Rudolph Hanisch: Dom 1860 for Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Rudolph Hanisch (?-1893) praktiserede i 1860'erne kure for syge som affødte dom for kvaksalveri. Ved Højesteretsdom nr. 317 af 11. december 1860 blev Rudolph Hanisch dømt for kvaksalveri og ulovlig dispensation af medicin. Dommen lød på mulkter af 80 Rdl og 50 Rdl og konfiskation af medikamenter. 

Materialet om Rudolph Hanisch falder i tre dele: denne første del om en dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.

I 192 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Betænkning over et Andragende, hvori en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter anholdt deels om, at der maatte blive meddeelt Chemiker N. Hanisch i Alsted Tilladelse til at praktisere som Læge her i Riget, deels om, at en inden Sorø Birks Politiret mod ham indledet Undersøgelse, betræffende uberettiget Lægepraxis, maatte bortfalde.

Foranlediget ved samtidige Anmeldelser fra Dhrr. Landphysici Guldberg og Uldall om, at en Udlænding ved Navn Hanisch reiste omkring i Sjelland og drev udbredt Qvaksalveri, ́blev der i Februar Maaned 1860 indledet retslig Undersøgelse mod ham, som da opholdt sig i Alsted i Sorø Amt. Han tilstod under de afholdte Forhør, at han havde taget en stor Mængde Patienter under Behandling, skjøndt han var vidende om, at han dertil ikke havde Tilladelse, samt at han til disse havde dispenseret Medicin, som han havde forskrevet deels fra Frankrig, deels fra en Materialist i Kjøbenhavn. Hans Trafik i sidstberørte Henseende sees at have været meget stor, idet der er opgivet, at der i Løbet af 14 Dage pr. Jernbane skal være sendt omtrent 650 Pund Medicinalvarer til ham fra en af Kjøbenhavns Materialister, og det af Retten under nærværende Sag hos ham konfiskerede Forraad af Medikamenter, hvorover en Liste medfulgte Akterne, var anslaget til en Værdi af c. 100 Rdlr. Bemeldte Rudolph Hanisch, der kalder sig Dr. medicinæ et chemiæ, er af Fødsel en Polak. Ifølge hans egne Udsagn, for hvis Rigtighed han dog ingen Beviisligheder har fremlagt, har han studeret Medicin i Besançon i 3 Aar og der taget Examen, derefter i 3 Aar studeret Chemi hos Wöhler i Göttingen og ligeledes der taget Examen; derefter har han tjent i 2 Aar som Læge ved den fransk afrikanske Armee og i 4 Aar i den ungarske Armee; forviist fra de østerrigske Stater, opholdt han sig paa forskjellige Steder i Tyskland og Frankrig og kom i 1852 til Danmark, hvor han i Førstningen har havt Beskæftigelse som Techniker ved Fabrikanlæg o. desl. og i de sidste 3 Aar levet af Qvaksalveri, som han har drevet i stor Maalestok, idet han er reist omkring til forskjellige Steder i Sjelland, i de offenlige Tidender har averteret om sin Ankomst, og paa hvilke Tider han var at træffe, og overalt har havt stort Tilløb. Han har taget alle Slags Patienter under Behandling (han anfører saaledes selv 14 Typhus-Patienter) og roser sig af, at alle hans Syge ere blevne fuldkomment helbredede. Han har for Retten angivet, at han har en Loupe, hvormed han ved udvortes Besigtelse af de Mennesker, som lide af Brystsyge, kan opdage Sygdommens sande Natur, og navnligen om den er helbredelig eller uhel bredelig, ligesom han ogsaa ved Besigtigelse af Saar kan see "den indvendige Side af disse“. Under Sagens Gang har han indgivet en Ansøgning til Kongen om Tilladelse til at udøve Lægepraxis i Omegnen af Alsted i de Sygdomstilfælde, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, og om at den mod ham paabegyndt Retssag maatte bortfalde. Senere har en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter ausøgt om, at der maatte gives ham Bevilling til at praktisere som Læge her i Riget, samt om at den mod ham anlagte Sag for uberettiget Lægepraxis maatte blive hævet. Sidstnævnte Ansøgning er ledsaget af Vidnesbyrd fra Ansøgerne, der fremhæve hans Kures Fortrinlighed.

Landphysikus, Justitsraad Guldberg har i sin over Sagen afgivne Betænkning erklæret, at han maa gjøre Paastand paa Lovens Overholdelse; bemeldte Hanisch er hjemfalden til Straf, fordi han har drevet ulovlig Medikamenthandel og trodset Loven af 5te September 1794 og 3die Marts 1854. Ligesaa lidt kan Physikus anbefale Ansøgningen om, at der maa tilstaaes ham jus practicandi. For saa vidt Hanisch har ansøgt om Tilladelse til i Omegnen af Alsted at tage de Sygdomstilfælde i Behandling, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, bemærker Physikus, hvad Spørgsmaalet i sin Almindelighed angaaer, i Overeensstemmelse med Sundhedskollegiets Yttringer ved en anden Leilighed (see Aarsberetn. for 1858 S. 211), at, for at tilveiebringe den tilbørlige Garanti mod Misbrug fra uautoriserede Personers Side, maatte det deels forud ved paalidelige Vidnesbyrd og ikke alene ved den Syges Udsagn være godtgjort, at han af Læger og Lægeanstalter er opgiven som uhelbredelig, deels forud de Midler angives, som skulde bringes i Anvendelse, og hvad Spørgsmaalets Anvendeliggjørelse paa Hanisch angaaer, finder han dobbelt Betænkelighed. Hanisch staaer for ham som en temmelig upaalidelig Qvaksalver, der har Routine, Dristighed og Kundskaber nok til at mystificere sit lettroende Publikum, men til hvis Ordholdenhed Sundhedspolitiet ingen Tillid kan have, og hvem dette derfor ikke vilde kunne tilraade Indrømmelsen af en nok saa begrændset jus practicandi. Amtmanden over Sorø Amt betvivler, at Hanisch kan fritages for Tiltale, og mener, at der vel neppe heller vil findes Anledning til at meddele ham den ansøgte Tilladelse til at udøve Lægepraxis.

Kollegiet svarede i Skrivelse af 1ste Mai, at det paa det bestemteste maa fraraade baade, at der meddeles Hanisch jus practicandi, og at den mod ham anlagte Sag hæves, i hvilken Henseende Kollegiet skal henholde sig til den af Landphysikus, Justitsraad Guldberg afgivne Erklæring, og navnligen udhæve, at Hanisch, skiøndt han havde al Foranledning dertil, ikke i mindste Maade er fremkommen med Noget, som understøtter hans Angivende om at have studeret Lægevidenskaben og underkastet sig Examen deri i Frankrig og siden havt Ansættelse som Militærlæge i den franske Armee."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860 (1861), s. 154-157)

Der er formentlig tale om Præstø Sygehus lægelige chef der var landfysikus for det søndre sjællandske fysikat, embedslæge 1837-69 dr. med. Ove Christoffer Høegh-Guldberg (1805-1869). Han førte opsyn med distrikslægens arbejde og ind- og udskrev patenter. Han havde bl.a. været medlem af Kommissionen ang. Sundhedspolitiet i Danmark. 

Frederik Adolph Uldall (1806- 1873) var 1843-1871 landfysikus i Sjællands nordre fysikat.

Stændervalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 3die Præstekreds, i Tønder, er der, efter K. E., "kun" strøget 2 Præster, nemlig de to konstituerede Præster paa Sylt, Møller og Frenssen, af hvilke nu Møller af Regjeringen er bleven udnævnt til virkelig Præst; kan han saa være "berygtet"? eller kan Nogen endog fungere som Præst, der af andre Embedsmænd erklæres for ikke at være uberygtet og af denne Grund at skulle miste sine statsborgerlige Rettigheder? Eller kunne andre Embedsmænd berøve den, som beklæder Statens Embede, Statsborgerret? Maa ikke Embedets Udøvelse og Værdighed beskytte mod en slig Spoliation? I samme Kreds notedes Præsterne endda ikke med at see 2 Colleger strøgne, men af flere af dem forlangtes ogsaa Strygning af 14 "Brødre i Kirkens Tjeneste". I denne Præstekrig sejrede de tog ikke dengang, thi i Valgbestyrelsen var der lige mange, 3, for og imod og Bestyrelsens Formand gav da Udslaget for, at de 11 ikke ogsaa skulde ud af Kredsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. november 1860).

I 17de slesvigske Landvalgkreds (Tøstrup, Gelting, Quern, Steinberg, Sterup, Esgrus, Sørup) skulle, efter I. Av., - ca. 1000 valgberettigede Grundejere være strøgne af Valglisterne! Flensb. Av. slutter, meget oprigtigt, at hvis man ikke har taget det anførte Tal for fuldt, og den anfører ingen egentlige Data herimod, saa er der ikke mange Vælgere tilbage. - Saa meget er da vist, at i samme Valgkreds havde man forrige Gang strøget saa kraftigt, at en heel Landsby gik ud af Valgtexten.

I Flensborg er indgivet en Protest imod Stændervalget. Beretninger derfra i Alt. M. og Itzeh. Av. klage over, hvad Byens eneste Avis betegner som Fabel, at det ministerielle Partie ved sin Agitation ikke blot skulde have skræmmet afhængige Smaaborgere, men at Politiemesteren, som ikke hører til Valgbestyrelsen, havde i Uniform været tilstede hele Dagen og gjort Notitser ved Stemmegivningen og ladet uddele Valgsedler ved Politiebetjentene.

Ved et Valggilde, efter at Pastor Christiansen af Middelby var valgt til Stænderdeputeret i Flensborg for tredie geistlige Valgkreds, holdt Pastor Koch af Burkal, som ikke havde faaet fleer end 2 Stemmer, uagtet Bladene havde designeret ham til Deputeret, en Tale til den Valgte, som fortjener at betragtes lidt nøiere. Christiansen sagde nemlig i sin Tak til Valgdirecteuren for det udbragte Velgaaende, at "han ønskede, at Forhandlingerne i næste Forsamling maatte blive førte saaledes, at hver dansk Mand, som elskede Konge og Fædreland, maatte kunne følge dem med Glæde, og at han for sin Person efter bedste Evne vilde medvirke hertil." Dette greb nu Koch og yttrede, at det var værd at slaae fast. Vi forstaae desværre nok hvorfor, Christiansen meente sikkert Ordet "dansk" i undersaatlig, i politisk Betydning, uden alt Nationalitetshensyn, hvilket fremgaaer af hans tidligere sindige og upartiske Stænderfærd; men Koch vil slaae det fast som Partieord. Og til yderligere Tydelighed sammenligner han nu - ad en Omvei - Pastor Christiansen i sin tidligere Upartiskhed med "Buridans Æsel, der stod midt imellem to Knipper Hø". Ved Knipperne tænker Koch saaledes paa det danske og det tydske Bundt af Partiemænd. De burde dog begge, især da det danske, altid have for Øie, al der gives en høiere dansk Eenhed, det hele Danmarks, Statens, som de begge gaae ind under, og som de med Tak, ikke med Spottegloser, skulde hilse Anerkjendelsen af, især naar den skeer med den Ærlighed og den Sagtmodighed, som sikkerlig har ligget i den saa samvittighedsfulde Pastor Christiansens Ænske. Vi ville søge et heldigt Forvarsel deri, at denne Deputerede er fra - Middelby! (Indsendt til Staten).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1860)

I Byen Slesvig har Stændervalget, trods Strygningen af den hidtilv. Deputerede Marqvardsen eller paa Grund af Strygningerne (efter K. C. vare 300 strøgne), især været stærkt imod den slesvigske Styrelse. Imedens Petersen og Tüxen valgtes med resp. 232 og 200 St.: naaede, med de fleste Stemmer derefter. Modpartiets Candidater, Skorsteensfeierm. Peschke og Muurm. G. Jessen, kun resp. 37 og 22 Stemmer. Flensb. Av. betragter endog Valget for saa vidt som et foreløbigt Dækningsvalg, idet man venter, at Suppleanten paa Grund af sin høie Alder vil gaae af. Der vil da hengaae 8 Uger til at foretage et nyt Suppleantvalg, under hvilken Frist man da haaber den udelukkede forrige Repræsentant Marqvardsen atter optagen paa Valglisten. Naar han da er valgt, vilde den nyvalgte Deputerede træde tilbage og Marqvardsen træde i hans Sted. Petersen er født i Angeln og en Ven af en af Oppositionens Førere, Rigsraadsmedlem Hansen-Grumby. Amtmanden, Kherre. Holstein, forbød ved Valghandlingens Slutning at udbringe et Hurra for de Valgte! - Den 9de Valgkreds, hvor, som igaar berettet, ogsaa Oppositionens Medlemmer gjenvalgtes og hvortil Flensborg, eft. Db., "var overfyldt af Bønder, der vare strømmede ind til Valget", tæller ogsaa endeel Sogne i Angeln, nemlig Adel by tæt ved Flensborg, Rüllskov, Hyrup, Munkbrarup, Grumtofte og Nykirke. Efter Flb. Av. "have forøvrigt ogsaa her, som i andre Kredse, Forskjellige (forgjæves) protesteret imod Udelukkelse fra Valglisten". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1860)

Erindring om Danmark og St. Croix: Smørum Skole, 1860. (Efterskrift til Politivennen).

Smørumovre Skole (1860) blev bl.a. opført af rigdom skabt ved slavearbejde på fx St. Croix . Pengene blev doneret af godsejer Friederich Wilhelm Tutein (1791-1867), Edelgave. Wilhelm var søn af den københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens engagement som handelsfolk på St Croix rækker tilbage til slutningen af 1700-tallet. Og rigdommen skabt bl.a. ved sukkerraffinaderierne på St Croix.

Johann Friederich Tutein (1757-1853) ejede plantagen Whim på St. Croix (nu museum), samt muligvis andre plantager på øen. Selv var han formentlig aldrig på øerne. Han var en halvnevø af John (Jean Friederich) Tutein (1762-?), og søn af storkøbmanden Peter Tutein (1724-1799) og Pauline F. Rath, Vimmelskaftet. Han varetog formentlig husets interesser der. John Tutein levede i et "naturligt ægteskab" med en farvet kvinde, Maria Susannah van Berenhoudt, og de fik 6 børn sammen. Ægteskab mellem sådanne kunne ifølge loven ikke lade sig gøre. (Dansk Vestindisk Selskab, marts 1991.)

En artikel fra den 1. november 1860 i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende er et eksempel på dn fortælling man dengang havde om den uegennyttige godsejer som gennem sin gave var et lysende eksempel for landsbyens beboere. Man får indtryk af en Guds repræsentant på jorden:

Ny skolebygning.

Tirsdag den 2. oktober d. å. blev en i Smørumovre opført ny skole højtidelig indviet. Indvielsen der foretoges på en smuk og værdig måde af herredsprovsten, sognepræst Boisen til Gentofte, overværedes af stiftamtmanden, stedets sognepræst, sogneforstanderskabets medlemmer, skolebørnene og så mange af pastoratets beboere, som pladsen på nogen måde kunne tillade. Før og efter talen blev en salme afsunget, hvornæst sognepræsten kort henvendte sig til de tilstedeværende sognebeboere og gribende opfordrede dem til ikke blot at påskønne, men også efterligne det smukke eksempel på opofrelse og godgørenhed, som med hensyn til skolens opførelse var givet dem af godsejeren, idet nemlig denne ganske for egen regning har ladet samme bygge. Efter at det ved befolkningens tiltagende stærkt voksede antal skolesøgende børn havde gjort en forøgelse af lærerkræfter nødvendig, og man efter omhyggelig overvejelse var blevet enig om, at denne efter de lokale forhold rettere måtte tilvejebringes ved en hjælpelærers ansættelse end ved en deling af skoledistriktet, måtte det i denne anledning fornødne skolelokale forskaffes, og da derhos skolen, foruden at være meget indskrænket i plads, var gammel og brøstfældig, besluttede man sig i afvigte forår til at bygge en helt ny med 2 rummelige skolestuer og beboelseslejlighed for begge lærerne, samt derefter indrette den gamle skolebygning til udhus og nedbryde den hidtilværende lille og mådelige udlænge. Tegning og overslag forfattedes, og de approberedes af skoledirektionen, men nu stod de fornødne midlers tilvejebringelse tilbage; at ligne udgifterne på distriktets beboere ville være urimeligt og lod sig desuden ikke gøre, da det for mange af dem ville blive en uoverkommelig byrde; man måtte altså tage sin tilflugt til lån, men der viste sig vanskelighederne ved at få sådant; man ansøgte forskellige derom, men forgæves - da tilbød ejeren af Edelgave, H. B. Tutein, at bygge skolen for sin egen regning og skænke sognet samme. Dette ædelmodige tilbud blev naturligvis medtaget med glæde, og det var denne så betydelige og uegennyttige gave, der ovennævnte dag højtidelig indviedes og overdroges til sognet. Giveren har derved sat sig et skønt og varigt minde, og sognet har ikke alene uden mindste udgift fået en smuk og hensigtsmæssig skolebygning, men også en solidere og bedre, end det ellers ville have fået, idet giveren i det væsentlige har fulgt den approberede tegning, men dog ladet foretage adskillige store bedringer derved, hvoriblandt man kun skal fremhæve, at der er indrettet kælder, og at murene er bygget højere, hvorved skolestuernes kubikindhold er forøget, ligesom også lærernes lejlighed er gjort større, og skolen er nu en smuk og bekvem indrettet grundmuret og teglhængt bygning med en frontespice, forsynet med ur. Inventariet er ligeledes af hr. Tutein bekostet nyt anskaffet. Beboerne har som bevis på deres erkendtlighed over hovedindgangsdøren ladet anbringe en marmorsten med følgende indskrift i forgyldte bogstaver:

"1860. Denne Mindesteen satte taknemlige Beboere af Lidø og Smørum Sogne for Hr. Godseier Vilhelm Frederik Tutein. Lukas 7, 4-5: Han er vel værd, at vi gjøre ham dette, thi han elsker sit Folk og har bygget os vor Skole."

Ved at anmelde foranstående kan indsenderen ikke undlade at bringe endnu et andet træk af hr. Tuteins og frues varme og ædelmodige omsorg for skolevæsnet til offentlig kundskab, og han gør det så meget hellere. som det efter hans mening måtte anses for særdeles ønskeligt, om ret mange ville efterligne dette eksempel. Pigebørnene modtager i vore landsbyskoler, som bekendt, aldeles ingen undervisning i håndarbejde, og hvad de lærer deraf er derfor indskrænket til hvad mødrene kan bibringe dem i hjemmet; men det vi let indses, at dette, navnlig for den fattige husmands og indsidderes døtre, vil af flere grunde være højst ufuldkomment. og dog er syning af stor vigtighed for dem under deres senere liv. I erkendelse heraf har de nævnte velgørere allerede for 4 år siden oprettet en syskole på Edelgave, hvori enhver af pastoratets beboere, som måtte ønske det, kan få sine døtre 2 gange ugentlig få fri undervisning i syning. Denne sjældne uegennyttighed har også vundet levende påskønnelse, syskolen er blevet meget stærkt benyttet, selv af konfirmerede piger, og eleverne har under den omhyggelige og samvittighedsfulde lærerindes vejledning gjort meget god fremgang.

Smørumnedre Skole. I gavlen er indsat en plade hvor bønderne i sognet udtrykker deres taknemmelighed til godsejeren over hans gavmildhed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tutein havde i 1855 stemt for indskrænkninger i Grundloven som var et demokratisk tilbageskridt i forhold til Junigrundloven af 1849, og Vilhelm Tuteins syn på de sorte arbejdere på St. Croix har formentlig været repræsentativ for danskernes syn generelt. Grundlaget var lagt i 1500-tallet. Europæerne havde dengang bl.a ved den katolske kirkes aktive medvirken, givet slaveri en helt ny dimension: racisme. Farvede - fx den oprindelige befolkning i Amerika og Indien -  som sammenlignelige med børn, og sorte som sammenlignelige med dyr. Med denne ideologiske ballast kunne man nærmest betragte det som en vennetjeneste at forsøge at civilisere de vilde gennem slaveri.

Protestantismen modererede disse forestillinger i oplysningstiden, baseret på såkaldte videnskaber som fx eugenik, og baseret på kristen ideologi. I begge fandt man argumenter for at sorte var en mindreværdig race. Dette syn var almindeligt til langt op i 1900-tallet: Det kunne være blevet knæsat som lov i Danmark i 1930erne, det blev en del af Nazityskland 1933-45, det fandtes i nogle stater i USA op til 1960'erne, og i Sydafrika til 1990'erne. 

I starten af 1800-tallet var der opstået bevægelse som forsøgte at modgå dyremishandling, Politivennen indeholder mange artikler om dette emne. Og det kom også de sorte til gode: Borgerskabet begyndte at føle medynk for de mishandlede, mente at de skulle behandles ordentligt. På St. Croix blev det dog i vid udstrækning fortsat, se det tidligere udsendte materiale. 

Vilhelm Tuteins velstand kom ikke de sorte arbejdere og deres efterkommere på St. Croix til gode. I stedet forærede han en skole til Smørum. Skolens formål i 1800-tallet var at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. 

Bønderne skulle arbejde for godsejeren med at vedligeholde Hvedstrup kirke hvor præsten søndag efter søndag som en lovlydig præst i tidens ånd formentlige prædikede at de skulle kende deres plads under godsejeren. Godsejerens indgik en overenskomst med bønderne om at de kunne betale sig fra dette pligtarbejde ved en årlig pengeydelse. Dokumentet er underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8 januar 1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Stændervalg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en meget daarlig Tendentsløgn, naar en foregiven Indsender i Flensb. Av. drister sig til at beskylde os for, at vi skulde finde det høist forkeert, at man, idet man stryger Thomsen-Oldensworth fra Valglisten, berøver ham sin Frihed til at opløse Riget. At Th. selv skulde have en saadan Hensigt, er os ubekjendt; den vilde da vist ialtfald være meget uskadelig, og Beskyldningen for statsopløsende Tendents i absolutistiske og eiderske Organer, der selv maae eller ville splitte Staten, kunne vi i allermindst tage for gode Varer. Som Rigsraadsmedlem har han desuden givet Vidnesbyrd om, at han ikke vilde opløse Riget, idet han protesterede mod dets Afskjærelse ved Eideren og imod at Riget kan være repræsenteret uden Holsteen som samme Riges Deel. Men vi have i det Hele slet ikke med en Tøddel beskjæftiget os med Th.'s Sindelag eller med Strygningen af Hensyn til Personen som Politiker. At Thomsen er Stænderdeputeret, har været det uanfægtet i en Række Aar, og er Medlem af Rigets Raad, det er Alt nok til at godtgjøre hans Habilitet og det latterliggjør endog, at man nu, uden nogensomhelst ny Brøde, der selv kunde afficere hans Uberygtethed, stryger ham fra Valglisten. At man, efter det Blad, som vi have anført som Kilden for vor Meddelelse, henholder sig til en Adresseunderskrift for 11 Aar siden, som han endog selv ikke skal vide af, og hvis øvrige Underskrivere ikke ere betagne deres Valgret, kan, hvorledes det end maatte forholde sig med hans paastaaede Underskrift, efter Amnestien ganske vist ikke tale for en Strygning. I det Hele kan man efter Amnestien ikke i i Fortids-Contraventioner, som Staten ved Amnestie har erklæret at betragte som døde og magtesløse, begrunde nogensomhelst Strygning af statsborgerlige Rettigheder. Man udsætter endog, ved saadanne Strygninger af Vælgere og Valgbare - og disse ere jo foregaaede i stor Mængde i Slesvig, saa at Kongen har givet Klagere Ret i deres Klage herover, uden at det tog synes at have frugtet - den Forsamling, som skal være repræsentativ, for derved at forfalskes i sit Præg som Folkets Repræsentation. Derfor ansee vi baade Strygningen som vilkaarlig og politisk for Udtrykket af en falsk Politik, der kun leverer Modstanderne, og især den parlamentariske og Frihedens Modstandere, Vaaben ihænde istedetfor at afvæbne den.

Der klages i denne Tid over, at de slesvigske Embeder for Størstedelen ere besatte med Mænd fra Kongeriget, og der nævnes som Exempel, at af 31 kgl. Embedsbesættelser siden 1850 i Apenrade Amt faldt kun 5 paa indfødte Slesvigere. Det kan ikke miskjendes, at Embeder tillige ere Levebrød, og at det ikke gjør noget godt Indtryk, naar disse Levebrød besættes med Forbigaaelser dertil egnede Mænd fødte i Landsdelen selv. "Fordelen i Staten - bør, som Indfødsretten siger - kalde i dens Borgeres Lod". Ganske vist maa der i Begivenheder som de i 1848-50 være god Opfordring til en fuldstændig Omflyttelse af Embedspersonalet, og hvorfra skulde man tage nye Embedsmænd hvis ikke fra Kongeriget; men, naar da de pligtforglemmende skulde ombyttes med nye, burde man rigtignok være gaaet frem med større Forsigtighed, end skeet er; thi det er desværre ingen Hemmelighed, at der efter Krigen har fundet mange beklagelige Embedsbesættelser Sted i Slesvig. - Vi have i "Ret og Pligt" for 1859 erklæret det slesvigske Spørgsmaal for et "Embedsspørgsmaal" og ikke for er "Befolkningsspørgsmaal". Og det er desværre ganske vist, om man end nødigt tilstaaer det, at Skinsygen imellem Kjøbenhavns og Kiels Universiteter ikke har nogen ringe i Deel i Striden imellem Dansk og Tydsk i I Slesvig, thi Embeder ere for Universitetet det Samme som Opland for Kjøbstæder. .. Slesvigs ejendommelige Stilling, hvor Dansk og Tydsk er ligeberettiget, tjenes vistnok bedst derved, at i der saa lidt som muligt propageres hverken fra - Syd eller Nord. Der er meget heldigt, at Dansk og Tydsk have dette neutrale Omraade at mødes paa. Slesvig fara da se! som Italienernes nuværende Løsen er! Lad Slesvig udvikle sig selvstændigt! Det er det bedste Værn imod Slesvigholstenismen, og det er den bedste Fortolkning af Kongeordet af 22de Septbr., at "Slesvig er Mellemledet, der skal forene det Hele". (Staten.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. november 1860)

I Byen Slesvig vedvarer Borgemesterens Audit. Jørgensens Valgkrig. Den Delegerede Haase er udtraadt af Valgbestyrelsen og man har vanskeligt ved at faae Andre ind deri. Borgerrepræsentanterne Henning og Gerber have afslaaet Anmodningerne herom. - Ogsaa i den geistlige Valgbestyrelse for den sydøstlige Valgkreds er der blevet rumlet, idet Pastor Nyegaard er udskudt som Medlem og Pastor Schreiter udnævnt i hans Sted, det Første paa Grund af en "Reclamation" af Pastor Clemmensen i Sønder Brarup, under Paastand af, at de Præster, som have havt Deel i en tidligere politisk Bevægelse, ikke skulde kunne udøve Valgret uden særlig Naade af Kongen. Men den er jo tilstede i det kongelige Amnestie, eller troer man at kunne annullere dette? En i præsteligt Embede fungerende Gejstlig kan dog vel heller ikke være "berygtet"? eller hvorledes kunde han da være Præst? Tidligere er alt dette Valgspørgsmaal, om det ellers kan være saadant, blevet paakjendt i en Valgbestyrelse og er af Fleertallet besvaret med at de Vedkommende paaførtes Valglisten. Hvad bliver vel Følgen af de evindelige Strygninger i Slesvig?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. november 1860)

Trods forsøget på at stryge Thomsen-Oldensworth fra valglisten, blev han genvalgt.

Valg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Valgloven i Slesvig er vel saa aristokratisk og skadelig som blot mulig, og paaberaabes derfor idelig ved Sammenstilling af Fleertallets store Forskjel imod Mindretallet i Stænderforsamlingen. Men man har paa anden Side altid fortiet, at der ved Valglisternes Udfærdigelse i sin Tid strøges deraf en stor Mængde Vælgere, der førtes hen under Kategorien "berygtede" fordi de i Gjerningen eller demonstrativt havde i sin Tid deeltaget i Oprøret. Dette kan baade efter Udtrykkets almindelige Begreb og især efter at Kongens Amnestie havde lyst Forglemmelse og Tilgivelse neppe have været forsvarligt, og dog gik man saa vidt, at man idetmindste i eet (og vel flere) Districter endog strøg en heel Landsby bort fra Vælgerlisten og erholdt dog en oppositionel Deputeret i Districtet! Nu have, efter Møgelt. Av., Beboerne i Husum ved en Deputation fra Magistraten henvendt sig til Hs. M. Kongen personlig, for at erholde deres Valgret, og bedet tilgive deres aldre Forhold. Hs. Maj. Kongen svarede ogsaa herpaa med venlig Imødekommen og ganske overeensstemmende med sit tidligere Amnestie, at paa det ældre Forhold tænkte han ikke mere; at den Sag var tilgivet og at Alt kunde blive godt, naar de kun herefter vilde handle som troe og loyale Fædrelandets Mand. Et langt større Antal Vælgere vil saaledes vist i flere Egne af Slesvig iaar komme til at udøve deres Valgret. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. september 1860).