvel i de tyske som i de danske distrikter er forskelligt fra hverdagssproget, der bør man rette sig efter forældrenes ønske, og i det mindste lade det bero ved en fuldkommen ligestilling af begge sprog på den ovenfor omtalte måde. Og så bør man ikke overse, at en logisk vildfarelse er stærkt fremtrædende ved denne forholdsregel. Årsagen bestemmer virkningen, men denne ikke årsagen. Lad os anvende dette på det foreliggende tilfælde. Antaget, men ikke indrømmet, at det var muligt at kunne gøre det danske sprog til folkesproget lige til Ejderen; antaget, men ikke indrømmet, at man også derved ville knytte Slesvig endnu mere inderligt til riget Danmark, så spørger vi når dette skal ske, hvilket vi for øvrigt også ønsker, om da dette kun og aldeles ikke på nogen anden måde lader sig udføre end derved, at man imod befolkningen - og det oven i købet den bedre del af befolkningen - ønske og vilje griber ind i sproget? Vi er rigtignok af den mening. Hvorledes da? Ene og alene derved, at regeringen går fornuftigt frem, med alvor og kraft; at den indsætter samvittighedsfulde, loyale, årvågne og strengt retfærdige embedsmænd, og uden skånsel gør en ende på alle mulige "Wühlereien". Ak, havde vi kun haft sådanne embedsmænd før året 1848, så ville strømme af tårer og blod ikke være flydte og ovennævnte sag ville da slet ikke være kommet på bane, for hele revolutionen har i dens inderste grund og væsen været en embedsmandsrevolution. Illinc illæ lacrymæ. 

Kjøbenhavnsposten 16. juli 1851.

Dette udsnit af et kort fra 1851 med titlen: "Kaart over Danmark med Holsteen og Lauenborg", (ophav: Petersen, I. Chr. Möller, E. Chr.) viser en forskel til et kort fra 1820: Kongeriget går stadig til Kongeåen. Det område som i 1820 var markeret som "Slesvig", er nu markeret som "Sønderjylland eller Slesvig. I det nordlige Slesvig står der med en skrifttype "Sønderjylland", mens der på det sydlige Slesvig med en anden skrifttype står "Slesvig". (Det Kgl. Bibliotek, udgivet under Creative Commons Navngivelse-Ikke-Kommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.)

Sigtet for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtet for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit nyfødte Barn, eller i alt Fald for ved uforsvarlig Behandling af have bevirket dettes Død, afgav Arrestantinden Margrethe Elise Jensdatter under en af Criminal- og Politiretten den 17de dennes paakjendt Justitssag følgende Forklaring. Da hun - der i Mai Maaned f. A. mærkede, at hun var frugtsommelig, hvorom hun vil have underrettet den af hende opgivne Barnefader, der forøvrigt har benegtet saavel dette som at have havt legemlig Omgang med hende - den 22de Decbr. f. A. om Aftenen gik tilsengs, befandt hun sig fuldkommen vel, men om Morgenen Kl. omtr. 4 følte hun heftige Smerter. Hun antog strax, at de indtraadte Smerter vare Fødselssmerter og forsøgte at klæde sig paa for at kalde paa Bødkermester Sørensens Hustru - i hvis Tjeneste hun var og som laae i et Værelse ved Siden af Arrestantindens og flere Gange havde paalagt denne at kalde saasnart hun fik ondt, for at hun strax kunde blive kjørt ude paa Fødselsstiftelsen - men efter at hun havde faaet en Kjole paa og var kommen op paa Gulvet, tiltoge Smerterne saa stærkt, at hun saae sig nødsaget til igjen at lægge sig i Sengen, hvor hun kortester fornam, at Barnet kom frem, hvorved Smerterne tildeels standsede. Arrestantinden har fremdeles udsagt, at hun strax følte Bevægelse hos Barnet , men at den snart ophørte, og at Barnet begyndte at blive koldt, hvisaarsag hun tildækkede det saa godt hun kunde, og da Barnet desuagtet blev koldere, søgte hun for det Tilfælde, at det endnu skulde have Liv, at holde det saa varmt som muligt og løftede dets Hoved op over sine Been. Hun følte sig imidlertid meget svag og formaaede ikke at staae op for at tilkalde Hjælp, og da hun eiheller saae sig istand til at kalde saa høit, at hun kunde høres, forblev hun liggende indtil Sørensens Hustru kom ind til hende omtrent Kl. 6. Der hentedes da en Gjordemoder, hvis Forklaring gaaer ud paa, at hun ved sin Ankomst omtrent Kl. 7 fandt Arrestantinden liggende paaklædt paa Sengen, og at Barnet, som endnu ikke var skilt fra Moderen, var dødt og aldeles koldt. Ved Obductionsforretningen er det fundet, at Barnet har været fuldbaaret og at det har begyndt et selvstændigt Liv, men at Aandedrættet kun er kommet høist ufuldstændigt i Gang og maa have været overmaade kort. Angaaende Aarsagen til at Aandedrættet ikke er kommet fuldstændigen i Gang og saa snart er ophørt, have Obducenterne bemærket, at der i Liget ikke forefandtes Tegn til nogen tilstedeværende Sygdom, som det kunde tilskrives, og at Mangel paa Svulst af Barnets Hoved og de ubetydelige Sugillationer under Hovedhuden røber en saa let Fødsel, at man ikke i denne kan søge Aarsagen til Barnets Død, men at der fandtes nogle Symptomet, som pleie at ledsage Suffocation. Idet Obducenterne derhos paa den ene Side have bemærket, at der ikke fandtes nogetsomhelst Spor af anvendt Vold og paa den anden, at Qvælning, som Erfaring viser, kan finde Sted ved udvortes Vold uden at efterlade sig Spor paa Liget, have de erklæret, at de ikke tør yttre nogen afgjørende Formening om Aarsagen til Barnets Død i nærværende Tilfælde, og det kongl. Sundhedscollegium har erklæret sig enigt med Obducenterne i de af dem uddragne Conclusioner. Forsaavidt nu først betræffer den Deel af Actionen, som gik ud paa, at Arrestantinden har født i Dølgsmaal og ombragt sit nyfødte Barn, da var der ikke mod hendes Benegtelse tilveiebragt Beviis mod hende, i hvilken Henseende hvad specielt den hende paasigtede Barnefødsel i Dølgsmaal bemærkes, deels at Sørensens Hustru har afgivet en Forklaring, hvorefter det forholder sig rigtigt, at Arrestantinden ikke for hende har lagt Skjul paa at hun var frugtsommelig, i hvilken Anledning Førstnævnte gav hende det ovenfor omtalte Paalæg, deels at der ikke var tilstrækkelig Føie til at forkaste hendes Anbringende om at hun ved de tiltagende Smerter hindredes i at søge Hjælp, og med Hensyn til Sigtelsen for at have ombragt sit Barn, releveres, at der ifølge Obducenternes, af det kongl. Sundhedscollegium tiltraadte Erklæring, ikke haves nogen Vished om Aarsagen til Barnets Død. Eiheller skjønnedes det, naar hensees til den af Arrestantinden afgivne Forklaring om den Tilstand, hvori hun befandt sig efter at Fødselen var foregaaet, at kunne ansees ophøiet over al Tvivl, at hun har gjort sig skyldigt i noget saadant tilregneligt Forhold, der kunde paadrage hende Strafansvar fra det Synspunct der laa til Grund for den Deel af Actionen, hvorunder hun sigtedes for ved uforsvarlig Behandling at have bevirket Barnets Død. Som Følge af det Ovenanførte blev Arrestantinden, der er 24 Aar gammel, frifunden, dog paa Grund af de Omstændigheder, der med Hensyn til det sidst omhandlede Punct talede imod hende, ikkun for Actors videre Tiltale, hvorhos hun tilpligtedes at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger, og deriblandt Salair til Actor, Prokurator Waag, 5 Rbd. og til Defensor, nu afdøde Prokurator, Justitsraad Weidemanns Bo, et Iige Beløb.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1851, 2. udgave)

Slesvig Juni 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Under overskriften "Slesvigske tilstande" indeholder "Kjøbenhavnsposten" en meddelelse fra Flensborg hvori det hedder: "Hadet mellem tysk og dansk som næppe noget sted udbrød vildere end i Flensborg, har såmænd ingenlunde tabt synderlig i styrke endnu. Hele forandringen i dekorationen består i at de tyske har måttet stikke piben ind og at de danske så gerne de ville sige: "nu er turen kommet til os" ikke finder det medhold hos regeringen og embedsmændene som måtte være dem nødvendigt. De tør ikke prøve på det. Med bevidstheden om at regeringen nok ville holde dem i ave, ville de tillige blive udleet af tyskerne. Det var jo meget værre. Er det ikke sørgeligt at en befolkning er blevet så politisk demoraliseret, for hvad jeg anfører her om Flensborg , gælder hele hertugdømmet. 

Vi indvandrede danske kommer godt ud af det med begge partier, dog bedst med det tyske. Det danske er misfornøjet med vores mådehold, de kan slet ikke forstå at i os som ikke personligt er blevet insulterede af vores politiske modstandere, rører lidenskaberne sig ikke på den måde de ønsker. Derfor anser de os for lunkne. Privatmanden går endda fri for deres kritik, men embedsmanden, han må holde for og desto værre ham tør de ikke røre ved. Hos den tysksindede møder man altid forekommenhed, enten en fornærmet forekommenhed som er så velopdragen, for ikke rent ud at sige: Lad mig nu være fri for dig så snart som muligt; eller også en virkelig forekommenhed enten forbundet ed udtryk af resignation eller skamfuldhed. Ak, der er så mange der gerne ville vende om og blive danske når det bare ikke var så "flaut". Taler man med en sådan tysksindet flensborgsk hr. Sørensen om politik c: dansk og tysk, da er han meget rimelig, og spørger man ham: er vi danske ikke nogle meget skikkelige mennesker, så svarer han: Jo det ved Gud, men den danske flensborger - - - Ja denne tankestreg kunne forlænges til det uendelige dersom jeg dermed kunne udtrykke de frygtelige tanker som i dette øjeblik bemægtiger sig ham forbundet med sammenpressede læber og rullende øjne og knyttede næver.

Ribe Stifts-Tidende, 13. juni 1851. 

"Const. Zeit" har efterretninger fra New York der skildrer de der ankomne slesvig-holstenske officerers udsigt som højst sørgelige. De fleste af dem er sendt vestpå til Wisconsin for at arbejde hos de derværende jordbrugere. Men da de næsten ganske er blottet for penge, er deres fremtid just ikke synderlig lys. En del er endnu ikke blevet anbragt noget sted. Og det tyske selskab i New York har derfor frabedt sig at blive tilsendt flere ladninger slesvig-holstenere.

Ribe Stifts-Tidende, 17. juni 1851.

Den sidste bemærkning var nok præget af "dansk" ønsketænkning. Olshausen og andre tyskere som valgte at emigrere til USA, blev en del af en vigtigt og indflydelsesrig politisk gruppe, populært kaldet the "forty eithers" (48'erne). De var imod slaveri og andre former for undertrykkelse. Olshausen m.fl. afsejlede den 17. juli 1851 til England, senere videre til New York, USA hvortil han ankom 4. september 1851. Olshausen overtog avisen "Der Demokrat" i Davenport, Iowa. Claussen blev advokat. Olshausens bror ankom senere efter at være blevet fyret fra Kiel Universitet og frataget sin titel af ridder af dannebrog. 

I februar 1853 blev Glückstadt Liedertafel anklaget for at have afsunget en patriotisk sang og et leve for Olshausen og Claussen. Anledningen var at 2. jægerkorps ankom til byen, og blev modtaget aldeles passivt, uden velkomst eller mishagsytringer. De blev bespist i et lokale prydet med portrætter af kendte slesvig-holstenere. 

Maj 1865 vendte Olshausen tilbage til Tyskland og broderen Justus Olshausen. Justus Olshausen blev senere geheimeråd og ansat ved kulturministeriet i Berlin.

I midten af juni 1851 blev det klart at også Holsten ville komme under dansk overherredømme, fx at hæren ville blive en del af den danske hær. Og altså ikke længere være en del af det tyske forbund.

Constantin Hansens satire over Helstaten (1852): Danmark slæber i tøjret hestevognen med det storrygende Holsten på kuskesædet, Slesvig på bagsmækken, og Lauenborg på slæb. (Det kongelige Bibliotek).