Fattigforsorg ved Slagelse, 1855. (Efterskrift til Politivennen)

Er følgende Fremgangsmaade lovlig?

En fattig Mand ved Navn Niels Nielsen, boende her paa Slagstrupmark, St. Mikkels Landsogn ved Slagelse, blev af Øvrigheden sat ud af sin Indsidderleilighed, som han ikke godvillig vilde fraflytte. Da N. Nielsen beraabte sig paa, at han ikke var lovligt opsagt (see Huusmandsloven af 27de Mai 1848 § 7), vilde han paa Grund heraf ikke fraflytte sin Leilighed, da han intet andet Huusly havde. Niels Nielsen blev, som sagt, med Kone og 3 smaa Børn sat ud paa Marken under aaben Himmel. Hr. Birkedommer Cancelliraad Crones Fuldmægtig, som var med ved Executionen, var saa artig at give Sognefoged Jørgen Hansen af Jernberg en Seddel og befalede ham at skaffe Niels Nielsen med Kone og Børn Huusly inden Solens Nedgang. Men Sognefogden brød sig kun lidt om Fuldmægtigens Befaling! N. Nielsen med Kone og Børn maatte ligge paa Marken, 3 Nætter og Dage, hvorved de 3 halvnøgne smaa Børn vare udsatte for al omkomme af Regn og Kulde, da det Lidet, som den arme Moder havde at bedække de smaa uskyldige Børn med, ikke nær kunde beskytte dem for Regn og Kulde; Øvrigheden havde taget det Meste af hvad N. Nielsen eiede til at dække Procesomkostningerne med. Anden Dagen efter at denne ulykkelige Familie var sat ud paa Marken, kom tvende af Sogneforstanderne til mig. og spurgte mig, om jeg ikke vilde leie dem min Stue til N. Nielsen, saa vilde Sogneforstanderskabet betale mig HuusIeien. Herpaa svarede jeg bestemt Ret, jeg kunde ikke undvære min Stue, da min Svigermoder og mine Børn ligge der om Natten. Herpaa begyndte Lars Olsen at true mig, at naar jeg ikke vilde leie Sogneforstanderskabet min Stue til N. Nielsen, saa vilde Sogneforstanderne tage selv. Det er efter min Formening uforskammet og nederdrægtigt at komme til mig i min egen Bopæl og forlange det Halve af mit eget Huus, og da jeg ikke vilde, true mig med at tage selv. Herpaa spurgte jeg Sogneforstander Lars Olsen, om der ingen ejendomssikkerhed mere existerede, om jeg skyldte ham eller Sogneforstanderskabet Noget; jeg sagde, at det var skammeligt, at Sogneforstanderskabet lod de arme smaa halvnøgne Børn ligge paa Marken i Regn og Kulde om Natten. Jeg sagde til Sogneforstanterne, at de kunde gaae tiI Bønderne, de havde jo Stuer nok - ellers havde Sogneforstanderne jo selv Lo eller Lade, at den ulykkelige Familie kunde være i, indtil Sogneforstanderskabet kunde skaffe dem ordentligt Huusly. Anden Natten efter at N. Nielsen med sin Familie var sat ud paa Marken, blev der et frygteligt Torden- og Regnveir. N. Nielsens smaa Børn græd og skreg, saa man kunde høre dem langt bort, jeg lod dem da komme ind til mig en 3 a 4 Timer; jeg tænkte, at fordi Sogneforstanderne ere saa umenneskelige og lade de smaa halvnøgne Børn ligge paa Marken i det frygtelige Veir, vil jeg det ikke. N. Nielsen fortalte mig, at han havde været paa Birkecomptoiret og bedet om Huusly - og Fuldmægtigen havde været saa artig at svare ham, at Sognefoged Jørgen Hansen havde faaet Befaling at skaffe ham og hans Familie Huusly, og til Sognefogden og Sogneforstanderne skulde N. Nielsen henvende sig. N. Nielsens Kone fortalte, at hun havde været hos Sognefogden og bedet om Huusly, men Sognefogden havde befalet hende at holde Kjeft og pakke sig bort. (Med Tilladelse, Hr. Sognefoged, har De Tilladelse at handle saaledes? Er det efter Plakaten 5te Mai 1848 § 1? Er Sognefogden ikke ogsaa Sogneforstander? Tredie Dagen efter at N. Nielsen havde været uden Huusly, kiørte Sognefogden og flere af Sogneforstanderne forbi N. Nielsens smaa, forhungrede, halvnøgne, forfrosne Børn, men de lod, som de ikke saae dem. Dette er vistnok en mageløs Fremgangsmaade i et christent Land.

Slagstrupmark ved Slagelse, den 8de Jan. 1855.
Ludvig Kirchhoff

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 9. januar 1855)

Der er formentlig tale om Ludvig Ferdinand Kirckhoff (1817-1891), gift med Edel Margrethe Rasmussen (1821-1889). De boede oprindelig i Allerslev Sogn, men må være flyttet til Slagelse mellem 1844 og 1847, og flyttede til København mellem 1856 og 1862.

Slagstrup blev i 1800-tallet en landsby, og figurerer på målebordsblade fra 1909 som en samling huse, bl.a. med en smedje og mølle. Før da var det formentlig betegnelsen på gården Slagtstrup Hus eller Slastupe Huus (-strup betegner en udflyttergård fra middelalderens udskiftning). 

H. J. Hammer: Husmandsfamilien. 1855. Motivet formentlig idylliseret. Statens Museum for Kunst. Til fri afbenyttelse.

I Anledning af Stykket "Er føIgende Fremgangsmaade lovlig", som findes indrykket i denne Tidendes sidste Tirsdags Numer, skal jeg undertegnede Sognefoged Jørgen Hansen, forsaavidt samme vedkommer mig, tillade mig at gjøre følgende Bemærkninger.

Det forholder sig rigtigt at ommeldte Niels Nielsen blev sat ud af Hans Hendrixs Huus paa Slagstrup Mark, men dette skete med Rette, da det med Tingsvidne var godtgjort, at han burde have udflyttet men ikke vilde. Ogsaa er det sandt, at Fogdens Fuldmægtig efter endt Forretning gav mig en Seddel om snarest muligt at sørge for Huuslye til de Udsatte, men jeg tøvede heller ikke med at udføre dette noget Øieblik, idet jeg strax henvendte mig til vedkommende Fattigforstandere - under hvis Resort Fattigforsørgelsen hører - om at opfylde Seddelens Indhold og fra deres Side blev ogsaa strax gjort Anstalt til at Niels Nielsen med Familie kunde faae Huuslye i Smedens Loe paa Slagstrup Mark, men Niels Nielsen og Kone var ikke til at finde efter hvad Forstanderne har sagt mig. Dagen efter Udsættelsen erkyndigede jeg mig hos dem om Ordren var opfyldt, og derpaa svarede de, at foreløbig Huuslye var aabnet for de Udsatte i bemeldte Loe, men at intet andetsteds havde været at erholde, selv ikke hos Kirchhoff. Det er saaledes usandt baade at Niels Nielsens Udsættelse skulde være skeet uden lovlig Grund, saavelsom, at jeg ikke skulde have brudt mig om Fogdens Seddels Indhold om at skaffe de Udsatte HuusIye. Ligeledes er det usandt, at Niels Nielsens Kone skulde have været hos mig om Huuslye, og at jeg der til skulde have givet hende det anførte grove Svar "at hun skulde holde sin Kjæft og gaae sin Vei."

Endelig maa jeg benegte, at jeg paa en Kjørselstour 3die Dagen efter Udkastelsen har seet Niels Nielsens Børn henligge uden Huuslye nogetsteds, og det er derfor Skumlerie, naar der er tilføiet, at jeg lod, som om jeg ikke saae dem.

I øvrigt skal jeg ikke undlade at tilføie: at det er egentlig til Sognepræsten Henvendelsen om Fattigforsørgelse umiddelbart skal skee, men at jeg, som Følge af den øieblikkelige Forlegenhed Niels Nielsen var i, og da jeg havde forudbestemte Bestillingsforretninger, navnlig paa Waldbygaard, strax efter den passerede Udsættelse imødekom Niels Nielsens Trang, ved at henvende mig directe til Fattigforstanderne om at skaffe Huuslye.

Jernberg den 10de Januar 1855.

Jørgen Hansen

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 11. januar 1855)

I Anledning af Stykket, som Sognefoged Jørgen Hansen i Jernberg har ladet indrykke i denne Tidendes sidste Torsdags Nummer, tillader jeg mig følgende Oplysninger: For det Første, da Niels Nielsen kom til Smeden paa Slagstrupmark og bad ham om han med sin Familie maatte flytte ind i hans Loe, svarede Smeden bestemt nei. Herpaa undertegnede Smeden følgende

Attest.

At jeg Undertegnede vil bekræfte med min Eed, at Sogneforstanderne aldrig  - har talt med mig om at kurvemager Niels Nielsen maatte boe i min Loe - eller i mit Huus; langt mindre har jeg lovet Sogneforstanderne at Niels Nielsen maatte boe hos mig, dette bevidnes af mig.

Slagstrupmark den 23de Juni 1854.
Peder Jensen, Smed.

For det Andet erklærer jeg: at det er en bestemt Sandhed at Hr. Sognefogden med flere af Sogneforstander-Skabet 3die Dagen efter at Niels Nielsen var sat ud - kjørte tæt forbi Niels Nielsens smaae forhungrede, halvnøgne, forfrosne Børn; men det er mulig at Hr. Sognefogden har seet til en anden Side, - for jeg kan dog aldrig troe, at Sognefogden er ganske uden Følelse eller Samvittighed. For det Tredie vil jeg tilføie: At efter min ringe Forstand er den Mand ingen Skumler, der siger Sandhed; Nei! Den Mand, som forsvarer Sandhed og Uskyldighed imod Forurettelser, han er sandelig ingen Skumler. Men den - Mand som forsvarer Usandhed og Underfundighed, hvad denne Mand er, det vil jeg lade mine Læsere bedømme!

Slagstrupmark den 14de Januar 1855.
Ludvig Kirchhoff.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 15. januar 1855).

Slagelse. Indenrigsministeren har, efter hvad "Fdl." meddeler, forlangt Øvrighedens Erklæring om vedkommende Sogneforstanderskabs Behandling af den udkastede Indsidder Niels Nielsen af Slagstrup Mark. Saavidt vi have kunnet erfare, er Factum rigtigt, at Niels Nielsen med Kone og 3 Børn har maattet tilbringe 3 Dage og Nætter under aaben Himmel efter i Mai Maaned forrige Aar at være sat ud af sin Bolig. Men, som det sees af et foregaaende Nr. samt af Dagsavisen, paastaae saavel Sognefoged Jørgen Hansen som Fattigforstander Lars Olsen at have gjort deres Skyldighed ved Bestræbelsen for at aabne Familien et midlertidigt Huusly.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 18. januar 1855).

Da Ludvig Kirchhoff i sit Inserat under 9de ds. har søgt at fremstille mig for Offentligheden, hvori han ved rører, at jeg skulde have yttret, da jeg henvendte mig til ham om Huusly til Niels Nielsen, som samme Dag var bleven huusvild, at naar han ikke vilde leie Forstanderskabet sin Stue til Niels Nielsen, vilde Forstanderstabet tage selv; anseer jeg for min Pligt at oplyse for det ærede Publicum de usandfærdige og uforskammede Beskyldninger, Kirchhoff har paaført mig. 

I Foraaret 1854, da Niels Nielsen blev udsat af sin Lejlighed og blev saaledes huusvild, henvende Sognefoged Jørgen Hansen af Jernbjerg sig til mig (samme Dag) om at skaffe Niels Nielsen Huusly inden Aften. Jeg tøvede ikke længe, men efterkom strax Sognefogdens Befaling og i Forening med en anden Sogneforstander henvendte os til flere Beboere i lille Valdby og Slagstrup og navnlig hos Ludvig Kirchhoff om at faae Huusly til Niels Nielsen, men Enhver vægrede sig derved. Jeg spurgte Kirchhoff meget høflig om han ikke vilde tage imod Niels Nielsen med Familie, da skulde han erholde en høi Betaling derfor, han svarede nej, og for hvad Priis vi end vilde give, vilde han ikke modtage dem. Da vi dernæst henvendte os til Smed Peder Jensen paa Slagstrup Mark med samme Begjæring om at skaffe Niels Nielsen Huusly, svarede hans Kone os, at hendes Mand var rigtignok ikke hjemme, men hun kunde ligegodt give Raadighed over deres Lo, da de for Øieblikket intet Brug havde derfor, indtil vi kunde faae opspurgt en anden Lejlighed. Efter givet Løfte vendte jeg tilbage for at forkynde Niels Nielsen om hvor han kunde flytte ind, men hverken han eller hans Familie var at træffe eller opspørge, og altsaa hvis Niels Nielsen har været uden Huusly, maa det tilregnes ham selv. Jeg troer neppe, Hr. Kirchhoff, at naar man gjør hvad der er Eens Pligt, at det er som De siger, nederdrægtig og uforskammet. 

Jeg skal saaledes paastaae, at hvad Kirchhoff har sagt om mig er ikke andet end Usandhed og Bagtalelse.

Lille Valdby den 18de Januar 1855.
Lars Olsen

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 18. januar 1855).

Det Smithske Stipendiat til Lægen H. W. Meyer. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er et ud af tre om H. W. Meyer - et eksempel på de nationalistiske hovedstadsaviser hetzede mod en læge på grund af hans tidligere tjeneste i den slesvigholstenske hær. Se afsnittet om hvordan han blev forhindret i at få en stilling i 1855 som reservelæge på Frederiks Hospital og nekrologen 1895 andetsteds på bloggen.

Et Par Ord i Anledning i den sidste Uddeling af det Smithske Stipendium ved Kjøbenhavns Universitet. 

Af Cand. med. Erik Holst.

Uagtet Uddelingen af de Kjøbenhavns Universitet tillagte Stipendier selvfølgeligen i Almindelighed ikke kan interessere Publicum, er dog den ved afvigte Termin stedfundne Uddeling i en vis Henseende af en saadan Natur, at den fortjener at blive bekjendt i en større Kreds.

I Bekjendtgjørelsen om de Studerende, der i December Termin d. A. have erholdt det Smithske Stipendium findes nemlig blandt Andre Cand. med. H. W. Meyer, hvem der er tillagt 500 Rdl. aarlig i 2 Aar. De af dette Blads Læsere. der ikke tidligere have hørt Noget om denne Cand. Meyer, og som i den Anledning maatte see efter i Selmers personalhistoriske Værk "Den danske Lægestand", ville da formodenlig blive noget overraskede ved at see, at Cand. med. H. W. Meyer, der, født i Fredericia 1824, blev Student i Kiel 1843 og i Kjøbenhavn 1844, der underkastede sig den fuldstændige Lægeexamen her ved Universitetet i Efteraaret 1847 og kort efter Examen gik til Holsten, har været Læge i Insurgentarmeen. Som nærmere Oplysninger vilde derhos enhver medicinsk Studerende kunne meddele, at Cand. Meyer, der ved sin Afreise fra Kjøbenhavn var ansat ved Alm. Hospital, har svaret de af Hospitalets Candidater, der efter Oprørets Udbrud opfordrede ham til at vende tilbage, undvigende, indtil disse endelig erklærede ham, at han havde at ansee sig for afskediget; at man endvidere senere aldeles Intet har hørt fra ham eller om ham, undtagen dette, at han havde taget Ansættelse i Insurgenthæren, og at han der saavel har baaret Oprørsregeringens Uniform som oppebaaret dens Gage som militair Læge. Efter Oprørets Ende forblev Cand. Meyer i Holsten og forblev selv under Choleratiden, da Danmark i høieste Grad trængte til Lægehjælp, i sit nye Fædreland, som han nu altsaa maatte antages for bestandigen at have valgt sig, da han til Alles Forundring pludselig indfandt sig her i Kjøbenhavn i Slutningen af 1853. Som man dengang sagde, var Cand. Meyer dertil opfordret at en herværende Professor, der i sin videnskabelige Kosmopolitisme ikke formaaede at tage Hensyn til saadanne Smaating, som at Meyer var en overløben Dansk, der efter bedste Evne havde deltaget i Oprørernes Kamp imod Danmark, og som skal have underrettet Meyer om, at det nu var paa tiden at vende tilbage til Danmark. Omtrent samtidigen med Meyers Ankomst udkom nemlig en Bekjendtgjørelse fra det medicinske Facultet om, at det Smithske Stipendium vilde blive tilstaaet den forfatter, der inden en vis Tid leverede en Afhandling over et selvvalgt Emne af Læren om den oftentlige Sundhedspleje, og underhaanden erfarede man da tillige, at det længe følte Savn af en Lærestol i den nævnte Videnskab skulde afhjælpes, idet en saadan agtedes oprettet, naar man kunde faae en dertil Qvalificeret. At den Forfatter, hvem Prisen for den udsatte Opgave tilkjendtes maatte ansees for at være qvalificeret til Docentpladsen er en Selvfølge, og til sine Studiers videre Uddannelse erholdt da dennes Forfatter bemeldte Stipendium af 500 Rdl. aarlig i 2 Aar med Udsigt til Forlængelse. Naar man nu erfarer, at der, af Grunde som her ikke skulle nærmere omtales, kun indkom eet Arbeide, at dette Arbejde tilkjendtes Prisen, og at Forfatteren var den omhandlede Cand. Meyer, saa vil det forhaabenlig viIIigen indrømmes os, at tidtbemeldte Cand. Meyer nu er paa bedste Veie til at blive Docent ved Kjøbenhavns Universitet.

Efter saaledes at have meddelt ovennævnte Facta, tillade vi os at henvende os til Publikum i Almindelighed og vore academiske Medborgere i Særdeleshed med det Spørgsmaal: kan dette taales? Kan man med Rolighed see paa, at den Mand, der i Farens Stund sveg Danmark, ja endog tjente blandt dets Fjender, der først vendte tilbage til Danmark ved Udsigten til et godt Embede, at han ansættes som Lærer for danske Studenter? Vi kunne forstaae, at en Dansk kan svige Danmarks Sag for Oprørets Skyld; thi desværre Analogier dertil ere ikke vanskelige at linde, men vi kunne ikke forstaae, at man kan begaae en saadan Svig 2 Gange, at man igjen ved given Leilighed kan forlade Oprørets Sag og være villig til at, tjene den, man engang har bedraget, og vi kunne allermindst forstaae, at Universiteteis Bestyrelse kan tilstede en saadan Mand Understøttelse af Universitetets Midler. I vore Øine har Cand. Meyer paa den kraftigste Maade, han formaaede, tilkjendegivet, at han ikke længere ansaae sig for dansk Student; men det Smithske Stipendium er ikke skænket Andre; det er ikke bestemt, hverken for nuværende eller forhenværende Schleswigholsteinere eller andre Fremmede.

Vi tillade os derfor paa det Bestemteste at opfordre enten Cand. Meyer selv eller hans herværende Patroner til offenlig at fremsætte de undskyldende Oplysninger, som han formentligen maa have fremført for Consistorium, der neppe kan have været aldeles ubekjendt med hans Liv, og vi tillade os ligesaa bestemt al opfordre vore academiske Medborgere til, at de, saafremt de forventede Oplysninger fra Cand. Meyer ikke maatte befindes tilstrækkeligen undskyldende, hvad de i vore Øine neppe kunne blive, forene sig om efter bedste Evne at værne om Universitetets Ære og gjøre Alt deres til, al Kjøbenhavns Universitet ikke bliver en Forsørgelsesanstalt for forhenværende Schleswigholsteinere.

Velbekjendt med de Motiver, man hertillands almindelige underlægger principielle Kritiker, og derhos villig til at spare Cand. Meyers Forsvarere unyttige Ord, finder Indsenderen det ikke overflødigt til Slutning at angive, at jeg med mit Vidende aldrig har seet Cand. Meyer, end sige talt med ham, at jeg ingensinde har søgt det Smithske Stipendium, og at jeg endelig hverken kunde ønske eller vente at erholde den Docentplads, hvortil Cand. Meyer siges at være designeret.

(Fædrelandet 10. januar 1855)

Lægen Hans Wilhelm Meyer (1824-1895) var søn af bataljonskirurg, senere overlæge Heinrich Christian M. (1794-1874) og Henriette Catherine Hornemann (1802-76). Fra Fredericia flyttede han i 1826 med faderen til Glückstadt. 1843 startede han sit medicinstudium ved Københavns Universitet, som han allerede afsluttede i 1847 med den meget sjældne karakter egregie. Efter eksamen blev han ansat som kandidat ved Almindelig Hospital. Ved krigens udbrud 1848 opholdt han sig hos forældrene og faderen der var tilhænger af slesvig-holstenismen, overtog en ledende lægepost ved den slesvigholstenske hær.

Oplysning fra cand. med. & chir. H. W. Meyer.

I "Fædrelandet" for den 10de Januar Sp. 9 findes en Artikel, hvis Forfatter jeg er Tak skyldig, fordi han har skaffet mig Lejlighed til endelig engang offenligt at give Oplysninger in mine i Artiklen omtalte Forhold - som jeg iøvrigt stedse har været villig til at meddele til hvem der privat har henvendt sig til mig derom.

Sagen forholder sig saaledes :

Strax efterat jeg var bleven dimitteret fra den lærde Skole i Glückstadt, blev jeg Student ved Kjøbenhavns Universitet (ikke ved Kiels). Som Student blev jeg ansat ved Almindeligt Hospital og umiddelbar efter min Embedsexamen (1847) fik jeg Permission herfra, for at kunne tilbringe nogen Tid hos mine Forældre og Sødskende i Glückstadt. Denne Permission blev forlænget, da en farlig Sygdom forhindrede mig fra at vende tilbage til den fastsatte Tid.

Saaledes overraskede den 24de Marts mig, inden Sygdommen endnu var fuldkomment ophørt. Paa denne Tid var min Fader fraværende, min Familie trængte til mig som Støtte, og da min Pligt som Undersaat Intet led ved, at jeg blev i Glückstadt og overtog min Faders Praxis, tog jeg ikke i Betænkning at blive. Nogle Maaneder senere udkom der i Holsten en Værnepligtslov , der Intet kunde forandre i mine Forhold , da jeg som født og ansat i Danmark ifølge den ikke kunde blive udskreven som Værnepligtig.

Men ikke destomindre blev jeg udskreven til Soldat. Pøbelen i Glückstadt tvang med Vold den i August s. A. afholdte Militairsession, til hvilken jeg ikke engang havde modtaget nogen Tilsigelse, til at udskrive mig. Jeg fik først Etterretning herom, efterat jeg var indrulleret.

Der var for mig nu kun to Veie at vælge imellem. Den ene var, øjeblikkeligt at forlade Landet som Deserteur; dette vilde paa ingen Maade have været vanskeligt og ikke forbundet med nogen Ulempe for min egen Person, men jeg vilde da have maattet efterlade min Familie midt iblandt den samme tøilesløse Pøbel, der havde bevirket min Indrullering. Jeg kunde ikke vælge denne Vei og troer, at dette vil være indlysende for Enhver, der har kjendt Noget til Forholdene paa den Tid. - Den anden var, mundligen og skriftligen at protestere imod den anvendte Fremgangsmaade; at søge at blive fri for den mig paatvungne Forpligtelse, idet jeg støttede mig paa, at det var mig umuligt at tjene imod Danmark. Herved vilde jeg tillige have Udsigt til senere i Ro at kunne forlade Landet. Denne Vei maatte jeg vælge. Jeg henvendte mig først til den provisoriske Regering med min Protest imod at tjene imod mit Fædreland og reiste derpaa til Rendsburg for personligen at gjentage denne for et af Regeringens Medlemmer.

Ved disse og ved senere med største Udholdenhed fortsatte Anstrengelser opnaaede jeg Sikkerhed for, at jeg aldrig kunde komme til at tjene som Soldat imod Danmark, og at jeg heller ikke skulde blive sendt i Felten som Læge *). Da jeg havde opnaaet dette og da jeg, som sagt, ikke kunde komme bort, var det, og det er endnu min Overbevisning, at alle de Skridt, jeg havde gjort, kunde min Færd aldrig betragtes som en Oprørers, naar jeg som Læge behandlede de Syge paa Hospitalerne; men at den tvertimod tydeligt viste, om mit Sindelag var for Oprøret eller ikke; og jeg kan forsikkre, at man i Holsten ingenlunde har taget feil heraf.

Jeg var altsaa under Krigen ansat som Læge ved Hospitalerne og havde i det sidste Aar tillige Lægetilsyn med de danske Fanger i Gluckstadt. Jeg maa tilføje, at jeg det første Aar tjente uden Betaling, at jeg derpaa. for at subsistere, maatte tage imod en saadan, men at jeg stedse beholdt den laveste Rang en examineret Militairlæge kunde indtage.

Saasnart Krigen var endt og Ordenen gjenoprettet, tiltraadte jeg (Foraaret 1851) en videnskabelig Udenlandsrejse, for specielt at uddanne mig i enkelte Fag af Lægevidenskaben. Min Examens Udfald havde opmuntret mig til at forfølge en videnskabelig Løbebane; jeg haabede ved i længere Tid at opholde mig ved Europas mest udmærkede Høiskoler at erstatte , hvad jeg i de foregaaende Aar havde forsømt, for i Tiden derved at kunne gavne mit Fædreland. Mit Ophold i Udlandet udstrakte sig til Eftersommeren 1853; jeg havde der med Iver lagt mig eller de medicinske Discipliner, som jeg troede at have mest Talent for. En Choleraepidemi, som efter min Tilbagekomst hjemsøgte Glückstadt, tvang mig til at blive der - min Fader var nemlig syg - og at overtage Behandlingen af Cholerapatienter, indtil jeg i Efteraaret (Begyndelsen af November) i 1853 kunde vende tilbage til Kjøbenhavn.

Siden den Tid har jeg beskæftiget mig med selvstændige videnskabelige Arbejder, navnligen med Besvarelsen af en Prisopgave, som det medicinske Facilitet havde udsat den 8de Oct. 1853. Alt, hvad i den citerede Artikel i "Fædrelandet" er antydet om. at min Ankomst hertil Byen skulde staae i nogensomhelst Forbindelse med Udsættelsen af denne Prisopgave eller med en formentlig paatenkt Docentpost ved Universitetet, er aldeles grebet ud af Luften.

Til Slutningen har jeg kun Følgende at tilføie:

Jeg vilde finde det skammeligt, om jeg negtede, at jeg baade føler og altid vil føle varmt for Holsten, hvor jeg blev opdraget, og hvor mine nærmeste Paarørende leve. Men jeg maa paa det Alleralvorligste fralægge mig Beskyldningen for at nære eller nogensinde at have næret den ringeste Sympathi for den schleswigholsteinske Sag. 

Danmark er mit Fødeland; her vil jeg leve og tjene den danske Videnskab, saafremt denne ikke vil forsmaae min Tjeneste.

*) Medens jeg endnu arbeidede paa at blive fri, modtog Jeg en Opfordring fra Alm. Hospitals Reservelæge til at vende tilbage ; det var mig dengang kun muligt som Svar at udtrykke mit Ønske og Haab om snart at kunne komme tilbage til Kjøbenhavn. Jeg modtog min af Overlægens undertegnede Afsked fra Alm. Hospital, da jeg allerede som Læge tjent ved et Lazareth.

(Fædrelandet 13. januar 1855).

Kandidat Meyer og hans Forsvar. En i "Fædrelandet" indrykket Artikel af Cand. med. E. Holst, som havde til Hensigt at henlede Opmærksomheden paa det af den ved sidste Uddeling af de Smithske Legater beneficerede Cand. med. Meyer udviste tvetydigt Forhold under det slesvigholsteenske Oprør, har fra denne Sidste fremkaldt et Svar i samme Blad, som vi her noget nærmere skulle belyse.

Candidat M. indrømmer, at han har tjent som Læge i den slesvigholsteenske Armee, men søger paa følgende Maade at vise, at Forhold, som han ikke var Herre over, havde tvunget ham ind i denne Stilling. Han laae syg i Glückstadt, da Oprøret udbrød; da han blev rask, maatte han blive for at beskytte sin Familie; nogle Maaneder efter blev han uventet og paa en ulovlig Maade udskrevet. Da det saaledes for Fremtiden blev ham umuligt ligeoverfor Oprøret at vedligeholde den passive Rolle, som han hidtil havde spillet, stod der ham, som han siger, to Udveie aabne, enten at desertere, hvilket efter hans Udsagn vilde have været meget let, eller at protestere mod den ham vederfarede ulovlige Medfart. Den første Udvei forkastede han, deels fordi hans Familie ikke kunde undvære ham, deels af Frygt for ved at forlade Glückstadt at udsætte sin Familie for Pøbelens Voldsomheder, dog maa han sikkert, noget have overdrevet Frygten for denne Fare, da han kort efter kunde vove at reise til Rendsburg; man kan nemlig vel ikke antage, at han iforveien har fortalt Pøbelen, om hans Rejses Maal var Rendsburg eller Kjøbenhavn. Han reiste imidlertid som sagt til Rendsburg, og hans Familie blev ikke molesteret. Maalet for Reisen var at slaae ind paa den anden Udvei, nemlig at protestere mod Udskrivningen, der jo maatte være ham lige ubehagelig som dansk Borger og som sin Families eneste Støtte; det lykkedes ham virkelig at komme til en Akkord med Oprørsregeringen, saaledes at han erholdt Tilsagn om at blive anvendt som Lazarethlæge, hvorved han baade undgik at komme til at bære Vaaben mod sine Landsmand og tillige fik en i Sammenligning med en Menigs Stilling ret behagelig Post; derimod maatte han jo rigtignok opgive det Hensyn, som oprindelig efter Oprørets Udbrud havde bevæget ham til at forblive i Glückstadt, det at støtte sin Familie ved sin personlige Nærværelse, da han vel ikke kunde gjøre sig nogen bestemt Formodning om, hvor hans Tjeneste vilde blive anvendt. Da han først var kommen i Oprørsregeringens Tjeneste, blev han der indtil Fredsslutningen. I de 3 Aar maa der vel ikke have været nogen Leilighed til at desertere, thi man kan da ikke antage, at Frygt for Pøbeloptøier, efterat den første Gjæring havde lagt sig, ogsaa i hele denne Periode skulde have holdt ham tilbage. Efter Fredsslutningen benyttede han sig ikke af Amnestien til at reise til Kjøbenhavn for at retfærdiggjøre sin Handlemaade, som her maatte betragtes med mistroiske Øine, især da han umiddelbart efter Oprørets Udbrud havde erholdt en Opfordring fra Almindeligt Hospitals Reservelæge om at indfinde sig til sin Tjeneste, hvilken han dengang kun kunde besvare - i meget svævende Udtryk; derimod reiste han til Tydskland for at bøde paa sine forsømte Studier. Dem har han da fortsat paa forskjellige Steder i Tydskland, og heldigviis har han især anvendt sin Flid og sine Evner paa en Videnskab, som umiddelbart efter hans først 2 Aar senere indtrufne Tilbagekomst til Kjøbenhavn blev Gjenstand for en Priisopgave; man maa kalde dette et sjeldent Held, da man vel ikke kan antage, at han har været vidende derom, førend denne Fakultetsbeslutning ved offenligt Opslag blev Alle bekjendt.

Cand. Meyer siger i Slutningen af sine Oplysninger, at han ikke har eller har havt slesvigholsteenske Sympathier; man maa troe ham paa hans blotte Ord, da han i del Foregaaende ikke har fremført noget Beviis derfor. Det synes imidlertid ikke, at det, saalænge Oprøret varede, har været ham saa vigtigt at gjøre denne Paastand gjældende her i Kjøbenhavn, som det er ham nu; ellers vilde hans Svar til Reservelægen vist ikke blot i almindelige Udtryk have omtalt hans Haab om snart at kunne vende tilbage, men snarere vilde han deri have nedlagt en energisk Protest imod den Behandling, han havde lidt, og en kraftig Forsikkring om uforandrede danske Sympathier. som kun tvingende Forhindringer holdt ham fra at bevise ved sin personlige Nærværelse; ialfald vilde han sikkert have benyttet den første Leilighed efter Fredsslutningen til at modarbejde den Stemning, som her maatte herske mod ham. - men han reiste strax til Tydskland og kom først 2 Aar efter hertil, netop dengang da Priisopgaven blev bekjendtgjort, og kort førend en Reserve-Lægepost paa Frederiks Hospital blev ledig *).

Hr. Meyer siger fremdeles, at Danmark er hans Fødeland, at han vil leve der og hellige del sin fremtidige Virken. Saamænd, Danmark er et godt Land! Derimod siger han intetsteds, at han under Oprørsaarene har følt for den danske Sag, og det kunne vi heller ikke antage for rimeligt efter de mange Erfaringer, vi fra Krigsaarene have paa, at virkelig, varm og kraftig Fædrelandskjærlighed yttrer sig ved Handling og Daad, ikke ved at tage personlige eller Familie- Hensyn. Med Følelsen for sit betrængte Fødeland kan man ikke saa let gaae paa Akkord, som Hr. Meyer med den provisoriske Regering; Fødelandets Opraab til sine Sønner svarer en Patriot ikke med: "Jeg kan ikke for Fader og Moder", endnu mindre med: "De maa undskylde mig, men Familiehensyn fordre, at jeg foreløbig tager Tjeneste i den fjendlige Leir". Et saadant Svar og en saadan Handlemaade vidne om en Lunkenhed, der grændser saa nær som mulig til Forræderi; men naar man sidenefter, naar Faren er forbi, og Gemytternes Bevægelse har lagt sig, stolende paa det Folks Godmodighed og Glemsomhed, som man i Farens Stund har sveget, trænger sig frem og tager imod Belønning, saa begaaer man en Handling, der grændse saa nær som mulig til Lavhed. Hr. Meyer har efter sine Ord ikke næret slesvigholsteenske Sympathier, efter hans Handlinger kan han ikke have næret danske; han har holdt sig til Slesvig- holstenernes Leir, da det var ham eller idetmindste hans Familie om at gjøre; han opslaaer nu sin Bopæl i Danmark, da det i sin Godmodighed byder ham Belønning, men muligviis er ogjaa det af høiere Familiebensyn. - Hr. Meyer har faaet det Smithske Legat; - hvad mon der bliver hans næste Belønning?

*) Denne Reservelægepost søgte Cand. Meyer, og han vilde sandsynligviis ogsaa have erholdt den, saafremt ikke en energisk Protest fra endeel af Candidaterne havde tvunget ham til at træde tilbage.

(Dagbladet (København) 19. januar 1855)

Otto Herman Emil Lange (1827-?): Læge Hans Wilhelm Meyer (1824-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Situation udviklede sig i september måned 1855, hvor H. W. Meyer blev indstillet til en stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital, se et senere afsnit om dette.

Sammenstød i Svabsted. (Efterskrift til Politivennen)

Svabsted, d. 31. Dec.

- (Fl. Zt.) Spiritussen har, foruden mange andre, ogsaa den slette Egenskab, at den gjør mange Mennesker stridige og tossede. Derpaa havde vi her et Exempel anden Juledag ved et Dandsegilde, hvor der blev tappert drukket og hvor det da faldt nogle Gjæster ind ogsaa at aflægge Prøver paa deres Tapperhed ved i deres Ruus at afsynge saadanne Sange, som man sang i hiint gale Aar, da hele Verden var beruset. Det gjorde man, omendskjøndt nogle Gensdarmer boede tæt i Nærheden. Disse indfandt sig nu ved Koncerten og begyndte at notere sig Sangernes Navne, hvorover disse Sidste naturligviis bleve meget opbragte, og for at forsvare Sangfriheden appellerede de til den ædle Næveret. Det syngende Personales Overmagt var saa stor, at Gensdarmerne maatte trække sig tilbage til deres Værelser. Den rasende Sværm fulgte efter dem og troede, at den lille Kastning kunde tages i en Haandevending, Man slog Dørfyldingerne ind, aabnede udenfra et Bombardement med Stene og lod sig ingenlunde afskrække ved den Trusel, at der vilde blive skudt, naar man ikke ophørte med Bombardementet, Desværre skal Urostifterne først vare komne til Besindelse, efterat der virkelig var bleven skudt og en Mand truffen. Der er allerede indledt Undersøgelse mod Tumultuanterne, og flere af dem vil vel længe komme til at føle Svien af denne Ruus

(Dannevirke 4. januar 1855).

Fra Svabsted hedder der i "Flpst.": Anden Juledag var der Dands her l Byen og netop paa der Sted, hvor de her stationerede Gensdarmer logere. Gensdarmerne vare ude at vigilere, og da de ingen Ordre havde til at overvære Dandsen, saa kom de først sent om Aftenen Hiem og begav sig strax paa deres VærereIse. Her hørte de nu, at man i Dandse- eller Drikkesalen høit istemte "Schleswig-Hoistein meerumschlungen"; de gik derfor ind, for at notere dem, som deltoge i Sangen, og opfordrede Værten tillige til at bevidne Sagen. Men nu omringede Gjæsterne dem, og Gensdarmerne maatte gjøre Brug af deres Sabler, som bleve dels bøiede dels brukne itu. Det kom til Haandgemæng; dog endelig slap Gensdarmerne ind i deres Værelse, men de bleve forfulgte og man slog Fyldingen i Døren ind. Gensdarmerne bevæbnede sig nu med deres skarpladte Geværer og satte Bajonetten paa, hvorved de haabede at adsprede Mængden, men da det ikke hjalp og de endog bleve modtagne med Stenkast, hvoraf den ene Gensdarm blev truffet i Hovedet, gave de "Fyr". Efter Sigende have begge Kugler truffen den samme Mand, som sandsynligvis maa bøde med Livet for denne Spas. Gensdarmerne skulle være slemt medtagne af Slagsmaalet og den Ene af dem skal have faaet Øiet slaaet ud. Der er indledet Undersøgelse.

(Ribe Stifts-Tidende 9. januar 1855)

Denne artikel blev bragt, med følgende tilføjelse:

Gendarmeri-Inspecteuren har selv været her, og jeg tvivler ei paa, at vor høitelskede Amtmand, Johannsen, er ligesaa "entrüstet" over disse Schl.-Holst. Exesser, som vi Andre; thi han var og er jo, som bekjendt, en af dens - Modstandere

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 12. janur 1855).

Svabsted ligger ca. 10 km. sydøst for Husum i Slesvig. Flækken havde på daværende tidspunkt omkring 800 indbyggere der bl.a. levede at havedyrkning (kål) og kartoffelavl. Indtil opførelse af diget Herrenhollig var der en betydelig skibsfart.

Gasbelysning i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Gasbelysning. Aarhuus, den 3die Januar. Igaar Aftes var det usædvanligt levende paa vore Gader. Det var i Anledning af Gasbelysningen, som første Gang var tændt. Da det var Maaneskin tillige, kunde man endnu ikke rigtigt bedømme Gasflammernes Styrke og Klarhed. Men eftersom det var første Gang, og altsaa kun en Prøve, forekom de os at være meget tilfredsstillende. (Ligesaa glædeligt som det er, at den ene Kjøbstad efter den anden ved egne Midler drager Omsorg for en bedre Belysning ved Gasanlæg, lige saa sørgeligt er det, at Hovedstaden endnu bestandig trods de idelige Erindringer derom, staaer tilbage i saa Henseende. Belysningen har aldrig været saa slet som i denne Vinter. Nytaarsmorgen, da Folk vilde besøge Guds Huus, vare alle Lugter slukkede, og det var saa bælmørkt , at man neppe kunde see nogle Skridt fra sig, hvilket var til saameget større Ulempe, som det var et rædsomt Veir. Hvorlænge ville dog de mange brave Medborgere, som med saa megen Varme udtale sig for og tage sig af gjennemgribende Reformer i Statens Anliggender, vise saamegen Ligegyldighed for Stadens!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1855, 2. udgave).

Der var 164 gasgadelygter på daværende tidspunkt i Århus. Gassen blev leveret af Aarhus Gasværk. Gasbelysningen blev udskiftet med el 1899-1904.

Et Par Ord om Personpostbefordringen. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Odense.)

Den Paastand, at det er en Fornøielse at reise, kan vanskelig anvendes paa en Reise fra Hovedstaden i de nærmeste Dage før Juleugen. Thi da er nemlig den fra Kjøbenhavn afgaaede Personpost hver Aften overlæsset med Passagerer, og vi vare da ogsaa den Dag, jeg reiste, omtrent 100 Personer fra Postgaarden, et Antal, som, da næsten alle skulde til Fyen og Jylland, stadig voxede underveis. I andre Lande har jeg ladet mig fortælle, gjøres Alt for at fremskynde Postens Hurtighed - hvilket endog ansees for et Hovedøiemed - ; der skal man just ikke kunne sige at det er saaledes. Hvad var f. Ex. naturligere, end at man om Middagen med Jernbanen lod Postmesteren i Roeskilde underrette om, at et usædvanligt stort Antal Reisende vilde indtræffe, for at Alt kunde være parat dernede? Men da dette nu ikke var skeet, medgik der ved Ankomsten over halvanden Time - istedetfor den reglementerede halve. Dog vare vi imidlertid saa heldige, alle at blive befordrede i lukkede Vogne, hvilket var en sand Velgjerning, da det uafladelig øste Vandened; ja man roste sig endog for os af, engang at have befordret 120 Passagerer i lukkede Vogne. Saaledes naaede vi da Ringsted. Veiret havde pludselig forandret sig; det frøs stærkt og blæste en sand Orkan. Da lod pludselig det Tordenbudskab for os: kun 54 Passagerer komme i lukkede Vogne, Resten skal paa Fjedervogne, og hvilke Fjedervogne ! - Istedetfor de i Kjøbenhavn brugelige Dagvogne med Læderbetræk mellem Sæderne, hvilket dog altid er et, om ogsaa kun svagt Værn mod Kulde og Regn, holdt der Vogne, omtrent som de Kaffemøller, som man om Sommeren males til Skoven paa. Sligt vover man at byde de Reisende, som have betalt for at blive befordrede i lukkede Vogne, og de to Mark, som en Karl paa Torvet i Ringsted stak os i Haanden med de Ord "Godtgjørelse for at kjøre paa aaben Vogn", men som for mit og mit og flere andre Passagerers Vedkommende reducerede sig til een Mark, da han formodentlig stolede paa, at man i den bælmørke Nat ikke kunde skjelne en Mark fra en Tomark, og maaskee ogsaa beregnede at han maatte være oppe i et saadant Hundeveir, selv denne Godtgjørelse var kun et daarligt Surrogat for at kjøre paa aaben Vogn; og denne Tour indvirkede da ogsaa forfærdeligt paa de Reisende, hvis Ansigter ved Ankomsten til Slagelse i en betydelig Grad vare ophovnede af Blæsten. - Man veed, at der netop paa denne Tid reiser et langt større Antal med Posten, end der kan befordres med lukket Vogn. Hvorfor leier man da ikke paa en Ugestid nogle af de i Kjøbenhavn paa denne Aarstid uvirksomme Omnibusser og lader dem passere hele Sjælland igjennem, istedetfor paa en saa uforsvarlig Maade at udsætte de Reisendes Helbred?

At vi ligeledes kom paa aaben Vogn fra Slagelse til Korsør er en Selvfølge, ligesom vi vare 4 Timer med Dampskib over den ikke 4 Miil brede Store Belt. Vi ville haabe, at naar Jernbanen (hvoraf vi underveis saae adskillige fragmenter, navnlig en meget smuk muret Pillebro mellem Slagelse og Korsør) er kommen istand, Generalpostdirektionen da vil være betænkt paa at sætte Dampskib igang mellem Korsør og Nyborg med saamange Heste-Kraft, at Veien kan tilbagelægges i mindst halvanden Time.

En reen kontrast til vor hidtidige Befordring dannede Ankomsten til Nyborg. Commerceraad Schalburg. Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i denne By, fulgte nemlig med os over Beltet og har sandsynligvis inden Afgangen fra Korsør pr. Telegraph reqvireret det fornødne, thi det behørige Antal Vogne holdt forspændte deels nede paa Skibsbroen, deels udenfor Hotellet, som, in parenthesi bemærket, er det smukteste og eleganteste paa hele Routen.

Først Kl. 8 om Aftenen ankom vi til Odense istedetfor at Posten efter Bestemmelsen skal være der Kl. 2 om Middagen, et saa stort Ophold havde Mangelen paa Forsynlighed foraarsaget.

Ogsaa om Personpostens Ankomst dertil Syd fra skal jeg tillade mig en Bemærkning; efter Beregningen skal denne, nu da den befordres paa den slesvigske Jernbane, vare der Kl. 5 om Morgenen, men alligevel skal den ikke afgaa, før Kl. 8. Grunden til et saadant Ophold er vanskelig at indse. Og uagtet Posten altsaa ikke afgaaer før Kl. 8, sluttes Indleveringstiden for Breve dog Kl. 9 den foregaaende Aften, hvilket er en stor Gene for det korresponderende Publikum, der i Reglen aldrig samme Dag vil kunne besvare de ad Kiøbenhavnsrouten arriverede Breve, da denne Post, som sagt, paa denne Aarstid kommer seent, og det just ikke gaaer meget duelig, med Brevenes Distribuering.

I Odense, en By med mindst 12,000 Indvaanere, findes hele to Brevbærere! Til Gjengjeld kunde dog Postmesteren nok have Contoiret aabent til Indlevering om Morgenen fra 6-7, idetmindste mod forhøiet Betaling.

Jeg har opholdt mig for kort der, til at kunne tilmelde Dem videre Nyt; kun to Bemærkninger vil jeg ikke tilbageholde: 1) at det forekommer mig, man er meget forlystelsessyg her i Odense; anden Juledag var der saaledes fire offentlige Baller og desuden udsolgt i Cirkus (vi have nemlig et Hoffman-Goudsmith-Goldkettesk Beriderselskab der) og i Theatret, hvor det Bruunske Selskab, som er retourneret fra Reisen i Slesvig, samme Aften aabnede Rækken af dets forestillinger med "Han gaaer paa Commers". 2) At Communalbestyrelsen her maa staae sig meget godt, siden den har Raad til at lade Byen oplyse med Gas endog i det brillanteste Maaneskin, hvilket var Tilfældet igaar Aftes. -m

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1855).