Sodafabriken Øresund. (Efterskrift til Politivennen)

Sodafabriken Øresund ved gamle Kalkbrænderi, som anlagdes i Begyndelsen af 1857, har allerede i længere Tid været i Gang, og de Udvidelser, der endnu foretages saavel med Localet som i Maskineriet vise, at Fabrikens Virksomhed er i stadigt Tiltagende, og at de betydelige Kræfter, som her udvikle sig i Nationalvelstandens og Industriens Tjeneste, vinde i Consistents under en indsigtsfuld og forstandig Ledelse. Fabriken er allerede nu et af Landets største og vigtigste Etablissemeneter. Af det danske Raastof, Kryolithen, et saltlignende Mineral, som findes i Grønland paa Iviktut ved Arsukfjorden, leverer Fabriken et næsten chemisk reent Produkt, som herved udmærker sig fremfor den udenlandske Soda. Polytechnisk Candidat J. Thomsen undersøgte først Kryolithens Bestanddele, og de ved hans indsigt af denne Undersøgelse vundne høist gunstige Resultater bleve ikke ubenyttede, men ere med en Iver, der fortjener Paaskjønnelse, bragte i praktisk Anvendelse af dHrr. Weber Comp. ved Anlægget af den nævnte Fabrik. I Dansk Ugeblad findes en udførlig og interessant Fremstilling af denne Fabrikvirksomhed, hvoraf vi tillade os at anføre Følgende: Fabriken Øresund har en fast Coloni i Grønland, hvor 12 Arbeidere bryde Kryolithen af Klippegrunden paa en Strækning af henved 150 Alen i Længden og høist 30 Alen i Breden. I dette Aar vil blive udsendt 16 a 1800 Commercelæster Kryolith, og kan Fabriken, der beskæftiger i Døgnet 10 Fabrikarbeidere og 10 Bødkersvende, naar de begyndte Byggearbeider ere fuldendte, levere 30 a 40 Fade Soda om Dagen til en Vægt af c. 7 Centner pr. Fad. Prisen for krystaliseret Soda var endnu i 1857 c. 22 Mk. pr, 100 Pd., nu er den, tvungen af Concurrencen mellem det udenlandske og indenlandske Fabrikat, gaaet ned til 15 a 10 Mk., og til denne Pris har Fabriken endog kunnet exportere til Sverrig og Tydskland, uagtet Indførselstolden i den tydske Toldforening er over 1 Thaler pr. Cour. pr. Centner, foruden hvad der forbruges her i Landet, deels til techniske Øiemed, deels til Huusholdninger. Denne indenlandske Artikel har ved sin Reenhed og Priisbillighed for en stor Deel fortrængt den fremmede, navnlig engelske Soda, hvoraf der førhen indførtes Betydeligt, men som nu kun ankommer i forholdsviis smaa Partier. Hvad der i Fabriken tilvirkes af Soda om Aaret, udgjør en Værdi af 200,000 Rd.; men en endnu større Værdi ventes indvunden af Biprodukterne, Leerjord og Flusspath, som man dog ikke endnu har kunnet anvende efter en større Maalestok. Som Udgifter, der paahvile Fabrikken foruden Forrentningen af den Kapital, der er medgaaet til Bygningerne og Anskaffelse af Maskineri og Inventarium, samt Coloniens Underhold i Grønland, kan nævnes Fragten af Kryolithen fra Grønland, der for 1200 Commlstr. udgjør 60 a 70,000 Rd., der komme Skibsfarten tilgode; til Brydning og Transport af 16 a 1800 Commercelæster Kridt fra Møen og Stevns udgives c. 10,000 Rd.; Kulforbruget er 7 a 800 Læster om Aaret og til Emballagen medgaaer der c. 12,000 Rd. aarlig. Afgiften til Regjeringen for den givne Bevilling til at bryde Kryolithen er in natura her leveret 12 pCt., paa 1200 Commercelæfter altsaa en Værdi af c. 15,000 Rd. Soda er fri for Indførselstold, og Fabrikationen nyder i denne Henseende ingen Beskyttelse; den har allerede viist, at den fuldkommen formaaer at concurrere med Udlandet, uagtet store udenlandske Markeder ere lukkede for det danske Produkt ved høie Toldsatser.

Vi slutte, siger Ugebladet, hermed vor Fremstilling af en Fabrikvirksomhed, der i sin Art er enestaaende i Verden. Videnskaben er her traadt i Forbund med Foretagelsesaanden; ved Capitalens Hjælp er der skabt et Værk, som af et hidtil ubenyttet Raastof, der henlaa upaaagtet i Grønlands Miner, har leveret et bedre og billigere Produkt til Gavn for Forbrugerne, end hidtil var opnaaeligt, og hvorved der ligesom af Intet er frembragt store Værdier, der direkte komme talrige Mennesker tilgode. Der haves i denne Industrigreen et lovende Tegn paa, hvad der af tilsyneladende unyttige Stoffer kan indvindes, naar den omhyggelige Forsker forstaaer at anvende dem; der er givet et Beviis for, hvad der kan udrettes til Nationalvelstandens Forøgelse, naar Videnskaben slutter sig til de for det Materielle stræbende Klasser, laver Udbyttet af sine Forskninger komme det praktiske Liv tilgode og giver Hensynet til det Nyttige dets berettigede Plads.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. maj 1860).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Optagelse fra Kryolitbruddet. 1923. Del af en samling på i alt 7 fotoer. Det kongelige Bibliotek. Minearbejderne kom fra Danmark. De boede i små huse med haver og husdyr. I de første år forårsagede c-vitaminmangel problemer med skørbug. Af grønlænderne lærte de at spise sællever og mattak (hvalhud) som c-vitaminkilder. Fri af ophavsret.

Professor Julius Thomsen fandt 1852 en proces til at omdanne kryolit til soda – datidens vigtigste husholdningskemikalium. Transporten af kryolitten fra Ivittuut i Grønland skete i regi af Kryolith Mine og Handels Selskabet. Sodafabriken Øresund ("Kryolitfabrikken") blev grundlagt 1859. Efter 1866 faldt verdensmarkedsprisen på soda drastisk, og fabrikken kom under administration. Da G. A. Hagemann overtog ledelsen i 1870 skiftede den navn til Øresund's chemiske Fabriker A/S.  Fra slutningen af 1870'erne indskrænkedes sodafabrikationen for helt at ophøre i 1894 og koncentrerede sig i stedet om at produceret svovlsyre. Kryolitten eksporteredes til anvendelse i aluminium-, glas- og emaljeindustrien. Fabrikken omfattede et meget stort areal: hele grunden mellem Strandboulevarden, Østbanegade, Gammel Kalkbrænderi Vej og Hjørringgade. Kryolitminen blev udtømt omkring 1987, og fabrikken lukkede i 1990. I 1992 fusionerede firmaet med Incentive A/S, som gik konkurs 2004. På den ryddede grund blev opført Tietgens Have.

Strænge Straffe i Adressesagen. (Efterskrift til Politivennen).

I Adressesagen, hvori - som der skrives fra Kappel til "F. Z." - ogsaa Beboere af Kappel herred og særlig at det Verbitter v. Rumohr tilhørende Gods Rundtoft ere indviklede, er der nu aflagt Dom af Herredets Kriminalret, ifølge hvilken dom Gaardeier Rumohr til Drült er bleven idømt 3 Maaneders Fængselsstraf af strengeste Grad og dernæst tvende Landmænd blevne idømte hver 4 Ugers, og fire hver 3 Ugers Fængselsstraf paa sædvanlig Fangekost, samt 8 Personer (Ansøgere) en Mulkt af 50 Rd. Ni Landmænd, der ligeledes vare indviklede i Undersøgelsen, have baaret sig ganske fornuftigt ad; thi efteirat de først havde underskrevet Adresserne, fandt de dog Sagen lidt betænkelig og brændte dem. De ere derfor ikke blevne idømte nogen anden Straf end til at udrede de paa Enhver især faldende Undersøgelsesomkostninger. Flere af de Dømte siges at ville supplicere Sagen til den kgl. Appellationsret. - Forøvrigt ytrer denne Brevskriver, ligesom Korrespondenterne fra andre Steder, sig derhen, at de fleste Adresseunderskrivere have været ganske uvidende om Indholdet af det Dokument, de underskreve, at de ikke have forstaaet Adresserne, forsaavidt de have læst dem igjennem, men at Ombærerne have lokket dem til paa den Maade at lade "Folkets Røst" lyde ved Forsikringer, som at vedkommende Adresse "vilde vedligeholde Ro og Fred i Landet "osv." (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 10. maj 1860)

I Slesvig By blev 120 indbyggere i juli 1860 overgivet til kriminalundersøgelse pga indsendelse af en adresse, bl.a. sagfører og justitsråd Hancke.

Ved stændervalgene i  1860 forøgedes det danske mindretal fra 13 til 16 deputerede. Men valgresultatet skal ses ud fra at deltagelsen var uhyre lille, og at flere tyske kandidater var blevet streget af valglisten som "illoyale".

Digearbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

I Løverdags ankom til Tønder 300 preussiske Digearbejdere, som ere antagne til Arbeidet i Frederikskoog. Da de holdt deres Indtog i Byen med et Musikcorps under Byens Stadsmusicant Hr. Allerup og deres Fane i Spidsen, søgte Politiet at bemægtige sig Fanen, hvorved der opstod et Haandgemæng, i hvilket, ifølge Møgelt. Av., Politiebetjenten mishandledes med Næve- og Stokkeslag, og ligesaa en Gensd'arm, hvis Sabel blev sønderbrudt, da han vilde fængsle en af Arbejderne. Efter Flensb. Av. havde ogsaa Postmesteren, Hr. Lepper, faaet et saa stærkt Slag i Baghovedet af en Skovl eller Spade, at han bevidstløs styrtede om. Det dybe Saar skal dog heldigviis ikke være livsfarligt. Derpaa er et Compagnie af 6te Bat. fra Byen Slesvig reqvireret og blevet indgvarteret i Landsbyerne Rudbøl og Rosenkrands. - Naar det forøvrigt hedder i s. Bl., at Militairet ogsaa er blevet anvendt i de senere Aar til Opsigt med den Slags Arbejdere ved Bygningen i af den sjællandske Jernbane og ved Gravningen af Løgstørcanalen; saa er det Sidste en Feiltagelse. Af Arbejderne ved Løgstørcanalen har aldrig været foretagen nogen Rolighedsforstyrrelse. Hvorfor der en kort Tid blev reqvireret en kommando her fra Byen derhen og hvortil denne militaire Promenade foretoges, derom er der ogsaa siden viseligt tiet. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. maj 1860)

I Anledning af Beretningen i Møgelt. Av. om de i Tønder forefaldne Optrin ved Gjennemreise af de schlesiske Jordarbejdere til Frederikskoog berigtiger Borgemesteren, Cancellir. Holm, hin Beretning saaledes, at der ikke bliver synderligt af Sandhed tilbage i den. Arbejdernes Fane bares ikke i Spidsen, men midt i Toget, og Politiet søgte ikke al bemægtige sig Fanen, men kun at forhindre, at den blev baaren videre gjennem Byen, og den blev, da Politiemesteren personligt havde givet Vedk. Paalæg i saa Henseende, strax fjernet. Politiebetjenten blev heller ikke mishandlet med Næve- og Stokkeslag. Hvad der forefaldt med Gensd'armen stod ligeledes ikke i nogen Forbindelse med Fanehistorien, men skeete et Par Timer senere udenfor Byen. I Tønder fængslede Individer bleve ikke førte til Amtsfangehuset fordi de havde udslaaet Vinduer i Raadhuusarresten, men fordi deres Indsættelse i denne kun var reent midlertidig. Postmester Lepper blev heller ikke, som i Flensb. Av. berettedes, af Arbejderne slaaet saaledes med en Spade eller Skovl i Baghovedet, at han styrtede bevidstløs om og fik er stort Saar i Hoveder. Sandheden er, at Postmesteren, som tilligemed Toldkasserer Didrichsen ilede Gensd'armen tilhjælp, fik et Slag af en Stok over Hovedet, der dog hverken kastede barn omkuld eller efterlod nogetsomhelst Saar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. maj 1860)

Ko stikker Barns Øie ud. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 2den Mai

Et saare beklageligt Tilfælde er indtruffet her ved Dampskibets Afgang til Kjøbenhavn forr. Tirsdag: Et Par Køer, som skulde skibes ombord, løb undervejs paa Quaien fra Driveren og den ene foer med sit Horn lige ind i Øiet paa et lille 6 Aars Pigebarn, som desværre vistnok ganske har mistet det ene Øies Lys. Barnet, som ved det tilføiede Saar tillige har været betænkeligt syg, men dog nu tør haabes at være ude af Livsfare, søgte i al sin Smerte endnu fromt og hengivent at trøste Forældrene med, at Stødet ikke havde ramt en af hendes yngre Sødskende. Den Lilles Tilstand indgyder i det Hele al Deeltagelse og da Forældrene, Stolemagersvend Sørensen og Hustrue, trods al deres Flid og under agtværdigt Forhold, ogsaa lide af forøgede Næringsbekymringer, vil en Opfordring til den altid redebonne Veldædighed om at lindre disse vist finde kjærlig Imødekommen. Hvert Bidrag hertil skal det være os en stor Glæde at modtage.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1860)

Sylvester Jørgensen og det danske Mindretal i Slesvigs Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Adressen til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling skriver Folketingsmanden for Ringkjøbing Kredsen, Hr. Sylv. Jørgensen, endv. i Byens Av.:

"Jeg betragter Striden i den slesvigske Stænderforsamling og i Slesvig som en Kamp om, hvordan de uopløste Opgaver, den sidste Krig har efterladt, bedst skulle ordnes, og det er mit Ønske at denne Ordning kunde skee ad fredelig Vei. For at naae en saadan Udjævning, maa man ikke gaae ud fra den Forudsætning, at den ene Part har i Eet og Alt Ret og den anden Part i Eet og Alt Uret. Jeg har lagt Mærke i til, at iblandt de Forberedelser, der gaae forud for en Krig, hører der iblandt Andet, at Parterne hver for sig ophidse Befolkningen og opflamme Noget, man vel nærmest kan kalde Nationalhad, ikke alene mod de foregivne eller virkelige Skyldige, men endog imod den Nation i sin Heelhed, man tænker sig som Modstander, i den forest. Kamp. Man er muligen af den Mening, at hvis Soldaten ialmindelighed vidste, at de virkelig Skyldige, nemlig de, som have bragt Striden tilveie - og næret den, enten slet ikke eller kun i ringe Antal ere tilstede i Feldten, vilde han kun med Uvillie satte sit Liv og Velfærd paa Spil for at ødelægge Folk, der i Reglen ere lige saa uskyldige i Krigen som han selv. Den menige Mand bruges i Krigens Tid i Magthavernes Hænder omtrent paa samme Maade som Spillekort i de Spillendes Hænder. Lader man sig først bruge til at ophidse sine Modstandere, saa har man i tildeels sig selv at takke for Følgerne. Den omhandlede Adresse kan ikke bidrage til at udjævne Striden og hvis de Mand, der udgjøre Mindretallet, ikke have en saadan Styrke i deres egen Bevidsthed, at deres Mod uden en saadan Adresse kan vedligeholdes, saa fortjene de neppe den Roes, der tildeles dem."

"Bliver det Begreb det almindelige, at der ved Undersaatter under den danske Konge og Medborgere i den danske Stat kun bør forstaaes dansktalende, saa maa Landet deles, da Sydslesvigerne, Holstenerne og Lauenborgerne tale Tydsk. Det er nok muligt, at Adskillige ønske en saadan Deling og Grundloven for Kongeriget med nogen Beklippelse af Valgretten saaledes omdannet, at Slesvig eller endeel af Samme kunde komme ind derunder, samt en nærmere Tilslutning til de nordiske Riger, Jeg ønsker den ikke, men skal en Sprogkrig fortsættes i den Betydning, at der ved dansk Nationalitet kun skal forstaaes udelukkende Dansktalende, saa maa en Adskillelse af Landet blive Følgen, og faaer Tydskland først Hold i et Stykke fra Syden, saa har det godt Fodfæste, og dersom Nogen troer, at Striden saa vilde vare bilagt, kunde han maaskee dog - regne feil. Ligesom man vel ogsaa tør antage, at vi bedst enes med vore Naboer nordpaa, naar vi ikke have altfor meget med dem at gjøre. Min Mening er kort og godt, at man ved den omhandlede Adresse og ved den saa kaldte national-liberale (men i Virkeligheden, ved to tvistende Sprognationaliteter i samme Stat, eensidigt statssplittende og ubilerale) Politik arbeider tydske Interesser saa godt i Hænderne som det vel er muligt. - Henimod en Trediedeel af Rigsdagens Medlemmer har ikke tiltraadt Adressen. Den har ikke været behandlet paa Rigsdagen, da denne kun har med Kongerigets særlige Anliggender at gjøre. Der er ikke Faa af vore Statsmand, der have en lignende Mening som den, jeg her har udtalt, men de ere fortiden ikke i Møde; man undseer sig ikke ved uden videre at stemple dem som Tydsksindede. Tiden vil maaskee bedst vise, hvilken af Parterne der har Ret."

I selve Ringkjøbing have, uagtet Byfogdens Opfordring til at deeltage, ogsaa kun 62 underskrevet Adressen. Her i det over 7 Gange saa folketalrige Aalborg har Adressen endog kun faaet, efter Had. Av., 161 (correctere 160) Underskrifter, uagtet den tidligere Præst i Slesvig, Stiftsprovsten, havde paa en af de udlagte Lister stillet sig i Spidsen for Underskrifterne. Af Borgerrepræsentanterne havde 4, en 5te var forreist, ikke underskrevet, hvad kun bemærkes i Anledning af en urigtig Fremstilling i nævnte Blad. Det var, efter hvad der er os meddeelt, ogsaa kun af ovennævnte geistlige Embedsmand og Lærere ved Latinskolen at der var telegrapheret Hilsen til Festmåltidet i Haderslev.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. april 1860)

Sylvester Jørgensen (1821-1881) var gårdmand og politiker, medlem af Folketinget valgt i Ringkøbingkredsen i 1855, 1856-1864 og 1866-1872. Desuden medlem af sogneforstanderskabet i Hanning 1854-1858. Han blev genvalgt to gange, men tabte ved folketingsvalget i 1864 til skolelærer C.J. Fjord. Jørgensen opnåede igen valg ved folketingsvalget i juni 1866 og sad igen i Folketinget til folketingsvalget 1872. Han tilhørte Venstre i starten af sin folketingskarriere, men gik efterhånden over til Højre. Jørgensen var tillige medlem af Rigsrådets Folketing 1864-1866 for Ringkøbingkredsen.

Amtsforvalter Laurids Skau af Mariegaard ved Haderslev, hvem Adressen fra Aalborg til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling var tilsendt, har efter Modtagelsen af samme under 28de f. M. tilstillet Formanden for Borgerrepræsentantskabet i Aalborg følgende Skrivelse, som vi ere blevne anmodede om at optage:

"Med behagelig Skrivelse af 24de d. M. har jeg modtaget fire ligelydende Adresser med ialt 161 Underskrifter til Mindretallet i den sidste slesvigske Stænderforsamling.

Det er mig en dobbelt Glæde netop fra Aalborg at have modtaget en saadan anerkjendende Udtalelse angaaende Mindretallets Færd, eftersom denne Byes Avis synes at have bestræbt sig for at lede Stemningen i en anden - tildeels modsat - Retning, saa at endog een af de værste, om end ubetydeligste, Slesvigholstenere (Baudissin) har troet at kunne citere denne jydske Avis til Støtte for sine Meninger. Naar desuagtet Aalborgenserne have ydet Mindretallet den Anerkjendelse, hvorom deres Adresser give vidnesbyrd, da tør vi vistnok deri see et glædeligt Beviis paa. at en national og frisindet, skjøndt derhos moderat Optræden ligeoverfor gjenoplevende oprørske Tendentser og tydsk Wühleri, har en dyb og kraftig Selvbevidsthed i den danske Nation til Grundlag, der har været og vil stedse blive de loyale Sønderjyders bedste Støtte eg kjæreste Opmuntring. Idet jeg bemærker, at Adresserne gjennem "Dannevirke" ville blive bragte til mine Venners Kundskab og senere i Original blive forelagte mine Kampfæller i Stænderforsamlingen, tillader jeg mig herved at frembære Mindretallets hjerteligste Tak for den samme viste Deeltagelse, i hvilken vi ville see en styrkende Opmuntring til ogsaa i Fremtiden at bekæmpe Oprøret under enhversomhelst Skikkelse og Form, hvori det Tid efter anden maatte vise sig, og til at værne om det Sprog, der er vor Nationalitets bedste Kjendemærke og dyrebareste Eiendom. Med udmærket Høiagtelse har jeg den Ære at undertegne mig etc."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. maj 1860).

Rigsdagsmanden for Ringkjøbing, Sylv. Jørgensen, siger i en ny Udtalelse i Byens Av. ang. det sprognationale Stridsspørgsmaal:

"Der siges, at der er Dansk og Tydsk, hvorom det dreier sig. Dette er vistnok forsaavidt rigtigt, som der her i Landet gives et stort og mægtigt Partie, hvis nationale Troesbekjendelse, om jeg ikke har forstaaet den galt, lyder omtrent som saa: Du skal elske de Danske og hade de Tydske. Denne Tanke kunde tildeels være rigtig, naar en Hob vilde Røvere overfalde en fredeligtsindet Befolkning eller naar blot Ophavsmændene til en uretfærdig Krig stilledes frem for vor Betragtning; men naar den fremtræder med stor Styrke i et Land som Danmark, med dansk- og tydsktalende Undersaatter under den samme Konge, i en Stat kom den danske, med een Landsdeel, Kongeriget, hvis Indvaanere tale Dansk, een Landsdeel, Slesvig, hvis Beboere tale deels Dansk og deels Tydsk, samt de tvende Hertugdømmer, Holsteen ogLauenborg, hvis Befolkning taler Tydsk, og naar den fremtræder i en saadan Udstrækning, at tydsk og dansk Sprog i den samme Stat skal betragtes som afgjorte Fjender af hinanden, saa har man den Brand, som jeg i mit første Stykke hentydede til, og da Følgen deraf maa snart eller seent blive, at hver Part fra sin Side søger at afskjære Forbindelsen med den anden for at trække sig ud af Branden, saa har man Statens Opløsning. Den, som bevidst eller ubevidst bidrager dertil, gjør efter mit Begreb sit Fædreland en ringe Tjeneste, hvad enten han saa kaldes Slesvigholstener eller dansk National-Liberal. Det eneste Middel til ar modarbejde dette, er, at Mænd, kom ikke ynde den national-politiske Ruus, sige til de Berusede, at man helst vilde være fri for Klammeri.

"Mine Bemærkninger om, at man helst skulde see at bidrage til, at Ordningen af Slesvigs Anliggender kunde skee ad fredelig Vei, og at det dog var muligt, der kunde være nogen paa Begge Sider, vil jeg ikke have forstaaet som gjældende Hertugen af Augustenborg eller dem, som dengang og endnu ere hans Tilhængere. Disse har jeg stedse betragtet som Oprørere; men dermed er ikke sagt, at alle de Tydsktalende, der ikke i Eet og Alt ynde den danske Regjerings Foranstaltninger, kan medrette kaldes Slesvig-holstenere, eller at de Dansktalende, som ivrigst troe paa Ufeilbarlighed fra sproglig dansk Side, derved gavne deres Fædreland bedst. Den eller de Mænd, som kunde være saa heldige at give Antydning til, hvordan de stridende Parter bedst skulde lære at forliges, og selv privat og offentligt give Exemplet derpaa, vilde efter min Mening have den Tilfredsstillelse, at den Roes, som Anderledessindede modtage gjennem Adresser og andre Hædersbeviisninger, eller den Daddel, som de selv kunne være udsatte for, ikke skal smerte dem, thi Bevidstheden om at have gjort hvad der efter deres Overbeviisning var Pligt, vil bude dem Erstatning derfor.

Hvad Soldaten angaaer, saa har jeg den Tro, at han nu som for vil gjøre sin Pligt, hvis han bliver kaldet dertil! men jeg troer ogsaa, at han igien kan fordre af dem, der befatte sig med nationale Anliggender, at de, Enhver efter sin Betragtning - og ikke efter Andres Forskrifter - gjøre hvad de, formaae til en fredelig Løsning af Forviklingerne, forsaavidt en saadan Løsning kan være overensstemmende med Fædrelandets Tarv. Hæderen til Soldaten er i sin Orden, naar han staaer for en retfærdig Sag eller forsaavidt han udfører sin undersaatlige Pligt imod sin Konge; men jeg holder dog meest af den Soldat, som kan undvære en saadan Roes."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)

Det er et lige saa perfid og daarligt maskeret som det er et aldeles borneret Forsøg paa at skjule Sandheden og herpaa bygge klodset indirecte Sigtelse, naar Laur. S. kan i et Brev hertil, i Anledning af og i bagvendt Forbindelse med Nationalitets sagen, vil give falsk Skin af, at en af hans Colleger i den slesvigske Stænderforsamling, hvem han kalder "een af de værste, om end ubetydeligste Slesvigholstenere (Baudissin)", "endog har troet at kunne citere Aalborg Avis til Støtte for sine Meninger". Brevskriveren har vel troet at kunne "citere" flotvæk en saadan i sin hele Forbindelse fremført usand og taabelige Sladder uden at den skulde komme videre, siden han vel ellers vilde have sørget herfor igjennem hans beredvillige Organ Had. Avis. Da den imidlertid nu ad anden Vei "efter Anmodning" er forsøgt propaganderet igjennem "Berl. T.", skulle vi gjerne vise Beskaffenheden heraf og af Skaus sande Stilling hertil. Den Sag nemlig, hvori Baudissin, efter Hdl. Avises Yttring i sin Tid, thi vi have ikke den slesvigske Stændertid., skal have i Stænderforsamlingen citeret vort Blad, er ved hans Forslag om Pressefrihedens Indførelse i Slesvig, altsaa ikke i fjerneste Forbindelse med "hans Meninger" om det nationale Stridsspørgsmaal, hvilket udelukkende foranledigede Adressen herfra og andetsteds. Da B. bebudede sit Forslag om Pressefrihed, udtalte vi, eller rettere fornyede vi tidligere Udtalelser og Ønsker for at dette Gode maatte blive Slesvig tildeel, samt Beklagelsen af, at Regjeringen ikke selv havde taget Initiativet i at fremkalde det. Heri, i dette Sidste, er det at Forslagsstilleren, da han siden indbragte Forslaget, skal have paaberaabt sig vor Udtalelse, og det er, siden Saadant er skeet, os kjært, at man da tillige i Slesvig har erfaret, at der i Kongeriget ogsaa aander Ønsket for Pressens Frihed lige saa fuldt i Hertugdømmerne som den lykkeligen er tilstede i Kongeriget, saa at Slesvig fra Kongeriget kan vente at borgerlig Friheds Tilstyrkning, imedens denne sydpaa søges sørgeligen hæmmet. Hin Beklagelse, at Regjeringen ikke selv har taget og tager Initiativet, istemme vi saa meget mere, som man ved at befordre Frihed i Slesvig alt vilde have praktisk viist, at man mener det alvorligt med Friheden, og man tillige herved vilde have havt det sandeste og sundeste Middel til at fjerne den sprognationale og sønderlemmende Tvist og til at knytte alle Slesvigeres Hjerte nærmere og fastere til Danmark. Om Forslaget nu, da Regjeringen ikke selv har benyttet Initiativet, er udgaaet fra en Greve eller hvilketsomhelst Medlem, er os og Sagen ganske Ligegyldigt. Laae Friheden Skau og hans tvende bureaukratiske Fæller mere paa Hjerte, saa vilde og burde disse ogsaa selv have været de Første hermed eller have støttet Sagen, især da de selv med Føie have beklaget sig over, at man oftere paa den anden Side har ved det sprognationale Brud viist sig utilbøielig til at følge dem i Forslag, der kunde være til Slesvigs Bedste. Vilde Skau dette, i sin hele indre Udvikling og Befæstelse, tilgavns, da havde han selv maattet følge Folkefriheden, for hvilken han er født og baaren, og burde have havt mere Grund og vilde have gjort bedre Virkning, end Greven, ved selv at have istemt vor Udtalelse. Ialtfald burde Mindretallets Førere, uagtet de jo naturligviis have meest Hjerte for Danmark, mindst lade en meer aristokratisk Side i noget Tilfælde have Lejlighed til at tage Initiativet, hvor der er Spørgsmaal om Frihed i Slesvig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)

Ved den Fest i Ringkjøbing som feiredes i Anledning af Istedslaget havde ogsaa den bekjendte Rigsdagsmand Sylvester Jørgensen indfunden sig, og da han af en Taler blev opfordret til at bevise sin Paastand, at Slesvig ikke var en dansk Provinds (man vil bemærke, at Hr. Sylvester Jørgensen er enig med Hr. v. Schleiniz), søgte han virkelig at godtgjøre, at Danmark aldeles ingen Ret har til at indblande sig i Slesvigs Anliggender, og han tilføjede, al det var bedst "at aflægge disse Mindedage for ikke at irritere Fjenden". Grev Schulin imødegik S. Jørgensen og udbragte el Hurra for Danmark til Ejderen. Konsul Husted lagte Vælgerne paa Hjertet at vælge en ægte dansk,selvstændig og oplyst Mand, naar der atter skulde vælges  til Rigsdagen; saavel han som de følgende Talere udtalte sig imod den nævnte Rigsdagsmand. Om Aftenen var et Festmaaltid arrangeret, hvorpaa fulgte el Bal. 

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1860).

Dagbladet nævnte 7. august 1860 i en længere artikel om Zahle, Sylvester Jørgensen, Bernhard Ree fra Aalborg Stifts-Tidende og andre kritikere af regeringen at man skulle holde nøje øje med om tanke- og ytringsfriheden ikke blev misbrugt til landsforræderi.