Selvmord i Vestergade. (Efterskrift til Politivennen)

"Flyvepst." meddeler Følgende om et Selvmord, sandsynligvis paa Grund af slet Behandling. Den 25. Novbr. f. Aar om Aftenen Kl. 7 blev en Karl, der tjente i Gaarden Nr. 24 paa Vestergade (Gjæstgivergaarden "Prindsen"), opmærksom paa, at der omtrent midtveis i dennes temmelig lange Gaardsplads henlaa et Fruentimmer svømmende i Blod. Han henvendte sig strax i Gjæstgiveriets Kiælderstue, hvorfra nogle af Karlene gik ud for om muligt at yde Bistand, men man overbeviste sig snart om, at al Hjælp til den Forulykkedes Oplivelse var forgjæves, da den ene Side af hendes Hoved var aldeles sønderslaaet, saa at Døden herefter uopholdeligt maa have indfundet sig. Ved deri derefter opregne Politirapport er det oplyst, at den Paagjældende, hvis Navn var Julie Eichen, tjente i Gaarden Nr. 207 ved Vestervold i Baghuset paa 3. Sal, hvor hun var styrtet ned fra et af de Vinduerne i denne Bygning, der vende ud imod bemældte Gjæstgivergaard. Da der var Mistanke om, at hun i Fortvivlelse over sin Madmoders Mishandlinger frivilligt paa hin Maade havde bibragt sig Døden, blev der ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret optaget et Forhør, hvoraf det bl. A. fremgaar, at hun, som først var kommen til at tjene paa det nævnte Sted fra 1. f. M. oftere har beklage, sig for adskillige andre Tienestetyender i samme Gaard over, at hun blev slaaet af sin Madmoder, og over at hun, som meget ung og baade fader- og moderløs, Ingen havde, som kunde tage hendes Forsvar i Anledning af den ilde Medfart, hun led hos sit Herskab. Navnlig var hun Dagen iforveien (den 24. Novbr.) kommen til Pigen Andrea Ulfeldt med ophovnede Læber og forblødt over Klæderne, og havde anmodet hende om Eddike og Vand for at faa Blodet standset, der strømmede ud af hendes Næse, hvilket var foraarsaget ved, at hendes Madmoder med knyttet Haand havde slaaet hende i Ansigtet. En saadan Behandling synes at have været saa meget mere ubillig, som Julie Eichen af Alle, der kjendte hende, blev anset for en slikkelig honnet og fornuftig Pige, og havde hun derhos særdeles gode Vidnesbyrd fra Steder, hvor hun udligne havde tjent. Ogsaa er det oplyst, at flere af de hos samme Herskab for den Forudlykkede konditionerende Piger, der ofte havde skiftet, ere blevne behandlede paa lignende Maade især af Konen. Nu kan Sidstnævnte, efter hvad hun har forklaret i Forhører, veI ingenlunde antage at oftnævnte Julie Eichen med Forsæt har taget Livet af sig, da hun efter Hendes Formening ingen Grund havde dertil, men troer, at hun ved en ulykkelig Hændelse er falden ud af Vinduet; heller ikke findes i den Afdødes Etterladenskaber Breve eller Sligt, der lyder paa, at hun med Villie har endt sine Dage. Men den Omstændighed, at hendes Lig Ikke fandtes lige nedenfor Vinduet tæt ved Muren, men noget fra samme, maa lade formode, at hun med Kraft har kastet sig ud af Vinduet eller sprunget til, og Det synes derfor temmelig Utvivlsomt, at her er begaaet et Selvmord, der efter al Rimelighed er sket i Fortvivlelse over den ulykkelige Stilling, hvori hun befandt sig, som tjenende hos et strengt og inhumant Herskab. 

(Ribe Stifts-Tidende 18. januar 1855).

Prindsen lå Vestergade 21,  ifølge Krak 1855. Vestergade 30 ifølge Krak 1865.

Falskmøntneri og Strandingsgods i Allinge-Sandvig. (Efterskrift til Politivennen)

Stranding. Allinge den 9de Januar. Fredagen den 5te ds., om Aftenen Kl. 9½ landsattes ved Korsbjerg, tæt Sønden Sandvig, formedelst læk Skib, Skonnerten "John", dr. 46½ danske Emrl. ført af Capt. C. F. Lyth, af og fra Wisbye, bestemt til Kiel med en Ladning Rug. Besætningen ialt 7 Mand, der have lidt meget i de i den senere Tid herskende Storme, er bjerget. Ved rask Bjergning og begunstiget af vestlig Vind, er af Ladningen opbjerget c. 800 Tdr. Rug i tør Tilstand og henlagt i Pakhus. Skibet er Vrag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1855).

 Onsdagen den 20de Mai. Nr. 85.

Justitsraad Buntzen

contra 

1) Peter Herman Petersen, 2) Anders Peter Jørgensen, 3) Peter Koefoed og 4) Jørgen Larsen (Defensor Brock) 

der tiltales Nr. 1 og 2 for Falskmyntneri, Nr. 3 for som Forbjerger at have gjort sig skyldig i mislig Omgang med bjerget Gods og Nr. 4 for at have afgivet urigtig Forklaring inden Retten.

Dom, afsagt, ifølge Commissorium af 17de Marts 1856, af Justitsraad, Herredsfoged Garde i Hasle den 10de Octbr. s. 4.: "Tiltalte Jens Michael Nielsen af Allinge bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Peder Koefoed paa Hammersholm bør for Actors videre Tiltale fri at være. Tiltalte Jørgen Larsen af Olsker Sogn bør at hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen bør at hensættes til Arbeide i Tugthuset hver i 6 Aar, Sex Aar. Actor, Procurator Erichsen tillægges i Salair 30 Rdl. og Defensor, Procurator Ipsen 20 Rdl. Af Actionsomkostningerne betaler Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen samt Jørgen Larsen hver 1/10, En Tiendedeel, og Tiltalte Peder Koefoed 7/10, Syv Tiendedele. Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige forkyndelse under Adfærd efter Loven og det Øvrige at efterkommnes efter Justitiens nærmere foranstaltning".

Høiesterets Dom. 

Der skjønnes ikke under nærværende Sag at være fremkommet saadanne Data, som give tilstrækkelig Føie til ikkun at tillægge Peter Koefoed Frifindelse for Actors videre Tiltale, hvorved navnligen bemærkes, at han, der stadigen har benægtet enten selv at have begaaet eller med andre at have deeltaget i nogen Mislighed ved udmaalingen af det under Sagen omhandlede bjergede Parti Rug, i forbindelse hermed har forklaret, at han vel som Forbjerger var tilstede paa Sandvig Raadstue ved den største Deel af denne Udmaaling, men hverken var beordret til eller havde paataget sig at føre Opsyn med hvorledes Maalingen foregik, hvilket han ikke heller antog efter hans Stilling at paaligge ham. Som Følge heraf vil han for Actors Tiltale være at frifinde.

I Henseende til de Peter Herman Petersen, Anders Peter Jørgensen og Jørgen Larsen tilfundne Straffe billiges Bestemmelserne i den indankede Dom, i Henhold til de i samme for disse tiltaltes Vedkommende anførte Grunde, dog at det, hvad de tvende førstnævnte Tiltalte angaaer, vil være at bestemme, at de blive at hensætte til Tugthusarbeide.

Actionens Omkostninger ville Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen in solidum have at tilsvare for deres Vedkommende og de 2 andre Tiltalte, hver for sit Vedkommende, saaledes at hine tvende Tiltalte, En for Begge og Begge for En, udrede 10 Dele, Peter Koefoed 5/10 Dele og Jørgen Larsen 1/10 Deel af de ved bemeldte Dom fastsatte Salarier.

                  Thi kjendes for Ret: 

Peter Koefoed bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen bør hensættes til Tugthuus arbeide hver i 6 Aar. I Henseende til den Jørgen Larsen tilfundne Straf bør de indankede Dom ved Magt at stande. Actionens Omkostninger betale Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen for deres Vedkommende, En for Begge og Begge for En, og de tvende andre Tiltalte hver for sit Vedkommende; og tillægges Justitsraad Buntzen og Advocat Brock i Salarium for Høiesteret hver 30 Rdl., som tilligemed de ved bemeldte Dom fastsatte Salarier udredes af Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen, En for Begge og Begge for En, med 2/10, af Peter Koefoed med 7/10 og af Jørgen Larsen med 1/10 Deel.

Af den indankede Doms Præmisser anføres Følgende: "..... I. Med Hensyn til det af Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Beter Jørgensen tilstaaede Falskmynteri bemærkes :

Da en Person ved Navn Christen Andreassen Nielsen i sidste Vinter havde fortalt Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen hvorledes Sedler og Sølvpenge eftergiordes, besluttede Arrestanterne at prøve paa at forfærdige en Specie ved at gyde smeltet Tin i en af 2 Træstykker fabrikeret Form, og, efter at de havde gjort adskillige mislykkede Forsøg, fik de endelig en nogenlunde god Specie ud af det, hvilken de lode ligge nogen Tid indtil Arrestanten Peter Herman Petersen gav sin Moder, Anders Petersens Enke af Sandvig, bemeldte Specie, for at hun hos Kjøbmand Thor Jørgensen i Sandvig skulde kjøbe noget Kaffe og Sukker; men da Specien der blev antagen som falsk, leverede hun sin Søn Peter Herman Petersen samme tilbage, og han har senere skaaret den i Stykker og brugt den som Hagel. Flere end denne ene Specie er det ei oplyst, at Arrestanterne have forfærdiget.

For disse Forbrydelser ville Arrestanterne Peter Herman Petersen og Anders Peter Jørgensen være at ansee med Straf efter Forordningen af 11te April 1840 § 70, og findes denne, naar sees hen til, at den af dem forfærdigede falske Specie var saa slet, at den strax, da den blev udbudt, blev befunden at være falsk, at de ei have forfærdiget flere end denne ene Specie, at de have gode Forholdsattester og at de have givet en aabenhjertig Tilstaaelse, passende at maatte bestemmes til Minimum af lovstedets Straf, 6 Aars Arbeide i Tugthuset.....

Udsigten mod Korsbjerget (bag pynten) fra Sandvig Havn. Stedet var dengang ikke bebygget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

II. Med Hensyn til Strandingssagen, hvorunder Peder Koefoed paa Hammersholm tiltales for som Forbjerger at have gjort sig skyldig i mislig Omgang med strandet Gods og Jørgen Larsen af Olsker ..... for at have afgivet urigtig Forklaring for Retten, ere de factiske Omstændigheder, efter de erhvervede Oplysninger, følgende:

Efterat Skonnerten John af Visbye, ført af Capitain Lyth, paa Reisen fra Hjemstedet til Kiel med en ladning Rug havde passeret Bornholm, uden at have havt Communication med Landet, og var kommen henimod Withmund paa Rygen, mærkede han, at Skibet var læk, og da han havde contrair Vind, holdt han af mod Bornholm, og idet han passerede Hammeren den 4de Januar 1855 om Eftermiddagen, satte han Nødsignalet til, hvorefter 2 Baade med Fiskere gik ud til Skibet for at yde Assistance, og med disse indgik Skipperen Accord om at være ham behjælpelige med Pompning og om muligt at bringe Skibet i nærmeste Havn, men da Skibet arbeidede stærkt i den høie Sø, gik man, for at lette Pompningen til Ankers udenfor Sandvig. Strandingscommissionair, Consul Hjorth i Allinge, som fik Underretning herom, gik ombord for at tilbyde sin Assistance, men da han der erfarede den indgaaede Accord med Fiskerne, gik han strax iland igjen. 

Da Pompningen henad Aften ei vilde holde Skibet læns, erklærede Fiskerne videre Arbeide herved unyttigt og at de vilde gaae iland, men da Skibsmandskabet paa Grund heraf declarerede, at de ei vilde gaae tilsøes med Skibet i den Stand det var, forlangte Skibsføreren af Fiskerne, at de skulde sætte Skibet paa land, hvilket ogsaa blev iværksat, idet Skibet blev sat paa Grund under Korsbjerget imellem Allinge og Sandvig, og da dette blev anmeldt for Strandingscommissionairen og den bestandige Forbjerger, Borgercapitain Sonne, begave disse sig strax til Strandingsstedet, hvorpaa de befalede Meldinger til Amtet, Commandanten og Birkedommeren bleve afsendte, og Vagt sat ved Strandingsstedet. For- og Underbjergerne, som efter Tour bleve udmeldte, indfandt sig den 5te Januar ved Daggry og afløste Fiskerne, som imidlertid vare blevne ombord ved Pompningen. 

Iblandt Forbjergerne mødte den Tiltalte Peder Koefoed paa Hammersholm, der efter Tour var landforbjerger i denne Stranding. Bjergning af Skibsinventariet og ladningen blev strax paabegyndt, og for at fremme denne snarest muligt blev 3 Jagter leiede, hvori Ladningen, uden at nogen udmaaling skete eller kunde skee, blev overført, og da den første af disse Jagter var ladet, blev den bragt til Sandvig Havn og ladningen opbragt paa Raadstuens Loft, men da de 2 andre Jagter havde faaet ladning maatte de, paa Grund af Veirets Forandring gaae til Allinge Havn, hvor de bleve lagte under Toldlaas; Bjergningen fortsattes imidlertid fra det strandede Skib, idet Ladningen ad en fra Klippen til Skibet udlagt Bro blev bragt iland ved Strandingsstedet og derfra, forsaavidt samme var i uskadt Stand, paa Vogne bragt til Sandvig, hvor den tilligemed den i Jagterne i Allinge Havn beliggende Ladning blev bragt i Pakhuus, deels paa Sandvig Raadstue, deels i Fyrvæsenets Kulhuus, hvortil Nøglerne, saalænge Pakningen laa sammesteds indtil udleveringen efter Auctionen, beroede hos den bestandige Forbjerger. 

Kulhuset i dets nuværende skikkelse. I hvert fald taget har set anderles ud. Huset ligger i Landemærket, Sandvig i lige linje mod stranden. Som nævnt blev det brugt af fyrvæsenet til at opbevare brændstof til at holde fyret lysende. På artiklens tilblivelsestidspunkt kul, senere olie. Foto Karin Lund.

Den 10de derefter blev den havarerede Deel af Ladningen bortsolgt ved offentlig Auction og den 1ste Marts s. A. bortsolgtes efter Capitain Pyths og Strandingscommissionair, Consul Hjorths Requisition den uhavarerede Deel af samme. Den beskikkede Maaler, Cancelliraad, Birkedommer Jørgensen, som paa Grund af andre Forretninger ikke kunde overvære udmaalingen, beskikkede de eedsvorne Vurderingsmænd, Capitain H. Kaas og Kjøbmand H. Hansen til i sit Sted at overvære udmaalingen til Kjøberne, der strax samme Dag begyndtes med udmaalingen af ladningen paa Fyrvæsenets Kulhuus, hvor den bestandige Forbjerger, Capitain Sonne paa Biergeriets og Vurderingsmanden Hans J. Hansen paa den bestikkede Maalers Vegne havde Opsigt med udmaalingen af ladningen til Kjøberne, og da man dermed ei blev færdig den 1ste Marts, fortsattes udmaalingen sammesteds den følgende Dag indtil Middag kl. omtrent 3. 

Samme Dag den 2den Marts begyndte udmaalingen af Ladningen, som var oplagt paa Sandvig Raadstue, baade paa dens loft, Vagtstue og den ene Arrest. Udmaalingen sammesteds, hvorved Tiltalte Peder Koefoed, som Forbjerger paa Bjergeriets, og Capitain H. Kaas, som Vurderingsmand paa Maalerens Vegne, havde Opsigt, skete først til Kjøberne, der havde kjøbt ringe Partier, hvilke bleve udmaalte af Raadstuens Vagtstue og Arrest, hvormed man blev færdig omtrent Kl. 3 Eftermiddag paa samme Tid som udmaalingen paa Kulhuset var færdig og de her ansatte Bjergere vare komne til Raadstuen. Da Strandingscommisssionairen, Consul Hjorth og Kjøbmand J. Rasch i Rønne under Auctionen over den uhavarerede Deel af Ladningen havde kjøbt et meget betydeligt Parti Rug pr. Commission til Handelshuset O. P. Rasch i Rønne, blev det bestemt ved udmaalingen, at dette Parti, der ei strax skulde bortføres, skulde tages af det paa Raadstueloftet henlagte Rug, og forsaavidt samme ei kunde tilstrække, skulde det manglende Qvantum ophidses fra Vagtstuen og Arresten, og da man, som bemærket, om Eftermiddagen Kl. omtrent 3 var bleven færdig med udleveringen til de, der havde kjøbt smaa Partier, begyndtes med at opmaale den paa Raadstueloftet liggende Rug, hvilket foregik under Maaleren H. J. Hansens Opsigt saaledes: Rugen henøsedes til Loftets ene Gavl og derpaa henlagdes den, efterat være maalt, mod den anden Gavl; men, efter hvad der har været at oplyse, blev samtidigen dermed ophidset Rug fra Vagtstuen og Arresten, hvilket skete under Opsigt af Maaleren, Capitain Kaas og Tiltalte P. Koefoed fra Vagtstuen og H. I. Hansen, som Maaler, og Forbjergeren Henr. Hansen fra Loftet, samt af N. P. Grønbek for Kjøberen, Consul Hjorth; vel har H. F. Hansen forklaret at intet blev ophidset paa loftet før alt der var opmaalt, men seer man hen til, at det ved samtlige de fra Kulhuset kommende Bjergeres Forklaringer maa ansees oplyst, at der, da de ankom til Raadstuen, blev ophidset Rug fra Vagtstuen, og at det ligeledes er forklaret, at der ikke blev begyndt paa at opmaale det paa Loftet liggende Parti Rug førend H. J. Hansen kom tilstede, kl. omtrent 3, saa levnes der ingen Tvivl om, at Opmaalingen paa loftet og Ophidsningen fra Vagtstuen er skeet samtidigen, og det saameget mere, som det er uantageligt, at Opmaalingen paa loftet, H. F. Hansens Forklaring uagtet, har kunnet skee saa hurtig, at Alt sammesteds kunde være opmaalt førend Ophidsningen foregik.

Hvormange Tønder Rug der fra Begyndelsen henlaae paa Loftet, og hvormange Tønder der fra Vagtstuen blev ophidset, har ei været at oplyse; kuns skal der, efterat Ophidsningen var tilendebragt, ikke have været mere, end hvad der af I. Rasch og Consul Hjorth var kjøbt til Handelshuset O. P. Rasch, nemlig 263 Tønder, efterat Udmaalingen var endt den 3die Marts, hvor da N. P. Grønbek, som Modtager af det til Rascherne kjøbte Parti Rug, satte Hængelaas for loftslemmen og leverede Nøglen til Consul Hjorth.

Rådstuen i Sandvig. Hovedscenen for de efterfølgende målinger og auktioner over strandingsgodset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ved den ommeldte Auction den 1ste Marts kjøbte Tiltalte P. Koefoed til sig selv 5 Tønder og Forbjergeren Henrik Hansen 10 Tønder, foruden 3 Tønder, som var den paa Kulhuset værende Rest, hvortil endnu kom 2 Tønder, som H. Hansen modtog for en Kone i Clemensker Sogn, som ei havde hentet disse, der vare hende tilslagne ved Auctionen; dette Parti, som Koefoed og H. Hansen saaledes havde kjøbt, i Alt 20 Tønder, blev henlagt i den til Raadstuens Vagtstue stødende søndre Arrest. - Da det paa Raadstueloftet til Handelshuset O. P. Rasch kjøbte Parti Rug havde henligget nogen Tid og man frygtede for at det skulde beskadiges, foranstaltede Consul Hjorth ved N. P. Grønbek, at samme skulde kastes, men da det paa Loftet laa saa tykt, at Kastningen ei kunde finde Sted forinden noget af Rugen blev borttaget, blev endeel nedhidset fra Loftet og lagt i Vagtstuens sydøstre Hjørne, men hvormange Tønder, der saaledes blev nedhidset fra loftet, har ei været at oplyse, da det ei blev maalt, men alene blot saameget nedtaget, som var fornødent for at Kastning paa Loftet kunde finde Sted, og det af titmeldte Handelshuus kjøbte Parti Rug blev da henliggende paa Raadstuens loft og i Vagtstuen indtil den 5te Mai, da Kjøbmand A. Rasch kom til Allinge og Sandvig og foranstaltede ei alene det Parti, som Hiorth havde kjøbt til ham, men ogsaa 137½ Tønde, som han havde kjøbt af Kjøbmand Curdts, bragt ombord paa fit Skib, der imidlertid var lagt for Anker paa Sandvig Rhed.

At der ved udmaalingen af det Parti af den strandede Rug, som var henliggende paa Sandvig Raadstue, og som derfra blev udmaalt, ved hvilken Tiltalte Peder Koefoed var tilstede som Forbjerger, er foregaaet om just ikke Ulovligheder med Hensyn til Tøndernes udmaaling, saa dog Uregelmæssigheder, derom ..... have mangfoldige af de Tilstedeværende afgivet Forklaringer. Saaledes har Knud Hansen forklaret, at han, som kom fra Arbeide ved Kulhuset til Raadstuen, blev, efter først at være tilligemed de øvrige Bjergere, som kom med ham, afviist fra Arbeide under Paaskud af, at der var Arbeidere nok, sat en kort Tid i Arbeide med at ophidse Rug fra Vagtstuen til loftet, og saae han da, at Maalingen ikke foregik paa en regelmæssig Maade, idet der, efterat Tønden var opmaalt og styrtet i Sækken, blev flere Gange en Skovlfuld Rug kastet i Tønden, hvorved der kom over en Tøndes Maal i Sækken. Det samme har Smed Christen Koefoed og Jørgen Larsen omforklaret. Hans Tofte Holm forklarer, at han en kort Tid opskrev de Tønder, som bleve ophidsede paa Loftet, og stemmede hans Optegning ikke med Tiltalte Peder Koefods, som ogsaa opskrev, men hvem af dem, der havde det rette Tal, veed han ei; hvilket Joh. Peter O. Grønbek ogsaa har forklaret, idet han, som afstrøg Tønderne, for sin egen Moerskab paa en Brixestøtte opskrev det udmaalte Tøndetal, men da det differerede fra det, P. Koefoed skrev, ophørte han med Opskrivningen uden at kunne sige, hvem der havde det rigtige. Dette har August Chr. Herold ogsaa begrundet. Sidstnævnte har ogsaa forklaret, at Sæden blev med Force styrtet i Tønden, saaledes at Sæden kom fastere deri end tilbørligt, hvorved han antager, at enhver Tønde blev 1/2 Skjæppe større. Niels Larsen har forklaret, at der under Udmaalingen blev stødt til Tønden, hvilket han paatalte. Johan Chr. Koefoed har forklaret, han saae, at Peder Koefoed, som skrev op paa Dørkarmen hvormange Tønder der bleve ophidsede, 2 Gange førte Fingeren istedetfor Kridtet henad Dørkarmen uden at skrive nogen Streg, hvilket han er vis paa, da han lagde Mærke til, at der, efterat Koefoed havde ladet som han skrev en Streg, stod ligesaamange Streger som der stod før.

Med Hensyn til at Tiltalte Peder Koefoed skal have ladet uddele Penge til Biergerne, nemlig 1 Rdl. til enhver, da har han stadigen benægtet dette..... De Vidner, som foruden de Bjergere, der have faaet hver 1 Rdl., have forklaret herom ere: 1. Niels Peder Grønbek, hvis Forklaring gaaer ud paa, at Tiltalte P. Koefoed en Dag kom til ham, medens Vidnet stod i sin Forstue, og spurgte ham om han kunde laane ham 30 Rdl., og da Vidnet erklærede sig villig hertil, bad Koefoed ham at udbetale disse Penge til Joh. P. O. Grønbek, som en af Dagene vilde afhente dem; dog talte Tiltalte Intet om, hvorfor eller hvortil Johan P. O. Grønbek skulde have disse Penge, og da bemeldte Johan Peter Olsen Grønbek nogle Dage derefter kom, fik han Pengene. ..... 2. Johan Peter Olsen Grønbeks Forklaring gaaer ud paa, at han, der var Bjerger, ei var tilstede da Bjergeparten blev udbetalt, men at hans Kone ved en anden Bjerger fik hans Anpart udbetalt, og samme Dag, han kom hjem, kom Tiltalte til ham paa Stranden og sagde, at han hos N. P. Grønbek kunde modtage 30 RdI., hvoraf han skulde udbetale enhver af de i Allinge værende 19 Bjergere 1 Rd. og selv beholde den ene Rigsdaler, uden at Tiltalte sagde ham noget hvorfor denne udbetaling skulde skee til Bjergerne, og efterat han hos N. P. Grønbek havde modtaget de ommeldte 30 Rdl.,, udbetalte han selv de 9 Rdl. til Bjergerne sønder i Allinge imedens han formaaede Frederik Koefoed at udbetale de 10 RD. til Bjergerne nord i samme By. Han gjorde sig ingen Betænkning om hvorfor de skulde have disse penge videre, end at han antog, at disse Penge enten var en Douceur eller Biergernes Andeel i nogle Materialier, der vare brugte ved Strandingen. 3. Fisker Peder Tømme i Sandvig. Hans Forklaring gaaer ud paa, at Tiltalte Peder Koefoed en af Pindsedagene 1855, medens Vidnet og Kone sad alene i den saakaldte Lillestue, kom og aabnede Døren, kaldte Vidnet ud i den forreste Stue, hvor han optalte paa Bordet 10 Rdl., som han anmodede Vidnet om at uddele til Bjergerne i Sandvig, nemlig 1 Rdl. hver, uden at han yttrede noget om hvorfor Bjergerne skulde have disse Penge eller Vidnet spurgte derom, da han antog, at det var en Douceur, Forbjergerne gave Biergerne, fordi de under Bjergningen havde udviist Flid, og Vidnet uddeelte derefter til Bjergerne hver 1 Rdl.; selv beholdt han 1 Tidl.

Kjøbmand Adolph Rasch, der tilligemed sin Broder Consul Herman Rasch handler under Firma O. P. Rasch i Rønne, have begge forklaret, at da de havde besluttet, paa Auctionen over den uhavarerede Deel af ladningen pr. Speculation at kjøbe et Parti; lode de ved deres Broder, Kjøbmand Jørgen Rasch i Rønne og Strandingscommissionairen, Consul Hjorth kjøbe et Parti Rug, som blev oplagt paa Sandvig Raadstueloft indtil det længere hen paa Foraaret kunde udskibes; foruden dette Parti kjøbte han af Kjøbmand Curdts i Allinge, under dennes Nærværelse i Rønne, et Parti Rug, hvis Størrelse da ei kunde bestemmes, men som siden tilligemed det Parti, der laa paa Raadstueloftet, beløb sig i det Hele til 400½ Tønder. Da bemeldte Handelshuus havde et Skib til Disposition, afgik dette fra Rønne til Sandvig for at indlade det kjøbte Parti Rug, medens A. Rasch over land tog til Allinge og Sandvig, hvor han med adskillige Fiskere sluttede Accord om udmaalingen, Transporten og Ombordbringelsen af formeldte Parti Rug, idet udmaaleren samt Skipperen holdt Optegninger over Tøndetallet, uden at A. Rasch selv havde videre hermed at gjøre, end at see, at disse Optegninger stemmede; dette passerede den 5te Mai 1855, og efter at det saaledes kjøbte Parti Rug var modtaget i Skibet, kom Skipperen iland om Eftermiddagen og sagde Rasch, som spadserede paa Batteriet udenfor Raadstuen, at han endnu havde Rum til 20 à 30 Tønder, hvilke A. Rasch derpaa afkjøbte Tiltalte Peder Koefoed, som ved samme Tid var ved Raadstuen og tilbød Rasch et Parti for samme Priis, som han havde givet for det øvrige af ham kjøbte. Tiltalte paaviste ei hvor den Rug laa, som han solgte Rasch, anderledes end han sagde, at den laa indenfor i Raadstuens Vagtstue, hvorfra den blev udmaalt til Rasch, der ei videre faae derpaa, end at han var vis paa, at det Tøndetal, som han betalte, var modtaget i Skibet; hvormange Tønder han saaledes fik af Koefoed, har ei Rasch kunnet opgive anderledes, end at det var 20 à 30 Tønder, maaskee nærmere sidste end første Tal. Imedens denne Rug udskibedes kom en anden Mand, som siden er erfaret at skulde være Henrik Hansen, og spurgte Rasch, om han vilde kjøbe nogle faae Tønder Rug, som laae i Raadstuen, og da Rasch erklærede sig, villig dertil, forlangte den anden Mand, at Rasch kunde afgjøre Betalingen med Peder Koefoed, som, da begge disse kjøbte Partier vare udskibede, kom ved Sandvig Havn, hvor han modtog Betalingen for begge partier contant af Rasch; dog blev der indeholdt 50 Rdl., som Koefoed stod for i Raschs Bøger og er afskreven paa dennes Conto. Hvormange penge Rasch, som omforklaret, betalte Tiltalte P. Roefoed, har han ei kunnet opgive, da hans Bøger Intet indeholde desangaaende videre, end der i hans Hovedbøger paa Peder Koefoeds Conto er afskreven 50 Rdl. ved Kjøb af et Parti Rug den 5te Mai. Endnu maa det bemærkes, at det er oplyst, at Tiltalte under 15de April 1855 har tilskrevet Consul Rasch og falbudet denne nogle og 20 Tønder Rug, som han havde liggende paa Sandvig Raadstue, hvorpaa blev svaret, at Raschs Broder med det første kom til Sandvig, hvor de da kunde afgjøre det Fornødne, hvorimod Tiltalte har udsagt, at han paa det ommeldte Brev har faaet et skriftligt Svar, hvilket imidlertid er tilintetgjort, hvori Rasch kun tilbyder ham 5 RdI. 2 Mk. pr. Tønde, medens han havde givet Curdts 5 RdI. 3 Mk.

Tiltalte har vedholdende benægtet, at have solgt det anførte eller noget andet Parti Rug til A. Rasch, da han ikkun har havt de 20 Tønder Rug, som han og Henrik Hansen havde kjøbt og, som ommeldt, henlaae i den søndre Arrest indtil den i Henrik Hansens Fartøi blev afsendt til Kjøbenhavn og solgt der; ligesom han ogsaa har nægtet at have modtaget nogle Penge af Rasch for nogen Rug, og endelig har han paastaaet, at de 50 Rdl., som paa den ham af Rasch meddeelte og under Sagen fremlagte Regning ere afskrevne som betalte, ei ere betalte ved leveret Rug, saaledes som der i den under Sagen fremlagte Gjenpart af Handelshusets Hovedbog er anført, men ved Contanter, uden at han dog har kunnet opgive, om han selv eller ved Andre har betalt disse Penge, hvorimod baade Consul Rasch og A. Rasch have forklaret, at disse 50 Rdl. ei ere betalte ved Contanter, men alene ved det Parti Rug, som A. Rasch, som omforklaret, afkjøbte Tiltalte og Henrik Hansen. ..

Under de til Oplysning om de ved Rugens udmaaling paa Sandvig Raadstue stedfundne Forhører er den 16de October 1855 afhørt :

Tiltalte Jørgen Larsen, som i dette Forhør har nægtet at have erfaret nogen Slags ulovlighed ved udmaalingen, men ikkun hørt, at nogle af Biergerne havde yttret sig misfornøiede; men i Forhøret den 22de derefter tilstod Tiltalte, efter at være confronteret med Smed Christen Koefoed, at han forsætligen havde sagt Usandhed, for ikke oftere at møde i Retten, og at han havde seet, at Maaleren, efterat Sæden fra Tønden var styrtet i Sækken, havde kommet en Skovlfuld deri. Herfor kan Tiltalte, som efter vedgaaet Døbeattest er født 1834 og ei forhen tiltalt eller straffet, ei undgaae efter Forordningen af 15de April 1840 § 5 at ansees med Straf, som efter Omstændighederne passende kan bestemmes til 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød“.

(Højesteretstidende, Bind 2. 1857)

Om de nævnte personer følgende:

Peder Koefoed (1803-1881), forbjerger. Han havde i 1830 overtaget gården Hammersholm efter faderen Jørgen Koefoed (1759-1832) for 6200 Rdr. i 1830. Han blev på gården i 42 år. Det menes at Frederik 7. aflagde ham besøg når han var på Bornholm. Borgercapitain Sonne, Allinge Sandvig, forbjerger. Skibsfører og købmand Niels Peder Grønbech. Johan Peder Olsen Grønbech (1811-1868), fisker, senere skibsfører i Allinge. Købmand Magnus Ipsen Curdt, Allinge brød sten i "Moseløkken" fra ca. 1860 til sin død 1884. Købmand og borgerrepræsentant Thor Jørgensen (55 år) og Ane Cathrine Holm (44 år) i Sandvig havde 3 sønner på hhv. 13, 11 og 10 år og en datter på 8 år i 1845. Konsul Jens Hjorth boede i Storegade 1 i Allinge. Peter Jørgen Kofoeds forældrene boede efter 1830 Søndergade 4 i Allinge.

Rasch var en kendt familie på Bornholm. De var indvandret fra Angel i Slesvig i slutningen af 1700-tallet. Christian Leegaard Rasch (1742-1821) havde arvet faderens gård i Rønne, mens Herman Rasch havde arvet landgården Buskegård. Rasch's købmandsgård i Rønne (Store Torv 6) blev nedrevet i 1939 (nu Rønne Bio). Den blev bygget 1833 for købmand H. H. Colberg. Jørgen Stender Rasch (1822-1885) havde købt den 1854, altså kort før ovenstående affære. Han var søn af Ole Peter Rasch (d. æ.) og Karen Marie Rasch (født Stender). Jørgens søn hed Ole Peter Rasch (d.y.) og han videreførte købmandshandelen fra 1885 da faderen døde indtil 1933. Han opførte det pakhus i 1870 som har overlevet nedrivning (nu musikcafe).

Færgefarten ved Hadsund. (Efterskrift til Politivennen).

Paa en Tid, da der her i Landet gjøres Alt for at lettet Communicationen mellem de forskjellige Egne, tillader man sig at henlede høiere Autoriteters Opmærksomhed paa en saa vigtig Gjenstand som Færgefarten ved Hadsund, i Hindsted Herred, Aalborg Amt. Liggende mellem saa betydelige Kjøbstæder som Rander og Aalborg, er der selvfølgelig en stor Conflux af Reisende, ligesom Godstranporten og er betydelig. Dette skulde man synes burde endmere opfordre vedkommende Færgemand til hurtig Expedition og til at lette de Reisende Overfarten, og --  dog er dette langtfra at være Tilfældet. 

Den nuværende Færgemand, som i mange Aar har besiddet denne særdeles indbringende Entreprise, synes at betragte denne Sag, som er af saa stor Vigtighed for den Reisende, som en Bisag. TIl Færgefarten høre vel tvende Færger, men deraf ligger den ene altid, naar de 2de Markedsdage undtages, fortøiet for et Anker, og den anden er saa yderlig slet, at der for hver Tour, den gjør over Fjorden, maa øses Vand af den. To Færger kan den Reisende vistnok med fuld Føie forlange, een paa hver Side af Fjorden. Derved at der kun er een Færge til Disposition, opstaaer den for den Reisende betydelige Ulempe, at man ved en Afstenstund at ville reise over til den nordre Side af Fjorden, (hvor den ene disponible Færge stadig er stationeret) som oftest maa vente i 1 a 2 Timer under aaben Himmel med Heste og Vogn, mangengang i Frost og Slud. At et saadant Ophold er uforsvarligt, vil visselig indrømmes af Enhver. Det er flere Gange vederfaret Indsenderne heraf, paa deres mange aarlige Reiser over Fjorden, at de have maattet friste et saadant Ophold, inden det behagede Vedkommende at indfinde sig med Færgen. De saakaldte Kaage (gamle fladbundede Kasser), hvori de enkelte Reisende blive satte over Fjorden, kunne ei rose dem af at være bedre end Færgerne. Det er ingen Sjældenhed, at de Reisende blive overfusede af Færgefolkene og det synes besynderligt, at Færgemanden ei kan holde sine Folk i Respect, da han dog maa staae til Ansvar for de Handlinger, som de udføre i hans Tjeneste. Færgemanden (Herr Westedt) har vel, som man siger, uden at være forpligtet dertil, lagt en Prosse over Fjorden fra det ene Brohoved til det andet, men denne er i en saadan Tilstand, at den ofte gaaer itu. Saaledes arriverede det for kort Tid siden, da en Mand med Hest og Vogn skulde over Fjorden til Mariager for at hente en Læge. Midt paa Fjorden springer Trossen. Færgen drives af den stærke Strøm langt opad Fjorden. Ingen Aarer havde Færgefolkene med og kun efter en møisommelig Arbeiden blev Landet naaet på den nordre Side. Manden risikerede meget, satte næsten sig selv og Heste i vove og maatte da, efter den overstaaede Fare, reise til Hobro, hvortil der er 3 Miil, for der at søge Lægehjælp. Paa Broerne er ingen Taxt opslaaet, som der dog burde, og man veed desaarsag ei, hvad Færgemanden kan fordre. Er man endelig efter en besværlig Overfart ankommen til den nordre Side, hvor Herr Westedt boer og der forlanger en Smule varmt Vand, faaes sædvanlig det Svar, at intet Saadant haves, og man maa da lade sig nøie med tørt Smørrebrød, samt nyde det i en kold og uhyggelig Stue. De øvrige Forfriskninger, som kan faaes, staae i Forhold til til Ovenstaaende. Det er derfor intet Særsyn, at Misfornøjelsen, saavel med Overfarten, som Beværtningen ved Hadsund Færgested er almindelig blandt Omegnens Beboere, som og blandt de mange Reisende, der passere Samme og et almindeligt Ønske vilde opfyldes, hvis der blev sat en Grændse for de Misbrug, som der gaae i Svang og ført en streng Control med Færgefarten. 

November 1854. Flere Reisende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11 januar 1855. 2. udgave).

Hadsund færgested ved Mariager Fjord daterer langt tilbage i tiden og forbandt Hobro-Aalborg landevej med landevejen syd for fjorden mod Randers og Mariager. Det var oprindeligt en rofærge, men i 1855 indsattes en trækfærge som fungerede indtil en bro blev bygget i 1904. Hadsund by blev først til efter at det begyndte at blive afholdt kornmarked på stedet. På artiklens tidspunkt lå der et par gårde og huse på bakken overfor færgestedet.

Fattigforsorg ved Slagelse, 1855. (Efterskrift til Politivennen)

Er følgende Fremgangsmaade lovlig?

En fattig Mand ved Navn Niels Nielsen, boende her paa Slagstrupmark, St. Mikkels Landsogn ved Slagelse, blev af Øvrigheden sat ud af sin Indsidderleilighed, som han ikke godvillig vilde fraflytte. Da N. Nielsen beraabte sig paa, at han ikke var lovligt opsagt (see Huusmandsloven af 27de Mai 1848 § 7), vilde han paa Grund heraf ikke fraflytte sin Leilighed, da han intet andet Huusly havde. Niels Nielsen blev, som sagt, med Kone og 3 smaa Børn sat ud paa Marken under aaben Himmel. Hr. Birkedommer Cancelliraad Crones Fuldmægtig, som var med ved Executionen, var saa artig at give Sognefoged Jørgen Hansen af Jernberg en Seddel og befalede ham at skaffe Niels Nielsen med Kone og Børn Huusly inden Solens Nedgang. Men Sognefogden brød sig kun lidt om Fuldmægtigens Befaling! N. Nielsen med Kone og Børn maatte ligge paa Marken, 3 Nætter og Dage, hvorved de 3 halvnøgne smaa Børn vare udsatte for al omkomme af Regn og Kulde, da det Lidet, som den arme Moder havde at bedække de smaa uskyldige Børn med, ikke nær kunde beskytte dem for Regn og Kulde; Øvrigheden havde taget det Meste af hvad N. Nielsen eiede til at dække Procesomkostningerne med. Anden Dagen efter at denne ulykkelige Familie var sat ud paa Marken, kom tvende af Sogneforstanderne til mig. og spurgte mig, om jeg ikke vilde leie dem min Stue til N. Nielsen, saa vilde Sogneforstanderskabet betale mig HuusIeien. Herpaa svarede jeg bestemt Ret, jeg kunde ikke undvære min Stue, da min Svigermoder og mine Børn ligge der om Natten. Herpaa begyndte Lars Olsen at true mig, at naar jeg ikke vilde leie Sogneforstanderskabet min Stue til N. Nielsen, saa vilde Sogneforstanderne tage selv. Det er efter min Formening uforskammet og nederdrægtigt at komme til mig i min egen Bopæl og forlange det Halve af mit eget Huus, og da jeg ikke vilde, true mig med at tage selv. Herpaa spurgte jeg Sogneforstander Lars Olsen, om der ingen ejendomssikkerhed mere existerede, om jeg skyldte ham eller Sogneforstanderskabet Noget; jeg sagde, at det var skammeligt, at Sogneforstanderskabet lod de arme smaa halvnøgne Børn ligge paa Marken i Regn og Kulde om Natten. Jeg sagde til Sogneforstanterne, at de kunde gaae tiI Bønderne, de havde jo Stuer nok - ellers havde Sogneforstanderne jo selv Lo eller Lade, at den ulykkelige Familie kunde være i, indtil Sogneforstanderskabet kunde skaffe dem ordentligt Huusly. Anden Natten efter at N. Nielsen med sin Familie var sat ud paa Marken, blev der et frygteligt Torden- og Regnveir. N. Nielsens smaa Børn græd og skreg, saa man kunde høre dem langt bort, jeg lod dem da komme ind til mig en 3 a 4 Timer; jeg tænkte, at fordi Sogneforstanderne ere saa umenneskelige og lade de smaa halvnøgne Børn ligge paa Marken i det frygtelige Veir, vil jeg det ikke. N. Nielsen fortalte mig, at han havde været paa Birkecomptoiret og bedet om Huusly - og Fuldmægtigen havde været saa artig at svare ham, at Sognefoged Jørgen Hansen havde faaet Befaling at skaffe ham og hans Familie Huusly, og til Sognefogden og Sogneforstanderne skulde N. Nielsen henvende sig. N. Nielsens Kone fortalte, at hun havde været hos Sognefogden og bedet om Huusly, men Sognefogden havde befalet hende at holde Kjeft og pakke sig bort. (Med Tilladelse, Hr. Sognefoged, har De Tilladelse at handle saaledes? Er det efter Plakaten 5te Mai 1848 § 1? Er Sognefogden ikke ogsaa Sogneforstander? Tredie Dagen efter at N. Nielsen havde været uden Huusly, kiørte Sognefogden og flere af Sogneforstanderne forbi N. Nielsens smaa, forhungrede, halvnøgne, forfrosne Børn, men de lod, som de ikke saae dem. Dette er vistnok en mageløs Fremgangsmaade i et christent Land.

Slagstrupmark ved Slagelse, den 8de Jan. 1855.
Ludvig Kirchhoff

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 9. januar 1855)

Der er formentlig tale om Ludvig Ferdinand Kirckhoff (1817-1891), gift med Edel Margrethe Rasmussen (1821-1889). De boede oprindelig i Allerslev Sogn, men må være flyttet til Slagelse mellem 1844 og 1847, og flyttede til København mellem 1856 og 1862.

Slagstrup blev i 1800-tallet en landsby, og figurerer på målebordsblade fra 1909 som en samling huse, bl.a. med en smedje og mølle. Før da var det formentlig betegnelsen på gården Slagtstrup Hus eller Slastupe Huus (-strup betegner en udflyttergård fra middelalderens udskiftning). 

H. J. Hammer: Husmandsfamilien. 1855. Motivet formentlig idylliseret. Statens Museum for Kunst. Til fri afbenyttelse.

I Anledning af Stykket "Er føIgende Fremgangsmaade lovlig", som findes indrykket i denne Tidendes sidste Tirsdags Numer, skal jeg undertegnede Sognefoged Jørgen Hansen, forsaavidt samme vedkommer mig, tillade mig at gjøre følgende Bemærkninger.

Det forholder sig rigtigt at ommeldte Niels Nielsen blev sat ud af Hans Hendrixs Huus paa Slagstrup Mark, men dette skete med Rette, da det med Tingsvidne var godtgjort, at han burde have udflyttet men ikke vilde. Ogsaa er det sandt, at Fogdens Fuldmægtig efter endt Forretning gav mig en Seddel om snarest muligt at sørge for Huuslye til de Udsatte, men jeg tøvede heller ikke med at udføre dette noget Øieblik, idet jeg strax henvendte mig til vedkommende Fattigforstandere - under hvis Resort Fattigforsørgelsen hører - om at opfylde Seddelens Indhold og fra deres Side blev ogsaa strax gjort Anstalt til at Niels Nielsen med Familie kunde faae Huuslye i Smedens Loe paa Slagstrup Mark, men Niels Nielsen og Kone var ikke til at finde efter hvad Forstanderne har sagt mig. Dagen efter Udsættelsen erkyndigede jeg mig hos dem om Ordren var opfyldt, og derpaa svarede de, at foreløbig Huuslye var aabnet for de Udsatte i bemeldte Loe, men at intet andetsteds havde været at erholde, selv ikke hos Kirchhoff. Det er saaledes usandt baade at Niels Nielsens Udsættelse skulde være skeet uden lovlig Grund, saavelsom, at jeg ikke skulde have brudt mig om Fogdens Seddels Indhold om at skaffe de Udsatte HuusIye. Ligeledes er det usandt, at Niels Nielsens Kone skulde have været hos mig om Huuslye, og at jeg der til skulde have givet hende det anførte grove Svar "at hun skulde holde sin Kjæft og gaae sin Vei."

Endelig maa jeg benegte, at jeg paa en Kjørselstour 3die Dagen efter Udkastelsen har seet Niels Nielsens Børn henligge uden Huuslye nogetsteds, og det er derfor Skumlerie, naar der er tilføiet, at jeg lod, som om jeg ikke saae dem.

I øvrigt skal jeg ikke undlade at tilføie: at det er egentlig til Sognepræsten Henvendelsen om Fattigforsørgelse umiddelbart skal skee, men at jeg, som Følge af den øieblikkelige Forlegenhed Niels Nielsen var i, og da jeg havde forudbestemte Bestillingsforretninger, navnlig paa Waldbygaard, strax efter den passerede Udsættelse imødekom Niels Nielsens Trang, ved at henvende mig directe til Fattigforstanderne om at skaffe Huuslye.

Jernberg den 10de Januar 1855.

Jørgen Hansen

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 11. januar 1855)

I Anledning af Stykket, som Sognefoged Jørgen Hansen i Jernberg har ladet indrykke i denne Tidendes sidste Torsdags Nummer, tillader jeg mig følgende Oplysninger: For det Første, da Niels Nielsen kom til Smeden paa Slagstrupmark og bad ham om han med sin Familie maatte flytte ind i hans Loe, svarede Smeden bestemt nei. Herpaa undertegnede Smeden følgende

Attest.

At jeg Undertegnede vil bekræfte med min Eed, at Sogneforstanderne aldrig  - har talt med mig om at kurvemager Niels Nielsen maatte boe i min Loe - eller i mit Huus; langt mindre har jeg lovet Sogneforstanderne at Niels Nielsen maatte boe hos mig, dette bevidnes af mig.

Slagstrupmark den 23de Juni 1854.
Peder Jensen, Smed.

For det Andet erklærer jeg: at det er en bestemt Sandhed at Hr. Sognefogden med flere af Sogneforstander-Skabet 3die Dagen efter at Niels Nielsen var sat ud - kjørte tæt forbi Niels Nielsens smaae forhungrede, halvnøgne, forfrosne Børn; men det er mulig at Hr. Sognefogden har seet til en anden Side, - for jeg kan dog aldrig troe, at Sognefogden er ganske uden Følelse eller Samvittighed. For det Tredie vil jeg tilføie: At efter min ringe Forstand er den Mand ingen Skumler, der siger Sandhed; Nei! Den Mand, som forsvarer Sandhed og Uskyldighed imod Forurettelser, han er sandelig ingen Skumler. Men den - Mand som forsvarer Usandhed og Underfundighed, hvad denne Mand er, det vil jeg lade mine Læsere bedømme!

Slagstrupmark den 14de Januar 1855.
Ludvig Kirchhoff.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 15. januar 1855).

Slagelse. Indenrigsministeren har, efter hvad "Fdl." meddeler, forlangt Øvrighedens Erklæring om vedkommende Sogneforstanderskabs Behandling af den udkastede Indsidder Niels Nielsen af Slagstrup Mark. Saavidt vi have kunnet erfare, er Factum rigtigt, at Niels Nielsen med Kone og 3 Børn har maattet tilbringe 3 Dage og Nætter under aaben Himmel efter i Mai Maaned forrige Aar at være sat ud af sin Bolig. Men, som det sees af et foregaaende Nr. samt af Dagsavisen, paastaae saavel Sognefoged Jørgen Hansen som Fattigforstander Lars Olsen at have gjort deres Skyldighed ved Bestræbelsen for at aabne Familien et midlertidigt Huusly.

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 18. januar 1855).

Da Ludvig Kirchhoff i sit Inserat under 9de ds. har søgt at fremstille mig for Offentligheden, hvori han ved rører, at jeg skulde have yttret, da jeg henvendte mig til ham om Huusly til Niels Nielsen, som samme Dag var bleven huusvild, at naar han ikke vilde leie Forstanderskabet sin Stue til Niels Nielsen, vilde Forstanderstabet tage selv; anseer jeg for min Pligt at oplyse for det ærede Publicum de usandfærdige og uforskammede Beskyldninger, Kirchhoff har paaført mig. 

I Foraaret 1854, da Niels Nielsen blev udsat af sin Lejlighed og blev saaledes huusvild, henvende Sognefoged Jørgen Hansen af Jernbjerg sig til mig (samme Dag) om at skaffe Niels Nielsen Huusly inden Aften. Jeg tøvede ikke længe, men efterkom strax Sognefogdens Befaling og i Forening med en anden Sogneforstander henvendte os til flere Beboere i lille Valdby og Slagstrup og navnlig hos Ludvig Kirchhoff om at faae Huusly til Niels Nielsen, men Enhver vægrede sig derved. Jeg spurgte Kirchhoff meget høflig om han ikke vilde tage imod Niels Nielsen med Familie, da skulde han erholde en høi Betaling derfor, han svarede nej, og for hvad Priis vi end vilde give, vilde han ikke modtage dem. Da vi dernæst henvendte os til Smed Peder Jensen paa Slagstrup Mark med samme Begjæring om at skaffe Niels Nielsen Huusly, svarede hans Kone os, at hendes Mand var rigtignok ikke hjemme, men hun kunde ligegodt give Raadighed over deres Lo, da de for Øieblikket intet Brug havde derfor, indtil vi kunde faae opspurgt en anden Lejlighed. Efter givet Løfte vendte jeg tilbage for at forkynde Niels Nielsen om hvor han kunde flytte ind, men hverken han eller hans Familie var at træffe eller opspørge, og altsaa hvis Niels Nielsen har været uden Huusly, maa det tilregnes ham selv. Jeg troer neppe, Hr. Kirchhoff, at naar man gjør hvad der er Eens Pligt, at det er som De siger, nederdrægtig og uforskammet. 

Jeg skal saaledes paastaae, at hvad Kirchhoff har sagt om mig er ikke andet end Usandhed og Bagtalelse.

Lille Valdby den 18de Januar 1855.
Lars Olsen

(Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 18. januar 1855).

Det Smithske Stipendiat til Lægen H. W. Meyer. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er et ud af tre om H. W. Meyer - et eksempel på de nationalistiske hovedstadsaviser hetzede mod en læge på grund af hans tidligere tjeneste i den slesvigholstenske hær. Se afsnittet om hvordan han blev forhindret i at få en stilling i 1855 som reservelæge på Frederiks Hospital og nekrologen 1895 andetsteds på bloggen.

Et Par Ord i Anledning i den sidste Uddeling af det Smithske Stipendium ved Kjøbenhavns Universitet. 

Af Cand. med. Erik Holst.

Uagtet Uddelingen af de Kjøbenhavns Universitet tillagte Stipendier selvfølgeligen i Almindelighed ikke kan interessere Publicum, er dog den ved afvigte Termin stedfundne Uddeling i en vis Henseende af en saadan Natur, at den fortjener at blive bekjendt i en større Kreds.

I Bekjendtgjørelsen om de Studerende, der i December Termin d. A. have erholdt det Smithske Stipendium findes nemlig blandt Andre Cand. med. H. W. Meyer, hvem der er tillagt 500 Rdl. aarlig i 2 Aar. De af dette Blads Læsere. der ikke tidligere have hørt Noget om denne Cand. Meyer, og som i den Anledning maatte see efter i Selmers personalhistoriske Værk "Den danske Lægestand", ville da formodenlig blive noget overraskede ved at see, at Cand. med. H. W. Meyer, der, født i Fredericia 1824, blev Student i Kiel 1843 og i Kjøbenhavn 1844, der underkastede sig den fuldstændige Lægeexamen her ved Universitetet i Efteraaret 1847 og kort efter Examen gik til Holsten, har været Læge i Insurgentarmeen. Som nærmere Oplysninger vilde derhos enhver medicinsk Studerende kunne meddele, at Cand. Meyer, der ved sin Afreise fra Kjøbenhavn var ansat ved Alm. Hospital, har svaret de af Hospitalets Candidater, der efter Oprørets Udbrud opfordrede ham til at vende tilbage, undvigende, indtil disse endelig erklærede ham, at han havde at ansee sig for afskediget; at man endvidere senere aldeles Intet har hørt fra ham eller om ham, undtagen dette, at han havde taget Ansættelse i Insurgenthæren, og at han der saavel har baaret Oprørsregeringens Uniform som oppebaaret dens Gage som militair Læge. Efter Oprørets Ende forblev Cand. Meyer i Holsten og forblev selv under Choleratiden, da Danmark i høieste Grad trængte til Lægehjælp, i sit nye Fædreland, som han nu altsaa maatte antages for bestandigen at have valgt sig, da han til Alles Forundring pludselig indfandt sig her i Kjøbenhavn i Slutningen af 1853. Som man dengang sagde, var Cand. Meyer dertil opfordret at en herværende Professor, der i sin videnskabelige Kosmopolitisme ikke formaaede at tage Hensyn til saadanne Smaating, som at Meyer var en overløben Dansk, der efter bedste Evne havde deltaget i Oprørernes Kamp imod Danmark, og som skal have underrettet Meyer om, at det nu var paa tiden at vende tilbage til Danmark. Omtrent samtidigen med Meyers Ankomst udkom nemlig en Bekjendtgjørelse fra det medicinske Facultet om, at det Smithske Stipendium vilde blive tilstaaet den forfatter, der inden en vis Tid leverede en Afhandling over et selvvalgt Emne af Læren om den oftentlige Sundhedspleje, og underhaanden erfarede man da tillige, at det længe følte Savn af en Lærestol i den nævnte Videnskab skulde afhjælpes, idet en saadan agtedes oprettet, naar man kunde faae en dertil Qvalificeret. At den Forfatter, hvem Prisen for den udsatte Opgave tilkjendtes maatte ansees for at være qvalificeret til Docentpladsen er en Selvfølge, og til sine Studiers videre Uddannelse erholdt da dennes Forfatter bemeldte Stipendium af 500 Rdl. aarlig i 2 Aar med Udsigt til Forlængelse. Naar man nu erfarer, at der, af Grunde som her ikke skulle nærmere omtales, kun indkom eet Arbeide, at dette Arbejde tilkjendtes Prisen, og at Forfatteren var den omhandlede Cand. Meyer, saa vil det forhaabenlig viIIigen indrømmes os, at tidtbemeldte Cand. Meyer nu er paa bedste Veie til at blive Docent ved Kjøbenhavns Universitet.

Efter saaledes at have meddelt ovennævnte Facta, tillade vi os at henvende os til Publikum i Almindelighed og vore academiske Medborgere i Særdeleshed med det Spørgsmaal: kan dette taales? Kan man med Rolighed see paa, at den Mand, der i Farens Stund sveg Danmark, ja endog tjente blandt dets Fjender, der først vendte tilbage til Danmark ved Udsigten til et godt Embede, at han ansættes som Lærer for danske Studenter? Vi kunne forstaae, at en Dansk kan svige Danmarks Sag for Oprørets Skyld; thi desværre Analogier dertil ere ikke vanskelige at linde, men vi kunne ikke forstaae, at man kan begaae en saadan Svig 2 Gange, at man igjen ved given Leilighed kan forlade Oprørets Sag og være villig til at, tjene den, man engang har bedraget, og vi kunne allermindst forstaae, at Universiteteis Bestyrelse kan tilstede en saadan Mand Understøttelse af Universitetets Midler. I vore Øine har Cand. Meyer paa den kraftigste Maade, han formaaede, tilkjendegivet, at han ikke længere ansaae sig for dansk Student; men det Smithske Stipendium er ikke skænket Andre; det er ikke bestemt, hverken for nuværende eller forhenværende Schleswigholsteinere eller andre Fremmede.

Vi tillade os derfor paa det Bestemteste at opfordre enten Cand. Meyer selv eller hans herværende Patroner til offenlig at fremsætte de undskyldende Oplysninger, som han formentligen maa have fremført for Consistorium, der neppe kan have været aldeles ubekjendt med hans Liv, og vi tillade os ligesaa bestemt al opfordre vore academiske Medborgere til, at de, saafremt de forventede Oplysninger fra Cand. Meyer ikke maatte befindes tilstrækkeligen undskyldende, hvad de i vore Øine neppe kunne blive, forene sig om efter bedste Evne at værne om Universitetets Ære og gjøre Alt deres til, al Kjøbenhavns Universitet ikke bliver en Forsørgelsesanstalt for forhenværende Schleswigholsteinere.

Velbekjendt med de Motiver, man hertillands almindelige underlægger principielle Kritiker, og derhos villig til at spare Cand. Meyers Forsvarere unyttige Ord, finder Indsenderen det ikke overflødigt til Slutning at angive, at jeg med mit Vidende aldrig har seet Cand. Meyer, end sige talt med ham, at jeg ingensinde har søgt det Smithske Stipendium, og at jeg endelig hverken kunde ønske eller vente at erholde den Docentplads, hvortil Cand. Meyer siges at være designeret.

(Fædrelandet 10. januar 1855)

Lægen Hans Wilhelm Meyer (1824-1895) var søn af bataljonskirurg, senere overlæge Heinrich Christian M. (1794-1874) og Henriette Catherine Hornemann (1802-76). Fra Fredericia flyttede han i 1826 med faderen til Glückstadt. 1843 startede han sit medicinstudium ved Københavns Universitet, som han allerede afsluttede i 1847 med den meget sjældne karakter egregie. Efter eksamen blev han ansat som kandidat ved Almindelig Hospital. Ved krigens udbrud 1848 opholdt han sig hos forældrene og faderen der var tilhænger af slesvig-holstenismen, overtog en ledende lægepost ved den slesvigholstenske hær.

Oplysning fra cand. med. & chir. H. W. Meyer.

I "Fædrelandet" for den 10de Januar Sp. 9 findes en Artikel, hvis Forfatter jeg er Tak skyldig, fordi han har skaffet mig Lejlighed til endelig engang offenligt at give Oplysninger in mine i Artiklen omtalte Forhold - som jeg iøvrigt stedse har været villig til at meddele til hvem der privat har henvendt sig til mig derom.

Sagen forholder sig saaledes :

Strax efterat jeg var bleven dimitteret fra den lærde Skole i Glückstadt, blev jeg Student ved Kjøbenhavns Universitet (ikke ved Kiels). Som Student blev jeg ansat ved Almindeligt Hospital og umiddelbar efter min Embedsexamen (1847) fik jeg Permission herfra, for at kunne tilbringe nogen Tid hos mine Forældre og Sødskende i Glückstadt. Denne Permission blev forlænget, da en farlig Sygdom forhindrede mig fra at vende tilbage til den fastsatte Tid.

Saaledes overraskede den 24de Marts mig, inden Sygdommen endnu var fuldkomment ophørt. Paa denne Tid var min Fader fraværende, min Familie trængte til mig som Støtte, og da min Pligt som Undersaat Intet led ved, at jeg blev i Glückstadt og overtog min Faders Praxis, tog jeg ikke i Betænkning at blive. Nogle Maaneder senere udkom der i Holsten en Værnepligtslov , der Intet kunde forandre i mine Forhold , da jeg som født og ansat i Danmark ifølge den ikke kunde blive udskreven som Værnepligtig.

Men ikke destomindre blev jeg udskreven til Soldat. Pøbelen i Glückstadt tvang med Vold den i August s. A. afholdte Militairsession, til hvilken jeg ikke engang havde modtaget nogen Tilsigelse, til at udskrive mig. Jeg fik først Etterretning herom, efterat jeg var indrulleret.

Der var for mig nu kun to Veie at vælge imellem. Den ene var, øjeblikkeligt at forlade Landet som Deserteur; dette vilde paa ingen Maade have været vanskeligt og ikke forbundet med nogen Ulempe for min egen Person, men jeg vilde da have maattet efterlade min Familie midt iblandt den samme tøilesløse Pøbel, der havde bevirket min Indrullering. Jeg kunde ikke vælge denne Vei og troer, at dette vil være indlysende for Enhver, der har kjendt Noget til Forholdene paa den Tid. - Den anden var, mundligen og skriftligen at protestere imod den anvendte Fremgangsmaade; at søge at blive fri for den mig paatvungne Forpligtelse, idet jeg støttede mig paa, at det var mig umuligt at tjene imod Danmark. Herved vilde jeg tillige have Udsigt til senere i Ro at kunne forlade Landet. Denne Vei maatte jeg vælge. Jeg henvendte mig først til den provisoriske Regering med min Protest imod at tjene imod mit Fædreland og reiste derpaa til Rendsburg for personligen at gjentage denne for et af Regeringens Medlemmer.

Ved disse og ved senere med største Udholdenhed fortsatte Anstrengelser opnaaede jeg Sikkerhed for, at jeg aldrig kunde komme til at tjene som Soldat imod Danmark, og at jeg heller ikke skulde blive sendt i Felten som Læge *). Da jeg havde opnaaet dette og da jeg, som sagt, ikke kunde komme bort, var det, og det er endnu min Overbevisning, at alle de Skridt, jeg havde gjort, kunde min Færd aldrig betragtes som en Oprørers, naar jeg som Læge behandlede de Syge paa Hospitalerne; men at den tvertimod tydeligt viste, om mit Sindelag var for Oprøret eller ikke; og jeg kan forsikkre, at man i Holsten ingenlunde har taget feil heraf.

Jeg var altsaa under Krigen ansat som Læge ved Hospitalerne og havde i det sidste Aar tillige Lægetilsyn med de danske Fanger i Gluckstadt. Jeg maa tilføje, at jeg det første Aar tjente uden Betaling, at jeg derpaa. for at subsistere, maatte tage imod en saadan, men at jeg stedse beholdt den laveste Rang en examineret Militairlæge kunde indtage.

Saasnart Krigen var endt og Ordenen gjenoprettet, tiltraadte jeg (Foraaret 1851) en videnskabelig Udenlandsrejse, for specielt at uddanne mig i enkelte Fag af Lægevidenskaben. Min Examens Udfald havde opmuntret mig til at forfølge en videnskabelig Løbebane; jeg haabede ved i længere Tid at opholde mig ved Europas mest udmærkede Høiskoler at erstatte , hvad jeg i de foregaaende Aar havde forsømt, for i Tiden derved at kunne gavne mit Fædreland. Mit Ophold i Udlandet udstrakte sig til Eftersommeren 1853; jeg havde der med Iver lagt mig eller de medicinske Discipliner, som jeg troede at have mest Talent for. En Choleraepidemi, som efter min Tilbagekomst hjemsøgte Glückstadt, tvang mig til at blive der - min Fader var nemlig syg - og at overtage Behandlingen af Cholerapatienter, indtil jeg i Efteraaret (Begyndelsen af November) i 1853 kunde vende tilbage til Kjøbenhavn.

Siden den Tid har jeg beskæftiget mig med selvstændige videnskabelige Arbejder, navnligen med Besvarelsen af en Prisopgave, som det medicinske Facilitet havde udsat den 8de Oct. 1853. Alt, hvad i den citerede Artikel i "Fædrelandet" er antydet om. at min Ankomst hertil Byen skulde staae i nogensomhelst Forbindelse med Udsættelsen af denne Prisopgave eller med en formentlig paatenkt Docentpost ved Universitetet, er aldeles grebet ud af Luften.

Til Slutningen har jeg kun Følgende at tilføie:

Jeg vilde finde det skammeligt, om jeg negtede, at jeg baade føler og altid vil føle varmt for Holsten, hvor jeg blev opdraget, og hvor mine nærmeste Paarørende leve. Men jeg maa paa det Alleralvorligste fralægge mig Beskyldningen for at nære eller nogensinde at have næret den ringeste Sympathi for den schleswigholsteinske Sag. 

Danmark er mit Fødeland; her vil jeg leve og tjene den danske Videnskab, saafremt denne ikke vil forsmaae min Tjeneste.

*) Medens jeg endnu arbeidede paa at blive fri, modtog Jeg en Opfordring fra Alm. Hospitals Reservelæge til at vende tilbage ; det var mig dengang kun muligt som Svar at udtrykke mit Ønske og Haab om snart at kunne komme tilbage til Kjøbenhavn. Jeg modtog min af Overlægens undertegnede Afsked fra Alm. Hospital, da jeg allerede som Læge tjent ved et Lazareth.

(Fædrelandet 13. januar 1855).

Kandidat Meyer og hans Forsvar. En i "Fædrelandet" indrykket Artikel af Cand. med. E. Holst, som havde til Hensigt at henlede Opmærksomheden paa det af den ved sidste Uddeling af de Smithske Legater beneficerede Cand. med. Meyer udviste tvetydigt Forhold under det slesvigholsteenske Oprør, har fra denne Sidste fremkaldt et Svar i samme Blad, som vi her noget nærmere skulle belyse.

Candidat M. indrømmer, at han har tjent som Læge i den slesvigholsteenske Armee, men søger paa følgende Maade at vise, at Forhold, som han ikke var Herre over, havde tvunget ham ind i denne Stilling. Han laae syg i Glückstadt, da Oprøret udbrød; da han blev rask, maatte han blive for at beskytte sin Familie; nogle Maaneder efter blev han uventet og paa en ulovlig Maade udskrevet. Da det saaledes for Fremtiden blev ham umuligt ligeoverfor Oprøret at vedligeholde den passive Rolle, som han hidtil havde spillet, stod der ham, som han siger, to Udveie aabne, enten at desertere, hvilket efter hans Udsagn vilde have været meget let, eller at protestere mod den ham vederfarede ulovlige Medfart. Den første Udvei forkastede han, deels fordi hans Familie ikke kunde undvære ham, deels af Frygt for ved at forlade Glückstadt at udsætte sin Familie for Pøbelens Voldsomheder, dog maa han sikkert, noget have overdrevet Frygten for denne Fare, da han kort efter kunde vove at reise til Rendsburg; man kan nemlig vel ikke antage, at han iforveien har fortalt Pøbelen, om hans Rejses Maal var Rendsburg eller Kjøbenhavn. Han reiste imidlertid som sagt til Rendsburg, og hans Familie blev ikke molesteret. Maalet for Reisen var at slaae ind paa den anden Udvei, nemlig at protestere mod Udskrivningen, der jo maatte være ham lige ubehagelig som dansk Borger og som sin Families eneste Støtte; det lykkedes ham virkelig at komme til en Akkord med Oprørsregeringen, saaledes at han erholdt Tilsagn om at blive anvendt som Lazarethlæge, hvorved han baade undgik at komme til at bære Vaaben mod sine Landsmand og tillige fik en i Sammenligning med en Menigs Stilling ret behagelig Post; derimod maatte han jo rigtignok opgive det Hensyn, som oprindelig efter Oprørets Udbrud havde bevæget ham til at forblive i Glückstadt, det at støtte sin Familie ved sin personlige Nærværelse, da han vel ikke kunde gjøre sig nogen bestemt Formodning om, hvor hans Tjeneste vilde blive anvendt. Da han først var kommen i Oprørsregeringens Tjeneste, blev han der indtil Fredsslutningen. I de 3 Aar maa der vel ikke have været nogen Leilighed til at desertere, thi man kan da ikke antage, at Frygt for Pøbeloptøier, efterat den første Gjæring havde lagt sig, ogsaa i hele denne Periode skulde have holdt ham tilbage. Efter Fredsslutningen benyttede han sig ikke af Amnestien til at reise til Kjøbenhavn for at retfærdiggjøre sin Handlemaade, som her maatte betragtes med mistroiske Øine, især da han umiddelbart efter Oprørets Udbrud havde erholdt en Opfordring fra Almindeligt Hospitals Reservelæge om at indfinde sig til sin Tjeneste, hvilken han dengang kun kunde besvare - i meget svævende Udtryk; derimod reiste han til Tydskland for at bøde paa sine forsømte Studier. Dem har han da fortsat paa forskjellige Steder i Tydskland, og heldigviis har han især anvendt sin Flid og sine Evner paa en Videnskab, som umiddelbart efter hans først 2 Aar senere indtrufne Tilbagekomst til Kjøbenhavn blev Gjenstand for en Priisopgave; man maa kalde dette et sjeldent Held, da man vel ikke kan antage, at han har været vidende derom, førend denne Fakultetsbeslutning ved offenligt Opslag blev Alle bekjendt.

Cand. Meyer siger i Slutningen af sine Oplysninger, at han ikke har eller har havt slesvigholsteenske Sympathier; man maa troe ham paa hans blotte Ord, da han i del Foregaaende ikke har fremført noget Beviis derfor. Det synes imidlertid ikke, at det, saalænge Oprøret varede, har været ham saa vigtigt at gjøre denne Paastand gjældende her i Kjøbenhavn, som det er ham nu; ellers vilde hans Svar til Reservelægen vist ikke blot i almindelige Udtryk have omtalt hans Haab om snart at kunne vende tilbage, men snarere vilde han deri have nedlagt en energisk Protest imod den Behandling, han havde lidt, og en kraftig Forsikkring om uforandrede danske Sympathier. som kun tvingende Forhindringer holdt ham fra at bevise ved sin personlige Nærværelse; ialfald vilde han sikkert have benyttet den første Leilighed efter Fredsslutningen til at modarbejde den Stemning, som her maatte herske mod ham. - men han reiste strax til Tydskland og kom først 2 Aar efter hertil, netop dengang da Priisopgaven blev bekjendtgjort, og kort førend en Reserve-Lægepost paa Frederiks Hospital blev ledig *).

Hr. Meyer siger fremdeles, at Danmark er hans Fødeland, at han vil leve der og hellige del sin fremtidige Virken. Saamænd, Danmark er et godt Land! Derimod siger han intetsteds, at han under Oprørsaarene har følt for den danske Sag, og det kunne vi heller ikke antage for rimeligt efter de mange Erfaringer, vi fra Krigsaarene have paa, at virkelig, varm og kraftig Fædrelandskjærlighed yttrer sig ved Handling og Daad, ikke ved at tage personlige eller Familie- Hensyn. Med Følelsen for sit betrængte Fødeland kan man ikke saa let gaae paa Akkord, som Hr. Meyer med den provisoriske Regering; Fødelandets Opraab til sine Sønner svarer en Patriot ikke med: "Jeg kan ikke for Fader og Moder", endnu mindre med: "De maa undskylde mig, men Familiehensyn fordre, at jeg foreløbig tager Tjeneste i den fjendlige Leir". Et saadant Svar og en saadan Handlemaade vidne om en Lunkenhed, der grændser saa nær som mulig til Forræderi; men naar man sidenefter, naar Faren er forbi, og Gemytternes Bevægelse har lagt sig, stolende paa det Folks Godmodighed og Glemsomhed, som man i Farens Stund har sveget, trænger sig frem og tager imod Belønning, saa begaaer man en Handling, der grændse saa nær som mulig til Lavhed. Hr. Meyer har efter sine Ord ikke næret slesvigholsteenske Sympathier, efter hans Handlinger kan han ikke have næret danske; han har holdt sig til Slesvig- holstenernes Leir, da det var ham eller idetmindste hans Familie om at gjøre; han opslaaer nu sin Bopæl i Danmark, da det i sin Godmodighed byder ham Belønning, men muligviis er ogjaa det af høiere Familiebensyn. - Hr. Meyer har faaet det Smithske Legat; - hvad mon der bliver hans næste Belønning?

*) Denne Reservelægepost søgte Cand. Meyer, og han vilde sandsynligviis ogsaa have erholdt den, saafremt ikke en energisk Protest fra endeel af Candidaterne havde tvunget ham til at træde tilbage.

(Dagbladet (København) 19. januar 1855)

Otto Herman Emil Lange (1827-?): Læge Hans Wilhelm Meyer (1824-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Situation udviklede sig i september måned 1855, hvor H. W. Meyer blev indstillet til en stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital, se et senere afsnit om dette.