Kjøbenhavns Vandforsyning. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Vandforsyning. Borgerrepræsentanternes Møde, Mandag Aften, har Magistraten sendt Forsamlingen Vandcommisnonens Skrivelse angaaende de Resultater, der ere vundne ved de foretagne Forsøg med Nedlægning af Drains og artesiske Boringer i Nærheden af Ledøie og Harrestrup. De 2,100 Rør Drains, der vare nedlagte i et Areal af 1½ Tønde Land af leret Beskaffenhed havde givet en Vandmængde, der havde varieret mellem 42 og 350 Tønder taglig. Og de 1800 Fod Drains, der vare nedlagte i et Areal af 1 1/3 Tde. Land af sandet Beskaffenhed, havde givet en Vandmængde, der havde vexlet mellem 2 Tdr. og 70 Tdr. daglig. I Følge anstillede Iagttagelser forholdt den afgivne Vandmængde sig til den paa samme Areal faldne Vandmængde paa første Sted som 93 til lue, paa sidste som 32 til 100.

Vandcommissionen ansaae del for meget tvivlsomt, om Rørene i Sommermaanederne vilde afgive Vand. Det egentlige Resultat af Forsøgene kunde derfor først efter flere Aars Forløb udbringes. Saameget synes imidlertid vist, at Hovedstadens Vandforsyning paa denne Maade vilde blive meget kostbar. - Med artesiske Boringer var der foretaget Forsøg paa 4 forskjellige Steder. Første gav 9500 Tdr. Vand i Døgnet, Andet 1000 Tdr. i Døgnet, Tredie 20,000 Tdr. i Døgnet og Fjerde 10,000 Tdr., i Alt 40,500 Tdr. Vand i Døgnet, der flyde til Damhuussøen og derfra til Kjøbenhavn. Ved Udbedring af Borehullerne formeente Commissionen, at denne Vandmængde kunde bringes op til 50,000 Tdr. Den ønskede for Tiden at lade sig nøie med rette Qvantum for ikke at udsætte Hovedstadens Indvaanere for en pludselig Forandring i Vandets Beskaffenhed. Dette Kildevand indeholder nemlig flere mineralske Bestanddele end Peblingesøens Vand. - Commissionen havre drevet sit Arbeide med Kraft, da Resultatet maatte have Indflydelse paa Planen til Vandforsyning. Et Tilskud af 50,000 Tdr. til det beregnede Vandforbrug af 100,000 Tdr. vilde gjøre det muligt at formindske Reservoirernes Indhold til det Halve, ligesom ogsaa Anlægscapitalen for det nye Vandværk derved vil blive mindre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. marts 1852, 2. udgave)

Et Forslag i Sagen om Godtgjørelse til de forhenværende vestindiske Slaveeiere. (Efterskrift til Politivennen)

Efter ophævelsen af slaveriet i dansk Vestindien, var det en udbredt opfattelse blandt de danske plantageejere at den danske stat havde gjort sig skyldig i at påføre dem et stort tab, og de krævede erstatning. I 4 artikler i Berlingske 3., 4., 6. og 9. marts 1852 under overskriften "Coloniale Anliggender" afsløres hvordan diskussionen udelukkende inddrog plantageejerne, mens de forhenværende slavegjorte betragtes som "ejendom" og et problem, fx i form af løsgængeri og vandring fra land til by.

I den første artikel udtrykkes at "... det materielle tab som den her allerede længe påtænkte og tildels påbegyndte humanitetsakt, slaveriets ophør, ved en pludselig katastrofe i 1848 medførte, og hvis følger uden en sådan hjælp, turde vise sig at være ødelæggende for koloniernes materielle velvære og kultur" (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. marts 1842, 2.udg.)

Rigsdagsmændene Wilkens og Jespersens forslag om en adskillelse mellem øerne og Danmark blev nedstemt med 53 stemmer mod 27, og kom ikke til første behandling. Kjøbenhavnsposten kommenterede disse artikler på følgende måde. 

I en række af artikler om koloniale anliggender har en forfatter, der "i forening med omfattende lokalkundskab" synes at nære "varm interesse for kolonierne", for nylig i den Berlingske Tidende med særdeles liv og fynd talt visses sag i anledning af det for tiden mellem finansministeriet og Rigsdagen forhandlende spørgsmål om, hvorvidt der efter ret og rimelighed bør tilstås de forrige ejere af de i Vestindien emanciperede ufrie en passende skadegæld.

Da det kendeligt har ligget i forfatterens plan at optræde mere som de skadelidtes advokat , end som alsidig bedømmer, navnlig i det brede af spørgsmålet, er det for så vidt i sin orden, at han på det omhyggeligste opsøger og fremstiller pro'erne, mens han synes at anse kontra'erne som sig mindre vedkommende eller dog tager noget mere varsomt på dem. At tage sig af disse sidste skal indsenderen af nærværende have overladt til dem der måtte unde de skadelidte mindre godt end han og som anser modgrundene deres understøttende advokatur værdige: kun et punkt er der, som indsenderen, i øvrigt stillende sig på et forfatterens nærberørende "villigheds"-standpunkt, finder at egne sig til en noget nærmere omtale.

Forfatteren af artiklerne forlanger, og det ikke uden føje, at moderlandet, hvorledes man end måtte anskue sagen i sig selv, ikke bør lade sig de derom i kolonien herskende forventninger og stemninger være ligegyldige, og han erklærer disse forventninger for så stærke og af den beskaffenhed, at endog spørgsmålet om koloniens fremtidige forbindelse med moderlandet i en ikke ringe grad antages at ville afficeres af deres eventuelle imødekommelse eller skuffelse.

Selvom nu indsenderen ikke kan tilegne sig den overbevisning, at koloniens tilværelse som dansk koloni - med mindre man dermed vil identificere en ringere korporation af plantere og pengemænd - skulle så at sige stå og falde med nærværende pengeanliggendes skæbne, så kan han dog efter sine derom gjorte erfaringer ikke andet end bekræfte at kolonisternes forventninger i ommeldte henseende er særdeles både levende og spændte 1), men med den pagt, som forfatteren herpå vil have lagt, forekommer det indsenderen at der kunne have været anledning til at ofre de tre forskelligartede hovedgrupper, hvorom de faktisk samler sig, nogen mere særlig omtale: i dette stykke at "supplere" forfatteren er det nærmeste øjemed med disse linjer.

At ejerne af de forrige byslaver havde et - mere end blot rimeligt - krav på såvel hurtigere som klækkeligere bod for sine tab end de forrige landslaveejere, er noget som selv den i  forholdenes enkeltheder mindre indviede synes at måtte kunne gå ind på. For mens landejendomsbesidderen dog beholdt hvad der for ham var det hovedsagelige: negerens arbejde og sammes frugt, kun imod at vederlægqe det under en anden form, så har byslaveejeren med et slag mistet sin hele kapital med rente og rentes rente. Om denne kapital nu end, eftersom alt kød er hø var af de mere forgængelige, så var dens aflastning dog i reglen at anse som en efter omstændighederne ret vel sikret livrente, der i alt fald i en oftest mere end almindelig høj rentefod gav erstatning for hvad den kunne mangle i grundfasthed.  - Man behøver blot at tænke sig en mand, der den 1. juli 1848 2), et par dage før negeropstanden, har købt sig en plantage med tilhørende "negerbesætning" på en hundrede arbejdere og derfor givet 20,000 pjastre, og en mand, der samme dag ved offentlig auktion købte sig 10 bynegere i deres rørige ungdom og betalte dem kontant med 2000 pjastre, med derved gørende regning på at han ved at leje dem ud som husnegere, håndværkere eller lastdragere, eller også lade dem arbejde på egen hånd mod at svare ham, herren, en vis ugentlig afgift, ville have en 40-50 pjastre månedlig at leve af, for sig og sine; - og man kan forestille sig hvorledes disse to købslagere var stillet og måtte være til mode mindre end 2 gange 24 timer efter, da de forrige ufrie mandag eftermiddag den 3. juli erklæredes fri at være over det hele danske Vestindien.. - Vel sandt: den landlige transigerende tabte i samme moment det umiddelbart disponible pengeværd, der stak i hans slaver: at rejse kontanter på dem var en trafik, som der nu var står en streg over, men dels var denne ret i sig selv - isoleret taget - af mindre praktisk værd fordi arbejdsbesætningen af negere lig den af de til plantagens drift fornødne stykker kreaturer, ikke så lige udgjorde nogen selvstændig realisabel ejendomsgenstand, men ordentligvis måtte følge plantagen - dels beholde den forrige landslaveejer i alt fald dette forud at det straks efter emancipationen blev ved lov pålagt marknegrene ar forblive ved deres respektive plantager og der tage arbejde og det til visse bestemte, til gunst for jorddrotterne fastsatte arbejdspriser hvis forholdsvis lave maximum, end ikke under straf turde overskrides; og dette forhold består i alt væsentligt uforandret til den dag i dag, kun at negrene, ikke længer vornede, har deres årlige skiftetider. Viser de sig forsømmelige i deres gerninger, har planteren et virksomt politi i baghånden, der nok vil vide - som det også har vist at Iære negrene "at gøre gavn", allerhelst da de fleste af politimestrene tillige selv er plantere eller plantageinteressenter.

Mens således, den indtrådte emancipation uagtet, forholdet mellem landbruger og neger har holdt og udviklet sig i en i det hele særdeles "konservativ" retning, hvorved den hidtil værende slaveejers tab på muligste måde er blevet lettet, så kunne omgørelsen af den bymæssige ufrihedstilstand ikke let være mere "radikal" end den blev. Alle båndene mellem herre og slave sønderreves her i et nu; de emanciperede by- eller husslaver kunne gå hvorhen de ville; hverken lov eller nødvendighed tvang dem til at søge arbejde - eller "gøre gavn", - på den måde, som deres fætter på landet. Før emancipationen var det i byerne slaverne der i gerningen underholdt deres herrer; at herrerne nu omvendt skulle "underholde" sine forrige ufrie, mod at profitere af deres "fri arbejde", var noget der forbød sig af sig selv, eftersom de hverken havde brug for dem og end mindre vidste hvorfra de skulle føde sig selv, endsige en trop af overflødige husfolk hvoraf størstedelen aldrig havde været indkøbt for andet end i det ovenfor nævnte øjemed. Det ved frigivelsen fremkaldte forhold på land og i by er altså simpelthen dette, så grundforskellige, at mens på landet slaveherren er gået over til en almindelig, men tillige privilegeret husbond, og slaven til et arbejdstyende (en slags husmand der går på pligtarbejde) og som begge for hinanden er lige uundværlige, så er i byerne herren, som sådan, gået over til et intet eller dog så omtrent, og hans forrige ufri enten til ugetjener eller daglejer for egen regning, hvor han selv lyster, eller også han, begunstiget af de klimamæssige og sociale forhold, har sluttet sig til den talrige flok af "herreløse" timearbejdere eller værftssjovere, vagabonder, lazaroner (ikke-jespersenske)" dagdrivere og andet sådant sorgløst folk, hvilket Vestindien så lidt som noget andet sydland med samt dets yppighed, dets indbydeIse til at gøre sig det mageligt ganske vil kunne vente at blive kvit blandt de lavere folk, klasser og allermindst iblandt deres mandskøn 3). - Mens de emanciperede byslaver således ret vel har vidst og fremdeles vil vide at bjerge sig, har deres herrer været udsat for des større nød, - en nød, der ofte har været så stor at det kun kan forklares af det stærke sammenhold navnlig mellem de ældre kreolfamilier, såvel hvide som farvede, hver i sin sfære, og af den ualmindelige indbyrdes hjælpsomhed der er dem ejendommelig, at ikke mange, eller ikke flere, af disse før ret tålelige situerede personer og familier, er aldeles gået til grunde og bragt til tiggerstaven. Man vil have tilrede og sige, at det offentlige dog ikke efter fattig lejlighed har ladet dem aldeles uden bistand: - Ja sandt er det, at fattig- og kirkekassens regnskaber nu udviser længere "pensionslister" og fortegnelser over "forsørgelsesberettigede" end tidligere - at man har afspist "de mest trængende" iblandt dem med nogle få pjastre om måneden. Men ikke mindre sandt er det at de mere ansete eller mere fintfølende iblandt dem helst har holdt sig tilbage og foretrukket at bære deres skæbne med tavshed for at trygle om en fattigunderstøttelse. Under alle omstændigheder har deres kollegaer på landet heller ikke heri været forsømte; for den understøttelse, der under forskellige mildere eller mindre fremtrædende former har været forundt disse af lokalregeringen, har stundom været dem af nok så stor nytte som hine sparsomme håndsrækninger.

Det har (på Rigsdagen) været anført imod tilståelsen af kompensation, at koloniens indvånere i almindelighed ikke i den forstand kunne anerkendes for "danske borgere" og undersåtter, som indvånerne i de fleste andre kolonier i kraft af det stærkere "nationale" bånd, der skal knytte disse til deres respektive moderlande; men foruden at skylden herfor, om den så kan kaldes, væsentlig ligger i det behandlingssystem, der fra det danske "moderlands" side, - til dels stedmoderlig nok - har i mange tider været fulgt med hensyn til de vestindiske bilandes hele bestyrelsesmåde, så vil i alt fald også på dette punkt den her omhandlede klasse af købstadsfolk, navnlig på St. Croix, have det forud, at de skønt vistnok kun sjælden danskfødte dog hovedsagelig består af landets indfødte (kreoler) eller dog af individer, der med langt fastere bånd er knyttet til kolonien, end de fleste af planterne kan siges at være det, idet disses langt overvejende del består af "fremmede" eller senere indvandrere, der betragter sig selv ikke mindre tilhørende deres stam- eller hjemlande end kolonien.

At det i kolonien har fundet almindelig anerkendelse, ikke blot blandt de deri nærmest interesserede, at ejerne af de forrige byslaver har lidt det langt føleligere tab, og at de af forfatteren til de Berlingske artikler påberåbte forventninger har været afpassede derefter, kan ikke være nogen ubekendt, der har færdedes i kolonien og været opmærksom på derværende stemninger og tilstande.

Følgende kun til et eksempel blandt så mange andre.

Under 24. februar f. å. udgik der et opråb i St. Croix Avis - det gengives her i oversættelse af engelsk - "til at træde sammen i et offentligt møde mandagen den 10. marts førstkommende på Kronhotellet i Christianstad for at tage under overvejelse sager af vigtighed, der var nøje forbundet med landets interesser. Alle, som havde samfundets velfærd på hjerte indbødes til at give møde". - IndkaldeIsen, der var underskrevet af en komite, bestående at 5 af øens første plantere med kongelig fuldmægtig, konst. byfoged Heilbuth i spidsen, udgav sig for at være resultatet af et "samme dag (i Frederikstad) afholdt møde af plantere og andre indvånere". - At det udenfor den snævrere kreds, hvorfra indbydelsen var udgået, ikke ret vidstes hvad der specielt havdes for øje, og den netop udgik på samme tid som man i kolonien var blevet bekendt med et nært forestående regeringsskifte, der ansås med meget ulige blik og omdømme, er det naturligt, at forventningerne var spændte og at man havde belavet sig derefter så meget mere som allehånde foruroligende rygter var i omløb. En såre talrig og blandet forsamling havde desårsag indfundet sig til dette stævne belavet på alt og navnlig også på vestindiske "partikamp"; men til almindelig tilfredshed faldt det ud overensstemmende med hvad samme dag derom berettedes i stedets avis (for 10. marts f. å) således som følger: 

Efter at forhandlingerne var blevet åbnede med udtalelsen af sin beklagelse at den da nylig på Rigsdagen vedtagne foranstaltning, at fremmed rom skulde admitteres til moderlandets marked til samme told som den koloniale, "henledte ordføreren opmærksomheden på den kendsgerning at skønt regeringen hjemme var bleven petitioneret om at tilstå godtgørelse for de i 1848 frigjorte slaver, havde denne sag ikke fundet vedbørlig påagtelse i moderlandet , som en følge af den langvarige slesvig-holstenske krig. Han bemærkede, at planteren havde lidt meget ved negeremancipationens foranstaltning: dog kunne han bedre stride sig igennem, bedre holde sig oppe end indvånerne i byerne, hvoraf så mange ved at miste deres slaver havde mistet deres alt. Han foreslog derfor, at alle klasser hånd i hånd skulle petitionere igen, og det med bedre håb om held, efter at freden var genoprettet. Sluttelig proponerede han, at et udvalg skulle nedsættes for at forberede de fornødne skridt til at fremme kompensationskravet, og da først og fremmest den del af samme, der ville tilfalde de forrige ejere af ikke-landnegerslaver ("non pradial slaves").

Komiteen blev udnævnt og gik alt derefter for sig som foreslået, idet et hermed stemmende andragende er blevet indsendt til ministeriet.

Hvorvidt nu dette forslag til gunst for by-herrerne, efter hvad nogle har villet vide, ikke var præmediteret, men først under selve mødet improviseredes, fordi en og anden kan have været alarmeret ved tanken om de mulige konsekvenser af mindre populære forslags fremførelse, kan dog efter alt ikke berøve hin demonstration noget af den samme tilkommende betydning.- Faktum er ligefuldt, at koloniens forventning er og må være potenseret inden oftnævnte enemærker, om disse også i udstrækning og politisk vigtighed må stå tilbage for nabo-området.

Hvad der i denne henseende har været indstillet af "den kongelige plantageinspektør", på hvis frem- og indstilling forfatteren af de Berlingske artikler vil have lagt fortrinlig vægt, eftersom denne mand findes at være lige "upartisk som sagkyndig", skal nærværende indsender lade være usagt; men at han, som selv dels ejer, dels forpagter, dels administrator af en 14 - 16 størstedels betydelige plantager, og dertil panthaver i det forventede surrogat for tabt negerbesætninger, står paa samme side som hans standsfæller og medplantere, der vel anses som selvgivet.

Om den omstændighed, at tabene i anledning af negeroprøret er lidte i kraft af den almindelige emancipationsakt eller om de er påført visse enkelte under det samme ledsagende ødelæggelsesværk, der tillægges nogen indflydelse med hensyn til kravet, godtgørelseskravets berettigelse og omfang, - derom har det ikke ved denne lejlighed fundet nogen vedtagelse sted; vel fordi det findes at være det egentlige kompensationsspøgsmål mindre vedkommende, men falder det ud dertil at staten påtager sig at godtgøre førstnævnte slags tab, synes de partielle, ved end større forulempelser eller overtrædelser tilføjede tab at være fuldt så nær til afhjælpelse som noget af de andre.

København, først i marts 1852.

En ikke-kreol.

1) De har blandt andet stadig yttret sig på en særdeles iøjnefaldende måde ved indførsler i og ved auktionssalg af landejendomme, hvor spørgsmålet om indbegribelsen af "den eventuelle ret til godtgørelse" ofte har spillet en vigtig rolle og haft kendelig indflydelse på auktionsbudene

2) Går man blot et årstid tilbage, før reskriptet af 28. juli 1847 om de 12 års frist for slaveriets ophør, stiller forholdet sig end mere talende for bymanden. 

3) Når forfatteren til en halvofficiel artikel i "Fædrelandet" for 10. april f. å., skrevet til forsvar for den uheldige anordning om næringsforholdene på St. Croix af 17. aug. 1850 har, med hensyn til ustadigheden af de vedkommentes syssel og erhverv m. m., karakteriseret "massen af de (fri-) kulørte" (i byerne) som "jammerlige subjekter", under hvilken karakteristik han vel ikke mindre vil have massen af bynegerne indbefattet, så er autor, ved at falde en sådan dom, i grunden mere ubillig mod sig selv end mod dem, hvem den ikke træffer, eftersom disse menneskers "hang til lediggang" hverken er så udbredt eller fordærveligt, eller har de mørke og for samfundsordenen betænkelige sider, som den for det vestindiske liv fremmede måske vil tro. Men når samme forfatter går så vidt, at han med ord som her ikke skal opstilles, vil makulere den hele kvindelige del af ommeldte befolkning som ikke blot "jammerlige" men ligefrem uværdige subjekter der ikke skal kende til anstændigt erhverv, så er dette i den grad uefterretteligt, at det kan synes at kunne forklares af en lignende uopmærksomhed eller skinbekendtskab med sit emne som den han i samme åndedræt lader sig finde i ved at omtale forordning 18. april 1834 (om de farvedes borgerlige stilling) hvori han vil se et "misfoster", uagtet han åbenbart ikke har gjort sig bekendt med dens indhold; og det er så meget mere påfaldende, at han således har villet nedsætte den del af befolkningen som det, enhver blot nogenlunde lokalkyndig vitterligt netop er denne, der er den mest arbejdsomme og vindskibelige af dem der er henvist til at søge deres udkomme "fra hånden i munden.«

(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1852)

Coloniale Anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

Coloniale Anliggender. 

3.

Det Rigsdagen at Regjeringen forelagte Udkast til Lov om Vederlag til de forrige Besiddere af Ufrie er af særdeles Vigtighed for de vestindiske Colonier. Hvad enten det antages, at det i over et Aarhundrede anerkjendte Eiendomsforhold over de ufrie Negere, der i ophævedes af Statsmagten, begrunder et Retskrav, eller et Retfærdigheds- og Billighedskrav for de depositerede Eiere, tør vi paastaae, at en fremtidig heldig Bestyrelse og Udvikling af Coloniernes indre Forhold, væsentlig vil betinges af denne Lov. Det Formue-Tab, der er lidt, er altfor almindeligt følt i Colonierne, og den Stemning, der er udbredt, at Moderlandet, som har grundlagt, anerkjendt og udviklet Slaveforholdet, som en colonial Nødvendighed, er kommet i et Skyldforhold til Colonien ved Frigjørelsesacten, og at det ei uden Uredelighed kan unddrage sig for at bære sin Andeel af skadeserstatning, saaledes som andre Nationer under lignende Forhold have indvilliget, har saaledes gjennemtrængt den hele coloniale Bevidsthed, at det vil være umuligt at skaffe en modsat Anskuelse, om end grundet paa de subtileste Beviser, Indgang. Det er, ifølge den almindelige Overbeviisning et virkeligt Eiendomsforhold, hvorom der handles: Proprieteten, hvori man end vil lægge det Eiendommelige, var stedse oprindeligt erhvervet ved en Pengepræstation, og havde en i ethvert Tilfælde paaviselig Pengeværdi i om dette nu end Ian synes og virkelig være abnormt for den europæiske Civilisation, saa var det ganske vist det Normale i kolonierne, og de europæiske Nationer, som havde Colonier, satte sig paa den coloniale civilisations standpunkt ved at deeltage i og foreskrive Love for disse Forhold, og ved at lede og ordne Coloniernes hele indre Organisme, hvori dette Forvold var indvævet, saavel her fra Moderlandet, som ved locale Regjeringsmyndigheder.

Men om det end maatte indrømmes, at en hidtil anerkjendt Eiendomsgjenstand var bleven hævet, vil man imod den hele coloniale Betragtning, og de derfra stillede Fordringer paa en vis Skades-Erstatning, kunne gjøre en Række af Indvendinger, hvorpaa man histovre ikke synes at have lagt synderlig Vægt, men som dog maa besvares og gjendrives, saafremt Loven skal gaae igjennem. Allerede den foreløbige Behandling i Folkethinget gav Anledning til en Mængde Tvivlsmaal, der rigtig nok temmelig løseligt henkastedes fra forskjellige Sider, men hvis Besvarelse staaer i Forbindelse med et af følgende Spørgsmaal: "Er nogen Omstændighed gaaet forud for selve Frigjørelsesacten, der hæver Erstatningspligten? eller er nogen saadan paafulgt? og, i alt Fald, hvor skal Erstatningen udredes, i Danmark eller i Colonien selv?"

1. Naar Nogle paastaae, at Emancipationen ikke ligger i den enkelte Akt af 1848, men egentlig, ved en Række af tidligere Regjeringsforanstaltninger, forlængst var bragt istand, og Andre søge den i det kgl. Rescr. 28de Juli 1847, fra hvilken Dag ingen Slave kunde fødes i Colonierne, saa kunne vi, i en vis Henseende, gjerne indrømme, at disse Paastande vare sande, uden dog at tillægge dem ringeste Betydning med Hensyn til Afgjørelsen af det forelagte Lovforslag; thi visseligt var Slave-Forholdet formildet, forbedret og ordnet paa mange Maader, og havde faaet sin endelige Termin, men det, som det kommer an paa at vide, er, om alle disse Foranstaltninger , hvoraf den meest indgribende var den, at Rescr. 1847 havde bestemt, "at de bestaaende Forhold kun skulde vedblive i 12 Aar", havde reduceret denne Art Eiendomsværdi til Nul, thi i saa Fald maatte det i det mindste indrømmes, at Emancipationsakten af 1848 ikke tilintetgjorde nogen paaviselig Eiendomsværdi. Men det har ingenlunde været Tilfældet. Saavel i 1847, som i de første sex Maaneder af 1848 have de sædvanlige Transaktioner i denne Eiendomsgjenstand beviisligt fundet Sted, vi troe endog af Regjeringen selv, og i ei ringe Udstrækning. Ganske vist var al Slaveeiendom afficeret, endog allerede siden den engelske Frigivelseslov af 1833, men det er ogsaa denne Omstændighed, som det skyldes, at Regjeringen har kunnet lægge en saa ringe Middelværdi til Grund for sit Overslag. Hvad Rescr. 1847 angaaer, da var det foreliggende Spørgsmaal ikke berørt i samme, og altsaa aabent, og i alt Fald tilsagde det 12 Aars Frist, som Regjeringen ikke har holdt. 

Men maaskee kunde den ikke holde dette Løfte, eller muligt burde den ei holde det? Det er af Andre udtrykt saaledes: "der var en force majeure tilstede". Vi skulle ikke opholde os ved en Undersøgelse af Virkningen af denne force majeure, men vende os til Spørgsmaalet om den virkelig har været tilstede. Den Rigsdagsmand, der har reist dette Spørgsmaal, har tillige sagt, "at der i 24 Timer var et almindeligt Ønske tilsteede om at Emancipationen maatte foregaae." Der er kun een Kilde, hvorfra Oplysning i denne Henseende retligt kan hentes, nemlig den Commissiens Acter, som har undersøgt Begivenhederne i Juli 1848 paa St. Croix, og den dermed i Forbindelse staaende Domssag. Da vi kjende disse Acter tør vi dristigt paastaae, at det omtalte almindelige Ønske vel næredes af de Ufrie, men fra først til sidst bestredes af Øens øvrige Indvaanere, som især vare forbittrede over, at Regieringen ei med Eftertryk modsatte sig Negernes Ønske. Det anførte Datum er altsaa urigtigt; og skulde det paastaaes, at Regjeringen ikke kunde have holdt sit Løfte af 1847, saa maae vi ligeledes henvise til ommeldte Akter og til Commissionens Dom af 5te Februar 1851, hvis Præmisser constatere det Modsatte. Der er nemlig kun Spørgsmaal om St. Croix i begge Henseender, thi for de andre Øers Vedkommende, hvor Alt var roligt, indtraadte Frigivelsen kun som en Consekvents.

2. Men maaskee er der foregaaet Noget efter Juli 1848, hvorved Spørgsmaaalet om Vederlag kunde bortfalde? Vi erindre vel, at Regjeringen udsendte en Commissair, der søgte at ordne de temmelig forvirrede Forhold, og iblandt endeel andre Anordninger og Bestemmelser udstedte et Arbeidsreglement, der lykkeligviis væsentlig bidrog til en fredelig Udvikling af de nye Forhold, og som overalt har fundet megen Anerkjendelse, som praktisk og humant og passende under en Overgangsperiode, men Den, som i disse Bestemmelser søger et Palliativ for Erstatning, leder forgjæves. Ikke at tale om, at dette Reglement ikkun er anvendeligt paa den Deel af de forrige Ufrie, der sluttede sig til Plantagerne, som Landarbejdere, var det jo aabenbart den hele Foranstaltnings Maal, at opfylde Regjeringens Løfte i det andet Rescript af 28de Juli 1847: "naar den forandrede Stilling for de Ufrie var indtraadt, at sikkre Negrenes Subsistents, Plantagernes Dyrkning ved frit Arbeide, og overhovedet Coloniernes og Befolkningens Tarv." Denne Bestræbelse ligger saa tydeligt i det hele Samfunds Interesse, at det er umuligt at forestille sig, at man for Alvor kan paastaae, at den ikkun er fulgt, for at kunne blive fri for at erstatte et Eiendomsindgreb, eller at den Omstændighed, at den er fulgt, og at Regieringen i Instrux til sin Commissair udpegede et saadant System, kan faae ringeste Indflydelse paa denne Sags Skjæbne.

3. Hvorledes denne end bliver, have Nogle endelig fordret Sagen henviist til Vestindien, som et reent colonialt Anliggende, idet Tabet formeentlig burde gaae ud over og bæres af Colonierne selv (som hidtil foreløbigt har været Tilfældet), og Danmark i det Høieste kunde samtykke i at afstaae sine Indtægter fra Øerne i nogle Aar. Til Styrke for denne Betragtning anføres, at en stor Deel af Planterne i Virkeligheden ere fremmede, at man i Colonierne ei har betragtet sig som Statsborgere i den Betydning at dele Held og Uheld med Moderlandet, at de ei have betalt Krigsskat osv. Ligesom vi imidlertid ei kunne forstaae, at en Fremmed, der under vore Loves Sanction, erhverver Eiendom i Landet, skal nyde mindre Beskyttelse for samme end en Ikke-fremmed, saaledes maa det ei oversees, at disse Forhold i høi Grad berøre Øernes indfødte Indvaanere, som det vilde være yderst ubilligt at sætte i Klasse med Fremmede, da de ei staae i Forhold til noget andet Statssamfund, end det danske. Heller ikke er det os bekjendt, at coloniale Borgeres Forhold til det øvrige danske Statslegeme er betegnet som underordnet ved nogen organisk Lov. At Colonierne i høi Grad dele Held og Uheld med Moderlandet, derpaa afgav Aarene 1807-15 Beviis, og hvis de i de sidste Aars Trængsler ei betalte Krigsskat, saa er den i alt Fald heller ikke afkrævet dem, hvortil Grunden vistnok tildeels var den paa Øerne selv indtrufne Omvæltning; men Stemningen var i høi Grad patriotisk og loyal, og meget betydelige Bidrag til Statsfornødenheder og til vore Krigere indbetaltes frivilligt, saavel i 1848 , som senere, og som Regjeringen udtrykkeligt har paa skønnet (Dep. Tid. 1848, 421). At lade Colonierne selv udrede Erstatningen, vilde omtrent være det samme, som f. Ex. at bestemme, at Byen Fredericias Krigsskade skulde udredes af Byen Fredericias Indvaanere, kun at det blev lidt galere i Vestindien, forsaavidt over Halvdelen af Indvaanerne (de Frigjorte) ikke kom til at bidrage en eneste Skilling. Ikke saa upraktisk vilde den Idee være, at henlægge Coloniernes Overskud som et Erstatningsfond; dog vilde det nødvendigviis forudsætte, at der er eller kan blive et Overskud, og at den fornødne Sum forskydes af Statskassen som et Laan, for at Erstatningen kan blive ydet medens det endnu er Tid. Men et Laan til Colonierne giver Loven en aldeles ny Charakteer, og under denne Forudsætning vil Erstatningssummens ringe Procentstørrelse forekomme de Skadelidte end ubilligere end nu (Sluttes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1852, 2. udgave).

Gade i Frederiksted. Nationalmuseet. Ukendt årstal. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 30. august 1852 var der for første gang valg til kolonirådet. Der var 196 vælgere i Christiansted, hvoraf mødte 156, 118 vælgere i Frederiksted hvoraf 94 mødte, 354 på St. Thomas hvoraf 184 mødte, og 14 vælgere på St. Jan. Alle de valgte var blandt de hvide magtelite og plantageejerne.

Et Par Ord om Forstædernes communale Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 Et Par Ord

om Forstædernes communale Forholt.

Kjøbenhavn bebygges stedse mere og mere: Etage stables paa Etage, gaardspladsene fyldes med nye Huse. Skadeligheden deraf med Hensyn til Sundhed, Beqvemmelighed, Reenlighed og Brandfare tør vel ansees almindelig anerkjendt; og dog har denne Sammenpakning ikke kunnet forebygge, at Huusleierne ere stegne til en overorrentlig Høide. Da nye Byggepladse indenfor Voldene deels ei kunne erholtes uden store Offere, deels vilde medføre, at en endnu større Masse sammentrængtes indenfor Voldene, synes Intet naturligere end at lette Byggerier udenfor Voldene.

Skjøndt et saare væsentligt Skridt er skeet i den omhandlede Retning ved Demarcationsliniens Forlæggelse, ere dog flere væsentlige Ulemper tilbage, som træde hindrende iveien for Byggelysten , og som dog uden stor Vanskelighed synes at kunne lade sig bortrydde.

Jeg tillader mig i denne Henseende først at nævne den høie Brandpræmie, som Kbhavns udenbyes Bygninger saavel som Bygningerne i Frederiksberg Sogn (hvoraf Størstedelen under de nuværende Forhold aldeles maa sættes i Klasse med Kbbhvns Forstæder) maae betale, og som betydelig overstiger hvad der erlægges af Bygningerne indenfor Voldene. Den Grund, hvorfor ifølge Anordn. 17de 3uli 1795 § 9 de udenbyes Huse og Gaarde især have været udelukkede fra den kjøbenhavnske Assurance, nemlig at Statens Porte om Natten vare lukkere, er forlængst ophørt; og naar man ved en senere Leilighed bestemte sig til, ei at indtage de udenbyes Bygninger under Stadens Brandforsikkring, fordi de ei havde Ret til Andeel i den opsamlede Capital (see Coll. Tid. for 1831, S. 865 ff.), synes dette deels at trænge til Beviis, og deels udelukker det ikke Muligheden af en billig Overeenskomst. Hvad Frederiksberg Sogn angaaer, synes det høist ubilligt, at de mange teglhængte Vaaninger der skulle svare samme Præmie som straatækte Bygninger og Møller paa Landet. Denne Skjebne dele vi vel med andre Eiere af teglhængte Vaaninger paa Landet; men Ubilligheden af, at kræve samme Præmie for en saa høist forskjellig Risico, fremtræder neppe nogetsteds saa stærkt som her.

En væsentlig Ulempe for de udenbyes Boende er de høie Port- og Passagepenge. Naar en Familie af Stadens udenbyes Commune om Aftenen kjører i Kareth til Staden og kommer hjem efter Kl. 12, maa den betale en Afgift af 1 Rbr. 24 sk til Bedste for Stadens indenbyes Commune, medens en Familie, der kjører fra Kbhavn til Christianshavn. Intet betaler. Dette synes saa meget besynderligere som Statens Kasse vedligeholder Knippelsbroe og Langebroe, men ei Broerne over Stadsgraven. Det er en Selvfølge, at enhver Familie eller ethvert enkelt Individ udenfor Voldene meget oftere kommer i det Tilfælde, at maatte bruge Vogn, end de Enkelte indenfor Voldene. Denne Skat synes naturligen at maatte bortfalde tilligemed Consumtionen; Forslag er ogsaa derom gjort af en af de forrige Indenrigsministre, men Communalbestyrelsen viste sig utilbøielig til at indgaae herpaa.

Det er bekjendt, hvor lidet liberal Communalbestyrelsen har viist sig med Hensyn til Overtagelse af Stadens Fæstegrunde. I Henseende til Brolægning og Belysning i Forstæderne skal jeg kun sige: kom selv og see! uden at jeg forøvrigt drister mig til at afgjøre, om det Mangelfulde i denne Henseende meest hidrører fra mangelfulde Institutioner (da Forstæderne i den omspurgte Henseende ere andre Regler underkastede end den indenbyes Commune), eller fra Beboernes Vrangvillie, eller fra stedmoderlig Behandling af Communebestyrelsen. Uddunstningerne fra Slagterierne paa Vesterbro og fra Grøfterne paa Nørrebro ere noksom bekjendte.

Hvad i Særdeleshed Frederiksberg Sogn angaaer - denne Mellemting mellem Stad og Land - da geraader det ingenlunde vore commnnale Indretninger til Ære, at en saa befaret Vei som Frederiksberg Allee, i Hovedstadens umiddelbare Nærhed, er uden Vægter og uden Lygter. Da Sognet i sine communale Forhold betragtes som et Landsbysogn, kunne (i det Mindste efter hvad hidtil er antaget) Bidrag til Vægtere og Lygter ifølge lovgivningen ikke paalignes Beboerne som tvungent Bidrag; og det frivillige Sammenskud til Alleens Belysning, som i nogle Aar, ikke uden stor Vanskelighed, blev tilvejebragt, har maattet ophøre, da dHrr. Kjøbenhavnere, naar de om Aftenen gik hjem fra Forlystelsesstederne herude gjentagne Gange sloge Lygterne itu.

Det er ogsaa bekjendt nok, at Føret i Alleen og paa gamle Kongevej en stor Deel af Aaret er meget slet og næsten ufremkommeligt for Fodgængere. Men denne Ulempe saavel som flere andre er det under de nuværende unaturlige Ferheld, da Frederiksberg skal være et Landsbysogn, saare vanskeligt, selv med den bedste Villie fra Autoriteternes Side, at raade Bod paa. Ogsaa maa jeg her bringe i Erindring, at Frederiksberg i Henseende til Handel og Haandværk er samme Indskrænkninger underkastede som Landjurisdictionerne.

Dette leder imidlertid Tanken hen til, at Frederiksberg Sogn, i det Mindste den Deel deraf, som ligger Staden nærmest, bør ophøre at være et Landsbysogn, hvortil det efter sine virkelige Forhold i ingen Henseende kan henregnes. Det Naturligste synes overhovedet at være, at hele Terrainet mellem Statens Volde og de Alleer, der strække sig uden om Staden fra Bakkegaarden til lille Vibenshuus, dog med Indbegreb af Frederiksberg By, enten blev optaget i Kjøbenhavns Commune eller kom til at udgjøre en egen Commune (Kjøbenhavns udenbyes Commune). 

Del er fornemmelig paa dette Punkt jeg har ønsket at henlede Medborgeres Opmærksomhed, idet jeg endnu tilføier, at en heldig Omordning af disse Forhold aldrig vil kunne ventes uden gjensidig Imødekommen.

Frederiksberg Allee, i Februar 1852
O. Müller.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1852, 2. udgave).

Brødrene Petersens Jomfrukloster og Blicher. (Efterskrift til Politivennen)

Blichers Fattigdom

var udpræget hele livet igennem - han var den fattige student og den fattige præst, og det blev ikke bedre, da han fik en stor familie at forsørge. Han forstod heller ikke at gøre sine skatte - digtene - i penge, og man ved, at der blev budt ham 3-5 rigsdaler pr. ark.

I 1839 var hans fattigdom så trykkende, at han blev pantet, og øvrigheden truede med at stille præstegårdens 7 kakkelovne til bortsalg. 

Dette blev dog forhindret ved en indsamling, som indbragte ca. 1.000 rigsdaler. Det var hans gamle ven, redaktør Elmenhoff, "Randers Avis", der gik i spidsen.

Desuden fik Blicher ved samme lejlighed sendt en stor sølvskål - en blomsterkurv - med inskription fra de tre sjællandske brødre Quistgaard til Gjerdrup, Gimlinge og Lyngbygaard som tak for et mindedigt, Blicher havde skrevet over deres fader, Peter Christoffer Quistgaard, der faldt den 29. august 1807 i træfningen mod Englænderne nord for Køge. 

Blicher skrev i sin tak for gaven:

At jeg nu har faaet mig fri min Dør, 
kan sjunge med lettere Sind end før,
derfor være takket det Kløverblad,
som gjorde den sorgfulde Sanger glad.

Dette sølvklenodie testamenterede Blicher sine børn, dog ikke til eje på den måde, at de kunne sælge det. I deklarationen skriver Blicher: 

"Herværende Sølvblomsterkurv (af Værdi 300 Rdlr., som er mig skænket af (osv.) overdrages min kjære Datter Malvina, gift Berg, til Opbevaring hos hende og derefter hos den ældste af hendes Børn, Ferdinand Edward - dog ej før han har opnaaet Myndighedsalderen, er i Næringsvej og af en ustraffelig og hæderlig Vandel. Skulde han forinden være død, gives det i Værge af min ældste Søn Peder Daniel Blicher eller en af hans Børn, og under anførte Fald til min anden Søn Jens Frederik Blicher og saa fremdeles fra den ældre til den yngre Gren af mine Descendentere - alt med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Blomsterkurven aldrig maa sælges eller paa nogen som helst Maade afhændes".

Trods disse strenge testamentariske bestemmelser forsvandt blomsterkurven (hvis værdi var 300 rigsdaler) sporløst, og først den ihærdige Blicher-jæger, Jeppe Aakjær, opsporede den hos en enkefru Ottilie Povlsen, Vestre Boulevard i København. Det var i 1904, og efter at Aakjær havde skrevet dens saga, blev den afkøbt den Povlsen'ske familie og skænket til Frederiksborg Museum, hvor den nu har stået i 25 år.

Men hvorledes var den kommet til enkefru Povlsen? 

Malvina havde den i sit værge til 1852, da hendes Søster, Christiane, som var konventualinde i Brødrene Petersens Jomfrukloster i København, fik den med til hovedstaden for at få den repareret. Det blev den og afleveredes til Christiane i klostret, hvor den stod ved hendes død 1852. Skønt Malvina straks gjorde klosterbestyrelsen opmærksom på, at den tilhørte hende og tilmed sendte Blichers deklaration, ville bestyrelsen ikke sende hende den.

Blichers søn, Christian Charles, der var blevet omnibuskonduktør i København, gjorde også fordring på den; men en jomfru Falch fra klostret bevidnede under et ophold i Korsør skriftligt, at Malvina havde solgt sølvkurven til Christiane for 200 kr.

Skønt det viste sig at være baseret på løs sladder, og skønt også Blichers enke, Ernestine, krævede den udleveret, solgte klosterbestyrelsen den dog underhånden for 133 rdl. 58 skilling, og det var et af bestyrelsens medlemmer, oberstløjtnant Kern, der købte den. Kerns enke solgte den 1870 til guldsmed Clement for 150 rdl., og han solgte den igen 1871 til klædehandler L. Nielsen, Vimmelskaftet i København, for 200 rdl. Nielsen forærede den til sin onkel, J. D. Schmidt, og havde den frækhed at forsyne den med endnu en inskription: "Erindring til min Onkel og Velgører J. D. Schmidt fra Lauritz Nielsen", skønt der på den modsatte side stod: "Gjemt er ikke glemt. Brødrene Quistgaard til Skjalden St. St. Blicher". Schmidts enke giftede sig igen med en Povlsen, og hun blev atter enke. Det var hos denne enke Povlsen, den endelig fandtes.

(Ribe Stifts-Tidende, 10. oktober 1932).

Christiane Steensen Blicher (1814-1852) blev aldrig gift. Efter at hun havde opholdt sig på Sjælland i nogle år, søgte hun optagelse i Brødrene Petersens Jomfrukloster, og her døde hun 38 år gammel som beboer - eller som der står i artiklen: Konventualinde. Søsteren: Malvina Steensdatter Blicher (1818-1874).

Steen Steensen Blicher (1782-1848) havde ellers udset en mand til Christiane, nemlig sin hjælpepræst fra 1842, W. C. Lakier. Blicher havde med forventning set frem til en hjælpepræst så han kunne hellige sig digtningen, men Lakier kom meget dårligt ud af det med befolkningen. Bl.a. havde han fornærmet sognerådsformanden, gårdejer H. A. Møller ved at bekendtgøre eksamen fra prædikestolen, uden at have underrettet sognerådet. Lakiers deroute endte med at han begik selvmord januar 1847, efter nye klager fra sognerådsformanden. Blichers ansøgning om at få en ny hjælpepræst endte med at han selv blev afskediget i nåde og med pension maj 1847.