Kjønnenes Indflydelse paa Forbrydelserne. (Efterskrift til Politivennen)

At Kjønnet maa have en ikke ringe Betydning baade med Hensyn til Arten af Forbrydelser og Mængden af dem, ligger i Sagens Natur, og Erfaringen har ogsaa fuldkommen stadfæstet dette. Ifølge den Oversigt, som er meddeelt i "Statistisk Tabelværk", fandtes der i Kongeriget i Tidsrummet fra 1841 til 1855 for hver 100 domfældte Forbrydere af Mandkjøn mellem 37 og 38 Forbrydere af Qvindekjønnet. Sammenligner man dette Forhold med tidligere Tid, viser der sig en Forandring til Gunst for Qvindekjønnet, om hvilken det med Rette bemærkes, at den er saameget mere tilfredsstillende, som Qvindekjønnets Moralitet har en saa væsentlig Indflydelse paa Samfundsforholdene og Folkets hele sædelige Tilstand, og som Qvindekjønnet hos os hidtil i et større Forhold end i de fleste andre Lande i Sammenligning med de mandlige Forbrydere, gjorde sig skyldig i Lovovertrædelser. Skjøndt Forholdet har forbedret sig, er det dog endnu ikke lidet ugunstigere end i Sverrig, Frankrig og England, men det stiller sig rigtignok meget forskjelligt i de enkelte Dele af Kongeriget. Det er slettest i Hovedstaden, hvor over en Trediedeel af samtlige Domfældte vare Fruentimmer, men bedst i Præstø Amt, hvor ikke engang en Femtedeel af de Domfældte hørte til dette Kjøn. Nærmest Kjøbenhavn staae Bornholms, Aalborg og Thisted Amter. En af Grundene til det forholdsviis store Antal af qvindelige Forbrydere i Kjøbenhavn maa ganske vist søges deri, at der forholdsviis lever et meget stort Antal ugifte Fruentimmer i Hovedstaden. Det fremhæves nemlig som en Kjendsgjerning, at der overhovedet begaaes flere Forbrydelser af Ugifte end af Gifte, og at dette navnlig er Tilfældet for Fruentimmernes Vedkommende. At dette er saaledes, fremgaaer blandt Andet deraf, at der i Straffeanstalterne findes næsten fire Gange saamange ugifte som gifte Fruentimmer, medens Antallet af ugifte Fruentimmer over 20 Aar er 3/10 mindre end de Giftes. Men Antallet af de ugifte Fruentimmer er forholdsviis større i Hovedstaden end andetsteds, og navnlig fremtræder Forskjellen stærkt ligeoverfor Landet. En anden Grund til at der i Hovedstaden forholdsviis begaaes langt flere Forbrydelser af Qvindekjønnet end andetsteds, ligger i den større Usædelighed, som finder Sted her. At de uægte Fødsler ere langt hyppigere i Kjøbenhavn end andetsteds, maa selvfølgelig ogsaa have en betydelig Indflydelse paa Forbrydelsernes Tilvæxt overhovedet og i Særdeleshed paa Mængden af qvindelige Forbrydere. Den Nød og Elendighed, der som oftest er den endelige Følge heraf, er en mægtig Drivefjeder til Krænkelse af andres Ejendomsret Undersøger man, hvilke Forbrydelser der hyppigst begaaes af Fruentimmerne, viser det sig, at de hyppigere begaae Forbrydelser mod Ting end mod Personer, og dette fremtræder end klarere, naar man seer bort fra Forbrydelse mod Sædeligheden, som ere henregnede til den sidste Hovedklasse af Forbrydelser, og som i Sammenligning med andre Forbrydelser naturligviis begaaes forholdsviis langt hyppigere af Fruentimmer end af Mandfolk. Det er ret charakteristisk, at Hæleri, begaaet første Gang, oftere udøves af Fruentimmer end af Mandfolk. Overhovedet fremgaaer det af Oversigten, at de Forbrydelser, til hvis Udførelse, Styrke og Dristighed behøves, sjeldnere begaaes af Fruentimmer, hvorimod de Forbrydelser, til hvis Udførelse Snedighed og List er tilstrækkelig, hyppigere begaaes af dem. Omtrent to Femtedele af alle forsætlige Drab begaaes af Fruentimmer, men dette forklares derved, at Fostermord opføres under denne Rubrik.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juni 1861).

De dansk-vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redakteur! "Dagbladet" indeholdt den 30te Mai en Artikel i Anledning af Hr. B. Birchs Udnævnelse til Gouverneur for de danske vestindiske Besiddelser. Da denne forekommer Indsenderen at indeholde ikke faa Urigtigheder og at være grundet paa tildeels falske Forudsætninger, skal jeg udbede mig Tilladelse til at imødegaae denne, idet jeg tør antage, at en varm Interesse for Kolonierne i Forening med en Deel Kundskab til de derværende Forhold vel berettiger mig til at udtale en begrunddet Anskuelse om Tilstanden, medens "Dagbladet"' selv indrømmer, at det ikke fjender til Koloniernes Anliggender, men kun kælder Dem i Kraft af visse almindelige Sætninger over et Regjeringssystem, der svæver for det i en vis taaget Almindelighed.

"Dagbladet" antager, at det var det Heldigste for kolonierne, om Selvregjeringen blev gjennemført, og det henviser i saa Henseende til det System, som følges i de engelske Kolonier, til Australien, hvor Parlamentet indsætter og afsætter Ministre osv. Det er jo rigtignok ikke sandsynligt, at det vilde være heldigt, om de 37,000 Indbyggere i de danske Kolonier fik et Parlament med denne Myndighed; men dette Sammenligningspunkt kan man saameget snarere lade falde, som de engelsk-vestindiske Kolonier ikke have denne Myndighed, som Forfatteren vil tillægge de danske, men tvertimod tildeels staae i et ikke ringe Afhængighedsforhold til Moderlandet. Sammenligningspunktet staaer saaledes "Dagbladet" feil. Jeg skal imidlertid ikke bebreide det denne Unøiagtighed; det vilde være ubilligt at forlange, at det skulde kjende de engelske Kolonialforhold, da det efter sit eget Sigende ikke kiender de danske.

Hovedsagen er den: Besidde vore Kolonier Betingelserne for Selvregjering, attraae de denne, og er Regjeringssystemet et saadant Centralisationsmaskineri, som "Dagbladet" fremstiller.

Naar man sammenligner de engelske Kolonier og vore Kolonier, maa man stadig fastholde, at de første ere befolkede, - idetmindste hvad den hvide Befolkning angaaer - af den samme Stamme, som hersker i England, eller ialtfald har denne en afgjort Overvægt. Det er saaledes baade forklarligt og rigtigt, at de samme Institutioner, som gjælde i Moderlandet, overføres til kolonierne, og dog er dette ingenlunde skeet i saa udstrakt Maal, som man antager. Selv denne deelvise Indførelse har imidlertid langtfra altid virket heldigt, den har flere Kolonier frembragt et trykkende Oligarki, over hvilket der føres stærke Klager. I vore Kolonier er derimod, som bekjendt, det danske Element ikke synderlig stort. Befolkningen er sammensat af Englændere, Amerikanere, Spaniere, Franskmænd, Tydskere og flere andre Nationer, hvoraf Mange aldeles ikke nære Interesse for Danmark: ikke faa af Beboerne - navnlig paa St. Thomas - stræbe kun saa hurtig som mulig efter at tjene sig en Formue for derefter at forlade Øerne; de kunne derfor kun nære en meget indskrænket Deeltagelse for disse, og det gjælder for dem om, i den Tid, de opholde sig her, at undgaae saavidt muligt alle Slags personlige og materielle Offre. Hertil kommer, at Negrene udgjøre den langt overvejende Deel af Befolkningen, og disses Tarv maa det væsentlig paaligge Regjeringen at paasee. Det kan vel ikke betvivles, at et Kolonialparlament med meget udstrakt Lovgivning og parlamentarisk Myndighed paa ingen Maade vilde fortrinsviis drage Omsorg for disse, som ingen Repræsentation vilde kunne faae.

Men lad os nu forudsætte, at disse Mangler vilde rette sig af sig selv, hvilke rigtignok er meget usandsynligt, Eet er der dog, som man ikke kan lade ude af Sigte, og det er, at man ikke kan paatvinge en Befolkning, der direkte eller indirekte erklærer sig uvillig og uskikket dertil. Retten til Selvregjering, og den koloniale Befolkning har afslaaet denne Ret. Da der i sin Tid blev forelagt en Deel af Øernes mest anseete Mænd et Udkast til en Koloniallov, hvori der var tilstaaet Kolonialraadet en vis lovgivende Myndighed, fraraabte et større Antal af disse Notabler meget bestemt at tilstaa det tilkommende Raad nogen lovgivende Myndighed, og der er ikke senere gjennem Kolonialraadet, Øernes lovlige Organ, fremkommet noget Andragende om en saadan Myndigbed. For at opnaae Rettigheder kræves, at man er villig til at opfylde de Pligter, som Rettighederne medføre; det vilde være baade latterligt og skadeligt at paatvinge Folk Sevregjeringen, naar de vise sig uvillige til at modtage den, men denne Forpligtelse har man ikke faaet Øinene op for: man er utilfreds med, at Regeringen ikke skaffer Beboerne Alt, hvad de ønske, men det falder dem ikke ind selv at forene sig, selv at stræbe at opnaae, hvad de ønske. Det er bekiendt nok, at man paa St. Thomas ikke har kunnet bevæge en eneste Mand, hverken blandt Embedsmændene eller blandt Borgerne, til det Offer at tage Sæde i Kolonialraadet. Man giør gjældende, at man der vil være i Mindretallet, at St. Croix's Interesser have Overvægten over St. Thomæ, og at det er altfor stor Ulejlighed at reise over til St. Croix og sidde i Raadet nogle Uger. Man gider ikke engang havt den Ulejlighed gennem Kolonialraadet at fremsætte et Ønske om en Forandring. Holstenerne mødte dog i Rigsraadet og protesterede; men det Offer vil St. Thomas ikke bringe, man vil ikke skylde sine egne Anstrengelser Noget. Det er langt nemmere at faae, hvad man ønsker, uden Møie. Undersøger man, hvorledes Kolonialraadet har virket, og betragter man navnlig det sidste Kolonialraads Møde, vil man finde, at dette just ikke bærer Spor af stor Iver for at bringe gunstige Resultater tilveie. Det er ganske vist langt nemmere at henkaste løse Antydninger fremfor at have den Ulejlighed at drøfte, hvad der er forelagt, og at stille bestemte Forslag, men derved godtgjør man ikke, at man har Tilbøielighed eller Evne til Selvregjering. Det vilde ikke være vanskeligt at give Exempler paa, paa hvilken uheldig Maade man praktisk opfatter Selvregjeringsprincipet derude, man er ikke meget tilbøielig til at benytte den Myndighed, man har, til at fremme de immaterielle Interesser, og det kunde vel ikke være vanskeligt at godtgjøre, at Omhuen for nogle enkelte Mænds pekuniaire Velvære her spiller en overordnet Rolle, og at man tager Regeringen det ilde op, naar den gjør nogen Indsigelse med de mest iøinefaldente Misbrug i saa Henseende og stræber at værne om Skatteydernes Eiendom med Bestyrerne af denne.

"Dagbladet" synes dernæst at svæve i den besynderlige Vildfarelse, at det er Regeringen om at gjøre, at regjere og kontrollere Alt alene for at regjere og kontrollere. Dermed synes det nu rigtignok ingenlunde at stemme, at de koloniale Aviser hyppig henvise til forskjellige "hints" fra den afgaaede Gouverneur, hvori han opfordrer Kolonierne til selv at handle, til selv at lægge for Dagen, at de ville og kunne udrette Noget. Man nøies ikke med denne Paastand for Gouvernementets Vedkommende, man lader Beslutningen gaae videre og bebreider Regeringen herhjemme, at den ogsaa vil centralisere og styre i det Enkelte; det vilde dog være besynderligt, om man skulde være tilbøielig til herhjemme fra at indblande sig i allehaande Enkeltheder. Man pleier dog just ellers ikke at beskylde Kontoirerne for en overdreven Tilbøielighed til at skaffe sig Forretninger paa Halsen. Jeg kjender ikke Regjeringens Hensigt med Hensyn til Kolonierne; men skal jeg dømme efter hvad jeg har seet i de vestindiske Aviser og Kolonialraadstidenden, udgaae Hindringerne ingenlunde fra Regeringen, der er meget tilbøielig til at indrømme Kolonierne saamegen Selvregering som mulig, saasnart de vise Tilbøielighed til at opfylde de Pligter, som Selvregjeringen paalægger, og der forekommer Ønske derom gjennem Koloniernes lovmæssige Organer.

Det er let forstaaeligt, at Hr. Birchs Udnævnelse er kommen ikke Faa utilpas og har vakt en vis Irritation. "Dagbladet" fremhæver hans ualmindelige juridiske Dygtighed, utrættelige Arbeidsomhed og hans pletløse Redelighed og Samvittighedsfuldhed. Disse Egenskaber ville ganske vist i og for sig - det maa man dog indrømme - være i høi Grad ønskelige for en Gouverneur, men de skulle alle skjæmmes af en stor Feil, hans Skrivelyst, som skal have gjort ham til en Mr. Fordyce. Det er nu ikke troligt, at "Dagbladet" selv skulde troe paa det Billede, som det opstiller, og naar man reducerer Billedet til en passende Maalestok, samt tager Hensyn til, hvad der for Skriveriets Vedkommende skyldes del almindelige danske Administrationssystem, fra hvilket Hr. Birch naturligviis ikke kan løsrive sig, og som ganske vist har den Feil, at det medfører for meget Skriveri, vil man finde, at det er Hr. Birchs stærke Pligtfølelse, der egentlig gjør ham uskikket til at være Gouverneur. Han arbeider selv maaskee over Evne, han holder strengt sine Undergivne til det Samme, og han er saaledes et Forbillede paa Pligtopfyldelse, som det vel maa være ønskeligt for Regjeringen at opstille som Mønster, men denne Egenskab er for en Deel af Koloniernes Beboere netop en væsentlig Mangel. Man har i forrige Tider været vant til at see Gouverneuren præsidere ved glimrende Dinerer, man har været vant til at nyde Nutiden, det enkelte Aars glimrende Høst uden at tænke paa Fremtiden, det kommende slette Aar: man har været vant til at blive kælet for, at faae, hvad man ønskede ved underhaanden at pege derpaa, at see Statens Gods blive betragtet som Vraggods, at tage hyppige og langvarige Permissioner, at nøies med at tale om Sagerne istedetfor at arbeide, men Hr. Birchs Udnævnelse sætter en Bom herfor, det er en Fortsættelse af det System, som Regieringen har fulgt i de senere Aar. Hvad Mange havde ønsket, var ikke at faae en Fordyce, men en Micawber, som holdt lange Taler, og Intet gjorde, som altid saae Noget i Horizonten, som kunde give gode Maaltider, og lade dem, der ønskede det, skalte og valte og suge sig fulde af Statens og Kommunernes Ejendomme.

At det er Regjeringens Maal, at føre Kolonierne frem med Selvregjering, tyder Alt hen paa; men det maa ikke oversees, at man ikke i Vestindien i saa Henseende kan følge samme Principer som i Europa. Man kan ikke der sige, Selvregjeringen er selv den bedste Opdrager; de Mangler, som den fører med sig, ville bedst bidrage til at skaffe dygtige Ledere og opdrage Folket, thi i Kolonierne er Hovedbestanddelen af Befolkningen nylig emanciperede Slaver, som ingenlunde, hvad Erfaringen altfor klart har godtgjort, ere skikkede til Selvregjering, og paa den anden Side kan man ikke paa een Gang give den i et Oligarchies Hænder. Regjeringen maa her lede; den kan ikke strax overlade Alt til Befolkningen selv; den maa have paa Gouverneurposten en i enhver Henseende fuldstændig paalidelig og pletløs Mand, som med Opoffrelse af alle personlige Hensyn gjør sin Pligt. Netop fordi Gouverneur Birch fuldstændig kjender og er Herre over det nuværende System, kan han forbedre og iværksætte Overgangen til Reformer, en Betragtning, som vistnok i ikke ringe Grad har gjort sin Indflydelse gjældende ved hans Udnævnelse.

Kun gjennem de allerstærkeste Hyperbeler kan man komme til Flosklerne om de tildøde regjerede Beboere osv. Det er ligesaa ufornødent at omtale disse, som f. Ex. at dvæle ved Embedskumulationerne, der bestaae i, at der paa St. Thomas til en Befolkning af 12,500 Indbyggere findes, foruden Told- og Postvæsenets Personale, 7 kongelige Embedsmænd, eller Postplagerierne sammesteds, som bestaae i, at Brevene i Henhold til en, saavidt erindres , eenstemmig vedtagen Anordning af Kolonialraadet, uddeles gjennem Postkontoiret istedetfor at henkastes i den første den bedste Privatmands Bopæl, eller den mærkværdige Plantageadmimstratien, som bestaaer i, at Regjeringen ingen Plantager administrerer osv.

K. A. P.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1861)

Guvernør Vilhelm Ludvig Birch (1817-1871) var uddannet jurist og fik 1844 tilladelse til at procedere på prøve ved den vestindiske landsoverret. 1845 blev han garnisonsauditør og advocatus regius på Skt. Thomas og 1847 overretsprokurator i Vestindien. 1851 blev Birch guvernementssekretær. Ved guvernør Frederik Schlegels fratræden 1860 konstitueredes han som guvernør, og året efter fulgte den endelige udnævnelse. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birch førte forhandlingerne om udformningen af kolonialloven af 1863 og dernæst dens gennemførelse samt salgsforhandlingerne om Skt. Thomas' og Skt. Jans afhændelse til USA. Plantagedriften havde ikke Birchs store interesse. Dog arbejdede han ihærdigt på at løse plantagernes arbejdskraftsproblem gennem immigration, ligesom han brugte sin indflydelse i kolonialrådet til at sikre plantagearbejderne tålelige vilkår; af sidstnævnte grund var han ikke populær blandt alle plantageejere. Februar 1871, kort før B.s død, flyttedes guvernørens sæde fra Christiansted på Skt. Croix til Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Birch der var en udpræget embedsmand fik det eftermæle at han havde været en retfærdig og hæderlig mand der flittigt havde arbejdet for øerne.

Pintsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pintsen er for de Danske og navnlig for Kjøbenhavnerne omtrent det Samme, som 1ste Mai er er Svenskerne. I Pintsen maa og skal Enhver, hvem det blot er muligt, ud at lufte sig selv og de nye "Foraars og Sommerstykker", ligegyldigt om Thermometret viser 20 R. i Skyggen eller slaaer paa Nulpunktet, som Tilfældet var første Pintsemorgen ved Solopgang. Denne Lyst eller rettere Trang til at komme ud i Pintsen er saa ret bekjendt, at der fra alle Sider spekuleres i den saavel i Stadens nærmeste Omegn som paa de fjernere Steder, hvortil Dampskibe og Jernbanerne i forholdsviis kort Tid kunne henflytte Stadens Beboere. Alle offenlige Forlystelsessteder i Nærheden ere beredte paa at modtage et usædvanligt Antal Besøgende, og deres Forventninger ere heller ikke dennegang blevne skuffede. Alhambra aabnede saaledes sin Saison i den tidlige Pintsemorgen med en Koncert, der var meget talrigt besøgt; og samtidigt spredte en Masse Mennesker sig paa de forskellige Beværtningssteder udenfor Byen, for at rekreere sig efter den kolde Morgentour i Frederiksberghave og Søndermarken. At Tivoli ikke blev glemt igaar især, da Veiret var betydeligt mildere, er begribeligt. Etablissementet var besøgt af næsten 18,000 Mennesker. Men ogsaa de fjernere Punkter havde deres forholdsviis stærke Besøg. Medens Extratogene paa Jernbanen bragte saamange Personer, som de kunde rumme, ud til den smukke skovegn ved Roeskilde og Sorø, dampede "Orion" gjennem Sundet til Kullen, "Zampa" over Kjøgebugt til Møen og det nette lille Dampskib "Isefjord" op af Roeskildefjorden til den smukke Egn ved Frederiksværk r Arresødal, alle opfyldte med Passagerer, der beundrede Naturen og forundrede sig over, at en første Pintsedag kunde være saa kold. De Passagerer, der kom til Sorø havde endnu en speciel Grund til Forundring, og det var den overordentlige Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed det er for den Reisende, at erholde nogensomhelst legemlig Føde i denne lærde lille By. Skeer der ingen Forandring til det Bedre i denne Retning, vil det være aldeles nødvendigt, at en af 3die Klasse Waggoner, ved fremtidige Extratog indrettes til en Art Omnibus restaurant.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. maj 1861).

Tumult i Roskilde 14de Mai 1861. (Efterskrift til Politivennen)

Constant Dirckinck-Holmfeld (1799-1880) var i 1806 sammen med faderen optaget i den danske adel. 1813 kom han til København. Han blev 1818 cand.jur. i København, 1819 i Kiel og derefter volontør i Tyske kancelli. 1829 amtsskriver i Schwarzenbeck amt i Lauenburg, fra 1831 med titel af amtmand. Han skrev flittigt om tidens aktuelle politiske og filosofiske spørgsmål. Flere af hans værker findes på Google Books. Som redaktør af Politisches Journal 1838–40 blev han ramt af censur. Han var hverken tilhænger af enevælde eller demokrati, men helstatsmand og gik ind for både den danske og den tyske nationalitets ret i monarkiet og et selvstændigt Slesvig som det forbindende mellemled mellem Danmark og Holsten i en føderativ stat.

I 1840 kom han til København hvor han blev dr. jur. og vedligeholdt sin forbindelse med danske i Sønderjylland. Christian 8. betalte ham for at skrive for ham. I den politiske debat i 1848 advarede han mod yderliggående standpunkter på begge fløje. 

I 1851 købte han den tidligere vandkuranstalt Maglekilde ved Roskilde, en firefløjet ejendom mellem Lille Maglekildestræde og Fiolstræde (nu nedrevet). Hans tilbøjelighed til at gå på tværs af de herskende holdninger gjorde ham mere og mere upopulær i offentligheden.

I starten af 1861 udgav han nogle flyveskrifter mod regeringens optræden over for de holstenske stænder. Se Google Books. Der var muligvis i dagene før markedet i Roskilde sendt politiske agitatorer fra København til Roskilde, for det var især i hovedstaden at de nationale gemytter var på sit højeste. Der var næppe nok i Roskilde til at rejse en så stor forsamling.

(Se også: Henrik Denman: Pøbeloptøjeri Roskilde i 1861)

Ikke tumulterne i maj 1861, men arveprins Frederik Ferdinands bisættelse i Roskilde i 1863. Oscar Carlson (1840-1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gadeoptøier imod Baron Dirckinck-Holmfeldt. En Korrespondent i Roeskilde skriver til os under 14de Mai:

Igaar Aftes imellem Kl. 10 og 11 blev Vinduesruderne i Maglekilde, Baron Constant Dirckinck-Holmfeldts Bolig og Ejendom, indslagne; saa beklagelig end denne Voldshandling i og for sig er, saa maa dog Baronens publicistiske Virksomhed, hvorved den antages fremkaldt, forekomme endnu beklageligere, og da det tør ventes, at han paa den ham ejendommelige Maade offenlig vil behandle den nævnte Tildragelse, stal jeg meddele en lille Skildring af samme.

Allerede iforgaars viste sig paa offenlig Gade Tegn til, at et Udbrud af den almindelige Uvillie imod Baronen, der her i Roeskilde altid har vidst at gjøre sig farlig misyndet, var i Gjære, idet han, naar han viste sig, forfulgtes med Haansord; ikkedestomindre tog Baronen ikke i Betænkning igaar, da det var Markedsdag, og da en Mængde Fremmede af alle Stænder, lokkede af det smukke Veir, havde samlet sig i Byen, offenlig at vise sig paa de mest befærdede Steder, hvoraf da Følgen blev, at han, overalt haanet og forfulgt, tyede til Politiet om Beskyttelse og, da han ligefrem blev truet med, hvad der vilde skee, forlangte dets Bevogtning af Maglekilde om Aftenen. Politiet indfandt sig ogsaa i sin største Styrke med Politimesteren i Spidsen længe før Kl. 10 paa Stedet, hvor der endnu ikke viste sig noget Tegn paa det frembrydende Uveir; først omtrent Kl. 10 begyndte smaa Hobe at komme tilsyne paa sforskjellige Sider af den meget omfangsrige Bygning, og Rudernes Indslagning ved Hjælp af Stene var snart i livlig Gang, uden at Politiet trods al Anstrengelse formaaede at forhindre det, da de enkelte Hobe hurtig veg tilbage for det, hvorsomhelst det kom hen, men kun for ligesaa hurtig at samle sig, forsynede med nye Stene, paa andre Punkter, idet der paa alle Sider af Bygningerne er anbragt en Mængde Vinduer og der altsaa er rigelig Lejlighed til at slaae Ruder ind; desuden vedligeholdt mange spredte Individer fra dækkede Stillinger et heftigt Bombardement, uden at det paa Grund af Mørket var muligt at faae dem fat. Først omtrent Kl. 11, men dog forinden den tilkaldte Styrke af Borgervæbningen havde kunnet samle sig, formaaaede man at standse det paabegyndte Ødelæggelsesværk, der vistnok kun ved Politiets Anstrengester indskrænkedes til det nu synlige Omfang, thi Lysten til at gaae Bygningernes Ejermand saa nær som muligt var meget fremtrædende blandt Angriberne. Der er maaskee neppe en heel Rude i hele Maglekildes Ydervinduer tilbage, og mulig har en eller anden større Steen ramponeret Møbler eller Andet inde i Bygningen; men Ingen af Urostifterne betraadte dog denne. Baron Dirckinck kom selv aldeles ikke tilsyne under hele Optrinet, uagtet det er bekjendt, at han var hjemme; derimod søgte hans Portner at afværge Angrebet ved en lille Tale, og en af hans Sønner saaes stadig ved Politiets Side, tilsyneladende fornemlig for at mærke sig og udpege enkelte Angribere, hvoraf dog, saavidt vides, Ingen blev sat fast, da Mørket og Mængden i Forbindelse med Politiets heri Byen naturligviis ringe numeriske Styrke forhindrede Forfølgningen; hvad iøvrigt Angriberne angaaer, da hørte de til Folk af alle Slags, saaledes som et Marked pleier at føre dem sammen; dog var det aabenbart, at en, om end i hast aftalt Plan ledede dem.

(Dagbladet (København) 15. maj 1861). 

Dagbladets udlægning blev også citeret i Dannevirke 17. maj 1861

Politimesteren var justitsråd Feddersen. Baronen undslap fra sit hus og rejste til Korsør hvor hans familie senere sluttede sig til. Han vendte aldrig tilbage til Danmark. Dagen efter den 14. maj blev boligen påny angrebet og alt hvad der kunne nås udefra blev tilintetgjort inden hoben stoppede kl 5 om morgenen. Politi og borgervæbning udpegede nogle af lederne. 

De fleste danske aviser tog afstand fra volden, men kaldte den undskyldelig. Her nogle eksempler:

Flyveposten 16. maj 1861 noterede "Hvormeget Grund der end kan være til billig Harme over Hr. Baronens mere end hensynsløse Optræden i tydske Blade mod sine politiske Modstandere og sine egne Landsmænd, maae slige Pøbeloptrin dog i høi Grad beklages ... slige Forsøg paa Indførelsen af en Lynch-Justits kunne selv de meest graverende Omstændigheder ikke retfærdiggjøre."

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 17. maj 1861 ville vide at der var over 800 mennesker der bl.a. råbte "Ud med Slesvig-Holsteneren! Herud med Forræderen" og at der blev smadret over 300 ruder. 

Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 18. maj 1861 beklagede det skete, men tilføjede at "de gode Roeskilde Folk i Egenskab af Danske ere blevne saa stærkt udæskede og saa blodigt fornærmede af Baronen, at der er Meget, der taler til Undskyldning for, at de saaledes have skaffet sig en Art Satisfaktion."

Kun Jyllandsposten tog klart afstand fra såvel volden som undskyldningen af samme:

Inteligensmoral. Vi tro det nyttigt at udhæve, at det er i høi Grad dadelværdigt, naar Blade som "Dagbladet", "Folkets Avis" og efter dem naturligvis "Aarhus Stiftstidende" med synligt Velbehag dvæle ved Beskrivelsen af de pøbelaglige Optrin, der den 13de dennes om Aftenen fandt Sted i Roeskilde. Baron Dirckinck-Holmfeldt, der har sin Eiendom, "Magle-kilde", beliggende i Byens umiddelbare Nærhed, fik nemlig alle sine Ruder slaaede ind af en Sværm unge og gamle Gadedrenge. Samme Dag havde der været Marked i Byen, og allerede fra Formiddagen skal man have begyndt med at vælte sig ind paa Baronen, da han viste sig paa Gaden. Politiet var aldeles ude af Stand til at standse Optøierne om Aftenen, der først hørte op Kl. 11 efterat Borgervæbningen var tilkaldt, og næsten alle Ruder vare slaaede ind. Pøbelen har troet at finde en Berettigelse til en saadan Adfærd imod Baronen i den Omstændighed, al han i den senere Tid har udgivet i Tydskland et Skrift om vore Forhold, der baade skal være fuldt af sIesvigholstenske og reaktionære Anskuelser; men det behøver ikke nogen lang Udvikling for at forstaaes, at det røber liden Tro til sin Sag at ville bekæmpe en politisk Modstanders skriftlige Udtalelser med Stenkast og andre drengeagtige Vaaben. Ogsaa vi betragte Baronen som en Modstander i omtrent ethvert politisk Spørgsmaal, og naar vi ikke have forsøgt at bekæmpe hans sidste Skrift, som vi ikke engang have læst, saa er Grunden hertil, at vi, efter Baronens tidligere Skrifter, anse ham for en saa uskadelig Modstander, at det er unødvendigt at imødegaae ham, da hans Meninger i Reglen ere saa forvirrede at de neppe sinde Gjenklang udenfor Maglekilde, og maaske del nærliggende Bidstrup, samt hos nogle saa aristokratiske Personer. Men vil man endelig indlade sig paa at imødegaae en saadan Mand, saa bør man, af Hensyn til sig selv, for alting huske, at man ikke kan gavne Sandheden ved raa Overlast, og at man paa denne Maade hverken overbeviser en Modstander eller skaffer sine Venner nogen sand Glæde. Slige Selvtægtshandlinger ere altid strafværdige og farlige, fordi de dels ere et grovt Brud paa den offentlige Orden og tillige give et slemt Bevis paa Autoriteternes Lunkenhed eller Vanmagt.

(Jyllands-Posten 20. maj 1861).

Dagbladet (København) 22. maj 1861 citerede fra baronens egen version af historien i Altonaer Mercur samtidig med at de afviste og hånliggjorde den. Baronen angreb på skrift de redaktører som havde opfordret til lynchjustits. 

Efter flugten fra Roskilde bosatte familien sig i Hamburg. Her tog han i "Recht und Willkür in Schleswig" tyskernes parti i sprogsagen, men forsvarede efter Frederik VII's død Christian IXs arveret til hertugdømmerne og disses forbindelse med Danmark.

Dirkinck- Holmfelt-Optøierne. Under en af Overretten den 13de d. M. paadømt, fra Roeskilde Kjøbstads Extraret indanket sag, aktioneredes snedkersvend Niels Peter Sørensen Buck og Mesterbrænder Jens Pedersen for Deelagtighed i de den 13de og 14de Mai d. A. ved den Baron C. Dirkinck-Holmfeld tilhørende Eiendom "Maglekilde" stedfundne Optøier samt for Opsætsighed mod Politiet.

Hvad førstnævnte Tiltalte angik, var det oplyst at han under sin Tilstedeværelse ved den Sammenstimlen af Mennesker, som fandt Sted Aftenen den 14de Mai d. A. ved den ovennævnte Ejendom, havde i en ikke ringe Grad deeltaget i de stedfundne Uordener. Idet han. der erkjendte hyppig at have været i Spidsen for Urostifterne, havde ved Hujen og Støien samt ved at raabe "Fremad" opmuntret til Angreb; samt at han, hvem det gjentagne Gange af Politiet blev paalagt at forføie sig bort ikke blot ei havde efterkommet saadant Paalæg, men endogså ad flere Gange søgt at kaste det paa forskjellige steder posterede Politimandskab tilbage. Tiltalte havde derhos ei turdet benegte, at han havde opfordret den ham omgivende Hob til ikke, uagtet Politiets Befalinger, at forføie sig bort, samt at han under Tumulten med begge sine Arme havde grebet fat paa en Politilieutenant, som var iført sin Uniform, men som Tiltalte dog, efter sin Forklaring, i Mørket og Sværmen ei vilde have bemærket at være en saadan.

I Analogi af Forordningen af 5te Juli 1793 § 18 crf. 17 og Forordningen af 4de Oktober 1833 § 16 blev hans Straf bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

Betræffende den anden Tiltalte, Jens Pedersen, da var det af ham vedgaaet, at han, uagtet gjentagne Gange af Politiet paalagt at forføie sig bort fra Tumulten den 14de Mai om Aftenen, dog atter der havde indfundet sig, og navnlig havde befundet sig i den Hob, som tilsidst af Politiet med Magt maatte splittes ad, og at han, skjøndt kun een Gang, havde raabt Hurra, ligesom han eiheller havde dristet sig til bestemt at benegte, at han paa Opfordring af et Medlem af Politikorpset om at forholde sig rolig havde givet et afslaaende Svar.

Han blev anseet med en abitrair Straf af 15 Rd.s Mulkt til Roeskilde Kjøbstads Politikasse, (Flk. Av.)

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 19. september 1861.)

Dirckinck-Holmfeldt rejste sagen for Finansudvalget hvor han krævede erstatning da man ikke havde kunnet finde de skyldige i ødelæggelserne. Forsommeren 1870 advarede han den danske regering mod deltagelse i den fransk-tyske krig. Højt op i alderdommen fortsatte han at beskæftige sig med teologiske og politiske emner.

Mødet i Løgumkloster. (Efterskrift til Politivennen)

 I Lygumkloster holdtes den 25de f. M. et Møde, hvor man ogsaa udtalte sig for "større Frihed i Slesvig, ogsaa med Hensyn til Sproget". Det var et af de Formaal, som Gaardeier Refslund den Yngre, der indledede Mødet, stillede i Spidsen for Forhandlingen. Han foreslog, efter Hdl. Av., til Leder Skolel. Appel, "som udtalte sig i lignende Retning og navnlig betonede, at der var for liden Frihed i Slesvig og at en større Frihed vilde bidrage til at løse de derv. Forviklinger." Cand. Ley erklærede, "at ingen Slesviger vilde dele Slesvig (eller Staten, kunde han gjerne have tilføiet), men at Enigheden (herom) i Slesvig ikke kunde komme tilorde, fordi Embedsmændene i Slesvig, hvilket efter Krigen (og Amnestien?) behandledes som et oprørsk Land, regjere med (for) stor Myndighed, Friheden er kuet, men paa den Maade kunde ingen Enighed vindes; denne kommer først, naar Folkestemningen faaer Lyd; men for at dette kan skee, maa Sprogtvangen hæves, da Tvang virker til Ophidselse". Krüger fra Beftoft, en djærv Mand, men fra Tid til anden hildet af Sprogpolitiken, forsikkrede da, at han ogsaa var for Friheden, "med Liv og Sjæl", men ikke nu. Det er slemt, naar man saaledes skal forsikkre Andre om sin Lyst til Frihed, især naar man er imod dens Anvendelse og derved selv viser, at der hverken er "Liv" eller "Sjæl" i den paaberaabte Frihedsfølelse. Han vilde først have "en fast og sikkret Tilværelse"; skabes den da ved den evindelige og stigende Uro, som Sprogkampen har givet? Krüger siger selv, at Sprogsagen havde givet Udgangspunctet til den tidligere Bevægelse, dengang fra tydsk Anmasselses Side; skulle da nye Sprogkampe afløse den gamle, og har Sproget nogetsteds i Verden anden Sikkring end den frie Dyrkning? Tillige forlanger han "politisk Modenhed for Friheden". Hvor og hvorledes skabes forud politisk Modenhed uden at Friheden giver Lejlighed og Liv til dens Udvikling? Flor erklærede ogsaa senere, uagtet han ligesaa hører til Frihedsnølerne, som aldrig komme stort videre end til Udsigterne og Papiret, at "Kongeriget i de sidste 12 Aar har udviklet sig betydeligt, og det er en Frugt af Friheden"! Han indrømmede ogsaa, "at Slesvig vil gjerne følge med og maa altsaa ønske en saadan Frihed, at hver Mand kan benytte alle de Evner (altsa ikke Sproget?) og Kræfter, han er Herre over. En nødvendig Betingelse for Frihedens Udvikling er imidlertid ydre Ro.- Ja den skabes sandelig ikke ved heftige internationale Kampe om Sprogenes Anvendelse, der netop fra den ene befeidede Sprogside træffer Udlandet - eller som Russel sagde, dets Folk meer end dets Regjeringer - ind med i vor egen Stats Anliggender eller giver derved Skingrunde til forstyrrende Indblanding. Appel erklærede ogsaa mod Flor, at "Indbyderne vare enige om, at Slesvig skal have Kongerigets Frihed og fælleds Repræsentation (i det Fælleds) med Kongeriget, men at Slesvigs Eiendommeligheder skulle bibeholdes, da de ere saa stærkt udprægede og navnlig bør Slesvig beholde en særlig Repræsentation; muligen kan saa denne i Tidernes Løb smelte sammen med den kongerigske". Knudsen til Visby Hedegaard havde ogsaa, før Flor talte, udtalt Ønsket, at "Valgloven i Slesvig forandres, og raadede til at give større Frihed i Sprogsagen; Tvang fører ikke til noget godt Resultat. Slesvigerne maae vindes ved Velvillie, ikke tvinges". Herimod forlangte "atter Krüger Garantier for, at Friheden ikke misbruges, før han ønsker den given''. Det vilde være det Samme som, at han aldrig ønsker Friheden, thi mod Misbrugen, der desuden kan tolkes forskjelligt af de forskjellige Partier, kan kun garanteres naar Brugen er tilstede, og kun garanteres ved Loven, der staaer over alle Partier. L. Skau vilde "underskrive Leys Udtalelse", men han vilde gaae frem i "omvendt Orden". Først maatte Tanken og Haabet om Slesvigholsteen briste, saa Sprogfrihed. Men det er ogsaa den omvendte Tankeorden. Tanke og Haab kan man ikke materielt tvinge til at briste, naar man giver dem aandig Næring. De tvingende Baand paa Sprogfrihed have netop viist, og det maatte man kunne vide forud, at være Næringen for slesvigholsteenske Løsrivelsesideer; thi Tvangen er det urolige Vand, som man bestandigt plumrer og fisker i paany til national Adskillelsesside, og det er meget rigtigt, som Ley sagde, det der giver Russell og Andre vildledende Mening om, at de tvende, tilmed beslægtede. Sprognationaliteter ikke engang skulde ville leve sammen i samme Provinds og at denne vil deles, imedens Slesvig netop vil det Modsatte. Knudsen, som talte efter Skau, "fastholdt (ogsaa) sin Anskuelse om, at Sprogtvangen er Skyld i alle de Ulykker, vi have (hør!) og han ønsker at fremkalde en Udtalelse om en særlig Forfatning for Slesvig, men saa lig Kongerigets som muligt". Herredsfoged Cancellir. Kjær vilde forklare, at der var den deiligste Frihed i Slesvig, at det var en Brand, man kastede ind om Sprogsagen og at det var af "Mangel paa Kjendskab til Forholdene". Appel ansaae det satirisk "for en ny Opdagelse, at der er Frihed i Slesvig; han havde saaledes (alene) havt stor Møie med at faae dette Møde bragt istand" (!). Beck i Visby (Landsthingsmand for Ribe Amt) har en naturlig Følelse, og denne siger til ham: "Du skal byde Folk Friheden i det Hele, ikke betingelsesviis". "Grundloven til Eideren", - det gaaer ikke; Slesvig har sine Ejendommeligheder, og de skulle have deres Ret. Embedsmændene kjende ikke den dybe Bevidsthed, der lever i Folket; "han vilde endog hellere, at Flere tale Tydsk, end at Folk skulle tale Dansk med et tungt Hjerte. Man kan ikke kalde dette Spørgsmaal en Brand, men snarere et Lys." Det er der ogsaa derved givet.

Der er Intet, der efter vor Overbeviisning i den Grad er farligt og skadeligt for Menigmands sikkre Besiddelse af Frihedens Goder, som den rastløse Iver, hvormed de forskjellige (doctrinaire) Partieførere søge at sætte Folkets Masse i Bevægelse, navnlig overfor den saakaldte "høiere Politik". Bevægelsens Ledere kjende ialmindelighed kun lidet og Folkets store Fleerhed som oftest slet Intet til de mange skjulte men betydningsfulde Traade, som dermed staae i Forbindelse, og der kan efter vor Mening ikke gives Folkefrihedens Fjender et farligere Vaaben i Hænderne end et politisk Feilgreb, fremtvungen ved eller idetmindste støttet af en saadan Folkedemonstration (Fyensp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1861).