Slesvigere i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, den 16. august Et betydeligt antal turister - omkring 300, angiveligt fra Slesvig - vendte for nylig tilbage dels til Haderslev, dels hertil fra en rejse til København, som var blevet annonceret med stor eftertrykkelighed længe forinden og blev foretaget for at "at skaffe et strålende vidnesbyrd om den helt igennem danske mentalitet hos en stor del af hertugdømmets" og især den største bys befolkning. Turisterne forvandlede selv deres rejse til en politisk begivenhed, og regeringsaviserne klappede for dem. Grundtonen i alle de højtidelige taler var den hede "danskernes og slesvigernes gensidige kærlighed", og det er derfor mere begrebsmæssigt, når næsten alle talere klædte udgydelsen af ​​deres veltalenhed i billedet af et ægteskab mellem Danmark og Slesvig, hvori Danmark var den brændende brudgom, men Slesvig måtte forestille sig den blomstrende brud, fyldt med hengiven kærlighed. Flere af disse selvfremstillede repræsentanter for landet mente, at ægteskabet var blevet udskudt for længe, ​​så længe, ​​at begge parters utålmodighed ikke længere kunne tilbageholdes. Læser man beretningerne om festlighederne, skulle man tro, at hele Slesvig var yderst forargede over, at indlemmelsen endnu ikke havde fundet sted. Desværre, med ganske få undtagelser, er de påståede slesvigske repræsentanter for inkorporeringsønsker embedsmænd, der er importeret hertil fra Danmark med deres familier og umiddelbare underordnede; De var ikke engang i stand til at gøre en slesviger til leder af optoget; Tværtimod måtte en dansker optræde som sådan, appelretsdommeren Knudsen. Men danskerne laver fantastiske ting på humbugagtige måder. Da den italienske ambassadør, Marquis Torrearsa, ankom til Sønderborg, havde den lokale borgmester, en vis Finsen, den frækhed at drage en parallel i en tale mellem det danske og det italienske folk, ifølge hvilken begge forfulgte et og samme mål: Forsvar af deres nationalitet mod angreb fra tyske undertrykkere!

Flensburg, 16. Aug. Eine erhebliche Anzahl von Touristen - etwa 300, angeblich Schleswiger - kehrte kürzlich teheils nach Hadersleben, theils hierher von einer Reise nach Kopenhagen zurück, die mit grosser Emphase schon lange vorher angekündigt war und unternemmen worden ist, um von "der durch und durch dänische Gesinnung eines grossen Theils dr Bevölkerung des Herzogthums" und namentlich der grössten Stadt dem Auslande gegenüber ein glanzendes Zeugniss abzulegen. Die Touristen selbst machten aus ihrem Ausfluge ein politisches Ereigniss, und die Regierungsblätter jauchzten ihnen Beifall zu. Den Grundton aller Festreden bildedte die heisse "gegenseitige Liebe der Danen und Schleswiger," und begrieflicher ist es daher, wenn fast alle Redner die Ergusse ihrer Beredsamkeit in das Bild einer Heirath zwischen Dänemark und Schleswig kleideten, bei der Dänemark den feurigen Brautigam, Schleswig aber die blühende und von hingebener Liebe befeelte Braut vorstellen musste. Mehrere dieser Selbstgemachten Repräentantan des Landes meinten, die Heirath sei zu lange aufgeschoben, so lange, dass die Ungeduld beider Theile jetzt nicht länger zu zügeln sei. Wenn man die Berichte über die Festlichkeiten liesst, so muss man glauben, dass ganz Schleswig über die noch nicht vollzogene Incorporation aufs höchste entrüstet sei. Unglücklicherweise sind die angeblichen schleswigschen Vertreter der Incorporationswünsche mit ganz wenigen Ausnahmen hierher aus Dänemark eingeführte Beamte mit ihren Familien und unmittelbaren Untergebenen; man ist nicht einmal im Stande gewesen, einen Schleswiger zum Anführer des Zuges zu machen; als solcher hat vielmehr ein Däne fungiren müssen, der Appelationsgerichtsrath Knutsen. Die Dänen leisten aber in hum,bugartigen Vorspirgelungen ganz erstaunliche Dinge. Bei der Ankunft des italienischen Gesandten, Marquis Torrearsa, in Sonderburg, hatte der dortige Bürgermeister, ein gewisser Finsen, die Frechheit, in einer Anrede zwischen dem dänischen und dem Volke von Italien eine Parallele zu ziehen, der zufolge beide ein und dasselbe Ziel verfolgten: Verhteidigung ihrer Nationalität gegen die Uebergriffe deutscher Bedränger!

(Bayreuther Zeitung. 22. august 1861)

Det gode Skib "Freia". (Efterskrift til Politivennen)

En dansk Barbar. Den med denne Overskrift fornylig efter "Sjællpst." meddeelte Historie erklæres i "Folk. Av." for en "Røver-historie". Den Skibscapitain, som Bysladderen i Kjøbenhavn betegnede som den Skyldige, siges i de to sidste Aar slet ikke at have været paa Havanna, endsige i China efter hvide Slaver; for Øieblikket er han paa Hjemrejsen fra Ostindien med en Ladning Riis; ifølge et Brev til sin Familie var han særdeles tilfreds med sit Mandskab, der udelukkende bestod af Danske. Det eneste Sande i Historien er det Factum, at han i Aaret 1858, da han ikke kunde faae anden Fragt fra China til Havanna, har tilligemed en Snees andre Skibe af forskjellige Nationer overført et større Tog af "Kulier", frie chinesiske Arbeidere, der (ofte for at undgaae Hungersnøden i deres Hjem) udvandre til de europæiske Colonier. Rygtet menes muligviis at være opstaaet ved Forvexling med et andet lignende, der i længere Tid har været i Omløb om en Capitain fra et af vore Nabolande, saa det ikke er saa utroligt, at det er dette Rygte, man har localiseret. 

- "Sjp." vil imidlertid ikke have Sagen betragtet som en "almindelig Røverhistorie", thi i det sidste Nr. leveres temmelig uomstødelige Beviser for, at idetmindste en Deel af Historien er Sandhed, og i "Flp." for i Tirsdags har 2 Mand af Skibets tidligere Besætning, Tømmermand Petersen og Matros Svane ladet indrykke en for Vedkommende mindre behagelig Erklæring, hvoraf vi tillade os at aftrykke den væsentligste Deel: "Skibet, hvorom der tales - hedder det - er "Freia", Capitain Sørensen, tilhørende Handelshuset Puggaart & Comp.; vi have desværre faret med det, og vi høre til det Mandskab, som ifjor ved Capitainens skammelige Behandling saae sig nødsaget til, Alle som En, Styrmand og Matroser, at forlade det i London. Denne Part af Beretningen kunne vi derfor godt stadfæste; man søgte dengang rigtignok baade i London og ved Søretten her at faae os stemplede som Deserteurer, fordi vi havde forladt Skibet, men det lykkedes hverken hist eller her, trods al den Umage man gjorde sig derfor, og at, som anført, begge Styrmænd, hvoraf den Ene er Lieutenant her i Marinen, gjorde fælles Sag med os, taler tilstrækkeligt for, paa hvis Side Retten var og hvor slet Behandlingen maa have været, naar vi følte os drevne til det nævnte Skridt. Desuden bemærke vi, at vi fik Skibet losset, førend vi forlode det, og saaledes i enhver Henseende gjorde vor Pligt. Men vore Klæder og vort Tømmermands-Værktøi maatte vi lade blive paa Skibet, og vi fik heller ikke nogen Afregning, skjøndt Enhver af os havde ikke saa lidet tilgode. - Hvad det Fremsatte om Skibet om Capitain Sørensens Meriter og Endeligt angaaer, da kunne vi naturligviis ikke derom vide nogen rigtig Besked, eftersom vi kun have gjort et Aars Reise med Capitainen. Imidlertid have vi rigtignok hørt nogen Tale om, at "Freia" paa en tidligere Reise har ført en Ladning Kulier til Havanna , af hvilke 150 skulle være døde undervejs; det hedder ogsaa, at der blandt Kulierne paa Grund af slet Behandling opstod Mytteri, som Capitainen kun med Nød og neppe fik dæmpet. Men herom vil Grosserer Puggaard vel selv kunne give den bedste Oplysning, især naar han forespørger sig hos en Styrmand Rasmussen, der saavidt vides er i hans Fart endnu, og som dengang var ombord paa "Freia". Heller ikke vide vi nogen sikker Besked om "Freia"s og Capitain Sørensens sidste Hændelser. Der er os kun fortalt, at det engelske Mandskab, han hyrede, efterat vi havde forladt "Freia", blev ligesaa slet behandlet, og derfor i det indiske Hav rottede sig sammen med endeel Malayer, hvoraf Følgen var, at Capitainen blev skudt. Men om dette forholder sig rigtigt, skulle vi, som sagt ikke kunne sige; der hviler i alle Retninger et saa dunkelt Slør over Skibet og dets fører, at det er vanskeligt at udfinde noget Sikkert derom, og det er vel kun Rhederiet, der kan give nogen bestemt Oplysning, hvis dette forresten lader sig formaae dertil."

(Middelfart Avis 16. august 1861)

Handelsbuset Puggaard & Comp. bestred beretningen og meddelte at skibet snart ville komme til København.

Fregatskibet "Freia", Kapt. Sørensen, er nu ankommet til Kjøbenhavn fra Akyab med en Ladning Riis. Der er saaledes givet en fuldgyldig Gjendrivelse af alle de kourserende Rygter om dette Skib. Imidlertid kunde det vistnok være rigtigt, om der blev anstillet en Undersøgelse om Kapitain Sørensens Forhold ved den tidligere Reise, da hele hans Mandskab, Styrmændene medregnede, forlod hans Skib i England, og navnlig forekommer det os, at den Lieutnant i Marinen (saavidt vi vide: Lieutn. Jakobsen), der paa denne Reise foer med Kapitain Sørensen som Overstyrmand og gjorde fælles Sag med Mandskabet, skylder sig selv at faae opklaret, hvorvidt Skibets Rheder, Grosserer Puggaard, har været i sin Ret, naar han har stemplet ham og den øvrige Besætning som Deserteurer. Der er ved denne Beskyldning en Plet paa ham, som en dansk Søofficier ikke vel kan lade sidde uaftvættet. (Flp.).

(Thisted Amtsavis 3. september 1861).

Yderligere oplysninger har det ikke været muligt at finde i aviserne. Men ifølge andre kilder fortsatte kaptajn Sørensen i endnu 10 år at føre skibet.

Fregatten/fregatskibet Freia blev bygget 1819 på orlogsværftet, og ombygget 1854. Det blev i 1853 solgt som handelsskib til partrederi med KR ved Hans Puggaard & Co. i København. Det havde da 2 dæk og 3 master med kvindelig galionsfigur.Det kunne medføre besætning på 404 mand. Kaptajn fra 1861 var J. P. Sørensen, fra 1872 kaptajn P. J. Hansen og som sidste kaptajn H. P. Nielsen til 1877. Det sejlede på Stillehavet og Ostindien. Det blev før 1881 solgt til et norsk partrederi og ophugget 1887 i England - for værdien af skibets kobberbolte.

Husmand udsat. (Efterskrift til Politivennen)

En Huusmand Chr. Hansen, som har et Huus i Leie, der hører til Keirupgaard ved Kjerteminde, er af Gaardens Eier, Hr. Petersen, efter Mil. Av., bleven behandlet med en Haardhed og Raahed, der omtales saaledes: Chr. Hansen, som i fire Aar har havt det nævnte Huus i Leie og altid har betalt Lejeafgiften (15 Rd. om Aaret) i rette Tid, og om hvem et Vidnesbyrd fra en af Egnens anseete Mand siger, at han "er af Alle bekjendt som en retsindig og fredselskende Mand", fik i Marts d. A. Underretning af Hr. P. om, at denne vilde dele Huset og leie det ud til To, hvorhos han blev adspurgt, om han vilde indlade sig herpaa. Chr. H., som ikke gjerne vilde flytte fra Gaarden, hvor han havde sit meste Erhverv, og som antog det for en Selvfølge, at Afgiften vilde blive forholdsviis nedsat, svarede Ja. I Juni kom Hr. P. og forelagde ham en Leiecontract; men da denne forekom Chr. H. altfor stræng, kunde han ikke underskrive den. Han blev da stævnet til at underskrive (for at han ikke, ved at sidde 6 Maaneder i Huset uden Contract, skulde faae Lovsformodning for at have faaet det i Fæste), men nægtede atter for Forligscommissionen at underskrive. Otte Dage derefter, den 14de Juli, kom Hr. P. tilligemed Hr. Nissen fra Ladby samt en Karl, tog alle Vinduer og Dørre af Huset og kjørte bort med dem op til Gaarden. Chr. Hansen har siden den Tid med Hustrue og Børn maattet ligge for aabne Vinduer og Dørre; endog Dørren imellem Stuen og Sengkammeret blev taget bort saa at Blæst og Regn frit kan fare heelt igjennem Huset. Men ikke nok hermed: den 19de ds om Morgenen kom Hr. P., atter ledsaget af Hr. N., og slog Væggene ind, for at Huusmanden ikke skulde beholde den Smule Ly tilbage, som de smalle Muurstykker imellem Stolperne og under Vinduerne dog endnu ydede ham. Det var under alt dette en Lykke, at intet af Børnene kom til Skade ved de indstyrtede Muurstykker. Vi troe, siger Bladet, at en saadan Opførsel af Hr Petersen vil blive strængt fordømt, selv om han i sin Uenighed med Huusmanden ang. Leiecontracten havde den soleklareste Ret. Men endnu værre stiller Sagen sig, naar man betragter den Contract, som han vilde tvinge Chr. H. til at underskrive. Denne er nemlig ikke alene ubillig, idet den fastsætter samme Lejeafgift for det halve Huus, som der hidtil var givet for det hele; men den er tilmed ligefrem lovstridig, idet der deri betinges Dagarbejde ved Siden af Pengeafgiften, samt fastsættes, at Udeblivelse fra Arbeide skal have øieblikkelig Fortabelse af Huset uden Tilbagebetaling af nogen Deel af Leien tilfølge (jvf. Frd. 27de Mai 1848 §§ 5 og 6 6te og 7de Led).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1861).

Dyrehavsbakken. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 15de Juli.) Dyrehavsbakken er iaar som alt i flere Aar kun en Skygge af hvad den var i Trops og Boltisubitos Dage. Den ligner nu en Markedsplads med skingrende Mislyd af Trommer, Trompeter og forstemte Violiner. De fleste Besøgende ere ogsaa kun Folk, som tage tiltakke med slige Fornøielser. Den egentlige Hr. Sørensen med Familie søger nu dybere ind i Skoven til Fortunen, Fileværket, Eremitagen osv. Det fashionable Publicum gjør sin Runde gjennem Vandanstalten, og Kjøbenhavns mere bemidlede Borgere og Borgerinder fortære som før deres Kyllinger enten paa Bellevue eller Klampenborg og Ungdommen ender sin Aften enten paa Dandsepladsen i Charlottenlund eller "over Stalden" sammesteds. Den djærvere Deel af Publicum, især fra Holmen, tager sin sidste Hjertestyrkning i Slukefter. Endskjøndt et Besøg paa Dyrehavsbakken altsaa ikke lader formode, at der er mange Folk i Dyrehaven, vise de lange Rækker Vogne om Aftenen, at desto Flere have nydt Skovens Glæder andetsteds. Det er derfor vist meget fornuftigt, at man lader Sidebanen fra Helsingør udmunde midt imellem Bellevue og den egentlige "Bakke". Derfra vil saa Publicum kunne fordele sig paa sine forskjellige Undlingssteder. Hvad selve Banen angaaer, næres fra flere Sider Tvivl om, hvorvidt der kan lægges Dæmning over Sortedamssø paa Grund af at dennes Underlag er Flyvesand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1861).

F. H. T. Leth: Danmarks Riges Grundlov og Hertugdømmet Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 1861 udkom et lille skrift af underretsadvokat F. T. H. Leth (Aabenraa) om grundloven og Slesvig. Det skabte en livlig debat i næsten alle landets aviser. Bogen fremlagde et forslag til hvordan forholdet kunne organiseres mellem Slesvig og Danmark, samt forholdt sig også til de enevældige styre der herskede i Slesvig, i modsætning til i Danmark. Det er sidstnævnte som er emnet for dette indslag.

Annonce for bogen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1861.

Kongeriget og Slesvig. I disse Dage er der udkommet et lille Skrift af Underretsadvokat Leth i Aabenraa, som omhandler et af Danmarks Livsspørgsmaal, Ordningen af Forholdet mellem det egenlige Kongerige og Slesvig. Forfatteren er en varm Ven af vor grundlovmæssige Frihed og ønsker i høi Grad dennes Indførelse i Slesvig; deri søger han den bedste Betryggelse. Danmark har ingensinde forpligtet sig til ikke at inkorporere Slesvig, men vi have gjort visse Tilsagn, til hvilke der ene tages Hensyn. Det gjælder altsaa om at naae Formaalet uden at tilsidesætte disse. Forfatteren tænker at opnaae dette: Grundlovens Indførelse i Slesvig og Slesvigs konstitutionelle Forbindelse med Kongeriget paa i følgende Maade: Slesvig sender i Forhold til Folketallet, og valgte efter en med Kongeriget ligeartet eller dog nogenlunde ligeartet Valglov, Deputerede til den danske Rigsdag. I Rigsdagen kunne alle Medlemmer uden Hensyn til, fra hvilken Landsdeel de ere mødte, med lige Frihed deeltage i Diskussionen om alle Lovforstag og stille Ændringsforslag til disse, hvad enten de ere beregnede paa at skulle gjælde i deres Heelhed eller i enkelte af deres Bestemmelser for begge Landsdele eller kun for den ene. Slesvigske Deputerede kunne saaledes ogsaa stille Ændringsforslag til Love, der alene skulle have Gyldighed for Kongeriget, endog indbringe heelt nye Lovforslag for dette, og omvendt have de danske Deputerede samme Rettigheder med Hensyn til Slesvig. Naar det derimod kommer til Afstemning, afstemmer hver Landsdeels Deputerede for sig, og en Lov kan alene udkomme for den Landsdeel, hvis Repræsentanters Fleertal have vedtaget den. Antage altsaa baade Flertallet af de slesvigske Deputerede paa den ene Side og af de kongerigske Deputerede paa den anden Side en Lov, bliver denne udstedt som gjældende for begge Landsdele. Vedtage de slesvigske Deputerede derimod forskjellige Ændringsforslag, som enten forkastes af de kongerigske Deputerede, eller ere nødvendige paa Grund af særlige Forhold i Slesvig, bliver Loven for hver af Landsdelene at udstede med de Forskjelligheder, som Flertallet af hver enkelt Landsdeels Repræsentanter har vedtaget. Forkastes endelig en Lov af de slesvigske Deputerede, medens den antages af de kongerigske, eller omvendt, udstedes Loven kun for den Landsdeel, hvis Deputeredes Fleertal har vedtaget den, medens den ikke udstedes for den anden Landsdeel, for hvis Vedkommende de hidtil gjældende Bestemmelser forblive i i Gyldighed. Slesvig beholder som hidtil sin særegne Minister, der imidlertid i Lighed med Kongerigets Ministre giver Møde paa Rigsdagen. Ved en Ordning, som den her betegnede, beseires for det Første alle de Klager, der hidtil have spillet en saa stor Rolle og ere gaaede ind paa, at Hertugdømmets Repræsentanter paa Grund af deres mindre Antal stedse vilde være i et født Mindretal, naar de træde sammen til en forenet Repræsentation med Deputerede fra Kongeriget. Det er nemlig aabenbart, at naar de slesvigske Deputerede ene og alene efter Stemmefleerhed mellem dem selv med Udelukkelse af Kongerigets Repræsentanter, have at beslutte over, hvorvidt en Lov, eller eventuelt i hvilken Skikkelse samme skal kunne udgaae for Slesvig, kunne Kongerigets Deputerede i saa Henseende ikke udøve den mindste Tvang, men ere indskrænkede til den Indflydelse, som de gjennem Diskussionen kunne gjøre gjældende ad Overbevisningens Vei. Paa den anden Side kan det ikke betvivles efter den Aand, der hidtil har aabenbaret sig i Rigsdagen, saa ofte slesvigske Anliggender have været paa Bane, at de slesvigske Deputerede ville finde kraftigt Medhold hos Kongerigets Repræsentanter, saa ofte Førstnævnte kunne paavise, at der i denne eller hiin Retning gaaer Misligheder i Svang i Slesvig, og de ville saaledes faae en værdifuld Hjælp til at sætte begrundede Begjæringer igjennem, hvad der uden en saadan vilde have været dem langt vanskeligere, om ikke umuligt.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. juli 1861).

I Sagfører Leths Skrift om Slesvig hedder det endvidere :

- - Vor Forfatningslov indeholder ikke alene ikke en eneste af de i Grundloven for Kongeriget hjemlede, borgerlige og politiske Friheder, men tvertimod har den etableret en Ufrihed og et Bureaukratie, langt større og langt mere trykkende end under den forrige Absolutisme. Der findes ikke et Ord i Notevexlingen med de tydske Hoffer, der tyder hen paa, at Slesvigs Indvaanere skulle undvære Forenings- og Forsamlingsfrihed, Pressefrihed, Boligens Ukrænkelighed, Domstole, der ere uafhængige af Administrationen og som have Ret til at yde Indvaanerne Beskyttelse mod administrativ Vilkaarlighed; endnu mindre at Slesvigerne uvægerlig og under vilkaarlig Straf skulle adlyde hversomhelst Politieforanstaltning, uden Tilføielse af nogen Bemærkning om, at det giør nogen Forskjel, om Foranstaltningen senere befindes ulovmedholdelig. Om alle disse Ting findes Intet i Notevexlingen, heller ikke i Kundgjørelsen af 28de Jan. 1852. Reactionen maatte derfor see sig om efter andre Grunde, for at kunne unddrage Slesvigerne Frihedens Velsignelser og at stille det saa langt fra Kongeriget, at dets Forfatningslov paa den ene Side blev Kongerigets Grundlov aldeles modsat, og paa den anden Side omtrent ordret eenslydende med det tydsk(talend)e Hertugdømme Holsteens. Følgen var da ogsaa, hvad man mindst turde ansee for Hensigten: Slesvigholsteinismens Fremme."

Forf. slutter med, at den slesvigske Sprogstrid væsentlig er en Affødning af den isolerede og fjerne Stilling, i hvilken Slesvig har staaet og endnu staaer til Kongeriget, og at denne Stillings Ophør er den første Betingelse for en heldig og ønskelig Forsvinden af Sprogstriden. (Hdl. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. juli 1861).

I oktober 1864 fik Leth tilladelse til at procedere på prøve ved den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, Københavns Kriminal- og Politiret og Sø- og Handelsretten i København. Han blev folketingsmand 1876 valgt i Næstved for Venstre, og udgav adskillinge bøger, bl.a. i 1868 "Spørgsmaalet om Sagførervirksomhedens Frigivelse belyst ved Forholdene i Udlandet." Omkring 1906 blev han udnævnt til etatsråd.