Forbyttet Lig. (Efterskrift til Politivennen)

Forbyttet Lig. "Dagbladet" meddeler herom Følgende: Onsdagen den 9de April døde paa Almindeligt Hospital Arbejdsmand Lars Peter Larsen. Den Afdødes Broder, en Arbejdsmand, erklærede at ville bekoste Begravelsen, lod tage Maal til Kisten, bestilte Ligklæder og indfandt sig Løverdag Aften tilligemed nogle Paarørende for at see, om Alt var Orden til Begravelsen, som skulde finde Sted næste Morgen. Efter flere Timers forgjæves Venten erfarede han, at Liget allerede samme Dags Morgen var bleven begravet, og det af Fattigvæsenet. Paa Liigstuen havde nemlig tillige henligget en anden paa var Hospitalet Afdød, Tjener Carl Frederik Larsen, som døde den 6te April, og man havde paa Grund af det fælles Efternavn forvexlet Ligene. Om en saadan Fejltagelse var skeet under Choleraepidemien, da der fandtes saa mange Lig paa een Gang, havde den kunnet undskyldes, om end ikke forsvares, men her fandtes ialt kun tre Lig, og den udviste Ligegyldighed kan derfor ikke paa nogen Maade undskyldes. Der var intet Andet for at gjøre end at skaffe Liget tilveie; det blev altsaa atter gravet op og bragt tilbage til Hospitalet. Ved en Fattigbegravelse tages der ikke Maal til nogen Kiste, Liget bliver nøgent lagt imellem fire Fyrreplanker, og naar det, som i dette Tilfælde, er usædvanlig stort, anvendes der Vold for at bringe det ned imellem Plankerne. Det var saaledes et lemlæstet Lig, der blev udleveret til de Paarørende for at klædes, lægges i Kiste og for anden Gang føres til Jorden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1856).

Bedrageligt Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageligt Forhold. De Tiltalte P. H. og A. I. H. D., der i Forening havde paataget sig Brolægningsarbeidet ved Omlægningen af Gammeltorv og Raadhuusstrædet her i Staden, dog saaledes at alene den førstnævnte Tiltalte i Relation til Brolægningsvæfenet var optraadt som Contrahent, hvilket Arbeide blandt Andet indbefattede Opbrydningen af den gamle Steenbro og Henkjørselen til de dertil anviste Steder af de opbrudte Steen, der ikke kom til Anvendelse ved Omlægningen og som vedbleve at være Brolægningsvæsenets Eiendom, actioneredes under en af Criminal- og Politiretten den 29de Marts paakjendt Sag for bedrageligt Forhold, og gaaer den af Tiltalte A. I. H. D afgivne Forklaring ud paa, at der efter Overeenskomst mellem ham og Medtiltalte, samt i Regelen efter dennes Ordre, er uden Brolægningsvæsenets Vidende og Samtykke paa Tiltalte P. H. D.'s Vogn ved hans eller deres fælles Folk bortkjørt betydelige Qvanta af de optagne Steen til Anvendelse paa forskjellig Maade til de Tiltaltes Fordeel, for derved al erholde Dækning af det Tab, de befrygtede at ville resultere af den om Brolægningsarbeidet af dem indgaaede Contract, og navnlig har han forklaret , at der paa saadan Maade er bortført 9 Stykker saakaldte Kopsteen, af Værdi 3 Rd. 8 sk; 26 Stkr. Bordursteen, vurderede til 9 Rd. 4 Mk.; 7 Læs Bordursteen, vurcerede til 21 Rd. 4 Mk. og 26 Læs Brosteeu, af Værdi 42 Rd., foruden et Læs Bordursteen, der foranledigede Bedrageriets Opdagelse og strax blev bragt tilbage, hvorimod han med Hensyn til 4 Læs Brosteen, a 1 Rd. 3 Mk. pr. Læs, har forklaret, at Medtiltalte først efter at de vare bortførte efter hans, B. I. H. D.'s Ordre, blev underrettet herom og da billigede det, og endelig med Hensyn til 12 Sikr. Bordursteen, vurderede til 5 Rd. 4 Mk., at han ene har tilvendt sig dem uden Medtiltaltes Deelagtighed heri.

Tiltalte P. H. D., hvis senere ubestyrkede Fragaaelse af hans navnlig den 28 de Septbr. og 1ste October f. A. afgivne Tilstaaelse i Medfør af L. 1-15-1 ikke kunde komme i Betragtning, har imidlertid alene vedgaaet den ham af Medtiltalte paasigtede Deeltagelse, forsaavidt angaaer omtrent 15 Læs Brosteen og det sidstommeldte Læs Bordursteen, medens han med Hensyn til de øvrige Steen, der vedkomme ham, kun har indrømmet, at han, efter at have erfaret, at Medtiltalte havde ladet dem henkjøre til forskjellige Steder, for der at anvendes til deres egns private Arbeider, har billiget dette, hvorhos han betræffende 4 Læs Brosteen har paastaaet først under nærværende Sags Drift at være bleven vidende om, at Medtiltalte havde ladet disse henbringe til et Sted, hvor de ligeledes havde Arbeide for egen Regning.

Som Følge heraf og da de Tiltalte ikke kunde disculpere ved hvad navnlig af Tiltalte P. H. D.'s Defensor er anført om, at de af de Tiltalte bortførte Steen mulig henhøre til det under Arbeidet opdagede ældre Steenlag, hvortil Brolægningsvæsenets Ret i alt Fald skal være tvivlsom, bleve de, af hvilke P. H. D. er født den 12te Marts 1806 og ifølge Kjøbenhavns Politirets Dom af 24ve Januar 1838 anseet efter L. 5-9-2, i Analogi af Fdg. af 20de Febr. 1789 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Dage, medens Tiltalte A. I. H. D.. der er født den 7de Februar 1810, ei førhen er straffet, dømte efter Fdg. af 11te April 1840, §43, til en Straf, der efter Omstændighederne fandtes at kunne fastsættes til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage for hver især. Derhos bleve de, efter derom nedlagt Paastand, tilpligtede Een for Begge og Begge fer Een, al betale i Erstatning til Stadens Brolægnings- og Veivæsen 49 Rdlr., samt at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, hvorunder Salair til de befalede Sagførere med 8 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. april 1856)

Bissekræmmere i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

I "Vib. Av." sigtes en Bissekræmmer eller omvandrende Handlende for at have "bedraget en Præst med et Sæt af det saakaldte Dækketøi, hvilket Præsten maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufacturisterne for 18 Rd." Grunden, hvorfor Præsten har "maattet" betale Dækketøiet med 70 (?) Rd., nævnes ikke og man kan dog ikke antage, at Bissekræmmeren har anvendt Tvang imod Præsten, hvilket da rigtignok fortjente Paatale, endskjøndt det ogsaa er en Lovovertrædelse, især af en Embedsmand, at kjøbe af En, der handler i Smug, og Præsten derfor gjør rettest i at tie stille. Har Kræmmeren derimod bedraget Kjøberen med Varerne eller Prisen, da er dette jo vel en Lumpenhed og viser, at heller ikke Præster gaae Ram forbi, naar de ikke vogte sig for at handle med Landløbere eller med upaalidelige Handlende. Men det er tillige et Middel til paa den ene Side at advare mod lettroende at kjøbe af omvandrende Kræmmere og paa den anden Side at vise det Skadelige for den reele Handel i, at denne ikke er aldeles uhindret af alle stedlige Baand og saaledes selv maa lide ved at give Rum for Bissekræmmeriets Optrækkerier. Var Handelsmarkedet frit overalt, forbød Bissekræmmeriet - som nu drives i stor Maalestok af selve Handlende i Provindsen, hvorom navnlig Nykjøbing og Thisted vel kan fortælle Adskilligt - sig af sig selv, imedens den nu som Evigplante groer allerfrodigst og ikke lader sig bortskræmme eller udrydde ved Forbud, tilmed naar de ikke overholdes. Dog selv om det Sidste skeer, vil det ikke raade Bod paa Ondet. Den eneste tjenlige Exstirpator er, at man, ved at frigive Handelsmarkedet, hæver Fristelsen til at soulagere den forbudte Handel og til selv at smage den forbudte Frugt, samt praktisk aabner Landboens Øine for det Umulige i, at en omflakkende Kræmmer eller en Landsbyhandel kan føre Lager eller holde Priser, der ere istand til al tilfredsstille en Kjøbers reele Behov, men altfor ofte maa tage sin Tilflugt til Vareskuffelser eller til Priisoptrækkeri. Det er vel tilvisse forunderligt nok, at Landboen ikke alt nu indseer det Naturlige i, at en reel Handel, i Varer og Priis, kun kan betrygges der, hvor der er den større Concurrence, og der viser sig ogsaa her en Gjentagelse af det gamle Ord: "mundus vult decipi" (Verden vil tages ved Næsen); men man faaer ham allermindst ud af sin nærværende Lettroenhed til, eller halve Overtro paa Bissekræmmeriets Mirakler, ved et Forbud, som efter Forholdenes Natur tilmed giver den ulovlige Handel i den Enkeltes Vold. Jo mere Kjøbstæderne bestræbe sig for, ved gode og lette Forbindelsesmidler, ved hyppige Markeder, ved Omsætningsfrihed, ved større Etablissementer og ved at drage Opmærksomheden paa disse til sig, at drage Landboen til sig og vise ham de mange forøgede Fordele af at søge Kjøbstadens store og velforsynede Marked og Kilde til Behov: jo mere forsvinder Bissekræmmeriet, og i Egnen om de større eller rettere de driftigere Kjøbstæder viser dette sig ogsaa alt at være Tilfælde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. april 1856).

I Vib. Avis har "en landboer" ladet indrykke Følgende: "En storartet Bissekræmmerbande gjennemstrejfer bestandig det nordlige Jylland, og Hovedsmanden for disse er en vis Selig Levi fra Frederiksstadt. Denne Bissekræmmerhandel er en Giftplante, som har slaaer saadanne fordærvelige Rødder i Jylland, saavel til Skade for Manufakturisterne, som og for landmændene, at ingen Kromand har den Kourage at anholde disse slesvig-holstenske Bissekræmmere. Exempelvis skal Referenten blot anføre, at disse nyligen her i Egnen have bedraget en Præst med er Sær af det saakaldte Dækketøi, hvilket han maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufakturisierne for 18 Rd. Foruden Dækkeret og andre Blssekræmmervare, driver denne Selig Levy tillige en betydelig Uhrhandel i Jylland, og denne samvittighedsløse Person bryder sig intet derom, at sælge Guldrepeteeruhre, hvoraf Kassen indvendig indeholder 3/4 Vægt Messing, men ikkun 1/4 Vægt Guld. Er man bleven belemret med slige Sager, saa ved man dog ei, hvem egentlig den rigtige Eier førhen har været dertil, thi Selig Levy overlader sine Guldsager stedse for Spotpris, saaledes udtrykker han sig ved sine bedragelige Forretninger. Det var desaarsag paa høi Tid, at Autoriteterne foranstalte disse Herrer bragte hen paa de Steder, hvor de burde være. I Hertugdømmerne vogte de sig for at streife omkring, thi der ere Gensd'armerne, men her i Jylland antage de al være sikkre, thi de indbilde Jyderne at have Tilladelse dertil; derfor er det hidtil lykkedes dem at kunne udøve deres for Jylland fordærvelige Trafik."

(Ribe Stifts-Tidende 15. april 1856).

Breve med "Schleswigholstein" returneres. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi erfare - hedder det i Freja - have de kgl Postkontorer erholdt Ordre til ufortøvet at remittere til Afsendelsesstedet de ankommende Breve, hvis Adresse bærer Paaskriften "Schleswigholstein". Denne Foranstaltning, der allerede har havt til Følge at ikke saa Breve har maattet vandre tilbage til Udlandet hvorfra de kom, maa høiligen billiges. Vor Regering har udvist og viser den største Humanitet og Forsonlighed imod Tilhængerne af Læren om Fantasistaten "Schleswigholstein", man har banlyst selve Læren, der er grundfalsk og har afstedkommet saa megen Ulykke og Fortræd, og tillige ophævet den unaturlige særlige Forbindelse imellem det tydske Forbundsland Holsten og det danske Land Slesvig, der afgav Skingrunden for den falske og fordærvelige Statslære. Ikke desmindre vedbliver man paa flere Steder i Udlandei, især i Tydskland, al holde fast paa den indbildte Stat, hvis Virkelighed og Retmæssighed endnu er stadig i Omtale i Skrifter og Blade, og for hvilken man søger at holde Sympathierne levende ved de usandfærdigste Fremstillinger og Paastande. Derimod lader sig nu Intet gjøre, da de vedkommende Regeringer taale dette Uvæsen. Men naar de fremmede, eller indenlandske i fremmede Lande sig opholdende Statsmagere ville sparke ad vor Regerings Bestemmelse, og drillende tilvende sig en, om ogsaa aldeles intetbetydende faktisk Anerkiendelse af deres opdigtede Stat, saa er det fuldkommen i sin Orden, at man kaster dem deres Indlæg for Schleswigholstein tilbage. De ville da nok omsider komme ud at den slemme Vane at tro at de kunne byde Danmark Alt hvad de ville, og dernæst beflitte sig paa at lære den virkelige Geografi. Forsonlighed imod Personer, men uskaansom Strenghed imod fordærvelige Principer og deres Manifestationer har altid været Særkjende for et sundt og kraftigt Regeringssystem. - Det er forresten ikke alene Tydskerne der tale om "Schleswigholstein"; vi have havt Lejlighed til at see et ifjor i Sverrig udfærdiget Øvrighedsdokument, hvori denne Benævnelse blev anvendt!

(Ribe Stifts-Tidende 1. april 1856).

Oversvømmelse i Kristen Bernikows Gade. (Efterskrift til Politivennen).

- I Borgerrepræsentanternes Møde i Mandagsaftes forhandledes først en Besværing fra Christenbernikowstrædes Beboere, om at Gaden i Regnveir sattes under Vand. Brolægnings- og Vandcommissionen, som først var bleven hørt herom, havde under 22de Septbr. erklæret sig imod at træffe Foranstaltninger, af Hensyn til de nær forestaaende Gas- og Vandrørs Nedlægning i Gaden. Indenrigsministeren svarede derpaa den 25de Oktbr. at efter hans Formening kunde dette Hensyn ikke motivere en Undladelse af at træffe præventive Forholdsregler herimod. Brolægningscommissionen svarede da atter, at da det var temmelig afgjort, at Gaden kun sattes under Vand ved meget pludselige og heftige Regnskyl, da det var uvisti (!), hvorvidt saadanne vilde finde Sted, inden Gas- og Vandrørene nedlagdes, hvilket ville skee i 1857, og da mange andre Gader her i Byen, som vare i samme Situation med Hensyn til Oversvømmelser, kunne komme accurat med samme Fordring, saa var der ingen Anledning til at træffe præventive Foranstaltninger, hvilke forresten vilde medføre en Udgift af 750 eller 900 Rdl. eftersom Ondet skulde afhjelpes igiennem en Trærende eller en Rørledning. Efter at Jacobsen i den derpaa følgende Debat havde meddeelt, at Agenten for det engelske Huus, med hvilket Communen har afsluttet Contract om Gas- og Vandanlægget, var kommen dertil, for at paabegynde Arbeidet, samt at en Stor Deel af Rørene vilde blive nedlagte iaar, sluttede Forsamlingen sig til Brolægningscommisionens Anskuelse.

(Kjøbenhavnsposten 5. marts 1856).