De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.(Fortsat.)
Medens han drev om uden Arbeide, var han naturligviis ligesaa vel beslaaet med Penge som før, om ikke bedre, thi nu havde han jo hele Dagen at "virke" i. Det var ogsaa først fra nu af, at han stjal daglig, ja i Regelen endog flere Gange om Dagen, og det var i denne Periode, at han af Politiet fik Navn af "Kvistkammertyven", under hvilket han gik i lang Tid, inden man anede, hvem "Kvistkammertyven" var.
Det var derfor intet Under, at han til Julen 1857 atter kunde betænke "Løverne" med kostbare Presenter, med Guldstads, Mantiller og Gud veed hvor megen Herlighed. Han levede i lutter Fornøielser og Adspredelser; blandt andet var han en lidenskabelig Elsker af at dandse og tog ikke saa sjeldent tiltakke med Dandseboden Phønix, hvor han da gjerne havde et eller andet af sine Fruentimmer med sig. Men hans Dandselyst og "honnette Ambition" bragte ham til ogsaa at søge finere Selskab. Han var saaledes fræk nok til en Aften at deeltage i et Bal i en stor Klub paa Nørrebro, uagtet kun Klubbens faste Medlemmer og deres Damer havde Adgang dertil. Her traf han en ung Dame, der var i Familie med hans første Læremester, og gjorde uden videre deres gamle Bekjendtskab gjældende. Medens Mesteren sad og spillede Kort med sine Bekjendte i det ene Værelse, dandsede Tofte ufortrødent med den unge Pige i Balsalen, og opførte sig hele Tiden som den routinerede Balherre og Selskabsmand.
Mad. Løve flyttede omtrent ved denne Tid ind i Byen og etablerede en Forretning af den Slags, som kun drives i visse bestemte Gader. Forbindelsen mellem hendes Familie og Tofte vedblev som før; da det blev Foraar, arrangerede han Skovtoure til Dyrehaven, og som om dette endnu ikke var nok, foretog han sig engang en Lystreise i Sjælland med Emma. De tilbragte een Nat i Slagelse og to i Roeskilde. Hvorledes de Reisende teede sig paa disse Steder, hvad de udgave sig for, om de beærede Domkirken med deres Besøg o. s v., derom see vi os ikke istand til at meddele Noget. Det laae nær at antage, at Hensigten med Reisen var at see Leilighed til at begaae Tyveri, men i saa Fald vilde Tofte, der aldrig havde nogen Medvider i sine Forbrydelser, neppe have taget Emma med; det har sikkert været en blot og bar Fornøielsestour.
Rapporterne fra denne Periode give et Begreb om, hvorledes han dengang saae ud. Han beskrives i Signalementerne som en spinkel Dreng paa 14-16 Aar (han var som bekjendt henved 19 Aar, men han var og er endnu den Dag idag usædvanlig lille af Væxt) med et lille rundt Ansigt, store blaa Øine, mørkeblondt, kort afklippet Haar ("dog ikke "Polkahaar", som en Tjenestepige forklarende tilføier). Han var meget hurtig og livlig i sine Bevægelser og var paa sine Expeditioner i Regelen iført Frakke og lavpullet Kaskjet; senere saaes han stadig med Straahat med lange flagrende sorte Baand.
Henad Foraaret 1858 fik han endelig en Tjeneste som Opvarter paa en Cafe paa Graabrødretorv; men om at passe sine Ting kunde der naturligviis ikke være Tale. Han sad gjerne i Gjæstestuen fordybet i en eller anden Roman og lod Gjæsterne gaae ind ad den ene Dør og ud af den anden uden at passe det Allerringeste paa. Naar hans Herre satte ham irette for hans Forsømmelighed, svarede han med Uforskammetheder, saa at Herren en Dag fandt sig beføiet til at true ham med Prygl, saafremt han ikke vilde skikke sig bedre. "Hvad?" sagde Tofte, "jeg veed ikke, om De kjender Tyendeloven, men jeg vil bare lade Dem vide, at jeg gaaer med den her i min Brystlomme!" Værten lod sig imidlertid ikke forskrække af sin Opvarters Kyndighed i Loven, men gav ham en vældig Kindhest, hvorefter Tofte pakkede sit Tøi sammen og gik sin Vei, 14 Dage efter at have tiltraadt Tjenesten.
Midt i Mai fik han en ny Kondition hos Konditoren i Klampenborg Koncertsal som Opvarter. Det var hans sidste borgerlige Virksomhed, thi 14 Dage efter var det, at han blev anholdt af Politiet for aldrig mere at saae sin Frihed. Den nye Huusbond var i de første Dage ret vel tilfreds med ham, men inden de nævnte 14 Dage vare gaaede, var han saa kjed af Tofte, at han allerede havde opsagt ham af Tjenesten, forinden Politiet kom og lagde Beslag paa ham. Sine Tyverier fortsatte han uafbrudt, og tog i den Anledning daglig fra Klampenborg her ind til Byen; da han desuden vedblev at deeltage i alle Slags offentlige Forlystelser, kunde han aldrig passe at møde i rette Tid til sit Arbeide.
For at vise, hvorledes han stadig gjorde Fremskridt i Dumdristighed, skulle vi blot endnu anføre et Par af hans seneste Tyverier. En Dag fik han det Indfald at giøre Indbrud i selve Politidirekteurens Leilighed, den saakaldte "Bopæl", paa Hjørnet af Gothersgade og Kronprindsessegade, hvor der, som vore Læsere ville erindre, var en Politivagt i Kjælderen. I denne velbevogtede Gaard banede Tofte sig nok saa ugeneert Adgang til et Kvistværelse, der beboedes af Bræstrups Tjener; den Politibetjent, der, som det hedder i hans derom afgivne "underdanigste" Rapport til Politidirekteuren, var tiIstede som "Posthavende paa Høibemeldtes Bopæl", var ikke istand til at meddele det Mindste, der kunde lede paa Spor efter Gjerningsmanden.
Engang i Mai var han brudt ind paa 1ste Sal i Pederhvitfeldtstræde, men blev forstyrret af Leieren, en Embedsmand under et af Ministerierne, der kom hjem og blev meget forundret over i sit Værelse at finde et ungt Menneske staaende midt paa Gulvet med en Bylt under hver Arm. "Hvad vil De? Hvad søge? De?" spurgte Manden. - "Tør jeg spørge, boer her ikke en Hr. (N. N.); det skulde være en Broder til (o. s. v)" - "Nei, her gjør ikke; men hvorledes er De kommen herind?" - "Jeg ringede, men der var Ingen, der lukkede op - hvis De forresten troer, at der er noget ureelt Gods i de to Bylter, jeg her har, kan De jo see dem efter!" - Fremførte i en uforskammet Tone, vilde disse Ord have vakt Mistanke imod ham, men Kunsten var, at han udtalte dem paa en saa net og beskeden Maade, at de maatte slaae enhver Mistanke til Jorden. I en af Bylterne kunde den paagjældende Embedsmand iøvrigt have fundet et ham tilhørende Nøgleknippe, som Tofte et Øieblik iforveien havde stukket til sig som en Forøgelse af sin Samling.
Medens han saaledes levede af Tyverier, udøvede han ved Siden deraf for sin Fornøielses Skyld 7 forskjellige Brandstiftelser, som vi senere komme tilbage til. Men hvor storartet hans Forbrydervirksomhed end var, var det dog Skjæbnens Villie, at han - efter een eneste Gang i Januar 1857 at have trukket det korteste Straa ligeoverfor Justitsen, som dog ved denne - Lejlighed igrunden lod sig narre af ham - aldrig nogensinde skulde gribes i Gjerningen. Politiet gik naturligviis og brændte af Begjærlighed efter at gjøre "Kvistkammertyvens" Bekjendtskab, men det skyldtes dog saa at sige et Tilfælde, at man omsider fik fat paa ham.
Da den daværende Politiadjutant Thomsen nemlig en Aften i Begyndelsen af Saisonen 1858 var i Tivoli, blev han opmærksom paa en ung Herre med to elegante Damer under Armen; det forekom ham nemlig, som om Selskabets Elegance saae noget uægte ud. Han befalede derfor en Politibetjent at holde Øie med de Tre og ikke at tabe dem af Syne. Betjenten saae, at den unge Herre var flot til at traktere, men han saae tillige, at Herren følte sig kjendelig generet, da han mærkede, at Betjenten stadig fulgte efter ham, hver han gik. Det saae altsaa ud til, at det vilde være af Interesse for Politiet at gjøre nærmere Bekjendtskab med den Paagjældende, og der blev derfor givet flere Betjente Ordre til at see, hvor han begav sig hen fra Tivoli, og udfinde, hvem han var.
Da den unge Mand, i hvem vore Læsere allerede have gjenkjendt Tofte, ved Bortgangen mærkede, at Politiet vedblev at forfølge ham, kastede han sig med sine Damer - det var Emma og Mathilde Løve - i en Droske og lod Kudsken kjøre afsted saa hurtigt som muligt. Betjentene vare ikke sene til at springe op i en anden Droske og følge bagefter. Tofte satte de unge Piger af ved deres Bopæl her i Byen og kjørle selv i største Hast videre ud paa Nørrebro, stadig forfulgt af Politibetjentene i Drosken. Pludselig sprang han ud af Drosken og forsvandt ind i et Huus. Politiet satte Vagt ved Huset for at fange Fuglen den næste Dag, men efterat man havde passet paa hele Natten igjennem, opdagede man, at der fra Huset ogsaa vor Udgang til en Gade paa den modsatte Side, og at man altsaa var bleven holdt for Nar.
Imidlertid var man nu kommen paa Sporet. At opdage hans Bopæl var overordentlig vanskeligt; det lod til, som om han boede paa Landet og kun kom herind engang imellem om Dagen. Dette var jo ogsaa i Virkeligheden Tilfældet, efterat han havde faaet Kondition paa Klampenborg. Derimod opdagede man, at han havde to Aftrædelsesværelser i det Huus, i hvilket han den ommeldte Aften var flygtet ind. Endelig lykkedes det Politiet at erholde Underretning om hans Navn og Opholdssted. Man saae da, at han var en tidligere straffet Person, og der blev af Politidirekteuren givet Ordre til hans Paagribelse.
(Fortsættes).
(Folkets Avis 16. februar 1865)
Klampenborg Koncertsal sat lå i forbindelse med Klampenborg Badeanstalt. Den var opført ca. 1845 og tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll. Den blev nedrevet 1923 efter at badeanstalten brændte. Denne sidste var grundlagt af dr. J. J. Hjaltalin under navnet Klampenborg Vandkur-, Brønd og Badeanstalt.
Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser.
I de Skrifter, der ere udkomne om ham, er det kun omtalt, at han blev anholdt af den daværende Politiadjutant, men der er ikke fremkommet noget Omstændeligt om, hvorledes Politiets første Opmærksomhed faldt paa ham, og da dette, i Forbindelse med de første Tilstaaelser, han afgav, hører med til mine Erindringer, har jeg troet ikke at burde undlade at omtale det her. I 1856 var jeg efter eget Ønske bleven befordret til en anden Stilling under Communen, hvor jeg rigtignok beholdt Politimyndighed og stod i Rapport til Politidirekteuren, men kun forsaavidt det angik min nye Tjeneste, og som Følge deraf ophørte min Virksomhed ved Opdagelsesvæsenet.
Men i Begyndelsen af Maimaaned 1858 blev jeg en Dag kaldet til Politidirekteuren, som fortalte mig, at der i længere Tid næsten dagligt var forøvet Tyverier, forbundne med Indbrud, som oftest paa Kvistkamre. Der var paa flere Steder seet et ungt Menneske under saa mistænkelige Omstændigheder, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, at han var Tyven; men uagtet der fra Politiets Side var gjort alt Muligt forat faae fat i ham, var det dog ikke lykkedes. Han tilføiede derpaa: "De vil jo nok indsee, at det er ubehageligt for mig, at Politiet skal kunne dadles for, at saamange Tyverier kunne begaaes, uden at vi kunne komme paa Spor efter Gjerningsmanden. Jeg maa af den Sikkerhed og Dristighed, hvormed Tyverierne ere udførte, slutte, at Personen er en øvet Tyv, og da det som Følge heraf lader sig tænke, at han tidligere kan have været i Politiets Hænder, har jeg besluttet at paakalde Deres Assistance, da De muligen fra Deres tidligere udbredte Politivirksomhed kunde tænke Dem, hvem den Paagjældende er."
Jeg lovede at gjøre, hvad jeg formaaede, og fik derefter udleveret en stor Mængde Rapporter om de begaaede Tyverier, og ved at gjennemgaae disse fik jeg, foruden en Bestyrkelse paa Alt, hvad Politidirekteuren havde sagt mig, tillige Leilighed til at indprente mig den Persons Signalement, der var seet og mistænkt paa flere Steder.
Der hengik nu en Tid, uden at der fremkom Noget til Oplysning; men da jeg Fredagen den 28de Mai henad Mørkningen kom ud paa Tivoli, traf jeg sammen med Politiadjutanten, som fortalte mig, at der samme Dag var begaaet et Tyveri, hvorved man havde seet et ungt Menneske, der efter Beskrivelsen ganske ́lignede den Person, der var seet ved flere af de andre Tyverier; kun havde han idag havt Straahat paa, medens han ellers altid havde gaaet med Kaskjet.
Medens han fortalte mig dette, vare vi komne hen imod Rutschbanen, og mødte der et ungt Menneske, eller snarere en voxen Dreng, med en Dame under hver Arm, og da han netop havde Straahat paa, bevægede dette mig til i Forbigaaende at betragte ham lidt nøiere, og da han efter min Mening ikke var uliig den Person, der var mistænkt, sagde jeg dette til Politiadjutanten og foreslog, at vi skulde vende om og følge efter ham, hvortil han erklærede sig villig, uagtet han meente, at jeg tog feil af Personen.
Vi fulgte altsaa efter ham, og da han standsede paa Theaterbakken forat see paa Pantominen, stillede jeg mig tæt ved Siden af den ene af hans Damer, og forat komme til at see ham rigtigt i Ansigtet maatte jeg flere Gange lade som om jeg kikkede paa hende, og da jeg derved blev bestyrket i, at han havde megen Lighed med den signaliserede Person, trak jeg mig lidt tilbage forat tale med Politiadjutanten derom; men et Øieblik efter vare baade Personen og hans Damer forsvundne fra det Sted, hvor de havde staaet, og det var os ikke muligt at opdage dem i vor Nærhed.
Politiadjutanten forblev nu ved Indgangen til Tivoli, medens jeg gik omkring iblandt Folk og søgte efter Personen med de 2 Damer, og langt om længe lykkedes det mig at træffe dem staaende lige foran Theatret.
Jeg holdt mig i deres Nærhed uden dog at blive seet af dem, uagtet han næsten ikke havde sin Opmærksomhed henvendt paa Pantominen, men derimod med en vis Uro saae omkring iblandt Folk til alle Sider.
Da Forestillingen var forbi, gik han med sine Damer et Stykke op imod Concertsalen, men vendte derpaa om og gik ind i en Sangerpavillon, kaldet "Slukefter", hvor de toge Plads ved et Bord, og hvor han rekvirerede Forfriskninger til Damerne.
Jeg skyndte mig nu hen til Indgangen og meddeelte Politiadjutanten, at de vare gaaede derind; men han sagde mig, at han ikke kunde blive længere, og hvis jeg behøvede Assistance, kunde jeg faae den hos de Betjente, der vare posterede ved Indgangen.
Jeg begav mig derpaa ind i "Slukefter" og tog Plads i en Sopha tæt ved Siden af det Bord, hvorved Personen og hans 2 Damer sadde, og idet jeg forlangte en Forfriskning og tændte en Cigar, anstillede jeg mig, som om jeg var aldeles optagen af Sangerinderne; men i Virkeligheden var min Opmærksomhed kun henvendt paa den omtalte Person og hans Damer.
Ved de Betragtninger, jeg her i det oplyste Locale fik Leilighed til at anstille, kunde det ikke undgaae min Opmærksomhed, at han var paaklædt uden ringeste Smag, saaledes at f. Ex. hans Frakke ikke alene var gammel og slidt, men altfor fuldkommen, saa at det var tydeligt at see, at den ikke var syet til ham; derimod vare hans Damer bedre klædte, dog saaledes, at man kun kunde henføre dem til den tjenende Klasse. Jeg kunde ikke tilbagevise den Tanke, at han var en fattig Læredreng, der vilde tilbringe Aftenen paa Tivoli med sin Søster og muligen sin Kjæreste, og det kunde derfor ikke Andet end vække min Mistanke, da jeg at Opvarteren bragte dem 1 Glas Punsch, Kopper Chokolade og en stor Mængde Kager, hvilket han betalte af en velfyldt Portemonnaie, og da en Sangerinde kort efter gik omkring med Tallerkenen og gik ham forbi sandsynligviis fordi hun kun ansaae følte han sig saa indigneret over denne Tilsidesættelse, at han fulgte efter hende og lagde en Mark paa Tallerkenen.
Kort efter skete der Noget, som let kunde have fordærvet det Hele, idet en Politibetjent F., hvem Politiadjutanten havde befalet at gaae ind og assistere mig, traadte ind i Localet; men istedet for at han burde være kommen rolig ind og bleven i min Nærhed uden at tale til mig, kom han ind paa en saadan Maade, at det maatte vække Opmærksomhed, og yttrede, idet han tog Plads ved siden af mig: hans Øine i det samme faldt udbrød han: "Er det ham? "Hvor er han?" og da paa den omtalte Person, "Nei, det er galt!"
Jeg havde flere Gange ved en Bevægelse med Foden søgt at tilkjendegive ham, at han maatte vise større Forsigtighed; men enten kunde eller vilde han ikke forstaae mig, og da Personen og hans Damer paa eengang fik Hastværk med at berede sig til at gaae, sprang F. op, som om han vilde gribe dem paa Stedet; men jeg fik ham holdt tilbage saalænge, at jeg kunde gjøre ham opmærksom paa Nødvendigheden af ikke at tabe Personen af Sigte uden at faae at vide, hvem han var, og da jeg hermed maatte ansee mit Hverv for endt, overlod jeg til Betjent F. at forfølge Personen og hans Damer videre.
Jeg veed ikke omstændeligt, paa hvilken Maade Betjent F. gik frem; men, efter hvad jeg senere erfarede, havde han tiltalt Personen og spurgt om hans Navn og Stilling, og denne havde da opgivet, at han hed Tofte, var Søn af Skomagermester Tofte paa Nørrebro og havde Emploi som Opvarter paa Klampenborg.
Hermed fik han Lov at gaae, og gik da, efter hvad han selv senere har sagt, hen og kastede et Bundt Nøgler og Dirker som han havde hos sig og samme Dag havde benyttet ved et Tyveri, han havde begaaet i Stadsgraven.
