Fodposten. (Efterskrift til Politivennen)

Fodposten. Allerede i 1805 indrettedes der af Postvæsenet en Fodpost i Kjøbenhavn; men da man fandt, at den ikke svarede Regning, blev der i 1809 meddeelt den hidtilværende Bestyrer Privilegium paa den som privat Foretagende først for en Tid af 3 Aar og kort efter paa hins egen og Enkes Livstid. Efter Enkens Død blev Privilegiet tilstaaet hendes ældste Datter paa 5 Aar, og da det udløb i 1840, men Postvæsenet dengang endnu ikke selv kunde overtage Fodposten, overlod man hende fremdeles at foreslaae den og oppebære Indtægten af den, hvorhos man tilsagde hende en billig Erstatning, naar hun senere maatte fratræde, hvilket skete i 1849 Den 14de Juni begyndte Postvæsenet at omdele Bybreve mod en Porto af 2 Skilling for et Brev i den egentlige By og 4 Skilling for et Brev mellem Byen og Forstæderne (inkl. Frederiksberg) og mellem disse indbyrdes. I Tiden fra 14de Juni 1849 til 31te Marts 1850 udgjorde Antallet af Fodpostbreve kun noget over 39,000, medens det i 1859-60 var steget til 375,000, hvoraf 298,000 kom paa den egentlige By, medens Resten udvexledes mellem Byen og Forstæderne samt disse indbyrdes. Indtil 1861 var der kun oprettet Fodposter, foruden Kjøbenhavn, i Slesvig og Aalborg, men fra dette Aars Begyndelse oprettedes Byposter i de Byer, som havde over 6000 Indvaanere: Altona, Flensborg, Kiel, Odense, Aarhuus, Rendsborg, Randers, Horsens, Helsingør, Haderslev, Itzehoe, Neumünster, Elmshorn, Heide og Fredericia. Bybrevene omdeles der samtidig med de ankomne Breve, dog mindst 3 Gange daglig

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1862)

Initiativet i 1806 blev gjort af en fhv. told- og konsumptionsinspektør i Maribo, Henrik F. Riegels som boede i København. Napoleonskrigene betød et voldsomt tilbageskridt for fodposten. Efter 1810 overtog enken privilegiet. En datter af Riegel fra et tidligere ægteskab, Emilie Petersen overtog 1833 bestyrelsen og fik gang i foretagendet. Efter enken Riegels død i 1841 overgik priviligiet til datteren, madam Due. Postvæsnet overtog fodposten 1849. I begyndelsen udgik de oftere end de almindelige postbude. Ofte gik de samme rute, og i 1876 havde fodposten mistet så meget af sin eksistensberettigelse at det blev nedlagt.

Randers Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

- I "Aarh. Av." læses følgende mærkelige Skildring af Forholdene i Randers Hospital: Efter Sigende skulle de Afsindige, som findes i Randers Hospital, henflyttes til Sindssyge-Anstalten ved Aarhus. Naar dette er iværksat, skal der være Tale om at omdanne fornævnte Hospital saaledes, at det kan faae en mere tidssvarende Skikkelse, en Foranstaltning, der kan findes saameget mere fornøden, som det i sin nuværende Tilstand næppe tilfredsstiller endog de tarveligste Fordringer, hvilket, som vi haabe, det Efterstaaende vil gjøre indlysende. Lemmerne ere for Tiden pakkede sammen til 10 a 12, ja mulig Flere, i hver Stue, hvor de tilbringe Tiden, baade Nat og Dag, uden anden Beskjæftigelse end den, de selv kan skaffe sig. Her leve Sunde og Syge imellem hverandre; thi uagtet denne Anstalt, der skal være en af de rigeste i Landet, tæller over 100 Lemmer, har den dog ei engang en Sygestue. Den Syge har ingen anden Pleie end den, de andre i Stuen værende Lemmer ville yde, og da de fleste af dem ere gamle halv eller helfjollede Mennesker, kan man derfor slutte sig til Pleiens Beskaffenhed. Finder intet godt Forhold Sted imellem den Syge og Stuens øvrige Beboere, er hin prisgiven disses vilkaarlige Behandling. Distriktslægen har vel Tilsyn med Anstalten, men da han derfor kun oppebærer en aarlig Løn af - 100 Rd., kan man vel skjønne, af hvad Beskaffenhed det Lægetilsyn kan blive, der for slig Betaling kan ydes over 100 gamle og svage Mennesker. Ville Lemmerne engang imellem trække frisk Luft, kan denne i Anstalten ikke søges andetsteds end i nogle brolagte Gaarde, hvoraf der findes flere, uagtet en meget stor med Træer besat Have støder umiddelbart op til Hospitalet. Denne er imidlertid ikke til Afbenyttelse for Lemmerne, men ene til Hospitalforstanderens og Økonomens Disposition, uagtet den Første har en tilstrækkelig stor Have ved sin Bopæl, og den Sidste meget godt kan have Kjøkkenurter deri, fordi der var indrømmet Lemmerne Adgang til den.

(Jyllands-Posten 31. januar 1862)

Randers Hospital (nu Randers Kloster) blev oprettet i 1558. De sindssyge var isoleret i små "dårekister" indtil midten af 1800-tallet. I 1852 indviedes Helbredelsesanstalten for Nørrejylland (nu Psykiatrisk Hospital) i hus som radikalt ændrede de sindssyges forhold, og hertil overførtes de sindssyge fra Randers Hospital. Randers Hospital blev herefter kraftigt ombygget og afsluttet i 1867.

Nødhavn ved Toldbommen. (Efterskrift til Politivennen)

"Søndagen den 5te ds. om Morgenen Kl. 9 passerede vi Undertegnede Toldbodbommen for at begive os til vore Hjemsteder. Strax efter bleve vi overraskede af en meget stærk Snebyge i Forening med en stærk Nordøstkuling, der nødte os til at søge den nærmeste Havn. I den Formening, at Havnen ved "Trekroner" var en Nødhavn, tyede vi dertil og lod Ankeret falde, hvorhos vi strax efter vor Ankomst til Havnen meldte os til den Næstkommanderende og ansøgte ham om Tilladelse til at opholde os i Havnen, indtil Veiret blev gunstigt for os. Efter indhentet Tilladelse fra Løitnant Wrisberg blev dette tilstedet os, men ikke destomindre modtog vi samme Dags Eftermiddag af Løitnant Wrisberg Ordre til inden Daggry næste Morgen at forlade Havnen uden mindste Hensyn til Vind eller Veir. Da vi næste Morgen (Mandag) paa Grund af stærk Storm og haard Frost ikke turde begive os paa Reisen med vore smaa Fiskerqvaser, bleve vi liggende i Havnen for at oppebie Toldbodbommens Aabning, efter hvilken vi vilde søge ud i Kjøbenhavns Havn. Vi ansøgte derfor endnu engang Løitnant Wrisberg om Tilladelse til at forblive i Batteriets Havn, men vi bleve til vor store Forbauselse modtagne paa en saa inhuman og grov Maade, at man ikke skulde tro det muligt af en saadan Mand; han betitlede os saaledes "Slyngler og Æsler, der havde stjaalet sig ind i Havnen", og tilkendegav os, at saafremt vi ikke uopholdelig gik tilsøes, vilde han med sin Travaillebaad lade os hensætte paa Gammelholm.

- En saadan Fremgangsmaade er i Mands Minde aldrig paa denne Plads bleven viist nogen Skibsfører, og vi kunne umulig tro, at Løftenanten ved denne Leftighed har handlet i Overensstemmelse med sin Foresattes Betaling eller i disses rette Aand."

(Jyllands-Posten 18. januar 1862).

Der er muligvis tale om Gerhard Frederik Wilhelm Wrisberg (1816-1896). Han var på daværende tidspunkt kaptajnløjtnant, næstkommanderende for korvetten Hejmdal og inspektionsofficer ved Søetatens Drengeskole og medlem af Skolekommissionen. 

Ulykker ved Nytaarsskydning. (Efterskrift til Politivennen)

- Silkeborg, den 4de Januar. (B. Av.) Den gamle Uskik, at skyde det ny Aar ind, gjentog sig ogsaa her iaar i Forbindelse med den næsten ligesaa ubehagelig, Sædvane, at slaa Potter paa Dørene. Fra det neppe var blevet mørkt og indtil over Midnat dreves dette Uvæsen saa stærkt, at man maa undre sig over, at kun et eneste Tilfælde af en mere alvorlig Art er bleven bekjendt. En hos en Kjøbmand tjenende Karl blev nemlig, idet han traadte ud af Husdøren, streifet af et Skud Hagel, af hvilke nogle ramte ham i Laaret. Flere andre Steder affyredes Skud, der efter Knaldet at dømme, ligeledes maa have havt skarp Ladning, langsmed Vinduerne, ja et Sted havde man den Frækhed, at aabne en Butiksdør og affyre Skuddet ind i Butiken. Naar Ungdommens Kaadhed - thi vi ville antage, at det kun er Drenge, der gjøre disse Optøier - gaar saa vidt, at Medmenneskers Liv og Helbred derved sættes i sien synlig Fare, saa er der al Opfordring for Byens Beboere til at vaage over, at de under dem staaende unge Mennesker paa en saadan Aften ikke faae Leilighed til at løbe paa Gaden; kun derved vil dette Uvæsen kunne formindskes. Politiet, der hver Nytaarsatlen og ligeledes iaar har udvist megen Virksomhed og ogsaa anholdt nogle af Urostifterne, kan ikke uden virksom Medhjælp fra Beboernes Side udrette synderligt imod det. - I Landsbyen Virklund, en halv Mil herfra, har Nytaarsskydningen kostet en konfirmeret Dreng den ene Tommelfinger, som han aldeles splintrede ved uforsigtig Affyring af en Pistol.

(Jyllands-Posten 8. januar 1862).

Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

- Allerede fra den Tid, da Nordpolfareren Kapitain Graah underlagde Grønlands Østside og landede paa forskjellige Steder af den da mindre stærkt af Isen belemrede Kyst, har man vidst, at en Del af disse Egne ere beboede af Eskimoer, der endnu slet intet kjendte til Christendommen. Kun sjeldent har der fundet nogen Forbindelse Sted imellem Vestkysten, hvor som bekjendt alle vore Kolonier findes, og den langt mere vilde og barske Østkyst, og forskjellige Forsøg, som de mæhriste Brødre have gjort paa at sende Missionærer til disse Egne, ere aldeles strandede. Det er derfor en interressant Kjendsgjerning, at et Antal hedenske Estimoer i afvigte Foraar ere ankomne fra den grønlandske Østkyst til Kolonien Julianehaab, saaledes som det fremgaar af Løitnant Zeitaus Meddelelser om den sidste For-Expedition. Fire saakaldte Konebaade med en talrig Besætning havde nemlig fundet Vei omkring Kap Statenhuk, og iblandt dem fandtes nogle Personer, der boede endnu nordligere end de Strækninger, som Kaptain Graah undersøgte. Flere af disse Hedninger, der kunde gjøre sig forstaaelige for de andre Eskimoer, berettede, at de havde været paa Reisen lige siden 1855, navnlig havde de lang Tid maattet standse ved Kap Bille, fordi de derværende Isbræer ideligt styrtede over. Indtil 1860, berettede de, havde Isen bedækket Havet langs Østkysten saa langt man kunde øine fra de høieste Bjergtoppe. Men i forrige Aar havde Storisen pludseligt sat sig i Bevægelse og var hurtigt forsvunden, saa at Østkysten til forskjellige Tider havde været fuldkommen isfri. Denne Omstændighed havde gjort del muligt for dem at trænge frem til Kap Statenhuk, og paa Veien havde mange af de Indfødte paa Østkysten sluttet sig til dem paa deres Tog til de vestlige Kolonier. Imidlertid vare nogle af dem blevne bange paa Veien for den lange ukjendte Reise og vare blevne tilbage ved Prinds Christians Sund, imedens Andre vare dragne tilbage til deres Hjem. - I den omtalte Beretning om For-Expeditionen hedder det, at disse hedenske Eskimoers Fortællinger bleve stadfæstede ved de Erfaringer, som Expeditionen siden fik Lejlighed til at gjøre paa Østkysten. Man antog, at de nordlige Havstrømninger, navnlig fra Spitsbergen, havde forandret deres Retning og derved fremkaldt disse forandrede Forhold ved Grønlands Østkyst. Hermed staaer det sikkert ogsaa i Forbindelse, at usædvanligt store Ismasser i forrige Aar passerede Kap Farvel og i flere Maaneder afspærrede den grønlandske Vestkyst, foranledigede en slet Robbefangst og flere Ulykker og lagde Telegrafexpeditionen usædvanligt store Hindringer iveien. (Rand. Av-)

(Jyllands-Posten 6. januar 1862).

Termen "konebåd" er en dansk betegnelse. Den grønlandske navn er umiaq: en skindbåd med stor lastevne til fx børn, hunde, telte og andet udstyr, der samtidig er så let at den kan bæres over isen. Den muliggjorde sammen med hundeslæden og kajakken inuitternes indvandring i højarktis og Grønland. Danskerne kalde den for "konebåd" eller "kvindebåd" fordi den blev roet af kvinder. Båden blev brugt til transport af folk og tunge ting, mændene fulgte ofte med i kajakker. Båden afvendtes også af mænd til hvalfangst. Umiaqen anvendes stadig i Alaska.