Frederiksberg By. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg By. Imedens der over hele Landet paabydes Foranstaltninger i sanitaire Retninger, leve vi her, i Frederiksberg, aldeles ubekymrede og ligegyldige i den Henseende.

Til hvilken Yderlighed denne Ligegyldighed udstrækker sig, derom vil man letteligen kunne overbevise sig, ved at tage det saakaldte Gadekiærs Tilstand i Øiesyn. Vandet, hvis man ellers er berettiget til at benævne indholdet i Gadekjæret med dette Navn, er værre, og sandsynlig mere skadelig for Sundheden, end Indholdet af Renovationskulerne. Vi skal iøvrigt ikke videre udbrede os over Væmmeligheden, Skadeligheden og Ubehageligheden ved denne Pestkule, men vi vil indskrænke os til at forelægge vedkommende Authoriteter det Spørgsmaal: Er det sandt, som Rygtet siger, at der forlængst er gjort Anmeldelse til Politimesteren Hr. Justitsraad Petersen angaaende denne Sag? 

I bekræftende Fald maae vi da beklage at der ikke øieblikkelig er taget de fornødne Forholdsregler, idet vi, med god Grund, overfører det store Ansvar, som heraf lettelig kan paafølge, ved en udbrydende Epidei, paa den Embedsmand hvis Pligt det er, ex officio, at iværksætte paatrængende nødvendige Politiforanstaltninger.

Omstændighederne stille sig nemlig i dette Tilfælde saaledes, at der ei er Tid til at føre Correspondance eller Forhandlinger; thi det er den yderste Tid der nu tilbyder sig til Oprensning af Pesthullet, og de Betænkeligheder, der mulig kunne opstaae ved at Gadekjæret blev blottet for dets Indhold i nogle Dage, tabe sig derved, at det ei besiddere længere den Egenskab at kunne slukke Ild, men maaskee snarere at give den Næring.

Skulde afgjørende og hurtige Foranstaltninger ikke blive iværksatte om faa Dage, da haaber man at Beboerne ere enige om, uden Ophold, at indgaae directe med et Andragende til vedkommende Ministerium.

Flere Beboere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1858)

Frederiksberg havde også haft et andet stort gadekær i Allegade, men det blev opfyldt i 1845. Gadekæret ved Andebakken er formentlig fejlagtigt blevet dateret tilbage til den gamle landsby Solbjerg, der måske snarere lå omtrent ved nuværende Fasangården med Schweitzersøen som gadekær.

Mangel paa Skaansel i offentlige Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Det er beklageligt at bemærke den Mangel paa Opmærksomhed og Skaansel, som en stor Deel af den i de offentlige Haver spadserende Befolkning viser imod Træer, Buske, Græsplainer, Hvilebænke, Bygninger m. v., uden hvilke Gienstande Pladsen ikke vilde være en Have. - Der anvendes ikke saa Lidet paa at plante og saae, paa at afpudse og male Bygninger, Broer, Bænke m. m., paa at holde Vejene i Orden m. m., og det er et billigt Ønske hos de Spadserende at see Plantningerne fyldige, Græsplainerne grønne og Siddepladserne rene. Men det kan ikke opfyldes, naar enhver Spadserende troer sig berettiget til at sønderslide Trævæxterne, afplukke Blomsterne eftersom de udfolde sig, nedtrampe Græsplainerne og Veikanterne, og besudle Hvilebænkene med Skridt og Smuds. En liden Green eller nogle Blomster kunne dog ikke savnes, siger Een, en Anden støtter sin Adfærd paa, at det er en uskyldig Attraa at ville have lidt Grønt og Blomster i sit Værelse; ganske sandt - men naar Titusinde komme efter hinanden og hver tage sin Deel, spores det ret meget, Haven mister sin Prydelse, og de Spadserende, der komme efter, finde ikke det, som der er arbeidet paa at tilvejebringe ogsaa til deres Glæde. Træer i sneseviis gjøres aarligt til livsvarigt vanzirede Krøblinger ved at flækkes og brydes af ubetænksomme Mennesker, og kun faa af Havernes Tusinder af Buske kunne uskadt udfolde deres Blomsterfylde. Frederiksberg Have og Søndermarken vise Exempler nok paa skaanselløs Afrivning og Fordærv af hvad der er plantet. Det er sandt, hvad undertiden høres bemærke, at eet Trin udenfor Veien eller over Græsplainen ikke skader; men der er Spor nok af den Skade, som det gjør, at kun Faa af de Spadserende respectere Veigrændserne, at hele Familier, Ammer med Børn og Barnevogne osv. halve Dage vælte sig paa Græsplainerne, sønderslide Græsplainerne til den bare Jord, og endog ofte gjøre sig skyldige i usømmelige Svar og Yttringer, naar deres skadelige Forhold foreholdes dem. Det er at ønske, at det kunde blive de Spadserende ret klart, hvormegen Uret de have i at molestere det, som de dog helst vilde see heelt og fyldigt. Enhver især vilde derved ikke blot holde Hævd over det Almindeliges Interesse; men de vilde skabe hos dem selv en glædende Opmærksomhed for meget Skjønt i Haverne, og Alle vilde finde en Velbehag i den gyldighed og Orden, som kunde blive bevirket, naar der var Fred og Agtelse for hvad der stræbes efter at tilvejebringe. Dersom de Ældre, som selv have Huus og Eiendele, som de ønske omhyggeligt bevarede, vilde være opmærksomme og ikke tilføie Haverne en Skade, som de vilde ansee usømmelig og dadelværdig, om den tilføiedes deres Eget, saa vilde en saadan taktfuldere Aand og Opmærksomhed ogsaa vækkes hos de gie; de ville lære, at man kan see sig glad paa Naturen, kryste Indtrykket deraf med sin Sjæls hele Fylde, uden at behøve at massakrere den, for at gjøre Indtrykket Fyldest.

Der spores meget almindeligt en ubetimelig Sky hos de Besindigere for ved Tiltale og Formaning at afværge usømmelig Fremfærd, som de see udøve mod offentlige Anlæg. Ved denne uheldige Afholdenhed lammes den sparsomt tilstædeværende Politivagt. Denne lammes endnu mere ved en endog høist urigtig Tilbøielighed hos meget af Befolkningen, nemlig at tage Parti for den i Uorden Skyldige og imod Politiopsynet; en skadelig Tilbøielighed, thi Erfaring stadfæster noksom, at dersom de samme utidig Medlidende angribes paa deres egen Interesse af en Vold, som den paatalte, fare de op som glubende Ulve mod Gjerningsmanden, og finde Lunkenhed hos Politiautoriteten. Ogsaa her paa var det ønskeligt, at Alle vilde henvende deres egen Opmærksomhed, thi da vilde de paa en blid Maade kunne opdrage baade sig selv og den opvoxende Slægt.

Den 15de Mai 1858

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. maj 1858)

Træbeskjæring i Frederiksberg Allee. (Efterskrift til Politivennen)

I Berlingske Tidende for 2den Mai har "en (partner" anket over, at de gamle Lindetræer i Frederiksberg Allee nu ikke beskjæres, hvorimod dette har været Tilfældet før. Det er virkelig saa: førhen ere disse Træer ofte i den Grad blevne beskaarne, at Affaldet har været en ikke ringe Indtægt for den Gartner, der udførte Beskjæringen. Denne stærke Beskjæring, som Træerne i vore Alleer have været underkastede, har bevirket, at skjøndt faa Hovedstæder i Europa kunde have saa smukke Alleer som Kjøbenhavn, er dog maaskee ved ingen anden Hovedstad Alleerne overfyldte med en saadan Bestand af stygge Træer.  Ved den fortsatte Beskjæring har Træet modtaget saadanne Vansiringer, at det seer ud til at Træets form hvert Aar har maattet rette sig efter vedkommende Gartners Brændebehov. Pragtexemplarer paa denne Vandalisme frembyde især Træerne paa Volden og i Frederiksberg Allee; det er især paa sidste Sted, at den ufornuftige Beskjæring har gjort Træerne i høieste Grad formfase og lidende; ver at vedblive med denne Fremgangsmaade vilde de blive endnu styggere og mere affældige, ligesom deres Død derved vil fremskyndes.

Da Træernes Beskjæring saaledes hos os lykkes saa slet og har fremdragt saa sørgelige Resultater, foretrækker den, som nu fører Opsynet med Kjøbenhavns Alleer, at undgaae al Beskjæring for paa denne simple Maade at erholde en Bestand af sunde, smukke Træer, der kan afløse de mishandlede, sygelige Exemplarer, der nu fylde vore Alleer. Og denne Anskuelse finder Medhold deri, at et Træ, der frit kan udvikle sig uden at beskjæres, altid vil blive smukkere end et, der underkastes denne Behandling), hvortil endnu kommer, at de ved Beskjæringen frembragte Saar, ligesaavelsom Amputationer paa de dyriske Legemer, ere Kilder til Sygdomme. Svagelighed og Affældighed, om end ikke i den Grad hos Planterne som hos Træerne.

Chr. B.

*) Andre Hensyn kunne undertiden gjøre det nødvendigt at beskjære Alleetræer, og at dette kan skee uden at Træer derved vanzires, derpaa kan man i Udlandet see mange Exempler, men hos os er dette endnu ei præsteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. maj 1858).

Udgaven fra 2. maj findes ikke i Mediestream. Gartneren svarede senere og forklarede bl.a. at alletræerne også led af ælde.

Mindehøjtidelighed for Slaget ved Slesvig 1848. (Efterskrift til Politivennen)

- Officererne, sergenterne og underofficererne fra Kejser Alexander Grenadierregimentet der deltog i felttoget til Slesvig-Holsten i 1848, fejrede i forgårs årsdagen for Slaget ved Slesvig med en banket. Hans kongelige højhed Prins Friedrich Karl og krigsministeren, hvoraf sidstnævnte ledede regimentet under felttoget, var til stede ved festligheden. Den nuværende regimentschef, oberst v. Zastrow holdt en tale til forsamlingen, hvor han ikke blot entusiastisk mindedes dagen for slaget, hvor Preussens krigere for tysk lov og tyske ære greb til våben og smykkede hærens sejrskrans med en ny stjerne, men også opmuntrede dem der deltog i fejringen, til at være loyal og at bevare den gode ånd i hjertet og give den videre til de kammerater, der har udmærket den preussiske hær i gode og onde dage. Festligheden var munter i ægte soldaterstil og vil forblive et glædeligt minde for alle dem der deltog. En særlig skål fejrede den daværende højtstående feltkommandant, feltmarskal friherre v. Wrangel. Ligesådan modtog den ærede general nyheden via en telegrafisk udsendelse fra Stettin at officererne fra 2. Infanteri (Kongens) Regiment sammen ved den festlige frokost havde skålet på hans helbred.

- Die Officiere, Feldwebel und Unterofficiere des Kaiser Alexander-Grenadier-regiments, welche im Jahre 1848 den Feldzug nach Schleswig-Holstein mitgemacht haben, feierten vorgestern durch ein Festessen den Jahrestag der Schlacht bei Schleswig. Se. königl. Hoh. der Prinz Friedrich Karl und der Kriegsminister, welcher letzere während des Feldzuges das Regiment commandirte, waren bei dem Feste zugegen. Der zeitige Regimentscommandeur Oberst v. Zastrow hielt an die Versammlung eine Anrede, worin er nicht nur mit Begeisterung des Schlachttages gedachte, an welchem Preussens Krieger für Deutsches Recht und Deutsche Ære die Waffen führten und dem Siegeskranz der Armee mit einem neuen Sterne schmückten, sondern auch die Festgenossen ermunterte, die Treue und den guten Geist im Herzen zu bewahren und auf die Kameraden zu übertragen, welche das Preussische Heer in guten wie in bösen Tagen ausgezeichnet haben. Das Fest verlief heiter in ächter Soldatenweise und wird allen Theilnehmern eine freudige Erinnerung bleiben. Ein besonderer Toast feierte den damaligen Oberfeldherrn, Generalfeldmarschal Freiherrn v. Wrangel. Eben so erhielt der verehrte general durch eine telegraphische Depeche aus Stettin die Nachricht, dass das Officiercorps des 2. Infanterie- (Königs-) Regiments, bei'm festlichen Mittagsmahle vereinigt, auf sein Wohl getrunken habe.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 26. april 1858)

Maler Niels Simonsen (1807-1885) og Johan Adolph Kittendorff (1820-1902): Slesvig d. 23. April 1848. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den preussiske krigsminister var grev Friedrich Gustav Waldersee (1795-1864). Han havde den 9. marts 1848 som oberstløjtnant overtaget kommandoen over Kaiser Alexander-Garde-Grenadierregiment nr. 1 i Berlin. Han udmærkede sig her i Slaget ved Slesvig 23. april 1848. Men deltog i øvrigt ikke i de efterfølgende kampe mod Danmark, men ledede året efter 24. infanteriregiment i nedkæmpelsen af majopstanden i Dresden. Han blev krigsminister 1854 under ministerpræsident Otto von Manteuffel indtil denne trådte tilbage i 1858. Han døde 15. januar 1864.  

Kniplingskræmmer Jens Wulff (1774-1858). (Efterskrift til Politivennen)

Den afdøde udmærkede Industrielle, Kniplings- og Uldhandler Jens Wulff i Brede, beskjæftigede, efter Møgelt. Av., engang "1100" Kniplingspiger i Slesvig og gjorde Forsendelser til alle Verdensdele. I den franske Krigsperiode var han den eneste Kniplingshandler, der vedblev at reise for ikke at afskedige sine Arbeidere, og da maatte han døie megen Fare og Besværlighed. Engang skjød en fransk Toldpatrouille efter ham, og Kuglen peb ham ret forbi. Den Dag ihukom han siden hvert Aar med Tak til Forsynet. Da Kniplingshandelen siden aftog meget, lagde han sig efter Uldhandelen og forskaffede dette Product, især Marskulden, ganske nye Afløbskilder. Denne Handel fortsatte han til et Par Aar før sin Død. Ligeledes gjorde han for egen Regning store Opkjøb af jydsk Uld, og der gives Aar, hvor det af ham opkjøbte Uldforraad oversteg 200,000 Pd. Ogsaa i det jydske "Bindetøi" har han gjort betydelige Forretninger, navnlig til America. - Som Dreng havde han først været Skriverdreng paa en Herregaard i Jylland, hvor han maatte døie en temmelig haard Behandling. Som 13aarig Yngling begav han sig paa sin første Reise med Kniplinger til Tydskland, fremmed for Sproget og kun med faa og ude af Brug værende Varer. Han vandrede ofte grædende omkring, indtil - som han fortalte - Forsynet en Dag sendte ham en Betler-Olding paa hans Vei. Denne Oldings fromme Sind og Fortælling om sit mærkelige Levnetsløb styrkede saaledes Ynglingens Mod, at han ufortrødent fortsatte sin begyndte Vandring, og snart havde han den Glæde at komme bedre frem. I 30 Aar bereiste han siden tilhest Meklenborg, Hannover og endeel af Preussen saa hyppigt og vedholdende, at han beregnede den Vei, han havde redet, lig med Jorden tre Gange rundt. Paa sine Reiser til Harzen blev han bekjendt med sin endnu levende Hustrue, som blev ham en trofast Livsledsagerinde. I Anledning af sin Forlovelse oppe paa Bloksbjerget skrev han en Romance, der er bleven tryk, og uddeelt til Mange. I sit 36te Aar giftede han sig og levede 49 Aar i det lykkeligste Ægteskab. I 1846 fik han af Christian den 8de Fortjenstmedaillen i Guld, og 1854 blev han af Frederik den Syvende udnævnt til Ridder af Dannebroge. Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia, hos hvem han stod i høi Agtelse og Yndest, beærede ham med Besøg i hans Huus den 8de September 1847. Han foretog sig dagligt lige indtil sit sidste Sygeleie Fodvandringer, hvor ondt end Veiret var, og kjørte endnu i sit 84de Aar i afvigte Vinter ene til Husum. Blødagtighed og Forfinelse vare ham imod, hvorfor han ogsaa, uanseet at han kunde have gjort sig Livet mageligt og beqvemt, vedligeholdt sin jævne, tarvelige Levemaade og sit ligefremme, oprigtige Forhold imod Alle til det Sidste. Han var en Mand med et lyst Blik, en klar Forstand og et varmt Hjerte; en tro Frænde; som saadan har han vistnok ingen ringe Medvirkning havt paa sine tvende Brødres Ungdomsudvikling: den ene senere Præst i Riis og den anden, Eieren af Nebel Mølle, den fra den jydske Stænderforsamling hæderligt bekjendte Justits. Hans Wulff. Som imod Slægtninge og Venner var han ogsaa trofast og hjælpsom imod den mindre Bemidlede, især naar det gjaldt at styrke Arbeidsomhed og Redelighed. Det er ogsaa sandt, hvad der vidnedes ved hans Grav, at han altid pleiede at uddele Noget af det Fortjente, naar han kom tilbage fra sine Handelsreiser, og at han gjerne vilde, at Andre skulde være glade med ham og være nyttige Borgere, ligesom han stræbte at være det og isandhed var det. Det var hans Nøisomhed, Virksomhed, Udholdenhed og barnlige Tro, der havde sat ham istand til at kunne give og til at kunne glæde og gavne sine Medmennesker. Han maa i det Hele taget betragtes som en af Forsynet i høi Grad benaadet Mand. - Som yderligere Beviis for den Hedengangnes sjeldne Udholdenhed bør nævnes, at han i 54 Aar, til faa Dage for sin Død (i Marts d. A.), førte en Dagbog, der i al den Tid kun var afbrudt i nogle faa Dage. Disse Optegnelser vare den Afdøde en kjær Syssel; han kunde dagligt kalde den svundne Tid tilbage. Ligesom de ere af stort Værd for Familien, saaledes vilde de ogsaa have Interesse for en videre Kreds, idet de vidne om, hvad Virksomhed under Udholdenhed og Tro formaaer i det svage Menneske, ikke alene til Fred i Hjertet, men ogsaa til Gavn og Glæde for en vid Kreds og for Fædrelandet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. april 1858).

Knipleskole fra Nr. Sejerslev, marsklandet i Vestslesvig. Huset havde også et landbrug, men hovednæringen var undervisning i knipling. 8-10 piger arbejdede i stuen hos Lene Jørgensen. I 1885 lukkede hun skolen og gik på aftægt. Den vandfyldte glaskugle fungerede som en art prisme for at forstærke arbejdslyset. (Kilde: Frilandsmuseets vejledning (2007). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kniplingshandler Jens Wulff (1744-1858) fra Bredebro lidt nord for Tønder i Slesvig, var en af den slesvigske vesteregns mest ansete og indflydelsesrige mænd i første halvdel af 1800-tallet. Han var af en dansk familie og var gift med en tysk kvinde. Han beherskede begge sprog. Hans gård i Brede eksisterer stadig. Han førte detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. 

En Hr. Jens Wulff fra Brede ved Tøndern bekjendtgjør i Aviserne, at Aarsagen hvorfor han ikke i Aar kan sende sin Pleiesøn Wilhelm Nissen til Vesteregnen af Jylland for at gjøre Opkjøb af Uld i Partier er nogle Hindringer, som Politiemesteren i Holstebroe afvigte Sommer lagde ham i Veien. Hr. Wulff siger blandt Andet:

"Som dansk Undersaat var det i en Række af 43 Aar skjøndt boende paa Landet, min kjæreste Bestræbelse at virke til Landmandens Gavn ved Forsendelse endog til fjerne Verdensdele af Landets Industrie-Frembringelser og Naturprodukter; jeg saae her den første Hindringssteen kastet mig i Veien. At jeg til Gavn for Jylland ei tør afbenytte mine Connexioner og Pengemidler gjør mig hjertelig ondt; men mig blev sagt: jeg kjøbte for meget!!! Jeg betalte dernæst i rene Contanter, som jo ei før var Skik og Brug i hiin Egn, og - paa min Virksomhed blev lagt et fængslende Bånd."

I Marsken fra Tøndern til Husum, er ved forøget og frie Concurrence, Uldpriserne siden 1829 stegne fra 10 til 18 a 20 Ldsk. pr. Pund; en riig Indtægtskilde er derved aabnet for Landmanden, og til meer end det Dobbelte har han forøget sine Faareflokke; men - hvor der skal tilveiebringes et slift Resultat, der maa Uldhandelen ei være et Monopol for Smaahandlere, der blot kjøbe, naar de have Commission (en selvstændig Kjøbmand frygter ingen Concurrence, og holder let en fremmede Kjøber tilside) der maae Handelen som i Hertugdømmerne være fri, og den Kjøber meest velkommen, som bringer de fleste Penge i Landet.

Naar denne Frihed ogsaa finder Sted i Jylland, og jeg seer mig betrygget for slige Ubehageligheder, som de der mødte mig afvigte Sommer, og som forvoldte mig betydeligt Tab, da begynder jeg mit Uldopkjøb paa nye, og vil med Glæde bidrage min Skjærv til at hæve og forøge et Product, der afgiver en saa vigtig Export for vort kjære Fødeland.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 15. oktober 1835).

- Tøndersk Kniplingsfabrik. Vi have tidligere, ved at berette om et smagfuldt og kostbart Kniplingssmykke, som den bekiendte Kniplings- og Uldgodshandler Jens Wulff, Brede havde den Ære at overrække Hendes Maiestæt, henledet Opmærksomheden paa denne vigtige Industrigreen, den eneste indenlandske, der frembringer Luxusartikler, som ere Gjenstand for forsendelse til Udlandet. Denne Industrigreen har bragt Velstand i Egnen omkring Tønder, har i Aarhundreder tilført og tilfører endnu samme betydelige Pengesummer, og har ved den herved for ægede Cirkulation givet Grundeiendommene en betydeligen høiere Værdi end andensteds. Vel har ukyndige Philanthroper villet paastaae deels at fortjenesten ene gik i Kniplingshandlerens Lomme, idet denne ikke tilstod Kniplerskerne mere, end der var høist fornødent til at friste Livet med, deels at dette Arbeide indvirkede skadeligt paa Kniplerskernes sundhed, idet disse ved den megen Stillesidden fra en ung Alder skulde tabe deres sundhed, ja endogsaa blive Krøblinger. Enhver, der har været i denne Egn, vil imidlertid have havt Leilighed til at kjende det Urigtige og Overdrevne i denne Paastand. Kniplerinderne udføre deres Gierning i deres varme Stue, medens Mangen af den arbeidende Klasse lider Sult og Kulde; deres Arbeide udfordrer ikke nogen Anstrængelse, hvorfor de kun behøve Lidet til Klæder og Føde; naar de ere flitiige og sparsommelige, kunne de derfor beholde Noget tilovers, hvorved mange blandt dem see sig istand til at kunne ernære deres gamle Forældre eller hjælpe til at opdrage deres Sekstende. Sædvanligen sidde flere Kniplingspiger sammen i een Stue, og da deres Arbeide for det meste er mekanisk, kunne de under samme følge deres dyst til at synge og fortælle Historier, og Tiden gaaer saaledes hurtigen og behageligen for dem, medens de fortiene Brødet for dem og Deres. Naar Sommeren kommer, sættes for en stor Deel Kniplingsskrinet tilside, og mange Kniplingspiger ere nu Markarbeidere, der ere bekiendt for at kunne bruge sig, og især for at kunne føre Kniven godt. En saadant Liv kan ikke synes at indvirke skadeligt paa Helbreden eller at foraarsage nogen Vanførhed; vel gives der ogsaa Svage og Krøblinger blandt Kniplingspigerne, men saadanne findes der overalt, og det er netop en Lykke for disse ellers forladte og hiælpeløse Væsener, at de paa denne Maade kunne fortjene deres Brød. - Kniplingernes Provenu beløber sig vel ikke til et saa meget betydeligt Beløb, men det maa da ogsaa bemærkes, at næsten Alt er Arbeidsfortjeneste, eftersom Materialets Værdi er ubetydeligt og sjelden udgjør 10 Procent. Da denne Handel var i sin største flor, tilførtes der Tønder-Egnen aarligen fra Ind- og Udlandet omtrent 100,000 Rbd. Courant eller 1600,000 Rbd., hvoraf Wulffs Handel, der meest var paa Udlandet, udgjorde over 1/6 Deel, skiøndt det dog dengang ikke var den betydeligste. Vel har denne Handel senere i tabt sig, men man kan dog med Sikkerhed beregne, at endnu omtrent den halve Værdi aarligen tilvirkes, og det vilde vistnok være et stort Savn for Egnen, hvis denne Industrie skulde ophøre, da herved mange hundrede Mennesker vilde blive brødløse. Naar vi sammenligne dette fabrikat med det jydske Uldgods, da er det vel ogsaa, at det sidste bringer flere Summer ind i Landet, men største Delen af dette Beløb maa da ogsaa regnes fra for Ulden, der kunde sælges og forsendes til Udlandet, hvis den ei blev her forarbeidet. Selv for nogle Aar tilbage, da Conjuncturerne vare bedre for Uldgodshandelen, kunde en Binder i Arbeidsløn kun fortiene paa 1 Pd. Uld 4 til 6 lsk eller 13 til 19 Rbsk, i den senere Tid saa meget som et Pd. Uld kostede; men efterat de amerikanske forsendelser ere ophørte, daler det igjen med Prisen, og Fortjenesten vil i indeværende Aar blive ussel for de stakkels Bindere. Vi tør derfor paastaae, at det meer er tilsyneladende end virkeligt hvad Uldgodset indbringer, hvorimod det er mere virkeligt end tilsyneladende, hvad Kniplingerne indbringe, efterkom disses Provenu næsten heelt er Arbejdsfortjeneste.

(Dagen 7. april 1841).

2 kniplersker arbejde i 9 måneder på fuldtid for at fremstillet arbejderne til kongeparret i 1841.

Helt enig er Frilandsmuseet ikke i ovenstående beskrivelse af kniplerskerne. I beskrivelsen af museets knipleskole fra Nørre Sejerslev, som lå tæt på hvor Wulff virkede, fortælles at egnens småpiger, især fra mere beskedne hjem, lærte at kniple for at skaffe sig en indtægt. Kniplingernes storhedstid var i 1700-tallet, og kulminerede ca. 1800-1830. Kniplingsarbejdet blev kommisioneret ud til kniplerskerne af mellemhandlere, som leverede mønstre og materialer. De betalte kniplingspiger og -koner meget beskedne summer for det fine arbejde, og tjente en del på avancen ved videresalg af de færdige kniplinger til købmænd og manufakturhandlere. Arbejdet kunne være hårdt for fysikken. Man sad bøjet mange timer og kniplingsbrættet, og lyset var efter vor tids stanarder uskarpt og dårligt. For at udnytte tællepråse og kærter til det yderste, forstærkede man lyset ved genskin fra vandfyldte kugler, ophængt i rummet. Men øjnene kunne efter nogle år i faget godt begynde at tage skade. Mange kniplingspiger blev tidligt dårligt seende.

Af de sparsomme politiske bemærkninger fremgår at han støttede de danske konger Christian 8. og Frederik 7. og den dansk-tyske helstat. Dagbogen viser at han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne da han opfattede det som om at "tyske" og "danske" havde levet fredeligt side om side. Se særskilt indslag om Jens Wulff i Martsdagene 1848.

Efter Slaget ved Bov i april 1848: 

"Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”. 

Hans ønske om at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur var han ikke ene om. Han misbilligede såvel Hiort Lorenzen som danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede. Herom skrev han i sin dagbog: 

"… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.

Ved udbruddet af krigen i 1848 blev positionerne linet op som et valg mellem det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør og Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre. Det skabte ofte spittelser i familierne: Den københavnskfødte major Cæsar du Plat valgte oprørshæren mens hans bror Glode du Plat modparten. Den københavnskfødte løjtnant Huno von Holstein valgte oprørerne og blev nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Løjtnant Holstein deltog i arrestationen af apoteker Nagel fra Højer som var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational. 

Grunde til at dansktalende valgte den slesvig-holstenske side kunne fx være modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”. 

På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Kongefamiliens sidegren med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret. 

Især for handlende var krigen en katastrofe, og forholdt man sig neutral, blev man hurtigt stemplet som tilhørende fjenden, således som Jens Wulff udsatte sig selv for. Selv brød han sig ikke om at krigen blev undergangen på det Slesvig som han havde holdt af.  

Litteratur

Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954.  Et udpluk fra martsdagene i 1848 kan ses her på bloggen. 

René Karpantschof: "De stridbare danskere 1848-1920"