Kvistkammertyven Tofte (3): Familien Løve. Ca. 1857. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Naar man vil have et Begreb om, i hvilken Grad han overøste Emma Løve med Presenter, er det tilstrækkeligt at anføre, at han engang i Løbet af nogle faa Dage forærede hende flere Guldfingerringe, et Par Ørenringe af samme Metal, Tøi til forskjellige dyre Kjoler, en elegant Hat, et Gulduhr med Kjæde, en Parasol og mere endnu; efterhaanden forsynede han hende med Alt, hvad hun behøvede til sin Paaklædning, og det berettes udtrykkelig, hvorledes han forærede hende en Toiletgjenstand, der dengang var aldeles ny hertillands, nemlig en Krinoline!

Mad. Løve tog Sagen fra en mere praktisk Side og fik ham til jevnlig at forsyne Familien med Fødevarer og mindre Pengebeløb, saa at den efterhaanden næsten udelukkende levede af ham. Der kunde derfor vel være Anledning for Madame Løve til at yttre til en Nabokone, at de maatte takke Gud for den Tofte; han var rigtignok en "mageløs" Støtte for hende og Børnene.

At Forbindelsen mellem ham og Emma just ikke var i Tugt og Ære, har man vel allerede gættet, men han stod desuden i Forhold til flere andre Fruentimmer, og hos dem alle gjorde han sig gjældende ved kostbare Presenter, Maskeradebilletter, flot Traktement o. desl.

Hans utrolige Rutten med Penge maatte snart hos hans Bekjendte vække Mistanke om, at det ikke gik rigtigt til med Erhvervelsen, og det manglede ikke paa generende Spørgsmaal til ham, om hvorfra han egentlig havde al denne Rigdom. Da han første Gang forærede Emma en Guldring, yttrede hun ligefrem: "Du tager da ikke Pengene hjemme hos din Fader?" Et andet Fruentimmer af dem, han interesserede sig for, spurgte ham engang, om han ikke gjorde falske Penge. Han var ved saadanne Leiligheder aldrig forlegen for Svar, og havde navnlig god Nytte af Historien om sin Fader "Baronen", der hemmelig understøttede ham. Til dem, hvem han ikke troede al kunne byde denne Historie, havde han en anden, om at han havde vundet 1000 Rd. i Lotteriet, og ligeoverfor Folk, der kun kjendte meget lidt til ham, kunde han endog bruge sine fattige Pleieforældre som Skalkeskjul, idet han f. Ex. paastod, at han fik Penge fra sin Moder, der var velhavende og eiede et Landsted.

Den Mistanke, der saa tidlig var opstaaet hos Emma, kunde han naturligviis med sit selvsikkre Væsen ikke forjage. Ved Mathildes Konfirmation fik baade Moderen og Døttrene en Formodning om, at han stjal, og Emma ventede, som hun senere har tilstaaet, hver Dag at see Politiet komme og tage ham; men da det ikke kom, blev hun efterhaanden mere tryg og tænkte, "at det maatte vel have sin Rigtighed." Denne Forklaring hjalp hende ikke for Retten, thi da Familien senere blev inddraget under den kriminelle Undersøgelse mod Tofte, bleve baade hun og Mad. Løve straffede som Hælersker med Fængsel paa Vand og Brød, den Første i 15 Dage, den Anden i 30 Dage, og Mathilde gik alene fri, fordi hun havde været under 15 Aar, da hun modtog Presenter af Tofte, og Børn under denne Alder ikke straffes for Hæleri.

De havde ærligt fortjent denne Straf begge to, eller maaskee endog en endnu haardere, thi jo mere han forærede dem, desto begjærligere bleve de efter nye Presenter, saa at det  næsten var ham umuligt at mætte deres Gridskhed. Naar han sagde, at han ingen Penge havde, og de nogen Tid efter saae, at han havde Penge, gjorde Emma strax Scener med ham og raabte: "Der kan man see! Naar Du blot vil give os Noget, kan Du gjøre det, men Du bryder Dig slet ikke Noget om mig" o. s. v. - og det uagtet baade hun og Moderen havde en stærk Formodning om, at det var Tyvekoster, han forærede dem. De bidrog saaledes deres til at drive ham videre frem paa Forbryderbanen.

Det kunde ikke falde os ind at give en Skildring af alle hans Kvistkammerexpeditioner. Han har aflagt detailleret Tilstaaelse om over hundrede Tyverier og Brandstiftelser, og en omstændig Beskrivelse af dem alle vilde fylde mange tykke Bind. Vor Hensigt er kun i denne Skizze at sammenfatte nogle af de meest karakteristiske Træk i hans Liv til et Totalbillede, der kunde tjene tie at vise, hvorledes saadanne Snigmordernaturer udvikle sig.

At der var Methode i hans Tyverier, have vi allerede een Gang berørt. Vi kunne tilføie, at han altid stjal om Dagen, og at han fortrinsviis holdt sig til Hovedgaderne og til de anseeligste Gaarde og Huse; der vidste han, at der var Noget at faae, endog paa Kvistkamrene, men forresten har han stjaalet overalt i Byen, paa Nørrebro, paa Frederiksberg o. s v.  o. s. v. Han pleiede gjerne at hjemsøge Byen kvarteersviis, og han stjal meget ofte ved samme Leilighed fra forskjellige Værelser i samme Huus. En almindelig Tyv skynder sig at komme afsted med sine Koster, saasnart han har udført Tyveriet, men Tofte, der altid havde det meest ubegribelige Held med sig, puttede blot ganske rolig det Stjaalne i sin Bylt, og gav sig saa til at bearbejde Døren til Værelset ved Siden af. Der er iøvrigt ingen Tvivl om, at han har begaaet langt flere Tyverier end dem, der omtales i Retsakterne, men dette har han ikke villet sige hele Sandheden, deels har det været ham umuligt i sin Erindring at fastholde alle sine forskjellige Razziaer, og det er først efterhaanden, at de ere dukkede op for ham.

Rede Penge, Guld- og Sølvsager vedblive at være det, han nærmest holdt sig til. Han tog ikke fra sjeldent Akademiets Guldmedailler fra Kunstnere, og gik da hen og fik dem solgt eller bortbyttet hos Vexellerere eller Guldsmede. Dagen efter kom saa i Regelen Politiet og fik hans Signalement, som man allerede havde iforveien i mangfoldige Udgaver. Efter at have gjort Bekjendtskab med Emma Løve holdt han sig dog ikke mere saa udelukkende til de ædle Metaller, men stjal ogsaa en Mængde forskjellige Sager, henhørende til Damernes Toilette, navnlig naar de ikke tog for stor Plads op i Bylten. Han forsømte heller ikke sine egne Liebhaverier; et Sted stjal han saaledes nogle usædelige Billeder, der i Retten vurderedes til et Par Skilling Stykket, og en anden Gang, da han var kommen ind i en Kammerjunkers ziirlige Boudoir, tog han blot noget fint Sæbe og nogle lugtende Vande, men glemte endeel Guldtøi, som han havde fundet i et af Møblerne og lagt frem paa Bordet!

Naar han bankede paa, og Ingen svarede, gik han ind i Værelset, men det hændte sig engang imellem, at det dog var Folk derinde. Da han saaledes kom ind i et af Værelserne paa et Hotel, laae der en Dame og sov paa Sofaen; paa Bordet laae nogle Penge, som han skrabede til sig, men ved denne Lyd vaagnede Damen og sprang efter ham, inden han endnu var heelt ude af Døren, og dog blev han ikke fanget den Gang. En anden Gang var han kommen op til et Kvistværelse i Skindergade, hvor en Mand laae og sov Middagssøvn; Manden vækkedes ved Toftes Banken, men da han ikke vilde forstyrres, gav han intet Svar. Han hørte da, hvorledes en Nøgle sagtelig blev stukket ind i Laasen, og da dette var ham mistænkeligt, sprang han op og listede sig paa Hosesokker hen i Nærheden af Døren og lyttede. Han var saaledes parat til at gribe Tyven, men i samme Nu som Tofte fik Døren op, havde han allerede gjort omkring og var i et Øieblik nede af Trapperne. Undertiden maatte han hjælpe sig ud af Forlegenheden med Grovheder. Da han saaledes engang blev truffen paa et Kvistkammer af en Pige, der forlangte at vide, hvad han havde der at bestille, svarede han blot: "Hvad kommer det Dig ved, din forbandede Tøs!" og foer med det samme ud paa Kjøkkentrappen, hvortil Kammeret vendte ud, Iøb fordi Pigen, aabnede med en af sine Nøgler en Gitterdør, der adskilte Kjøkkentrappen fra Hovedtrappen, og lod sig rutsche ned ad dennes Rækværk - Alt inden Pigen kunde faae indført et eneste Ord.

Det Nærmeste han nogensinde har været ved at blive greben paa fersk Gjerning, var han dog vistnok den 6te Oktober 1857. Han havde med en af sine Nøgler skaffet sig Adgang til et Kvistværelse paa Hjørnet af Gammelmønt og Møntergade, der beboedes af en ung Student, og stiaalet nogle Penge, der laae deels i en aabenstaaende Bordskuffe i et Cigarfuteral, deels i en Kuffert. Derpaa undersøgte han Værelserne ved Siden af, og da der Intet var at tage, vilde han gaae sin Vei, men i det Samme hørte han Nogen komme op ad Trappen. Hurtig trak han sig tilbage i Gangen, som var temmelig mørk, og stod der ganske stille uden at we sig. Han saae da en ung Mand, som ikke var nogen Anden end den Bestjaalne selv, gaae forbi sig og lige op til det Værelse, hvor han havde stjaalet Pengene. Da Studenten fandt, at Døren ikke var lukket af, lod han den staae aaben efter sig, idet han strax indsaae, at der havde været "Fremmede" hos ham. Tofte fandt det derfor raadeligst at blive, hvor han var. Strax efter saae han Studenten gaae ned paa 3die Sal og kalde Beboerne ud, idet han med høi Røst fortalte dem, at der var begaaet Tyveri hos ham. Nogle af Folkene gik med op paa Værelset, hvis Dør stadig blev ved at staae aaben, og Tofte hørte En af dem sige, at han vilde melde det til Politiet. Imidlertid havde Tofte faaet sine Støvler af, og da omsider Alle vare gaaede, og Alt var blevet stille, løb han paa Hosesokker ned ad Trapperne og ind paa en Trappegang i Pilestræde, hvor han igjen tog Støvlerne paa, men han havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at det endnu varede over en Time, inden han turde gaae ned paa Gaden igjen.

Det røde hus på hjørnet af Møntergade og Gammel Mønt. Det var i kvisten på denne bygning Peter Ludvig Tofte 6. oktober 1857 blev opdaget midt i et tyveri af værelsets beboer, en student. Bygningen er en af de få som har bevaret sin oprindelige højde. Mange af den indre bys andre ejendomme er blevet forhøjet med 1 eller 2 etager. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sit Arbeide paa Jernstøberiet passede han, som man let kan begribe, kun daarligt. Navnlig generede det ham at komme saa tidlig op om Morgenen, at han kunde møde i Værkstedet Kl. 6. I December 1857 blev han omsider bortviist af Tjenesten og tog nu Ophold hos sin Pleiefader paa Nørrebro. Her var hans Hovedkvarteer. Sit store Oplag af falske Nøgler havde han skjult under en Busk i Gaarden, hvor man efter hans Paagribelse fandt adskillige af dem - deriblandt flere Hovednøgler - liggende indsvøbte i en Bomuldsklud. Hver Dag gik han ind til Byen "for at søge Arbeide", som han sagde; dette var nu rigtignok ikke Hovedhensigten med hans Toure, men han søgte dog virkelig at faae en Beskjæftigelse, hvilket jo ogsaa kunde være god Politik for at skjule hans virkelige Indtægtskilde. Det varede imidlertid til langt ud paa Foraaret 1858, inden han fik en Kondition.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 15. februar 1865)

Om Branden paa Vemmetofte. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redakteur!

I "Berl. Tid. s" Anmeldelse om Ildebranden paa Vemmetofte staaer til Slutning: "Beklageligt var det at at see, hvor megen Ulyst de Tilstedeværende viste til at slukke". Indsenderen af disse Linier, der var tilstede ved nævnte Ildebrand og saae hvorledes det gik til, kan ikke undlade at gjøre nogle Bemærkninger ved denne henkastede Yttring, og udbeder sig Plads hertil i Deres ærede Blad. At der fandt Uordener Sted ved denne Ildebrand, som ved de fleste paa Landet, og at her ikke blev reddet det, der burde være kunnet reddet, skal villig indrømmes, men at Aarsagen dertil skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende til at slukke, er en i høieste Grad uretfærdig Beskyldning. Aarsagen til at mindre blev udrettet her end der burde, ligger aldeles vist i Brandvæsenets slette Organisation paa Landet og i Mangel paa Sluknings- og Redningsapparater og i disses høist uforsvarlige Tilstand. Der mødte her, som ved alle saadanne Lejligheder, en Masse Mennesker; men den ledende Aand, og Kraft hos de Befalende manglede aldeles, og maa vistnok stedse mangle, eller i ethvert Fald være ufuldstændig, saa længe Organisationen er saa slet. Ingen veed nu hvortil han skal commandere Mandskabet, der ikke har bestemt fastsatte Forretninger Enhver især at udføre. En møder med en Spand, en Anden med en Tønde, en Tredie med en Brandhage o. s. v.; men hvor hver Enkelts Plads er, bliver ikke bestemt beordret. Man løber imellem hverandre, frem og tilbage, cg Nogle udrette en Deel, Nogle aldeles Intet. Sprøiterne, som burde have deres faste Mandskab, staae ofte stille af Mangel paa Vand og anden Betjening. Naar et Hold, som med Lyst og Iver har arbeidet, er bleven træt, veed man ikke hvor man skal tage frisk Mandskab fra; de, til hvem man henvender sig derom, svare ofte, med eller uden Grund, at de har maattet udføre det strængeste Arbeide og nu ere trætte. Kort, det er i høieste Grad beklageligt at see hvor lidet der ved slige Leiligheder udrettes, men hvortil Aarsagen sandelig mindst skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende. At forlange af Folk, at de skulle vove sig ind i Luerne for at redde enkelte Stykker Gods, hvor Redningsapparaterne ere saa slette som Tilfældet er paa Landet, er dog virkelig vel stærkt, saameget mere som man ofte seer de meest interesserede Personer med den største Ligegyldighed at spankulere omkring med Hænderne i Buxerne, eller som Fortvivlede at vride Hænderne og løbe rundt i Støvlerne, istedelfor at udrette Noget for sig selv. Assurancen betaler.

Hvad nu specielt Branden paa Vemmetofte angaaer, da maa bemærkes, at 20 a 30 Arbejdere, der vare tilstede strax da den udbrød, gjorde sig al optænkelig Umage, med ikke liden Fare for Lemmer og Helbred, for at redde hvad der kunde redde. Enhver, som har overværet en Brand paa Landet, veed godt, at i et Nu er Alt omspændt af Ild, naturligviis da saa meget let Antændeligt der er tilstede. Ved denne Leilighed kunde anføres flere Træk af Uegennyttighed, men det anførte er maaskee tilstrækkeligt til at tilbagevise den gjorte Beskyldning, især naar sees tilbørlig hen til, hvor magtesIøs man paa Landet er ved en Brand, med Hensyn til at redde Noget. Det er maaskee ikke overflødigt at bemærke ogsaa ved denne Leilighed hvor stor Lysten er hos mange Mennesker til at udpille og fremsætte det mindre Hæderlige der er hos Folk, især naar det er "simple Fok", istedet for at man burde gjøre sig en Fornøielse af en modsat Fremgangsmaade. Giver derimod en Rigmand af sin Overflødighed nogle hundrede Daler ved slige Leiligheder, der, naar sees hen til hans Rigdom, i Virkeligheden er saare Lidet, og navnlig er for Intet at regne imod at den Fattige giver det Eneste han eier: Liv cg Helbred, - da tales der vidt og bredt derom. Man kan gjøre sig en Idee om i hvilken Tilstand Sprøiterne paa Landet ere, naar man hører, at af de 10 a 12 Stkr. (maaskee nogle flere), der her vare tilstede, hvoraf Størsteparten vare hjemmehørende 2 a 3 Miil fra Brandstedet - Omegnen, at regne 2 Mile, eier ikkun høist 6 Sprøiter - vare de 3 a 4 ikke istand til at naae over Tagskjæggct paa en almindelig Bygning.

Det "høie Kloster", det rige Vemmetofte, eier, eller rettere eiede kun een Sprøite - den brændte ved denne Leilighed, da den ene Deel af Mandskabet løb til een Side med Sprøiten og den anden Deel til en anden med Slangen, og enhver især troede at den enkelte Deel var brændt og derfor opgav den - den var i en yderst maadelig Forfatning. Sandelig, vi trænge haardt paa Landet til Reformer i denne Henseende ogsaa, og gid de ikke for længe maae udeblive, da det vistnok eller inden meget længe bliver vanskeligt at faae sine Eiendele forsikkrede, eftersom Assurancerne jo maae blive svært medtagne ved den Masse, der nu gaaer tabt, ikke at tale om den Fare, Ens Liv er udsat for. Til Reformer trænge vi, men ikke til Jeremiader over Folks Opførsel; det forbedrer ikke Sagerne. Flere og gode Sprøiter samt Redningsapparater maa anskaffes, et fast og tilstrækkeligt Mandskab maa ansættes til enhver enkelt Deel og staae under kyndige og raske Befalingsmænd, der saaledes vide hvem de have at befale over og hvad de skulle udrette. Hensigtsmæssigt var det vistnok, om Mandskabet blev betalt, og ordentlig betalt, og at der holdte strængt over at Alle, der ingen Forretninger have, bortviste fra Brandstederne. Maatte Rigsdagen, for hvilken et Lovforslag i denne Retning formeentlig vil blive forelagt i den nu forestaaende Samling, tage sig alvorlig og med Sagkundskab af dette, var det høist prissværdigt.

n. n. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. september 1857)

Branden fandt sted 23. september 1857 og afslørede endnu engang det mangelfulde brandberedskab. Heller ikke denne brand udvirkede nogle afgørende ændringer på området.

Kristian Ludvig von der Hude (1864-1929): Vemmetofte Kloster (1900). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Colonien Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Efterretninger fra Kolonien Godthaab i Grønland har man der den 8de Juni foretaget de første forberedende Skridt til Indførelsen af den paatænkte Kommunalforfatning; man havde nemlig til Kolonien sammenkaldt en Deel af de dygtigste forhaandenværende grønlandske Mænd, 1 a 2 fra hver beboet Plads i Distriktet, og bekjendtgjort for dem, at det var Regeringens Villie, at der for Fremtiden ved hver Koloni skulde indsattes nogle misigssuissut (de europæiske faste Medlemmer, Præst, Kolonibestyrer, Læge) og nogle pàrssissut (de grønlandske Medlemmer), hvilke skulde komme 2 a 3 Gange aarlig "kalàtdlit iluakutigssait isumaliú tigalugit" c: for at overveie for Grønlænderne gavnlige Foranstaltninger, (den nationale Benævnelse for dette Folk er kalâlek, en Grønlander, Fleertal kalâtdlit). Som Hovedmotiv for denne Regeringens Bestemmelse angaves for Forsamlingen den i Folket herskende Fattigdom og til enkelte Tider indtrædende store Elendighed og Hungersnød, og det trykkende Paahæng, som de Dygtige og Stræbsomme i Folket under saadanne Omstændigheder maatte lide af de mange Fattige; at dette Sidste navnlig blev optaget med levende Interesse af Forsamlingen, var kjendeligt af det derover lydelig udtalte Bifald. Som tilkommende pârssissut havde man udset sex, men af disse vare paa Grund af en herskende Sygdom kun en tilstede i Forsamlingen, nemlig den indfødte Kateket Albrekt fra Udstedet Atangmik; man bekjendtgjorde derfor, at disse pârssissut først vilde blive udnævnte til Efteraaret, da den første egenlige Forsamling skulde finde Sted. Som fast Indtægt for Godthaabs Kommunalforsamling var der normeret 400 Rdl.; denne ringe Sum er endda ikke nogen ny Udgift for den kongelige Handel, men er kun opstaaet herved, at man har slaaet Alt sammen, hvad der alligevel hidtil under en uordnet Bestyrelse gik med eller rettere gik unyttig tabt. Lettelig kunde herved vistnok paatrænge sig disse Betragtninger og Sammenligninger mellem den store Elendighed blandt "kalàtdlit" og Handelens senere Aars Overskud paa Hundredetusinder trods Monopolets stor Administrationsomkostninger. Betræffende Kommunalvæsen skal der om to Aars Forløb atter indgives et mere bestemt Forslag, saa at det Begyndte kun bliver anset for en Prøve. (Dgbl.)

Lars Peter Elfelt: Hus i Umanak. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vi have allerede tidligere flere Gange berørt den tragiske Begivenhed ved Udstedet Naparsuk under Kolonien Sukkertoppen paa Grønland, at største Delen af den indfødte Befolkning ynkelig omkom af Hunger, efterat den der ansatte danske Handelsbetjent, Willumsen, med 9 af Pladsens Fangere, et Fruentimmer og et Barn vare forsvundne paa Havet under et Forsøg paa at reise til Kolonien for at hente Hjælpeproviant til den forhungrede Befolkning ved nævnte Udsted. Først i Løbet af afvigte Juni Maaned har man fundet Spor af disse, omtrent i Februar forulykkede 12 Personer. Paa en liden Udhavsø Nord for Kin of Saal (i de Indfødtes Sprog Umanak) har man nemlig udfor Sermerssuk paa Halvveien mellem Sukkertoppen og Kangamiut fundet Ligene af den nævnte Willumsen, tre Grønlændere og et Barn; de havde gravet sig en Hytte i en Sneedrive, som endnu i Juni ikke var optøet, og som indvendig var beklædt med noget Tøi; skjønt Hytten var ret god og luun, synes de dog ligesaavel at være frosne som sultede ihjel; Barnet, som laa i Willumsens Arme, havde kun en meget tynd Beklædning. Uden Tvivl ere de komne vaade iland, hvilket ogsaa er rimeligt, eftersom det jo af dette Steds Beliggenhed, Nord for Sukkertoppen, næsten med Vished fremgaaer, at de have været udenfor Isen, der forhindrede dem fra at komme ind til Sukkertoppen, og udsatte for Davisstrædets høie Sø. To af Ligene vare aldeles opædte, og Benene tildels knuste, rimeligvis af Bjørne. Willumsens Sælskinds-Benklæder vare afskaarne ved Knæene, hvoraf man maa slutte, at de afskaarne Stykker have maattet tjene som Føde. Forresten maa de uden Tvivl have boet der i det Mindste i nogle Dage i nogenlunde rask Tilstand, thi der saaes tydeligt forskjellige Spor af Mennesker udenfor Hytten. Der fandtes ogsaa Adskilligt af deres Reisegods iland, men Baaden har man ikke fundet Spor af, ligesaa lidt som af de andre Mænd og af Kajaken, som var med; muligt have de Øvrige forsøgt at komme derfra med Baaden og ere senere omkomne. Disse 9 Fangers sørgelige Endeligt maa vistnok ansees for en af Aarsagerne til, at Hungeren greb saa frygteligt om sig ved Naparsuk, da nu Enker og Børn og Oldinge sad tilbage og aldeles Intet kunde erhverve til Livets Ophold. Hovedaarsagerne ere imidlertid alvorligere og dybere liggende; som Jægere og Fiskere indtager dette Folk sin Plads paa Nationernes laveste Udviklingstrin, og dels ulykkelige Samfundsorden, Kommunismen, drager de Flittige og Stræbsomme ned i de Dovnes og Ligegyldiges Elendighed. Intet er vanskeligere end at bringe en Nation til at forandre sin Samfundsorden, og til Intet hører der større aandelig Myndighed end til for den Enkelte at trodse Samfundsordenen. Endelig maa endnu blandt de dybere Grunde til denne og lignende Ulykker nævnes det trykkende Monopol og de unaturlige Handelsforhold; unaturligt maa det vel benævnes f. Ex. at betale Producenterne 4 Rdr. for en Balle Spæk, medens Handelen erholder omtrent 40 Rdr. for en Tønde Tran, eller 1 Rdr. for blaa Ræveskind, der afhændes for 15 a 20 Rdr. Den sørgelige Begivenhed paa Naparsuk indeholder en fornyet Opfordring for Regeringen til omsider at tage alvorlig sat paa Reformer i Grønlands Bestyrelse; Leiligheden dertil er i dette Øieblik saa meget gunstigere, som man nu kan handle uden de stedse hæmmende og lammende personlige Hensyn. (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1857).

Forstanderskaberne i Grønland var et grønlandsk administrativt råd, der eksisterede i perioden 1857-1911. I forstanderskabet sad de øverste danske embedsmænd og et antal medlemmer valgt af grønlænderne. Rådet forestod fattighjælpen og ydede tilskud til husmaterialer og erhvervsredskaber. Resten af indtægterne blev fordelt mellem grønlænderne efter deres dygtighed som sælfangere. Forstanderskaberne i Grønland fungerede som domstole og var således første instans i den grønlandske retspleje.

Rink havde allerede i 1856 advaret om at brød ikke bare var en luksusvare, men også en af de sletteste og unyttigste. 1857 var en alvorlig sultevinter, og på det lille sted Napasoq ved Sukkertoppen døde de fleste af beboerne af sult. En dansk udliggeer Willumsen der var grønlandsk gift, forsøgte at rejse til Sukkertoppen for at hente proviant til udstedet. Det samme gjalt på udstederne og bopladserne Qerrortusoq, Saqqaq, Kangerluarsuuk, Sarfannguaq, Saqqarliit, Uuummannaarsuk, Itilleq, Itillersuaq og Kaksik. 

Pressefrihed i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

"Der har, som bekjendt, tidligere været et ingenlunde svagt folkeligtsindet Partie i Holsteen, der, om det end ikke i og for sig var meget venligt sindet imod Kongeriget og dets Befolkning, dog havde stor Mistilid til Ridderskabet og foretrak et større Maal af borgerlig Frihed og Lighed for Opfyldelsen af Riddernes egennyttige og forfængelige Planer. Det er sandt, at dette Partie alt før Oprøret var overvældet af sine Modstandere, og det er muligt, at det efter Olshausens og Claussens Landflygtighed savner dygtige Ledere og Talsmænd; men det havde dog nok været et Forsøg værd at underrette sig, om det endnu var til i nogen Styrke, og om der i saa Fald ikke var større Mulighed for OvereenSkomst med det, end med det ridderskabelige, eller om dets Modstand i alt Fald ikke i nogen Grad vilde kunnet opløse Ridderskabet. Men Midlet, det ene paalidelige Middel til at komme til Kundskab herom, var Pressens Frihed. Var et saadant Partie tilstede, saa vilde det kommet til Udtalelse, naar man løsnede dens Baand." "Det er muligt, tilføier "Fdl." til ovenst. Betragtning, at det nu er for silde." Men det er maaskee ogsaa for silde, at "Fdl." og den politiske Retning, det har befordret, nu paakalder Friheden for Holsteen, og hvad der jo maatte gjælde lige saa fuldt, for Slesvig, thi der strammes Baandene lige saa haardt; og er det da et Under, at man, med Friheden i Kongeriget og dets Presses Brug af Friheden ligeoverfor Forholdene i Hertugdømmerne, medens Pressen der er kneblet eller kun taales, naar den føler Magthaverne og det stærkt udviklede Bureaukratie; at man herved støder den Befolkning, der lider under denne og al anden lignende Tvang, fra sig? Den vedk. kbhvnske Presse har hos os fordret, hævdet og brugt al Frihed og navnlig misbrugt den ligeoverfor de pressebundne Hertugdømmer, og har selv aldrig virket alvorligt til at løsne Pressens Baand der eller til at have anden Tvangspolitik, men har i mange Henseender støttet denne til dermed at ville befordre en national Tilslutning til dansk Side, som dog aldrig lader sig fremtvinge og ved Tvang lettere tilbagetvinges. Ved fri Presseudøvelse i Hertugdømmerne og ved Folkets større Deeltagelse i sine provindsielle og egne communale Forholds Styrelse, Alt under fornødent Tilsyn med Loyaliteten imod Staten, vilde selve den nationale Politik og den nationale Udvikling have vundet og vilde man have vundet et folkeligt Partie og dets Styrke for sig, indtil det altfor let hermed kan blive "for silde".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. september 1857).

Om Sygdomme. (Efterskrift til Politivennen)

Stiftsphysikus, justitsraad, Dr. med. Lind i Viborg bekjendgjør i "Byens Avis" Følgende:

"Da der, som Følge af den vedholdende stærke Varme og Aarstiden, viser sig megen Tilbøielighed til Mavesygdomme, Diarrhee og Dansk Cholera, saa henledes Publikums Opmærksomhed paa Hensigtsmæssigheden af at iagttage en noget forsigtigere Diæt og lidt omhyggeligere Levemaade, saalænge denne almindelige Disposition vedvarer. Mistænkelige Spiser er for Tiden al feed og rørig Mad, saasom fersk Flesk, Aal, fede Supper, Saucer osv., fremdeles de kolde Sommerretter: Tykmelk, oplagt Melk, Rødgrød og Æblegrød med Fløde, ligesom og al Slags Frugt og Grønsager, især dog Agurkesalat, Melon, Kaal, ny vandede Kartofler. Ved Nydelsen af saadanne Sager er derfor meget at tilraade en rigeligere Brug af Peber eller andet Kryderi, end ellers, og ovenpaa et Glas Portvin, Madeira eller en god Snaps. Absolut skadeligt er surt Øl, ørret, surt eller slet bagt Rugbrød, Hvedebrød af slet Meel eller slet bagt eller bittert af Gjæren, umoden Frugt, ankommen Fisk og fordærvet Kjød, hvorfor Salg heraf ei bør tillades og Publikum passe vel paa. En diætetisk Feil, som især hyppig begaaes, bestaaer i upassende Forening af Retter og af forskjellige Sorter Mad og Drikke, saasom kolde Melkespiser til Formad og Gemyser især Agurkesalat til Eftermaden, Æggeipiser og Melkemad, Grønsager og Suurt i et Maaltid osv. Kjødsuppe og Kjød er snart det eneste, som godt forliges med enhver anden Ret. For at kunne taale saadanne heterogene Sammenblandinger, maa man have en stærk Mave, men for Tiden ere alle Maver forholdsvis svage, hvorfor jeg advarer. Som bedste Drik for Tiden anbefaler jeg i Almindelighed reent Vand, dog ei altfor meget paa Gangen og med behørig Forsigtighed, naar man er varm og svedende; en Tilsætning af Rødvin, en Smule Portvin, eller lidt god Spiritus (saasom en Skeefuld Cognak, Rom eller god fransk Brændevin til et Ølglas Vand) er ret passende og hensigtsmæssig, især for svagere Maver og naar man sveder meget; lidt Sukker kan og tages til, men det maa kun være saa meget, at det netop kan smages. Til Maaltidet er et Glas god Rødvin meget tjenlig, eller hvor den ei kan haves, en svag Blanding af Vand og god Spiritus - Øl kan og drikkes af Dem, som ere vante dertil; dog maa det være godt, bittert og kraftigt og nydes med Maade og fremfor Alting ikke oven paa visse Spiser, saasom fed og rørig Mad, Tykmelk, Rødgrød, Frugt, nye Kartofler, Agurkesalat o. m. a. Kaffe og Thee skade ikke, saalænge Maven er i Orden; men kommer den i Uorden, bliver saavel Kaffe, som Øl, Rugbrød, Frugt, Grønsager og øvrige ovenfor anførte mistænkelige Spiser, absolut skadelige. Hovedsagen bestaaer da i at holde stræng Diæt: man maa leve af Hvedebrød (uden Kryderi, saasom Franskbrød, Tvebak, Kommenskringel) eller godt Sigtebrød, som ei maa være ganske frisk, med lidet eller intet Smør paa, lidt tyndt Thee uden synderlig Sukker, Havre- eller Bygsuppe uden Syltetøi, Vandgrød helst af Riis eller Rismel, en Smule Vin og Vand eller Melk og Vand at dyppe den i. Bliver det ikke snart bedre, eller Smerter og andre Tilfælde ere alvorlige, søge man Lægen. - Men de for Tiden saa gængse Mavesygdomme fremkaldes ei alene ved Forseelser i Diæten, men ogsaa ved Forkjølelse: man vil som oftest finde, at begge Dele mere eller mindre have virket i Forening. I denne Varme er man naturligvis klædt tyndt og let, og der behøves kun lidet for at blive forkjølet. Den ene Dag er det stille, den anden blæser det; nogle Aftener ere milde og lune, andre kiølige - dette giver mangfoldig Lejlighed til Forkiølelse. Og maa jeg i Særdeleshed advare mod Aften- og Nattekulden, som nu begynder at indfinde sig: man maa derfor enten igjen klæde sig lidt varmere eller dog tage lidt mere paa, naar man gaaer ud om Aftenen. I kiølige Aftener at sidde lange ude i tynd Klædning er fordærveligt. Naar Varmen i Værelserne herefter tager af, forsømme man ikke at tage noget mere om sig i Sengen

(Ribe Stifts-Tidende 1. september 1857).

Nogenlunde på samme tid udsendte distriktslægen i Kolding, Bloch en lignende anbefaling.