Mindestenen for General Rye. (Efterskrift til Politivennen)

I Julinaaned 1849, kort efter Slaget ved Fredericia, opfordrede undertegnede officerer af "General Ryes Corps" hele dette til i Foreining at reise sin faldne General en Mindesteen.

Opfordringen fandt almindelig Gjenklang i Corpset, og den menige Mand som officeren, Soldaten som Matrosen, ydede sit Bidrag med een Dags Lønning.

Arbejdet blev strax paabegyndt, men forskjellige omstændigheder, hvoraf ikke mindst de efterfølgende bevægede Aar, bidroge til at længere Tid hengik med Fuldendelsen end vi fra Begyndelsen havde ventet.

Dog Mindestenen er nu færdig og staaer siden den 9de April - Aarsdagen for Generalens første hæderlige Kamp - over hans Hvilested paa den militaire Kirkegaard udenfor Kjøbenhavns Østerport.

De af vore Kammerater, som komme til Hovedstaden, ville selv besøge Graven og derved opfriske Mindet om den Faldnes, ved Bissen gjengivne, ædle Træk, men for dem, der ikke saa lige komme didhen, ville vi give en kort Beskrivelse af Monumentet.

Det bestaaer af Generalens i Bronze støbte Buste, staaende paa en rød, norsk Granitsøile c. 21 Tommer i Firkant med en noget bredere Sokkel af samme Sten, ialt c. 3 Alen 9 Tommer høit, foruden Busten. Paa Søilens Sideflader ere indhuggede efterfølgende Ord af Ingemann :

Paa Forsiden :

Olaf Rye, 
fød i Norge
den 16de November 1792.
Høisind og Retsind
Bar han i Brystet
Og under Graahaar
Kæmpernes kraft.
Drog han tilbage.
Var det med Hæder -
Stormed han fremad.
Var det til Seir.

Paa venstre Side :

1848,
Felttog i Slesvig.

Paa høire Side :

1849,
Tilbagetog i Jylland.

Og paa Sokkelen :

Det Corps, som bar hans Navn,
satte ham dette Minde.

Paa Bagsiden :

Fredericia
den 6te Juli 1849.
Danskernes Høvding,
Krigernes Fader
Foer over sprængte
Skandfer i Kampen -
Løsnet var: Fremad!
Seier med Gud!
Jublende fulgte
Krigerne Helten; 
Seiende saae han
Døden i Øiet.
Mægtig ved Seiren
Aanden fik Vinger -
Aldrig skal Danske
Glemme hans Navn!

Vedligeholdelsen af Monumentet og Gravstedet, som er hegnet med et jerngitter, vil blive overtaget af Garnisonskirken, paa Vilkaar, der nærmere skulle bestemmes, og som vi i Forbindelse med Regnskabet forbeholde os offentligen at meddele.

Den 25de April 1852.

Steinmann. Faber. Wilster. Haxthausen. Høst

(Kjøbenhavnsposten 1. maj 1852)

Det omtalte mindesmærke på Garnisons Kirkegård, København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Østers. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg den 28de ds. Det er ikke blot i Liimfjorden, der nu fiskes Østers, men ogsaa ved Fjorden, endog ved Havnebolværket. En saadan Østersfangst er nemlig igaar gjort her. Hvilket Redskab dertil har været brugt, vide vi itke, men sandsynligviis er det efter Angivelse, at Politiet maatte erklære et af en Fisker fra Løgstør medbragt lille Parti (ca. 1400) Østers, der vare fiskede ved Nykjøbing, for god Prise til Indtægt for Fiscus. Auctionstrommen blev derefter sat i Bevægelse og bragte Statskassen, (under Tilløb af et Par hundrede, hvad enten ved Østersliebhaveri eller Begivenhedens Natur tilkaldte Gjæster) en Indtægt af 18 a 10 Mk. pr. 100 Østers, en høiere Priis endog, end hvortil der pleier at sælges her. Først iforgaars har Forbudet imod at fiske Østers været offentlig bekjendtgjort her fra Politikammeret og andensteds have vi endog slet ikke seet det publiceret. Det er derfor vistnok ganske troværdigt, og lige saa undskyldeligt, naar den, paa Grund af sin Brøde mod Østers-Domainet i et Par Timer forhørte, fattige Fisker samt Collega (der er Fattiglem) forsikkrede, ikke at have vidst det ringeste derom. Den ærede Politimester syntes selv, ved sit personlige milde Forhold imod de Tiltalte, som han efter Forhøret forsøgte at skaffe en lille Vederqvægelse, at føle sig overbeviist om deres Uskyld i Realiteten. Vi haabe derfor ogsaa, at der at vedkommende Authoritet maa blive indstillet, at Fiskeren faaer Provenuet af de ved Auctionshammeren saa fordeelagtigt udbragte Østers, ialtfald imod en lille Bødes Decort, da det vistnok ikke er Finantsministerens Hensigt eller Ønske, paa denne Maade at see Statskassen forskaffet Indtægter. Ubilligt er det forøvrigt, at det Offenlige, naar det forbyder Østersfangst som Statseiendom, da ikke selv forbereder synlige Forholdsregler til at tage den i Besiddelse og til derved sikkrest at advare Andre mod at drage de indholdsrige Skaller op af Dybet. I forskjellige Aviser sees daglig falbudt "Nykjøbing Østers", saa man vistnok paa selve Stedet endnu ikke tager det saa nøje med denne nyopdagede Domaine. - Efterat Ovenstående var skrevet, meddeler den ovennævnte Fisker os, at han tillige blev idømt - 100 Rbl. Mulct. Saa høit havde vi ikke troet Forbrydelsen imod Statens Østers kunde opløbe. Fiskeren bad Politimesteren om, tillige at sætte ham i Cachotten, da han saa dog vidste sin fattige Familie overgiven til Forsørgelse, men hertil var Retten ikke bemyndiget. (Aalb. Av.)

(Kjøbenhavnsposten 30. april 1852)

Østersens genkomst i Limfjorden muliggjordes ved Vesterhavets gennembrud af Agger Tange i 1825. De blev muligvis sat ud af amtmand Faye i Thisted i slutningen af 1830'erne i Nissum Bredning. De kan også være kommet naturligt ind i fjorden. I 1852 begyndte man at skrabe østers i Limfjorden. I Nykøbing oprettedes et stort østerskompagni. Det flyttede til Årodde i 1910.

Kongens ret til at fiske østers stammede tilbage fra 1587. I 1851 blev denne ret håndhævet ved et forbud mod øsersfiskeri i Limfjorden. Fra 1852 til 1874 steg fiskeriet fra 30.000 østers til 71 mill. østers årligt. Herefter gik det tilbage, og svingede herefter. 

(Salling, Fur og Mors. Turistforeningens Årbog 1944, s. 112-125.)

Post paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

De fleste af Bornholms Jndvaanere og navnligen de af dem, som nære nogen Sands for denne i mange Maader interessante, men saavel af Naturen, som især tidligere i flere andre Henseender stedmoderlig behandlede Øe og dens Velvære, have med Interesse fulgt Rigsdagens Forhandlinger om Postvæsenets Lønning, efterdi det som bekjendt der under er blevet vedtaget og senere vod Lov bestemt, at en Postmester her skal ansættes. 

Det er endnu kun faa Aar siden at der saaes eller mærkedes Spor af Tænkning over den indre Postbefordring her paa Øen, ligesom i længere Tid derefter denne indskrænkede sig til Befordring af Breve med gaaende Bud, og først i 1840 - saavidt erindres - blev en agende Post imellem Nexø og Rønne oprettet. Denne er til Dato den eneste agende eller Personpost paa hele Øen, istedetfor at der vistnok, selv med Hensvn til den nu oprettede Dampskibsforbindelse med Hovedstaden, burde være agende Post fra enhver af Øens Kjøbstæder til Rønne, hvorved Freqventsen med Dampskibet, naar en saadan Postbefordring var indrettet efter en for de Reisendes Beqvemmelighed vel udarbeidet fast Plan, i høi Grad vilde forøges. - Men nogen Forandring eller Forbedring i den nævnte Henseende var tidligere ikke at tænke paa eller et vente, idet Postmesterforretningerne da vare henlagte som et Pendant til Toldkassererembedet i Rønne, og Manden i denne Post sikkert har noksom at varetage ved sit egentlige Embede, saa at Postvæsenet for ham har været, hvad det jo og var bestemt til at være, en fuldstændig Bisag.

 At naar her ikkun skulde være een agende Post paa Øen, denne er bleven henlagt fra Nexøe til Rønne, er i ethvert Fald en Besynderlighed; var den bleven bestemt fra Svaneke, havde det sikkert været rimeligere, da den derved var kommen til at gaae mere midt igjennem Landet, - men forøvrigt er ommeldte Posts Gang eller Route, for dem som kunde ønske at benytte den, for derefter at afgaae med Dampskibet til Sverrig eller Kjøbenhavn, ingenlunde beqvem; Postvognen afgaaer nemlig fra Neksø Torsdag Formiddag, og Den, som da saaledes vil afbenytte den, maa følgelig til denne Tid afgaae fra Hjemmet og forblive i Rønne fra Torsdag Middag - omtrent - hele Fredag over til Løverdag Morgen. At en saadan Rejsende nu kan for nogle faa Daler i et kort Tidsløb komme til Hovedstaden, er vel en Behagelighed, men Reisen fra Nexøe til Rønne (4 Miil) med Opholdet sidstnævnte Sted, har kostet mere end Reisen fra Rønne til Kjøbenhavn, og saaledes bliver Touren, det Hele tilsammentaget, dyr, ikke at tale om, at 2 eller idetmindste 1½ Dag maa opoffres til aldeles ingen Nytte. For Beboerne af Svaneke og Omegnen lader det sig  aldeles ikke gjøre, at benytte Postvognen fra Nexøe; man maa her tage privat Befordring, der ikke faaes under 4 a 5 Rbd., og paa samme Maade forholder det sig med de andre Kjøbstæder, saa at det er aldeles vist, at saaledes som det indre Postvæsen fortiden er ordnet paa Øen eller rettere: saalænge saagodtsom slet ingen indre Postbefordring her existerer, er den nu regulerede Dampskibsfart, i Henseende til Reisende, alene til Fordeel for Rønne og dennes nærmeste Omegn, men saa at sige fuldkommen uden Nytte for det hele øvrige Land. En Postforbindelse mellem selve Øens Kiøbstæder vilde vistnok ogsaa være meget behagelig og ikke uden Indflydelse paa det almindelige Velvære, hvisaarsag en saadan iligemaade kunde være og er ønskelig: og dette Alt, er Noget man nu, naar en Postmester her ansættes, som alene har at varetage hvad Postvæsenet og Postbefordringen vedkommer, og som derunder henhører, tør haabe at see udført, saameget mere, som det vel ikke kan nægtes, at han er tilbørlig rigelig aflagt, saa at Manden som ansættes heri maa finde en yderligere Opfordring for sig til at virke for Postbefordringens Udvikling og Fuldstændiggjørelse i muligste Maade.

En Gage som den af Rigsdagsmand Petersen foreslaaede, vilde, efter de Forretninger der nu ved Posten forefalde, vistnok været fuldkommen tilstrækkelig, men med Hensyn til de Udvidelser og Forbedringer som ovenfor ere omhandlede og som vel med Vished kunne antages nu at ville indtræde, samt med Hensyn til de velgjørende Foster dette vil have for Øen eg enhver af dens Indvaanere, maa Bestemmelsen af den høiere Gage vistnok ansees for at være velbegrundet.

Den 15de April 1852. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1852, 2. udgave).

Krigen 1848-1850 (Morning Chronicle). (Efterskrift til Politivennen)

Postnyheder. Kl. 1 modtoge vi Hamborgposten fra igaar Morges. Efter en længere Taushed har Morning Chronicle i følgende Artikel udtalt sig om de danske Anliggender. Artiklen lyder saaledes :

"Blandt de mange Forviklinger, som Revolutionen i 1848 fremkaldte, var ingen mere alvorlig og langvarig, end de, som stammede fra Opstanden i "Schleswig-Holstein". Denne Bevægelse var ikke alene af revolutionair Natur. Den Forstyrrelse, der herskede paa hele Fastlandet, udgjorde vel ogsaa et Element i denne Strid, men der vare tidligere bestaaende Grunde til Fjendskab, som gave denne Kamp en særegen Charakteer. Den danske Krig var i sit Væsen mere en Krig mellem Folkestammer, end mellem Meninger. Forsøget paa at frigjøre Hertugdømmerne fra den danske Krones Control var for største Delen en Stræben til Fordeel for den tydske Nationalitet. I mange Aar havde den tydske Befolkning i Monarchiet med Længsel ventet paa en Tid, da den kunde bevirke en Adskillelse fra dens skandinaviske Medundersaatter, og den tydske Forbundsdags Diplomati var bleven virksomt anvendt til at modsætte sig alle Forsøg fra Danmarks regjerende Fyrstes Side paa at consolidere sine Riger og Lande og fastsætte Arvefølgen for Fremtiden. Dette sidste Spørgsmaal var endnu uafgjort i Begyndelsen af Revolutionen, og det danske Hof, som blev understøttet af Nationalpartiet, havde dengang aabenbart i Sinde at anvende ethvert passende Middel for at centralisere Bestyrelsen yderligere og hævde den fremherskende Nationalitets yderste Rettigheder. De tydske Indbyggere i Hertugdømmerne - som ikke uden Grund stolede paa, at den Understøttelse, de havde erholdt endog fra den forsigtige Forbundsregjering, vilde blive dem langt rigeligere til Deel under Mellemeuropas forandrede Omstændigheder - grebe til Vaaben. Deres erklærede Bevæggrund var deres Ønske at modsætte sig det danske Parties Overgreb og at vedligeholde Hertugdømmernes gamle Forbindelse og constitutionelle Privilegier. Dog var Striden ikke ganske begrundet paa disse tilsyneladende rimelige Grunde. Det folkelige Parti i Tydskland havde fornemmelig det Maal for Øie at knytte de tvende omhandlede Provindser til Tydskland og indvie det nye til Liv gjenvakte Keiserrige ved en Erobring, og det brød sig ikke om at undersøge alt for nøie den danske Regjerings foregivne Overgreb. Nogle paastode, at Bevægelsen i Hertugdømmerne var aldeles demokratisk, medens Andre forsikkrede lige saa bestemt og med tilsyneladende større Grund, at Opstanden var aristokratisk. Men uden at tage Hensyn til Sligt antoge Rigsdagen i Frankfurt og de svage Regjeringer i de enkelte Stater sig den tydske Sag i Hertugdømmerne. Desuden tog den nærmeste Prætendent til Arvefølgen i disse Provindser en vigtig Deel i Striden. Hvis den nuværende Konge af Danmark var død uden at Arvefølgesagen var bleven afgjort, vilde Hertugen af Augustenborg have staaet blandt de første Concurrenter til den hertugelige Krone. Han besluttede imidlertid at forene sig Sag med Oprørernes og søge en Afgørelse med Hensyn til sine Fordringer ved en Appel til Vaabenmagten, og Kampen dreiede sig følgelig ikke alene om politiske og nationale Antipathier, men den blev tillige en Successionskrig og en Modstandskrig mod Angreb fra Udlandet.

"I disse Henseender omfattede det danske Spørgsmaal større og mere indviklede Interesser, end den italienske og ungarske Opstand. [Artiklen beskriver her kort situationen der ].... med Hensyn til Danmark forholdt Sagen sig anderledes. Det var lige fra Begyndelsen klart, at den danske Regjering var stærk nok til at hævde Kronens Autoritet, og den tabte heller ikke i Anseelse under dens ulige Kamp mod de tydske Forbunds-Tropper. Men det vanskelige Arvespørgsmaal stod endnu tilbage at afgjøre, og førend det blev ordnet, kunde der ikke være Haab om en varig Fred. Det var fra Begyndelsen aabenbart, at der i Tydskland ikke manglede paa Understøttelse for ethvert Parti i Hertugdømmerne, som tragtede efter Monarchiets Sønderlemmelse. Preussiske Diplomater, Professorer i Jurisprudents og Historie og de vildeste Demokrater vare lige villige til at forene deres BestræbeIser med Hensyn til dette ene Punkt, og det var aabenlvst, at der ingen virkelig Fred kunde være, hverken for Øieblikket eller for Fremtiden, naar den ikke var grundet paa en Tractat , som garanterede de danske Rigers og Landes Integritet. At udvirke dette var Hensigten med London-Protokollen. Det var af største Vigtighed for den europæiske Politik at gjøre Ende paa Krigen i Schleswig-Holstein - et Resultat, som ikkun kunde opnaaes ved at fjerne den Uvished, der herskede med Hensyn til den tilkommende Arvefølge i Danmark. Det blev følgelig besluttet at lade Kongeriget bestaae med sine nuværende Grændser, og de contraherende Parter paatoge sig, fra de forskjellige Descendenter af den oldenborgste Familie at erholde det fornødne Afkald paa deres respective Retligheder i Hertugdømmerne.

"Hvis denne Overeenskomst var bleven hurtigt udført, vilde megen Blodsudgydelse være bleven forebygget. Men paa den Tid stemte det med visse tydske Regjeringers Politik at lægge enhver mulig Hindring i Veien for Opfyldelsen af de Forpligtelser, som kunde synes at stride mod det nationale Parties Interesse, og følgelig samlede Opinionen nyt Mod og fortsatte Kampen. For de sørgelige Tab de lede, maae fornemmelig de dadles, som opmuntrede og understøttede dem til det Sidste. Men da endelig den tydske Politik undergik en mærkelig Forandring, blev Londonner-Protokollen gjennemført, og de "schleswig- holsteinske" Tropper bleve afvæbnede af et østerrisk Corps. En saadan Intervention havde naturligviis sin ugunstigeSide. Forbunds-Commissairerne gjorde stræng Paastand paa Bibeholdelsen af den administrative Forening mellem Hertugdømmerne, og de synes at have været meget bange for at Danmarks demokratiske Institutioner skulde nærme sig den tydske Grændse alt for meget. Det var imidlertid en uomtvistelig Fordeel, at man havde faaet en Ende paa den blodige Krig, der var bleven ført med saa fortvivlet Haardnakkethed mellem de Danske og "Schleswig-Holsteinerne", og der stod ikke andet tilbage end at tage Forholdsregler for at fjerne Aarsagerne til en lignende Strid i Fremtiden. - Monarchiets Integritet blev garanteret, men det var ogsaa nødvendigt at blive enig om Arvefølgen og erholde de forskjellige tydske Fyrstehuses Samtykke, som vare interesserede i Sagen

[Artiklen fortsætter herefter med at udtrykke forventninger til den nye aftale, og skriver bl.a. at indlemmelse af hertugdømmerne er et dårligt eksempel til efterfølgelse, ejheller en ødelæggelse og ydmygelse af hertugdømmerne.]

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1852, 3. udgave).

Flygtede slesvigere. (Efterskrift til Politivennen)

(Lübeck, 27. marts.) Den triste afslutning på det slesvig-holstenske oprør mod kasinomændenes angreb i København er først nu ved at blive ret mærkbar, nu hvor hertugdømmerne er blevet fuldstændig bragt tilbage på Danmarks hænder. Hamborg vrimler som bekendt med fordrevne eller flygtninge slesvig-holstenere. Hundredvis går om bord i havnen for på den jomfruelige jord af en ny verden hinsides Atlanterhavet at glemme den smerte som deres hjemlands undergang har forårsaget dem. Heller ikke her mangler der flygtninge fra Slesvig, som snart også kan få selskab af holstenere. For Danmark vil ikke undslå sig for at rydde op i de civile embedsmænd, som det anser for farlige, lige så nådesløst som det hidtil har gjort med dem der førte sværdet mod ø-imperiet. Der bor i øjeblikket 16 slesvigske familier blandt os, de fleste af dem tidligere embedsmænd som på trods af alle deres anstrengelser endnu ikke har kunnet finde erhverv der matcher deres evner andre steder. Heldigvis er folk her liberale nok til ikke at chikanere de stakkels fordrevne mennesker på nogen måde.

(Lübeck, 27. März.) Das jammervolle Ende der schleswig-holsteinischen Erhebung gegen die Übergriffe der Kasinomänner in Kopenhagen macht sich erst jetzt, nun die Herzogthümer wieder ganz in Dänemarks Hände gegeben worden sind, recht fühlbar. Hamburg wimmelt bekanntlich von vertriebenen oder geflüchteten Schleswig-Holsteinern. In seinem Hafen schiffen sich hunderte ein, um jenseits der atlantischen Woge auf dem jungfräulichen Boden einer neuen Welt den Schmerz zu vergessen, den der Untergang ihres Heimathlandes ihnen bereitet hat. Auch hier fehlt es nicht an geflåuchteten Schleswigern, denen vielleicht in nicht gar langer Zeit auch Holsteiner sich zugefellen. Denn Dänemark wird nicht anstehen, unter den ihm gefährliche dünkenden Zivilbeamten ebenso schonungskos aufzuräumen, wie es dies bisher bei denen gehtan, welche das Schwert gegen das Inselreich führten. Gegenwärtig leben in unserer Mitte 16 schleswig'sche Familien, meistentheils frührere Beamte, denen es bis jetzt trotz aller Anstrengungen nicht hat gelingen wollen, anderswo einen ihren Fähigkeiten entsprechenden Wirkungskreis zu finden. Glücklicherweise ist man hier liberal genug, die armen Vertriebenen in keiner Weise zu belästigen.

(Neue Passauer Zeitung. 5. april 1852)