Rømningen af Dannevirke 4de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Slesvig, 29. januar Jeg behøver ikke fortælle, at vi slesvigere under trykket af den danske besættelse længes mere end nogensinde efter den time, hvor vores militære og bureaukratiske undertrykkere vil blive tvunget til at forlade banen. Du kender vores omstændigheder godt nok til at vide, hvordan vi har det med det diktatur, der har været udholdt i 14 år nu. Den dag de første tyske tropper flytter hertil, forsikrer jeg jer, vil der være en jubel som ikke har været hørt i denne gamle tyske by i århundreder. Selv den betragtning at vores befrier, politikkens redskaber, er fjendtlige over for vores mest vitale interesser, vores brændende ønsker, vil ikke kunne forstyrre vores glæde. Vi tror ​​hvad der end måtte ske, at Gud ikke vil lade et folk og et land gå til grunde, som modigt er fast besluttet på at handle for deres frihed såvel som til at udholde. Den danske hær synes, trods al pral i den københavnske presses forskellige løjtnantkorrespondancer, at føle sig temmelig ubekvemt tilpas her. Desuden tæller den som følge af den stærke kulde, der kun blev afbrudt i nogle få dage af regnvejr, rigtig mange syge for øjeblikket. Hvis, som vi håber, den preussisk-østrigske hærs fremrykning skulle finde sted i de dage, hvor frosten varer ved, bliver modstanden i den berømte Danevirke-stilling næppe særlig alvorlig. (Schlesw.-Holst. Bl.)

Schleswig, 29 Jan. Dass wir Schleswiger unter dem Druck der dänischen Besetzung in diesen Tagen leghafter als je die Stunde herbeisehnen wo unsere militärischen und bureaukratischen Dränger genöthigt seyn werden das Feld zu räumen, brauche ich Ihnen nicht zu sagen. Sie kennen unsere Verhältnisse hinreichend um zu wissen wie wir zu der nun blad 14 Jahre lang ertragenen Zwingherrschaft stehen. An dem Tage wo die ersten deutschen Truppen hier einrücken werden, wird, das versichere ich Ihn en, ein Jubel zum Himmel steigen wie er seit Jahrhunderten in dieser alten deutschen Stadt nicht gehört worden ist. Selbst die Erwägung dass unsere Befreier die Werkzeuge einer Politik sin die unsern bedeutsamsten Interessen, unsern heissesten Wünschen feindselig entgegentritt, wird nicht im Stande seyn unsere Freude zu stören. Wir denken was auch kommen mag, dass Gott ein Volk und Land nicht untergehen lassen wird die fest und muthig für ihre Freiheit zu handeln wie zu dulden entschlossen sind. Die dänische Armee scheint, trotz aller Grossprahlereien in den verschiedenen Lieutenantscorrespondenzen der Kopenhagener Presse, sich hier ziemlich unheimlich zu fühlen. Dazu zählt sie in Folge der starken nur einige Tage durch Regenwetter unterbrochen gewesenen Kälte in diesem Augenblick sehr viele Kranke. Wenn das Vorrücken des preussisch-österreichischen Heeres, wie wir hoffen, in den Tagen wo der Frost noch andauert erfolgen sollte, wird der Widerstand in der berühmten Danewerkstellung schwerlich ein sehr ernsthafter werden. (Schlesw.-Holst. Bl.)

(Allgemeine Zeitung. 1864 6. februar 1864) 

Otto Bache (1839-1927): Et sjeldent godt Kvarteer i Felten. Hæren ved Dannevirke. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra en af vore Krigere er indløbet og meddeelt os følgende Brev (egentlig 2de) af 12te og 15de ds., som indeholder en ganske interessant Skildring af Feldttogets Begivenheder siden dettes umiddelbare Aabning og Tilbagetoget: 

- Jeg vil tildeels holde mig til hvad jeg selv har seet og oplevet og derfor begynde hvor jeg slap i mit sidste Brev: Vi blev sidst i f. M. kommanderet ned til Tetenhusen ved Sorgfloden, - hvor vi assisterede ved at sprænge alle Broer og Overgangssteder i Luften Natten til den 1ste i d. M., til hvilken Tid Fjenden jo overskred Eideren. En Halvdeling af mit Compagnie havde Vagt ved Chausseebroen imellem Rendsborg og Slesvig, hvor jeg var med; Resten af Compagniet stod i Sorgvold øst for, hvor den sidste Bro først blev sprængt efter at en Eskadron Husarer var kommen over, som havde Feltvagt tæt ved Rendsborg Kl. 9 1/4 Morgen. Af disse var imidlertid den bleven afskaaren af Fjenden og kom endelig jaget af dem til den store Bro, hvor vi stod med vore Forposter. Jeg var netop ude med en i Patrouille fra Feldtvagten, som stod længere tilbage, og jeg skulde tillige trække Posterne ved Broen ind, da vi skulde rykke tilbage, men da jeg opdagede den stakkels Husar, som nu var naaet næsten til Broen, søgte jeg Dækning med min lille Skare, ialt 12 Mand, saaledes at jeg kunde beherske Brostedet, hvor Husaren natten ude af sig selv red omkring uden at see nogen Udvej til at komme over, thi Veien var jo fyldt meget op ud over Engen og der var Jerngitter ved Siden. Feldtvagtcommandeuren havde seet Maneuvren og kom tililende med Resten af Vagtmandskaber, saa at vi blev 24 Mand, og saasnart det tydske Cavallerie kom os paa Skud, begyndte vi at give Ild (og jeg vil her i Parenthes bemærke, at jeg sendte den første Kugle, som blev sendt fra dansk Side efter Fjenden i denne Krig). Og det var en Fornøielse at see det tydske lette Cavallerie gjøre omkring og søge Dækning ved Bakkerne og Sorgbro Kro ved det første Skud, som kom dem noget uventet. Imidlertid kom vor Husar tilbage ned paa Engen, fik Hesten dreven i Floden og svømmede over paa denne Side. Jeg sendte ialt 3 Kugler for min Person. Vi bleve derpaa forfulgte af endeel saavel Cavallerie som Infanterie tilbage til vor Hovedstyrke, som stod noget tilbage. Vi troede, at Fjenden skulde have lang Tid til at komme over Floden, men det var et Øiebliks Sag. Vi retirerede samme Dag ned bag Dannevirkestillingen og vort Regiment kom til at besatte Skandserne 2 Miil vest for Slesvig ved Opdæmningerne, hvor vi under Belejringen forøvrigt kun havde nogle Forpost- og Patrouillefægtninger. Jeg var to Gange med i Striden og den ene Gang var en Kugle fræk nok til at berøre min Feldtbue, - men nærved skyder ingen Hare.

Nu dette store Værk Dannevirkestillingen, som Danmark har offret saa enorme Summer paa og hvortil vi Alle slog saa stor en Lid, var da, som fast militairt Holdepunct betragtet, ikke stort andet end Blæstværk, ligesom saa meget Andet nuomstunder. Det undrer mig kun, at sagkyndige Folk, som kjendte til Forholdene, kunde lade sig forblænde til at troe, at den forholdsviis lille danske Hær kunde byde saa mange Fjender Trods der, isærdeleshed ved et Vinterfeldttog. Vi blev kun belejret i 5 Dage og det var sandelig dog paa høie Tid vi kom derfra, thi i de 5 Dage vare vi kun ca. to Timer under Tag, den øvrige Tid gik vi paa Skandserne eller som Reserve bag ved under aaben Himmel baade Nat og Dag, i Frost, Slud og Kulde og vi led endog Mangel paa det Nødvendigste - Brød o. d., thi Magasinerne bleve flyttede og der var en ved Stillingens Beskaffenhed nødvendiggjort Uro i Alt, som virkelig var forfærdelig. Det var en tyndt beboet Egn; vi havde omtrent en Miil til Qvarteer og lige saa langt til nærmeste Huus. Fjenden kjendte vor Tilstand og vedblev med Patrouiller osv. at forurolige vore Forposter, da han vel vidste, at hele Styrken da maatte paa Benene. Blot 8 eller 14 Dage til og Halvdelen af vor Hær havde været paa Sygehuset, og Resten havde det da været let for Fjenden at tilintetgjøre, før de havde kunnet trække sig bag Fæstningerne Dybbøl og Fredericia. Det maa ogsaa aabenbart have været Fjendens Hensigt, og det havde kun altfor meget lykket for ham, dersom vi ikke havde havt vor gode prøvede Overgeneral. Efter hvad jeg hører skal denne jo rigtignok derved have begaaet den "Forseelse" eller, rettere sagt, er dragen til Ansvar fordi han ikke havde raadspurgt og erholdt Tilladelse fra "Vedkommende" i Kjøbenhavn til at rykke Hæren bort fra en uholdelig Stilling, endskjøndt jeg synes at Enhver maatte let kunne indsee Nødvendigheden af, at et saadant Foretagende blev holdt hemmeligt, endogsaa for Telegraphister, hvor eedsvorne de end ere, thi jeg skulde kjende Fjenden daarligt, dersom de ikke have deres Spioner ogsaa blandt disse sydpaa.

Hvad Retraiten angaaer, da gik den for vort Regiments Vedk. saa temmelig heldig af; vi gik af Side- og Biveie indtil vi kom til Haderslev; i lang Tid gik vi paa den gamle Landevej og kunde see Fjendens Forposter gaae i Høide med os paa den nye Chaussee, og Cavalleriepatrouiller vedblev at følge os og rekognoscere os; men vi vare for Mange til at de ansaae det for raadeligt at angribe os. Vi havde den strængeste Marsch Nogen paa Retraiten havde, derved at vi bestandigt maatte gaae Omveie, saavel for ikke at støde paa Fjenden, som ogsaa for ikke at støde sammen med andre af vore Afdelinger. Vi gik, efter ikke at have sovet i 3 Døgn, fra om Aftenen Kl. 10 til næste Aften Kl. 8 uafbrudt med kun ialt 2 Timers Hviil; der var et meget glat Føre, og naar det var lidet siden vi faldt og stødte os, gik vi og sov; jeg faldt saaledes den første Nat ti Gange og de 7 Gange sov jeg saaledes, at først først vaagnede, naar jeg laae paa Veien. Det var forresten et paa eengang sørgeligt og komisk Optog; thi undertiden tørnede To sovende mod hinanden, saa at de Begge eller den Ene faldt og Begge gav da Ondt at sig; naar en Vogn var væltet eller noget Lignende, som bevirkede en Standsning, kastede Størstedelen sig strax i Sneen og sov med det samme, og Resten stod da op og sov; ofte hændte det da, at To løb Panderne sammen eller staaende sank lige ned i Knæerne, og naar vi saa skulde afsted igjen, var der Mange, som næsten ikke var til at faae vaagne. Marschen til Colding, hvortil vi kom om Morgenen Kl. 3, varede ialt 3 Dage og to Natter, og naar der blev holdt Hviil eller i de to nætter vi laae stille, gjorde vi Forposttjeneste. Det var en drøj Tour og jeg kan ikke andet end beundre mit Helbred, da jeg var en af de isandhed Faa, som paa hele Touren ikke tyede til Vognene, og jeg er bagefter, d. v. s. efter at vi have ligget og pleiet os i Colding et Par Dage, hvor jeg nød en særdeles god Pleie, igjen i mine gamle Folder og ved godt Helbred. Herude paa Landet have vi det knapt saa godt som i Colding, thi vi ligge for Mange paa et Sted; men vi ere jo vante til Touren nu og begynde allerede at kalde det en god Seng, naar der er tilstrækkelig Halm at ligge paa; thi i det Slesvigske havde vi knapt med Halm.

Det er intet Under, at ikke Alt kunde gaae i Orden eller saa hurtigt komme i Orden igjen efter et, forøvrigt saa vel udført Tilbagetog. Alene af mit Compagnie kom Capitainen og det halve Compagnie bort fra Regimentet og var kommet med 11te og et andet Regiment over til Als, hvorfra vi nu have modtaget Efterretning. Men der savnes foruden dem, Capitainen har med, alene af dette Compagnie 1 Commandeerfergeant, 4 Undercorporaler og 16 Menige. Beretningerne om Saarede og Døde ere overhovedet faa ufuldkomne, fordi der ere saa Mange komne bort fra deres Afdelinger og der ikke kan afgives noget Bestemt for Hver er kommet til sin. Vi have ganske vist ogsaa mange flere Fanger, Døde og Saarede end Nogen troer; men dette var naturligviis ikke at undgaae, og havde vi ikke, ved en kraftig Beslutning, havt de 4 Timers Forspring fra Dannevirkestillingen, men vare ved den overvældende fjendtlige Styrke blevne slaaede derfra eller ved Stillingens Beskaffenhed omgåaede, saa havde Danmark nu vist ingen Hær mere.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 24. februar 1864).

Episoden med affyringen af det første skud der dræbte en preussisk forpost bekræftes af andre aviskilder, fx Kemptner Zeitung 4. februar 1864. Dog ikke hvem der affyrede skuddet.

Værtshuset og skolen i landsbyen Kosel, 2. februar 1864. Den fungerede under slaget ved Mysunde som forbindingssted for sårede soldater. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein".

Slesvig-Holsten før Dannevirke. (Efterskrift til Politivennen).

Oversættelse af tysk artikel, original se herunder:

Altona, 27. januar. Der er stor vrede mod de passerende østrigske tropper. For nylig havde flere beboere sat florbeklædte slesvig-holstenske flag op; i Hamborg natten til går, overfor "Hotel de l'Europe", hvor Wrangel indlogerer sig med sin stab, var hejst et sådant flag omvundet med  sørgeflor og en plade overklistret med bredt papir, hvorpå stod en alt andet end flatterende indskrift; Politifolk blev hurtigt sendt ud for at fjerne flaget og plakaten. Generalen havde set massen af ​​de forsamlede mennesker fra vinduet; han spurgte efter navnene på politifolkene, som slæbte af sted med de ting, de havde taget væk, mens der blev piftet højt rundt omkring. Der er en østrigsk æresvagt foran hans lejlighed.

Mens preusserne for det meste skulle indkvarteres i Hamborg, har den niende østrigske infanteribataljon, som ankom mandag, været indkvarteret i for det meste frivilligt registrerede kvarterer i byen. Mange nye østrigske tropper ankom i går; infanteriet og artilleriet måtte finde deres kvarter på landet, hvor tvangssituationen trådte i kraft. Protesterne mod modtagelsen af ​​de preussisk-østrigske tropper, som Dr. Wex rejst som pligt i en folkeforsamling, er ikke engang blevet forsøgt.

Altona, 27. Jan. Die Verstimmung gegen die durchziehenden österreichischen Truppen ist gross. Hier hatten jüngst mehrere Einwohner mit Flor umhängte schleswig-holsteinische Fahnen aufgesteckt; in Hamburg wurde in der vorgestrigen Nacht gegenüber dem "Hotel de l'Europe", in welchem Wrangel mit seinem Stab logirt, eine solche Flagge mit Trauerflören und einer mit weitzen Papier überklebten Tafel aufgezogen, auf welcher eine nichts weniger als schmeichelhafte Inschrift stand; Policisten wurden alsbald hingesandt, um Flagge und Placat zu beseitigen. Der General hatte com Fenster aus die Masse des sich sammelnden Volkes wahrgenommen; er liess sich die Namen der Policisten ausbitten, die mit den weggenommenen Sachen abszogen, während ringsum stark fepfiffen ward. Vor seiner Wohnung befindet sich eine österreichische Ehrenwache.

Während die Preussen meist zwangsweise in Hamburg einqvartiert werden mussten, ist das am Montag neuangekommene neunte österreichische Jägerbataillon in grösstentheils freiwillig angemeldeten Quartieren innehalb der Stadt untergebracht worden. Gestern kamen noch viel neue österreichische Truppen an; die Infanterie und Artillerie mussiten auf dem Landgebiet ihr Unterkommen suchen, wo die Zwangsmodus eintrat. Die Proteste gegen die Aufnahme der preussisch-österreichisten Truppen, welche Dr. Wex in einer Volksversammlung als Pflicht anstegte, sind nicht einmal versucht worden.

(Augsburger Postzeitung 1. februar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original se herunder:

De følgende tal taler som bevis på, hvordan hertugdømmet Slesvig er blevet mishandlet af danskerne i forhold til kirke og skole i de sidste 13 år. Af 292 præsteposter er omkring 200 besat af danskere, der kun kan prædike på dansk, 15 af de 17 lærere ved Flensborg Gymnasium er danskere, gymnasiet i Haderslev er udelukkende besat af danske lærere, og på Slesvig Katedralskole, er 9 af de 11 lærere danskere. Lærerseminariet i Tønder blev lukket, og skoleaspiranterne blev tvunget til at deltage i et seminar i Jylland for at indprente danske holdninger i dem. Må enhver tysk fyrste, som har et hjerte for et folks helligdomme, ikke glemme, at disse forhold er fremkommet ved Tysklands skyld, og at et ulykkeligt folk i 13 år i hertugdømmet Slesvig der har mistet deres højeste moralske goder, sørger over deres sprog, deres kirke og skole.

Zum Beweis, wie in den letzten 13 Jahre das Herzogthum Schleswig in Beziehung auf Kirche und Schule von den Dänen misshandelt worden ist, mögen folgende Zahlen sprechen. Von 292 Pfarrstellen sind gegen 200 mit Dänen besetzt, die nur Dänisch predigen können, von 17 Lehrern an der Flensburger Gelehrtenschule sind 15 Dänen, die Gelehrtenschule in Hadersleben isr mit lauter dänischen Lehrern besetzt, an der Domschule zu Schleswig sind von 11 Lehrern 9 Dänen. Das Schullehrerseminar zu Tondern hat man aufgehoben und die Schuladspiranten gezwungen, ein Seminar in Jütland zu besuchen, um ihnen dort dänische Gesinnung einzuimpfen. Möge jeder deutsche Fürst, der für die Heiligthümer eines Volkes ein Herz hat, es nicht vergessen, dass durch Deutschlands Schuld diese Zustände herbeigeführt wurden und dass seit 13 Jahren im Herzogthum Schleswig ein unglückliches Volk um die höchsten sittlichen Güter, um seine Sprache, seine Kirche und Schule trauert.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 2. februar 1864)

Èvacuation du pont de Rendsborg, par les danois. L' illustration : journal universel. 20. februar 1864

Oversættelse af tysk artikel, oversættelse følger nedenfor:

Tønder, 29. januar. (S. H. Z.) Læserne vil bedst kunne orientere sig om stemningen på stedet her ud fra følgende fakta. I begyndelsen af ​​denne uge var der store konflikter mellem de tyske borgere og de danske seminarister. Sidstnævnte havde i anledning af en koncert tilladt sig uforskammede politiske provokationer og blev behørigt straffet af borgerne for det, hvorved nogle af dem siges at være kommet til skade. Der er nu påbegyndt en større undersøgelse, hvori, det ser ud til, købmand Matzen, købmand Johannsen, købmændene Iversen og Holze formodes at være involveret. Der er også rejst tiltale mod en kontorist, fordi han skålede for "vor hertug Friedrich" til en fest.

Tondern, den 29. Januar. (S. H. Z.) Ueber die Stimmung her an Orte werden Ihre Leser sich am besten aus folgenden Thatsachen unterrichten können. Zu Anfang dieser Woche ist es hier zwischen den Deutschen Bürgern und den Dänischen Seminaristen zu grossen Conflicten gekommen. Die letztern hatten sich nämlich bei Gelegenheit eines Concertes unverschämte politische Provocationen erlaubt und sind dafür von den Bürgern nach Gebühr gezüchtigt worden, wobei einige von ihnen etwas zu Schaden gekommen sein sollen. Jetzt ist nun eine grosse Untersuchung eingeletet, in welche, wie es scheint, namentlich Kaufmann Matzen, Kaufmann Johannsen, Kaufmann Iversen und Holze verwickelt werden sollen. Ferner ist gegen einen Commis Anklage erhoben worden, weil er in einer Gesellschaft einen Toast auf "unsern Herzog Friedrich" ausgebracht.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 3. februar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Kiel, den 30. januar - - - Fra og med i dag er forplejningen af ​​de indkvarterede tropper begyndt således, at soldaterne forsynes med portioner kød samt hjælpefrugt, brød m.m. fra de markslagterier, der er blevet oprettet her. I betragtning af forholdene her, synes denne facilitet, som kan være nyttig hvor tropperne befinder sig i et område der allerede er blevet stærkt drænet ved tidligere indkvartering, og hvor indbyggerne måske allerede selv begynder at mangle forsyninger, ikke at være en lettelse for kvartermestrene eller soldaterne. For førstnævnte er det en stor gene at skulle forberede de små rationer, som soldaterne bragte i vore kommunale institutioner, så meget mere som de uddelte portioner er utilstrækkelige, således at nogle af kvartermestrene hvis ikke soldaterne skal lide af mangel, stadig må tilføje noget for egne midler. Hele arrangementet ser også ud til at være en af ​​de tiltag, som er udklækket bag et skrivebord, ikke viser sig i praksis efterfølgende. Som bekendt er den preussiske militæradministration rig på sådanne institutioner, men også lige så nidkær for, som de sidste kammerdebatter har vist, at ingen civil selv om det var repræsentanterne for landet selv, blander sig i diskussionen af sådanne ting. Man kan godt antage, at manglen på mad har sin oprindelse i sådanne forkerte synspunkter, og ikke i økonomisk nærighed. De millioner, der mangler på grund af manglende tilladelser fra godserne, vil jo bestemt ikke kunne erstattes ved springe et par masser af kød eller bacon over fra rationerne af de soldater, der ligger på marken. ')

*) Til sådanne forhold anbefales det, at kvarteret fodres af store spisefaciliteter, som let kan opsættes ved hjælp af kogekedlerne. De kvarterede får varm mad en gang om dagen.

- - -

Fra Sydslesvig berettede 30. januar "R: W.": I Landsbyerne Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen o. s. v. lod det danske militær de eksisterende vogne og heste samle, med den åbent udtalte hensigt at dirigere dem videre mod nord i tilfælde af preussernes Invasion; ejerne af vognene blev også bedt om at stille en kusk til hvert spand, og de trøstede sig med, at vognene og hestene, som hver blev vurderet for sig, senere ville blive betalt. Nogle steder, såsom fx Tuvenstedt har bønderne været tvunget til at samle alle vogne i en fold, da man med rette frygter, at ønskerne i tilfælde af, at ønskerne opstår, ikke vil blive efterkommet frivilligt. Enhver bonde i disse byer, som vil køre til byen, skal først indhente tilladelse til at få sin vogn ført bort.

Kiel, 30. Jan. - - - Mit dem heutigen Tage hat hier die Magasinverpflegung für die eingquartierten Truppen in der Weise begonnen dass den Soldaten aus den hier erricheteten Feldschlägterein Portionen Fleisch, und ausserdem Hülfenfrüchte, Brod etc., geliefert werden. Für die hier vorhandenen Verhältnisse scheinen diese Einrichtung, welche vielleicht da zweckmässig seyn mögen wo die Truppen in einer durch frühere Einquartierung schon stark ausgesogenen Gegend liegen, und is den Einwohnern selber vielleicht schon an Vorräthen zu mangeln beginnt, keineswegs eine Erleichterung den Quartiergebern oder den Soldaten zu gewähren. Für die erstern ist es bei unsern städtlischen Einrichtungen eine grosse Belästigung die von den Soldaten gebrachten kleinen Rationen zubereiten zu müssen, um so mehr als die ausgetheilten Portionen unzureichend sind, so dass die Quartiergeber, wenn die Soldaten nicht Mangel leiden sollen, doch noch mancherlei von ihren Mitteln zufügen müssen. Die ganze Einrichtung scheint auch eine von jenen Massregeln  zu seyn welche, am grünen Tisch ausgeheckt, in der Praxis nachher sich durchaus nicht bewähren. Die preussische Militärverwaltung ist bekanntlich reich an derartigen Einrichtungen, aber auch ebenso eifersüchtig darauf, wie noch die letzten Kammerdebatten geseigt haben, dass kein civilist, und wären es die Vertreter des Landes selbst, solche Dinge der Erörterung interzieht. Dass die mangelhafte Verplegung in solchen verkehrten Anschauungen ihren Ursprung habe, darf man doch wohl annehmen, und nicht etwa in finansieller Knauferei. Denne die wegen der mangelnden ständischen Bewilligung fehlenden Millionen werden doch sicherlich nicht dadurch ersetzt werden können dass man den im Felde liegende Soldaten einige Loth Fleisch oder Speck an ihren Rationen absieht. ')

*) Es empfiehlt sich für solche Verhältnisse die Speisung der Einquartierung durch grosse Speiseanstalten, die mit Benutzung der Braukessel leicht errichtet werden können. Die Einquartierung erhält dort täglich einmal warme Speise.

- - -

Aus Süd-Schleswig, 30. Jan., wird dem "R: W." gemeldet: In den dorffschaten Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen u. s. w. liess das dänische Militär die vorhandenen Wagen und Pferde verzeichnen, mit der offen ausgesprochenen Absicht dieselben bei einem Einmarsh der Preussen weiter nordsẅarts zu dirigiren; auch wurden die Eigenthümer der Fuhrwerke aufgefordert für je ein Gespann einen Führer zu stellen, und ist ihnen dafür der Trost geworden dass Wagen und Pferde, welche jedes für sich taxirt wurden, später bezahlt werden würden. An einzelnen Orten, wie Tuvenstedt z. B., sind die Bauern gezwungen worden sämmtliche Wagen auf einer Koppel aufzufahren, da man wohl mit Recht fürchtet es möchte eintretenden Falls den Wünschen nicht freiwillig nachgekommen werden. Jeder Bauer dieser Ortschaften der zur Stadt fahren will, ist jetzt genöthigt erst die Erlaubniss zur Wegnahme seines Wagens einzuholen.

(Allgemeine Zeitung 4. februar 1864)

Paradepladsen i Rendsborg med det saksiske armetræn. Fra lllustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).

Uddrag af brev efter overgangen over Slien den 8. februar 1864.

- - Det var en trøst for folket, at i Arnis fik næsten enhver soldat en hel skinke, brød, bacon etc. af de glade befriede. Folk blev overvældet, mens de marcherede forbi, og der manglede heller ikke store snapseflasker, så humoren i bataljonen var god...

- - Ein Trost für die Leute war es, dass in Arnis fast jedem Soldaten ein ganze Schinken, Brod, Speckseiten u. s. w. von den beglückten Befreiten gegeben wurde. Die Leute wurden überschüttet im Vorbeimarsch, und grosse Flaschen Schnaps fehlten auch nicht, so dass der Humor im Bataillon gut wurde ...

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).

Om situationen udtalte en tysk avis følgende:

Slesvig-Holsten. På trods af alle dystre skyer er folkets mod ufortrødent. Der forventes ikke noget godt af ankomsten af de preussiske og østrigske. I nogle enkeltheder, bortset fra det sidste besøg i 1848 og 1851, er denne forventning fuldt ud berettiget. Blandt detaljerne er den hensynsløse overskridelse af grænsen uden forudgående forespørgsel eller meddelelse, den preussiske hærs forbud mod at spille den slesvig-holstenske nationalsang eller at læse slesvig-holstenske aviser. Mens hannoveranerne og sakserne overalt blev mødt med stor jubel, mens landets byer havde iført deres bedste flagdekorationer for at modtage de kære befriere, ventede en stille velkomst og sigende stilhed de forstående preussere og østrigere. Da preusserne kom ind i Kiel (25. januar), var alle flagdekorationer som blæst væk fra husene, vinduerne var tomme, og mangen en ung officer, som troede, han mødte en dejlig, varm kvindes øjne, når han så op, mødtes af kolde vinduesruder med sit kærlige blik. Det er ikke forbigået iagttagere, at de preussiske soldater var synligt chokerede og flove over en så kølig modtagelse. Da østrigerne marcherede gennem Altona, skete der noget lignende for dem. Alle de slesvig-holstenske flag, der havde vajet til ære for de tyske forbundstropper, var væk. På nogle huse var de sammenrullede og forsynede med flor; store sorte sørgeflag vajede endda fra andre huse. Forståeligt nok for alle, der kender selv det folkelige tegnsprogs ABC. I øvrigt skal det roses, at det i Holsten blev aftalt at behandle soldaterne i kvarteret med venlighed, men officeren med afmålt reservation. Det ville være urimeligt at få soldaten til at betale for, hvad hans øverste ledere fandt. For soldaterne selv kan det dog kun være nyttigt og gavnligt at blive orienteret fra deres kvarter om mange ting, som de indtil da har stået helt i mørket i deres kaserne. Vi anbefaler vores slesvig-holstenske landsmænd "Deutsche Wehrzeitung" til dette formål, nemlig nummer 3 af samme, som er knyttet til vores dagens nummer.

Schleswig-Holstein. Trotz aller düsteren Wolken ist der Muth des Volkes unversagt. Von den preussischen und österreichischen Ankömmlingen erwartet man nichts Gutes. Diese Erwartung findet in manchen Einzelnheiten, abgesehen vom letzten Besuch in den Jahren 1848 und 1851, ihre volle Berechtigung. Das rücksichtslose Ueberschreiten der Gränze ohne vorherige Anfrage oder Anzeige, das an das preussische Heer stellenweise erlassene Verbot, die Schleswig-Holsteinische National-Hymne zu spielen oder schleswig-holsteinische Blätter zu lesen, gehört zu solchen Einzelnheiten. Während die Hannoveraner und Sachsen überall mit hellem Jubel begrüsst wurden, während die Städte des Landes ihren besten Fahnenschmuck angelegt hatten, die lieben Befreier zu empfangen, harrte der einsiehenden Preussen und Oesterreicher ein lautloser Empfang und beredtes Schweigen. Beim Einzug der Preussen in Kiel (25. Jan.) was aller Fahnenschmuck von den Häusern wie weggeblasen, die Fenster unbesetzt, und mancher junge Officier, der aufschauend einem holden, warmen Frauenauge zu begegnen wähnte, prallte mit seinem liebenden Blick an kalten Fensterscheiben ab. Beobachtern ist es nicht entgangen, wie die preussischen Soldaten über so kühlen Empfang sichtlich betroffen und verlegen gewesen sind. Als die Oesterreicher durch Altona marschirten, widerfuhr ihnen Aehnliches. Alle schleswig-holsteinischen Fahnen, die zu Ehren der deutschen Bundestruppen geweht hatten, waren verschwunden. An einigen Häusern waren dieselben aufgerollt und mit Trauerflor versehen; von andern Häusern wehten sogar grosse schwarze Trauerfahnen. Verständlich genug für Jeden, der von der Volkszeichensprache auch nur das Abc kennt. Wenn man übrigens in Holstein überein gekommen ist, den Soldaten im Quartier mit Freundlichkeit zu behadeln, den Officier aber mit abgemessener Zurückhaltung, so ist das nur zu loben. Es wäre unbillig, den Soldaten entgelten zu lassen, was seine höchsten Führer gefündigt. Den Soldaten selbst aber kann es nur zuträglich und förderlich sein, von ihren Quartiergebern über so Manches aufgeklärt zu werden, worüber man sie in ihren Kasernen bis dahin völlig im Dunkeln gelassen hat. Wir empfehlen unsern schleswig-holsteinischen landsleuten zu diesem Behuf die "Deutsche Wehrzeitung", namentlich die Nummer 3 derselben, welche unserer heutigen Nummer beiliegt.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 7. februar 1864)

Slesvig-Holsten. Begyndelsen af Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Unddragelse af Værnepligten. Justitsministeriet er ifølge "Fdl." beskjæftiget med at undersøge og forebygge de forskjellige skammelige Kneb, som ikke faa velhavende Folks Sønner have benyttet for at unddrage sig deres Værnepligt. Navnlig er der drevet et stort Misbrug med, at Forstærkningsmænd tage Borgerskab i Kbhvn., hvorved de gaae ind i Borgervæbningen og blive fri for at gaa i Felten. Dette har hidtil kunnet ske uden al Kontrol, uden at der blev spurgt, om de boede her i Byen eller paa andre Steder, saaledes have f. Ex. to Sønner af en af Sjællands største og rigeste Godsejere, der begge ere Forpagtere paa deres Faders Gaarde, ikke skammet sig veo at tage Borgerskab, den ene som Possementmager, den anden som Traadhandler, medens de selvfølgelig vedblive at være Forpagtere, - og de ere saaledes slupne for deres Værnepligt for et Borgerskabsgebyr af 25 Rd., medens saa mange uformuende Familieforsørgere kaldes fra deres Hjem og deres Familie. (Deres Navn er van Deurs.)

(Ribe Stifts-Tidende 1. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Der er enstemmige meldinger fra forskellige sider i Slesvig om, at man forbereder sig på at udråbe hertug Frederik, så snart danskerne forlader landet. De vil ikke engang lade sig forhindret i at gøre det af østrigske og preussiske bajonetter. Heller ikke de holstenske soldater, nu fordelt i de danske bataljoner, kan forhindres i at flygte hjem i store og små trupper over Ejderen. For nylig ankom her ti mand, som kun havde kunnet få fat i meget sparsomt civilt tøj, hvilket er nødvendigt, hvis der skal være nogen chance for at bedrage rækken af ​​vagtposter. De havde vendt deres bukser om og taget gamle kitler og vamse på i stedet for de tunikaer, de havde smidt væk. Stadig langt fra grænsen tilkaldes de ved daggry af en dansk post. Spontant svarer de i godt holstensk: "Dööskopp, wi sünd jo Dascher" (fjols, vi er tærskere), og pegede på et nærliggende gods som om de skulle arbejde der. Og forbløffet lader dansken dem roligt passere. Men de skal stadig passere en anden smal linje af poster direkte på den nu frosne Ejderkanal, som danner grænsen, og som de ved ingen vil få lov at passere uden pas. Her går de roligt hen mod den udstationerede vagtpost, lløber ham pludselig over ende med et kraftigt hurra og er over grænsen og uden for rækkevidde, før han er kommet sig tilstrækkeligt over sit fald og overraskelse til at kunne gøre brug af sit våben.

Aus Schleswig kommen von verschiedenen Seiten übereinstimmend die Nachrichten dass man dort sich darauf vorbereitet den Herzog Friedrich zu proclamiren, sowie diee Dänen das Land verlassen. Selbst von österreischismen und preussischen Bajonetten will man sich daran nicht hindern lassen. Ebensowenig lassen sich die jetzt in die dänischen Bataillone vertheilten holsteinischen Soldaten abhalten in grössern und kleinern Trupps über die Eider in die Heimath zu entfliehen. Kürzlich langten zehn Mann hier an, welche sich nur sehr nothdürftige Civilkleidunghatten verschaffen können, die doch erforderlich ist wenn einige Aussicht bleiben soll die Wachtpostenlinie zu täuschen. Sie hatten ihre Beinkleider umgekehrt, und statt der weggeworfenen Uniformsröscke alte Kittel und Wämser übergezogen. Noch weit von der Gränze entfernt, werden sie in der Morgendämmerung von einem dänischen Posten angerufen. Kurzentschlossen geben sie auf gut holsteinisch zur Antwort: "Dööskopp, wi sünd jo Dascher" (Dummkopf, wir sind ja Drescher), nach einem nahe gelegenden Gutzeigend, als ob sie dorrthin zur Arbeit giengen. Und verblüsst lässt Hannemann sie ruhig ziehen. Aber noch müssen siee eine zweite enge Postenkette unmittelbar an dem die Gränze bildenden jetzt zugefrorenen Eidercanal passieren, wo, wie sie wissen, niemand ohne Passirschein durchlassen wird. Hier gehen sie rruhigen Schritts auf dden aufgestellten Posten zu, rennen ihn plötzlich mit einem kräftigen Hurrah über den Hausen und sind über der Gränze und ausser Schussweite, ehe dieser von seinem Sturz und der Ueberraschung sich so weit erholt hat um voon seiner waffe Gebrauch machen zu können.

(Allgemeine Zeitung 1. februar 1864)

Tønder d. 27 Jan. I Søndags, den 24. Jan., forefaldt der her i Byen en styg Begivenhed, som viser, at tydsk Fanatisme ingen Grændse kjender. Der var til denne Dags Aften indtegnet Deltagere til en Koncert, som skulde afholdes paa Tønders største offentlige Forlystelsessted. Nogle af Seminariets Elever havde ogsaa tegnet sig som Deltagere og indfandt sig ved Koncerten. Af Princip pleje Eleverne at holde sig tilbage og søge at undgaa ethvert Sammenstød saavel med tvdsk sindede Borgere fem med indvandrede tydske Svende, hvor megen Anledning der end ofte kunde tilbede sig hertil. Hvor strengt dette Princip imidlertid end overholdtes i Søndags, saa kunde enkelte Personers oprørske Had mod Alt, hvad der er dansk, dog ikke Andet, end at det maatte have Luft overfor de Elever, som vare tilstede. Efterat disse først vare blevne fornærmede paa forskjellig Maade, overfaldtes de med Slag og det i den Grad, at en Elev ganske blev forslaaet, fik Klæderne sønderrevne, og et Saar i Kinden røber, at det er anbragt med et skarpt Instrument; - at ikke en større Ulykke skete, maa tilskrives Politiet, som tidsnok afværgede det Værste. En anden Elev kastedes til Jorden og holdtes der af fire Mænd; men denne slap tog uden at blive saaret eller kjendelig forslaaet. Sagen er nu i Politiets Hænder; som Ophavsmænd og som de værste Deltagere i dette skandaløse Angreb, der synes at have været et aftalt Spil, ere indstævnte Kjøbmand Johansen, der er en ivrig Slesvigholstener, Kjøbmand Iversen, Kjøbmand Matzen, Skorstensfeier Holze's Søn, der nok ogsaa er Skorstensfeier, samt en Drejersvend Sünveber. - Endvidere er en Handelskommis indstævnet for paa en forblommet Maade at have udraabt Prætendenten, "Herzog Friedrich". De seer, at det ikke er indvandrede tydske Svende, der føre an og stifte Uro, men besiddende Borgere. (Danvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Sydslesvig, 30. januar, berettede "R.W.": I landsbyerne Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen m.fl. lod det danske militær lod vognene og hestene opliste, med den åbenlyst udtalte hensigt at dirigere dem videre mod nord i tilfælde af en invasion af preusserne; Ejerne af vognene bliver også bedt om at stille en kusk til hvert hold, og de kan trøste sig med, at vognene og hestene, som vurderes hver for sig, vil blive betalt senere. Nogle steder, såsom Tuvenstedt fx har bønderne været tvunget til at trække alle vognene ud i en fold, da man med rette frygter, at ønskerne i indtræffende tilfælde, ikke vil blive efterkommet frivilligt. Enhver bonde i disse byer, som vil køre til byen, skal først indhente tilladelse til at få sin vogn bortført.

Aus Süd-Schleswig, 30 Jan., wird dem "R.W." gemeldet: In den Dorffschaften Sorgwohld, Krummenort, Fohren, Tetenhusen u.s.w. liess dasdänische Miilitär die vorhandenen Wagen und Pferde verzeichnen, mit der offen ausgescprocheenen Absicht dieselben bei einem Einmarsch der Preussen weiteer nordwärts zu dirigiren; auch wirden die Eigenthümer der Fuhrwerke aufgefordert für je ein Gespann einen Führer zu stellem und ist ihnen dafür deer Trost geworden dass wagen und Pfeerde, welche jedes für sich taxirt wurden, später bezahlt weerden würden. An einzelnen Orten, wie Tuvenstedt z. B., sind die Bauern gezwungen worden sämmtliche Wagen auf einer Koppel auszufahren, da man wohl mit Recht fürchtet es möchte eintretenden Falls den Wünschen nicht freiwillig nachgekommen werden. Jeder Bauer dieser Ortschaften der zur Stadt fahren will, ist jetzt genöthigt erst diee Erlaubniss zur Wegnahme seines Wagens einzuholen.

(Allgemeine Zeitung 4. februar 1864)

Indsendt. I nr. 10 af dette blad for tirsdag den 26. f. m, har en hr. "8" dybt rørt beklaget sig over: at "der desværre for øjeblikket ikke eksisterer nogen lov over forbud af udførsel af heste", og henleder derhos med stor salvelse regeringens opmærksomhed på "det aldeles særegne ved at der her på egnen på Tangsgård i går har været en hamborgsk hestehandler v. Appen for at opkøbe heste, sandsynligvis for vore arvefjenders regning". Denne omstændighed har den ærede indsender, formodentlig for at more publikum, kaldt et "ekstra-ordinært hestemarked", som han finder "moralsk urigtig", og han vil dernæst have regeringen kommanderet til at "hæmme al opkøb af heste fra tyskernes side her i landet".

Mon den hjertesorg, hr. "8" er blevet belemret med, derved at det ikke ved lov er blevet forbudt landmanden i disse trange tider at benytte de af hans vigtigste indtægtskilder, er en følge af pur fædrelandskærlighed, eller af at han ikke kan drage nogen direkte fordel af den frie hestehandel, fordi han, hvis han ingen heste har, eller kan blive betroet, der er gode nok for v. Appen? Vi er tilbøjelige til at tro det sidste, og det netop af den grund at den ærede hr. "8", hvis han havde en ejendom så stor, og under sådanne omstændigheder at han kunne holde heste på den, af den slags v. Appen køber, så havde han ved siden af hans ærke-fædrelandskærlighed, selv om hans kår var ret gode. Bekymring for i denne flaue tid at tilvejebringe sin part at de til vort fædrelands beståen fremfor alt nødvendige afgifter, og han ville da vistnok med os være regeringen taknemmelig for, at den ikke betog ham en væsentlig del af udsigten dertil, ved at forbyde salg af den eneste artikel, der for tiden kan sælges med nogen fordel, hvad enten dette sker til en ven eller fjende.

Hans v. Appen, der taler godt dansk, er gift med en dame fra Hjørring-egnen, og er overalt i Jylland en gammel bekendt og reel hestehandler, som har bragt landet store fordele ved hans opstod af hefte, og vi har selv i de bedre tider været glade ved at kunne sælge ham heste til høje priser, uden hensyn til for hvis regning han købte dem; hvor meget mere må det da ikke være os kært at han i disse dage for sine kontante penge, hvortil trangen er så stor, vil købe nogle af de mange heste, hvortil hverken krigsministeren eller hr. "8" er liebhaver.

I øvrigt kan vi berolige den ultradanske hr. "8" med, at hvad enten en af landmandens hovedindtægtskilder berøves ham ved forbud mod udførsel af heste eller ej, så kunne tyskerne få heste flere end de behøver, og det kan den danske regering - så længe landmanden kan svare sine afgifter - og hr. "8" - så længe han har noget at betale med - såmænd også Nogle landmænd, som tror at kunne lette krigens byrder, når deres hænder ikke bliver bundne.

(Lemvig Avis, 4. februar 1864).

Nr. 10 af Lemvig Avis mangler desværre i Mediestream.

Otto Bache (1839-1927): Scener ved en Marketendervogn. Illustreret Tidende, bd. 5 nr. 233. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. En sneklædt bondegård. En soldat har tilsyneladende taget for sig af kvindeudstyr.

Provst Nievert, Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Altona tilskrives os i Løverdags. Jeg var idag Vidne til et Optrin, som bragte mig ganske ud af Fatning. Provst Nievert skulde prædike for første Gang, efter at han omsider, fordreven af Slesvigholstenerne, var vendt tilbage til sin Menighed. Kirken var stormende fuld og hele Pladsen udenfor ligeledes. Da han besteg Prædikestolen, gik omtrent en Trediedeel af Tilhørerne bort forbi ham, raabte Hurra samt tilraabte ham "Meeneed" og mange andre Skjældsord. Da de vare gaaede, begyndte han atter og vilde tale; de kom da tilbage igjen, saa han tilsidst maatte stige ned af Prædikestolen. Saaledes gjorde han tre Gange. Hans Kone stillede sig op ved Alteret og holdt en Tale, og mange Andre, baade Damer og Herrer, Nogle for, Nogle imod, raabte afvexlende "bliv her" og "bort". Tilsidst besattes alle Udgange; de vilde ikke engang lade ham komme ud. Da lød Generalmarschen og Soldaterne besatte nu Kirken og escorterede den værdige Præst hjem. Hans Huus er nu besat med Soldater. Det gjorde et skrækkeligt Indtryk paa mig, at see den gamle fortræffelige Mand blive forhaanet for Alteret og jeg lovede aldrig meer at være tilstede ved Sligt. Der blev ogsaa et skrækkeligt Spektakel og Trængsel i Kirken imellem Folk indbyrdes. Jeg saae ikke det Sidste, da jeg gik saa hurtigt som muligt.

"Folk ere saa vrede paa Østerrigerne og Preusserne, at de skubbe til dem paa Gaden, og en eenligt vandrende Officeer havde de formeligt løftet op i Veiret i Hamborg. 

"Der er nu blevet 8 Mennesker syge af Politik, 2 gale og 4 døde; det er en ny (?) Sygdom."

Provst Nievert har nu, som det betegnes fra Altona selv i "Hb. C.", "paa en Maade, der har berørt alle Velsindede paa det Ubehageligste", i Søndags for anden Gang maattet forlade Staden. Paa Gadehjørnerne læste man Bekjendtgjørelse om, at han havde begjært sin Afsked og erholdt den (af Provisorierne). Hans Bopæl, der var militairt bevogtet, er som Stadens Eiendom nu anbefalet til Indvaanernes Beskyttelse. 

"Hb. N." beretter herom, at da Provsten 3die Gang maatte forlade Prædikestolen, reiste Forbundscommissairen, Geh. Könneritz sig, og erklærede, at vel havde ingen Lægmand Ret til at tale i Kirken, men han saae sig dog nødsaget til at henvise til den Agtelse, man skyldte Guds Huus, om man ogsaa vilde nægte Øvrigheden denne Agtelse. Senere betraadte Pastor Kähler Alteret, udtalte sin dybeste Beklagelse over det Skeete, gav Velsignelsen og bad de Tilstedeværende efter Afsyngning af en Slutningspsalme roligt at forlade Kirken. Særdeles Mange forblev dog indtil der officielt meddeeltes, at Provst Nievert endnu samme Dag vilde søge om sin Afsked. Pladsen foran Kirken forblev dog endnu propfuld og et meget stærkt Detachement af hannoveranske Jægere besatte den da, dannede Spalier og indtil sidste Øieblik vare samtlige Kirkedøre besatte med Dobbeltposter. Da Provsten forlod Kirken og steg ind i Vognen, opstod en heftig Støien, Piben osv. Snart efter hans Fjernelse blev der et Sammenstød imellem Militairet og Publicum, som, tilføier den, dog snart bilagdes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. januar 1864).

Om Raaheden imod Provst Nievert i Altonakirken meddeler "Reform" (som den slesvig- holsteenske Forening i Rendsberg, efter Hadersl. Av., "har erklæret for stridende mod en Fædrelandsvens Pligt at holde eller læse") "at det var især yngre Mennesker, tildels Drenge, som støiede, men ikke hvad man sædvanligt kalder Pøbel". "Provsten kom dog tilorde og fik nogle Sætninger frem da brød Stormen løs igjen, udgaaende fra visse samlede Flokke." - "Spektaklet udenfor Kirken var om muligt endnu voldsommere, da Provsten kjørte bort ; i hans Vogn sadde Forbundscommissairerne eller idetmindste een af dem, og de opholdt sig i hans Huus som var næsten beleiret, indtil han forlod Byen ved Middagstid. Meddeleren (i "Reform") lægger ikke Skylden for disse Scandaler paa Nievert, som kun havde Orlov indtil den 18de ds. og, da han som Følge deraf meldte, at han var rede til at tiltræde sit Embede igjen, hvis Forbundscommissairerne fandt det for godt, fik Ja til Svar. Men Commissairerne dadles, fordi de, uagtet de maatte kjende Ophidselsen imod Nievert, ikke forlangede hans Orlov eller ialtfald ikke traf alvorlige Forholdsregler for at sikkre ham Udøvelsen af hans Embedsgjerning; det havde været bestemt, at Militairet før Gudstjenesten skulde opstille sig ved Kirken, men Commandeuren værgrede sig herved, da Sligt ikke stod i hans Instruxer, og befalede, al Tropperne kun maatte møde ubevæbnede. Endelig dadles v. Könneritz, fordi han ligefrem nødte Provst Nievert, trods dennes Modstand, til at bestige Prædikestolen paany og saaledes gjentage Scandalen."

Provst Nievert er paa mange Maader Gjenstand for planmæssig Forfølgelse. Han har saaledes offentligt maattet værge sig imod en infam Sigtelse af Dr. Meyn om, at han skulde have udbredt Efterretninger, som vare fornærmelige og skadelige for Landet. (Han sigtes nemlig for at være Forf. af et Brev fra Holsteen, som Kleist-Retzow oplæste i det preussiske Herrehuus, og der skildrer Slesvigholstenismen og Oprøret som en fordærvelig Frugt af Ophidselse, medens det savnede al sand Rod i Befolkningen. Kleist var forøvrigt siden erklaret, at Nievert ikke er Forfatteren.) Den samme Dr. Meyn, den meest berygtede af de holsteenske Agitatorer, har nylig slæbt 250 Personer som en "Masse-Deputation" fra det ved hans Opæggelser omvendte Pinneberg til Kiel og afleveret dem hos "Herzog Friedrich" som angergivne Syndere (Hdrsl. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. januar 1864.)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Itzehoe, 26. januar. Skandalen i hovedkirken i Altona beskrives af vidner som næsten uhørt i kirkelivets annaler. Kirken var fuld til bristepunktet. Da den (dansksindede) Nievert dukkede op efter sangen, lød råbet: Ned, din danske spion, ned, skurk! Fem gange gik han på prædikestolen, fem gange måtte han under hurraråb gå ned igen. Mange damer forsøgte at berolige mængden, det gik dem ilde. Mændene, der udtalte sig til fordel for Nievert, blev smidt ud. En af de føderale kommissærer advarede om at tænke på den nyeste retstilstand. ”Kommissærerne burde have tænkt på Guds dom,” skriver en af ​​mine meddelere, ”før de bragte provsten på prædikestolen.” 24 selskaber havde også sendt deputationer og bedt dem om ikke at lade Nievert fungere igen.

Itzehoe, 26. Jan. Der Skandal in der Hauptkirche zu Altona wird von Aufgenzeugen als fast unerhört in den Annalen des kirhclichen Lebens bezeichnet. Die Kirche war zum ersticken voll. Als sich (der dänischgesinnte) Nievert nach dem Gesang blicken liess, ertönte der Ruf: Herunter du dänischer Spion, herunter, Schurke! Fünfmal ging er auf die Kanzel, fünfmal musste er unter Hurrahrufen herunter. Viele Damen suchten die Menge zu Beschwichtigen, es wäre ihnen beinahe übel bekommen. Die Männer, die Nievert das Wort redeten, wurden an die Luft gesetzt. Einer der Bundescommisaire mahnte, an das jüngste Gericht zu denken. "An Gottes gericht hätten die Commissäre denken sollen," schreibt einer meiner Gewährsmänner, "ehe sie den Probst auf die Kanzel brachten," 24 Corporationen hatten aber auch Deputationen gesandt, sie flehentlich gebeten, Nievert nicht wieder in Function treten zu lassen.

(Neue Augsburger Zeitung 1. februar 1864)

Provst Nievert blev omtalt den 23. december 1863 i forbindelse med eksekutionskorpsets indtog i Altona. Ifølge Allgemeine Deutsche Arbeiter-Zeitung 7. februar 1864 havde Nievert allerede før gjort sig upopulær i den tyske menighed ved at prise Lola Rasmussen (grevinde Danner) som "Perle alle Frauen". Ved affæren den 24. januar blev der råbt "Herunter!", "Abtreten!", "Marsch mit dem Dänen!", men også få stemmer "Reden lassen!". Nievert skal have svaret "Ik bün all hier!". Mængden faldt først til ro  da der blev afgivet løfte om at præsten ville ansøge om afsked samme dag. Han måtte beskyttes af hannoverske jægere.

W. Jab.: Friedrich Heinrich Christoph Daniel Nievert (1807-1867), præst Altona. Han ansøgte og fik af forbundskommissærerne i april 1864 afsked med pension (4000 mark). I maj måned 1864 blev de ansvarlige for uroligheder dømt: Blikkenslager Ad. Meyer fik en bøde på 15 mark, cigarfabrikant Leusch, skibstømmermand Lau og rentier H. Radenhausen frikendtes, cigarfabrikant A. becker fik vand og brød i 6 gange 5 dage. Tre af dem appellerede. Provst Nievert blev i juni 1864 erstattet af pastor Thyge Thygesen, kandidat fra København. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Slut Januar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original under oversættelsen:

- Om stemningen i Slesvig i Kölneraviserne læser vi: I Flensborg, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg er hadet mellem begge nationaliteter ikke kun påfaldende for personer der kommer fra Tyskland, men direkte uhyggeligt. Det er ikke kun unge og mænd, der først spørger deres kodeord "Slesvig-Holsten" eller "Danmark til Eideren" til råds ved alle arrangementer; kvinder gør dette også, og meget mere konsekvent end mænd; ja, børn i den mest følsomme alder har allerede et nationalitetsbegreb, for så vidt de får betegnelsen "tyske", hhv. "dansker" er det værste bandeord, der kan støde deres barnlige æresfølelse og fremprovokere deres vrede. Derfor ser man aldrig tysksindedes børn lege med dansksindede eller interagere på andet end tvungne og fjendtlige måder. Tjenere finder det ekstremt vanskeligt at beslutte sig for at tjene hos en herre, der tilbeder en anden nationalitet, end de gør, og lejesoldaterne henvender sig kun til købmænd, som man er enig med i dette vigtige spørgsmål. I Angel skete det, at en protysk keramiker først blev forarmet og derefter bogstavelig talt gik til grunde, fordi ingen af ​​hans slags havde talt imod ham; thi han havde været svag nok ved sit eneste barns død til at give efter for sin danskfødte hustrus begæringer, som han havde været gift med før Krigen, og tillade ligprædikenen paa dansk!

- Rygterne om en streng procedure fra de danske myndigheders side mod de værnepligtige, der flygtede eller flygter mod syd fra Sydslesvig, bekræftes. De forsvundne rekrutter efterforskes nu med den største strenghed, og hvor der er det mindste spor af deres tilstedeværelse i deres hjemland, hvilket går cirka to måneder tilbage, tages der skridt til at konfiskere arven fra de berørte personer, eller hvis de undslupne ikke var i selvstændig stilling, d. v. s. hverken efterladt fast ejendom eller boliginventar, blev forældrene eller andre slægtninge til samme truet med senere anvendelse af den danske krigslovs bestemmelser, efterfølgende konfiskation af legater m.v. for de forgæves søgte.

- Ueber die Stimmung in Schleswig lesen wir in den Kölnischen Blättern: In Flensburg, Apenrade, Hadersleben und Sonderburg ist der Hass beider Nationalitäten einem aus Deutschland kommenden nicht blos auffällig, sondern geradezu unheimlich. Nicht blos Jünglinge und Männer fragen bei allen Vorkommnissen erst ihr besiehendliches Losungswort "Schleswig-Holstein" oder "Danemark til eideren" um Rath; auch Frauen thun dies, und noch viel konsekuenter wie Männer; ja, Kinder im zartesten Alter haben schon in so fern einen Begriff von Nationalität, als sie die Bezeichnung "Deutscher", resp. "Däne" für das schlimmste Schimpfwort halten, das ihr kindliches Ehrgefühl verletzen und ihren Zorn reizen kann. Man sieht deshalb auch nie die Kinder Deutschgesinnter mit denen Dänischgesinnter spielen oder anders als gezwungen und feindlich verkehren. Dienstboten entschliessen sich äusserst schwer dazu, bei einem Herrn zu dienen, der anderer Nationalität huldigt wie sie, und das kauflustige Publikum wendet sich nur an Kaufleute, mit denen man in dieser wichtigen Frage übereinstimmt. In Angeln ist der Fall vorgekommen, dass ein deutschgesinnter Töpfer erst verarmen und schliesslich vor Noth buchstablich zu Grunde gehen musste, weil keine Gesinnungsgenossen die Acht über ihn ausgesprochen hatten; denn er war beim Tode seines einzigen Kindes schwach genug gewesen, den Bitten seiner dänisch geborenen Frau, mit der er vor dem Kriege schon verheirathet gewesen, nachzugeben und die Leichenpredigt in dänischer Sprache zu erlauben!

- Die Gerüchte von einem strengen Verfahren der dänischen Behörden gegen die militärpflichtigen, nach dem Süden entflohehen oder entfliehenden Südschleswiger erhalten ihre Bestätigung. Den vermissten Rekruten wird jetzt mit aller Strenge nachgeforscht und wo die leiseste Spur ihrer etwa zwei Monate zurückreichenden Gegenwart am Heimathsorte zu ermitteln ist, wird zur Confiskation der Hinterlassenschaft der Betreffenden geschritten, oder im Falle die Entflohenen nicht in einer selbstständigen Stellung sich befanden, also weder Grundbesitz noch häusliche Einrichtung hinterliessen, den Eltern oder sonstigen Angehörigen derselben neben der spätern Anwendung der dänischen Kriegsgesetzbestimmungen die nachträglichen Beschlagnahme von Vermächtnissen etc. für die vergebens Gesuchten angedroht.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 28. januar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Itzehoe, 25. januar Lige siden østrigerne og preusserne kom ind i landet, har stemningen overalt været lige så dyster, som den var glad efter henrettelsestroppernes ankomst. Meget tyder faktisk på, at vi ikke har noget godt at se frem til fra de nyankomne. Den hensynsløse måde, hvorpå de preussiske tropper krydsede grænsen - enhver rapport blev udeladt; det faktum at stormagterne besatte hele Holsten og trængte alle eksekutionstropperne ind i den østlige del; forbudet mod at  spille den slesvig-holstenske nationalsang som udstedt af det preussiske militær på steder eller læse slesvig-holstenske aviser - alt dette er elementer, der sikkert får dig til at blive betænkelig. I øvrigt siges preussiske og østrigske officerer ofte at tale til fordel for vores sag; men kun sloganet ovenfra er afgørende. Det er derfor bestemt i overensstemmelse med forholdene, at statskomiteen udsendte slagordet: Stormagternes tropper i det hele skal ikke udvises nogen venlighed eller endog en bifald, men de enkelte skulle behandles med høflighed. De slesvig-holstenske foreningers resolutioner er i denne ånd. I den af ​​vor by - hvor i øvrigt endnu intet magtfuldt militær er flyttet ind, og hvor den saksiske brigadestab ser ud til at forblive permanent - er der besluttet et andragende til forbundskommissærerne om en ny oprettelse af det holstenske forbundskontingent, som i Kiel.

Itzehoe, 25 Jan. Seit die Oesterreicher und die Preussen im Lande sind, ist die Stimmung überall eben so sinster wie sie nach dem Einrücken der Executionstruppen freudig war. In der That deuten zahlreiche Anzeichen darauf hin dass wir von den neuen Ankömmlingen nichts gutes zu erwarten haben. Die rücksichtslose Art in welcher die preussischen Truppen die Gränze überschritten - jegliche Anzeige war unterlassen; der Umstand ferner dass die Grossmächte ganz Holstein occupirt und nur in den estlichen Theil die sämmtlichen Executionstruppen gedrängt haben; das an das preussische Militär stellenweise erlassene Verbot die schleswig-holsteinische Nationalhymne zu spielen oder schleswig-holsteinische Blätter zu lesen - alles diess sind Momente die wohl zum Nachdenken auffordern. Preussische wie österreichische Officiere sollen sich übrigens öfters durchaus im Sinn unserer Sache aussprechen; aber allein massgebend ist ja die von oven gegebene Parole. Es entspricht daher gewiss den Verhältnissen dass der Landesausschuss die Losung ausgegeben: man solle den Truppen der Grossmächte in ihrer Gesammtheit keinerlei Freundlichkeit oder gar Ovation erweisen, die einzelnen aber doch mit Entgegenkommen behandeln. In diesem Sinne lauten denn auch die Beschlüsse der schleswig-holsteinischen Vereine. In demjenigen unserer Stadt - in welche übrigens noch kein grossmächtiches Militär eingerückt ist, und woselbst der sächsische Brigadestab dauernd zu verbleiben schient - ist, wie in Kiel, auch eine Petition an die Bundescommissäre um Neuerrichtung des holsteinischen Bundescontingents beschlossen worden.

(Allgemeine Zeitung 30. januar 1864)

Da de i Januar fra Lolland indkaldte Soldater skulde overføres fra Gaabense til Vordingborg, blev af Færgevæsenet affordret dem Betaling, 2 Mk. pr. Mand, naar der ingen Iis var, og 14 Mk. pr. Mand, naar Overfarten skeete med Iisbaade. Paa een Dag overførtes der saaledes 30 Mand, som maatte betale 70 Rd. til Færgevæsenet, der gik ud fra den urigtige Forudsætning, "at da de Værnepligtige kun ere berettigede til fri Overfart med Færgefartøi, men maae betale naar de overføres med Postdampskibet, saa vare de ogsaa forpligtede til at betale, naar de i Forening med Posten overførtes med Iisbaad". I Anledning heraf og efter modtagen Besværing fra en af de Indkaldte, har Herredsfogden i Sønderherred, Justitsr. Fasting, gjort Forestillinger hos Stiftamtmanden, som igjen har andraget Sagen for Justitsministeriet. Efter at dette Ministerium derefter har brevvexlet med Generalpostdirecteuren, har denne givet det paagjældende Færgecomptoir fornøden Instrux om, ikke for Fremtiden at affordre indkaldte Soldater Betaling (undtagen naar de selv fordre at blive overførte med Dampskib) og derhos bemyndiget Postcomptoiret i Nakskov til at tilbagebetale den ovenomtalte Indkaldte det af ham erlagte Beløb. (Naksk. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1864).

General Wrangel (20. januar 1864) krævede 31. januar at den danske hær rømmede Slesvig. Den 1. februar 1864 krydsede de preussiske og østrigske tropper under Wrangel grænsen (Ejderen) til Slesvig og besatte i løbet af få dage hele Slesvig undtagen Dybbøl og Als. En østrigsk civilkommisssær (Friedrich Graf Revertera von Salandra) og preussisk civilkommissær (Konstantin Freiherr von Zedlitz-Neukirch) blev indsat. Wrangel havde i øvrigt sikret sig forsyningslinjer ved at besætte Altona, Neumünster og Kiel i Holsten, som jo ellers hørte under den sachsisk-hannoveranske administration.

Gnidninger mellem forbundstroppernes øverstbefalende von Hake og de allierede fortsatte gennem hele januar 1864 og synes ifølge aviser som fx Allgemeine Zeitung at have været meget forbitret, især over indkvarteringen af de massive troppestyrker som ofte medførte at forbundstropperne måtte rykke ud af byerne og ud på landet. Men i sidste ende fandt von Hake sig i at de allierede befandt sig i Holsten. Preusserne forlangte at hertug Friedrich fjernede sine vagter foran sin bolig i Kiel. Hvilket han klarede ved at de i stedet blev rykket indendørs.

Carl Henrik Bøgh: Soldater tilberedende Middagsmad af deres Naturalforpleining. Hæren ved Dannevirke. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.