Vadske- og Badeanstalt, i Forening med Dampkjøkken, paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Medens der fra Communens Side endnu Intet er gjort til at fremme den oftomtalte Vadskeanstalt, uagtet Hr. Baron Hambro har skjænket saa store Summer til Samme, er det glædeligt at erfare, at et saadant Foretagende, ved privat Virksomhed, i disse Dage er blevet paabegyndt i den Deel af Hovedstaden, som maaskee meest trænger til en saa nyttig Indretning. Selskabet for Opførelsen af Arbeidsboliger lader saaledes anlægge en Vadske- og Badeanstalt i Overgade neden Vandet i Forening med et Dampkjøkken. hvilket Arbeide udføres efter en af dHrr. English Hanssen udarbejdet Plan.

Da det er saare vigtigt, at et Arbeide af den Natur, hvilket er det Første her i Landet, udføres af erfarne Mænd, som tidligere have ledet lignende Foretagender, er det lovende for Sagen at Udførelsen er overdragen til de nævnte Herrer, som, under deres Ophold i London for flere Aar siden, have forestaaet Udførelsen af to langt større Vadske- og Badeanstalter, der ere anlagte i den vestlige Deel af Staden.

Skulde nu, som det synes, Gas- og Vandforsyningen komme Kiøbenhavnerne tilgode førend Christianshavn vil erholde disse Goder, da ville Beboerne af denne Deel af Staden være de Første som erholde Vadske- og Badeanstalt i Forening, og det gode Exempel, som her er givet af et privat Selskab vil, som vi haabe, bevæge Communen til endelig at benytte de store Summer, der, paa en saa liberal Maade, ere skjænkede og fremdeles gives i det nævnte Øiemed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. august 1857).

Fosterfordrivelse i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Nr. 171. Fredagen den 31te Juli.

Advocat Liebe 

    contra 

1. Johanne Marie Hansen eller Nielsen, Nielsens Enke, 2. Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, 3. Ane Cathrine Christensen eller Christensdatter, Christensens Hustru, 4. Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, 5. Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, 6. Kirsten Andersdatter, 7. Caroline Nielsdatter eller Nielsen, 8. Maren Ottine Olsdatter, Kønigsliebs Hustru og 9. Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru (Defensor for Nr. 1 og 2 Brock, for Nr. 3–9 Salicath) der tiltales Nr. 1 og 2 for at have fordrevet samt søgt at fordrive frugtsommelige Kvinders Fostre og Nr. 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9 for at have ladet deres Fostre fordrive og Nr. 3 tillige for Meddeelagtighed i førstnævnte Forbrydelse.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 4de April d. A.: "Arrestantinderne Johanne Marie Hansen eller Nielsen, Nielsens Enke, Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke og Ane Cathrine Christensen eller Christensdatter, Christensens Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide de 2 førstnævnte hver især paa Livstid og den sidste i 6 Aar. De Tiltalte Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, Caroline Nielsdatter eller Nielsen, Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru og Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru, bør hensættes til Forbedringshuusarbeide, den Første i tre Aar og hver af de Øvrige i to Aar. Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensorerne, Procuratorerne Simonsen, Cancelliraad Dahl og Baastrup, 15 Rdl. til den Første og 12 Rdl. til hver af de Sidste, udredes af Arrestantinden Nielsens Enke med ½, hvoraf Arrestantinden Christensens Hustru og de Tiltalte Thomsens Hustru og Nielsdatter in solidum med hende udrede hver 1/6, og af Arrestantinden Schmidts Enke med ½, hvoraf de Tiltalte Carlsdatter, Andersdatter, Koenigsliebs Hustru og Hansens Hustru in solidum med hende udrede hver 1/8. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

“Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, hjemmeh: i Kbhvn:; er Gjordemoder og ved Hjstr: Dom af 31/7 57 tilkjendt livsvarigt Tugthus for Fosterfordrivelser i stort Omfang; benaadet ved Kong: Res: af 3/4 68.” [1868]. Genealogisk Forlag.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Liebe og Brock samt Etatsraad Salicath tillægges i Salarium for Høiesteret hver 30 Rd., der udredes af de Tiltalte efter det ved be meldte Dom med Hensyn til de øvrige Omkostninger bestemte Forhold.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag er Arrestantinden Nielsens Enke, der er langt over criminel Lavalder og under en mod hende for at have bidraget til eller søgt at bidrage til, at frugtsommelige Qvinders Fostre kunde fordrives, samt for Qvaksalveri anlagt Sag blev ved Lands-Over- samt Hof- og Stads-Rettens Dom af 17de December 1836 for sidstnævnte Lovovertrædelse idømt en Mulct af 20 RdL., medens hun iøvrigt frifandtes for Actors videre Tiltale, ved egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den Forbrydelse, for hvilken hun er actioneret, idet hun i en lang Række af Aar har i Reglen for Betaling foretaget Fosterfordrivelse med frugtsommelige Ovinder, som derom henvendte sig til hende, efter hendes Opgivende ialt med et Antal af 23 à 24 Fruentimmer

Blandt de Fruentimmer, som Arrestantinden har behandlet for at fordrive deres Foster, ere Arrrestantinden Christensens Hustru og Tiltalte Thomsens Hustru, hvis Foster hun 2 Gange har fordrevet, samt Caroline Nielsen.

Arrestantinden Schmidts Enke, der er født den 10de September 1814 og ikke funden forhen straffet, er paa samme Maade overbevist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse, idet hun ........... har i Løbet af omtrent 10 Aar for Betaling fordrevet Fostre paa efter hendes eget Opgivende indtil 100 frugtsommelige Fruentimmer, som derom have henvendt sig til hende, og hvoriblandt de under nærværende Sag Medtiltalte Marie Dorthe Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru, og Hansens Hustru.

Hvad angaaer Arrestantinden Christensens Hustru, der er langt over criminel Lavalder og ved denne Rets Domme af 29de Octbr. 1850 og 23de Oct. 1855 anseet efter Analogien af § 46 i Forordningen af 11te April 1840 med Fængsel paa Vand og Brød i respective 2 Gange 4 og 4 Gange 5 Dage, da er hun ligeledes ved egen af de forøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i det Forhold, for hvilket hun er sat under Tiltale, idet hun deels har henviist efter hendes Forklaring ialt 4 eller 5 Fruentimmer, hvoriblandt Medtiltalte Caroline Nielsdatter, der havde yttret Ønske om at lade deres Fostre fordrive, til de 2 førstnævnte Arrestantinder, og derfor modtaget Betaling, og deels har for omtrent 8 Aar siden, medens hun var gift, ladet sit eget Foster fordrive af Arrestantinden Nielsens Enke.

Med Hensyn til de Tiltalte Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, Caroline Nielsdatter eller Nielsen, Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru og Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru, der samtlige ere over criminel Lavalder, og hvoraf Ingen er funden forhen straffet, da ere de paa samme Maade overbeviste at have, medens de vare i den første Tid af deres dem, med Undtagelse af Tiltalte Hansens Hustru, udenfor Ægteskab paaførte Svangerskab, ladet deres Fostre, Thomsens Hustru 2 Gange, fordrive, nemlig de 2 førstnævnte Tiltalte af Arrestantinden Nielsens Enke og de 4 Øvrige af Arrestantinden Schmidts Enke, ..... imod Betaling til bemeldte Arrestantinder. ....

Betræffende de Straffe, Arrestantinderne og de Tiltalte have forskyldt for det dem overbeviste Forhold, da ville Arrestantinderne Nielsens Enke, der har været beskikket Jordemoder, men blev efter den anførte hende i Aaret 1836 overgaaede Dom fratagen denne Rettighed, og Schmidts Enke, hvis senere af Intet bestyrkede Fragaaelse af hendes under Sagen afgivne Tilstaaelse i Medfør af Lovens 1-15-1 ikke findes at kunne frie hende for Ansvar, være at ansee med en efter Lovgivningens Analogi, navnlig Forordningen af 30te November 1714 § 10 og Reglementet af 21de November 1810 § 41, valgt Straf, findes at kunne bestemmes til Tugthuusarbeide for Livstid for hver især.

Arrestantinden Christensens Hustru og de øvrige Tiltalte ville ligeledes være at idømme en efter Lovgivningens Analogi lempet arbitrair Straf, Arrestantinden tillige med specielt Hensyn til den af hende udviste Medvirkning i Henseende til den af de ovennævnte Arrestantinder begaaede Forbrydelse, og findes Straffen passende at kunne bestemmes for Christensens Hustru til Tugthuusarbeide i 6 Aar og for de øvrige Tiltalte til Forbedringshuusarbeide, Thomsens Hustru i 3 Aar og hver af de andre Tiltalte i 2 Aar".

(Højesteretstidende 1857. 20. august nr. 20. Side 302-304)

Møde i statsrådet fredag d. 3. april 1868.

Aar 1868, Fredagen den 3die April, var Statsraadet forsamlet paa Amalienborg under Hans Majestæt Kongens allerhøieste Forsæde. Hans Kongelige Høihed Kronprindsen var fraværende.

Justitsministeren [Rosenørn-Teilmann] refererede en allerunderdanigst Forestilling om Benaadning for forskjellige i Straffeanstalterne hensiddende Fanger, hvori indstilles, at efternævnte Straffanger maa forundes Friheden, nemlig:

1) Straffeanstalten paa Christianshavn:

1) Ole Pedersen, 2) Hans Nielsen, 3) Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, 4) Hans Jensen Høiland, 5) Hans Jørgensen, 6) Niels Pedersen, 7) Søren Folium og 8) Rasmus Jørgensen.

- - -

(Statsrådets Forhandlinger 1866-1872, s. 224)

Ballade paa Gamle Kongevej. (Efterskrift til Politivennen)

Optrinet i den baierske Ølhalle fortælles nu i "Dgbl." saaledes: Forrige Torsdag Aften kom to Lieutenanter ind i den baierske Ølhalle paa gamle Kongevej. Idet de begav sig hen til et ledig staaende Bord, passerede de tæt forbi en Trompeter af Artilleriet, der i Selskab med nogle civile Herrer sad og drak Øl, saa tæt forbi, til de næsten berørte ham. Trompeteren saa op paa dem og vendte sig dernæst atter til sit Selskab uden at gjøre den skyldige Honnør. Officererne viste Takt nok til ikke at tiltale ham i Hallen; de satte sig ved et nærved staaende Bord, og først da Trompeteren reiste sig og gik, fulgte de efter ham udenfor Hallen, hvor den ene af dem - en Premierlieutenant - tiltalte ham i en fuldkommen rolig Tone og spurgte om hans Navn og Nummer. Da Lieutenanterne derpaa alter vilde gaa ind i Hallen, bleve de standsede af en civilklædt Herre, der i en uforskammet Tone spurgte dem om Grunden til, at de havde forlangt Trompeterens Navn og Nummer at vide. Naturligvis gaves der herpaa det eneste passende Svar, at der ikke kom ham ved, hvilket han dog formente, da han var en Ven af Trompeteren. Officererne indtog deres forrige Plads, hvor de imidlertid ikke bleve længe uforstyrrede, da snart en larmende Masse kom ind i Hallen, omringende dem og saaledes spærrede dem den almindelige Udgang. De blev af denne Skare overvældede med en Strøm af Skjældsord, Forhaanelser og Trusler, hvoraf man kan forefinde et skjønsomt Udvalg i adskillige Blade. Truslerne i Ord blev snart efterfulgte af Truster i Gebærder, der bleve mere og mere nærgaaende; Sekondlieutenanten reiste sig da og spurgte de Nærmeststaaende, hvormed han og hans Kammerat havde fornærmet dem. Dette Spørgsmaal blev besvaret med nye Skjældsord og Forhaanelser, hvorpaa han - Sekondlieutenanten - erindrede Værten om, at de vare i Kongens Uniform i hans Lokale, og opfordrede han ham i Kongens Navn til at skaffe dem Ro. Denne vistnok uheldige Yttring blev efterfulgt af Klappen, Bravoraab og Latter. Da Premieurlieutenanten efter det foregaaende Optrin spurgte, om der intet Politi var tilstede, viste en Betjent sig, men denne erklærede Intet at kunne gjøre, da han var alene, og raadede dem til at trække sig tilbage. Efter en saadan Erklæring fra den tilstedeværende Autoritets Side var der ikke Andet tilbage for de lo Herrer end at benytte en af Hr. Heyman beredvillig aabnet Bagdør. At deres Bortgang blev ledsaget af en om muligt endnu større Strøm af Forhaanelser og plumpe Vittighedsforsøg, er det unødvendigt at tilføie.

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1857).

Dagbladets artikel var fra 24. juli 1857, og da var den i flere blade omtalt som at det var holstenere eller tyskere der havde generet danske soldater. 

Det tidligere berørte Optrin i den Heymannske Ølhalle i Kjøbenhavn, foranlediget ved tvende unge Lieutenanters Adfærd imod en Underofficeer, som ikke havde hilset, har givet Anledning til en "Undersøgelse", der har ført til en af de i den Slags Sager sædvanlige Krigsretsdomme, hvorefter, ifølge "Fdrl.", Trompeter af Artilleriet Kreutz, født i "Hertugdømmerne" og tidligere "straffet", er idømt 10 Dages mørkt eensomt Fængsel for "respectstridigt Forhold imod tvende Officerer paa et offentligt Sted, samt for, da han af dem blev spurgt om Navn og Batterienummer, at have angivet begge Dele falsk". Ved Sagens Undersøgelse skal det, hedder det i s. Bl., "ikke være oplyst", at "de tvende Officerer ved de stedfundne Sammenstød have gjort eller sagt Noget, der kunde give det tilstedeværende Publicum nogensomhelst grundet Anledning til at yttre sin Misbilligelse". Hvilkesomhelst Oplysninger der end ere fremkomne eller "ikke fremkomne", saa turde det ogfaa uden saadanne vare en afgjort Sag, at "Publicum" ikke har havt nogensomhelst Berettigelse til at indblande sig i de vedk. Militairpersonets Mellemværende om dette end forefaldt paa et offentligt Sted. Men deraf følger slet ikke, at Brugen af Officerernes militaire Superioritets-Ret (i Tjenesteforhold) ligeoverfor en Underordnet under et fælleds Besøg paa et Ølhuus jo vel kan fortjene at misbilliges eller dog at betragtes som en meget ubetimelig Anvendelse af den "militaire Ret". At Trompeteren blev puttet i det mørke Hul, breder da vel heller ikke det egentlige Lys over Gjenstanden eller gjør de med ham "sammenstødende" Officerer til lysende Kometer i dette Tilfælde. En noget mørk Side af Sagen bliver det ialtfald, at Subordinationsforholdene i Tjenesten skulle spille en Rolle i Samfundslivet udenfor denne, saa at to Lieutenanter og en Trompeter ikke skulle kunne i god Samklang drikke deres Øl paa samme Sted, uden at det skal behøve at komme til smaalig "Sammenstød" om "Respecten". Ogsaa synes det at være et meget tvivlsomt Medhold, man vil skaffe Indpas i den offentlige Mening for Olficererne contra Trompeteren, ved de Forsøg der gjøres paa at give Sagen et nationalistisk Skjær. Den respectstridige Domfældtes Fødested, om i "Hertugdømmerne" eller Kongeriget, kan her slet ingen Betydning have, hvad Betydning det end har gouteret Eiderpolitiken at lægge i denne Ølhuushistorie, og som ialtfald synes meget malplaceret. Krigsrettens Dom har desuden kun at betegne den Tiltaltes Fødested, By eller Sted i Landet, og ikke ved Behandling af Statens fælleds militaire Sager at sondre mellem Kongeriget og "Hertugdømmerne" eller endog flytte Eiderpolitiken op til Kongeaaen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. juli 1857)

"Flvp." betvivler, at der ang. det omtalte Militairoptrin i den Heymann'ske Ølhalle har fundet noget Vidneforhør af Øienvidner Sted, som dog var det eneste, der kunde give "Oplysning" om Officerernes Forhold og give "Krigsretsdommen" sin Betydning med Hensyn til disse. Ved den afsagte Dom, tilføier Bladet, er ogsaa det Hovedspørgsmaal uafgjort, hvorvidt det er sømmeligt, at Officerer paa et offentligt Sted i andre Gjæsters Paahør "fordre militair Respect af en Underordnet og paa det samme offentlige Sted benytte sig af HS. Maj. Kongens Navn i en derved opstaael Ordvexling med Gjæsterne". Spørgsmaalel om det Sømmelige i den brugte Adfærd foreligger jo imidlertid ikke for Krigsretten. Det er den offentlige Mening, som har at dømme denne Adfærd, og den har vistnok dømt. Underligt er det ellers, at Krigsretsdommen eller dens Referent i "Fdl." blot har anført Trompeterens og ikke de vedk. Officerers Navne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1857).

Heymanns ølhalle var for lille til besøgstallet, og blev nedrevet det efterfølgende år (1858). I stedet blev der ved det nærliggende Svanholm bryggeri opført en bygning i flere etager hvori bl.a. en øltunnel og ølhalle som opnåede foråret 1858. J. B. Heyman havde i 1853 anlagt det bajerske ølbryggeri på Svanholm ved Gl. Kongevej. Fra en produktion på ca. 4,000 tønder årligt, steg det efter udvidelser i 1854, 1855 og 1856 til 12.000 tønder årligt.

Ane Andersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

 Tirsdagen den 28de Juli.

Advocat Liebe
contra
Ane Andersdatter (Defensor Liebenberg)

der tiltales for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster eller i altfald ved mislig Omgang foranlediget dets Død.

Løve Herreds Extrarets Dom af 6te Decbr. 1856: "Arrestantinden Ane Andersdatter bør at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage; saa udreder hun og alle af hendes Arrest, Action og Straffens Execution lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til den beskikkede Actor, constitueret Branddirecteur, Forvalter Fog, og Defensor, Procurator Rangel 5 Rdl. til hver, foruden Diæter efter Overøvrighedens Resolution. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 12te Mai 1857: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salarium til Actor og Defensor ved Overretten, Procuratorerne Alberti og Maag, betaler Arrestantinden Ane Andersdatter 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

Da den af det kongelige Sundhedscollegium senest afgivne Erklæring gaaer ud paa, at det maa ansees sandsynligt, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev given det af Tiltalte i Dølgsmaal fødte Barn strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt, findes som Følge heraf i Forbindelse med de øvrige i Sagen tilveiebragte Oplysninger den i Lovens 6--6-8 hjemlede Formodning om begaaet Fostermord at maatte ansees saaledes svækket, at det nævnte Lovbud ikke i denne Sag kan komme til Anvendelse. Da det imidlertid maa tilregnes Tiltalte, at Barnets Liv ei ved en hensigtsmæssig Pleie og Behandling blev bevaret, vil hun for det af hende udviste Forhold være at ansee med en arbitrær Straf, som findes passende at kunne bestemmes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. I Henseende til Actionens Omkostninger billiges den indankede Dom.

Thi kjendes for Ret:

Ane Andersdatter bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Landsover, samt Hof. og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Liebe og Etatsraad Liebenberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

-----

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Ane Andersdatter tiltales under nærværende Sag for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster, eller i alt Fald for ved mislig Omgang at have foranlediget dettes Død; og ved den inden Løve Herreds Extraret den 6te f. M. af Underdommeren med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er Arrestantinden ogsaa anseet efter Lovens 6—6-8 cfr. 7, med Straf af at miste sin Hals og heudes Hoved at sættes paa en Stage.

Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende: Arrestantinden, der paastaaer under sin Tjeneste hos Bager Mathiesen i Høng, som hun forlod den 1ste Mai f. A., at være bleven besvangret af en der tjenende Bagersvend, fattede i Løbet af Sommeren, da bemeldte Svend, der under Sagen har benægtet, nogensinde at have havt legemlig Omgang med Arrestantinden, ikke bekymrede sig om hende, den Beslutning, at holde sin Tilstand hemmelig, og, saafremt hun maatte føde et dødfødt Barn, i hvilken Henseende kan mærkes, at hun i den sidste Maaned før Fødselen ikke havde mærket Liv hos Fosteret, søge at skjule det Passerede. Da Arrestantinden derfor den 2den Octbr. sidstleden om Eftermiddagen, medens hun, der var gaaet tilsengs om Morgenen, befandt sig alene i Pigekammeret paa Vedbygaard, hvor hun tjente som Malkepige, mærkede, skjøndt hun, der tidligere havde født et Barn, havde troet endnu at have 14 Dage tilbage af sin Svangerskabstid, at Fødselsøieblikket nærmede sig, stod hun ud af Sengen, og, idet hun lænede sig med Ryggen imod Sengefiællen og med Nakken imod et ovenover hendes Seng anbragt Sengested, fødte i denne staaende Stilling et Barn, der i Fødselen faldt ned paa det i Kamret værende steenbrolagte Gulv. Med en i Vinduet liggende Sax, som Arrestantinden tog uden at forandre Stilling, overklippede hun Navlestrengen, og tog derefter, formeentlig kun efter nogle Minutters Forløb, Barnet, der ingen Lyd gav fra sig, op til sig, ved at holde det til Øret, lyttede efter, om der var Liv i det, uden dog at kunne opdage, at det aandede. Hun lagde nu Barnet i Sengen ved sig, og her blev det liggende i omtrent to Timer, i hvilken Tid Arrestantinden flere Gange vil have lyttet efter, om hun kunde spore Liv i det, men da Intet tydede herpaa og hun derfor ansaae det for dødt, gjemte hun det i Halmen under Hovedgjærdet, hvor det næste Dags Middag efter Paaviisning af Arrestantinden, imod hvem der var opstaaet Mistanke, blev forefundet. Arrestantinden har vedholdende forsikkret, at ligesom det ingensinde havde været hendes Hensigt, hvis Barnet havde været levende, at berøve det Livet, saaledes vilde hun i saa Fald ei heller have holdt Fødselen hemmelig, men fortalt fine Medtjenere, at hun havde født, og anmodet sin Madmoder om noget Børnetøi, hvortil hun vel i den første Svangerskabstid havde indkjøbt noget Tøi, men som hun ikke havde faaet syet.

Det af Lægerne afgivne Visum repertum gaaer ud paa, at Fosteret har været fuldbaaret, og er levende født, og at det er død suffocativt under Savnet af den nødvendige moderlige Pleie; og det Kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter have været forelagte, har været enig med Lægerne i, at Barnet har været levende født, ligesom Collegiet ogsaa har erklæret det for sandsynligst, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev givet Barnet strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt.

Da Arrestantinden, der er født d. 2den Mai 1823 og ikke tilforn har været criminaliter tiltalt eller dømt, har vedgaaet forsætlig at have født hemmeligt, uden at tilkalde Hjælp, - hvorved bemærkes, at efter hendes egen Forklaring opholdt de andre Tjenestepiger sig i Stuen ved Siden af Pigekamret i omtrent 2½ Time, efterat Arrestantinden, der hele Tiden var sig selv bevidst, havde begyndt at faae fødselsondt og at de først forlode Stuen ½ Time før Fødselen foregik, og da det med Hensyn til den Hensigt, at føde hemmeligt, ikke kan komme i Betragtning, at Arrestantinden for det Tilfælde, at et levende Barn blev født, har angivet, at hun ikke vilde have lagt Dølgsmaal paa, at en Fødsel var foregaaet, samt da endvidere Arrestantindens Foregivende, at Barnet var dødfødt, ikke alene er ubeviist, men det meget mere ifølge Lægeskjønnet og Sundhedscollegiets Erklæring maa statueres, at Barnet har været født levende til Verden, maa det billiges, at Arrestantindens Forhold ved den indankede Dom er henført under Lovens 6-6-8, og at hun er anseet med den i den foregaaende Artikel 7 bestemte Straf.

Bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil derfor være at stadfæste.

(Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1857).

Hun  blev formentlig benådet. Det har i hvert fald ikke været muligt at finde noget om at hun skulle være blevet henrettet.

Høng Tinghus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

To Digtergrave i Ottensen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående tyske beretning illustrerer hvordan tysk og dansk kultur minglede i Altona og Hamburg. 

Da Heinrich Heine engang ironisk sagde at Altona, den venlige, lyse, rene by ved bredden af ​​Elben, var den største attraktion i Hamborg, ødelagde han i lang tid grundigt forholdet til indbyggerne i "det danske riges næstvigtigste by", og det tog et godt stykke tid før de tilgav den hensynsløse spotter. I bund og grund kunne man ikke bebrejde folk i Altona at de dengang var lidt sure på digteren, for selvom deres by kun var adskilt fra den kendte og berygtede forstad St. Paulli ("Hamburger Berg") af en smal grænsegrøft så at sige, selvom den ikke ser ud til at være et vedhæng af den mægtige verdenshandelsby, er den bortset fra alt andet alligevel berettiget af dens ekspansion, dens befolkning på godt fyrre tusinde og dens store handels- og fremstillingsaktivitet, for at blive krævet anerkendt af hele verden som en selvstændig by ved siden af det mægtige, skinnende Hamborg. Men ingen patriotisk altonaer stopper der; snarere gør han også krav på at mange af de største seværdigheder, som forfatterne af visse rejseguider kalder Hamborg, tilhører hans by, og det med rette fordi Hamborg og dens vestlige side ejer den ovenfor nævnte smalle grænse grøft forstæder har ikke længere noget eget, det er her den nyopdagede "danske stat" begynder, hvis næstdstørste by derfor får lov til at kalde alle seværdighederne mod vest for sine egne. Der er kun ét syn skabt af en hamburgers hånd som befolkningen i Altona er klar til at overdrage til deres nabo til enhver tid: statuen af ​​manden der er så rigt fortjent rundt omkring i byen, rejst i det storslåede Palmaille (en lang allé bestående af meget gamle elmetræer, lindetræer og bøgetræer). Den øverste præsident, grev V. Blucher. Faktisk kan enhver menneskeligt følende sjæl kun se på denne skikkelse af den gamle værdige mand med frygt og dyb medlidenhed, eftersom han ser ud til at være ved at falde baglæns fra sin piedestal ned i snavset på gaden. Sikke megen latterliggørelse må befolkningen i Altona udholde på grund af denne uheldige statue! Én ting giver dem dog en vis trøst: at hamborgerne ikke tør være med i latterliggørelsen, fordi det er en af ​​deres egne der har begået denne ugerning støbt i bronze.

Klopstocks og Schmidts gravsten fra Lübeck på kirkegården i Ottensen.

Det der i sandhed er rørende, er dog den hengivenhed som befolkningen i Altona viser for en anden attraktion i deres område, de to digtergrave på den venlige kirkegård i Ottensen. For enden af ​​den storslåede promenade begynder den strålende husrække på Klopstocksstrasse, som fører til den verdensberømte Rainville Have. På højre side af gaden ligger den førnævnte folkerige landsbys kirkemark med den flotte kirke, og foran hovedindgangen til sidstnævnte kan man se Klopstocks og Schmidt von Lübecks grave i skyggen af ​​et kæmpe lindetræ, begge omgivet af et smagfuldt, højt jerngitter.

Jeg havde ikke set hvilestedet for Messias-sangeren, der sov der med sin elskede kone og søn i mange år, så jeg blev ikke så lidt glad da jeg fandt den engang ret øde, forsømte grav omhyggeligt renset for ukrudt og underskov og smukt så ud. efter. Og hvor mange friske og halvtørrede blomsterkranse lå der ikke på mindestenene og på espalieret! Selv midt om vinteren, hvor lindegrenene raslende i vinden spreder sølvsnefnugene på graven, lægges de der, disse prægtige blomster som mange andre digteres grave for evigt mangler. Denne gravs skæbne kom ufrivilligt til at tænke på. Tilbage i 1805, da monumentet ankom til dansk område fra Hamborg, spurgte en dansk tolder i Altona stensætteren der stod for transporten, hvor meget stenen havde kostet. Han oplyste trofast prisen til omkring 350 saksiske dalere, og straks blev der krævet 64, siger 64 daler-told, hvilket beløb trods alle forventninger måtte deponeres. Jeg kan ikke sige om der var en positiv beslutning om den rapport, der blev forelagt regeringen. I september 1814 blev monumentet væltet og knust - af hvem ved vi endnu ikke - men blev restaureret af de forenede patriotiske selskaber i Hamborg og Altona og indviet for anden gang den 2. juli (Klopstocks fødselsdag) 1815. Også den ædle, arbejdsomme digter Schmidt fra Lübecks grav fortjener samme kærlige omsorg. Da jeg første gang besøgte den, var den helt dækket af kranse og friske blomster, for det var årsdagen for digterens død. Schmidt er også en af ​​de udødelige; Historier som "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" osv. vil blive læst og beundret, så længe der er tysk litteratur.

Man bliver ufrivilligt mindet om Rückerts "Ottensens Grave", når man begynder vandringen til den store varde, Klopstocks hvilested. Men de fleste af versene i det smukke digt passer ikke længere, for "den triste krypt på engen" og generalens grav er der ikke længere. Krypten på engen var graven for 1200 hamborgske mænd, kvinder og børn, som var blevet fordrevet af Hamborgs Alba, hertug Davoust, fra deres hjemland med nådesløs strenghed i den frygteligste vinterkulde under byens belejring, og som nu, syge og elendige, af de 20.000 medlidende måtte blive tilbage i Altona, hvor de, ramt af tyfus, sank meget hurtigt i graven, men under usigelige lidelser. De ulykkelige mennesker blev begravet sammen på en eng. Da ejeren af ​​denne eng i 1841 bad den rige hamborger om at købe det jordstykke, der dækkede knoglerne på dens indbyggere, som var blevet ødelagt af "frost, sult, elendighed og epidemier", for en meget moderat købspris, modtog han et negativt svar; og de jordiske rester af de "tolv hundrede" blev straks gravet op for igen at blive begravet i Hamborgs område. For at den sørgelige historie ender på en meget prosaisk måde, fortælles det at da vognene med det triste læs passerede gennem det kongelige danske grænsetoldsted, blev der opkrævet told for "udgående knogler".

For så vidt angår generalens grav, skete overførslen af ​​liget af hertug Karl Wilhelm Ferdinand af Braunschweig i 1819. Som bekendt fik den gamle helt det dødelige sår i slaget ved Auerstädt. "Vandrende fra land til land med splinterne i sit hoved," kom han til Ottensen og lå der for at dø i et hus (der nedbrændte for nogle år siden), der senere fik navnet Karlsruhe. Den 23. november 1806 sænkede hans tilhængere liget ned i graven på kirkemuren.

Hist og her hævdes det undertiden, og man læser det endda i flere rejsebøger, at der er en tredje digtergrav at finde på Ottenser-kirkegården, Gerstenbergs, forfatteren til Ugolino; Disse oplysninger er dog forkerte, for denne digters grav ligger midt i byen på Helligåndskirkegården. A.W.

Zwei Dichtergräber

Als Heinrich Heine einstdmals den ironischen Ausspruch that, Altona, die freundliche, helle saubere Elbuferstadt, sei die hauptsächlischste Sehenswürdigkeit von Hamburg, da hatte er's für längere Zeit gründlich mit den Bewohnern der "zweiten Stadt des dänisches Reiches" verdorben und es dauerte eine geraume Weile, bis sie dem muthwilligen Spötter wieder gut wurden. Im Grunde konnte man's den Altonaern auch nicht verdenken, dass sie damals ein wenig aufgebracht gegen den Dichter waren, denn wenn auch ihre Stadt, nur durch einen schmalen Grenzgraben von der weitberühmten und weitberüchtigten Vorstadt St. Paulli ("Hamburger Berg") getrennt, gleichsam ein Anhängsel der gewaltigen Welthandelsstadt zu sein schiedt, so ist sie doch, abgesehen von allem andern, schon vermöge ihrer Ausdehnung, ihrer Einwohnerzahl von weit über vierzigtausend und ihrer grossen Handels- und Fabrikthätigkeit wohlberechtigt, von aller Welt die Anerkennung als selbstständige Stadt neben dem mächtigen, glänzenden Hamburg zu fordern. Aber dabei bleibt kein patriotischer Altonaer stehen, er nimmt vielmehr auch viele der ersten Sehenswürdigkeiten, welche die Verfasser gewisser Reisehandbücher als Hamburgische bezeichnen, für seine Stadt in Anspruch und das mit Fug und Recht, denn über den erwähnten schmalen Grenzgraben hiaus besitzen Hamburg und dessen westliche Vorstadt nichts Eigenes mehr, dort beginnt der neuerfundene "dänische Gesamt-Staat," dessen zweite Stadt sich mithin wird erlauben dürfen, alle nach Westen belegenen Sehenswürdigkeiten die ihrigen zu nennen. Nur eine von der Hand aines Hamburgers geschaffene Sehenswürdigkeit istd der Altonaer jeden Augenblick bereit, seinem Nachbar zu überlassen: das in der grandioasen Palmaille (einer Langen aus zum Theil sehr alten Ulmen, Linden und Buchen bestehenden Allee) aufgerichtete Standbild des um die Stadt so hochverdienten Oberpräsidenten Grafen v. Blücher. In in der That, jede menschlich fühlende Seele kann ja auch nur mit Angst und innigem Mitleid diese Figur des alten würdigen Mannes betrachten, sintemal sie im Begriff zy sein scheint, von ihrem Postamente herab rücklings in den Schmutz der Strasse zu fallen. Wie manchen Spott müssen die Altonaer dieses verunglückten Standbildes wegen erdulden! eins gereicht ihnen dabei jedoch zu einigem Trost: dass die Hamburger nicht in das Gespött einzustimmen wagen, denn es ist ja Einer der Ihrigen, der diese in Erz gegossene Missethat verübt hat.

Wahrhaft rührend aber ist die Abhänglichkeit, welche die Altonaer für eine andere Sehenswürdigkeit ihrer Umgegend, die beiden Dichtergräber auf dem freundlichen Friedhofe zu Ottensen, an den Tag legen. Am Ausgange der grossartigen Promenade beginnt die glänzende Häuserreihe der Klopstocksstrasse, welche zu dem weltberühmten Rainville'schen Garten führt. Auf der rechten Seite der Strasse liegt der Gottesacker des genannten volkreichen Dorfes mit der ansehnlichen Kirche, und vor dem Haupteingang der letzeren erblickt man die von einer ungeheuren Linde beschatteten Gräber Klopstocks und Schmidts von Lübeck, beide vom geschmackvollen höhen Eisengitter eingefasst.

Die Grabmäler Klopstock's und Schmidt's von Lübeck auf dem friedhofe in Ottensen.

Seit vielen Jahren hatte ich die Ruhestätte des Messiassängers der dort mit seiner geliebten Gattin und seinem Sohne schlummert, nicht gesehen, ich war daher nicht wenig erfreut, als ich die einst ziemlich wüste, vernachlässigte Gruft sorgfällig von Unkraut und Gestrüpp gereinigt und so schön umhegt wiederfand. Und wie viele frische und halbvertrocknete Blumenkränze lagen auf dem Denksteinen und an dem Gitter! Selbst mitten im Winter, wenn die im Winde rauschnden Zweige der Linde die silbernen Schneeflocken auf das Grab streuen, werden sie dort niedergelegt, diese prangenden Blumen, die so manches andere Dichtergrab für immer entbehrt. Unwillkürlich fielen mir dabei die Schicksale dieses Grabmals bei. Damals (1805), als von Hamburg das Denkmal auf dänischen Gebiet angelangte, fragte ein dänischer Zollbeamter in Altone den Steinsetzer, der die Aufsicht über den Transport hatte, wie viel der Stein wohl gekostet habe. Treuherzig gab dieser den Preis auf circa 350 sächs. Thaler an, und sofort wurden 64, sage vierundsechhzig Thaler Zoll gefordert, welcher Betrag auch trotz aller Vorstellungen deponirt werden musste. Ob auf den an die Regierung erstatteten Bericht ein günstiger Bescheid erfolgt ist, kann ich nicht sagen. Im September 1814 wurde das Denkmal - von wem, weiss man jetzt noch nicht - umgestürzt und zersplitter, von den vereinigten patriotischen Gesellschaften in Hamburg und Altona aber wieder hergestellt, und zum zweiten Male am 2. Juli (Klopstock's Geburtstag) 1815 eingeweiht. Gleicher liebenden Sorgfalt hat sich auch der Grab der edlen, gemühtvollen Lyriker Schmidt von Lübeck zu erfreuen. Als ich es zum erste Male besuchte, war es ganz mit Kränzen und frischen Blumen bedeckt, denn es war gerade der Todestag des Dichters. Auch Schmidt gehört zu den Unsterbliche; Geschichte wie "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" u. s. w. werden gelesen und bewundert werden, so lange es eine deutsche Literatur gibt. 

Man wird unwillkürlich an Rückert's "die Gräber zu Ottensen" erinnert, wenn mann die Wanderung zu der Ruhestätte des grossen Varden Klopstock antritt. Aber die meisten Verse des schönen Gedichtes passen nicht mehr, denn die "traurige Gruft auf der Wiese" und das Feldherrngrab sind nicht mehr vorhanden. Die Gruft auf der Wiese was das Grab von 1200 Hamburger Männern, Frauen und Kindern, die Hamburgs Alba, der herzog Davoust, während der Belagerung der Stadt mit schonungsloser Härte in der furchtbarsten Winterkälte aus der Heimath vertrieben hatte und die nun, krank und elend, von den 20,000 Leidensgefährten in Altona zurückbleiben mussten, wo sie, von Typhus erfasst, sehr rasch, aber unter unsäglichen Leiden, in's Grab sanken. Die Unglücklichen wurden damals zusammen auf einer Wiese verscharrt. Als 1841 der Eigenthümer dieser Wiese von dem reichen Hamburger begehrte, es möge das Fleckschen Erde, das die Gebeine seiner von "Frost, Hunger, Elend und Seuchen" hingerassten Einwohner bedeckte, für eine sehr mässige Kaufsumme erstehen, da empfing er eine abschlägige Antwort, und unverweilt wurden nun die sterblichen Ueberreste der "Zwölfhundert" ausgegraben, um auf Hamburgischem Gebiete wieder verscharrt zu werden. Damit die traurige geschichte aber ja recht gründlich prosaisch ende, wurde, so wird erzählt, als die Wagen mit der traurigen Last das königlich dänische Grenzzollamt passirten, alldort der Zoll für "ausgehende Knochen" erhoben. 

Was das Feldherrengrab anlangt, so fand die Ueberführung der Leiche des Herzogs Karl Wilhelm Ferdinand nach Braunschweig schon in Jahre 1819 statt. In der Schlacht bei Auerstädt hatte der Heldengreis bekanntlich die Todeswunde empfangen. "Umirrend mit den Scherben des Hauptes von Land zu Land," kam er bis Ottensen und legte sich dort in einem (vor einigen Jahren abgebrannten) Hause, das später den Namen Karlsruhe erhielt, zum sterben. nieder. Am 23. November 1806 senkten seine Getreuen die Leiche in das Grab an der Mauer der Kirche.

Hier und da wird zuweilen behauptet, und man liesst es sogar auch in mehreren Reisehandbüchern, es sei noch ein drittes Dichtergrab auf dem Ottenser Friedhofe zu finden, das Gerstenberg's, des Verfassers des Ugolino; diese Angabe ist jedoch eine falsche, denn das Grab dieses Dichters befindet sich mitten in der Stadt auf dem heiligen Geist-Kirchhofe. A. W,.

(Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt. Nr. 19, 1857)

Den omtalte statue er af Conrad Daniel Graf von Blücher-Altona (1764-1845) fra en aristokratisk familie i. Han var nevø af den kendte general Blücher som var medvirkende til at slå Napoleon ved Waterloo. Han blev uddannet ved Landkadetakademiet i København og kom til det danske hof. I 1808 blev han borgmester i Altona. Som sådan måtte han sno sig mellem de franske besættere af Hamburg og havde gennem årtier et godt forhold til styret i Hamburg. Mindesmærket blev rejst i 1852.

Ottensen lå og ligger vest for Altona. Begge tilhører nu Hamburg.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803) var en tysk digter. Han kom til København i 1751 inviteret af grev Bernstorff og overhofmarskal A.G. Moltke. Han levede ved hoffet til Fredensborg. Da Frederik 5. døde i 1766, måtte Bernstorff forlade Danmark sammen med Klopstock. 1774-1775 var han bosat i Karlsruhe. Han tog herefter til Hamburg. Han blev begravet i Hamburg-Ottensen med uhyre deltagelse af Hamborgs og Altonas borgere. Han fik Klopstockstrasse opkaldt efter sig langs kirkegården i Ottensen.

Georg Philipp Schmidt von Lübeck (1766-1849) var en nordtysk lyriker. 1797 blev han udnævnt til dr. med ved Kiel Universitet. Han blev 1799 ansat på Fyn i 3 år, og arbejdede i 3 år i dansk statstjeneste og sekretær for stats-, finans- og handelsminister Ernst Heinrich Schimmelmann. I 1806 blev han 2. direktør ved den kongelige danske fiskeri- og handelsinsitut i Altona. 1813 blev han administrator ved Rigsbanken. I 1818 vendte han tilbage til Altona med titel af kongelig dansk justitsråd. Han trak sig tilbage i 1829. Ud over disse erhverv var han forfatter til digte og historiske afhandlinger.

Under Napoleonskrigene besatte franskmændene i 1806 Hamborg, 1810 blev byen indlemmet i det franske kejserrige og gjort til hovedstad i Elbmundingens Departement. Det betød en voldsomt nedgang for byen. Fra 123.000 indbyggere i 1802, faldt dette til under 100.000 i 1813. Den russiske general Friedrich Carl von Tettenborn indtog marts 1813 Hamborg og blev modtaget som en befrier. Glæden varede dog kort, for i maj tilbageerobredes den af franskmændene og erobreren, Louis-Nicolas Davout behandlede byen som oprørsk og den blev pålagt uhyre bøder. En del af forstæderne blev ødelagt for at skabe et glacis, og før juli 1813 lod Davout den fattigste del af befolkningen jage ud af byen for at undgå hungersnød. Davout holdt stand indtil maj 1814 og først efter kejserdømmets fald overgav han byen. Året efter indtrådte Hamburg som suveræn stat ind i det tyske forbund.

Karl Wilhelm Ferdinand von Braunschweig-Wolfenbüttel (1735-1806) var en tysk fyrste, hertug og landsherre. Under Napoleonskrigene var han i 1796 leder af Observationskorpset ved Weser. I oktober 1805 blev han øverstbefalende for de i Preussen og Schlesien samlede tropper. Januar til marts 1806 var han på en diplomatisk mission til hoffet i Sankt Petersborg. Sommeren 1806 blev han øverstbefalende for den preussiske hovedarme. Under slaget ved Auerstedt 14. oktober 1806 fik han begge øjne ødelagt af en kugle. Dette bidrog i højeste grad til det preussiske nederlag. Han blev båret til Braunschweig den 20. oktober Braunschweig. Da Napoleon afslog hans anmodning om at forskåne hans land. Han forlod derefter Braunschweig den 25. oktober og kom over Celle og Harburg til Altona, der var neutralt dansk område. Her døde han 10. november 1806. Han blev først begravet i Christianskirken i Ottensen, men blev 1819 flyttet til krypten under Braunschweig Domkirke.

Heinrich Heines far, Samson Isaac Sigmund Heine (1764-1828) blev uddannet købmand i Altona, senere slog han sig ned i Düsseldorf (1796). I 1822 flyttede han med familien til Lüneburg indtil sommeren 1828 hvor han rejste til Hamburg og døde et halvt års tid efter. Han er begravet på Heinrich Heines far Samson Heine er begravet på Altona jødiske kirkegård. 

I H. C. Andersens roman "At være eller ikke være" (1857) ligger Niels Bryde hårdt såret efter kampen om Dybbøl Mølle i 1849.