Tredie Beretning om Pleiestuen for smaa Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Siden Bestyrelsen udgav den anden Beretning om Stiftelsen, har Anstalten stille fortsat sin Virksomhed efter den engang lagte Plan: at understøtte fattige Mødre ved at give smaa Børn under 2 Aar et omhyggeligt Tilsyn om Dagen, medens Moderen er paa Arbeide. Oprettet fra Begyndelsen for 12 Børn, har den udviklet sig til at kunne modtage 24 og mangen en flittig Kone har i den Tid nydt Godt af den Hjælp, Veldædigheden saaledes har beredet. Der er neppe Nogen, der har besøgt Anstalten, der ikke har følt sig tiltalt af den; henflyttede fra fattige ofte mørke og fugtige Boliger, iførte rene Klæder, give mange af de Smaa saa tydeligt deres Glæde over denne Velgjerning tilkjende, at enhver Bidragydende af dem vil erholde den bedste Tak for sin Gave; idet Bestyrelsen føier sin til deres, vil den derfor opfordre de ærede Givere til Besøg i Anstalten, der for Øieblikket er paa Hjørnet af Borgergade og Prindsensgade Nr. 175 i et meget lyst og nogenlunde rummeligt Locale. At finde en god Lejlighed midt i Byen for en saadan Stiftelse er saare vanskeligt her i Kjøbenhavn; naar man veed, hvor nødigt de fleste Værter ville have Familier med 5-6 Børn, kan man let tænke sig, hvor mange der sige nei til Leiere med 24, der ovenikjøbet daglig skulle bringes og hentes. Hvad Bestyrelsen meget gjerne havde havt: et Locale hvor der var lidt Have, eller en fri Plads, har derfor foreløbigt maattet opgives og vil vel neppe kunne erholdes, før maaskee engang i Tiden en Velgjører vil legere Stiftelsen Midlerne til selv at erhverve en Eiendom. Bestyrelsen har i en tidligere Beretning omtalt, at saadanne Anstalter ere mindre gavnlige, naar der hersker epidemiske Sygdomme, og den har seet dette flere Gange bekræftet, sidst under en Mæslinge-Epidemi i forrige Aar; den lukkede derfor Anstalten ved Choleraens begyndelse i 1853 og agter at gjøre det Samme, naar Epidemier af Børnesygdomme udbryde. Dersom man havde et meget stort og luftigt Locale, vilde dette sandsynligviis kunne undgaaes, har man ikke det, maa man finde sig i denne Indskrænkning, som Pleiestuen iøvrigt har tilfælles med mange andre Humanitets-Anstalter, og som tilfulde opveies af de gode Sider ved Institutionen. Der kan vist ikke være Tvivl om, at det er en fortrinlig Maade at understøtte paa; thi vel have vi hørt den betænkelighed yttre, at det kunde løsne Baandet imellem Moderen og Barnet; men dette har ikke viist sig saaledes i Virkeligheden i tvertimod forøger Lettelsen i Byrden Kiærligheden til Barnet, og en lettere Adgang til Arbejde er den bedste Gave. Veldædigheden kan række arbeidsføre Mennesker, fordi den ikke slapper Arbejdskraften hos den, der modtager Gaven, og viser den rette Vei til Velvære. Mødre, der holde af lediggang, søge sjeldnere pleiestuen, thi Barnet paa Armen tjener altid til en Undskyldning ofte som en Hjælp ved Tiggerie, og mange Koner af den Art have derfor instinctmæssigt en Følelse af Uvillie mod Pleiestuen. Føier man hertil, at naar et Barn, der er i Pleiestuen bliver sygt, dette da som oftest tilskrives Anstalten, medens det kun falder meget faae Mødre ind, naar de selv have passet et Barn, der bliver sygt, at tilskrive sig Skylden, saa kan det ikke undre Nogen , at man undertiden hører Anker mod Anstalten; men som et Modbeviis herimod tjener, at det er sjeldent, at en Moder, der har havt et Barn i Pleiestuen, ikke naar hun atter faaer et, bringer det igjen derhen. Pladserne ere derfor i Reglen besatte, fra om Foraaret til Slutningen af Efteraaret; derimod er Anstalten ofte mindre søgt om Vinteren, fordi der er mindre Arbeide paa den Tid for Koner, der ernære sig ved Vadsk og Reengjøring, og i en Vinter som den vi have havt iaar, kan man endog ikke ønske, at smaae Børn paa ½-1 Aar skulle bæres en lang Vei i den strenge Kulde. Derimod viser der sig altid en stor Tilstrømning henimod Foraarstiden og paa denne Tid sees Anstalten der for at udfolde en betydelig Virksomhed; saaledes er der for Øieblikket 25 Børn daglig tilstede. Indtægterne i det forløbne Aar 1ste Mai 1854 til 1ste Mai 1855 have været 948 Rd. 83 sk. Udgifterne 1085 Rd. 55 sk saa at Regnskabsføreren staaer i Forskud for 136 Rd. 68 sk. Stiftelsen eier et Legat paa 500 Rd. og en Reservefond, der er Restbeholdningen af en Bazar i 1851, og som fra at være 500 i kongelige Obligationer ved dette Aars Underballance forringes til 363 Rd. 28 sk. Stiftelsens Indtægter bestaae hovedsagelig i aarlige Bidrag; desuden tilstilles der Anstalten stadigt navnlig gjennem den Damecomitee, der har Overtilsynet med Stiftelsen, Gaver saavel i Penge som i Børnetøi, og som en større Gave har Anstalten iaar modtaget Indtægten af en lille Forestilling for Børn, der med Kongelig allernaadigst Tilladelse blev givet anden Paaskedag paa Hoftheatret. Hvad der er forbrugt af Medicin er skjænket Anstalten af dHrr. Apotheker Groth og Assessor Erichsen. Det daglige Læge-Tilsyn har i det foregaaende Aar ligesom i en Deel af det næst foregaaende været udført uden noget Vederlag af Hr. Distriktslæge Aarestrup med den største Omhyggelighed, og er nu overtaget paa samme velvillige Maade af Hr. praktiserende Læge H. Lund.

Pleiestuen er Philantropiens yngste Barn og trænger som Smaa overhovedet til megen Understøttelse; den har imidlertid takket være den Velgjørenhedens Aand, der har hjemme hos os, ikke savnet denne Understøttelse i de 6 Aar den har bestaaet, og Bestyrelsen nærer det Haab, at den heller ikke vil gjøre det for Fremtiden, derfor borger den Velvillie, der vises den fra saa mange Sider.

Den 1ste Mai 1855

Brandes. Glahn. Holm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. maj 1855. 3. udgave)

Med Prindsensgade menes i dette tilfælde den parallelgade til Dronnings Tværgade og Hindegade som forbandt Borgergade med Adelgade. Gaden findes ikke mere. Det omtalte hjørne lå tættest på Dronningens Tværgade.

Det første børneasyl i København blev oprettet i 1828 af det kvindelige Velgørenhedsselskab. Asylselskabet stiftedes i 1835 og havde snart efter 5 asyler med plads til 725 børn - det blev nu ikke alle besat: I 1844 stod 113 pladser ledige, og det ene blev nedlagt. Den omtalte plejestue for mindre børn var blevet oprettet i 1849 af dr. L. I. Brandes. Den slog ikke an, og blev i 1858 afløst af en børneplejeforening.

Udover synspunktet om at velgørenheden var til skade fordi det appellerede til fattige om ikke at arbejde og i stedet få velgørenhed, var der også enkelte som fx pastor Visby som modsat påpegede at almuen bevidst blev holdt på et lavt stade ud fra at det var til deres egen fordel. Han plæderede i stedet for sociale reformer generelt. Dette sidste synspunkt fik dog for først for alvor vind i sejlene med arbejderbevægelsen i 1870'erne. 

Den blandt Garnisonen i Altona herskende Øiensygdom. (Efterskrift til Politivennen)

I Nr. 50 af denne Tidende (28de Febr.  d. A.) have vi anmeldt en Beretning om denne Sygdom blandt Garnisonen i Kjøbenhavn af dHrr. Overlæger Gottschalch og Bendz. For Sagens Rigtigheds Skyld skulle vi her atter henlede Autoriteternes Opmærksomhed derpaa, ved noget udførligere at omtale en Beretning om Sygdommens Optræden blandt Garnisonen i Altona, meddeelt af Hr. Overlæge Gradmann ved 3die Linie-Bataillon i "Bibl. f. Læger", Januar 1855 Pag. 81 -210. Efter denne Forf.s Oplysninger havde den saakaldte ægyptiske Øienbetændelse allerede i flere Aar hersket blandt de forskjellige Troppeafdelinger, som efterhaanden cantonnerede i Altona siden Krigens Udbrud, og sidst i de 3 østerrigske Regimenter, der efterleve et ikke ubetydeligt Antal Øiensyge, som først bortsendtes i Løbet af Mai og Juni 1852. Sygdommen havde ogsaa været temmelig udbredt i den af Holstenere bestaaende 10de Linie-Bataillon, hvis Sundhedstjeneste Forf. overtog fra Begyndelsen af Mai 1852. Da denne Bataillon midt i August f. A. blev afløst af den fra Kjøbenhavns Garnison kommende og af lutter Sjællændere sammensatte 3die Liniebataillon, haabede Forf., at denne ved Iagttagelse af de fornødne Forsigtighedsregler vilde blive befriet for Sygdommen, men, den havde neppe været 8 Dage i Altona, for en af dens Mandskab allerede viste sig angreben, hvorpaa i Løbet af en halv Snees Dage tilkom nogle af de heftigste og meest haardnakne Tilfælde, som ere forekomne i Garnisonen. - Den udbrød nu ogsaa efterhaanden blandt de øvrige Troppeafdelinger, hvorved Garnisonen blev forøget i Løbet af Efteraaret.

I Begyndelsen var det kun de med heftige Symptomer forbundne Tilfælde, som tiltrak sig Opmærksomhed; da man senere undersøgte de sunde Mandskaber, fandtes Sygdommen langt mere udbredt i Bataillonen, end man hidtil havde formodet. Ved Visitation i Begyndelsen af December f. A., til hvilken mødte 381 Mand, fandtes saaledes 227, hvis Øine vare i en sygelig Tilstand, foruden 14 i Hospitalet henliggende Øiensyge af samme Bataillon. En saadan Udbredelse af Sygdommen i Løbet af 4 Maaneder vidnede tilvisse om dens store Smitsomhed. Blandt 320 Rekrutter, som Bataillonen modtog i Juni 1854, begyndte den ogsaa allerede at yttre sig 8-10 Dage efter deres Ankomst til Altona, og det paa en Maade, som efter Forf.s Mening syntes at sætte ogsaa den mildere Forms Oprindelse fra et iblandt Garnisonen tilstedeværende Smittestof udenfor al Tvivl. I Begyndelsen af Efteraaret havde 80 af dem mere eller mindre tydelige Spor af Sygdommen. "De vare, siger Fors., ligesom det foregaaende Aar, henlagte deels paa Casernen i Norderstrasse, deels paa Arbeidshuset, der forsaavidt kunde betragtes som inficeret fra tidligere Tid af, som de østerrigske Afdelinger endnu i Juni 1852 opholdt sig der og de af Rekrutterne belagte Værelser lang Tid efter hine Troppers Afmarsch benyttedes til Depot for de af dem efterladte Lazareth- og andre Inventariesager. Dog har Casernen i Norderstrasse og navnlig dens nordre Fløi, der i sin Tid benyttedes som Sygehuus for 16de Liniebataillon, ogsaa i dette Aar viist sig fortrinsviis inficeret."

Med Hensyn til den i Altona garnisonerende 9de Liniebataillon oplyser Forf., at den under sit Ophold i Viborg fra Februar 1851 til Marts 1852 ingen Syge havde af dette Slags, men at Enkelte allerede bleve angrebne deraf under deres Cantonnenent i Eckernførde fra April til August 1852, og at deres Antal tiltog efter deres Ankomst til Altona i September f. A. saaledes, at den omsider havde omtrent ligesaamange Angrebne, som den 3die Bataillon.

Efter Forf.'s Mening synes Sygdommen væsentlig at beroe paa et Smittestof, hvis Virkning i mange Tilfælde allerede spores efter 8-10 Dages Forløb og yttrer sig i saa stor Udstrækning, "at det sandsynligen kun er ganske undtagelsesviis, naar en Soldat i en Garnison, hvor det har bestaaet i længere Tid, gjennemgaaer sin Tjenestetid aldeles uberørt deraf." Den umiddelbare Følge af Smitten er Sygdommens mildere Form, der viste sig hos de Fleste af de Angrebne; den indtræder saa umærkeligt, at man efter hans Mening vilde forblive uvidende om Sygdommens sande Udstrækning, hvis man blot indskrænkede sig til at undersøge Øinene hos dem, der tydeligen lide af Øienbetændelse; de fleste mærkede den ikke og det var først ved at trække Øienlaaget ned, at man opdagede den. Den milde Form kunde vel snart efter igjen forsvinde, men som oftest vedligeholdt den sig dog i længere Tid under idelige svage Forværrelser. Hos et ringere Antal af de saaledes angrebne gik den stundom temmelig pludseligt over til den heftigere Form, til den aabenbare Øienbetændelse, hvilket hyppigst skete til visse Aarstider, nemlig i Begyndelsen af Sommeren og Efteraaret, og vare Tilfældene da undertiden af en usædvanlig farlig Charakteer, og Maaneder hengik gjerne, inden Bindehuden atter nærmede sig sin normale Tilstand. Slige Syge sendte man til Hospitalet, medens de mildere Angrebne behandledes i Qvartererne, adskilte fra de sunde Mandskaber. Af de forskjellige Afdelinger, som cantonnerede i Altona, Ottensen og Wandsbeck fra 1ste Mai 1852 til Efteraaret 1854, kom 204 til Hospitalet i Altona, nemlig 134 fra 3die Linie Bataillon, 40 fra 9de Linie-Bataillon, 13 fra Batteriet, 12 fra Cavalleridetachementet og 5 fra 16de Linie-Bataillon. Forf. gjør endelig opmærksom paa, at Sygdommens lldvikling paafaldende begunstiges ved Opholdet i Altona fremfor i Ottensen eller Wandsbeck. Medens Cavalleriafdelingerne saaledes paa de to sidste Stæder kun sendte 1 Øiensyg til Hospitalet, modtog dette 11 fra Eskadronen i Altona; men i denne By holder den sig dog fortrinsviis til visse Localiteter, navnlig til Infanterikasernen i Norderstrasse, Cavallericasernen i Feltstrasse og Arbeidshuset, samt til de lavere beliggende Qvarterer langs med Elben.

Vi have altsaa nu Beretninger fra militaire Læger om denne Sygdoms Optræden paa to af Monarchiets yderpunkter, Kjøbenhavn og Altona, hvilke Beretninger med Hensyn til Sygdommens Egenskaber stemme overeens i de væsentligste Punkter; men Beretningen fra Altona er dog især skikket til at bestyrke den allerede paa mange Steder i Udlandet gjorte Erfaring, at Smitten ikke alene kommer fra de Syge, men ogsaa kan hænge ved Localer og Inventariesager. Forholder dette sig nu saaledes, hvorom man neppe længere kan tvivle, da er det vistnok Pligt for Autoriteterne at sørge for en jevnlig Rensning af Casernerne, for at modarbejde Smittens Concentration og Sygdommens deraf følgende Vedligeholdelse og Udartning. Under alle Omstændigheder er det at vente, at de, efterat have erholdt saadanne paa Kjendsgjerninger støttede Oplysninger, ville gribe energiske Midler til at standse det os truende Onde og formindske den Fare, hvorfor det unge værnepligtige Mandskab er udsat, ved at skulle indkvarteres i Caserner hos Troppeafdelinger, der ere angrebne af Sygdommen, saa og forebygge, at man ikke ved hensynsløs Permittering af angrebne Soldater forøger Udsigterne til Sygdommens Forplantelse blandt den civile Befolkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. april 1855. 2. udgave).

Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den stedfundne Ildløs i Løverdags Efterm., Kl. 2 i det gamle 2-Etages Sted paa Hjørnet af Halmstræde og Lille Kongensgade i Kbhavn. var saa pludselig og voldsom, som man i Mandsminde neppe har været Vidne til, og som, dersom ikke lykkeligvis Brandstedet laae i Læ af Nicolai Taarn, kunde have faaet en frygtelig og uberegnelig Udvidelse, idet der netop blæste en halv Storm af Sydvest. En uhyre Mængde Mennesker vare, begribeligviis paa denne Tid af Dagen, stimlet sammen, saa at det knap blev muligt for Slukningsredskaber og Mandskab at bane sig Vei, forinden Brandvagten havde indfundet sig. Ilden var opkommen ved at Drengen hos Urtekræmmer Elvius, der havde Boutik i Stueetagen, nede i Kjælderen af Vanvare havde slaaet Hul paa en Camphinflaske, og for nu at undersøge hvormeget, eller maaskee skjule hvad der var spildt, havde han tændt en chemisk Svovlstik, ved hvilken Leiligbed hele Camphinbeholdningen var kommen i Brand. Det var frygteligt at see de voldsomme Luer, der med Lynets Hurtighed udbredte sig fra Kjælderen til Boutiken, ligesom paa eengang at slaae ud af alle Vinduer t nederste Etage og den frygtelige Røg og Oes meddele sig over hele Huset og Nabobygningerne, hvorfra man i vild Hast nedkastede alle mulige Gjenstande: Sengeklæder, Linned, Dækketøi, der Altsammen flagrede i Vinden og hvoraf vistnok meget, reddet fra Flammerne, dog gik tabt. Hele Huset er, saa at sige, udbrændt ligesom ogsaa det Meste af Varerne og Bohavet maatle blive et Rov for Luerne. Naboen til Østergade, Silke- og Klædekr. Monies, har lidt endeel Skade af Camphinoesen, da den stærke Hede af den spiritueuse Flamme ikke tillod at redde Noget af Betydenhed. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Halmstræde er nu den lille gade mellem Nikolaj Plads og Østergade.

Lille Kongensgade set mod vest. Til venstre er Holmensgade. For enden af Lille Kongensgade ses hjørnet ved Halmstræde og allerbagerst hjørnet ved Hvælvingen. Det lyse hus midt i fotoet er formentlig det hus der blev opbygget på tomten. Dette blev senere nedrevet, og i stedet i 1937 opført den store forretningsbygning Østergade 47. Det kan ikke være det andet hjørne da bygningen her er fra 1750. Kbhbilleder.  Public domain.

Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig er Pressetilstanden endnu den samme. Under 14de ds. har Ministeriet lavet Udgiveren af "Husumer Wbl.", Capit. Petersen, der var dansk Officeer i sidste Krig, give en offentlig Irettesættelse for Indholdet af Correspondentarlikler i hans Blad fra Kjøbenhavn, der tillægges en "utilbørlig Tone", samt tilkjendegivet, at Ministeriet i "Gjentagelesestilfælde vil være betænkt paa for Fremtiden at forebygge saadan Pressemisbrug ved dertil egnede Forholdsregler". Det er muligt, efter efter hvad herom yttres i et andet Blad, at hine Artikler fortjene det anførte Prædicat; vi kjende dem ikke; men hvorfor vil det nye Ministerium ikke overhovedet gribe til de eneste dertil egnede Forholdsregler imod paastaaede Pressemisbrug: at instituere Lov og Dom istedetfor at overantvorde Pressen til en Politiemesters eller Ministers vilkaarlige Skjøn? Hvor byrdefuldt gjør man det ikke alene for den nye Justitssecretair i Slesvig, Hr. Krieger, den danske "Grundlovs Ordfører", at føre en saadan administrativ Pressejustits, der fjerner saa langt fra Grundlovens Ord og Aand, igjennem i Slesvig? Og kjender man da ikke tilstrækkeligt af alle Tiders Erfaring, at man ved en saadan Fremfærd demoraliserer og serviliserer selve Pressen? Nys lod Ministeriet tilfærdigen kbhvnske. Blade stoppe paa deres Reise til Slesvig. I selve Slesvig tilstedes Pressens Udførelse saa tynd og saa tyndt som muligt. I Tønning har man først for nylig atter givet Afslag paa en ny Ansøgning om Bladudgivelse. I Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste By er den stakkels devote "Flensb. Z." saa godt som monopoliseret, og paa Steder, hvor Pressen lader spore eller ane større Friskhed og Frihed, hænger Politiebeslaget som et Damoklessværd over Hovedet. Hvor troer man det muligt, under saadanne Tilstande, at faae Sandhed i Pressen og Sandhed igjennem Pressen at vide? Og hvor er der bedre Tøile for Misbrug end Lov og Dom? Samt hvorledes - og det er den vigtigste Betragtning - vil man ved PressenS frie Brug i Danmark og ved den Tvang og det Tryk den lider under i Slesvig, hvorledes vil man ved to saa stik modsatte Grundsætninger og al den Skade, de ogsaa i Provindsernes indbyrdes Forhold alt i Praxis have udøvet, avle Fælledsstemninger og jævne Veien for Fælledstilstande? Maa det ikke netop skabe Separatisme, naar man her frit kan tale, ogsaa frit angribe slesvigske Tilstande, og man i Slesvig lægger Laas for Folkets Mund? Svækker man ikke derved let i Slesvig netop det, ialtfald bedste, Værn imod Slesvigholsteinismen, det loyale Fælleds-Sind? eller hvorledes vil man med en Kløft som den imellem Pressefrihed og Pressetvang skabe Fælledsstat? Der er kun eet Middel til at udjævne Kløften, det er: hold et strængt aarvaagent Regimente, men giv Folket fri Tale med Ansvar og Straf for Misbrugen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Husumer Wochenblatt blev til i 1814. Det blev den 25. juni 1853 lukket (trykt hos Meyler, død 1859) af politiet. Bladet udkom dog uregelmæssigt helt til 1913, hvorefter det skiftede navn til Husumer Tagesblatt.

Færgefart til Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende:

"Hr. Redacteur!

Af en Skrivelse fra Morsø i Aalborg Avis Nr. 79 har jeg seet, at Kjøbmandsstanden i Nykjøbing yttrer Utilfredshed med, at jeg som Eier af Gaarden Fæggeklit har erholdt Bevilling til dersteds at handle med grove Varer under Betingelse af, at jeg ved den nye Færgebro paa Morslandssiden opfører et nyt Krosted med Befordringsstation.

Da det ikke er udsædvanligt, at man, naar Noget gaaer eller er gaaet imod Ønske, kaster Skylden herfor paa Andre, uden at søge den hos sig selv, anseer jeg det ikke for overstadigt at oplyse, hvorledes Sagens egentlige Sammenhæng er. Alt i over 2 Aar har Amtet, efter Generalpostdirecteurens Opfordring, ved forskjellige offentlige Bekjendtgjørelser søgt at opmuntre til Anlæg af en Kro ved Fæggesund, som hidtil har været meget savnet saavel af de Reisende, der befare dette Sundsted ialmindelighed, som især af Dampskibspassagererne, da Fæggesund er det eneste Sted paa Reisen til Thisted, hvor Dampskibet kan anløbe Morsø. Desuagtet havde Ingen viist sig villig til at overtage denne Entreprise, uagtet der ved de nævnte Bekjendtgjørelser var givet Tilsagn om Kroholdsbevilling og Ret til at afgive Extrapostbefordring fra Stedet, formodentlig fordi man befrygtede, at Bekostningen ved Indkjøbet af den dertil fornødne Jord og Opførelsen af hensigtsmæssige Bygninger m. v. ikke kunde ventes dækkede ved Overskudet af de aarlige Indtægter. Da jeg imidlertid havde tilkjøbt mig Gaarden Fæggeklit, tilbød jeg at overtage denne Bekostning, saafremt der maatte forundes mig en lignende Bevilling som den, der for flere Aar siden er meddeelt Kromanden paa den modsatte Side af Sundet, til fra Krostedet at handle med grove Varer. Efter at min Ansøgning derom var bleven særdeles anbefalet af Sogneforstanderskabet, blev det vedtaget i Amtsraadet med lige Stemmer for og imod, at forelægge Indenrigsministeriet Sagen til Afgjørelse. Af Ministeriet er Bevillingen derefter meddeelt, formodentlig især efter Generalpostdirecteurens Anbefaling, der ønskede Krostedet etableret og ikke havde kunnet fremskynde delte paa anden Maade eller anderledes faae Anløbsstedet etableret.

Hvis nu den ærede Handelsstand i Nykjøbing virkelig tillægger et sligt Etablissement en saa høi Værdi som det kunde synes af det ommeldte Brev, bliver Spørgsmaalet: hvorfor har den da ikke selv benyttet Lejligheden til at kjøbe Fæggeklit, der i flere Aar har været falbudt; eller hvorfor har den idetmindste ikke søgt at afkjøbe mig der Stykke Jord paa 20 Tdr. Land, som skal tillægges Kroen og hvorpaa denne nu bliver opført. Den vilde da upaatvivlelig have kunnet opnaae den samme Begunstigelse, som nu er tilstaaet miq, under samme Vilkaar og jeg er overbeviist om, med større Lethed end jeg, da Amtmanden, endskjøndt han meget interesserede sig for denne som for hver anden nyttig Foranstaltning i Amtet, dog netop af Hensyn til mit Tjenesteforhold til ham, saaledes som Amtsraadets Forhandlingsprotocol kan udvise, ikke vilde benytte sin Ret til, i Tilfælde af lige Stemmer, som Formand at afgjøre, hvorvidt Sagen skulde anbefales til Ministeriet eller ikke, hvoraf fulgte, at den, som ovenfor bemærket, ikke blev anbefalet af Amtsraaadet, men kun henstillet til Ministeriets Afgjørelse. En ligefrem Anbefaling vilde derimod sikkert være bleven meddeelt under andre Omstændigheder og navnlig saafremt Handelsstanden i Nykjøbing havde ansøgt om Bevillingen.

Hvad dernæst den Concurrence angaaer, som De i Deres yderligere Betragtninger, angaaende dette og lignende Handelsetablissementer, har omtalt som ønskelig, da skal jeg endvidere oplyse, at der, som alt anført, findes et tilsvarende Etablissement paa den modsatte Tide af Fjorden, der der neppe er over 300 Alen bred, hvorhos det i samme Anledning fortjener at bemærkes, at Fæggeklit er 3½ Miil fra Nykjøbing, ligesom Krostedet paa den modsatte Side omtrent ligger i samme Afstand fra Thisted, naar man kjører over Veilen dertil.

Af det Anførte vil De formeentlig finde, at d'Hrr. Kjøbmænd i Nykjøbing langt lettere end jeg kunde have opnaaet den meget omtalte Bevilling, som det Offentlige heller ikke har meddeelt mig uden Vederlag, da jeg foruden at tillægge 20 Tdr. Land vil hare at anvende ca. 7000 Rd. paa Bygninger og Befordringsvæsenet for Bevillingen maa benyttes samt at min Stilling som Amtsfuldmægtig i saa Henseende ikke har været mig til Fordeel.

Ved den til Offentlighed givne Foranledning haaber jeg tillige, at De tillade mig at benytte Deres ærede Blad til blot simpelthen at modsige en Beskyldning for Misbrug af Portofriheden, som for ikke lang Tid siden er fremkommen imod mig i et andet Blad og som jeg ikke anseer der fornødent videre at imødegaae, end at erklære Beskyldningen for aldeles urigtig og grundet paa Ubekjendtskab til min Stilling som Kasserer for Enkekassen.

Thisted, den 16te April 1855.

Ærbødigst

Jespersen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. april 1855)

Kammerassessor Jespersens sag med færgefarten ved Fæggesund er grundigt beskrevet af Anders Sørensen: Lidt om Feggesund Færgested. I den iøvrigt meget lange artikel står om Jespersen, at utilfredsheden bl.a. skyldtes det skete i konkurrence med Gade der ikke havde nogen bevilling, hvilket han efter egen opfattelse ikke fandt nødvendigt. Kammeradvokaten afslog efterfølgende Jespersens ansøgning, men lod en kattelem åben for at åbne en færgeforbindelse fra Mors til Hannæs (ikke omvendt). I stedet søgte han 20. november 1856 at etablere færge fra Christiansholm til Arup.  Det fik han 29. april 1857. Jespersen solgte efterfølgende Christiansholm og blev prokurator i Odense.