Bønder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)

- I Slesvig staar Folket endog i den Grad under Embedsvældens Tryk, at da nylig endel Bønder paa Als - hvor, efter Hadersl. Av., "de kommunale Forhold næsten i alle Retninger trænge haardt til Reformer i en tidsvarende Retning" - vilde oprette en hertil sigtende Forening, kom der fra hans Almagt Amtmanden, til hvem Herredsfogden underdanigst havde indstillet "Spørgsmaalet", den Besked: "at en Forening til Drøftelse og Behandling af kommunale Forhold paa ingen Maade kunde anerkjendes eller tilstedes"! I Slesvig tør Folk altsaa ikke samle sig til at forhandle almennyttige Æmner; er det saa noget Under, saa længe man dog ikke kan forhindre Folk i at komme sammen paa Kroer og Værtshuse, at Diskursen saa let skejer ud i forstyrrende og skadelige Retninger? Ved saa unaturlige Baand paa den tarveligste Frihed i Slesvig kan man ogsaa kun modarbejde det man skulde tilstræbe, en maadeholdende Brug af Friheden til Vækkelse af indre Reformer, og "give vore Fjender Vaaben i Hænderne", der, om de end ikke direkte kunne flade os, dog indvirke skadeligt paa Stemningen. I Virkeligheden er der heller ikke noget, som trænger saa meget til Reform i Slesvig, som de kommunale Forhold, navnlig paa Landet, hvor Byrokratiet er saa godt som eneraadene. Er da Amtmand Heltzen saa bange for at der skal røres noget herved? Saavidt vides er Haderslev Amt endnu det eneste i Slesvig, hvor der er en Slags Amtsraad. Hvorfor tager da ikke Regjeringen selv, siden Folk i Slesvig ikke maa samles derom, Initiativ til al fremkalde en kommunal-repræsentativ Reform i det øvrige Slesvig baade med Amtsraad og Sogneforstandere? Als erklæres jo desuden i Hadersl. Av. for saa "loyal", at man ikke behøver at holde det under politisk Amtmandskvarantæne.

(Jyllands-Posten 26. august 1863).

Eugenius Sophus Ernst Heltzen (1818-1898 i Odense) var amtmand over Aabenraa, Als og Ærø Amt i 1850-64, og blev efter krigen 1864 stiftamtmand over Fyn 1869-98. I 1856 blev Heltzen valgt til medlem af Rigsrådet. Som konservativ helstatsmand var han modstander af de nationalliberale. Efter krigen blev han justits- og kultusminister i perioden 11. juli 1864 – 30. marts 1865 i regeringen Bluhme II.

Teltlejren paa Lammefælleden. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skildring i Dbl. af Teltlejren paa Kbhavns. Lammefælled hedder det: Byen har 12 Gader og hver Gade rummer et Compagnie Soldater. Til hver Gade hører der 10 Telte. De see ganske rummelige ud, men der boe ogsaa 12 Mand i hvert Telt, og naar de ere derinde, er der neppe Plads til en levende Sjæl mere. Beqvemmelighederne ere yderst simple: en Halmsæk, en Slags Pølse under Hovedet og et Par uldne Tæpper, det er det hele Leie. Og Andet end Leiet kan Teltet ikke godt rumme. De øvrige Commoditeter har Soldaten i sin Kiste, men til den maa han søge Plads udenfor sit Telt. For Enden af hver Gade vil man see nogle mindre og lavere Telte; det er Underofficerernes Qvarterer. De ere ikke bedre udstyrede end Soldaternes, og Qvaliteten af dem er vistnok endog ringere, thi Teltene see ældre ud, saa at en Regnbyge lettere slaaer igjennem og bringer Beboerne i den ulykkelige Svømmetilstand, der frygtes meest af Soldaten og er den farligste Fjende baade af hans Sundhed og af hans gode Humeur. Langs op ad Gaden seer man smaa runde Telte; de ere omhyggeligt lukkede, men Geværkolberne, som sees ved Foden, antyde deres Bestemmelse. Det er "Geværcapeller", og her samles Vaabnene, naar Øvelserne ere endte. En Tvergade skiller de menige Folks By fra Officerernes Boliger. Deres Telte ere opslaaede i en Række udenfor den øvrige Leir og de frembyde naturligviis en noget større Ledighed for Beboerne til al nyde det civiliserede Livs Goder. Midt for Leiren, i Række med de øvrige Officeerstelte, ligger Leircommandantens Telt. Det har, forsaavidt man kan see udvendigt fra, en Slags Forgemak, der tjener til Comptoir, og den udenfor posterede Skildvagt viser, at der her boer en høiere Officeer. Det er Leirens Hovedqvarteer. Ved den modsatte Side er Hovedvagten. Det er en heelt respectabel Vagtstue, luftig og let som de øvrige Telte, men istand til at rumme et complet Vagtmandskab. De fortræffeligste Sophaer, dannede af bløde Græstørv, indbyde rundtom i Leiren til Hvile. Det er Mindesmærker om Soldaternes Fritidsbeskjæftigelse. I store, fiirkantede Stykker skjæres Græstørvene ud med Spader, lægges paa hverandre, bedækkes med en Beklædning af finere Græstørv, der slaaes fast med Pinde, forsynes med Rygstød og Sidestykker af samme Materiale, og saa er Sophaen færdig. Foran Hovedqvarteret vil man finde Pragtexemplarer af disse Naturfrembringelser. - Kommer man ud i Leiren om Aftenen Kl. 7, vil man finde den hele Leir opfyldt af hvide Skikkelser. De blaae Uniformer ere afløste af hvide Lærreds Beenklæder og do. Trøier; det er Soldatens Morgen- og Aftenhabit. Hans Beskjæftigelse ved den Tid er meget forskjelligartet. Inde fra et af Teltene lyder "den tappre Landsoldat", fra et andet klinger en tydsk Folkesang os imøde; men hvad er det? "Gubben Noach, Gubben Noach var en hedersman!" Have vi allerede faaet svenske Hjælpetropper, eller befinde vi os ved et Sold i Studenterforeningen? Ingen (?) af Delene; men vi ere nu i den kjøbenhavnske Afdeling. Leiren er nemlig deelt i tre Afdelinger: Længst tilvenstre ligger en kongerigst Bataillon, i Midten ligge Sydslesvigerne, og tilhøire har man Kjøbenhavnerne, den 1ste Rekrutbataillon, hvis 1ste Compagnie danner Leirens yderste Grændse tilhøire. Det er her, at vi inde fra et Telt høre hine svenske Toner, og naar vi begynde at see os rigtig om, kunne vi ogsaa nok see, at Athene og Apollo her dele Herredømmet med Mars. Lige udfor Kompagniets Gade staaer der en Lygtepæl. Vedbenderanker slynge sig op ad den, og fra dens Top grine Satyrhoveder os imøde. Det er et Par Kunstnere, der maatte trække i Baistrøien, men i Fritiden have kastet Sabel og Gevær for at føre de Vaaben, som de bedre kjende: Pensel og Pallet. Den muntre Bellmannske Sang kom fra en Gruppe i de almindelige hvide Arbeidsklæder; men de Briller, som pryde forskjellige af de respektive Ansigter, vise, at det er en Flok af Athenes Sønner, som her er samlet. Her er Leirens lystige Compagnie. Herfra udgaae gjerne de forskjellige Løier, som forkorte Tiden om Aftenen, og herfra udgik ogsaa det Optog, der i forrige Uge fremkaldte den lille Conflict med de sydslesvigske Soldaler og disses holsteenske Befalingsmand. Nogle Kunstnere og Studenter vare komne overeens om at overraske deres Bataillonskammerater, naar de vare komne til Ro, med et Carnevalsoptog. En lille Hornblæser skulde være Bacchus paa Tønden. Udklædt som saadan, med en Thyrsusstav (det vil sige en Kjæp med en couleurt Lampe) i den ene Haand og - i Mangel af Viinglas - et baiersk Ølkruus i den anden Haand blev han sat paa en Stige, og baaren af Bacchanter, med Musikanter foran og en broget Skare efter sig, holdt han sit Tog igjennem Leiren. Der var Jubel og Lystighed, og der blev sjunget mange Sange, og der blev ogsaa sjunget "den tappre Landsoldat". Da var det, at Slesvigerne, der havde samlet sig paa Grændsen af deres Afdeling, gav de Syngende en uventet Salut af Smaasteen og Glasskaar, og dermed var Lystigheden endt. Heldigviis forebyggede Officererne, at den endte med en Bataille. Da dette Optog fandt Sted, var Klokken omtrent 9, og Mange vare da allerede gaaede til Hvile i deres Telte. Thi Soldaten maa tidligt op om Morgenen og gaaer derfor ogsaa tidligt i Seng. Naar Klokken er 5, maa han gjerne ud af Teltet, og saa begynder Toilettet ved Vandkarrene med de otte Haner. Det er lidt besværligt at komme til, og ikke Faa, navnlig af 1ste Compagnie, foretrække at galoppere til Vibenshuus for at blive vadskede og redte der. Kl. 6 begynder Exercitsen, og den varer da ved til Kl. 10½. Om Middagen samles Soldaterne hos Marketenderne, der have deres "Wirthschatt" i to Træbygninger, og her foregaaer da det Maaltid, som har fremkaldt de fleste Klager fra de til Soldaterkost uvante Kjøbenhavnere. De evige Ærter og Flæsk smage ikke, og det drakoniske Paalæg, der tvinger dem til at søge deres legemlige Fornødenheder tilfredsstillede hos Leirens Spiseværter, forhindrer dem fra at nyde Andet. Imidlertid skulle Klagerne - i Forbindelse med en Lægeattest - nu have fremkaldt en større Afvexling i Retterne, der imidlertid maa kjøbes med en forøget Afgift til Marketenderen af 1½ sk. dagligt. Men den gamle Klage er nu afløst af en anden; thi medens der var rigeligt af Ærter og Flæsk, paastaaes der, at Portionerne af de andre Retter ere meget afmaalte, og imedens man for fik "Meer end nok" at spise, faaer man nok nu for Lidet. Om Eftermiddagen er der atter tre Timers Exercits, og dermed ere Øvelserne endte. Aftenen er fri, og hvorledes Aftenen tilbringes, have vi seet. Det begynder nu at blive mørkt; Lygterne omkring Leiren tændes, de hvide Skikkelser forsvinde den ene efter den anden indenfor Teltene, og Leiren ligger efter en Times Forløb hensjunken i dyb Ro. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1863)

Teltlejren paa Kjøbenhavns Lammefælled holdt i Mandags Aftes Dyrehavsfest, og den havde til Tilskuere Tusinder af Damer og Herrer fra Byen. Man saae her Tyrolerferdinand, Pjerrot, Invalider med een Arm, der spillede Lirekasse, Mester Jakel, Kunstberidere o. Fl. Pepita var ogsaa derude og gjorde stormende Lykke. De forskjellige Placater, der indbød til Festen, vare baade m. H. t. Indhold og Skrivemaade i den bekjendte Dyrehavsstil og særdeles vellykkede, navnlig den om "den stakkels Kone med de 28 Ædioter". Det var 1ste Bataillon, der gjorde Løierne. En Sangforening kom derud og sang nogle Sange. Om Aftenen samledes nogle Officerer/ Underofficerer og Rekrutter om Punschebollerne. (Fædrl.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1863).

I Torsdags Aftes fandt i Kjøbenbavn, efter "Flks. Av." , et temmelig betydeligt Opløb Sted i Holmensgade, foranlediget ved, at henved 100 tydsktalende Soldater havde samlet sig der, afspærret Gaden og gjort Optøier. Den patrouillerende Betjent kunde ikke formaae dem til at gaae, og da de endog toge fat i ham, maatte han ved sin Pibe tilkalde Assistance. Der kom ogsaa strax en Betjent tilhjælp, men da denne tog fat i en af Urostifterne, faldt hele Sværmen over ham og frarev ham Arrestanten, der imidlertid blev greben og fastholdt af et Par Borgere, der vare tilstede. En tredie tilkommen Betjent opfordrede nu flere Gange med høflig Alvor Sværmen til at gaae fra hinanden, men da dette ikke hjalp, trak han sin Politiestav frem og truede med at ville gjøre Brug af den, hvis man ikke rømmede Gaden. Dette hjalp; i et Øieblik var Gaden ryddet og den paagrebne Urostifter bragtes til Politiestationen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1863).

I Fredags Aftes Kl. 8 3/4 fik, efter "Fdl.", Kommandanten i Teltlejren paa Kbbvns. Lammefælled, Major Gjedde, pludselig det Indfald at lade Leiren rømme for de Herrer og Damer, som vare derude i Besøg. Rekrutterne, baade de, der vare paa Benene, og de, der vare gaaede i Seng, bleve ved Hornsignaler kaldte under Gevær foran deres Telte. Nu sendtes der en Mængde Patrouiller ud, der paa en uskaansom Maade dreve de Besøgende ud, som jo maatte vige for Bayonnetterne. Ja, Hr. Gjedde var saa tjenstivrig, at han tiltalte Flere paa følgende Maade: "Naa, kan De ikke skynde Dem; jeg har jo sagt, al De skulle gaae." Ingen vidste eller veed endnu, hvad Grunden var til denne hensynsløse Opførsel. I Mandags Aftes saae man ved Indgangen til Leiren Placater opslaaede med Paaskriften: "Kl. 8 ville de Civile forlade Leiren". Kort, men fyndigt! 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1864)

I Teltlejren paa Kbhvns. Lammefælled blev der, efter "Flks. Av.", i Tirsdags Aftes givet en Fest for den af Nordslesvigere bestaaende fjerde Rekrutbataillon, der er indlogeret paa Sølvgadens Kaserne. Kl. 6½ marscherede Bataillonen ind i Leiren igjennem en festligt smykket Indgangsport, hvor den af Lejrens Mandskab modtoges med livlige Hurraraab. Efter at Bataillonen var bleven opstillet, blev den budt velkommen ved Afsyngelsen af nogle Sange og ved en Tale af en Rekrut af 1ste Bat.'s 2det Comp. Denne Hilsen besvaredes af Slesvigerne i Sang og Tale. Derpaa gav Leirmandskabet forskjellige Slags Løier tilbedste, af hvilke især en storartet "Beriderforestilling" vakte megen Munterhed. Da Mørket indtraadte, samledes man om Punschebordene og fortsatte Lystigheden saa lange, indtil der blev blæst Signal til Opbrud. Det fremhæves, at 2den Bataillon (Sydslesvigere) med meget Liv deltog i denne Fest, der havde et stærkt nationalt Præg.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1863).

Wiincke. (Efterskrift til Politivennen)

- For nogle Dage siden sad paa en Gjæstgivergaard i Nyborg en stortalende tydsk Handelsreisende, en Hr. Wiincke, der rejser for Huset Joh. Erasmi i Lübek, og i Selskab med ham befandt sig foruden flere Danske ogsaa nogle Offiserer fra en paa Rheden liggende russisk Fregat. Da en af dem ønskede Oplysning om Aarsagen til den dansk-tydske Strid, paatog Hr. Wiincke sig at forklare ham, at Grunden var den at Danmark underkuede Slesvig, sendte Udskudet af sin Embedsstand derover for at pine Befolkningen osv. Denne uforskammede Paastand blev strax mødt med en alvorlig Protest, og desuden offentliggjorde en Tilstedeværende det Passerede i Byens Avis og opfordrede de Handlende til ikke at gjøre Forretninger med Hr. Wiincke. Formodentlig har Følgen ogsaa været, al han har maattet forlade Nyborg med uforrettet Sag; men derved er det ikke blevet. Fra Nyborg begav han sig over Svendborg og Taasinge til Rudkjøbing, og her var der beredt ham en ubehagelig Overraskelse. Man havde fra Nyborg underrettet Rudkjøbingerne om hans Komme og bedet dem om at berede ham "en passende Modtagelse". Følgen heraf var, at en Del af Byens Indvaanere havde forsamlet sig paa Hotellet og ventede paa ham for at tage imod ham. Man havde, saa vidt det kan ses af Referatet i "Langelands Avis", været saa ivrig for, at han ikke skulde slippe, at man havde udstillet Forposter ved Havnen, der skulde melde til Hotellet, saasnart en Baad var i Sigte, for at man da strax kunde begive sig ned og give Fyren en Velkomst, og det ser næsten ud til, at de patriotiske Borgere i Rudkjøbing have været samlede den hele Nat i denne vigtige Anledning. Tydskeren var dog fiffigere end de, thi medens de holdt Krigsraad i "Hotel Skandinavien" laa han ganske rolig og sov i Væmmenæs Færgegaard, og først næste Morgen kom han til Rudkjøbing. Da maa de Ventende være blevne trætte og have adspredt sig, thi de fik ikke fat i "den høie, noble Rejsende", som "Langelands Av." noget naivt kalder ham; formodentlig er han bleven underrettet om, hvad der var igjære, og han blev derfor ikke i Rudkjøbing, men skyndte sig over Langeland til Nakskov. Ogsaa der kan han imidlertid vente det Værste; thi fra Rudkjøbing har man telegraferet til Nakskov med den Bøn, at man der vil give Hr. Wiincke den "passende" Modtagelse, som han ikke fik i Rudkjøbing, og man venter at Nakskoviterne ville lade Anmodningen gaa videre pr. Telegraf til den næste By, hvorhen den ulykkelige Lübecker, der vist neppe oftere paa dansk Grund vil fortælle Løgne om danske Forhold, derfra begiver sig.

(Jyllands-Posten 21. august 1863).

I 1840erne er registreret i Lübecks adressebog et firma Joh. Erasmi Sohn, købmand Joh. Peter Friedr. Erasmi. Lager af stenvarer, tysk og fransk porcelæn og glasvarer. Kommissions- og speditionsselskab. Alsstrasse 34 i Lübeck. Et tilknyttet firma havde købmand Heinr. Erasmi, samme adresse. Joh. Erasmi stod registreret som medlem af arrangementet Allgemeine Deitsche Sängerfest zu Lübeck, 26.-29. juni 1847.

Søndre Birk. (Efterskrift til Politivennen)

Søndre Birk.

Der er i den senere Tid fremført adskillige Anker med Hensyn til Tilstanden i Søndre Birk. Omenskjøndt nu Birkedommeren, Justitsraad Petersen, mod hvem disse Anker væsentlig have været rettede, ingenlunde kan siges at udfolde den Virksomhed og Energi, der er nødvendig for Ordenens fuldstændige Opretholdelse i saa stærkt bebyggede Distrikter som dem, man træffer herude, saa ere dog Skildringerne i den Grad overdrevne, at de maae bibringe Publikum aldeles falske Forestillinger om de Forhold, de omtale.

En Hr. G. har saaledes i "Dagbladet" Nr. 182 fremsat en Række Anker, der mere udmærke sig ved den flotte og ugenerte Tone, hvori de ere holdte end ved deres Sandhed og Nøiagtighed. Det er øiensynligt, at den ærede Indsender har villet dække sin Mangel paa Positiviteter i den omhandlede Retning, ved at fremstille de forholdsviis tarvelige Krummer, han havde, i Hyperboler, gjennem hvilke man kun ved Hjælp af et meget nøie Lokalkjendskab kan skimte Sandheden. Det er ganske sikkert, at der ikke skader nogen regelmæssig Patrouilleren af Politibetjentene Sted, men saafremt Hr. G. tilfældigviis kjender disse Herrer, der rigtignok altid gaae civilt klædte, til han vistnok jevnlig have havt Leilighed til at see dem passere Gaderne: at de desuagtet maaskee ved flere Leiligheder forholde sig noget passive, maa vel nærmest søges begrundet i den Omstændighed, at Gaderne (Schønbergs-, Schouws- og Danmarksgade) ere private, og altsaa ikke i den Grad undergivne den offentlige Kontrol, som f. Ex Kiøbenhavns Gader. At "der gives Enkelte, som ville paastaae at have truffet en Vægter", er i høi Grad sandsynligt, eftersom dennes Nærværelse jevnlig fordres i Løbet af Natten for at lukke Folk ind. Det er mig en Glæde at erfare, at Hr. G. aldrig har hørt Vægteren raabe, da jeg deri seer et Beviis paa, at hiin Herre nyder en sund og stadig Søvn.

Den ærede Indsender gaaer dernæst over til i høie Raab at beklage sig over, at Gaderne herude, og da især Schønbergsgade, gjøres til Græsgange for hele Flokke af Kreaturer, navnlig Lam, der i Forening med Skarer af Qvægdrivere, Drenge, Vagabonder etc. etc. synes at have sat sig til Opgave at ryste Hr. G. s Nerver. Atter her skorter det paa Nøiagtighed i Fremstillingen. Sagen er nemlig den, at der henligger flere ubenyttede, græsbevoxede Byggegrunde herude, paa hvilke man i Løbet af den sidst Maaned nu og da har ladet nogle Lam græsse; større Kreaturer har jeg aldrig seet græsse herude, naar undtages en eenlig Hest, der ved sin i Sandhed fuldkommen maadeholdne Optræden umulig nogensinde kan have generet Hr G. I selve Gaderne findes ikke Kreaturføde. Ved Qvægdriverne skal jeg ikke nærmere dvæle, da de faa Repræsentanter for denne Klasse af Samfundet, der have havt Forretninger herude, ikke ved deres Optræden have afgivet nogen skjellig Grund til Klage. Af Vagabonder har jeg i de 2 Aar, hvori det schønbergske Qvarteer har intereeseret mig, seet saa ringe et Antal Exemplarer, at jeg umulig kan indrømme Berettigelsen til at charakterisere Gaderne som Samlingssteder for disse Individer. Med Hensyn til Drengene og Sælgekonerne maa jeg derimod give Hr G. Ret, naturligviis med de Modifikationer, som næsten altid maa anvendes overfor heftige Udgydelser. Det er ganske sikkert, at Drengene, der hu have saa ypperlige Tumlepladser, ofte ere mere støiende i deres barnlige Forlystelser, end man kunde ønske det - ligesaa sikkert, som det er, at Sælgekonerne have udraabt deres Varer tilsalg efter Kl. 9 om Søndagen; med Hensyn til dette sidste er der imidlertid, efter hvad jeg har kunnet bringe i Erfaring, nu udgaaet Forbud fra Birkedommeren, ligesom det maaskee vil være Hr. G. bekjendt, at der allerede for nogen Tid siden er truffet meget energiske Forholdsregler med Hensyn til de af ham antydede tidligere desværre temmelig hyppigt forekommende Onder

Iøvrigt skal jeg kun endnu tillade mig at bemærke, at Frederiksberg Kommune, med sin store Folkemængde, ikke efter min Anskuelse længer bør høre sammen med et Landdistrikt, ligesaa lidt som Tiden endnu er kommen til at indoptage samme under Kjøbenhavn. Lad Frederiksberg Kommune faae Kjøbstadrettighed og lad den faa arbeide med sine egne Kræfter paa sin egen Udvikling; da vil det blive muligt at bringe Orden tilveie i alle Retninger, uagtet man med Forholdene, som de ere, kan finde sig ret tilfreds i søndre Birk. H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1863).

Københavns Amts Rytterdistrikts Birk var i 1819 blevet nedlagt og opdelt i Københavns Amts Nordre Birk (Brønshøj Sogn, Gentofte, Lyngby og Søllerød sogne på Nordegnen samt Gladsaxe, Værløse, Herlev, Ballerup, Måløv, Ledøje og Smørum sogne på Nordvestegnen), Københavns Amts Søndre Birk (Frederiksberg Sogn og Hvidovre, Rødovre, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Glostrup, Herstedøster, Herstedvester, Vallensbæk, Høje Tåstrup, Sengeløse, Ishøj samt Torslunde sogne på Vestegnen) og endelig Amager Birk. Siden 1848 alle med hovedsæde på Blegdamsvej på det indre københavnske Nørrebro i det nye fælles Københavns Amts Ting- og Arresthus, som tillige kom til at rumme amtsrådet og dets amtskommunale administration. 

Med denne fjerne placering fra jurisdiktionerne, fremvæksten af hovedstadens to byer, København og Frederiksberg, og den betydelige befolkningstilvækst i det nordlige opland, måtte denne jurisdiktionelle ordning gennemgå en række tilpasninger i århundredets sidste halvdel.

Københavns Amtskommune magtede ikke opgaverne på Frederiksberg, og kommunen (med et mindre tilskud fra amtskommunen) måtte derfor i stadig større omfang løfte opgaverne selv. Kommunen havde i 1865 ansat fire kommunale betjente som supplement til de stedlige amtsbetjente. I medfør af politiloven fra 1871 om bl.a. politivedtægter i købstæderne fik Frederiksberg en politivedtægt i 1872. Som i landets øvrige købstæder fastlagde vedtægten en række af de hidtidige politiopgaver, suppleret med nye, som var kommet til med industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering. I 1874 ansattes en politiassistent som leder af det 10 mand store korps, der i 1876 kunne rykke ind i en kombineret politi- og brandstation ved Frederiksberg Runddel. 

Ved politiloven for København fra 1863 ændredes politiets ordning, og København fik i 1869 en politivedtægt. Med brokvarterernes hastige vækst bragtes det samlede antal politidistrikter i 1878 op på seks. På samme tid var den københavnske politistyrke på 20 år blevet mere end fordoblet og omfattede under byens politidirektør ikke færre end 282 betjente.

Zulu-Kaffer-Qvinder og indfødt Nubier. (Efterskrift til Politivennen)

Akrobaten og pantomimekunstneren Jean d'Abis (1807- ) havde i 1850'erne Danmark (og dele af udlandet) et omrejsende show. Han var artist, jonglør, kunstberider m.m. hvis forestillinger i Danmark og udlandet daterede sig helt tilbage til 1830'erne., bl. a. i 1840'erne optrådte han hos Price på Vesterbro, Tivoli, og turnerede rundt i Danmark. I hvert fra 1854 begyndte han at vise levende mennesker, fra 1860 en smuk og stærk Zulu Kaffer. I 1862 lavede han et reklamestunt ved i aviserne at annoncere med at hans menneskeæder fra Nubien var stukket af, og skulle have ædt 12 småbørn. (Se også indslaget med Joseph Liphards Raritetskabinet fra 1853).

Annonce i Sydfyenske Tidende 18. juli 1863. Annoncen fandtes i adskillige andre aviser. De blev også forevist bl.a. i Sommerlyst Teater (Sommerlyst lå på Frederiksberg Alle nærmest ved Runddelen), Korsør, Århus, Viborg.

Zulu-Kafferne. Den med Hr. d'Abis' Selskab til Aarhuus med Postdampskibet ankomne Zulu-Kafferinde saae sig nødsaget til, umiddelbart efter at være bleven indlogeret i "Hotel Cimbria", at søge Jordemoderens Assistance, og nedkom kort derefter med et velskabt Drengebarn, der bragte Beviser for sin ægte Herkomst ved at producere sig med sorte Øren, sorte Brystvorter og andre Sorte Legemsdele; allerede i Mandags er den øvrige lyse Couleur forvandlet til kobberbruun. (Aarh. Av.)

(Sydfyenske Tidende 29. juli 1863).

Nyheden var muligvis endnu et af Jean d'Abis' reklamestunts, idet fødslen ikke er indført i kirkebøgerne.

- Hr. Jean d'Abis fra Kjøbenhavn er indtrufen hertil Viborg med en eiendommelig Familie: en 30aarig Nubier, gift med en 28aarig Zulukafferinde, tilligemed en Datter paa 10 Aar samt et for en Maaned tilbage i Aarhuus født velskabt Drengebarn. Endvidere har han medbragt en sjelden Insectsamling, der fra forskjellige Steder er bleven omtalt som særdeles interessant. (Om Stedet og Tiden for Foreviisningen see under Advertissements).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. august 1863).

Jean d'Abis turnerede i 1866 med seks levende dværgaber. Han turnerede også i Tyskland. Hustruen Marie Catrine d'Abis, f. Werning (1798-1871) døde i København og er begravet på Holmens Kirkegård. Efter hendes død stoppede d'Abis turnelivet og døde 1875. Han blev begravet ved siden af hustruen. Se Anders Enevig: Gøglere, hypnotisøerer og savoyarder. (2003)