Hvad jyden tænker om vore politiske forhold. (Efterskrift til Politivennen)

I 1860 udkom: "Hvad jyden tænker om vore politiske forhold." Skriftet havde en anonym forfatter der havde underskrevet sig Harald Cimber, og var udgivet af P. Chr. Zahle. Nogle af dets 15 sider er gengivet nedenfor:

Side 7:

Jeg veed ret godt, at Hr. Ploug og hans Lige ogsaa meget let blive færdige med Slesvig, nemlig ved at opgive den tydsktalende Deel, der jo rigtignok slet ikke nu er national-dansk" eller skandinavisk. Vi fik da ialfald kun et afsluttet Danmark med det halve Slesvig, eller en lemlæstet Stat. Dermed er Jyden paa ingen Maade tilfreds. Dog heller ikke dette vilde forslaae; thi man spørge hvilkensomhelst Mand eller Forsamling i Slesvig, selv de mest dansksindede, og man vil faae til Svar: vi ville ikke samles under et svensk Hoved, vi ville ikke annecteres paa det Vilkaar, heller ikke overskjæres eller miste vor slesvigske Selvstændighed, som os er forundt, endskjøndt den nu kun paa Skrømt tilstedes vs. Og jeg kan af egen Erfaring tilføie, Jyden vil det heller ikke. Han var kun ilde tjent med, om der var to Stater nordenfor Elben.

Dette staaer altsaa, fra det jydske Standpunkt, fast, at den fjøbenhavnske Skandinavisme medfører, at Staten bliver deelt og splintret, og at Derne med deres stundom altfor kloge Hoveder og Hovedstad have noget synderlig at vente, om de, dog næppe heller med deres gode Villie, reduceredes til en skandinavisk Provinds, efterat først vor hidtil selvstændige Stat ved Rænker og Vold først var opløst. Blev dette summa summarum af den skandinaviske Idee og Politik, saa kan man, fra et jydsk Standpunkt, hverken kalde den fædrelandskjærlig, national eller dansk, men reentud fordærvelig og egoistisk, forsaavidt de, der ville den Vei, kun tænke paa dem selv og hvad der behager dem, eller lover at tilfredsstille deres personlige rgjerrighed og deres andre Begjærligheder. Dette give baade de „praktiske" og de upraktisfe" Skandinaver at betænke.

Side 8-9:

Jeg vil kun ligefrem sige det, at vi Jyder, tvertimod de Store i Kjøbenhavn, ville have Fred, Enighed og uhindret Handel og Vandel med vore sydlige Naboer; det er ikke alene vor Interesse, vor materielle Fordeel og Velstand, der byder det, men et fornuftigt Forhold til Naboer byder det samme, ansee ikke Tydskerne, og navnlig vore tydske Medborgere, med saa onde Øine som de ovre i Hovedstaden, hvad enten det er lærde Professorer, Skribenter og Studenter, eller stortalende Ordførere ved Folkefester. De have længe nok sat os galdegule Briller paa Næsen. Det er Tid, vi see med vore egne Dine. Holstenerne og Slesvigerne kunne længe nok være ophidsede af samme Slags doctrinaire Folk i Tydskland, der indbilde dem, at vi Danske vare uskikkede til at leve i Samfund med andre, at vi vare indbildske, forfængelige, trættekjære o. s. v., at de tydske Dele havde Ret til at skilles fra Danmark, til at have deres egen Fyrste og til at gaae op i et stort tydsk Fædreland. Hvad der saaledes ideligt prækes og tudes En i Ørene, samt gjentages med allehaande Skingrunde, bliver let antaget for fandt og troet som et Evangelium. Have vi ikke Exempel nok derpaa herhjemme? Det er altsaa ikke sært, at den patriotiske „Erhebung" virkede som en Fædrelands - Religion, der kunde begeistre til hvad det skulde være. Jeg kan ikke indsee, at man kan raade Bod paa sligt paa anden Maade end ved fornuftig Tiltale og Grunde, og ved en Adfærd, der er skikket til at udrydde Fordomme og til at indgyde Agtelse. Især gjelder dette, naar de stridige Forhold have ført til en ærlig Kamp, og det onde Blod har faaet Lov til at udrase, saaledes som skeet er. Efter at have kjølet sit Mod, er det Tid at tænke og handle sindigt og at byde Haanden til ærligt Forlig. Det er en jydsk Anskuelse; men det skal Vorherre vide, at man just ikke har fulgt den hverken i Kjøbenhavn eller i de kredse, som derfra blive ledede og inspirerte. Er det ikke allerede en Daarskab, der grændser til Galskab, at man paa et Par Quadratmiil i Slesvig ødsler al sit Vid og sin Kraft for at faae nogle selvstændige Sønderjyder til at tale Dansk, medens de selv foretrække deres eget Maal, det være nu saa Pluddervelsk det være vil. Et kjøbenhavnsk Dagblad kalder dette den danske Regeringspolitik og anseer det for Høiforræderi ikke at ville slutte sig til den. Jeg troer, at det er med stigende Slutningshastighed at forjage det Danske fra Slesvig. Er der nogen Mening i denne Sprogstrid? Jo, en skandinavisk-politisk! Man vil "byde Sverrig et Stykke af Slesvig med som Morgengave“, som den tappre Hr. Lehmann sagde, og paa den Maade haaber man at faae et Par Quadratmiil med, som ellers vilde følge med Sydslesvig. Men den hele Tanke og Plan er jo Galskab fra Ende til anden. Denne slesvigske, denne danske, denne skandinaviske Deling er en Uting, der ifølge vore største Statsmænds Vidnesbyrd er uforenelig med Danmarks Statsret og Velvære. Den bør aldeles ikke komme i Betragtning. Og for dette halvtydske Pluddervælsks Skyld sætter man den hele Stat, Freden med Tydskland, egen Agtelse i det hele europæiske Samfund paa Spil og skaber sig, som om det gjaldt Venetien eller Rom? Vi Jyder ere virkeligt overdrevent taalmodige; thi med den Indsigt, vi besidde, burde vi forlængst have sagt til de godt Folk, der give sig af med at styre Landet og den offentlige Mening: „Stop, nu ville vi Ft-mig ikke længer høre paa den Sludder! Det er Galskab fra først til sidst, og det er Tid, vi tænke paa alvorlige og vigtige Ting. Lad Sønderjyden tale, hvad han selv vil, og bryd Jer mere om at gjøre Ret og Skjel og at sørge for Retfærdighed, Frihed og Fred i Landet.“

Side 10:

See nu den jydske Tværbane f. Er. Hvilket Mesterstykke! Hvilket eiendommeligt Foster af den snilde kjøbenhavnske Spidsfindighed, der siden 1855 har gjort sig den Uleilighed at styre vore Sager? Er der noget Barn i Jylland, der ikke veed, hvad Landet behøver til sin Opkomst og Udvikling? Handelen gaaer Haand i Haand med Culturen og Industrien, med Fremgangen. og Velstanden. At bringe Jyllands Producter paa letteste Maade ind i den store Verdensomsætning især mod Vest, men ogsaa mod Syd, det er Opgaven for vore Statsoeconomer, og derefter burde Jernbanen være rettet. De kjøbenhavnske doctrinaire Professorers og Politikeres slesvigske Patriotisme er Vind, naar de ikke engang have saameget tilovers for den slesvigske Jernbane, at de ville redde den fra Undergang. Burde de ikke i den Sag have været betænkte paa først og fremmest at knytte det jydske Baneanlæg til det slesvigske, og dernæst at føre dette videre til Fyen og til Frederikshavn? Nu bliver den kostbare Stump Jernbane, som Oberst Tscherning sagde, et usselt Hjelpemiddel til lettere at komme til Tivoli og Casino, dens hele Nytte bestaaer i, at nogle Reisende lettere kunne komme til Aarhuus. Hensigten dermed er vel, at de lettere naae Kjøbenhavn for bedre at profitere af de doctrinaire Herligheder i nordisk Kunst og Videnskab. De Stude, som skulle til Kjøbenhavn, ville nok naae did uden særligt at trænge til en Jernbane. Eller tænker man maaskee af Aarhuus og Venø at danne et af Hovedpunkterne for Verdensomsætningen? - - - Jeg tør paastaae, at der ikke findes Tværjyder i Jylland, men kun tvære Hoveder i Hovedstaden. 

Side 12

Det gaaer Jyden med Kjøbenhavneren desværre som denne med Bladene. Kjøbenhavneren bander paa, at han ikke det ringeste bryder sig om Bladene eller butter for dem; men, naar det kommer til Stykket, er han alligevel deres lydige Tjener og angst for dem som for en Ulykke.

Side 14

Hvad Jyden altsaa ønsker, for ikke at sige har billigt Krav paa, det er, at Kongens Regering inden den kortest mulige Frist gjenopretter det gode Forhold, der mellem 1852 og 1855 var begyndt at vende tilbage mellem Danske og Tydske, thi man maa i Kjøbenhavn ikke glemme, at det er os Jyder meget mere magtpaaliggende at leve i Fred med disse vore Naboer, da vi i Handel og Vandel staae i den nøieste Forbindelse med dem, saa vi ere ilde tjente med, naar der baade i Slesvig og i Holsteen hersker en ophidset Stemning imod os Danske og alt hvad Dansk er. Vi troe gjerne, at det nuværende Ministerium er i Stand til at gjøre det godt igjen, da det i sig selv ikke er nogen vanskelig Sag, men saa maatte man først frigjøre sig for alt Kammeratskab med de Folk i Kjøbenhavn, der idelig pønse paa skandinaviske Anstalter og paa Ufred med Tydskerne. En aaben og ærlig, til begge Sider retfærdig og frisindet Regjering, som giver hver Sit og som er agtet og tiltroet baade herhjemme og i Udlandet, det er det, vi Jyder trænge til. Saa gaaer det nok godt herovre lige fra Skagen til Elben.

Kjøbenhavns egne hæderlige Borgere, der selv i mange Tider ere dominerede og høit beskattede af den lille stortalende Clique, der huser og huserer indenfor dens Volde, bede vi itte at gjøre Hovedstadens Navn til et af de ulideligste i Landet. Lad dem selv afryste det doctrinaire Partiaag, som de sommetider have viist de kan, saa skal vi Jyder nok staae Last og Brast med de frisindede og dygtige Mænd ude paa Derne og i Kjøbenhavn selv.

Side 15

Den Tanke og Bekymring kan ikke gjentages for tidt og alvorligt, at Jylland under ethvert Sammenstød med Tydskland er udsat for fjendtlig Besættelse, Brandskatning og Standsning af Handel og Vandel søndenfra. Der bør altsaa sørges for, at vi blive ligesaa sikkre mod Fare fra den Kant, som Kjøbenhavnerne nu Gudskelov føle sig betryggede fra Sverrigs Side. En saadan Sikkerhed kan ikkun findes i et lige saa godt Forhold mod Syd og vel bedst under en sikkret neutral Stilling, der jo vel hører til Undtagelserne, men dog ikke til Umulighederne. En saadan fredelig uantastet Stilling vilde ogsaa forandre vort Forhold til det tydske Forbund, og det skulde dog være underligt, om ikke et og andet af vore kloge Hoveder her kunde hitte paa en og anden god Udvei. Men at Sverrigs Beskyttelse ikke alene vilde være istand til at hjælpe os, selv om man havde en staaende Hær ved Elben, Eideren, Slien eller Kongeaaen, det føles for vort Vedkommende ved en bitter og ofte gjen= tagen Erfaring, hvorfor Jylland ogsaa er kommet til at staae tilbage for Øerfte i alle Velfærdsanliggender. Vor stigende Belstand vil derfor afhænge af vor politiske Sikkerhed.

Peter Christian Zahle (1825-1898) var politiker og præst. 1844 Student 1844 fra Herlufsholm Skole.1850 teologisk embedseksamen. Han studerede også retsvidenskab, og foretog i 1860'erne udlandsrejser for at undersøge socialøkonomiske forhold. Valgtes 1853 i Holbækkredsen til Folketinget, og tilsluttede sig Bondevennerne, særlig til Tscherning. Valgt i Nørre Sundby til Folketinget 1855-1861 og 1866-1872, samt i Ringsted 1872-1881. 

Han var imod det national-liberale Parti og embedsmændene. Modsætningen mellem danskere og slesvig-holstenere så han som kappestrid mellem Københavns og Kiels Universiteter. Indtil 1864 var han tilhænger af Helstaten. I årene 1866-1870 gruppen om G. Winther, dernæst det forenede Venstre, efter delingen 1878 til Bergs Gruppe.

1871 grundlagde han "Folketidende for Midtsjælland" i Ringsted og var dens redaktør indtil 1877. Efter at have trukket sig ud af politik blev han 1879 præst, først i Rubjærg i Vendsyssel, fra 1881 til Vallensved, Næstved. Søgte og fik afsked 1896 og døde kort tid efter 1898. 

Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren synes at skulle blive en streng Herre, og der er al Udsigt til, at det gamle Ord om strenge Herrer, der kan regjere kort, dennegang neppe vil vise sig sandt. Fra Vesten melder Telegraphen: "skarp Frost", og fra Østen, fra St. Petersborg, hedder det: To og tyve Grader Kulde. Vi maae ialfald forberede os paa nogle Maaneders Vinter og de dermed følgende Misligheder og Ubehageligheder, samt den deraf flydende Nød og Elendighed for en ikke lille Deel af Hovedstadens Indvaanere. Skibsfarten og Handelen standser; Mange, der have deres gode Udkomme, saalænge Søen er aaben og Forretningerne gaae deres vante Gang, ville nu komme til at lide Savn; og de, for hvem det før var knapt, ville nedsynke i den dybeste Elendighed. Det gjælder her om at komme til Hjælp saa hurtigt som muligt og paa den hensigtsmæssigste Maade. Bespisningsforeningerne have allerede begyndt deres Virksomhed, og det vil neppe komme til at mangle dem paa Midler til at fortsætte og udvide den; Børnepleieforeningen har igaar i dette Blad til Hovedstadens Indvaanere henvendt en Opfordring, der vistnok vil finde et villigt Øre, og en af dere Kolleger har erindret om, at der for flere Aar siden, under en lignende streng Kulde, blev paa forskjellige Steder her i Staden aabnet Varmestuer, hvor Fattige frit kunde faae Lys og Varme samt tildeels varme Drikke cg Fødemidler, og anbefalet Oprettelsen af saadanne. Det maa være os tilladt at slutte os til denne Anbefaling; der vil, derom ere vi overbeviste, kun behøves en Opfordring til Publikum, og de fornødne Midler ville sikkert i den kortest mulige Tid blive tilveiebragte.

Men om det end er de Uformuende og Fattige, der fremfor Alle lide under Vinterens Barskhed og fremfor Alle have have Krav paa Hiælp og Understøttelse, saa kan man dog ikke forbigaae ved denne rettighed at lægge et godt Ord ind hos de Vedkommende for den i økonomisk Henseende mere begunstigede Deel af Hovedstadens Befolkning, der vel ikke er udsat for at fryse eller sulte ihjel, men som ligesaameget som den Fattige er udsat for at miste Liv og Lemmer paa de til Glidebaner forvandlede Fortouge. Man behøver blot en Dag eller helst en Aftenstund en halv Times Tid at gaae gjennem Stadens mere befærdede Gader, og man vil kunne tælle en god Deel Faldne og sikkert ikke faa Saarede. Er det ikke tænkeligt, at der kunde gjøres Noget for den ikke ringe Deel Mænd og Qvinder, der ikke besidde Ekvipager, og som ere nødte til at besørge deres Ærinder tilfods? Er det aldeles nødvendigt, at en Spadseretour fra Toldboden til Frederiksberggade skal være forbundet med Livsfare? Og er det ikke overkommeligt at raade Bod paa denne Tingenes Tilstand? Vi tror, at der kan skee idetmindste Noget i denne Retning. Først og fremmest maa Politiet, og hvor det ikke er eller kan komme tilstede, Folk selv forhindre, at der laves Glidebaner paa Fortougene. Vi vide vel, at det kjøbenhavnske Publikum har en vis Faible for Gadedrengene, og at det undertiden bliver meget vred, naar en Politibetjent eller nogen Anden forstyrrer den opvoxende Ungdom i dens Fornøielser; men der er virkelig Nødvendighed tilstede, og Fornøielsen kan i dette Tilfælde langtfra kaldes uskyldig. Dernæst vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Politiet foranledigede, at der jevnligt blev strøet Aske, Sand eller Kulstøv paa samtlige Trottoirer; og hvid det ikke staaer i Politiets Magt at fremtvinge en saadan Foranstaltning, da er det vor indstændige Anmodning til Huuseierne og Huusbeboere, paa egen Haand og uden Opfordring fra Autoritetens Side at gjøre det i denne Henseende Fornødne, der hverken er forbundet med stor Uleilighed eller Bekostning. Endeligt turde det være hensigtsmæssigt, ikke at lade al Sneen feie bort fra Fortougene, men at lade et lille Lag blive liggende, navnlig paa Fliserne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1861).

Rudolph Hanisch: Dom 1860 for Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Rudolph Hanisch (?-1893) praktiserede i 1860'erne kure for syge som affødte dom for kvaksalveri. Ved Højesteretsdom nr. 317 af 11. december 1860 blev Rudolph Hanisch dømt for kvaksalveri og ulovlig dispensation af medicin. Dommen lød på mulkter af 80 Rdl og 50 Rdl og konfiskation af medikamenter. 

Materialet om Rudolph Hanisch falder i tre dele: denne første del om en dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.

I 192 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Betænkning over et Andragende, hvori en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter anholdt deels om, at der maatte blive meddeelt Chemiker N. Hanisch i Alsted Tilladelse til at praktisere som Læge her i Riget, deels om, at en inden Sorø Birks Politiret mod ham indledet Undersøgelse, betræffende uberettiget Lægepraxis, maatte bortfalde.

Foranlediget ved samtidige Anmeldelser fra Dhrr. Landphysici Guldberg og Uldall om, at en Udlænding ved Navn Hanisch reiste omkring i Sjelland og drev udbredt Qvaksalveri, ́blev der i Februar Maaned 1860 indledet retslig Undersøgelse mod ham, som da opholdt sig i Alsted i Sorø Amt. Han tilstod under de afholdte Forhør, at han havde taget en stor Mængde Patienter under Behandling, skjøndt han var vidende om, at han dertil ikke havde Tilladelse, samt at han til disse havde dispenseret Medicin, som han havde forskrevet deels fra Frankrig, deels fra en Materialist i Kjøbenhavn. Hans Trafik i sidstberørte Henseende sees at have været meget stor, idet der er opgivet, at der i Løbet af 14 Dage pr. Jernbane skal være sendt omtrent 650 Pund Medicinalvarer til ham fra en af Kjøbenhavns Materialister, og det af Retten under nærværende Sag hos ham konfiskerede Forraad af Medikamenter, hvorover en Liste medfulgte Akterne, var anslaget til en Værdi af c. 100 Rdlr. Bemeldte Rudolph Hanisch, der kalder sig Dr. medicinæ et chemiæ, er af Fødsel en Polak. Ifølge hans egne Udsagn, for hvis Rigtighed han dog ingen Beviisligheder har fremlagt, har han studeret Medicin i Besançon i 3 Aar og der taget Examen, derefter i 3 Aar studeret Chemi hos Wöhler i Göttingen og ligeledes der taget Examen; derefter har han tjent i 2 Aar som Læge ved den fransk afrikanske Armee og i 4 Aar i den ungarske Armee; forviist fra de østerrigske Stater, opholdt han sig paa forskjellige Steder i Tyskland og Frankrig og kom i 1852 til Danmark, hvor han i Førstningen har havt Beskæftigelse som Techniker ved Fabrikanlæg o. desl. og i de sidste 3 Aar levet af Qvaksalveri, som han har drevet i stor Maalestok, idet han er reist omkring til forskjellige Steder i Sjelland, i de offenlige Tidender har averteret om sin Ankomst, og paa hvilke Tider han var at træffe, og overalt har havt stort Tilløb. Han har taget alle Slags Patienter under Behandling (han anfører saaledes selv 14 Typhus-Patienter) og roser sig af, at alle hans Syge ere blevne fuldkomment helbredede. Han har for Retten angivet, at han har en Loupe, hvormed han ved udvortes Besigtelse af de Mennesker, som lide af Brystsyge, kan opdage Sygdommens sande Natur, og navnligen om den er helbredelig eller uhel bredelig, ligesom han ogsaa ved Besigtigelse af Saar kan see "den indvendige Side af disse“. Under Sagens Gang har han indgivet en Ansøgning til Kongen om Tilladelse til at udøve Lægepraxis i Omegnen af Alsted i de Sygdomstilfælde, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, og om at den mod ham paabegyndt Retssag maatte bortfalde. Senere har en Deel Beboere af Sorø og Præstø Amter ausøgt om, at der maatte gives ham Bevilling til at praktisere som Læge her i Riget, samt om at den mod ham anlagte Sag for uberettiget Lægepraxis maatte blive hævet. Sidstnævnte Ansøgning er ledsaget af Vidnesbyrd fra Ansøgerne, der fremhæve hans Kures Fortrinlighed.

Landphysikus, Justitsraad Guldberg har i sin over Sagen afgivne Betænkning erklæret, at han maa gjøre Paastand paa Lovens Overholdelse; bemeldte Hanisch er hjemfalden til Straf, fordi han har drevet ulovlig Medikamenthandel og trodset Loven af 5te September 1794 og 3die Marts 1854. Ligesaa lidt kan Physikus anbefale Ansøgningen om, at der maa tilstaaes ham jus practicandi. For saa vidt Hanisch har ansøgt om Tilladelse til i Omegnen af Alsted at tage de Sygdomstilfælde i Behandling, hvor andre Læger forgjeves have været søgte, bemærker Physikus, hvad Spørgsmaalet i sin Almindelighed angaaer, i Overeensstemmelse med Sundhedskollegiets Yttringer ved en anden Leilighed (see Aarsberetn. for 1858 S. 211), at, for at tilveiebringe den tilbørlige Garanti mod Misbrug fra uautoriserede Personers Side, maatte det deels forud ved paalidelige Vidnesbyrd og ikke alene ved den Syges Udsagn være godtgjort, at han af Læger og Lægeanstalter er opgiven som uhelbredelig, deels forud de Midler angives, som skulde bringes i Anvendelse, og hvad Spørgsmaalets Anvendeliggjørelse paa Hanisch angaaer, finder han dobbelt Betænkelighed. Hanisch staaer for ham som en temmelig upaalidelig Qvaksalver, der har Routine, Dristighed og Kundskaber nok til at mystificere sit lettroende Publikum, men til hvis Ordholdenhed Sundhedspolitiet ingen Tillid kan have, og hvem dette derfor ikke vilde kunne tilraade Indrømmelsen af en nok saa begrændset jus practicandi. Amtmanden over Sorø Amt betvivler, at Hanisch kan fritages for Tiltale, og mener, at der vel neppe heller vil findes Anledning til at meddele ham den ansøgte Tilladelse til at udøve Lægepraxis.

Kollegiet svarede i Skrivelse af 1ste Mai, at det paa det bestemteste maa fraraade baade, at der meddeles Hanisch jus practicandi, og at den mod ham anlagte Sag hæves, i hvilken Henseende Kollegiet skal henholde sig til den af Landphysikus, Justitsraad Guldberg afgivne Erklæring, og navnligen udhæve, at Hanisch, skiøndt han havde al Foranledning dertil, ikke i mindste Maade er fremkommen med Noget, som understøtter hans Angivende om at have studeret Lægevidenskaben og underkastet sig Examen deri i Frankrig og siden havt Ansættelse som Militærlæge i den franske Armee."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860 (1861), s. 154-157)

Der er formentlig tale om Præstø Sygehus lægelige chef der var landfysikus for det søndre sjællandske fysikat, embedslæge 1837-69 dr. med. Ove Christoffer Høegh-Guldberg (1805-1869). Han førte opsyn med distrikslægens arbejde og ind- og udskrev patenter. Han havde bl.a. været medlem af Kommissionen ang. Sundhedspolitiet i Danmark. 

Frederik Adolph Uldall (1806- 1873) var 1843-1871 landfysikus i Sjællands nordre fysikat.

Stændervalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 3die Præstekreds, i Tønder, er der, efter K. E., "kun" strøget 2 Præster, nemlig de to konstituerede Præster paa Sylt, Møller og Frenssen, af hvilke nu Møller af Regjeringen er bleven udnævnt til virkelig Præst; kan han saa være "berygtet"? eller kan Nogen endog fungere som Præst, der af andre Embedsmænd erklæres for ikke at være uberygtet og af denne Grund at skulle miste sine statsborgerlige Rettigheder? Eller kunne andre Embedsmænd berøve den, som beklæder Statens Embede, Statsborgerret? Maa ikke Embedets Udøvelse og Værdighed beskytte mod en slig Spoliation? I samme Kreds notedes Præsterne endda ikke med at see 2 Colleger strøgne, men af flere af dem forlangtes ogsaa Strygning af 14 "Brødre i Kirkens Tjeneste". I denne Præstekrig sejrede de tog ikke dengang, thi i Valgbestyrelsen var der lige mange, 3, for og imod og Bestyrelsens Formand gav da Udslaget for, at de 11 ikke ogsaa skulde ud af Kredsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. november 1860).

I 17de slesvigske Landvalgkreds (Tøstrup, Gelting, Quern, Steinberg, Sterup, Esgrus, Sørup) skulle, efter I. Av., - ca. 1000 valgberettigede Grundejere være strøgne af Valglisterne! Flensb. Av. slutter, meget oprigtigt, at hvis man ikke har taget det anførte Tal for fuldt, og den anfører ingen egentlige Data herimod, saa er der ikke mange Vælgere tilbage. - Saa meget er da vist, at i samme Valgkreds havde man forrige Gang strøget saa kraftigt, at en heel Landsby gik ud af Valgtexten.

I Flensborg er indgivet en Protest imod Stændervalget. Beretninger derfra i Alt. M. og Itzeh. Av. klage over, hvad Byens eneste Avis betegner som Fabel, at det ministerielle Partie ved sin Agitation ikke blot skulde have skræmmet afhængige Smaaborgere, men at Politiemesteren, som ikke hører til Valgbestyrelsen, havde i Uniform været tilstede hele Dagen og gjort Notitser ved Stemmegivningen og ladet uddele Valgsedler ved Politiebetjentene.

Ved et Valggilde, efter at Pastor Christiansen af Middelby var valgt til Stænderdeputeret i Flensborg for tredie geistlige Valgkreds, holdt Pastor Koch af Burkal, som ikke havde faaet fleer end 2 Stemmer, uagtet Bladene havde designeret ham til Deputeret, en Tale til den Valgte, som fortjener at betragtes lidt nøiere. Christiansen sagde nemlig i sin Tak til Valgdirecteuren for det udbragte Velgaaende, at "han ønskede, at Forhandlingerne i næste Forsamling maatte blive førte saaledes, at hver dansk Mand, som elskede Konge og Fædreland, maatte kunne følge dem med Glæde, og at han for sin Person efter bedste Evne vilde medvirke hertil." Dette greb nu Koch og yttrede, at det var værd at slaae fast. Vi forstaae desværre nok hvorfor, Christiansen meente sikkert Ordet "dansk" i undersaatlig, i politisk Betydning, uden alt Nationalitetshensyn, hvilket fremgaaer af hans tidligere sindige og upartiske Stænderfærd; men Koch vil slaae det fast som Partieord. Og til yderligere Tydelighed sammenligner han nu - ad en Omvei - Pastor Christiansen i sin tidligere Upartiskhed med "Buridans Æsel, der stod midt imellem to Knipper Hø". Ved Knipperne tænker Koch saaledes paa det danske og det tydske Bundt af Partiemænd. De burde dog begge, især da det danske, altid have for Øie, al der gives en høiere dansk Eenhed, det hele Danmarks, Statens, som de begge gaae ind under, og som de med Tak, ikke med Spottegloser, skulde hilse Anerkjendelsen af, især naar den skeer med den Ærlighed og den Sagtmodighed, som sikkerlig har ligget i den saa samvittighedsfulde Pastor Christiansens Ænske. Vi ville søge et heldigt Forvarsel deri, at denne Deputerede er fra - Middelby! (Indsendt til Staten).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1860)

I Byen Slesvig har Stændervalget, trods Strygningen af den hidtilv. Deputerede Marqvardsen eller paa Grund af Strygningerne (efter K. C. vare 300 strøgne), især været stærkt imod den slesvigske Styrelse. Imedens Petersen og Tüxen valgtes med resp. 232 og 200 St.: naaede, med de fleste Stemmer derefter. Modpartiets Candidater, Skorsteensfeierm. Peschke og Muurm. G. Jessen, kun resp. 37 og 22 Stemmer. Flensb. Av. betragter endog Valget for saa vidt som et foreløbigt Dækningsvalg, idet man venter, at Suppleanten paa Grund af sin høie Alder vil gaae af. Der vil da hengaae 8 Uger til at foretage et nyt Suppleantvalg, under hvilken Frist man da haaber den udelukkede forrige Repræsentant Marqvardsen atter optagen paa Valglisten. Naar han da er valgt, vilde den nyvalgte Deputerede træde tilbage og Marqvardsen træde i hans Sted. Petersen er født i Angeln og en Ven af en af Oppositionens Førere, Rigsraadsmedlem Hansen-Grumby. Amtmanden, Kherre. Holstein, forbød ved Valghandlingens Slutning at udbringe et Hurra for de Valgte! - Den 9de Valgkreds, hvor, som igaar berettet, ogsaa Oppositionens Medlemmer gjenvalgtes og hvortil Flensborg, eft. Db., "var overfyldt af Bønder, der vare strømmede ind til Valget", tæller ogsaa endeel Sogne i Angeln, nemlig Adel by tæt ved Flensborg, Rüllskov, Hyrup, Munkbrarup, Grumtofte og Nykirke. Efter Flb. Av. "have forøvrigt ogsaa her, som i andre Kredse, Forskjellige (forgjæves) protesteret imod Udelukkelse fra Valglisten". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1860)

Erindring om Danmark og St. Croix: Smørum Skole, 1860. (Efterskrift til Politivennen).

Smørumovre Skole (1860) blev bl.a. opført af rigdom skabt ved slavearbejde på fx St. Croix . Pengene blev doneret af godsejer Friederich Wilhelm Tutein (1791-1867), Edelgave. Wilhelm var søn af den københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens engagement som handelsfolk på St Croix rækker tilbage til slutningen af 1700-tallet. Og rigdommen skabt bl.a. ved sukkerraffinaderierne på St Croix.

Johann Friederich Tutein (1757-1853) ejede plantagen Whim på St. Croix (nu museum), samt muligvis andre plantager på øen. Selv var han formentlig aldrig på øerne. Han var en halvnevø af John (Jean Friederich) Tutein (1762-?), og søn af storkøbmanden Peter Tutein (1724-1799) og Pauline F. Rath, Vimmelskaftet. Han varetog formentlig husets interesser der. John Tutein levede i et "naturligt ægteskab" med en farvet kvinde, Maria Susannah van Berenhoudt, og de fik 6 børn sammen. Ægteskab mellem sådanne kunne ifølge loven ikke lade sig gøre. (Dansk Vestindisk Selskab, marts 1991.)

En artikel fra den 1. november 1860 i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende er et eksempel på dn fortælling man dengang havde om den uegennyttige godsejer som gennem sin gave var et lysende eksempel for landsbyens beboere. Man får indtryk af en Guds repræsentant på jorden:

Ny skolebygning.

Tirsdag den 2. oktober d. å. blev en i Smørumovre opført ny skole højtidelig indviet. Indvielsen der foretoges på en smuk og værdig måde af herredsprovsten, sognepræst Boisen til Gentofte, overværedes af stiftamtmanden, stedets sognepræst, sogneforstanderskabets medlemmer, skolebørnene og så mange af pastoratets beboere, som pladsen på nogen måde kunne tillade. Før og efter talen blev en salme afsunget, hvornæst sognepræsten kort henvendte sig til de tilstedeværende sognebeboere og gribende opfordrede dem til ikke blot at påskønne, men også efterligne det smukke eksempel på opofrelse og godgørenhed, som med hensyn til skolens opførelse var givet dem af godsejeren, idet nemlig denne ganske for egen regning har ladet samme bygge. Efter at det ved befolkningens tiltagende stærkt voksede antal skolesøgende børn havde gjort en forøgelse af lærerkræfter nødvendig, og man efter omhyggelig overvejelse var blevet enig om, at denne efter de lokale forhold rettere måtte tilvejebringes ved en hjælpelærers ansættelse end ved en deling af skoledistriktet, måtte det i denne anledning fornødne skolelokale forskaffes, og da derhos skolen, foruden at være meget indskrænket i plads, var gammel og brøstfældig, besluttede man sig i afvigte forår til at bygge en helt ny med 2 rummelige skolestuer og beboelseslejlighed for begge lærerne, samt derefter indrette den gamle skolebygning til udhus og nedbryde den hidtilværende lille og mådelige udlænge. Tegning og overslag forfattedes, og de approberedes af skoledirektionen, men nu stod de fornødne midlers tilvejebringelse tilbage; at ligne udgifterne på distriktets beboere ville være urimeligt og lod sig desuden ikke gøre, da det for mange af dem ville blive en uoverkommelig byrde; man måtte altså tage sin tilflugt til lån, men der viste sig vanskelighederne ved at få sådant; man ansøgte forskellige derom, men forgæves - da tilbød ejeren af Edelgave, H. B. Tutein, at bygge skolen for sin egen regning og skænke sognet samme. Dette ædelmodige tilbud blev naturligvis medtaget med glæde, og det var denne så betydelige og uegennyttige gave, der ovennævnte dag højtidelig indviedes og overdroges til sognet. Giveren har derved sat sig et skønt og varigt minde, og sognet har ikke alene uden mindste udgift fået en smuk og hensigtsmæssig skolebygning, men også en solidere og bedre, end det ellers ville have fået, idet giveren i det væsentlige har fulgt den approberede tegning, men dog ladet foretage adskillige store bedringer derved, hvoriblandt man kun skal fremhæve, at der er indrettet kælder, og at murene er bygget højere, hvorved skolestuernes kubikindhold er forøget, ligesom også lærernes lejlighed er gjort større, og skolen er nu en smuk og bekvem indrettet grundmuret og teglhængt bygning med en frontespice, forsynet med ur. Inventariet er ligeledes af hr. Tutein bekostet nyt anskaffet. Beboerne har som bevis på deres erkendtlighed over hovedindgangsdøren ladet anbringe en marmorsten med følgende indskrift i forgyldte bogstaver:

"1860. Denne Mindesteen satte taknemlige Beboere af Lidø og Smørum Sogne for Hr. Godseier Vilhelm Frederik Tutein. Lukas 7, 4-5: Han er vel værd, at vi gjøre ham dette, thi han elsker sit Folk og har bygget os vor Skole."

Ved at anmelde foranstående kan indsenderen ikke undlade at bringe endnu et andet træk af hr. Tuteins og frues varme og ædelmodige omsorg for skolevæsnet til offentlig kundskab, og han gør det så meget hellere. som det efter hans mening måtte anses for særdeles ønskeligt, om ret mange ville efterligne dette eksempel. Pigebørnene modtager i vore landsbyskoler, som bekendt, aldeles ingen undervisning i håndarbejde, og hvad de lærer deraf er derfor indskrænket til hvad mødrene kan bibringe dem i hjemmet; men det vi let indses, at dette, navnlig for den fattige husmands og indsidderes døtre, vil af flere grunde være højst ufuldkomment. og dog er syning af stor vigtighed for dem under deres senere liv. I erkendelse heraf har de nævnte velgørere allerede for 4 år siden oprettet en syskole på Edelgave, hvori enhver af pastoratets beboere, som måtte ønske det, kan få sine døtre 2 gange ugentlig få fri undervisning i syning. Denne sjældne uegennyttighed har også vundet levende påskønnelse, syskolen er blevet meget stærkt benyttet, selv af konfirmerede piger, og eleverne har under den omhyggelige og samvittighedsfulde lærerindes vejledning gjort meget god fremgang.

Smørumnedre Skole. I gavlen er indsat en plade hvor bønderne i sognet udtrykker deres taknemmelighed til godsejeren over hans gavmildhed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tutein havde i 1855 stemt for indskrænkninger i Grundloven som var et demokratisk tilbageskridt i forhold til Junigrundloven af 1849, og Vilhelm Tuteins syn på de sorte arbejdere på St. Croix har formentlig været repræsentativ for danskernes syn generelt. Grundlaget var lagt i 1500-tallet. Europæerne havde dengang bl.a ved den katolske kirkes aktive medvirken, givet slaveri en helt ny dimension: racisme. Farvede - fx den oprindelige befolkning i Amerika og Indien -  som sammenlignelige med børn, og sorte som sammenlignelige med dyr. Med denne ideologiske ballast kunne man nærmest betragte det som en vennetjeneste at forsøge at civilisere de vilde gennem slaveri.

Protestantismen modererede disse forestillinger i oplysningstiden, baseret på såkaldte videnskaber som fx eugenik, og baseret på kristen ideologi. I begge fandt man argumenter for at sorte var en mindreværdig race. Dette syn var almindeligt til langt op i 1900-tallet: Det kunne være blevet knæsat som lov i Danmark i 1930erne, det blev en del af Nazityskland 1933-45, det fandtes i nogle stater i USA op til 1960'erne, og i Sydafrika til 1990'erne. 

I starten af 1800-tallet var der opstået bevægelse som forsøgte at modgå dyremishandling, Politivennen indeholder mange artikler om dette emne. Og det kom også de sorte til gode: Borgerskabet begyndte at føle medynk for de mishandlede, mente at de skulle behandles ordentligt. På St. Croix blev det dog i vid udstrækning fortsat, se det tidligere udsendte materiale. 

Vilhelm Tuteins velstand kom ikke de sorte arbejdere og deres efterkommere på St. Croix til gode. I stedet forærede han en skole til Smørum. Skolens formål i 1800-tallet var at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. 

Bønderne skulle arbejde for godsejeren med at vedligeholde Hvedstrup kirke hvor præsten søndag efter søndag som en lovlydig præst i tidens ånd formentlige prædikede at de skulle kende deres plads under godsejeren. Godsejerens indgik en overenskomst med bønderne om at de kunne betale sig fra dette pligtarbejde ved en årlig pengeydelse. Dokumentet er underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8 januar 1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.